Dom
RETTEN I LYNGBY
DOM
afsagt den 16. februar 2022
Sagsøgte skal betale 1.428.191,82 kr. til DLR Kredit A/S med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 21. maj 2017 til betaling sker med tillæg af 100 kr. i inkassogebyr og 16.157 kr. i fremmedinkassoomkostninger.
Påstanden er opgjort således:
Krav på auktionsdagen4.227.780,74 kr.
Fratrukket budsum-2.800.000 kr.
Rest tilbage1.427.780,74 kr.
Efter kursregulering i alt1.428.191,82 kr.
2
Sagsøgte har heroverfor påstået frifindelse.
Hovedforhandlingen var oprindeligt berammet til den 20. januar 2021 og senest til den 29. juni 2021.
Oplysningerne i sagen
Af CVR-udskrift for Virksomhed ApS 1 fremgår det, at selskabet havde adresse på Adresse 1, og at det blev stiftet den 25. oktober 2007 af Sagsøgte, som samtidig blev indsat som direktør.
Det fremgår af sagen, at DLR Kredit A/S som kreditor den 25. juli 2008 udstedte et pantebrev til Virksomhed ApS 1 v/ Sagsøgte som debitor på 3.850.000 kr. vedrørende ejendommen Adresse 1.
I forlængelse af pantebrevet fremgår det af Justitsministeriet pantebrevsformu-lar B, pkt. 9 a:
” …
9. Uanset pantebrevets uopsigelighed kan kreditor forlange kapitalen indfriet i følgende tilfælde:
a) hvis renter eller afdrag ikke betales senest sidste rettidige betalingsdag.
Det er dog en betingelse for, at kapitalen kan forlanges indfriet, at debitor ikke har betalt renter og afdrag senest 7 dage efter, at skriftligt påkrav her-om er afsendt eller fremsat. Kreditors påkrav skal være afgivet efter sidste rettidige betalingsdag og skal udtrykkeligt angive, at kapitalen kan forlan-ges indfriet, hvis renter og afdrag ikke betales inden fristens udløb, jfr. herved pkt. 4
…”
Ved selvskyldnerkautionserklæring underskrevet den 9. august 2008 erklærede Sagsøgte at hæfte personligt for de 3.850.000 kr. i hen-hold til pantebrevet indgået med Virksomhed ApS 1 v/Sagsøgte.
Det fremgik heraf bl.a.:
” Med hensyn til indfrielsesvilkår m.v. henvises til pantebrevets bestemmelser.
Jeg erklærer mig bekendt med konsekvenserne af kautionen, herunder
at jeg forpligter mig til at betale gælden som ovenfor anført, såfremt oven-
nævnte ikke selv kan eller vil betale,
at DLR KREDIT A/S Kredit kan kræve gælden som ovenfor anført betalt af
mig, så snart en betaling er udeblevet, og at det således ikke er en betingel-se, at DLR KREDIT A/S Kredit først har forsøgt at inddrive gælden hos ovennævnte, og
at jeg hæfter med hele min formue for kautionsbeløbet.
3
DLR KREDIT A/S Kredit er berettiget til uden min tilladelse at give henstand med betaling af terminsydelser på pantebrevet, uden at min kautionsforpligtel-se i den anledning begrænses.
Jeg erklærer mig ligeledes bekendt med, at DLR KREDIT A/S Kredit ikke er forpligtet til at orientere mig ved skyldnerens misligholdelse med betaling af terminsydelser eller anden misligholdelse.
Såfremt der berammes tvangsauktion over ejendommen, skal jeg dog underret-tes herom, forinden auktionens endelige gennemførelse.”
Sagsøgte udtrådte som direktør i Virksomhed ApS 1 den 20. januar 2009.
Ved dekret af 16. september 2009 blev Sagsøgte erklæ-ret personligt konkurs.
DLR Kredit A/S anmeldte ved brev af 25. september 2009 et kontantkrav på 4.062.924,67 kr. opgjort til den nominelle restgæld i ejendommen Adresse 1. Det fremgår af den hertil vedlagte opgørelse, at der pr. 1. marts og 1. juni 2009 var opgjort og påløbet restancer på lånet. Det anmeldte krav fremgik her-efter i gældbogen for Sagsøgtes konkursbo.
Virksomhed ApS 1 blev erklæret konkurs ved dekret af 7. januar 2010.
Konkursboet efter Virksomhed ApS 1 begærede tvangsauktion over ejendommen Adresse 1. Af salgsopstillingen dateret den 1. oktober 2010 var DLR Kre-dit A/S’ krav opgjort til 4.227.780,74 kr. som 1. prioritetshæftelsen, der bestod af summen af den opgjorte restgæld og restancer til kurs 100,1940 på baggrund af hovedstolen på 3.850.000 kr.
Den 24. november 2010 blev der afholdt tvangsauktion, hvor bl.a. Sagsøgte deltog, og ejendommen blev solgt til DLR Kredit A/S for 2.800.000 kr. Ejendommen blev efterfølgende videresolgt for 2.000.000 kr.
Der er i sagen fremlagt skrivelse af 11. februar 2013, med tilhørende rykker af 21. februar 2014, fra DLR Kredit A/S til Sagsøgte, hvori DLR Kredit A/S opgjorde sit udækkede tilgodehavende efter tvangsauktionen til 1.427.790,74 kr. og det personlige krav mod Sagsøgte som kautionist for lånet i den solgte ejendom på 1.428.191,82 kr. med tillæg af renter fra auktionsdagen den 24. november 2010.
Ved inkassoskrivelser af 15. juni 2015 og 1. oktober 2019 har Collectia på vegne af DLR Kredit A/S rettet henvendelse til Sagsøgte med krav om betaling af hhv. 1.754.872,73 kr. og 1.746.510,93 kr. på baggrund af en
4
hovedstol på 1.428.191,82 kr. samt renter, rykkergebyrer og advokatomkostnin-ger inkl. indbetalingskort på det fulde beløb.
Sagsøgte bestred kravet ved brev af 5. november 2019 og gjorde bl.a. gældende, at kravet var forældet, og at han ikke havde modtaget skrivelser fra DLR Kredit A/S.
Collectia besvarede, på vegne af DLR Kredit A/S, Sagsøgtes henvendelse den 3. december 2019 og gjorde heri gældende, at kravet ikke var forældet, idet forældelsesfristen løb fra auktionsdagen den 24. november 2010, at de tidligere skrivelser alle var sendt til samme adresse, og at Virksomhed ApS 1 pr. 3. oktober 2011 var opløst uden midler, hvorfor der ikke længere kunne rettes et krav mod selskabet.
DLR Kredit A/S indgav herefter stævning.
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af Sagsøgte og Vidne.
Sagsøgte har forklaret bl.a., at han er uddannet civilingeniør, og at han indtil for to år siden har arbejdet som teknisk tegner.
Virksomhed ApS 1 blev stiftet i 2007, og han blev indsat som direktør. Virksomhed ApS 1 var ejet af et selskab, som hans far, mor og onkel ejede. Formålet med Virksomhed ApS 1 var at foretage belåning af ejendomme. De videreformidlede lån til kunder, og solgte lånene til andre finansieringsselskaber. Hans rolle var at få kundens udskrift.
Forevist pantebrevet med lån til Virksomhed ApS 1 forklarede han, at der var behov for kapital, og at lånet på 3.850.000 blev ydet til den ejendom, som Virksomhed ApS 1 ejede. Der skulle ske en omlægning af lånet. Ejendommen blev brugt til kontor og en etage blev lejet ud til hans mor. Han skrev under på pantebrevet som direktør i henhold til, hvad Advokat havde forelagt ham om, at det var godt, fordi der var masser af indtægter, men han huskede ikke konkret at have underskrevet pantebrevet. Han havde skrevet under på meget. Han huskede heller ikke, at der havde været vidner til stede.
Hans mor havde også underskrevet en selvskyldnerkaution. Han havde ingen bekymringer i forhold til det. Han mente ikke, at han havde underskrevet andre kautioner udover denne.
DLR Kredit A/S ydede ingen form for rådgivning, og han havde ikke haft no-gen dialog med dem. Han havde en løn på ca. 30.000 kr. Han ejede ingen akti-
5
ver af værdi udover en ejendom i By på Adresse 2, som han købte sene-re, og som også var belånt.
Han mistede alt efter sin personlige konkurs i september 2009, og boede nu til leje i By. Konkursboet blev lukket efter § 143, som et bo uden midler.
Han fratrådte som direktør i Virksomhed ApS 1 i februar 2009, fordi han havde færdig-gjort sin uddannelse og fået mulighed for at arbejde med nogle projekter inden for produktudvikling. Han søster Person tiltrådte som direktør efter ham.
Virksomhed ApS 1 gik konkurs i 2010 som følge af finanskrisen.
Han var ikke klar over misligholdelse af lånet på Adresse 1, som opstod efter at han fratrådte som direktør.
Roskilde Bank havde indgivet konkursbegæring i forbindelse med et pantebrev.
Han havde ikke set DLR Kredit A/S’ skrivelser til ham, da de måtte være sendt til konkursboet. Det anmeldte beløb på 4 mio. kr. var forfaldent.
Konkursboet havde begæret tvangsauktion, og han mødte sammen med Advokat. Han kom, fordi hans mor boede til leje i ejendommen. Det kunne godt passe, at han skulle bekræfte, at hans mor var lejer, men han havde ikke sat sig ind i detaljerne.
DLR Kredit A/S bød 2.8 mio. kr., og der kom ingen andre bud. Det virkede som et meget lavt bud. Han vidste ikke, at man kunne begære anden auktion og må-ske have fået et højere bud.
Han har ikke set noget fra DLR Kredit A/S, men måske modtaget en eller to skrivelser. Han regnede ikke med, at det var noget. Han har ikke åbnet brevene. Han havde været i fogedretten med nogle andre sager og forstod ikke, hvorfor DLR Kredit A/S ikke også havde taget ham i fogedretten.
Adspurgt af sagsøgerens advokat forklarede han, at han ikke selv havde ejet ejendommen på Adresse 1. Foreholdt oplysningen om, at det af tingbogen fremgik, at han havde købt ejendommen med sin søster i 1999, overtaget den alene i 2001 og at den blev solgt til et selskab i 2002, forklarede han, at det hu-skede han ikke. Han havde aldrig selv boet på Adresse 1.
Hans far kunne ikke stå som direktør i Virksomhed ApS 1, da han havde nogle straf-fesager kørende, og hans onkel ville ikke. Derfor blev han bedt om det. Han bestemte ikke rigtigt noget i selskabet. Det gjorde hans onkel og Advokat
6
, som han holdt sig op ad. Han havde i 2003-2007 en indtægt på om-kring 30.000 kr. før skat, og fik ca. udbetalt 20.000 kr.
Han har ikke haft kontakt til DLR Kredit A/S, og kontakten med DLR Kredit A/S gik igennem hans far og onkel. Han var med en enkelt gang, da ejendoms-mægleren vurderede ejendommen til 6.8 mio. kr. i 2006/2007. Han troede at ejendommen kunne indbringe det, den var vurderet til.
Advokat stod for alle papirerne, og vidste noget om pante-brevene. Han talte ikke med ham om kautionserklæringen. Han fik den blot forelagt til underskrift. Han læste den ikke selv. Han kendte ikke til konsekven-serne af kautionen, og at der kunne blive rettet et kautionskrav mod ham. Han havde aldrig haft noget med kautioner at gøre.
Det måtte være en fejl, at han ind- og udtrådte af Virksomhed ApS 1 i februar 2009, som det fremgår af CVR-udskriften. Han havde ingen aktiviteter i selskabet i starten af 2009. I dag har han ikke noget med sin far og onkel at gøre.
Han havde sit eget pantebrevsselskab, som hed Virksomhed ApS 2, der var ment som opsparing. Han startede det i 2003 eller 2004 og havde nok 15-20 pan-tebreve. Alle aktiver blev taget i forbindelse med hans personlige konkurs. Han fik penge til at låne penge ud af daværende Roskilde Bank, som han indgik nogle gode aftaler med.
Han følte at det var lukrativt, og på det tidspunkt gik det rigtig godt for Virksomhed ApS 1 og finansieringsselskaberne. Derfor havde han mulighed for at låne penge. Han ville aldrig have gjort det i dag.
Han blev sat på gaden efter sin konkurs og fik derefter omkring 2010 en lejebo-lig af Furesø Kommune. Han modtager ikke altid sædvanlig post her. Noget er påført forkerte adresser. Tidligere var området præget af hærværk. Han har ikke set de fremlagte breve fra DLR Kredit A/S. Han havde set nogle enkelte, hvor han ikke havde åbnet brevene.
Han afleverede ikke årsopgørelse eller lønsedler til DLR Kredit A/S eller Alm. Brand Bank. Måske har advokaten haft adgang til hans årsopgørelse. Han troe-de, at han havde afleveret den til ham.
Vidne har forklaret bl.a., at han har været ansat i DLR Kredit A/S i 30 år, hvor han nu er afdelingsleder, og at han i alle årene har arbejdet med inddrivelse af personlige krav.
Lånet i sagen var på 3.850.000 kr. Der var et tidligere lån på 2.6 mio. kr.
7
I 2001 bevilgede DLR Kredit A/S et lån på 600.000 kr. til Sagsøgte, som ejer af ejendommen, hvori der allerede var optaget nogle lån. Ejendommen blev overdraget til et selskab i 2002, og fik bevilget et lån på ca. 2 mio. kr. i 2003, hvor Sagsøgte første gang blev kautio-nist. Lånet blev omlagt i 2004.
Det var både i 2008 og i dag sædvanligt for dem at anvende selvskyldnerkau-tion.
De fik Sagsøgtes årsopgørelse for 2007, hvoraf der fremgik en lønindtægt på 750.000 kr. og en formue på 2.8 mio. kr.
Ved misligholdelse af lån sender de efter 14 dage en rykkerskrivelse med med-delelse om betaling inden for 14 dage, og at sagen ellers ville blive overgivet til inkasso og advokat. De havde sendt en sådan skrivelse til Virksomhed ApS 1. På dette tidspunkt blev der ikke sendt noget til kautionisten.
Restancen med terminsbetalingen kom til advokat/inkasso med instruks om, at advokaten tog restancen til inkasso, sendte krævebrev og hvis betaling ikke kom inden for 8 dage, ville sagen blive sendt til fogedretten mhp. udlæg og tvangsauktion af ejendommen.
DLR Kredit A/S har ikke gjort brug af sin opsigelsesret. Lånet har ikke været opsagt.
Et realkreditlån bliver udstedt pba. af realkreditobligationer. I denne sag var der tale om et kontantlån. Der var således både en kontant – og en obligations-side.
De bød på den nominelle restgæld.
Kursregulering var forholdet mellem kontant- og obligationsrestgælden ganget med kursen på auktionsdagen baseret på kursen på obligationerne. Der var her kun en lille forhøjelse, da kursen var lige lidt over 100.
Adspurgt af Sagsøgtes advokat forklarede han, at ejen-dommen var 80 % belånt. I 2008 kunne de godt have vurderet ejendommen til 4.5 mio. kr. Finanskrisen var en stærkt medvirkende faktor til, at ejendommen blev solgt under vurderingen.
Han mente ikke, at det var en aggressiv belåning. Belåningen i realkredit sker i fht. markedsprisen, hvilket er almindeligt kendt. Efter 2008 gik markedet en anden vej.
8
Lånet blev misligholdt i december 2008, men blev efterfølgende betalt. Derefter var der en restance på 1. marts 2009-terminen, som ikke blev betalt.
Der var en yderligere kautionist på lånet. Det er normalt, at der ingen vitterlig-hedsvidner er anført.
Lånet blev underskrevet den 25. juli 2008 og selvskyldnerkautionen den 9. au-gust 2008 og han vidste ikke, hvorfor dokumenterne var udarbejdet i den ræk-kefølge. Det var fysiske dokumenter dengang, og lånet var ikke udbetalt.
De kunne kræve betaling så snart lånet var misligholdt, dvs. i december 2008. Det gjorde de ikke, fordi praksis er, at man venter og ser, om der opstår et tab.
De havde ikke krævet beløbet indbetalt, men de havde et krav herpå, som an-meldt til kurator.
Han mente, at årsopgørelsen for 2007 var kommet fra Alm. Brand Bank, som var selskabets pengeinstitut. De brugte den til at foretage en kreditvurdering af sagen og få indsigt i Sagsøgtes økonomi. Han opfattede det som en erhvervskaution.
De 2.8 mio. kr. i aktiver, som fremgik af Sagsøgtes års-opgørelse for 2007, bestod af fast ejendom og indestående i et pengeinstitut. Der var også noget gæld, så formuen var et nettoaktiv.
Gælden på 4.227.000 var opgjort som summen af kolonne 2 og 3.
Salgsopstillingsopgørelsen blev lavet mere end et år efter herefter, hvorfor der var påløbet restancer og renter.
Lånet forfaldt i forbindelse med tvangsauktionen. Det fremgår af pkt. 9.f i pant-brevsvilkårene, at lånet forfalder ved ejerskifte. Der var ikke sket ejerskifte ved misligholdelse af marts-terminen.
Lånet kunne ikke fortsætte, når der kom en ny ejer. Derfor gav det ikke mening at sende en skrivelse til Sagsøgte, som var under kon-kurs, om at lånet skulle betales. Låntageren ville normalt få sendt en opgørelse senere, som kunne betragtes som en opsigelse.
Adspurgt af DLR Kredit A/S’ advokat forklarede han, at det de kunne kræve betalt af kautionisten var hovedskyldnerens restance og ikke hele lånet.
9
DLR Kredit A/S og Alm. Brand Bank samarbejdede om at yde lån, og Alm. Brand Bank overleverede oftest papirer til dem, men de kunne også komme fra låntager selv.
De 2.8 mio. kr. var budinstruksen til den mødende advokat på tvangsauktio-nen, som var baseret på en formodning om, hvad ejendommen kunne være værd. Der lå mange overvejelser bag.
DLR Kredit A/S solgte efterfølgende ejendommen for 2 mio. kr. og havde derfor et tab på 800.000 kr., som ikke indgik i de 1.4 mio. kr. Dette tab skulle de bære selv.
Adspurgt af Sagsøgtes advokat forklarede han, at de kunne kræve det fulde beløb betalt ved marts-misligholdelsen, men det havde de valgt ikke at gøre.
Parternes synspunkter
DLR Kredit A/S har i endeligt påstandsdokument af 1. juni 2021 anført følgende:
”…
ANBRINGENDER
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende
at sagsøger og Sagsøgte indgik en gyldig og bindende selvskyldnerkautionsaftale, som fortsat består, hvorved Sagsøgte er pligtige at betale kautionskra-vet,
at Sagsøgte påtog sig kautionsforpligtelsen i erhvervsforhold (erhvervskaution), da Sagsøgte var ejer af samt direktør i Virksomhed ApS 1, hovedskyldne-ren,
at det bestrides, at kautionsaftalen skal tilsidesættes som være ugyl-dig, idet
- erhvervskautionen var sædvanlig i sådanne realkreditlåneforhold,
- Lov om Finansiel Virksomhed § 48 ikke gjaldt for nærværende er-hvervskaution,
- Sagsøgte kautionerede for sit eget selskab, hvorved Sagsøgte havde fuld indsigt ho-vedskyldnerens økonomi, forpligtelser og formåen,
- det i øvrigt bestrides og ses udokumenteret, at kautionen angive-ligt skulle stå i misforhold til Sagsøgtes økonomiske formåen,
10
at kravet ikke er forældet, idet
- nærværende restkrav tidligst forfaldt til betaling ved hammersla-get på tvangsauktionen, da kravet ikke opnåede fuld dækning på auktionen. Selvskyldnerkationskrav forfaldt tidligst til betaling, da hovedskyldnerens betalingsmisligholdelse - med nærværende krav
- kunne konstateres, hvilket tidligst var den 25. november 2010, Forældelsesloven § 11 jf., § 2 stk. 5 jf., § 2 stk. 1.
- terminsydelser, som forfaldt til betaling forud for tvangsauktio-nen, blev indfriet på tvangsauktionen, hvorved disse ikke er en del af nærværende krav,
- det bestrides, at sagsøger opsagde pantebrevet til fuld indfrielse forud for tvangsauktionen, hvorved nærværende krav ikke var for-faldent til betaling forud for tvangsauktionen, jf., Forældelseslovens § 2 stk. 5,
- det bestrides, at sagsøger var forpligtet til at opsige pantebrevet til fuld indfrielse, som følge af tidligere udestående terminsbetalinger,
- det bestrides, at det fulde udestående forfaldt til betaling ved ho-vedskyldnerens manglende betaling af forfaldne terminsbetalinger. Sagsøger opsagde ikke pantebrevet til fuld indfrielse som følge af terminsrestancerne,
- det bestrides, at det fulde udestående forfaldt til betaling ved ho-vedskyldnerens eller Sagsøgtes konkurs, da et krav kan anmeldes i konkurs såfremt det blot er stiftet jf. princippet i Konkurslovens § 38,
- det bestrides, at sagsøger skulle have ophævet hovedskyldnerens engagement med sagsøger, og det bestrides, at Sagsøgte har dokumenteret en sådan ophævelse,
- kravet var omfattet af den 10 årige forældelsesfrist jf., Forældel-sesloven § 6, samt at stævningen blev anlagt inden udløbet af den-ne frist.
at sagsøger er berettiget til at opkræve betaling i henhold til selv-
skyldnerkautionsaftalen hos Sagsøgte, og Sagsøgte er forpligtet til at betale i henhold til kautionsaftalen,
11
at kravet er opgjort i overensstemmelse med tvangsauktionen, hvilket sagsøger var berettiget til,
at Inkassolovens § 10 i øvrigt ses iagttaget forinden indlevering af stævningen, samt
at det bestrides, at sagsøger skulle have misligholdt kautionsaftalen.
…”
Sagsøgte har i påstandsdokument af 1. juni 2021 anført følgende:
”…
3. ANBRINGENDER
3.1 FORÆLDELSE
Sagsøgers krav er forældet, jf. Forældelseslovens § 2, stk. 1 sammen-holdt med § 11.
Forældelsesfristen er 10 år, jf. Forældelseslovens § 5 sammenholdt med § 11.
Forældelsesfristen skal tælle fra det tidspunkt, hvor kautionsforpligtel-sen kunne gøres gældende overfor Sagsøgte, Forældelseslovens § 2, stk. 1 sammenholdt med § 11.
Ved misligholdelsen af hovedfordringen (BILAG 2) kunne SAGSØGER rejse det fulde krav overfor Sagsøgte. Det er i denne forbindelse uden betydning, om SAGSØGER de facto har gjort dette.
Det er ubestridt at misligholdelsen af hovedfordringen (BILAG 1) skete mere end 10 år før udtagelsen af stævning, og derfor er der indtrådt forældelse.
Lånet fremlagt som BILAG 1 var misligholdt i hvert fald i marts 2009, jf. BILAG 11, og SAGSØGER kunne således fra og med marts 2009 kræve den fulde kautionsforpligtelse opfyldt af Sagsøgte. Virksomhed ApS 1 blev erklæret konkurs den 12. januar 2010 (BILAG D), og skulle Retten mod forventning ikke finde, at mis-ligholdelse indtrådte i marts 2009 er der ved dekretets afsigelse indtrådt misligholdelse af lånet.
12
Da SAGSØGER har udtaget stævning senere end 10 år fra marts 2009 henholdsvis 12. januar 2010 at regne, er kravet forældet.
Begyndelsestidspunktet af forældelsesfristen i forhold til kautionisten, dvs. Sagsøgte, løber fra det tids-punkt, hvor hovedskyldneren har misligholdt sin forpligtelse overfor fordringshaveren, jf. von Eyben, Forældelsesloven, 2. udgave, s. 367:
” Begyndelsestidspunktet [for forældelsesfristen] er derfor forfaldstidspunktet for kautionsforpligtelsen, dvs. det tidligste tidspunkt, hvortil fordringshaveren kunne kræve kautionsforpligtelsen opfyldt, jf. § 2, stk. 1.”
”Hvad forfaldstidspunktet er, beror på kautionens karakter. Kaution for pengelånsforpligtelser har i praksis oftest form af selvskyldnerkaution, hvor kravet kan rettes mod kautionisten, når hovedskyldneren har misligholdt sin forpligtelse over for fordringshaveren. Forældelsesfristen i forhold til kautionisten løber der fra det tidspunkt, hvor denne misligholdelse foreligger. ”
Der henvises tillige til betænkning 1460/2005, s. 257, hvor anføres:
”At kravet mod kautionisten forældes efter de regler, der gælder for hovedkravet, er desuden ensbetydende med, at fristen – uanset om hovedkravet er undergivet en 3-årig eller 10-årig forældelsesfrist - skal regnes fra kautionskravets forfaldstidspunkt, jf. lovudkastets § 2, stk. 1. Ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedmandens misligholdelse over for kreditor, skal fristen således regnes fra misligholdelsestidspunktet.”
Tilsvarende fremgår af FT 2006-07, tillæg A, s. 5595 (almindelige be-mærkninger pkt. 3.3.2.9):
Derudover henvises til Betænkning 1460/2005, s. 257:
” Ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedmandens misligholdelse over for kreditor, skal fristen således regnes fra misligholdelsestidspunktet.”
Tilsvarende fremgår af FT 2006-07, tillæg A, s. 5624.
Det noteres og gøres gældende, at SAGSØGER ikke i litteratur eller for-arbejderne har påvist nogen som helst kilde, der skulle understøtte SAGSØGERS synspunkt om, at forældelse i forhold til kautionisten først skulle tælle fra tidspunktet for afholdelsen af tvangsauktionen over ejendommen.
13
Forældelseslovens § 2, stk. 5 er i tilfælde af misligholdelse uden rele-vans i forholdet mellem kautionisten og fordringshaveren. Der er ikke i forhold til kautionisterne, in casu Sagsøgte, aftalt noget specifikt forfaldstidspunkt for den af kautioni-sten påtagne forpligtelse, idet det følger at kautionsforpligtelsens natur, at forfaldstidspunktet for en
selvskyldnerkaution indtræder på tidspunktet for misligholdelsen af hovedfordringen, jf. BILAG 2.
Subsidiært gøres det i forhold til forældelse gældende, at sagsøger i forbindelse med hovedskyldnerens misligholdelse med betalingerne har ophævet engagementet som misligholdt til fuld indfrielse. Dette fremgår implicit af BILAG B.
Det forhold, at en pantkreditor i relation til en tvangsauktion over en given ejendom vælger ikke at medtage den fulde fordring under kolon-ne 3 ”Restancer” , udgør på ingen måde dokumentation for, at en pant-kreditor skulle have undladt at udnytte den ophævelsesadgang, der er hjemlet i det fremlagte pantebrev ved hovedskyldnerens misligholdel-se.
Det fremgår af BILAG B, at sagsøger i Sagsøgtes konkursbo har anmeldt den fulde fordring, hvorfor det kan lægges til grund, at den fulde fordring var ophævet og derved forfalden til beta-ling senest på tidspunktet for anmeldelsen den 29. september 2009. Stævning er udtaget mere end 10 år herefter.
3.2 SAGSØGERS KRAV UDOKUMENTERET
Derudover gøres det gældende, at sagsøgers krav er ganske udokumen-teret, idet det på ingen måde fremgår, hvorledes påstandsbeløbet er op-gjort og fremkommet.
3.3 KAUTIONEN ER UGYLDIG
Sagsøgte blev som kautionist ikke rådgivet om de eventuelle konsekvenser af kautionsforholdet, da lå-nedokumenterne blev underskrevet.
SAGSØGER foretog ingen som helst undersøgelser af Sagsøgtes
økonomiske formåen.
14
Sagsøgte har hverken udleveret års-opgørelse, lønsedler eller andet til SAGSØGER. Den af Sagsøgte påtagne kautionsforpligtelse stod i åben-bart misforhold til Sagsøgtes økono-miske formåen.
Kautionserklæringen er derfor af disse ovennævnte årsager ugyldig i medfør af AFTALELOVENS §§ 31, 33 og 36.
…”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Vedrørende forældelse
Der er mellem parterne enighed om, at kautionskravet er underlagt en 10-årig forældelsesfrist i henhold til forældelseslovens § 11, jf. § 5, stk. 1, nr. 1.
Det følger af forældelseslovens § 2, stk. 1, at fristen som udgangspunkt regnes fra gældens forfaldstidspunkt, hvilket gælder selvom fordringshaveren kunne have opsagt restgælden til fuld og endelig indfrielse på et tidligere tidspunkt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 5. Disse bestemmelser gælder også for kautionister, jf. forældelseslovens § 11.
Det er oplyst i sagen, at terminen den 1. marts 2009 og terminerne herefter ikke blev betalt, og Vidne har forklaret, at DLR Kredit A/S ikke i med-før af punkt 9 a i pantebrevsformular B opsagde restgælden i henhold til pante-brevet til fuld og endelig indfrielse.
Herefter finder retten, at forældelsesfristen skal regnes fra tidspunktet for tvangsauktionen over ejendommen den 24. november 2010, hvor de mislighold-te terminer blev dækket, og hvor den udækkede gæld forfaldt til betaling ved endeligt hammerslag.
Gælden til DLR Kredit A/S er derfor ikke forældet, idet der er udtaget stævning den 20. maj 2020.
Vedrørende kravets dokumentation og gyldighed
Sagsøgte har for retten forklaret, at han ikke blev råd-givet af DLR Kredit A/S forud for indgåelsen af selvskyldnerkautionen dateret den 9. august 2008, som vedrørte et lån til Virksomhed ApS 1 med pant i ejendom-men på Adresse 1, som senere kom på tvangsauktion. Han har derudover bl.a. forklaret, at han havde egen rådgiver og at han huskede lånet vedrørende
15
ejendommen på Adresse 1, som Virksomhed ApS 1 ejede, og at han selv ejede ejendommen beliggende Adresse 2 i By, hvilken adresse fremgik af kautionserklæringen.
Vidne har for retten forklaret, at han forud for selvskyldnerkau-tionen havde modtaget Sagsøgtes årsopgørelse for 2007, hvoraf det fremgik, at Sagsøgte havde aktiver i form af en fast ejendom samt indestående i et pengeinstitut for i alt 2.8 mio. kr. ligesom årsindtægten var angivet til 750.000 kr. Han vurderede, at der var tale om en erhvervskaution.
Retten finder herefter ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte selvskyldnerk-autionserklæringen som ugyldig i henhold til aftalelovens § 31, § 33 eller § 36.
Retten finder tillige på baggrund af sagens oplysninger, at kravet er dokumen-teret.
Sagsomkostninger
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 75.000 kr., og af retsafgift med 34.580 kr., i alt 109.580 kr. DLR Kredit A/S er ikke momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte skal betale 1.428.191,82 kr. til DLR Kredit A/S med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 21. maj 2017 til betaling sker med tillæg af 100 kr. i inkassogebyr og 16.157 kr. i fremmedinkassoomkostninger.
Sagsøgte skal til DLR Kredit A/S betale sagsomkostnin-ger med 109.580 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
