Dom
RETTEN I VIBORG
DOM
afsagt den 1. maj 2024
Sag BS-37516/2022-VIB
Sagsøger
(advokat Jakob Fink)
mod
Region Midtjylland
(advokat Jacob Fenger)
Denne afgørelse er truffet af Dommer 1, Dommer 2 og Dommer 3.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 30. september 2022.
Sagen drejer sig om, hvorvidt Region Midtjylland har foretaget modregning eller opgjort og udbetalt nettoregulering af yderligere rentebeløb i forbindelse med en genoptaget afgørelse fra Patienterstatningen om regulering af en patients erstatningskrav på hovedstol og renter, og om regionen har været berettiget hertil.
Sagsøger har nedlagt følgende påstand:
Region Midtjylland skal til Sagsøger betale 77.239 kr. med procesrente fra den 21. maj 2022.
Region Midtjylland har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
2
Det fremgår af sagen, at Sagsøger den 2. juni 2016 anmeldte en patientskade til Patienterstatningen.
Patienterstatningen anerkendte ved afgørelse af 15. februar 2017, at Sagsøger var påført en patientskade. I løbet af maj og juni 2017 traf Patienterstatnin-gen afgørelser om, at Sagsøger var berettiget til godtgørelse for varigt mén, svie og smerte samt erstatning for helbredelsesudgifter. Patienterstatningen meddelte samtidig afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og yderligere godtgørelse for varigt mén. Afgørelserne blev af Sagsøger påklaget til Anke-nævnet for Patienterstatningen, som den 9. november 2017 traf afgørelse om, at Sagsøger var berettiget til yderligere godtgørelse for varigt mén og erstat-ning for tab af erhvervsevne.
Den 3. april 2018 traf Patienterstatningen afgørelse om, at Sagsøger var be-rettiget til yderligere 924.993 kr. i foreløbig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden den 1. august 2016 til 31. december 2016 og erstatning for et tab af erhvervsevne på 25 %. Patienterstatningen opgjorde den foreløbig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til 17.793 kr. med forrentningstidspunkt fra den 8. januar 2018 og den endelige erstatningsopgørelse for erhvervsevnetab til 907.200 kr. med forrentningstidspunkt fra den 7. april 2018. Af afgørelsen fremgik, at an-svaret var fordelt ligeligt mellem lægevagten Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital.
Den 10. april 2018 traf Patienterstatningen yderligere afgørelse om, at Sagsøger var berettiget til en endelig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på i alt 40.872 kr. for perioden den 1. januar 2017 til 5. april 2018 med forretningstids-punkt fra den 5. maj 2018.
På baggrund af Patienterstatningens afgørelser sendte Region Midtjylland hen-holdsvis den 23. april 2018 og den 24. april 2018 udbetalingsbreve til Sagsøgers advokat. Af udbetalingsbrevene fremgik blandt andet, at regionen havde pligt til at udbetale erstatningerne senest 1 måned efter afgørelsesdatoerne, men at fristen for at anke Patienterstatningens afgørelser endnu ikke var udløbet. Vi-dere fremgik, at regionen tog forbehold for at kræve tilbagebetaling af udbetalt erstatning og godtgørelse fra Sagsøger, såfremt Patienterstatningens afgørel-ser senere måtte blive ændret.
Den 11. marts 2021 anmodede Sagsøger Patienterstatningen om at genop-tage tidligere sager til fornyet behandling på baggrund af Højesterets dom af 4. december 2020, hvor Højesteret havde taget stilling til en af Patienterstatningen fulgt fremgangsmåde for fastsættelse af forfaldstidspunktet for visse erstat-ningsposter.
3
Som følge af Højesterets dom genoptog Patienterstatningen afgørelserne af 3. april 2018 og 10. april 2018 og traf den 4. juni 2021 afgørelse om, at Sagsøger var berettiget til yderligere 110.234 kr. i renter, mens den oprindelige hovedstol samtidig blev nedsat med 76.950 kr. Af afgørelsen fremgik, at Sagsøger måtte forvente, at Region Midtjylland som den erstatningspligtige, ville modregne for meget tidligere udbetalt hovedstol og renterne heraf. Som en del af afgørelsen fremgik Patienterstatningens nye renteberegninger og ændringer af hovedstol for de tidligere tilkendte erstatninger for tabt erhvervsevne og tabt arbejdsfortjeneste af vedlagte bilag.
Den 21. april 2022 stadfæstede Ankenævnet for Patienterstatningen afgørelsen. Ankenævnet afviste samtidig at behandle spørgsmålet om en eventuel modreg-ningsadgang for Region Midtjylland i tidligere udbetalt erstatning og renter med henvisning til ankenævnets manglende kompetence.
Den 30. maj 2022 sendte Sagsøgers advokat en mail til Region Midtjylland, hvori var anført, at Region Midtjylland ikke var berettiget til at foretage modregning.
Ved brev af 7. juni 2022 meddelte Region Midtjylland advokaten, at regionen ville udbetale 32.995 kr. til Sagsøger. Regionen oplyste samtidig, at regio-nens tidligere udbetalte renter og hovedstolen på de erstatningsbeløb, som var reguleret af Patienterstatningen, var fratrukket. Regionen begrundede opgørel-sen med, at regionen var berettiget til at foretage modregning, idet der alene var tale om en ændret beregningsmetode og ikke en ændring af grundlaget for vur-deringen. Regionen opgjorde herefter udbetalingsbeløbet således:
” Tilkendte renter110.234 kr.
Regulering af hovedstol- 76.950 kr.
For meget udbetalt rente- 289 kr.
I alt32.995 kr.”
Endeligt fremgik det af brevet, at regionen til Skat ville indberette et rentebeløb på i alt 109.945 kr. i indkomståret 2022, svarende til det fulde rentebeløb med fradrag af tidligere for meget udbetalt rente, mens det ikke var muligt at fra-trække ændringer i hovedstolen.
Sagsøger indgav herefter stævning i sagen.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i sit påstandsdokument anført:
”…
Modregnings-beløbets størrelse kr. 76.950,00 bestrides. Det fremgår ikke af patientskademyndighedernes afgørelser, hvorledes man er nået
4
frem til dette beløb, og sagsøgte har ikke selv fremlagt en beregning, der kan dokumentere beløbets størrelse.
Det gøres gældende, at sagsøgte de facto har foretaget en egentlig modregning over for sagsøger, idet man har modregnet kr. 76.950,00 (nedsættelsen af hovedstolen på erstatning i tab af erhvervsevne) i ren-tebeløbet på kr. 110.234,00 samt et mindre rentebeløb.
Ikke gensidige fordringer
Det bestrides, at sagsøgte har været berettiget til at foretage modreg-ning over for sagsøger i forhold til tidligere udbetaling af hovedstol og renter på de erstatningsbeløb, som er blevet reguleret af Patienterstat-ningen, hvis afgørelse er blevet stadfæstet af Ankenævnet for Patienter-statningen allerede fordi, der ikke foreligger gensidige fordringer.
Det forhold, at patientskademyndighederne har fundet anledning til at genoptage en sag mhp. yderligere forrentning af de respektive erstat-ningsposter bevirker ikke, at der er adgang til at modregne i øvrige er-statningsposter.
Den ændrede hovedstol på kr. 76.950,00 relaterer sig til tab af erhverv-sevne (et ikke-skattepligtigt beløb), mens de yderligere tillagte renter på kr. 110.234,00 relaterer sig til såvel erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (et skattepligtigt beløb) og erstatning for tab af erhvervsevne.
Der er tale om en erstatningspost (tab af erhvervsevne), der kan kredi-torbeskyttes i medfør af retsplejelovens § 513, som man vil modregne med et rentebeløb.
I Vestre Landsretsdom af 3. november 2023 er der i landsrettens be-grundelse og resultat bl.a. anført følgende:
”Krav på renter er selvstændige krav og er således ikke omfattet af ordlyden ”erstatning for en sådan skade” i klage- og erstatningslovens § 60 b, stk.1. For-arbejderne til bestemmelsen giver ikke grundlag for at antage, at rentekrav uanset bestemmelsens ordlyd skulle være omfattet af denne. Klage- og erstat-ningslovens § 60b, stk.1, finder derfor ikke anvendelse ved afgørelsen af, om bo-ets krav på yderligere renter er forældet” .
Et rentebeløb kan således ikke betragtes som ”erstatning for en sådan skade” i klage- og erstatningsansvarsloven (KEL) – og er dermed et selvstændigt krav.
Ikke hjemmel i lovgivning til modregning
Det bestrides i øvrigt, at der måtte foreligge hjemmel til at foretage modregning i forbindelse med udbetaling af erstatning/godtgørelse i en patientskadesag.
Hverken lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæse-net eller erstatningsansvarsloven hjemler adgang til modregning.
5
Af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1 fremgår tværtimod, at der ikke kan ske modregning i et udbetalt aconto-beløb i andre erstatningspo-ster.
Ikke fremsat krav på tilbagebetaling
Ankenævnet for Patienterstatningen mener ikke at have kompetence ift. en eventuel ret til modregning, da dette efter nævnets opfattelse kan medføre en retsstilling, der svarer til pålæg om, at skadelidte skal tilba-gebetale en allerede udbetalt erstatning eller godtgørelse.
Der er med andre ord heller ikke taget stilling til, om betingelserne for condictio indebiti er opfyldt, da sagsøgte ikke har fremsat et tilbagesøg-ningskrav over for sagsøger - men blot har foretaget en modregning. Det gøres gældende, at sagsøger har været i god tro ift. modtagelsen af erstatningsbeløbene, hvorfor tilbagesøgning ikke kan ske.
Modregningsreglernes sammenhæng med KEL’s formål
Det gøres gældende, at der må stilles særligt strenge krav til hjemmel i et tilfælde af så indgribende karakter over for en patient med et faktisk nettotab for skadelidte og dette særlig henset, at modregningen ses fo-retaget på tværs af forskellige slags erstatningsposter, og hvor der er forskel på, om beløbene er skattepligtige eller ej.
Det gøres gældende, at uanset hvilken retlig kvalifikation der måtte være tale om, da vil sagsøgte ikke være berettiget til kun at udbetale differencen mellem kr. 110.234,00 og kr. 76.950,00 uden hensyntagen til, om der måtte være tale om skattepligtige beløb.
Det bestrides, at sagsøgte har været berettiget til at foretage det, man selv betegner som et ”fradrag” før udbetaling af et skyldigt nettobeløb.
Det bestrides, at Vestre landsretsdom af 24. november 2020 er relevant for nærværende sags afgørelse, da denne dom vedrørte en tvist om, hvorvidt en region havde krav på tilbagebetaling over for en skadelidt, der qua en afgørelse truffet af Patienterstatningen havde fået udbetalt en godtgørelse, men hvor afgørelsen blev anket og omgjort af Anke-nævnet for Patienterstatningen.
Det bestrides, at sagsøgtes ageren i sagen kan sidestilles med den situa-tion, at skadevolderen i en arbejdsskadesag har udbetalt et difference-krav opgjort som nettoforskellen på erstatningen beregnet efter to for-skellige regelsæt.
Efter arbejdsskadesikringsloven er der i øvrigt heller ikke adgang til, hvis man har fået udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne og denne afgørelse senere bliver ændret, at AES og forsikringsselskabet foretager efterregulering (modregning) i den udbetalte erstatning eller dele af den.
…”
6
Region Midtjylland har i sit påstandsdokument anført:
”…
Det gøres gældende, at Region Midtjylland ved opfyldelse af Patienter-statningens afgørelse om genberegnet erstatning for sagsøgers pa-tientskade er berettiget til at udbetale det nettobeløb, som sagsøger i henhold til afgørelsen har til gode.
Ved Patienterstatningens afgørelse af 4. juni 2021 (bilag 6) fastslog Pa-tienterstatningen, at sagsøger havde krav på betaling af yderligere i alt kr. 33.284,00 efter indregning af alle tillæg og fradrag.
Denne afgørelse har Region Midtjylland opfyldt.
Region Midtjylland har ikke herved gennemført en modregning, men har – i lighed med alle andre sager, hvor afgørelsesmyndigheden ved beregningen af et erstatningskrav gør fradrag – udbetalt det skyldige nettobeløb.
Situationen kan efter Region Midtjyllands opfattelse sidestilles med den situation, at skadevolderen i en arbejdsskadesag udbetaler et difference-krav opgjort som nettoforskellen på erstatningen beregnet efter de to forskellige regelsæt (EAL og ASKL). I en sådan situation ville ingen på-stå, at skadevolderen har modregnet med ASKL-erstatningen.
Det gøres subsidiært gældende, at Region Midtjylland var berettiget til at modregne det beløb, sagsøger ubestridt havde modtaget for meget i form af en for stor hovedstol af erstatningskravet, i sagsøgers krav på efterbetaling af yderligere renter af kravet.
Det gøres subsidiært gældende, at betingelserne for modregning for så vidt er opfyldt.
For så vidt angår de generelle betingelser for modregning henvises til Region Midtjyllands svarskrift, afsnit 3.2.1.
Det bestrides, at regionens ret til modregning er betinget af en særlig hjemmel i KEL eller anden lovgivning.
Modregning kræver efter dansk ret ikke en særskilt hjemmel i special-lovgivningen, men er tilladt i alle situationer, hvor de almindelige be-tingelser er opfyldt, og hvor der ikke i speciallovgivningen er fastsat udtrykkelige begrænsninger i modregningsadgangen.
Det bestrides herudover, at modregning i den konkrete sag skulle stride mod konkrete bestemmelser i eller det generelle formål med KEL.
Tværtimod indebærer en modregning som påberåbt af Region Midtjyl-land, at den samlede erstatningsudbetaling bliver i overensstemmelse med både almindelige erstatningsretlige principper og principperne i KEL.
7
Med reglerne om regulering af de beløb, der danner grundlag for be-regningen af en erstatning, er det sikret, at den tilskadekomnes krav ikke ”udhules” i perioden mellem skadens indtræden og erstatningens forfald.
Med reglerne om forrentning af de beløb, tilskadekomne kan kræve ud-betalt, er det sikret, at tilskadekomne ikke lider noget tab ved at vente på kravets opgørelse og udbetaling.
De to regelsæt sikrer på forskellig måde den tilskadekomne imod ”tids-risikoen” med forfaldstidspunktet som skæringsdato, jf. tilsvarende U 2008.1686 H om omberegning af en erhvervsevnetabsafgørelse truffet af Ankestyrelsen.
Det er derfor også en naturlig følge, at når det ene beløb øges (rentepe-rioden forlænges), så vil det andet beløb blive formindsket (regulerings-beløbet reduceres). Alt andet ville indebære en ubegrundet overkom-pensation af den tilskadekomne.
Der er hverken i KEL, i EAL eller i Højesterets efterhånden righoldige praksis vedrørende spørgsmålene om reformatio in pejus og efterføl-gende tilbagebetaling af erstatningsbeløb nogen indikation af, at denne sammenhæng mellem de to reguleringsmekanismer skulle være sat ud af spil i en sag som den foreliggende.
…”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Ved dom af 4. december 2020, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2021, side 1058/2, fastslog Højesteret, at den beregningsmetode, som Patienterstatningen hidtil havde fulgt vedrørende fastsættelse af forfaldstidspunktet for visse erstat-ningsposter, var forkert. Afgørelsen indebar en tilsidesættelse af grundlaget for hovedstolens opgørelse, der for en række erstatningsposter fastsættes/reguleres med udgangspunkt i taksterne på forfaldstidspunktet, der burde have været fastsat til et tidligere tidspunkt. Samtidig indebar dommen en tilsidesættelse af forrentningstidspunktet, der også burde være fastsat til en tidligere dato. Der er således alene tale om en ændret beregningsmetode og ikke en ændring af selve grundlaget for vurderingen. Modstykket til, at erstatningskravet fastsættes efter taksterne på et tidligere tidspunkt, er, at forrentningen tilsvarende sker fra en tidligere dato.
Hvorvidt en regulering i overensstemmelse med Højesterets afgørelse vil be-tyde en nettogevinst eller et nettotab for patienten beror på den enkelte sags konkrete omstændigheder.
8
Ved Patienterstatningens genbehandling af sagen blev det i afgørelsen af 4. juni 2021 fastslået, at Sagsøger havde krav på yderligere 110.234 kr. i renter, og at kravets hovedstol som følge af regulering til en tidligere dato skulle være 76.950 kr. lavere. Ingen af parterne har påklaget Patienterstatningens afgørelse, der således materielt lægges til grund.
Hvis den fremgangsmåde, der fremgår af den nævnte højesteretsdom, havde været fulgt ved Patienterstatningens første behandling af sagen, ville Sagsøger således have haft krav på yderligere i alt 33.284 kr., hvilket beløb Region Midtjylland har udbetalt til hende.
Retten finder, at Region Midtjylland med baggrund i Patienterstatningens sene-ste afgørelse var berettiget til at korrigere den pågældende udbetaling til det be-løb, der samlet skulle have været udbetalt til Sagsøger, hvilket er sket ved Region Midtjyllands udbetaling af nettodifferencen. Der er ikke herved sket modregning, men Region Midtjylland har ved beregningen af Sagsøgers er-statningskrav foretaget fradrag af allerede udbetalte beløb og har herefter udbe-talt det skyldige nettobeløb. Kravenes skattemæssige status er i den forbindelse uden betydning for sagens afgørelse.
På den anførte baggrund, og da reglerne om condictio indebiti ikke finder an-vendelse, idet Region Midtjylland i medfør af § 33, stk. 4, i lov om klage- og er-statningsadgang inden for sundhedsvæsenet er forpligtet til at udbetale de fast-satte ydelser straks efter udløbet af klagefristen, tager retten Region Midtjyl-lands frifindelsespåstand til følge.
Efter sagens udfald skal Sagsøger betale sagsomkostninger til Region Midtjylland. Sagsomkostningerne, der vedrører udgifter til advokatbistand, fastsættes til 20.000 kr. inkl. moms, da Region Midtjylland efter det oplyste ikke er momsregistreret af betydning for sagen. Retten har ved fastsættelsen af sagsomkostningerne lagt vægt på sagens værdi og omfang og hovedforhandlin-gens varighed.
THI KENDES FOR RET:
Region Midtjylland frifindes.
Sagsøger skal til Region Midtjylland betale sagsomkostninger med 20.000 kr.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
10
Publiceret til portalen d. 01-05-2024 kl. 11:00
Modtagere: Advokat (H) Jakob Fink, Advokat (H) Jacob Fenger, Sagsøgte Region Midtjylland, Sagsøger