Kendelse
Udskrift af retsbogen for Retten i Aalborg
Den 1. oktober 2021 kl. 13.00 blev retten sat af Dommer.
Retsmødet var offentligt.
Rettens nr. 11-4031/2021
Politiets nr. 5100-81810-00093-21
Anklagemyndigheden
mod
Vidne
CPR nr. (Født 1994)
Beslaglæggelse
Anklager var mødt for anklagemyndigheden.
Advokat Ole Schmidt var mødt som beskikket advokat for køretøjets ejer, Vidne, jf. færdselslovens § 119, stk. 6.
Vidne var mødt.
Vidne blev gjort bekendt med, at det er frivilligt, om han afgiver forklaring. Han blev gjort bekendt med sandhedspligt og strafansvar.
Der blev fremlagt:
- anmodning om godkendelse af beslaglæggelse af 28. maj 2021 med bilag
- rettens brev af 31. maj 2021 til Vidne, og
- mail af
Beslaglæggelsen er foretaget den 27. maj 2021 kl. 16.39. Vidne har den 27. maj 2021 kl. 18.00 anmodet om, at beslaglæggelsen blev forelagt for retten. Retten har modtaget sagen den 28. maj 2021 kl. 14.15.
Anklagemyndigheden redegjorde for sagen under henvisning til anmodning af 27. maj 2021, hvori der er anført følgende:
"...
I medfør af retsplejelovens § 806, stk. 4, jf. § 802, stk. 2, anmodes der om rettens kendelse for godkendelse og opretholdelse af beslaglæggelse af personbil med Reg. nr. 1, Audi A 4 2,7 TDI, Stel nr., årg. 2008 hos registreret ejer:
Vidne
CPR nr. (Født 1994)
Adresse 1,
By 1.
Køretøjet er beslaglagt i forbindelse med en eftersættelse grundet høj fart den 27. maj 2021 ca. kl. 16.39, hvilket er sket med henblik på konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 1. pkt.
- 2 -
Sagsfremstilling
Baggrunden for anmodningen er, at en civil videopatruljebil den 27. maj 2021 ca. kl. 16.39 holdt parkeret ved vigelinjen på Vej 1 ved Vej 2, hvor betjenten bemærkede en personbil komme kørende mod øst ad Vej 2 med en hastighed, der var tydeligt over de tilladte 80 km/t.
Patruljevognen eftersatte bilen og påbegyndte hastighedsmåling ved brug af videofilm ved Vej 1. Der blev under eftersættelsen kørt med hastigheder over 200 km/t uden, at patruljebilen halede synligt ind på køretøjet.
Efter en eftersættelse, hvor personbilen havde overhalet flere andre bilen, blev bilen bragt til standsning, og føreren af bilen identificerede sig som:
Sigtede
CPR nr. (Født 1997)
Adresse 2,
By 1
Han oplyste, at han ikke havde medbragt sit kørekort, hvilket dog efterfølgende blev ændret til, at han var frakendt førerretten. Han oplyste, at han havde lånt bilen af sin svoger:
Vidne
CPR nr. (Født 1994)
Adresse 1,
By 1,
der således er ejer af bilen.
Bilen ejer blev kontaktet, og han kom efterfølgende til stedet, hvor han kl. 18.00 protesterede mod beslaglæggelsen af bilen.
Over en strækning på 1968 meter blev gennemsnitshastigheden målt til 157 km/t. Ved en nærmere gennemgang af videoen efterfølgende af betjenten kunne det konstateres, at en løseligt beregnet gennemsnitshastighed blev udregnet til at være ikke under 180 km/t
påen strækning på ikke under 800 m. På baggrund af dette, samt at
gennemsnitshastigheden på de 157 km/t på hele den målte strækning er påvirket af, at hastigheden i begyndelsen og i slutningen var væsentlig lavere end den mellemliggende, besluttede betjenten, at filmen med hastighedsmålingen skulle sendes til videosektionen i København med henblik på endelig udregning af hastigheden.
..."
Vidne forklarede herefter, at det er hans personbil med Reg. nr. 2, som politiet har beslaglagt. Han havde ikke lånt bilen ud til Sigtede den pågældende dag den 27. maj 2021. Han var ikke selv hjemme, men var på vej hjem fra arbejde. Sigtede havde sammen med Vidnes kæreste været til begravelse. Sigtede var selv gået ind og havde taget nøglen. Døren var ikke låst, de plejer aldrig at låse den. Han har ikke givet Sigtede lov til at tage nøglen og køre bilen. Han blev ringet op af politiet og fik at vide, at han
- 3 -
var tæt på at miste bilen fordi Sigtede havde kørt stærkt i den. Det var først da, han blev bekendt med, at Sigtede havde kørt i bilen. Han har ikke det som brugstyveri fordi de er tæt på hinanden. Sigtede er hans kærestes bror, det vil sige hans svoger. Han var ret sur over det, men kommer ikke til at anmelde det som brugstyveri. Han ved ikke om Sigtede tidligere er dømt for overtrædelse af færdselsloven. Han mener, at Sigtede lige nu arbejder i København. Han kender ikke Sigtedes indtægtsforhold. Det er begrænset, hvad han ved om ham. De snakker ikke om økonomi. Sigtede havde ikke fået lov til at låne bilen. Person er hans kæreste, og de har været sammen i 6 år. Han var på arbejde som smed og var på vej hjem, da han blev ringet op omkring bilen. Han var lige kørt ud af Aalborg, da politiet ringede til ham. Han har to biler. Planen var dog, at den ene, den han kører i nu, skulle sælges. Det var planen, at Person skulle køre i den. Han ved ikke hvilken bil Person kørte i til begravelsen. Nøglerne til bilen plejede at ligge i skuffen ude i køkkenet eller ved siden af mikroovnen. Sigtede har sjældent lånt hans bil. Det er i hvert fald halvandet år siden, hvis han har lånt den. Han og Person ser Sigtede til familiefødselsdage eller andre dage sammen med familien. Han sagde til politiet, at han ikke vidste hvorfor Sigtede havde hans bil. Han vidste ikke rigtig hvad der var sket, så han sagde ikke så meget i telefonen. Han kørte over til politiet og talte med dem. Han sagde til dem, at han ikke lige vidste hvad der skete og at han ville tale med Person om det. Person kører tit i hans bil. Han havde ikke givet Person lov til at låne bilen ud til andre, han har ikke oplevet, at hun før har lånt den ud til andre.
På foranledning af advokat Ole Schmidt mødte Sigtede, der blev gjort bekendt med at han som sigtet i sagen ikke har pligt til at udtale. Sigtede, erklærede sig indforstået med at afgive forklaring og forklarede herefter, at han den 27. maj 2021 havde været til begravelse. Vidne er kæreste med hans lillesøster. De har lige arbejdet sammen på Sjælland. Han snakker med sin søster cirka en gang om uge. Det er ikke altid han snakker lige så meget med Vidne, men han kommer tit i Vidne og Persons hjem. Han har ikke før lånt bilen af Person, men han har før kørt med hende. Efter begravelsen skulle de have gravøl og kage et sted i By 2. Det var kun 500 meter fra hvor Person og Vidne bor. Han gik hjem til Person og Vidne og hentede nøglen til bilen. Han havde ikke sagt til Person, at han tog nøglerne til bilen, han havde bare sagt at han gik en tur. Han ville bare lidt væk og køre hjem og lufte hunden. Han spurgte ikke om lov til at låne bilen. Han tænkte, at det ikke var det store, da de er i familie. Han var den eneste, der var ovre ved dem. Vidne var ikke med til begravelsen. Foreholdt fra sagens bilag 1-7, hvorefter han skulle have forklaret at han havde lånt bilen for et par dage sigen af Vidne, der godt var bekdnt med at sigtede ikke havde kørekort, forklarede han, at han ikke har forklaret som anført. Han har ikke på andre tidspunkter lånt bilen. Han kan ikke huske om han har kørt i den tidligere. Han har før kørt med andre i bilen, hvor han har siddet bagi.
Beslaglæggelsesspørgsmålet blev procederet.
Anklageren gjorde gældende, at betingelserne for at tillade beslaglæggelsen af køretøjet er opfyldt, idet beslaglæggelsen sker med henblik på at sikre senere konfiskation af personbilen i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 1. pkt., da Sigtede, efter politiets opfattelse, med rimelig grund er mistænkt for at have kørt med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med mere end 100 km/t, hvilket er begrundet i, at han har været eftersat af en videopatruljebil over en strækning på i alt 1968 meter, hvor politiet, efter en gennemgang af hastighedsmålingen, umiddelbart vurderer, at der er kørt med en gennemsnitshastighed på 180 km/t på en strækning på ikke under 800 meter. Den pågældende bil ses at være registreret til Vidne, men efter bestemmelsen i færdselslovens § 133 a, stk. 2, 1. pkt., skal konfiskation ske uanset, at køretøjet er lånt,
- 4 -
hvorfor betingelserne for en beslaglæggelse af køretøjet med henblik på konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, er opfyldte. Forklaringerne om, at bilen er blevet brugsstjålet må anses for kontrueret til lejligheden.
Advokat Ole Schmidt gjorde blandt andet gældende, at konfiskation af bilen vil være i strid med grundlovens bestemmelse om ejendomsrettens ukrænkelighed. Der er ikke grundlag for at anse de afgivne forklaringer som konstruerede til lejligheden.
Retten afsagde
Kendelse:
Efter de foreliggende oplysninger, herunder navnlig det oplyste om hastighedsmålingerne og det forhold, at Sigtede, der er svoger til Vidne, kørte i bilen med rette nøgle, er der grund til at antage, at bilen vil kunne konfiskeres efter færdselslovens § 133a, stk. 2, 2. pkt. jf. 1. pkt. Betingelserne i retsplejelovens § 803, stk. 1, for at beslaglægge bilen er herved opfyldt.
Formålet med indgrebet ville være forspildt, hvis politiet havde afventet rettens kendelse, jf. retsplejelovens § 806, stk. 4.
Derfor bestemmes:
Retten godkender, at politiet har beslaglagt personbil med Reg. nr. 1, Audi A 4 2,7 TDI, Stel nr., årg. 2008.
Politiet må opretholde beslaglæggelsen.
Advokat Ole Schmidt erklærede, at kendelsen påkæres og at han ønsker at fremkomme med et processkrift for landsretten.
Sagen sluttet.