Dom
D O M
afsagt den 14. februar 2024 af Vestre Landsrets 10. afdeling (dommerne Mogens Heinsen, Claus Rohde og Linda Hebo Lange (kst.)) i nævningesag
V.L. S – 1728 – 23
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(Født 1984)
(advokat Marie-Louise Forum Johannesen, Fredericia)
Retten i Viborg har den 15. august 2023 under medvirken af nævninger afsagt dom i 1. instans (1666/2023).
Påstande
Tiltalte har påstået frifindelse i det ikke erkendte omfang. Tiltalte har herved erkendt at have kysset Forurettede, at have befølt hende på brysterne og numsen uden på og under tøjet, at have slikket hende på kønsdelen og brysterne, at fået hende til en gang at sutte på sin penis. Tiltalte har i øvrigt påstået formildelse af straffen og frifindelse vedrørende påstanden om udvisning.
Anklagemyndigheden har endeligt nedlagt påstand om skærpelse af straffen og i øvrigt stadfæstelse.
Advokat Lars Kaasgaard har nedlagt påstand om, at tiltalte til Forurettede skal betale tortgodtgørelse med 200.000 kr., subsidiært 175.000 kr. og mere subsidiært 150.000 kr. med rente fra den 3. september 2023.
- 2 -
Tiltalte har delvist anerkendt forpligtelsen, men bestridt kravet størrelsesmæssigt.
Supplerende oplysninger
Der er også for landsretten afspillet videoafhøring af Forurettede.
Forklaringer
Tiltalte og vidnerne Vidne 1 og Vidne 2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han ikke kendte Forurettedes forældre i forvejen, men mødte dem i opgangen, hvor han boede. Det var på den nedlagte kaserne. Han fandt ud af, at Forurettede var der med sine forældre, som skulle undervise på Skole. Der var ikke andre børn på stedet. Han arbejdede på skolen i Afdeling, hvor han vejledte bachelorstuderende.
Forurettede besøgte ham på hans værelse. Han gav ikke Forurettede ting, når hun besøgte ham, hel-ler ikke slik. Nogle gange blev han inviteret til middag af Forurettedes familie. Han har ikke modtaget penge for at passe Forurettede.
Forurettede har en meget livlig fantasi, som de brugte, når de legede. I begyndelsen legede de f.eks., at huset var oversvømmet. De løb rundt i hele huset, hvor Forurettedes familie boede, og hvor andre også bor. En anden gang spillede de guitar, hvor hun spillede på guitarens strenge, mens han spillede akkorderne. Hun fortalte ham, hvad han skulle gøre. Forurettede har filmet nogle af deres lege og sendt det til sin mor. Forurettede legede ikke med andre, ud over måske sine søskende. Da hun var 10 år eller 11 år, legede hun vist med naboens søn, hvis far også var lærer på skolen.
Det var lidt underligt, at han så mere til Forurettede end hendes forældre. Normalt talte han mest med forældrene. Han hentede Forurettede og afleverede hende. I begyndelsen legede de også sammen på Forurettedes bopæl. Hvis han legede med Forurettedes bror, trak hun ham normalt væk, da hun ville lege med ham alene. Han talte med Forurettedes forældre via chat og sendte videoer af, hvad de legede.
- 3 -
Han forsøgte at opsøge Forurettedes forældre for at opnå mere kontakt, men forældrene var typisk trætte eller havde travlt. Forurettedes mor rejse meget rundt. Han kom til at kende Forurettedes far lidt bedre, men han tror, at Forurettede stolede mere på sin mor end sin far.
Han var ikke tiltrukket af Forurettede. De var venner, som havde det godt sammen. Da nogle af grænserne blev overskredet på et tidspunkt, hvor Forurettede var 10-11 år gammel, blev deres forhold forvirrende. Han holdt af Forurettede og kendte hende rigtig godt. Han ville aldrig gøre hende ondt, men ønskede, at hun havde det sjovt og godt. Han var ikke forelsket i Forurettede. De er tæt på hinanden og har kendt hinanden i 7 år. Det havde en romantisk tone, men det var ikke, hvad han søgte efter.
Foreholdt sin forklaring til politiet under afhøring den 5. oktober 2022, ekstraktens side 166, 1. afsnit, hvoraf fremgår, at tiltalte har forklaret, at han og Forurettede var forelskede, har han forklaret, at det var mere nuanceret. Han havde den fornemmelse, at Forurettede havde følelser for ham. Han søgte ikke efter en romantisk relation.
Han følte sig ikke fysisk tiltrukket af Forurettede, og han følte sig ikke seksuelt opstemt af Forurettede. Det så ud til, at Forurettede nød situationerne, hvorfor han gik med til det, selv om han var bange. Han fik ikke sat grænserne, og det har han fortrudt. Han har aldrig bedt Forurettede om at gøre ting for hans skyld.
Foreholdt sin forklaring under grundlovsforhøret, ankeekstraktens side 69, hvoraf fremgår, at ”han havde ført sin penis hen over hendes vagina, svarede han, at han måske har gjort det, men at det ikke har været med vilje, det havde nok været ved tilfælde, når hun lå oven ham, og de bevægede sig i forbindelse med deres lege. Han havde rejsning, når de legede deres lege. Han har aldrig ønsket at føre sin penis ind i hendes vagina. Han ønskede ikke at skade hende, og han var også bange for, hvis det ledte til smitte med kønssygdomme ”, har han forklaret, at det ikke var sådan, han forklarede. Hans dansk var dårligt og tolkningen var ikke tilstrækkelig.
Foreholdt samme forklaring, ankeekstraktens side 68 f., hvoraf fremgår, at ”Han husker ikke, om hun havde penissen i munden. Han tror, at hun holdt sig lidt tilbage. Han havde erektion, når det skete. Han kyssede hendes kønsdele med tungen. Nogle gange rørte han ved hendes kønsdele meget forsigtigt. Det var i forbindelse med, at hun sov hos ham Han
- 4 -
rørte kun uden på hendes kønsdele, aldrig inden i. Hun havde fortalt ham, at hun ikke hav-de prøvet at putte noget op i sig selv ” har han forklaret, at han under grundlovsforhøret har forklaret den sidste del. Han var ikke tiltrukket af Forurettede, men det er sådan kroppen reage-rer, når man ligger på den måde. Han tror, at episoden skete i teltet. Da Forurettede var 11 år, sagde Forurettede, at hun gerne ville gøre det samme, som de havde gjort i teltet. Han sagde nej, men Forurettede blev vred og løb ud af bygningen. Han begyndte at græde, og han sagde, at han ikke ville blive ved med at gøre de ting. Situationen var sådan, at han ikke turde skændes med Forurettede. Det var altid Forurettede, der var styrende i deres lege, hvor han skulle hjælpe hende med de ting, hun ønskede. Hun forstod, at han ikke ville lave noget seksuelt med hende, men hun opfattede det sådan, at han ikke stolede på hende.
Han orienterede ikke Forurettedes forældre, selv om grænserne blev overskredet. Han burde have fortalt forældrene om det allerede dengang, Forurettede bad ham kysse hende forskellige stedet på kroppen. Det var skrækkelige situationer, som han ikke havde forudset, og som han ikke vidste, hvordan han skulle navigere i. Han gjorde ingenting, hvilket han nu for-tryder. Det var aldrig hans intention, at det skulle gå så langt.
Han fik ikke sat grænser for Forurettede. Der var nogle dele af deres lege, hvor det ikke var nødvendigt at sætte grænser. Det tog ham efter de første episoder lidt tid at forstå, hvad de havde gang i. Derefter havde det en slags sneboldeffekt. Han ville gerne have fortalt det til Forurettedes forældre med det samme, men han ønskede ikke, at Forurettede følte sig afvist. Han tænkte på at stoppe forholdet til Forurettede, men tænkte, at det ville give samme resultat. Forurettede ville nok have spurgt hvorfor, og det ville hendes forældre også. Han var bange. Det er lettere nu at se, hvad han skulle have gjort anderledes.
Forurettede kontaktede ham dagligt, da hun var i Canada. Forurettede søgte hans støtte, da hendes mor fik en kræftdiagnose. Nogle gange blev kontakten for meget for ham, da der er 9 ti-mers tidsforskel mellem Danmark og Canada. Det blev meget sent om aftenen for ham, men Forurettede blev vred, hvis han ikke ville tale og spille med hende. Han ville ikke stoppe kontakten, da han så ville blive spurgt hvorfor.
Da Forurettede var i Canada, havde de en rigtig god relation som venner. Hun hjalp med ideer til et videospil, og han lavede arbejdet. På den måde blev Forurettede distraheret fra moderens kræftdiagnose. Han og Forurettede savnede hinanden. Da hendes mor fik det bedre, var der corona, og de vidste derfor ikke, om de kunne ses igen. Han savnede Forurettede. Det var et
- 5 -
godt modstykke til hans stillesiddende arbejde at være sammen med Forurettede. Hun var me-get kreativ og meget moden af sin alder. Han kunne derfor godt spørge Forurettede om råd.
Forurettede havde temperament, når tingene ikke skete, som hun ønskede. Hun havde meget specifikke ideer om, hvornår og hvordan tingene skulle foregå. Hun var utilfreds med, at hun skulle dele værelse med sin bror, og hun havde skænderier med sin far, hvis han havde planlagt noget andet, end hun havde forestillet sig. Han og Forurettede havde ikke skænderier, fordi de tænkte på samme måde. Hvis han ikke ønskede at gøre, som Forurettede ønskede, be-skyldte hun ham for ikke at have tillid til hende, og at han var ligeglad. Normalt blev hun vred og løb ud.
Han har ikke rørt ved Forurettedes vagina. Det har han ikke ønsket. Han har heller ikke rørt Forurettede inde i vaginaen. De har været nøgne sammen. De har kælet nøgne sammen i hans seng i 2018, og de har været nøgne sammen i svømmehallen i sauna eller i brusebadet. Forurettede skulle sove hos ham, og Forurettede ville gerne kæle med ham. Det var ikke usædvan-ligt. De kyssede, og Forurettede sagde, at de skulle være nøgne sammen. Hans bofælle, Vidne 2, var også i lejligheden, og han ønskede ikke, at Forurettede skulle blive vred.
Han ville gerne tale med Forurettede mor om deres forhold, men det skete aldrig. Han følte, at han ville gøre Forurettede mere fortræd, hvis han fortalte andre om deres forhold, end hvis han blot sagde ja og gjorde, som hun ønskede. Han ved godt, at han fejlede ved ikke at sige fra.
Foreholdt sin forklaring under grundlovsforhøret, ankeekstraktens side 69, hvoraf fremgår ”at Forurettede har sagt, at hun ikke er jomfru, og at det er ham, som hun har haft sex med, svarede han, at han ikke ved, hvad han skal svare. Det er ikke sket sammen med ham. Han følte stort ubehag. Han har rørt ved hendes vagina, når de var nøgne, han har også rørt ved hendes bryster og hendes numse. Det er alt sammen sket, mens de var i Danmark, men han har ikke haft sin penis oppe i hende ”, har han forklaret, det er rigtigt i grove træk. Han sva-rede på, om der var penetration. Han var chokeret over Forurettedes forklaring. Hvis det var sket, ville Forurettede ikke havde stolet på ham.
Det er hans profil på Instagram, der er vist under sagen. Der er billeder af børn, men det er ikke Forurettede. Der er også en masse andre billeder af bygninger og voksne. Han tog bille-derne til brug for sin undervisning.
- 6 -
Han har ikke selv børn.
De havde kælenavne til hinanden. Han har sendt beskeden til Forurettede om, at hun er ”sweet, sweet, sweet, sweet, sweet, sweet, sweet, sweet, sweet, sweet, sweet, sweet sweetest Forurettede in the universe ”. De havde udviklet en slags slang. De har sendt mange beskeder til hinanden. Det var normalt, at de var der for hinanden og støttede hinanden.
Han blev meget forvirret, da Forurettede i sommeren 2022 stoppede med at svare ham. Han troede, at han havde sagt noget, der havde gjort hende vred. Han har før misforstået noget, som Forurettede var blevet vred over, og hvor hun først er vendt tilbage efter en dag eller to. Han vidste ikke dengang, at Forurettede havde afbrudt kontakten. Han ved nu, at Forurettedes kusi-ne forsøger at skaffe beviser i sagen mod ham. Det blev han rigtig ked af.
Han har i lang tid haft det dårligt over sin og Forurettedes intimitet. Han blev deprimeret, da Forurettede tog tilbage til Canada. Han kunne ikke tale med andre om deres forhold. Han fryg-tede, at Forurettede måske også på et tidspunkt ville blive deprimeret over de intime dele af deres forhold. Han var tæt på at skrive til Forurettedes mor. Han fortalte politiet alt, da politiet afhørte ham. Det lettede ham. Han vidste dog ikke, at Forurettede ville fortælle om en masse andre ting, som ikke er sandt. Han ved ikke, hvorfor Forurettede har forklaret, som hun har gjort. Han tror, at Forurettedes kusine har skræmt Forurettede. Kusinen kender ikke til hans og Forurettedes forhold. Forurettede har forud for videoafhøringen fortalt sin historie til sin mor, sin kusi-ne og det canadiske politi, og han tror, at Forurettede blot ønskede afhøringen afsluttet og der-for sagde ja til alt. Forurettede fortalte bl.a. om et meget højt antal gange. Han har ikke haft samleje med Forurettede, og hun har overdrevet tingene.
Forurettede havde temperament og blev vred. Det skete specielt, hvis han blev træt og ville i seng. Der var 9 timers tidsforskel. Når Forurettede blev vred, blev hendes beskeder korte, vrede eller skrevet med store bogstaver. Ellers afbrød hun forbindelsen via FaceTime. Der er forskellig korrespondance, hvor han forsøgte at opmuntre Forurettede, da hendes mor var syg.
Bogen, som blev fundet i hans lejlighed, og hvor billederne af børn stammer fra, er en fo-tobog fra en fransk fotograf og kunstner. Han fik den af sin ekskæreste. Kæresten havde givet den samme bog til sin mor som gave. Han tror, at han fik bogen, fordi han var inte-resseret i sort-hvide billeder.
- 7 -
Tegneserien, som blev fundet i hans lejlighed, og som indeholder pornografiske scener, har han ikke læst. Han tror, at bogen er lavet en lokal kunstner fra Afdeling. Der er et bibliotek, hvor kunstnerne kan lægge deres værker. Han tror, at Forurettede tog bogen fra biblioteket og tog den med på hans kontor. Han gav Forurettedes mor en nøgle til kontoret, så Forurettedes mor kunne lave telefonopkald derfra. Forurettede begyndte at være på kontoret ale-ne, og hun havde en hylde til sine ting. På et tidspunkt blev kontoret oversvømmet via et åbenstående vindue. Han tog alle tingene fra kontoret med hjem.
Gerningsperioden er ikke korrekt beskrevet. I en periode på 3 måneder i 2019 boede han ikke i Viborg. Der skete kun noget seksuelt i perioden fra efteråret 2018 til efteråret 2019. I denne periode er der kun sket noget på det lille kontor, det store kontor, lejligheden i Gade og i teltet.
Han har ikke vist Forurettede pornografi, men hun har kigget på det andetsteds.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at tiltalte købte ting til Forurettede, som nu vil kaldes Navn. Det fandt hun ud af, da hun fandt indpakning til tingene eller så billeder af tingene. Hun vidste godt, at Forurettede sommetider spiste med tiltalte, og at han serverede mad, som hun normalt ikke ville give til Forurettede, f.eks. pizza, juice og chips. Hun så det som en forkælelse af Forurettede. Hun tror ikke, at Forurettede har modtaget penge fra tiltalte, men han købte ting til Forurettede. Hun har ikke betalt tiltalte for at passe Forurettede.
I slutningen af 2018 gjorde en lærer på Skole hende opmærksom på, at der var noget galt med tiltaltes og Forurettedes forhold. Han var en amerikansk gæstelærer, men hun husker ikke hans navn. Læreren sagde, at han var nødt til at fortælle, at han havde følelsen af, at der var noget meget galt. Han bad hende om at tjekke det, men havde ingen specifik-ke iagttagelser, han kunne dele. Der var ikke andre, der delte bekymringer om Forurettede med hende dengang.
Hun husker, at Forurettede overnattede hos tiltalte uden at have fået lov til det. Tiltalte sendte hende en besked om, at Forurettede var faldet i søvn og ville komme hjem om morgenen.
Hun aftalte ikke med Forurettede at indgive politianmeldelse i Danmark. Da hun par dage efter den første samtale med Forurettede blev klar over, hvor alvorligt det var, talte hun med sin ven-
- 8 -
inde Person, som hun fik til at anmelde forholdet til politiet i Danmark. Hun kontaktede også det canadiske politi.
Hun anså først forholdene som noget, der alene angik Forurettede og tiltalte, og hun ønskede, at Forurettede fik tid til at beslutte sig for, om hun ville handle på det. Men da hun fik en besked fra Forurettedes kusine, tænkte hun på, at andre børn måske var i fare. Det bekymrede hende, hvis der var andre familier, der stolede på tiltalte. Derefter ringede hun til sin veninde.
Forurettede ændrede adfærd, da tiltalte besøgte dem i marts 2022. Forurettedes humør blev mørkere og mørkere. Hun tror, at Forurettede nogle gange er ked af, at sagen er kommet til politiet. Det har været meget hårdt for Forurettede, herunder at afgive forklaringer til politiet og beskrive forholdene detaljeret.
Forurettede har ikke fået det bedre under ankesagen, da sagen ikke er afsluttet endnu. Forurettede har ændret sig fra at være et glad og lykkeligt barn til at være selvskadende og suicidal. Hun har angst og panikanfald og søvnlammelse. Hun har også spiseforstyrrelser. Det er blevet værre, siden dommen blev anket.
Foreholdt billederne på ekstraktens side 432 har hun forklaret, at hun har set billederne tidligere. Forurettede havde billederne på sin telefon, og hun havde en meget lang samtale med Forurettede, hvor Forurettede delte sin dagbog, tegninger, suicidale tanker og viste sine ar. Billedet lå i en skjult mappe på Forurettedes telefon. Forurettede viste billederne. Det var svært for Forurettede at vise billederne, som var skamfulde for hende. Billederne viste karakteren af Forurettedes forhold til tiltalte. Det var svært for Forurettede at se på.
Tiltalte måtte gerne tage Forurettede med i svømmehallen. Forurettede elskede at svømme, og det var svært for hende selv og hendes mand at finde tid til at tage med Forurettede.
Hun har ikke bemærket, at Forurettede havde været i bad, når hun havde besøgt tiltalte, med-mindre hun havde været i svømmehallen.
Forurettedes tilstand er blevet dårligere, siden sagen var for i byretten. Forurettedes angst er blevet forværret, og hun sover kun få timer om natten, og hun kaster op flere gange om ugen. Forurettede har stadig mareridt, og hendes spiseforstyrrelse er forværret.
- 9 -
Hun har tilbudt Forurettede terapi, men det har Forurettede tidligere nægtet, da Forurettede ikke stoler på nogen. I takt med at tingene er blevet værre, tog hun Forurettede med på børnehospitalet, hvor Forurettede blev indlagt på den psykiatriske akutafdeling. Hun var indlagt en uge og fik diagno-sticeret PTSD og bulimi. Forurettede har fået udskrevet forskellig medicin så som Prozac, Ada-van og sovemedicin. Forurettede har fået forskellige instruktioner fra hospitalet for at stabilisere søvn og madindtag. Forurettede får behandling af en børnelæge og egen læge.
Forurettede har selvskadende adfærd, hvor hun skærer sig i sine arme og ben og på maven, hvor hun har snittet et ord. Forurettede fortalte for nyligt, at hun ikke har skåret i sig selv i 53 dage. Lægerne har spurgt meget ind til Forurettedes selvskadende adfærd og hendes tanker om selv-mord. Forurettede har i den sammenhæng fortalt, at hun har forsøgt at begå selvmord 2-3 gange.
Vidne 2 har supplerende forklaret, at hun boede i lejligheden først, og tiltalte flyttede efterfølgende ind. Hun tror, at hun flyttede ind i lejligheden i 2017 eller 2018.
Hun ved, at tiltalte og Forurettede sov i studiet på Skole, og at tiltalte og Forurettede nogle gange var på telttur. Det fortalte tiltalte hende. Hun og tiltalte var gode til at informere hinanden om den slags ting. Tiltalte gav ikke udtryk for, at han havde det svært med relationen til Forurettede. Tiltalte gav heller ikke udtryk for, at Forurettede var temperamentsfuld eller hysterisk. Det har hun heller ikke selv oplevet. Hun talte almindeligt med Forurettede og spurgte, hvordan hun havde det. Da tiltalte blev anholdt, var hun flyttet ud af lejligheden.
Hun har ikke haft kontakt til Forurettede eller hendes familie siden 2019. Forurettedes forældre er ret store navne i Branche. Forurettedes mor var på et tidspunkt hendes lærer og su-pervisor. Hun fik indtryk af, at hun ikke måtte tale med nogen efter politianmeldelsen.
Landsrettens begrundelse og resultat
Skyldsspørgsmålet:
Der er om skyldsspørgsmålet afsagt
” K e n d e l s e:
- 10 -
Alle ni nævninger og tre dommere udtaler:
Forurettedes forklaring, der er optaget på video, har også været afspillet for landsretten. Hun har, da hun var 14 år gammel, afgivet en lang og detaljeret forklaring. Landsretten tiltræder af de grunde, som byretten har anført, at forklaringen fremstår meget troværdig og uden overdrivelser, og at hendes forklaring i det hele kan lægges til grund ved vurderingen af, hvad der er sket mellem hende og tiltalte. Det tiltrædes endvidere, at Forurettedes forklaring støttes af tiltaltes erkendelse af nogle af krænkelserne af hende og støttes endvidere til dels af Vidne 2's forklaring om sine observationer i lejligheden, som vidnet delte med tiltalte.
Forurettede har forklaret, at hun mødte tiltalte, da hun var 7 år gammel, og landsretten finder efter hendes forklaring, at det med sikkerhed kan lægges til grund, at overgrebene begyndte senest i foråret 2016, hvor hun var 8 år gammel. Landsretten finder på den baggrund, at det er bevist, at tiltalte i perioden fra foråret 2016 til 19. oktober 2019 begik overgreb mod hende. Efter Forurettedes forklaring tiltræder lands-retten herefter, at det er bevist, at tiltalte på de steder, der er angivet i tiltalen, har begået overgreb i samme omfang, som anført af byretten og således talrige gange kyssede hende, mindst en gang har vist hende pornofilm, mange gange befølte hende på brysterne og num-sen uden på og under tøjet, flere gange befølte og stimulerede hende direkte på kønsdelen og stak en finger ind i hendes skede, mange gange slikkede hende på og i kønsdelen og på brysterne, formåede hende til at onanere og sutte på hans penis flere gange, flere gange gned sin penis mod hendes kønsdel og i flere tilfælde gennemførte vaginalt samleje med hende.
Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at tiltalte har haft det fornødne forsæt til at gennemføre vaginalt samleje med Forurettede.
Med den anførte ændring tiltræder landsretten herefter, at tiltalte er fundet skyldig som sket.
T h i b e s t e m m e s:
Med den ændring, at gerningsperioden er fra foråret 2016 til 19. oktober 2019, stadfæster landsretten byrettens skyldkendelse “
- 11 -
Straffastsættelse
Straffen fastsættes efter straffelovens § 216, stk. 2, jf. til dels § 225 og § 232, 2. led.
Der er afgivet 10 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 6 år og 8 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 7 år.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen fastsættes straffen til fængsel i 6 år.
Såvel flertallet som mindretallet har ved straffastsættelsen lagt vægt på karakteren og om-fanget af de seksuelle overgreb, som tiltalte er fundet skyldig i, herunder Forurettedes unge alder i gerningsperioden, den lange periode, som forholdet er begået over, og karakteren af relationen mellem tiltalte og Forurettede.
Udvisning
Samtlige ni nævninger og tre dommere udtaler:
Tiltalte er straffet med fængsel i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, jf. til dels § 225, og § 232, 2. led., og på baggrund af længden af hans lovlige ophold i Danmark, er betingelserne for udvisning efter udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. 22, nr. 6, og § 23, nr. 2, opfyldt. Dette indebærer, at han skal udvises, medmindre det vil være i strid med Dan-marks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens 26, stk. 2.
Da tiltalte er EU-statsborger, kan udvisning dog kun ske, hvis det vil være i overensstem-melse med de principper, der efter EU-retten gælder for begrænsning af retten til fri bevæ-gelighed, jf. udlændingelovens § 26 b.
Efter EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, skal en begrænsning i retten til fri bevæge-lighed og ophold kunne begrundes i hensynet til bl.a. den offentlige orden og sikkerhed. Efter artikel 27, stk. 2, skal udvisningen være i overensstemmelse med proportionalitets-princippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde udvisning. Den personlige adfærd skal udgøre en
- 12 -
reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfunds-interesse.
Endvidere følger det af EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 1, at værtsmedlemsstaten, før den træffer afgørelse om udsendelse, bl.a. skal tage hensyn til varigheden af den pågæl-dendes ophold på værtsmedlemsstatens område, den pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation samt sociale og kulturelle integration i værtsmed-lemsstaten og tilknytning til hjemlandet.
Tiltalte er idømt fængsel i 6 år for voldtægt ved samleje og andet seksuelt forhold end sam-leje med et barn under 12 år og blufærdighedskrænkelse, jf. straffelovens § 216, stk. 2, jf. til dels § 225, og § 232, 2. led. Han er ikke tidligere straffet i Danmark og er derfor heller ikke tidligere tildelt en advarsel om udvisning.
Landsretten finder, at den kriminalitet, som tiltalte er dømt for, må anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfunds-interesse, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2. Landsretten har herved lagt vægt på karakteren og grovheden af de seksuelle krænkelser, gerningsperiodens varighed og Forurettedes unge alder.
Tiltalte indrejste i Danmark som 30-årig i 2014, og han er nu 40 år. Han er ugift og uden børn og har ingen familie i Danmark. Han forstår i et betydeligt omfang dansk og taler og skriver kun lidt dansk. Han har arbejdet i Danmark i flere år og har drevet selvstændig virksomhed og har således tilknytning til arbejdsmarkedet.
Tiltalte er født og opvokset i Tyskland, hvor hans forældre og halvsøster bor. Han taler og skriver tysk og engelsk.
Efter kriminalitetens art og grovhed og efter ovenstående forhold tiltræder landsretten, at en udvisning af tiltalte med indrejseforbud for bestandig ikke vil være i strid med proporti-onalitetsprincippet i EU-opholdsdirektivet, og at udvisning af tiltalte med indrejseforbud for bestandig ikke med sikkerhed er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ud-visning kan på samme baggrund heller ikke anses for at være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
- 13 -
Landsretten tiltræder derfor, at tiltalte er udvist med indrejseforbud for bestandig, jf. ud-lændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, som sket.
Tortgodtgørelse
De juridiske dommere tager påstanden om tortgodtgørelse på 200.000 kr. til følge og har herved lagt vægt på antallet og karakteren af de overgreb, som Forurettede er blevet udsat for, herunder at overgrebene er begået over en periode på ca. 3½ år, og at overgrebene begyndte, da Forurettede var 8 år gammel. Der er endvidere lagt vægt på, at Forurettede havde et særligt tillidsforhold til tiltalte, som regelmæssigt var sammen med hende. En betydelig del af overgrebene er sket efter 1. april 2018, hvor en lovændring om forhøjelse af tortgodtgørelser for seksuelle krænkelser trådte i kraft.
Tortgodtgørelsen forrentes fra den 3. september 2023, jf. erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, da opgørelsen er sendt til tiltaltes forsvarer den 3. august 2023.
Med den anførte ændring stadfæster landsretten byrettens dom.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at den tortgodtgørelse, som tiltalte skal betale til Forurettede, forhøjes til 200.000 kr.
Godtgørelsen, der forrentes fra den 3. september 2023, skal betales inden 14 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Mogens Heinsen Claus Rohde Linda Hebo Lange
(kst.)
- 14 -