Kendelse
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt onsdag den 17. december 2008
Sag 483/2007
Aktiebolaget Hässle og
AstraZeneca A/S
(begge ved advokat Peter-Ulrik Plesner)
mod
Nomeco A/S
(advokat Ole Damsbo)
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 30. maj 2006 og af Østre Landsrets 10. afdeling den 29. juni 2007. Procesbevillingsnævnet har den 17. oktober 2007 meddelt begge parter tilladelse til, at kendelsen indbringes for Højesteret.
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Peter Blok, Jytte Scharling og Niels Grubbe.
Påstande
Aktiebolaget Hässle og AstraZeneca Danmark A/S (i det følgende under ét Astra) har nedlagt påstand om, at sagsomkostningsbeløbet nedsættes til et mindre beløb efter rettens vurdering, subsidiært nedsættes med 59.400 kr. til øvrige udgifter, mere subsidiært at landsrettens af-gørelse stadfæstes.
Astra har endvidere påstået sig tilkendt sagsomkostninger for kæremålets behandling ved landsret og Højesteret.
Nomeco A/S har påstået Astras principale og subsidiære påstande afvist.
- 2 -
Nomeco har endvidere påstået det samlede sagsomkostningsbeløb forhøjet til 2.866.887 kr.
Østre Landsrets 10. afdeling har henholdt sig til den trufne afgørelse og har ved sagens frem-sendelse bemærket, at der ved en forglemmelse ikke er taget stilling til kæremålsomkostnin-gerne.
Sagsfremstilling
Det fremgår yderligere af sagen, at Nomecos opgørelse af udgift til advokat omfatter to fak-turaer af henholdsvis 22. december 2004 og 31. marts 2005, der således begge vedrører ar-bejde forud for Astras indgivelse af begæring til fogedretten om forbud, og som angiver at angå en sag vedrørende lancering af Omeprazol – 2004. Herudover omfatter den to fakturaer af henholdsvis 6. juli 2005 og 6. oktober 2005, der begge angiver at angå fogedforbudssagen, og som inklusive udgifter til flyrejser og oversættelse andrager i alt ca. 932.000 kr. eksklusive moms.
Opgørelsen af øvrige udgifter omfatter
1.Person 7, Budde, Schou & Ostenfeld A/S 956.795 kr.
2.Person 8, Albihns A/S 465.426 kr. Patentteknisk bistand 1.422.221 kr.
3.Person 3 3.439 kr.
4.Person 5 49.500 kr.
5.Person 10 9.900 kr.
6.Person 4 82.513 kr. Farmaceutiskteknisk bistand 145.352 kr.
Post 1 omfatter 6 fakturaer udstedt fra 17. januar 2005 til 31. august 2005 fra Budde, Schou & Ostenfeld A/S vedrørende ”counselling in connection with Omeprazole” . Fakturaerne angiver at angå i hovedsagen ”services rendered” i perioden fra december 2004 til og med august 2005. Der er i sagen fremlagt en erklæring af 17. august 2005 afgivet af Person 7 vedrørende det omstridte patents opfinderhøjde (bilag AF).
Post 2 omfatter 8 fakturaer udstedt fra 7. januar 2005 til 26. august 2005 fra Albihns A/S ved-rørende ”Omeprazol” . Fakturaerne angiver at angå i hovedsagen deltagelse i en række møder med Nomecos advokat m.fl. samt ”drafting of action plan and questions for Esteve” . Der er i
- 3 -
sagen fremlagt en rapport af 15. august 2005 afgivet af Person 8 vedrørende ”Analysis of non pareil pellets with an active layer consisting of omeprazole, HPMC and talc” (bilag AC).
Post 3 omfatter en bankafregning af 27. april 2005 vedrørende udstedelse af en check til Person 3 uden angivelse af, hvilke ydelser afregningen vedrører.
Post 4 omfatter en faktura af 30. september 2005 fra Person 5 for ekspertbistand i ”sa-gen om Omeprazol i Danmark” og angår ”forberedelse, møder, rejser og vurderinger” .
Post 5 omfatter en honorarnota af 15. september 2005 fra Person 10 ved-rørende ”Fogedforbudsag omeprazol” , der omfatter bl.a. erklæring vedrørende gyldighed.
Post 6 omfatter en faktura af 16. februar 2005 fra Advokatfirma angående en sag vedrørende lancering af Omeprazol – 2004 og omfatter betalinger til Person 4 for udlæg og ”consulting fees” i tiden fra 26. januar 2005 til 11. februar 2005.
Ved kæreskrift af 27. juni 2006 indbragte Nomeco fogedrettens afgørelse for Østre Landsret. Astra påstod i svarskrift af 7. august 2006 fogedrettens afgørelse stadfæstet.
Anbringender
Nomeco har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Astra ved at undlade at kære foged-rettens afgørelse til landsretten har afskåret sig fra at påstå nedsættelse af de sagsomkostnin-ger, der blev tilkendt ved fogedrettens kendelse.
Til støtte for forhøjelse af sagsomkostningsbeløbet har Nomeco anført bl.a., at sagen havde en værdi på mellem 15 og 17 mio. kr. Astra skal betale fulde sagsomkostninger til Nomeco, og Nomeco har krav på dækning af samtlige afholdte udgifter til advokatbistand og til sagkyndig bistand, herunder udgifter til indhentelse af sagkyndige erklæringer.
Astra har til støtte for adgangen til at fremsætte nye påstande anført, at Astra ikke har givet kæreafkald, og at der i medfør af retsplejelovens § 587, stk. 4, er fri adgang til at fremsætte nye påstande under kære.
- 4 -
Til støtte for nedsættelse af sagsomkostningsbeløbet har Astra anført bl.a., at sagens værdi må fastsættes til et væsentligt lavere beløb end 15-17 mio. kr. Nomeco bør kun tilkendes delvise sagsomkostninger, da Nomecos fremsættelse af anbringendet om ugyldighed var ufornødent. Endelig er der ikke i retsplejeloven hjemmel til at tilkende sagsomkostninger til dækning af udgifter til ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer og sagkyndig bistand i øvrigt.
Højesterets begrundelse og resultat
Astras undladelse af at kære fogedrettens omkostningsafgørelse til landsretten indebærer ikke afkald på at kære landsrettens afgørelse til Højesteret med påstand om nedsættelse af de sags-omkostninger, som selskaberne ved fogedrettens afgørelse er pålagt at betale.
Under kære af en fogedsag kan der fremsættes nye påstande under de betingelser, der er an-ført i retsplejelovens § 383 og § 384, der må antages at finde analog anvendelse, jf. tillige retsplejelovens § 587, stk. 4. De påstande, som Astra ønsker at fremsætte for Højesteret, var indeholdt i påstanden for fogedretten, og Højesteret tillader Astra at fremsætte påstandene.
Begæringen om fogedforbud blev trukket tilbage ca. to uger før forhandlingen i fogedretten, og efter det oplyste om sagens værdi og det arbejde, der har været forbundet med den, finder Højesteret, at der til dækning af udgifter til advokatbistand passende kan tilkendes Nomeco 350.000 kr. i sagsomkostninger. Det bemærkes herved, at de afholdte advokatudgifter i væ-sentligt omfang vedrører arbejde forud for Astras indgivelse af begæring til fogedretten om forbud.
De øvrige udgifter, som Nomeco har afholdt i forbindelse med forbudssagen, har omfattet bl.a. honorar for ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer, der er tilladt fremlagt under forbudssagen. Visse af disse udgifter – post 4 og 5 i Nomecos opgørelse, som efter det i fo-gedrettens kendelse oplyste vedrører de sagkyndige erklæringer af 15. august 2005 fra profes-sor Person 6 (bilag AD med underbilag) og erklæring af august 2005 fra Person 10 (bilag Ø) – har efter fogedrettens opfattelse været rimelige og påkrævede for sagens forsvarlige udførelse. Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte denne vur-dering og tiltræder derfor, at disse udgifter er indgået i fastsættelsen af sagsomkostningerne.
Udgifterne under post 3 og 6 vedrører efter det oplyste arbejde forud for fogedforbudssagen, og det er ikke påvist, at arbejdet har været af betydning for sagen. Højesteret tiltræder derfor, at disse udgifter ikke er indgået i fastsættelsen af sagsomkostningerne.
- 5 -
Post 1 og 2 angår udgifter til patentkyndig bistand. Sådanne udgifter til anden sagkyndig bi-stand end advokatbistand kan i fogedforbudssager ligesom i almindelige retssager kun kræves godtgjort som sagsomkostning, hvis særlige forhold gør sig gældende, jf. Betænkning 1436/2004 s. 267. Der er ikke påvist sådanne særlige forhold i den foreliggende sag, og Høje-steret tiltræder derfor, at Nomeco ikke kan kræve disse udgiftsposter erstattet.
Herefter tiltræder Højesteret, at der til dækning af øvrige udgifter er tilkendt Nomeco 59.400 kr.
Thi bestemmes :
Landsrettens kendelse stadfæstes med den ændring, at det sagsomkostningsbeløb til advokat-omkostninger, som Aktiebolaget Hässle og AstraZeneca A/S skal betale til Nomeco A/S, ned-sættes til 350.000 kr.
I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Nomeco til Aktiebolaget Hässle og AstraZeneca A/S betale 40.000 kr.
Det tilkendte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretskendel-ses afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.