Dom
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 2. marts 2023
2
førte tunge løft og rygbelastende opgaver, at det nedsatte timetal skyldtes ar-
bejdsskaden og at hans plan var at fortsætte på 33 timer om ugen, men at han ikke var sikker på, at han kunne dette, da han dagligt tog meget smertestillende medicin.
Den 25. november 2012 besvarede Appellant, tidligere Sagsøger et supplerende spørgeskema, hvori han oplyste bl.a., at han arbejdede som vikar på en døgninstitution, hvor han kunne sige fra i forhold til at tage vagter, når hans ryg havde brug for at slappe af, at han ikke kunne arbejde på fuldtid og ikke kunne arbejde hver dag, da han havde brug for at hvile ryggen, og at det var meget forskelligt, hvor mange timer, han arbejdede om ugen, men mellem 20 og 30 timer, nogle uger mindre.
Som anført i den indankede dom, anerkendte Arbejdsskadestyrelsen den 19. juni 2013 den ulykke, som Appellant, tidligere Sagsøger var udsat for den 11. april 2011, som en arbejdsskade. Som videre anført i den indankede dom, traf Arbejdsskadesty-relsen den 18. november 2013 afgørelse om, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne, og Appellant, tidligere Sagsøger klagede over denne afgø-relse.
Af Arbejdsskadestyrelsens brev af 10. februar 2014 til Appellant, tidligere Sagsøger fremgår ud over det, der er gengivet i den indankede dom, bl.a.:
”Vi oversender sagen til Ankestyrelsen. Du vil høre nærmere fra Anke-styrelsen.
Begrundelse for oversendelse til Ankestyrelsen
Vi kan ikke give dig helt eller delvist medhold i klagen.
…
Vi vurderer fortsat, at tab af erhvervsevne er mindre end 15 procent.”
Appellants, tidligere Sagsøger advokat sendte den 30. juli 2014 supplerende bemærkninger til Ankestyrelsen. Af brevet fremgår bl.a.:
”Min klient har, som tidligere oplyst, været i kontakt med kommunen, med henblik på en afklaring af sin erhvervsevne, og bevilling af et e-ventuelt flexjob.
Jeg vedlægger i den forbindelse skrivelse af 17. juni 2014 fra Jobcenter Køge, hvoraf fremgår at kommunen desværre ikke er i stand til at til-byde min klient yderligere foranstaltninger, henset til at han formår at arbejde 25 timer/ugen, og dermed ikke opfylder betingelserne for bevil-ling af flexjob.
Der henvises i den forbindelse særligt til, at kommunen vurderer, at min klient med rette arbejdsbetingelser (ikke rygbelastende arbejde, samt en arbejdsplads hvor der er mulighed for afvekslende arbejdsstil-
3
linger) vil være i stand til at klare et arbejde, som er på ca. 25 timer u-gentligt, altså betydeligt under de 37 timer, som min klient kunne be-stride inden den pågældende arbejdsskade.
Jeg skal således endnu en gang fastholde, at min klient er påført et er-hvervsevnetab som følge af den anerkendte arbejdsskade, som har re-sulteret i kroniske, vedvarende lændesmerter og væsentlige skånehen-syn samt indskrænkninger i erhvervsevnen.”
Som anført i den indankede dom, traf Ankestyrelsen den 28. maj 2015 afgørelse om, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne.
Den 29. december 2015 sendte Advokatfirma, der repræsen-terede Appellant, tidligere Sagsøger, en mail til Arbejdsskadestyrelsen, hvoraf fremgår bl.a.:
”I ovennævnte sag fremsendes hermed kopi af stævning med bilag, der samtidig hermed er sendt til Civilstyrelsen med anmodning om fri pro-ces til førelse af retssag. Vi skal venligst anmode Arbejdsskadestyrelsen om at oplyse os om status i sagen efter Ankestyrelsens afgørelse, idet Arbejdsskadestyrelsen som tidligere oplyst har afventet denne.”
Forklaringer
Der er ikke afgivet forklaringer under sagen.
Retsgrundlaget
Arbejdsskadesikringsloven
Arbejdsskadesikringsloven indeholder i § 36, § 41, § 42 og § 44 bl.a. følgende bestemmelser:
” § 36
Er anmeldelse ikke indsendt rettidigt, kan krav om erstatning efter loven dog rejses af tilskadekomne eller de efterladte inden for en frist af 1 år fra arbejdsskadens indtræden. For erhvervssygdomme, jf. § 7, reg-nes fristen fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne eller de efterladte har fået kendskab til, at sygdommen må antages at være erhvervsbetinget. Der ses bort fra fristen, når det er dokumenteret, at tilskadekomne har været udsat for en arbejdsskade, jf. § 5, og tilskadekomne eller efterlad-te har ret til erstatning m.v., jf. § 11, som følge af arbejdsskaden. § 12, stk. 2, finder ikke anvendelse ved vurderingen af årsagssammenhæn-gen efter denne bestemmelse.
Stk. 2. Krav efter loven eller mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade, jf. § 5, forældes efter regler-ne i forældelsesloven, jf. dog stk. 3-5.
Stk. 3. Fristen efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er 5 år for krav som nævnt i stk. 2. Denne forældelsesfrist regnes først fra den dag, da for-dringshaveren blev bekendt med fordringen og skyldneren, eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan tilregnes den-ne som groft uagtsomt.
4
Stk. 4. Er en arbejdsskade anmeldt inden forældelsesfristens udløb, ind-træder forældelse af krav efter loven tidligst 3 år efter, at Arbejdsmar-kedets Erhvervssikring eller den, der efter regler fastsat i medfør af § 15, stk. 6, eller § 35, stk. 3, træffer afgørelse eller tager stilling, har givet meddelelse om sin afgørelse eller stillingtagen. Indbringes sagen for Ankestyrelsen inden for de den frist, der er fastsat i § 44, stk. 2, regnes fristen på 3 år fra meddelelsen om Ankestyrelsens afgørelse. Det samme gælder, når Ankestyrelsen behandler sagen, selv om klagefristen er overskredet, jf. § 44, stk. 3.
Stk. 5. Stk. 3 og forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse på krav på erstatning eller godtgørelse i sager omfattet af § 41, stk. 2. Det samme gælder ved genoptagelse på andet grundlag end §§ 41-43.
§ 41
Efter anmodning fra tilskadekomne eller de efterladte eller på Arbejds-markedets Erhvervssikrings foranledning kan enhver afgørelse om, at en skade ikke er omfattet af loven, genoptages inden for en frist på 5 år fra afgørelsen. Det gælder tillige for sager, som er afvist på grund af for sen anmeldelse.
Stk. 2. Har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring meddelt, at en anmeldt sygdom ikke hører under loven, og optages sygdommen senere på for-tegnelsen nævnt i § 7, stk. 1, nr. 1, kan sagen genoptages, selv om der er forløbet mere end 5 år fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørel-se.
§ 42
Efter anmodning fra tilskadekomne eller på Arbejdsmarkedets Er-hvervssikrings foranledning kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmå-lene, jf. §§ 15 og 17-18, genoptages inden for en frist af 5 år fra første af-gørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen. Fristen for genoptagelse kan forlænges in-den udløbet af 5-års-fristen. Når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne.
§ 44
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser efter § 40 kan indbringes for Ankestyrelsen af
1) tilskadekomne eller dennes efterladte,
2) …
Stk. 2. Klage efter stk. 1 skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen.
Stk. 3. Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil.
…
Stk. 7. Inden Ankestyrelsen behandler en klage efter stk. 1, skal Arbejds-markedets Erhvervssikring vurdere, om der er grundlag for at give kla-
5
geren helt eller delvist medhold. Klagen sendes derfor til Arbejdsmar-kedets Erhvervssikring. Ved vurderingen kan Arbejdsmarkedets Er-hvervssikring tage stilling til faktiske og retlige såvel som skønsmæssi-ge elementer i afgørelsen.
Stk. 8. Kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke give klageren med-hold, sendes klagen med begrundelsen for afgørelsen og genvurderin-gen videre til Ankestyrelsen.”
Arbejdsskadesikringsloven § 36, stk. 2-5, er affattet ved lov nr. 523 af 6. juni 2007. I det fremsatte lovforslag (Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 166) var der lagt op til, at krav på erstatning og godtgørelse efter arbejds-skadesikringsloven skulle forældes efter reglerne i det samtidig fremsatte for-slag til lov om forældelse af fordringer (2007-forældelsesloven), jf. Folketingsti-dende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 165. Under folketingsbehandlingen var der imidlertid flertal for at indføre særlige forældelsesregler i arbejdsskadesik-ringslovens § 36, stk. 2-5. I Folketingets Retsudvalgs tillægsbetænkning af 31. maj 2007 over lovforslag nr. L 166 (Folketingstidende 2006-07, tillæg B, side 1705-1707) er herom anført bl.a. følgende:
”4. Ændringsforslag med bemærkninger
…
Bemærkninger
Til nr. 1
…
Ved nyaffattelsen af § 36, stk. 2, foreslås det præciseret i arbejdsskade-sikringsloven, at den foreslåede forældelseslov som udgangspunkt vil finde anvendelse på arbejdsskadekrav. Det foreslås samtidig, at dette udgangspunkt fraviges på visse punkter, jf. forslaget til § 36, stk. 3-5.
Henset til arbejdsskadeområdets særlige karakter foreslås i stk. 3 og 4 dels en særlig lang forældelsesfrist for krav på erstatning eller godtgø-relse i anledning af arbejdsskader, dels en ændret udformning af den såkaldte suspensionsregel i forældelseslovens § 3, stk. 2, dels en særlig lang tillægsfrist, for så vidt angår krav efter arbejdsskadesikringsloven, når en sag har været behandlet af arbejdsskademyndighederne.
Det foreslås for det første, at forældelseslovens »korte« forældelsesfrist, for så vidt angår krav efter arbejdsskadesikringsloven og eventuelt mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejds-skade skal være 5 år (i stedet for 3 år), jf. forslaget til § 36, stk. 3. Be-stemmelsen omfatter alene arbejdsskader, som er omfattet af definitio-nen i arbejdsskadesikringslovens § 5.
Det foreslås for det andet, at denne 5-årige forældelsesfrist suspenderes, hvis den tilskadekomne eller dennes efterladte er ubekendt med for-dringen eller skyldneren, og at fristen i disse tilfælde først begynder at løbe fra den dag, da fordringshaveren fik kendskab til fordringen og
6
skyldneren, eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kend-skab kan tilregnes denne som groft uagtsomt. Formålet hermed er at slå fast, at der på arbejdsskadeområdet vil være et meget snævert anven-delsesområde for den tilskadekomnes »burde vide« – sammenlign her med den foreslåede almindelige suspensionsregel i forældelseslovens § 3, stk. 2. …
Forældelsesfristen for de enkelte tabsposter vil kunne løbe fra forskelli-ge tidspunkter, afhængigt af de konkrete helbredsmæssige og erhvervs-mæssige forhold.
F.eks. vil forældelsesfristen for et krav på erstatning for tab af erhverv-sevne tidligst kunne regnes fra det tidspunkt, hvor de helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold er så afklarede, at det kan konstateres, at den tilskadekomne har pådraget sig en varig nedsættelse af erhverv-sevnen, og det gælder uanset, hvornår en læge har indberettet sagen til Arbejdsskadestyrelsen. Forældelsesfristen for krav på godtgørelse for varigt men vil tidligst kunne regnes fra det tidspunkt, hvor de helbreds-mæssige forhold er så afklarede, at den tilskadekomne er i stand til at opgøre et krav.
…
Endelig indebærer forslaget til § 36, stk. 5, at forældelseslovens »korte« 3-årige (efter ændringsforslaget 5-årige) frist ikke vil finde anvendelse i to tilfælde: dels hvor en sag om erstatning kan genoptages, fordi den pågældende sygdom efterfølgende er blevet optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf. arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 2, dels hvor en sag genoptages på andet grundlag end arbejdsskadesik-ringslovens §§ 41-43. Den sidstnævnte kategori angår tilfælde, hvor sa-ger genoptages på almindelig forvaltningsretligt grundlag i anledning af, at myndighederne har ændret deres praksis. Arbejdsskadestyrelsen har således genoptaget sager i tilfælde, hvor arbejdsskademyndigheder-nes praksis er blevet underkendt ved domstolene.
Den foreslåede ændring berører ikke spørgsmålet om, i hvilke tilfælde der kan ske genoptagelse af arbejdsskadesager.
Baggrunden for forslaget til § 36, stk. 5, er, at Beskæftigelsesministeriet har anført, at man finder det hensigtsmæssigt, at det sikres, at der i de nævnte to særlige tilfældegrupper fortsat vil gælde en særlig lang frist for at søge sagen genoptaget. Forslaget vil medføre, at krav i anledning af skader, hvor den skadevoldende handling er ophørt for mindre end 30 år siden, vil kunne genoptages i de omhandlede tilfælde. Dette er en forlængelse i forhold til den gældende frist på 20 år.
…
For så vidt angår genoptagelse af sagen ved arbejdsskademyndighe-derne, vil lovforslaget med de foreslåede ændringer ikke medføre for-ringelser af betydning i forhold til gældende ret, men derimod den for-bedring, at de sager, der er omfattet af ændringsforslaget, fremover vil kunne genoptages i op til 30 år i stedet for som i dag op til 20 år.
7
For så vidt angår indbringelse af arbejdsskademyndighedernes afgørel-se for domstolene, vil forslaget om en tillægsfrist på 3 år betyde, at der altid vil være mindst 3 år til at overveje, om man vil indbringe afgørel-sen for domstolene. I dag gælder alene den 20-årige forældelsesfrist og-så i denne relation, men 3 år bør være nok til at vurdere en afgørelse fra arbejdsskademyndighederne, og som ovenfor nævnt er det ikke nødvendigvis til tilskadekomnes fordel at vente meget længe med at anlægge sag. Fremkommer der væsentlige nye faktiske oplysninger, vil der desuden være mulighed for at få sagen genoptaget efter arbejds-skadesikringslovens regler herom.”
Ved lov nr. 395 af 2. maj 2016 blev Arbejdsskadestyrelsens opgaver overført bl.a. til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Forældelsesloven
Forældelsesloven indeholder i § 3 og § 21 bl.a. følgende bestemmelser:
Ӥ 3
Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmel-ser.
Stk. 2. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.
…
§ 21
Er der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse.
Stk. 2. Er en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse. Dette gælder, uanset om fordringen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af den anden part, herunder det offentlige. Indbringes sagen inden for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for rimelig tid for en hø-jere administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand, reg-nes fristen på 1 år fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Ombudsmandens udtalelse.”
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Appellant, tidligere Sagsøger har yderligere anført navnlig, at Arbejdsmarkedets Erhvervssik-ring har gebærdet sig på en måde, der har givet Appellant, tidligere Sagsøger det indtryk, at han ikke behøvede at foretage retslige skridt for at afbryde en eventuel foræl-delse.
8
Hvis Appellant, tidligere Sagsøger havde udtaget stævning, mens Arbejdsmarkedets Erhvervs-sikring behandlede hans sag, ville han være blevet mødt med, at han på det tidspunkt ikke havde en retlig interesse i søgsmålet, da der ikke forelå en afvis-ning af hans eventuelle krav.
Højesterets dom af 24. september 2020 (UfR 2020.4174) kan ikke danne præce-dens for denne sag, da den vedrørte afvisning af en arbejdsskade, hvor skade-lidte anmodede om genoptagelse mere end 3 år efter, at Ankestyrelsen havde truffet afgørelse i sagen. Højesteret fandt, at der var indtrådt forældelse, fordi søgsmålsfristen på 3 år fra Ankestyrelsens afgørelse var overskredet, da skade-lidte anmodede om genoptagelse. Situationen er en anden i Appellants, tidligere Sagsøger sag, idet hverken klagefristen, genoptagelsesfristen eller søgsmålsfristen var over-skredet, da Arbejdsmarkedets Erhvervssikring genoptog sagen.
Hvis arbejdsskademyndigheden var af den opfattelse, at sagen kunne forælde, mens myndigheden behandlede sagen, burde man som myndighed med vej-ledningspligt have oplyst Appellant, tidligere Sagsøger herom.
Ankestyrelsen har heroverfor anført, at arbejdsskademyndighederne ikke hav-de en vejledningspligt i forhold til, at sagen kunne forælde, mens myndigheden behandlede sagen. Myndighederne har endvidere ikke gebærdet sig på en så-dan måde, at det har givet Appellant, tidligere Sagsøger det indtryk, at han ikke behøvede at foretage retslige skridt for at afbryde forældelse.
Det forhold, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anmodede om yderligere op-lysninger på baggrund af Appellants, tidligere Sagsøger forkerte oplysninger om, at der var sket en kommunal afklaring, gør ikke, at sagen ikke kan forælde. Hvis det var tilfældet, ville enhver ny oplysning fra skadelidte, som førte til genoptagelse af arbejdsskadesagen, og som myndighederne efterfølgende søgte bekræftet ved indhentelse af oplysninger herom, medføre, at skadelidte ikke behøvede at fore-tage retslige skridt for at afbryde forældelse.
Landsrettens begrundelse og resultat
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at Appellant, tidligere Sagsøger senest den 3. februar 2014, hvor han uddybede sin klage over Arbejdsskadesty-relsens afgørelse, var bekendt med sit eventuelle krav som følge af den aner-kendte arbejdsskade. Den 5-årige forældelsesfrist i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3, udløb derfor senest den 3. februar 2019.
Samtidig med oversendelse af Appellants, tidligere Sagsøger klage til Ankestyrelsen genoptog Arbejdsskadestyrelsen i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 1, Appellants, tidligere Sagsøger sag med henvisning til, at det i klagen var oplyst, at han havde fået kontakt til kommunen.
9
Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 5, at stk. 3 og forældelseslo-vens § 3, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse på sager, hvor der sker genoptagel-se efter § 41, stk. 2 (om en sygdoms efterfølgende optagelse på fortegnelsen o-ver erhvervssygdomme), eller på andet grundlag end §§ 41-43 (dvs. på almin-delig forvaltningsretligt grundlag).
Som fastslået i Højesterets dom af 24. september 2020 (UfR 2020.4174), kan der efter ordlyden af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2-4, og forarbejderne her-til indtræde forældelse af krav på erstatning eller godtgørelse efter arbejdsska-desikringsloven, selv om der er adgang til genoptagelse af arbejdsskadesagen efter § 41, stk. 1, hvilket også understøttes af § 36, stk. 5, modsætningsvis. Landsretten finder af de samme grunde, at der ligeledes kan indtræde forældel-se af krav på erstatning eller godtgørelse efter arbejdsskadesikringsloven, selv om der er adgang til genoptagelse af arbejdsskadesagen efter § 42, stk. 1.
Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det af de grunde, der er anført af byretten, at Appellant, tidligere Sagsøger under genoptagelsessagen ikke fremkom med nye oplysninger, der kan begrunde, at forældelsesfristen har været suspenderet.
Landsretten tiltræder på denne baggrund, at fristen i arbejdsskadesikringslo-vens § 36, stk. 4, udløb den 28. maj 2018. Det forhold, at Arbejdsmarkedets Er-hvervsforsikring på baggrund af Appellants, tidligere Sagsøger oplysninger om, at der var sket en kommunal afklaring, genoptog sagen, kan ikke føre til en anden vurdering. Det tiltrædes endvidere, at Appellants, tidligere Sagsøger eventuelle krav på erhvervsevnetab-serstatning derfor forældede den 3. februar 2019, hvor den 5-årige frist efter § 36, stk. 3, udløb, og at kravet således var forældet, da Appellant, tidligere Sagsøger anlagde denne retssag den 23. marts 2021.
Herefter, og da det, der øvrigt er anført, ikke kan føre til et andet resultat, stad-fæster landsretten byrettens dom.
Efter sagens udfald skal Appellant, tidligere Sagsøger i sagsomkostninger for landsretten betale 30.000 kr. til Ankestyrelsen. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbi-stand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal Appellant, tidligere Sagsøger inden 14 dage betale 30.000 kr. til Ankestyrelsen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 02-03-2023 kl. 10:13
Modtagere: Indstævnte Ankestyrelsen, Appellant, tidligere Sagsøger