Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt tirsdag den 23. januar 2024
Sag BS-24288/2023-HJR
(1. afdeling)
Fagforeningen Danmark som mandatar for
Appellant, tidligere Sagsøger
(advokat Martin Bondesen)
mod
Ankestyrelsen
(advokat Inge Houe)
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den 28. april 2023 (BS-34166/2021-OLR).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Oliver Talevski, Ole Hasselgaard og Julie Arnth Jørgensen.
Påstande
Appellanten, Fagforeningen Danmark som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger, har gentaget sin påstand om, at indstævnte, Ankestyrelsen, skal anerkende, at hun den 21. oktober 2016 var udsat for en ulykke, der var en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.
Ankestyrelsen har nedlagt påstand om stadfæstelse, subsidiært hjemvisning.
Højesterets begrundelse og resultat
Appellant, tidligere Sagsøger blev i juni 2013 ansat i Virksomhed som mødebooker. Hun arbejdede hjemmefra fire ud af fem dage ugentligt og havde af sin arbejdsgiver fået stillet computer, telefon og internet til rådighed. Den 18. oktober 2016 fik hun af sin arbejdsgiver tilladelse til at holde fri den 20. og 21. oktober. Den 21. oktober flyttede hun sit
2
arbejdsbord fra hjemmets stueetage til 1. sal. Da hun bar bordet op ad trappen, mistede hun fodfæste og faldt ned ad trappen. Hun slog hovedet og var syge-meldt i 14 dage, hvorefter hun over en periode genoptog sit arbejde på fuld tid. Den 10. marts 2020 anmeldte arbejdsgiveren hændelsen som en arbejdsskade.
Ankestyrelsen har ved afgørelse af 11. marts 2021 ikke anerkendt hændelsen som en arbejdsskade, idet Ankestyrelsen bl.a. lagde vægt på, at hændelsen skete i hjemmet i fritiden, og at arbejdsgiveren ikke havde haft indflydelse på eller taget initiativ til, at arbejdsbordet skulle flyttes til et andet sted i hjemmet.
Spørgsmålet er, om der er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse om, at hændelsen ikke var en arbejdsskade.
Appellant, tidligere Sagsøger har anført, at der er tale om en arbejdsskade, fordi ulykken skete, da hun var i færd med at flytte et arbejdsbord og dermed var ved at indrette sin hjemmearbejdsplads.
Det fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 5, at der ved en arbejdsskade for-stås en ulykke, jf. lovens § 6, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.
Højesteret finder, at udgangspunktet i en sag som den foreliggende, der angår en ulykke i forbindelse med flytningen af et arbejdsbord og dermed indretning af hjemmet, er, at ulykken ikke kan anses for en arbejdsskade. En fravigelse af udgangspunktet forudsætter, at den tilskadekomne godtgør, at handlingen havde en nødvendig eller naturlig forbindelse til arbejdet.
Appellants, tidligere Sagsøger arbejdsgiver havde ikke bedt hende om at flytte ar-bejdsbordet, og arbejdsgiveren havde ingen indflydelse på, hvor i hjemmet ar-bejdsbordet var placeret. Det er ikke godtgjort, at flytningen af arbejdsbordet var nødvendig for, at hjemmearbejdspladsen kunne opfylde arbejdsmiljømæs-sige regler.
Under disse omstændigheder finder Højesteret, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke har godtgjort, at flytningen af arbejdsbordet havde en nødvendig eller naturlig forbindelse til arbejdet. Der er dermed ikke grundlag for at tilsidesætte Anke-styrelsens afgørelse af 11. marts 2021 om, at ulykken den 21. oktober 2016 ikke var en arbejdsskade.
Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes.
3
I sagsomkostninger for Højesteret skal Fagforeningen Danmark som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger betale 45.000 kr. til Ankestyrelsen.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8a.
Publiceret til portalen d. 23-01-2024 kl. 12:00
Modtagere: Advokat (H) Inge Houe, Advokat (H) Martin Bondesen