Dom
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 17. august 2023
Sag BS-8278/2022
(22. afdeling)
Appellant, tidligere Sagsøgte
(advokat Michael Thiesen)
mod
DLR Kredit A/S
(advokat Christian H. Schjerning)
Retten i Lyngby har den 16. februar 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS-20565/2020).
Landsdommerne Alex Puggaard, Karen Hald og Marc Walther Hansen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellant, tidligere Sagsøgte, har gentaget sin påstand for byretten om frifindelse.
Indstævnte, DLR Kredit A/S, har påstået dommen stadfæstet.
Supplerende sagsfremstilling
Ejendommen Adresse 3, Frederiksberg, blev med overtagelsesdag den 11. september 2000 solgt af Virksomhed ApS 3 – hvor Appellant, tidligere Sagsøgte var direktør fra 1997 til 2008 – til Appellant, tidligere Sagsøgte personligt.
2
Ejendommen Adresse 4, Område, By 2 – som senere blev til Adresse 1 – blev med overtagelse den 26. januar 2002 solgt af Appellant, tidligere Sagsøgte til Virksomhed ApS 3. Det fremgår af det endelige skøde, at 794.990,05 kr. skulle ”afgøres kontant parterne imellem” . Ejendommen blev med overtagelse den 30. juni 2008 solgt af Virksomhed ApS 3 til Virksomhed ApS 1, hvor Appellant, tidligere Sagsøgte var direktør i den omhandlede periode.
Ejendommen Adresse 2, By 1, blev solgt af Virksomhed ApS 3 til Appellant, tidligere Sagsøgte med overtagelsesdag den 11. juni 2006.
Fristdagen i Appellants, tidligere Sagsøgte personlige konkursbo, der blev sluttet i medfør af konkurslovens § 143, var den 7. januar 2009. DLR Kredit A/S anmeldte den 25. september 2009 et krav i boet på i alt 4.062.924,67 kr., der bl.a. var opgjort med en kontantrestgæld pr. 1. september 2009 på 3.850.000 kr., en ydelse pr. 1. september 2009 på 57.152,13 kr., og restancer pr. 1. juni 2009 og 1. marts 2009 på henholdsvis 64.003,13 kr. og 62.619,13 kr. Ifølge opgørelsen var næste ordinære ydelse pr. 1. december 2009 på 56.933,14 kr. Kravet blev optaget som § 97-krav i konkursboets gældbog.
Til brug for tvangsauktion den 24. november 2010 havde DLR Kredit A/S bl.a. opgjort kravet som en kontantrestgæld på 3.850.000 kr. og restancer i perioden fra den 1. marts 2009 til den 1. september 2010 på i alt 363.783,44 kr. DLR Kredit A/S havde endvidere i opgørelsen angivet, at næste ordinære ydelse var den 1. december 2010 med 23.847,25 kr. Ud over det i dommen anførte fremgår det af retsbogen fra tvangsauktionen bl.a., at Appellant, tidligere Sagsøgte var mødt som selvskyldnerkautionist med cand.jur. Advokat 1. Auktions-skøde over ejendommen blev efter DLR Kredit A/S’ videresalg tinglyst i juli 2012.
Brevene fra DLR Kredit A/S fra 2013 og 2014 samt brevene fra Collectia i perio-den 2015-2019 er alle adresserede til Appellant, tidligere Sagsøgte på Adresse 5 i By 1.
Der er for landsretten yderligere fremlagt historiske adkomster for ejendommen Adresse 1, udskrift af Erhvervsstyrelsens register vedrørende Appellants, tidligere Sagsøgte ophørte relationer til bl.a. forskellige selskaber samt årsopgørelser for årene
- 2005, hvor lønindkomsten før AM-bidrag og pension udgjorde 251.575 kr.
- 2006, hvor lønindkomsten før AM-bidrag og pension udgjorde 361.564 kr.
- 2007, hvor lønindkomsten før AM-bidrag og pension udgjorde 748.981 kr. og den skattepligtige indkomst udgjorde 602.326 kr. og
- 2008, hvor lønindkomsten før AM-bidrag og pension udgjorde 509.207 kr.
3
Forklaringer
Appellant, tidligere Sagsøgte har afgivet supplerende forklaring.
Appellant, tidligere Sagsøgte har forklaret bl.a., at hans rolle i Virksomhed ApS 1 var den samme som i Virksomhed ApS 3, det vil sige, at han stod for selskabets IT og hjemmeside, ligesom han talte med kunder og fik deres underskrift. Det var hans far og onkel, der traf de større beslutnin-ger i selskabet, og man kan godt sige, at han mere var direktør af navn end af gavn. Han forstod således ikke mange af detaljerne, når han talte med kunder.
Ejendommen på Adresse 3 var en lejlighed, hvor hans mor tidligere havde boet, og hvor han så boede. Han husker ikke, om lejligheden blev afhændet i 2008. Han husker blot, at han ejede lejligheden sammen med sin bror.
Han fik på samme vis mulighed for at købe ejendommen på Adresse 2 gen-nem firmaet. Han flyttede efter købet i 2006.
Han husker ikke i detaljer, hvorfor ejendommen på Adresse 1 blev over-draget fra Virksomhed ApS 3 til ham personligt, da hans far og onkel styrede dette. Han har ikke tjent så meget som 1 kr. på salget af ejendommen i 2002.
Han gik konkurs i forbindelse med Roskilde Bank og finanskrisen. Han havde bl.a. underskrevet en del arrangementer i Roskilde Bank, men han ved ikke, om han også har underskrevet kautionserklæringer. Han tror ikke, at han har un-derskrevet andre kautionserklæringer. Han udtrådte som direktør af Virksomhed ApS 1 i februar 2009, og derefter havde han ikke noget med selskabet at gøre. Der forelå ingen misligholdelse, da han udtrådte. Han har ikke modtaget DLR Kre-dit A/S’ brev af 11. februar 2013, og han har heller ikke modtaget noget fra DLR Kredit A/S forinden. Efter at han fik lejligheden i By 1, hvor han bor nu, kom en del af hans post ikke frem til ham. Han havde regnet med, at det hele var afsluttet, og han blev derfor chokeret, da han modtog brevet fra Collectia i 2019.
Selskabet Virksomhed ApS 2, som han i byretten omtalte som sit eget pantebrevsselskab, blev vist oprettet i Roskilde Bank af hans far og onkel. Han var i hvert fald ikke helt alene om selskabet. Han lærte om pantebreve ved at have selskabet, men han gjorde ikke meget ud af det. Han vidste ikke, hvad de forskellige selskaber, som han har haft relation til, lavede.
Måske har en revisor sendt hans årsopgørelse for 2007 til DLR Kredit A/S i for-bindelse med hans underskrift på kautionserklæringen. Han har ikke tjent så meget, som fremgår af årsopgørelsen. Han har aldrig haft direkte kontakt til DLR Kredit A/S i forbindelse med sin underskrift på kautionserklæringen og
4
har formentlig fået dokumenterne gennem en advokat eller en revisor. Han vidste ikke og tænkte ikke over, hvad det indebar at underskrive en kaution-serklæring.
Retsgrundlag
Den nuværende forældelseslov, herunder de nugældende § 2 og § 11, blev ind-ført ved lov nr. 522 af 6. juni 2007.
Lovens § 2 findes i lovens kapitel 2 om forældelsesfristernes begyndelsestids-punkt. Efter § 2, stk. 1, regnes forældelsesfristerne fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Efter § 2, stk. 5, 1. pkt., regnes forældelses-fristen fra det aftalte forfaldstidspunkt, selv om fordringshaveren på grund af skyldnerens misligholdelse eller i medfør af en særlig opsigelsesadgang kunne kræve opfyldelse før et aftalt forfaldstidspunkt, hvis fordringshaveren ikke ud-nytter denne mulighed. Efter § 2, stk. 5, 2. pkt., regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, til hvilket opfyldelse herefter kan kræves, hvis fordringshaveren ud-nytter muligheden.
Lovens § 11 findes i kapitel 4 om særlige forældelsesfrister og tillægsfrister, og det følger af § 11, at forældelsesfristen over for kautionisten bestemmes efter de regler, der gælder for forældelse af fordringen mod hovedskyldneren, når en fordring er sikret ved kaution.
Af forarbejderne til forældelsesloven (lovforslag nr. 165 af 28. februar 2007) fremgår af de almindelige bemærkninger bl.a.:
”3.2. Forældelsesfristerne
3.2.1. Lovens hovedregel
Udvalget foreslår en ordning, hvorefter lovens hovedregel er en kort forældelsesfrist, som kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed, kombineret med en længere frist, som er »absolut«, dvs. som løber, selv om fordringshaveren er i undskyldelig uvidenhed om sit krav.
Konsekvensen af den gældende ordning, hvorefter den 20-årige frist ef-ter Danske Lov er hovedreglen, er, at en række fordringer bliver omfat-tet af den lange frist, uden at der foreligger en særlig begrundelse her-for. Ved at lade den korte frist være lovens hovedregel undgås denne efter udvalgets opfattelse uheldige konsekvens af den gældende ord-ning.
Samtidig er det udvalgets opfattelse, at der uden for de områder, hvor udvalget foreslår længere frister, jf. herom pkt. 3.2.2.1-3.2.2.1, næppe vil være tilfælde, hvor det i forhold til fordringshaveren vil være betænke-ligt med en kort frist, som suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet.
5
Lovens hovedregel vil således også være den praktiske hovedregel, og lovens regler bliver enklere og mere overskuelige, idet en lang opreg-ning af de typer af fordringer, der skal være omfattet af den korte frist, i så fald kan undværes.
Udvalget har desuden henvist til, at den korte frist også i bl.a. Norge, Finland og Tyskland er lovens hovedregel.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit 4.5.
Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er ud-formet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast, jf. nedenfor.
3.2.1.1. Forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt
Udvalget foreslår, at alle forældelsesfrister som udgangspunkt regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt. Dette tidspunkt benævnes normalt forfaldstids-punktet. For så vidt angår krav omfattet af 1908-loven er der på dette punkt tale om en videreførelse af den gældende retstilstand.
…
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforsla-get er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets § 2, stk. 1, og § 3, stk. 3, nr. 1 og 2, og be-mærkningerne hertil.
Udvalget forslår nogle uddybende regler om beregningen af forældel-sesfristerne i særlige situationer.
…
Udvalget finder, at det vil være urimeligt i forhold til kreditor, hvis forældelsesfristen i tilfælde, hvor kreditor på grund af misligholdelse kunne kræve opfyldelse før en aftalt forfaldsdag, skulle løbe allerede fra det tidspunkt, hvor betingelserne for at gøre misligholdelsesbeføjel-ser gældende er opfyldt, hvis kreditor ikke gør brug af denne beføjelse.
Heller ikke i tilfælde, hvor kreditor har forbeholdt sig en adgang til un-der visse omstændigheder at opsige gælden før en aftalt forfaldsdag, således som det er almindeligt i pengeinstitutternes lånedokumenter, vil det i relation til forældelsesfristens begyndelsestidspunkt være rig-tigt at lægge vægt på opsigelsesadgangen, medmindre denne gøres gældende. Debitor kan i disse tilfælde ikke have en forventning om, at fristen begynder at løbe, før ophævelses- eller opsigelsesadgangen er gjort gældende.
Udvalget finder på denne baggrund, at der bør indsættes en bestem-melse om, at fristen i disse tilfælde løber fra det aftalte forfaldstids-punkt, hvis fordringshaveren ikke udnytter muligheden for at kræve betaling før dette tidspunkt, og ellers fra det tidspunkt, til hvilket op-fyldelse herefter kan kræves. I så fald løber fristen først fra det tids-punkt, hvor fordringshaveren faktisk gør misligholdelsesbeføjelser gældende, dvs. typisk kræver restgælden indfriet.
6
Bestemmelsen vil bl.a. have betydning ved misligholdelse af betalings-forpligtelsen i henhold til et pantebrev og i relation til opsigelsesadgan-gen i pengeinstitutternes lånedokumenter.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit 5.2.2 og 5.3.5.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforsla-get er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets § 2, stk. 2-5, og bemærkningerne hertil.
…
3.2.1.2. Den korte forældelsesfrists længde
Udvalget foreslår, at den almindelige forældelsesfrist – lovens hovedre-gel – fastsættes til 3 år fra forfaldstidspunktet. Udvalget lægger vægt på, at der ligesom efter 1908-loven bør være tale om en frist, som sus-penderes i tilfælde af, at fordringshaveren hverken kendte eller burde have kendt sit krav.
…
Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit 2.1.6
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforsla-get er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets § 3, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
…
3.2.1.4. Den lange forældelsesfrists længde
For at tilgodese hensynet til skyldneren finder udvalget, at den korte frist, der kan suspenderes, ligesom efter gældende ret bør suppleres med en længere absolut frist.
…
Udvalget foreslår, at den absolutte frist som udgangspunkt fastsættes til 10 år. …
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforsla-get er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.
…
3.2.2. Undtagelser til hovedreglen om fristernes længde og begyndelses-tidspunkt
Der foreslås indført regler om særlige forældelsesfrister og tillægsfrister for en række typer af fordringer.
…
3.2.2.4. Fordringer med særligt retsgrundlag
Udvalget foreslår, at forældelsesfristen for krav, der hviler på et særligt retsgrundlag, forkortes fra de nuværende 20 år til 10 år samtidig med, at begyndelsestidspunktet ændres (dvs. udskydes) fra stiftelsestids-punktet til forfaldstidspunktet.
7
Udvalget har ved fastlæggelsen af forældelsesfristens længde lagt vægt på, at der er tale om fordringer, hvis eksistens og størrelse er klart be-vissikret, og at den korte forældelsesfrist derfor - ligesom i dag - ikke bør finde anvendelse. En absolut frist på 10 år vil imidlertid efter ud-valgets opfattelse indebære, at hensynet til kreditor er tilstrækkelig til-godeset.
Baggrunden for forslaget om at ændre begyndelsestidspunktet er navn-lig, at den gældende ordning for så vidt angår gældsbreve kan have den uhensigtsmæssige konsekvens, at kravet kan være forældet, inden det er forfaldet. Herudover vil ændringen medføre, at der gælder samme begyndelsestidspunkt som ved andre fordringer.
…
3.2.2.9. Kaution og regreskrav
Et flertal i udvalget (seks medlemmer) finder, at forældelsesfristen for en kreditors krav mod en kautionist på samme måde som efter gældende ret bør forældes efter de regler, der gælder for forældelse af kravet mod hovedskyldneren.
Det vil indebære, at hvis kravet mod hovedskyldneren eksempelvis alene er undergivet en frist på 10 år, vil også kravet mod kautionisten være undergivet en frist på 10 år.
At kravet mod kautionisten forældes efter de regler, der gælder for ho-vedkravet, indebærer, at fristen skal regnes fra kautionskravets forfald-stidspunkt, uanset om hovedkravet er undergivet en 3-årig eller 10-årig forældelsesfrist, jf. lovforslagets § 2, stk. 1. Ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedmandens misligholdelse over for kreditor, skal fristen således regnes fra mislig-holdelsestidspunktet. Ved simpel kaution og tabskaution, hvor kautio-nistens forpligtelse først indtræder, når det er godtgjort, at hovedman-den ikke kan betale, skal fristen regnes fra dette tidspunkt. Dette svarer til, hvad der gælder i dag, når hovedkravet er omfattet af 1908-loven.
Et mindretal (fem medlemmer) foreslår, at kautionskrav uanset foræl-delsesfristen for den kautionssikrede fordring undergives en forældel-sesfrist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet.
Efter disse medlemmers opfattelse er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at fravige de foreslåede generelle forældelsesregler for så vidt angår krav mod kautionister. En frist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet for kautionskravet - det vil ved selvskyldnerkaution sige misligholdelses-tidspunktet og ved simpel kaution det tidspunkt, hvor det konstateres, at hovedskyldneren ikke kan betale - må anses for på tilstrækkelig må-de at tilgodese hensynet til kreditor, og det gælder, uanset om kravet mod hovedmanden er undergivet en længere frist.
Begyndelsestidspunktet efter de to forslag er det samme, og forskellen består således alene i fristens længde.
I forbindelse med høringen over et udkast til lovforslaget har bl.a. Fi-nansrådet og Realkreditrådet anført, at mindretallets forslag må frygtes
8
at ville medføre, at kreditorerne generelt vil blive mere tilbøjelige til at søge fordringer inddrevet hos kautionisterne og/eller at kræve egentlig medhæftelse som følge af, at kravet mod kautionisten oftere vil blive forældet før kravet mod hovedskyldneren. En sådan virkning er ikke tilsigtet, og på denne baggrund er lovforslaget udformet i overens-stemmelse med flertallets forslag.
Der henvises til lovforslagets § 11 og bemærkningerne hertil.
…”
Af de særlige bemærkninger fremgår bl.a.:
”Til § 2
Bestemmelsen indeholder regler om fastlæggelse af forældelsesfrister-nes begyndelsestidspunkt.
Efter forslaget vil bestemmelsen gælde i relation til alle lovens frister og tillægsfrister, medmindre andet følger af andre bestemmelser i loven. Forslaget indebærer, at der – i modsætning til, hvad der følger af gæl-dende ret – som udgangspunkt vil gælde samme begyndelsestidspunkt for den korte forældelsesfrist og den absolutte frist i tilknytning hertil.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.1 i lovforslagets almindelige bestem-melser.
Til stk. 1
Det foreslås i stk. 1, at forældelsesfristerne, medmindre andet følger af andre bestemmelser, regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket for-dringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.
Dette svarer til, hvad der følger af gældende ret i relation til den korte forældelsesfrist, jf. 1908-lovens § 2, 1. pkt., mens der i relation til den lange, absolutte frist efter Danske Lov 5-14-4 er tale om en ændring fra stiftelsestidspunktet til forfaldstidspunktet.
Medmindre andet følger af den enkelte bestemmelse, vil reglen også gælde i relation til lovens særlige forældelsesfrister, eksempelvis fristen på 10 år for fordringer, der hviler på et særligt retsgrundlag (§ 5), og fristen på 10 år for fordringer i henhold til pengelån eller ubevilgede overtræk på konti i pengeinstitutter (§ 6).
»Det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt« betegnes sædvanligvis forfaldstidspunktet. I tilfæl-de, hvor ydelsespligten forudsætter påkrav eller opsigelse fra kreditors side, løber fristen fra det tidligste tidspunkt, til hvilket ydelsespligten kunne aktualiseres, ikke først fra det tidspunkt, hvor skyldneren - efter påkrav eller opsigelse - har pligt til at erlægge ydelsen (handlingstids-punktet). Skal ydelsen erlægges straks efter påkrav, regnes fristen såle-des fra det tidligst mulige tidspunkt for påkravets fremsættelse. Er der indrømmet skyldneren en opsigelsesfrist, regnes forældelsesfristen ikke fra det tidligste tidspunkt, på hvilket opsigelse kunne afgives, men fra
9
det tidligste tidspunkt, til hvilket opsigelse kunne ske. På dette punkt er der foretaget en sproglig præcisering i forhold til 1908-lovens § 2, 1. pkt.
Der er ikke tilsigtet en ændring af den praksis, der foreligger i henhold til 1908-loven med hensyn til fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet.
…
I relation til den absolutte forældelsesfrist indebærer forslaget som nævnt som udgangspunkt en ændring fra stiftelsestidspunktet til forfaldstids-punktet, jf. § 3, stk. 3, nr. 3. Det er ved erstatningskrav i kontraktforhold ensbetydende med en ændring fra aftaletidspunktet til misligholdelses-tidspunktet.
Efter forslaget gælder bestemmelsen kun i det omfang, andet ikke føl-ger af andre bestemmelser i loven. Som eksempel på bestemmelser med et andet begyndelsestidspunkt kan - ud over § 3, stk. 3, nr. 1 og 2, jf. ovenfor - nævnes fristen på 20 år for indlån i pengeinstitutter mv., der efter § 7 regnes fra den seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller postering i øvrigt på kontoen. Også blandt de øvrige regler om særlige forældelsesfrister og tillægsfrister findes regler, der fastsætter et andet begyndelsestidspunkt, jf. f.eks. §§ 8-10.
…
Til stk. 5
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1. pkt., indeholder en undtagelse fra stk. 1. I tilfælde, hvor fordringshaveren på grund af skyldnerens mis-ligholdelse eller en særlig opsigelsesadgang kunne kræve opfyldelse før et aftalt forfaldstidspunkt, men hvor fordringshaveren ikke udnytter denne mulighed, skal forældelsesfristen - i modsætning til, hvad der ville følge af § 2, stk. 1 - først begynde at løbe på det aftalte forfaldstids-punkt.
Bestemmelsen vil således have betydning i tilfælde, hvor en bestemt forfaldsdag er aftalt, men hvor der foreligger omstændigheder, som gør, at kreditor kunne kræve opfyldelse på et tidligere tidspunkt.
Som eksempel kan nævnes det tilfælde, at en betalingsforpligtelse i henhold til et pantebrev er misligholdt, men hvor kreditor vælger ikke at gøre brug af sin beføjelse til at forlange hele restgælden indfriet. Et andet eksempel er det tilfælde, at kreditor efter aftalen - således som det er almindeligt i pengeinstitutternes lånedokumenter - har mulighed for under visse omstændigheder at opsige gælden, men ikke udnytter den-ne opsigelsesadgang.
Reglen vil som nævnt indebære en undtagelse fra § 2, stk. 1. Bestem-melsen i § 2, stk. 3, berøres ikke af § 2, stk. 5, da stk. 3 angår fordringer, som opstår ved misligholdelse, f.eks. mangelskrav.
Det bemærkes, at en lignende undtagelse fra hovedreglen i § 2, stk. 1, uden udtrykkelig bestemmelse herom kan tænkes i visse andre tilfælde, f.eks. i en erstatningssag, hvor der kunne kræves acontobetaling for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste, men hvor dette ikke sker, fordi kreditor afventer opgørelse af det endelige krav. Der kan således ikke
10
drages den modsætningsslutning fra den foreslåede § 2, stk. 5, at en lig-nende undtagelse er udelukket i andre tilfælde.
Hvis fordringshaveren udnytter muligheden for at kræve betaling før det aftalte forfaldstidspunkt, skal fristen efter stk. 5, 2. pkt., regnes fra det tidspunkt, til hvilket opfyldelse herefter kan kræves. Dette ville uden særlig bestemmelse herom følge allerede af hovedreglen i § 2, stk. 1, men det foreslås at medtage en udtrykkelig regel herom.
…
Til § 11
Det foreslås, at forældelsesfristen for kreditors krav mod en kautionist ligesom efter gældende ret forældes efter de regler, der gælder for for-ældelse af kravet mod hovedskyldneren.
Forslaget indebærer, at hvis kravet mod hovedskyldneren er undergi-vet en frist på 10 år, vil også kravet mod kautionisten være undergivet en frist på 10 år.
At kravet mod kautionisten forældes efter de regler, der gælder for ho-vedkravet, er desuden ensbetydende med, at fristen - uanset om ho-vedkravet er undergivet en 3-årig eller 10-årig forældelsesfrist - skal regnes fra kautionskravets forfaldstidspunkt.
Ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedmandens misligholdelse over for kreditor, skal fristen således regnes fra misligholdelsestidspunktet. Ved simpel kaution og tabskaution, hvor kautionistens forpligtelse først indtræder, når det er godtgjort, at hovedmanden ikke kan betale, skal fristen regnes fra dette tidspunkt. Dette svarer til, hvad der gælder i dag, når kravet er omfattet af 1908-loven.
Bestemmelsen regulerer ikke spørgsmålet om betydningen af, at kravet mod hovedmanden forældes. På samme måde som efter gældende ret vil forældelse af kreditors krav mod hovedmanden indebære, at kau-tionsforpligtelsen bortfalder, medmindre der er indgået en gyldig aftale mellem parterne om, at kautionisten hæfter til trods for, at kravet mod hovedmanden forældes.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.9 i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.
…”
Af betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, der ligger til grund for forældelsesloven, fremgår af side 257-260 bl.a.:
”7. Kaution, andre solidariske skyldforhold og regreskrav
7.1. Gældende ret
7.1.1. Kreditors krav mod en kautionist
…
11
7.1.1.2. Forældelse af kravet mod kautionisten
Efter gældende ret forældes krav mod kautionister efter 1908-lovens regler, hvis der er tale om kaution for et krav, der er omfattet af denne lov, jf. 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 3, og i øvrigt efter Danske Lov 5-14-4.
Hvis hovedmandens skyld er omfattet af 1908-loven, forældes kreditors krav mod kautionisten således ligeledes efter denne lov. Kreditors krav mod hovedmanden er imidlertid i langt de fleste tilfælde ikke omfattet af 1908-loven, da kaution først og fremmest etableres som sikkerhed for tilbagebetaling af pengelån, der ikke er omfattet af 1908-loven.
Kautionsforpligtelsen og hovedmandens forpligtelse forældes hver for sig, hvilket er ensbetydende med, at forældelse kan indtræde på for-skellige tidspunkter. Det forhold, at forældelsesfristen for hovedkravet afbrydes, medfører ikke, at forældelsesfristen for kravet mod kautioni-sten ligeledes afbrydes, jf. Godsk Pedersen, Kaution, 6. udg. (2002) s. 59.
…
7.1.1.3. Virkningen af, at kravet mod hovedskyldneren forældes
Hvis kreditors fordring mod hovedmanden forældes, antages det, at kautionsforpligtelsen bortfalder, jf. Godsk Pedersen s. 55, Person 2, Forældelse I (2003) s. 213, og Person 3, 1908-loven med kommenta-rer (1999) s. 166.
Der kan imidlertid være indgået en aftale mellem parterne om, at kau-tionisten hæfter til trods for, at kreditors krav mod hovedmanden for-ældes. Er der tale om, at aftalen herom hviler på standardvilkår, der ik-ke har været særligt forhandlet, vil aftalen dog – alt efter de nærmere omstændigheder - ofte anses for uforbindende for debitor, jf. Godsk Pedersen s. 55.
…
7.5. Udvalgets overvejelser
7.5.1. Forældelse af kreditors krav mod kautionisten
Der er ikke enighed blandt udvalgets medlemmer vedrørende spørgs-målet om forældelse af krav mod kautionister, jf. nedenfor, hvor der re-degøres for to forskellige forslag. ...
6 medlemmer af udvalget foreslår følgende:
6 medlemmer af udvalget - Person 4 (Håndværksrådet), Person 5 (HTS), Person 3 (Advokatrådet), Person 6 (Finansrådet), Person 7 (Dansk Industri) og Person 8 (Re-alkreditrådet) - finder, at forældelsesfristen for kreditors krav mod kau-tionisten på samme måde som efter gældende ret bør forældes efter de regler, der gælder for forældelse af kravet mod hovedskyldneren.
12
Forslaget indebærer, at hvis kravet mod hovedskyldneren – således som det ofte vil være tilfældet - er undergivet en frist på 10 år, fordi der er tale om et pengelån, jf. lovudkastets § 5, vil også kravet mod kautio-nisten være undergivet en frist på 10 år.
At kravet mod kautionisten forældes efter de regler, der gælder for ho-vedkravet, er desuden ensbetydende med, at fristen – uanset om ho-vedkravet er undergivet en 3-årig eller 10-årig forældelsesfrist - skal regnes fra kautionskravets forfaldstidspunkt, jf. lovudkastets § 2, stk. 1. Ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedmandens misligholdelse over for kreditor, skal fristen således regnes fra misligholdelsestidspunktet. Ved simpel kaution og tabskaution, hvor kautionistens forpligtelse først indtræder, når det er godtgjort, at hovedmanden ikke kan betale, skal fristen regnes fra dette tidspunkt. Dette svarer til, hvad der gælder i dag, når kravet er omfattet af 1908-loven.
Efter disse medlemmers opfattelse synes det mest naturligt, at kautions-forpligtelsen også i forældelsesmæssig henseende knyttes til det enga-gement, der hæftes for. Som fremhævet i 1957-betænkningen forekom-mer det ikke urimeligt at anvende den lange 10 års frist i forhold til kautionister, der på grundlag af en underskreven kautionserklæring vil være klar over forpligtelsen. Disse medlemmer mener også, at udtalel-sen i 1957-betænkningen om, at det, der har interesse for kautionisterne, mere er underretning om, at misligholdelse har fundet sted, end en kort forældelse, fortsat er gældende. ...
Efter disse medlemmers opfattelse gælder det almindelige hensyn om en kort forældelsesfrist ikke i relation til kautionister. En kautionsfor-pligtelse går netop ud på at skabe større sikkerhed for kreditor, og det er derfor ikke i god overensstemmelse med formålet med kaution, hvis kautionisten gennem en kort forældelsesregel skulle kunne undgå hæf-telsen. En kort forældelse i relation til kautionister vil få den konse-kvens, at kreditor nødsages til meget hurtigere end ellers at søge sit krav inddækket hos kautionisten, hvor man ellers havde mulighed for at tage tiden til hjælp til at få hovedmanden til at betale. Ved selvskyld-nerkaution for lån vil forslaget fra de øvrige medlemmer medføre, at kreditor nødsages til at indlede retslige skridt mod kautionisten inden for 3 år efter hovedmandens misligholdelse, selv om forældelse over for hovedmanden først indtræder efter 10 år. Med de øvrige medlemmers forslag vil kreditor få forøget incitament til at gå efter kautionisten, in-den kreditor har konstateret, om der kan opnås dækning hos hoved-manden. En sådan ordning vil ikke være rimelig, og den vil i øvrigt ik-ke være i kautionistens interesse. Efter de nævnte 6 medlemmers opfat-telse er der ikke nogen grund til at fravige udgangspunktet om, at kau-tionistens hæftelse er subsidiær, og kautionistens hæftelse bør derfor bestå i lige så lang tid som hovedmandens.
Hvis forslaget fra de øvrige medlemmer gennemføres, vil det i øvrigt meget vel kunne føre til, at banker, realkreditselskaber og andre profes-sionelle långivere vil stille krav om, at kautionisterne i stedet for kau-tion indtræder som debitor, hvilket heller ikke synes at rumme nogen fordel.
13
De øvrige 5 medlemmer fremhæver, at den korte frist efter forslagets § 2, stk. 1, regnes fra det tidspunkt, hvor kravet gøres gældende over for hovedmanden, hvorimod begyndelsestidspunktet for den gældende 20-årige forældelse begynder at løbe allerede fra kautionsforpligtelsens indgåelse, og at dette gør anvendelsen af en kort forældelsesregel over for kautionister mindre betænkelig. Hertil bemærkes, at betydningen af forældelsesfristerne ikke kan bedømmes uden samtidig at se på, hvor-ledes forældelsen kan afbrydes. Efter de nugældende regler kan den 20-årige frist afbrydes gennem en påmindelse, men efter udvalget forslag skal afbrydelse fremover som udgangspunkt ske gennem retsskridt. Det forhold, at fristen efter de nugældende regler (i praksis for disse til-fælde den 20-årige frist) begynder at løbe fra stiftelsen, er derfor ikke så tyngende, når forældelsen kan afbrydes forholdsvis let.
5 medlemmer af udvalget foreslår følgende:
5 medlemmer af udvalget - Person 9, Person 2, Person 10 (Forbrugerrådet), Person 11 (Dommerforeningen) og Person 12 (Justitsministeriet) – finder, at kautionskrav uanset forældelsesfri-sten for den sikrede fordring bør være undergivet de almindelige reg-ler, dvs. en forældelsesfrist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet, jf. lo-vudkastets § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1. Begyndelsestidspunktet efter de to forslag er det samme, og forskellen består således alene i fristens læng-de.
Efter disse medlemmers opfattelse er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at indføre en særregel for krav mod kautionister. En frist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet for kautionskravet – det vil ved selv-skyldnerkaution sige misligholdelsestidspunktet og ved simpel kaution det tidspunkt, hvor det konstateres, at hovedmanden ikke kan betale – må anses for på tilstrækkelig måde at tilgodese hensynet til kreditor, og det gælder, uanset om kravet mod hovedmanden er undergivet en frist på 3 år eller 10 år. Den omstændighed, at kravet mod hovedmanden er undergivet en 10 års frist, kan efter disse medlemmers opfattelse ikke i sig selv begrunde, at kreditors krav mod kautionisten skal være omfat-tet af samme frist. Forældelsesfristen vil løbe fra forfaldstidspunktet for kautionskravet og ikke som (normalt) efter gældende ret fra kautionsaf-talens indgåelse. Der er derfor ikke samme begrundelse som efter gæl-dende ret for at operere med en særlig lang forældelsesfrist for krav mod kautionister.
Efter disse medlemmers opfattelse består der samtidig et væsentligt hensyn til kautionisten, som taler for, at forældelsesfristen ikke bør[e] være længere end 3 år. I modsat fald vil der fortsat kunne opstå sager, hvor kravet mod kautionisten først forældes efter mange år (10 år fra misligholdelsestidspunktet ved selvskyldnerkaution og ved simpel kaution 10 år fra det tidspunkt, hvor det konstateres, at hovedmanden ikke kan betale). Det gælder uanset de nye regler i lov om finansiel virksomhed, idet forældelsesreglerne får betydning i tilfælde, hvor kra-vet er gjort gældende inden for fristerne i § 48, stk. 6, og i tilfælde, der falder uden for denne bestemmelse.
14
De forhold, som i almindelighed taler for en relativ kort frist, gør sig ef-ter disse medlemmers opfattelse også gældende i forhold til kautioni-ster. Det forekommer således regelmæssigt, at kautionister har indsigel-ser mod gyldigheden eller omfanget af kautionsforpligtelsen, og det er hensigtsmæssigt, at sådanne indsigelser kan blive efterprøvet inden alt for lang tid.
En frist på 3 år indebærer ikke, at fordringshaveren i alle tilfælde skal anlægge retssag mod kautionisten inden for denne frist. Fristen afbry-des, hvis kautionisten erkender sin forpligtelse, og det må antages, at kautionisten i almindelighed – i egen interesse – vil være villig hertil, hvis han ikke har indsigelser.
Det følger af lovudkastets § 3, stk. 1, at den 3-årige forældelsesfrist gæl-der, medmindre andet er bestemt. De nævnte 5 medlemmer af udvalget finder imidlertid, at der alligevel bør medtages en udtrykkelig regel om, at krav mod kautionister i alle tilfælde forældes på 3 år.
7.5.2. Betydningen af, at kreditors krav mod en medskyldner forældes
Det antages i gældende ret, at kreditors krav mod en kautionist ophø-rer, hvis kreditors fordring mod hovedmanden forældes, jf. afsnit 7.1.1.3 ovenfor. Der kan dog være indgået en aftale mellem parterne om, at kautionisten hæfter til trods for, at kreditors krav mod hoved-manden forældes.
…
Der er efter udvalgets opfattelse ikke behov for ændringer af gældende ret på disse punkter. Udvalget finder endvidere ikke, at disse spørgs-mål bør reguleres i forældelsesloven. …”
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten, idet Appellant, tidligere Sagsøgte dog har frafaldet anbringendet om, at kravet er udokumenteret.
Appellant, tidligere Sagsøgte har yderligere anført, at kravet er bortfaldet ved passivitet, og DLR Kredit A/S har ikke afgivet den i dagældende bekendt-gørelse nr. 965 af 30. september 2009 § 22 påkrævede meddelelse.
DLR Kredit A/S har heroverfor anført, at Appellants, tidligere Sagsøgte anbringende om passivitet skal afvises, jf. retsplejelovens § 383, stk. 3. Subsi-diært har DLR Kredit A/S løbende gjort kautionskravet gældende i tiden efter videresalget af ejendommen og ikke givet Appellant, tidligere Sagsøgte en berettiget anledning til at antage, at DLR Kredit A/S skulle have opgivet kravet. Da der er tale om kaution i erhvervsforhold, finder bekendtgørelsen nr. 965 af 30. september 2009 ikke anvendelse i sagen. En eventuel manglende overhol-delse af bekendtgørelsens § 22 ses i øvrigt ikke at kunne medføre, at kautionen ikke kan gøres gældende, eller at DLR Kredit A/S har fortabt sit krav.
15
Landsrettens begrundelse og resultat
Sagen drejer sig om, hvorvidt DLR Kredit A/S kan gøre et krav gældende mod Appellant, tidligere Sagsøgte i medfør af en aftale om selvskyldnerkaution for en gæld, der var sikret ved et pantebrev med pant i fast ejendom.
Efter sagens forløb finder landsretten, at DLR Kredit A/S har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser over for Appellants, tidligere Sagsøgte anbringende om passivitet. Der er derfor ikke grundlag for at afvise an-bringendet herom.
Efter bevisførelsen finder landsretten, at DLR Kredit A/S ikke har givet Appellant, tidligere Sagsøgte særlig grund til at tro, at kravet var opgivet, og kra-vet er derfor ikke bortfaldet som følge af passivitet.
Landsretten finder heller ikke, at kravet er omfattet af den dagældende be-kendtgørelse nr. 965 af 30. september 2009, da selvskyldnerkautionsaftalen er indgået som led i erhvervsudøvelse. Af samme grund finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte selvskyldnerkautionserklæringen som ugyldig i medfør af aftalelovens § 31, § 33 eller § 36.
Spørgsmålet er herefter, om kautionskravet er forældet.
Der er enighed mellem parterne om, at forældelsesfristen for kautionskravet er 10 år.
Efter forældelseslovens § 2 regnes forældelsesfristens begyndelsestidspunkt for både hovedkravet og kautionskravet som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til hvilken fordringshaveren kunne kræve fordringen opfyldt.
Som sagen er forelagt, lægger landsretten til grund, at hovedskyldneren misligholdt lånet, da terminen med forfaldsdato 1. marts 2009 ikke blev betalt, og der er enighed mellem parterne om, at kautionskravet er forældet, hvis forældelsesfristens begyndelsestidspunkt skal regnes fra den 1. marts 2009, da sagen er anlagt den 20. maj 2020.
Kreditor opsagde imidlertid ikke på daværende tidspunkt i medfør af punkt 9, litra a, i pantebrevsformular B, restgælden til fuld og endelig indfrielse over for hovedskyldneren, hvilket udskød forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i hovedforholdet efter forældelseslovens § 2, stk. 5.
Spørgsmålet er herefter, om forældelseslovens § 2, stk. 5, også fører til, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt for kravet mod
selvskyldnerkautionisten i tilfælde af hovedskyldnerens misligholdelse
16
udskydes, når fordringshaveren over for hovedskyldneren ikke udnytter muligheden for at kræve opfyldelse i hovedforholdet.
To dommere (Alex Puggaard og Marc Walther Hansen) udtaler:
Retsforholdet mellem kreditor og hovedskyldner i denne sag er reguleret i det udstedte pantebrev af 25. juli 2008 med DLR Kredit A/S som kreditor og Virksomhed ApS 1 som debitor, mens retsforholdet mellem DLR Kredit A/S som kreditor og Appellant, tidligere Sagsøgte som selvskyldnerkautionist er reguleret i selvskyldnerkautionserklæringen underskrevet den 9. august 2008.
Som anført ovenfor fører bestemmelsen i forældelseslovens § 2, stk. 5, til, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i hovedforholdet blev udskudt ved hovedskyldnerens misligholdelse af betalingsforpligtelsen i henhold til pantebrevet, idet kreditor valgte ikke at udnytte muligheden for opfyldelse før det aftalte forfaldstidspunkt. Vi finder, at det må bero på en fortolkning af kautionsaftalen, om § 2, stk. 5, ligeledes kan finde anvendelse over for kautionisten, og om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt også i kautionsforholdet herved må anses for udskudt.
Det følger af forældelseslovens § 11, at forældelsesfristen over for kautionisten bestemmes efter de regler, der gælder for forældelse af fordringen mod hovedskyldneren. Som anført i forarbejderne indebærer dette, at forældelsesfristen i kautionsforholdet skal regnes fra kautionskravets for-faldstidspunkt, jf. § 2, stk. 1, der ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedmandens misligholdelse over for kreditor, skal regnes fra misligholdelsestidspunktet.
Selvom § 2, stk. 5, finder anvendelse på hovedkravet, indebærer dette ikke nødvendigvis, at § 2, stk. 5, finder anvendelse på kautionskravet, da kravet mod henholdsvis hovedskyldneren og kautionisten ikke hviler på samme aftalegrundlag, cf. Østre Landsrets dom af 5. januar 2022 (sag BS-24877/2021). Da den foreliggende kautionsaftale ikke indeholder bestemmelser, der fraviger udgangspunktet, jf. § 2, stk. 1, kan § 2, stk. 5, ikke finde anvendelse i kautionsforholdet.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at hovedkravet henholdsvis kautionskravet dermed forældes på forskellige tidspunkter. Vi bemærker herved, at det er forudsat i forarbejderne til den nugældende forældelseslov, at hovedskyldnerens forpligtelse og kautionsforpligtelsen forældes hver for sig, og at dette – som hidtil – er ensbetydende med, at forældelse kan indtræde på forskellige tidspunkter. Dette kan bl.a. være i tilfælde af, at kreditors fordring mod hovedskyldneren forældes, og hvor der er indgået en aftale mellem
17
kreditor og kautionisten om, at kautionisten hæfter til trods for, at kreditors krav mod hovedskyldneren forældes.
På denne baggrund finder vi, at kautionskravet er forældet, hvorfor vi stemmer for at tage Appellants, tidligere Sagsøgte frifindelsespåstand til følge.
En dommer (Karen Hald) udtaler:
Efter forældelseslovens § 11 bestemmes forældelsesfristen, når en fordring er sikret ved kaution, over for kautionisten efter de regler, der gælder for forældelse af fordringen mod hovedskyldneren.
Jeg finder, at der ikke i forarbejderne til forældelsesloven er tilstrækkeligt klare holdepunkter for, at der på trods af ordlyden af § 11 skulle gælde en anden ordning for begyndelsestidspunktet for forældelsen, når det drejer sig om en selvskyldnerkautionist end for en hovedskyldner. Jeg lægger herved navnlig vægt på, at der ikke i forarbejderne udtrykkeligt er taget afstand fra det begyndelsestidspunkt for beregning af forældelsesfristen, der i medfør af § 2, stk. 5, ubestridt gælder for hovedskyldneren. Selvom hovedskyldnerens og kautionistens forhold således skal bedømmes efter dels pantebrevet, dels selvskyldnerkautionserklæringen, finder jeg på grundlag heraf, at forældelseslovens § 2, stk. 5, også finder anvendelse for forældelse af selvskyldnerkautionen.
Da hovedskyldneren misligholdt terminsydelsen for marts 2009, valgte DLR Kredit A/S ikke at opsige restgælden og kræve den indfriet. På den baggrund tiltræder jeg, at forældelsesfristen for DLR Kredit A/S’ krav mod selvskyldnerkautionisten først begyndte at løbe, da der var meddelt hammerslag over den pantsatte ejendom, idet den udækkede gæld herefter var forfalden til betaling.
Der afsiges dom efter stemmeflertallet, således at Appellant, tidligere Sagsøgte frifindes.
Efter sagens udfald skal DLR Kredit A/S i sagsomkostninger for begge retter betale 257.000 kr. til Appellant, tidligere Sagsøgte. 220.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms og 37.000 kr. til retsafgift. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb, herunder hovedforhandlingens varighed.
THI KENDES FOR RET:
18
Appellant, tidligere Sagsøgte frifindes.
I sagsomkostninger for begge retter skal DLR Kredit A/S inden 14 dage betale 257.000 kr. til Appellant, tidligere Sagsøgte. Beløbet forrentes efter rente-lovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 17-08-2023 kl. 10:00
Modtagere: Advokat (L) Christian H. Schjerning, Appellant, tidligere Sagsøgte, Indstævnte DLR Kredit A/S, Advokat (H) Michael Thiesen