Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 28. april 2025
Sag BS-2774/2024-VLR
(16. afdeling)
Appellant, tidligere Sagsøgte
(advokat Solveig Værum Nørgaard)
mod
Civilstyrelsen
(advokat Maja Friis Hindsig)
Retten i Aalborg har den 3. januar 2024 afsagt dom i 1. instans (sag BS-8447/2022-ALB).
Landsdommerne Henrik Bjørnager Nielsen, Rasmus Krogh Pedersen og Thomas Steensen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellant, tidligere Sagsøgte, har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært beta-ling af et af landsretten fastsat lavere beløb.
Indstævnte, Civilstyrelsen, har nedlagt påstand om stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
Der er for landsretten fremlagt årsopgørelser for Appellant, tidligere Sagsøgte for 2021 og 2022 og uddrag af årsopgørelsen for 2020. Det fremgår heraf, at Appellants, tidligere Sagsøgte lønind-komst i 2020 udgjorde 45.678 kr., og at hans samlede skattepligtige indkomst i 2021 og 2022 udgjorde henholdsvis 90.343 kr. og 78.476 kr.
2
Forklaring
Appellant, tidligere Sagsøgte har supplerende forklaret, at han ikke havde noget at gøre med Person 1 efter episoden den 23. februar 2017. Han flyttede skole ca. en måned senere.
Han har fået arbejde hos et betonfirma i Hobro. Det er ufaglært arbejde, og han har arbejdet der i syv måneder. Han arbejder fuldtid og får udbetalt 18.000-20.000 kr. om måneden, hvis han ikke har overarbejde.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten, idet Appellant, tidligere Sagsøgte dog ikke for landsretten har bestridt, at der er årsagssammenhæng mellem hændelsen den 23. februar 2017 og Person 1 skader og syg-domsforløb. Han har også for landsretten størrelsesmæssigt anerkendt regres-kravet.
Landsrettens begrundelse og resultat
Sagen angår, om Civilstyrelsen kan gøre regres mod Appellant, tidligere Sagsøgte for krav på godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén, som Erstatningsnævnet i med-før af offererstatningsloven har tilkendt Person 1 på baggrund af en hændelse den 23. februar 2017.
Appellant, tidligere Sagsøgte har bestridt, at han udsatte Person 1 for vold den 23. febru-ar 2017, og at Person 1 skader og sygdomsforløb i øvrigt var påregne-lige for ham (adækvans). Han har endvidere gjort gældende, at regreskravet er bortfaldet som følge af forældelse. Endelig har han anført, at et eventuelt erstat-ningsansvar må bortfalde eller lempes, jf. erstatningsansvarslovens § 24 a.
Appellant, tidligere Sagsøgte har forklaret, at han den 23. februar 2017 gik om bag Person 1 og en anden skoleelev og slog deres hoveder sammen. Han var på dette tidspunkt 14 år. Han har om episoden nærmere forklaret, at både Person 1 og den anden skoleelev begyndte at græde, da han havde slået deres hove-der sammen. Person 1 har under en afhøring hos politiet den 24. april 2017 forklaret, at det gjorde ondt, da hovederne stødte sammen, og at hun blev omtåget.
Landsretten tiltræder på denne baggrund, at det kan lægges til grund, at Appellant, tidligere Sagsøgte udsatte Person 1 for forsætlig vold, og at han dermed handlede ansvarspådragende.
Da Person 1 skader og sygdomsforløb ikke kan anses for atypiske føl-ger af volden, tiltræder landsretten desuden, at der foreligger påregnelighed (adækvans). Dette bestyrkes af skønsmandens svar på spørgsmål 2 og 8, hvoref-ter hovedtraumet ikke kan betegnes som minimalt eller trivielt, og hvorefter der
3
i øvrigt ikke er en entydig sammenhæng mellem, hvor kraftigt et hovedtraume objektivt er, og den eventuelt efterfølgende udvikling af et postcommotionelt syndrom.
Det følger af det anførte, at Appellant, tidligere Sagsøgte er erstatningsansvarlig for Person 1 skader og sygdomsforløb. Civilstyrelsen kan derfor som udgangspunkt gøre regres mod ham i medfør af erstatningsansvarslovens § 17.
Parterne er enige om, at Civilstyrelsens regreskrav er omfattet af den 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1. Højesteret har i U2015.944H slået fast, at forældelsesfristen for regreskrav efter offererstatningslovens § 17 først begynder at løbe, når Erstatningsnævnet har truffet afgørelse om det pågæl-dende krav.
Erstatningsnævnet traf den 24. februar 2021 og 23. november 2021 afgørelse om at tilkende Person 1 godtgørelse for henholdsvis svie og smerte samt varigt mén, og Civilstyrelsen udtog den 2. marts 2022 stævning mod Appellant, tidligere Sagsøgte for det samlede regreskrav. Da Civilstyrelsen således udtog stævning inden tre år efter Erstatningsnævnets afgørelse, er regreskravet ikke forældet. Den omstændighed, at U2015.944H angik en sag, hvor skadevolderens ansvars-grundlag var fastslået ved en forudgående straffedom, kan ikke føre til et andet resultat.
Appellant, tidligere Sagsøgte var på tidspunktet for volden 14 år, og der er ikke fremkommet op-lysninger om, at han på grund af indlæringsvanskeligheder eller andre udfor-dringer var ude af stand til at forstå alvoren af sine handlinger. Herefter og efter karakteren af den forsætlige voldsudøvelse sammenholdt med kravets for-holdsvis begrænsede størrelse tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for at nedsætte kravet eller lade det bortfalde i medfør af erstatningsansvarslovens § 24 a. Det bemærkes endvidere, at Appellant, tidligere Sagsøgte nu er i arbejde.
Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.
Efter sagens udfald skal Appellant, tidligere Sagsøgte, der har retshjælpsdækning, i sagsomkost-ninger for landsretten betale 25.000 kr. til Civilstyrelsen. Beløbet vedrører udgif-ter til advokatbistand inkl. moms og er fastsat under hensyn til sagens værdi og omfang samt hovedforhandlingens begrænsede varighed.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
4
I sagsomkostninger for landsretten skal Appellant, tidligere Sagsøgte inden 14 dage betale 25.000 kr. til Civilstyrelsen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 28-04-2025 kl. 10:00
Modtagere: Indstævnte Civilstyrelsen, Appellant, tidligere Sagsøgte