Kendelse
ØSTRE LANDSRET
KENDELSE
afsagt den 5. april 2023
Sag BS-12128/2022-OLR
(10. afdeling)
Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2
(advokat Asaf Mohammad Fazal)
mod
Indkærede, tidligere Sagsøger
(beskikket advokat Erik Nyborg)
og
Sag BS-12329/2022-OLR
(10. afdeling)
Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1
(advokat Tyge Trier)
mod
Indkærede, tidligere Sagsøger
(beskikket advokat Erik Nyborg)
Retten på Frederiksberg har den 28. februar 2022 afsagt kendelse i 1. instans (sag BS-30177/2021-FRB).
Landsdommerne Katja Høegh, Lene Jensen og Cecilie Kruse (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.
2
Ved byrettens kendelse er det bestemt:
”Hvis Indkærede, tidligere Sagsøger senest den 7. marts 2022 stiller en sikkerhed på 250.000 kr. i form af en bankgaranti, vil retten meddele følgende forbud:
”Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 forbydes at offentliggøre eller viderebringe enhver billed- eller lydoptagelse af Indkærede, tidligere Sagsøger foretaget af eller under instruktion af Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 i perioden fra den 30. januar 2018 til den 31. juli 2019.”
Retten vil træffe afgørelse om sagens omkostninger, når fristen for sikkerhedsstillelse er udløbet.”
Af retsbog af 3. marts 2022 fra Retten på Frederiksberg fremgår:
”Indkærede, tidligere Sagsøger har inden for fristen fremsendt dokumentation for sikkerhedsstillelse på 250.000 kr., jf. rettens kendelse af 28. februar 2022.
Herefter nedlægger retten følgende forbud gældende fra den 3. marts 2022 kl. 12.00:
”Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 forbydes at offentliggøre eller viderebringe enhver billed- eller lydoptagelse af Indkærede, tidligere Sagsøger foretaget af eller under instruktion af Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 i perioden fra den 30. januar 2018 til den 31. juli 2019.”
Statskassen skal efter sagens resultat betale sagsomkostninger til Indkærede, tidligere Sagsøger, idet Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har fri proces. Sagsomkostningerne er efter en samlet vurdering af sagens karakter, omfang og forløb fastsat til 125.300 kr. for hver sagsøgte, i alt 250.600 kr., hvoraf 250.000 kr. angår udgifter til advokatbistand og 600 kr. angår retsafgifter. Det er oplyst, at Indkærede, tidligere Sagsøger ikke er momsregistreret.
Statskassen skal til Indkærede, tidligere Sagsøger betale sagsomkostninger med 250.600 kr. inden 14 dage.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
Retten sluttede sagen.”
Påstande
Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har kæret kendelsen af 28. februar 2022 med påstand om, at kendelsen ophæves, subsidiært at begæringen om forbud nægtes fremme, mere subsidiært at forbuddet ophæves delvist i et efter landsrettens skøn nærmere bestemt omfang, og mest subsidiært at forbuddet opretholdes mod en sikkerhedsstillelse på mindst 3.000.000 kr.
3
Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 har kæret kendelsen af 28. februar 2022 med påstand om, at kendelsen ophæves, subsidiært at der nedlægges forbud angående konkrete optagelser med Indkærede, tidligere Sagsøger, dvs. i mindre omfang end bestemt af byretten, og mere subsidiært at der nedlægges forbud mod en væsentligt forhøjet sikkerhedsstillelse.
Indkærede, tidligere Sagsøger har i kæresvarskrift indleveret den 13. april 2022 påstået kendelsen stadfæstet, men uden krav om sikkerhedsstillelse, subsidiært med mindre krav om sikkerhedsstillelse og mere subsidiært med sikkerhedsstillelse som anført i kendelsen. Hun har over for Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2's, tidligere Sagsøgte 1 subsidiære påstande nedlagt påstand om frifindelse.
Kæremålet har været behandlet mundtligt den 17. februar og 9. marts 2023. Den oprindeligt berammede mundtlige forhandling den 3. og 10. oktober 2022 måtte udsættes og omberammes som følge af Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 lovlige forfald.
Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålene.
Indkærede, tidligere Sagsøger har fri proces for landsretten.
Supplerende sagsfremstilling
Der har været afspillet lydoptagelser af telefonsamtaler mellem Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Vidne 1 - i en først beklippet version og en herefter længere version, og der har (for lukkede døre) været forevist filmoptagelser af Indkærede, tidligere Sagsøger samt afspillet telefonsamtaler relateret hertil med hende. Der er i kæresagen indleveret en oversigt af 15. juni 2022 over de nævnte filmoptagelser og telefonsamtalerne mellem Vidne 1 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og transskriberinger heraf, transskriberinger af et betydeligt antal lyd- og billedoptagelser, og en delvis transskribering af lydoptagelse af 17. september 2021 fra Medie 2 programmet ”Program” , hvori Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 udtaler sig.
Der er for landsretten indleveret en række yderligere dokumenter, herunder:
- En mail af 19. februar 2019 fra Vidne 1 til Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2, hvoraf fremgår:
”…
Jeg skriver til dig fordi jeg endnu ikke har hørt noget vedr. den
økonomiske afslutning omkring Virksomhed IVS og dokumentarfilmen. For god ordensskyld sender jeg derfor denne mail.
Jeg havde ellers aftalt det hele med Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1, men kunne forstå du ikke var enig.
Jeg vil meget gerne høre et forslag fra dig? Jeg er interesseret i at få det hele afsluttet, så alle kan videre på den bedst tænkelige måde.”
4
- En tidsbegrænset aftale mellem Virksomhed IVS c/o Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1
(betegnet ”producenten”) og Vidne 2 (betegnet ”filmmedarbejderen”) hvoraf fremgår, at Vidne 2 ansættes i en periode på 6 uger ( 24. juni - 5. juli 2019 og 9. juli - 23. august 2019) og i 4 uger ( 21. maj 2019 - 14. juni 2019) som producer på en dokumentarfilm med arbejdstitlen ”Titel 2” og lønsedler vedrørende ansættelsesforholdet.
- Københavns Politis afgørelse af 7. november 2022 om påtaleopgivelse af
en sigtelse af Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2.
Parterne har den 28. september 2022 indleveret følgende fælles erklæring om branchepraksis mv.:
”
1. Parterne er enige om, at det er almindeligt forekommende, at
dokumentarfilmprojekter kan foregå over længere tid, herunder at en konkret medvirkende optages i perioder og at der er også er længerevarende perioder, hvor der ikke sker optagelse af en medvirkende.
2. Parterne er enige om, at hvis et dokumentarfilmprojekt er stillet i
bero, og ikke er endeligt lukket, forekommer det, at det senere genoptages med anvendelse af tidligere foretagne optagelser.
3. Parterne har på dette punkt afgivet hver sin, ikke
overensstemmende erklæring:
a) Indkærede, tidligere Sagsøger:
Parterne er enige om, at det er sædvanligt at optagelser foretaget
af dokumentarfilminstruktør/tilrettelægger betragtes som godkendt af den primære medvirkende, når optagedagen er afsluttet og der ikke fremkommer konkrete indsigelser fra den medvirkende, dog forudsat at den primære medvirkende er bekendt med optagelsernes indhold og at optagelserne er foretaget i overensstemmelse med eventuelle aftaler om optagelserne.
b) Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2:
Parterne er enige om, at det er sædvanligt at optagelser foretaget
af dokumentarfilminstruktør/tilrettelægger betragtes som godkendt af den primære medvirkende, når optagedagen er afsluttet og der ikke fremkommer konkrete indsigelser fra den medvirkende. Parterne er enige om, at det i visse tilfælde kan
5
være relevant i hvilket omfang den primære medvirkende er bekendt med optageforløbet, ligesom det kan indgå i vurderingen i hvilket omfang optagelser er foretaget i overensstemmelse med eventuelle aftaler om projektet og optagelser
4. Parterne er enige om, at det har betydning for vurdering af
forløb mellem dokumentarfilminstruktør/tilrettelægger om den primære medvirkende er medievant eller ikke.
5. Parterne er enige om, at det er væsentligt at produceren af
dokumentarfilm har branchemæssig erfaring, herunder erfaring med Dansk Film
6. Parterne er enige om, at kompetence og erfaring hos en producer
er væsentlig i forhold til processer med Det Danske Filminstitut m.fl. Parterne er tillige enige om, at det ikke forekommer ofte, at der i dokumentarfilmprojekter undervejs i projektudviklingen sker en udskiftning af producerassistent/producer.
7. Parterne er enige om, at det ikke er sædvanlig praksis, at en
fratrædende producerassistent-/producer disponerer ensidigt over dokumentarfilmoptagelser i forhold til tredjemand.
8. Parterne er enige om, at det ikke er sædvanlig praksis, at
optagelser fra et længerevarende optageforløb overdrages vederlagsfrit til en primær medvirkende.”
Af en skriftlig vidneerklæring fra Person 5, som landsretten, jf. retsbog af 3. juni 2022, alene har tilladt anvendt som bevis i det nedenfor gengivne omfang, fremgår:
”Beskriv hvem du er og hvad du laver til daglig? Jeg er direktør for Organisation 1, hvis hovedindsats støtter minoritetsetniske unge ud af negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter. Jeg rådgiver og opkvalificerer også fagpersoner, ligesom jeg har siddet i forskellige ekspertpaneler der har udviklet den viden, vi har om social kontrol og æresrelaterede konflikter.
Jeg sidder i nogle bestyrelsesposter, ligesom jeg er medlem af Organisation 2 for landets første Krisecenter for minoritetsetniske unge. I min fritid, er jeg aktiv i den offentlige debat om ligestillingsproblematikker, og ellers skriver jeg bog for forlaget Gyldendal
som jeg har haft kontrakt med siden 2015. Jeg er også i færd med at færdiggøre min kandidat i jura, på deltid.
…
Var aftalen med Indkærede, tidligere Sagsøger, at det var Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 personligt der skulle lave dokumentarfilmen
6
Ja utvivlsomt. Det fortalte Indkærede, tidligere Sagsøger mig.
…
Indkærede, tidligere Sagsøger stolede kun på Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og det udtrykte hun også til mig, mens de lavede dokumentaren og efterfølgende.
…”
Forklaringer
Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2, Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1, Indkærede, tidligere Sagsøger, Vidne 1 og Vidne 2 har afgivet supplerende forklaring.
Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har forklaret blandt andet, at han skulle lave en ufiltreret dokumentar, hvor han hele tiden fulgte Indkærede, tidligere Sagsøger. De indgik en mundtlig aftale ved årsskiftet 2017/2018, efter at hun havde anmodet ham herom. Hun stolede på ham. De kendte hinanden tilbage fra 2014, hvor de kom i kontakt via Facebook.
Aftalen var, at han havde retten til idéen og de immaterielle rettigheder. Som vist i hjælpebilag 1 har han optaget ca. 50 timer fra den 1. december 2017 til den 31. august 2018 (første periode), ca. 15-20 timer fra den 31. august 2018 til den 1. november 2018 (anden periode) og ca. 300-400 timer fra den 1. november 2018 til den 8. august 2019 (tredje periode). Opgørelsen er baseret på hans gennemsyn af optagelserne. Der var i den anden periode ikke adgang til at optage så meget. Når der er flest optagelser i den tredje periode, skyldes det, at her var fokus på det vigtigste emne, nemlig Indkæredes, tidligere Sagsøger rejse tilbage til Område. Når han for byretten forklarede, at 3 % af filmen var optaget i den første periode, drejede det sig om den færdige film. Den anden periode er også en del af de 3%, mens den tredje periode ville være 97 % af den færdige film. Han ved ikke, hvor lang den færdige film ville blive, men han regnede med ca. 100 minutter. I filmen var der ikke noget, som krænkede Indkærede, tidligere Sagsøger.
Grunden til, at Indkærede, tidligere Sagsøger anmeldte ham, var efter hans opfattelse, at han satte spørgsmålstegn ved Indkærede, tidligere Sagsøger. Han følte, at han ikke fik en retfærdig rettergang ved Retten på Frederiksberg, idet han ikke havde adgang til at forsvare sig.
Alle havde de smukkeste intentioner, da de indledte projektet, men undervejs fandt han ud af, at Indkæredes, tidligere Sagsøger offentlige udtalelser ikke passede med sandheden. Han føler, at hans kunstneriske frihed krænkes, hvis han ikke får lov at udgive dokumentaren. Han har behov for at udgive dokumentaren for at
7
rense sig for de urigtige beskyldninger. Han er blevet bange for at blive beskyldt for noget. Han synes, at det er urimeligt at blive udsat for den slags.
De tre domænenavne, Hjemmeside 1, Hjemmeside 2 og Hjemmeside 3, der nævnes i Vidne 1's mail af 23. november 2018, og som Vidne 1 overdrog til ham, var vigtige for ham, fordi navnet hidrørte fra et eventyrfilm-projekt, han engang havde. Han forstod ikke, hvorfor de tre domænenavne skulle overdrages til ham, idet han jo i forvejen ejede domænerne. Både Vidne 1 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 var klar over, at det var et navn, der betød meget for ham. Efter at Vidne 1 udtrådte, lå optagelserne fortsat fysisk hos ham (Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2) på kontoret, og han fortsatte bare optagelserne. Indkærede, tidligere Sagsøger fik at vide, at Vidne 2 indtrådte som producer. Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 betalte Vidne 2 for dennes arbejde.
Han har foretaget klipning af den først fremlagte version af telefonsamtaler mellem Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Vidne 1, men ikke efterfølgende klipninger. Der er sket en misforståelse mellem ham og advokaten. Der er måske også sket nogle tekniske fejl.
Han mener ikke, at de udsagn, han har fremsat over for Indkærede, tidligere Sagsøger, er egnet til at påvirke hende negativt. Når Indkærede, tidligere Sagsøger udtalte sig offentligt og var ked af, hvis det blev misbrugt, så hjalp han hende. Han skrev ikke hendes taler, men han hjalp hende med dem. At smadre telefoner, som han har forklaret om, var ikke professionelt. Han har ikke sagt til Vidne 1 og Indkærede, tidligere Sagsøger, at han var medlem af Gruppe, men at han gerne ville være det.
Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 har forklaret blandt andet, at det i sidste ende var Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2, som kunne bestemme over filmen, der tilhørte Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2. Meningen var, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 skulle skyde filmen ind i det af ham nystiftede selskab. Vidne 1 spurgte på et tidspunkt, hvem der ultimativt bestemte, hvortil han svarede, at han bestemte over selskabet, og at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 bestemte over filmen. Vidne 1 var utilfreds med hans beslutning om at flytte optagelsen af en reklamefilm og sagde, at han ikke ville være med mere. Det skete ikke så lang tid inden mailen af 23. november 2018. Vidne 1's udtræden havde ikke noget med dokumentarfilmen at gøre. Det var først under telefonsamtalerne i juli og august 2021, at det gik op for ham, at Vidne 1 var utilfreds med Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 måde at håndtere Indkærede, tidligere Sagsøger på. De skyldte alene Vidne 1 6.000 kr. for udlæg. Der var uenighed om Vidne 1's vederlag for dennes arbejdsindsats. Vidne 1 kan ikke få sine penge, før der kommer indtægter i projektet. Det er sædvanligt, at man må vente længe på sit vederlag i et dokumentarfilmprojekt.
Han har ikke fulgt med i de selskabsretlige registreringer. Han opdagede først under en telefonsamtale i juni 2021, at hans ejerandel var overgået til Vidne 1 i
8
stedet for som planlagt til Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2. Han burde selvfølgelig havde kontrolleret registreringerne tidligere. Efter hans opfattelse ejer Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 optagelserne. Sådan er det traditionelt. Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 må afgøre, om han skal have en medinstruktør til at gøre filmen færdig. Han er enig i Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 opgørelse af varighed af optagelserne i de forskellige perioder i dennes hjælpebilag. Hans forudsætning for at stifte anpartsselskabet og indskyde sin pensionsopsparing var, at filmen skulle gøres færdig. Han var først skeptisk, men blev overbevist af hendes historie, og han blev meget skuffet, da den viste sig ikke at være rigtig. Råoptagelserne viser, at det vil blive en kunstnerisk og samfundsmæssigt vigtig film.
IVS’et blev stiftet for ikke ret mange penge, og alle faciliteter lå i hans virksomhed. Drømmen var at producere film sammen. Han indskød penge i anpartsselskabet i juli-august 2019. Han havde forstået det sådan, at Vidne 1 havde overdraget sin ejerandel. Vidne 2's mail af 4. marts 2021 til Vidne 1 om overdragelse af blandt andet IVS’ CVR-nr. handler kun om det pengemæssige opgør. Han har ikke tilbudt at købe IVS’et. For Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 var navnet vigtigt. Han kan ikke huske, hvornår den tidsbegrænsede aftale med Vidne 2 blev indgået, men det er sandsynligt, at den som forklaret af Vidne 2 for byretten er underskrevet i maj 2019. Årsagen til, at arbejdsgiveren er forskelligt angivet for de to perioder, som aftalen angår, kan han ikke udtale sig om. Det er Vidne 2, som har udformet aftalen, så han må kunne svare herpå.
Indkærede, tidligere Sagsøger har forklaret blandt andet,
9
10
Vidne 1 har forklaret blandt andet, at dem, der ifølge Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 havde lavet et komplot mod muslimer, var Indkærede, tidligere Sagsøger sammen med Politiken. I forlængelse heraf fortalte Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 ham i april/maj 2018, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 overvågede Indkærede, tidligere Sagsøger. Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 kan meget muligt – før han sagde til Indkærede, tidligere Sagsøger, at hun skulle holde kæft i forhold til ham – have pålagt Indkærede, tidligere Sagsøger at tie stille. Da han modtog den første udgave af telefonsamtalerne mellem ham og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 fra Indkæredes, tidligere Sagsøger advokat, sagde han straks til advokaten, at der var klippet noget ud. Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 har på et tidligere tidspunkt sagt, at de havde slettet alt materialet og ville videre i deres liv. Den mail, de sendte til ham i foråret 2021, handlede jo netop om, hvorvidt han lige ville overdrage selskabet. Det, han sagde, som i første omgang var klippet ud i det fremlagte om en sindssyg psykopatisk adfærd, handlede om, hvordan Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 også var truende over for ham. Da han talte med Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1, sagde Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 på et tidspunkt, ”jeg er ude på ballade med Indkærede, tidligere Sagsøger” .
Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 var ikke producer på projektet, men tekniker. Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 tog sig af computere mv. Det var vidnet, som lavede budget. Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 sagde, at han aldrig havde prøvet at lave budgetter. Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 henviste ham til sin ven, der var producer. Vennen sagde – da han fortalte ham, hvem der var på projektet – at han godt kunne forstå, at vidnet følte sig alene.
Hans egen rolle var at være administrerende direktør, men på papiret var både han og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 producere. Han havde ikke selv tidligere produceret film. Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 har ikke været med på en eneste optagelse og var slet ikke inde over projektet, bortset fra da de lavede en kontrakt med Indkærede, tidligere Sagsøger. De rettigheder, han overdrog til Indkærede, tidligere Sagsøger ifølge den af ham afgivne erklæring, var rettighederne til filmen, herunder optagelserne.
Han var med første gang i januar 2018 og sidste gang i september/oktober 2018. Han mener, at der da var ca. 150 timers optagelser. Optagelser efter dette tidspunkt tilhører også IVS’et. Han forsøgte sådan set – men forgæves – at overdrage selskabet til Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2. Han kan ikke gøre for, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 fortsatte med at producere noget, som de ikke havde rettighederne til. Han mener også, at IVS’et havde rettighederne til optagelserne, før IVS’et blev stiftet.
Han overdrog ikke domænenavnene til Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2. Hverken han eller de andre har indskudt kapital i IVS’et. Hans mail af 19. februar 2019 blev skrevet for at vise god vilje i forhold til en overdragelse af selskabet, hvilket han gerne ville. Dette lykkedes imidlertid ikke, da Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 afviste hans tilbud.
Immaterielle rettigheder tilhører ifølge filmkontrakten af 31. august 2018 IVS’et – instruktøren kan muligvis have nogle idéelle rettigheder. Det er Indkæredes, tidligere Sagsøger advokat, Person 2, som har formuleret udkastet til den erklæring,
11
som han selv har tilrettet og underskrevet. Han havde ikke fysisk optagelserne. Han mener ikke, at instruktøren havde nogle rettigheder. Han overvejede ikke at kontakte Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2. Det var dem, som skulle kontakte ham, hvis de ville overtage rettighederne, hvilket de kunne i henhold til hans tilbud. Han ved ikke, hvor meget der var optaget, da han var på den sidste optagelse. Han er ikke fratrådt. Det illoyale var, at de to andre, som var medarbejdere i hans selskab, hvor han var administrerende direktør og producer, rendte rundt og lavede hemmelige optagelser. Han har ikke selv været illoyal over for de andre.
Vidne 2 har forklaret blandt andet, at det også er kutyme, at rettighederne går tilbage til en instruktør som Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2. Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 betalte hans løn via Kærende 2's, tidligere Sagsøgte 1 nye anpartsselskab. Hans aftale med selskabet er nok underskrevet omkring tidspunktet for stiftelsen af anpartsselskabet. Hans arbejde var at ”rydde op” i projektet. Han startede nærmest forfra med blandt andet finansiering og mediedækning. Han havde ikke kontakt til Vidne 1, for han havde alt, hvad han skulle bruge fra Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2. Han fik også en mail, hvoraf fremgik, at Vidne 1 havde forladt projektet, herunder som producer. Der var også et økonomisk udestående med Vidne 1, som han ikke ville rodes ind i. Han ville ellers normalt tage kontakt til sin forgænger, men det var ikke nødvendigt her. Det er meget normalt, at nogle tidligere involverede produktionsselskaber har penge til gode, som betales, når filmen realiseres. Det er et økonomisk forhold mellem Vidne 1 og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2. Da han kom ind i projektet, forstod han det sådan, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 havde rettighederne, for det var Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2, som kontaktede ham. Normalt er der et delt ejerskab. Da han kom ind, forstod han det sådan, at der ikke var noget selskab, som havde rettigheder, for det selskab var i opløsning. Han har ikke set den af Vidne 1 underskrevne erklæring, men der var en mail fra Indkæredes, tidligere Sagsøger advokat Person 2 om køb af rettighederne til filmen, hvortil han svarede, at Vidne 1 var ude af projektet. Han mener, at Vidne 1 var illoyal ved at underskrive erklæringen om overdragelsen til Indkærede, tidligere Sagsøger.
Anbringender
Parterne har gentaget deres anbringender for byretten.
Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har yderligere gjort følgende anbringender, som fremgår af hans påstandsdokument af 1. oktober 2022 og i tillæg af 16. februar 2023, gældende (henvisninger til bilag, ekstrakt og materialesamling er her og i de følgende citater fra påstandsdokumenter og tillæg hertil udeladt, hvilket også gælder afsnitsnummerering):
Påstandsdokument af 1. oktober 2022:
”Retsgrundlag og Anbringender:
2.1. Retsgrundlag
12
2.1.1. Forbudsbestemmelserne
Det skal bemærkes, at ud fra det aftaleretlige spor har Indkærede, tidligere Sagsøger ikke haft mulighed for at erhverve retten til filmmaterialet, både fordi Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 personligt har haft rettighederne til materialet og fordi det må findes i strid med ophavsretslovens § 56, stk. 2, at overdrage en forbudsret, såfremt landsretten mod forventning måtte lægge til grund, at rettighederne til dokumentarfilmen skulle være i selskabet Virksomhed ApS.
…
I forhold til spørgsmålet om Indkærede, tidligere Sagsøger har en ret til den dokumentarfilm der anmodes om forbud imod, har Indkærede, tidligere Sagsøger ikke ejerskabet til råbåndene eller en forbudsret, jf. ovenfor.
Der henvises endvidere til Sø- og Handelsrettens dom, trykt U.2016.301S,…
…
Kontraktsretlige spørgsmål i forhold til, hvorvidt Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har misligholdt den mundtlige aftale med Indkærede, tidligere Sagsøger hører, jf. U.2016.301S, under en almindelig civil sag og kan ikke i sig selv begrunde et forbud, dette gælder også for så vidt angår spørgsmålet om, hvem der er indgået en aftale med.
Der kan derfor alene være tale om, hvorvidt dokumentarfilmen strider imod retten til eget billede eller sekvenser af dokumentarfilmen vil stride imod retten til eget billede ud fra indholdet i råbåndene.
Idet Indkærede, tidligere Sagsøger har henvist til den af Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 fremlagte afgørelse U.2016.301S ikke skulle kunne statuere, at misligholdelse af kontraktretlige forpligtelser ikke give adgang til, at der kan nedlægges et midlertidigt forbud, skal der endvidere henvises til, at kendelsens præmis er klart, jf. ovenfor.
Sø- og Handelsretten nævner direkte i deres præmis for afgørelsen, at det kontraktretlige spørgsmål, skal afklares under en almindelig civil retssag mellem parterne, og ikke under en sag om midlertidigt forbud.
…
Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 fastholder således, at en overtrædelse af en kontraktretlige forpligtelse ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at der skal nedlægges et forbud og i denne sag, hvor der foreligger så store uenigheder mellem parterne om, hvad der har været aftalt med hvem, må det ligge inden for kernen af en sag, der skulle afgøres ved de almindelige domstole.
Indkærede, tidligere Sagsøger fremhæver afgørelsen U.2012.1920V, som et eksempel på, at et forbud bliver nedlagt i en sag, hvor rekvisitus har misligholdt sin kontraktretlige betalingsforpligtelse.
13
Den store forskel på U.2016.301S og U.2012.1920V er, at i U.2012.1920V, anerkendte rekvisitus i fogedretten, at denne havde misligholdt parternes aftale og der var derfor ikke et spørgsmål i sagen om, hvorvidt aftalen var misligholdt.
…
Forholdende i nærværende sag, er derfor mere identiske med U.2016.301S end U.2012.1920V, idet parterne er meget uenige om, hvad aftalegrundlaget er, med hvem aftalegrundlaget er indgået med, om aftalegrundlaget er misligholdt mv. meget klassiske kontraktretlige problemstillinger, som afklares under almindelige civile retssager.
Der er derudover heller ikke enighed om, at Kærende 2's, tidligere Sagsøgte 1 ytringer skulle udgøre misligholdelse eller i øvrigt kunne påvirke et aftaleforhold mellem Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Indkærede, tidligere Sagsøger.
I fald det tillades, at føre nærværende sag, som en forbudssag, vil det i praksis åbne op for, at almindelige kontraktlige retssager, vil kunne blive anlagt og gennemført som forbuds- eller påbudssager i stedet for almindelige civile retssager.
Det skal særligt bemærkes, at Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 erklærede i Retten på Frederiksberg, at Indkærede, tidligere Sagsøger vil få forevist den endelige dokumentar når den var færdig, samt at Indkærede, tidligere Sagsøger vil have mulighed for at komme med sine eventuelle indsigelser i den forbindelse. Endvidere har Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 indvilliget i at ville samarbejde med en medinstruktør og/eller medproducer i forhold til udarbejdelsen af den endelige dokumentarfilm.
Derudover skal det bemærkes, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 forholder sig uforstående overfor, hvilke billeder i dokumentarfilmen som Indkærede, tidligere Sagsøger mener kan skade hende. Efter forklaringerne må det antages, at klippene med Indkærede, tidligere Sagsøger i dokumentarfilmen i hovedsagen er ved Indkæredes, tidligere Sagsøger offentlige optrædener, interviews mv., hvorfor der efter Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 opfattelse ikke er noget ved disse optagelser der skulle være et misbrug af Indkæredes, tidligere Sagsøger billede.
Det gøres således samlet gældende, at Indkærede, tidligere Sagsøger ikke har en ret der søges beskyttet ved forbuddet.
I forhold til om Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2's, tidligere Sagsøgte 1 adfærd findes det med Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2's, tidligere Sagsøgte 1 tilbud om at give Indkærede, tidligere Sagsøger mulighed for at se dokumentaren før udgivelsen, samt samarbejde med medproducer og/eller medinstruktør, at deres adfærd netop ikke nødvendiggør et forbud mod en ikke færdiggjort dokumentar.
Indkæredes, tidligere Sagsøger ret, vil ikke forspildes, såfremt dokumentarfilmen færdiggøres og Indkærede, tidligere Sagsøger da får mulighed for at se den færdige dokumentar før udgivelsen. Indkærede, tidligere Sagsøger vil på dette tidspunkt, kunne anlægge en forbudssag, hvis denne finder, at der i den færdige dokumentar er billeder af hende som hun ønsker undtaget for offentligheden.
14
Betingelserne i retsplejelovens § 413, stk. 1, nr. 1-3 er således ikke opfyldt.
Derudover vil et forbud være i strid med retsplejelovens § 414, stk. 1 og stk. 2, idet Indkærede, tidligere Sagsøger nyder tilstrækkelig beskyttelse ved Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2's, tidligere Sagsøgte 1 tilkendegivelser og lovgivningens almindelige erstatnings-og strafbestemmelser. Ydermere står det i et åbenbart misforhold at nedlægge forbud mod en ikke færdig dokumentar til skade for Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 der begge har kommet meget tid og mange penge i projektet, uden at Indkærede, tidligere Sagsøger kan oplyse, hvilke billedsekvenser der vil være krænkende at vise. Det er tværtimod det modsatte af hvad som er normalt om ønsket om, at fremlægge materiale for at bevise det man gør gældende. I nærværende sag gør man alt for at det bevismateriale som skulle være krænkende osv., ikke bliver fremlagt i sagen.
2.1.2. Menneskeretlige betragtninger
Det fremgår af EMRK, art. 10, at:
…
Herudover fremgår der endvidere følgende, af Grl § 77:
…
Det fremgår af Højesterets kendelse, trykt i ugeskrift for retsvæsen 2010.1859H, at:
…
I forhold til Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 dokumentarfilmsarbejde, har dette netop været for at tjene et formål som offentlighedens kontrol- og informationsorgan i forhold til, at Indkæredes, tidligere Sagsøger udsagn udsætter en række personer for nogle grove beskyldninger, samtidig med at Indkærede, tidligere Sagsøger modtager offentlig støtte og modtager priser.
Indkærede, tidligere Sagsøger må med hendes position kunne tåle, at der udarbejdes en dokumentar om hende, som forholder sig kritisk til de udsagn hun kommer med og det skal også bemærkes, at hun frivilligt har indvilliget i, at dokumentararbejdet blev igangsat.
Det skal endvidere bemærkes, at sagen U.2010.1859H, omhandler en situation, hvor der af et nyhedsmedie var foretaget en række skjulte optagelser af nogle personer der var tilknyttet et behandlingshjem. Optagelserne tjente en væsentlig samfundsmæssig interesse i forhold til at vise indskrivelsesprocessen ved et behandlingshjem.
I forhold til nærværende sag, skal det bemærkes, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 ikke er et nyhedsmedie, men indholdet i dokumentarfilmen vil have en væsentlig samfundsmæssig interesse alligevel og derudover udarbejdes dokumentarfilmen efter de presseetiske regler.
15
Det skal endvidere bemærkes, at Højesteret i U.2010.1859H, ligesom landsretten, kom frem til at det nedlagte forbud i sagen skulle ophæves,
…
I forhold til nærværende sag, må det ligeledes findes yderst betænkeligt at nedlægge et forbud mod råmaterialet til en dokumentarfilm der ikke er færdig. Det kan således ikke vides, hvordan optagelserne vil blive brugt, førend filmen er klippet sammen.
Herudover vil kærende henvise til Højesterets dom, trykt U.1989.726 H, hvor Ekstra Bladet havde lavet en reportage om Københavns Amts Sygehus, ”Nordvang” angående patienter med psykiske lidelser. Der blev nedlagt et midlertidigt forbud mod Ekstra Bladets reportage.
Den trykte dom, er dommen i justifikationssagen …
…
Højesteret afvejer forholdet til informationsfriheden overfor, at der ikke er givet et gyldigt samtykke til optagelserne og der dermed ikke er noget gyldigt aftalegrundlag mellem parterne. Højesteret kommer dog frem til, at informations- og nyhedsværdien er så stor, at reportagen kan bringes, selvom der ikke er givet samtykke.
I forhold til nærværende sag, må der også henvises til, at informationerne omkring Indkærede, tidligere Sagsøger i dokumentarfilmen, er så samfundsmæssigt væsentlige, så informationsfriheden vægter tungest, i fald retten måtte komme frem til, at der ikke er et aftalegrundlag mellem Indkærede, tidligere Sagsøger og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 uagtet det kan lægges til grund, at Indkærede, tidligere Sagsøger har givet samtykke til optagelserne.
2.2. Anbringender
2.2.1. Aftaleretligt spor
Det gøres gældende, at der har været en mundtlig aftale mellem Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 personligt og Indkærede, tidligere Sagsøger, hvorefter Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har haft ret til at lave en dokumentarfilm om Indkærede, tidligere Sagsøger.
Hertil gøres det gældende, at den mundtlige aftale mellem parterne aldrig har været bragt til ophør og i forbindelse med udarbejdelsen af dokumentarfilmen i 2018/2019.
Endvidere gøres det gældende, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 aldrig har overdraget sine rettigheder til filmen til selskabet Virksomhed IVS, idet selskabet er stiftet med kontantindskud på 300 kr.
Herudover gøres det gældende, at idet Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2, hverken var ejer, direktør eller ansat i Virksomhed IVS efter den 12. oktober 2018, kan filmkontrakten med selskabet under alle omstændigheder ikke forlænges af Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 efter denne dato.
16
Ydermere gøres det under alle omstændigheder gældende, at såfremt der måtte være rettigheder til dokumentarfilmen i Virksomhed IVS, kan selskabet ikke videreoverdrage disse til Indkærede, tidligere Sagsøger, jf.
ophavsretslovens § 56, stk. 2.
2.2.2. Væsentligheden af dokumentaren – menneskeretlige betragtninger
Det gøres overordnet gældende, at dokumentaren har en væsentlig samfundsmæssig interesse.
Hertil gøres det gældende, at Indkærede, tidligere Sagsøger er kommet med flere beskyldninger mod sin tidligere ægtefælle, sin far og religionen islam, baseret på en række hændelser hun påstår er sket.
Dertil gøres det gældende, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 som instruktør har pligt til at undersøge, hvorvidt Indkæredes, tidligere Sagsøger udsagn er sande og ikke blot lægge til grund at Person 6 har slået sin datter ihjel, fordi Indkærede, tidligere Sagsøger siger det.
Det gøres gældende, at Indkærede, tidligere Sagsøger er en med stærke holdninger, baseret på hvad hun selv hævder, er erfaringer.
Derfor gøres det gældende, at Indkærede, tidligere Sagsøger som led i den offentlige debat, må tåle at der bliver sat spørgsmålstegn ved hendes udsagn.
Det gøres endvidere gældende, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 ikke har været manipulerende gennem optagelserne til dokumentarfilmen eller udvist en særlig vrede overfor Indkærede, tidligere Sagsøger.
Hertil gøres det gældende, at det tydeligt fremgår af den fremlagte dokumentarfilm, at det er Indkærede, tidligere Sagsøger der overfuser Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2.
Det gøres gældende, at Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 optagelser er beskyttet af EMRK art. 10 og Grl § 77.
Herudover gøres det gældende, at hensynet til den kunstneriske ytringsfrihed efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 vejer tungere end at beskytte Indkæredes, tidligere Sagsøger ret til eget billede og beskyttelse af dennes oplysninger af rent privat karakter i fald der måtte være sådanne,
Ydermere gøres det gældende, at kærende ikke får en får retfærdig rettergang efter … Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, idet der sker afskæring i dennes bevisførelse og særligt, idet at materiale som er sagens kerne ikke bliver fremlagt i sagen idet det er beslaglagt af politiet.
2.2.3. Forbudsbetingelserne
17
Det gøres gældende, at nærværende sag ikke egner sig til at blive behandlet i forbud/påbudinstituttet, idet sagens temaer kræver en fuld bevisførelse, som der efter de fogedretlige regler ikke er adgang til.
Endvidere gøres det gældende, at sagen rummer omfattende aftaleretlige problemstillinger, hvorfor sagen tillige ikke kan fremmes som forbudssag, jf. U.2016.301S.
Det gøres gældende, at forbudsbetingelserne i Rpl § 413 ikke er opfyldte.
Derudover gøres det gældende, at Indkærede, tidligere Sagsøger allerede nyder tilstrækkelig beskyttelse ved de almindelige straffe- og erstatningsretlige regler, samt at Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har erklæret at ville fremvise Indkærede, tidligere Sagsøger den færdige dokumentar, hvorfor sagen ikke skal fremmes, jf. Rpl § 414.
Det gøres endvidere gældende at i fald landsretten fastholder forbuddet, så er den for byretten stillet sikkerhed ikke tilstrækkelig, idet den minimum bør udgøre 3 millioner kroner, jf. retsplejelovens § 415”
Tillæg af 16. februar 2023:
” 2. Anbringender:
Det gøres gældende, at idet Københavns Politi ikke har givet Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 et sigtelsesfrafald … , kan landsretten lægge til grund, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 ikke har udøvet overgreb mod indkærede.
Hertil gøres det gældende, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 ikke har misligholdt sin mundtlige aftale med indkærede, idet Københavns Politi ved deres afgørelse af fastslået 7. november 2022 er kommet frem til at der ikke kan rejses en sag.
Endvidere gøres det gældende, at Vidne 1 ved sin mail af 19. februar 2019, bekræfter parternes tidligere aftale omkring projektet.
Derudover gøres det gældende, at idet Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 ikke har kunne skabe forpligtelser for selskabet Virksomhed IVS efter den 12. oktober 2018, kan denne ikke stiltiende forlænge en aftale.
Hertil gøres det gældende, at alle aftaler omkring dokumentarfilmen efter den 12. oktober 2018 indgået med Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 personligt uanset om forholdet anses ud fra at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og indkæredes indledende mundtlige aftale blot har fortsat eller der efter den 12. oktober 2018 har været indgået mundtlige eller kvasiaftaler.
Subsidiært gøres det gældende, at alle aftaler omkring dokumentarfilmen efter den 1. december 2018 er indgået mundtligt eller kvasi med Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2.
18
Derudover gøres det gældende, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har fremlagt dokumentation for, ved bilag P, at Myndighed ikke kender til brevet i bilag 36.
Hertil gøres det gældende, at dette forhold også kan sætte en berettiget tvivl omkring bilag 37.
Herudover gøres det gældende, at det er væsentligt for samfundsdebatten hvorvidt de forhold som indkærede hævder om sig selv er fiktion eller en realitet.
Det gøres gældende, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har ret til at udgive en dokumentar der på et sagligt grundlag sætter spørgsmålstegn ved de forhold som indkærede hævder.”
Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 har yderligere gjort følgende anbringender, som fremgår af hans påstandsdokument af 1. oktober 2022, gældende:
” 3. JURIDISKE BEMÆRKNINGER
3.1 Sagens kerne – ytringsfrihed og ophavsret
Indkærede, tidligere Sagsøger har ingen rettigheder i forhold til materialet, som er ophavsretligt beskyttet og tillige beskyttet af instruktørens ret til at formidle det indhentede materiale, herunder lyd- og billedoptagelser, jf. EMRK artikel 10, jf. Rpl § 413, nr. 1. Der henvises til Komm Rpl (2018) side 1261-1264, herunder beskrivelsen af den ledende afgørelse U.2010.1859H (Møllen). Materialet angående Indkærede, tidligere Sagsøger er beskyttet som researchmateriale til en færdiggørelse af en dokumentarudsendelse, hvor der er en vidtgående beskyttelse allerede fordi Indkærede, tidligere Sagsøger er en offentlig person (”public figure”) med en betydelig gennemslagskraft, jf. tillige kriterierne, der bl.a. følger af Axel Springer v. Germany, som eksempelvis beskrives i Medieretten (Schaumburg Müller, 2021) side 171-175, jf. også siderne fra Jon Kjølbro, U.2014.196H og de principper, der følger af Kurt Trampedach-kendelsen.
3.2 Der er ikke grundlag for nedlæggelse af forbud
Kærende henviser til det ovenfor anførte om Rpl § 413, hvor det tillige er væsentligt, at de øvrige grundbetingelser ikke er opfyldte allerede fordi sagen ikke er aktuel og fordi Indkærede, tidligere Sagsøger må afvente en retlig afgørelse udenom forbudsreglerne, jf. de almindelige fremgangsmåder i sager om film, tv- og dokumentarprojekter.
Kærende finder, at § 414, stk. 1 har helt særlig betydning her, hvor dokumentarfilmens omtale af Indkærede, tidligere Sagsøger efter helt sædvanlig og anerkendt praksis forudgående skal præsenteres for hende, herunder med ret til at udtale sig. Dette følger allerede af forelæggelsesreglen, jf. regel 3 og 4 i det gældende regelsæt om god presseskik, som vil finde anvendelse:
19
”3. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. 4. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn.”
Det fremhæves, at begge kærende har afgivet en bindende proceserklæring om forelæggelse og inddragelse af indkærede i overensstemmelse med de gældende regler og praksis.
Endvidere er Indkærede, tidligere Sagsøger beskyttet af straffelovens kapitel 27, herunder § 264 d og § 267, hvor Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 fremhæver de afgivne forklaringer fra begge kærende om, at der vil ske sædvanlig redigering og klipning af dokumentarfilmen angående indkærede, herunder forelæggelse.
Det fremhæves, at landsretten i modsætning til byretten har adgang til at vurdere instruktørens dokumentaroptagelser af Indkærede, tidligere Sagsøger, der er sædvanlige og utvivlsomt beskyttede af ophavsretsloven og EMRK artikel 10, jf. også Ekstrakten side 690-698 med sædvanlig branchemæssig præsentation af dokumentarfilmen med arbejdstitlen ”Titel 3” .
Det gøres tillige gældende, at betingelserne i retsplejeloven, som fortolket i overensstemmelse med artikel 10, og praksis ikke er opfyldte, herunder at et forbud angående de samlede optagelser til instruktørens dokumentarfilm ikke vil være proportionalt, herunder henset til de meget betydelige konsekvenser for branchen, jf. tillige den fælles erklæring, ligesom der henvises til den forventede sagkyndige vidneforklaring.
Mere subsidiært gøres gældende, at rekvirenten Indkærede, tidligere Sagsøger skal stille en væsentlig større sikkerhed, der afspejler råmaterialets værdi og betydning. ”
Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 har under den mundtlige forhandling med henvisning til et uddrag af Danske Filminstruktørers vejledning tillige gjort gældende, at der består en branchekutyme, hvorefter kontraktligt overdragne rettigheder til udnyttelse af filmoptagelser går tilbage til instruktøren, hvis de overdragne optagelser ikke er udnyttet af kontraktparten inden for tre år, og at denne kutyme medfører, at retten til filmoptagelser, uanset hvad der måtte følge af iværksætterkontrakten af 4. maj 2018, betyder, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har retten til filmoptagelserne.
Indkærede, tidligere Sagsøger har yderligere gjort følgende anbringender, som fremgår af hendes påstandsdokument af 29. september 2022, i tillæg af 7. februar 2023 og i et yderligere tillæg 2 af 17. februar 2023, gældende:
Påstandsdokument af 29. september 2022:
20
”3. ANBRINGENDER
…
3.2Modanbringender over for de kærendes (eventuelle)
anbringender:
Over for de kærendes mulige anbringender om, at Vidne 1 ikke skulle have erhvervet 100 % af indskudskapitalen i Virksomhed IVS i oktober 2018 gøres det gældende:
at dette er forklaret af Vidne 1,
at dette understøttes af Vidne 1's e-mail af 23. november 2018, hvori Vidne 1 anfører betingelserne for at overdrage 100 % af hans ejerskab til Virksomhed IVS til Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2.
…
4. SIKKERHEDSSTILLELSE
Til støtte for, at forbuddet bør fastholdes uden sikkerhedsstillelse, gøres det gældende,
at det er godtgjort, at de handlinger, der er forbudt, strider mod indkæredes ret, og
at de kærende ikke har haft nævneværdige omkostninger ved produktionen af dokumentarfilmen,
idet de kærende på trods af adskillige opfordringer ikke har dokumenteret at have afholdt omkostninger,
idet Iværksætterselskabsaftalen angiver, at vederlag til de kærende kun betales i takt med indtægterne fra filmen, og
idet de kærende ikke har påvist, at det er sandsynligt, at sådanne indtægter vil blive opnået.
Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 har – muligvis, da dette alene er fremført som et anbringende – nedlagt påstand om forhøjelse af sikkerhedsstillelsen.
Herimod gøres de samme anbringender gældende som anført ovenfor.”
Tillæg af 7. februar 2023:
”3. AFTALEGRUNDLAGET
Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har i sit påstandsdokument under denne overskrift anført en argumentation for, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 skulle være indehaver af samtlige rettigheder til den omhandlede dokumentarfilm.
21
Dette er i fuldt tilstrækkeligt omfang allerede imødegået i undertegnedes påstandsdokument i afsnit 2.2.-2.3. Jeg vil dog kommentere et enkelt punkt nedenfor og korrigere en skrivefejl, påstandsdokumentets side 4, 4. afsnit, hvor ”Kontrakt for dokumentarfilm” fejlagtigt er dateret den 31. januar 2018.
Den korrekte dato er 31. august 2018, hvilket fremgår af de to efterfølgende afsnit, hvori kontrakten også er identificeret.
Herudover vil jeg kommentere Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 argumentation i dennes påstandsdokument, side 7, øverst, til side 8, øverst, om at der ikke kan være sket en stiltiende videreførelse af Kontrakt om dokumentarfilm efter den 1. december 2018, fordi Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 ikke længere var direktører i Virksomhed IVS og dermed ikke kunne forpligte selskabet i relation til at forlænge kontrakten.
Hertil bemærkes for det første, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 har afgivet skiftende forklaringer om, hvorvidt de ejede eller ikke ejede anparter i selskabet, og hvorvidt de var eller ikke var selskabets i ledelse.
Over for omverdenen har de begge imidlertid optrådt som ejere og ledelse af selskabet, herunder så sent som den 6. september 2019 ved Vidne 2's e-mail til advokat Person 2, som tydeligt angiver de kærende, som de personer, der kan disponere på Virksomhed IVS' vegne.
Det må påhvile den påståede professionelle producer og instruktør at indgå en klar aftale med en medvirkende, dersom denne skal acceptere en ny medkontrahent i en medvirkende-aftale.
De facto har Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 fortsat deres stillinger som instruktør og producer for selskabet – uden indsigelse fra dette - og har fortsat optagelserne med og over for Indkærede, tidligere Sagsøger, og har dermed i kraft af deres faktiske stillinger stiltiende godkendt en fortsættelse af aftalen.
Indkærede, tidligere Sagsøger er først efter optagelsernes ophør blevet klar over, at de kærende ikke længere stod som medejere og direktører i selskabet, hvilket fremgår af ovennævnte mailudveksling mellem Vidne 2 og advokat Person 2, og har derfor under hele optageforløbet opfattet de kærende som dem, der tegnede selskabet. Det har de kærende åbenbart også selv, jf. ovennævnte mailkorrespondance.
Hvis man skulle anlægge det synspunkt, at der ikke er indgået en
stiltiende aftale med selskabet om fortsættelse af optagelserne, ville konsekvenserne under ingen omstændigheder være, at en ældre, mundtlig aftale, hvis indhold der ikke engang var enighed om – og som var bortfaldet ved indgåelse af Kontrakt om dokumentarfilm – skulle ”vågne op” igen. Det er der simpelthen ikke noget aftaleretligt grundlag for.
Konsekvensen ville snarere være, at Kontrakt om dokumentarfilmen herved blev ugyldig for så vidt angår optagelser efter 1. december 2018,
22
således at ingen – hverken selskabet eller Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 – har ret til at benytte sig af optagelserne.
Indkærede har i hvert fald helt åbenbart ikke tiltrådt, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 skulle være blevet aftalepart, hverken udtrykkeligt eller stiltiende, det sidste allerede fordi hun ikke var bekendt med, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 ikke længere var medejer og direktør i selskabet, og derfor ikke kunne have en forestilling om, at der var behov for at få en ny aftalepart ind.
4. VÆSENTLIGHEDEN AF DOKUMENTAREN
Under denne overskrift angiver Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 i sit påstandsdokument, side 12, midtfor, og frem til side 13, foroven, at et dokument i form af et brev af 7. august 2019 fra Myndighed til Indkærede, tidligere Sagsøger ikke skulle være autentisk.
Dette er ikke rigtigt - brevet er præcis hvad det er betegnet som – et brev fra Myndighed. Det bemærkes for god ordens skyld, at nogle afsnit i brevet, som omhandler projekter, som Indkærede, tidligere Sagsøger har fået tilladelse til at gennemføre i Område, er overstregede, da kendskab til projekternes karakter indebærer sikkerhedsrisici. Undertegnede er bekendt med ordlyden af de overstregede afsnit.
Umiddelbart fremtræder det som mærkeligt, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 forsøger at drage dokumentets autenticitet i tvivl, da dokumentet rent faktisk ikke blev fremlagt for byretten under forbudssagen, fordi dokumentet efter byrettens opfattelse blev præsenteret for sent, og idet indkærede under kæresagen ikke har påberåbt sig dokumentet og heller ikke har indstreget det i ekstrakten.
Indkæredes formål med fremlæggelsen af brevet var at påvise en del af de sikkerhedsrisici, hun er undergivet.
Forklaringen på Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 nye interesse for brevet må antages at findes i en verserende injuriesag, som Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har anlagt mod Indkærede, tidligere Sagsøger. Jeg fremlægger som … Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 stævning i denne injuriesag samt Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 replik i samme sag.
Af denne replik fremgår af afsnit 1.3., at Indkærede, tidligere Sagsøger har ”…fremlagt en meddelelse af 22. januar 2022 i bilag L, som påstås at være Direktoratet imod kvinde og familievold i Område. Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 bestrider meddelelsens ægtheden af meddelelsen i bilag L.”
Bilag L i injuriesagen er identisk med nærværende sags …, som er en erklæring fra Myndighed in Område, hvoraf fremgår, at direktoratet betragter Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 henvendelser til Indkæredes, tidligere Sagsøger far som særdeles alvorlige og indebærende en ”killing threat against Ms. Indkærede, tidligere Sagsøger” .
23
Denne erklæring er belastende for Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2, og er af væsentlig betydning for nærværende sag, og det kan antages, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 ikke bryder sig om erklæringens indhold.
I nævnte replik udfolder Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 så, på grundlag af en ”afkræftelse” i form af en e-mail fra en ”tolk” tilknyttet ”Myndighed” , en argumentation gående ud på, at når erklæringen i nærværende sags … angiveligt ikke er ægte, så ”må der ligeledes være en stærk formodning for, at meddelelsen i bilag L … tillige ikke er ægte.” .
Indkærede forudser, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 på et sent tidspunkt vil anføre præcis det samme i nærværende sag med henblik på at afværge det for ham stærkt belastende udsagn fra Myndighed i Område.
Indkærede fremfører derfor følgende:
Brevet af 7. august 2019 er ikke af Indkærede, tidligere Sagsøger (forsøgt) fremlagt som en erklæring ”fra guvernøren i Område” .
Erklæringen er fremlagt som ”Brev til Indkærede, tidligere Sagsøger fra Myndighed” , jf. betegnelsen af dette bilag i Minretssag.
Undertegnede og advokat Bistandsadvokat har i oktober 2022 afholdt møder med myndighederne i Område, om gennemførelse af de projekter, der er omtalt i brevet af 7. august 2019 til Indkærede, tidligere Sagsøger. Brevet er således både en formel og praktisk realitet.
Ægtheden af nævnte brev er uomtvistelig, og Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 påstand om noget andet, og endnu mere påstanden om, at Indkærede, tidligere Sagsøger i konsekvens heraf skulle være en person, der fremlægger andre falske dokumenter for en domstol, er uacceptabel og indebærer en sigtelse mod Indkærede, tidligere Sagsøger for overtrædelse af straffelovens § 171 om dokumentfalsk.
I konsekvens heraf har Indkærede, tidligere Sagsøger i injuriesagen for Københavns Byret nedlagt påstand om, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 straffes for udtalelserne i replikken i sagen, jf. kopi af mit processkrift herom af 1. februar 2023.
Erklæringen af 26. januar 2022 fra Myndighed in Område er naturligvis også autentisk.
Indkæredes, tidligere Sagsøger bøger
Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har i afsnit 1.5 i sit påstandsdokument anført en række betragtninger om indholdet af Indkæredes, tidligere Sagsøger bøger og om interviews mv. og har – overordnet set – indtaget det standpunkt, at det skulle være Indkæredes, tidligere Sagsøger holdning, at hendes bøger én til én afspejlede hendes egen historie, og videre at Indkæredes, tidligere Sagsøger egen historie rent faktisk ikke er som angivet i bøgerne.
24
Dette er urigtigt, men selvfølgelig er der oplevelser fra Indkæredes, tidligere Sagsøger liv, egne eller bekendtes, som indgår og/eller har inspireret hende. Det er en skønlitterær forfatters indlysende ret at gøre netop dette, uden at det skrevne er virkelighed – en roman er som bekendt fiktion.
Det er så Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 faste overbevisning, at alt i bøgerne skulle svare én til én til Indkæredes, tidligere Sagsøger liv, jf. Indkæredes, tidligere Sagsøger forklaring i byretten.
Til den ganske overflødige fremlæggelse af begge bøger in extenso har jeg kun én kommentar, og det er, at begge bøger på titelbladet bærer betegnelsen ”Roman” .
Indkærede, tidligere Sagsøger bestrider ikke de kærendes ret til at have en kritisk opfattelse af hverken hendes bøger eller hendes politiske holdninger – dette er blot irrelevant for nærværende sag, som drejer sig om nedlæggelse af et forbud begrundet i de kærendes manglende rettigheder til optagelserne, de kærendes meddelte opgivelse af Virksomhed IVS' ret til at udnytte optagelserne og de kærendes misligholdelse af aftalen om optagelserne.
En diskussion om forholdet mellem indholdet af Indkæredes, tidligere Sagsøger bøger og Indkæredes, tidligere Sagsøger personlige historie hører hjemme i den offentlige debat, hvis den hører hjemme noget sted, men ikke i en retssag.”
Tillæg 2 af 17. februar 2023:
”Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har fremlagt Københavns Politis afgørelse i Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 straffesag, hvoraf fremgår, at der ikke rejses sag mod Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2
… på grund af bevisets stilling. Derimod er Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 stadig sigtet for hærværk og privatlivskrænkelser i forhold til Indkærede, tidligere Sagsøger.
Dette sker ud fra den sædvanlige bevisbedømmelse i en straffesag, en bedømmelse, der ikke bare kan overføres til en civil sag.
Jeg citerer i den sammenhæng
…
Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har i sit tillæg til påstandsdokument … påberåbt sig et nyt bilag, en mail fra Vidne 1 til Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2. Dette bilag beviser netop, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 ikke accepterede Vidne 1's tilbud om at sælge anparterne i Virksomhed IVS til Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2, således som Vidne 1 har forklaret.
…
Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 fastholder i sit tillæg til påstandsdokument at ovennævnte brev ikke er ægte, og påberåber sig stadig …, fra en medarbejder i Myndighed, en medarbejder, der tydeligvis ikke har kendskab til sagen.
Brevet er underskrevet af borgmesteren i Område, på vegne af og efter aftale med de i brevet nævnte myndigheder.
25
Indkærede ville egentlig helst holde den videre diskussion om dette emne i den verserende injuriesag, men når de kærende nu bebrejder indkærede ikke at have fremlagt yderligere bevis for dokumentets ægthed, må indkærede reagere herpå, og fremlægger derfor følgende dokumenter/fotografier:
Skrivelse af 21. august 2017 fra Områdes borgmester til blandt andre guvernatet, hvori borgmesteren bekræfter, at guvernatet har givet tilladelse.
Fotografi af Indkærede, tidligere Sagsøger sammen med borgmesteren, med tilladelserne.
Nyhedsprint, der viser, at borgmesteren er borgmesteren, ud fra en forventning om, at dette vil kærende sikkert også søge at bestride.
Fotografi af undertegnede og advokat Bistandsadvokat i forhandlingsmøde med myndighederne i Område.”
Indkærede, tidligere Sagsøger har bestridt, at der foreligger en branchekutyme med det af Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 indeholdte videregående indhold end, hvad der følger af ophavsretslovens § 54, stk. 1, og har anført, at betingelserne i denne bestemmelse for at bringe den ved iværksætterkontrakten af 4. maj 2018 skete overdragelse af instruktørrettigheder til ophør, herunder om seks måneders varsel, ikke er opfyldt.
Landsrettens begrundelse og resultat
Indkæredes, tidligere Sagsøger kontrakære
Indkærede, tidligere Sagsøger har først ved kæresvarskriftet af 13. april 2022 kæret byrettens bestemmelse af 28. februar 2022 om sikkerhedsstillelse. Da kære således er sket efter udløbet af kærefristen i retsplejelovens § 427, stk. 1, jf. § 586, stk. 1, afvises hendes principale og subsidiære påstand.
Retsplejelovens § 413, nr. 1
Retten til filmoptagelserne
Landsretten kan i det hele tiltræde byrettens bevisvurdering, hvorefter Virksomhed IVS havde rettighederne til de filmoptagelser, som fremgår af den mellem Indkærede, tidligere Sagsøger og Virksomhed IVS indgåede filmkontrakt af 31. august 2018.
Såfremt der måtte bestå en branchekutyme, hvorefter en ejendomsret, brugsret og ophavsret til filmoptagelser tilhører instruktøren/tilrettelæggeren personligt, må en sådan kutyme anses for fraveget ved iværksætterkontrakten af 4. maj 2018, pkt. 4.2, hvorefter selskabet ejer alle resultater af det arbejde, som ejerne udfører i forbindelse med selskabet, herunder alle immaterielle rettigheder og knowhow. Den omstændighed, at filmkontrakten på uklar vis anfører, at
26
selskabet er ”Instruktøren-/Producenterne” , og samtidig omtaler Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 som instruktør, kan ikke føre til en ændret vurdering. At Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 som instruktør fortsat har rettigheder efter ophavsretslovens § 3, § 38, § 58, stk. 2, nr. 3, og § 58 a, ændrer heller ikke ved, at rettighederne til de nævnte filmoptagelser tilhører Virksomhed IVS, jf. herved ophavsretslovens § 53, stk. 1.
Det følger af filmkontraktens pkt. 5, at Virksomhed IVS havde eneretten til filmen. Det fremgår endvidere af kontraktens pkt. 2, at kontrakten omfatter optagelser fra den 30. januar 2018, hvilket efter landsrettens opfattelse må forstås således, at selskabets eneret omfattede de optagelser, som Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 havde foretaget af Indkærede, tidligere Sagsøger i tiden fra den 30. januar 2018. Der er ikke noget, som understøtter, at der er foretaget optagelser af betydning for den færdige film før det angivne starttidspunkt. Det af Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 for landsretten påberåbte hjælpebilag 1, og det af ham forklarede om, at han før iværksætterkontrakten og filmkontrakten havde færdiggjort en betydelig del af dokumentaren, strider endvidere mod hans forklaring i byretten om, at kun 3% af dokumentaren var færdiggjort, da Virksomhed IVS blev stiftet. Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 nye forklaring og det, som fremgår af hans hjælpebilag, kan herefter ikke lægges til grund.
Overdragelse af retten til filmoptagelserne
Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at Vidne 1's afregistrering af Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 som medejere af og direktører i Virksomhed IVS (nu Virksomhed ApS) må anses for sket efter aftale med dem. Det tiltrædes endvidere, at selskabets eneste ejer og tegningsberettigede direktør herefter var Vidne 1, idet dennes tilbud om overdragelse af selskabet til Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 aldrig blev accepteret. Den for landsretten fremlagte mail af 19. februar 2019 fra Vidne 1 til Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 bekræfter, at Vidne 1's tilbud ikke blev accepteret. Landsretten er desuden i det hele enig i det, som byretten har anført om, at Indkærede, tidligere Sagsøger i medfør af den af Vidne 1 afgivne erklæring af 17. januar 2020 har ret til i eget navn at håndhæve Virksomhed IVS' ophavsret og ejendomsret til de filmoptagelser og det råmateriale, som tilhører selskabet.
Ophør af aftalen om filmoptagelserne
Uanset om Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 kunne have bragt det ved iværksætteraftalen bestemte om overdragelse af hans instruktørrettigheder til filmoptagelserne til Virksomhed IVS til ophør i medfør af ophavsretslovens § 54, stk. 1, er der efter det oplyste ikke varslet et sådant ophør med frist som anført i § 54, stk. 1. På det foreliggende grundlag kan det herefter ikke antages, at retten til udnyttelse af filmoptagelserne er overgået til Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 i medfør af ophavsretslovens § 54, stk. 1. Det kan endvidere ikke ved det af Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 påberåbte uddrag af Danske Filminstruktørers vejledning anses for godtgjort, at der foreligger en branchekutyme om tilbagegang af rettigheder, der går videre end, hvad der følger af ophavsretslovens § 54, stk. 1.
27
I filmkontraktens pkt. 2 er optagelsesperioden angivet fra den 30. januar 2018 til den 1. november 2018 med mulighed for, hvis det var nødvendigt, at forlænge til den 1. december 2018, idet Indkærede, tidligere Sagsøger, jf. pkt. 3, endvidere ”stillede sig til rådighed for eventuelle enkelte optagelser, som Instruktøren måtte have til hensigt filme i form af mangler eller andet efter det aftalte slut tidspunkt for produktionen.”
Efter landsrettens opfattelse må kontrakten herefter og efter det i sagen øvrigt oplyste, herunder Kærende 1's, tidligere Sagsøgte 2 forklaring for byretten om, at kun 5 % af dokumentaren var færdig i august 2019, og at der ikke foreligger nogen af Indkærede, tidligere Sagsøger underskrevet aftale eller andet skriftligt om en forlængelse af kontrakten med Virksomhed IVS, herunder med henblik på færdiggørelse som nævnt i kontraktens pkt. 3, anses for at udløbe senest den 1. december 2018.
På den nævnte baggrund finder landsretten, at Indkærede, tidligere Sagsøger har sandsynliggjort at have en af Virksomhed IVS' rettigheder afledt ret, som kan kræves beskyttet efter retsplejelovens § 413, nr. 1, for så vidt angår de filmoptagelser, der er indhentet og foretaget frem til den 1. december 2018.
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 mv.
Indkærede, tidligere Sagsøger har i medfør af almindelige retsgrundsætninger i dansk ret, jf. tillige Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, ret til
beskyttelse mod krænkelser af privatlivets fred, herunder en ret til beskyttelse af omdømme, jf. blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 29. juni 2004 i sag 64915/01, Chauvy mfl. mod Frankrig, præmis 71, og af retten til eget billede, jf. blandt andet Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols dom af 10. november 2015 i sag 40454/07, Courderc og Hachette Filipacchi Associeés mod Frankrig, præmis 85.
Uanset om Indkærede, tidligere Sagsøger ved sin medvirken til filmoptagelserne i tiden efter den 1. december 2018 må anses for ikke blot at have accepteret optagelserne, men også at disse ville blive anvendt til en dokumentarfilm om hende, må hendes accept heraf anses for afgivet under en forudsætning om, at dokumentarfilmen ville få et indhold, som svarede til, hvad der fremgik af kontrakten med Virksomhed IVS, herunder det anførte om, at der ikke ville ”forekomme noget materiale i Filmen, som går imod eller kan skade Hovedpersonens værk ”Titel 1” eller evt. fremtidige værker” . Det pågældende vilkår må anses for at have til formål at beskytte Indkærede, tidligere Sagsøger og hendes værkers omdømme.
Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 har i forskellige medier og tillige under denne sag tilkendegivet at ville bruge filmoptagelserne til at afsløre, hvad de anser for sandheden om Indkærede, tidligere Sagsøger, nemlig at hun er stærkt utroværdig. Landsretten finder, at en sådan brug på det foreliggende grundlag må antages at stride så væsentligt mod den i filmkontrakten angivne forudsætning, at hverken
28
Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 eller Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 kan anses for at have ret til at anvende, herunder sammenklippe og offentliggøre, de optagelser, der ligger såvel før som efter den 1. december 2018. Landsretten finder herved, at det må lægges til grund, at Indkærede, tidligere Sagsøger utvivlsomt ikke ville have medvirket, hvis hun havde været bekendt med den af Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 nu planlagte brug, og at dette må have stået dem klart.
Indkærede, tidligere Sagsøger har herefter sandsynliggjort at have en ret, som kan kræves beskyttet efter retsplejelovens § 413, nr. 1, med hensyn til de filmoptagelser, der både ligger før og efter den 1. december 2018.
Landsretten bemærker, at selvom rettighederne til filmoptagelserne i tiden frem til den 1. december 2018 ved en ophævelse efter ophavsretslovens § 54, stk. 1, måtte tilkomme Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2, eller på anden måde tilkomme ham og ikke Virksomhed IVS, medfører den nævnte bristende forudsætning i sig selv, at Indkærede, tidligere Sagsøger har sandsynliggjort at have en ret, som kan kræves beskyttet efter retsplejelovens § 413, nr. 1.
Retsplejelovens § 413, nr. 2 og 3
Af de grunde, som byretten har anført, er betingelserne i retsplejelovens § 413, nr. 2 og 3, for at meddele forbud i overensstemmelse med Indkæredes, tidligere Sagsøger forbudspåstand, opfyldt.
Ytringsfrihed – retsplejelovens § 414, stk. 2
For så vidt angår proportionalitetsvurderingen efter retsplejelovens § 414, stk. 2, følger det af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Højesteret, jf. blandt andet den ovennævnte Chauvy-dom, præmis 62-64, og Courderc og Hachette Filipacchi Associeés-dommen, præmis 90-93, samt Højesterets dom gengivet i U.2010.1859, at et forbud mod offentliggørelse af filmoptagelser som de foreliggende er et indgreb i ytrings- og informationsfriheden, som kun kan foretages, såfremt tungtvejende grunde taler herfor, jf. herved principperne bag grundlovens § 77 samt artikel 10, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter begrænsninger i ytringsfriheden kun kan ske i det omfang, de er ”nødvendige i et demokratisk samfund” af hensyn til blandt andet beskyttelse af ”andres gode navn og rygte eller rettigheder” . Det er i den forbindelse et integreret element i ytringsfriheden at søge den historiske sandhed, jf. Chauvy-dommen, præmis 69. Endvidere er også ytringer, som fornærmer, chokerer og forstyrrer beskyttet af artikel 10, stk. 1, jf. blandt andet Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols dom af 18. maj 2004 i sag 58148/00, Editions Plon mod Frankrig, præmis 42.
Af den nævnte retspraksis følger, at der i afvejningen af hensynet til ytringsfriheden over for andre hensyn, herunder hensynet til privatlivets fred,
29
skal foretages en nøje vurdering af, om et indgreb i ytringsfriheden må anses for nødvendigt for at tilgodese det tilsigtede formål, jf. Chauvy-dommen præmis 70. Det skal endvidere, jf. blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 7. februar 2012 i sag 40660/08 og sag 60641/08, Von Hannover mod Tyskland, præmis 100-102, særligt indgå, at der ikke opstilles begrænsninger, som hindrer medier i på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan. Det forhold, at en offentliggørelse i medierne kan medføre en krænkelse, er derfor ikke tilstrækkelig til, at et forbud kan nedlægges, medmindre krænkelsen er af en sådan grovhed, at hensynet til den krænkede overstiger hensynet til ytrings- og informationsfriheden. Det samme gælder, jf. den ovennævnte Editions Plon-dom, præmis 43, også andre udgivelser om emner af offentlig interesse.
Den brug, som Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 i forskellige medier og tillige under denne sag har tilkendegivet at ville gøre af filmoptagelserne, må som nævnt anses for at være i klar modstrid med de forudsætninger, under hvilke Indkærede, tidligere Sagsøger indvilligede i at deltage i dokumentarfilmen, og det må antages, at den påtænkte brug vil krænke hende groft og skade hendes omdømme i offentligheden.
Ved bedømmelsen af, om den påtænkte brug af optagelserne kan forbydes, må det heroverfor indgå, at Indkærede, tidligere Sagsøger . Adgang til at sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden af hendes udsagn herom må på den baggrund anses for at være et spørgsmål af betydelig samfundsmæssig interesse.
Efter en samlet bedømmelse finder landsretten, at hensynet til at beskytte Indkærede, tidligere Sagsøger mod krænkelse af den ovennævnte karakter må tillægges større vægt end hensynet til at give Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 adgang til at udnytte filmoptagelserne til det af dem planlagte formål. Det er herved indgået, at Indkærede, tidligere Sagsøger har givet samtykke til optagelserne under den ovennævnte forudsætning om, at der ikke ville ”forekomme noget materiale i Filmen, som går imod eller kan skade Hovedpersonens værk ”Titel 1” eller evt. fremtidige værker” , og at hun utvivlsomt ikke ville have medvirket, hvis hun havde været bekendt med den nu af Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 planlagte brug. Det er endvidere tillagt vægt, at en manglende adgang til at offentliggøre og viderebringe filmoptagelserne ikke betyder, at Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 ikke i øvrigt kan lave en film om eller anden fremstilling af Indkærede, tidligere Sagsøger, hvori de bringer de afsløringer og den sandhed om hende, som de ønsker at delagtiggøre offentligheden i.
30
Forhold som nævnt i retsplejelovens § 414, stk. 2, sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, stk. 1, og grundlovens § 77 er dermed ikke til hinder for at meddele forbud som bestemt af byretten.
Sikkerhedsstillelse
Landsretten er med hensyn til sikkerhedsstillelse ligeledes enig i byrettens begrundelse og resultat.
Resultat og sagsomkostninger
Landsretten stadfæster herefter byrettens kendelse.
Efter kæresagernes udfald skal Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 hver især i kæremålsomkostninger betale 150.000 kr., i alt 300.000 kr., til statskassen til dækning af udgiften til Indkæredes, tidligere Sagsøger beskikkede advokat inkl. moms. Der er ved fastsættelsen af beløbene taget hensyn til sagernes karakter, omfang og forløb. Landsretten har ikke inddraget hensyn som nævnt i artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (2004/48) som fortolket af EU-Domstolen i dom af 28. juli 2016 i sag C-57/15 (United Video Properties), da Indkærede, tidligere Sagsøger har fri proces, og da sagen i øvrigt kun i begrænset omfang har angået ophavsretlige spørgsmål.
THI BESTEMMES:
Indkæredes, tidligere Sagsøger principale og subsidiære påstand afvises.
Byrettens kendelse stadfæstes.
I kæremålsomkostninger skal Kærende 2, tidligere Sagsøgte 1 og Kærende 1, tidligere Sagsøgte 2 hver især betale 150.000 kr. til statskassen. Beløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.