Dom
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 24. juni 2022
Sag BS-19754/2021-OLR
(7. afdeling)
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
(advokat Sebastian Christopher Wilk)
mod
Politiforbundet som mandatar for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger
(advokat Karsten Høj ved advokat Søren Kjær Jensen
ved advokat Laura Tholstrup i henhold til proceduretilladelse)
Retten i Roskilde har den 23. april 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS-43209/2019-ROS).
Landsdommerne Finn Morten Andersen, Jacob Waage og Anna Rudolf (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanten, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, har gentaget sin principale påstand for byretten om frifindelse, subsidiært hjemvisning.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, har nedlagt principal påstand om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal anerkende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har ret til erstatning for et sikkert, varigt erhvervsevnetab på minimum 15 % gældende fra den 31. juli 2018, subsidiært fra den 27. juni 2019. Subsidiært påstås dommen stadfæstet.
Supplerende sagsfremstilling
2
Sagen angår, om Appelindstævnte, tidligere Sagsøger havde ret til forskud på erstatning for tab af erhverv-sevne efter arbejdsskadesikringslovens dagældende § 16, stk. 3 (nugældende § 16, stk. 6), selv om han på afgørelsestidspunkterne modtog ledighedsydelse, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 4.
Der er for landsretten fremlagt en ansættelseskontrakt af 30. august 2021 mel-lem Skole og Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, hvoraf det fremgår bl.a., at stillingen er som chauffør for elever til og fra skole, at lønnen udgør 145 kr. pr. time eksklusive feriepenge, og at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger kan opsiges med dags varsel til fratrædelse. Der er i tilknytning hertil fremlagt en afgørelse fra Jobcenter af 6. september 2021, hvoraf det fremgår, at stillingen er godkendt som permanent fleksjob med 15 ugentlige arbejdstimer, og at jobcenteret vurderer, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger med en ansættelse på 15 timer udnytter sin arbejdsevne bedst mu-ligt, idet funktionen er forenelig med hans skånehensyn.
Herudover er der fremlagt Appelindstævntes, tidligere Sagsøger lønoplysninger for perioden 1. september 2021 til 30. april 2022.
Der er ikke afgivet forklaringer for landsretten.
Anbringender
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i sit påstandsdokument af 12. maj 2022
gjort følgende anbringender gældende:
”Det gøres overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser af 31. juli 2018 […] og 27. juni 2019 […], hvorved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviste, at der kunne træffes afgørelse om forskud, og at byrettens dom derfor skal æn-dres, således at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring frifindes, jf. nærmere nedenfor i afsnit 4.1 om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bemærknin-ger til byrettens dom.
Lovgiver har i ordlyden og i forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens §
17 a, stk. 4, eksplicit tilkendegivet, at der skal sondres mellem1) tilskade-
komne, som modtager ledighedsydelse, og2) tilskadekomne, som har fået
tilkendt et midlertidigt fleksjob.
Det er således fastslået, at alene for tilskadekomne, der er tilkendt midler-
tidigt fleksjob, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – efter anmodning fra tilskadekomne – træffe endelig afgørelse om erhvervsevnetab. Der er derfor ikke tale om en uhjemlet forskelsbehandling som anført af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger.
3
For så vidt angår personer ansat i et midlertidigt fleksjob, kan der træffes endelig afgørelse, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har ” … det for-nødne vurderingsgrundlag for at kunne vurdere et sikkert varigt (endeligt) tab af erhvervsevnen på et forsvarligt grundlag.” , jf. ovenfor i afsnit 3 under gen-nemgangen af det relevante retsgrundlag.
Den mulighed har lovgiver ikke givet Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i
forhold til skadelidte, der modtager ledighedsydelse. Det fremgår således af arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 4, modsætningsvis, at der ikke kan træffes en endelig afgørelse, når skadelidte modtager ledighedsydelse. Det har også støtte i forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens dagæl-dende § 17 a, stk. 3, og nugældende § 17 a, stk. 4, hvor de væsentlige pas-sager er citeret ovenfor i afsnit 3 under gennemgangen af det relevante retsgrundlag.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan heller ikke foregribe den senere, endelige afgørelse ved at træffe afgørelse om et forskud på erstatning i henhold til den endelige afgørelse i medfør af arbejdsskadesikringslovens dagældende § 16, stk. 3 (nugældende § 16, stk. 6).
Det skyldes, at lovgiver netop har bestemt, at der skal sondres mellem til-skadekomne, der modtager ledighedsydelse og tilskadekomne i midlerti-dige fleksjob, og afgørelsen fremlagt som […] angår en tilskadekommen i midlertidigt fleksjob, hvorfor afgørelsen ikke er relevant for nærværende sag.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er derfor ikke enig med Appelindstævnte, tidligere Sagsøger i, at det ikke ville have været i strid med arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 4, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde truffet afgørelsen fremlagt som […], selv hvis den tilskadekomne i sagen ikke var i et mid-lertidigt fleksjob, men modtog ledighedsydelse.
Bestemmelsen i § 16, stk. 3, blev indført i 1987, og viger for særreglen i § 17 a, stk. 4, indført i 2005 (dagældende § 17 a, stk. 3).
Endelig bemærkes, at de nye oplysninger, der fremgår af de senest frem-lagte bilag 22-26, ikke kan føre til en tilsidesættelse af de indbragte afgø-relser allerede fordi, at bilagene er dateret efter de indbragte afgørelser og kun påviser forhold, der ligger efter afgørelserne. De er derfor uden be-tydning for sagens afgørelse.
Byrettens dom
Præmisserne i den indankede dom efterlader det indtryk, at man har skå-ret afgørelser efter § 17, stk. 3, og § 17 a, stk. 4, over en kam. Den for sagen
4
afgørende regel er imidlertid § 17 a, stk. 4, og ordlyden af denne særregel udelukker i modsætning til § 17, stk. 3, at der træffes afgørelse om forskud, når skadelidte modtager ledighedsydelse.
Arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 4, fastslår, som anført ovenfor, at der skal træffes midlertidig afgørelse, når skadelidte modtager ledighed-sydelse eller ikke er bevilget permanent fleksjob. For sidstnævnte, men ik-
ke førstnævnte gruppe, er der dog mulighed for at træffe endelig afgørelse – efter anmodning fra tilskadekomne – hvis Arbejdsmarkedets Erhvervs-sikring vurderer, at de erhvervsmæssige forhold er tilstrækkeligt afklare-de.
Et forskud på erstatning, som udbetales i henhold til arbejdsskadesik-ringslovens dagældende § 16, stk. 3 (nugældende § 16, stk. 6), svarer til et forskud på og kapitalisering af den endelige afgørelse. Af de særlige be-mærkninger til arbejdsskadesikringslovens dagældende § 16, stk. 3 (nu-gældende § 16, stk. 6), jf. ovenfor i afsnit 3 under gennemgangen af det re-levante retsgrundlag, følger det således, at bestemmelsen blev indsat for at lovfæste hidtidig praksis, hvorefter forsikringsselskaberne efter henstilling fra Sikringsstyrelsen udbetalte forskud på forventet erstatning. Efter den i forarbejderne beskrevne hidtidige praksis blev forskud på forventet er-statning udbetalt inden for det beløb, som det blev skønnet sandsynligt, at skadelidte ville blive tilkendt i erstatning.
Et forskud kan ikke være et forskud på erstatningen i henhold til den mid-lertidige afgørelse. Det skyldes, at erstatninger i henhold til en midlertidig afgørelse slet ikke kan kapitaliseres, jf. § 27, stk. 1, sidste pkt.
En afgørelse om forskud er dermed også udtryk for, at man foregriber den endelige afgørelse delvist, idet det er en forudsætning for forskud, at man kan fastslå, hvad det endelige erhvervsevnetab som minimum/sikkert vil være.
Det vil altid være forbundet med en vis usikkerhed, hvad det varige er-hvervsevnetab ender med at være. For personer, der modtager ledighed-sydelse, har lovgiver vurderet, at denne usikkerhed er så stor, at det var nødvendigt med særreglen i § 17 a, stk. 4, at fastslå, at der i dette tilfælde, og helt uden nærmere hensyntagen til de konkrete omstændigheder i øv-rigt, kun må træffes en midlertidig afgørelse.
En afgørelse om forskud, når skadelidte modtager ledighedsydelse, vil derfor være uforeneligt med § 17 a, stk. 4, idet afgørelsen vil være ensbe-tydende med, at man har foregrebet eller delvist truffet afgørelse om det endelige tab.
5
Hjemvisning
Såfremt landsretten måtte finde, at der var grundlag for at udbetale forskud efter dagældende § 16, stk. 3 (nugældende § 16, stk. 6), selv om Appelindstævnte, tidligere Sagsøger på afgørelsestidspunkterne modtog ledighedsydelse i overens-stemmelse med § 17 a, stk. 4, skal sagen hjemvises til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på udmåling af Appelindstævntes, tidligere Sagsøger sikre varige tab af erhvervsevne.
Det bemærkes, at byretten i præmisserne angiver ikke at have det fornød-ne grundlag for at træffe afgørelse om størrelsen af Appelindstævntes, tidligere Sagsøger sikre varige tab af erhvervsevne. Alligevel hjemviser byretten sagen ” med henblik på, at der træffes afgørelse om udbetaling af forskud på erstatning for hans tab af er-hvervsevne.” . Byrettens dom er på det punkt uklar, jf. også Appelindstævntes, tidligere Sagsøger op-fordring i ankesvarskrift af 4. juni 2021 og Arbejdsmarkedets Erhvervssik-rings meddelelse af 26. april 2022.”
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har i sit påstandsdokument af 12. maj 2022 gjort følgende anbringen-der gældende:
”Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er be-rettiget til forskud på endelig erhvervsevnetabserstatning gældende fra den 31. juli 2018 subsidiært fra den 27. juni 2019, idet han har et sikkert, varigt erhvervsevnetab på minimum 15 % som følge af den anerkendte arbejdsskade og siden september 2012 har været visiteret til fleksjob og af flere omgange været ansat i fleksjob.
Det gøres gældende, at det forhold, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger modtog ledighedsydelse på tidspunktet for afgørelserne af 31. juli 2018 og 27. juni 2019, ikke i sig selv forhindrede muligheden for at få tilkendt erstatning for et sikkert, va-rigt erhvervsevnetab udmålt som et kapitalbeløb.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er enig i byrettens udlægning af bestemmelserne om erhvervsev-netabserstatning og forskud på erstatning i arbejdsskadesikringsloven, herunder at hverken ordlyden af eller forarbejderne til disse bestemmelser og de senere ændringer hertil giver grundlag for at fastslå, at det var hen-sigten med bestemmelserne i § 17, stk. 3, den tidligere § 17 a, stk. 3 og den nugældende § 17 a stk. 4, at afskaffe muligheden for at give forskud på er-statning efter bestemmelsen i § 16, stk. 3, nu stk. 6. Af byrettens præmisser fremgår det således, at retten finder at
”bestemmelserne om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne i arbejds-skadesikringslovens § 17, stk. 3, og § 17 a, stk. 4, ikke udelukker, at der efter § 16, stk. 3, nu stk. 6, kan ydes et forskud på den endelige erstatning for tab af
6
erhvervsevne i en situation som den foreliggende, hvor Appelindstævnte, tidligere Sagsøger modtager le-dighedsydelse.”
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er således ikke enig i det af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anførte om, at den tidligere § 17 a, stk. 3 og den nugældende § 17 a, stk. 4 i modsætning til § 17, stk. 3 udelukker, at der træffes afgørelse om forskud, når den tilskadekomne modtager ledighedsydelse.
Som anført af byretten vedrører indsættelsen af bestemmelsen i § 17 a, stk. 3, ved lov nr. 1388 af 21. december 2005 afgørelser om midlertidig erstat-ning for tabt erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visi-teret til fleksjob eller er i fleksjob, når den tilskadekomne modtager ledig-hedsydelse. Af forarbejderne fremgår, at lovændringen har sammenhæng med Højesterets dom gengivet i UfR 2004.867 H om samspillet mellem reglerne om erstatning for tab af erhvervsevne og fleksjob og tilsigter at opretholde hidtidig praksis, samt at § 17 a, stk. 3 svarer til reglen for andre midlertidige erstatninger.
Det er således eksplicit anført af lovgiver, at der ikke er forskel på reglerne om midlertidige erstatninger, uanset om den tilskadekomne modtager le-dighedsydelse eller ej. Lovgiver har med indførelsen af reglen i den tidli-gere § 17 a stk. 3 alene tilkendegivet, at der ikke kan træffes en endelig af-gørelse, når den tilskadekomne modtager ledighedsydelse.
Som det fremgår af § 16, stk. 3 (nu stk. 6) kan forskud på erstatning for tab af erhvervsevne og på godtgørelse for varigt mén udbetales i tiden inden den endelige afgørelse (min fremhævning). En afgørelse om forskud på er-hvervsevnetabserstatning er således pr. definition ikke en endelig afgørel-se om tilskadekomnes erhvervsevnetab og er dermed ikke omhandlet i den tidligere § 17 a, stk. 3 eller den nugældende § 17 a, stk. 4.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger forstår det i ankestævningen anførte således, at det er Arbejds-markedets Erhvervssikrings synspunkt, at afgørelse om forskud alene kan træffes, hvis der på tidspunktet rent faktisk kunne træffes en endelig afgø-relse. Det er Appelindstævntes, tidligere Sagsøger opfattelse, at der ikke i hverken ordlyden eller for-arbejderne er belæg for en sådan fortolkning af reglerne, og at det ville be-virke, at muligheden for forskud blev illusorisk.
Det skal understreges, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke påstår, at han den 31. juli 2018 eller
27. juni 2019 var berettiget til en endelig afgørelse om sit erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden og dermed en endelig afslutning af sagen. Der-imod påstår han, at han på de nævnte tidspunkter var berettiget til erstat-ning for den del af erhvervsevnetabet, som under alle omstændigheder ville blive tilkendt.
7
Særligt om den principale påstand
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har af processuelle grunde begrænset den principale påstand til at angå ret til erstatning for et sikkert varigt erhvervsevnetab på minimum 15 %, således at landsretten ikke skal tage stilling til størrelsen af Appelindstævntes, tidligere Sagsøger sikre erhvervsevnetab ud over det lovfastsatte minimum.
Til støtte for, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger den 31. juli 2018 og den 27. juni 2019 havde et sikkert erhvervsevnetab på minimum 15 % henvises til, at han ved den første fleksjobansættelse i Kommune 1 i perioden 1. januar 2014 til 31. januar 2015 havde en indtjening sv.t. årligt 321.700 kr. jf. afgørelsen af 18. april 2017 fremlagt som bilag 11. Ved den anden ansættelse i Kommune 2 i perioden 1. juni 2016 til 31. december 2016 var indtje-ningen 312.900 kr. jf. bilag 11.
Der har i forbindelse med begge ansættelser kunnet konstateres et er-hvervsevnetab på 35 % beregnet efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a.
Appelindstævntes, tidligere Sagsøger løn uden arbejdsskaden er af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsat til 426.000 kr. i 2009-niveau svarende til 517.000 i 2018-niveau og 529.000 kr. i 2019-niveau efter de reguleringssatser, som følger af arbejds-skadesikringsloven.
Med den gældende fleksjobordning kan det ikke lade sig gøre for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger at komme til at tjene tilnærmelsesvist det, han tjente forud for arbejdsska-den. Det fremgår klart af de beregningseksempler fra Styrelsen for Ar-bejdsmarked og Rekruttering, som er fremlagt som […]. I eksempel 1 ud-gør timelønnen 183 kr. svarende til Appelindstævntes, tidligere Sagsøger timeløn i fleksjobbet i 2016 (175 kr.) opreguleret til 2018-niveau. Som det fremgår, vil indtjeningen inkl. flekslønstilskud være 27.028 kr. om måneden svarende til 324.336 kr. årligt. Sammenholdt med lønnen før skaden i 2018-niveau, kan der bereg-nes et erhvervsevnetab på 37,2 %.
Det bemærkes, at flekslønstilskuddet aftrappes med lønnen fra arbejdsgi-veren.
Det var således helt klart både ved afgørelsen den 31. juli 2018 og den 27. juni 2019, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ville have et erhvervsevnetab på minimum 15 %, så-fremt han på ny ville blive ansat i fleksjob. Et erhvervsevnetab på 15 % svarer til, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ville kunne opnå en indkomst på omkring 450.000 kr. Det ligger langt over den indtjening, han har haft i sine fleksjobansæt-telser, og som illustreret ved […] er det på baggrund af fleksjobreglerne ikke muligt for ham at opnå en sådan indkomst. I betragtning af Appelindstævntes, tidligere Sagsøger helbreds- og erhvervsmæssige situation efter anmeldelse af erhvervssyg-
8
dommen i 2009, herunder visiteringen til fleksjob, er en indtjening i stør-relsesordenen 450.000 kr. årligt helt åbenbart usandsynlig.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er pr. 1. september 2021 ansat i fleksjob som chauffør 15 timer om ugen. Som det fremgår af bilag 22 og 26, udgør timelønnen 145 kr. Af bilag 26 ses det, at den gennemsnitlige månedsløn i perioden 1. september 2021 til 30. april 2022 har været 6.816 kr., inkl. feriepenge, mens det gennem-snitlige flekslønstilskud har været 15.958 kr. Det svarer til en samlet år-sindkomst på 273.288 kr. Hvis denne indkomst sammenholdes med løn-nen inden skaden reguleret til 2022-niveau (559.493 kr.), kan der beregnes et erhvervsevnetab på 51 %.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er naturligvis klar over, at ansættelsen i fleksjob i september 2021 ikke i sig selv er relevant for spørgsmålet om rigtigheden af afgørelserne af 31. juli 2018 og 27. juni 2019 ud over, at det understøtter, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ved afgørelserne ikke havde udsigt til tilnærmelsesvis samme indkomst, som han havde inden skaden, og at han, da afgørelserne blev truffet, havde et sikkert erhvervsevnetab på minimum 15 %.”
Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med det i på-standsdokumenterne anførte.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det, som landsretten skal tage stilling til i denne sag, er, om det var uberettiget, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved afgørelserne af 31. juli 2018 og 27. juni 2019 afviste, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger havde ret til forskud på erstatning for tab af er-hvervsevne efter arbejdsskadesikringslovens nugældende § 16, stk. 6 (dagæl-dende § 16, stk. 3).
Det fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 16, stk. 6, at forskud på erstatning for bl.a. tab af erhvervsevne kan udbetales i tiden inden den endelige afgørelse. En afgørelse om ret til forskud, som efter forholdets natur er et kapitaliseret be-løb, forudsætter, at der er sikkerhed for, at den tilskadekomne har et erhverv-sevnetab af en vis størrelse. Der er således tale om et beløb, der kan udbetales, fordi det skønnes sandsynligt, at den tilskadekomne under alle omstændighe-der at ville være berettiget til erstatning.
Det fremgår ikke af § 16, stk. 6, eller forarbejderne hertil, hvilke kriterier Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikring skal inddrage ved vurderingen af, om en til-skadekommen er berettiget til et forskud på erstatningen for erhvervsevnetab, og afgørelsen må derfor som udgangspunkt bero på en samlet vurdering af Appelindstævntes, tidligere Sagsøger forhold, herunder navnlig om der er sikkerhed for, at han som følge af arbejdsskaden har et varigt erhvervsevnetab.
9
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har for landsretten gjort gældende, at det forhold, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger modtog ledighedsydelse på tidspunktet for dens afgørelse, i sig selv medfører, at han derved er afskåret fra at modtage forskud på erstat-ning for erhvervsevnetab.
Landsretten finder imidlertid, at denne forståelse af arbejdsskadesikringslovens § 16, stk. 6, der ikke er sikre holdepunkter for i forarbejderne til lovbestemmel-sen, strider mod princippet om pligtmæssigt skøn (forbuddet mod at sætte skøn under regel), idet Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke foretager et individu-elt samlet skøn over Appelindstævntes, tidligere Sagsøger forhold. Heller ikke ordlyden af eller forarbej-derne til bestemmelserne om adgangen til at modtage midlertidig ydelse efter § 17 og § 17 a giver grundlag for i § 16, stk. 6, at indfortolke, at en person er afskå-ret fra at modtage forskud efter § 16, stk. 6, allerede fordi denne er på ledighed-sydelse.
Der må således foretages en konkret helhedsvurdering af, om betingelserne i § 16, stk. 6, er opfyldt – også når der er tale om en person på ledighedsydelse. Herefter, og da Arbejdsmarkedets erhvervssikring ikke har foretaget denne konkrete helhedsvurdering, findes afgørelsen at burde tilsidesættes som ugyl-dig.
Som sagen er oplyst, finder landsretten ikke grundlag for at vurdere, om betin-gelsen for udbetaling af forskud i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 16, stk. 6, er opfyldt, og i givet fald hvor stort et forskud, der kan udbetales. På denne baggrund tages Appelindstævntes, tidligere Sagsøger principale påstand ikke til følge, men sagen hjemvises til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på en fornyet prøvelse af, om Appelindstævnte, tidligere Sagsøger opfylder betingelserne for at få udbetalt et forskud for erhvervsevnetab.
Efter sagens udfald skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i sagsomkostninger for begge retter betale 104.000 kr. til Politiforbundet som mandatar for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger 100.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms og 4.000 kr. er til dækning af retsafgift for byretten. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og ka-rakter, hovedforhandlingernes varighed samt sagens betydning for parterne.
THI KENDES FOR RET:
Sagen hjemvises til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på vurde-ring af, om Appelindstævnte, tidligere Sagsøger opfylder betingelserne for at få udbetalt et forskud for er-hvervsevnetab og i givet fald udmålingen af størrelsen heraf.
10
I sagsomkostninger for begge retter skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring inden 14 dage betale 104.000 kr. til Politiforbundet som mandatar for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 24-06-2022 kl. 10:01
Modtagere: Appellant S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Appelindstævnte, tidligere Sagsøger