Dom
D O M
afsagt den 7. september 2020 af Vestre Landsrets 13. afdeling (dommerne Chris Olesen, Peter Buhl og Anne Hedegaard Toft (kst.) med domsmænd) i ankesag
V.L. S – 0981 – 20
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
født Dato
(advokat Bettina Antitsch Mortensen, Aarhus)
Retten i Randers har den 6. maj 2020 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 8-2865/2019).
Påstande
Tiltalte, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rej-ste tiltale samt skærpelse. Tiltalen i forhold 1 for at have grebet fat i forurettedes hånd og vredet den bagover gentages dog ikke.
Forklaringer
Tiltalte og Forurettede har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Der er også for landsretten afspillet videooptagelser vedrørende forhold 2.
- 2 -
Tiltalte har supplerende forklaret, at han gik hen til Forurettede, fordi han ville være sammen med hende igen. Hun ville ikke snakke med ham og sparkede ham. Han satte sig alligevel ved siden af hende, hvorefter hun gav ham to lussinger. Det gjorde ondt, og han fik næse-blod. Han skubbede til hende, for at hun ikke skulle slå igen. Han husker ikke, hvor han skubbede til hende. Det var ikke noget hårdt skub. Forurettede begyndte at græde og forlod stedet. Han husker ikke, at han havde fat om hendes hals. Forurettede har en meget følsom hud og får let røde mærker.
Han brændte Forurettede med en cigaret på skulderen. Han ved ikke, hvorfor han gjorde det. Han havde da ikke fået forkyndt sit tilhold, og han vidste heller ikke, at han ikke måtte opsøge hende. Foreholdt sin forklaring for byretten har han fastholdt, at han ikke vidste noget om tilholdet. Han husker ikke, hvornår han blev ringet op af politiet. Det var tilfæl-digt, at han mødte Forurettede på cafeen.
Foreholdt afhøringsrapport af 23. september 2019 side 2, 1. og 2. afsnit, har han forklaret, at han ikke opsøgte Forurettede efter, at han blev bekendt med tilholdet.
Han har vedrørende sine personlige forhold supplerende forklaret, at han har arbejdet stort set al den tid, han har været i Danmark. Han har ikke modtaget offentlige ydelser siden 2016. Han var 17 år, da han flygtede fra Syrien for at undgå værnepligt, og han var 18 eller 19 år, da han ankom til Danmark. Han flygtede uden sine forældre. Hvis han vender tilbage til Syrien, kommer han enten i fængsel eller skal betale mange penge. Han har næsten af-draget gælden fra sin konkurs, og han har siden 2018 haft fast arbejde på Restaurant i Randers. Han bor nu med fire andre i en lejlighed. Han taler godt dansk, fordi han har dan-ske venner og arbejder. Han har fire søskende i Istanbul. Hans mor, far og en søster lever fortsat i Syrien. Han føler sig mere knyttet til Danmark end til Syrien. Han får nu medicin, og han har det bedre nu. Han vil samarbejde med Kriminalforsorgen, hvis han får en betin-get dom.
Forurettede har vedrørende forhold 1 supplerende forklaret, at hun og tiltalte havde været oppe at skændes 5 minutter forud for episoden. Han sparkede til hendes ben, nogle gange lidt hårdere, for at få hendes opmærksomhed. Han sagde, hun skulle kigge på ham. Hun prøvede at ignorere ham og talte med sin kusine, men tiltalte satte sig mellem dem. Da hun og tiltalte havde trukket i hendes jakke, tog tiltalte lige pludselig fat i hendes hals. Han
- 3 -
klemte, måske fem sekunder, og hun havde svært ved at trække vejret. Han slap, da kusi-nen begyndte at råbe og tog fat i tiltalte. Mærkerne på halsen og benene var fra tiltaltes greb og spark. Hun kan ikke forestille sig, at tiltalte opfattede det som om, at hun ramte ham med vilje, da hun trak i sin jakke.
Vedrørende forhold 2 har hun supplerende forklaret, at hun havde et brandsår på skulderen 3-4 dage efter episoden. Det virkede som om, at en cigaret blev slukket mod skulderen.
Landsrettens begrundelse og resultat
Forhold 1
Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig i at have grebet Forurettede om halsen, og at dette ikke skete i straffri nødværge. Det tiltrædes endvidere, at det ikke er bevist, at tiltalte på strafbar måde sparkede Forurettede over benene. Tiltalte findes derfor skyldig i dette forhold på samme måde som i byretten.
Forhold 2
Efter tiltaltes og Forurettedes forklaringer sammenholdt med videooptagelsen og det forevist foto tiltrædes det, at det er bevist, at tiltalte brændte Forurettede på skulde-ren med en cigaret.
Efter en samlet vurdering af voldens følger og den måde, volden blev udøvet på, tiltrædes det, at forholdet er henført under straffelovens § 244, stk. 1. Tiltalte findes derfor også i dette forhold skyldig på samme måde som i byretten.
Forhold 3
Det fremlagte skærmprint fra Polsas indeholder tilsyneladende ufuldstændige uddrag af nogle journaloplysninger, og landsretten tiltræder, at det ikke herved er bevist, at tiltalte havde fået tilholdet forkyndt, da episoden i forhold 2 foregik den 22. juni 2019. Det tiltræ-des derfor, at tiltalte er frifundet i forhold 3.
Straf
Efter karakteren og grovheden af de forhold, tiltalte er dømt for, forhøjer landsretten straf-fen til fængsel i 60 dage.
- 4 -
Navnlig som følge af forhold 2 er der ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
Udvisning
Tiltalte er straffet med ubetinget fængsel i 60 dage for vold efter straffelovens § 244. Be-tingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, er derfor opfyldt. Det indebærer, at tiltalte skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.
Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikel 8.
Tiltalte har boet i Danmark siden 2014. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Udvisning har som anført hjemmel i loven og har til formål at forebygge uro eller forbry-delse, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk. 2. Der skal derfor alene tages stilling til, om det må anses for nødvendigt i et demokratisk samfund at udvise af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
Tiltalte har levet den største del af sit liv i Syrien, hvor han er født og har haft sin barndom. Han må i kraft heraf, sin familie i Syrien og sin evne til at tale og forstå sproget antages at have gode forudsætninger for at begå sig ved tilbagevenden til sit hjemland. Efter krimina-litetens karakter og længden af den idømte straf tiltræder landsretten efter en samlet vurde-ring, at udvisning af tiltalte ikke vil være i strid med kravet om proportionalitet i Menne-skerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at tiltalte taler godt dansk og er tilknyttet arbejdsmarkedet.
Landsretten tiltræder derfor, at tiltalte er udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4, nr. 5.
Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.
- 5 -
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 60 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Chris Olesen
Peter Buhl
Anne Hedegaard Toft
(kst.)