Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 4. juli 2022
Sag BS-43663/2021-VLR
(8. afdeling)
Aalborg Kommune
(advokat Janne Juul Wandahl)
mod
Forsikringsselskabet Himmerland G/S
(advokat Anne Mette Myrup Opstrup)
Retten i Aalborg har den 4. november 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS-9396/2021-ALB).
Landsdommerne Thomas Raaberg-Møller, Jon Esben Hvam og Anne Lægaard Bindslev (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanten, Aalborg Kommune, har nedlagt påstand om, at Forsikringssel-skabet Himmerland G/S skal betale 26.240,53 kr. til Aalborg Kommune.
Indstævnte, Forsikringsselskabet Himmerland G/S, har påstået stadfæstelse.
Aalborg Kommune har for landsretten nedsat sin påstand, med henvisning til at forrentningen alene skal ske til den 4. maj 2020 og ikke til den 16. juni 2020.
Supplerende sagsfremstilling
Ved brev af 13. november 2017 fremsatte Aalborg Kommune over for Forsik-ringsselskabet Himmerland G/S krav om betaling af 112.494 kr. i sygedagpen-geregres. Af brevet fremgår blandt andet:
2
”Vi henviser til ovenstående og sender hermed kommunens krav i sa-gen.
Der er som dokumentation for, at generne udelukkende skyldes følger af hændelsen d. 11.03.2017 vedlagt Journaloversigt for perioden 25.04.2017 - 10.11.2017, Journaloplysninger fra AAU Hospital for perio-den 11.03.2017 - 12.09.2017, genoptræningsplan og dp 209.
Jf. Dagpengelovens § 78 har kommunen ret til at afkræve erstatning for sygedagpenge/refusion, som er udbetalt på grund af ulykkestilfælde, overfald m.v., hvor der findes en ansvarlig skadevolder.
Erstatningen kræves med henvisning til Erstatningsansvarsloven § 17, stk. 1.
Samtidig vedlægges dp 210A - Opgørelse af regreskrav samt sagsresu-me (N402, N407, N408, N409).
…
Dagpengeudbetalingen fortsætter, hvorfor yderligere krav må påreg-nes.”
Det er oplyst, at Aalborg Kommune ved brev af 28. maj 2018 rykkede Forsik-ringsselskabet Himmerland G/S for svar.
Forsikringsselskabet Himmerland G/S skrev i en mail af 20. juni 2018 til Aal-borg Kommune:
”Tak for brev af den 28/5 2018.
Til brug for vores videre behandling af det rejste krav bedes I fremsen-de dokumentation for, at sygemeldingen udelukkende skyldes følger af ulykken den 12/3 2017. Det skal også dokumenteres, at det er ulykken, som er årsag til sygemeldingen i hele sygeperioden, og at der ikke er konkurrerende årsager.
Når vi har modtaget dokumentationen, tager vi stilling til det rejste krav.”
Aalborg Kommune besvarede ikke denne mail.
Advokat Janne Juul Wandahl meddelte den 26. februar 2019 Forsikringsselska-bet Himmerland G/S, at hun indtrådte i sagen som repræsentant for Aalborg Kommune.
Patienterstatningen fastslog i en afgørelse af 26. juni 2019, at Person var blevet påført en behandlingsskade som følge af operationen efter trafikulykken,
3
men at erstatningsbeløbet ikke oversteg egetbidraget, hvorfor hun ikke var be-rettiget til patientskadeerstatning. Afgørelsen blev sendt til Forsikringsselskabet Himmerland G/S den 12. juli 2019. Afgørelsen blev den 17. april 2020 ændret af Ankenævnet for Patienterstatningen, der blandt andet fandt, at Person var blevet påført et varigt mén på 5 procent som følge af en patientskade og ligeledes var blevet påført en forlænget sygeperiode.
I en mail af 14. august 2019 til Persons advokat tilbød Forsikringssel-skabet Himmerland G/S at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og anmodede om at få oplyst et kontonummer, hvortil erstatningen kunne overfø-res. Forsikringsselskabet Himmerland G/S udbetalte herefter erstatning til Person.
I brev af 20. januar 2020 rettede Aalborg Kommune henvendelse til Forsikrings-selskabet Himmerland G/S. Heraf fremgår blandt andet:
”Kommunen har i anledning af ulykken udbetalt sygedagpenge med kr. 389.429,-, jf. vedlagte N402 og N407 af 20. januar 2020 for perioden 19. april 2017 – 26. januar 2019.
Udbetalinger er standset.
Jeg har fra sygedagpengemodtagers Advokat, fået op-lyst, at sygedagpengemodtagers krav om erstatning for tabt arbejds-fortjeneste frem til førtidspensionstidspunktet er betalt, og at sagen i forhold til dette midlertidige krav, som Aalborg Kommunes krav er af-ledt af, er fuldstændigt oplyst.
Jeg beder jer derfor og venligst indbetale beløbet snarest, idet jeg for god ordens skyld gør opmærksom på, at kravet vil blive forrentet i henhold til EAL § 16, regnet fra det tidspunkt, hvor sagen forelå oplyst i forhold til betaling af sygedagpengeregreskravet over for selskabet.
Selskabet bedes derfor oplyse, hvornår dette tidspunkt forelå, herunder, hvornår, der blev betalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til syge-dagpengemodtager.”
I en mail af 2. marts 2020 til Aalborg Kommune anførte Forsikringsselskabet Himmerland G/S blandt andet:
” Vi vender herved tilbage i ovennævnte sag.
Vi vedhæfter mail af den 20/6 2018 til din klient.
Vi har fortsat ikke modtaget det materiale, som vi har bedt om for mere end 1½ år siden.
Som dokumentation for din klients krav henviser du til materiale, der skulle være fremlagt af en anden (skadelidtes) advokat. Du har ikke an-
4
ført specifikt, hvilket materiale der henvises til. I mailbrev af den 20/1 2020 lægger du til grund, at personskadesagen er fuldstændig oplyst i relation til et krav rejst af skadelidte. Vi kan hverken be- eller afkræfte den antagelse. Vi behandler personskadesagen og dagpengeregressa-gen, som adskilte sager, og vi bemærker i den forbindelse, at et forlig, der måtte være indgået med skadelidte, ikke nødvendigvis konstituerer et krav for din klient.”
Den 17. marts 2020 rykkede Aalborg Kommune for svar på en mail af 9. marts 2020 og anførte blandt andet:
”Jeg kan supplere mailen med oplysning om, at jeg har drøftet sagen med skadelidtes advokat, der oplyser, at der er fremsendt udtømmende lægelige og kommunale sagsakter til brug for selskabets bedømmelse af kravet; at sygedagpengemodtagers advokat har dokumenteret, hvilket selskabet har erkendt, at sygedagpengemodtager ikke havde en eneste sygedag i året op til ulykken; at der IKKE er indgået forlig om betaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men om den midlertidige fast-sættelse af erhvervsevnetabserstatning.”
I en mail af 17. marts 2020 opfordrede Forsikringsselskabet Himmerland G/S Aalborg Kommune til at dokumentere, at kommunen havde overholdt reglerne på sygedagpengeområdet, herunder blandt andet sin opfølgningsforpligtelse. Kommunen blev endvidere opfordret til at dokumentere, at kommunen havde overholdt sin tabsbegrænsningspligt.
I en mail af 25. marts 2020 sendte Aalborg Kommune kommunale sagsakter til Forsikringsselskabet Himmerland G/S. I mailen redegjorde Aalborg Kommune endvidere for sin behandling af sygedagpengesagen.
Den 4. maj 2020 betalte Forsikringsselskabet Himmerland G/S regreskravet.
Forsikringsselskabet Himmerland G/S har betalt renter af regreskravet for peri-oden fra den 24. april til den 4. maj 2020 med 865,40 kr.
Forklaring
Vidne har supplerende forklaret, at det er hans opfattelse, at der
egentlig ikke var grundlag for at udbetale et acontobeløb på 75.000 kr. den 7. marts 2018. Forsikringsselskabet udbetalte beløbet til Person, for at hun skulle have noget at komme videre med. Det beløb, som forsikringsselskabet udbetalte til hende i august 2019, var det fulde opgjorte krav på tabt arbejds-fortjeneste. Først på dette tidspunkt havde forsikringsselskabet tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage udbetalingen. Forinden havde forsikringssel-skabet skullet afklare årsagssammenhængen mellem de helbredsmæssige gener og ulykken. En nærmere afklaring var blandt andet relevant på grund af en diskusprolaps, som skadelidte havde fået. Forsikringsselskabet opdagede også, at der var en patientskadesag, hvilket ligeledes havde betydning. I efteråret
5
2018 var forsikringsselskabet indstillet på at indbringe sagen for Arbejdsmarke-dets Erhvervssikring for at få fastlagt méngrad og erhvervsevnetab. Sagen blev dog først forelagt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i maj 2020, idet forsik-ringsselskabet og skadelidtes advokat først på dette tidspunkt kunne blive eni-ge om, at alle patientskadejournalerne skulle med.
At forsikringsselskabet udbetaler tabt arbejdsfortjeneste til skadelidte, er ikke ensbetydende med, at kommunen har ret til sygedagpengeregres. Forsikrings-selskabet har mulighed for at indgå forlig med skadelidte og kan også vælge kulancemæssigt at udbetale erstatning. Dette medfører imidlertid ikke nødven-digvis, at kommunen får et regreskrav.
Personskade- og regressagen var i to forskellige sagsmapper, men journaliseret under det samme skadesnummer. Der lå, så vidt han husker, ikke sagsakter fra andre sager. Sagerne kan sagtens behandles af forskellige sagsbehandlere. Han startede personskade- og regressagen op og behandlede begge sager i en perio-de. En anden sagsbehandler overtog personskadesagen fra omkring juli 2017 til oktober 2018. Derefter behandlede han begge sager igen.
Der kan være flere skadelidte og flere kommuner anført under samme ska-desnummer. Der kan i nogle tilfælde være langt over 1.000 siders sagsakter. Forsikringsselskabet kan ikke være sikker på at modtage et fuldstændigt mate-riale fra skadelidte. Forsikringsselskaber oplever at få dubletter i materialet fra kommunerne. Forsikringsselskabet modtog ikke en forespørgsel fra kommunen om, hvilke akter selskabet havde liggende. Han kan ikke huske alt, hvad der ligger på sagen. Forsikringsselskabet foretager ikke selv et krydstjek mellem sagerne, idet selskabet i stedet beder om at få det samlede materiale sendt fra kommunen. Han har heller ikke efterfølgende været inde at tjekke, hvad der ligger på personskadesagen.
I marts 2020 havde forsikringsselskabet tilstrækkelige akter til at tage stilling til kommunens regreskrav.
Han kan ikke huske nogen af brevene fra skadelidtes advokat. Han kan derfor heller ikke huske, hvilke bilag der var vedhæftet brevene. Forsikringsselskabet ville reagere, hvis der ikke var vedlagt væsentlige bilag, som var nævnt i breve-ne. Han vil gætte på, at akter fra Jobcenter Aalborg ville være væsentlige.
Det ville være uoverskueligt, hvis han skulle gennemgå de mange sagsakter i personskadesagen i forbindelse med behandlingen af kommunens regreskrav. Forsikringsselskabet havde modtaget få sagsakter fra kommunen og mange fra skadelidte, og det ville være en stor arbejdsbyrde at krydstjekke akterne. Han ville alligevel heller ikke kunne vide sig sikker på, om materialet var fuldstæn-digt.
6
Forsikringsselskabet skal tage stilling til, om kommunen har dokumenteret sit krav. Forsikringsselskabet lægger det materiale, som selskabet modtager, i da-toorden. Akterne ligger sammen med fremsendelsesbrevet. Kommunale og læ-gelige akter lægges ikke separat. Sagsakterne bliver opbevaret fysisk.
Kommunerne ved godt, hvordan de skal forholde sig i regressager. Forsikrings-selskabet føler derfor ikke den store forpligtelse til at vejlede kommunerne, som kan slå op i vejledningen. Forsikringsselskabet vurderede heller ikke i den kon-krete sag, at det var nødvendigt at vejlede kommunen.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Aalborg Kommune har yderligere anført, at GDPR-reglerne og databeskyttel-
seslovens principper om dataminimering indebærer, at kommunen ikke bør fremsende personoplysninger, hvis forsikringsselskaberne allerede er i besid-delse heraf.
Det bestrides endvidere, at Persons patientskadesag kan udskyde for-rentningstidspunktet. Sagen angik en skade, der havde begrænset betydning, og ikke enhver anden konkurrerende lidelse kan udskyde forfaldstidspunktet. Et forsikringsselskab må selvstændigt vurdere dette spørgsmål.
Forsikringsselskabet Himmerland G/S har heroverfor anført, at GDPR-reglerne og databeskyttelseslovens principper om dataminimering ikke fritager en kredi-tor fra at dokumentere sit krav og ikke regulerer en situation som den forelig-gende.
Supplerende har Forsikringsselskabet Himmerland G/S anført, at kravet under alle omstændigheder tidligst kan forrentes fra den 14. august 2019, idet det først på dette tidspunkt var muligt at vurdere Persons krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Persons krav kunne ikke opgøres, før der forelå en afgørelse om, hvorvidt hun havde krav på patientskadeerstatning, idet krav efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet ifølge retspraksis går forud for krav mod motoransvarsforsikringsselskaber.
Landsrettens begrundelse og resultat
Person var den 11. marts 2017 udsat for en trafikulykke og blev efter ulykken sygemeldt. Aalborg Kommune udbetalte sygedagpenge til hende samt sygedagpengerefusion til hendes arbejdsgiver og fremsatte regreskav mod For-sikringsselskabet Himmerland G/S.
7
Aalborg Kommunes regreskrav mod Forsikringsselskabet Himmerland G/S blev rejst med hjemmel i erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1. Landsretten fin-der derfor, at spørgsmålet om kravets forrentning skal afgøres efter erstatnings-ansvarslovens regler om forrentning.
Efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, forrentes et krav fra det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, hvilket vil sige en måned efter, at skade-volderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelsen af kravets størrelse. Det fremgår af forarbejderne til bestemmel-sen, jf. lovforslag nr. 143 af 10. januar 2001, at fristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skadevolderen kunne og burde have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at kunne vurdere erstatningskravet og dets størrelse.
Aalborg Kommune fremsatte den 13. november 2017 et regreskrav mod Forsik-ringsselskabet Himmerland G/S på 112.492 kr. Som dokumentation for kravet fremsendte Aalborg Kommune blandt andet Persons journaloversigt for perioden fra den 25. april til den 10. november 2017, journaloplysninger fra Aarhus Universitetshospital for perioden fra den 11. marts 2017 til den 12. sep-tember 2017, genoptræningsplan, opgørelse af regreskrav og sagsresume.
Den 28. maj 2018 rykkede Aalborg Kommune Forsikringsselskabet Himmer-land G/S for svar.
Forsikringsselskabet Himmerland G/S anmodede i en mail af 20. juni 2018 Aal-borg Kommune om at fremsende dokumentation for, at sygemeldingen ude-lukkende skyldtes følger af ulykken. I mailen anførte Forsikringsselskabet Himmerland G/S, at det skulle dokumenteres, at det var ulykken, som var årsag til sygemeldingen i hele sygeperioden, og at der ikke var konkurrerende årsa-ger.
Aalborg Kommune reagerede ikke på denne mail.
Under behandlingen af Persons krav mod Forsikringsselskabet Him-merland G/S blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt hun var blevet påført en patientskade i forbindelse med en operation umiddelbart efter trafikulykken. Patienterstatningen traf den 26. juni 2019 afgørelse om, at Person var blevet påført en behandlingsskade som følge af operationen efter trafikulykken, men at erstatningsbeløbet ikke oversteg egetbidraget, hvorfor hun ikke var be-rettiget til patientskadeerstatning. Afgørelsen blev den 17. april 2020 ændret af Ankenævnet for Patienterstatningen, der fandt, at Person var blevet påført et varigt mén på 5 procent som følge af en patientskade og ligeledes var blevet påført en forlænget sygeperiode.
8
Patienterstatningens afgørelse af 26. juni 2019 blev sendt til Forsikringsselskabet Himmerland G/S den 12. juli 2019. Forsikringsselskabet Himmerland G/S med-delte den 14. august 2019 Persons advokat, at Forsikringsselskabet Himmerland G/S ville udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Aalborg Kommune rettede den 20. januar 2020 henvendelse til Forsikringssel-skabet Himmerland G/S og fremsatte et samlet regreskrav på 389.429 kr. Der foreligger ikke oplysninger om, at Aalborg Kommune forud herfor havde an-modet Forsikringsselskabet Himmerland G/S om delvis betaling i medfør af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 2. pkt.
Landsretten finder efter en samlet vurdering, og som sagen foreligger oplyst, at Forsikringsselskabet Himmerland G/S på det tidspunkt, hvor selskabet modtog Patienterstatningens afgørelse, men ikke forud herfor, kunne og burde have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at vurdere det regreskrav, der på daværende tidspunkt var blevet fremsat, og kravets størrelse. Som følge her-af løber 1-månedsfristen i erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, for så vidt angår de 112.492 kr. fra den 12. juli 2019. Landsretten finder endvidere, at Forsikrings-selskabet Himmerland G/S på det tidspunkt, hvor det samlede regreskrav blev fremsat, kunne og burde have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at vurdere den resterende del af regreskravet og kravets størrelse. Fristen for så vidt angår det resterende beløb på 276.937 kr. løber derfor fra den 20. januar 2020.
Landsretten tager herefter Aalborg Kommunes krav til følge med 10.302,20 kr., idet der er sket fradrag for det rentebeløb på 865,40 kr., som er betalt.
Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande og anbringender skal Forsikringsselskabet Himmerland G/S i delvise sagsomkostninger for beg-ge retter betale 31.500 kr. til Aalborg Kommune. 30.000 kr. af beløbet er til dæk-ning af udgifter til advokatbistand og 1.500 kr. til retsafgift. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens om-fang og karakter.
THI KENDES FOR RET:
Forsikringsselskabet Himmerland G/S skal inden 14 dage til Aalborg Kommune betale 10.302,20 kr. og sagsomkostninger for begge retter med 31.500 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 04-07-2022 kl. 10:01
Modtagere: Advokat (H) Anne Mette Myrup Opstrup, Advokat (L) Janne Juul Wandahl, Indstævnte Forsikringsselskabet Himmerland G/S, Appellant Aalborg kommune