Dom
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 15. januar 2025
Sag BS-8312/2023-OLR
(17. afdeling)
Alm. Brand Forsikring A/S
(advokat Christina Neugebauer)
mod
Ankestyrelsen
Biintervenient til støtte for Ankestyrelsen:
Biintervenient
(advokat Laura Tholstrup)
Københavns Byret har den 2. februar 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS-10896/2020-KBH).
Landsdommerne Tine Vuust, Uffe Sørensen og Jesper Kirstein (kst.) har delta-get i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanten, Alm. Brand Forsikring A/S, har gentaget sin påstand for byretten om, at Ankestyrelsen skal anerkende, at Biintervenients erhvervsevnetab som følge af den anerkendte arbejdsskade den 15. marts 2011 er mindre end 15 %.
Endvidere har forsikringsselskabet nedlagt påstand om, at Biintervenient som biintervenient ikke skal tillægges sagsomkostninger for byretten eller landsretten.
Indstævnte, Ankestyrelsen, har påstået stadfæstelse, subsidiært hjemvisning.
Biintervenient har udtalt sig til støtte for Ankestyrelsens påstand og har tillige nedlagt påstand om, at han tillægges sagsomkostninger.
Supplerende sagsfremstilling
Alm. Brand har under ankesagens forberedelse anmodet Arbejdsmarkedets Er-hvervssikring om at genoptage afgørelsen af 23. februar 2012 om anerkendelse af Biintervenients arbejdsskade. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf den 30. oktober 2024 afgørelse om afslag herpå, hvilket forsikringsselskabet den 6. november 2024 har klaget over til Ankestyrelsen.
Alm. Brand har under hovedforhandlingen i landsretten meddelt, at forsik-ringsselskabet ikke bestrider, at Biintervenients samlede erhvervsevnetab udgør 25 %.
Anbringender
Alm. Brand Forsikring A/S har i sit påstandsdokument for landsretten anført følgende:
”6. ANBRINGENDER
6.1 Overordnet
Det gøres gældende, at Ankestyrelsens afgørelse af 7. maj 2019 […], hvor-ved skadelidtes erhvervsevnetab blev fastsat til 25 % fra den 1. november 2017, skal tilsidesættes, fordi den lider af en retlig mangel og flere væsent-lige sagsbehandlingsfejl, som både hver for sig og i forening indebærer, at der er grundlag for at tilsidesætte afgørelsen, og fordi der i øvrigt er til-strækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skøn.
For det først (årsagssammenhæng) er der ikke bevis for vedvarende skade.
For det andet (erhvervsevnetab, hvis vedvarende méngivende skade) er der, hvis der er bevis for vedvarende skade, ikke bevis for at den aner-kendte skade har påført skadelidt et erhvervsevnetab på 15 % eller der-over, og derfor er der ikke anledning til at anvende ASL § 12, jf.
U.2004.2935H.
6.2 Årsagssammenhæng
I denne sag angår den beskrevne forskel i Retslægerådets og Ankestyrel-sens vurdering af årsagssammenhængen hovedsageligt spørgsmål af læ-gefaglig karakter, og derfor skal Retslægerådets vurdering lægges til grund.
3
Ankestyrelsens afgørelse af 7. maj 2019 […], hvorved skadelidtes erhverv-sevnetab blev fastsat til 25 % fra den 1. november 2017, hviler på en forud-sætning om at der (1) er vedvarende skade, der
(2) har forårsaget et tab af erhvervsevne.
Når den første forudsætning svigter, må det lægges til grund, at arbejds-skadesikringslovens betingelse om årsagsforbindelse ikke er opfyldt, og at Ankestyrelsens afgørelse af 7. maj 2019 derfor er uhjemlet.
Udgangspunktet er herefter, at Ankestyrelsens afgørelse er ugyldig efter forvaltningsrettens almindelige regler.
Udgangspunktet kan fraviges, når særlige omstændigheder gør det på-krævet. Der foreligger ikke sådanne særlige omstændigheder i det forelig-gende tilfælde.
Det bemærkes herved, at det ikke er konsekvens af afgørelsens ugyldig-hed, at der skal ske tilbagebetaling af de løbende ydelser, som er udbetalt til skadelidte, men alene at han er afskåret fra at modtage den yderligere kapitalerstatning på 25 % efter arbejdsskadesikringsloven som følge af hændelsen.
Af Retslægerådets svar må udledes, at der i bedste fald har været tale om forbigående behandlingskrævende symptomer, og at de vedvarende symptomer ikke med overvejende sandsynlighed er forårsaget af hændel-sen på arbejdspladsen, jf. Retslægerådets svar på spørgsmålene 6 og 8. Det understøttes af indholdet af de lægelige bilag i sagen.
6.3 Erhvervsevnetab, hvis vedvarende méngivende skade - skadelidtes jobskifte
Appellanten gør gældende, at det ikke er dokumenteret, at skadelidte som følge af arbejdsskaden er afskåret fra at arbejde på ordinære vilkår og fuld tid som folkeskolelærer.
Appellanten gør gældende, at det ikke er dokumenteret, at skadelidte som følge af arbejdsskaden var afskåret fra at arbejde på fuld tid som folkesko-lelærer.
Der er i det tilvejebragte grundlag for afgørelsen […] ikke støtte for, at skadelidtes overgang til et arbejde på nedsat tid som lærer var begrundet i arbejdsskadens følger, og at skadelidte ikke kunne påtage sig at arbejde i flere timer.
Allerede fordi Ankestyrelsens egne lægekonsulenter er uenige, kan det ik-ke anses for bevist med overvejende grad af sandsynlighed, at skadelidtes overgang til et arbejde på nedsat tid som lærer var begrundet i arbejds-skadens følger, og at skadelidte ikke kunne påtage sig at arbejde i flere ti-mer.
Det er ikke dokumenteret, at skadelidte var afskåret fra at arbejde på fuld tid som folkeskolelærer med arbejdsskaden.
4
Skadelidtes egen subjektive opfattelse påviser ikke, at han har pådraget sig et erhvervsevnetab på mindst 15 %.
Der er ikke sket relevant og reel afprøvning. Arbejdsgivers udsagn er in-tetsigende. Det er heller ikke oplyst, hvad arbejdsgiver (kommunen) ville kunne have gjort, så skadelidte kunne arbejde fuld tid. Hertil kommer, at det af skadelidtes egen lægejournal fremgår, at skadelidte allerede inden arbejdsskaden havde bl.a. lændeproblemer.
Ankestyrelsen burde have søgt sagen yderligere oplyst, jf. herved f.eks. Ankestyrelsens principafgørelse 6-07. Ankestyrelsen burde således have belyst – langt bedre - hvorvidt skadens begrænsede følger i relation til ar-bejdet som folkeskolelærer kunne begrunde et erhvervsevnetab.
Dette ikke mindst fordi Vidne 2 udtalte,
at arbejdsskaden medfører ”Rygskåne erhverv” ,
at skadelidte med overvejende sandsynlighed ville have fået funktions-begrænsninger inden for kortere tid, selvom arbejdsskaden ikke var sket, og
at skadelidte med sine funktionsbegrænsninger var i stand til at vareta-ge en stilling som folkeskolelærer på fuld tid (UT mener jeg ikke be-grunder nedsat arbejdstid, når der tages hensyn til rygskånefunktion),
at skadelidte, efter hans vurdering, kunne arbejde fuld tid med de an-givne gener/funktionsbegrænsninger,
at skadelidtes forudbestående gener i form af smerter i lænderyggen ville være blevet funktionsbegrænsende uden arbejdsskadens indtræ-den på grund af Scheuermann og daglig store belastning af ryggen og
at hvis (om) skadelidte har rygskåneerhverv mente han ikke, erhverv-sevnen var nedsat.
Vidne 2 vedstod i forbindelse med sin forklaring for by-retten den vurdering, som han havde givet Ankestyrelsen under sagens administrative behandling.
Herudover forklarede Vidne 2 blandt andet:
”(…) På spørgsmål 5 vedrørende muligheden for, at skadelidtes forud-gående gener ville være blevet funktionsbegrænsende uden arbejds-skadens indtræden, svarede han, at ryggen belastes af stor vægt. Scheu-ermann giver endvidere forandringer, der tiltager med alderen. Inden skaden vidste man ikke, at skadelidte havde Scheuermann. Man fandt det først ved udredningen i forbindelse med skaden. Scheuermann er aldersbetinget og ikke forårsaget af ulykken. Der ville være kommet begrænsninger uafhængigt af arbejdsskaden. Skadelidte havde haft overvægt og Scheuermann i lang tid. Han kan ikke sige, hvornår skade-lidte ville få gener af dette. Fra tid til anden havde der været smerter i ryggen. Efter ulykken kom der daglige rygsmerter (…)”
5
Skadelidte har været ekstremt overvægtig i mange år op til hændelsen den 15. marts 2011, hvilket også forud for denne hændelse førte til helbreds-mæssige gener fra knæ og ryg. Det kan således lægges til grund, at skade-lidte havde rygproblemer forud for hændelsen den 15. marts 2011, hvilke – udover ekstrem overvægt – tillige må anses som værende begrundet i den konstaterede svære ryglidelse (Morbus Scheuermann).
Disse omstændigheder udgør en væsentlig sagsbehandlingsfejl som inde-bærer, at der er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse.
Det gøres på denne baggrund gældende, at Ankestyrelsens afgørelse skal tilsidesættes, idet Ankestyrelsen ikke har påvist, at skadelidte har et er-hvervsevnetab på mindst 15 % som følge af arbejdsskadens følger.”
Ankestyrelsen har i sit påstandsdokument for landsretten anført følgende:
”Anbringender
Til støtte for påstanden om stadfæstelse gør Ankestyrelsen overordnet
gældende, at Alm. Brand ikke har godtgjort det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af 7. maj 2019 […].
Ankestyrelsen har gennem behandlingen af et stort antal sager en særlig erfaring i at bedømme, om arbejdsskadesikringslovens betingelser er op-fyldt, herunder at foretage de nødvendige bevisvurderinger af skønsmæs-sig karakter. Derfor skal der ifølge Højesterets praksis foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse.
--oo0oo--
Ankestyrelsen bemærker, at det skal lægges til grund, at Biintervenient har fået anerkendt en rygskade som arbejdsskade efter arbejdsska-desikringslovens § 6 og som følge af arbejdsskaden har pådraget sig et va-rigt mén efter § 18. Der henvises til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 23. februar 2012 […], der ikke er en del af prøvelsesgrundla-get, og som ikke har været påklaget til Ankestyrelsen.
Det bemærkes i den sammenhæng, at domstolenes prøvelsesadgang efter grundlovens § 63 er begrænset til at vedrøre konkrete forvaltningsafgørel-sers lovlighed. Prøvelsesgrundlaget i nærværende sag er således allerede af denne årsag begrænset til at prøve, om der er grundlag for at tilsidesæt-te Ankestyrelsens afgørelse af 7. maj 2019 om erhvervsevnetab.
Ankestyrelsen henviser til U.2000.179H, hvori Højesteret vurderede, at ret-te sagsøgte var den myndighed, som havde truffet den afgørelse, som var til rettens prøvelse. Det følger desuden af almindelige principper om prø-velse af forvaltningsafgørelser, at forhold, som myndigheden ikke forin-den har taget stilling til, ikke kan gøres til genstand for prøvelse under en retssag, jf. eksempelvis U.2010.2952H.
--oo0oo--
6
Som anført bør det – ligesom i sagen for byretten og i overensstemmelse med den for byrettens fremsatte proceserklæring, jf. byrettens dom, s. 31 – lægges til grund, at Biintervenients påviste erhvervsevnetab (uanset årsag) skal fastsættes til 25 procent, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17.
Efter arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2 skal et påvist tab af erhverv-sevne eller varigt mén anses som en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Det følger blandt andet af U.2004.1450H og U.2010.2821H, at det påhviler et arbejdsskadeforsikrings-selskab – konkret, Alm. Brand - at afkræfte formodningen for årsagsfor-bindelse.
--oo0oo--
Sagen har været forelagt for Retslægerådet, der har afgivet to udtalelser. Vurderingen af sagens lægelige spørgsmål tager såedes udgangspunkt i Retslægerådets udtalelser, der har forrang for andre lægers vurderinger ved uenighed om lægefaglige spørgsmål, jf. U.2011.1985H.
Det påhviler Alm. Brand at føre bevis for, at Biintervenients forudbe-stående gener fra ryggen og hans overvægt, som ikke var erhvervshin-drende på tidspunktet for arbejdsskaden, med overvejende sandsynlighed ville have udviklet sig og påvirket erhvervsevnen og have resulteret i et erhvervsevnetab inden for nærmere fremtid, selv om arbejdsskaden ikke var sket, jf. bl.a. U.2010.2821H.
Alm. Brand har ikke løftet denne bevisbyrde.
Ankestyrelsen gør gældende, at Ankestyrelsen med rette har vurderet, at der ikke er grundlag for at foretage fradrag i erstatningen for tab af er-hvervsevne. Ankestyrelsen har i den forbindelse med rette lagt vægt på, at der i sagens akter ikke er beskrevet erhvervsbegrænsende ryggener i peri-oden forud for arbejdsskaden den 15. marts 2011.
Denne vurdering støttes af Retslægerådets svar på spørgsmålene 1, 2 og A, af hvilke det fremgår, at der ikke forud for arbejdsskaden var rygsmerter af betydning. Retslægerådet udtaler, at der en enkelt gang - fire år forud for arbejdsskaden - var en henvendelse til egen læge vedrørende rygsmer-ter. Henvendelsen til lægen medførte ikke yderligere udredning. Der er herefter først oplysninger om rygsmerter efter arbejdsskaden.
Det kan derfor lægges til grund, at der i årene forud for arbejdsskaden ik-ke var ryggener af betydning, og at der derfor heller ikke var tale om er-hvervshindrende ryggener. Dette støttes af lægejournalen, hvoraf fremgår, at der i årene op til arbejdsskaden ikke er udskrevet smertestillende medi-cin […].
Ankestyrelsen har derfor med rette vurderet, at der ikke er grundlag for at foretage fradrag i Biintervenients erhvervsevnetabserstat-ning for konkurrerende helbredsforhold i form af Morbus Scheuermann og overvægt, jf. arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2.
7
Ankestyrelsen gør også gældende, at Ankestyrelsen med rette har vurde-ret, at der ikke er grundlag for at foretage fradrag ud fra en prognose, jf. arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, da overvejende sandsynlighed ik-ke taler for, at Biintervenients overvægt eller Morbus Scheuermann ville have medført erhvervsbegrænsende ryggener inden for det samme tidsrum og i samme omfang som arbejdsskaden, selvom ar-bejdsskaden den 15. marts 2011 ikke var sket.
Dette støttes af Retslægerådets svar på spørgsmål 2, hvoraf fremgår, at Retslægerådet for det første ikke svarer på, om Biintervenient led af en svær, moderat eller let Morbus Scheuermann og for det an-det udtaler, at der generelt ikke er en entydig sammenhæng mellem bil-leddiagnostiske fund af den nævnte karakter, herunder sværhedsgraden heraf, og symptomer. Hertil nævner Retslægerådet, at der i aktuelle sag ikke var beskrevet rygsymptomer hos Biintervenient før ulykkestilfældet den 15. marts 2011 fraset en omtale i 2007.
Som svar på spørgsmål 3 udtaler Retslægerådet, at overvægt generelt øger risikoen for ryglidelser. Retslægerådet har dog i svaret på spørgsmål 4 op-lyst, at rådet ikke ser sig i stand til at svare på, om der i Biintervenients situation ville være indtrådt ryggener på grund af overvægt eller Morbus Scheuermann i samme omfang, hvis arbejdsskaden ikke var sket.
Retslægerådet udtaler i sin besvarelse af spørgsmål 8, at ulykkestilfældet den 15. marts 2011 medførte muskelømhed øverst i lænden af forventet forbigående karakter (over 50% sandsynlighed), og at Biintervenient på grund af Morbus
Scheuerman og svær overvægt var disponeret for rygsmerter, som kunne bidrage til de fortsatte rygsmerter som senest beskrevet.
Retslægerådet finder således, at de initiale gener i ryggen skal tilskrives arbejdsskaden, og at de vedvarende gener kan have en forklaring i Biintervenients Morbus Scheuerman og overvægt, som dispone-rer for rygsmerter, men Retslægerådet har ikke udtalt, at ryggenerne ville være opstået uden arbejdsskaden, hvorfor Ankestyrelsen gør gældende, at de samlede ryggener derfor skal henføres til arbejdsskaden, jf.
U2010.168H.
Ankestyrelsen har derfor med rette vurderet, at der ikke er grundlag for at foretage fradrag i erstatningen for tab af erhvervsevne, og at hele tabet af erhvervsvene skal tilskrives arbejdsskaden.
Alm. Brand har ikke godtgjort det fornødne sikre grundlag for at tilside-sætte Ankestyrelsens afgørelse. Det er med andre ord ikke godtgjort, at andre forhold end arbejdsskaden, ville have medført funktionsbegræns-ninger i samme omfang, og på nogenlunde samme tidspunkt, uafhængigt af arbejdsskaden.
Alm. Brand Forsikring har således ikke under sagen og med Retslægerå-dets udtalelser løftet denne bevisbyrde.
8
Byrettens dom skal derfor stadfæstes.
--oo0oo--
Til støtte for Ankestyrelsens påstand om hjemvisning, gør Ankestyrelsen
gældende, at sagen kan hjemvises til fornyet behandling, såfremt retten ikke finder grundlag for at give Ankestyrelsen medhold i Ankestyrelsens påstand om stadfæstelse men ej heller finder grundlag for at give Alm. Brand medhold i den nedlagte påstand.
Sagen kan herunder hjemvises, såfremt retten tillader anbringenderne om utilstrækkelig sagsoplysning i relation til fastsættelsen af det samlede er-hvervsevnetab, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17 og herefter finder, at sagen bør oplyses yderligere. Ankestyrelsen vil herefter kunne træffe en ny afgørelse om erhvervsevnetabet.
Ankestyrelsen bemærker dog, at domstolene som udgangspunkt skal træffe afgørelse og ikke hjemvise til fornyet behandling ved myndighe-derne, jf. også U.2000.645H.”
Parterne og biintervenienten har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Landsrettens begrundelse og resultat
Sagen angår prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse af 7. maj 2019, hvor Biintervenients erhvervsevnetab som følge af en anerkendt arbejdsskade blev fast-sat til 25 %.
Alm. Brand Forsikring A/S har under hovedforhandlingen i landsretten med-delt, at forsikringsselskabet ikke bestrider, at Biintervenients samlede er-hvervsevnetab udgør 25 %. Herefter og henset til de i øvrigt foreliggende op-lysninger finder landsretten, at der ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrel-sens afgørelse efter bestemmelserne i arbejdsskadesikringslovens § 17.
Formodningsreglen i arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, indebærer, at er-hvervsevnetabet i det hele skal anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre det efter en konkret bevisbedømmelse vurderes, at overvejende sandsynlighed taler for, at erhvervsevnetabet helt eller delvis må anses for at være en følge af andet end arbejdsskaden.
Ankestyrelsen har i afgørelsen af 7. maj 2019 vurderet, at der ikke er grundlag for at foretage fradrag i Biintervenients erstatning, da det efter en lægelig vurdering ikke er overvejende sandsynligt, at hans symptomer ville være indt-rådt, såfremt arbejdsskaden ikke var sket.
Forsikringsselskabet har herefter bevisbyrden for, at der er grundlag for at fore-tage fradrag i erstatningen, jf. § 12, stk. 2.
9
Det fremgår af Retslægerådets svar på spørgsmål 1, at forudbestående rygsmer-ter er omtalt én gang i egen læges journal i september 2007, uden at det afsted-kom udredning, og at rygsmerter herefter kun er omtalt efter det aktuelle ulyk-kestilfælde den 15. marts 2011.
Som svar på spørgsmål 4 om, hvorvidt det er overvejende sandsynligt, at Biintervenient uanset arbejdsskaden den 15. marts 2011 ville have udviklet rygsmerter mv. som følge af svær overvægt og/eller Morbus Scheuermann, har Retslægerådet udtalt, at spørgsmålet er hypotetisk, og at det ikke lader sig be-svare i det konkrete tilfælde.
Herefter finder landsretten det ikke godtgjort, at Biintervenient uden ar-bejdsskaden med overvejende sandsynlighed ville have udviklet rygsmerter som følge af svær overvægt og Morbus Scheuermann.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af bevisførelsen i øvrigt findes forsikringsselskabet ikke at have tilvejebragt et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse. Det, som forsikringsselskabet i øv-rigt har anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.
Forsikringsselskabets anerkendelsespåstand tages derfor ikke til følge.
Under hensyn til forløbet og omstændighederne i sagen finder landsretten, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at Biintervenient som biintervenient tillægges sagsomkostninger for byretten, jf. retsplejelovens § 252, stk. 4, og betænkning nr. 698/1973, side 102 og 106.
Byrettens dom stadfæstes herefter med den ændring, at forsikringsselskabet ikke skal betale sagsomkostninger til Biintervenient.
Efter sagens udfald skal forsikringsselskabet i sagsomkostninger for landsretten betale 100.000 kr. til Ankestyrelsen til dækning af udgifter til rettergangsfuld-mægtig ekskl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb.
Biintervenient tillægges heller ikke sagsomkostninger for landsretten, idet der ikke findes at foreligge særlige omstændigheder, som taler for dette.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at Alm. Brand Forsikring A/S ikke skal betale sagsomkostninger til Biintervenient.
10
I sagsomkostninger for landsretten skal Alm. Brand Forsikring A/S inden 14 dage betale 100.000 kr. til Ankestyrelsen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 15-01-2025 kl. 10:00
Modtagere: Advokat (H) Christina Neugebauer, Appellant Alm. Brand Forsikring A/S, Advokat (L) Laura Tholstrup, Indstævnte Ankestyrelsen, Indstævnte Biintervenient