Dom
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 28. april 2023
Tryg Forsikring A/S
(advokat Lise Reuss Muff)
Landsdommerne Lone Dahl Frandsen, Dorthe Wiisbye og Kristoffer Gammelgaard Petersen (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.
Sagen er anlagt ved Retten i Svendborg den 26. april 2021. Ved kendelse af 7. september 2021 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retspleje-lovens § 226, stk. 1.
Sagen drejer sig om, hvorvidt en arbejdstagers fald i hjemmet, da hun på en fridag flyttede et arbejdsbord på sin hjemmearbejdsplads, var en følge af arbej-det eller de forhold, det er foregået under, jf. arbejdsskadesikringslovens § 5.
2
Påstande
Som mandatar for Sagsøger har sagsøgeren, Fagforeningen Danmark nedlagt påstand om, at Ankestyrelsen skal anerkende, at Sagsøger den 21. oktober 2016 var udsat for en ulykke, der var en følge af arbejdet eller de forhold, det var foregået under.
Ankestyrelsen har påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning.
Tryg Forsikring A/S er indtrådt i sagen til støtte for Ankestyrelsen.
Sagsfremstilling
Sagsøger blev den 20. juni 2013 ansat som mødebooker i Virksomhed. I løbet af ansættelsen skiftede virksomheden navn til Virksomhedsnavn.
Af ansættelseskontrakt af 20. juni 2013 mellem Sagsøger og Virksomhed fremgår bl.a.:
”Det bekræftes herved, at du fra den 01.08.2013 er ansat i Virksomhed. For nærværende på Adresse, By, som Mødebooker.
(det er aftalt at medarbejderen arbejder hjemmefra)
…
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt inklusiv frokost. Du kan efter af-tale med nærmeste leder lægge din arbejdstid i tidsrummet kl. 07-18.
…
Virksomhed stiller en bærbar computer samt internet og telefon i dit hjem til rådighed for dig.”
På ulykkestidspunktet den 21. oktober 2016 boede Sagsøger i en treværelses lejlighed sammen med sin søn.
Landsretten har under hovedforhandlingen fået forevist billeder og plantegnin-ger af lejligheden. Heraf fremgår, at lejligheden var i to plan, og at lejlighedens stueplan indeholdt entré med trappe til 1. sal, et mindre soveværelse samt stue i kombination med køkken. 1. salen indeholdt et stort soveværelse, badeværelse og repos. Sagsøgers hjemmearbejdsplads var indrettet i entréen i et område delvist under trappen.
Det er ubestridt mellem parterne, at Sagsøger på forhånd havde aftalt med arbejdsgiveren at holde fri fra arbejde den 21. oktober 2016, den dag
3
ulykken indtraf. Af mailkorrespondance af 18. oktober 2016 mellem Sagsøger og direktør Vidne 1 fremgår bl.a.:
” Emne : Ferie Fri Dage
Hej Vidne 1.
Det er næsten fuldstændig umuligt at fange folk i denne uge… Så jeg tænkte at holde fri torsdag og fredag, hvad siger du til det?”
…
Emne: SV: Ferie Fri Dage
Hej Sagsøger, det er OK.”
Af epikrise af 22. oktober 2016 vedrørende Sagsøger fremgår bl.a.:
”I går faldet ned ad en trappe – slog hovedet 3 steder (ha-ge+pande+baghovedet)
Black out – kom op
Slappet af og tog 2 pamol
I dag sløv – hævet i hovedet + svimmel. Ikke hovedpine i dag. Så RICE – meget ro”
Efter ulykken var Sagsøger sygemeldt i 14 dage, hvorefter hun genoptrappede sit arbejde til fuld tid.
Ulykken blev ikke på daværende tidspunkt anmeldt som en arbejdsskade, idet Virksomhed efter henvendelse til sit forsikringsselskab havde fået oplyst, at der ikke var tale om en arbejdsskade, da ulykken var sket i fritiden.
I 2020 var Sagsøger i anden anledning i dialog med sin fagfor-ening, Fagforeningen Danmark, som nævnte, at ulykken efter fagforeningens opfattelse burde anmeldes som en arbejdsskade. Herefter anmeldte Virksomhed den 10. marts 2020 Sagsøgers ulykke som en arbejds-ulykke til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Af anmeldelsen fremgår bl.a.:
”Beskrivelse af hændelsen:
Medarbejder havde taget en fridag for at skulle flytte rundt. Medarbej-der skulle flytte skrivebord fra stueetagen til 1. salen.
Gik med skrivebordpladen vendt mod egen mave og med ryggen på væggen, et skridt ad gangen op af trappen der vinkler godt 360 grader. På sidste trin erindrer medarbejder, at hun ikke kan forstå at hun ikke kan få fodfæste, og så husker hun ikke mere, før hun vågner liggende på trappen med hovedet nedad imellem bordbenene (x-formede) der vender opad.
4
Skader: Hoved- øregang (tinnitus) og syn (samsyn), nakke (piske-smæld) og skulder. Samt knubs sporadisk efter faldet (blå mærker).
Sygemelding: Ja, den første tid var medarbejder fuld tids sygemeldt. Gik derefter i gang, startende med 1 time og lagde så på gradvis til hun igen arbejdede på fuld tid engang i januar måned 2017. Har dog efter-følgende også været sygemeldt sporadisk når hovedet "stiger af'. Har hele tiden været hjulpet af at arbejde hjemmefra, således at hun har kunnet undgå støj fra andre og kunne ligge sig ned, når hovedet kræ-vede det.”
Af spørgeskema udfyldt af Sagsøger den 13. maj 2020 til Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikring fremgår bl.a.:
”Beskriv hvad der skete, da du kom til skade:
Tog fat i mit skrivebord for at bære det op ad trapperne, og da jeg nåe-de sidste trin gik det galt, og jeg vågnede med hovedet nedad imellem bordets ben”
Hvis du har andre oplysninger, som er vigtige for din arbejdsskadesag, kan du skrive dem her:
…
Hvorfor at skade i sin tid ikke blev anmeldt var udmeldingen om, at der ikke kunne være tale om en arbejdsskade, idet jeg holdt fri på da-gen, hvor skaden skete. Dette er og var jeg dog nødsaget til, idet jeg ik-ke kan være tilstede i mit job, når alle forbindelser er trukket under flytningen.”
Sagsøger har den 27. maj 2020 sendt supplerende oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Heraf fremgår bl.a.:
"Jeg er ansat til at arbejde fra mit private hjem.
Jeg var nødsaget til at flytte min arbejdsstation fra stueetagen til første-salen, da den plads jeg havde til rådighed i stueetagen til at arbejde på, ikke var hensigtsmæssigt. Derfor måtte jeg bede min hjemmeboende søn bytte værelse med mig (hans var noget større), så jeg havde bedre plads til at arbejde på.
Men det at flytte om på 2 rums indhold, hvor en stor del er private møbler og kun få er arbejdsrelateret, kan jeg jo ikke bede mit arbejde be-tale løn for. Omvendt kan jeg jo heller ikke flytte private møbler den ene dag, for dernæst dagen derpå flytte skrivebord, stol, pc, reol m.v. næste dag, for hvor skulle de møbler så stå i mellemtiden? De ville jo være i vejen under flytning. Og jeg ville heller ikke være i stand til at være til rådighed for mit job, såvel via mail som telefon, under flytning.
5
Min daværende bolig var indrettet med 2 værelser, der lå på hver sin etage i lejligheden. Og det store værelse jeg flyttede op i med kon-tor/arbejdsstation, lå på 1. Salen."
Ved afgørelse af 23. september 2020 afviste Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at anerkende ulykken som en arbejdsskade. Af begrundelsen fremgår:
” Vi kan ikke anerkende ulykken den 21. oktober 2016 som en arbejds-skade, fordi du ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven på tids-punktet for ulykken.
Vi har lagt vægt på, at det fremgår af anmeldelsen, arbejdsgivers oplys-ninger modtaget den 21. april 2020 og dine oplysninger modtaget den 18. juni 2020, at du på tidspunktet for hændelsen den 21. oktober 2016, havde taget en fridag for at flytte møbler rundt mellem 2 værelser.
Vi har også lagt vægt på, at det fremgår af dine oplysninger modtaget den 18. juni 2020, at du flyttede rundt, da du ikke havde plads nok i det daværende værelse.
Vi har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af dine oplysninger mod-taget den 18. august 2020, at det skrivebord du flyttede, da du faldt ned af trappen, var indkøbt af dig selv i forhold til at det størrelsesmæssigt ville passe ind.
På baggrund af ovenstående vurderer vi, at skaden ikke skyldes arbej-det eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår. Årsagen er, at du hav-de fri for arbejde på dagen for hændelsen, du havde selv indrettet din hjemmearbejdsplads og du flyttede værelse på eget initiativ for at få mere plads. Det er vores vurdering af hændelsen er sket under private forhold, som din arbejdsgiver ikke kan pålægges at bære ansvaret for.
Vi er opmærksomme på, at du er ansat til at arbejde fra dit private hjem. Oplysningen har ikke ført til en ændret vurdering, fordi du på tidspunktet for hændelsen havde fri for arbejde og hændelsen skete under private forhold.
Derfor anerkender vi ikke hændelsen den 21. oktober 2016 som en ar-bejdsskade.”
Sagen blev indbragt for Ankestyrelsen, som den 11. marts 2021 stadfæstede af-gørelsen. Af Ankestyrelsens begrundelse i afgørelsen fremgår bl.a. følgende:
” Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at du ikke i skadesøjeblikket var omfattet af arbejdsskadeloven, idet du ikke kom til skade som følge af arbejdet el-ler under arbejdets forhold.
Hvad er afgørende for resultatet
Du har oplyst, at du den 21. oktober 2016 havde taget fri fra arbejde for at flytte rundt hjemme. Du skulle flytte et skrivebord fra stueetage til 1. sal, da du faldt ned af trappen. Du pådrog dig skader på flere dele af
6
hovedet.
Det fremgår af klagebemærkningerne af den 2. november 2020, at din arbejdsgiver ikke stillede skrivebord til rådighed, hvorfor du selv måtte købe et. Du valgte således at købe skrivebordet på dit eget initiativ.
Vi lægger vægt på, at ulykken skete hjemme hos dig selv.
Ved en arbejdsskade forstås efter arbejdsskadeloven en ulykke, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under. Skader, som sker på arbejdet under udførelsen af ens sædvanlige arbejde, er omfat-tet af arbejdsskadeloven. Skader, som sker på grund af rent private for-hold, er derimod ikke omfattet.
Vi lægger derfor vægt på, at du i skadesøjeblikket havde fri fra dit arbejde. Hændelsen skete således i fritiden.
Vi lægger også vægt på, at handlingen er foretaget i din egen interesse. Det fremgår af dit brev til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring modtaget den 18. juni 2019, at du flyttede rundt så du havde mere plads at arbej-de på.
Vi lægger i den forbindelse særligt vægt på, at du selv har indrettet din hjemmearbejdsplads, og din arbejdsgiver ud fra oplysningerne ikke har haft indflydelse på, hvor i hjemmet hjemmearbejdspladsen har været placeret.
Din arbejdsgiver har derfor ikke haft indflydelse på, at dit private skrivebord skulle flyttes til et andet sted i hjemmet.
Vi henviser til vores principmeddelelse U-9-06, hvoraf det fremgår, at der ved skader sket under hjemmearbejde, skal indgå, hvilken indfly-delse arbejdsgiver har haft på indretningen af hjemmearbejdspladsen, og hvilke forhold i og omkring boligen, tilskadekomne som privatper-son har ansvaret for.
Vi vurderer på den baggrund, at din handling ikke er foretaget i ar-bejdsgivers interesse eller på arbejdsgivers initiativ. Handlingen den 21. oktober 2016 er ikke foretaget som følge af dit arbejde eller de for-hold, som det foregår under. Handlingen var derfor af privat karakter.
På baggrund heraf vurderer vi, at du ikke ved tilskadekomsten var om-fattet af arbejdsskadeloven, idet du ikke kom til skade som følge af ar-bejdet eller under arbejdets forhold.
Vi kan derfor ikke anerkende den anmeldte skade som en arbejdsskade.
…
Bemærkninger til klagen
Din fagforening har oplyst, at flytning af skrivebord må anses at være i
7
arbejdsgivers interesse, og at flytning til andet lokale i eget hjem ikke har været til privat formål, men udelukkende foretaget under tjeneste-lige forhold.
Din fagforening har endvidere oplyst, at det ikke skal komme dig til last, at du selv har måtte indkøbe skrivebordet, da det var nødvendigt, da arbejdsgiver ikke stillede dette til rådighed.
Din fagforening har oplyst, at de mener, at skaden er omfattet af arbejdsskadeloven, da hændelsen udelukkende er sket på grund af ansættelsesforholdet hos din arbejdsgiver.
Vi bemærker, at oplysningerne er indgået i behandlingen af din sag, men at de ikke kan føre til et ændret resultat. Vi henviser til begrundel-sen for afgørelsen.”
Som mandatar for Sagsøger indbragte Fagforeningen Danmark derefter afgørelsen for domstolene.
I forbindelse med sagens forberedelse rettede advokat Hans Riser fra Det Fagli-ge Hus ved mail af 6. juli 2021 henvendelse til direktør i Virksomhed Vidne 1 med anmodning om oplysninger til brug for sagen. Heraf fremgår bl.a.:
”Det fremgår blandt andet, at Ankestyrelsen ønsker sagen yderligere belyst 1) i forhold til aftalerne med arbejdsmiljørepræsentanten, 2) de nærmere omstændigheder i forhold til hjemmearbejdspladsen og 3) selve aftalen om flytningen af møbler den 21. oktober 2016.
Herudover er jeg også interesseret i at høre 4), hvilke aftaler (ud over ansættelseskontrakten), I havde indgået med Sagsøger generelt i forbindelse med hjemmearbejdspladsen, og 5) hvad I over-ordnet havde foretaget jer overfor medarbejderne i forhold til arbejds-miljøet, ved indretningen af hjemmearbejdspladserne.
Det vil derfor være behjælpeligt, hvis du har mulighed for at besvare ovenstående, så godt som muligt.”
Vidne 1 besvarede henvendelsen ved mail af 11. august 2021, hvoraf fremgår bl.a.:
”Jeg kan besvare de stillede spørgsmål således, at jeg eller mine nærme-ste ikke er bekendt med, at der fra arbejdsgivers side skulle være givet Sagsøger besked eller henstilling eller på anden måde information om, at arbejdsbordet efter vor opfattelse skulle/burde flyttes fra dets hidti-dige placering - som vi i øvrigt ikke kendte til.
Jeg er ligeledes heller ikke bekendt med, at der fra arbejdsgivers side op til ulykken skulle være viden eller mistanke om, at arbejdsbordets hid-tidige placering skulle udgøre et problem i forhold til arbejdsmiljøreg-
8
lerne. Det er vi sådan set stadig uden selvstændig viden om eller hold-ning til.”
Forklaringer
Sagsøger, Vidne 1, Vidne 2, Vidne 3, Vidne 4 og Vidne 5 har afgivet forklaring.
Sagsøger har forklaret bl.a., at hun blev ansat i 2013 som møde-booker i Virksomhed, der senere kom til at hedde Virksomhedsnavn. Hun er kontoruddannet på et socialcenter og har efterfølgende taget en uddan-nelse som akademimerkonom. Virksomhed leverede serviceydelser til bor-gere i eget hjem. Det kunne være fysisk eller psykisk handicappede, ældre eller alvorligt syge, som havde brug for hjælp i eget hjem. Ydelserne kunne blandt andet være overvågning for personer med respiratoriske behov, personlig pleje og eller i form af ledsagerordninger. Hun skulle markedsføre Virksomhed og deres ydelser, og hendes arbejde gik ud på at skaffe kontakter mellem leder-ne i kommunerne og de sælgere, som var ansat i Virksomhed. Hun var som regel på virksomhedens adresse i By én gang ugentligt og ellers arbejdede hun hjemmefra. I 2016 arbejdede hun i gennemsnit hjemme 4 ud af 5 dage om ugen.
Da hun blev ansat i 2013, var virksomheden ikke involveret i indretningen af hjemmearbejdspladsen. Hun har aldrig fået et arbejdsbord fra virksomheden, og det skrivebord hun brugte, havde hun selv købt for at kunne arbejde hjem-me. Hun flyttede ind i lejligheden, hvor ulykken skete, den 1. marts 2014. Det er en treværelses lejlighed i to plan. Ved indflytningen valgte hun at indrette hjemmearbejdspladsen i entréen i området under trappen, da hun havde set den samme indretning hos en veninde. Hun blev ikke vejledt af Virksomhed om indretningen af hjemmearbejdspladsen. Hendes søn, som da var 18 år, fik det store soveværelse på 1. salen, og hun fik selv det lille soveværelse i lej-lighedens stueplan. På det lille værelse var der ikke plads til hendes skrivebord, da der også skulle være plads til seng og kommode med tøj, ligesom der også var et indbygget skab. Forevist plantegning og fotos af lejligheden har hun for-klaret, at skrivebordet stod i området under trappen, og at der stod en reol un-der selve trappen. Skrivebordet stod ikke under selve trappen, men stod langs med væggen ind mod stuen. Der var ca. 80 cm. plads fra kontorstolen og hen til trappen.
Når hun ringede ud til kommunerne, sad hun enten på sin hjemmearbejdsplads ved trappen i entreen eller inde i stuen. Når hun gik ind i stuen, var det på grund af plads- og lysforholdene ved hjemmearbejdspladsen, som var inde-klemt, uden megen plads til bord og stol, og der var ingen vinduer. Når hendes søn og hans gæster kom hjem, flyttede hun ind i stuen. Det var forstyrrende, og
9
det kan ikke undgås, at unge mennesker er højlydte af og til. Der var dog ikke kunder eller samarbejdspartnere, som havde klaget over, at der var forstyrrel-ser, når hun havde telefonsamtaler. Placeringen af hjemmearbejdspladsen i en-tréen var også problematisk, fordi hun kunne have personfølsomme data på skærmen, ligesom telefonsamtalernes indhold også kunne være af personføl-som karakter. Hun kunne godt drøfte enkeltsager telefonisk med lederne fra kommunerne. Kommunerne sendte også mails omkring behov for hjælpeydel-ser hos borgerne, der indeholdt en beskrivelse af borgerens behov, men det var ikke sådan, at man ud fra den kunne identificere borgeren. Det er kun sket i enkelte tilfælde, at der også stod borgerens navn.
Virksomheden havde i begyndelsen fokus på indretningen af hjemmearbejds-pladserne. Det var hendes indtryk, at den daværende arbejdsmiljørepræsentant, Vidne 2, skulle tale med alle medarbejderne om deres arbejdspladser, her-under hjemmearbejdspladserne. Hun kontaktede ham i slutningen af 2014 eller starten af 2015. Hun fortalte ham, at placeringen af hjemmearbejdspladsen un-der trappen ikke var hensigtsmæssig, og at den måtte flyttes. Vidne 2 mente heller ikke, at det lød hensigtsmæssigt, og de aftalte, at han skulle besøge hen-de. Mødet blev dog udsat, og han stoppede efterfølgende i Virksomhed. Efterfølgende var der ingen fra virksomheden, der beskæftigede sig med hjemmearbejdspladsens indretning.
Hun havde taget fri den 20. og 21. oktober 2016 efter skriftlig aftale med direk-tør Vidne 1. Hendes plan for fridagene var at flytte hjemmearbejds-pladsen. Det skulle ske ved at bytte soveværelserne rundt, så hendes søn fik det lille soveværelse i lejlighedens stueplan, mens hun fik det store soveværelse på 1. salen, hvor hun både kunne have soveværelse og sin hjemmearbejdsplads. Hendes søn var ikke tilfreds med at få et mindre værelse.
Hun havde ikke aftalt med Vidne 1, at hun skulle flytte hjemmear-bejdspladsen, mens hun holdt fri. Hun havde heller ikke aftalt med andre fra virksomheden, at de skulle hjælpe hende med flytningen. Det var ikke hendes indtryk, at flytningen af hjemmearbejdspladsen kunne ske i arbejdstiden, fordi hun derved ikke ville kunne være tilgængelig på telefon eller mail, mens hun flyttede rundt.
Hun havde en ven, som kom og hjalp hende med at flytte rundt. Først flyttede de alle møblerne fra det lille værelse til stuen, og derefter flyttede de hendes søns møbler ned på det lille værelse. De fleste af hendes store ting blev derefter flyttet op på hendes nye værelse. Herefter blev hendes ven nødt til at gå. Hun tog selv skrivebordet, som måler ca. 110x60 cm, og bar det forsigtigt op ad trappen. Det gik fint, indtil hun pludselig mistede fodfæstet. Det næste hun re-gistrerede var, at hun lå for enden af trappen med skrivebordet over sig. Hen-des søn vågnede ved det, og han har fortalt hende, at der lød et brag. Det var
10
først, da han kom ud til hende, at hun vågnede op. Han hjalp hende ind i stuen, og de ringede til lægen, som kom og tilså hende. Hun fortalte det til ar-bejdspladsen mandag morgen. Hun mener, at det var til Vidne 1. Der blev ikke talt om, at det skulle anmeldes som en arbejdsulykke.
Hun havde mange smerter efter faldet. Efter 14 dages sygemelding begyndte hun at tage en times arbejde om dagen og trappede derefter op til fuld tid. Hun kan fortsat godt arbejde fuld tid, men hun har brug for at tage pauser, når ho-vedet kræver det. Hun er ikke længere ansat i Virksomhed.
Vidne 1 har forklaret bl.a., at han kom til Virksomhed som øko-nomidirektør i 2013. Deres kunder er kommunerne, og virksomhedens opgave at finde de rigtige personer til at udføre de ydelser, som borgerne er berettiget til efter serviceloven. Han blev administrerende direktør i november 2016. Han fungerede som chef for Sagsøger, da han også var fungerende salgschef.
Sagsøgers arbejde bestod i at booke møder med kommunerne for Virksomheds sælgere. Hun fik typisk ringelister, men andre gange rin-gede hun til kommunerne på eget initiativ. Han mener ikke, at det ville udgøre et persondatamæssigt problem, hvis andre fik fat i disse lister. Nogle gange kontaktede kommunerne også Virksomhed for at oplyse, at de havde en ny borger, som havde behov for ydelser. Han erindrer ikke, at Sagsøger også blev ringet op på den måde, men det kan godt være sket. I første omgang ville kommunerne ikke sende personfølsomme oplysninger ud. Be-skrivelserne af borgerens behov kom først i dialogen mellem sælger og teamle-der og kommunen. Oplysningerne ligger i et system, hvor man skal bruge ko-deord for at tilgå oplysningerne. Hvis Sagsøger havde systemet åbent, ville man godt kunne se personfølsomme oplysninger på hendes skærm.
Han kan ikke huske, om han og Sagsøger drøftede arbejdsmiljø-et på hjemmearbejdspladsen, men han havde generelt til alle medarbejderne meddelt, at de måtte sige til, hvis der var behov for skærm, stol eller andet til hjemmearbejdspladsen. I virksomheden havde de en arbejdsmiljøorganisation med i hvert fald én arbejdsmiljørepræsentant, og der blev holdt møde mindst én gang om året. Han ved ikke, hvordan arbejdsmiljøorganisationens beslut-ninger blev udmøntet. Der var ingen retningslinjer for, hvornår eller hvordan den ansatte skulle indrette sin hjemmearbejdsplads. Han vil dog tro, at de fleste har gjort det i arbejdstiden.
Da Sagsøger bad om fri den 20. og 21. oktober 2016, blev der ikke aftalt noget om flytning af hjemmearbejdspladsen, og han erindrer heller ikke, at hun skulle have talt om, at hun ville bruge fridagene på at flytte sin hjemmearbejdsplads. Ferieanmodningen var begrundet i, at hun ville tage et
11
par fridage, da det alligevel var svært at få kontakt til sagsbehandlerne i kom-munerne i efterårsferien.
Han hørte først om ulykken via deres HR-afdeling. Han erindrer ikke, hvad Sagsøger fortalte om ulykken, første gang hun fortalte om den.
Vidne 2 har forklaret bl.a., at han blev ansat i Virksomhed i sommeren 2014 som teamleder for handicaphjælperne. Sagsøger var ikke en del af hans team. I vinteren 2014 blev han valgt til arbejdsmiljørepræsentant. På daværende tidspunkt var der ingen velfungerende arbejdsmiljøorganisation i virksomheden, og han gik i gang med at gennemføre både psykisk og fysisk APV. Det var ikke noget, som han havde fået besked på af ledelsen, men hans eget initiativ. På et tidspunkt i 2014 kontaktede Sagsøger ham for at drøfte hendes hjemmearbejdsplads. De talte om hendes bord og stol, og om, at hun skulle have et ordentligt sted at sidde. Hun fortalte, at hun havde kontorplads under trappen, og han havde sagt, at han ikke syntes, det lød op-timalt. Derfor ville han gerne ud at se hjemmearbejdspladsen, og de aftalte, at han skulle kigge forbi ved lejlighed. De havde ikke aftalt en fast dato, og han nåede ikke komme forbi, inden han stoppede i foråret 2015. Der var to eller tre andre kollegaer, som også arbejdede hjemme på fuld tid, og han nåede heller ikke hjem til dem.
Vidne 3 har forklaret bl.a., at hun var ansat i Virksomhed som teamleder for de pædagogiske ordninger. Hun skulle tage sælgerne med ud til sagsbehandlerne i kommunerne og hjælpe dem med at redegøre for, hvad virk-somheden kunne tilbyde. Når en aftale var kommet i stand, var det hendes ar-bejde at rekruttere medarbejdere, lave vagtplaner, indberette løn og holde MUS-samtaler. Hun arbejdede hjemme 2-3 dage om ugen. Hun blev udstyret med computer, mus og printer, men hun blev ikke instrueret i, hvordan hun skulle indrette sin hjemmearbejdsplads. Hun indrettede sig først ved spisebor-det, og da det ikke fungerede, lavede hun plads til et skrivebord. Arbejdstiden ved Virksomhed var et svævende begreb, og det kunne dog ikke altid lade sig gøre at holde arbejdstiden mellem 8 og 17. Når hun flyttede rundt på sin hjemmearbejdsplads, var det i arbejdstiden. Hun har ikke bedt Virksomhed om kontorstol eller skrivebord, men hun ved, at der var kollegaer, der efter-spurgte et hævesænkebord, hvilket imidlertid ikke kunne lade sig gøre. Hun efterspurgte et låsbart skuffedarium, men det fik hun ikke. Hun fik dog en ma-kulator.
Vidne 4 har forklaret, at hun i 2016 var HR-chef i Virksomhed. Hun var også en del af arbejdsmiljørepræsentationen. Det var hun også før Sagsøgers ulykke. Hun var med til den årlige arbejdsmiljødrøftelse i Virksomhed, ligesom hun stod for at facilitere APV’erne.
12
Der var ikke mange medarbejdere, der havde hjemmearbejdsplads, så det var ikke et spørgsmål, som fyldte noget i arbejdsmiljøarbejdet og i APV’erne. Der var mere fokus på det fysiske arbejdsmiljø, når de ansatte arbejdede i borgernes private hjem. Hun har talt med Vidne 2 om hjemmearbejdspladser, da der blev flere ansatte med hjemmearbejdspladser i virksomheden. Hun ved ikke, om der fra virksomhedens side blev aftalt besøg på hjemmearbejdspladsen, men virksomheden sendte APV’en, som medarbejderne skulle udfylde. Der har ikke været sendt APV’er med spørgsmål om hjemmearbejdspladser ud før ulykken, men de er begyndt på det efterfølgende.
Hun erindrer ikke, hvornår hun først hørte om Sagsøgers ulyk-ke, eller om hun var involveret i hendes sygemelding. Normalt foregår anmel-delser af arbejdsskader sådan, at den skadelidte får en blanket, som skal ud-fyldes. Nogle gange har Virksomhed konfereret med virksomhedens forsik-ringsselskab Tryg om, hvorvidt en ulykke skulle anmeldes som arbejdsskade. Som hun husker det, anmeldte de ikke Sagsøgers skade som en arbejdsskade.
Vidne 5 har forklaret bl.a., at hun på ulykkestidspunktet var HR-koordinator i Virksomhed for de timelønnede ansatte og dermed ikke for Sagsøger, som var fastansat med 37 timer ugentligt. Ansvaret for hjemmearbejdspladser var ledelsens, og hun havde ikke selv noget med det at gøre. Hun lavede heller ikke retningslinjer for hjemmearbejde.
Første gang hun hørte om Sagsøgers ulykke var få dage efter, at det var sket. Hun husker, at Sagsøger havde fortalt, at hun skul-le flytte sit skrivebord og i den forbindelse faldt ned ad trappen og kom til ska-de. Hun ved ikke, om der var overvejelser om, hvorvidt det skulle anmeldes som en arbejdsskade. Hun ved, at man i virksomheden efterfølgende undersøg-te, hvordan det skulle håndteres. De søgte rådgivning hos deres forsikringssel-skab Tryg og hos Arbejdstilsynet. Hun kan ikke huske, hvem der kontaktede forsikringsselskabet, da ulykken skete, men hun vil tro, at det var HR-chefen Vidne 4. I 2020 var hun konstitueret HR-chef, da Vidne 4 var på barsel. Hun udfærdigede anmeldelsen af arbejdsulykken for Sagsøger og havde i den forbindelse talt med hende om, hvad der skete.
Retsgrundlaget
§ 1, stk. 1, § 4 og § 5 i arbejdsskadesikringsloven (lovbekendtgørelse nr. 278 af 14. marts 2013) har følgende ordlyd:
”§ 1. Formålet med denne lov er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskade. Skaden skal være forårsaget af arbejdet eller de forhold, det foregår under, jf. lovens §§ 5-7, men arbejdsgiveren behøver ikke at have handlet
13
ansvarspådragende. Gennem arbejdsgivernes finansiering af erstatnin-ger m.v. understøttes arbejdsmiljøsystemets forebyggelse af arbejds-skader.
…
§ 4. Alt arbejde for arbejdsgiveren er omfattet af arbejdsskadesikringen. Det gælder arbejde i dennes virksomhed, erhvervsmæssigt eller ej, og i arbejdsgiverens personlige husholdning samt udførelse af privat tjeneste for arbejdsgiveren og dennes familie.
Stk. 2. Personer, der udfører følgende aktiviteter, er også berettigede efter denne lov, jf. §§ 5-7:
1) Udøvelse af borgerlige eller kommunale ombud.
2) Varetagelse af tillidshverv i forbindelse med de ansattes arbejdsfor-hold på virksomheden.
3) Forsøg på at redde menneskeliv, forebygge ulykker eller afværge større materielle og kulturelle tab, når forsøget uden at være arbejde ef-ter § 2 dog sker i sammenhæng med sådant arbejde.
4) Forsøg på at redde menneskeliv her i landet, uden at forsøget er en naturlig del af den pågældendes arbejde.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvornår loven skal gælde for skader opstået under befordring til og fra arbejde.
…
§ 5. Ved arbejdsskade i denne lov forstås ulykke, jf. § 6, og erhvervs-sygdom, jf. § 7, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregå-et under, jf. dog § 10 a.”
Af forarbejderne til loven, fremgår bl.a. følgende i de almindelige bemærknin-ger i lovforslag af 9. april 2003, jf. LFF 2002-2003.1.216:
”3.1. Lovens formål
Det primære formål med arbejdsskadesystemet og arbejdsskadesik-ringsloven er at sikre, at tilskadekomne og efterladte får en økonomisk kompensation for de helbredsmæssige og sociale følger, arbejdsskaden har forvoldt.
…
Anerkendelse efter loven forudsætter ikke, at arbejdsgiver har handlet ansvarspådragende, men at skaden er forårsaget af arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår. Det vil sige, at arbejdsgiver har objek-tivt ansvar for alle skader, der opstår som følge af arbejdet eller de for-hold, hvorunder dette foregår. For at en skade kan anerkendes efter lo-ven, skal den opfylde kravene til anerkendelse efter skadesbegreberne, jævnfør lovforslagets §§ 5 7.
Arbejdsgiver har pligt til at tegne forsikring til dækning af udgifter og erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven. Det er således et væsent-
14
ligt princip, at tilskadekomne, der er berettigede efter loven, også sikres erstatning.
Anerkendelse af personskader som arbejdsskader har et forebyggende sigte, der medvirker til at sætte fokus på arbejdsmiljøet. Dette kan med-virke til at fremme arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet.”
I de specielle bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser hedder det bl.a.:
”Til § 1
Bestemmelsen er ny. Det foreslås at indføre en formålsbestemmelse i loven for at præcisere lovens sammenhæng med lovgivningen på ar-bejdsmiljøområdet og på det sociale område. Der henvises til lovforsla-gets almindelige bemærkninger.
…
Til § 5
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 9 og indeholder forslag til lovens skadebegreber.
Det foreslås, at de tidligere 4 skadebegreber reduceres til 2: »ulykke« og »erhvervssygdom.« Ved forslaget beskrives generelt, hvad der forstås ved en arbejdsskade. Bestemmelsen indeholder tillige en afgrænsning af lovens dækning, der ikke søger at ændre på gældende administrativ praksis med hensyn til, at skaden skal være opstået som følge af arbej-det eller de forhold, hvorunder dette foregår.
Efter den gældende § 9 er det et krav, at en arbejdsskade skal være op-stået som følge af »arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår.« I praksis dækker dette over en betingelse om, at den tilskadekomne, da skaden indtraf, var i arbejde for en arbejdsgiver, og at skaden skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder det er foregået.
Sker skaden eksempelvis i fritiden eller under private ærinder, eller sker skaden på vej til et fast arbejdssted eller på vej hjem fra arbejdsste-det, vil skaden normalt ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade, selv om kravene i øvrigt er opfyldt. Der henvises i denne forbindelse til forslaget om at indføre hjemmel for beskæftigelsesministeren til at fast-sætte regler om, hvornår skader, der indtræder under befordring til og fra arbejde, er omfattet af loven, jf. forslagets § 4, stk. 3.”
Længe før fremsættelsen af lovforslaget i 2003 overvejedes det, hvorvidt der skulle være dækning under arbejdsskadeforsikring i anledning af skader, som den ansatte pådrog sig på vej til eller fra arbejde. Således indeholder Be-tænkning nr. 792/1977 vedrørende arbejdsskadeforsikring bl.a. følgende afsnit side 7:
”Udvalget har drøftet om forsikringen skal dække den forsikrede til og fra arbejdet, og har været enige om, at dette ikke behøver være tilfæl-
15
det. Udvalget har særlig lagt vægt på, at arbejdsgiveren ikke bør bære risikoen for et skadesområde, indenfor hvilket han er uden mulighed for at påvirke risikoen.”
Af betænkningens side 15 fremgår bl.a.:
”2. Ulykkestilfælde indtrådt på vej til og fra arbejde.
Spørgsmålet om dækning af ulykkestilfælde indtrådt på vej til og fra arbejde blev drøftet allerede af det i 1929 til revision af ulykkesforsik-ringsloven nedsatte udvalg. Udvalgets flertal gik ind for et forslag om en sådan udvidelse af loven ud fra følgende betragtninger:
Arbejdstagernes færden til og fra arbejdsstedet er en absolut nødven-dighed for arbejdets udførelse for arbejdsgiver en. For en stor gruppe arbejdstageres vedkommende er færden til og fra arbejdet langt den største med arbejdet forbundne risiko (f.eks. for så vidt angår kontor-folk), hvorfor det forekom rimeligt at medtage deres færden til og fra arbejdet som forsikringsgenstand, såfremt man overhovedet ville op-retholde forsikringen for sådanne personer. Endelig henviste man til, at en sådan ordning var gennemført flere steder i udlandet, bl.a. i Sverige og Tyskland.
Mindretallet gik imod udvidelsen ud fra den betragtning, at forudsæt-ningen for, at forsikringsbyrden lægges på arbejdsgiveren, må være be-skæftigelsesforholdet, tjenesteforholdet. Denne forudsætning er efter mindretallets mening ikke til stede, så længe arbejdstageren er på vej til og fra arbejdet. Forsikringen bør kun være i kraft, så længe arbejdsgive-ren har dispositionsret over arbejdstagerens arbejdskraft og kan forlan-ge, at han følger de af arbejdsgiveren fastsatte anvisninger for arbejdets udførelse. Endvidere henviste mindretallet til, at det ikke ville være ri-meligt at pålægge arbejdsgiveren erstatningspligt for ulykkestilfælde, der skyldes risici, som han er uden indflydelse på og intet ansvar har for, samt til de misbrug, der ville kunne fremkomme, idet arbejdsgive-ren ikke kan kontrollere rigtigheden af det af de skadelidte anførte an-gående omstændighederne ved ulykkestilfældets indtræden.
Socialministeren fulgte flertallet og foreslog en ny bestemmelse om om-rådets dækning indført i loven. Bestemmelsen kunne dog ikke opnå flertal i rigsdagen og udgik ved forslagets 2. behandling i folketinget uden nærmere motivering i udvalgsbetænkningen. Socialministeren udtalte ved denne lejlighed, at han ikke mente at kunne lægge pres på det parti, der havde modsat sig bestemmelsen, »fordi man principielt må sige, at det i og for sig ligger uden for arbejdsgiverens risiko, hvad der passerer på vej til og fra arbejdsstedet«.
Udvalgets drøftelser om spørgsmålet har haft til resultat, at man i ud-valget er enige om, at der - alt taget i betragtning - ikke synes grundlag for udvidelse af lovens dækningsområde til ulykkestilfælde indtrådt under færden til og fra arbejdet. Der er i denne forbindelse lagt særlig vægt på det allerede i 1929 anførte argument om det urimelige i at på-
16
lægge arbejdsgiveren erstatningspligten for et risikoområde, som han ingen indflydelse har på.”
Også i Betænkning nr. 1142/1988 om Revision af arbejdsskadeforsikringsloven drøftedes spørgsmål om forsikringsdækning i tilfælde, hvor den ansatte var på vej til eller fra arbejde. I betænkningens kapitel II om ”Forsikret risiko” , side 124, hedder det bl.a.:
”Efter gældende lov dækkes følgerne af arbejdsskade, der skyldes ar-bejdet eller de forhold, hvorunder dette foregå jf. lovens § 9.
Skade, der måtte overgå en arbejdstager under pågældendes færden mellem bopæl og fast arbejdssted, er således en risiko, der ikke omfattes af arbejdsskadebegrebet i § 9.
I praksis gøres undtagelser fra denne hovedregel i situationer, hvor skadetilfældets indtræden har en sådan tilknytning til arbejdsforholdet, at det er naturligt at lade loven omfatte sådanne tilfælde. Dette gælder f.eks. ulykker, der indtræder under færden i forbindelse med arbejdsgi-verorganiseret transport, ærinder for arbejdsgiveren, særlig tilkaldelse til arbejdsstedet samt tilfælde, hvor medbragte arbejdsredskaber er år-sagen til ulykkestilfældets indtræden.
LO ønsker en generel regel indsat i ASFL, hvorefter transport til og fra arbejde medtages som forsikringsdækket risiko ud fra den betragtning, at arbejdstagerens færden til og fra arbejdsstedet er en absolut nødven-dighed for arbejdets udførelse.
Et flertal i udvalget er imod den af LO foreslåede risikoudvidelse af føl-gende årsager:
Forudsætningen for arbejdsgiverens forsikringsbyrde må være beskæf-tigelses- og tjenesteforholdet, som ikke anses at være til stede, så længe arbejdstageren er på vej til og fra arbejdet, idet arbejdsgiveren ikke her har dispositionsret over arbejdstagerens arbejdskraft.
Det synes videre at være en urimelighed at pålægge arbejdsgiveren er-statningspligt for et risikoområde, som han ingen indflydelse har på -specielt inden for en erstatningsordning, hvor bl.a. skadeforebyggelse gennem præmiegraduering tilstræbes.
Endelig finder flertallet, at der ved de nævnte ulykkestilfælde, som alt-overvejende skyldes trafikuheld, ofte kan kompenseres over den lov-pligtige motoransvarsforsikring.”
I arbejdsmiljøloven (dagældende lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 med senere ændringer) lød § 1, § 2, stk. 1 og § 4 således:
”§ 1. Ved loven tilstræbes at skabe
1) et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstem-melse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet, samt
17
2) grundlag for, at virksomhederne selv kan løse sikkerheds- og sundhedsspørgsmål med vejledning fra arbejdsmarkedets organisatio-ner og vejledning og kontrol fra Arbejdstilsynet.
…
§ 2. Loven omfatter arbejde for en arbejdsgiver.
Stk. 2. …
…
§ 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte, at loven kun i begrænset omfang skal gælde for arbejde, som udføres i den ansattes hjem.”
I bekendtgørelse nr. 247 af 2. april 2003 om begrænsninger i anvendelsen af lov om arbejdsmiljø på arbejde, som udføres i den ansattes hjem , som ændret ved bekendtgørelse nr. 1073 af 22. november 2011, er følgende fastsat i §§ 1-3:
”§ 1. Arbejdsmiljølovgivningen finder anvendelse på arbejde, der udføres i den ansattes hjem med de begrænsninger, som er angivet i §§ 2-4.
Arbejdsstedets indretning m.v.
§ 2. Arbejdsmiljølovens kapitel 6 om indretning af arbejdsstedet finder ikke anvendelse på arbejde, som udføres i den ansattes hjem, bortset fra visse regler om arbejdsstedets indretning, der bl.a. er udstedt i medfør af lovens kapitel 6:
1) Reglerne i §§ 12, 21, 30, 35, 39 og 40, stk.1, i bekendtgørelsen om faste arbejdssteders indretning, finder anvendelse, når arbejdet i hjemmet enten foregår i hele arbejdstiden eller foregår regelmæssigt og arbejdstiden svarer til ca. 1 dag inden for en normal arbejdsuge.
2) Reglerne i bekendtgørelsen om arbejde ved skærmterminaler, jf. dog § 3, stk. 1, finder ligeledes anvendelse på arbejde, som udføres i den ansattes hjem, når arbejdet i hjemmet enten foregår i hele arbejdstiden eller foregår regelmæssigt og arbejdstiden svarer til ca. 1 dag inden for en normal arbejdsuge.
Arbejdsmiljøorganisation m.v.
§ 3. Arbejdsmiljølovens kapitel 2 om samarbejde om sikkerhed og sundhed finder ikke anvendelse på arbejde, som udføres i den ansattes hjem. Dog gælder reglerne i § 17, stk. 2, nr. 1, 4 og 6, og § 28, stk. 3, i bekendtgørelsen om samarbejde om sikkerhed og sundhed.
Stk. 2. Reglerne om samarbejde om sikkerhed og sundhed finder, uanset det nævnte i stk. 1, dog anvendelse, når arbejdet i hjemmet enten foregår i hele arbejdstiden eller foregår regelmæssigt.”
18
Af Arbejdstilsynets dagældende vejledning ”Hjemmearbejde” , Vejledning nr. D.2.9-2 af 1. oktober 2003, opdateret oktober 2014, fremgår bl.a. følgende:
”Hovedreglen er, at arbejdsmiljølovgivningen gælder, når den ansatte udfører arbejde hjemme. Men reglerne om
• arbejdsstedets indretning,
• arbejde ved en computer,
• virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, og
• hvileperiode og fridøgn gælder kun i begrænset omfang.
Arbejdsmiljølovgivningen regulerer ikke omfanget af den ansattes ar-bejde i hjemmet. Omfanget fremgår derimod af aftaler mellem virk-somheden og den ansatte, kollektive aftaler eller traditioner, der er Ar-bejdstilsynet uvedkommende.
Der er et stigende antal personer, der arbejder hjemme i forskelligt om-fang. Ofte foregår hjemmearbejde ved en computer. Arbejdsgiveren har ansvar for, at reglerne bliver overholdt, og den ansatte skal medvirke hertil. Hvis flere arbejdsgivere lader arbejde udføre på samme arbejds-sted, har de samarbejdspligt.
Man bør især være opmærksom på følgende:
1. En række regler om arbejdsstedets indretning gælder kun, når arbej-det i den ansattes hjem har en vis varighed.
2. Efter reglerne om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde (SIO) gælder bestemmelserne om sikkerhedsgrupper også for ansatte, der arbejder hjemme. Når den ansatte arbejder hjemme regelmæssigt el-ler i hele arbejdstiden, gælder alle reglerne om virksomhedernes sik-kerheds- og sundhedsarbejde.
…
1. Almindelige pligter
Arbejdsgiverens og den ansattes almindelige pligter gælder også, når den ansatte arbejder hjemme.
Det betyder, at
• arbejdsgiveren skal sørge for, og
• den ansatte skal medvirke til, at arbejdsforholdene i hjemmet er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.
Hvis flere arbejdsgivere lader arbejde udføre på samme arbejdssted, har de samarbejdspligt.
Den ansattes medvirken har særlig betydning, når den ansatte arbejder hjemme, fordi arbejdsgiveren ikke har ret til at kontrollere arbejdsfor-holdene i den ansattes hjem. Arbejdsgiveren kan heller ikke bestemme bygningens indretning, jf. nedenfor om inventar, belysning mv.
2. Indretning af hjemmearbejdspladsen
19
Her er beskrevet arbejdsmiljølovgivningens krav til indretningen af hjemmearbejdspladsen, når
1. arbejdet i hjemmet foregår i hele arbejdstiden, eller 2. arbejdet i hjemmet foregår
– regelmæssigt, og
– arbejdstiden i den ansattes hjem mindst svarer til en dag pr. uge. Arbejder den ansatte hjemme i mindre omfang, stiller arbejdsmiljølov-givningen ikke krav til indretningen af hjemmearbejdspladsen.
2.1. Inventar
Hjemmearbejdspladsen skal have passende inventar, så arbejdet kan udføres forsvarligt. Det betyder bl.a., at inventaret skal passe til den an-satte, der bruger det (2, 7).
2. Belysning
Hvis arbejdet kræver særlig belysning, skal der være en arbejdslampe til rådighed.
Ved computerarbejde skal placering af skærm og kunstige lyskilder ko-ordineres for at undgå generende blænding og reflekser på skærmen.
Lyskilder (vinduer, gennemsigtige eller gennemskinnelige vægge, lys-farvede vægge eller udstyr m.m.) må ikke blænde eller medføre gene-rende reflekser på skærmen.
Generende blænding og reflekser kan undgås ved at placere skærmen i nogen afstand fra vinduerne med synsretningen parallel med vinduer-ne. Det er især solens stråler, der kan give problemer.
Vinduer kan være forsynet med indstillelig afskærmning, som kan dæmpe solindfang, der falder ind på skærmen (5).
…
3. Arbejde ved en skærm
Reglerne om arbejde ved en skærm gælder, når den ansatte arbejder hjemme, hvis skærmarbejdet i hjemmet udføres regelmæssigt og svarer til mindst én arbejdsdag om ugen eller ca. 2 timer eller mere stort set hver arbejdsdag.
Reglerne om arbejde ved en skærm medfører:
• At der skal være tilstrækkelig plads til hensigtsmæssige arbejdsstil-linger og bevægelser
• At der gælder særlige regler for arbejdsbord, arbejdsstol, skærm, ind-læsningsudstyr, programmer, belysning m.m.
• At den ansatte har ret til at få undersøgt syn og øjne
• At den ansatte har ret til specielle synskorrigerende hjælpemidler, hvis en synsundersøgelse viser, at det er nødvendigt
• At arbejdsgiveren skal sørge for at tilrettelægge arbejdet ved skær-men, så det regelmæssigt bliver afbrudt af andet arbejde eller pauser.
…
5. Arbejdspladsvurdering
20
Virksomhedens arbejdspladsvurdering skal også omfatte hjemmear-bejdspladser. Før etablering af hjemmearbejdspladser bør virksomhe-den derfor i samarbejde med sikkerhedsorganisationen udarbejde ret-ningslinjer for, hvordan hjemmearbejdspladsen bliver omfattet af virk-somhedens sikkerheds- og
sundhedsarbejde, herunder arbejdspladsvurderingen. Følgende emner bør behandles i virksomhedens arbejdspladsvurdering om hjemmear-bejdspladserne:
• Inventar
• Belysning
• Eventuel ventilation
• Eventuelt redningsudstyr.
Det følgende gælder kun for computerarbejdspladser, når den ansatte arbejder ved en skærm mere end ca. to timer dagligt og (stort set) hver dag:
• Arbejdsbord
• Arbejdsstol
• Skærm
• Indlæsnings-/styringsudstyr
• Reflekser og blænding
• Programmel.
Virksomheden bør desuden sammen med sikkerhedsorganisationen vurdere, om der er særlige psykosociale problemer ved den form for hjemmearbejde, der udføres af de ansatte for virksomheden.”
Anbringender
Parterne har procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter af 21. februar 2023.
Som mandatar for Sagsøger har Fagforeningen Danmark i det væsentlige gjort gældende, at hændelsen den 21. oktober 2016 er en ulykke, som er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.
De faktiske omstændigheder vedrørende ulykken, som disse er beskrevet i An-kestyrelsens afgørelse af 11. marts 2021, bestrides ikke. Der er således enighed om, at ulykken skete, da Sagsøger skulle flytte et skrivebord fra stueetagen til 1. salen, hvor hun faldt på trappen og pådrog sig skader på flere dele af hovedet. Der var tale om et arbejdsbord, som Sagsøger brugte i forbindelse med hjemmearbejde for Virksomhed, og som skulle flyttes fra en placering under trappen i stueetagen til et værelse på 1. salen.
Allerede fordi Sagsøger var i færd med at flytte et arbejdsbord og dermed ved at indrette sin arbejdsplads, da ulykken skete, er ulykken omfat-tet af arbejdsskadesikringsloven. Flytningen af arbejdsbordet var nødvendigt, og det havde en naturlig forbindelse med arbejdet, og dermed var ulykken en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.
21
Flytningen og indretningen skete med henvisning til arbejdsmiljøet, fortrolig-hed i arbejdet og færre forstyrrelser. Arbejdsgiver havde dermed interesse i flytningen og indretningen med henvisning til arbejdsmiljøforpligtelserne, det professionelle samarbejde med kunder og myndigheder ved uforstyrrede tele-fonsamtaler og nødvendigheden af fortrolighed ved dele af arbejdet.
Sagsøgers eventuelle egeninteresse i flytningen oversteg ikke arbejdsgivers interesse, og flytningen af arbejdsbordet var som udgangspunkt ikke i Sagsøgers private interesse. De eneste reelle interesser, som Sagsøger havde i at flytte arbejdsbordet, var således sam-menfaldende med arbejdsgivers interesse i forhold til arbejdsmiljø og datasik-kerhed. Hertil kommer, at Sagsøger som følge af flytningen var nødsaget til at henvise sin teenagesøn til et mindre værelse. Flytningen medfør-te således færre kvadratmeter til familien i hjemmet.
Det bestrides, at arbejdsgiver ikke har haft indflydelse på indretningen på ar-bejdspladsen og i det mindre, at arbejdsgiver har forsømt at udøve denne ind-flydelse. Arbejdsgiver havde mulighed for at udøve indflydelse på indretnin-gen, idet arbejdsgiver havde mulighed for og pligt til at yde rådgivning evt. via en arbejdsmiljørepræsentant. Arbejdsgiver har således både haft en anledning og en forpligtelse i henhold til arbejdsmiljøreglerne mv. i forhold til indretnin-gen af hjemmekontoret. Dette skete imidlertid ikke, og arbejdsgiver havde her-efter reelt overgivet denne forpligtelse til Sagsøger.
Arbejdsgiver kan ikke undsige sig sikringspligten ved at holde sig i bevidst uvidenhed om medarbejderens arbejdspladsindretning og arbejdsmiljømæssige forhold. En sådan tilgang ville være i strid med lovens delformål om, at aner-kendelse af arbejdsskadesager skal medvirke til forebyggelse af ulykker og sik-ringen af arbejdsmiljøet. Dette stemmer også overens med tilgangen i blandt andet Ankestyrelsens principafgørelse 40-22, hvor manglende opstilling af ret-ningslinjer og betingelser medførte dækning i henhold til arbejdsskadesikrings-loven. Virksomheds forsømmelser i at udøve sin indflydelse skal ikke komme Sagsøger til skade ved bedømmelsen af sikringspligten.
Det kan ikke tillægges betydning, at arbejdsgiver ikke deltog i indkøbet af ar-bejdsbordet, da det må anses som værende en naturlig følge af arbejdet med computer, at der skal anvendes et bord. At arbejdsgiver vælger at overlade ind-køb af bordet til den ansatte, medfører ikke, at opsætningen og brugen af bor-det ikke er en naturlig følge af, at der skal anvendes et bord til at arbejde med computer.
Særligt vedrørende fritid og hjemmearbejde er det anført, at flytningen reelt skete som en del af Sagsøgers arbejde/arbejdstid, selvom hun
22
havde fri, særligt henset til, at arbejdstiden ved hjemmearbejde må anses for at være flydende og til flytningens konkrete praktikalitet. Det kan ikke tillægges betydning, at Sagsøger officielt afholdt en fridag på selve ulyk-kesdagen, idet opgaven må anses som værende relateret til arbejdet og dermed en arbejdsopgave, hvorfor Sagsøger reelt arbejdede, jf. arbejds-skadesikringslovens § 4 stk. 1., 1. pkt., da hun flyttede arbejdsbordet.
Hjemmearbejde er netop kendetegnet ved, at der kan være flydende grænser mellem, hvornår arbejdstageren ”er på arbejde” og hvornår arbejdstageren ”har fri” . En hjemmearbejdsplads medfører f.eks. muligheden for at fortsætte arbej-det om aftenen og i weekenden og dermed uden for normal arbejdstid og det der normalt defineres som fritid og fridage.
Det er den konkrete opgave og handling, der afgør, om der er tale om arbejde i arbejdsskadesikringslovens forstand. Sagsøger foretog alene flytningen på en fridag, fordi flytningen var uforenelig med at kunne passe de arbejdsopgaver, der krævede hendes umiddelbare reaktion, i form af telefon-opkald og besvarelse af mails. Selve flytningen af arbejdsbordet var derfor en arbejdsopgave, da denne var relateret til arbejdet.
Det har ikke betydning for sagens afgørelse, om det blev aftalt med arbejdsgi-ver, at Sagsøger fik fri den 21. oktober 2016 specifikt for at flytte arbejdsbordet. Dette særligt henset til, at Sagsøger ikke kunne være til stede i sit job, når alle telefon- og internetforbindelser var trukket under flytningen. Det fastholdes dog i det mindre, eller i hvert fald underforstået, at indretningen ud fra arbejdets naturlige forhold og erfaringsmæssigt i virksom-heden, skulle ske uden for den normale arbejdstid.
Arbejdsskadesikringslovens formål fremgår af § 1, hvorefter lovens formål er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne ved en arbejdsskade. Skaden skal være forårsaget af arbejdet eller de forhold, det er foregået under, men ar-bejdsgiveren behøver ikke at have handlet ansvarspådragende. Gennem finan-sieringen af erstatninger m.v. understøttes af arbejdsmiljøsystemets forebyggel-se af arbejdsskader. Af de almindelige bemærkningerne til lovforslaget LFF2002-2003.1.216 fremgår blandt andet, at aftaleparterne for lovforslaget var enige om, at ”De nye skadebegreber skal understøtte den forebyggende indsats, der foregår på virksomhederne i samarbejde med Arbejdstilsynet” og vedrø-rende lovens formål afsnit 3.1 at ”… anerkendelse af personskader som arbejds-skader har et forebyggende sigte, der medvirker til at sætte fokus på arbejds-miljøet. Dette kan medvirke til at fremme arbejdet med at forbedre arbejdsmil-jøet.” . Af arbejdsskadesikringslovens § 4 fremgår, at alt arbejde for arbejdsgive-ren er omfattet af arbejdsskadesikringen.
23
Af arbejdsskadesikringslovens § 5 fremgår, at ved en arbejdsskade skal forstås en ulykke, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under. Be-stemmelsen er toleddet i den forstand, at en ulykke kan være omfattet af loven, fordi den anses for at være ”en følge af arbejdet” eller ”en følge af de forhold, det er foregået under” .
Der er dog tale om en glidende overgang, og ved ”en følge af arbejdet” skal for-stås de naturlige følger af de arbejdsinstrukser arbejdsgiver giver, de opgaver arbejdsgiveren tildeler, de forventninger arbejdsgiver har til opgavernes udfør-sel, de pligter der påhviler den ansatte i medfør af ansættelsesforholdet og sam-arbejdet med kollegaerne og kunderne i øvrigt.
Ved ”en følge af de forhold arbejdet er foregået under” skal forstås de ydre om-stændigheder ved arbejdet, som ikke er en direkte del af de arbejdsinstrukser og opgaver, der er givet, men som har en nødvendig og naturlig forbindelse med arbejdet. Der gælder derimod ikke et krav om, at skaden skal skyldes spe-cifikke arbejdsopgaver, der er blevet pålagt af arbejdsgiver eller at arbejdsgiver aktivt skal have udøvet indflydelse på den konkrete arbejdsopgave, når mulig-heden for at udøve indflydelse i øvrigt har været til stede.
Det er heller ikke tilstrækkeligt alene at bedømme den ansattes interesse i den konkrete handling, da dennes interesse skal sættes op mod arbejdsgivers inte-resse. Skadelidtes og arbejdsgivers interesse vil ofte være sammenfaldende, særligt i de tilfælde, hvor det drejer sig om arbejdsmiljø og pligter i henhold til arbejdsmiljøreglerne. Derfor er også opgaver, som er nødvendige og har en na-turlig forbindelse til arbejdet, dækket af begrebet ”en følge af arbejdet eller de forhold dette er foregået under” . Dette har også støtte i retspraksis, jf. bl.a. U2016.1770Ø, U2018.1831Ø, U2019.993V og U2020.2371Ø.
Når en arbejdsgiver har antaget en medarbejder til at arbejde hjemmefra, er det en naturlig følge af dette arbejde, at den ansatte nødvendigvis må indrette en arbejdsplads til det pågældende kontorarbejde, herunder at indretningen er udført i overensstemmelse med og i forhold til de pligter, der er angivet i ar-bejdsmiljølovens regler og under hensyntagen til arbejdsopgaven i øvrigt. Ind-retningen er således en følge af arbejdet eller de forhold, det foregår under, når indretningen må anses for at være foretaget af hensyn til arbejdet og/eller ar-bejdsmiljøet helt eller delvist.
Arbejdsmiljølovgivningens krav til indretningen af en hjemmearbejdsplads fremgår af bekendtgørelserne udstedt i medfør af arbejdsmiljøloven, som op-summeret i Arbejdstilsynets vejledning Hjemmearbejde D.2.9-2 af 1. oktober 2003. Det fremgår blandt andet af vejledningens afsnit 1, at arbejdsgivers og den ansattes almindelige pligter også gælder, når den ansatte arbejder hjemmefra. Det betyder 1) at arbejdsgiver skal sørge for, og 2) at den ansatte skal medvirke
24
til, at arbejdsforholdene i hjemmet er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Det fremgår desuden, at den ansattes medvirken har særlig betyd-ning, når den ansatte arbejder hjemme, fordi arbejdsgiver ikke har ret til at kon-trollere arbejdsforholdene i den ansattes hjem. Af vejledningens afsnit 2 frem-går, at arbejdsmiljølovgivningens krav til indretningen af hjemmearbejdsplad-sen er gældende, når arbejdstiden i den ansattes hjem mindst svarer til en dag pr. uge.
I Sagsøgers tilfælde arbejdede hun i gennemsnit hjemme fire ud af fem dage, hvorfor det gøres gældende, at arbejdsmiljølovgivningens almin-delige regler var gældende.
Af vejledningens afsnit 2.1. fremgår, at hjemmearbejdspladsen skal have pas-sende inventar, så at arbejdet kan udføres forsvarligt. Af afsnit 2.2., fremgår, at ved computerarbejde skal placering af skærm og kunstig lyskilde koordineres for at undgå generende blænding og reflekser på skærmen. Af afsnit 3 om ar-bejde ved skærm fremgår blandt andet, at der skal være tilstrækkelig plads til hensigtsmæssige arbejdsstillinger og bevægelser, og at der gælder særlige reg-ler for arbejdsbord, arbejdsstol, skærm, indlæsningsudstyr, programmer, belys-ning m.m. Af afsnit 5 fremgår, at virksomhedens arbejdspladsvurdering også skal omfatte hjemmearbejdspladser.
Flytning og indretning af en hjemmearbejdsplads, så at den kommer i overens-stemmelse med arbejdsmiljølovgivningen, er således i arbejdsgivers interesse og er en naturlig og nødvendig følge af arbejdet.
Flytningen skete reelt som en del af Sagsøgers arbejde /arbejdstid, uanset at hun havde fri, særligt henset til, at arbejdstiden ved hjemmearbejde må anses for at være flydende, og til flytningens konkrete prak-tikalitet.
Det gøres således samlet gældende, at flytningen af arbejdsbordet var nødven-digt og havde en naturlig forbindelse med arbejdet, og dermed var ulykken en følge af arbejdet eller de forhold, det var foregået under.
Ankestyrelsen har i det væsentlige gjort gældende, at der ikke er det fornødne grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af 11. marts 2021, hvorved Ankestyrelsen fandt, at Sagsøger i skadessituationen ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Hvor i hjemmet en medarbejder vælger at placere sin hjemmearbejdsplads er et privat anliggende, og dermed ikke en følge af arbejdet eller de forhold, det var foregået under. Der er ikke forhold i denne sag, som medfører, at der skulle væ-re grundlag for at gøre en undtagelse.
25
Flytningen af skrivebordet havde ikke nogen sammenhæng med hendes arbej-de som mødebooker, og det var ikke en naturlig og nødvendig del af hendes arbejde. Flytningen af selve arbejdsstationen skete heller ikke i arbejdsgiverens interesse, men i hendes egen private interesse, da indretningen af hjemmet, herunder hvor i hjemmet hendes arbejdsstation er placeret, er i hendes egen interesse.
Sagsøger har gjort gældende, at indretningen af arbejdspladsen i stueetagen var i strid med arbejdsmiljølovens regler, og at flytningen til 1. salen ville bringe arbejdspladsen i overensstemmelse med arbejdsmiljøloven. I den anledning bemærkes for det første, at arbejdsmiljølovens regler om indretning af (hjemme)arbejdspladsen omfatter indretningen af selve arbejdsstationen, og ikke hvor i hjemmet arbejdstageren vælger at indrette sin arbejdsplads. Ar-bejdsgiveren har ingen indflydelse på, hvor i hjemmet den ansatte indretter sin arbejdsplads, eller hvornår den ansatte vælger at flytte arbejdspladsen. Hertil kommer, at Sagsøger under alle omstændigheder ikke har do-kumenteret, hverken at flytningen blev iværksat med henblik på at overholde arbejdsgiverens forpligtelser i henhold til arbejdsmiljølovgivningen og efter aftale med denne, endsige at indretningen inden flytningen var i strid med ar-bejdsmiljølovgivningens regler.
Arbejdsgiveren havde heller ikke instrueret Sagsøger i at flytte arbejdspladsen fra stueetagen til 1. sal med henblik på overholdelse af arbejds-miljøloven. Arbejdsgiveren var hverken bekendt med, at der skulle være givet Sagsøger en besked eller henstilling om, at arbejdsbordet skulle flyttes, eller havde konkret viden om, at arbejdsbordets hidtidige placering ud-gjorde et problem i forhold til arbejdsmiljøreglerne.
Af mailkorrespondancen af 18. oktober 2016 fremgår, at Sagsøger ønskede at holde fri torsdag den 20. og fredag den 21. oktober 2016, da ”det næsten var umuligt at fange folk i denne uge [efterårsferien].” Det var således ikke efter aftale med arbejdsgiveren, at Sagsøger flyttede rundt på arbejdsstationen, og arbejdsgiveren var derfor i det hele uden indflydelse på flytningen af arbejdsstationen.
Såfremt landsretten finder, at hændelsen er omfattet af loven og dermed var en følge af arbejdet eller de forhold, det foregik under, jf. arbejdsskadesikringslo-vens § 5, skal sagen hjemvises til fornyet behandling hos Ankestyrelsen, således at Ankestyrelsen kan tage stilling til, om hændelsen er en arbejdsskade, jf. ar-bejdsskadesikringslovens § 6, jf. § 5.
Som biintervenient har Tryg Forsikring til støtte for Ankestyrelsen anført, at Sagsøger ikke var omfattet af loven på ulykkestidspunktet, da
26
ulykken indtrådte på en planlagt fridag og uden nogen forudgående aftale med arbejdsgiver, eller arbejdsgivers vidende i øvrigt. Arbejdsskadesikringslovens dækningsområde kan ikke udstrækkes til at omfatte tilskadekomster i forbin-delse med enhver opgave, der ”må anses som værende relateret til arbejdet og dermed en arbejdsopgave” , uanset om denne udføres om aftenen, i weekenden eller i tilskadekomnes fritid i øvrigt.
En sådan retsstilling ville udstrække lovens anvendelse i helt urimeligt omfang, ikke mindst i lyset af de øgede muligheder for hjemmearbejde, der har vundet indpas de senere år. En sådan retsstilling ville desuden være uforenelig med de grundlæggende hensyn bag forsikringsordningen, nemlig at denne kun bør væ-re i kraft, så længe arbejdsgiveren har dispositionsret over arbejdstagerens ar-bejdskraft, og at det vil være urimeligt at pålægge arbejdsgiveren erstatnings-pligt for ulykkestilfælde, som han ingen indflydelse har på.
Det må derfor som det mindste være en betingelse, at arbejdsgiveren var vi-dende om, at tilskadekomne på det pågældende tidspunkt skulle udføre arbej-de i hjemmet. Dette var da også tilfældet i samtlige de sager, som Ankestyrelsen har behandlet principielt i principmeddelelserne vedrørende hjemmearbejde, og hvor tilskadekomsterne indtrådte i løbet af arbejdsdagen, og altså på et tids-punkt, hvor der var en klar aftale med arbejdsgiver om, at der skulle udføres arbejde i hjemmet.
Dette gør sig ikke gældende i denne sag, hvor den beskrevne hændelse indtraf på en planlagt fridag, og dermed i Sagsøgers fritid og helt uden nogen former for forudgående aftale med arbejdsgiver. Tilskadekomsten var derfor ikke en følge af arbejdet eller arbejdets forhold.
Endvidere var Sagsøger ikke omfattet af loven på ulykkestids-punktet, da hendes omflytning ikke var en arbejdsrelateret opgave. Omflytnin-gen var ikke en følge af Sagsøgers arbejde som mødebooker, og det kan ikke lægges til grund, at flytningen primært var i arbejdsgivers interes-se. Sagsøgers konkrete indretning af hjemmet, herunder place-ringen af sønnens værelse, soveværelse og arbejdsplads, er som det klare ud-gangspunkt arbejdsgiver uvedkommende og et udtryk for hendes private prio-riteringer vedrørende indretningen af hendes hjem.
Det har ingen betydning, at ulykken tilfældigvis skete ved flytning af et ar-bejdsrelateret redskab (skrivebordet), idet arbejdsgiver ikke havde udøvet no-gen form for indflydelse på skrivebordets placering i lejligheden.
Det bestrides som udokumenteret, at flytningen var nødvendig for at bringe Sagsøgers hjemmearbejdsplads i overensstemmelse med ar-bejdsmiljøloven. Arbejdsmiljølovgivningen indeholder ingen bestemmelser om,
27
hvor i hjemmet, arbejdstageren skal placere sin arbejdsplads. Ej heller fremgår det af Arbejdstilsynets vejledning om hjemmearbejde, at arbejdspladsen skal være placeret et givent sted i arbejdstagerens hjem. Vejledningen angår alene indretningen af arbejdsstationen, ikke dennes nærmere placering, og vejlednin-gen angår navnlig det forhold, at der skal være stillet passende inventar til rå-dighed (pkt. 2, 3 og 5). Det forhold, at Sagsøger ønskede mere plads til stol og bord og placering nærmere et vindue, medfører ikke, at ar-bejdspladsen i stueetagen dermed var i strid med arbejdsmiljølovgivningens regler. Desuden bemærkes, at hun på ulykkestidspunktet havde beboet lejlig-heden siden 1. marts 2014, hvor arbejdsstationen havde haft den samme plads. Det forhold, at hun efter to et halvt år ønskede at ommøblere sit hjem og an-vende rummene anderledes, er i altovervejende omfang et privat anliggende.
Selv hvis det måtte anses for dokumenteret, at flytningen var nødvendig af hensyn til arbejdsmiljølovgivningen, da er tilskadekomsten ikke en følge af ar-bejdet eller arbejdets forhold, idet denne sker på en planlagt fridag, på Sagsøgers eget initiativ og uden nogen former for forudgående aftale med eller inddragelse af arbejdsgiver. Der var således ikke tale om en arbejds-mæssig begrundet aktivitet, der kan ses for udøvet efter arbejdsgiverens anvis-ning og i arbejdsgiverens interesse, jf. navnlig U.2020.984V, der tilsvarende om-handlede en tilskadekomst på en planlagt fridag.
Ulykken var derfor et hændeligt uheld i forbindelse med en privat flytning i Sagsøgers hjem på hendes planlagte fridag, og er som sådan ik-ke omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Landsrettens begrundelse og resultat
Sagen drejer sig om, hvorvidt Sagsøgers fald i hjemmet den 21. oktober 2016, da hun på en fridag flyttede et arbejdsbord på sin hjemmear-bejdsplads, var en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under, jf. arbejdsskadesikringslovens § 5.
Hændelsesforløbet
Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at Sagsøger i overensstemmelse med sin arbejdsaftale udførte større dele af sit arbejde som hjemmearbejde. På ulykkestidspunktet holdt hun efter aftale med arbejdsgiver to fridage den 20. og 21. oktober 2016. Det blev ikke mellem arbejdsgiveren og Sagsøger aftalt eller drøftet, at hun i løbet af fridagene skulle flytte det skrivebord, som hun arbejdede ved hjemme. Den 21. oktober 2016 gik Sagsøger i gang med at flytte sit skrivebord fra dets hidtidige placering gennem 2½ år i stueetagen til 1. sal. Mens hun var ved at flytte bordet, faldt hun på trappen med bordet og pådrog sig skader i hovedet.
28
Landsretten lægger endvidere til grund, at der ikke fra Sagsøgers arbejdsgivers side var nogen retningslinjer eller forventning om, at indret-ning eller ændring af hjemmearbejdspladsen skulle ske uden for arbejdstiden.
Reglerne
Ifølge arbejdsskadesikringslovens § 5 forstås der ved en arbejdsskade en ulykke eller en erhvervssygdom, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er fore-gået under.
Efter bestemmelsens forarbejder og tilblivelseshistorie er det en betingelse, at den ansatte, da skaden indtraf, var i arbejde for en arbejdsgiver, og at skaden skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder det er foregået. Det fremgår i den forbindelse af forarbejderne, at hvis skaden sker i fritiden eller under private ærinder, eller på vej til eller fra arbejdsstedet, vil skaden normalt ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade, selv om kravene i øvrigt er opfyldt.
Dette kan ses i sammenhæng med forarbejderne til bestemmelsen i lovens § 1, hvorefter anerkendelse af personskader som arbejdsskader har et forebyggende sigte, der kan medvirke til at fremme arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet. Endvidere har lovgiver ved tidligere revisioner af arbejdsskadesikringsloven afstået fra generelt at udvide området for arbejdsskader til at omfatte skader under ansattes transport til og fra arbejde. Begrundelsen har især været, at ar-bejdsgiver her ikke har dispositionsret over den ansattes arbejdskraft, og at ar-bejdsgiver ikke bør bære risikoen for et skadesområde, som arbejdsgiver er uden mulighed for at påvirke risikoen for. Herunder har det været fremhævet, at dette specielt må gælde inden for en erstatningsordning, hvor bl.a. skadefo-rebyggelse gennem præmiegraduering tilstræbes.
Vurdering
Sagsøgers fald i hjemmet, der er sket i fritiden, og uden at hendes flytning af arbejdsbordet har været drøftet med arbejdsgiver, der ikke har haft nogen viden om eller indflydelse på flytningen af bordet, må efter ordlyden af bestemmelsen i § 5 og dens forarbejder som udgangspunkt anses for ikke at være omfattet af bestemmelsen.
Efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer, har Sagsøgers arbejdsgiver ikke haft indflydelse på indretningen af hendes hjemmear-bejdsplads, og der er efter bevisførelsen heller ikke grundlag for at fastslå, at arbejdsforholdene på hjemmearbejdspladsen ikke var sikkerheds- og sund-hedsmæssigt fuldt forsvarlige. Arbejdsgiveren har derfor ikke haft en sådan interesse i flytningen af arbejdsbordet, at faldulykken af den grund skulle anses som en følge af de forhold, arbejdet er foregået under.
29
På denne baggrund finder landsretten, at Sagsøgers fald under flytningen af skrivebordet på hjemmearbejdspladsen, ikke kan anses for omfat-tet af arbejdsskadesikringslovens § 5.
Landsretten tager derfor Ankestyrelsens frifindelsespåstand til følge.
Sagsomkostninger
Efter sagens udfald skal Fagforeningen Danmark som mandatar for Sagsøger i sagsomkostninger betale 45.000 kr. til Ankestyrelsen. Beløbet udgør passende dækning til advokatbistand. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til hovedforhandlingens varighed og sa-gens karakter.
Efter sagens samlede omstændigheder finder landsretten, at ingen part skal be-tale sagsomkostninger i anledning af, at Tryg Forsikring er indtrådt som biin-tervenient til støtte for Ankestyrelsen. Der er herunder henset til, at biinterveni-enten ikke er indtrådt i sagen på sagsøgerens eller mandatarens foranledning.
THI KENDES FOR RET:
Ankestyrelsen frifindes.
I sagsomkostninger skal Fagforeningen Danmark som mandatar for Sagsøger, inden 14 dage betale 45.000 kr. til Ankestyrelsen. Be-løbet forrentes efter rentelovens § 8 a.