Gå til indhold
Tilbage til søgning

Højesteret stadfæster landsrettens dom i sag om, hvorvidt betingelserne for at opsige en medarbejder med forkortet varsel efter funktionærlovens § 5, stk. 2, var opfyldt

HøjesteretCivilsag3. instans25. november 2025
Sagsnr.: 1451/25Retssagsnr.: BS-64381/2024-HJR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Civilsag
Ret
Højesteret
Rettens sagsnummer
BS-64381/2024-HJR
Sagstype
Almindelig civil sag
Instans
3. instans
Domsdatabasens sagsnummer
1451/25
Sagsdeltagere
PartVillahus ApS; PartsrepræsentantPer Buttenschøn; Rettens personalePoul Dahl Jensen; Rettens personaleMichael Rekling; Rettens personaleHanne Schmidt; Rettens personaleJens Kruse Mikkelsen; Rettens personaleMohammad Ahsan; PartsrepræsentantRasmus Hannibal Edberg Agathon; PartstilknyttetBusiness Danmark

Dom

HØJESTERETS

DOM

afsagt tirsdag den 25. november 2025

Sag BS-64381/2024-HJR  

Business Danmark som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger (advokat Per Buttenschøn)

mod

Villahus ApS

(advokat Rasmus Agathon)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Glostrup den 16. april 2024 (BS-58428/2023-GLO) og af Østre Landsrets 4. afdeling den 19. september 2024 (BS-21891/2024-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Hanne Schmidt, Jens Kruse Mikkelsen og Mohammad Ahsan.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, Business Danmark som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Villahus ApS, skal betale 110.257 kr. med procesrente fra den 24. november 2023.   

Endvidere har Business Danmark som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger nedlagt påstand om, at Villahus ApS skal betale 53.858,67 kr. med pro-cesrente fra den 24. september 2024. Dette krav angår tilbagebetaling af sagsom-kostninger for byretten og landsretten.   

Villahus ApS har påstået stadfæstelse.

2

Anbringender

Appellant, tidligere Sagsøger har anført navnlig, at betingelserne i funktionærlo-

vens § 5, stk. 2, for at opsige hende den 7. juni 2023 efter 120 sygedage med 1 måneds varsel ikke var opfyldt. Hun er derfor berettiget til yderligere 3 måne-ders løn.

Efter en naturlig sproglig forståelse af funktionærlovens § 5, stk. 2, kan opsi-gelse tidligst afgives, når hele den 120. sygedag er passeret. Det indebærer, at en opsigelse efter § 5, stk. 2, kun er gyldig, hvis den afgives tidligst den 121. syge-dag. Dette følger også af bestemmelsens forarbejder samt af retspraksis, jf. bl.a. UfR 1998.737 V og UfR 2014.1284 V. Denne forståelse følger også af, at en fuld-tidssygemelding måles i hele dage og ikke kun frem til sædvanlig arbejdstids ophør.   

Opsigelsen må anses for afgivet på det tidspunkt, hvor Villahus traf foranstalt-ninger, der med en vis grad af sandsynlighed ville bringe opsigelsen frem til hende, hvilket var den 7. juni 2023 kl. 13.42 ved registreringen hos PostNord af det anbefalede brev indeholdende opsigelsen. Opsigelsen er således i strid med § 5, stk. 2, afgivet den 120. sygedag.   

Opsigelsen må i hvert fald anses for at være afgivet den 7. juni 2023 kl. 16.41, hvor opsigelsen blev afleveret til posthuset, og dermed under alle omstændig-heder inden den 120. sygedag var passeret.

Villahus har anført navnlig, at en naturlig sproglig forståelse af funktionærlo-vens § 5, stk. 2, må indebære, at en opsigelse, der afgives efter udløbet af sæd-vanlig arbejdstid den 120. sygedag, opfylder bestemmelsens krav om, at opsi-gelsen er sket i ”umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage” , idet den 120. sygedag er passeret ved sædvanlig arbejdstids ophør. En sådan forstå-else følger også af forarbejderne til § 5, stk. 2, samt af lovens § 5, stk. 1, som stk. 2 skal læses i overensstemmelse med. Hertil kommer, at stk. 2 angår ”syge-dage” og ikke hele dage eller døgn. Det er således ikke et krav efter § 5, stk. 2, at en opsigelse tidligst kan afgives den 121. sygedag. Den kan således afgives den 120. sygedag efter sædvanlig arbejdstids ophør.

En opsigelse er et påbud, der efter obligationsretlige principper har bindende virkning, når opsigelsen kommer frem til modtageren. Opsigelsen kom frem til Appellant, tidligere Sagsøger den 122. sygedag den 9. juni 2023 kl. 10.46. Derfor kan opsigelsen ikke anses for afgivet på den 120. sygedag den 7. juni 2023 kl. 13.42 ved registreringen hos PostNord af det anbefalede brev indeholdende op-sigelsen.

Hvis der imidlertid lægges vægt på det tidspunkt, hvor der var truffet foran-staltninger, som med en vis grad af sandsynlighed ville bringe opsigelsen frem til Appellant, tidligere Sagsøger, kan opsigelsen tidligst anses for afgivet den 7.

3

juni 2023 kl. 16.41 ved indlevering af opsigelsen på posthuset (afsendelsen), hvilket i øvrigt var efter sædvanlig arbejdstids ophør den 120. sygedag.   

Højesterets begrundelse og resultat

Appellant, tidligere Sagsøger blev ansat hos Villahus ApS den 13. januar 2020. Ifølge ansættelseskontrakten fandt 120-dagesreglen i funktionærlovens § 5, stk. 2, om opsigelse med forkortet varsel anvendelse for ansættelsesforholdet.   

Appellant, tidligere Sagsøger havde den 7. juni 2023 været sygemeldt i 120 dage og kunne derfor i medfør af funktionærlovens § 5, stk. 2, opsiges med det for-kortede varsel på 1 måned.   

Den 7. juni 2023 kl. 13.42, der som nævnt var den 120. sygedag, modtog Appellant, tidligere Sagsøger en notifikation på sin PostNord-app om, at Villahus havde klargjort en forsendelse til hende. Samme dag kl. 16.41 modtog hun en notifika-tion om, at en forsendelse fra Villahus var blevet indleveret til et posthus. Den 9. juni 2023 kl. 10.46, som var den 122. sygedag, kom forsendelsen, der inde-holdt Villahus’ opsigelse efter § 5, stk. 2, frem til Appellant, tidligere Sagsøger.

Sagen angår, om betingelserne for at opsige Appellant, tidligere Sagsøger med forkortet varsel efter funktionærlovens § 5, stk. 2, var opfyldt.

Efter § 5, stk. 2, 1. pkt., kan det i en ansættelseskontrakt bestemmes, at en funk-tionær kan opsiges med 1 måneds varsel til fratræden ved en måneds udgang, hvis funktionæren inden for et tidsrum af 12 på hinanden følgende måneder har oppebåret løn under sygdom i 120 dage i alt. Opsigelsens gyldighed er ifølge § 5, stk. 2, 2. pkt., betinget af, at den sker i umiddelbar tilknytning til ud-løbet af de 120 sygedage, og mens funktionæren endnu er syg.

Det fremgår således af ordlyden af § 5, stk. 2, 1. pkt., at opsigelse med forkortet varsel forudsætter, at funktionæren ”har oppebåret” løn under sygdom i 120 dage i alt, mens ordlyden af § 5, stk. 2, 2. pkt., forudsætter, at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til ”udløbet” af de 120 sygedage. Højesteret finder der-for, at en opsigelse efter bestemmelsen først kan afgives, når arbejdsgiveren har konstateret, at funktionæren har haft 120 sygedage med løn.

Da en funktionær efter arbejdstids ophør på den 120. sygedag har oppebåret løn i 120 sygedage, finder Højesteret, at en opsigelse efter § 5, stk. 2, kan afgives ef-ter arbejdstids ophør denne dag.   

Det er for Højesteret ikke bestridt, at Appellants, tidligere Sagsøger normale ar-bejdstid var kl. 8.30-15.00. Da Villahus’ opsigelse blev afsendt på den 120. syge-dag den 7. juni 2023 kl. 16.41, er opsigelsen således afgivet efter ophør af hendes normale arbejdstid.   

4

Det er ubestridt, at opsigelsen er sket i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, idet forsendelsen med opsigelsen kom frem til Appellant, tidligere Sagsøger den 9. juni 2023 kl. 10.46, og at hun på dette tidspunkt stadig var syg.

På denne baggrund tiltræder Højesteret, at betingelserne for Villahus’ opsigelse af Appellant, tidligere Sagsøger med forkortet varsel var opfyldt, jf. funktionær-lovens § 5, stk. 2.   

Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom. Som følge heraf frifindes Villa-hus for påstanden om tilbagebetaling af sagsomkostninger for byretten og landsretten.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Business Danmark som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger betale 25.000 kr. til Villahus ApS.

Det idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 25-11-2025 kl. 12:00

Modtagere: Advokat (H) Per Buttenschøn, Advokat (H) Rasmus Hannibal Edberg Agathon, Appellant Business Danmark s.m.f. Appellant, tidligere Sagsøger, Mandatar Business Danmark, Indstævnte Villahus ApS

Domsresume

Om opsigelse med forkortet varsel efter

120-dagesreglen

Opsigelse afgivet på den 120. sygedag efter arbejdstids ophør var sket med rette

Sag BS-64381/2024-HJR

Dom afsagt den 25. november 2025

Appellant, tidligere Sagsøger

mod

X ApS

Appellant, tidligere Sagsøger blev ansat hos X ApS den 13. januar 2020. Ifølge ansættelseskontrakten fandt 120-dagesreglen i funktionærlovens § 5, stk. 2, om opsigelse med forkortet varsel anvendelse for ansættelsesforholdet. Appellant, tidligere Sagsøger havde den 7. juni 2023 været sygemeldt i 120 dage og kunne derfor i medfør af funktionærlovens § 5, stk. 2, opsiges med det forkortede varsel på 1 måned.

Den 7. juni 2023 kl. 13.42, der som nævnt var den 120. sygedag, modtog Appellant, tidligere Sagsøger en notifikation på sin PostNord-app om, at X havde klargjort en forsendelse til hende. Samme dag kl. 16.41 modtog Appellant, tidligere Sagsøger en notifikation om, at en forsendelse fra X var blevet indleveret til et posthus. Den 9. juni 2023 kl. 10.46, som var den 122. sygedag, kom forsendelsen, der indeholdt X’ opsigelse efter § 5, stk. 2, frem til Appellant, tidligere Sagsøger.

Sagen for Højesteret angik, om betingelserne for at opsige Appellant, tidligere Sagsøger med forkortet varsel efter funktionærlovens § 5, stk. 2, var opfyldt.

Højesteret udtalte, at det af ordlyden af § 5, stk. 2, 1. pkt., fremgår, at opsigelse med forkortet varsel forudsatte, at funktionæren ”har oppebåret” løn under sygdom i 120 dage i alt, mens ordlyden af § 5, stk. 2, 2. pkt., forudsætter, at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til ”udløbet” af de 120 sygedage. Højesteret fandt derfor, at en opsigelse efter bestemmelsen først kan afgives, når arbejdsgiveren har konstateret, at funktionæren har haft 120 sygedage med løn.

Da en funktionær efter arbejdstids ophør på den 120. sygedag har oppebåret løn i 120 sygedage, fandt Højesteret, at en opsigelse efter § 5, stk. 2, kan afgives efter arbejdstids ophør denne dag.

Det var for Højesteret ikke bestridt, at Appellants, tidligere Sagsøger normale arbejdstid var kl. 8.30-15.00. Da X’ opsigelse blev afsendt på den 120. sygedag den 7. juni 2023 kl. 16.41, var opsigelsen således afgivet efter ophør af Appellant, tidligere Sagsøger normale arbejdstid.

Det var ubestridt, at opsigelsen var sket i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, idet forsendelsen med opsigelsen kom frem til Appellant, tidligere Sagsøger den 9. juni 2023 kl. 10.46, og at Appellant, tidligere Sagsøger på dette tidspunkt stadig var syg.

På denne baggrund tiltrådte Højesteret, at betingelserne for X’ opsigelse af Appellant, tidligere Sagsøger med forkortet varsel var opfyldt, jf. funktionærlovens § 5, stk. 2.

Landsretten var nået til samme resultat.

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 1451/25
Rettens sags nr.: BS-64381/2024-HJR
Afsluttet
2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 1450/25
Rettens sags nr.: BS-21891/2024-OLR
Anket
1. instansRetten i GlostrupGLO
DDB sags nr.: 1449/25
Rettens sags nr.: BS-58428/2023-GLO
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb