Gå til indhold
Tilbage til søgning

Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse i sag om, at nationalt indhentede teleoplysninger og udvidede teleoplysninger ikke tillades anvendt som bevis i sag om drab og drabsforsøg

HøjesteretStraffesag3. instans4. oktober 2023
Sagsnr.: 2735/23Retssagsnr.: SS-56/2022-HJR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Straffesag
Ret
Højesteret
Rettens sagsnummer
SS-56/2022-HJR
Sagstype
Nævningesag
Instans
3. instans
Domsdatabasens sagsnummer
2735/23
Sagsdeltagere
PartAnklagemyndigheden; Rettens personaleJulie Arnth Jørgensen; Rettens personaleRikke Foersom; Rettens personaleJan Schans Christensen; PartsrepræsentantChristian Bjerrehuus; Rettens personaleOle Hasselgaard; Rettens personaleJens Peter Christensen

Kendelse

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt onsdag den 4. oktober 2023  

Sag 56/2022  

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

(advokat Christian Bjerrehuus, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Holbæk den 19. april 2022 (60-1715/2021) og af Østre Landsrets 11. afdeling den 26. april 2022 (S-1089-22).   

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Jan Schans Christensen, Ole Hasselgaard, Rikke Foersom og Julie Arnth Jørgensen.   

Påstande

Tiltalte har nedlagt påstand om, at lokaliseringsdata fra den krypte-rede kommunikationstjeneste SKY ECC indhentet fra de hollandske myndigheder ikke tilla-des som bevis i sagen.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Sagsfremstilling

Straffesagen

Den 23. marts 2022 blev der ved Retten i Holbæk indledt hovedforhandling i en nævningesag mod i alt seks tiltalte, herunder Tiltalte, om bl.a. drab og drabsforsøg den 17. november 2020.

- 2 -

Den 7. april 2022 nedlagde forsvarerne påstand om, at materiale indhentet fra den krypterede kommunikationsplatform SKY ECC ikke skal tillades anvendt som bevis i sagen. I kendelse af 19. april 2022 bestemte byretten, at påstanden ikke skulle tages til følge. Byrettens begrun-delse lyder:   

”Sådan som sagen f oreligger oplyst, kan retten ikke lægge til grund, at den del af det omhandlede SKY-materiale, der efter det oplyste er tilvejebragt af de hollandske myndigheder (lokaliseringsdata), er indsamlet eller behandlet som følge af en lov-givningsmæssig foranstaltning, der foreskriver generel og udifferentieret lagring af trafik- og lokaliseringsdata. På den baggrund er der ikke grundlag for at fastslå, at indsamlingen af de omhandlede data er ulovlig som følge af EU-Domstolens dom af 5. april 2022 (sag C-140/20). Retten lægger til grund, at det hollandske SKY-mate-riale i øvrigt er indsamlet af myndighederne i Holland i overensstemmelse med hol-landsk lovgivning.

Efter de foreliggende oplysninger lægger retten til grund, at det øvrige SKY-materiale er indsamlet af myndighederne i Frankrig i overensstemmelse med fransk lovgivning og med de fornødne retskendelser.   

Det lægges videre til grund, at de omhandlede data på baggrund af retsanmodninger fra de danske myndigheder til udenlandske myndigheder efterfølgende er udleveret til brug for politiets efterforskning og bevis i straffesager i en række tilfælde, herun-der i nærværende sag. Det kan ikke lægges til grund, at indsamlingen af de omhand-lede data er sket på foranledning af de danske myndigheder.

Under sådanne omstændigheder er der, uanset om de udenlandske myndigheders ind-samling af de omhandlede data er sket på en måde, der opfylder betingelserne efter dansk ret for at foretage sådanne indgreb, som også anført i Østre Landsrets kendel-ser af 31. januar (22. afd. nr. S-3424-21) og 10. februar 2022 (24. afd. nr. S-123-22), ikke grundlag for at træffe bestemmelse om, at de omhandlede data ikke skal tillades anvendt.

Det, der i øvrigt er anført af forsvarerne, kan ikke føre til en anden vurdering.

Det bemærkes, at retten ikke herved har taget stilling til den bevismæssige vægt af det omha ndlede materiale.”

Tiltalte kærede kendelsen til Østre Landsret og nedlagde påstand om, at byrettens kendelse skulle ændres således, at beviser vedrørende materiale indhentet i Hol-land (”ID-nr.” , jf. sagens bilag W-1-13-0-0, side 2), ikke tillades anvendt. Østre Landsret stadfæstede ved afgørelse af 26. april 2022 byrettens kendelse i henhold til grunde-ne.

- 3 -

Retten i Holbæk afsagde den 20. juni 2022 dom i straffesagen. Ved dommen blev fem af de tiltalte, herunder Tiltalte, straffet med fængsel på livstid. Tiltalte blev endvidere udvist af Danmark for bestandig. Én af de tiltalte blev frifundet. Dommen er efter det oplyste anket både af de tiltalte og af anklagemyndigheden.   

Retsanmodning til de hollandske myndigheder  

Den 8. september 2021 sendte Midt- og Vestsjællands Politi anmodning om international retshjælp til myndighederne i Holland i medfør af Den Europæiske Konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (Retshjælpskonventionen) og Konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union (EU-retshjælpskonventionen). Politiet redegjorde for efterforskningen af drabene og drabsfor-søget og henviste til oplysninger fra Europol om, at organiserede grupperinger, der begår al-vorlig kriminalitet på dansk territorium, benyttede sig af krypterede enheder fra SKY ECC i forbindelse med planlægning af bl.a. drab. Politiet anmodede på denne baggrund om at mod-tage bl.a. lokaliseringsdata vedrørende 12 specifikke SKY ECC-konti samt tilladelse til at anvende oplysningerne som bevis i straffesager, der måtte blive anlagt mod de mistænkte.  

Den 15. november 2021 oplyste de hollandske myndigheder (Landelijk IRC), at ”geo -location data” fra de anførte SKY ECC-konti ville blive overført via Europol, og at de danske myndig-heder havde tilladelse til at anvende oplysningerne i straffesager.   

SKY ECC

Der er i straffesagen fremlagt en række oplysninger om SKY ECC, herunder en rapport af 7. februar 2022 udarbejdet af National Enhed for Særlig Kriminalitet, som nærmere beskriver databehandlingen af SKY ECC-materialet forud for fremlæggelsen af materialet som bevis i sagen. Herudover er der fremlagt en ”varedeklaration” af 20. juni 2022, der ikke forelå på tidspunktet for byrettens behandling af sagen. Varedeklarationen er udarbejdet af Rigspolitiet og har til formål at beskrive eventuelle fejl og usikkerheder ved anvendelse af krypteret data sikret fra SKY ECC som bevis i straffesager. Af varedeklarationen fremgår bl.a., at politi-myndigheder fra Holland, Belgien og Frankrig i 2016 indledte en fælles efterforskning mod det canadiske selskab SKY ECC, idet politiet i Belgien mistænkte selskabet for at tilbyde krypterede kommunikationsløsninger til kriminelle. Det fremgår endvidere, at hollandsk politi fra teleselskabet KPN havde modtaget internationale lokaliseringsdata, som indeholder oplys-ninger om, hvilke telemaster SKY ECC-enheder havde benyttet til at transmittere data på et

- 4 -

givent tidspunkt. I den forbindelse gennemgås nogle generelle punkter, som myndighederne skal være opmærksomme på bl.a. som følge af, at dansk politi ikke er i besiddelse af en detal-jeret teknisk dokumentation for den indledende datasikring af SKY ECC-data.   

Anbringender

Tiltalte har anført navnlig, at da anklagemyndigheden ikke har frem-lagt nærmere oplysninger om de indhentede SKY ECC-lokaliseringsdata, må Højesteret læg-ge til grund, at der er tale om oplysninger, som var logget generelt og udifferentieret.   

Tilvejebringelse og anvendelse af generel og udifferentieret logningsdata i sager om grov kriminalitet er efter EU-Domstolens praksis i strid med EU-retten. Nærværende straffesag omhandler alene grov kriminalitet, og teleoplysningerne udgør dermed et ulovligt tilvejebragt bevis, som ikke kan tillades ført.   

De danske myndigheder har siden EU-Domstolens dom af 21. december 2016 i de forenede sager C-203/15 og C-698/15 (Tele2 Sverige AB mod Post- och Telestyrelsen m.fl.) været be-kendt med, at EU-Domstolen har afvist, at sager om grov kriminalitet kan give grundlag for generel og udifferentieret logning af teleoplysninger. Myndighederne har erkendt, at der fore-lå en væsentlig procesrisiko ved en sådan logning samt ved at anvende data opnået herved i straffesager om grov kriminalitet. Myndighederne må dermed anses for forsætligt at have spekuleret i ikke at overholde reglerne for tilvejebringelse af bevis. Det er underordnet, om den konkrete spekulation blev foretaget af den enkelte politiassistent, hos Rigsadvokaten eller i Justitsministeriet, da der må ske identifikation mellem myndighederne. Der foreligger ikke en misforståelse af reglerne, men derimod en aktuel og konkret viden om, at logningen var uhjemlet. Såfremt teleoplysningerne ikke uberettiget var blevet logget, havde beviset ikke været tilgængeligt for myndighederne. Beviset kunne således ikke være indhentet på lovlig vis. Myndighedernes adfærd har dermed væsentligt forringet hans retsstilling, jf. Den Euro-pæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.

De indhentede teleoplysninger er blevet bearbejdet af de danske myndigheder, og denne bear-bejdelse hviler på antagelser og forbehold, som har forringet bevisets pålidelighed. Forsvarets adgang til kontradiktion vedrørende teleoplysningerne er endvidere begrænset.

- 5 -

Endelig må det tillægges betydning, at teleoplysningerne indhentet fra de hollandske myndig-heder er et tungt og afgørende bevis i straffesagen.

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at de indhentede teleoplysninger er indsamlet i overensstemmelse med hollandsk lovgivning og alene er udleveret til danske myndigheder på baggrund af en international retsanmodning.   

Selv hvis det ikke kan udelukkes, at de indhentede lokaliseringsdata nu må anses for ulovligt tilvejebragte beviser, jf. EU-Domstolens dom af 5. april 2022 i sag C-140/20 (G.D. mod Commissioner of An Garda Siochána m.fl.), har dette ikke betydning for pålideligheden eller validiteten af oplysningerne, der er af teknisk karakter. Der er heller ikke herved sket en krænkelse af en vigtig beskyttelsesinteresse, som f.eks. selvinkrimineringsforbuddet og pro-vokationsforbuddet. Der er ikke belæg for at antage, at de danske myndigheder, herunder po-liti og anklagemyndighed, forsætligt har spekuleret i ikke at overholde reglerne for til-vejebringelse af beviser. At myndighederne er klar over, at der foreligger en procesrisiko, idet visse EU-retlige spørgsmål er uafklarede, kan ikke sidestilles med, at myndighederne bevidst har handlet i strid med EU-retten. Antageligheden af beviser henhører i øvrigt under med-lemsstaternes partsautonomi.   

Det følger af det almindelige kontradiktionsprincip, at forsvareren under hovedforhandlingen på lige fod med anklageren vil kunne foretage dokumentation af data fra SKY ECC og stille spørgsmål til de tiltalte og vidner herom. Der er udarbejdet og fremlagt en varedeklaration vedrørende SKY ECC-data, hvori de fejlkilder og usikkerheder, som myndighederne skal være opmærksomme på, er anført. Der er endvidere fremlagt rapport af 7. februar 2022 fra National Enhed for Særlig Kriminalitet om behandlingen af SKY ECC-data i den konkrete sag. Forsvareren har mulighed for at anfægte oplysningerne, herunder bestride, at SKY ECC-data vedrører tiltalte eller gøre gældende, at beviserne er mangelfulde.

Det kan først ved den samlede bevisbedømmelse vurderes, om SKY ECC-data er det eneste eller afgørende bevis, og om det på den baggrund ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 at domfælde.   

- 6 -

Endelig må en afvejning af samfundets interesse i efterforskningen og strafforfølgning i sa-gen, der er særdeles alvorlig, sammenholdt med tiltaltes interesse i at beviser bliver tilveje-bragt på lovlig måde, føre til at beviset tillades.   

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår, om teleoplysninger i form af lokaliseringsdata fra den krypterede kommunika-tionstjeneste SKY ECC indhentet fra de hollandske myndigheder skal udgå af straffesagen mod bl.a. Tiltalte.

Baggrunden for de hollandske myndigheders indsamling af data fra SKY ECC var efter det oplyste, at det havde vist sig, at SKY ECC tilbød krypterede kommunikationsløsninger til kriminelle.   

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at anklagemyndigheden på baggrund af en retshjælps-anmodning har fået de hollandske myndigheders tilladelse til at anvende de pågældende tele-oplysninger i danske straffesager.

Lokaliseringsdata fra den krypterede kommunikationstjeneste SKY ECC indhentet fra de hol-landske myndigheder kan herefter som udgangspunkt anvendes i straffesagen, jf. Højesterets kendelse af 11. januar 2023 (UfR 2023.1368).

Højesteret finder, at der ikke foreligger retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, der kan be-grunde, at dette udgangspunkt fraviges. Det bemærkes herved, at National Enhed for Særlig Kriminalitet i en rapport af 7. februar 2022 har beskrevet dansk politis behandling af det ma-teriale, der er indhentet fra Holland. I tilknytning hertil har specialkonsulent Vidne, der har udarbejdet rapporten, afgivet forklaring herom under hovedforhandlingen i byretten. Der har således været mulighed for at forholde sig til de pågældende oplysninger, selv om Rigspolitiets ”varedeklaration” af 20. juni 2022 til brug for anvendelsen af SKY ECC-materiale i straffesager ikke forelå på tidspunktet for byrettens behandling af sagen.  

På denne baggrund tiltræder Højesteret, at teleoplysningerne ikke skal udgå af sagen. Højeste-ret stadfæster herefter landsrettens kendelse.

- 7 -

Thi bestemmes :

Landsrettens kendelse stadfæstes.

Domsresume

Teleoplysninger skulle ikke udgå af straffesag

Lokaliseringsdata indhentet fra hollandske myndigheder og teleoplysninger indhentet fra danske teleudbydere skulle ikke udgå af straffesag

Sagerne 56/2022 og 59/2022

Kendelser afsagt den 4. oktober 2023

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

Under efterforskningen af en sag om bl.a. drab og drabsforsøg havde politiet i henhold til en international retsanmodning modtaget lokaliseringsdata fra den krypterede kommunikationstjeneste SKY ECC fra hollandske myndigheder. Politiet havde endvidere i henhold til forudgående retskendelser indhentet udvidede og historiske teleoplysninger fra danske teleudbydere. I den efterfølgende straffesag ønskede anklagemyndigheden at fremlægge teleoplysningerne som bevis i sagen. Tiltalte protesterede herimod og påstod, at teleoplysningerne skulle udgå af sagen.

Højesteret fandt, at hverken SKY ECC-lokaliseringsdata modtaget fra de hollandske myndigheder eller teleoplysningerne indhentet fra de danske teleudbydere skulle udgå af straffesagen.

For så vidt angik SKY ECC-lokaliseringsdata modtaget fra de hollandske myndigheder fastslog Højesteret, at disse oplysninger som udgangspunkt kunne anvendes i straffesagen, jf. Højesterets kendelse af 11. januar 2023 (UfR 2023.1368). Da der ikke forelå retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, der kunne begrunde fravigelse af dette udgangspunkt, skulle de pågældende data ikke udgå af sagen. Højesteret bemærkede herved, at der i straffesagen indgik oplysninger om dansk politis behandling af det materiale, der var modtaget fra Holland, og at der i forbindelse med hovedforhandlingen havde været mulighed for at forholde sig til disse oplysninger.

For så vidt angik de teleoplysninger, der var indhentet fra danske teleudbydere, fandt Højesteret, at der ikke forelå retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, der kunne begrunde, at de pågældende oplysninger ikke kunne anvendes som bevis i straffesagen. Højesteret bemærkede herved, at uanset om indhentede teleoplysninger måtte være tilvejebragt på baggrund af generel og udifferentieret logning i strid med EU-retten, har det ikke betydning for oplysningernes kvalitet, og det medfører heller ikke i sig selv en krænkelse af tiltaltes rettigheder af betydning for straffesagen.

Landsretten var kommet til samme resultat.

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 2735/23
Rettens sags nr.: SS-56/2022-HJR
Afsluttet
2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 2734/23
Rettens sags nr.: SS-1089/2022-OLR
Kæret
1. instansRetten i HolbækHBK
DDB sags nr.: 7021/22
Rettens sags nr.: SS-1715/2021-HBK
Kæret

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb