Kendelse
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt fredag den 27. januar 2023
Sag 14/2022
Kærende A/S ved advokat Michael Clemmensen,
Kærende 1 ved advokat Karsten Hjort Larsen
og
Kærende 2 ved advokat Keld Frederiksen
kærer Vestre Landsrets afgørelse i sagen:
Anklagemyndigheden
mod
Kærende 1
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Holstebro den 6. september 2021 (7-1756/2021) og af Vestre Landsrets 1. afdeling den 26. november 2021 (S-1970-21, S-1974-21 og S-2211-21).
I påkendelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Hanne Schmidt, Jan Schans Christensen og Søren Højgaard Mørup.
Påstande
Kærende A/S har nedlagt påstand om, at beslaglæggelsen ophæves, subsidiært at be-slaglæggelsen opretholdes i forhold til Kærende 1 og Kærende 2 med henblik på straksudlevering af bilen til Kærende A/S . Kærende A/S har derudover nedlagt påstand om, at anklagemyndigheden skal anerkende, at beslaglæggelse og konfiskati-on af den af Kærende A/S tilhørende bil ikke kan ske uden samtidig fuld erstatning til Kærende A/S af bilens værdi på beslaglæggelsestidspunktet.
Kærende 1 har nedlagt påstand om, at beslaglæggelsen ophæves.
- 2 -
Kærende 2 har nedlagt påstand om, at beslaglæggelsen ophæves, og at bilen tilbagele-veres til ham, subsidiært til bilens ejer. Subsidiært har han nedlagt påstand om, at anklage-myndigheden skal anerkende, at beslaglæggelse af bilen ikke kan ske uden samtidig betaling af bilens værdi til ham, subsidiært bilens ejer.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
Der er fremlagt årsopgørelse for 2021 for Kærende 2, hvoraf fremgår bl.a., at hans indkomst var ca. 80.000 kr.
Om Kærende 1 er det for Højesteret oplyst bl.a., at han siden juni 2021 har været varetægts-fængslet i en straffesag om besiddelse af 8-10 kg heroin og brandstiftelse med skader for an-giveligt 1,8 mio. kr., og at han forud for varetægtsfængslingen var arbejdsløs.
Anbringender
Kærende A/S har anført navnlig, at der ikke kan ske beslaglæggelse af bilen efter færd-selslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., da betingelserne for en eventuel konfiskation ikke kan anta-ges at være opfyldt, idet konfiskationen vil være uforholdsmæssigt indgribende over for sel-skabet og vil krænke dets grundlæggende rettigheder.
Konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., kan kun ske med respekt af de grundlæggende rettigheder, som Kærende A/S har efter bl.a. artikel 17, stk. 1, jf. artikel 52, stk. 1, i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, således som disse bestemmelser er fortolket af EU-Domstolen. Det følger bl.a. af EU-Domstolens afgørelse af 12. juli 2019 Kommissionen mod Ungarn (sag C-235/17), at der i sager om konfiskation af tredjemands ejendom skal foreligge effektive midler for tredjemand til at kunne rette et krav mod skade-volderen, og at en medlemsstat ikke ved at henvise til, at den krænkede part blot kan søge sig fyldestgjort hos skadevolder ved et civilt erstatningssøgsmål, kan undgå at krænke EU-retten. Dette udgør endvidere et kriterium i vurderingen af Kærende A/S s rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor fordringshaverens effektive mulighed for at rette krav mod tredjemand efter Menneskerettighedsdomstolens praksis er afgørende for, at der ikke foreligger en krænkelse af ejendomsretten i sager om konfiskation af tredje-mands ejendom.
- 3 -
I tilfælde af konfiskation må Kærende A/S antages at lide økonomisk tab, idet hverken Kærende 1 eller Kærende 2 kan eller har udsigt til at kunne erstatte selskabets tab. Sel-skabets mulighed for effektivt at rette krav mod tredjemand i anledning af konfiskationen be-strides derfor, og byrden ved at skulle søge selskabets økonomiske tab dækket hos Kærende 1 og Kærende 2 kan ikke overvæltes på selskabet uden, at det vil indebære en krænkelse af selskabets grundlæggende rettigheder. En eventuel konfiskation vil derudover medføre en krænkelse af Kærende A/S s rettigheder efter grundlovens § 73, idet konfiskationen savner et pønalt formål og dermed reelt udgør et ekspropriativt indgreb. Konfiskationen kan derfor ikke ske uden fuld erstatning fra staten til Kærende A/S .
Kærende A/S har derudover ikke optrådt uforsigtigt i leasingforholdet. Selskabet har ind-gået en leasingkontrakt med Kærende 2 og har ikke noget aftaleretligt forhold til Kærende 1. Ifølge leasingkontraktens betingelser måtte Kærende 2 ikke fremleje, udlåne eller overlade bilen til tredjemand. Kærende A/S har desuden taget alle rimelige skridt for at sikre sin økonomiske stilling og foretog forud for indgåelsen af leasingkontrakten med Kærende 2 en grundig gennemgang af hans økonomi. Kærende 2 var på leasing-tidspunktet i stand til at betale de løbende ydelser i leasingkontrakten. Selskabet overholdt i den forbindelse kreditaftalelovens bestemmelser om kreditvurdering. Den målestok, der for-udsættes i bemærkningerne til færdselslovens § 133 a, stk. 2, for ejeren af bilen til at sikre sin økonomiske stilling, kan ikke uden nærmere regulering gå videre end den eksisterende pligt efter kreditaftalelovens § 7 c om kreditvurderingspligten for kreditgivere, og da selskabet har opfyldt denne, må det lægges til grund, at selskabet har taget alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling.
Kærende 1 har anført navnlig, at der ikke kan ske beslaglæggelse af bilen, da betingelserne for beslaglæggelse efter retsplejelovens § 805 ikke er opfyldt. Det kan ikke lægges til grund, at han har kørt med over 100 km i timen, idet hastighedsmålingen er forbundet med usikkerhed. Overgivelse af bilen til rette ejer må være tilstrækkeligt, hvorfor beslaglæggelse ikke er nød-vendig. Konfiskation af bilen vil derudover krænke hans grundlæggende rettigheder efter bl.a. EU’s charter, og som følge heraf vil betingelserne for beslaglæggelse efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., heller ikke være opfyldt.
Kærende 2 har anført navnlig, at der ikke kan ske beslaglæggelse af bilen efter færd-selslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., da betingelserne for beslaglæggelse ikke er opfyldt.
- 4 -
Kærende 1 havde brugsstjålet bilen, hvorfor han allerede derfor ikke kan være strafferetlig eller øko-nomisk ansvarlig for, hvad Kærende 1 uberettiget havde foretaget sig med bilen. Det vil være en krænkelse af hans grundlæggende rettigheder, hvis bilen beslaglægges og eventuelt konfi-skeres, idet der vil være tale om et uforholdsmæssigt indgreb over for ham. Formålet og hen-synet bag færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., opfyldes allerede ved, at Kærende 1 ikke læn-gere råder over bilen, og når der henses til omstændighederne omkring tyveriet og de økono-miske konsekvenser ved en eventuel konfiskation, vil det derudover ikke være proportionalt, hvis beslaglæggelsen opretholdes.
Anklagemyndigheden har anført navnlig, at beslaglæggelsen bør opretholdes, idet betingel-serne for beslaglæggelse efter retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 2, er opfyldt. Henset til bl.a. oplysningerne i anmeldelsesrapporten og oplysningerne i kontrol- og måleskemaet er der be-grundet mistanke om, at Kærende 1 har gjort sig skyldig i forhold som nævnt i færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., og det må antages, at betingelserne for konfiskation efter denne be-stemmelse vil være opfyldt.
Efter Kærende 2's og Kærende 1's forklaringer og sagens omstændigheder i øvrigt er der ikke grundlag for at anse bilen for brugsstjålet, og konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., kan derfor ikke undlades med henvisning til, at bilen var stjålet.
Det må derudover antages, at beslaglæggelsen ikke vil være uforholdsmæssigt indgribende over for bilens ejer, idet Kærende A/S i forbindelse med en eventuel konfiskation ikke kan antages at ville lide et økonomisk tab, da selskabet vil kunne få dækket et eventuelt tab gennem et erstatningskrav mod Kærende 1 eller Kærende 2. I forhold til Kærende 2 forudsættes der at gælde et erstatningsansvar på aftaleretligt grundlag, idet Kærende 2 har misligholdt leasingkontrakten mellem parterne, og der ses ikke at være grund til at antage, at han ikke over tid vil kunne betale af på et sådant krav. Dertil kommer, at Kærende A/S på baggrund af de tilgængelige økonomiske oplysninger om Kærende 2's økonomi ved indgåelsen af leasingkontrakten måtte påregne, at der ville være en betydelig risiko for, at Kærende 2 ikke ville kunne betale et erstatningskrav i tilfælde af, at han misligholdt leasingkontrakten. Beslaglæggelsen og en eventuel efterfølgende konfiskation af køretøjet kan ikke antages at indebære en krænkelse af Kærende A/S s grundlæggende rettigheder.
- 5 -
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
Den 14. maj 2021 blev Kærende 1 standset af Midt- og Vestjyllands Politi og sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, ved at have ført en personbil ad Thorsvej i Holstebro med mindst 117 km i timen, uanset at hastigheden ikke måtte overstige 50 km i timen. Bilen blev samtidig beslaglagt.
Bilen tilhører Kærende A/S , der havde leaset den til Kærende 2.
Ved byrettens kendelse af 6. september 2021 blev beslaglæggelsen godkendt og opretholdt, jf. retsplejelovens § 802, stk. 1, med henvisning til, at der er grund til at antage, at bilen skal konfiskeres efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. Ved landsrettens kendelse af 26. sep-tember 2021 blev byrettens kendelse stadfæstet.
Sagen angår, om der er grundlag for at godkende og opretholde beslaglæggelsen, eller om bilen skal udleveres til Kærende A/S . Højesteret bemærker herved, at Kærende A/S har ophævet leasingaftalen med Kærende 2, og at der allerede derfor ikke er grundlag for at imødekomme hans påstand om udlevering af bilen til ham.
Retsplejelovens regler om beslaglæggelse
Efter retsplejelovens § 802, stk. 1, kan genstande, som en mistænkt har rådighed over, beslag-lægges, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.
Efter retsplejelovens § 803, stk. 1, 1. pkt., kan genstande, som en person, der ikke er mis-tænkt, har rådighed over, beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.
Beslaglæggelse er et foreløbigt retsmiddel, og der skal således ikke ved denne afgørelse tages endeligt stilling til, om bilen skal konfiskeres, men om der ud fra de oplysninger, som forelig-ger på nuværende tidspunkt, er grund til at antage, at bilen bør konfiskeres i forbindelse med straffesagen mod Kærende 1 for overtrædelse af færdselsloven.
- 6 -
Færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt.
Efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., skal der i tilfælde af såkaldt vanvidskørsel ske konfiskation af køretøjet, selv om køretøjet ejes af en anden end den person, der har ført det. Det gælder dog ikke, hvis konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en sådan kørsel, og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person.
Bestemmelsen blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 534 af 27. marts 2021 (Folketingstiden-de 2020-21, tillæg A, lovforslag nr. L 127). Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet med lovændringen er at forhindre meget alvorlige færdselsforseelser, der i særlig grad kan udsætte andre mennesker for livsfare, og forslaget skal ses i lyset af, at såkaldt van-vidskørsel kan have – og gennem en årrække har haft – særdeles alvorlige og i værste tilfælde fatale konsekvenser, at det i praksis er tæt på umuligt for almindelige borgere at sikre sig her-imod, og at problemets omfang er væsentligt. Dertil kommer de praktiske vanskeligheder, der var forbundet med at forhindre vanvidskørsel efter den tidligere regulering.
Af forarbejderne (Folketingstidende 2020-21, tillæg B, lovforslag nr. L 127, betænkning af 15. marts 2021, s. 4 f. og s. 8) fremgår, at der ved bedømmelsen af, om konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, skal anlægges en helhedsvurdering af sagens samlede om-stændigheder. Det forudsættes, at der er tale om en snæver undtagelse, idet udgangspunktet er, at køretøjer benyttet til vanvidskørsel konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab dæk-ket gennem et erstatningskrav mod føreren. Endvidere er det nærmere beskrevet, i hvilke til-fælde betingelserne for at undlade konfiskation skal anses for opfyldt.
Med hensyn til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til van-vidskørsel, fremgår bl.a., at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt for ejeren, at køretøjet ville blive anvendt på denne måde. Der skal navnlig lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed.
Sådanne forhold vil eksempelvis kunne være oplysninger om, hvorvidt den person, der ønsker køretøjet overdraget til sig, tidligere har begået flere eller grovere færdselslovsovertrædelser eller andre relevante lovovertrædelser. Det må således normalt tale for, at det er påregneligt for ejeren, at køretøjet vil blive anvendt ved en eller flere af de omfattede lovovertrædelser, hvis den person, der ønsker køretøjet overdraget til sig, tidligere har begået flere eller grovere
- 7 -
færdselslovsovertrædelser eller andre relevante lovovertrædelser. Med henblik på at indhente oplysninger herom kan ejeren bl.a. udbede sig førerens private straffeattest. Ejeren kan der-med undersøge, om den person, køretøjet overdrages til, tidligere er straffet for f.eks. van-vidskørsel eller andre grovere overtrædelser af færdselsloven. Ejeren kan også anmode den person, køretøjet overdrages til, om en tro og love-erklæring på, at vedkommende ikke tidli-gere har begået bestemte relevante lovovertrædelser.
Hvis en privatperson har udlånt køretøjet, formodes ejeren som udgangspunkt at have til-strækkeligt kendskab til den person, som ejeren vælger at låne køretøjet ud til, til at kunne vurdere, om der er risiko for, at køretøjet vil blive anvendt på en sådan måde, at det kan med-føre konfiskation. Hvis det dokumenteres, at køretøjet har været stjålet på gerningstidspunk-tet, skal der ikke ske konfiskation.
For så vidt angår ejerens mulighed for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling fremgår bl.a., at udgangspunktet om konfiskation skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at for-hindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Dette kan efter forarbejderne f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godtgør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstat-ningskrav illusorisk.
Det anføres, at det kan være relevant for ejeren af køretøjet at undersøge lejerens eller leasing-tagerens økonomiske forhold med henblik på at sikre en mulighed for at tage forholdsregler over for førerens potentielle manglende betalingsevne, og at den person, køretøjet overdrages til, er den reelle bruger af køretøjet og ikke f.eks. en stråmand. Et leasingselskab bør f.eks. så vidt muligt sikre sig, eksempelvis gennem eSkatData, at de oplysninger om leasingtagers ind-komstforhold, der afgives i forbindelse med indgåelsen af en leasingkontrakt, er korrekte. Har ejeren ikke adgang til eSkatData, kan den pågældende anmode lejeren eller leasingtageren om på anden vis at belyse sine økonomiske forhold, f.eks. gennem fremlæggelse af årsopgørelser, lønsedler eller lignende.
Endelig fremgår det, at det er forudsat, at leasing- og udlejningsselskaber ved indgåelse af kontrakter og eventuelt ved tilpasning af deres forretningsmodel har mulighed for at indrette sig på den risiko, der følger af, at køretøjer kan konfiskeres.
- 8 -
Højesteret bemærker, at en person, der har ført et køretøj på en sådan måde, at der er grundlag for at konfiskere køretøjet i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, som udgangspunkt vil være erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler over for den, der lider et økono-misk tab, hvis køretøjet konfiskeres. Er der tale om lån, vil låntageren som udgangspunkt væ-re erstatningsansvarlig på objektivt grundlag efter DL 5-8-1 over for den, der har udlånt køre-tøjet, hvis køretøjet konfiskeres, og låntageren har lånt køretøjet i egen interesse.
Højesteret har ved kendelse af 5. oktober 2022 i sag 102/2021 (UfR 2023.228) fastslået, at konfiskationsordningen efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., ikke kan antages at være i strid med artikel 17, stk. 1, i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og artikel 52, stk. 1, eller med artikel 1 i den første tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention eller Menneskerettighedsdomstolens praksis. Det beror på en konkret vurdering, om konfiskation i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., er forenelig med disse bestem-melser, herunder om konfiskation er uforholdsmæssigt indgribende.
Den konkrete sag
Spørgsmålet om konfiskation af bilen skal pådømmes under straffesagen mod Kærende 1, og det er først i denne sag, der skal tages stilling til, om konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende. På nuværende tidspunkt skal der alene tages stilling til, om der er grundlag for at beslaglægge bilen ud fra en antagelse om, at der vil være grundlag for at konfiskere bilen un-der straffesagen.
Højesteret tiltræder af de grunde, landsretten har anført, at der er begrundet mistanke om, at Kærende 1 har gjort sig skyldig i kørsel som nævnt i færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. (vanvidskørsel). Højesteret tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag for at anse bilen for brugsstjålet, således at konfiskation af den grund vil være uforholdsmæssigt indgribende.
Spørgsmålet er herefter, om konfiskation må antages at være uforholdsmæssigt indgribende ud fra en helhedsvurdering. Højesteret bemærker, at denne vurdering skal foretages både i forhold til Kærende A/S som ejer af bilen og Kærende 2, der på tidspunktet for beslaglæggelsen havde leaset bilen. Vurderingen skal foretages, selv om leasingaftalen efter-følgende blev ophævet.
Højesteret bemærker endvidere, at det ved denne vurdering må lægges til grund, at der efter årsagen til, at bilen påstås konfiskeret, og de økonomiske følger af en konfiskation ikke er
- 9 -
grundlag for at antage, at konfiskation vil medføre erstatningspligt for staten over for Kærende 2 eller Kærende A/S efter grundlovens § 73.
Som nævnt fremgår det af forarbejderne, at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel.
Ved vurderingen af Kærende 2's forhold og adfærd, herunder om han har udvist agtpå-givenhed og hans mulighed for at vurdere, om der var risiko for, at bilen ville blive brugt til vanvidskørsel, lægger Højesteret til grund, at han har udlånt bilen til Person med hen-blik på, at Person skulle sørge for, at bilen kom fra Holstebro til Harboøre. Højesteret lægger endvidere til grund, at Person aftalte med Kærende 1, at han skulle køre Kærende 2's bil til Harboøre, idet Person fulgte med i sin egen bil. Det er herefter ikke godtgjort, at det var helt upåregneligt for Kærende 2, at bilen – eventuelt efter at den var blevet udlånt til en tredje person – ville blive anvendt til vanvidskørsel.
Efter forarbejderne skal udgangspunktet om konfiskation bl.a. fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Det må ved vurderingen af eje-rens økonomiske stilling i tilfælde af konfiskation også tages i betragtning, om ejeren har an-dre muligheder for at få dækket sit tab.
Ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser for Kærende 2 i tilfælde af konfiska-tion lægger Højesteret til grund, at han er blevet afkrævet ca. 213.000 kr. af Kærende A/S , der har ophævet leasingaftalen under henvisning til, at bilen var beslaglagt som følge af van-vidskørsel, og at han havde lånt bilen ud. Højesteret lægger endvidere til grund, at Kærende 1 siden juni 2021 har været varetægtsfængslet i en sag om besiddelse af en større mængde hero-in og brandstiftelse. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at det er behæftet med betydelig usikkerhed, om Kærende 1 vil kunne erstatte bilens værdi.
Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der på nuværende tidspunkt foreligger, navnlig om det ovenfor anførte om Kærende 2's overdragelse af bilen til Person, finder Højesteret, at der ikke er grund til at antage, at konfiskation vil være uforholdsmæssigt ind-gribende over for Kærende 2.
- 10 -
Ved vurderingen af Kærende A/S s forhold og adfærd, herunder om selskabet har udvist agtpågivenhed og selskabets mulighed for at vurdere, om der var risiko for, at bilen ville blive brugt til vanvidskørsel, lægger Højesteret til grund, at Kærende A/S har undersøgt Kærende 2's økonomiske forhold, inden leasingaftalen blev indgået i marts 2021, og har stillet som vilkår i aftalen, at bilen ikke må udlånes til personer uden for Kærende 2's husstand. Det fremgår imidlertid af en mail fra Kærende A/S til Kærende 2, at Kærende A/S i forbindelse med en skade på en anden bil havde påtalt, at han ifølge lea-singaftalen ikke måtte udlåne bilen. Højesteret finder på den baggrund, at det ikke er godt-gjort, at det var helt upåregneligt for Kærende A/S , at bilen ville blive anvendt til van-vidskørsel.
Ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser for Kærende A/S i tilfælde af konfiska-tion lægger Højesteret til grund, at tabet svarer til det rejste krav over for Kærende 2 på 213.000 kr., og at han i 2019, 2020 og 2021 havde en indkomst på henholdsvis 232.000 kr., 63.000 kr. og 80.000 kr. og en negativ formue på henholdsvis 117.000 kr., 56.000 kr. og 80.000 kr.
Højesteret finder, at det ikke er godtgjort, at Kærende 2 ikke vil være i stand til at er-statte Kærende A/S s tab, eventuelt over en længere periode. Højesteret bemærker endvi-dere, at Kærende A/S ved vurderingen af risikoen ved at lease bilen til Kærende 2 har kunnet tage hans evne til om nødvendigt at betale erstatning i betragtning. Endelig havde og har Kærende A/S som erhvervsdrivende med leasing af biler som forudsat i lovens forarbejder mulighed for at fastsætte leasingydelserne, således at de samlede indtægter kan dække tab som følge af konfiskation, der skyldes, at enkelte leasingtagere kører vanvidskør-sel.
Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der på nuværende tidspunkt foreligger, finder Højesteret, at der ikke er grund til at antage, at konfiskation vil være uforholdsmæssigt ind-gribende over for Kærende A/S .
Der er herefter heller ikke grund til at antage, at konfiskation af den omhandlede personbil vil være i strid med artikel 17, stk. 1, i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder eller artikel 1 i den første tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hverken i forhold til Kærende 2 eller Kærende A/S .
- 11 -
Konklusion
Højesteret tiltræder, at betingelserne for beslaglæggelse er opfyldt, og stadfæster landsrettens kendelse.
Thi bestemmes :
Landsrettens kendelse stadfæstes.