Kendelse om hvorvidt en videooptagelse med lyd, personbårne lydoptagelser og optagelser af rumaflytninger af tiltaltes samtaler og kontakt med en infiltrator, PET-agent, under tiltaltes afsoning af en fængselsdom i Enner Mark Fængsel og Nørre Snede Fængsel, kan indgå i sagen som bevis samt dom hvori tiltalte idømmes forvaring for overtrædelse af straffelovens § 237 (manddrab)

Retten i Glostrup

Udskrift af dombogen

D O M

afsagt den 10. juni 2024

Rettens nr. CL-13311/2022

Politiets nr. 0700-73111-00004-16

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

CPR nr. (Født 1993)

Der har medvirket nævninger ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 14. november 2022.

Tiltalte er tiltalt for

manddrab efter straffelovens § 237,

ved den 4. november 2016 ca. kl. 19.07 i Park i By 1 med knivstik at have dræbt den gravide Forurettede.

Påstande

Anklagemyndigheden har principalt nedlagt påstand om, at tiltalte straffes med fængsel på livstid, subsidiært at tiltalte idømmes forvaring.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er under sagen afgivet forklaring af Tiltalte og af vidnerne polititjenstemand Vidne 1, polititjenestemand Vidne 2, Vidne 3, Vidne 4, Vidne 5, Vidne 6, politibetjent Vidne 7, Vidne 8, Vidne 9, Vidne 10, Vidne 11, Vidne 12, Vidne 13, Vidne 14, advokat Vidne 15, kriminalassi-stent Vidne 16, Vidne 17, Vidne 18, Vidne 19, Vidne 20, Vidne 21 og Vidne 22.

Forklaringerne fremgår af retsbogen og gengives efter en konkret vurdering

ikke i dommen.

Herudover er der under hovedforhandlingen dokumenteret fra vidnerne Vidne 23 og Vidne 24's forklaringer afgivet til politi-rapport.

Af konklusionen i obduktionsrapport af 7. november 2016 vedrørende afdø-de Forurettede fremgår blandt andet, at Forurettede efter det oplyste var gravid i 35. uge, og at der af tegn på vold blev konstateret 11 stiklæsio-ner, herunder en stiklæsion midt i ansigtet med komplet afskæring af største-delen af næsen, én stiklæsion på venstre side af brystkassens forside, blandt andet gennem hjertesækken og højre hjertekammer, en stiklæsion i bugen og flere stiklæsioner på rygsiden. Stiklæsionernes dybde varierede, målende op til 20 cm og med en bladbredde på ca. 35 mm. Disse stik havde ramt vitale organer, blandt andet hjertet, højre lunge og højre side af leveren. Der frem-går ikke af obduktionserklæringen noget om rækkefølgen af stiklæsionerne. Dødsårsagen er anført til at være ydre og indre forblødning som følge af de påviste stiklæsioner på kroppen.

Som led i efterforskningen af sagen traf politiet og anklagemyndigheden i 2020 beslutning om infiltration ved at indsætte en PET-agent - polititjeneste-mand Vidne 2, kaldet "Fiktivt navn" - i Enner Mark Fængsel, hvor tiltalte var indsat til afsoning af en tidligere idømt fængselsstraf. Tiltalte og Fiktivt navn fik fælles-skab og havde dette i perioden fra den 30. oktober 2020 til og med den 23. november 2020. Infiltratoren bar personbåret skjult aflytningsudstyr, og der blev med rettens godkendelse foretaget rumaflytninger af tiltalte og Fiktivt navns celler i Enner Mark Fængsel og senere af tiltaltes celle i Nørre Snede Fængs-el samt af besøgsrummet i Nørre Snede Fængsel i forbindelse med, at Fiktivt navn besøgte tiltalte fire gange i Nørre Snede Fængsel i perioden fra den 8. decem-ber 2021 til den 30. marts 2022. Der blev endvidere foretaget videooptagelse af tiltalte og Fiktivt navns gårdtur i Enner Mark Fængsel den 3. november 2020. Der er under hovedforhandlingen afspillet i alt godt 100 lydklip med en sam-let varighed på adskillige timer samt den anførte videooptagelse med både billede og lyd fra tiltalte og infiltratoren Fiktivt navns gårdtur. Transskribering af optagelserne indgår som en del af sagens materiale og har været forevist un-der afspilningerne i retten.

Retten i Glostrup har den 30. juni 2023 bestemt, at de væsentligste dele af disse optagelser, og infiltrator Fiktivt navns forklaring hertil kunne bruges som bevis i sagen. Østre Landsret har ved kendelse af 25. september 2023 be-stemt, at alle de for byretten afspillede video- og lydoptagelser og infiltrator Fiktivt navns vidneforklaring i sin helhed kan indgå som bevis i sagen. Højesteret har i kendelse af 14. maj 2024 stadfæstet Østre Landsrets kendelse.

Personlige oplysninger

Tiltalte er tidligere straffet af relevans for sagen, senest

ved

Østre Landsrets ankedom af 11. september 2019 med fængsel i 8 år for

overtrædelse af straffelovens § 123, § 237, jf. § 21, stk. 1, § 244, jf. § 247, stk. 1, § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, § 260, stk. 1, nr. 1 og § 266

Retten i Glostrups dom af 12. december 2019, hvor ingen tillægsstraf blev idømt, jf. straffelovens § 89, for overtrædelse af straffelovens § 266, og § 291, stk. 1, knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og § 2, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning § 1, jf. § 21, stk. 1, jf. til dels straffelovens § 21, våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 21 og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3 og § 2, stk. 4, jf. bekendgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 og § 3, bilag 1, liste B, nr. 43

Østre Landsrets ankedom af 2. september 2021 med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 81, nr. 12.

Tiltalte har været mentalundersøgt. Af konklusionen i erklæringen af 22. no-vember 2022 fremgår:

"Konklusion

Observanden vurderes således ikke sindssyg, og det er heller ikke vurde-ringen, at han var sindssyg på tidspunktet for den påsigtede kriminalitet. Han er tungt normalt begavet. Han var muligvis påvirket af rusmidler på tidspunktet for den påsigtede kriminalitet, men der er ikke mistanke om patologisk rus.

Observanden vurderes således ikke omfattet af Straffelovens § 16.

Observanden er adoptivbarn fra Columbia. Han har fra tidlig barnealder udvist tegn på alvorlig adfærdsforstyrrelse. Han har gået i specialklasse og har ikke gennemført folkeskolens afgangseksamen. Han har efterføl-gende ikke fået en uddannelse og har modtaget kontanthjælp.

Siden 2012 er han idømt flere fængselsstraffe for vold. Under afsoning af den seneste straf på 8 års fængsel, som han modtog i 2018, er han yderli-gere dømt for 2 voldsepisoder. Han har i fængslerne haft svært ved at indordne sig og har haft ophold i mange fængsler. Han er kommet i kon-flikt med medindsatte og personale, og der er beskrevet flere episoder med aggressiv og upassende adfærd.

Han har aflagt enkelte rene urinprøver, men der er også flere positive u-rinprøver, og han har gentagne gange nægtet at aflægge urinprøve. Det er således formodningen, at han også under afsoningen har haft et vist mis-brug af rusmidler.

Personlighedsmæssigt er han meget garderet. Han er i nogen grad selv-overvurderende og selvhævdende. Han har en lav frustrationstærskel og problemer med affektregulering. Han har begrænset evne til empati. Han vurderes personlighedsforstyrret med primært dyssociale træk.

Han findes omfattet af Straffelovens § 69.

Såfremt observanden kendes skyldig i den påsigtede kriminalitet, kan der ikke peges på mere formålstjenlige foranstaltninger end eventuel forskyldt straf. Det vurderes at observanden frembyder en så nærliggende fare for andres liv, helbred eller frihed, at anvendelsen af forvaring, jf. Straffelo-vens §70, kan være påkrævet for at forebygge denne fare."

Sagen har været forelagt Retslægerådet, der i en erklæring af 24. januar 2023 har udtalt følgende:

"Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet på baggrund af frem-sendte akter, med erklæring af 24. november 2022 fra speciallæge i psyki-atri Læge 1, Psykiatri Sygehuset i Slagelse, om Tiltalte, udtale, at han ikke er sindssyg og ikke kan antages at have været sindssyg på tiden for det påsigtede. Han er normalt begavet. På gerningstiden var han muligvis påvirket af rusmidler, men der er ikke holdepunkter for antagelse af abnorm rusmiddelpåvirkning.

Tiltalte er som spæd adopteret fra Columbia. Han har allerede i den tidlige barnealder udvist tegn på svært forstyrret adfærd. Skolegangen er foregået i specialklasser og han har ikke bestået folke-skolens afgangsprøve. Han har ikke gennemført nogen uddannelse og har ikke opnået tilknytning til arbejdsmarkedet. Da han var 12 år gammel, fik han stillet diagnosen ADHD og modtog kortvarigt medicinsk behandling herfor. Tiltalte har levet omskifteligt og uden at opnå længerevarende tilknytning til andre mennesker. Han har tidligt påbe-gyndt et omfattende og blandet misbrug.

Ved tidligere mentalundersøgelser er der ikke fundet tegn på sindssyg-dom hos Tiltalte, men derimod svær personlighedsfor-styrrelse.

Tiltalte er talrige gange dømt for personfarlig krimina-litet, senest fik han i 2019 dom på otte års fængsel for grov voldskrimina-litet.

Ved den aktuelle mentalundersøgelse findes Tiltalte u-ændret uden tegn på sindssygdom.

Personlighedsmæssigt beskrives han som svært afvigende med fremtræ-

dende dyssociale træk, især er han selvovervurderende, affektlabil og med lav frustrationstærskel.

Retslægerådet finder at Tiltalte kan henføres til personkredsen i straffelovens § 69. Såfremt han findes skyldig i det påsig-tede, kan der ikke, jf. samme lovs § 68, 2. pkt., peges foranstaltninger som mere formålstjenlige end straf, til imødegåelse af risikoen for ny kri-minalitet.

Retslægerådet vurderer, at Tiltalte på baggrund af den afvigende personlighed og omfanget af tidligere kriminalitet og aktuelle sigtelser, frembyder en så nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at anvendelse af forvaring i stedet for fængsel er påkrævet for at forebygge denne fare.

I sagens behandling har Læge 2, Læge 3 og professor Person 1 deltaget."

Tiltalte har ikke afgivet forklaring om sine personlige forhold.

Tiltalte har i denne sag været frihedsberøvet siden den 5. maj 2022.

Rettens begrundelse og afgørelse

Der er under sagen den 10. juni 2024 afsagt følgende kendelse om skylds-spørgsmålet:

"Kendelse:

Samtlige nævninger og dommere udtaler følgende:

Fredag den 4. november 2016 kl. 19.14 modtog alarmcentralen et opkald om fundet af en livløs kvinde i Park i By 1. Ved politiets ankomst til stedet blev den livløse kvinde identificeret som den 35-årige Forurettede. Hun var gravid i 35. uge. Hun blev erklæret død kl. 19.36.

Af en kriminalteknisk erklæring af 12. december 2016 vedrørende gernings-stedsundersøgelse og findestedsundersøgelse fremgår, at afdøde Forurettede havde en knivlæsion i området ved næsen, og at næsen manglede. Der var blandt andet også en knivlæsion på højre kind samt i panden ved hår-grænsen og i venstre bryst samt øverst på maven i venstre side, hvor der sås to stik-/knivlæsioner. Ud for afdødes højre side lå i græsset afdødes næse og en hundesnor. Afdøde var iført grøn regnfrakke, grønne regnbukser og blå gummistøvler, og regntøjet sås med blod- og jordtilsmudsning. Der blev på liget af afdøde fundet ca. 15 knivlæsioner.

Af obduktionsrapport af 7. november 2016 fra Retsmedicinsk Institut frem-

går blandt andet, at der af tegn på vold blev konstateret 11 stiklæsioner, her-under en stiklæsion midt i ansigtet med komplet afskæring af størstedelen af næsen, én stiklæsion på venstre side af brystkassens forside, blandt andet gennem hjertesækken og højre hjertekammer, en stiklæsion i bugen og flere stiklæsioner på rygsiden. Stiklæsionernes dybde varierede, målende op til mindst 20 cm og med en bladbredde på ca. 35 mm. Disse stik havde ramt vi-tale organer, blandt andet hjertet, højre lunge og højre side af leveren. Der fremgår ikke af obduktionserklæringen noget om rækkefølgen af stiklæsio-nerne. Dødsårsagen er anført til at være ydre og indre forblødning som følge af de påviste stiklæsioner på kroppen.

Tiltalte afgav forklaring til politiet den 8. november 2016, den 10. januar 2018 og den 31. oktober 2018.

Den 6. maj 2022 blev tiltalte varetægtsfængslet som begrundet mistænkt for overtrædelse af straffelovens § 237, ved den 4. november 2016 omkring kl. 19.07 i Park i By 1 med knivstik at have dræbt den gravide Forurettede.

Efter frihedsberøvelsen har tiltalte ikke udtalt sig til politiet eller i retten for-ud for hovedforhandlingen.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Tiltalte har forklaret, at han ikke var i Park den pågældende dag. Hans hukommelse er lidt sløret fra sommerferien 2016 og indtil starten af 2017; det er syv år siden. Han er dog sikker på, at han den 4. november 2016 var hjemme hos sin kammerat, Vidne 8, i By 2 for at spise aftens-mad sammen med Vidne 8 og dennes børn, og at han ikke var i Park.

Tiltalte har endvidere forklaret blandt andet, at han på daværende tidspunkt boede på Adresse i By 1. Han levede af kontanthjælp og var øko-nomisk presset. Han var bagud med huslejen og havde ikke strøm i lejlighe-den, hvorfor han mest opholdt sig i sit kælderrum. Han tog dengang hash og kokain hver dag, og han havde altid en kniv på sig i perioden op til november 2016. Der skete mange ting i den periode i relation til hans familie, ekskære-ste og uvenner, og nogle gange kunne han godt ”klikke” , hvis han var uven-ner med familien. Når han blev sur og ”klikkede” og var ved at sprænge i luf-ten – men det var ikke så tit – røg han en joint. Det fik ham til at slappe af. Han havde det ikke psykisk godt op til november 2016, men han følte ikke, at han ikke var herre over sig selv.

Det fremgår, at tiltalte i oktober og november 2016 havde kontakt til psyki-atrisk OP-team. Tiltalte har forklaret, at han ikke husker, hvorfor han var i kontakt til psykiatrisk OP-team, men at han tænker, at det var fordi, han ikke havde det godt psykisk.

Af journalnotat af 25. oktober 2016 og Vidne 3's forklaring fremgår, at Vidne 3, som var psykiatrisk sygeplejerske i Opsøgende Team i By 3 (OP-Team), på foranledning af By 3 Kommune rettede henvendelse til tiltalte på hans adresse den 25. oktober 2016. Det fremgår af sygeplejerske Vidne 3 og speciallæge i psykiatri Vidne 17's vidneforklaringer, at tiltalte den 27. oktober 2016 var til samtale i psyki-atrisk OP-Team. Speciallæge Vidne 17 har forklaret, at hun i hvert fald har haft to samtaler med tiltalte, og det fremgår af hendes forkla-ring, at tiltalte under én af samtalerne fremtrådte latent aggressiv, og at han kiggede på hende med sådan nogle kolde, stirrende øjne, som gjorde hende utryg. Under en af samtalerne talte tiltalte om, at han så syner.

Det fremgår af journalnotat af 2. november 2016 og sygeplejerske Vidne 3's vidneforklaring, at tiltalte den 2. november 2016 ringede uopfor-dret, og at han under deres samtale flere gange sagde, at han frygtede snart at springe i luften, og at han frygtede, hvad han kunne finde på. Endvidere fremgår det af journalnotat af 2. november 2016 og Vidne 3's forkla-ring blandt andet, at tiltaltes onkel Vidne 14 kort tid efter ringede og fortalte, at tiltalte netop havde ringet til ham, og at tiltalte havde været vred og frus-treret og igen havde givet udtryk for, at han ikke vidste, hvad han kunne fin-de på, og at han havde overvejet at røve en på gaden, da han ingen penge havde og var desperat.

Vidne 14, som er onkel til tiltalte, har som vidne forkla-ret, at han og hans familie i efteråret 2016 var dem, der var tættest på tiltalte. Han var meget bekymret for tiltalte i oktober-november 2016, og han har be-kræftet, at han den 2. – 3. november 2016 talte med sygeplejerske Vidne 3, fordi han var bekymret for tiltalte, som virkede desperat og havde brug for hjælp. Ifølge Vidne 14 nævnte tiltalte noget om, at han havde lyst til at overfalde en eller anden for at få penge.

Den 2. november 2016 ringede tiltaltes egen Læge 4 ifølge et notat i POLSAS til 112 og oplyste, at tiltalte var farlig for sig selv og andre, at han truede med selvmord og røveri, og at røde papirer var blevet udfyldt. Tiltalte blev dog ikke indlagt, da lægen, som kom til stedet, vurderede, at til-talte ikke skulle indlægges.

Tiltalte har hertil forklaret, at han ikke husker, om han havde kontakt til egen læge i perioden, og at han ikke husker at have truet med røveri.

Det fremgår af Vidne 4's forklaring, at han – som led i sit arbejde i By 3 Kommunes Boligsociale Enhed – mødtes med tiltalte på rådhuset den 4. november 2016 omkring kl. 13.30. Baggrunden for mødet var klager fra beboere i tiltaltes opgang over tiltaltes voldsomme adfærd. Af Vidne 4's forklaring fremgår, at han og tiltalte drøftede tiltal-tes behov for indlæggelse, og at tiltalte ikke var afvisende heroverfor, men at det i så fald først skulle være om mandagen.

Vidne 6 har som vidne forklaret, at han og hans nu afdøde hustru Vidne 24 boede i samme opgang som tiltalte på Vej 1. Der havde gentagne gange været naboklager over tiltalte, fordi tiltalte altid lavede ballade om aftenen, når han kom hjem. Han så den 4. november 2016, at tiltalte kom hjem mellem kl. 19 og 20. Senere samme aften ringede de til politiet, fordi tiltalte lavede ballade og råbte og skreg. Det varede dog noget, inden politiet sendte en patrulje ud. Vidne 6 gik forinden selv ned i kælderen, hvor han så tiltalte. Tiltalte havde da regnslag på.

Det er oplyst, at tiltaltes daværende bolig på Adresse i By 1 lå omkring 2 km fra Park, og af rapport ”Finder – Tiltalte” af 20. december 2018 fremgår, at gangtiden fra Park til Vej 1 er ca. 28 minutter i almindelig hastighed.

I POLSAS er beskrevet en hændelse med et gerningstidspunkt den 4. novem-ber 2016 kl. 22.40 – 1.00, og det fremgår om hændelsen blandt andet, at en mand render op og ned i opgangen og virker meget aggressiv, og at det er et tilbagevendende problem.

Politibetjent Vidne 7 har som vidne i tilknytning hertil forklaret, at han og en kollega ankom til adressen på Vej 1 den 4. november 2016 omkring kl. 22.50, og at de da traf tiltalte i et kælderrum, der var ind-rettet som dagligstue. Tiltalte var psykisk uligevægtig eller påvirket af alko-hol eller stoffer eller begge dele, og han virkede oprevet. Tiltalte virkede ner-vøs og utilpas ved deres tilstedeværelse. Tiltalte var iført jeans og tanktop og var i besiddelse af en meget lille mængde kokain. Han huskede ikke, om de visiterede tiltalte. De foretog ikke ransagning af kælderrummet, som var for-holdsvis rodet. Han skrev først en rapport om hændelsen den 25. oktober 2018, da Nordsjællands Politi bad ham om det.

Den 8. november 2016 foretog politiet ransagning af tiltaltes lejlighed belig-gende Adresse og af tiltaltes kælderrum, og det fremgår af ransagningsrapporterne, at der ikke blev fundet genstande, som blev vurderet at være af relevans for sagen.

På baggrund af et vidnes beskrivelse af en mulig gerningsmand udsendte po-litiet lørdag den 5. november 2016 en pressemeddelelse med et signalement af den mulige gerningsmand, som vidnet havde set løbe fra Park om-kring gerningstidspunktet. Manden blev beskrevet som 28 – 30 år, 180 – 190 cm høj, tynd/spinkel af bygning og med et markeret tyndt ansigt. Han var ifølge vidnet iført sort jakke med hætte, sorte bukser og mørke sko. Under hætten, som var slået op, bar han en sort kasket.

Signalementet byggede på Vidne 5's beskrivelse til politi-et af en mulig gerningsmand. Vidne 5 har som vidne forklaret, at hun gik tur med sin hund på Vej 2 ved Park den 4. novem-

ber 2016 klokken lidt i syv om aftenen, og at hun så en mand, som kom lø-bende ud fra Park i retning mod hende. Hun havde inden da hørt et meget forfærdeligt skrig. Hun hørte to skrig, og hun har beskrevet, at det an-det skrig varede i 10 sekunder og var dybt og hjerteskærende. Vidne 5 har forklaret, at manden var spinkel og tynd. Hans ansigt var af-langt og meget markeret, fordi han var så tynd, og hans kinder og øjne var indsunkne. Hans hudfarve var ikke hvid og ikke brun, men gylden. Hun var i starten i tvivl, om det var en kasket eller en hue, som manden havde på, men den havde en skygge ud fra panden. Alt hans tøj var sort, og hun stirrede ham ind i øjnene. Hun lagde ikke mærke til mandens øjenfarve, da øjnene var sorte. Da manden så hende, fik han ligesom et chok. Han stoppede op og slog ud med armene, som om han ville sige, at han ikke havde gjort noget. Der var gadebelysning, hvor de stod. Hun så først manden, som kom fra bun-den af stien i parken, efter hun havde hørt det andet skrig. Hun gav et signa-lement af manden til politiet både samme aften og dagen efter.

Retten finder, at Vidne 5 har afgivet en detaljeret, konsistent og troværdig forklaring om sine observationer, herunder i forhold til beskrivelsen af den mand, hun så komme løbende ud fra parken den 4. no-vember 2016 omkring klokken syv om aftenen, og retten finder efter en konkret og samlet vurdering af Vidne 5's forklaring, at hendes forklaring og signalement af manden kan lægges til grund ved bevisbedøm-melsen. Det af forsvareren anførte kan ikke føre til et andet resultat.

Efter Vidne 14's vidneforklaring lægger retten endvide-re til grund, at tiltalte i weekenden den 5. og 6. november 2016 ringede til ham og sagde, at nu var alting lige meget, og at han ville tage ud og slå sine forældre ihjel.

Den 6. november 2016 kl. 14.01, kl. 14.02, kl. 14.03 og kl. 14.04 samt den 7. november 2016 kl. 21.03 blev der foretaget alarmopkald til telefonnummer 112 fra Tlf nr., som det er ubestridt, at tiltalte på davæ-rende tidspunkt blandt andet benyttede.

Tiltalte har hertil forklaret, at han ikke husker, at han skulle have ringet til 112 på de pågældende tidspunkter.

Det er oplyst, at Tlf nr. var aktivt i perioden fra den 31. oktober 2016 til den 20. november 2016 i en rød klaptelefon.

Tiltalte har bekræftet, at han havde en rød klaptelefon og har forklaret, at han havde flere telefoner dengang.

Det er oplyst, at politiet først blev bekendt med den røde klaptelefon med Tlf nr., da den røde klaptelefon blev sikret fra en container hos Sydhavsøernes Flytteforretning den 30. oktober 2018.

Det fremgår af en rapport af 8. november 2019, at det på dette tidspunkt ik-ke længere var muligt at indhente teleoplysninger vedrørende Tlf nr. og den røde klaptelefons IMEI-nummer. Tlf nr. og den røde klaptelefons IMEI-nummer blev imidlertid – ligesom de mange andre telefonnumre, som tiltalte havde anvendt eller på anden måde kunne knyttes til – holdt op mod sagens teledata og signaleringsdata.

På baggrund af rapporten af 8. november 2019 og det i øvrigt oplyste kan det lægges til grund, at der ikke er teleoplysninger, der knytter tiltalte til Park på gerningstidspunktet, og at det ikke er muligt at placere den rø-de klaptelefon på gerningstidspunktet.

Tiltalte var indlagt på Psykiatrisk Center Ballerup i perioden fra mandag den 7. november til fredag den 25. november 2016.

Tiltalte har forklaret, at han havde en kniv på sig, da han ankom til psykiat-risk afdeling. Han gik altid med kniv i den periode, og kniven havde ikke re-lation til Park. Det fremgår af tiltaltes forklaring, at han havde glemt, at han havde en kniv på sig, da han kom ind på psykiatrisk afdeling, men at han kom i tanke om kniven, da han fik at vide, at han skulle visiteres. Han gik derfor på toilettet, hvor han pakkede kniven ind i noget papir, og så lagde han kniven i skraldespanden.

Af et journalnotat af 7. november 2016 fra Psykiatrisk Center Ballerup frem-går blandt andet, at tiltalte den 7. november 2016 henvendte sig på Psykiat-risk Center Ballerup med et ønske om at blive indlagt, at tiltalte blandt andet angav, at han kunne være utilregnelig og til fare for andre, og at han frivilligt blev indlagt på et lukket afsnit.

Det fremgår af tiltaltes forklaring, at han ikke husker, at han den 7. november 2016 tog ud til Psykiatrisk Center Ballerup, og at han ikke husker at have sagt, at han var utilregnelig og til fare for andre.

I journalnotatet af 7. november 2016 er det om misbrug anført blandt andet, at tiltalte angiver dagligt forbrug af kokain, men også tidvist blandingsmis-brug. Det fremgår endvidere blandt andet, at tiltalte skulle have oplyst, at han havde det dårligt, at han ikke kunne skelne, hvormed han mente, at han ikke kunne kende forskel på, hvad der var rigtigt og forkert at gøre, at han meget let blev vred og ophidset og tændte af og var bange for at skade andre, og at han i går var i By 2, hvor han havde taget kokain og flere andre stoffer, og at han ikke helt huskede, hvad der var sket, men at der skete noget, som ikke skulle være sket, og at han ikke ville uddybe dette.

Om tiltalte ”objektivt psykiatrisk” er det i journalnotatet af 7. november 2016 anført blandt andet, ”Samlet fremstår han utvivlsomt psykotisk, præget af en paranoid oplevelsesmåde og tilbagevendende hørehallucinationer. Når pt´s egne oplysninger lægges til grund og i øvrigt sammenholdes med oplysninger

fra pt´s onkel og det seneste forløb, må det antages, at pt. i sin nuværende til-stand kan være til fare for andre udenfor hospital.”

Vidne 9 har som vidne forklaret, at han er overlæge på Psykiatrisk Center Ballerup, og at han den 7. november 2016 besluttede at indlægge tiltalte. Han har skrevet journalnotatet i forbindelse med indlæggelsen den 7. novem-ber 2016, og det fremgår af hans forklaring, at det var tiltaltes hallucinatio-ner, der var udslagsgivende for, at han mente, at tiltalte var psykotisk og kunne være til fare for andre og skulle tvangstilbageholdes, hvis han ville ud-skrives.

Det fremgår endvidere af overlæge Vidne 9's vidneforklaring, at han i løbet af aftenen den 7. november 2016 fik en mistanke om, at det kunne være en mulighed, at tiltalte havde begået drabet i Park, og at han henvendte sig til politiet angående sin mistanke, men at han ikke hørte noget fra politiet før i 2018. Efter overlæge Vidne 9's forklaring var det meget sjældent, at personalet på Psykiatrisk Center Ballerup kontaktede politiet, således som det er sket i denne sag, og første gang, at han – som har været overlæge siden 1999 – havde gjort det.

Det fremgår af vidneforklaringen, afgivet af social- og sundhedsassistent Vidne 10, Psykiatrisk Center Ballerup, blandt andet, at han var på arbejde den 8. november 2016, og at han efter at have læst tiltaltes journal fik en mistanke om, at tiltalte kunne være gerningsmanden til drabet i Park. Tiltaltes udseende passede til signalementet, og tiltalte var ved ind-læggelsen tilmed iført dele af signalementets tøj - en sort hættetrøje og mørke bukser. Tiltalte boede på Vej 1 ved Park, som nærmest var en narkocentral, og tiltalte havde tre domme for røveri og et tilhold i relation til sin mor, som han havde truet med en kniv. Vidnet var meget forankret i sin mistanke og tog derfor diskret et foto af tiltalte på afdelingen til brug for po-litiet. På fotoet er tiltalte iført en sort hættetrøje med hætten over hovedet.

Social- og sundhedsassistent Vidne 11, Psykiatrisk Center Ballerup, har som vidne forklaret blandt andet, at han var den, der havde mest at gøre med tiltalte under tiltaltes indlæggelse. Han huskede en episode et par dage efter, at tiltalte var blevet indlagt, hvor tiltalte efter træning sad og stirrede ud i lokalet og sagde, ”jeg har gjort noget grusomt eller noget forfærdeligt” . Vidnet huskede ikke, om tiltalte sagde ”grusomt” eller ”forfærdeligt” , men tiltalte brugte ét af de to ord.

Speciallæge i psykiatri Vidne 17 fra OP-Team i By 3 ret-tede ligesom overlæge Vidne 9 henvendelse til politiet, efter at hun havde hørt om drabet i Park, da hun tænkte på tre personer som en mulig gerningsmand, hvoraf tiltalte var den mest oplagte. Tiltalte var i en dårlig for-fatning, og det var hendes vurdering, at han ville være i stand til at dræbe et andet menneske.

På baggrund af en samlet vurdering af bevisførelsen lægger retten til grund, at tiltalte i perioden op til og omkring den 4. november 2016 havde et dagligt misbrug af kokain, at han var presset af ydre omstændigheder, og at han var særdeles psykisk ustabil, ligesom det lægges til grund, at tiltalte altid gik med kniv.

Efter en samlet vurdering af de afgivne vidneforklaringer sammenholdt med det i øvrigt oplyste, herunder det foto, som Vidne 10 tog af tiltalte efter tiltaltes indlæggelse på Psykiatrisk Center Ballerup den 7. november 2016, lægger retten endvidere til grund, at tiltalte på daværende tidspunkt overvejende gik i mørkt tøj og hættetrøje, og efter den stedfundne bevisførelse finder retten, at det signalement af den mulige gerningsmand, som blev udsendt dagen efter drabet, og som byggede på Vidne 5's beskrivelse, passede på tiltaltes udseende og påklædning på ger-ningstidspunktet.

Det er oplyst, at tiltalte den 8. november 2016 blev afhørt uden sigtelse af politiet, og at afhøringen fandt sted på Psykiatrisk Center Ballerup.

Tiltalte er blevet foreholdt, at det af afhøringsrapporten af 8. november 2016 fremgår, at han på spørgsmålet om, hvorfor han havde udtalt, at der var sket noget, der ikke skulle være sket, i første omgang skulle have svaret, at der var sket noget med ham selv og så havde ændret det til, at det var fordi han havde været oppe at slås med sin ven. Tiltalte har under hovedforhandlingen hertil forklaret, at han ikke husker, om han har forklaret sådan til politiet.

Tiltalte har under hovedforhandlingen forklaret, at han ikke husker at have sagt, at ”der skete noget, som ikke skulle være sket” , men hvis han har sagt sådan, må det henvise til en episode med Vidne 19, som han var uvenner med og var ved at komme op at slås med.

Vidne 19 har ikke forklaret om en episode, som beskre-vet af tiltalte. Han og tiltalte har tjattet til hinanden for sjov, men de har ikke været ved at komme op at slås med hinanden.

Tiltalte er i forhold til sit alibi om, at han var hjemme hos Vidne 8, ble-vet foreholdt, at det fremgår af afhøringsrapport af 8. november 2016, at han skulle have forklaret, at han den 4. november 2016 var hjemme hos en ven i By 2, men at han ikke ville oplyse, hvem vennen var, eller hvor vennen boede. Tiltalte har bekræftet, at han har forklaret sådan til politiet og har for-klaret, at det var af hensyn til Vidne 8, hvis hus var en narkorede, at han den-gang ikke sagde, at han var hos Vidne 8. Han tænkte ikke, at det ville medfø-re, at han blev mistænkt i drabssagen, idet han ikke havde gjort noget.

Det kan lægges til grund, at det først var ved den anden afhøring den 10. ja-nuar 2018, at tiltalte forklarede til politiet, at han den 4. november 2016 hav-de spist aftensmad med Vidne 8 og hans børn.

Tiltalte har i den forbindelse forklaret, at han på det tidspunkt var nødt til at fortælle politiet, at han havde været hos Vidne 8, da han nu pludselig var mistænkt i en drabssag.

Vidne 8 har forklaret, at tiltalte kom en del hos ham på davæ-rende tidspunkt. Tiltalte var hjælpsom og spiste nogle gange hos ham, også når vidnet havde sine børn. Vidne 8 huskede ikke, om tiltalte spiste hos ham den 4. november 2016 om aftenen. Han havde i 2016 fast samvær med sine børn hver anden weekend, hvor han fredag omkring kl. 17 tog toget til Hovedbanegården for at hente dem. Når kortoplysningerne viser, at han brugte sit betalingskort i Fakta By 2 kl. 17.33 den pågældende fredag, har han muligvis ikke haft sine børn denne weekend.

Vidne 19, som efter det oplyste dengang boede i Vidne 8's hus, har forklaret, at han og tiltalte var bekendte. Han mente, at tiltalte var hjemme hos Vidne 8 den 4. november 2016 på et tidspunkt i løbet af dagen, men han har ikke nærmere kunnet konkretisere, om det var i løbet af dagen eller aftenen. Vidne 19 vidste ikke, hvorfor han mindedes, at tiltalte skulle have været hjemme hos Vidne 8 den dag.

Retten finder, at det på baggrund af bevisførelsen ikke kan lægges til grund, at tiltalte var hjemme hos Vidne 8 omkring gerningstidspunktet, og at det hermed ikke kan lægges til grund, at tiltalte har et alibi på gerningstids-punktet. Retten har herved lagt vægt på, at tiltaltes forklaring herom har fremstået usikker og usammenhængende. Retten finder det i øvrigt påfalden-de, at tiltalte ifølge sin forklaring husker, at han var hos Vidne 8 netop denne aften, når han talrige gange under sin forklaring har besvaret spørgsmål relateret til den omhandlede periode med ”Det husker jeg ikke” el-ler lignende. Hertil kommer, at tiltaltes forklaring ikke støttes af Vidne 8's forklaring, og at der ikke kan lægges vægt på Vidne 19's usikre forklaring.

På baggrund af Vidne 6's forklaring lægger retten til grund, at tiltalte den 4. november 2016 kom hjem til sin bopæl på Adresse mellem kl. 19.00 – 20.00.

Angående perioden efter den 25. november 2016, hvor tiltalte blev udskrevet fra Psykiatrisk Center Ballerup, lægges det på baggrund af tiltalte og vidnet Vidne 12's forklaringer til grund, at tiltalte i slutningen af 2016 flyttede til Lolland, og at tiltalte og Vidne 12 blev kærester.

Om tiltaltes adfærd og psykiske habitus i den følgende periode fremgår det af Vidne 12's vidneforklaring blandt andet, at tiltalte kunne skifte personlighed på et splitsekund, og at tiltalte nogle dage ”triggede” mere end andre, og at det helt klart var, når han var stofpåvirket, at han blev som dr. Jekyll og mr. Hyde, samt at hun fik tæsk af tiltalte hver dag.

Vidne 12 har som vidne forklaret, at tiltalte havde flere knive, at han sov med en kniv, at han gerne ville lære hende, hvordan man skulle stik-ke med kniv, og at han havde sagt til hende, at hun skulle stikke i maven først og så stikke så mange gange, hun kunne, hvorefter hun skulle stikke i hjertet. Det var hendes indtryk, at tiltalte talte af erfaring, men hun huskede ikke, at tiltalte direkte skulle have sagt til hende, at han havde slået nogen ihjel.

Vidne 12 er blevet foreholdt, at det fremgår af en afhøringsrap-port af 21. november 2018, som hun har underskrevet den 15. august 2022, at hun skulle have forklaret, at tiltalte, mens de var kærester, havde sagt til hende, at han tidligere havde slået en kvinde ihjel. Hun har hertil forklaret, at det må være rigtigt, men at hun ikke husker det i dag. Hendes hukommelse er som en si på grund af kraniebrud og mindre hjerneblødninger.

Vidne 12 har samtidig under sin vidneforklaring i retten bekræf-tet, at hun den 16. august 2022 under en afhøring forklarede til politiet, at til-talte i to tilfælde havde sagt til hende, at han tidligere havde slået en kvinde ihjel og kunne gøre det igen.

Retten lægger efter Vidne 12's vidneforklaring til grund, at tiltalte under deres forhold i 2017 var psykisk utilregnelig og voldsparat, når han var stofpåvirket, og at han godt kunne lide knive, ligesom han sov med en kniv. Efter Vidne 12's forklaring er det derimod ikke godtgjort, at tiltal-te skulle have sagt til Vidne 12, at han tidligere havde slået en kvinde ihjel.

Efter tiltalte og Vidne 12's forklaringer sammenholdt med det i øvrigt oplyste kan det lægges til grund, at tiltalte ved dom af 25. februar 2019, som blev stadfæstet ved Østre Landsrets ankedom af 11. september 2019, blev idømt 8 års fængsel for blandt andet drabsforsøg på Vidne 12.

Tiltalte har forklaret, at han på et tidspunkt sad i fængsel sammen med Vidne 13, og at han ikke har sagt til Vidne 13, at han har slået nogen ihjel.

Det fremgår af Vidne 13's vidneforklaring, at han sad inde med tiltalte i Vestre Fængsel i 2018, herunder i samme celle, og at tiltalte fortalte ham, at han – før han flyttede til Lolland – havde stukket en gravid kvinde, som han ikke kendte, ned i en skov eller park, og at tiltalte talte om drabet mange gange. Vidne 13 har forklaret, at han ikke gik til politiet med sin viden i 2019, da han ikke brød sig om politiet, og at det var hans kone, der efter va-retægtsfængslingen af tiltalte havde tvunget ham til at gå til politiet i 2022.

På baggrund af Vidne 13's detaljerede, sammenhængende og troværdige

forklaring, herunder om baggrunden for, at han først gik til politiet i 2022, finder retten det godtgjort, at tiltalte i 2018 fortalte Vidne 13, at han havde stukket en gravid kvinde ned, således som Vidne 13 har forkla-ret.

Gerningsvåbenet er aldrig blevet fundet, og der er ikke tekniske beviser i form af fingeraftryk, dna eller teleoplysninger, der knytter tiltalte til drabet på Forurettede i Park. Der er endvidere ikke oplysninger i sagen, der giver en formodning om, at tiltalte og Forurettede kendte hinanden. Ret-ten lægger på den baggrund til grund, at tiltalte og Forurettede ikke kendte hinanden.

Efter det oplyste om, at det var mørkt og regnfuldt på gerningstidspunktet, sammenholdt med det oplyste om, at Forurettede var iført regntøj, kan det ikke lægges til grund, at en person, som antraf Forurettede i Park – og ikke i forvejen kendte hende – kunne se, at hun var gravid, hvorfor denne omstændighed ikke kan lægges til grund i forhold til den tiltale, som er rejst mod tiltalte.

I 2019 blev tiltalte indsat til afsoning af fængselsstraffen på 8 år, som tiltalte var blevet idømt ved Østre Landsrets ankedom af 11. september 2019, for blandt andet drabsforsøg på Vidne 12.

Politiet havde ifølge det oplyste fortsat fokus på tiltalte som mulig gernings-mand til drabet på Forurettede, og i 2020 traf politiet og anklagemyndig-heden som led i efterforskningen af drabet på Forurettede beslutning om infiltration ved at indsætte en PET-agent i Enner Mark Fængsel, hvor tiltalte var indsat til afsoning af fængselsstraffen.

Højesteret har i kendelse af 14. maj 2024 udtalt, at Højesteret efter en samlet vurdering finder, at politiets og anklagemyndighedens beslutning om at iværksætte den omhandlede infiltration var saglig og proportional, og at der blev ført tilstrækkelig kontrol med infiltrationen.

Under aflytningerne i Enner Mark Fængsel bar infiltratoren – PET-agent, po-lititjenestemand Vidne 2, kaldet ”Fiktivt navn” – personbåret skjult aflytningsudstyr. I retsplejeloven er det ikke nærmere reguleret, om politiet må optage samtaler, som infiltratoren selv deltager i som led i infiltrationen. Det kan lægges til grund, at legalitetskravet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2, ikke var opfyldt i forhold til optagelserne fra personbåret aflytningsudstyr, men på baggrund af Højesterets kendelse af 14. maj 2024 kan det lægges til grund, at det ikke er til hinder for, at optagelserne fra det personbårne aflyt-ningsudstyr kan anvendes som bevis i straffesagen.

Angående rumaflytningerne af tiltaltes celler og besøgsrummet i Nørre Snede Fængsel, som krævede rettens tilladelse, kan det lægges til grund, at retten ved kendelser har meddelt tilladelse hertil.

Infiltratoren ”Fiktivt navn” blev indsat på den særligt sikrede afdeling i Enner Mark Fængsel, hvor tiltalte var indsat. Tiltalte og Fiktivt navn fik fællesskab og havde dette i perioden fra den 30. oktober 2020 til og med den 23. november 2020. Fiktivt navn foregav ved indsættelsen at være varetægtsfængslet for et knivoverfald på en kvinde i Grønland. Tiltalte og Fiktivt navns celler, der var placeret ved siden af hinanden, blev aflyttet frem til i hvert fald den 22. november 2020. Der blev endvidere foretaget videooptagelse af en af tiltalte og Fiktivt navns gårdture i fængslet. Senere blev tiltalte flyttet til Nørre Snede Fængsel, hvor der blev foretaget rumaflytning af tiltaltes celle og af fængslets besøgsrum i forbin-delse med, at Fiktivt navn besøgte tiltalte fire gange i Nørre Snede Fængsel; første gang den 8. december 2021 og sidste gang den 30. marts 2022.

Det fremgår af sagens oplysninger, at der forud for indsættelsen af infiltrato-ren Fiktivt navn i Enner Mark Fængsel var udarbejdet en juridisk vurdering af Kø-benhavns Vestegns Politi, hvor der var opstillet betingelser for samværet mellem tiltalte og Fiktivt navn. Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af Fiktivt navns styringsofficer, polititjenestemand Vidne 1, som har forklaret blandt andet, at Fiktivt navn var skærmet fra efterforskningen og således ikke havde haft adgang til sagen eller materialet, som blev udarbejdet i forbindelse med efter-forskningen, og at han alene havde gjort Fiktivt navn bekendt med en mental-erklæring, der var udarbejdet vedrørende tiltalte i forbindelse med en tidlige-re sag.

Under hovedforhandlingen er der afspillet i alt godt 100 lydklip med en sam-let varighed på adskillige timer samt en enkelt optagelse med både billede og lyd fra videoovervågning af tiltalte og Fiktivt navns gårdtur den 3. november 2020. Transskribering af optagelserne indgår som en del af sagens materiale og har været forevist under afspilningerne i retten. Derudover har Fiktivt navn afgivet vid-neforklaring om infiltrationen og om indholdet af optagelserne, ligesom Fiktivt navns styringsofficer har afgivet vidneforklaring.

Der har under hovedforhandlingen været tvist om, hvorvidt optagelserne og Fiktivt navns vidneforklaring kan anvendes som bevis i straffesagen, og der er af-sagt flere kendelser herom. Højesteret har taget endelig stilling hertil ved kendelse af 14. maj 2024, hvorefter samtlige de for byretten afspillede video-og lydoptagelser samt polititjenestemanden Fiktivt navns vidneforklaring kan indgå som bevis i sagen.

Der er under hovedforhandlingen afspillet en videooptagelse med billede og lyd fra tiltalte og Fiktivt navns gårdtur den 3. november 2020 – fire dage efter etab-leringen af fællesskab mellem de to – hvor tiltalte første gang nævner drabet i Park over for Fiktivt navn.

Retten lægger efter videooptagelsen til grund, at det var tiltalte, der af egen

drift – spontant og uden at Fiktivt navn forinden havde ledt samtalen i den retning – talte om drabet i Park og detaljeret beskrev og viste Fiktivt navn med lyde og hånd- og kropsbevægelser, hvorledes ”hende, hvor jeg kommer fra” var blevet slået ihjel. Tiltalte fortalte således, at det var en højgravid kvinde, som var blevet stukket to gange i maven og havde fået næsen skåret af og fået et knivstik ned gennem hjernen. Tiltalte fortalte endvidere, at gerningsmanden stak af, og at det eneste vidne, der havde set noget på gerningstidspunktet, var en gammel dame, samt at gerningsmanden stadig var på fri fod.

Tiltalte har under hovedforhandlingen herom forklaret blandt andet, at sagen havde fyldt meget hos ham, fordi han havde været mistænkt, fordi det var et uopklaret drab, og fordi Fiktivt navn blev ved og ved med at tale om sagen. Tiltalte havde i forbindelse med afhøring af politiet og under samtale med sin davæ-rende forsvarer fået forevist fotos af afdøde, herunder billeder, hvoraf det fremgik, at afdødes næse var skåret af. Den måde, han fortalte, at drabet var foregået på, var den måde, som han forestillede sig, at det var sket – han havde ingen viden om rækkefølgen af stikkene. Han har siddet sammen med mange drabsmænd, som har fortalt, hvordan de har slået folk ihjel. Når han og Fiktivt navn talte om drab på kvinder, talte han Fiktivt navn efter munden, fordi Fiktivt navn havde fortalt ham, hvad han havde gjort på Grønland, og fordi Fiktivt navn var, som han var. Når tiltalte talte om sagen fra Park, var det bare ”snak” og noget, han selv opdigtede.

Der er under hovedforhandlingen afspillet en lang række lydoptagelser af samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn under fællesskabet i Enner Mark Fængsel. Sagen om drabet i Park omtales således gentagne gange i samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn i perioden fra den 3. november 2020 til og med den 21. november 2020. Retten lægger efter optagelserne, herunder indholdet og tonelejet, til grund, at det i hvert fald frem til den 18. november 2020 i over-vejende grad var tiltalte, som talte og var dominerende i samtalerne, mens Fiktivt navn overvejende lyttede og kom med korte bemærkninger og tilkendegi-velser, samt at der under samtalerne var en god stemning mellem tiltalte og Fiktivt navn, og at samtalerne fremstod som frivillige.

Retten lægger efter de afspillede lydoptagelser til grund, at tiltalte første gang den 8. november 2020 blev præsenteret for Fiktivt navns anden dækhistorie om en sag fra Portugal, hvor Fiktivt navn angiveligt skulle have dræbt en kvinde, og hvor Fiktivt navn angiveligt viste tiltalte hvor på kroppen, han havde ramt kvin-den, hvilket var en uopklaret sag.

I perioden herefter bar samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn præg af, at tiltalte i betydeligt omfang talte om, hvordan man bedst udfører knivoverfald, om området omkring Park, herunder om kameraovervågning på stedet, og om at tiltalte havde været ved Herlev Station fem minutter efter drabet. Tiltalte talte endvidere ofte om politiets efterforskning af drabet i Park, ligesom han flere gange talte om den kniv, der var gerningsvåbenet ved drabet i Park, og om at politiet aldrig ville finde kniven.

Det fremgår efter rettens opfattelse af lydoptagelserne, at tiltalte under sam-talerne med Fiktivt navn gav udtryk for, at han vidste, hvem der ”gjorde det” , lige-som han fortalte, at han selv var mistænkt for drabet, og at det var derfor, han vidste så meget om sagen.

Tiltalte har under hovedforhandlingen forklaret, at han ikke vidste, hvem der havde gjort det – han overdrev og spillede smart, når han sagde til Fiktivt navn, at han vidste, hvem der havde gjorde det; det var bare snak. Det passede ej hel-ler, da han sagde til Fiktivt navn, at han havde været ved Herlev Station fem minut-ter efter drabet, idet han retteligt var hos Vidne 8, og at han havde sagt det for at spille smart over for Fiktivt navn. Han fortalte ikke Fiktivt navn, at han havde været hjemme hos Vidne 8 på drabstidspunktet, ligesom han – af hen-syn til Vidne 8 – ikke havde forklaret herom til politiet.

Det fremgår videre af lydoptagelserne, at tiltalte adskillige gange nævnte, hvordan man efter hans opfattelse bedst slipper afsted med at begå drab uden det opdages, herunder at det er bedst ikke at kende personen, ligesom han sagde, at ”vi sidder altså fire drabsmænd oppe på afdelingen” .

Tiltalte har herom under hovedforhandlingen forklaret blandt andet, at det bare var snak, og at det er normalt at sige i fængslet, at man sidder for drab, selvom det kun er for drabsforsøg; at drab er slang for drabsforsøg, og at det er nemmere at sige drab end drabsforsøg. Tiltalte har i den forbindelse for-klaret, at han anså sig selv for at være en af de fire omtalte drabsmænd.

Af lydoptagelserne fremgår endvidere, at tiltalte – efter at Fiktivt navn bragte sin anden dækhistorie om det uopklarede knivdrab på en kvinde i Portugal op – talte detaljeret om at stikke med kniv, herunder om at gå i krampe, og at til-talte godt kendte det – ”for når hånden ikke kan stoppe, og du bare bliver ved … tsh tsh tsh tsh tsh tsh … jeg har gjort det mange gange” . Tiltalte for-talte blandt andet, at han vidste præcist, hvor han skulle stikke, hvis han skul-le slå én ihjel, hvorefter han detaljeret gennemgik og – må retten ud fra ly-doptagelsen lægge til grund – viste, hvordan man skal holde kniven, hvor på kroppen man skal ramme, og i hvilken retning man skal stikke, ligesom tiltal-te nogle dage senere på ny fortalte detaljeret om, hvor og hvordan man skal stikke for at slå nogen ihjel, og hvad der derved vil ske med personen.

Tiltalte har herom forklaret, at det med kramperne var noget, han havde fået at vide af folk – det var bare snak og for at spille sej over for Fiktivt navn, og ”tsh tsh tsh” og ”Fjuiiiiii” var bare lyde. Han erindrede ikke, om han samtidigt vi-ste stikbevægelser. Det var rigtigt, at han gik med kniv, men han havde aldrig stukket nogen med en kniv og ville alene bruge en kniv til at true med. Det, han forklarede om, hvordan og hvor meget personen ville bløde, var ikke no-get, han selv havde oplevet eller prøvet.

Yderligere fremgår der af aflytningerne en samtale mellem tiltalte og Fiktivt navn

om ransagning af tiltaltes celle, hvor tiltalte grinende fortalte om, at der blev fundet en artikel, der var klippet ud fra et Se&Hør blad, om drabet i Park, og hvorpå tiltalte havde tegnet en kniv rettet mod hovedet på ”hende” , hvilket retten lægger til grund var en tegning på et foto af Forurettede. Efter det oplyste lægger retten til grund, at der ikke fandtes yderlige-re artikler eller udklip af tilsvarende karakter ved ransagningen af tiltaltes cel-le.

Hertil har tiltalte forklaret, at han gemte siden fra Se&Hør, fordi navnet på den politimand, som afhørte ham på politigården, og som han ikke brød sig om, stod i artiklen. Han tog siden ud af bladet for at huske politimandens navn. Han ville give navnet videre til sin advokat, idet han ville klage over politimanden, fordi denne havde prikket ham hårdt i brystet og sagt, at det 100% sikkert var tiltalte, der havde gjort det, men det kom han fra igen. Til-talte huskede ikke, om han på noget tidspunkt fortalte det til Fiktivt navn. Da tiltal-te under hovedforhandlingen blev foreholdt, at politimandens navn ikke frem-gik af artiklen, havde han ingen bemærkninger hertil.

Efter en gennemgang af de afspillede lydoptagelser fra de knap tre ugers fæl-lesskab i Enner Mark Fængsel lægger retten sammenfattende til grund, at der var adskillige samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn om drabet i Park, og at det gang på gang var tiltalte, der selv bragte drabet op, mens Fiktivt navn langt hen ad vejen indtog en meget tilbageholdende rolle, og at tiltalte gentagne gange i detaljer gennemgik, hvordan man skulle stikke med en kniv for at slå ihjel, ligesom tiltalte udførligt gennemgik Forurettedes skader, herunder at hendes næse var skåret af, hvilket efter det for retten oplyste ikke havde væ-ret fremme i offentligheden.

Tiltalte har om sin viden om den afskårne næse forklaret, at efterforskerne og hans daværende forsvarer, advokat Vidne 15, havde vist ham billeder af afdøde Forurettedes ansigt, og at han derfor vidste det om næsen.

Selvom det efter vidnerne kriminalassistent Vidne 16 og advokat Vidne 15's forklaringer ikke kan udelukkes, at tiltalte har fået kendskab hertil efter at være blevet forevist fotos, således som tiltalte har forklaret, fin-der retten det påfaldende, at tiltalte under den første gårdtur med Fiktivt navn den 3. november 2020 beskrev og med fagter viste blandt andet, hvorledes den højgravide kvinde havde fået skåret næsen af.

Der er endvidere under hovedforhandlingen afspillet en række lydoptagelser, der er optaget mere end et år efter infiltrationen i Enner Mark Fængsel, hvor tiltalte høres tale med sig selv i sin celle i Nørre Snede Fængsel, samt lydop-tagelser fra Nørre Snede Fængsels besøgsrum af samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn, der efter det oplyste var på besøg hos tiltalte i alt fire gange.

På rumaflytningerne, hvor tiltalte taler med sig selv i sin celle, herunder kom-menterer på tv-udsendelser om kriminalsager, høres tiltalte flere gange udtale

sig om at slå ihjel, at man bare skal gøre det ordentligt, og at man så undgår at blive taget, herunder ”Jahh, men I har aldrig fundet mig” . Endvidere høres tiltalte sige blandt andet, at han er blevet taget for alle de ting, han ikke har gennemtænkt, og at det, han har gennemtænkt, er han ikke blevet taget for, og som en kommentar til en tv-udsendelse om ”Amagemanden” , som oplæ-seren omtalte som den værste og måske mest kyniske serieforbryder i nyere dansk retshistorie at have sagt ”Næhh … fordi de har ikke fanget mig endnu

… hahaa” , og yderligere et par dage senere, hvor tiltalte høres at synge/sige blandt andet ”De troede de kunne fange mig … ha ha … jeg holdt dem lidt for nar” , hvilket blev fulgt op med udtalelser om mord og om at blive taget eller ikke blive taget samt ”Der var jeg 23” .

Hertil har tiltalte forklaret, at han talte med sig selv i cellen, fordi hans be-handlere havde sagt, at det var godt at få ting ud, og da han ikke var så god til at skrive, sagde han tingene i stedet for. Når han talte om drab, var det henvisninger til ting, som Fiktivt navn og andre havde fortalt ham om drab. Det havde ikke relation til Park, da han sagde ”jah, men I har aldrig fun-det mig” . Han mente ikke noget med det, da han lavede sammenligningen med Amagermanden; han anså ikke sig selv som en kynisk serieforbryder el-ler som stjernepsykopat, om end han kunne have et vildt temperament. San-gen i cellen angik ikke Park og var ej heller en henvisning til den poli-timand, der prikkede ham i brystet, da han blev afhørt som mistænkt for dra-bet i Park. Han ved ikke, om han var 23 år den 4. november 2016.

Af lydoptagelsen fra Fiktivt navns første besøg hos tiltalte i Nørre Snede Fængsel den 8. december 2021 fremgår blandt andet, at tiltalte henviste til, at Fiktivt navn var blevet lidt sur på ham i Enner Mark Fængsel, fordi der var noget, han ik-ke fortalte, hvorefter tiltalte udtrykte ”… og lad os sige det andet du snakker om, som jeg ikke vil snakke om, nu har du sagt noget andet … så kan jeg si-ge ”ja” til det … kan du følge mig … så har vi lidt på hinanden … griner …” .

Hertil har tiltalte forklaret, at han havde følt, at Fiktivt navn var blevet sur over, at tiltalte ikke ville tale om Park, og at udtalelsen ”så har vi lidt på hin-anden” hang sammen med, at han og Fiktivt navn havde haft kontakt inden Fiktivt navns besøg i fængslet. Tiltalte fik ikke mange besøg i fængslet. Han snakkede Fiktivt navn efter munden og sagde blot det, som Fiktivt navn gerne ville høre; at de nu havde noget på hinanden. Det, tiltalte havde på Fiktivt navn, angik Fiktivt navns sag i Portugal, og det, Fiktivt navn havde på tiltalte, var det om Park, selvom det bare var noget, tiltalte fandt på.

Under Fiktivt navns tredje besøg hos tiltalte i Nørre Snede Fængsel den 5. marts 2022 høres tiltalte bringe sagen om drabet i Park op og i den forbin-delse sige blandt andet, at politiet var for langsomme – at de skulle have væ-ret vågne i 2016, men det var de ikke.

Tiltalte har hertil forklaret, at det var sagen fra Park, han talte om. Det var bare snak, at politiet skulle have været vågne – det havde ikke noget

at gøre med, at politiet ville have fanget ham, hvis de havde været vågne. Han tilpassede sig Fiktivt navn – det var for at spille smart over for Fiktivt navn, at han sagde sådan og grinede; det var sådan, Fiktivt navn også selv var.

Ved Fiktivt navns fjerde og sidste besøg hos tiltalte i Nørre Snede Fængsel den 30. marts 2022 bragte tiltalte igen – efter at Fiktivt navn havde givet udtryk for, at han var lidt nervøs for at skulle rejse til Portugal – samtalen ind på ”Det i par-ken” . Tiltalte sagde, at han havde været nervøs i de første to år, og at der havde været ”sus på” , men at han ikke var nervøs længere, ligesom tiltalte gav udtryk for, at de havde fundet kniven, hvis de havde været vågne. Tiltal-te sagde videre, at kniven nu var langt væk, og at hans dna var på kniven, men at de aldrig ville finde ud af det, og at det var derfor, at han havde sagt til Fiktivt navn, at der ikke var nogen, der skulle vide noget som helst. Tiltalte til-kendegav umiddelbart herefter, at man skal holde det for sig selv, når man gør sådan noget, og at det kun var, fordi Fiktivt navn havde delt lidt ud, samt at han havde dårlig samvittighed over ikke at have sagt det til Fiktivt navn derinde – hvilket retten lægger til grund var i Enner Mark Fængsel.

Senere under samme besøg kom tiltalte og Fiktivt navn ind på Fiktivt navns sag i Portu-gal, herunder at Fiktivt navn havde gemt kniven i noget, hvortil tiltalte grinende sagde, at det skulle han ikke gøre, og om han ville høre, hvad tiltalte havde gjort. Tiltalte fortalte herefter blandt andet, at han, den dag det skete, blev tjekket lige efter, og to dage senere tog han på psykiatrisk afdeling i Balle-rup, hvor han inden visitationen gik på toilettet, tog kniven, bandt noget rundt om den og lagde den ned i posen i affaldsspanden med rigtig meget pa-pir over, hvorefter affaldsposen var blevet skiftet af rengøringspersonalet, u-den at kniven var blevet fundet.

Tiltalte fortalte videre, at kniven om aftenen, hvor politiet havde været ude hos ham, havde ligget i en cykelkurv udenfor ejendommen, han boede i. Til-talte udtrykte herefter, at han ud over det med kniven blev reddet af, at han benægtede den røde telefon. Af lydoptagelsen fremgår således, at tiltalte sag-de, ”Jeg havde helt glemt, de kom samme dag. Det var derfor jeg også blev redet. Der er to ting jeg er blevet redet af. Jeg blev redet af de kom dernede og så blev jeg redet af fordi jeg benægtede den røde telefon. Har jeg ikke for-talt om den?” . Endelig gav tiltalte udtryk for, at han kunne håbe på, at der ik-ke var aflytning i besøgsrummet, for ellers var han ”fucked” .

Om udtalelserne under dette besøg har tiltalte forklaret, at det var drabet i Park, han hentydede til, da de talte om at være nervøse, og at han ik-ke var det længere. Det var ikke en erkendelse; han havde ikke gjort det, han talte om. Det var for at spille smart, at han udtalte sig om dna på kniven. Han vidste ikke, hvor kniven var. Det var alt sammen bare snak og for at impone-re Fiktivt navn, der havde fortalt på samme måde om sin sag i Portugal. For så vidt angår det, han fortalte om, hvordan han kom af med en kniv, da han røg på psykiatrisk afdeling, var det rigtigt nok og ikke noget, han opdigtede, men det havde ikke noget med sagen fra Park at gøre. Han gik altid med

kniv i den periode. Da han kom ind på psykiatrisk afdeling, havde han glemt, at han havde en kniv på sig. Da han hørte, at han skulle visiteres, gik han der-for på toilettet, pakkede kniven ind i papir og lagde kniven i skraldespanden. Kniven, han havde med på psykiatrisk afdeling, var hvad han vil betegne som en fiskekniv med takker på den ene side af bladet og glat på den anden side af bladet, som kunne skære. Det var en af de mere voldsomme knive. Han har fortalt det til Fiktivt navn som om, at han havde dræbt Forurettede med kni-ven, men han har ikke dræbt nogen. At han sagde, at han håbede, at der ikke var aflytning i besøgsrummet, var det blot for at sætte en stemning.

Polititjenestemand Vidne 2 – ”Fiktivt navn” – har under hovedforhandlingen forkla-ret blandt andet, at der var en god og jovial stemning under hans og tiltaltes samvær i Enner Mark Fængsel, idet stemningen dog blev dårlig hen mod slutningen af perioden. Overordnet har Fiktivt navn beskrevet samtalerne med til-talte således, at tiltalte havde meget på hjerte, og at tiltalte var meget energi-fyldt og havde en udmærket humor, men også var utrolig afstumpet og ma-kaber i de emner, som han godt kunne lide at tale om. Fiktivt navn har videre for-klaret, at han fik indtryk af, at tiltalte havde et voldsomt temperament, og at tiltalte ikke brød sig om, at man sagde ham imod, hvilket han primært ople-vede hen mod slutningen af opholdet i Enner Mark Fængsel. Tiltalte havde det med at prale og tale meget om de ting, han havde gjort.

Fiktivt navn har forklaret, at tiltalte første gang nævnte drabet i Park over for ham under en gårdtur den 3. november 2020. Tiltalte viste også, hvordan han mente, at drabet var blevet udført i forhold til Forurettedes skader. Tiltalte sagde en ”Djukkk” lyd, da han demonstrerede, hvorledes han mente, at Forurettede var blevet stukket med kniven gennem hovedet. Han ople-vede ikke, at tiltalte afviste at tale om emnet, men snarere at emnet fyldte meget hos tiltalte; så snart de talte om sagen, ”boblede” det i tiltalte, og nog-le gange virkede det som om, at tiltalte ”boblede over” . Andre gange virkede det som om, at tiltalte lagde tøjler på sig selv og var mere kontrolleret. Det var primært tiltalte, der talte, når emnet var drabet i Park, mens han for det meste blot svarede med ”ja” og ”umm” . Der var nogle få gange, hvor tiltalte virkede tænksom omkring det. Tiltalte fortalte, at han havde været mistænkt for drabet i Park, men ikke havde været sigtet. Tiltalte gen-tog flere gange over for ham, at ”De har ikke noget på mig” . Fiktivt navn fandt det unaturligt, så meget tiltalte interesserede sig for drabet i Park og den måde, hvorpå tiltalte reagerede, når de talte om drabet, herunder i lyset af hi-erarkiet i fængslet, hvor et drab på en gravid kvinde ikke ligger særligt højt.

Fiktivt navn har endvidere forklaret, at tiltalte virkede opstemt og oprigtigt glad for, at Fiktivt navn kunne genkende det med at gå i krampe, når man stikker med kniv. Tiltalte viste på vidnets krop, hvordan man skal stikke og hvorhenne, samt hvordan man skal holde på kniven. Det virkede som om, at tiltalte hav-de gjort sig nogle overvejelser om, hvordan man brugte en kniv. Fiktivt navn kunne ikke sige, om tiltalte havde erfaring med at bruge en kniv, men tiltalte vidste meget om, hvordan man håndterede en kniv, og tiltalte grinede og var entusi-

astisk omkring emnet.

Videre har Fiktivt navn forklaret, at tiltalte talte meget om sin egen gøren, laden og færden og om, at politiet ikke havde noget at komme efter, hvis der var styr på tingene. Når talen kom ind på, at der endnu ikke var fundet en gernings-mand til drabet i Park, virkede det som om, at tiltalte godtede sig el-ler virkede skadefro, ligesom tiltalte grinede, når han sagde, at han vidste, hvem der havde gjort det. Det var Fiktivt navns indtryk, at tiltalte godt kunne lide ham og gerne ville betro sig til ham. Derudover har Fiktivt navn forklaret, at tiltalte havde vejledt og beroliget ham i forbindelse med, at han over for tiltalte hav-de givet udtryk for, at han var nervøs for det, han havde gjort i Portugal, li-gesom tiltalte fortalte ham om en ven, som havde begået et drab, der ikke var opklaret, og som vennen gik og tumlede med. Det var Fiktivt navns opfattelse, at vennen var tiltalte selv. Det drab, som Fiktivt navn fortalte at have begået i Portu-gal, og drabet i Park blev kædet sammen i mange af tiltalte og Fiktivt navns samtaler.

Fiktivt navn har herudover blandt andet forklaret, at han opfattede det som om, at tiltalte omtalte sig selv som en af de fire drabsmænd, der sad på afdelingen. Sprogbrugen var, at man var drabsmand, hvis man havde begået drab, men ikke hvis man havde lavet et drabsforsøg. Fiktivt navn havde ikke fået en forståelse af, at man i fængslet kunne sige, at man sad for drab, selv om der rettelig var tale om drabsforsøg.

Vedrørende aflytningen fra Enner Mark Fængsel den 18. november 2020, hvor tiltalte i forbindelse med en sammenligning mellem det, som Fiktivt navn an-gav at have gjort, og det, som var sket i Park, sagde ”Lad os sige det sådan her. Det er lidt det samme.” havde Fiktivt navn ifølge sin forklaring en for-nemmelse af, at tiltalte lige dér erkendte drabet i Park. Tiltalte trak det dog efterfølgende tilbage.

Fiktivt navn har vedrørende sit første besøg hos tiltalte i Nørre Snede Fængsel den 8. december 2021 forklaret, at han opfattede det sådan, at tiltalte tilstod at stå bag drabet på Forurettede, da tiltalte sagde ”så kan vi sige ”ja” til det” og ”så har vi lidt på hinanden” – tiltalte havde da roligt lænet sig frem mod ham som om, han skulle betro ham noget, ligesom tiltalte virkede oprigtig i sin udtalelse og lænede sig frem på en anden måde, end vidnet havde oplevet før. Tiltalte havde flere gange over for ham givet udtryk for, at det ville være problematisk, hvis gerningsvåbenet til drabet i Park blev fundet, og at tiltaltes dna var der på, men at tiltalte var overbevist om, at kniven aldrig vil-le blive fundet. Da tiltalte fortalte om, hvad han havde gjort ved sin kniv på psykiatrisk afdeling, kunne han ikke tolke det på anden måde, end at det var gerningsvåbenet fra Park, som tiltalte begejstret fortalte om. Da tiltal-te i Nørre Snede Fængsel – efter at have fortalt ham om kniven – grinende kiggede rundt og sagde, at han ikke håbede, at der var aflytning, virkede til-talte ikke tynget af at have fortalt om kniven, men snarere frigjort.

Efter en samlet vurdering af optagelserne sammenholdt med henholdsvis til-taltes forklaring og Fiktivt navns vidneforklaring under hovedforhandlingen finder retten, at tiltaltes forklaring i retten om, at der alene var tale om udtalelser, som han kom med for at gøre sig interessant over for Fiktivt navn, må tilsidesættes som utroværdig.

Retten finder, at tiltaltes detaljerede udtalelser til og ageren over for Fiktivt navn om drabet i Park sammenholdt med tiltaltes tonefald støtter sagens øvrige bevisligheder.

Sammenfatning

På baggrund af en konkret og samlet vurdering af bevisførelsen, herunder det oplyste i obduktionsrapporten om antallet, karakteren og placeringen af knivstik, forklaringerne afgivet af Vidne 3, Vidne 17, Vidne 14, Vidne 5, Vidne 9, Vidne 11, Vidne 6 og Vidne 13 sammenholdt med vi-deooptagelsen og lydoptagelserne fra Enner Mark Fængsel, lydoptagelserne fra Nørre Snede Fængsel samt tiltalte og PET-agenten Fiktivt navns forklaringer herom, finder alle nævninger og dommere det bevist, at tiltalte den 4. novem-ber 2016 med knivstik dræbte Forurettede.

Efter konklusionen i obduktionserklæringen om antallet og karakteren af knivstikkene og placeringen heraf finder alle nævninger og dommere det så-ledes godtgjort, at tiltalte havde til hensigt eller i hvert fald havde indset det som overvejende sandsynligt, at Forurettede herved ville dø, og at tiltalte således havde forsæt hertil. Den omstændighed, at Forurettede var gravid, kan dog som oven for anført ikke lægges til grund i forhold til tiltaltes for-sæt.

Derfor bestemmes:

Tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237 ved med knivstik at have dræbt Forurettede."

Sanktionsspørgsmålet

Samtlige nævninger og dommere er enige om, at tiltalte skal idømmes forva-ring.

Alle nævninger og dommere har ved sanktionsfastsættelsen lagt vægt på, at det fremgår af mentalerklæringen af 24. november 2022 og Retslægerådets udtalelse 24. januar 2023, at tiltalte ikke er sindssyg og ikke kan antages at have været sindssyg på gerningstidspunktet, men at han muligvis var påvirket af rusmidler, men at der ikke er holdepunkter for antagelse af en abnorm rus-middelpåvirkning. Retslægerådet har udtalt, at tiltalte personlighedsmæssigt må beskrives som svært afvigende med fremtrædende dyssociale træk, og at han især er selvovervurderende, affektlabil og med lav frustrationstærskel.

Ifølge Retslægerådets udtalelse vurderes tiltalte på baggrund af sin afvigende personlighed og omfanget af tidligere kriminalitet og det forhold, som fore-ligger til pådømmelse, at frembyde en så nærliggende fare for andres liv, le-geme, helbred eller frihed, at anvendelse af forvaring i stedet for fængsel er påkrævet for at forebygge denne fare.

Tiltalte er fundet skyldig i drab, og drabet er begået før Østre Landsrets an-kedom af 11. september 2019, hvor tiltalte blev idømt 8 års fængsel for blandt andet drabsforsøg og tre tilfælde af alvorlig voldsforbrydelse i gen-tagelsestilfælde, og før Østre Landsrets ankedom af 2. september 2021, hvor tiltalte blev idømt 3 måneders fængsel for vold i gentagelsestilfælde.

På baggrund af det oplyste om drabet i denne sag sammenholdt med det op-lyste om den personfarlige kriminalitet, som tiltalte ved Østre Landsrets an-kedomme af 11. september 2019 og 2. september 2021 er dømt for - og som drabet i denne sag må vurderes i forhold til, jf. princippet i straffelovens § 89

- samt tiltaltes øvrige forstraffe for personfarlig kriminalitet, finder samtlige voterende, at det i overensstemmelse med Retslægerådets udtalelse af 24. ja-nuar 2023 må lægges til grund, at tiltalte frembyder en så nærliggende fare for andres liv, legeme eller helbred, at forvaring i stedet for fængsel er på-krævet for at forebygge denne fare.

Samtlige nævninger og dommere er derfor enige om, at tiltalte i medfør af straffelovens § 70, stk. 1, skal idømmes forvaring.

Det følger af straffelovens § 89 a, at retten i forbindelse med en dom, hvor-ved der idømmes forvaring i medfør af straffelovens § 70, kan træffe bestem-melse om bortfald af en tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyrdet.

Efter en konkret og samlet vurdering bestemmer samtlige voterende i medfør af straffelovens § 89 a, at den ikke fuldbyrdede del af straffen i henhold til ankedom af 11. september 2019 og ankedom af 2. september 2021 skal bortfalde.

Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 5. maj 2022.

Erstatning

For så vidt angår erstatning bemærker de juridiske dommere, at bistandsad-vokaten for afdødes søster ved mail af 12. maj 2023 har oplyst, at Erstat-ningsnævnet ved afgørelse af 24. marts 2017 har tilkendt afdødes søster er-statning med 23.769,33 kr. til dækning af udgifter ved begravelsen, og har samtidig taget forbehold for eventuel senere fremsættelse af yderligere erstat-ningskrav.

Thi kendes for ret:

Tiltalte idømmes forvaring.

Den del af straffen, som Tiltalte blev idømt ved ankedom af 11. september 2019 og ankedom af 2. september 2021, og som ikke er fuldbyrdet, bortfalder.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Dommer 1

Retten i Glostrup

Udskrift af retsbogen

Den 30. juni 2023 kl. 13.15 blev retten sat af dommerne Dommer 1 (retsformand), Dommer 2 og Dommer 3 (kst.).

Retsmødet var offentligt.

Rettens nr. CL-13311/2022

Politiets nr. 0700-73111-00004-16

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

CPR nr. (Født 1993)

Ingen var indkaldt eller mødt.

Retten afsagde

Kendelse

Påstande

Denne formalitetskendelse vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en videoopta-gelse med lyd, personbårne lydoptagelser og optagelser af rumaflytninger af tiltaltes samtaler og kontakt med en infiltrator, PET-agent, polititjeneste-mand Vidne 2, ”Fiktivt navn” (Fiktivt navn), under tiltaltes afsoning af en fængselsdom i Enner Mark Fængsel og Nørre Snede Fængsel, kan indgå i sagen som bevis. Der foreligger endvidere spørgsmål om, hvorvidt optagelser af rumaflytnin-ger af tiltaltes udsagn i enrum i sin celle kan indgå i sagen som bevis, og om vidneforklaringen fra infiltratoren Fiktivt navn kan indgå i sagen som bevis. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at de afspillede video- og lyd-optagelser af samtaler mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn, optagelser af rumaflytninger fra tiltaltes celle og infiltrators vidneforklaring skal indgå som bevis i sagen.

Det er til støtte herfor gjort gældende, at lydoptagelserne udgør lovligt tilve-jebragte beviser, at samtalerne mellem tiltalte og infiltrator ikke har karakter af afhøringer, at forbuddet mod selvinkriminering ikke er overtrådt, og at  ly-doptagelserne har bevismæssig betydning for sagen. Subsidiært er det gjort gældende, at lydoptagelserne, selvom de måtte anses som ulovligt tilveje-bragte beviser, under alle omstændigheder skal tillades at indgå som beviser i sagen.

Forsvareren har nedlagt påstand om, at lydoptagelserne af samtaler mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn, samt videooptagelsen af gårdturen, optagelser af rumaflytninger fra tiltaltes celle og infiltratorens vidneforklaring skal udgå

af sagen.

Det er til støtte herfor gjort gældende, at optagelserne er ulovligt tilvejebrag-te beviser, idet disse har karakter af afhøringer, uden at tiltalte var blevet gjort bekendt med retten til ikke at udtale sig, ligesom tiltalte ikke var gjort bekendt med en sigtelse, jf. retsplejelovens § 750 og § 752. Anvendelse af optagelserne som bevis vil være i strid med retten til en retfærdig rettergang, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), artikel 6, stk.1.

Sagens baggrund

Af sagen fremgår, at tiltalte var mistænkt blandt flere andre i sagen vedrøren-de drabet på Forurettede den 4. november 2016 i Park, By 1. En større og længerevarende efterforskning havde vist sig resultatløs.

I 2020 afsonede tiltalte i Enner Mark Fængsel en dom fra 2019 på 8 års fængsel for blandt andet drabsforsøg.

Ved kendelse af 9. oktober 2020 godkendte retten i medfør af retsplejelovens § 781, stk. 1 og 5, jf. § 780, stk. 1, nr. 2, at politiet fra den 27. oktober 2020 ind til den 24. november 2020 måtte aflytte samtaler eller udtalelser, der fo-regik i en på daværende tidspunkt ukendt celle, hvor tiltalte var anbragt og i en celle, som blev benyttet af en af politiet indsat infiltrator i Enner Mark Fængsel. Aflytningen blev afsluttet den 23. november 2020.

Ved kendelse af 25. juni 2021 godkendte retten i medfør af retsplejelovens  § 781, stk. 1 og 5, jf. § 780, stk. 1, nr. 2, og § 791 a, stk. 3, at politiet for en periode på 4 uger fra den 9. august 2021 kunne foretage rumaflytning samt observation ved hjælp af et tv-kamera i den celle, som tiltalte måtte have op-hold i, samt af fængslets besøgsrum i forbindelse med gennemførelse af besøg hos tiltalte. Indgrebene blev ved kendelser af 8. juli 2021, 3. september 2021, 29. september 2021, 26. oktober 2021, 22. november 2021, 20. december 2021, 17. januar 2022, 11. februar 2022 og 14. marts 2022 forlænget med 4 uger ad gangen, senest til udløb den 11. april 2022.

Ved kendelserne blev det endvidere bestemt, at tiltalte og forsvareren ikke skulle underrettes om indgrebene, jf. retsplejelovens § 729 a og b.

I disse perioder blev der herefter - som tilladt i rettens kendelser - foretaget rumaflytning af tiltaltes celle i Enner Mark Fængsel samt af tiltaltes celle i Nørre Snede Fængsel og af besøgsrum i Nørre Snede Fængsel. Politiet be-sluttede desuden, at infiltrator skulle anvende personbåret aflytningsudstyr til brug for aflytninger af samtaler mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn under fællesskab i Enner Mark Fængsel.

Samtalerne mellem tiltalte og infiltrator blev optaget, og desuden blev tiltal-tes udsagn og samtaler med sig selv i egen celle optaget. Optagelserne er i uddrag fremlagt i sagen og er under hovedforhandlingen blevet afspillet i henhold til rettens kendelse af 2. maj 2023, senere stadfæstet af Østre Lands-ret ved kendelse af 14. juni 2023.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har i rapport af 20. april 2022, bilag M-1-40-0-0, ekstraktens side 1118, angående juridisk vurdering for anvendelse af politiagent i efterforskningen om dennes mandat anført blandt andet:

”Samværet mellem mistænkte og politiagenten kunne ske under betingelse af, at det var frivilligt for mistænkte at være samme med politiagenten. Hvis mis-tænkte tilkendegav, at han ikke vil tale om drabet, skulle det respekteres i situ-ationen, men var ikke til hinder for, at emnet tages op på et senere tidspunkt.”

Endvidere fremgår:

”Da der er tale om efterforskning af en forbrydelse, der er begået i 2016, har politiet i forbindelse med indsættelsen ikke foranlediget, at der tilbydes bi-stand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskyde nogen til at udføre eller forsætte en lovovertrædelse. Spørgsmålet, om anvendelse af en politiagent i denne efterforskning, er derfor ikke forelagt retten.”

Rapporten af 20. april 2022 er skrevet af styringsofficer i PET, polititjeneste-mand Vidne 1, der som vidne har forklaret, at der før indsættelsen af infil-tratoren Fiktivt navn i Enner Mark Fængsel var foretaget en juridisk vurdering af Københavns Vestegns Politi, og at der i vurderingen var opstillet betingelser for samværet mellem tiltalte og Fiktivt navn. Betingelserne svarede til det i rappor-ten anførte. Den juridiske vurdering fra Københavns Vestegns Politi er ikke fremlagt i sagen.

Der er under hovedforhandlingen afspillet i alt godt 100 lydklip fra disse op-tagelser med en samlet varighed på adskillige timer.

Forsvareren havde forud for hovedforhandlingen protesteret mod afspilning af video- og lydoptagelser fra de to fængsler af kontakten mellem tiltalte og den af politiet indsatte infiltrator, og fra tiltaltes celler og Nørre Snede Fængsels besøgsrum.

Ved hovedforhandlingens begyndelse den 2. maj 2023 bestemte de juridiske dommere ved kendelse af samme dato, at det tillades anklagemyndigheden at afspille de i sagen foreliggende optagelser af tiltalte og infiltrators kontakt i fængslerne, idet retten ikke uden kendskab til disse kunne tage stilling til, om samtalerne var at sidestille med en afhøring af tiltalte, eller om samtalerne ik-ke kunne sidestilles med en afhøring, og idet selve afspilningen ikke kunne antages at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 1, om retten til ret-færdig rettergang.

Kendelsen blev af forsvareren i retsmødet den 2. maj 2023 kæret til Østre Landsret, der ved kendelse af 14. juni 2023 stadfæstede rettens kendelse med bemærkning om, at byretten i et spørgsmål af så afgørende karakter efter en i retsmødet foretaget fornøden gennemgang af de tilgængelige optagelser, så vidt muligt burde have truffet afgørelse om, hvorvidt optagelserne kunne ind-gå som bevis i sagen. Landsretten forudsatte, at byretten i forbindelse med den fortsatte hovedforhandling tog endeligt stilling til, om optagelserne kun-ne indgå som bevis i sagen og fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte

byrettens kendelse af 2. maj 2023.

Den retlige ramme

Om efterforskningsmidlerne agentvirksomhed og infiltration Politiets anvendelse af agenter som led i efterforskningen af kriminalitet er et efterforskningsmiddel, der er reguleret i retsplejelovens § 754 a, som regule-rer den øvre grænse for agentvirksomhed – provokationsforbuddet.

På baggrund af Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om Poli-tiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter, blev der i 1986 i retsplejelovens §§754 a – 754 e indført bestemmelser om politiets brug af agenter, som led i efterforskningen af lovovertrædelser. Reglernes udformning retter sig mod tilfælde, hvor politiet som led i efterforskningen foranlediger, at der tilbydes bistand og træffes foranstaltninger, der specifikt tilsigter at fremme lovovertrædelsens udførelse eller fortsættelse ved at til-skynde nogen hertil.

Der var i Strafferetsplejeudvalget enighed om, at agentvirksomhed ikke ud-gør et straffeprocessuelt tvangsindgreb, da der ikke gøres indgreb i en indivi-duel beskyttelsesinteresse, men udvalget fandt, at agentvirksomhed skulle un-dergives en regulering, da der var betænkeligheder forbundet med metoden. Reglerne i retsplejelovens § 754 a om agentvirksomhed regulerer således de tilfælde, hvor politiet som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, foran-lediger, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelse. Det fremgår af bestemmelsen, at agentvirksomhed er forbeholdt de grovere sager, hvor-ved forstås lovovertrædelser, der kan straffes med fængsel i 6 år eller der-over, jf. retsplejelovens § 754 a, stk. 1, nr. 3. Det kræves endvidere, at efter-forskningsskridtet er af afgørende betydning for efterforskningen, jf. retsple-jelovens § 754 a, stk. 1, nr. 2. Endelig kræves, at der er en begrundet mistan-ke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået, jf. retsplejelovens § 754 a, stk. 1, nr. 1.

Infiltration er ikke nærmere reguleret i retsplejeloven.

Af Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om Politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter, side 125 og 127, frem-går blandt andet:

”…

Kapitel 3. Politiets anvendelse af agenter som led i efterforskningen af lovovertrædelser:

3.1. Om aktiv efterforskning og ”agent provocateur” ; oversigt og begreber.

…

Aktiv efterforskning kan bestå i, at politiet skygger eller på anden måde hol-der øje med bestemte personer, at man lader civilklædte politifolk færdes i kri-

minelle miljøer, f.eks. i stærkt belastede bydele eller på værtshuse. Politiet kan endvidere anvende meddelere, ofte anonyme, der videregiver oplysninger om påtænkte forbrydelser, og man har i beskedent omfang mulighed for at yde så-danne personer dusør for deres indsats.

Aktiv efterforskning består af en mangfoldighed af adfærdsmåder, og det er næppe muligt og formålstjenligt at forsøge at definere begrebet nærmere. En række tilfælde af aktiv efterforskning har påkaldt sig særlig opmærksom-hed. Disse tilfælde er karakteristiske ved, at de indeholder en meget høj grad af aktivitet fra politiets side, og i visse tilfælde at politiets virksomhed inde-holder fristelsesmomenter, som har til formål at afsløre gerningsmanden til en forbrydelse.

Politiet kan anvende infiltration i kriminelle kredse. Begrebet infiltration dæk-ker over et bredt spektrum af politivirksomhed, jfr. Gammeltoft-Hansen, U.1979 B.15. Det kan strække sig lige fra den politimand, der jævnligt frek-venterer et bestemt værtshus for at lytte til gæsternes samtale, til en organise-ret infiltration af kriminelle eller potentielt kriminelle miljøer og organisatio-ner som beskrevet af Greve i Dansk Politi 1976, side 45.

…”

Politiets beslutning i nærværende sag om at indsætte infiltratoren Fiktivt navn i den på daværende tidspunkt verserende efterforskning af det allerede begåede drab på Forurettede omhandler en bagudrettet efterforskning og ses ikke reguleret af bestemmelserne i retsplejeloven.

Der ses ikke at være fastsat nærmere regler i retsplejeloven, bekendtgørelser eller cirkulærer for politiets brug af agenter i denne situation, og politiets brug af infiltratoren Fiktivt navn i sagen har ikke været forelagt retten.

Beslutningen om indsættelse af en politiansat infiltrator til infiltration af tiltal-te må vurderes i forhold til princippet om proportionalitet.

Proportionalitetsgrundsætningen

Ved ethvert efterforskningsmiddel gælder der en proportionalitetsgrundsæt-ning. Det er således en grundlæggende betingelse, at indgrebet i form af in-filtration i den konkrete situation er proportionalt, og at indgrebet ikke står i misforhold til sagens betydning og indgrebets nødvendighed.

Vurderingen af, om infiltrationen var proportional, må ske ud fra en helheds-vurdering, hvor der må lægges vægt på kriminalitetens alvorlige karakter, graden af den daværende mistanke mod tiltalte, og om det var muligt at an-vende andre efterforskningsmetoder end infiltration.

På baggrund af det oplyste om sagens særdeles alvorlige karakter, oplysnin-gerne om mistanken mod tiltalte og det oplyste om den hidtidige efterforsk-ning og sagens oplysninger i øvrigt finder retten, at der som udgangspunkt ikke er grundlag for at tilsidesætte politiets skøn om at bruge efterforsknings-midlet infiltration i det foreliggende tilfælde.

Brug af infiltration i forhold til en indsat i et fængsel rejser imidlertid særlige principielle retssikkerhedsmæssige spørgsmål i forhold til EMRK, artikel 6, stk. 1, og vil kun kunne anerkendes, når helt særlige omstændigheder gør sig gældende, hvilket der er redegjort for nedenfor.

Infiltration set i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention 

Brug af infiltration som led i efterforskningen, herunder ved anvendelse af ci-vilklædte betjente for at få mistænkte til at tale om den kriminalitet, der efter-forskes, er ifølge retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdoms-tol (EMD) ikke i sig selv i strid med EMRK artikel 6, stk. 1. Det følger imid-lertid af retspraksis fra EMD, at der bør være klare og forudsigelige procedu-rer for bemyndigelse og kontrol med sådanne efterforskningsmetoder.

Beslutningen om indsættelse af infiltratoren

Som tidligere anført fremgår det af rapport fra PET angående juridisk vurde-ring for anvendelse af politiagent i efterforskningen, dateret den 20. april 2022, bilag M-1-40-0-0, ekstraktens side 1118, at der blev opsat betingelser for samværet mellem mistænkte og politiagenten. Samværet skulle således være frivilligt for mistænkte. Hvis mistænkte tilkendegav, at han ikke ville ta-le om drabet, så skulle det respekteres i situationen, men det var ikke til hin-der for, at emnet kunne tages op på et senere tidspunkt.

Det fremgår videre af ovennævnte rapport, at politiet anvendte en politiagent til infiltration af tiltalte med henblik på at afklare, om tiltalte var gernings-mand til drabet på Forurettede.

Efter det oplyste blev PET agenten Fiktivt navn den 27. oktober 2020 indsat som infiltrator i Enner Mark Fængsel, og politiet foranledigede, at tiltalte og Fiktivt navn blev placeret på samme afdeling i Enner Mark Fængsel. Infiltrationen fandt i første omgang sted i perioden fra den 30. oktober til den 23. novem-ber 2020 på særlig sikret afdeling i Enner Mark Fængsel, hvor tiltalte og Fiktivt navn havde celler ved siden af hinanden. Infiltrationen stoppede den 23. no-vember 2020, da Fiktivt navn blev trukket ud af Enner Mark Fængsel.

Ifølge det oplyste foregik samværet mellem tiltalte og infiltratoren efter gæl-dende regler i Enner Mark Fængsel og med samtykke fra tiltalte og uden på-virkning fra politiet.

Angående den efterfølgende infiltration i Nørre Snede Fængsel fremgår det af styringsofficerens forklaring, at Københavns Vestegns Politi i foråret 2021 på ny rettede henvendelse til PET, og at der herefter blev truffet en beslutning om at fortsætte infiltrationen af tiltalte. På baggrund af et postkort, som fore-gav at være sendt af infiltratoren Fiktivt navn fra Columbia, blev der på ny etableret kontakt mellem Fiktivt navn og tiltalte, der da var indsat i Nørre Snede Fængsel. Ifølge styringsofficerens vidneforklaring blev tiltalte i postkortet spurgt, om han ville have besøg, og Fiktivt navn fik efterfølgende en besøgstilladelse, da tiltalte ifølge sin forsvarer gerne ville have besøg af Fiktivt navn. Det er oplyst, at der også var nogle telefonsamtaler mellem Fiktivt navn og tiltalte, og at Fiktivt navn besøgte tiltal-

te fire gange i Nørre Snede Fængsel; henholdsvis den 8. december 2021 og den 22. januar, den 5. marts og den 30. marts 2022.

Ifølge det oplyste foregik besøgene og telefonsamtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn i Nørre Snede Fængsel også efter gældende regler.

Det fremgår af styringsofficerens vidneforklaring, at de betingelser for sam-været, som fremgår af politirapporten af 20. april 2022, blev efterlevet af Fiktivt navn, og at der dagligt var kontakt mellem Fiktivt navn og styringsofficeren, som briefede og debriefede Fiktivt navn. På baggrund af styringsofficerens vidneforkla-ring må det lægges til grund, at Fiktivt navn handlede i overensstemmelse med ret-ningslinjerne.

Retten lægger herefter til grund, at der har været daglig kontrol med Fiktivt navn samt klare og forudsigelige procedurer for kontrollen med Fiktivt navn under ind-sættelsen. Det må endvidere lægges til grund, at det fremgik præcist af op-draget, hvad formålet med infiltrationen var.

Retten bemærker dog, at den juridiske vurdering fra Københavns Vestegns Politi og de betingelser, der var opstillet for samværet mellem tiltalte og Fiktivt navn, burde have foreligget i skriftlig form før indsættelsen, ligesom kon-trollen og procedurerne, som styringsofficeren har forklaret om, burde have foreligget i form af skriftlige retningslinjer for infiltrationen.

En sigtets retsstilling og forsvarerbeskikkelse

Det fremgår ikke af retsplejeloven efter hvilke kriterier, det skal afgøres, om en person er sigtet eller skal anses som sigtet, ligesom det ikke fremgår, hvornår en person skal sigtes.

Grænsen mellem, hvornår en person blot er mistænkt, og hvornår denne bør sigtes, er flydende. Dette afhænger blandt andet af styrken af den mistanke, der retter sig mod den pågældende og om, hvorvidt der er flere mistænkte. I nærværende sag har politiet før beslutningen om infiltration angiveligt vurde-ret, at mistanken mod tiltalte ikke var af en sådan styrke, at der var grundlag for en sigtelse, men samtidig af en sådan styrke, at tiltalte fik beskikket en forsvarer.

Det fremgår således, at tiltalte den 13. marts 2019 fik beskikket advokat Pe-ter Kragh som forsvarer, og at der den 12. januar 2021 skete ombeskikkelse til advokat Christina Schønsted.

Forbuddet mod selvinkriminering fremgår af retsplejelovens § 752, stk. 1. In-den politiet afhører en sigtet, skal denne udtrykkeligt gøres bekendt med sig-telsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig. En sigtet har således ret til at være tavs og har ikke pligt til at bidrage med oplysninger til brug for sagens opklaring.

Tiltalte var før infiltrationen mistænkt – men ikke sigtet – for drabet i Park, og var før infiltrationen blevet afhørt af politiet tre gange uden sigtel-se, men med en sigtets rettigheder, idet tiltalte før hver afhøring var blevet

gjort bekendt med, at han ikke havde pligt til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1.

Tiltalte blev afhørt den 8. november 2016 på Psykiatrisk Center Ballerup, den 10. januar 2018 i Maribo Arrest og den 31. oktober 2018 på Politigår-dens Fængsel, hvor tiltalte alle gangene afgav forklaring til politiet.

Afhøringer

Det er et centralt tema i sagen, om de afspillede lydoptagelser af samtalerne mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn er samtaler eller afhøringer.

Af retsplejelovens § 750, 1. pkt., fremgår:

”Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen af afgive for-klaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig.”

Der er ikke i retsplejeloven en definition af, hvad der skal forstås ved en af-høring.

En afhøring må findes at være karakteriseret ved en fast og konkret struktur, hvor afhøreren styrer samtalen og stiller spørgsmål med det formål at få in-formationer om et bestemt tema, og hvor den afhørte bliver spurgt til kon-krete omstændigheder vedrørende den kriminalitet, der efterforskes.

Retten bemærker, at det forhold, at en polititjenestemand og en mistænkt har en samtale, ikke i sig selv gør samtalen til en afhøring.

Det må bero på en konkret vurdering af aflytningerne af samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn, om en eller flere af samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn må sidestilles med afhøringer, som kræver en iagttagelse af retten til ikke at ud-tale sig og forbuddet mod selvinkriminering i retsplejelovens § 752, stk. 1, og EMRK, artikel 6, stk. 1, idet bemærkes, at retten til ikke at udtale sig og for-buddet mod selvinkriminering i retsplejelovens § 752, stk. 1 må fortolkes i overensstemmelse med EMRK artikel 6, stk. 1.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1 

Det fremgår af EMRK artikel 6, stk. 1, at enhver, der anklages for en lov-overtrædelse, har ret til en retfærdig rettergang. Det beror på en helhedsvur-dering af processen, om rettergangen har været retfærdig.

Brug af infiltration i forhold til en indsat i et fængsel og anvendelse af lyd-optagelser fra samværet mellem infiltrator og en indsat som bevis rejser grundlæggende retssikkerhedsmæssige spørgsmål i forhold til tiltaltes krav om en retfærdig rettergang, jf. EMRK artikel 6, stk. 1, herunder i forhold til det grundlæggende retsprincip om, at den, der er mistænkt for en strafbar handling, har ret til ikke at udtale sig, og ikke har pligt til at bidrage til, at han bliver straffet for en strafbar handling.

Efter praksis fra EMD praksis følger det af EMRK artikel 6, stk. 1, at en-hver, der er anklaget for en forbrydelse, har ret til ikke at udtale sig og til ik-ke at blive tvunget til at inkriminere sig selv.

Beskyttelsen mod selvinkriminering gælder efter EMRK artikel 6, stk. 1, fra det tidspunkt, hvor den pågældende person er sigtet for en strafferetlig over-trædelse, eller fra det tidspunkt, hvor den pågældende reelt er genstand for en strafferetlig efterforskning.

Da tiltalte var genstand for strafferetlig efterforskning, var tiltalte beskyttet af forbuddet mod selvinkriminering, da infiltrationen blev iværksat med infiltra-tors indsættelse i Enner Mark Fængsel og også under de efterfølgende besøg i Nørre Snede Fængsel, hvor Fiktivt navn besøgte tiltalte.

Ved vurderingen af, om det strider mod grundlæggende retsprincipper, her-under i forhold til retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkrimi-nering, at lade video- og lydoptagelserne fra infiltrationen i Enner Mark Fængsel og Nørre Snede Fængsel indgå som beviser i sagen, må der lægges vægt på, om tiltalte har befundet sig i en særlig sårbar situation ved at være indsat i et fængsel. Det må vurderes, om infiltrationen er foregået i betryg-gende rammer, om kontakten mellem tiltalte og Fiktivt navn var frivillig, eller om tiltalte direkte eller indirekte var presset til at have samvær og samtaler med Fiktivt navn, eller om der var andre momenter af tvang. Der må endvidere lægges vægt på styrkeforholdet mellem tiltalte og Fiktivt navn, om tiltalte har været under et psykologisk pres, om der har været et afhængighedsforhold mellem tiltalte og Fiktivt navn, om de var ligeværdige i kontakten og samtalerne, eller om en af dem var styrende eller dominerende overfor den anden i kontakten.

Ved vurderingen af, om aflytningerne af tiltaltes og Fiktivt navns samtaler har ka-rakter af afhøringer eller på anden måde krænker retten til ikke at udtale sig og selvinkrimineringsforbuddet, må der endvidere lægges vægt på, om det var tiltalte eller infiltrator, der styrede samtalerne, om tiltalte af egen drift el-ler gennem styring fra infiltratoren talte om drabssagen i Park, og om der fra infiltrators side var et ”provokationselement” i hans samtaler med til-talte.

Retten til ikke at inkriminere sig selv vedrører først og fremmest respekten for tiltaltes ønske om ikke at ville udtale sig. Det centrale er således respek-ten for den anklagedes vilje.

Det er ikke i sig selv i strid med forbuddet mod selvinkriminering, at hensig-ten med infiltrationen er at afdække og få den mistænkte til at tale om den kriminalitet, der efterforskes. Det har derimod betydning, hvorledes den mis-tænkte bringes til at tale om den kriminalitet, der efterforskes. Der gælder så-ledes et provokationsforbud, som betyder, at den mistænkte ikke må lokkes, presses eller på lignende utilbørlig måde bringes til at tilstå eller på anden må-de inkriminere sig selv i forhold til den kriminalitet, som den pågældende er mistænkt for.

Vurderingen af, om de enkelte samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn må sidestil-les med afhøringer og indebærer en krænkelse af retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering, beror ifølge Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstols dom af 5. november 2002 (final 5. februar 2003) i sag 48539/99 Allan mod Storbritannien på en konkret og samlet vurdering af de

foreliggende omstændigheder.

Af resumé af dommen i sagen, Allan mod Storbritannien, gengivet i tidsskrif-tet EU-ret & Menneskeret nr. 1, marts 2003, fremgår blandt andet:

”…

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren, Ricard Roy Allan, er britisk statsborger. I februar 1995 fortalte en anonym kilde til politiet, at klageren havde været involveret i mordet på en bu-tiksbestyrer, som var blevet skudt i et supermarked i Manchester. Den 8. marts samme år blev klageren anholdt og sigtet for mordet. I forbindelse med de efterfølgende afhøringer påberåbte klageren sig retten til ikke at udtale sig. Politiet foretog bånd- og videooptagelser af samtaler, som klageren og hans kæreste havde under hendes besøg i fængslet, og som klageren og hans med-sigtede havde, mens de opholdt sig i deres fælles celle.

Den 23. marts 1995 blev H, som igennem længere tid havde fungeret som meddeler for politiet, og som havde en kriminel fortid, anbragt i samme celle som klageren med det formål at fremskaffe informationer fra klageren. Politiet instruerede H om at ”presse klageren så langt som muligt” , ligesom politiet vejledte H om, hvordan han skulle bære sig ad.

Den 28. juli 1995 blev klageren afhørt af politiet om røveriet i supermarkedet. Klageren var i forbindelse med afhøringen bistået og rådgivet af en advokat. Klageren blev tilbudt at udtale sig om optagelserne foretaget i februar og marts 1995, men valgte ikke at svare på spørgsmål. Ifølge klageren blev han udførligt forhørt af politiet i et forsøg på at bringe ham ud af fatning eller gø-re ham nervøs og usikker således, at han ville være mere snaksaglig og sårbar over for H, når han vendte tilbage til fængslet. H var i mellemtiden blevet ud-styret med aflytningsudstyr. Optagelserne blev anvendt som bevis mod klage-ren i den efterfølgende retssag mod ham. Klageren blev afhørt på ny den 29. juni og den 26. juli 1995, hvor han valgte ikke at udtale sig om beskyldninger-ne om drab.

Den 25. juli 1995 påstod H i en 60 sider lang vidneforklaring, at klageren havde indrømmet, at han var til stede på mordstedet. Denne påståede indrøm-melse udgjorde ikke en del af det optagne forhør og blev derfor bestridt af kla-geren. Der fandtes ikke andre beviser ud over den påståede indrømmelse, som direkte forbandt klageren med mordet på butiksbestyreren. Den 17. februar 1998 blev klageren dømt for mordet af et nævningeting med stemmerne 10 mod 2 og blev idømt fængsel på livstid. Klageren ankede herefter dommen med påstand om, at dommeren skulle have afvist beviserne indsamlet ved hjælp af bånd- og videooptagelser samt vidneudsagnet afgivet af H. Herudo-ver gjorde han gældende, at dommeren havde begået fejl i sin retsbelæring til nævningerne. Den 31. juli 1998 blev hans første appel afvist af en dommer. Appeldomstolen afviste den 18. januar 1999 efter en høring, under hvilken klageren blev repræsenteret af en forsvarer, klagerens nye forsøg på at appel-lere den tidligere afgørelse.

Menneskerettighedsdomstolens afgørelse

Vedrørende artikel 8: Menneskerettighedsdomstolen mindede om, at der på det

relevante tidspunkt ikke eksisterede retsregler, der regulerer politiets anven-delse af skjult aflytningsudstyr. Optagelserne af klagerens samtaler med den medsigtede, kæresten og H var derfor ikke i overensstemmelse med loven som krævet efter artikel 8, stk. 2 i Menneskerettighedskonventionen. Optagelserne var derfor i strid med artikel 8 (enstemmig afgørelse).

Vedrørende artikel 6: Menneskerettighedsdomstolen mindede om, at optagel-serne på politistationen og i fængslet af klagerens samtaler med kæresten, den medsigtede og H samt vidneudsagnet fra H, som politiet havde anbragt i sam-me celle som klageren med det formål at skaffe beviser mod klageren, udgjor-de anklagemyndighedens væsentligste beviser i sagen mod klageren. Mennes-kerettighedsdomstolen sondrede herefter mellem (1) optagelserne af samtaler-ne med kæresten og den medsigtede og (2) politiets anvendelse af meddeleren H med henblik på at fremskaffe beviser, herunder de optagne samtaler og vid-neudsagnet.

…

Vedrørende politiets anvendelse af meddeleren H:

Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at retten til ikke at udtale sig og for-buddet mod selvinkriminering er centrale elementer i retten til en retfærdig ret-tergang og tager sigte på at beskytte en anklaget persons frihed til at vælge, om den anklagede vil udtale sig eller ej under politiets afhøringer. En sådan frihed til selv at vælge bliver direkte undermineret i tilfælde, hvor myndighe-derne, efter at den anklagede har valgt ikke at udtale sig, bruger påskud til at lokke tilståelser eller andre udtalelser af inkriminerende karakter ud af den an-klagede, som myndighederne ikke ville have været i stand til at opnå under al-mindelig afhøring, og hvor tilståelserne eller udtalelserne bliver anvendt som bevis under en retssag.

Hvorvidt retten til ikke at udtale sig var blevet undergravet i en sådan grad, at der var tale om en krænkelse af artikel 6 i Menneskerettighedskonventionen, afhang af sagens konkrete omstændigheder. Menneskerettighedsdomstolen be-mærkede, at klageren i overensstemmelse med sin advokats råd havde fast-holdt retten til ikke at udtale sig under afhøringerne. H, som gennem længere tid havde fungeret som meddeler for politiet, blev anbragt i samme celle som klageren med det formål at lokke oplysninger ud af klageren som kunne for-binde ham med de forbrydelser, han var mistænkt for at have begået. Det be-vismateriale, som blev påberåbt i retssagen mod klageren, afslørede, at politi-et havde vejledt H og havde instrueret ham om at ”presse ham for alt, hvad han kunne” . De tilståelser, som klageren skulle have afgivet overfor H, og som udgjorde det afgørende bevis imod klageren, havde ikke været spontane og uprovokerede udsagn, frivilligt afgivet af klageren, men havde været frem-kaldt af vedholdende spørgsmål fra H, som på foranledning af politiet førte samtalerne ind på det begåede mord under omstændigheder, som i praksis kunne sidestilles med en egentlig afhøring, dog uden iagttagelse af de retssik-kerhedsgarantier, som normalt var forbundet med en formel politiafhøring, herunder bistand af en advokat og vejledning om retten til ikke at udtale sig. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at klageren havde været udsat for et psykologisk pres, som påvirkede ”frivilligheden” af de tilståelser, som klage-ren skulle være kommet med over for H. Klageren var mistænkt for mord, var

frihedsberøvet, var under direkte pres som følge af politiets efterforskning og kunne forventes at ville betro sig til H, som han delte celle med. Under disse omstændigheder fandt Menneskerettighedsdomstolen, at de informationer, som blev indhentet ved brug af H, kunne opfattes som opnået imod klagerens vilje, og at anvendelsen heraf under retssagen krænkede klagerens ret til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering. Der var derfor sket en krænkelse af artikel 6, stk. 1, i Menneskerettighedskonventionen (enstemmig afgørelse).”

Det beror herefter på en konkret helhedsvurdering, om beviserne fra infiltra-tionen – helt eller delvist – kan indgå som bevis i sagen.

Ved denne vurdering må det endvidere indgå, om forsvarets rettigheder er blevet respekteret, herunder om tiltalte har haft mulighed for at anfægte og imødegå bevisets betydning.

Rettens bemærkninger

Indledende bemærkninger i forhold til Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions artikel 6, stk. 1

Under infiltrationen afsonede tiltalte en dom på 8 års fængsel for forsøg på manddrab, som ikke havde relation til den kriminalitet, som infiltratoren Fiktivt navn gennem infiltrationen skulle søge at afdække, om tiltalte var gernings-mand til. Infiltrationen fandt først sted på særlig sikret afdeling i Enner Mark Fængsel, hvor tiltalte og Fiktivt navn var indsat, og efterfølgende i Nørre Snede Fængsel, hvor tiltalte senere afsonede, og hvor Fiktivt navn besøgte tiltalte. Retten finder, at en indsat i et fængsel som udgangspunkt må antages at be-finde sig i en særlig sårbar situation, og at et fængsel ikke kan anses for at være en tryg ramme i relation til infiltration af en mistænkt. Retten finder imidlertid, at der også i den henseende må foretages en konkret vurdering. Efter en konkret og samlet vurdering af det under hovedforhandlingen oplys-te om tiltaltes tidligere kriminalitet og fængselsophold sammenholdt med op-lysningerne om tiltalte i øvrigt, finder retten, at tiltalte ikke kan anses for at have befundet sig i en særlig sårbar situation ved at være indsat i et fængsel, og at infiltrationen, som fandt sted på særlig sikret afdeling i Enner Mark Fængsel med fællesskabskontakt én til én samt efterfølgende i et besøgsrum i Nørre Snede Fængsel med én til én kontakt, foregik i betryggende rammer. Retten har herved lagt vægt på, at samværet mellem infiltratoren og tiltalte fandt sted, mens de var alene, og at det må lægges til grund, at tiltalte i mod-sætning til den rolle, Fiktivt navn spillede, ikke var uvant med at opholde sig i et lukket fængsel. Der er endvidere henset til det forhold, at tiltalte var afsoner af en fængselsdom og ikke var varetægtsarrestant som i EMD, Allan mod Storbritannien.

Tiltalte har forklaret, at han blev overflyttet fra Nyborg Fængsel til Enner Mark Fængsel, hvor han skulle på særlig sikret afdeling, og det fremgår af det oplyste, at tiltalte den 30. oktober 2020 fik Fiktivt navn bragt i forslag som fæl-leskabsmakker, og at tiltalte accepterede at have samvær med Fiktivt navn.

Det fremgår af styringsofficerens vidneforklaring, at det var fængselspersona-let, der bestemte, hvem der havde fællesskab med hvem, og at vidnet ikke havde indflydelse på, hvilke celler, Fiktivt navn og tiltalte fik i fængslet.

Af de afspillede samtaler fremgår, at der hurtigt blev skabt en kammeratlig relation mellem tiltalte og Fiktivt navn.

Uanset tiltaltes begrænsede valgmuligheder med hensyn til en fælleskabsmak-ker på særlig sikret afdeling, finder retten, at samværet mellem dem må anses som frivilligt.

Retten finder endvidere, at det må indgå som et moment ved vurderingen af, om samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn kan indgå som bevis i sagen, at tiltal-te i forhold til Fiktivt navn fremstod som en indsat, der med hensyn til erfaring med fængselsophold, herunder i lukkede fængsler, og i fysisk og psykisk fremto-ning fremstod som overlegen i forhold til Fiktivt navn.

Som ovenfor nævnt er det ikke i sig selv i strid med forbuddet mod selvinkri-minering, at Fiktivt navn har fået tiltalte til at tale om drabet i Park, forudsat at det ikke er sket på en utilbørlig måde.

Det må imidlertid i forhold til de enkelte samtaler vurderes, om Fiktivt navns dæk-historie om henholdsvis at have begået vold med kniv mod en kvinde i Grøn-land, som Fiktivt navn ifølge dækhistorien var varetægtsfængslet for, og Fiktivt navns se-nere dækhistorie om at have dræbt en kvinde i Portugal – et drab, som var u-opklaret – indebar et provokationselement, som medfører, at beviserne som følge af infiltrationen ikke kan indgå i sagen, jf. EMRK artikel 6, stk. 1. Retten lægger til grund, at baggrunden for karakteren af Fiktivt navns dækhistorier om knivvold mod en kvinde og et uopklaret drab på en kvinde var begrundet i, at tiltalte var mistænkt for et drab på en kvinde, og at Fiktivt navns dækhistorie skulle give tiltalte en anledning til at tale om drabet i Park, som politi-et mistænkte, at tiltalte havde begået.

Ved vurderingen af, om Fiktivt navns dækhistorie om knivvold mod en kvinde i Grønland isoleret set var tilladeligt eller udgjorde et utilbørligt provokations-element, må det indgå, at det på daværende tidspunkt var 4 år siden, at det u-opklarede drab i Park var begået, at tiltalte afsonede en lang fængs-elsstraf for forsøg på manddrab mod en tidligere kæreste, og at tiltalte ikke var varetægtsfængslet for drabet i Park.

Henset til, at tiltalte afsonede en fængselsstraf på 8 år for forsøg på mand-drab mod en kvinde, finder retten, at det ikke i sig selv var problematisk, at Fiktivt navn havde en overordnet set matchende dækhistorie om grov vold mod en kvinde i Grønland. Det forhold, at Fiktivt navns dækhistorie angik knivvold, kan ik-ke føre til en anden vurdering.

Spørgsmålet om, hvorvidt Fiktivt navns dækhistorie om et uopklaret drab på en kvinde i Portugal, har betydning for, om lydoptagelserne i forhold til EMRK artikel 6, stk. 1, kan indgå som bevis, må bero på en konkret vurdering, hvor der må lægges vægt på indholdet af samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn,

hvornår dækhistorien blev præsenteret for tiltalte, og om dækhistorien på baggrund af det foreliggende må antages at have lokket eller på anden util-børlig måde fået tiltalte til at tale om drabet i Park, som tiltalte var mistænkt for.

Retten finder, at det er af afgørende betydning i forhold til en eventuel kræn-kelse af EMRK artikel 6, stk. 1, om tiltaltes oplysninger og forklaringer i re-lation til drabet i Park må opfattes som opnået imod tiltaltes vilje. Dette vil blive vurderet nedenfor.

Bemærkninger i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2 – legalitetsprincippet

Aflytningerne består, som ovenfor anført, dels af rumaflytninger af tiltaltes celle i Enner Mark Fængsel samt af besøgsrum og tiltaltes celle i Nørre Sne-de Fængsel, og dels af aflytninger, optaget med personbåret aflytningsudstyr, som infiltratoren Fiktivt navn har båret. Som tidligere anført har retten ved kendels-er givet tilladelse til rumaflytningen af tiltaltes celle i Enner Mark Fængsel samt af besøgsrum og tiltaltes celle i Nørre Snede Fængsel. Retsplejeloven indeholder ikke regler om personbårne aflytninger, og det lægges efter det oplyste til grund, at de personbårne aflytninger er iværksat på baggrund af en juridisk vurdering, foretaget af politiet og anklagemyndigheden.

Retten bemærker, at aflytninger, som er foretaget af en polititjenestemand med skjult personbåret aflytningsudstyr som led i en efterforskning, er et myndighedsindgreb, som ifølge EMRK artikel 8, stk. 2, kræver en hjemmel i national ret, f.eks. i form af en cirkulæreskrivelse eller instruks.

Da det ikke fremgår af det oplyste, at der forelå retningslinjer om aflytninger, foretaget af en polititjenestemand med personbåret skjult aflytningsudstyr, må det lægges til grund, at lydoptagelserne med personbåret aflytningsudstyr er i strid med EMRK artikel 8, stk. 2, da legalitetskravet ikke kan anses at være opfyldt.

Det forhold, at legalitetskravet ikke kan anses at være opfyldt, er imidlertid ikke ensbetydende med, at beviset i form af de personbårne lydoptagelser, skal afskæres.

Der må ved vurderingen af, om ulovligt tilvejebragte beviser skal afskæres, lægges vægt på, om forsvarets rettigheder er respekteret, bevisets værdi, om beviset er eneste eller afgørende bevis, kriminalitetens grovhed og karakteren af konventionskrænkelsen.

Retten lægger til grund, at den manglende overholdelse af legalitetskravet i EMRK artikel 8, stk. 2, i dette tilfælde ikke har haft betydning for bevisets værdi, og retten finder på baggrund af en konkret vurdering af det forelig-gende, at det forhold, at legalitetskravet ikke er opfyldt, ikke i sig selv er til hinder for, at de personbårne lydoptagelser kan indgå som beviser i sagen. Retten har herved lagt vægt på, at lydoptagelserne efter det oplyste er uredi-gerede, og at der ikke er tvivl om ægtheden af lydoptagelserne, at forsvarets

rettigheder er respekteret, idet forsvaret har haft mulighed for at anfægte og imødegå beviserne samt anmode om yderligere bevisførelse, og at beviserne i form af de personbårne lydoptagelser ikke må antages at være  eneste eller afgørende bevis i sagen.

Generelt om aflytningerne i fængslerne

Som ovenfor anført er det ifølge EMRK ikke i sig selv i strid med selvinkri-mineringsforbuddet at få en mistænkt til at tale om den kriminalitet, der efter-forskes, men det må på baggrund af de enkelte optagelser sammenholdt med de ovenfor anførte momenter konkret vurderes, om tiltalte bringes til at tale om drabet i Park på en måde, der ligger indenfor rammerne af retsple-jelovens regler og EMRK artikel 6, stk. 1, eller om der foreligger en kræn-kelse af tiltaltes ret til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering, og om det i givet fald skal have den konsekvens, at aflytningerne ikke kan indgå som bevis i sagen. Som anført ovenfor er det centrale respekten for til-taltes vilje.

Den omstændighed, at infiltrationen og aflytningerne af tiltalte og infiltrato-ren Fiktivt navns samtaler har fundet sted i et lukket fængsel rejser, som nævnt ovenfor, grundlæggende retssikkerhedsmæssige spørgsmål i forhold til tiltal-tes krav på en retfærdig rettergang, herunder i forhold til retten til ikke at ud-tale sig og selvinkrimineringsforbuddet, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1, og EMRK artikel 6, stk. 1.

Som ovenfor anført finder retten imidlertid efter en samlet og konkret vurde-ring, at tiltalte ikke kan anses for at have befundet sig i en særlig sårbar situa-tion ved at være indsat i et fængsel, og at infiltrationen foregik i betryggende rammer.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende helt særlige, konkrete omstændigheder, herunder rettens indtryk af de afspil-lede samtaler i Enner Mark Fængsel og Nørre Snede Fængsel, finder retten, at den omstændighed, at samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn har fundet sted i et lukket fængsel, ikke i sig selv indebærer en krænkelse af retssikkerheds-mæssige hensyn i forhold til tiltalte med den konsekvens, at beviserne i form af aflytningerne allerede af den grund skal afskæres.

Lydoptagelserne fra Enner Mark Fængsel

Den 30. oktober 2020 - den 2. november 2020

Det kan lægges til grund, at samværet i Enner Mark Fængsel mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn blev startet op den 30. oktober 2020, og at tiltalte før-ste gang talte om drabet i Park under en gårdtur den 3. november 2020 kl. 12.18.11-12.32.00.

Under den indledende kontakt mellem tiltalte og Fiktivt navn i dagene fra den 30. oktober 2020 frem til gårdturen den 3. november 2020 fremgår det af opta-gelserne af aflytningerne, at tiltalte og Fiktivt navn præsenterede sig og ”talte sig ind på hinanden” og i den forbindelse talte om blandt andet baggrunden for,

hvorfor de hver især var indsat i Enner Mark Fængsel. Tiltalte fortalte såle-des, at han afsonede en dom på 8 års fængsel for drabsforsøg, ligesom han fortalte om yderligere kriminalitet, mens Fiktivt navn fortalte sin dækhistorie om, at han var varetægtsfængslet for et knivoverfald på en kvinde i Grønland. Uanset Fiktivt navns relativt detaljerede beskrivelse den 2. november 2020 af kniv-overfaldet på kvinden i Grønland finder retten efter en samlet vurdering, at dette forhold ikke udgør et utilbørligt provokationselement, og at tiltaltes ret til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering ikke er krænket. Retten finder efter en samlet vurdering af indholdet af samtalerne og de øvri-ge omstændigheder, at disse indledende samtaler ikke har karakter af afhørin-ger og kan indgå som beviser i sagen.

Den 3. november 2020

For så vidt angår gårdturen den 3. november 2020 kl. 12.18.11-12.32.00 fo-religger der udover personbåret aflytning tillige en videooptagelse dækkende tidsrummet kl. 12.18-12.21. Dette er det eneste tidspunkt, hvor der i retten udover lydoptagelse tillige er afspillet en optagelse med billede.

Ifølge det oplyste var dette første gang, at drabet i Park omtaltes un-der samværet mellem tiltalte og Fiktivt navn.

Det fremgår af den afspillede video- og lydoptagelse fra gårdturen den 3. no-vember 2020, at det var tiltalte, der af egen drift – spontant og uden at Fiktivt navn forinden havde ledt samtalen i den retning – talte om drabet i Park og detaljeret beskrev og viste Fiktivt navn med lyde og hånd- og kropsbevægelser, hvorledes han mente, at den højgravide Forurettede var blevet dræbt med knivstik, og at hun i den forbindelse havde fået skåret næsen af.

Det fremgår endvidere af video- og lydoptagelsen fra gårdturen den 3. no-vember 2020, at det var tiltalte, der var styrende for samtalen, og at tiltalte fremstod som den dominerende og udfarende part.

Retten finder, at det forhold, at tiltalte under samtalen på gårdturen den 3. november 2020 kl. 12.18.11-12.20.40 af egen drift nøje beskrev og viste, hvorledes drabet efter hans opfattelse var foregået, må indgå som et moment ved vurderingen af de følgende dages samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn, her-under ved vurderingen af, om der var tale om afhøringssituationer eller sam-taler, der iagttog selvinkrimineringsforbuddet og retten til ikke at udtale sig. Det må således tillægges betydning, om Fiktivt navn ved samtalerne med tiltalte stillede ”naturlige” konversationsspørgsmål til noget, tiltalte allerede havde fortalt om, eller om der var tale om en udspørgen fra Fiktivt navns side.

Henset til indholdet af video- og lydoptagelsen, herunder tiltaltes adfærd, stemmeføring og stemningsleje sammenholdt med Fiktivt navns fåmælte tilkendegi-velser i forhold til tiltaltes udtalelser, finder retten, at denne samtale ikke har karakter af en afhøring og derfor kan indgå som bevis i sagen.

Den 4. november 2020 - den 7. november 2020

Generelt giver de afspillede aflytninger af tiltalte og Fiktivt navns samtaler i dagene efter gårdturen den 3. november 2020 et billede af, at Fiktivt navn fortsat prøvede at opbygge en kammeratlig relation og et tillidsforhold til tiltalte, ligesom han søgte at skabe en samhørighed og fællesskabsfølelse mellem ham og tiltalte. Det er indtrykket, at det i overvejende grad var tiltalte, som talte og var do-minerende i samtalerne, mens Fiktivt navn overvejende lyttede og kom med korte bemærkninger og tilkendegivelser, samt at der under samtalerne var en god stemning mellem tiltalte og Fiktivt navn, og at samtalerne fremstod som frivillige. Særligt for så vidt angår samtalen mellem tiltalte og Fiktivt navn på gårdturen den 4. november 2020 om formiddagen fremgår det af den personbårne aflytning kl. 09.50.13-09.52.36, at Fiktivt navn nævnte en film, hvor en person fik skåret næ-sen af, hvorefter tiltalte – efter et spring til et andet samtaleemne – begyndte at tale om drabet i Park, og hvordan han tænkte, at gerningsmanden havde stukket hende. Tiltalte vendte endvidere efter ca. 10 minutters samtale om andre emner tilbage til sagen fra Park.

Retten finder, at spørgsmålet om, hvorvidt samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn har karakter af afhøringer, må vurderes i lyset af de forudgående sam-taler, og at samtalen den 4. november 2020 om formiddagen således må ses i forhold til tiltaltes udsagn under gårdturen den 3. november 2020 omkring middagstid. Retten lægger herved vægt på, at der ikke er afspillet optagelser fra samvær mellem tiltalte og Fiktivt navn i tiden mellem disse to gårdture, hvorfor det må antages, at samtalen den 4. november 2020 var en naturlig fortsættel-se af snakken dagen før. Retten finder herefter, at det forhold, at tiltalte først begyndte at tale om drabet i Park efter Fiktivt navns henvisning til filmsce-nen, hvor en person fik skåret næsen af, ikke i sig selv kan føre til, at samta-len kan sidestilles med en afhøring eller i øvrigt er utilbørlig set i lyset af til-taltes ret til ikke at udtale sig eller selvinkrimineringsforbuddet.

Retten bemærker i forlængelse heraf, at det som anført oven for ifølge

EMRK artikel 6, stk. 1, ikke i sig selv er i strid med selvinkrimineringsfor-buddet at få en mistænkt til at tale om den kriminalitet, der efterforskes. Det forhold, at Fiktivt navn gav tiltalte anledning til at tale om drabet i Park, da han ved den personbårne aflytning under gangfællesskab den 6. november 2020 kl. 13.29.27-13.34.56 nævnte en artikel om sagen fra Park, som han havde læst dagen forinden, herunder at politiet ingen mistænkte havde, er således efter rettens vurdering ikke i strid med tiltaltes retsgarantier. Tiltalte talte i denne optagelse blandt andet om, at der havde været fire mistænkte i sagen, og at den ene var mistænkt i halvandet år, hvorefter han gik fri. Tiltal-te talte endvidere – efter at have talt om Person 2-sagen og kun afbrudt af korte bemærkninger fra Fiktivt navns side – om en ældre dame, som hørte skrig og så en maskeret mand løbe fra parken, og om området omkring gernings-stedet med fodboldbaner, skole, tunnel, cykelsti og overvågningskameraer mv. Retten finder, at der her er tale om en samtale, der ikke kan sidestilles med en afhøring, ligesom lydoptagelsen ej heller af andre grunde skal afskæ-res som bevis i sagen.

Efter en samlet og konkret vurdering finder retten, at optagelserne fra perio-

den 4.-7. november 2020 ikke kan sidestilles med afhøringer, og at optagel-serne kan indgå som beviser i sagen.

Den 8. november 2020

Efter det for retten oplyste blev tiltalte første gang den 8. november 2020 præsenteret for Fiktivt navns anden dækhistorie om en sag fra Portugal, hvor Fiktivt navn angiveligt skulle have dræbt en kvinde, hvilket var uopklaret. Det fremgår så-ledes af optagelsen af personbåret aflytning fra gangfællesskab mellem tiltalte og Fiktivt navn den 8. november 2020 kl. 15.37.56-15.38.39, at Fiktivt navn fortalte og antageligt tillige viste tiltalte, hvor på kroppen, han ramte kvinden. Efter til-talte og Fiktivt navn havde talt om andre emner, vendte tiltalte efter ca. 15 minutter tilbage til Fiktivt navns sag fra Portugal og paralleliserede til danske forhold, herun-der at man ikke skulle tænke på det, hvis man vidste, at man havde gjort sine ting ordentligt.

På baggrund af en konkret vurdering af de afspillede samtaler den 8. novem-ber 2020 finder retten, at Fiktivt navns dækhistorie om at have begået et uopklaret drab i Portugal – som først fortaltes efter, at tiltalte den 3. november 2020 havde fortalt om drabet i Park – ikke har lokket eller på anden util-børlig måde har fået tiltalte til at tale om drabet i Park. Samtalerne kan ikke sidestilles med afhøringer og kan derfor indgå som beviser i sagen.

Den 9. november 2020 – 17. november 2020

I denne periode bærer de afspillede lydoptagelser fra personbårne aflytninger med samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn præg af, at tiltalte i betydeligt omfang talte om, hvordan man bedst udfører knivoverfald, om området omkring Park, og om politiets efterforskning af drabet i Park.

I en række af samtalerne i disse dage gav tiltalte udtryk for, at det ikke var ham, der havde begået drabet i Park, men at han vidste, hvem der havde gjort det.

Det er indtrykket af tiltalte og Fiktivt navns samtaler i denne periode, at det pri-mært var tiltalte, der bragte sagen fra Park på banen, mens Fiktivt navn pri-mært forholdt sig lyttende og svarede relativt kortfattet. Det forhold, at Fiktivt navn ved den personbårne aflytning fra gårdturen den 10. november 2020 kl. 13.39.42-13.44.15 nævnte, at der snart kom et TV program om drabet i Park, findes efter en konkret vurdering af samtalen ikke at kunne føre til, at Fiktivt navn på en utilbørlig måde har fået tiltalte til at tale om Park. Herefter, og efter en samlet vurdering af samtalerne i denne periode, herun-der af rammerne, initiativet og fastholdelsen af samtaleemnet, finder retten, at disse ikke kan sidestilles med afhøringer, ligesom retten ikke finder, at disse samtaler er i strid med tiltaltes ret til ikke at udtale sig eller selvinkrimine-ringsforbuddet. Retten finder herefter ikke grundlag for at afskære lyd-optagelserne fra denne periode som beviser i sagen.

Den 18. november 2020

For så vidt angår den personbårne aflytning fra gårdturen den 18. november 2020 kl. 12.34.55-13.05.59 bemærker retten, at Fiktivt navn her indtog en aktiv rolle i relation til samtalen om Park og udfordrede tiltalte på dennes tilkendegivelser om, at det ikke var ham, der havde begået drabet i Park, ligesom Fiktivt navn spurgte tiltalte direkte, om han så havde fået kniven væk, hvortil tiltalte svarede, at han ikke havde noget med det at gøre, ligesom til-talte sagde til Fiktivt navn ”Du er rigtig nysgerrig i dag” og ”Du har ikke en aftale med politiet, har du?” .

Fiktivt navn fremstod under denne gårdtur vedholdende og direkte i sine spørgsmål til tiltalte om sagen fra Park.

Retten finder ud fra en samlet vurdering, at lydoptagelserne fra gårdturen den 18. november 2020 må sidestilles med afhøringer og udgør en krænkelse af retten til ikke at udtale sig i forbindelse med afhøring og af forbuddet mod selvinkriminering, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1, og EMRK artikel 6, stk. 1. Lydoptagelsen udgør således et ulovligt tilvejebragt bevis.

Den 21. november 2020

Der er vedrørende den 21. november 2020 afspillet sammenhængende lyd-optagelser i retten fra henholdsvis personbåret aflytning under en gårdtur om formiddagen (kl. 10.05.20-11.05.30) samt personbåret aflytning under gang-fællesskab om eftermiddagen (kl. 13.31.10-ca. 14.14).

For så vidt angår gårdturen om formiddagen, havde Fiktivt navn fra begyndelsen en konfronterende stil over for tiltalte. Fiktivt navn gav udtryk for, at han ikke kunne få de ting, tiltalte havde fortalt ham, til at hænge sammen, herunder med de oplysninger, som han havde søgt frem på internettet om tiltalte, ligesom Fiktivt navn gav udtryk for, at han som følge deraf var begyndt at tvivle på, om til-talte bandt ham en historie på ærmet. I den forbindelse spurgte Fiktivt navn gentag-ne gange ind til de ting, som tiltalte havde fortalt ham om sit kendskab til drabet i Park, ligesom Fiktivt navn foreholdt tiltalte oplysninger, som tiltalte tidligere havde fremført over for Fiktivt navn, og som Fiktivt navn ikke nu kunne få til at passe i det samlede billede.

Retten finder ud fra en samlet vurdering, at samtalen under gårdturen den 21. november 2020 om formiddagen må sidestilles med en afhøring.

Samtalen under gangfællesskabet om eftermiddagen har ikke samme kon-fronterende karakter, men må ses i sammenhæng med lydoptagelsen fra for-middagens gårdtur. Retten lægger herved vægt på den tidsmæssige sammen-hæng, ligesom eftermiddagens samtale emnemæssigt lægger sig tæt op ad formiddagens samtale. Denne aflytning må vurderes som én samlet samtale. Aflytningen af tiltalte og Fiktivt navns samtale under gangfællesskabet om efter-middagen må derfor ligeledes anses for at have karakter af en afhøring. Disse samtaler, som må sidestilles med afhøringer, udgør en krænkelse af ret-ten til ikke at udtale sig i forbindelse med afhøring og af forbuddet mod selv-inkriminering, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1, og EMRK artikel 6, stk. 1.

Lydoptagelserne udgør således ulovligt tilvejebragte beviser.

De ulovligt tilvejebragte beviser fra den 18. november 2020 og den 21. no-vember 2020

Som anført ovenfor må der ved vurderingen af, om ulovligt tilvejebragte be-viser alligevel kan føres, eller om disse beviser skal afskæres, lægges vægt på bevisets værdi, om beviset er det eneste eller det afgørende bevis, om forsva-rets rettigheder er respekteret, kriminalitetens grovhed og karakteren af krænkelsen af EMRK.

Retten bemærker hertil, at retten til ikke at udtale sig i forbindelse med afhø-ring og forbuddet mod selvinkriminering udgør helt centrale elementer i rela-tion til en mistænkt eller sigtets processuelle stilling i medfør af retspleje-lovens § 750 og § 752, og dennes ret til en retfærdig rettergang, jf. EMRK artikel 6, stk. 1.

Da der er tale om helt centrale elementer og hermed alvorlige krænkelser af tiltaltes processuelle retsgarantier, finder retten, at beviserne i form af lydop-tagelser fra samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn den 18. og 21. november 2020 ikke kan indgå som bevis i sagen, uagtet at der ikke er tvivl om lydop-tagelsernes ægthed, at forsvarets rettigheder er respekteret, og at lydoptagel-serne den 18. og 21. november 2020 ikke må antages at være eneste eller af-gørende bevis i sagen.

Tilsvarende gør sig efter rettens opfattelse gældende for så vidt angår rumaf-lytningerne fra tiltaltes celle den 21. november 2020 henholdsvis kl. 11.31.32-11.32.03 og kl. 19.11.14-19.12.36, som har relation til samtalerne den 21. november 2020 mellem tiltalte og Fiktivt navn, ligesom rumaflytningen fra tiltaltes celle den 22. november 2022 kl. 20.01.38-20.01.51 må anses for at have en sådan tidsmæssig tilknytning til den foregående dags samtaler mel-lem tiltalte og Fiktivt navn, at disse også bør afskæres som beviser i sagen.

Rumoptagelser fra tiltaltes celle i øvrigt

Der er alene afspillet optagelser af rumaflytninger fra tiltaltes celle i Enner Mark Fængsel den 13., 21. og 22. november 2020. Som anført ovenfor er optagelserne fra tiltaltes celle den 21. og 22. november 2020 afskåret som beviser i sagen.

For så vidt angår optagelsen fra tiltaltes celle den 13. november 2020 kl. 11.11.33-11.23.38 er der tale om en samtale mellem tiltalte og Fiktivt navn gennem vinduerne i cellerne. Efter rettens opfattelse har denne samtale ikke karakter af en afhøring og må sidestilles med de tidligere omtalte samtaler, som heller ikke har karakter af afhøringer. Lydoptagelsen af samtalen kan derfor indgå som bevis i sagen.

Bevisafskæringens betydning for de forudgående lydoptagelser Infiltrationen i Enner Mark Fængsel sluttede den 22. november 2020, hvor infiltratoren Fiktivt navn blev trukket ud af fængslet. Lydoptagelserne af aflytnin-

gen af samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn den 21. november 2020 og rum-aflytningerne den 21. og 22. november 2020 var således de seneste optagel-ser fra Enner Mark Fængsel, som anklagemyndigheden ønsker skal indgå som beviser i sagen.

Retten finder, at det forhold, at aflytningerne fra den 21. og 22. november 2020 ikke kan indgå som beviser i sagen, ikke har betydning for, at de forud-gående optagelser fra Enner Mark Fængsel kan indgå som beviser i sagen, da disse ligger tidsmæssigt forud.

Sammenfattende vedrørende video- og lydoptagelserne fra Enner Mark Fængsel

Retten finder således, at lydoptagelserne af aflytningerne fra den 18., 21. og 22. november 2020 – både optagelserne fra personbåret aflytning af samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn under gårdtur og gangfællesskab samt optagelser af rumaflytning fra tiltaltes celle – ikke kan indgå som beviser i sagen.

De øvrige afspillede lydoptagelser, som alle ligger forud for den 18. novem-ber 2020, samt den afspillede videooptagelse fra gårdturen den 3. november 2020 kan benyttes som beviser i sagen.

Aflytningerne i Nørre Snede Fængsel

Indledningsvis bemærkes, at infiltrationen af tiltalte i form af infiltratoren Fiktivt navns besøg i Nørre Snede Fængsel fandt sted mere end 1 år efter, at tiltalte og Fiktivt navn sidst havde set hinanden i Enner Mark Fængsel.

Der er afspillet lydoptagelser af rumaflytninger fra besøgsrummet i Nørre Snede Fængsel af Fiktivt navns besøg hos tiltalte den 8. december 2021 og den 22. januar, 5. marts og 30. marts 2022 samt rumaflytninger fra tiltaltes celle i Nørre Snede Fængsel.

Rumaflytninger fra besøgsrum i Nørre Snede Fængsel

Det fremgår af lydoptagelsen af samtalen fra Fiktivt navns første besøg hos tiltalte den 8. december 2021, at Fiktivt navn fortalte om sin sag fra Grønland, og at Fiktivt navn ledte samtalen over på deres tid sammen i Enner Mark Fængsel, samt at til-talte af egen drift bemærkede, at Fiktivt navn blev lidt sur over, at tiltalte ikke ville tale om ”det andet du snakker om” .

Det fremgår af lydoptagelsen fra Fiktivt navns besøg hos tiltalte den 22. januar 2022, at Fiktivt navn også ved dette besøg talte om sin sag fra Grønland, og at der under samtalen ikke var spørgsmål fra Fiktivt navns side i relation til tiltalte. Med hensyn til lydoptagelsen af Fiktivt navns besøg hos tiltalte den 5. marts 2022 fremgår det, at tiltalte af egen drift bragte sagen fra Park op og var dominerende i samtalen; det var tiltalte, der fortalte, mens Fiktivt navn var fåmælt og lyttende og overvejende svarede ”ja” , ”fuck” og i korte vendinger gav ud-tryk for opbakning.

Af lydoptagelsen af Fiktivt navns besøg hos tiltalte den 30. marts 2022 fremgår det,

at Fiktivt navn gav udtryk for, at han var lidt nervøs for at rejse til Portugal, og at tiltalte herefter selv kom ind på sagen fra Parken, og at der herefter taltes om sagen.

Henset til den lange periode, der var forløbet, siden Fiktivt navns samtaler med til-talte den 18. og 21. november 2020, der som nævnt ovenfor, måtte sidestilles med afhøringer, sammenholdt med karakteren og indholdet af samtalerne un-der besøget den 8. december 2021 og de følgende besøg finder retten, at det forhold, at samtalerne den 18. og 21. november 2020 må sidestilles med af-høringer, ikke har betydning for, om lydoptagelserne af samtalerne fra de fire besøg kan indgå som beviser i sagen.

På baggrund af en samlet og konkret vurdering af samtalerne finder retten, at samtalerne ikke kan sidestilles med afhøringer. Der er herved lagt vægt på forløbet af samtalerne, og at de spørgsmål, som Fiktivt navn stillede under samta-lerne, må findes at have karakter af ”naturlige” konversationsspørgsmål i for-hold til det, som tiltalte fortalte. Under de foreliggende omstændigheder fin-der retten, at Fiktivt navn ikke under samtalerne lokkede eller på anden utilbørlig måde søgte at få tiltalte til at tale om drabet i Park, således at det krænkede tiltaltes ret til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkrimine-ring. Lydoptagelserne af samtalerne kan derfor indgå som beviser i sagen. Retten finder efter en konkret vurdering, at det forhold, at tiltalte var indsat i et fængsel og havde begrænset kontakt til omverdenen under afsoningen i Nørre Snede Fængsel samt et begrænset antal besøg, under de foreliggende omstændigheder ikke kan føre til en anden vurdering, herunder i forhold til, at samværet har været frivilligt.

Rumaflytning i tiltaltes celle i Nørre Snede Fængsel

For så vidt angår lydoptagelserne af rumaflytninger fra tiltaltes celle i Nørre Snede Fængsel, der ikke udgør samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn, og som er godkendt ved rettens kendelse af 9. oktober 2021 med efterfølgende forlæn-gelser og er i overensstemmelse med legalitetskravet, kan disse ligeledes ind-gå som beviser i sagen.

Sammenfattende vedrørende lydoptagelserne fra Nørre Snede Fængsel

Sammenfattende finder retten herefter, at samtlige afspillede lydoptagelser fra Nørre Snede Fængsel kan indgå som beviser i sagen.

Vidneforklaringen afgivet af polititjenestemand Vidne 2 ”Fiktivt navn”  Retten har ovenfor bestemt, at lydoptagelserne af aflytningerne fra den 18., 21. og 22. november 2020 i Enner Mark Fængsel – både personbårne aflyt-ninger af samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn under gårdtur og gangfællesskab, samt rumaflytning fra tiltaltes celle – ikke kan indgå som beviser i sagen. Vidneforklaringen fra Fiktivt navn vedrørende de samme lydoptagelser fra den 18., 21. og 22. november 2020 kan på samme baggrund derfor ikke anvendes som bevis i sagen.

Fiktivt navns vidneforklaring i øvrigt kan indgå som bevis i sagen i overensstem-melse med rettens resultat angående de øvrige video- og lydoptagelser. Sammenfatning

På baggrund af det ovenfor anførte finder retten ud fra en samlet helhedsvur-dering, at infiltrationen af tiltalte var et proportionalt efterforskningsmiddel. Retten bemærker herved, at infiltration som metode i dette tilfælde kunne ac-cepteres, da der var tale om særdeles alvorlig kriminalitet, og andre efter-forskningsmetoder var udtømte.

Da der forelå helt særlige omstændigheder, var det efter en samlet og kon-kret vurdering ikke i strid med grundlæggende retsprincipper, herunder EMRK artikel 6, stk. 1, at infiltrationen af tiltalte fandt sted i et fængsel, hvor han var indsat til afsoning af en dom.

Retten til ikke at inkriminere sig selv vedrører først og fremmest respekten for tiltaltes ønske om ikke at ville udtale sig. Det centrale er således respek-ten for den anklagedes vilje.

På baggrund af en samlet og konkret vurdering af de lydoptagede samtaler mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn finder retten, at video- og lydoptagelser-ne af samtalerne – bortset fra lydoptagelserne den 18. og 21. november 2020 – ikke har karakter af eller må sidestilles med afhøringer, og at der under de foreliggende konkrete omstændigheder ikke er sket en tilsidesættelse af grundlæggende retssikkerhedsmæssige garantier i forhold til tiltalte, så som retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering. Det er derfor ikke i strid med retsplejelovens regler og Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions artikel 6, stk. 1, om retten til retfærdig rettergang, at disse beviser indgår i sagen.

Samtalerne mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn i lydoptagelserne den 18. og 21. november 2020 har karakter af afhøringer og er ulovligt tilvejebragte be-viser. Der foreligger en krænkelse af retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering, som udgør helt centrale elementer i relation til en mistænkt eller sigtets retsstilling. Da der er tale om en grovere konventions-krænkelse kan lydoptagelserne den 18. og 21. november 2020 – samt lyd-optagelserne den 22. november 2020, som har sammenhæng hermed – ikke indgå som beviser i sagen.

Legalitetsprincippet i EMRK artikel 8, stk. 2, findes at være krænket i for-hold til lydoptagelserne foretaget med personbåret aflytningsudstyr, men på baggrund af en konkret afvejning, hvor der navnlig er lagt vægt på, at forsva-rets rettigheder er respekteret, at der ikke kan antages at være tale om eneste eller afgørende bevis og karakteren af konventionskrænkelsen, er dette ikke til hinder for, at disse lydoptagelser kan indgå som beviser i sagen.

Thi bestemmes:

De afspillede video- og lydoptagelser af samtalerne mellem tiltalte og infil-tratoren Fiktivt navn i Enner Mark Fængsel, der ligger forud for den 18. november

2020, samt de afspillede rumaflytninger fra tiltaltes celle i Enner Mark Fængsel for så vidt angår optagelser, der ligger forud for den 18. november 2020, kan indgå som beviser i sagen.

De afspillede lydoptagelser af samtalerne mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn fra besøgsrum i Nørre Snede Fængsel samt de afspillede rumaflytnin-ger fra tiltaltes celle i Nørre Snede Fængsel kan indgå som beviser i sagen. De afspillede lydoptagelser af samtalerne mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn i Enner Mark Fængsel fra den 18. og 21. november 2020 samt rumaf-lytningerne fra tiltaltes celle i Enner Mark Fængsel fra den 21. og 22. novem-ber 2020 kan ikke indgå som beviser i sagen.

Vidneforklaringen afgivet af polititjenestemand Vidne 2, infiltratoren Fiktivt navn, kan – bortset fra vidnets forklaring vedrørende lydoptagelserne den 18., 21. og 22. november 2020 – indgå som bevis i sagen.

Sagen udsat.

Retten hævet.

Dommer 1

DOMSRESUMÉ  

30 JUNI 2023

RETTEN I GLOSTRUP

Kendelse om bevisførelsen i sag om drabet i Park i By 1

_______________________________________

Dom afsagt: 30. juni 2023

Sagsnummer: SS 13311/2022

Sagen kort fortalt

En 29-årig mand er tiltalt for drabet på en 32-årig kvinde i Park i By 1. Drabet fandt sted den 4. november 2016. Sagen behandles som nævningesag.

Forsvareren har under sagen protesteret imod, at lydoptagelser af samtaler mellem tiltalte og en politiagent og politiagentens forklaring i retten kan indgå som bevis i sagen. Samtalerne har fundet sted i Enner Mark Fængsel, hvor den tiltalte var indsat til afsoning af en dom, og hvor politiagenten også blev indsat under foregivende af være varetægtsfængslet. Samtalerne har endvidere fundet sted i Nørre Snede Fængsel, hvor politiagenten efter sin ”løsladelse” besøgte tiltalte fire gange.

Retten har bestemt, at lydoptagelserne og politiagentens forklaring i det væsentlige kan indgå i sagen som bevis.

Rettens begrundelse fremgår af kendelsen.

Der er berammet nyt retsmøde den 27. september 2023

Afgørelsesdato

Kendelsen blev afsagt af Retten i Glostrup den 30. juni 2023

30-årig mand idømt forvaring for drab på den 35-årige Forurettede.

Dom afsagt: 10. juni 2024

Den nu 30-årige mand blev fundet skyldig i den 4. november 2016 med knivstik at have dræbt den 35-årige Forurettede, der gik tur med sin hund i Park. Optagelser af samtaler mellem den 30-årige og en infiltrator -en PET-agent - i et fængsel blev anvendt som et bevis i sagen.

Sagsnummer: SS13311/2022

Sagen kort fortalt

Den 35-årige Forurettede blev den 4. november 2016 fundet livløs i Park i By 1 og blev umiddelbart efter erklæret død. Ved gerningsstedsundersøgelsen blev i græsset ved hendes side fundet hendes afskårne næse. Af vold blev der fundet 11 stiklæsioner, herunder i brystkassen og på rygsiden med en stikdybde på op til mindst 20 cm. Stikkene havde ramt vitale organer, blandt andet hjertet og højre lunge og hendes næse var afskåret.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Tiltalte var en af flere mistænkte og blev afhørt af politiet i november 2016 og igen to gange i 2018.

Gerningsvåbenet er aldrig blevet fundet, og der har ikke været tekniske beviser i form af fingeraftryk, dna og teleoplysninger, der knyttede tiltalte til drabet på Forurettede i Park.

I 2020 havde politiet fortsat fokus på tiltalte som mulig gerningsmand til det uopklarede drab på Forurettede. Politiet og anklagemyndigheden traf herefter som led i efterforskningen beslutning om infiltration ved at indsætte en PET-agent ”Fiktivt navn” i Enner Mark Fængsel, hvor tiltalte da var indsat til afsoning af en fængselsstraf for bl.a. et forsøg på manddrab mod en tidligere kæreste, begået i december 2018.

Højesteret har i kendelse af 14. maj 2024 udtalt bl.a., at infiltrationen var saglig og proportional, og at alle video- og lydoptagelser kan anvendes som bevis i straffesagen.

Dommens resultat

Alle nævninger og dommere var efter bevisførelsen enige om, at den nu 30-årige mand var gerningsmanden til knivdrabet på Forurettede, og at han havde forsæt til at dræbe Forurettede, som han den 4. november 2016 mødte tilfældigt i Park, og som han ikke kendte. Han blev derfor fundet skyldig i drab efter straffelovens § 237. Der blev lagt vægt på den samlede bevisførelse,

herunder de afgivne vidneforklaringer om signalementet på gerningsmanden, beskrivelsen af den dengang 23-årige mand og hans ageren og udtalelser i tiden omkring og efter gerningstidspunktet sammenholdt med oplysninger fra Psykiatrisk Center Ballerup, hvortil han henvendte sig få dage efter drabet, og hvor personalet mistænkte, at han kunne være gerningsmand til drabet.

Endvidere blev der lagt vægt på indholdet af de optagne samtaler mellem den i dag 30-årige mand og den hemmelige PET-agent, ”Fiktivt navn” , som politiet havde indsat i fængslet, hvor tiltalte i 2020 afsonede dommen for bl.a. drabsforsøg mod den tidligere kæreste. Endelig blev der lagt vægt på agenten ”Fiktivt navns” forklaring i retten om disse samtaler.

Retten fandt det ikke bevist, at tiltalte var klar over at Forurettede var gravid.

Anklagerens påstand om straf var, at tiltalte skulle idømmes fængsel på livstid, subsidiært forvaring.

Den 30-årige mand blev idømt en forvaringsdom. Dommerne lagde vægt på sagens karakter og Retslægerådets indstilling herom.

Sagen var en nævningesag og dommerne var enige om afgørelsen.

Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 10. juni 2024