Gå til indhold
Tilbage til søgning

Sag om, hvorvidt en kreditaftale mellem en forbruger og et finansieringsselskab er omfattet af dagældende kreditaftalelov, og om hvorvidt forbrugeren kan gøre sine indsigelser gældende overfor finansieringsselskabet

Retten i LyngbyCivilsag1. instans2. april 2024
Sagsnr.: 903/25Retssagsnr.: BS-23463/2023-LYN
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Civilsag
Ret
Retten i Lyngby
Rettens sagsnummer
BS-23463/2023-LYN
Sagstype
Almindelig civil sag
Instans
1. instans
Domsdatabasens sagsnummer
903/25
Sagsdeltagere
PartsrepræsentantEmil Munch Jurcenoks; PartsrepræsentantPhilip Martin Graff; PartCMC Finans ApS (Denti.dk)

Dom

RETTEN I LYNGBY

DOM

afsagt den 2. april 2024

Sag BS-23463/2023-LYN

Sagsøger

(Advokat Philip Martin Graff)

mod

CMC Finans ApS (herefter Denti.dk)

(advokat Emil Munch Jurcenoks)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, som er anlagt den 5. maj 2023, drejer sig, hvorvidt en kreditaftale mellem en forbruger og et finansieringsselskab er omfattet af dagældende kreditaftale-lov, og om hvorvidt forbrugeren kan gøre sine indsigelser gældende overfor fi-nansieringsselskabet.   

Sagsøger har ved sammenfattende processkrift af 26. januar 2024 nedlagt følgende påstand:   

Denti.dk tilpligtes at betale Sagsøger 20.796 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.   

Denti.dk har nedlagt påstand om frifindelse.   

Denti.dk har herudover nedlagt følgende selvstændige påstand:

2

Sagsøger skal anerkende at være forpligtet til at betale den tilbageværende hovedstol i overensstemmelse med låneaftalen af 25. januar 2023 imellem Sagsøger og CMC Finans ApS (Denti.dk).   

Sagsøger har heroverfor nedlagt påstand om frifindelse.   

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af mail af 25. januar 2023 fra Denti.dk til Sagsøger fremgår det, at Sagsøger var godkendt til ”rente- og gebyrfri finansiering hos SMILY Clinic – København” . Det fremgår blandt andet af afsnittet ”kreditdetal-jer” , at debitorrenten var 0,00 %.   

Af en mail fra Denti.dk til Smily ApS ligeledes af 25. januar 2023 fremgår det, at Sagsøger havde godkendt regningsbeløbet på 20.796 kr., og at Denti.dk inden 24 timer ville udbetale 18.432,28 kr. til Smily ApS. Det reste-rende beløb på 2.363,72 kr. blev fratrukket som ”betalingsgebyr” .   

Forklaringer

Sagsøger og Vidne har afgivet forklaring.   

Sagsøger har forklaret, at hun gik ind på Smilys hjemmeside, da hun skulle have en tandbehandling. Hun kunne få 20% rabat. Det var muligt at få en afbetalingsordning, og det var muligt at betale kontant. Hun valgte at få en afbetalingsordning. Hun blev guidet videre til Denti’ hjemmeside. Hun op-fattede det som samme virksomhed, der stod for tandbehandlingen og afbeta-lingsordningen. Hele processen gik meget hurtigt. Hele processen tog mindre en tyve minutter, vil hun tro.   

Hun husker ikke præcist, hvad hun blev spurgt om i forbindelse med kredit-godkendelsen. Processen gik meget hurtigt. Hun skulle ikke fremlægge doku-mentation for sin løn eller lignende. Hun kunne godt se, at Smily og Denti var to forskellige enheder, men hun fik indtrykket af, at de var koblet sammen. Det var ikke som at låne penge i banken. Da hun havde indgået afbetalingsordnin-gen, kunne hun booke en tid hos Smily. Den første tid hun fik, blev dog aflyst. Hun fik besked om, at hendes behandling var forsinket. Hun fik en ny tid til be-handlingen. Hun skulle starte i sin tandbehandling den 28. marts 2023. Imidler-tid gik Smily konkurs kort forinden, og hendes behandling blev aldrig påbe-gyndt.   

Hun skrev til Denti, at hun ikke ville betale afdragene, da hun ikke havde fået noget for pengene. Hun stoppede derfor sin betaling i første omgang. Hun fik

3

imidlertid besked om, at sagen ville blive sendt til inkasso, hvis hun ikke betalte afdrag. Det ønskede hun ikke, da hun var ved at købe lejlighed. Hun ville ikke registreres som dårlig betaler. Derfor betalte hun afdrag under protest. Hun har afbetalt hele det lånte beløb nu. Hun mener, at hun betalte sidste afdrag om-kring den 1. februar 2024.   

Hun vidste godt, at hun indgik en finansieringsaftale med Denti. I lånegodken-delsesforløbet fik hun ikke at vide, at Denti tog kommission fra Smily for at til-byde finansiering til tandbehandling.   

Vidne har forklaret, at han er medstifter og daglig leder af Denti.dk. Det har han været siden Denti’s start for syv år siden. Denti er godkendt som lå-nevirksomhed. De tilbyder finansiering af forskellige typer godkendte sund-hedsbehandlinger. Det startede med kun at være tandlægebehandlinger, som de tilbød finansiering til. Senere er der kommet andre sundhedsbehandlinger til blandt deres samarbejdspartnere. I deres lånemodel udbetaler de aldrig det lånte beløb direkte til forbrugeren. De har konstateret, at det er en fordel, da de oplever færre økonomiske tab med denne model. De er en lille niche spiller.   

Samarbejdet med Smily var det første forsøg på at lave en model, som var om-kostningsfri for forbrugeren. Det var Smily, som henvendte sig til Denti. Smily ønskede at tilbyde deres kunder en ordning, hvor kunderne ikke skulle betale omkostninger for finansiering af tandbehandlingen. Det var ikke som klassiske forbrugslån. På baggrund af henvendelsen fra Smily startede de processen op. Kunderne fik gratis finansiering, og Smily betalte Denti for at facilitere finansie-ringen af tandbehandlingerne. Denti fik et kommissionsbeløb af Smily. Der skete i den forbindelse en tilpasning af deres IT-system. De økonomiske og juri-diske betingelser blev gennemgået. Denti sikrede sig, at kunderne også havde mulighed for at betale tandbehandlingen kontant. Samarbejdet med Smilys startede i 2022.   

Det var en god ordning for Smily, fordi det var lettere at få godkendt kunderne.   De var ikke underlagt den normale lovgivning om kreditværdighedsvurdering.   Smilys produkter var desuden væsentligt billigere end konkurrenternes.   

Ifølge samarbejdsaftalen med Smily skulle de overføre lånebeløbet indenfor 24 timer efter godkendelsen. Det skete typisk ved en overførsel kl. 9. om morge-nen. Det var deres sædvanlige arbejdsgang. I Sagsøgers tilfælde blev det lånte beløb også overført til Smily den følgende morgen kl. 9. De store banker tilbyder de-res samarbejdspartnere et tilsvarende produkt. Det kaldes ”køb nu – betalt se-nere” . Det var ikke kunden, som betalte for finansieringen, men derimod Smily. Det er klart, at Denti ikke tilbyder en gratis finansiering. Nogen skulle jo betale, og i dette tilfælde var det Smily, som betalte. ”Køb nu – betalt senere” lånet er vokset markant de seneste år, f.eks. blandt de store spillere som Ikea.   

4

Den finansiering, som Denti tilbød Smilys kunder var ikke omfattet af kreditaf-taleloven. Havde finansieringen været omfattet af kreditaftaleloven, ville Denti havde påtaget sig et helt andet ansvar for kreditvurdering af kunderne. Denti skulle derimod ikke foretage kreditværdighedsvurdering af Smilys kunder og de skulle ikke kunne dokumentere kundernes rådighedsbeløb.   

Der kom en markant ændring af kreditaftaleloven. Finanstilsynet indkaldte Denti til et møde på baggrund af henvendelser fra Smilys kunder, som havde opnået finansiering via Denti. De fik ikke at vide, at deres finansiering af Smilys kunder var omfattet af kreditaftaleloven. Derimod tilkendegav Finanstilsynet, at forholdene ikke var omfattet af kreditaftaleloven. Mødet fandt sted i april 2023 et par måneder efter Smilys konkurs. Alle var enige om, at situationen er ærgerlig.   

Han vil tro, at der er omkring 600-700 kunder, som har indgået aftale om finan-siering hos Denti i forbindelse med en tandbehandling hos Smily. Ved konkur-sen var der ca. 450-500 kunder i et betalingsforløb. I betalingsflowet, når kun-den ansøgte om finansiering, fik kunden ikke at vide, at Denti fik 11% i kom-mission fra Smily. Det var en forretningsoplysning, som det ikke gav mening at give videre til kunden. Det ville svare til, at Harald Nyborg oplyste, hvad de havde indkøb en skovl for i forbindelse med deres videresalg til en højere pris.   Det var helt unaturligvis at oplyse. Finansieringen fungerer på den måde, at Denti selv låner penge andre steder fra, for at kunne udlåne penge til kunderne i Smily og hos andre sundhedsbehandlere. Denti betaler en rente af dem, som de låner pengene af. Det fungerer som traditionelle låneforretninger.   

Samarbejdet med Smily fungerede godt. Smily repræsenterede en nytænkning af et gammeldags og dyrt produkt. Det gav mulighed for, at almindelige for-brugere kunne betale for dyre behandlinger. Det gik rigtig godt lige indtil, at Smily fik en ekstra regning på moms på ca. 2 mio. Smily vidste ikke, hvordan

de skulle betale regningen. Et par uger derefter fik Smily konkurs.Denti

kendte ikke til de økonomiske vanskeligheder før dette tidspunkt.   

Det er korrekt, at Smily i sit årsregnskab for 2021 havde en negativ egenkapital. Det var der som sådan ikke noget mærkeligt i, da Smilys var en lille og ung startup virksomhed. Denti havde ingen modpartsrisiko i forhold til Smily, der ikke var noget spørgsmål om rente og gebyrer mellem Smily og Denti. Aftalen mellem dem var at sidestille med et kontantkøb. Derfor behøvede Denti ikke kreditvurdere Smily. Det var ikke afgørende for Denti, at Smily ikke var en etableret spiller med cash flow.   

5

Denti foretog ikke en egentlig kreditværdighedsvurdering af kunderne, fordi det ikke var et kreditkøb og rentebærende produkter. Denti foretog alene en ”light” kreditværdighedsvurdering.

Parternes synspunkter

Sagsøger har i sit sammenfattende processkrift anført følgende:

3. Juridisk vurdering  

Det gøres gældende, at det ikke er tilstrækkeligt og/ retvisende at kalde en ordning ”rente og gebyrfri” , hvis der er omkostninger forbundet med ord-ningen. Dette fremgår af Kreditaftaleloven paragraf 3, stk. 1, nummer 1.   Det gøres gældende at den af Dente opkrævede kommission er at opfatte som omkostninger. Det giver mening at gennemgå begrebet omkostninger nærmere.   

Omkostninger  

Omkostninger defineres som udgifter, der relaterer sig til produktionen af varer eller levering af serviceydelser. Udgifter er afhængig af, hvilken pro-duktion eller serviceydelser, der er tale om. Ved produktion kan det være råvarer, energi, timeløn, husleje etc. og ved serviceydelser kan der være tale om husleje, generelle omkostninger, herunder løn.

Ved finansielle ydelser er der som oftest tale om gebyrer og renter, men der ligger også i finansielle virksomheder udgifter til løn, IT-systemer, husleje og andre generelle udgifter. Dette er også tilfældet for Denti.

Derfor kan man med fordel se på hvilken ydelse, som er ydet af Denti.   

Når Denti har ydet finansiering til Smily, har Denti omkostninger til sags-behandling, renter til at finansiere beløb til Smily, udgifter til inddrivelse af udestående beløb, husleje, personaleomkostninger, generelle omkost-ninger etc.   

Denti’s mulighed for at betale Smily med det samme, skyldes at Denti har lånt penge og det er klart, at en forudbetaling på cirka kr. 18.432 til Smily kun har kunnet lade sig gøre, fordi Denti har opkrævet et højere beløb fra kunderne, herunder sagsøger.   

Det er ikke afgørende om udgifterne af Denti er blevet kategoriseret som den ene eller anden form for omkostning, da det afgørende er, om der er omkostninger relateret til en specifik ydelse. Dette fremgår også af sagsøg-tes materialesamling side 45, hvor det af Kommenteret Kreditaftalelov 2010 er skrevet ”… det må antages, at et nok så beskedent gebyr (hvad det så end kaldes) vil bringe aftalen ind under loven.”

6

Sagsøgte har benævnt sin indtægt på cirka 11 procent som ”kommission” . Kommission er ikke i sig selv betegnende for hvad Denti’s ydelse dækker og består af, da ”kommission” som begreb alene er udtryk for, hvor meget Denti har taget for sine ydelser.   

Det er ubestridt, at Denti har taget sig betalt for at stille finansiering til rå-dighed og at Denti har oppebåret mere end 11 procent af de beløb, som kunderne har betalt til Denti.

Omkostninger er omkostninger, uanset om omkostningerne er oplyst eller ikke oplyst overfor kunderne.   

Gør det nogen forskel at kontantpris og kreditaftale har ens beløb  

Det faktum at kunderne i dette tilfælde ikke har set omkostningerne i pri-sen fra Smily, fordi Denti bevidst har foreholdt kunderne denne ellers re-levante information, er ikke ensbetydende at der ikke var omkostninger.   

En omgåelse af den normale – og mere transparente – måde at opgøre de samlede omkostninger for kunden, kan ikke føre til at ordningen pludse-ligt ikke længere er omfattet af Kreditaftaleloven.   

Det afgørende er at kunderne betalte ekstra omkostninger til Denti i for-hold til hvad leverandøren Smily modtog fra Denti – hvilket er tilfældet -og derfor er der tale om finansieringsomkostninger.   

Det har absolut formodningen for sig at Denti ikke ville yde finansiering til Smily uden at tage sig betalt for denne ydelse. Hvad skulle incitamentet for Denti ellers være at stille finansiering til rådighed.

Sagsøgte anfører, at Denti’s kredit er uden renter, gebyrer eller andre om-kostninger.   

På overfladen er det korrekt, fordi sagsøger som kunde alene havde valg-muligheden mellem at betale det fulde beløb til Smily eller acceptere kre-ditten fra Denti.

Men der er tale om en illusion, hvor Denti har flyttet den omkostning, der ubestridt eksisterer ved at yde kredit fra Denti til Smily.   

Smily modtag kun en del af det beløb, som Denti ville modtage fra kun-den, da Denti fratrak en såkaldt ”kommission” i det beløb, der blev udbe-talt til Smily. Denti udbetalte således alene kr. 18.432,28 til Smily.   

7

Og hvorfor er det en illusion – det er jo et tryllenummer, hvor Denti forsø-ger at bilde kunden og nu også retten ind, at det man ser, er virkeligheden. Men der er tale om et konstrueret billede og en anden virkelighed end den reelle.   

For virkeligheden er at kunden ud fra Smily’s synspunkt lige så vel kunne have betalt kr. 18.432,28 kontant for behandlingen til Smily – det ville have stillet Smily på præcis samme måde som den situation, hvor der skete fi-nansiering gennem Denti.

Når Denti nu forsøger at foregøgle omverdenen at der er tale om en kredit uden for eksempel ”andre omkostninger” , er det misvisende og en illu-sion, der ikke er korrekt.   

For virkeligheden er at leverandøren Smily i virkeligheden kunne have solgt ydelsen for kr. 18.432,28 og ville være stillet på samme måde som nu.   Men sagsøger fik aldrig mulighed præsenteret og sagsøger har alene fået præsenteret den virkelighed og de valg, som Denti ønskede at sagsøger skulle vælge imellem.   

Det bemærkes yderligere, at det i medfør af Kreditaftalelovens paragraf 1. stk. 3 er kreditgiveren, der har bevisbyrden for at en kreditaftale ikke er omfattet af loven. Det er sagsøgers opfattelse at sagsøger med ovenstå-ende har dokumenteret at kreditaftalen er omfattet af Kreditaftaleloven, selv uden hensyntagen til denne kodificerede lovbestemmelse i Kreditafta-leloven.   

Retspraksis og teori  

Det er sagsøgers opfattelse, at retspraksis og den juridiske teori støtter sagsøgers synspunkt.   

Som eksempel herpå fremlægges Østre Landsrets kendelse fra april 2023. De juridiske omstændigheder er fuldstændig identiske med omstændighe-derne i nærværende sag.   

Det forhold at der efterfølgende per 1. jul 2023 er sket en lovændring, er ikke i sig selv indikation for at retsstillingen var anderledes tidligere. Ofte er lovændringer en kodificering af en allerede eksisterende retstilstand – og det er tilfældet her.   

Det er oplagt ud fra sagsøgtes materialesamling at hovedformålet med lovændringen var forbrugerbeskyttelse, men i helt andre situationer end den foreliggende. Lovgiver ønskede at begrænse den lette adgang til lån

8

og de deraf uoverskuelige konsekvenser det kunne have for forbrugerens økonomi, især ved misligholdelse, hvor gebyrer langt højere end hoved-stolen kunne blive aktuelle.   

Den nærværende problemstilling om manglende levering fra virksomhe-dens side ses ikke at være af betydning for lovændringen.   

På denne baggrund fastholdes anbringendet om, at sagsøgtes holdning er eksisterende ret, også inden lovændringen per 1. juli 2023.   

4. Konklusion  

Der er tale om en aftale omfattet af Kreditaftaleloven og sagsøger er derfor berettiget til at gøre sine indsigelser gældende også overfor Denti.

Da sagsøger ubestridt ikke har modtaget de lovede ydelser, har sagsøger ret til refusion af de betalte beløb i sin helhed.”

Denti.dk har i sit sammenfattende processkrift anført følgende:

 3 ANBRINGENDER

3.1 Aftalen mellem sagsøger og sagsøgte er ikke omfattet af kreditaftale-loven

Sagsøger har i stævningen gjort gældende, at sagsøgers betalingsaftale med Denti er en såkaldt tilknyttet kreditaftale, jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 14. Henvisningen til kreditaftalelovens definition af en tilknyttet kreditaf-tale skal formentligt forstås således, at sagsøger er af den opfattelse, at sagsøger i medfør af kreditaftalelovens § 20 kan gøre et mangelskrav gæl-dende over for Denti som følge af, at Smily på grund af konkursen ikke har leveret det købte behandlingsforløb. Andet steds i skriftvekslingen har sagsøger gjort gældende, at der skulle være tale om et såkaldt oprindeligt trepartsforhold.

Den betalingsaftale, som sagsøger har indgået med Denti, er imidlertid ikke omfattet af kreditaftaleloven, da der som nævnt ovenfor er tale om en "køb-nu-betal-senere" ordning, hvor der ikke er knyttet hverken renter, ge-byrer eller andre former for omkostninger til den kredit, som Denti yder sagsøger.   

Det fremgår således direkte af den version af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1 (lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. august 2019 om kreditaftaler), som

9

var gældende den 25. januar 2023, hvor betalingsaftalen blev indgået, at loven ikke finder anvendelse på "kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden omkostninger".   

Den 1. juli 2023 trådte en ændring af kreditaftaleloven i kraft, som indebæ-rer, at "køb-nu-betal-senere"-ordninger, der indgås aftale om efter lovens ikrafttræden, for fremtiden omfattes af kreditaftaleloven. Følgende frem-går i den forbindelse af pkt. 2.2 i de almindelige bemærkninger til lovfor-slaget (lovforslag nr. 58 af 15. marts 2023):   

"2.2.1. Gældende ret   

Det fremgår af § 3, stk. 1, nr. 1, i kreditaftaleloven, at loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger. (…)   Det fremgår af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. Folketing-stidende 2009-10, A, L 91 som fremsat, side 47, at undtagelsen kun finder anven-delse, hvis der ikke skal betales nogen form for oprettelsesomkostninger, løbende omkostninger eller rente. Det har ikke betydning, om omkostningerne skal betales til kreditgiveren eller til tredjemand. Undtagelsen finder anvendelse, selvom der ved misligholdelse tilskrives renter og gebyrer efter renteloven. (…)   

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning   

Der er gennem de senere år sket en stigning i antallet af virksomheder, der udby-der rente- og omkostningsfrie kreditter – også kaldet ”Køb-nu-betal-senere” . Denne metode gør det muligt for forbrugeren at udskyde eller opdele betalingen ved hjælp af en afbetalingsordning. Det foregår ofte ved, at forbrugeren ved køb af en vare på f.eks. en hjemmeside kan vælge at dele betalingen op ved hjælp af en fi-nansieringsløsning, der ydes af tredjepart.   

Rente- og omkostningsfrie kreditter er i dag undtaget fra kreditaftalelovens anven-delsesområde. Det vil sige, at udbydere af denne type kreditter ikke er forpligtede til at overholde eksempelvis lovens oplysningspligter eller kravet om, at der skal foretages en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren, inden aftalen indgås. Her-udover har forbrugeren ikke de rettigheder, der følger af kreditaftaleloven som f.eks. fortrydelsesret og ret til førtidig indfrielse."   

Forud for den seneste lovændring var "køb-nu-betal-senere"-ordninger så-ledes ikke er omfattet af kreditaftaleloven under forudsætning af, at der ikke skal betales nogen form for oprettelsesomkostninger, løbende om-kostninger eller rente, hvilket netop er tilfældet med Dentis rente- og ge-byrfrie betalingsordning.   

Det fremgår således klart af såvel kreditgodkendelses- og betalingsflowet, jf. bilag E, den bekræftelsesmail, som sagsøger modtog efter at være blevet kreditgodkendt, jf. bilag 1, samt af selve bekræftelsen af aftalen, jf. bilag 1, og de almindelige betingelser knyttet til aftalen, jf. bilag 2, at der ikke er nogen form for kreditomkostninger forbundet med aftalen. Derfor er de

10

samlede kreditomkostninger også angivet til 0 kr., jf. bilag 1, ligesom ÅOP er sat til 0 %.   

Der er heller ikke tale om, at sagsøger på anden vis har betalt for kreditten gennem produktets pris, idet sagsøger havde valget mellem at betale hele beløbet med kortbetaling eller at betale i rater via Dentis betalingsordning til præcis samme pris, jf. bilag A, hvilket også stod klart for sagsøger, da hun valgte at betale via Dentis betalingsordning.   

Dentis indtægter i forbindelse med den rente- og gebyrfrie betalingsord-ning udgøres dermed alene af den kommission, som Smily har betalt Denti, og som Smily har valgt at afholde, uden at omkostningen er blevet lagt over på kunden.

Det fremgår samtidig af § 3, stk. 2, i ændringsloven til kreditaftaleloven (lov nr. 479 af 12. maj 2023), at den nye lov ikke finder anvendelse for kre-ditaftaler, der er indgået før lovens ikrafttræden. For sådanne kreditaftaler finder de hidtil gældende regler anvendelse.   

Den betalingsaftale, som sagsøger indgik med Denti den 25. januar 2023, er derfor utvivlsomt ikke omfattet af kreditaftaleloven, herunder bestem-melsen i lovens § 20.   

Det skal for god ordens skyld også bemærkes, at sagsøger heller ikke på andet grundlag kan gøre krav gældende imod Denti.

3.2 Det afgørende er om kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostnin-ger   

Under skriftvekslingen har sagsøger gjort gældende, at selve det forhold, at Smily betalte en kommission til Denti, skulle indebære, at den kredit som Denti har ydet sagsøger, ikke kan anses for at være ydet rentefrit og uden omkostninger, jf. 3, stk. 1, nr. 1, i den version af kreditaftaleloven, der var gældende på aftaletidspunktet.

Sagsøger har endvidere gjort gældende, at den naturlige omstændighed, at der for Denti er omkostninger forbundet med at stille kreditten til rådig-hed for kunderne - i form af finansielle udgifter og andre driftsudgifter

- indebærer, at kreditten ikke kan anses for at være ydet rentefrit og uden omkostninger.

Ud fra en ren sproglig forståelse af § 3, stk. 1, nr. 1, står det imidlertid klart, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse, hvis kreditten ydes ren-tefrit og uden omkostninger.

11

Denne sproglige forståelse understøttes desuden af forarbejderne til § 3, stk. 1, nr. 1, jf. lovforslag nr. 91 af 16. december 2009:

"Undtagelsen finder kun anvendelse, hvis der ikke skal betales nogen form for op-

rettelsesomkostninger, løbende omkostninger eller rente." (vores understregning)

Spørgsmålet er således alene, om forbrugeren skal betale nogen form for omkostninger som modydelse for den kredit, der ydes af kreditgiveren.

Hvorvidt sælgeren - i dette tilfælde Smily - betaler for, at kreditgiveren stiller en rente- og gebyrfri ydelse til rådighed for sælgerens kunder æn-drer ikke på, at selve kreditten er ydet uden omkostninger, da Smilys omkostning til Denti ikke har medført en højere pris for behandlingsforlø-bet, end hvis sagsøger havde valgt at betale kontant, jf. bilag A.

På samme måde har det ikke indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt kre-ditten ydes rentefrit og uden omkostninger, at der for kreditgiveren er om-kostningerne forbundet med at stille kreditten til rådighed. Det er også klart, at hvis selve det forhold, at der var driftsudgifter forbun-det med at yde en kredit (hvad enten denne ydes af sælgeren selv eller af tredjemand) betød, at kreditten ikke skulle anses for at være ydet rentefrit og uden andre omkostninger, ville den daværende undtagelse være helt overflødig, da en kredit i så fald aldrig ville kunne ydes rentefrit og uden omkostninger.

3.3 Ændringen af kreditaftaleloven udgør ikke en kodificering af gæl-dende ret

I sit sammenfattende processkrift har sagsøger også højst overraskende gjort gældende, at den ændring af kreditaftaleloven, som trådte i kraft den 1. juli 2023, og som indebar, at de såkaldte "køb-nu-betal-senere" ordnin-ger blev omfattet af loven, blot var udtryk for en kodificering af en alle-rede eksisterende retstilstand.

Dette synspunkt har imidlertid ingen støtte i forarbejderne til ændringslo-ven (eller noget andet sted). Tværtimod fremgår det helt eksplicit, at man med denne lovændring fremadrettet ønskede at regulere de "køb-nu-betal-senere"-ordninger, som forud for lovændringen var omfattet af undtagel-sen i lovens § 3, stk. 3, nr. 1, jf. eksempelvis det uddrag fra de almindelige bemærkninger, der er citeret under pkt. 3.1 ovenfor.

Hvis denne ændring af kreditaftaleloven blot var udtryk for en kodifice-ring af gældende ret, ville det desuden betyde, at samtlige udbydere af

12

"køb-nu-betal-senere"-ordninger i Danmark, herunder Nordea Finans, Ekspres Bank, Resurs Bank, Santander Consumer Bank, Ikano Bank, SparXpres, Anyday, ViaBill, osv., helt konsekvent og igennem en lang år-række skulle har ydet ulovlige lån til forbrugere i strid med kreditaftale-lovens regler, herunder lovens oplysningskrav og kravet om kreditvær-dighedsvurdering, uden at Finanstilsynet på noget tidspunkt har grebet ind.   

Dette er helt åbenlyst ikke tilfældet.”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Denti.dk har under hovedforhandlingen anført, at Sagsøger ikke kan gøre krav på renter af sit krav, da der ikke på sagsportalen er nedlagt kor-rekt påstand herom.   

Rettens begrundelse og resultat

Retten lægger til grund, at Sagsøger den 25. januar 2023 i forbin-delse med et onlinekøb af en tandbehandling hos selskabets Smily ApS blev stillet overfor muligheden for at købe tandbehandlingen kontant til 20.796 kr. eller at indgå en rente- og gebyrfri betalingsaftale på samme beløb hos Smily ApS’s samarbejdspartner Denti.dk. Sagsøger blev via Smily ApS’s hjemmeside sendt videre til Denti.dks hjemmeside, hvor hun i løbet af få minut-ter indgik betalingsaftalen. Det er ubestridt, at Sagsøger ikke skulle betale etableringsomkostninger, renter eller andet direkte til Denti.dk som følge af betalingsaftalen.   

Det fremgår af sagen, at Denti.dk den følgende dag udbetalte 18.432,28 kr. til Smily ApS svarende til 88,63 % af det lån, som Sagsøger var bevil-get. De resterende 2.363,72 kr. svarende til 11,37 % udgjorde Denti.dks sædvan-lige kommission for at tilbyde Smily ApS’s kunder finansiering.   

Retten lægger desuden til grund, at Sagsøger aldrig modtog den bestilte tandbehandling, da Smily ApS forinden gik konkurs. Sagsøger fortsatte sine afbetalinger til Denti.dk under protest, og Sagsøger har betalt sidste afdrag på gælden. Sagsøger har efter det oply-ste ikke opnået dækning for sit krav i Smily ApS’s konkursbo.   

Af dagældende kreditaftalelov fulgte, at en kreditaftale ikke var omfattet af kre-ditaftaleloven, såfremt kreditten var ydet rentefrit og uden andre omkostninger, jf. lovens § 3, stk. 1. nr. 1.   

13

Af forarbejderne til dagældende kreditaftalelovs § 3, stk. 1, nr. 1, jf. lovforslag nr. 91 af 16. december 2009, fremgår følgende:   

”Den foreslåede § 3, stk. 1, opregner en række kreditaftaler, som loven ikke finder anvendelse på, selv om de måtte være omfattet af definitionen af en kreditaftale i den foreslåede § 4, nr. 1.   

Stk. 1, nr. 1, omfatter kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Der er tale om en delvis videreførelse af den gæl-dende § 3, stk. 3, nr. 2, i kreditaftaleloven, hvorefter det dog kun er lovens kapitel 2, som ikke finder anvendelse på den pågældende type kreditafta-ler. Undtagelsen finder kun anvendelse, hvis der ikke skal betales nogen form for oprettelsesomkostninger, løbende omkostninger eller rente. Det har ikke betydning, om omkostningerne skal betales til kreditgiveren eller til tredjemand.”    

Uanset, at den kontante pris for tandbehandlingen og prisen ved betalingsafta-len med Denti.dk overfor Sagsøger fremstod som identisk, finder retten, at Denti.dk som kreditgiver ikke har godtgjort, at betalingsaftalen reelt var uden omkostninger for Sagsøger. Retten har herved lagt vægt på, at 11,37 % af de penge, som Sagsøger skulle betale, udgjorde Denti.dks betaling for at tilbyde finansiering. Som følge heraf finder retten, at der er tale om et oprindeligt trepartsforhold, og at kreditaftalen mellem Sagsøger og Denti.dk var omfattet af dagældende kreditaftalelov.   

Retten finder herefter, at Sagsøger kan gøre sine indsigelser efter dagældende kreditaftaleloven gældende overfor Denti.dk. Da Sagsøger aldrig modtog den betalte tandbehandling, og da hun ikke har opnået dækning for nogen del af sit krav i Smily ApS’s konkursbo, finder retten, at Sagsøger har ret til tilbagebetaling af den fulde købspris på 20.796 kr. fra Denti.dk.   

Efter Sagsøgers advokat indtrådte i sagen, blev påstanden ændret ved processkrift af 26. januar 2024 således, at påstanden var ledsaget af proces-rentekrav fra sagens anlæg. Retten finder, at dette sædvanlige rentekrav, som ikke har mødt materiel indsigelse fra modparten, kan tages til følge.   

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 15.000 kr. inklusive moms, og af retsafgift med 750 kr. i alt 15.750 kr. Sagsøger er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:  

14

CMC Finans ApS (Denti.dk) tilpligtes at betale Sagsøger 20.796 kr. med tillæg af procesrente af sagens anlæg.

CMC Finans ApS (Denti.dk) skal til Sagsøger betale sagsomkost-ninger med 15.750 kr.   

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

2

Publiceret til portalen d. 02-04-2024 kl. 12:00

Modtagere: Sagsøger, Advokat (L) Emil Munch Jurcenoks, Anden partsrepræsentant Advokat Philip Martin Graff, Sagsøgte Denti.dk

Oplysning om appel

2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 904/25
Rettens sags nr.: BS-19060/2024-OLR
Afsluttet
1. instansRetten i LyngbyLYN
DDB sags nr.: 903/25
Rettens sags nr.: BS-23463/2023-LYN
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Ja
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb
20.796 kr.