Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 1. marts 2021
BS-27379/2020-VLR
(11. afdeling)
HK/Danmark som mandatar for
Sagsøger 1
(advokat Tina Sejr Gad)
mod
S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
(advokat Inge Houe)
og
BS-27388/2020-VLR
(11. afdeling)
HK/Danmark som mandatar for
Sagsøger 2
(advokat Tina Sejr Gad)
mod
S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
(advokat Inge Houe)
Biintervenient:
Tryg Forsikring A/S
(advokat Pia Skotte Winsløw)
2
Landsdommerne Elisabeth Mejnertz, Cecilie Kabel Revsbech og Eva Skov (kst.) har deltaget i sagernes afgørelse.
Sagerne er anlagt ved henholdsvis Retten i Horsens og Retten i Randers den 4. februar 2020. Sagen ved Retten i Randers blev henvist til Retten i Horsens, der ved kendelse af 6. juli 2020 traf afgørelse om sambehandling af de to sager, jf. retsplejelovens § 254, stk. 1, og henviste sagerne til behandling ved landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Sagerne drejer sig om, hvorvidt renter efter arbejdsskadesikringslovens § 26, stk. 3, ved for sen betaling af de skattepligtige erstatningsbeløb, der er tilkendt i henhold til arbejdsskadesikringsloven, skal beregnes af bruttoerstatningsbelø-bene eller af nettobeløbene efter indeholdelse af A-skat.
Civilstyrelsen har den 17. juni 2020 givet Sagsøger 2 fri proces.
Tryg Forsikring A/S er indtrådt i sagerne som biintervenient til støtte for sagsøgte, S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Påstande
Sagsøger 1 har nedlagt påstand om, at S/I Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring skal anerkende, at Sagsøger 1's skattepligtige erhvervsevnetab-serstatning på 429.150,00 kr. skal forrentes fra den 24. december 2015, til beta-ling fandt sted.
Sagsøger 1 har opgjort værdien af sin påstand således:
Renter af bruttobeløbkr. 24.920,65
Fradrag af renter betalt af Tryg Forsikring
den 13/9 2016 (af nettobeløbet)kr. 15.161,00
Differencekr. 9.759,65
Sagsøger 2 har nedlagt påstand om,at S/I Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring skal anerkende, at Sagsøger 2's skattepligtige erhvervsevnetabserstatning på 375.593,00 kr. skal forrentes fra den 26. januar 2016, til betaling fandt sted.
Sagsøger 2 har opgjort værdien af sin påstand således:
Renter af bruttobeløbkr. 17.680,24
Fradrag af renter betalt af Tryg Forsikring
den 13/9 2016 (af nettobeløbet)kr. 7.668,76
3
Differencekr. 10.011,48
S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (herefter AES) har påstået frifindelse i begge sager. AES har ikke haft bemærkninger til opgørelserne af Sagsøger 1's og Sagsøger 2's rentekrav.
Tryg Forsikring A/S (herefter Tryg Forsikring) har støttet AES’ påstande om fri-findelse.
Sagsfremstilling i BS-27379/2020-VLR
Sagsøger 1 var den 17. maj 2013 under sin ansættelse hos Schenker A/S, Aarhus N, udsat for en arbejdsskade. Skaden blev i februar 2015 anerkendt som en ar-bejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven, og det varige mén blev i september 2015 endeligt fastsat til 10%. Sagsøger 1's erhvervsevnetab blev ved afgørelse af 26. november 2015 midlertidigt fastsat til 70%, hvilket Tryg Forsikring indbrag-te for Ankestyrelsen. I september 2016 trak Tryg Forsikring sin klage tilbage. Pr. maj 2017 fastsatte AES erhvervsevnetabsprocenten til 50%, og ved afgørelse i april 2018 blev Sagsøger 1's erhvervsevnetab midlertidigt fastsat til 25% som følge af bevilling af et midlertidigt fleksjob.
Efter AES’ afgørelse af 26. november 2015 udbetalte Tryg Forsikring den 13. september 2016 429.150 kr. i erhvervsevnetabserstatning til Sagsøger 1 med fradrag af A-skat på 167.369,00 kr., svarende til 261.781,00 kr. netto. Samme da-to udbetalte Tryg Forsikring renter af nettobeløbet med 15.161,00 kr.
HK Østjylland stillede ved mail af 14. oktober 2016 spørgsmål vedrørende be-regningen af morarenter af nettobeløbet, og i mail af 18. oktober 2016 fastholdt Tryg Forsikring at der alene skulle betales renter af nettobeløbet. Herefter fulgte en række yderligere mails mellem HK Østjylland og Tryg Forsikring vedrøren-de rentespørgsmålet.
Den 9. marts 2017 skrev Advokat på vegne af HK Danmark til Tryg Forsikring med krav om betaling af renter af de udbetalte bruttobeløb. Den 10. juli 2017 indbragte Tryg Forsikring spørgsmålet for AES.
Advokat stillede ved mail af 26. juli 2017 til AES spørgsmål om, hvorvidt AES har afgørelseskompetence i sagen. Ved mail af 15. februar 2018 til Advokat meddelte AES, at man afventede Ankestyrelsens stillingta-gen til grundlaget for beregning af renter efter § 26, stk. 3, i to andre arbejdsska-desager. I april 2019 indgik HK Danmark som mandatar for Sagsøger 1 og Tryg Forsikring aftale om suspension af forældelse og passivitet. Den 25. oktober 2019 meddelte AES, at man fandt at have den fornødne kompetence til at træffe afgørelse om rentespørgsmåletI forbindelse med Ankestyrelsens afgørelse af de to andre sager om tilsvarende problemstilling traf Ankestyrelsen den 21. okto-
4
ber 2019 principafgørelse 48-19 om Arbejdsskadesikringsloven, udbetaling af erstatning, beregning af renter. AES traf herefter den 19. december 2019 afgørel-se i Sagsøger 1's sag om grundlaget for beregning af renter som følge af for sent udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne. I afgørelsen er anført:
"Renterne i forbindelse med din for sent udbetalte skattepligtige erstatning for tab af erhvervsevne skal opgøres på grundlag af erstatningen efter indeholdelse af skat".
I begrundelsen for afgørelsen er anført:
”…
Efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (tidligere Arbejdsskadestyrelsens) praksis beregnes alene renter af skattepligtige erstatningsbeløb, der udbetales for sent til tilskadekomne, efter indeholdelse af A-skat og efter fratræk af even-tuelt refusionskrav efter arbejdsskadelovens § 29, stk. 1.
Praksis beror på den opfattelse, at tilskadekomne alene har krav på renter efter arbejdsskadelovens § 26, stk. 3 af den del af erstatningen, der faktisk udbetales til tilskadekomne.
Praksis har støtte i en dom afsagt den 23. oktober 2012 af Retten i Glostrup (BS 10B-1104/2007), hvoraf det fremgår, at der alene tilkommer tilskadekomne ren-ter af de tilkendte beløb efter fradrag af A-skat, idet forsikringsselskabet er for-pligtet til at indeholde A-skat og idet A-skattebeløbet tilkommer skattemyndig-hederne og ikke tilskadekomne.
Praksis har endvidere støtte i to principielle afgørelser truffet af Ankestyrelsen i oktober 2019, hvoraf fremgår, at renter ved forsinket udbetaling af skattepligtig erstatning skal opgøres på baggrund af erstatningen efter indeholdelse af skat (netto-princippet). (Ankestyrelsens principafgørelse 48-19).
…”
Sagsfremstilling i BS-27388/2020-VLR
Den 2. november 2011 var Sagsøger 2 under sin ansættelse hos Jysk A/S i Aarhus udsat for en arbejdsskade. Skaden blev i juni 2013 anerkendt som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven, og det varige mén blev i 2015 endeligt fastsat til 20 %. Sagsøger 2's erhvervsevnetab blev midlertidigt fastsat til 50% den 29. december 2015, hvilket efter klage fra Tryg Forsikrings side blev stadfæstet af Ankestyrelsen den 30. juni 2016.
Den 7. april 2016 blev der udbetalt et acontobeløb fra Tryg Forsikring på 52.308,00 kr. Den 13. september 2016 skrev Tryg Forsikring til HK Østjylland
5
om udbetaling af tilgodehavende erstatning med tilbagevirkende kraft og an-førte, at der skulle betales renter af nettobeløbet efter betaling af skat.
Den 15. september 2016 opgjorde Tryg Forsikring Sagsøger 2's tilgodehavende erstatning for erhvervsevnetab efter fradrag af det allerede ud-betalte acontobeløb. Erstatningen udgjorde brutto 375.593,00 kr. med fradrag af A-skat 146.477,00 kr., eller netto 197.205,00 kr., der blev overført til Sagsøger 2's konto den 19. september 2016. Den 15. september 2016 sendte Tryg Forsikring en mail til HK Østjylland med beregning af nettorenter. Det fremgår heraf, at der blev udbetalt nettorenter med i alt 7.668,76 kr. Ved mail af 23. september 2016 bestred HK Østjylland, at rentebeløbet skulle beregnes af nettobeløbet, men Tryg Forsikring fastholdt i mail af 7. oktober 2016, at der i overensstemmelse med selskabets praksis alene skulle betales renter af nettobe-løbet.
Den 9. marts 2017 skrev Advokat på vegne af HK Danmark til Tryg Forsikring med krav om betaling af renter af de udbetalte bruttobeløb. Tryg Forsikring indbragte spørgsmålet for AES, hvor sagen verserede, til der blev truffet afgørelse den 19. december 2019. Af mail af 15. februar 2018 fra AES fremgår, at AES afventede Ankestyrelsens afgørelse i 2 andre sager. I april 2019 indgik HK Danmark som mandatar for Sagsøger 2 og Tryg
Forsikring en aftale om suspension af forældelse og passivitet.
Efter Ankestyrelsens udsendelse af principafgørelse 48-19 den 21. oktober 2019 om Arbejdsskadesikringsloven, udbetaling af erstatning og beregning af renter, meddelte AES den 25. oktober 2019 til HK Østjylland, at man fandt at have den fornødne kompetence til at træffe afgørelse om rentespørgsmålet.
AES traf herefter den 19. december 2019 afgørelse i Sagsøger 2's sag om grundlaget for beregning af renter som følge af for sen udbetalt er-statning for tab af erhvervsevne. Afgørelsen og begrundelsen herfor er ensly-dende med den afgørelse, der blev truffet i sagen mellem Sagsøger 1 og AES.
Forklaringer
Der er ikke afgivet forklaringer under sagen.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres på-standsdokumenter.
HK/Danmark som mandatar for Sagsøger 1 og Sagsøger 2
har i sit påstandsdokument af 11. januar 2021 bl.a. anført:
6
” Til støtte for den nedlagte påstand om, at AES’ afgørelse af 19. december 2019 ikke er korrekt, og derfor skal tilsidesættes, gøres det overordnet gældende, at forrentning af skattepligtige erstatningsbeløb efter arbejdsskadesikringsloven skal ske ved beregning af renter af bruttoerstatningskravet.
Det bestrides, at der er hjemmel til som sket alene at beregne renter af nettoer-statningskravet, og det bestrides, at det har selvstændig juridisk relevans, at vis-se forsikringsselskaber, herunder Tryg Forsikring samt AES har haft en årelang praksis for alene at forrente nettobeløb. En praksis, der iøvrigt ikke er uden undtagelser, jf. bilag 12.
Sagsøgernes synspunkt understøttes af såvel ordlyden af og formålet med ar-bejdsskadesikringslovens § 26, stk. 3 som af praksis og regler i Kildeskatteloven, renteloven, erstatnings- og ansættelsesretten samt af almindelige rimeligheds-betragtninger.
Ordlyd:
Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 26, stk. 3, at erstatnings- og godtgø-relsesbeløb efter stk. 1 skal forrentes, hvis beløbene udbetales senere end 4 (nu 5) uger efter underretningen om beløbets tilkendelse. Beløbet forrentes indtil udbetalingen sker med en årlig rente, der fastsættes efter lov om renter ved for-sinket betaling.
De erstatnings- og godtgørelsesbeløb, der nævnes i § 26, stk. 1 er ”erstatninger og godtgørelsesbeløb efter denne lov” , altså beløb der tilkendes skadelidte efter en arbejdsskade, og som i alle tilfælde er beregnet/fastsat uden hensyntagen til, om erstatningsbeløbet er skattepligtigt eller ej. De erstatningsbeløb, som be-stemmelsen om forrentning relaterer sig til, er således de beløb, der fremgår af afgørelserne, hvilket er bruttobeløb.
Der er intet i hverken den nugældende eller tidligere formuleringer af arbejds-skadesikringslovens § 26, stk. 3 eller rentelovens § 5’s ordlyd, der indikerer, at der ikke skal ske forrentning af det tilkendte (brutto)erstatningsbeløb, men ale-ne den del, der efter skatteindeholdelse kommer til udbetaling (nettobeløbet). Heller ikke ordlyden forud for kildeskattelovens vedtagelse indikerer, at der på daværende tidspunkt var tale om en anden retstilstand end efter kildeskatte-lovens vedtagelse.
Forarbejder:
Problemstillingen synes ikke på noget tidspunkt at have været genstand for nærmere stillingtagen i lovforarbejderne.
7
Formål:
Formålet med arbejdsskadesikringslovens § 26, stk. 3 er at fastsætte en beta-lingsfrist, der ikke gør ankefristen illusorisk og samtidig fastsætte størrelsen af forrentningen ved for sen betaling ved en henvisning til rentelovens § 5, stk. 1 og 2.
Formålet med bestemmelserne i rentelovens § 5 er at fastsætte en morarente/be-taling ved for sen betaling og dermed at kompensere fordringshaver ved for sen betaling. Morarentens højde indeholder en selvstændig tilskyndelse til rettidig betaling. Dette formål taler for, at forrentning skal ske af det samlede bruttobe-løb.
Sagsøgernes synspunkter støttes af såvel skatteretlige, rentemæssige, erstat-ningsretlige og ansættelsesretlige regler og praksis.
Skatteretligt:
I medfør af kildeskatteloven (KSL) er det den enkelte borger, som er skatteplig-tig, jf. KSL § 1: ”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reg-lerne i denne lov påhviler: 1. personer, der har bopæl her i landet …”
Dette betyder, at den enkelte borger har pligt til at aflevere en del af sin løn/ind-tægter til SKAT. Indeholdelsesreglerne ændrer ikke på dette, men er alene ud-tryk for en måde, hvorpå SKAT bedst muligt sikrer sig at modtage skatten. Der er blot tale om en opkrævningsordning.
Tilsvarende fremgår det af KSL’s § 46 ”I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.”
De foreløbige skattebeløb, der tilbageholdes i den løbende ydelser og afregnes til SKAT, udgør ikke den endelige skat, der skal betales af erstatningsbeløbene. Det endelige beløb afhænger af skadelidtes øvrige indtægter, de til enhver tid gældende skatteregler m.v. Nettoforrentning vil derfor betyde, at forrentning af erstatningen bliver vilkårlig, hvis beskatningen ikke passer. Hvis skadelidte ef-terfølgende pålægges betaling af restskat, vil skadelidte skulle betale enten en dag til dag rente på 2 % i henhold til KSL’s § 59, stk. 1 eller et egentligt procent-tillæg på p.t. 4% i henhold til KSL’s § 61, stk. 2. Der er ikke rentefradrag for dis-se renter.
Er der derimod indbetalt for meget skat, så skadelidte får overskydende skat til-bage, sker der p.t. ikke forrentning heraf, idet rentesatsen herfor er 0%.
8
Yderligere vil en skadelidt, der beder om genoptagelse af tidligere års skattean-sættelser, fordi en erstatning tilkendes så langt tilbage i tid, at vedkommende i året for udbetalingen kommer over grænsen for topskat, blive pålagt en ”straf-rente” for sen beskatning af de bruttobeløb, der kan henføres til tidligere skatte-år.
Det vil derfor være skadelidte, der bærer hele risikoen – herunder den økono-miske - for, at den foreløbige skat er fejlagtig opgjort, idet skadelidte er den, hvem kildeskatten påhviler, hvorfor det er forkert, når Retten i Glostrup i dom af 23. oktober 2012 i sine præmisser anfører, at ” sagsøgeren på denne baggrund ik-ke er berettiget til renter af et beløb, som ikke tilkommer sagsøgeren” . Skadelidte kan på baggrund af indeholdelsen pådrage sig en betydelig rentebyrde overfor SKAT, hvis den foreløbige indeholdelse ikke er korrekt. Størrelsen af denne ren-tebyrde er direkte afhængig af længden af betalingsfristens overskridelse for den forsinkede betaling.
Rentemæssige aspekter:
Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 379 af 6. juni 2002 (lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v.), at denne lov brød med det oprindeli-ge grundlag for fastsættelse af morarentesatsen. Det blev bl.a. et erklæret ud-gangspunkt, at morarentens højde skulle indeholde en selvstændig tilskyndelse til rettidig betaling.
Det gøres gældende, at morarentens pønale element udhules ved, at der alene betales renter af et nettobeløb og ikke et bruttobeløb, idet der herved ikke sker nogen forrentning af den del af den for sent udbetalte erstatning, der udgør den foreløbige kildeskat.
Erstatningsretligt:
Det må anses for at være bedst stemmende med almindeligt anerkendte erstat-ningsretlige principper, at den skattemæssige behandling af erstatningsydelser er uden betydning, således at det er bruttobeløbet, der skal forrentes, hvilket yderligere støttes af eksempelvis U.1988.858H, hvor Højesteret udtalte, at ”hver-ken bestemmelsens (EAL § 30) ordlyd eller principper for fastsættelse af erstatning fin-des at give grundlag for ved nedsættelse af erstatningen at tage hensyn til, om og i hvil-ket omfang ydelsen er beskattet” .
I U.1998.553H traf Højesteret med henvisning til U.1988.858H afgørelse om, at der ikke var hjemmet til i erstatningen at fradrage AM-bidraget, uagtet at dette beløb ikke skulle betales af erstatningen
9
Indenfor området for erstatningsansvar og udbetaling af ydelser efter erstat-ningsansvarsloven er det ligeledes altid bruttoerstatningskravene, der forrentes, jf. nævnte U 1988.858H. Det gøres gældende, at det forekommer uhensigtsmæs-sigt med en forskellig retstilstand alt efter om erstatningskrav efter arbejdsska-der skal forrentes efter arbejdsskadesikringsloven eller erstatningsansvarsloven.
Ved mellemregning mellem ansvarsforsikringsselskabet og arbejdsskadeforsik-ringsselskabet for midlertidig løbende erstatning af erhvervsevne og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2, er det bruttobeløbet, der modregnes, og det anses da ikke for skattepligtigt, jf. vejle-dende udtalelse fra SKAT af 9. februar 2018 (bilag 15).
Ansættelsesretligt:
På det ansættelsesretlige område består der en langvarig retspraksis for, at krav vedrørende manglende udbetaling af løn, godtgørelser m.v., der ligeledes er a-skattepligtige, forrentes af det påståede bruttobeløb.
Eneste undtagelse hertil er lov om lønmodtagernes garantifond § 2, stk. 1, 2. punktum, hvoraf fremgår, at ” Garantien omfatter dog ikke den del af kravet, som ar-bejdsgiveren skulle have indeholdt i kildeskat eller i forbindelse med lønindeholdelse ef-ter kildeskattelovens § 73.”
Baggrunden herfor er hele formålet med LG-loven, der er at sikre lønmodtage-res akutte lønkrav mv. mod arbejdsgiveren i tilfælde af konkurs, død mv., hvor der ikke er dækning til de privilegerede krav. Formålet med dækningen er, at LG hurtigt kan træde til og foretage udbetaling til lønmodtagere, der kommer i akutte økonomiske vanskeligheder som følge af, at de pludselig står uden deres sædvanlige lønindkomst og sikrer, at lønmodtageren ikke behøver at afvente konkursboets afslutning, hvilket også kan tage mange år.
Med baggrund i, at der for Lønmodtagernes Garantifonds side alene er lov-hjemmel til udbetaling af nettobeløbet, er der tilsvarende alene hjemmel til for-rentning af netto krav.
Udgangspunktet må være, at det kræver hjemmel i loven, hvis det alene skal være det udbetalte nettobeløb, der forrentes.
Rimelighedsbetragtninger:
Sagsøgerens synspunkter støttes yderligere af, at såfremt en tilkendt erstatning ikke betales, og det bliver nødvendigt at anlægge en retssag som følge heraf, vil krav på betaling angå de tilkendte erstatningsbeløb uden fradrag for den skat,
10
der i givet fald skal indeholdes (bruttobeløbene), og derfor vil det også være bruttobeløbet, der kan kræves forrentet efter afsigelse af dom i en retssag.
Uagtet at skadelidte herved opnår forrentning af en del af beløbet, der skal be-tales til SKAT, ville alternativet være, at AES/forsikringsselskabet opnår en ube-rettiget (rente)fordel af at betale den skattepligtige erstatningsydelse for sent.
Samlet set gøres det følgelig gældende, at det er bruttobeløbet, og ikke nettobe-løbet af en skattepligtig erstatningsydelse efter arbejdsskadesikringsloven, der kan kræves forrentet efter lovens § 26, stk. 3, idet der ikke i hverken ordlyd, for-arbejder, formål eller andet steds er hjemmel til som sket, alene at beregne er-statningen af bruttobeløbet, hvilket også støttes af praksis på erstatningsrettens og ansættelsesrettens område.
…”
S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i sit påstandsdokument af 11. janu-ar 2021 bl.a. anført:
”Arbejdsmarkedets Erhvervssikring gør til støtte for den nedlagte frifindelses-påstand overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikrings to afgørelser af 19. december 2019 vedrørende sagsøgerne (bilag 1 i begge sager).
Formålet med renter er – med en gennemsnitlig dækning – at kompensere kre-ditor for det tab, som han lider ved ikke at have fået sit krav opfyldt rettidigt og derved være blevet begrænset i sine økonomiske handlemuligheder. Renter skal således udligne værdiforskellen mellem at få en sum penge til tiden og se-nere.
Det følger af kildeskattelovens § 46, stk. 1, at i forbindelse med enhver udbeta-ling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.
Selv ved rettidig betaling ville sagsøgerne ikke have fået rådighed over det ful-de erstatningsbeløb, men alene over erstatningen efter indeholdelse af skat. De lider derfor alene et rentetab, for så vidt angår nettobeløbet, hvorfor der også kun skal beregnes renter af nettobeløbet.
Det er derfor uden betydning, at skattepligten som sådan påhviler den enkelte borger, jf. den af sagsøgerne påberåbte § 1 i kildeskatteloven.
Endvidere er det ikke korrekt, når sagsøgerne anfører i de respektive stævnin-ger, at renteberegningen, fordi den endelige skat ikke kendes på indeholdelses-tidspunktet, bliver vilkårlig, hvis der tages udgangspunkt i nettoerstatningen.
11
Renterne er lige så lidt som selve den erstatning, der kommer til udbetaling, vil-kårlige. Begge dele er et resultat af den til enhver tid gældende forskudsopgø-relse, der er foreløbig, men ikke vilkårlig.
At der alene beregnes renter af nettobeløbet er ligeledes bedst overensstemmen-de med det forhold, at tilskadekomnes bopælskommune og/eller Udbetaling Danmark kan kræve refusion for sociale ydelser betalt for samme periode i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 1. Disse refusionskrav gennem-føres først efter indeholdelse af A-skat, jf. de oven for citerede specielle bemærk-ninger til § 29 og SKATs vejledende udtalelse af 18. november 2019 (bilag B i begge sager), som i modsætning til udtalelsen af 9. februar 2018 (bilag 15 og 17) omhandler den samme situation som nærværende, dvs. den situation, hvor der fra forsikringsselskabet til skadelidte skal ske udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne. SKAT anfører her:
” Som det fremgår af udtalelsen af 7. maj 1998 fra Told- og Skattestyrelsen (jour-nal nr. 99/97-471-00014) til Arbejdsskadestyrelsen, skal der – som ved enhver an-den udbetaling til skadelidte af erstatning af tab af indkomst – indeholdes og beta-les A-skat af dette fulde beløb. Først efter indeholdelse af A-skat vil der skulle ske dækning til Udbetaling Danmark af refusionskrav.” (bilag B, side 6).
Havde skadelidte i overensstemmelse med sagsøgernes synspunkt ret til renter af bruttobeløbet, kunne der opstå situationer, hvor skadelidte fik ret til renter på trods af, at der pga. først indeholdelse af skat og siden et kommunalt refu-sionskrav slet ikke kom noget beløb til udbetaling til skadelidte. Dette resultat må have formodningen imod sig.
Endvidere anfører sagsøgerne bl.a., at det ”må anses for at være bedst stemmende med almindeligt anerkendte erstatningsretlige principper, at den skattemæssige behand-ling af erstatningsydelser er uden betydning, således at det er bruttobeløbet, der skal forrentes” og henviser i den forbindelse til U.1988.858H, U.1998.553H, U.2019.3878H og U.2016.3736H.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er enig i, at det er et almindeligt erstatnings-retligt udgangspunkt, at den skattemæssige behandling af erstatningsydelser er uden betydning. Det almindelige udgangspunkt kan imidlertid ikke udstræk-kes til renter af erstatningsydelserne og ingen af de nævnte domme omhandler desuden renter.
Sagsøgerne anfører bl.a., at det er uhensigtsmæssigt, hvis retstilstanden er for-skellig alt efter om erstatningskrav efter arbejdsskader skal forrentes efter er-statningsansvarsloven eller arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsmarkedets Er-hvervssikring skal undlade at tage stilling til hensigtsmæssigheden, men skal
12
bemærke, at der er en række forskelle mellem lovene, herunder også specifikt i forhold til renter.
Efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 3, forrentes krav således fra en måned efter skadevolder har haft de nødvendige oplysninger til bedømmelse af kravet, mens skadelidte på arbejdsskadesikringslovens område må tåle, at krav først forrentes fra 4 uger efter afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvorved myndighedens sagsbehandlingstid således får afgørende betydning.
Afslutningsvis bemærkes, at sagsøgerne ikke kan støtte ret på Arbejdsmarke-dets Erhvervssikrings afgørelse i en anden sag af 17. september 2018 (bilag 12 og 14), da afgørelsen blev truffet før Ankestyrelsens principafgørelse 48-19 af 21. oktober 2019 og er i strid med denne.
På den baggrund fastholdes det, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikrings to afgørelser af 19. december 2019 vedrørende sagsøgerne (bilag 1 i begge sager).”
Tryg Forsikring A/S har i sit påstandsdokument af 11. januar 2021 bl.a. anført:
”Biintervenienten, Tryg Forsikring A/S, gør overordnet gældende, at biinterve-nientens renteforpligtigelse, jf. arbejdsskadesikringslovens § 26, stk. 3 alene an-går nettoydelsen, da sagsøgerne alene har krav på betaling heraf.
Dette følger af selve formålet med en forrentning.
Renten er fordringshaverens vederlag for, at skyldneren har udsættelse med be-taling af et pengebeløb, og altså udtryk for værdiforskellen mellem at få en sum penge nu og at få den om en vis (eller uvis) tid.
Med andre ord er rentens formål at sikre værdien af det pengebeløb (fordrin-gen), som udbetales for sent. Heri må forstås, at værdisikringen alene kan angå et pengebeløb, som reelt tilkommer den pågældende. Der er således ikke i ren-teloven hjemmel til at forrente beløb, som fordringshaveren ikke kan kræve be-talt af skyldneren.
For så vidt angår tilkendt erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesik-ringsloven, er biintervenienten forpligtet til at indeholde skat, hvorved alene nettoydelsen tilkommer sagsøgerne, idet skatten tilkommer SKAT.
Skatteindeholdelsen sker ved at forsikringsselskabet indhenter oplysninger om-kring skatteprocent og eventuelle personfradrag fra SKAT via E-skat, hvorved selskabet foretager skattefradraget ved brug af tilskadekomnes e-skatte-kort,
13
der løbende holdes ajour på baggrund af oplysninger angivet af tilskadekomne i pågældendes forskudsopgørelse.
Med andre ord indeholder selskabet den skat, som SKAT, via e-skattekortet, meddeler at selskabet skal indeholde. Fuldstændig på samme måde som en ar-bejdsgiver foretager skattefradrag i bruttolønnen.
Opgørelsen af skattefradraget beror dermed i det hele på sagsøgernes forhold, hvorved en eventuel økonomisk risiko ved en fejlagtig opgørelse ikke i sig selv kan føre til at bruttobeløbet skal forrentes, som angivet af sagsøgerne.
Det gøres i gældende, under hensyn til det grundlæggende formål med mora-renter, at der alene skal ske forrentning af nettoydelsen.
I modsat fald vil sagsøgerne opnå en ”renteberigelse” , idet biintervenienten vil blive pålagt at betale renter af et pengebeløb, der i alle andre henseender ikke ville være rentebærende, da pengebeløbet aldrig vil komme sagsøgerne i hæn-de.
Biintervenienten vil med andre ord blive pålagt at forrente et pengebeløb, som biintervenienten ikke ”skylder” indstævnte.
Renteloven er deklaratorisk og en subsidiær retskilde, hvorved den viger for andre lovregler uagtet, om disse måtte være ældre eller yngre.
Af arbejdsskadesikringslovens § 26, stk. 1 og 3 følger det, at der skal ske forrent-ning af godtgørelse og erstatning, der udbetales til tilskadekomne, såfremt disse beløb udbetales mere end 4 uger (nu 5 uger) efter underretningen om beløbets tilkendelse.
Det fremgår således direkte af bestemmelsens ordlyd, at der skal ske forrent-ning af de udbetalte beløb og ikke af de tilkendte beløb.
På baggrund heraf gøres det yderligere gældende, at sagsøgtes og biinterveni-entens fortolkning også har støtte i selve ordlyden af bestemmelsen.
Det gøres herved gældende, at der - hverken efter formålet med eller efter ord-lyden af i § 26, stk. 3 - er hjemmel til forrentning af de tilkendte bruttobeløb, men alene af de faktuelt udbetalte nettobeløb, hvilket tillige er meddelt af An-kestyrelsen i PA 48-19 og er resultatet af Glostrup byrets dom af 23. oktober 2012.
Sammenfattende gøres det gældende, at det efter både en ordlydsfortolkning og formålsfortolkning af rentebestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 26, stk.
14
3, jf. stk.1, må udledes, at forrentning af den skattepligtige løbende ydelse i form af erstatning for tab af erhvervsevne skal ske på baggrund af nettoydel-sen.”
Retsgrundlaget
Efter arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, har en tilskadekommen ret til er-statning for tab af erhvervsevne, hvis en arbejdsskade har nedsat dennes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, og tabet af erhvervsevne er på mindst 15 %. Efter samme lovs § 26, stk. 1, skal erstatninger og godtgørelsesbeløb efter loven udbetales til tilskadekomne eller efterladte og forrentes efter § 26, stk. 3.
Da Sagsøger 1 og Sagsøger 2 kom til skade, havde arbejdsska-desikringslovens § 26, stk. 3, følgende ordlyd:
”Udbetales de i stk. 1 omhandlede beløb senere end 4 uger fra datoen for un-derretningen om beløbets tilkendelse, forrentes beløbet fra udløbet af 4-ugers-fristen, til betaling sker, med en årlig rente, der svarer til den rente, der er fast-sat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v. I de i § 29, stk. 1, omhandlede tilfælde er fristen 14 dage fra datoen for kommunens eller Udbetaling Danmarks endelige meddelelse til den erstatningsudbetalende om refusionskrav.”
Rentelovens § 5, stk. 1, har følgende ordlyd:
” Renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fast-satte referencesats med et tillæg på 8 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.”
Af kildeskattelovens § 46 fremgår blandt andet:
”I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.
…
Stk. 2. Indeholdelse skal foretages ved udbetalingen af A-indkomsten … Stk. 3. Indeholdelsen går forud for andre krav mod den pågældende A-ind-komst …
…”
I bekendtgørelse nr. 499/2015 om kildeskat er blandt andet anført:
”§ 18. Udover indkomst som nævnt i kildeskattelovens § 43, stk. 1, henregnes følgende indkomstarter til A-indkomst:
…
15
9) Løbende ydelser efter lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 med senere ændringer, lov om sikring mod følger af ar-bejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 med senere ændrin-ger og lov om arbejdsskadesikring.
…”
Landsrettens begrundelse og resultat
Arbejdsskadestyrelsen har i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 17 tilkendt Sagsøger 1 og Sagsøger 2 henholdsvis 429.150,00 kr. og 375.593,00 kr. i samlet erstatning for tab af erhvervsevne. Da erstatningsbeløbe-ne er A-indkomst, jf. bekendtgørelse om kildeskat § 18, nr. 9, har Tryg Forsik-ring foretaget indeholdelse af A-skat i henhold til kildeskattelovens § 46, stk. 1. Parterne er enige om, at erstatningerne er blevet udbetalt til Sagsøger 1 og Sagsøger 2 i henhold til arbejdsskadesikringslovens § 26, stk. 1, og at betalingen er sket efter udløbet af betalingsfristen i § 26, stk. 3. Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har således krav på renter af erstatningsbeløbene.
Efter arbejdsskadesikringslovens § 26, stk. 3, jf. stk. 1, skal Tryg Forsikring beta-le renter af de erstatningsbeløb, der udbetales efter loven. Det fremgår ikke af ordlyden i § 26, stk. 3, eller af andre bestemmelser i arbejdsskadesikringsloven eller anden lovgivning, at beregningen af renter alene skal ske på grundlag af det beløb, som kommer til udbetaling efter indeholdelse af A-skat. Der er heller ikke i forarbejderne til loven anført bemærkninger, som giver grundlag for at antage, at en tilskadekommen ikke har krav på renter af det fulde erstatnings-beløb. Efter retspraksis i erstatningssager er det ikke sædvanligt at lægge vægt på den erstatningsberettigedes skattemæssige forhold i forbindelse med udmå-ling af erstatningens størrelse, medmindre dette er foreskrevet ved lov, og i ret-stvister om lønkrav eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatnings-ansvarsloven beregnes og forrentes den skadelidtes krav uden fradrag af skat.
På den baggrund finder landsretten, at bestemmelsen i kildeskattelovens § 46, stk. 1, om indeholdelse af foreløbig skat i A-indkomst ikke ændrer ved, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 over for Tryg Forsikring har et retskrav på de fulde erstatningsbeløb og derfor tillige har krav på renter af bruttoerstat-ningsbeløbene. Det bemærkes, at det efter bevisførelsen ikke kan lægges til grund, at der foreligger en langvarig administrativ praksis for beregning af ren-ter af nettoerstatningsbeløbene. Landsretten tager herefter Sagsøger 1's og Sagsøger 2's anerkendelsespåstande om beregning af renter til følge.
Efter sagernes udfald skal S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i sagsomkost-ninger betale 20.500 kr. til HK/Danmark som mandatar for Sagsøger 1 og 20.500 kr. til statskassen. 20.000 kr. af beløbet til HK/Danmark er til dækning af udgif-ter til advokatbistand inkl. moms, og 500 kr. er til retsafgift. 20.000 kr. af beløbet
16
til statskassen er til dækning af salær inkl. moms til Sagsøger 2's beskikkede advokat, og 500 kr. er til retsafgift.
Ud over sagernes værdi er der ved fastsættelsen af beløbene til advokatbistand taget hensyn til sagernes omfang, hovedforhandlingens varighed og sagernes betydning.
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte, S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skal anerkende, at Sagsøger 1's skattepligtige erhvervsevnetabserstatning på 429.150,00 kr. skal forrentes fra den 24. december 2015 til betaling fandt sted.
Sagsøgte, S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skal anerkende, at Sagsøger 2's skattepligtige erhvervsevnetabserstatning på 375.593,00 kr. skal forrentes fra den 26. januar 2016 til betaling fandt sted.
I sagsomkostninger skal S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring inden 14 dage betale 20.500 kr. til HK/Danmark som mandatar for Sagsøger 1 og 20.500 kr. til statskassen. Beløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.