Dom
D O M
afsagt den 16. februar 2023 af Vestre Landsrets 4. afdeling (dommerne Cecilie Maarbjerg Qvist, Henrik Bjørnager Nielsen og Mads Legaard Toustrup (kst.)) i nævningesag
V.L. S – 2147 – 22
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte 2
Født 1994
(advokat Brian W. Lassen, Fredericia)
og
Tiltalte 1
Født 1995
(advokat Mette Grith Stage, Fredericia)
Retten i Viborg har den 28. september 2022 under medvirken af nævninger afsagt domme i 1. instans (rettens nr. 5664/2021).
Påstande
Tiltalte 2 har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Tiltalte 1 har påstået frifindelse i forhold 2 og i øvrigt for-mildelse.
Tiltalte 1 har gentaget påstanden om frifindelse for udvis-ningspåstanden.
Anklagemyndigheden har over for Tiltalte 2 påstået skærpelse.
- 2 -
Anklagemyndigheden har over for Tiltalte 1 påstået domfæl-delse i overensstemmelse med tiltalen for byretten samt skærpelse.
Danske Andelskassers Bank A/S har over for Tiltalte 2 påstået stadfæ-stelse af byrettens afgørelse om erstatning på 149.625 kr. med procesrente.
Forurettede har over for Tiltalte 1 gentaget erstatningspå-standen for byretten om betaling af 30.000 kr.
De tiltalte har påstået frifindelse for kravene og har bestridt kravene størrelsesmæssigt.
Supplerende oplysninger
Tiltalte 2 er ved Retten i Koldings dom af 28. oktober 2019 straffet med en bøde på 3.000 kr. for overtrædelse af våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 3.
Ved Retten i Hjørrings dom af 28. februar 2020 er Tiltalte 2 straffet med en bøde på 1.000 kr. for overtrædelse af straffuldbyrdelseslovens § 110 b, stk. 1, og ved Retten i Aarhus ’ dom af 23. september 2022 er han straffet med en bøde på 11.000 kr. for overtrædelse af bl.a. bekendtgørelse nr. 828 af 10. juni 2017 om vejtransport af farligt gods.
Om Tiltalte 1 hedder det i Udlændingestyrelsens udtalelse af 1. december 2021 blandt andet:
”Opholdsgrundlag og længde
Tiltalte 1 indrejste i Danmark den 20. januar 1996, hvor han søgte asyl. Den pågældende fik den 6. november 1998 opholdstil-ladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2 indtil den 5. september 2001. Pågældendes opholdstilladelse er senest den 21. februar 2002 meddelt tidsubegrænset.
Længden af Tiltalte 1's lovlige ophold i relation til ud-visningsbestemmelserne regnes fra den 6. november 1998, hvor pågældende fik opholdstilladelse i Danmark, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 2.
- 3 -
Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har ud-stået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der in-debærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, ikke i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1.
Idet anklagemyndigheden ikke har fremsendt en samlet opgørelse over tidli-gere afsoning og frihedsberøvelse, skal Udlændingestyrelsen tage forbehold herfor.
Udlændingestyrelsen vurderer dog, at dette ikke har betydning for hjem-melsspørgsmålet, idet pågældende ud fra sagens oplysninger i øvrigt umid-delbart har haft lovligt ophold i Danmark i mere end de seneste 8 år, når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes.
…
§ 26, stk. 2
Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte 1 med sikkerhed kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til at anklagemyndigheden ikke har fremsendt en nyere rapport vedrørende på-gældende personlige og familiemæssige forhold.
Anklagemyndigheden henviser til Kriminalforsorgens undersøgelse i med-før af retsplejelovens § 808 af 7. maj 2020.
Heraf fremgår at Tiltalte 1 blandt andet har oplyst, at han:
•har en kæreste, men har ingen børn,
•har forældre og 9 søskende i Danmark,
•har afsluttet folkeskolens 9. klasse, samt påbegyndte tandlægeskolen, men måtte droppe ud grundet sygdom i familien. Han har efterfølgende uddannet sig til social- og sundhedshjælper,
•er pt. uden arbejde.
Det bemærkes, at det fremgår af opslag i CPR dags dato, at Tiltalte 1 fortsat er ugift og uden børn.”
Tiltalte 1 er ved Retten i Aarhus ’ dom af 29. juni 2021 straf-fet med en bøde på 1.000 kr. for overtrædelse af straffuldbyrdelseslovens § 110 b, stk. 1.
Tiltalte 1 har vedrørende sine personlige forhold fremlagt udtalelse af 15. februar 2023 fra Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune.
- 4 -
Forklaringer
De tiltalte og vidnerne politibetjent Vidne 1, Forurettede, Vidne 3 og Vidne 4 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Der er også for landsretten foretaget dokumentation af Vidne 2's forklaring ifølge afhøringsrapport af 17. december 2020, jf. retsplejelovens § 871, stk. 4.
Tiltalte 2 har supplerende forklaret, at han og medtiltalte kender hinan-den fra Århus. Det kan sagtens være, at de har kendt hinanden siden folkeskoletiden, og han anser dem for at være venner.
Han ved ikke, om han har mødt Forurettede. Han har i Århus hørt flere personer tale om Forurettede. Han tror ikke, at det er noget, som han har talt med Tiltalte 1 om.
Han har på et tidspunkt lejet den pågældende bil af mærket Kia, og det har han også tidli-gere forklaret om. Han har også lejet andre biler af samme biludlejer. Han tror, at han må-ske har lejet Kia ’ en et par gange. Han har begge gange kun lejet den 1 eller måske 2 dage. Han tror ikke, at han til politiet har forklaret, at begrundelsen for, at bilnøglen sad i nøgle-bundtet, var, at nøglen til lejligheden ikke skulle blive væk. Det må politiet have misforstå-et. Det var bilnøglen, der ikke skulle blive væk.
Han kan ikke afvise, at han har siddet i en bil sammen med nogle venner, og at de så er kørt op til Forurettede, uden at tiltalte har vidst det. Det er det, han mener, når han i byretten har forklaret, at han kan have siddet i en bil, der er kørt op til Forurettede.
Hans hukommelse er ikke så god, og han husker ikke, om han har været i Viborg på et tidspunkt i 2019. Han har nok gået på krykker omkring sommeren 2020, efter at han havde knust sin ankel.
Vedrørende overførslerne af penge fra Forurettedes konto kender han ikke nogen af personerne, som pengene er overført til, og han kender heller ikke Person 4.
- 5 -
Han har ikke haft en iPad. Han ved ikke, om Tlf nr. 3 er et telefonnummer, som han har haft.
Kniven, der blev fundet i soveværelset, har han købt i en butik, og han kan ikke se, at der er noget galt i, at han har den. Han fastholder, at han bruger den til at skære kød med. Han har købt den i en butik i Aarhus. Han husker ikke, om han har købt den i en køkkenbutik eller en jagtbutik.
Der var ikke nogen oplader til den pågældende Nokia-telefon, og politiet fandt heller ikke en oplader under ransagningen.
Om sine personlige forhold har tiltalte forklaret, at hans situation er uændret.
Tiltalte 1 har supplerende forklaret, at han ikke husker, hvad han og medtiltalte lavede, da de sammen var ude at køre i den pågældende Kia. Det er svært at huske, da det er flere år siden.
Han kan ikke huske, hvilken dag det var, han havde været hjemme hos Forurettede forud for den 6. september 2020. Det var efter den 9. august 2020, hvor de havde været ved Føtex. De talte da om alt, og der var god stemning. De to andre, der var med tiltalte, kendte Forurettede i forvejen. De var i alt 3 personer hjemme hos Forurettede. De sad bl.a. og drak øl. Han husker, at det var en dejlig sommerdag. Medtiltalte var ikke en af dem, der var med. Han ønsker ikke at oplyse navnene på de to, der var med. Det skyldes tiltaltes egen sikkerhed, at han ikke ønsker at oplyse det. Han kan ikke huske, om de havde mere dybe samtaler med Forurettede. Han ved ikke helt, hvad der skal forstås ved dybe sam-taler, men der var en god stemning, og de talte om forskellige ting.
Han ønsker fortsat heller ikke at oplyse, hvem det var, han var sammen med den 6. sep-tember 2020, da de kom til Forurettedes bopæl. Også her skyldes det hans egen sikker-hed.
Forurettede åbnede døren, og tiltalte tror, at Forurettede som det første sagde hej til dem. De blev herefter inviteret indenfor. De sad først og snakkede, inden tiltalte gik oven-på for at se, om han kunne finde penge eller andet. Han husker ikke, om han og kammera-
- 6 -
ten gik med det samme, efter at Forurettede havde sagt, at tiltaltes kammerat var færdig på toilettet. Inden de gik, mærkede de ikke efter, hvad Forurettede havde på sig.
Politiet kom efterfølgende og sigtede tiltalte for hjemmerøveri. Han husker ikke, om han forinden var blevet bange for, at han var eftersøgt. Han ønskede ikke at afgive forklaring til politiet. Det er dommeren, der afgør sagen, og det var baggrunden for, at han først ønskede at afgive forklaring i retten.
Det var hans kammerater, der havde lavet aftalen med Forurettede om at mødes ved Føtex. De var også ude af bilen, hvor de snakkede med Forurettede, og stemningen var god. Forurettede sagde også, at de senere kunne låne penge af ham. Det var hans to kammerater, der havde lavet aftalen med Forurettede om, at de kunne besøge ham på bopælen. Den ene af kammeraterne havde også været med, da de mødte Forurettede ved Føtex. Han havde fra kammeraterne fået det indtryk, at de kendte Forurettede godt, og at det var fint, at de kom, og at de var velkomne. Han havde også fået indtryk af, at hans kammerater tidligere havde drukket øl med Forurettede, og at de var gode venner. Han husker ikke, om de var indenfor. Vejret var godt, og han mener, at de sad udenfor. Han husker, at der var nogen, der benyttede Forurettedes toilet. Han følte, at der generelt var en god kemi mellem dem og Forurettede.
Personen, som tiltalte var sammen med den 6. september 2020, ringede til Forurettede og sagde, at de stod ved døren og ventede. Forurettede tog telefonen og sagde, at han kom og åbnede. Det er tiltalte sikker på. Der var ikke meget plads i entreen, så det var lidt trangt, lige da de kom indenfor. Indenfor var de på ingen måde truende. Han mener heller ikke, at de virkede sådan, og Forurettede gik da også rundt med en øl og virkede af-slappet.
Rygtet om, at der var begået et hjemmerøveri i Viborg, kom fra nogen i de kredse, som kendte Forurettede. Han så billederne, hvorefter han var eftersøgt, men han håbede, at det gik væk, så han kontaktede ikke politiet.
Han tør ikke nævne navnene på de kammerater, som han besøgte Forurettede sammen med, da han er bange for, at det vil give dem de samme problemer, som tiltalte har fået, og han er også bange for, at han så ikke kan gå på gaden.
- 7 -
Om sine personlige forhold har tiltalte supplerende forklaret, at han arbejdede i hjemme-plejen på Bydel i Aarhus fra den 1. oktober 2021, og indtil han i september 2022 blev ansat som social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen i By 5 som en del af aften-teamet, som det fremgår af udtalelsen af 15. februar 2023. Han stoppede i aftenteamet i oktober 2022. Han har aldrig været i Irak. Hans forældre har hjemme talt kurdisk, og han forstår lidt kurdisk, men ikke sådan at han kan klare sig på sproget. Han taler dansk med sine forældre. De taler kurdisk, men han svarer dem på dansk. Han kan ikke læse kurdisk. Han er opdraget med danske værdier. Heller ikke hans forældre eller søskende har nogen tilknytning til Irak. Hans mor blev i går meget syg, og hun ligger i respirator og svæver mellem liv og død.
Politibetjent Vidne 1 har supplerende forklaret, at Forurettede havde svært ved at adskille hændelsesforløbene. Forurettede lugtede hver gang af alkohol, og han kom på et lokalt værtshus i Viborg. Forurettede havde svært ved at huske datoer, og han byttede bl.a. om på datoerne den 9. og den 12. Detaljegraden var nok ikke, som den normalt er, når man afhører vidner. Forurettedes forklaring om mødet ved Føtex kunne støttes af masteoplysninger, og hans forklaring om kontanter, som han havde hjemme, blev verificeret ved, at vidnet faktisk så, at Forurettede havde kontanter liggende. Hans for-klaring om, at der var personer, der opsøgte ham, blev også bekræftet af optagelserne fra vildtkameraet.
IP-oplysningerne vedrørende databedrageriet fik politiet fra banken.
Tlf nr. 3, der var på et taletidskort, var tilknyttet Tiltalte 2 ifølge de oplysninger, som politiet tidligere havde registreret i deres system.
Han har i forbindelse med efterforskningen haft kontakt til Vidne 2, og han har også haft kontakt til Person 3. Han har ikke haft kontakt til Person 4. Han ved ikke, om andre ved politiet har haft kontakt til Person 4.
Som vidnet opfattede det, var der ikke noget, der kunne give anledning til misforståelser under afhøringen om ejerskabet til Nokia-telefonen og om nøglen til bilen. Tiltalte 2 forklarede som anført i afhøringsrapporten, at Nokia-telefonen tilhørte ham.
- 8 -
Han mødtes med Forurettede ved Føtex, hvor Forurettede forklarede nærmere om, hvordan han på stedet var mødtes med personerne, og hvor han også havde noteret bilens registreringsnummer. Forurettede viste også vidnet sin opkaldshistorik vedrørende op-kald fra Tlf nr. 4.
Det blev besluttet at opsætte vildtkameraet, da Forurettede løbende blev kontaktet af personerne. Det var for at få identificeret personerne.
Forurettede lød oprørt, da han den 6. september 2020 ringede og sagde, at personerne havde været på hans bopæl.
Han ved ikke, om man i ”Finder ” kan se, hvornår et telefonnummer er indtastet.
Han er ikke bekendt med, hvornår eller i hvilken anledning Tlf nr. 3 er blevet knyttet sammen med Tiltalte 2.
Han erindrer ikke, at der under ransagningen blev fundet en lader til Nokia-telefonen. Det er muligt, at telefonen efterfølgende blev opladet af politiet, så man kan ikke lægge vægt på, hvor meget telefonen var opladet. Ved beslaglæggelsen blev telefonen sat på flytil-stand. Tiltalte spurgte ikke til beskeder på telefonen.
Hvis der ikke ligger noget materiale i sagen, har politiet ikke indhentet teleoplysninger vedrørende Forurettedes telefon. Han tror, at politiet har vurderet, at det ikke var rele-vant.
Forurettede har supplerende om forhold 1b forklaret, at han vidste, at han havde telefo-nen, da han kom med i bilen, og de kørte mod Aarhus. Det var først, da han truede med at smadre forruden, at de pludselig fandt hans telefon. Han tror ikke, at han ville have gjort alvor af at smadre forruden. Personerne, som beløbene på 50.000 kr. er overført til, siger ham ikke noget.
Vedrørende mødet med personerne i august 2020 ved Føtex husker han, at han blev spurgt, om han ville med ud at køre i bilen, men det afviste han. Han og personerne talte nok om et eller andet, men han husker ikke om hvad.
- 9 -
Han husker ikke i dag, om der kom nogle personer på hans bopæl den 26. august 2020. Foreholdt rapport af 27. august 2022 vedrørende oplysninger fra forurettede, hvorefter han den 27. august 2020 skulle have forklaret om 2 personer, som havde været på hans bopæl aftenen forinden, har han forklaret, at han ikke synes at kunne mindes det i dag.
Den 6. september 2020, da der blev banket på døren, troede han, at det var naboen. Fore-holdt, at han har forklaret, at han, da han åbnede døren, blev presset ind i køkkenet, har han forklaret, at køkkenet ligger til højre, når man kommer ind i entreen, og han husker det sådan, at der var 3 mænd, som kom ind. Han blev sådan lidt rundtosset og tænkte, at de nok skulle i gang med at stjæle noget. Der var dog ikke som sådan noget at stjæle. Han husker godt, at han havde gemt penge i en vinkarton, men han husker ikke, hvor mange penge der var.
Foreholdt afhøringsrapporten af 7. september 2020, hvorefter han skulle have forklaret, at han blev presset ind, lige idet han lukkede døren op, har han forklaret, at han stod i køkke-net, mens den ene af personerne gik ovenpå. Da personen lidt efter kom ned igen, begyndte pågældende at kropsvisitere vidnet ved at klappe vidnet uden på tøjet fra skuldrene og ned. Herefter tog personen hånden i vidnets lomme. Han husker ikke, om han havde mellem 10.000 kr. og 30.000 kr. i kontanter i lommerne. Det kan der godt have været, men der kan også have været mindre. Foreholdt, at han ifølge afhøringsrapporten har forklaret, at han blev presset op, har han forklaret, at han husker, at han blev det. Det var inde i køkkenet, han blev presset op. Hermed mener han, at der stod to personer lige foran ham. Han følte sig nok ikke helt sikker, så derfor forholdt han sig i ro. Det hele foregik meget hurtigt. Det tog 2-3 minutter, og så var personerne væk igen. Han har nok været lidt bange og usikker på, hvad der nu skete.
Efterfølgende har han sådan set haft det udmærket. Han tror ikke, at han får varige mén efter det. Det var lidt af en oplevelse, og han er ret irriteret over, at han mistede sine penge, også ved den første episode, og han er irriteret over turen til Aarhus.
Som han husker det, blev han presset ind i køkkenet, idet de kom ind, og der stod herefter 2 personer foran ham, mens den tredje gik ovenpå. Han mener fortsat, at der var 3 perso-ner. Der er ikke meget plads i hans indgang, så man står tæt, hvis der er 4 personer.
- 10 -
Han husker ikke, om han om episoden den 6. september 2020 til politiet forklarede, at han fulgte efter personen, der gik ovenpå, idet vidnet ville finde sin mobiltelefon, så han kunne ringe til politiet. I dag husker han det heller ikke sådan, at han gik efter personen ovenpå.
Han husker ikke at have fået noget at drikke, mens personerne var der. Han tror ikke, at personerne fik noget at drikke, mens de var der. Han tror ikke, at personerne var der mere end i maksimalt 5 minutter.
Foreholdt forklaringen for byretten, hvorefter han ikke følte sig truet, har han forklaret, at han nok ikke vil sige, at han følte sig truet. Det hele gik så hurtigt, og han var nok forvirret.
Han husker ikke, om der ved Føtex i august 2020 blev nævnt noget om at drikke øl. Det er muligt, at personerne kan have sagt noget til ham om det for at lokke ham ind i bilen. Han husker det sådan, at personerne blev siddende i bilen, og at de således ikke var udenfor. Måske var en af personerne ude af bilen.
Som han husker det, var det episoden med, at han åbnede døren, og at de kom ind, der var grunden til, at der blev sat et kamera op. Han er kun blevet presset op en gang.
Vidne 3 har supplerende forklaret, at han ikke husker så godt. Han kan ikke nærmere beskrive personerne, som indfandt sig hos Forurettede. Der kom perso-ner i flere omgange. Han husker ikke, om der var en, der gik med krykker.
Vidne 4 har supplerende forklaret, at Forurettede fortalte, at personerne ville have ham med ud at køre, og at han herefter var kommet ind i en bil, og at de var kørt mod Aarhus. Han husker ikke, hvornår Forurettede fortalte dette. Forurettede for-talte også, at de under turen havde været i en lejlighed i By 2. Forurettede fortalte, at han havde haft sit NemID liggende sammen med telefonen. Han fortalte vidnet, at han var blevet bestjålet, og at der var trukket penge på hans konto. Han fortalte også, at han skulle mødes med personerne ved Føtex, da han sagde, at han ikke ville have personerne hjem på sin bopæl igen. Forurettede fortalte nok om dette 14 dage efter, at det var sket. Han hjalp Forurettede med at indgive politianmeldelse. Politiet satte vildtkameraet op, da politiet var kommet frem til, at der var noget i sagen, og at man regnede med, at perso-nerne kom hjem til Forurettede igen. Foreholdt politirapport af 27. august 2020, hvor-efter vidnet skulle have forklaret om, at Forurettede var vågnet ved, at en mand stod
- 11 -
ved siden af ham, har han forklaret, at han har forklaret dette til politiet. Det er hans ind-tryk, at Forurettede har haft det sådan, at han bare gerne ville i retten og have sagen overstået.
Landsrettens begrundelse og resultat
Skyldsspørgsmålet
Der er om skyldsspørgsmålet afsagt
”K e n d e l s e:
Samtlige nævninger og dommere udtaler:
Tiltalte 2
Forhold 1 b
Som anført i byrettens dom henvendte Forurettede sig til sin bank, og der blev i den forbindelse udfærdiget en indsigelse vedrørende de tre overførsler på hver 50.000 kr. fra hans konto. Forurettede har afgivet forklaring om blandt andet køreturen til Aarhus, hvor han tror, at hans NemID blev affotograferet, og hans forklaring støttes blandt andet af oplysningerne i den udfærdigede indsigelse. Det tiltrædes herefter også efter bevisførelsen for landsretten, at overførslerne er sket under anvendelse af stjålne oplysninger fra Forurettedes NemID-kort.
Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisfø-relsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket. Den omstændighed, at der efter det oplyste ikke under ransagningen blev fundet en oplader til telefonen, kan ikke føre til et andet resultat.
Forhold 3
Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det af de grunde, som byretten har anført, at tiltalte er fundet skyldig som sket.
- 12 -
Tiltalte 1
Forhold 2
Forurettede har under sine forklaringer til politiet og i retten haft vanskeligt ved nogle gange helt at adskille de forskellige hændelsesforløb og huske detaljer, og på visse punkter har han vedrørende de enkelte dage ikke helt kunnet huske det tidsmæssige forløb. Lands-retten lægger som byretten til grund, at Forurettedes personlige forhold er belastet af blandt andet følgerne efter et hovedtraume. Forurettede har i øvrigt med sin person og fremtræden fremstået troværdig, og det har generelt været indtrykket, at han har været for-sigtig med ikke at forklare om andet, end han med sikkerhed mener at have oplevet, og at han i forhold til tidligere forklaringer har været tydeligt opmærksom, hvis der har været noget, han ikke længere har kunnet huske.
Som anført af byretten hævede Forurettede løbende penge, som han skjulte i sit hjem, og i forbindelse med efterforskningen blev det af politiet konstateret, at der hos ham lå omkring 180.000 kr. gemt i en vinkarton.
Efter bevisførelsen, herunder forklaringen fra Forurettede, er der ikke grundlag for at tilsidesætte tiltaltes forklaring, hvorefter han – sammen med de øvrige personer, der er forklaret om – var til stede, da Forurettede den 9. august 2020 var ved Føtex i Viborg. Der er heller ikke grundlag for at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at han sammen med to andre personer var på Forurettedes bopæl den 26. august 2020. Også efter bevisførel-sen for landsretten lægges det til grund, at det var Forurettede, der var blevet opsøgt, og at formålet var at få penge.
Forurettede har både til politiet og i retten forklaret, at han den 6. september 2020 ikke ønskede at lukke personerne indenfor. Som anført af byretten støttes forklaringen af, at han forinden ved Føtex havde noteret bilens registreringsnummer, og at han flere gange for at få hjælp havde kontaktet politiet, der herefter efter aftale med Forurettede havde opsat et vildtkamera på bopælen.
Ligeledes som anført af byretten fremgår det af de foreviste fotos fra vildtkameraet og af tiltaltes erkendelse, at tiltalte omkring det i tiltalen anførte tidspunkt – sammen med en
- 13 -
anden person, hvis identitet tiltalte ikke har ønsket at oplyse – indfandt sig på Forurettedes bopæl. Efter tiltaltes forklaring opsøgte de Forurettede for at få penge, som Forurettede ikke skulle have tilbage.
Også efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at tiltalte og den anden person bankede på, og at Forurettede efter et stykke tid åbnede døren. Forurettede har for-klaret, at han ikke kunne se, hvem der stod udenfor, og at han troede, at det var naboen.
Trods de usikkerheder vedrørende detaljer og tidsforløb mv., som Forurettedes forkla-ring som anført i et vist omfang har båret præg af, har Forurettede ved de forklaringer, han løbende har afgivet, vedblivende fastholdt, at han ikke ønskede personerne indenfor. Foreholdt sin forklaring ifølge afhøringsrapporten af 7. september 2020 har Forurettede blandt andet forklaret, at det nok skal passe, at han prøvede at lukke døren, og at den måde, han blev presset ind i køkkenet på, ikke var voldsom. Forurettedes forklaring om de nærmere omstændigheder umiddelbart i forbindelse med, at tiltalte og den anden person kom gennem hoveddøren og indenfor, herunder om der blev presset til hoveddøren og an-vendt skub, eller om han bakkede uden at blive skubbet, er usikker, men det er efter Forurettedes forklaring sammenholdt med det ovenfor anførte om Forurettedes forudgå-ende henvendelser til politiet og opsætningen af kameraet ved bopælen ubetænkeligt at anse det for bevist, at tiltalte og den anden person mod Forurettedes ønske trængte in-denfor, og at det stod tiltalte klart.
Efter Forurettedes forklaring og tiltaltes egen forklaring er det bevist, at tiltalte heref-ter, da han og den anden person var kommet indenfor, afsøgte huset for penge. Forurettede har ved de forklaringer, han løbende har afgivet, fastholdt, at tiltalte og den anden person tog penge fra hans bukselomme, og hans forklaring herom er fremstået sikker og troværdig. Det er herefter bevist, at tiltalte og den anden person, efter at de var trængt in-denfor, og efter at tiltalte havde afsøgt huset for penge, tog penge fra Forurettede, som han havde på sig i sin bukselomme, idet beløbets størrelse dog ikke nærmere kan fastlæg-ges. Det er endvidere under de beskrevne omstændigheder bevist, at pengene blev frataget Forurettede under anvendelse af en i situationen liggende trussel om øjeblikkelig an-vendelse af vold, og at det har stået tiltalte klart.
Herefter, og da der af de grunde, der er anført af byretten, ikke har været en personlig rela-tion til Forurettede, tiltrædes det, at tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af straffelo-
- 14 -
vens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, som sket, idet dog størrelsen af pengebeløbet, som blev frataget Forurettede, ikke kan fastlægges.
T h i b e s t e m m e s:
Byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet i forhold til Tiltalte 2 stadfæ-stes.
Byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet i forhold til Tiltalte 1 stadfæstes, dog med den ændring at størrelsen af pengebeløbet, der blev frataget Forurettede, ikke kan fastlægges. “
Straffastsættelsen
Tiltalte 2
Der er afgivet 17 stemmer for at stadfæste byrettens fastsættelse af straffen.
Der er afgivet 1 stemme for at fastsætte straffen til ubetinget fængsel i 10 måneder.
Flertallet har lagt vægt de samme omstændigheder, som byretten har lagt vægt på, samt tiltaltes forstraffe. Flertallet har ikke fundet, at sagsbehandlingstiden eller den forløbne tid, siden forhold 1 b blev begået, kan føre til, at straffen i det hele skal gøres betinget.
Mindretallet har lagt vægt på karakteren og grovheden af forhold 1 b.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og byrettens fastsættelse af straffen stadfæstes herefter.
Tiltalte 1
Der er afgivet 18 stemmer for at stadfæste byrettens fastsættelse af straffen.
Der er lagt vægt på, at hjemmerøveriet er begået i forening af to gerningsmænd over for en ældre, svagelig person. Der er ikke udøvet vold, men det har været planlagt, at man opsøg-
- 15 -
te forurettede for at få penge. Der er herefter og efter sagens omstændigheder i øvrigt ikke grundlag for at fravige det i forarbejderne fastsatte udgangspunkt, hvorefter straffen er fængsel i 5 år. Der er endvidere lagt vægt på, at straffen skal fastsættes som en tillægsstraf til dommen af 11. december 2020, jf. straffelovens § 89.
Konfiskation
Der er afgivet 18 stemmer for at stadfæste byrettens afgørelser i forhold til Tiltalte 2 om konfiskation af Nokia-telefon og kniv.
Udvisning
Der er afgivet 14 stemmer for at udvise Tiltalte 1 med indrej-seforbud i 12 år. Flertallet udtaler i den forbindelse følgende:
Tiltalte, der er irakisk statsborger, er 27 år, og han kom med sin familie til Danmark, da han var helt lille.
Tiltalte er nu for hjemmerøveri begået over for en ældre, svagelig person idømt en tillægs-straf på fængsel i 4 år og 10 måneder. Betingelserne i udlændingelovens § 22, nr. 6, for at udvise tiltalte er derfor opfyldt. Tiltalte skal derfor udvises, medmindre dette med sikker-hed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. Det er afgørende, om en sådan udvisning vil være i strid med Den Europæiske Men-neskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.
En udvisning af tiltalte vil indebære et indgreb i hans privatliv og familieliv, jf. konventio-nens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Dette beror på en pro-portionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Men-neskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. Det fremgår endvidere af Menneskerettighedsdomsto-
- 16 -
lens praksis, at længden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvis-ning vil udgøre et uproportionalt indgreb i retten til respekt for privatlivet og familielivet efter artikel 8, stk. 1, jf. bl.a. Maslov-dommen, præmis 98.
Af de grunde, som byretten har anført, og under hensyn til kriminalitetens art og grovhed finder vi efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for en udvisning af tiltalte, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler mod udvisning, og at udvis-ning således ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Men-neskerettighedskonvention. Under hensyn til tiltaltes personlige forhold, herunder at tiltalte har boet i Danmark, siden han var helt lille, finder vi dog, at udvisning med indrejseforbud for bestandig under de foreliggende omstændigheder vil være uproportionalt. Det tiltrædes herefter, at tiltalte som sket er udvist af Danmark, dog således at indrejseforbuddet alene fastsættes til 12 år, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 5, nr. 1.
Der er afgivet 4 stemmer for at tildele tiltalte en advarsel om udvisning. Mindretallet udta-ler i den forbindelse følgende:
Vi er enige i, at der skal lægges vægt på de omstændigheder, som flertallet har lagt vægt på. Efter en samlet vurdering finder vi, at tiltaltes tilknytning til Danmark, hvor han har boet hele sit liv, er så stærk, at det under de foreliggende omstændigheder vil være upro-portionalt at udvise ham. Vi har herved også lagt vægt på, at tiltalte efter sagens oplysnin-ger ingen tilknytning har til hjemlandet bortset fra, at han i et vist omfang taler og forstår sproget, og at han forud for gerningstidspunktet alene i ét tilfælde er blevet meddelt en advarsel om udvisning.
Efter stemmeflertallet udvises tiltalte herefter med indrejseforbud i 12 år.
Erstatning
Efter de juridiske dommeres bestemmelse stadfæstes byrettens afgørelse om erstatning til Danske Andelskassers Bank A/S. Erstatningskravet rejst af Forurettede over for Tiltalte 1 tages ikke under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1.
- 17 -
Tiltalte 1 har under anken været frihedsberøvet fra den 19. oktober 2022.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens domme stadfæstes med den ændring, at indrejseforbuddet for Tiltalte 1 fastsættes til 12 år, der regnes fra udrejsen eller udsendel-sen.
Tiltalte 2 skal betale de sagsomkostninger for landsretten, der vedrører ham.
I forhold til Tiltalte 1 skal statskassen betale sagens omkost-ninger for landsretten.
Erstatningen skal betales inden 14 dage.
Cecilie Maarbjerg Qvist Henrik Bjørnager Nielsen Mads Legaard Toustrup
(kst.)