Dom
RETTEN I ROSKILDE
D O M
afsagt den 16. august 2021
Rettens nr. 8-4394/2021
Politiets nr. 1200-72333-00002-20
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
CPR nr. (Født 1976)
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 9. juli 2021.
Tiltalte, Adresse, 2700 Brønshøj, er tiltalt for overtræ-delse af
straffelovens § 225 jf. § 216, stk. 1, og § 232,
ved den 2. august 2020 i tidsrummet mellem kl. 00.30 og kl. 01.00 på parke-ringspladsen ved HTH Køkkener, Ro's Have 11 i Roskilde, ved vold eller trussel om vold, herunder den i situationen foreliggende trussel om yderligere voldsanvendelse, at have haft andet seksuelt forhold end samleje med Forurettede og udsat hende for blufærdighedskrænkelse, idet tiltalte tog fat om Forurettedes hoved og trak det hen til sig, hvorefter han stak sin tunge ind i Forurettedes mund, befølte hendes bryster og med sine hænder tvang Forurettedes hoved ned til sit lem og herunder tvang sit lem ind i munden på Forurettede, hvorefter tiltalte fik udløsning i Forurettedes ansigt og på hendes tøj.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 6, udvises med indrejseforbud i 6 år, jf. udlæn-dingelovens § 32, stk. 4, nr. 5.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 30.000 kr. i tortgodtgørel-se efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, med rente efter samme lovs §
Std 75284
side 2
16.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af Tiltalte og vidneforklaring af Forurettede.
Tiltalte har forklaret blandt andet, at han var i Roskilde den 2. august 2020 om aftenen. Han var på vej hjem til Brønshøj fra Tyskland og havde taget færgen fra Puttgarden til Rødby. Han kørte via Roskilde, fordi han kender en shawarma-bar over for Roskilde Station. Han kom til Roskilde mellem kl. 22 og 23. Efter at have spist kørte han videre hjemad. En pige stoppede ham og bad om et lift. Hun boede 2 minutters kørsel væk, og de kørte direkte til hen-des opgang. Hun blev siddende i bilen og fortsatte med at snakke. Hun talte om alt muligt. Hun sagde blandt andet, at hun skulle på arbejde dagen efter, men hun sagde også, at alle gerne ville være sammen med hende, og hun lag-de op til, at hun gerne ville være sammen med ham. Hun rørte ved ham og de begyndte at kysse. Det var helt frivilligt. Det var dumt af ham at gå med til det, også fordi han havde en kæreste. Hun rørte ved ham med hånden, og han fik udløsning. Han rørte også ved hende. Han holdt om hende, men han holdt ikke fast i hendes hoved, og hun har ikke haft sit ansigt tæt på hans lem. Han har læst hendes forklaring til politiet, og han mener ikke, at det gi-ver nogen mening, at han efterfølgende skulle have tilbudt hende at udveksle telefonnumre, hvis han havde forgrebet sig på hende. Han var kørende i en blå Ford Fiesta, som han solgte kort efter. Foreholdt at bilen er afmeldt i CMR den 2. august 2020 forklarede tiltalte, at så er bilen nok solgt kort for-inden, men han husker det ikke, idet han køber og sælger mange bi-ler som mekaniker. Foreholdt at han først nu under hovedforhandlingen har forklaret, at han var i Roskilde og havde kontakt med Forurettede, forklarede til-talte, at han til politiet også oplyste, at han var i Roskilde, men det fremgår ikke af rapporten. Han forklarede ikke om kvinden, fordi han ikke havde gjort noget ulovligt. Foreholdt afhøringsrapport af 28. januar 2021, side 4, 1. afsnit (fil p. 110), hvorefter tiltalte skulle have forklaret blandt andet, at han kørte direkte hjem fra Tyskland, fastholdt tiltalte, at han tydeligt forklarede betjenten, at han kørte via Roskilde for at spise. Foreholdt samme side, ne-derste afsnit, hvorefter tiltalte skulle have nægtet at have mødt en kvinde den pågældende nat i Roskilde, forklarede tiltalte, at han ikke kunne forestille sig, at han ville blive anmeldt for noget, der ikke var sket. Desuden vedrører det hans privatliv.
Forurettede har forklaret blandt andet, at hun den pågældende aften omkring midnat var på vej hjem til fods fra en fest hos en ven, der bor tæt på hospitalet og bag ved stationen i Roskilde. På Algade kort før Røde Port standsede en bil ud for hende, og føreren spurgte om vej til stationen. Hun fortalte ham, at han skulle vende og køre tilbage, men han tilbød at køre hende hjem, selv om hun skulle i den modsatte retning. Hun
side 3
bor nær Butik. De havde en fin dialog, indtil de holdt for rødt lys, idet han da lagde sin hånd på hendes lår og spurgte om hun ville med ham hjem. Han blev ved med at spørge herom, selv om hun gentagne gange sagde, at hun ikke var interesseret, og at hun ville hjem og sove, fordi hun skulle på ar-bejde næste morgen. Han kørte ind på en parkeringsplads ved HTH-køkke-ner, hvor han begyndte at tage hende på brysterne og tungekyssede hende, selv om hun forsøgte at skubbe ham væk. Hun sagde også, at hun ikke var interesseret, og at hun ikke havde lyst. Han knappede nu sine bukser op og pressede hendes hoved ned mod hans lem, således at hun fik det i munden. Han lavede ingen bevægelser, idet han i det samme fik udløsning. Foreholdt sin forklaring til politiet (fil side 31, 3. afsnit), hvorefter vidnet skulle have forklaret, at hun ikke havde haft hans penis i munden, men at hun havde haft læberne på hans penis, forklarede vidnet, at hun ikke kan huske det. Hun har ikke suttet på hans lem, men hun mener, at hun havde et stykke af hans lem inde i munden. Hun skubbede sig derpå væk fra ham og sad og så ned i in-strumentbrættet. Hun kunne sikkert godt have steget ud af bilen på et tidlige-re tidspunkt, men det troede hun ikke, at hun kunne. Til sidst steg hun ud og gik hen til en opgang i nærheden, idet hun lod som om, at hun boede dér. Fo-reholdt tiltaltes forklaring om, at det seksuelle forhold var frivilligt, forklare-de vidnet, at han ikke kunne tro det på grund af hendes kropssprog og udta-lelser undervejs i forløbet. Det er rigtigt, at han spurgte om hendes telefon-nummer og tilbød hende sit telefonnummer, men det fandt sted inden det sek-suelle overgreb. Da han var kørt fra stedet gik hun hjem. Hun kastede op un-dervejs og ringede straks til sin mor og en veninde og derpå til politiet.
Af Retsmedicinsk Instituts erklæring vedrørende en personundersøgelse af Forurettede foretaget den 2. august 2020 fremgår blandt andet, at der "På hagen sås områder med muligt indtørret sæd".
Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.
Udlændingestyrelsen har den 1. juli 2021 udtalt blandt andet følgende:
"...
Navn:Tiltalte
Nationalitet:Libanon
...
Opholdsgrundlag og længde
Af Det Centrale personregister (CPR) fremgår det, at Tiltalte den 5. de-cember 1990 indrejste i Danmark.
Af Udlændingestyrelsens udlændingeregister fremgår det, at Tiltalte den 11. marts 1994 blev meddelt opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3.
Denne tilladelse er senest den 30, november 1995 meddelt tidsubegrænset.
side 4
Udlændingestyrelsen er desværre ikke i stand til at give mere præcise oplysninger vedrørende pågældendes indrejsetidspunkt mv., da der på daværende tidspunkt ikke fandtes elektroniske registre for udlændinge, der kan bekræfte oplysningerne. Længden af Tiltaltes lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmel-serne regnes fra den 5. december 1990, hvor pågældende blev tilmeldt CPR, jf. her-ved udlændingelovens § 27, stk. 1, og Tiltalte har således haft lovligt op-hold i Danmark i ca. 30 år og 6 måneder, jf. udlændingelovens § 27.
Udvisningshjemmelen
Udlændingestyrelsen vurderer, at opholdets karakter fører til. at betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 22, nr. 6.
...
§ 26, stk. 2
Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til, at Midt- og Vestsjællands Politi den 2. juli 2021 har oplyst, at det ikke har været muligt at gennemføre en konventionsafhøring, idet pågældende ikke har ønsket at medvirke.
Udtalelse om udvisningsspørgsmålet
Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22-24, medmindre dette med sik-kerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af 1 års varighed, kan Ud-lændingestyrelsen umiddelbart tiltræde, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning.
Udlændingestyrelsen skal dog tage det forbehold, at der kan være hensyn efter ud-lændingelovens § 26, stk. 2, som Udlændingestyrelsen ikke har kendskab til, som følge af, at Tiltalte ikke har ønsket at medvirke til en konventionsafhø-ring, og derfor ikke kan sammenholde med anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter.
Efter Udlændingestyrelsens vurdering bør påstanden om udvisning nedlægges i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 6.
..."
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han kom til Danmark i december 1990 som 13-årig som led i familiesammenføring, idet hans far og to brødre var i landet i forvejen. Han har nu en voksen søn, to brødre og 3 søstre her i landet, en bror i Sverige samt en søster, der er gift og bor i Liba-non. Han er selvstændig mekaniker. Hans kæreste bor i Spanien, hvor hun arbejder som sygeplejerske. Han taler libanesisk, men har ingen tilknytning til landet. Han tager ikke på ferie i Libanon. Han var i Libanon sidste år for at få et nyt pas.
Rettens begrundelse og afgørelse
På grundlag af Forurettedes troværdige og tilstrækkeligt detaljerede forklaring findes det bevist, at tiltalte befølte hende på brysterne og tvang
side 5
hende til at tåle, at han stak sin tunge ind i hendes mund. Tiltalte har dermed gjort sig skyldig i blufærdighedskrænkelse.
På grundlag af vidnets forklaring er det endvidere bevist, at tiltalte tvang hendes hoved ned mod sit blottede lem og i hvert fald forsøgte at indføre sit lem i hendes mund men i det samme fik udløsning, hvorved hun blev ramt af sæd i ansigtet og på tøjet. Retten finder det herved bevist, at tiltalte forsøgte at tiltvinge sig andet seksuelt forhold end samleje.
Straffen fastsættes til fængsel i 10 måneder, jf. straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, jf. § 21, og § 232.
Der er på grundlag af kriminalitetens karakter ikke grundlag for at gøre straf-fen betinget.
Retten tager udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 6, da udvisningen ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Retten har herved lagt vægt på forholdets grov-hed, at tiltalte taler libanesisk, at han har familie i Libanon, at hans kæreste bor og arbejder i Spanien og at han ikke har mindreårige børn her i landet.
Retsformanden tager påstanden om tortgodtgørelse til følge, idet godtgørel-sen henset til udfaldet af bevisbedømmelsen passende findes at kunne fastsæt-tes til 25.000 kr.
Thi kendes for ret:
Tiltalte straffes med fængsel i 10 måneder.
Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede c/o advokat Carsten Brix, Søndre Allé 21 B, 4600 Køge, betale 25.000 kr. Beløbet forrentes efter er-statningsansvarslovens § 16.
Dommer