Kendelse
Retten i Aarhus
Den 26. marts 2019 kl. 10:00 blev fogedretten sat i Retssal K5 af Dommer.
Der blev foretaget FS 20-12035/2018
Rekvirent A/S
Adresse 1
By 1
mod
Modpart
Adresse 2
By 2
Rekvirent A/S mødte ved mødeberettiget Lowell Danmark A/S ved Person 1
Modpart mødte personlig.
Der blev fremlagt:
Rekv., gældsbrev
Modpart begærede sagen nægtet fremme.
Modparts kontoudtog for 1. kvartal 2018 vedrørende hendes Konto nr. i Danske Bank blev fremlagt.
Modpart forklarede behørigt formanet, at hun ikke har indgået en aftale om det omtvistede lån. Hun ved ikke med sikkerhed, hvad der er sket, men hun tror, at hendes NEM-Id oplysninger er blevet afluret. Hun blev først opmærksom på sagen, da hendes bank kontaktede hende i februar måned 2018. Hun gik derefter straks til politiet og anmeldte forholdet, ligesom hun fik lukket alt. Hun kiggede dengang aldrig på sin konto, da hun var på bistandshjælp og kendte sine indtægter og udgifter.
Da lånet blev stiftet i december 2017, var hun sammen med en person ved navn Person 2. De boede ikke sammen, men han overnattede af og til hos hende. De brød forholdet i januar 2018. Et stykke tid efter, at banken havde kontaktet hende, tænkte hun, at det kunne være ham, der havde optaget lånet i hendes navn. Hun kontaktede ham derfor, og han erkendte, at det var ham. Hun gik derefter til politiet igen og gav dem hans navn. Hun har ikke givet ham eller andre adgang til sine konti eller til sit NEM-Id. Hun har sandsynligvis logget på NEM-Id, mens han har været sammen med hende, hvorved han kan have set hendes oplysninger. Hun brugte tit sit NEM-Id, og koden var ret nem. Hun brugte desuden den samme kode til andre ting. Hendes
nøglekort har ligget i lejligheden, således at Person 2 uden hendes viden har kunnet fotografere det med sin telefon, ligesom han har kunnet fotografere dokumenter med hendes cpr. nr. Han har på et tidspunkt fået lov til at låne hendes betalingskort og fik i den forbindelse hendes pin-kode. Det var i forbindelse med et mindre køb. Han har derfor haft mulighed for at hæve penge på hendes konto som sket, jf. kontoudtoget. Han har også fået lavet et andet betalingskort i hendes navn. Hun har ikke hævet de beløb, der er anført på udtoget.
Sagen blev procederet.
Rekvirenten fastholdt i forbindelse hermed sin begæring og anførte til støtte herfor, at Modpart har handlet så uagtsomt ved opbevaringen af sine NEM-Id oplysninger og ved at udlevere sit betalingskort med pinkode til Person 2, at gældsbrevet kan anvendes som fundament i sagen mod hende.
Modpart begærede sagen nægtet fremme og anførte til støtte herfor, at hun ikke havde underskrevet det pågældende gældsbrev, og at hun ikke havde optrådt så uagtsomt, at hun alligevel skulle hæfte overfor rekvirenten.
Fogedretten afsagde følgende
K e n d e l s e:
Mod forklaringen fra Modpart finder fogedretten ikke at kunne lægge til grund, at den digitale underskrift på det omtvistede gældsbrev er påført af hende eller med hendes accept eller viden.
Efter Modparts forklaring finder fogedretten desuden ikke, at hun har udvist en sådan grad af uagtsomhed, at hun i forhold til rekvirenten hæfter for låneoptagelsen på aftaleretligt grundlag.
Da det herefter findes betænkeligt at fremme forretningen mod Modpart, nægter fogedretten at fremme sagen, jf. retsplejelovens § 501, stk. 1, hvorfor
B e s t e m m e s:
Denne sag nægtes fremme.
Sagens omkostninger ophæves.
Sagen sluttet.
Fogedretten hævet.
Dommer
Dommer