Dom
RETTEN I AARHUS
DOM
afsagt den 3. november 2023
Sag BS-17501/2021-ARH
Unit4 A/S
(advokat Jesper Frederik Langemark)
mod
K2 Management A/S
(advokat Christian Bo Kolding-Krøger)
Denne afgørelse er truffet af Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande
Denne sag, der er anlagt den 4. maj 2021, angår spørgsmålet om sagsøgtes, K2 Management A/S’, forpligtelse til at betale licensvederlag for software til sagsøgeren, Unit 4 A/S.
Sagsøgeren, i det følgende også kaldet ”Unit4” , er et internationalt firma, der le-verer it-software. Moderselskabet er baseret i Holland.
Sagsøgte, i det følgende også kaldet ”K2” eller ”K2M” , er en dansk konsu-lentvirksomhed, der sælger teknisk rådgivning til primært vindmølleindu-strien.
EG A/S, i det følgende også kaldet ”EG” , var et dansk firma, der leverede it-software, men blev opkøbt af et tilsvarende firma, DXC Technology Danmark A/S, i det følgende også kaldet ”DXC” .
Sagen er et udslag af, at sagsøgte i 2018 ønskede at købe et nyt, samlet it-system, der kunne integrere og lette funktionen af virksomhedens samlede administra-tion i forhold til bogholderi/regnskab, projektstyring og kundeforhold. Sagsøgte
2
kom i denne forbindelse i kontakt med EG/DXC, der tilbød en løsning, som dels de selv og dels sagsøgeren leverede softwaren til. Der blev indgået aftale den 29. marts 2019 og i denne forbindelse underskrevet kontrakt mellem DXC og sagsøgte, men også en særskilt licensaftale mellem sagsøgte og sagsøgeren. Im-plementeringen af it-systemet viste sig problematisk af tekniske grunde, lige-som der i denne forbindelse opstod uenighed om, hvorvidt antallet af brugere ifølge licensaftalen med sagsøgeren kunne reguleres op eller ned månedligt med en tilsvarende regulering af licensbetalingen til følge. Sagsøgeren afviste, at dette var tilfældet, mens sagsøgte mente, at dette var et grundvilkår ifølge den overordnede aftale, sagsøgte havde indgået med DXC. Den 20. november 2020 ophævede sagsøgte aftalen med DXC under henvisning til, at DXC ikke havde opfyldt sin forpligtelse til at sikre korrekt opfyldelse fra sin underleve-randør Unit4, altså sagsøgeren, i relation til licensaftalen. Sagsøgeren har heref-ter den 4. maj 2021 anlagt nærværende sag, hvor sagsøgeren under henvisning til licensaftalen med sagsøgte kræver betaling for 250 brugere/licenser pr. år for en periode på 3 år. Der er ud over betalingspåstanden som sådan uenighed mel-lem parterne om rentevilkårene for et eventuelt krav, som afhænger af, om sagsøgerens generelle forretningsvilkår kan anses for vedtaget mellem parterne.
Sagsøgeren, Unit4 A/S, har nedlagt følgende påstand:
Principalt:
Sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale 458.605 EUR med tillæg af morarente på 12 % p.a. af 12.968,44 EUR fra den 30. maj 2020, af 12.968,44 EUR fra den 23. august 2020, af 12.968,44 EUR fra den 29. november 2020, af 257.812,81 EUR fra sagens anlæg og af 161.887,50 EUR fra den 1. juni 2021.
Subsidiært:
Sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale 458.605 EUR med tillæg af morarente på 8,05 % p.a. af 12.968,44 EUR fra den 30. maj 2020, af 12.968,44 EUR fra den 23. august 2020, af 12.968,44 EUR fra den 29. november 2020, af 257.812,81 EUR fra sagens anlæg og af 161.887,50 EUR fra den 1. juni 2021.
Mere subsidiært:
Sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale 458.605 EUR med tillæg af procesrente af 296.717,50 EUR fra sagens anlæg og af 161.887,50 EUR fra indgivelsen af Processkrift II.
Sagsøgte, K2 Management A/S, har nedlagt følgende påstand:
1.1 Frifindelse.
1.2 Frifindelse mod betaling af 32.421,10 EUR.
1.3 Frifindelse mod betaling af et beløb svarende til 10 PSA Suite Professional-brugere, 26 PSA Suite Advanced-brugere samt 1 PSA Suite Essentials-
3
bruger fra og med april 2020 til og med april 2022 med fradrag af Unit4’s sparede omkostninger.
1.4 Frifindelse mod betaling af 86.456,52 EUR.
1.5 Frifindelse mod betaling af et af retten skønsmæssigt fastsat beløb større end 86.456,52 EUR.
Oplysningerne i sagen
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Forklaringer
Der er afgivet vidneforklaring af Vidne 1, tidligere Country Manager for sagsøgeren (sagsøgerens vidne), Vidne 2, tidli-gere CFO for sagsøgte (sagsøgtes vidne), Vidne 3, Account Manager hos sagsøgeren (sagsøgerens vidne), Vidne 4, General Manager hos sagsøge-ren (sagsøgerens vidne), Vidne 5, tidligere IT Business Partner hos sagsøgte (sagsøgtes vidne), Vidne 6, tidligere Vice President Sales hos DXT (sagsøgtes vidne) og Vidne 7, tidligere Project Manager hos DXC (sagsøgtes vidne).
Vidne 1 har som vidne forklaret, at han har været landedirek-tør for sagsøgeren, Unit4, i Danmark. Hans begyndte i firmaet i 2015, blev di-rektør i foråret 2019 og var ansat i alt 8 år, indtil december 2022. Han blev invol-veret i nærværende sag straks efter at have fået jobbet som landedirektør. Han havde ikke været en del af aftalens indgåelse.
Den ydelse, sagsøgeren skulle levere til sagsøgte, var et stykke software til pro-jekt- og ressourcestyring i virksomheder, der har konsulenter med kundepro-jekter.
Han spurgte sin organisation og kiggede i kontrakten, og det kunne på denne baggrund konstateres, at der ikke var lovet op- og nedskalering af antal brugere af softwaren. Det var tale om en standardkontrakt, hvor perioden og antal bru-gere var angivet.
Det forlød, at forhandlingen var foregået mellem sagsøgte og DXC. Sagsøgeren havde kun leveret nogle demo-produkter i forbindelse med forhandlingen.
Han har ikke set skrevne henvendelser fra sagsøgte om, at man lagde stor vægt på at kunne op- og nedskalere antallet af brugere. Han er ikke stødt på et papir-spor, hvoraf noget sådant fremgår. Tværtimod var der en skriftlig betalings-plan, aftalt med sagsøgte, hvoraf det fremgik, at man nedsatte antallet af bru-gere i en vis periode for senere at gå op på det fulde antal brugere i overens-stemmelse med aftalen.
4
Det var hans indtryk, at man hos sagsøgeren anså aftalen for indgået mellem sagsøgte og sagsøgeren, hvilket også var sædvanligt. Det var en anden, der havde håndteret aftaleindgåelsen, men aftalen med sagsøgeren var indgået på sagsøgerens papir.
Sagsøgte var en af de første kunder for sagsøgeren inden for den pågældende type leverance. Det er hans forståelse, at sagsøgte muligvis var den første kunde i Danmark, hvor aftaleforholdet var på den omhandlede måde.
Han har ikke hørt noget fra sagsøgte eller DXC om, at der ikke var en aftale di-rekte mellem sagsøgeren og sagsøgte; tværtimod blev der betalt fakturaer di-rekte fra sagsøgte til sagsøgeren, ligesom sagsøgte mente, at det var sagsøgeren, der skulle løse de problemer, der var opstået omkring kontrakten.
Han ved ikke, på hvilken baggrund DXC i forbindelse med kontraktforhandlin-gerne meddelte sagsøgte at have fået lov til at give 30 % i rabat på sagsøgerens ydelse, eller hvorfor rabatten faldt til 15 %.
Rabatter kan gives ud fra længden af perioden for kontrakten og antallet af bru-gere. Dette er standard. Når man sælger software, skal det øge den årlige abon-nementsomsætning, og det kan kun ske, hvis man kan garantere kontraktens totale værdi. Dette var en meget rigid politik hos sagsøgeren. Derfor ville en af-tale, der kunne skaleres på antal brugere, ikke kunne indgås med sagsøgeren. Man kunne eventuelt helt undtagelsesvist i kæmpestore kontrakter lægge en bund for, hvor mange antal brugere, der mindst skulle betales for, og lade antal brugere herover være skalerbar.
Foreholdt indholdet af den af parterne underskrevne ”Sales Order Form” , sa-gens bilag 1, var det vidnets opfattelse, at kontrakten angiver en fast årlig beta-ling. Grunden til, at der samtidig er angivet en pris pr. bruger pr. måned, er, at kunden skal kunne forstå, hvordan prisen er sammensat. Satsen kan også bru-ges, hvis kunden ønsker opskalering til et større antal licenser.
Foreholdt bilag 11, mailkorrespondance den 27. maj 2019 mellem Vidne 3 og Vidne 5 om en ændret betalingsplan, sagens bilag 11, har vidnet for-klaret, at man havde udfordringer i implementeringen, hvorfor sagsøgeren ved at lave en revideret betalingsplan påtog sig en del af ansvaret for, at implemen-teringen trak ud. Man accepterede bl.a. kvartalsvis betaling i stedet for årlig.
Foreholdt, at denne betalingsplan så rent faktisk ikke blev fulgt, har vidnet for-klaret, at han ikke er bekendt med årsagen hertil. Han har ikke været involveret i at beslutte det.
Det produkt, sagsøgeren havde solgt til sagsøgte, kunne godt bruges, selvom sagsøgte ikke ville gå videre med samarbejdet med DXC. Der fandtes andre ak-tører, produktet kunne kombineres med, dog ikke i Danmark. Sagsøgte sagde ikke, at de ikke ville gennemføre projektet, men at de havde brug for en pause.
5
Man var, som han forstod det, 95 % færdig med processen, men sagsøgte var i gang med en strategiproces, som sagsøgte var bekymret for ikke ville være fore-nelig med det iværksatte it-projekt. Dette blev drøftet på et møde med sagsøg-tes chef og advokat. Sagsøgeren var imødekommende over for at sætte projek-tet på pause i et halvt år med henblik på udvikling af strategiprocessen hos sagsøgte, hvorefter projektet kunne genoptages. Dette ønskede sagsøgte ikke, men meddelte, at man ville skalere ned til én kunde. Sagsøgte var overhovedet ikke samarbejdsvillig og var ikke interesseret i at finde en løsning.
Sagsøgeren har eksisteret i Danmark i over 20 år, og det er – ham bekendt – før-ste gang, at der er opstået et problem som i nærværende sag.
Han tiltrådte som landedirektør efter, at aftalen med sagsøgte var underskrevet den 29. marts 2019. Han husker ikke datoen for sin tiltrædelse. Når han forkla-rer om sagen, beror hans viden således på noget, andre har fortalt ham. Han har hos sagsøgeren talt med Vidne 4, som var globalt ansvarlig for produktet PSA Suite, samt Vidne 3, som var sælger på sagen. De var ikke ansat i DK, men i moderselskabet i Holland. De sagde, at de havde talt med Vidne 6 fra DXC om sagen.
Der var ingen fra sagsøgeren, som deltog i den præsentation, Vidne 6 fra DXC forestod over for sagsøgte på et møde den 10. december 2018. Han ved ikke, hvem hos sagsøgeren Vidne 6 har aftalt indholdet af præsenta-tionen med.
Han ved ikke, om sagsøgte ved modtagelsen af aftalepapirerne modtog et link til sagsøgerens generelle forretningsbetingelser.
Foreholdt mail af 14. maj 2019 fra Vidne 5 til Vidne 7, sagens bi-lag H, har vidnet forklaret, at han ikke i maj 2019 vidste, hvem Vidne 5 var. Han har ikke i 2019 set mailen i forbindelse med sagen.
Vidnet har ikke været inde over den mailkorrespondance, der fremgår af sa-gens bilag J. Det var noget, der blev kørt fra moderselskabet i Holland. Han var heller ikke inde over sagen i forbindelse med den aftale om en ny betalingsplan, som blev indgået i maj 2019, jf. bilag 11.
Han vil skyde på, at han kom ind over sagen i 2020.
Betalingerne gik til sagsøgerens danske selskab. Det gav ikke problemer eller anledning til spørgsmål, at beløbene ikke var som forudsat ved hverken aftalen eller den reviderede betalingsplan. Han blev først involveret, da der var et for-retningsproblem. Det var i 2020, hvor sagsøgte ønskede at skalere ned til én bruger.
6
Han husker ikke, hvornår implementeringen af it-systemet hos sagsøgte skulle have været helt færdig. Det kan godt have været i oktober 2019, et halvt år efter opstarten den 1. april 2019.
Hans forståelse var, at det ikke var sagsøgerens PSA Suite, der var problemet, men et program, der var købt direkte hos DXC. Det var kommunikationen mel-lem sagsøgerens og DXCs systemer, der var problemet. Man færdiggjorde ikke projektet, hvorfor dette ikke kom til at virke.
Han ved ikke, hvornår det møde, han har omtalt, blev afholdt. Det var nok i før-ste halvår af 2020. Vidne 4's brev af 21. oktober 2020 til sagsøgte, sagens bi-lag 6, blev sendt efter det pågældende møde.
Grunden til, at dette brev kom fra moderselskabet i Holland, når kontrakten var indgået med det danske selskab, var, at sagsøgeren er en matrix-organisation, hvilket betyder, at man er opdelt i funktioner mere end geografi, og at Vidne 4 derfor havde en vigtig funktion i forhold til at få problemet løs. Struktu-ren er typisk for størstedelen af de store it-virksomheder. Den giver ikke anled-ning til flere udfordringer end andre strukturer. Den indebar, at tingene skulle godkendes i Holland. Vidnet refererede til Person 1, som var salgschef for hele Unit4. Det gjorde Vidne 4 også.
Der skulle laves en ny implementeringsaftale med en anden partner, hvis softwaren fra sagsøgte skulle bruges uden DXC.
Samarbejdet mellem sagsøgeren og DXC stoppede, uden at han kan sige, hvor-når. Han sad ikke med partnerskabsaftalen, som ikke blev forlænget. Han ved heller ikke, hvorfor det stoppede.
Det er hans opfattelse, at det ikke havde noget med sagsøgerens produkt eller leverance at gøre, at it-projektet hos sagsøgte blev stoppet.
Vidne 2 har som vidne forklaret, at han er uddannet cand.merc.aud og var CFO hos sagsøgte i perioden fra august 2014 til marts 2023.
Sagsøgte er en projekt- og ingeniørvirksomhed i form af et konsulenthus, der sælger viden og timer inden for primært vindmøllebranchen, enten på timeba-ses eller som projekter.
I december 2018, hvor firmaet havde været på en stor vækstrejse, ledte sagsøgte efter et nyt it-system, der kunne følge med forretningens udvikling. Man skulle have et tidssvarende system, der passede ind i forretningsmodellen.
De fandt DXC, dengang EG. Sagsøgte var ikke kunde der i forvejen, men havde spurgt forskellige software-huse om deres produkter.
7
Sagsøgte ville gerne have et system, som var fremtidssikret og brugervenligt for ingeniører, der ikke nødvendigvis er it-glade. Det skulle kunne skaleres op og ned i forhold til antal brugere.
Sagsøgte havde nogle fastansatte ingeniører, men efterspørgslen var variabel, så antallet af konsulenter kunne tilsvarende variere over tid. Der var en væsentlig usikkerhed omkring, hvor stor volumen i forretningen ville være. Der var på det omhandlede tidspunkt lidt over 200 medarbejdere, interne som eksterne.
Sagsøgte havde i lyset af disse omstændigheder formuleret de overordnede krav til en it-ordning, som fremgår af sagens bilag A, mail af 6. december 2017 fra Vidne 5 til Vidne 6, herunder at antallet af brugere skulle kunne justeres månedligt.
Vidne 6 fra DXC afholdt den 10. december 2018 et præsentations-møde for en projektgruppe hos sagsøgte. Vidnet husker ikke mødet som sådan, men husker forskellige præsentationer af produktet. Præsentationen omfattede det samlede produkt, dvs. såvel DXCs som sagsøgerens del.
Sagsøgte var i markedet for at få ét produkt. Dette havde Vidne 6 også forstået, og han var også orienteret om, hvad sagsøgte var for en forret-ning, og hvorfor det derfor var afgørende med skaleringsadgangen.
Vidnet var den overordnede forretningsansvarlige hos sagsøgte for det nye it-system. Det team, der var sat ind, var fagteamet, som skulle operere i systemet. Det var primært Vidne 5, sagsøgtes interne projektleder på projektet, der havde kommunikationen med Vidne 6. Vidnet var ikke personligt in-volveret i kontraktforhandlinger i december 2018, hverken med Vidne 6 eller personer fra sagsøgeren.
Han så sagens bilag D, mail af 21. december 2018 fra Vidne 6 til Vidne 5, der havde to vedhæftede filer i form af dels et tilbud fra DXC og et tilbud fra sagsøgeren. Han tænkte efter teksten i mailen ikke over, hvordan det med li-censen til sagsøgerens produkt spillede ind i aftalestrukturen. Der var ikke no-get i mailen, der gav ham anledning til at tænke, at løsningen ikke var skaler-bar.
Den angivelse af et forventet antal brugere på 250, som fremgår af tilbuddet fra sagsøgeren, sagens bilag N, var et tal, de var blevet bedt om at oplyse. De var lidt over 200 ansatte på det pågældende tidspunkt og forventede vækst, hvorfor de havde angivet antallet af mulige brugere til 250.
De havde en aftale med DXC om, at ordningen skulle være skalerbar, og han st-udsede derfor ikke over sagsøgerens tilbuds tekst om, at ”Pricing offer is based on an annual invoice upfront on a 3 year agreement. Offer only available for a minimum of the total licenses as mentioned in this offer.”
8
For ham var det den overordnede aftale, der var det væsentlige, ikke de detal-jer, der fremgik af tilbuddet fra sagsøgeren.
Forespurgt, hvorfor Vidne 6 i mail af 21. december 2018, sagens bilag E, meddelte at have fået lov til at give dem en rabat på 30 % på sagsøgerens ydelse, har vidnet forklaret, at de var i prisforhandlinger om løsningen. Produk-tet så passende ud, men prisen skulle forhandles. Det var Vidne 6, der havde kontakten til sagsøgeren, og de bad derfor ham om at forhandle pri-sen. Han kom tilbage med de 30 % i rabat. Rabatten var på ingen måde udtryk for, at sagsøgte havde givet køb på kravet om, at løsningen skulle være skaler-bar. De havde jo kun set en demo af systemet, men kendte det ellers ikke, og de kunne ikke drømme om at lægge sig fast på, hvor mange brugere, sagsøgte ville købe det til.
Vidnet ved ikke, hvem hos sagsøgeren, der havde givet Vidne 6 lov til at give 30 %. Vidnet vidste og ved intet om, hvad der foregik mellem DXC og sagsøgeren. Sagsøgte havde kun dialog med Vidne 6.
Den 29. marts 2019 blev kontraktmaterialet fremsendt til underskrift hos sagsøgte, jf. mailkorrespondancen i sagens bilag F. Fra december 2018 til dette tidspunkt, havde man formentligt diskuteret priser.
De fandt til allersidst ud af, at der i kontraktpakken var et særskilt bilag, der skulle underskrives vedrørende sagsøgerens ydelse. Han erindrer ikke, at de på noget tidligere tidspunkt havde set dette materiale eller i øvrigt andet lignende skriftligt materiale, og han husker ikke at have deltaget i drøftelser med sagsø-geren direkte.
Han læste de hoveddokumenter igennem, de havde drøftet med Vidne 6. Han skrev hovedaftalen under, men Vidne 6 sagde, at de sær-skilte dokumenter vedrørende sagsøgerens ydelsen også skulle skrives under særskilt. Vidnet skrev dem bagefter under uden at læse nærmere på dem.
Implementeringsprojektet skulle begynde 1. april 2019 og være færdigt 1. au-gust 2019. Der opstod tekniske problemer, fordi projektet ikke kunne det, det skulle. Implementeringen blev derfor skubbet først til september og så til 1. ok-tober 2019.
Regningen af 30. april 2019 på 129.510 euro, sagens bilag I, gav ingen mening for dem, fordi systemet slet ikke var oppe at køre, og der derfor ikke var 250 li-censer i brug. Han og Vidne 5 tog derfor fat i det med det samme.
Det, der ikke fungerede i systemet, var, at modulerne ikke kunne tale ordentligt sammen. Finansmodulet kunne ikke kommunikere i fuldt omfang med projekt-modulet. Hvis dette ikke blev bragt i orden, var der ingen ide i projektet, fordi det så ikke løste de problemer, der var årsagen til at skifte det eksisterende sy-stem ud.
9
Problemet blev aldrig løst, hvorfor de satte projektet på hold. Dette skete efter sommerferien 2019. De kæmpede selv med at finde en løsning, men ville ikke betale penge ud over prisen ifølge aftalen for at få det løst.
Sagsøgte meldte ud, at de ikke skulle bruge licenser, før det tekniske problem var løst. Derfor ville de skalere ned, indtil løsningen forelå. Det ville DXC godt være med til, men det ville sagsøgeren ikke.
De 250 brugere har aldrig været aktiveret. De var kun oppe på 37 brugere.
De prøvede senere at deltage i mediation med sagsøgeren for at finde en løs-ning uden om DXC.
Der var heller ingen skriftlig kommunikation mellem sagsøgte og sagsøgeren under forhandlingsprocessen.
Han havde ikke erfaring med indkøb af software.
Han indgik en aftale med DXC om projektet, ikke sagsøgeren. Sagsøgeren var – i hans optik – ikke aftalepart.
Sagsøgte betalte fakturaer, der var fremsendt direkte fra sagsøgeren, fordi sagsøgeren var underleverandør til DXC, hvilket ikke er usædvanligt at gøre.
Han læste aftalen med DXC, sagens bilag 1, inden han skrev under. Han hæf-tede sig ikke ved, at licensaftaler ifølge teksten ville have forrang i forhold til af-talen med DXC. Han bed heller ikke mærke i vilkåret om tredjepartssoftware. Han mente, at de skulle betale for det antal licenser, de brugte i demoperioden fra den 1. april 2019, og indtil systemet var i fuldt brug.
Han bestrider ikke at have skrevet under særskilt på dokumenter fra sagsøge-ren, men han opfattede det ikke som en aftale, der var forskellig fra aftalen med DXC. Han havde et aftaleforhold med DXC, som sagsøgeren leverede nogle un-derliggende ting til.
Han ved ikke, hvorfor sagsøgeren ifølge aftalen gav en rabat på 15 %. Han ved ikke, om det var en rabat som følge af volumen. Han ved ikke, hvem den Person 2 er, der har skrevet under for sagsøgeren.
Han forstod det sådan, at han havde en overordnet med DXC, som indebar, at han også skulle skrive under på de underliggende papirer fra sagsøgeren, og han forstod vilkårene sådan, at de havde forpligtet sig til at bruge systemet i tre år. Angivelsen af antal brugere var et estimat ud fra det antal maksimale bru-gere, de selv havde angivet på forespørgsel. Han husker ikke at have læst hen-visningen til de generelle forretningsvilkår for sagsøgeren, der er omtalt i afta-len.
10
Han husker ikke, om de havde en advokat til at se på aftalen, inden den blev skrevet under.
Forespurgt, om der var mangler ved sagsøgerens leverance, har vidnet forkla-ret, at sagsøgte var ligeglad med, hvem manglerne lå hos, idet de havde købt ét system, der skulle fungere i sin helhed. De rettede henvendelse til DXC, da det ikke virkede.
Forespurgt, om der foreligger en skriftlig reklamation i anledning af problemer med systemet, forklarede vidnet, at det foreligger der i hvert fald i forhold til DXC.
Det var, som det fremgår af sagsøgtes ophævelsesskrivelse af 20. november 2020, sagens bilag M, sagsøgerens afvisning af at acceptere nedskalering, der var årsagen til ophævelsen af aftalen.
Forespurgt, hvordan den reviderede betalingsplan, der blev aftalt mellem sagsøgte og sagsøgeren ifølge mailkorrespondancen i maj 2019 mellem Vidne 5 og Vidne 3, sagens bilag 11, harmonerer med en ret til nedskalering, har vidnet forklaret, at denne betalingsplan var indrettet efter, at systemet kom til at køre som planlagt, hvad det så bare ikke gjorde. Sagsøgte modtog jo heller aldrig en faktura på det fulde beløb.
Han er ikke enig i, at der, hvis projektet var gået live, skulle betales fuld pris. Man skulle betale for det antal brugere, der rent faktisk anvendte systemet. Der ville have været over 200 brugere, hvis systemet var gået live den 1. oktober 2019, men det skete jo aldrig.
Der er andre softwarehuse, der opkræver betaling pr. bruger, også selvom der er en forudbetaling, som måske omfatter flere brugere, end der faktisk er, så der skal ske regulering efterfølgende.
Der blev kun faktureret for 37 brugere.
Vidne 3 har som vidne forklaret, at han er ansat hos sagsøgeren som Ac-count Manager, dvs. kundeansvarlig og som sådan har til opgave at svare på spørgsmål fra interesserede kunder og i sidste ende udfærdige en kontrakt med kunden. Han har været ansat hos sagsøgeren i 6 år.
Det, der ledte op til aftalen med sagsøgte, var sagsøgtes interesse for sagsøge-rens produkt. Der var tale om en partnerhandel, hvor DXC satte parterne i for-bindelse med hinanden. DXC arrangerede alle møder med sagsøgte med hen-syn til præsentation af produktet indtil tidspunktet, hvor der skulle indgås kon-trakt, og hvor sagsøgte ville købe direkte hos sagsøgeren. Sagsøgte havde an-svar for implementering af produktet med støtte fra DXC. Sagsøgeren forhand-lede både med DXC og sagsøgte, også forud for indgåelsen af kontrakten. Han
11
sørgede som Account Manager for alle informationer til sagsøgte vedrørende produktet og prisen herfor.
”Sales Order Form” , sagens bilag 1, er helt bestemt en aftale direkte imellem sagsøgte og sagsøgeren. Der var, efter hans opfattelse, ingen tvivl mellem disse parter om, at dette var tilfældet.
I partnersalg er det sådan, at man løber licenserne direkte fra leverandøren i til-slutning til en aftale med implementeringsparten. Partnersalg er ikke sædvan-ligt hos sagsøgeren, men er det i softwarebranchen, og en kunde kan ønske det sådan.
Partnersalg blev brugt i denne sag, fordi DXC talte dansk og kendte det danske marked. Det var DXC, der introducerede sagsøgte til sagsøgeren, og uden DXC havde sagsøgeren ikke fået en kontrakt med sagsøgte.
Det tilbud, som sagsøgeren gav til sagsøgte – det såkaldte ”high level quote” , sagens bilag N, angik et fast antal licenser på 250 for en fast periode på 3 år. Til-buddet tillader ikke, at kunden kan op- og nedskalere antallet af brugere lø-bende. Det er standard, at sagsøgeren indgår aftaler om et bestemt antal bru-gere. Alle kunder vil have rabat, og sagsøgeren tilbyder rabat relateret til et minimum af antal brugere/licenser. Jo flere licenser, jo mere rabat.
Han kender ikke noget til, at Vidne 6 skulle have fået tilladelse til at give sagsøgte 30 % i rabat, jf. mailen af 4. januar 2019 til sagsøgte herom. De 250 licenser kunne medføre en rabat på 15 %, ikke yderligere. Han havde ikke noget at gøre med, om Vidne 6 måtte have givet yderligere rabat.
Vidnet havde ikke kendskab til indholdet af aftalen mellem DXC og sagsøgte. Han kan ikke læse dansk. Der var heller ikke andre hos sagsøgeren, som talte dansk og var involveret i indgåelsen af denne aftale, som alene er mellem DXC og sagsøgte. DXC spurgte ikke sagsøgeren om at gennemgå kontrakten inden indgåelsen. Sagsøgeren havde leveret input til arbejdsbeskrivelserne vedrø-rende implementeringen, men så aldrig den fulde kontrakt.
Ud over vidnet og hans kollega Person 3, var der ikke andre hos sagsøgeren, som var involveret i kontraktforhandlingerne frem til kontraktind-gåelsen.
Der var tale om en standardkontrakt mellem sagsøgte og sagsøgeren, jf. ”Sales Order Form” , sagens bilag 1, som ikke indebar ret til op- og nedskalering. Den angav en standardpris med 15 % rabat på grund af det aftalte minimum på 250 licenser. Hvis man gik under 250 licenser, kunne der ikke gives rabat. Hvis an-tallet af licenser gik op, kunne der gives yderligere rabat. Hvis man ville købe flere licenser, var prisen pr. licens den pris, der fremgår af kontrakten.
12
Foreholdt mailkorrespondancen af i anledning af sagsøgtes indsigelser mod den første faktura, sagens bilag 11, har vidnet forklaret, at han tilbød en æn-dring af betalingsprofilen, fordi sagsøgte ikke var tilfreds med den store faktura for det første år og bad om to ting: ikke at skulle betale årligt, men kvartalsvist, og at prisen i implementeringsperioden kun skulle omfatte det antal licenser, der rent faktisk blev brugt i denne periode. Han drøftede denne anmodning in-ternt hos sagsøgeren og fik tilladelse til at imødekomme den. Det var samtidig klart, at der skulle betales for alle 250 licenser, når den første implementerings-periode var overstået. Sagsøgeren ønskede at udvise fleksibilitet, fordi det var en ny kunde. De var også imødekommende på grund af udsigten til, at der på et tidspunkt ville blive tale om brug af alle licenserne, og at sagsøgte accepte-rede, at der senere kunne faktureres for alle de 250 licenser, der var anført i kon-trakten. Imødekommelsen af anmodningerne var ikke et udtryk for, at man æn-drede aftalen til, at sagsøgte frit kunne op- og nedskalere antallet af licenser, man ønskede at benytte.
Foreholdt, at sagsøgerens faktura af 26. juni 2019 var i overensstemmelse med den nye betalingsplan, men at de følgende fakturaer ikke var, har vidnet forkla-ret, at der var opstået yderligere forsinkelse, hvorfor sagsøgte bad dem for-længe deres fleksibilitet. Dette accepterede de, fordi de ønskede, at projektet skulle implementeres, og at relationen til kunden skulle være god. Det var base-ret på den forståelse, at projektet ville komme på plads, så sagsøgeren kunne fakturere for de fulde 250 licenser.
Hvis man har en forsinkelse, er det normalt sådan, at aftaleperioden forlænges, så kunden kommer til at betale det fulde beløb ifølge aftalen.
Der var ingen forsinkelser i ydelserne fra sagsøgeren. Han kender ikke specifikt årsagen til forsinkelsen af projektet. Sagsøgerens projektleder vidste det. Det havde også noget at gøre med sagsøgtes ønsker til produktet.
Sagsøgeren modtog ikke klager fra sagsøgte eller DXC over softwareleverin-gerne. Det var DXC, der var ansvarlig for implementeringen.
Han er ikke bekendt med, at sagsøgte har reklameret over de ydelser, som sagsøgeren leverede.
Det var i 2018 eller 2019, at sagsøgeren og DXC indgik en partneraftale om at samarbejde på det danske marked.
Projektet med sagsøgte var det første, DXC og sagsøgeren lavede sammen i Danmark.
Partneraftalen mellem DXC og sagsøgeren sagde, at den første kontakt og for-bindelse med kunden for at gøre kunden interesseret, var DXCs ansvar. Når kunden var interesseret, skulle sagsøgeren v/vidnet og Person 3 supportere med alle relevante oplysninger om produktet og demonstrationer af
13
det. De demonstrerede mange gange, også online, over for sagsøgte, hvad pro-duktet kunne.
Sagsøgte overvejede andre løsninger. De var ikke bundet til sagsøgeren og kunne vælge andre løsninger.
Sagsøgeren var ikke involveret i mails, som Vidne 6 fra DXC og Vidne 5 fra sagsøgte udvekslede på dansk, og han har således ikke set Vidne 5's mail af 6. december 2018 til Vidne 6 om sagsøgtes ønsker til pro-duktet, sagens bilag A. Hvis vidnet skulle involveret, blev der skrevet på en-gelsk. Han ved ikke, om sagsøgeren har fået oplysningerne i mailen at vide på anden måde.
Vidnet har ikke set eller deltaget i udarbejdelsen af den præsentation på dansk og engelsk, der blev brugt på præsentationsmødet den 10. december 2018. Den er fremkommet på salgsstadiet, hvor DXC skabte interesse hos sagsøgte for sagsøgerens produkter. Det var succesfuldt, for det blev fulgt op af, at sagsøge-ren blev involveret.
Sagsøgerens tilbud, sagens bilag N, er formentlig udarbejdet af vidnet person-ligt, men han er forvirret, fordi det er en side ud af en hel pakke. Det er nok Vidne 6, der har taget det ud af vidnets præsentation og vedhæftet det sin mail af 21. december 2018 til Vidne 5, sagens bilag D.
Navnet på sagsøgerens leverance var ”Professional Service Automation” , ”PSA” .
Vidnet havde ikke direkte kontakt med sagsøgte i salgsfasen. Han havde di-rekte kontakt til sagsøgte efter, at kontrakten var indgået, og implementeringen begyndte. Før da, foregik den direkte kontakt kun mellem DXC og sagsøgte.
Han tænkte ikke på, hvad der ville ske, hvis implementeringen aldrig blev gen-nemført. Normalt er formålet med implementeringen, at kunden får et produkt, der virker. Han var meget overrasket, da det blev oplyst, at sagsøgte ville stoppe, og han forstår det stadig ikke. Sagsøgeren prøvede at være meget fleksi-bel, og de havde det dårligt med, at det endte sådan, og at sagsøgte ikke ville betale. Det er en meget sædvanlig situation.
Sagsøgeren har ikke købt licenserne på forhånd, og det koster dem ikke noget, hvis en kunde ikke køber og bruger licenserne.
Sagsøgeren betaler en pris pr. måned til Microsoft for benyttede licenser. Prisen afhænger af licensens type. Det er kun en lille del af betalingen, der går til Mi-crosoft. Ud af beløbet på 129.510 euro var det måske de 26.000 euro, som Micro-soft skulle have.
14
Vidne 4 har som vidne forklaret, at han er ansat hos sagsøgeren. I 2019 var han leder af afdelingen for koncernstrategi. Han var ikke involveret i for-handling af den omhandlede kontrakt. Han kom ind i billedet i slutningen af 2019 eller begyndelsen af 2020. Baggrunden for dette var, at han da overtog den stillingen som leder af afdelingen for koncernstrategi, og at sagsøgte ønskede at begrænse antallet af licenser, de havde hos sagsøgeren.
Den af sagen omhandlede ”Sales Order Form” er den måde, sagsøgeren i almin-delighed indgår kontrakter på. Kontrakten er indgået mellem sagsøgeren og sagsøgte.
Sagsøgte var i gang med nogle organisatoriske ændringer og ønskede derfor at begrænse antallet af licenser til en enkelt. Dette var imidlertid ikke muligt, som kontrakten var indgået.
Sagsøgte gav ikke udtryk for, at de mente at have indgået aftalen med en anden end sagsøgeren.
Foreholdt, at der blev indgået aftale mellem parterne om en ændret betalings-plan, bekræftede vidnet dette. Han blev bekendt med dette efter, at han indtrå-dte i den førnævnte lederstilling og var i kontakt med sagsøgte i anledning af ønsket om begrænsningen af antallet af licenser.
Foreholdt, at der rent faktisk ikke blev faktureret i overensstemmelse med den korrigerede betalingsplan fra oktober 2019 og frem, har vidnet forklaret, at im-plementeringen hos sagsøgte var forsinket, hvorfor sagsøgeren som et udtryk for velvilje accepterede for en begrænset periode at begrænse faktureringen. Det var en midlertidig ordning, som ikke var udtryk for en ændring af aftalen. Det var hans forventning, at de siden ville fakturere kunden fuldt ud.
Der var ikke fejl og mangler ved den ydelse, sagsøgeren leverede til sagsøgte.
Han er ikke bekendt med, hvorfor der blev givet 15 % i rabat til sagsøgte.
Baggrunden for vidnets brev af 21. oktober 2020 til sagsøgte, sagens bilag 6, var, at sagsøgte havde ønsket at reducere antallet af licenser til én, hvilket aftalen ikke gav mulighed for. De inviterede sagsøgte til et møde for at drøfte, hvad der begrundede ønsket om at begrænse antallet af licenser til én. Sagsøgte oplyste, at de var i gang med at foretage nogle organisatoriske ændringer og derfor sætte projektet i bero i en kort periode. Sagsøgeren tilbød – som det fremgår af brevet – en kommerciel konstruktion, hvor de ville undlade at fakturere i 6 må-neder for derefter at overgå til de aftalte vilkår ifølge kontrakten. Aftaleperio-den skulle til gengæld forlænges til 2024 eller 2025.
Vidnet er ikke enig i, at licenserne var værdiløse for sagsøgte, hvis projektet ikke blev gennemført som planlagt. Dette skyldes, at licenserne er baseret på
15
standard Microsoft teknologi og kunne have været anvendt i kombination med enhver anden tredjepartleverandør end DXC.
Vidnet husker ikke præcist, hvem han blev kontaktet af fra sagsøgte. Det var vist Vidne 5, han havde den indledende kommunikation med.
Vidne 5 har som vidne forklaret, at han i december 2018 havde været ansat i knap et år som IT Business Partner, dvs. it-ansvarlig, hos sagsøgte. De ønskede at erstatte virksomhedens bogholderisystem og projekt- og konsulentsystem med et nyt. De to systemer skulle kunne kommunikere bedre indbyrdes end dem, de havde. Forretningen var vokset ret meget over nogle år, og man havde brug for en bedre funktion. Vidnet havde ansvaret for at finde ud af, hvad mu-lighederne var. Han clearede mulighederne, som var flere, med sin chef, Vidne 2.
Han husker ikke, om det møde, der fandt sted med Vidne 6 fra DXC den 10. december 2018, var det første møde mellem dem, men han havde i hvert fald talt i telefon med Vidne 6, inden de mødtes første gang. Vidne 6 havde sagt, at DXC selv kunne levere bogholderidelen og havde en underleverandør, der kunne levere projektdelen til et ny it-system. Vidnet hu-sker ikke, om navnet på underleverandøren var kommet frem på dette tids-punkt, men det blev oplyst senere. Det var ikke et navn, vidnet havde hørt før. Vidne 6 sagde senere, at sagsøgte ville blive de første i Danmark til at få en sådan løsning.
Vidnet skrev en mail af 6. december 2018 til Vidne 6, sagens bilag A, om sagsøgtes ønsker til det nye it-system, herunder at antallet af brugere skulle kunne justeres månedligt. Dette skyldtes sagsøgtes forretningsmodel, som med-førte, at der kunne være store forskelle på antallet af medarbejdere hen over året.
Mailen af 10. december 2018 fra Vidne 6 til bl.a. vidnet, sagens bilag B, blev udsendt efter mødet. Som det fremgår heraf, skulle vidnet vende tilbage til Vidne 6 med oplysning om et cirka antal forventede brugere af de forskellige licenstyper, der var tale om. De forventede et samlet antal på 250 brugere, fordelt på tre kategorier. Der skulle kunne nedskaleres månedligt, hvis der var færre brugere, ligesom man gjorde på Microsoft licenser og andet. Det var vidnets opfattelse, at behovet for fleksibilitet i antal licenser månedligt var forstået hos DXC.
Vidnet kan ikke huske, at han har været i direkte kontakt med sagsøgeren, før kontrakten blev indgået, men det var hele tiden hans indtryk, at Vidne 6 var i kontakt med dem. Vidnet havde ikke direkte kontakt med sagsøge-ren i forbindelse med underskrivelsen af kontrakterne, men først da der blev uenighed om skaleringen.
16
Foreholdt det tilbud fra sagsøgeren, sagens bilag N, som var vedhæftet Vidne 6's mail af 21. december 2018, sagens bilag D, med titlen ”high level quote” , har vidnet forklaret, at et ”high level” tilbud i hans optik er noget om-trentligt, en forventning, men ikke noget, der ligger fast. Det var ifølge Vidne 6's oplysninger sagsøgeren, der skulle levere det, der i mailen fremgår som ”Sales automation + Professional Service Automation” , og DXC, der skulle levere ”ERP based on D365 Business Central” . Det, der står i mailens første af-snit om bl.a. en månedligt skalerbar løsning, svarede til det, sagsøgte ønskede.
Vidnet kan huske at have set tilbuddet ”high level quote” før, men kan ikke svare på, om det bestod af flere sider end den ene, der fremgår som sagens bilag N. Han betragtede ikke bilaget som udtryk for den endelige ordning.
Det var økonomisk set bedst at købe licenserne direkte hos sagsøgeren. Vidnet hæftede sig ikke ved vilkåret om, at prisen kun holdt ved 250 brugere og en pe-riode på 3 år, fordi der var en klar aftale med Vidne 6 om, at ordnin-gen skulle være skalerbar. Vidnet husker ikke at have spurgt ind til det – han regnede bare med, at det var en standardtekst, og at han havde en konkret af-tale om noget andet.
Mailen fra Vidne 6 af 4. januar 2019, sagens bilag E, om 30 % rabat fremkom efter, at Vidne 2 havde spurgt, om de ikke kunne presse lidt på priserne. Vidne 6 sagde, at han ville prikke til sagsø-gerne om noget rabat, hvorefter han vendte tilbage som anført. Rabatten var ikke et udtryk for, at ordningen blev ændret til ikke at skulle være skalerbar. Vidnet har aldrig talt med Vidne 6 om noget sådant.
Der var ikke, som han husker det, forhandlinger om skalerbarhed og pris i peri-oden fra 4. januar 2019 til 27. marts 2019. De brugte hos sagsøgte perioden til at overveje, om de skulle den vej, ordningen indebar.
Implementeringen skulle starte op den 1. april 2019, og de fik det færdige kon-traktmateriale til underskrift den 27. marts 2019. Han kan ikke sige, om alt var med, idet han ikke var ”kontrakt-mand” . Det var der en anden hos sagsøgte, som var.
Han ved ikke, om det, der var vedhæftet mailen af 29. marts 2019 kl. 15.50 fra Vidne 6 var et materiale, der i sin helhed havde været forelagt dem tidligere. Det lyder som om, at det var underskrevne bilag, der blev fremsendt. Han husker, at de talte om, at det var da godt nok en ordentlig stak, og han tror ikke, at de havde fået materialet før.
Han ved ikke, om han læste tilbuddet og ”Sales Order Form” fra sagsøgeren, sagens bilag 2. Han har sikkert kigget det igennem, men det var Vidne 2, der skulle skrive det under. Han er først sikker på at have set do-kumenterne efterfølgende. Det var meget hektisk omkring underskrivelsen, fordi den skulle finde sted inden udgangen af marts, så projektet kunne sættes i
17
gang den 1. april 2019, og han tror, at det i kampens hede er gået hen over ho-vedet på dem, at der kun stod 15 % og ikke 30 % rabat m.v.
Han og Vidne 2 talte dog om, at det var lidt spøjst, at de skulle underskrive en Sa-les Order Form med sagsøgeren, der kun var underleverandør til DXC. De tro-ede, at DXC stod for det hele, overordnet set.
Han tænkte ikke dengang over, om der var en modstrid imellem et vilkår om forudbetaling og vilkåret om skalerbarhed. Han så bare, at der stod pris pr. bru-ger pr. måned. Selvom man har betalt forud, kan der jo også bare reguleres ef-terfølgende, hvis antallet af brugere har været mindre end forudsat ved betalin-gen. Han var sikker på, at der var tale om en skalerbar løsning.
Det var først en anden person end vidnet, der var projektleder på implemente-ringen, men da denne blev allokeret til andre projekter, overtog vidnet opga-ven.
Det gik ikke så godt med implementeringen. Der opstod først problemer på bogholderisystemet, fordi der ikke var kvalificerede kræfter fra DXC. Det gik godt i starten med sagsøgerens del, men siden mindre godt. Der opstod det problem, at DXCs system og sagsøgerens system ikke spillede ret godt sammen. Det var DXC, de talte med om implementeringen, ikke sagsøgeren.
Der blev fundet en løsning, men den var ikke tilfredsstillende for sagsøgte. Der blev set på at finde en tredjepart i stedet for DXC til at løse det, fordi DXC ville tage sig betalt for at gøre det. Til sidst blev projektet lagt til side.
Vidnet forventede, at det ville være DXC, der fakturerede sagsøgte. Det viste sig dog at være sagsøgeren, som fremsendte en faktura af 13. april 2019 på hele licensbeløbet for det førte år, sagens bilag I. Vidnet reagerede ved mail af 14. maj 2019, sagens bilag H, på, at de fik en opkrævning på 250 licenser og for et helt år. Han gik jo ud fra, at systemet var skalerbart, og det var slet ikke kom-met i gang endnu. Han skrev til DXC v/Vidne 7 herom, som det fremgår af den nævnte mail.
Han mener ikke, at han havde kommunikeret med Vidne 3 fra sagsøge-ren forud for, at den pågældende blev involveret af Vidne 6 ved mail af 16. maj 2019, sagens bilag J.
Der blev lavet en aftale om, at der ville blive faktureret for det antal brugere, de havde aktiveret på det givne tidspunkt. De forventede, at systemet var fuldt indfaset på et senere tidspunkt, hvor de så skulle betale det fulde beløb.
Så vidt han husker, begyndte sagsøgeren at fakturere kvartalsvist og for et la-vere antal brugere end de 250.
18
Vidnet husker ikke at have haft selvstændig kontakt til sagsøgeren eller Vidne 3. Det hele kørte, ham bekendt, gennem DXC, jf. herved mailkorrespon-dancen med Vidne 7 i marts 2020, sagens bilag 5. Han havde ikke noget telefonnummer på Vidne 3. Hvis de havde været i direkte kontakt, ville det have været via mail.
De kunne ikke se sig selv i de tilbud om en løsning, der kom fra sagsøgeren, idet det fortsat ikke var skalerbart og så skulle forlænges flere år ud i fremtiden.
Projektet skulle have været fuldt implementeret i oktober 2019.
Han havde en vis erfaring med at købe software forud for nærværende sag. Det er forskelligt, om man køber licenserne separat eller køber dem sammen med resten af softwaren.
Sagsøgte forventede en vækst op til 250 medarbejdere.
Noget af softwaren skulle leveres af DXC og noget af sagsøgeren, blev de gjort bekendt med. Sagsøgeren skulle sende en konsulent til sagsøgte, fordi projektet var det første i Danmark for sagsøgerens vedkommende.
Det var den samlede løsning, der skulle være skalerbar.
Han har sikkert skimmet samarbejdsaftalen mellem DXC og sagsøgte, men han var jo som sagt ikke kontraktsmand. Vidne 2 og Advokat havde den til gennemsyn. Vidnet hæftede sig ikke ved, hvad der stod om tredjepartssoftware. I tabellen med forskellige typer af software læste han på grund af den sidste linje, at der var tale om en regulerbar pris. Han studsede som sagt over, at der var en særskilt aftale med sagsøgeren og talte med Vidne 2 om det. De antog, at det var DXC, der var hovedaftalepart, og at sagsøgeren var underleverandør. Han bestrider ikke, at aftalen er indgået med sagsøgeren, men studsede over, at de skulle lave en sådan aftale vedrørende noget, som DXC skulle levere. De tænkte så, at det sik-kert var fint nok, at de betalte for licensen til sagsøgeren. Han antog, at det, denne aftale gik ud på, var det samme, som han havde gennemgået med Vidne 6.
Vidnet har ikke klikket på eller læst de rammevilkår, der er henvist til i aftalen med sagsøgeren.
Han husker ikke, om han på skrift reklamerede over sagsøgerens leverance. Im-plementeringen gik trægt, fordi sagsøgeren skiftede projektleder til en, der først skulle ind i det. Sagsøgte var utilfreds med DXCs konsulenter, og det foreligger der i hvert fald skriftligt materiale om.
19
Det var integrationsproblemet, der fik sagsøgte til i sidste ende at sætte projek-tet på pause, jf. vidnets mail af 11. februar 2020 til Vidne 7, sagens bilag L. DXC havde ikke taget tilstrækkeligt højde for dette problem.
Sagsøgte ophævede i november 2020 aftalen med DXC, fordi de var utilfredse med leverancerne og frustrerede over, at sagsøgeren fastholdt, at antallet af li-censer ikke kunne skaleres.
Vidne 6 har som vidne forklaret, at han i december 2018 var ansat i DXC. Han havde været salgschef i EG, der blev købt af DXC. I nærværende sag var han sælgeren, der bankede døren ind hos sagsøgte. Hans kundeportefølje bestod af virksomheder, der solgte deres timer, som f.eks. ingeniører og advo-kater, og ikke havde noget produktionsapparat.
Som en del af den PowerPoint præsentation, han lavede og anvendte på mødet med sagsøgte den 10. december 2018, sagens bilag C, indgik et diagram, som i venstre side viste det system, sagsøgte havde, og til højre viste det, han gerne ville sælge. Det, han gerne ville sælge, omfattede flere moduler og herunder sagsøgerens software, ”Professional Services Automation” , eller ”PSA” , som kunne håndtere kontrakter og projektstyring og kommunikere med den øvrige del af it-systemet, herunder kundedelen og bogholderiet, så der nemt kunne udfaktureres til sagsøgtes kunder.
EG/DXC havde indledt et samarbejde med sagsøgeren, og sagsøgte var den før-ste kunde, som dette samarbejde rettede sig mod. Der var underskrevet en part-nerskabsaftale mellem EG/DXC og sagsøgeren, som ikke blev delt med kunden. Den handlede bl.a. om intern afregning og feed-back på licenser m.v.
Foreholdt Vidne 5's mail af 5. december 2018, hvoraf fremgår ønsket om et sy-stem, hvor antal brugere kunne justeres månedligt, som vidnet besvarede den 6. december 2018, jf. sagens bilag A, forklarede vidnet, at det i hvert fald i starten var sagsøgtes ønske at kunne justere antallet af brugere månedligt. Finansmo-dulet, som var DXCs ydelse, kunne justeres månedligt.
Ønsket om månedligt at kunne justere antallet af brugere kom til forhandling sidenhen.
Det er korrekt, at vidnet i den PowerPoint præsentation, han fremkom med over for sagsøgte den 10. december 2018, havde gengivet sagsøgtes krav til sy-stemet og herunder sagsøgtes ønske om, at der skulle kunne ske månedlig ju-stering af antal brugere. Det er også korrekt, at det ud over DXCs eget software var sagsøgerens software, han præsenterede på mødet.
Vidnet bekræftede, at han i diagrammet over den samlede løsning, han ønskede at sælge, og som omfattede sagsøgerens software, havde angivet, at systemet var Fully scalable” , men han beskrev sagsøgtes aktuelle it-system som ”Not sca-lable” .
20
”Scalable” , eller skalerbart, betyder, at løsningen kunne udvides til flere bru-gere, uden at man skulle skifte system. Licenserne kunne også skaleres ned, el-ler man kunne i en årrække låse sig fast til et bestemt antal brugere og få en la-vere pris.
Han husker ikke, om sagsøgte også havde ønsket at kunne skalere ned. Der var tale om en vækst-case, hvor sagsøgte skulle vokse helt vildt.
Vidnet bekræftede at have sendt mail af 21. december 2018 til Vidne 5, sagens bilag D, vedhæftet sagsøgerens ”high level quote” , sagens bilag N, og bekræf-tede mailens ordlyd om, at han hermed som aftalt fremsendte oplæg til en for-retningsmæssig løsning for sagsøgte, som tog udgangspunkt i en ”meget skaler-bar (pr. måned) cloud løsning” , baseret på teknologi leveret af Microsoft og partnere. Denne skalerbarhed var gældende for det samlede materiale, som vid-net på dette tidspunkt fremsendte til sagsøgte.
Når sagsøgeren gav ham noget, han skulle sende videre, gik han op i, hvad det var, inden han sendte det videre.
Han ser nu en mulig diskrepans for så vidt angår skalerbarheden imellem sin mail af 21. december 2018 til Vidne 5 og det vedhæftede tilbud fra sagsøge-ren.
Han diskuterede to priser med sagsøgte, nemlig prisen for en skalerbar og pri-sen for en ikke-skalerbar løsning.
Han kan ikke huske, om der fandt prisforhandlinger sted imellem den 10. de-cember 2018 og den 21. december 2018, jf. de mails, der er fremlagt som hen-holdsvis bilag B og bilag D. Det må dog nok have været sådan, at prisforhand-lingerne først fandt sted efterfølgende.
Det er korrekt, at vidnet ved en mail af 4. januar 2019 meddelte sagsøgte, at han havde fået lov til at give 30 % i rabat på sagsøgerens ydelse, jf. sagens bilag E. Det må være Person 3, der gav ham lov til at give denne rabat. Det kan også have været Vidne 3. Han talte oftest med dem begge på én gang. Sagsøgte havde mente, at sagsøgerens ydelse var for dyr, og da sagsøgte var den første kunde, de havde, blev de enige om, at der skulle gives en rabat på 30 % mod, at antallet af licenser blev låst fast for en periode på 3 år.
Forespurgt, hvoraf det fremgår, at sagsøgte har fået oplyst, at rabatten var be-tinget af et fastlåst antal licenser for en periode på 3 år, har vidnet forklaret, at dette er et godt spørgsmål. Det kom til at stå i aftalen, som Vidne 2 skrev under på.
Det havde nok været hensigtsmæssigt, at det var fremgået skriftligt af vidnets mail af 4. januar 2019, at rabatten medførte, at antallet og perioden var låst. Han
21
mener at have sagt det mundtligt. Han kan ikke sige, hvem han talte med hos sagsøgte om ændringen af ordningen til ikke at være skalerbar.
Side 118, 27. marts 2019 sender han en mail med kontrakten til Vidne 5 og Vidne 2 – var der vedhæftninger hertil? Det tror han, at der var til den oprindelige mail, som indeholdt et komplet sæt af kontrakten med bilag.
Det skal nok passe, at projektet skulle tage sin begyndelse mandag den 1. april 2019, og at vidnet fremsendte aftalepapirerne til underskrift den 27. og 29. marts 2019.
Han mener, at der fandt pris- og vilkårsforhandlinger sted i perioden mellem den 4. januar og den 27. marts 2019, også i møder med Vidne 5, Vidne 3 og Person 3.
Han mener også, at de dokumenter, som omfattede aftalepapirerne mellem sagsøgeren og sagsøgte og blev fremsendt til sagsøgte den 29. marts 2019, havde været fremsendt til sagsøgte tidligere, men ved det ikke med sikkerhed. Der ville have været et papirspor også hos sagsøgeren, hvis det var tilfældet.
Foreholdt, at aftalepapirerne mellem sagsøgeren og sagsøgte er underskrevet af sagsøgeren den 29. marts 2023, har vidnet erklæret sig enig i, at de så må være fremsendt til sagsøgte denne dag og ikke på et tidligere tidspunkt.
Efter kontraktindgåelsen overtog en anden person hos DXC projektet, men vid-net blev indimellem inddraget som mellemled.
Han fulgte fortsat med i projektet på afstand, da den første faktura blev sendt til sagsøgte i maj 2019.
Projektet fungerer ikke fantastisk, fordi det ikke var så nemt at få sagsøgerens software til at tale sammen med finansdelen, eller omvendt.
Sagsøgte havde fokus på vækst. Der var fokus på at kunne udvide systemet, fordi der var ambitioner om at udvide forretningen.
Han har ikke lovet sagsøgte, at de frit kunne op- og nedskalere licenserne hos sagsøgeren.
Sagsøgte skrev under på kontrakten med sagsøgeren, og han mener også, at de talte om, at skalering ikke var mulig ifølge ordningen, hvor der blev ydet 30 % rabat.
Han forsøgte ikke at holde det skjult for sagsøgte, at licenserne hos sagsøgeren skulle købes direkte af sagsøgte. Dette fremgår jo direkte af teksten i ”Sales Or-der Form” , som blev underskrevet af sagsøgte.
22
Det var i samarbejdet mellem Unit4 i Holland og DXC meningen, at hele aftalen skulle indgås med DXC, men i projektet med sagsøgte blev det aftalt, at aftalen om licenserne skulle indgås direkte mellem sagsøgte og Unit4. Det er hans op-fattelse, at sagsøgte var klar over dette.
Der må have været dialog mellem vidnet og Vidne 5 også i perioden mellem dem 10. december og 21. december 2018. Der blev vist også indgået aftale om et lavere antal licenser, 190, i stedet for de påtænkte 250. Han ved ikke, om der var prisforhandlinger i perioden. Han tror, at det, der er dokumenteret at være fremsendt, er det, som rent faktisk blev fremsendt.
Han ved ikke, om det stod soleklart for sagsøgte før den 29. marts 2019, at licen-serne skulle købes direkte hos sagsøgeren, men han syntes, at det var tydeligt.
Det var ifølge partneraftalen mellem DXC og Unit4 meningen, at DXC skulle fakturere den samlede ydelse, men for at komme i mål var det i alle tre parters interesse, at faktureringen for licenserne skete direkte mellem Unit4 og sagsøgte.
Vidne 7 var ansat i DXC og var projektleder. Hun kom først til lidt inde i forløbet.
Han stoppede selv hos DXC i begyndelsen af 2020, så vidt han husker.
Vidne 7 har som vidne forklaret, at hun var ansat som Projekt Manager hos DXC og blev inddraget i det omhandlede it-projekt i foråret i 2019 som leder af implementeringen. Hun havde intet haft med det forudgående for-løb at gøre og således heller ikke kontraktindgåelsen.
Hun opfattede det sådan, at DXC var hovedleverandør, og Unit4 var underleve-randør, fordi alt gik gennem hende, men hun husker det ikke nærmere.
Sagsøgte skulle, afhængigt af emnet, henvende sig til forskellige personer i DXC vedrørende projektet. Hun var rette kontaktperson for implementeringsdelen, men fik også mails om andet.
Implementeringen skete så hurtigt, som begge parter kunne finde tid i kalende-ren. Hun husker ikke datoer for start og færdiggørelse.
Der opstod problemer med implementeringen. Sagsøgte var ikke tilfreds med det produkt, de fik. De havde forventet mere sammenhæng mellem produk-terne fra de to parter, DXC og Unit4. Hun ved ikke, om de fik det, de var blevet lovet, men de fik ikke det, de forventede i forhold til integrationen af de to sy-stemer.
Konsekvensen blev, at projektet stoppede.
23
Hun mener, at sagsøgte var utilfreds med både DXCs del og Unit4s del af pro-jektet.
Der foreligger en formel reklamation fra sagsøgte over Unit4 leverancen.
DXC havde ansvaret for at implementere også Unit4 delen.
Parternes synspunkter
Parterne har procederet sagen inden for rammerne af påstandsdokumenterne.
Unit4 A/S har i sit påstandsdokument anført:
”…
ANBRINGENDER
Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende,
at der er indgået en gyldig og bindende aftale om køb af PSA Suite Li-censer mellem Parterne, som er reguleret af Ordreformularen og Unit4 GTC,
at licensvederlaget for PSA Suite Licenserne er fast (medmindre Sagsøgte ønskede at tilkøbe yderligere licenser), og at PSA Suite Li-censerne var underlagt en bindingsperiode på tre (3) år,
at der i henhold til punkt 3.6 i Unit4 GTC er aftalt en morarente på 12 % p.a. fra en betalings forfaldstidspunkt,
at hverken Ordreformularen eller Unit4 GTC giver Sagsøgte en ret til at reducere antallet af PSA Suite Licenser (og dermed licensvederla-get) eller til at opsige PSA Suite Licenserne med virkning inden ud-løbet af bindingsperioden på tre (3) år
at selv hvis Unit4 GTC ikke, som hævdet af Sagsøgte, skulle være gyl-digt vedtaget, så er licensvederlaget og bindingsperioden gyldigt vedtaget i Ordreformularen, og almindelig baggrundsret giver ikke Sagsøgte ret til at reducere antallet af PSA Suite Licenser, licensve-derlaget eller opsige licenserne inden udløbet af en aftalt bindings-periode,
at en væsentlig forudsætning for Sagsøgers rabat på vederlaget for PSA Suite Licenserne på 15 % var antallet af licenser og bindingspe-rioden på tre (3) år, hvilket var Sagsøgte bekendt,
at Sagsøgte ikke forud for indgåelse af Ordreformularen har gjort Sagsøger opmærksom på, at det var en væsentlig forudsætning for Sagsøgtes indgåelse af Ordreformularen, at antallet af PSA Suite Li-censer kunne reduceres, herunder til én (1) som anmodet af
24
Sagsøgte, ligesom Sagsøgte har haft alle muligheder for og burde have indført som særligt vilkår i Ordreformularen, at antallet af PSA Suite Licenser kunne reduceres eller opsiges før udgangen af bindingsperioden, hvis dette var en afgørende forudsætning for Sagsøgte,
at DXC og Sagsøgte er uafhængige parter, og at der ikke kan eller skal ske identifikation mellem disse to parter, og
at det forhold at Sagsøgte valgte at afbryde implementeringsprojektet på grund af DXC’s påståede misligholdelse er et anliggende mel-lem Sagsøgte og DXC, som er Sagsøger uvedkommende…”
K2 Management A/S har i sit påstandsdokument anført:
”…
4. ANBRINGENDER
4.1 K2M skal frifindes, uanset om Unit4 var underleverandør eller
havde en selvstændig aftale med K2M – hvilket Unit4 dog ikke
havde
K2M indgik Samarbejdsaftalen (bilag 1) med DXC under den klare for-udsætning, at licensstukturen skulle være fleksibel, så K2M på intet tidspunkt skulle betale for et større antal brugerlicenser, end K2M havde behov for og anmodede om. Efter K2M’s opfattelse var det et ikke kun en forudsætning, men et vedtaget vilkår, jf. parternes dialog forud for underskrift, Statement of Work vedrørende licenseret software og DXC’s faktiske fakturering.
Unit4 gør gældende, at Unit4 ikke var bekendt med forudsætningen, men det er uden betydning alt den stund, at det netop ikke kun var en forudsætning, men et vedtaget vilkår. Under alle omstændigheder skal det lægges til grund, at Unit4 var bekendt med forudsætningen, idet den følger af det præsentationsmateriale, som DXC anvendte (bilag C), og hvor DXC over for K2M præsenterede Unit4, og da DXC i enhver sammenhæng repræsenterede Unit4 i forhandlingerne, jf. f.eks. Vidne 6's e-mail af 4. januar 2019 (bilag E) om 30% rabat på underle-verancen fra Unit4. Unit4 har reelt undladt at besvare K2M’s opfordring C angående netop dette. Opfordringen lød:
”(…) korrespondancen og aftalen med DXC, idet vilkåret ikke blev for-handlet med K2M, der havde en klar forudsætning om fleksibilitet, og som i sagens natur aldrig ville have accepteret en uopsigelig binding, som var løsrevet fra Samarbejdsaftalen og forudsætningen om fleksibilitet. ”
Henset til, at opfordringen ikke er besvaret og henset til, at K2M, til ef-terfølgende overraskelse, slet ikke fik den lovede rabat; men kun en ra-bat på det halve, er det uforklarligt, at Unit4 i sit påstandsdokument, side 9, gør gældende, at:
25
”en væsentlig forudsætning for Sagsøgers rabat på vederlaget for PSA Su-ite Licenserne på 15 % var antallet af licenser og bindingsperioden på tre (3) år, hvilket var Sagsøgte bekendt, ”
Endnu mere uforklarligt er det i lyset af, at K2M som det nærmest aller-første i samarbejdsrelationen reklamerede (bilag I og J) over for Unit4’s fakturering (bilag H) af 250 licenser for perioden 1. april 2019 til og med 31. marts 2020.
Det virker usandsynligt, at der ikke findes et papirspor mellem DXC og Unit4 i relation til ovenstående tilbud inkl. tilbud om rabat på netop den del, der skulle leveres i underleverance af Unit4. Unit4 var end ikke c.c. i korrespondancen mellem DXC og K2M (bilag E) – hvilket næppe heller ville have givet mening, idet Unit4 senere i forløbet kommunike-rede på engelsk, mens ovennævnte korrespondance mellem DXC og K2M, som det fremgår af dokumenterne, var på dansk. Unit4 må derfor på anden vis have indrettet sig med at være blevet adviseret af DXC. Det må bero på, at papirsporet mellem DXC og Unit4 ikke taler Unit4’s interesse, at opfordring C de facto er blevet ignoreret.
Hvad K2M forstår, var K2M i øvrigt én af eller dén første kunde, som DXC og Unit4 skulle samarbejde om, hvorfor det er så meget desto mere uantageligt, at Unit4 var en af DXC uafhængig aftalepart til K2M – som K2M aldrig forhandlede kontrakt med, fordi alle forhandlinger gik gennem DXC, og hvis ydelse kun kunne bruges, hvis DXC’s ydelse kunne bruges. K2M formoder, at der var ganske meget, som DXC og Unit4 drøftede internt i forhold til Samarbejdsaftalen (bilag 1), hvilke drøftelser K2M imidlertid på intet tidspunkt var eller skulle være en del af.
Hertil kommer, som anført ovenfor under 3.2, at Unit4 – bortset fra den første faktura (bilag H), som K2M straks reklamerede over for – ikke på noget tidspunkt fakturerede i overensstemmelse med det, som Unit4 mener skal gælde og heller ikke i overensstemmelse med mailkorre-spondancen af 27. maj 2019 (bilag 11).
Som beskrevet må retten lægge til grund, at parternes forudsætning for mailkorrespondancen (bilag 11) var, at de udfordringer, som eksiste-rende med implementeringsprojektet på tidspunktet for korrespondan-cen, ville blive løst. Det blev udfordringerne ikke, og derfor var der hel-ler ikke noget grundlag for at fakturere i overensstemmelse med korre-spondancen, hvilket Unit4 var bekendt med. Derfor fakturerede Unit4 kun det antal licenser, der maksimalt havde været i brug (37).
Samarbejdsaftalen (bilag 1) blev opsagt af K2M, netop fordi DXC mis-ligholdt vilkåret om fleksibilitet, derved at DXC ikke kunne formå at få Unit4 – som var underleverandør til DXC – til at nedskalere antallet af licenser, som K2M blev faktureret, efter implementeringsprojektet de facto var stoppet. Sagen kan herefter anskues på to måder:
Sagen kan enten anskues sådan, at K2M’s underskrift af Unit4’s ordre-formular (bilag 2) ikke etablerede et aftaleforhold mellem K2M og Unit4, som var løsrevet fra Samarbejdsaftalen, da aftaleforholdet i det hele var accessorisk hertil, og da Unit4 var en underleverandør til DXC. K2M og Unit4’s gensidige forpligtelser ophørte derfor accessorisk, da Samarbejdsaftalen ophørte, og hverken den tvetydigt formulerede or-
26
dreformular (bilag 2) eller Unit4’s ikke-forhandlede standardvilkår (bi-lag 3) om uopsigelighed kan føre til et andet resultat, da de ikke kan til-lægges forrang.
Alternativt kan sagen anskues sådan, at K2M’s underskrift af Unit4’s ordreformular (bilag 2) etablerede et selvstændigt aftaleforhold, som ikke var accessorisk til Samarbejdsaftalen. Anskues sagen sådan, er denne ”aftale” imidlertid også bortfaldet som følge af den væsentlige bristede forudsætning om, at licensstrukturen skulle være skalerbar og netop ikke angå betaling af et bestemt antal licenser ud over det antal li-censer, K2M til hver en tid faktisk havde brug for.
Det er K2M’s opfattelse, at sagen skal anskues på den første måde – dvs. at ordreformularen (bilag 2) angik en leverance, som var accesso-risk til Samarbejdsaftalen (bilag 1); men resultatet af sagen bør blive det samme, uanset hvordan den anskues. Dette også, fordi uanset hvordan sagen anskues, er sagens realitet, at Unit4 kræver betaling for 250 licen-ser, som Unit4 aldrig har leveret, og som er og til hver en tid har været en værdiløs ydelse for K2M. Det har i dansk ret formodningen imod sig, at nogen indgår en aftale, hvor modydelsen er værdiløs, og det kræ-ver under alle omstændigheder krystalklar hjemmel, hvis en sådan værdiløs aftale skal håndhæves. Sådan krystalklar hjemmel findes hver-ken i ordreformularen (bilag 2) eller Unit4’s standardvilkår (bilag 3).
K2M skal derfor frifindes.
Særligt angående standardbetingelserne (bilag 3) bestrides det særskilt, at de overhovedet kan anses for vedtaget. Vilkårene blev ”sendt” til K2M i e-mailen fra Vidne 6 29. marts 2019 (bilag F), men skulle fremfindes ved en lang række handlinger skjult i et underbilag til et bilag til Samarbejdsaftalen (bilag 1). De var – som navnet antyder – ikke forhandlet og det ville heller ikke have været muligt, idet forhand-lingerne jo var afsluttet og kun havde foregået mellem DXC og K2M.
Unit4 er som koncipist til standardbetingelserne (bilag 3), der væsentlig afveg fra Samarbejdsaftalens vilkår om navnlig fleksible licensvilkår, nærmest til at bære risikoen for uoverensstemmelsen.
4.2 Udfaldsrum hvis retten ikke frifinder
Hvis retten under hensyntagen til ovenstående alligevel finder, at Unit4 kan gøre et krav gældende, har sagen efter K2M’s opfattelse de udfalds-rum, som er udtrykt med påstand 1.1-1.4.
Det gælder således, at selv hvis Unit4 kan påberåbe sig en uopsigelig-hedsperiode på 3 år, jf. Unit4 standardbetingelser (bilag 3), fastholdes det ubetinget, at Unit4 heller ikke under de omstændigheder kan fragå den kendte, afgørende forudsætning om fleksibilitet i licensstukturen, og at der er tale om et erstatningskrav. K2M skal under ingen omstæn-digheder betale for flere licenser, end det antal licenser (37) K2M havde, da implementeringsprojektet blev stoppet.
Implementeringsprojektet ophørte de facto den 11. februar 2020, hvor det blev sat på pause (bilag L) og ikke senere blev genoptaget. På dette tidspunkt havde K2M 10 PSA Suite Professional-brugere, 26 PSA Suite Advanced-brugere samt 1 PSA Suite Essentials-bruger. Unit4 havde
27
både i hele perioden ind til 11. februar 2020 og efterfølgende til og med 20. november 2020 faktureret disse 37 licenser uden reservationer eller forbehold om at forhøje dette til noget højere antal – endsige 250 licen-ser – uden for den situation, hvor der skete en succesfuld implemente-ring af Samarbejdsaftalen (bilag 1), hvilket desværre ikke skete.
Det maksimale krav kan på baggrund af priserne i ordreformularen (bi-lag 2), og idet K2M har betalt for perioden til og med marts 2020, opgø-res som følger:
Af dette beløb skal fragå Unit4’s sparede omkostninger til Microsoft Dynamics 365-licenser, der som minimum kan opgøres på baggrund af bilag N. Reelt set har Unit4 imidlertid ikke dokumenteret noget tab, idet Unit4 – med henvisning til, at der ikke er tale om et erstatningskrav i kontrakt, men et krav på naturalopfyldelse i henhold til kontrakten – har undladt at besvare K2M’s opfordring A.
4.3 Angående Unit4’s momskrav og renter af momskrav
Det bestrides som udokumenteret, at Unit4’s krav består af momsplig-tig ydelse, allerede fordi Unit4 dels intet har leveret efter 20. november 2020, dels fordi alle Unit4’s krav vedrørende perioden efter 20. novem-ber 2020 er erstatningskrav, som ikke tillægges moms. Under alle om-stændigheder kan der ikke i henhold til Unit4’s standardvilkår pålæg-ges renter af ikke-fakturerede momskrav eller fra noget tidligere tids-punkt, end hvor momskravene er blevet gjort gældende.
4.4 Angående Unit4’s rentekrav i øvrigt
Det bestrides, at Unit4 rentekrav på 12% p.a., der er baseret på Unit4’s standardvilkår (bilag 3), som var godt gemt væk i forbindelse med Sam-arbejdsaftalens underskrift, kan anses for vedtaget eller bindende.
…”
Rettens begrundelse og resultat
Det må efter de fremkomne oplysninger lægges til grund, at EG/DXC og Unit4 forud for december 2018 havde indgået en formaliseret partnerskabsaftale, hvorefter DXC skulle opsøge kunder i Danmark, der var interesseret i it-pro-dukter, som omfattede Unit4s produkter, og at K2 blev den første kunde, dette samarbejde rettede sig mod. Det må endvidere – herunder på baggrund af sagsøgerens Vidne 3's forklaring – lægges til grund, at samarbejdet mellem DXC og Unit4 var aftalt at skulle foregå således, at DXC på begge par-ters vegne forestod den direkte kontakt til kunden frem til underskrivelsen af
28
kontrakten, ligesom det må lægges til grund – herunder på baggrund af de skriftlige beviser i sagen – at dette rent faktisk også blev fremgangsmåden i for-hold til K2.
DXC var i kontakten til K2 frem til kontraktindgåelsen repræsenteret af Vidne 6 og K2 af navnlig Vidne 5.
Om indholdet af kontakten mellem DXC og K2 frem til fremsendelsen og un-derskrivelsen af kontraktpakken den 29. marts 2019 med henblik på projektstart den 1. april 2019, lægger retten efter bevisførelsen følgende kronologiske hæn-delsesforløb til grund:
Den 5. december 2018 fremsendte Vidne 6 en mail til Vidne 5 med indkaldelse til et introduktionsmøde den 10. december 2023. Mailen blev besva-ret af Vidne 5 den 6. december 2018 med en beskrivelse af K2s ønsker, der bl.a. som et fremhævet overordnet ønske var, at ordningen skulle omfatte må-nedlige justering af antallet af brugere, (bilag A).
Efter mødet den 10. december 2018 fremsendte Vidne 6 en mail af samme dato, (bilag B), vedhæftet det introduktionsmateriale, han havde an-vendt under mødet, (bilag C). Af materialet fremgår bl.a. en skematisk oversigt, der viser, at den nye, samlede it-løsning, der var på tale, og som omfattede DXCs såvel som Unit4s produkter, i modsætning til K2s eksisterende system var baseret på ”Pay for use” og ”Fully scalable” . Af mailens tekst fremgik det i øvrigt, at Vidne 6 ville række ud til Vidne 5 for at få data om antal brugere m.m. for at lave et såkaldt ”high level quote” , dvs. et ”high level” til-bud.
Ved mail af 21. december 2018, (bilag D), fra Vidne 6 til Vidne 5 meddeltes det:
”…
Hermed fremsendes som aftalt vort oplæg til en forretningsløsning for Jer som tager udgangspunkt i en meget skalerbar (pr. måned) cloud løs-ning baseret på State-of-the-art teknologi leveret af Microsoft og part-nere
…” .
Det fremgår videre af ordlyden, at løsningen omfattede såvel DXCs som Unit4s produkter. Vidne 6 har også i sin vidneforklaring bekræftet, at begge produkter indgik i den samlede løsning, han dermed præsenterede for K2. Mai-len angiver at være vedhæftet et ”high level quote” fra Unit4, altså et tilbud, som parterne har antaget er identisk med tilbuddet, der er fremlagt som bilag N.
Ifølge den fremlagte mailstreng, (bilag E), var næste skriftlige henvendelse en mail af 4. januar 2019 fra Vidne 6 til Vidne 5, hvori
29
Vidne 6helt kortfattet meddelte, at han havde fået lov til at give K2 30 % rabat på licenserne på PSA Suite, dvs. Unit4s ydelse.
Næste skriftlige kontakt mellem parterne fandt ifølge de fremkomne oplysnin-ger sted fredag den 27. marts 2019, hvor Vidne 6 sendte en mail til Vidne 5 og Vidne 2, hvori han takker for et godt møde samme dag og angiveligt vedlægger det komplette sæt dokumenter til under-skrift, hvormed han anser forhandlingerne for afsluttet. Mailen angiver dog ikke i hovedet at være vedhæftet bilag. Vidne 5 svarede samme dag med be-sked om, at underskrift ville ske mandag den 29. marts 2019, fordi det skulle være Vidne 2, der underskrev. Vidne 6 svarede mandag den 29. marts 2019, at det lød fornuftigt, og at han hermed sendte de resterende dokumenter, der skulle underskrives. (Alle de nævnte mails er frem-lagt som bilag F). Sidstnævnte mail var ifølge hovedet vedlagt en række bilag til samarbejdsaftalen mellem DXC og K2, herunder et tilbud og en Sales Order Form (bilag 2) fra Unit4, underskrevet den 29. marts 2023 på vegne Unit4. Alle fremsendte dokumenter blev underskrevet den 29. marts 2019 af K2 v/Vidne 2.
Det er efter det anførte hændelsesforløb og de i øvrigt fremkomne oplysninger, herunder Vidne 6's forklaring, ikke godtgjort, at det tilbud og den ”Sales Order Form” , som en person fra Unit4 havde underskrevet den 29. marts 2019, og som blev fremsendt til K2s underskrift samme dag, havde været fore-vist eller forhandlet med K2 forud for fremsendelsen.
Retten finder efter ovenstående, at DXC frem til kontraktindgåelsen har handlet med bindende virkning for Unit4 i forhandlingerne med K2, som udtrykkeligt formulerede sit krav om en skalerbar løsning over for DXC v/Vidne 6, der ved flere lejligheder frem til fremsendelsen af aftaledokumenterne den 29. marts 2019 udtrykkeligt bekræftede opfyldelsen af dette krav som en del af den samlede løsning, han på DXCs og Unit4s vegne solgte til K2. Det er heroverfor ikke bevist af sagsøgeren, at K2 på noget tidspunkt forud for modta-gelsen af aftaledokumenterne den 29. marts 2019 blev gjort bekendt med, at Unit4 ikke ønskede at levere et skalerbart produkt, endsige at K2 på noget tids-punkt har accepteret at indgå aftale med sagsøgeren om en ordning, som ikke var skalerbar.
Retten finder under disse omstændigheder, at de aftaledokumenter, som K2 fik fremsendt den 29. marts 2019, og som skulle underskrive i hast samme dag på grund af projektstart den 1. april 2019, må forstås i overensstemmelse med den således klart aftalte forudsætning om, at ordningen som helhed skulle være skalerbar. Dette er gældende uanset en eventuelt divergerende ordlyd af det til-bud og den ”Sales Order Form” , som sagsøgte først ved underskrivelsen blev præsenteret for som en særskilt aftale direkte med sagsøgeren.
30
På denne baggrund, og idet det, som sagen er ført, lægges til grund, at sagsøgte har betalt for de faktisk anvendte licenser frem til, at implementeringen og der-med projektet som helhed blev skrinlagt, vil sagsøgte være at frifinde.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 180.000 kr., eksklusive moms, idet K2 Management A/S er momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte, K2 Management A/S, frifindes.
Sagsøgeren, Unit4 A/S, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til K2 Ma-nagement A/S med 180.000 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.
Publiceret til portalen d. 03-11-2023 kl. 12:04
Modtagere: Sagsøgte K2 Management A/S, Advokat (L) Jesper Frederik Langemark, Advokat (H) Christian Bo Kolding-Krøger, Sagsøger Unit4 A/S