Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 15. januar 2026
Sag BS-32576/2025-HJR
(1. afdeling)
Far
mod
Mor
(advokat Peter Ølholm, beskikket)
I tidligere instanser er afsagt dom af Familieretten i København den 4. oktober 2024 (BS-9835/2024-KBH) og af Østre Landsrets 14. afdeling den 16. december 2024 (BS-54284/2024-OLR).
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Oliver Talevski, Kristian Korfits Nielsen og Julie Arnth Jørgensen.
Påstande
Appellanten, Far, har påstået ændring af landsrettens dom, således at der fastsættes samvær mellem ham og Barn, subsi-diært at han berettiges til personligt eller gennem tredjemand at overlevere en julegave til Barn. Mere subsidiært har han påstået hjemvisning.
Indstævnte, Mor, har påstået stadfæstelse af landsrettens dom, og at Fars påstande ikke tages under påkendelse.
Sagsfremstilling
Far og Mor er forældre til Barn.
2
Ved Østre Landsrets dom af 28. september 2022 blev det stadfæstet, at Mor skulle have forældremyndigheden alene, og det blev besluttet, at Far skulle have seks overvågede samvær med Barn. Det blev heref-ter forsøgt at iværksætte de overvågede samvær i Familieretshuset. Forløbet blev igangsat ved breve, idet Barn ikke ønskede direkte kontakt med sin far. Det blev bl.a. efter en børnesagkyndig vurdering besluttet ikke at gennemføre de overvågede samvær. I maj 2023 blev der indledt en tvangsfuldbyrdelsessag
ved familieretten. I juli 2023 henviste familieretten sagen til Familieretshuset med henblik på vurdering af, om dommen om overvåget samvær skulle ophæ-ves eller ændres. Familieretshuset iværksatte herefter en ny behandling af sa-gen. I februar 2024 indbragte Familieretshuset sagen for familieretten.
Ved dom af 4. oktober 2024 frifandt familieretten Mor for Fars påstand om, at der blev fastsat samvær mellem ham og Barn. Af familierettens begrundelse fremgår:
”Retten lægger vægt på, at parterne efter ophævelsen af samlivet har haft et meget dårligt samarbejde præget af konflikter, og at det har på-virket Barn. Det er rettens opfattelse, at begge forældre vil gøre det bedste for Barn. Mor varetager alene forældremyndigheden over Barn, og hun varetager samtidig den store opgave med at skabe nogle rammer for Barn, som han kan trives i og udvikle sig i. Far har i retten givet udtryk for, at hans påstand om fastsættelse af samvær afspejler et ønske om under hensyntagen til Barns særlige be-hov at kunne have en form for kontakt med Barn.
Retten finder, at beskrivelsen af Barns reaktioner i forbindelse med for-søget på at få det overvågede samvær i stand viser, at det ikke er muligt på nuværende tidspunkt at motivere Barn til at acceptere og værd-sætte, at han skal have kontakt med sin far. Retten lægger samtidig til grund, at Barn har gennemgået en positiv udvikling, der formentlig har sammenhæng med, at han er i medicinsk behandling for ADHD, men som også må tilskrives, at der er meget ro, struktur og tryghed i hans nuværende dagligdag. Henset til, at Barn må anses for i hvert fald at have givet udtryk for, at han ikke er klar til at have kontakt med sin far, og til, at han grundet sine betydelige udfordringer risikerer at komme ind i en negativ udvikling, hvis han føler sig presset til at skulle have kontakt med sin far, finder retten, at det efter en samlet vurdering vil være bedst for Barn, at han ikke skal have fastsat samvær med sin far.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og § 21, stk. 3.”
Far ankede dommen med påstand om, at der skulle fastsæt-tes støttet samvær mellem ham og Barn. Af ankestævningen fremgår bl.a.:
3
”Kort beskrivelse af sagen: Vi indbringer hermed en sag om samvær samt anden kontakt efter forældreansvarslovens § 22
…
Da sagen ikke kun angår samvær, kan sagen ankes selv efter lovæn-dringen i juni 2024.
…”
Den 16. december 2024 afviste landsretten sagen. Af landsrettens begrundelse og resultat fremgår:
”Det fremgår af familierettens dom, at Far alene nedlagde påstand om fastsættelse af samvær for Barn, og at familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær i medfør af forældreansvarslovens § 21, stk. 3.
Da familieretten i dommen således alene har afgjort spørgsmål om sam-vær, kan dommen kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt. Det af Far an-førte vedrørende spørgsmålet om ”anden kontakt” i medfør af foræl-dreansvarslovens § 22 ændrer ikke herved, idet spørgsmålet ikke er be-handlet i dommen. Da der ikke foreligger en tilladelse fra Procesbevil-lingsnævnet, afviser landsretten anken.”
Anbringender
Far har anført bl.a., at ankebegrænsningen i retsplejelovens
§ 453, stk. 1, 2. pkt., kun angår domme, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær. Sager, der omhandler ”anden kontakt” , kræver ikke tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. UfR 2025.1453 V.
Det er uden betydning, hvordan påstandene om samvær og anden kontakt har været udformet for retten, da forældreansvarssager er indispostive sager, jf. retsplejelovens § 450 a.
Det beror på en fejl og er i strid med grundlovens § 63, at familieretten ikke har afgjort spørgsmålet om ”anden kontakt” i form af ovedragelse af en julegave til Barn. Han har flere gange anmodet om, at forholdet om ”anden kontakt” i medfør af forældreansvarslovens § 22 behandles som en del af sagen.
Mor har anført bl.a., at der under sagen ikke har været nedlagt påstand om andet end samvær. Men selv hvis det var tilfældet, ville anke af familieret-tens dom kræve tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., skal således fortolkes bredt, og omfatter også sager, der omhand-
4
ler både samvær og anden kontakt, eller alene anden kontakt, jf. TfA 2025.41 Ø og UfR 2025.2388 Ø.
Højesterets begrundelse og resultat
Ved familierettens dom af 4. oktober 2024 blev det bestemt, at der ikke skulle fastsættes samvær mellem Far og Barn. Mor blev derfor frifundet for Fars påstand herom. Far ankede dommen til landsretten, der afviste ankesagen med henvisning til, at der ikke forelå tilladelse til anke fra Procesbevillingsnævnet.
For Højesteret angår sagen, om det er med rette, at landsretten har afvist anke-sagen.
Efter retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., kan en dom afsagt af familieretten i en sag, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær, kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Familieretten har alene afgjort, om der skulle fastsættes samvær mellem Barn og Far. Dommen kan derfor kun ankes med Procesbevil-lingsnævnets tilladelse. Da en sådan tilladelse ikke foreligger, finder Højesteret, at det er med rette, at landsretten har afvist ankesagen, jf. retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt.
Det bemærkes i øvrigt, at ankebegrænsningen også ville finde anvendelse, hvis familieretten tillige havde afgjort et spørgsmål om anden kontakt, jf. Højesterets dom af 15. januar 2026 i sag BS-41459/2025-HJR.
Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.
Publiceret til portalen d. 15-01-2026 kl. 12:00
Modtagere: Indstævnte Mor, Advokat (H) Peter Ølholm, Appellant Far