Gå til indhold
Tilbage til søgning

Tiltale for vold, voldtægt og trusler efter straffelovens § 244, stk. 1, jf. stk. 2, § 216, stk. 1, § 266, alt jf. § 67, jf. § 61, stk. 1, og § 89. Påstand om erstatning

Retten i GlostrupStraffesag1. instans15. juni 2022
Sagsnr.: 593/23Retssagsnr.: SS-10369/2021-GLO
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Straffesag
Ret
Retten i Glostrup
Rettens sagsnummer
SS-10369/2021-GLO
Sagstype
Nævningesag
Instans
1. instans
Domsdatabasens sagsnummer
593/23
Sagsdeltagere
PartAnklagemyndigheden

Dom

Retten i Glostrup

Udskrift af dombogen

D O M

afsagt den 15. juni 2022

Rettens nr. AL-10369/2021

Politiets nr. 0700-73241-00015-21

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

CPR nr. (Født 1985)

Der har medvirket nævninger ved behandlingen af denne sag.

Anklageskriftet er modtaget den 24. august 2021. Anklageskriftet er berigti-get ved hovedforhandlingens start.

Tiltalte er tiltalt for

1.

vold efter straffelovens § 244, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 67, jf. § 61, stk. 1, og § 89,

ved på et ukendt tidspunkt den 11. januar 2021 på Adresse, 2800 Lyngby, at have tildelt sin samlever Forurettede flere hårde slag i ansigtet med flad hånd hvorved hun faldt til jorden, hvorefter tiltalte slog hende flere gange med flad og knyttet hånd i hovedet og på kroppen, bed hende hårdt i hånden og på overarmen, flere gange bankede hendes hoved ned i gulvet samt holdt hende for næse og mund, hvorved det sortnede for hendes øjne.

2.

vold efter straffelovens § 244, stk. 1, jf. stk. 2, og trusler efter straffelovens § 266, jf. § 67, jf. § 61, stk. 1, og § 89,

ved på et ukendt tidspunkt i december 2019 på Adresse, 2800 Lyngby, at have taget fat om sin samlever Forurettedes kæbe og klemt hårdt til og efterfølgende skubbet hende hårdt ind i væggen og efterfølgen-de rusket hende, samtidig med at tiltalte udtalte: "Jeg skal nok få slået dig  ihjel'', eller lignende udtalelse, hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt hos Forurettede for sit eget liv eller helbred.

3.

vold efter straffelovens § 244, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 67, jf. § 61, stk. 1, og § 89,

ved på et ukendt tidspunkt mellem den 20. april og den 15. maj 2020 på

Std 75274

side 2

Adresse, 2800 Lyngby, at have tildelt sin samlever Forurettede et hårdt skub, hvorved hun faldt og slog sit hoved ind i et tøj-stativ, samt efterfølgende skubbet hende hårdt ind i en reol.

4.

voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1 (dagældende § 216, stk. 1, nr. 1 og nr. 2), jf. § 67, jf. § 61, stk. 1, og § 89,

ved i perioden fra primo august 2019 til 31. december 2020 på Adresse, 2800 Lyngby, adskillige gange og i perioder flere gange u-gentligt, ved vold eller trussel om vold og uden samtykke, at have tiltvunget sig samleje med Forurettede, idet tiltalte, uanset at Forurettede sagde "nej" og sagde "at hun ikke havde lyst" og forsøgte at skubbe tiltalte væk, spredte hendes ben og gennemførte samleje med hende, samt adskillige gan-ge skaffede sig samleje med Forurettede, selvom hun befandt sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idet tiltalte  gennemførte samleje med hende mens hun sov, uagtet at Forurettede ved tidligere lejligheder havde sagt fra over for tiltaltes handlemåde.

5.

voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 67, jf. § 61, stk. 1, og § 89, ved i perioden fra den 1. til den 9. januar 2021 på Adresse, 2800 Lyngby, flere gange ved vold eller trussel om vold og uden samtykke at have til-tvunget sig samleje med Forurettede, idet tiltalte, uanset at Forurettede sagde "nej" og sagde, "at hun ikke havde lyst" og forsøgte at skubbe tiltalte væk, spredte hendes ben og gennemførte samleje med hende.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om domfældelse efter tiltalen, dog således at der påståes frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 266, i forhold 2, og at perioden i forhold 4 begrænses til efteråret 2019 til 31. de-cember 2020. Anklagemyndigheden har påstået fængselsstraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forurettede har påstået, at Tiltalte skal betale 714.586,21 kr. med tillæg af procesrente fra den 2. juli 2021. Beløbet udgør godtgørelse for svie og smerte med 68.155 kr., tabt omsætning med 506.061,54 kr., behandlingsudgifter og andet tab med 20.369,67 kr. samt tortgodtgørelse med 120.000 kr. Kravene er påstået tillagt procesrente fra den 2. juli 2022.

Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravenes størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af Tiltalte og af vidnerne

side 3

Forurettede og Vidne.

Forklaringen fra Forurettede er afgivet for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29 a, stk. 1.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen og gengives ikke i dommen.

Der er under sagen dokumenteret politiattest af 25. januar 2021, politiattest af 12. april 2021 bilagt lægejournal, fotorapport af 11. januar 2021 med fotos af Forurettede, sms'er fra Forurettede til Tiltalte, udsnit af kalender for januar 2021 tilhørende Forurettede samt WhatsApp-korrespondance mellem Forurettede og  Tiltalte i perioden 1. til 7. januar 2021.

Personlige forhold

Tiltalte er tidligere straffet ved

dom af 23. januar 2020 af Københavns Byret med bøde på 3.000 kr. for

overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1, jf. § 118,

dom af 20. august 2021 af Retten på Frederiksberg med 5 dagbøder af 500 kr. for bedrageri af straffelovens § 279

dom af 16. september 2021 af Københavns Byret med fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, og § 232, stk. 1. Betinget med vilkår om samfundstjeneste. Længstetid 6 måneder. Det er oplyst, at samfundstjenesten er udført, og længstetiden ophørt den 15. marts 2022.

Kriminalforsorgen har i forbindelse med 808-undersøgelse af 10. december 2019 oplyst, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis be-tinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han tidligere ar-bejde hos Arbejdsplads 1. Han har fået nyt arbejde hos Arbejdsplads 2. Han er IT-konsulent. Han bor i en lejlighed i Odense. I sin fritid danser han tango to til tre gange om ugen.

Rettens begrundelse og afgørelse

Skyldsspørgsmålet:

Der er under sagen afsagt følgende

Kendelse

Alle dommere og nævninger udtaler:

side 4

Sagen angår anmeldelser om tre forhold af vold og gentagne voldtægter be-gået af Tiltalte mod Forurettede i perioden fra andet halvår 2019 til den 11. januar 2021.

Det kan efter Tiltalte og Forurettedes samstemmende forklaringer lægges til grund, at Tiltalte og Forurettede mødte hinanden i sommeren 2019 og efter ganske kort tid indledte et for-hold. Derefter opholdt de sig primært sammen i hendes hus i Lyngby, hvor Tiltalte på et tidspunkt også reelt flyttede ind. De har begge beskre-vet deres forhold som turbulent, og at de slog op mange gange. Det var mest ham, der slog op. De har begge forklaret, at hun gik i fertilitetsbehandling, og at de har talt om at blive gift. De har også begge forklaret, at de har været i parterapi. Forurettede har om dette forklaret, at det allerede var et par uger efter, at de havde lært hinanden at kende, og at Tiltalte syntes, at det var et problem, at hun var for dominerende og bestemte for meget.

Tiltalte har om Forurettede forklaret, at hun var udad-vendt, charmerende og meget intelligent. Hun har flere uddannelser som både psykolog, sexolog og jurist. De talte om politik og kultur og var enige om det meste. Hun var meget argumenterende; han blev bombarderet med alt muligt psykologisk, og han havde svært ved at argumentere på samme måde. Hun havde læst mange bøger, og hun vidste bedre end han.

Forurettede har om Tiltalte forklaret, at han kunne væ-re charmerende, sød og sjov, og de kunne tale om intelligente emner. Han var grænseløs og manipulerende og ville have sin vilje. Han var lovløs og parkerede, hvor han ville uden at betale. Det var svært at forstå, at han var så dualistisk. Han kendte ikke til kærlighed, som hun definerede den. Jo længere tid der gik, jo mere forstod hun, at det ikke var seriøst fra hans side. Hvis han ville deres forhold, måtte han i det mindste betale for kost og logi, og han måtte komme hjem efter arbejde, så de kunne tale om fremtiden. Hans møns-ter var at slå op over de mindste ting, og så kom han kort tid efter tilbage med blomster og græd.

Forurettedes søster har som vidne forklaret, at deres forhold var ”usundt” . Den ene dag var de meget forelskede og meget glade for hinanden, skulle giftes og have børn. Den næste dag kunne de ikke fordrage hinanden. Hun har om Tiltalte forklaret, at han var meget sød, men at han også havde et voldsomt temperament og kunne reagere meget voldsomt på ting. Hun har beskrevet sin søster Forurettede som en selvstændig kvinde, der godt kunne sige fra og forsvare sine rettigheder. Hun havde ikke et fysisk temperament, men kunne godt være grov i munden.

Forhold 1:

Forurettede anmeldte den 11. januar 2021 kl. 10.03 til politiet,

side 5

at hun havde været udsat for vold begået af Tiltalte. Efter politiets vejledning indfandt hun sig kl. 10.50 på akutmodtagelsen, Herlev Hospital. Under afhøring hos politiet senere samme dag blev der taget billeder af mær-ker på hendes ansigt og arme.

Forurettede har forklaret, at de den morgen var kommet op at skændes på baggrund af en episode aftenen før i forbindelse med et besøg af hendes søster og dennes kæreste. Hun havde under skænderiet brugt udtryk-ket ”din ludermor” , hvilket havde fået ham til at overfalde hende med slag med flad hånd og knytnæve samt bid som beskrevet i tiltalen.

Tiltalte har bekræftet, at de den morgen havde et skænderi. Forurettede endte med at slå op og smide ham ud. Der var ingen fysisk kontakt mel-lem dem. Hun havde ingen skader, da han forlod hende.

Efter forklaringen fra Forurettede, som støttes af oplysningerne i politiattesten, og i øvrigt sammenholdt med billederne, finder retten det be-vist, at Tiltalte udsatte Forurettede for vold som be-skrevet i anklageskriftets forhold 1.

Forhold 2:

Tiltalte har bestridt, at der har fundet en episode sted som anført i forhold 2.

Forurettede har forklaret om en episode i december 2019, hvor hendes søster og søsterens daværende kæreste var på besøg. Hun og Tiltalte kom op at skændes, og Tiltalte gik helt amok. Han tog med begge hænder kraftigt fat om hendes kæbe og knuste hendes ansigt op ad en væg. Hun ram-te væggen med stor kraft. Søsterens kæreste fik dem skilt ad. Forurettedes søster har som vidne forklaret om samme episode, at Forurettede og Tiltalte kom op at skændes, at Tiltalte tog fat med hånden om Forurettedes ansigt, muligvis kæben, og ruskede hende, og at det lykkedes hendes kæreste at skille dem ad.

Efter disse forklaringer finder retten det bevist, at Tiltalte har udøvet vold som beskrevet i anklageskriftets forhold 2.

I overensstemmelse med anklagerens påstand frifindes han for overtrædelse af straffelovens § 266.

Forhold 3:

Tiltalte har bestridt, at der har fundet en episode sted som anført i forhold 3.

Forurettede har forklaret, at de den morgen var kommet op at

side 6

skændes, og at han i den forbindelse havde skubbet hende ind i et tøjstativ, og at hun efterfølgende blev skubbet ind i en reol. Hun mødtes derefter med sin søster og fortalte om episoden. Forurettedes søster har be-kræftet, at hun en morgen mødtes med Forurettede, som var forslået og blød-te fra kinden. Forurettede havde da fortalt, at de havde skændtes, at Tiltalte havde skubbet til hende, og at hun var væltet ind i et tøjstativ.

Efter disse forklaringer finder retten det bevist, at Tiltalte har udøvet vold som beskrevet i anklageskriftets forhold 3.

Om forhold 1, 2 og 3

Tiltalte findes således i forhold 1-3 skyldig i overtrædelse af straffe-lovens § 244, stk. 1. Der er intet grundlag for at henføre forholdene under straffelovens § 244, stk. 2

Forhold 4 og 5:

Tiltalte har om deres seksuelle forhold forklaret, at de fra starten havde samleje næsten dagligt og derefter hver anden dag. Når de havde sam-leje, krammede og kyssede de. De har talt om forspil. Hun ville have, at han skulle være bedre til det. De var begge glade for deres sexliv. Hvis hun sagde nej, respekterede han det. Det er ikke sket, at hun efterfølgende har sagt, at hun ikke havde lyst. Hun syntes, det var vigtigt, at man sov sammen, men blev irriteret, hvis han bevægede sig i sengen, så hun ikke kunne sove. Han har ikke haft samleje med hende, når hun sov, og det ville være fysisk umu-ligt for ham at voldtage hende, da hun er stærkere end ham både fysisk og psykisk.

Forurettede har forklaret, at Tiltalte havde en meget stor sexlyst og bl.a. brugte penge på escort og bordeller. Hun og Tiltalte havde samleje hver eller næsten hver nat, to til tre gange om natten.  Det første samleje var frivilligt, men ikke de to efterfølgende. Hun har tydeligt sagt fra. Hun har sagt, at hun ikke var med på, at én gang sex skulle blive til to eller tre gange. Selvom hun er fysisk større, var det ikke muligt for hende at skubbe ham væk. I starten gjorde hun ikke modstand, men informerede ham om partner-overgreb. Senere har hun flere gange grædt og sagt, at hun ikke ville.  Efter de to første penetreringer havde han ofte samleje med hende en tredje gang om natten mellem kl. tre og fire, mens hun sov. Det var oftest bagfra, da de lå i ske. Det kunne også ske, når de lå og så film, at han tvang hendes ben fra hinanden og gennemførte samleje uden forspil. Hendes tilkendegivelser blev aldrig respekteret. Han ville ikke forstå et nej.

De har begge forklaret, at Forurettede i sommeren 2020 rejste til Athen ale-ne, og at Tiltalte senere rejste ned til hende, og at hun fra Athen sendte ham en mail angående deres parforhold. Forurettede har forklaret, at hun var rejst til Athen for at samle sig. Hun ville skrive, at hun ikke længere

side 7

ville finde sig i økonomisk, fysisk, psykisk og seksuel vold. Det må være en arbejdsskade, idet hun er jurastuderende.

Af denne mail af 21. juli 2020 fremgår: ”…Jeg har aldrig i mit liv oplevet at blive kaldt for luder, at få en på hovedet eller blive løget om både bordel-be-søg, hjemmeside besøg og så date med en anden, jeg har heller aldrig været udsat for blå mærker eller sex uden at jeg har haft lyst, heller ej en mand der råber og skriger ved det mindste.” , og ”Hvis du nogensinde igen udsætter mig for råb og skældsord, udsætter mig for unødig provokation, trusler som at slå bordeler op på nettet af barnlige årsager, et misbrug af sex og bare at gøre det uden min lyst eller udsætter mig for økonomisk svigt, gør jeg det forbi, og denne gang gør jeg det ved at ringe til Politiet og få dig anholdt om-gående.”

Forurettede har om en konkret situation forklaret, at hun en af-ten lå foran brændeovnen og læste. Da der var over 35 grader i stuen, havde hun ikke meget tøj på. Han kom ind, og de lå og kyssede og holdt om hinan-den, og hun lagde det ene ben over ham. Derefter skubbede han hendes trus-ser til side og gennemførte samleje. Hun havde sagt, at de ikke skulle dyrke sex nu og havde prøvet at skubbe sig fri. Hun har forklaret, at hun mente, at det var en vinteraften omkring jul 2020, og hun havde sagt til ham, om han var klar over, at samtykkeloven var vedtaget. Alligevel førte han sin penis ind i hende.

Hun har i øvrigt forklaret, at hun orienterede Tiltalte om samtykkeloven, og at hun nu ikke længere behøvede at bevise, at hun havde skubbet ham væk, men at det var tilstrækkeligt, at hun ikke havde givet samtykke.

Forurettedes søster har forklaret om en episode, hvor hun kom hos Forurettede og Tiltalte, hvor de var uvenner, og Forurettede havde grædt. På hendes spørgsmål om, hvad der var galt, havde Tiltalte svaret, at han ”havde kneppet hende uden hendes vilje” .

Forurettede har i en kalender, udleveret til politiet for januar 2021, blandt andet anført ud for den 3., 6., 8. og 9. januar ”Sex uden lyst” . Den 10. januar har hun skrevet ”Psykisk vold” , og den 11. januar har hun skrevet ”Tiltalte overfalder mig” .

WhatsApp-korrespondance mellem Tiltalte og Forurettede fra perioden 1. – 7. januar 2021 indeholder kærlighedsdigte, gensidig brug af hjertesmileys og af ordet ”eshgham” , som de har oplyst betyder ”min elskede” , samt omtale af, at de ikke kunne rejse til Iran uden at være gift, at de ikke kunne få visum til Iran grundet corona, og at de derfor ville rejse til Spanien i stedet.

Den 11. januar 2021 henvendte Forurettede sig til politiet og forklarede om forhold 1. Den 18. januar 2021 henvendte hun sig på ny til po-

side 8

litiet for at anmelde yderligere voldsforhold. Under en senere afhøring den 25. januar 2021 oplyste hun om de forhold, der er omfattet af forhold 4 og 5.

Om forhold 4 – perioden fra efteråret 2019 til 31. december 2020:

Efter en samlet vurdering af ovenstående og af Tiltalte og Forurettedes forklaringer i øvrigt lægger retten til grund, at Tiltalte og Forurettede var to selvstændige, veluddannede og af hinanden økonomisk uafhængige personer, at de havde et turbulent kærlig-hedsforhold, hvor de skiftevis elskede hinanden og gjorde deres forhold for-bi, at de havde et aktivt sexliv, og at de havde meget forskellige forventnin-ger til deres parforhold.

Retten lægger endvidere til grund, at de trods de hyppige brud fortsatte deres samliv i hele perioden, fortsat næsten dagligt havde ét samleje, som Forurettede beskrev som frivilligt, planlagde bryllup og rejser og skiftevis elskede og hadede hinanden.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens øvrige oplysninger finder retten, at det ikke alene ved Forurettedes forklaring udo-ver enhver rimelig tvivl er bevist, at Tiltalte tiltvang sig samleje med Forurettede med vold eller trussel om vold, ligesom det ikke er bevist, at Tiltalte havde det fornødne forsæt hertil. Det er med sam-me begrundelse ikke bevist, at Tiltalte skaffede sig samleje med Forurettede i situationer, hvor hun sov og var ude af stand til at modsætte sig.

Heller ikke den omstændighed, at han i forbindelse med et skænderi over for Forurettedes søster, som spurgte, hvad der var galt, skulle have udtrykt, at han havde ”kneppet hende uden hendes vilje” , kan føre til andet resultat.

Tiltalte frifindes herefter for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, jf. dagældende § 216, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, som beskrevet i forhold 4.

Om forhold 5 – perioden fra 1. – 9. januar 2021:

Forurettede har forklaret, at hun orienterede Tiltalte om samtyk-keloven, da den var vedtaget. Hun har ikke nærmere konkret beskrevet sam-lejer i perioden efter 31. december 2020, men har særligt henvist til notater i sin kalender fra fire dage i januar, hvor hun i kalenderen har anført ”sex uden lyst” .

Efter sagens omstændigheder, herunder det oplyste om deres forhold, sam-menholdt bl.a. med oplysningerne i deres WhatsApp-korrespondance i sam-me periode, finder retten det ikke ud over enhver rimelig tvivl bevist, at Tiltalte og Forurettede i denne periode havde samlejer,

side 9

som hun ikke aktivt eller stiltiende havde samtykket i.

Tiltalte frifindes herefter for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, som beskrevet i forhold 5.

Thi bestemmes:

Tiltalte er i forhold 1, 2 og 3 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1.

Tiltalte frifindes i forhold 2 for overtrædelse af straffelovens § 266. Tiltalte frifindes i forhold 4 og 5.

Sanktionsspørgsmålet

Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 244, stk. 1, jf.  § 89.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis Tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1. Han skal herunder udføre samfundstjeneste i 80 timer.

De forhold, som Tiltalte nu er fundet skydig i, er begået før den be-tingede dom af 16. september 2021, hvorfor sagen er omfattet af straffelo-vens § 61, stk. 1. Da samfundstjenesten er udført, og prøvetiden derfor i medfør af straffelovens § 63, stk. 3, er ophørt forud for behandlingen af den-ne sag, omfatter straffen ikke den betingede dom.

Retten har ved fastsættelsen af straffen lagt vægt på karakteren af den begåe-de vold, de begrænsede fysiske skader og forholdenes alder. Retten har tillige tillagt det betydning, at der er tale om vold i samlivsforhold opstået i forbin-delse med skænderier mellem Tiltalte og Forurettede.

Under disse omstændigheder, og da Tiltalte ikke forud var straffet for ligeartet kriminalitet, finder retten det forsvarligt at gøre straffet betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Erstatning

Efter bevisresultatet i forhold 4 og 5 frifindes Tiltalte for påstanden om godtgørelse for tort.

De øvrige krav tages efter de juridiske dommeres bestemmelse ikke under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992.

Sagsomkostninger

side 10

Efter sagens resultat skal Tiltalte betale sagsomkostninger vedrøren-de forhold 1-3, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1 og 2. For så vidt angår salæ-ret til forsvareren skal Tiltalte af dette betale 16.630 kr., svarende til salæret for en retsdag af 5 timer inklusive moms. Statskassen skal betale sa-gens øvrige omkostninger.

Thi kendes for ret:

Tiltalte straffes med fængsel i 3 måneder.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:

1.Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.

2.Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udfø-re ulønnet samfundstjeneste i 80 timer.

3.Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger vedrørende forhold 1-3, herunder salær til forsvareren på 16.630 kr. Statskassen betaler sagens øvrige omkost-ninger.

Tiltalte frifindes for påstanden om godtgørelse for tort.

Dommer

Oplysning om appel

2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 592/23
Rettens sags nr.: SS-2010/2022-OLR
Afsluttet
1. instansRetten i GlostrupGLO
DDB sags nr.: 593/23
Rettens sags nr.: SS-10369/2021-GLO
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Ja
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
0700-73241-00015-21
Påstandsbeløb