Dom
RETTEN I ODENSE - 3.afdeling
D O M
afsagt den 12. januar 2016
Rettens nr. 3-11485/2015
Politiets nr. 2300-73251-00072-15
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
CPR nr. (Født 1992)
Adresse 1, Odense
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 11. december 2015 og tillægsanklageskrift er modtaget den 7. januar 2016.
Tiltalte er tiltalt for
1.
legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1,
ved den 30. august 2015 ca. kl. 15.35 på Adresse 2 i By 1, som tidligere dømt for vold, at have slået ud efter Forurettede 1's hoved med et dækjern af metal, hvilket Forurettede 1 undveg hvorved han blev ramt på venstre pegefinger.
2.
hærværk efter straffelovens § 291, stk. 1,
ved den 14. september 2015 ca. kl. 11.05 på Adresse 3 i By 2, med en ukendt genstand at have ridset personbil Reg. nr., tilhørende Forurettede 2, på bilens bagsmæk og begge sider samt at have forårsaget en bule på bilens højre bagskærm, alt hvorved der skete skade for et endnu ikke opgjort beløb.
3.
alvorlige trusler efter straffelovens § 266, ved den 15. september 2015 ca. kl. 14.30 i krydset ved Elmelundsvej og Roesskovsvej i Odense at have truet Forurettede 3 og Forurettede 4 med at foretage en strafbar handling, idet tiltalte råbte "Vent jer - jeg slår jer ihjel, luder!" eller
side 2
lignende, hvilket var egnet til hos Forurettede 3 og Forurettede 4 at fremkalde alvorlig frygt for deres liv, helbred eller velfærd.
Std 75284
4.
alvorlige trusler efter straffelovens § 266,
ved den 16. september 2015 ca. kl. 12.20 ud for Adresse 2 i Odense at have truet Forurettede 5 og Forurettede 6 med at foretage en strafbar handling, idet tiltalte spyttede på Forurettede 5 og herefter udtalte "Jeg knepper jer, bare vent og se, jeg dræber jer" eller lignende, hvilket var egnet til hos Forurettede 5 og Forurettede 6 at fremkalde alvorlig frygt for deres liv, helbred eller velfærd.
5.
alvorlige trusler efter straffelovens § 266, ved den 18. september 2015 ca. kl. 12.30 ved krydset Rismarksvej og Middelfartvej i Odense, at have truet Forurettede 7 med at foretage en strafbar handling, idet tiltalte udtalte "Dig, din lille luder, du bliver voldtaget. Vent og se, hvad der sker", eller lignende, hvilket var egnet til hos Forurettede 7 at fremkalde alvorlig frygt for hendes liv, helbred eller velfærd.
6.
alvorlige trusler efter straffelovens § 266,
ved den 5. oktober 2015 ca. kl. 17.50 ud for Adresse 4 i Odense, at have truet Forurettede 3 og Forurettede 5 med at foretage en strafbar handling, idet tiltalte udtalte "Jeg dræber jer alle sammen, I ludere", eller lignende hvilket var egnet til hos Forurettede 3 og Forurettede 5 at fremkalde alvorlig frygt for deres liv, helbred eller velfærd.
7.
alvorlige trusler efter straffelovens § 266, ved den 18. december 2015 ca. kl. 15.25 ud for Adresse 2 i Odense, at have truet Forurettede 3 og Forurettede 1 med at foretage en strafbar handling, idet tiltalte til Forurettede 3 udtalte "Din luder, vent og se hvordan jeg vil dræbe dig", samt efterfølgende at have hentet et boldtræ som han løftede op i brysthøjde, imens han til Forurettede 1 udtalte: "jeg skal nok finde ud af hvad jeg skal gøre med dig", eller lignende hvilket var egnet til hos Forurettede 3 og Forurettede 1 at fremkalde alvorlig frygt for deres liv, helbred eller velfærd.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af et dækjern hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Tiltalte har forklaret, at han bor Adresse 1. Hans forældre bor Adresse 5. Han kom der tit. Huset er delt op i 2, hans forhold til naboerne i Adresse 4 er ikke godt. Det har været sådan i ca ½ år, årsagen var fra
side 3
starten noget med hans scooter. Tiltalte kan ikke mere komme hos sin familie, da naboerne ringer til politiet, når de ved han er der, og indgiver de falske anmeldelser.
Om forhold 1 har tiltalte forklaret, at han ikke husker datoen, men den dag, hvor han blev anholdt af politiet, gik han ud af døren hos sine forældre og var på vej væk. Naboen, Forurettede 1, og hans søn, Forurettede 6, stod ude foran tiltaltes families dør. Da tiltalte skulle hen til sin bil, gav sønnen tiltalte et skulderskub. Tiltalte blev irriteret og sagde: "svans". Sønnen gik fuldstændig amok. Sønnens søster, Forurettede 3, kom også ud. Tiltaltes fætter kom ud fra tiltaltes families bolig. På et tidspunkt så tiltalte moderen, faderen, datteren og sønnen fra Adresse 4 komme imod sig, og han så 2 baseball-bats. Tiltalte løb over til bilen, hans fætter skubbede ham ind i bilen og sagde, at han skulle køre. Familien fra Adresse 4 kom helt tæt på, og de begyndte at slå på bilen med køllerne. De slog flere gange. Bildøren stod på klem, og tiltalte tænkte, at nu blev han ramt, og for at forsvare sig selv tog han et dækjern fra bilen og slog ud efter faderen. Han kan ikke huske, hvordan han havde fået fat i dækjernet. Tiltalte slog ikke ud efter faderens hoved, han slog ud at slå en kølle/baseballbat ud af hånden på ham. Da tiltalte ramte ham på hånden, trak de sig tilbage, da faderen trådte et skridt tilbage, så tiltalte, at både datteren og moderen, Forurettede 5, havde køller i hånden. Tiltalte kørte.
Forevist et foto med noget værktøj (bilag 1.3) har tiltalte forklaret, at han slog ud med det sorte dækjern, der ses på fotoet, han afleverede dækjernet til politiet og forklarede, at han havde slået med det.
Tiltalte mener, at han blev ramt en gang. Han havde en ven, Vidne 1, med i bilen. Tiltaltes familie var inde i huset. Forurettede 1 jagtede hans bil, da han kørte. Tiltalte ringede til politiet. Politiet kom. Han kom tilbage, da han blev bedt om det, og blev anholdt. Han har det ikke godt med, at det er ham, der sidder på anklagebænken, det er hårdt psykisk.
Forevist fotos af dele af en gul bil (bilag 1.19), har tiltalte forklaret, at det er et billede af hans bil, som han tog samme aften, da han var blevet løsladt. Der er en bule i bilen.
Han har nogle videoer, der er optaget med hans stedfars telefon. Nogen af videoerne er optaget den pågældende dag, og nogen er taget dagen før, hvor politiet også kom.
Tiltalte har om et videoklip, som forsvareren har afspillet, forklaret, at personerne på videoen er moderen hos naboen og de to døtre, Forurettede 3 og Forurettede 4. Det er Forurettede 4, som man kan høre true ham, hun siger, at hun vil skide på Muhammed og på koranen, og hvis han sagde noget en gang mere, vidste han, hvad der ville ske med ham. Det er tiltaltes stedfar, der har optaget videoklippet, han ved ikke hvornår.
Tiltalte har om yderligere videoklip, som forsvareren har afspillet, forklaret, at Forurettede 3, moderen og faderen fra Adresse 4 er med. Det er fra en anden dag, end det første videoklip, tiltalte var ikke til stede, han havde nok været der tidligere på dagen.
side 4
Det hele begyndte en dag hvor Vidne 1, der er scootermekaniker, var ude og reparere tiltaltes scooter, og der blev derfor kørt frem og tilbage på den. Naboerne mente, at det larmede og bad tiltaltes mor sige til dem, at det skulle holde op. Nabofamilien svinede Vidne 1 til og spurgte, om han troede, at det var Vollsmose. De har også sagt, at tiltalte og hans familie er Isis-tilhængere. Boligforeningen er nu blevet indblandet, de har fået at vide, at denne sag er afgørende for, hvem der skal flytte.
Vedrørende forhold 2 har tiltalte forklaret, at Forurettede 2 er hans kæreste. De har været kærester on/off i lang tid. De var uvenner på det tidspunkt, Forurettede 2's veninde, Forurettede 7, prøvede at trække Forurettede 2 væk fra ham. Han og Forurettede 2 bor nu sammen. Han var ikke på stedet den dag.
Foreholdt at det fremgår en afhøringsrapport, som han ikke har underskrevet (bilag 3.6), fra en afhøring af ham den 12. oktober 2015, at han skulle have sagt til politiet, at han opholdt sig på stedet, har tiltalte forklaret, at det han han ikke sagt, det må være en misforståelse. Han har været der, men ikke den dag.
Vedrørende forhold 3 har tiltalte forklaret, at han ikke mener, at han har mødt døtrene uden for Adresse 2. Det kan være, at de har set ham komme kørende, uden at han har set dem. Det siger ham ikke noget, at der skulle have siddet en pige på forsædet og en dreng på bagsædet. Han har ikke råbt ad døtrene ud af vinduet af sin bil.
Om forhold 4 har tiltalte forklaret, at han gik ud af døren og hen til sin bil. Forurettede 5 og Forurettede 6 stod uden foran og røg en smøg. Tiltalte kørte væk og spyttede ud af vinduet og ned i jorden. Det kunne de se. Der var 3-4 meter fra hans bil og hen til dem. Han kan umuligt have ramt dem.
Tiltalte har om et videoklip, som forsvareren har afspillet, forklaret, at naboerne sagde til hans familie, at han ikke skulle spytte efter deres mor. Tiltalte var ikke til stede, da videoklippet blev optaget. På videoen blev der ikke sagt noget om, at han skulle have truet dem, der blev kun nævnt spyttet. Det er rigtigt, at der på videoen bliver sagt, at tiltalte meget gerne må komme, men han skulle bare ikke spytte på deres mor.
Vedrørende forhold 5 har tiltalte forklaret, at han kom kørende ved By 3 Centeret sammen med sin ven, Vidne 2. Forurettede 2 og Forurettede 7 kom kørende i modsat retning og vendte om og kørte op bag tiltalte. Da de var på siden af ham, kastede de en colaflaske. Han ved ikke, om den ramte hans bil. Forurettede 7 råbte ad ham. Han har muligvis sagt: "fuck dig" eller "so" til hende, så kørte hun. Han har ikke sagt noget om voldtægt.
Om forhold 6 har tiltalte forklaret, at han ikke husker den pågældende dag. Det skal nok passe, at han har været på Vej, men han mener ikke, at han var i kontakt med nabofamilien.
Vedrørende forhold 7 har tiltalte forklaret, at han kom kørende ad Vej efter at have besøgt sin familie og kunne se moderen og datteren, Forurettede 3, komme gående med hunden op af Vej. Forurettede 3
side 5
gav ham fuck-fingeren, og han rakte også en fuck-finger ad hende. I bakspejlet så han, at hun vendte om og gik tilbage mod huset, og han tænkte, at nu blev der nok ballade. Han steg ud af bilen ca. 7-8 meter fra deres dør. Forurettede 3 kom gående hen imod ham og spurgte, hvorfor han havde rakt fuck-finger mod hende. Han sagde, at hun ikke skulle snakke med ham. Hendes familie kom ud, det gjorde hans familie også. Tiltalte trak sin mor ind i huset, da Forurettede 1 lavede bollebevægelser mod hende. De gik ind og ringede til politiet og fortalte deres version. Politiet kom og valgte at gå ind til naboerne først, og derefter kom de ind til dem, politiet valgte at tro på det, som de havde hørt først. Han mener, at han bar på et franskbrød og en liter juice i hånden, og det er blevet til, at han havde et baseball-bat i hånden.
Forurettede 1Forurettede 1 har forklaret, at han bor Adresse 4. De to familier i huset har haft det godt sammen tidligere, men nu går det skidt. Det gik galt omkring maj, da tiltalte dukkede op hos sin mor.
Om forhold 1 har vidnet forklaret, at han var ved at kigge efter noget i skuret. Tiltalte havde parkeret på parkeringspladsen foran deres hus. Tiltalte kom gik lige ind i vidnet søn. Tiltalte var meget aggressiv, han blev ved med at råbe og vise sine muskler. Tiltalte gik hen mod bilen, vidnet sagde: "gå din vej". Tiltalte sagde, at han ikke gik, før han havde voldtaget vidnets kone og hans to døtre. Tiltalte slog ud med et koben efter vidnets hoved. Vidnets søn tog fat i vidnet og trak ham bag ud, så han kun blev ramt på sin finger. Vidnet er 100 % sikker på, at tiltalte slog ud efter hans hoved.
Forevist fotoet af noget værktøj (bilag 1.3), har vidnet forklaret, at det var ikke nogen af de genstande, som tiltalte slog ham med.
Foreholdt at det ikke fremgår af rapporten fra politiets afhøring af ham den 30. august 2015 (bilag 1.6), at tiltalte skulle have truet med voldtægt, har vidnet forklaret, at det har han sagt til politiet. Foreholdt, at det fremgår, at der opstod skænderi mellem vidnet søn, Forurettede 6, og tiltalte, har vidnet forklaret, at han har ikke sagt noget om et skænderi, der var ikke noget skænderi.
Det er rigtigt, at hans datter og hans kone kom ud. Der var ingen af dem, der havde baseball-bats med.
Vedrørende forhold 7 har vidnet først forklaret, at han var i byen med sin søn. Hans datter ringede til hans søn og fortalte blandt andet, at der holdt 3 biler, og personerne var klædt som Isis.
Foreholdt forhold, at det drejer sig om en episode, hvor han ifølge en afhøringsrapport fra den 18. december 2015 (bilag10.5) skulle have forklaret politiet, at han sad med en gæst i sin stue og kunne høre skænderi udenfor mellem Forurettede 3, vidnets eks-kone og tiltalte, har vidnet forklaret, at hver gang tiltalte så vidnets datter, sagde han al mulige ting. Politiet har været der ca. 100 gange, og han kan ikke huske alt, hvad han har sagt til politiet.
Foreholdt at han ifølge samme afhøringsrapport skulle have forklaret politiet at tiltalte hentede et bat i lyst træ, har vidnet forklaret, at nu husker han det.
side 6
Forurettede 3 og hans ekskone stod ved deres dør, døren stod åben. Tiltalte kom og sagde en masse dårlige ting, han ville dræbe dem alle sammen. Vidnet sagde, at tiltalte skulle gå sin vej. Tiltalte sagde, at han ikke ville gå, før han havde voldtaget hans kone og datter. Tiltalte havde et bat i højre hånd og holdt det op i brysthøjde og truede med det.
Vidnet politibetjent Vidne 3 har om forhold 1 forklaret, at han var på arbejde og blev sendt til Adresse 2, han havde fået at vide, at det havde noget med en brand at gøre. De traf et ægtepar og deres to døtre. De var oprevede og sagde, at de var blevet overfaldet af nabofamiliens søn, som ikke var på stedet mere. De foretog afhøringer. Faderen havde et rødt mærke på en finger.
Foreholdt at det fremgår af anmeldelsesrapporten, som vidnet har skrevet (bilag 1.2), at Forurettede 1 påviste sin venstre pegefinger, der var lettere hævet, og at der var lidt størknet blod på fingeren, forklarede vidnet, at det skal nok passe. Tiltalte blev anholdt, han husker ikke, om der var skader tiltaltes bil. Tiltalte kan godt have talt med vidnets kollega om bilen.
Afhøringen af Forurettede 1 foregik på stedet, og vidnet noterede hans forklaring i sin notesbog. Hvis der var blev forklaret, at tiltalte havde sagt, at han ville voldtage nogen, mener han, at han ville have skrevet det i rapporten.
Vidnet Forurettede 6 har om forhold 1 forklaret, at hans far stod ved skuret udenfor. Vidnet og hans mor var også uden for. Tiltalte kom bagfra og gik hårdt ind i vidnet, hvilket han ignorerede. Tiltalte kom med grimme ord og trusler på livet. Det ignorerede vidnet også. Pludselig stod tiltalte foran dem med et jernrør og en peberspray i hænderne, tiltalte hoppede frem og tilbage og råbte, at han ville dræbe dem. Ud af det blå kiggede tiltalte på vidnets fars hoved og ville slå efter ud efter det. Vidnet stod bag sin far og tog fat i ham og trak ham tilbage, så tiltalte ramte faderens finger på venstre hånd i stedet for hovedet. Vidnet er sikker på, at tiltalte ville slå hans far i hovedet. Vidnet blev også ramt. Tiltalte satte sig ind i bilen, der sad en kammerat i bilen. Tiltalte kørte. Vidnet mener, at Forurettede 3 ringede efter politiet. Til sidst i forløbet var der kommet en mand fra tiltaltes familie uden for. Der var ingen i hans familie, der havde baseball-bats.
Vidnet har sagt til tiltalte, at de ikke ønskede problemer. Han har konfronteret tiltalte med, at han kørte meget stærkt på scooter på Vej, det tog tiltalte ikke godt imod. Vidnet og hans familie er kurdere. De er ikke muslimer. Der er sket så meget, så han har svært ved at huske det hele, han har det dårligt. Der er sket noget måske 3-4 gange om ugen.
Om forhold 4 har vidnet forklaret, at han lige var kommet hjem. Hans mor gik ud for at ryge, vidnet gik med. Tiltalte kom i en bil, han var passager. Bilen kørte lige op foran deres dør. Tiltalte rullede vinduet ned og spyttede efter dem og ramte vidnets mor ved benene, som han husker det. De stod måske 3-4 meter væk. Tiltalte sagde: "jeg knepper din mor" og "jeg knepper dig". Tiltalte truede også med, at han ville dræbe dem. Tiltalte blev ved med at true dem, mens bilen kørte væk.
side 7
Vidne 4Vidne 4 har om forhold 1 forklaret, at han og tiltalte er fætre. Han var på Adresse 2 for at besøge sin faster, tiltaltes mor. Tiltalte var der også. Tiltalte gik. Efterfølgende kunne vidnet høre nogen råbe ude foran, han gik ud. Der gik vel 2 minutter fra tiltalte gik, til vidnet kom ud af døren. Han vidste, at der havde været en episode dagen før. Da han kom op, kunne han se, at naboerne stod ude foran rækkehuset sammen med deres to døtre og en søn. Tiltaltes bil stod lige bag tiltalte. De råbte ad hinanden. Vidnet forsøgte at få tiltalte ind i bilen. Naboerne stod med baseball-bats. Datteren havde det ene, og sønnen havde det andet. Datteren bankede baseballbattet ned i jorden. På det tidspunkt var tiltalte kommet ind i bilen, og sønnen begyndte at banke på bilen. Mens vidnet var ude, havde tiltalte ikke noget i hænderne. Vidnet mener, at faderen i nabofamilien havde noget i hånden, da han var ude, og at det var faderen, der først angreb tiltalte. Vidnet havde travlt med at holde tiltalte væk og få ham ind i bilen. Der var godt gang i den, de var helt oppe at køre. Tiltalte kørte væk sammen med en kammerat, der sad i bilen. Naboerne løb efter bilen. Vidnet gik tilbage i huset og sagde, at de skulle låse døren og ringe til politiet. Han ringede efter politiet, efter at der var blevet banket på døren og sagt nogle grimme ord. Der er matterede ruder i døren, vidnet så noget, han mener var en dunk. Vidnet sagde til politiet, at han var bange for at de ville brænde inde. Der var dog ikke noget om det med brand.
Vidne 5Vidne 5 har om forhold 1 forklaret, at han ved, at tiltaltes familie bor overfor ham. Han kender ikke tiltalte. Han har talt med nabofamilien, han og sønnen, Forurettede 6, ryger en cigaret sammen ind imellem. Han var hjemme den dag, han så tv. Han hørte noget tumult mellem de to parter. Det var den dag, der kom brandbiler. Vidnet så ikke ret meget. Han sad på sin sofa og vendte bare hovedet. Han så Forurettede 6, han to søstre og mor og far, og tiltalte og en kammerat. Han så tiltalte holde et jernrør, han så ikke andre have noget i hænderne. Tiltalte stod og truede med jernrøret, så de ikke skulle komme tæt på ham. Tiltalte svingede med røret, men vidnet så ikke, om tiltalte ramte noget, da vidnets forældre trak ham væk fra vinduet. Der er måske 10 meter fra hans hus til der, hvor tumulten foregik. Forurettede 6's far stod forrest, han holdt armene lidt op, som om han ville beskytte sin familie, familien holdt ham tilbage. Faderen havde ikke noget i hænderne. Vidnet så 2-3 minutter af episoden. Hvis tiltalte havde ramt nogen, ville vidnet have set det.
Vidnet Forurettede 2 har forklaret, at hun er kæreste med tiltalte. Om forhold 2 har hun forklaret, at på det tidspunkt var hun og tiltalte ikke på talefod. Det er rigtigt, at hun anmeldte tiltalte for hærværk på hendes bil. Hun så ikke tiltalte gøre noget. Det var hendes tidligere veninde, Forurettede 7, der sagde, at det var tiltalte, der havde gjort det. Vidnet så ikke, hvem der gjorde det. Hun er ikke et af guds bedste børn selv, så der kan være mange, der kunne have lavet det. Det hun sagde til politiet var det, som Forurettede 7 havde fortalt hende, hun kan ikke huske, om hun fortalte det til politiet. Hun var sur på tiltalte. Nu vil hun gerne trække anmeldelsen tilbage, hun ønsker ham ikke straffet. De skal giftes til sommer.
Om forhold 5 har vidnet forklaret, at hun og Forurettede 7 kom kørende. Hun og tiltalte var stadig ikke gode venner. De så tiltalte komme kørende, og Forurettede 7 vendte rundt for at køre efter ham, de ville provokere ham til at
side 8
gøre noget, så de kunne få ham ned med nakken. Tiltalte prøvede at køre fra dem. Tiltalte råbte ud af vinduet, at hun skulle lade ham være. Hun hørte ikke tiltalte sige noget til Forurettede 7.
Foreholdt at hun ifølge afhøringsrapporten (bilag 7. 8) fra en telefonisk afhøring af hende den 1. oktober 2015, skulle have forklaret politiet, at tiltalte skulle have råbt: "jeg får dig voldtaget, jeg får dig kneppet og du er færdig" til Forurettede 7, mens vidnet tale med politiets vagtcentral, har vidnet forklaret, at hun ikke kan huske det, det var Forurettede 7, der sagde det. Tiltalte har aldrig truet nogen, så vidt vidnet har hørt. Vidnet ringede til politiet fra bilen for at styrke deres sag. Når man er uvenner, gør man mange ting.
Vidnet Forurettede 7 har om forhold 2 forklaret, at hun på det tidspunkt var veninde med Forurettede 2. Forurettede 2 var hjemme hos vidnet den dag. Forurettede 2 var uvenner med tiltalte. Tiltalte kom i en bordeaux-rød bil, han steg ud og gik rundt om Forurettede 2's mørkeblå BMW, mens han ridsede den hele vejen rundt. Det så hun ud af sit vindue. Hun kunne ikke se, hvad han ridsede med. Der var 3-4 meter fra vinduet og hen til bilen. Tiltalte havde en hætte på. Vidnet bankede på vinduet, og han kiggede op, og hun så, at det var tiltalte. Hun havde mødt ham før.
Vedrørende forhold 5 har vidnet forklaret, at hun var ude at køre sammen med Forurettede 2. De havde været i By 3. Da de kørte derfra, kom tiltalte kørende i den modsatte retning, der sad en kammerat på passagersædet i tiltaltes bil. På det tidspunkt havde de haft mange kontroverser med tiltalte, så politiet havde sagt, at hvis han kontaktede dem, eller han truede dem, skulle de ringe 112 med det samme, og det gjorde de, da de så, at tiltalte vendte bilen og kørte efter dem. Forurettede 2 talte med en betjent i 10 minutter, mens tiltalte jagtede dem. Tiltalte kørte på et tidspunkt helt op i "røven" på hendes bil. Hun bremsede op. Så kørte han op på siden af hendes bil og sagde, gennem vinduet i passagersiden, at hun bare kunne vente sig, at hun ville blive voldtaget, og at han ville slå hende ihjel. Han kørte efterfølgende op foran hendes bil og kørte væk. De sagde til politiet, at nu kørte de efter ham, de mistede ham omkring sygehuset. De holdt ind og ventede på politiet, der kom, og de afgav forklaring.
Vidnet Forurettede 5 har om forhold 4 først forklaret, at tiltalte parkerede og kaldte på vidnets datter og søn og sagde til datteren: "jeg knalder dig". Han havde et jern i hånden. Gjort bekendt med, at det ikke er en sådan episode, hun først vil live spurgt til, har vidnet forklaret, at der har været rigtig mange episoder.
Gjort bekendt med, at der er tale om en episode, hvor hun skulle have befundet sig uden for Adresse 4, sammen med sin søn for at ryge, har vidnet forklaret, at tiltalte spyttede på hende. Tiltalte kom forbi hende og hendes søn, tiltalte bandede, spyttede og gik. Tiltalte var der i sin bil. Hun var hos politiet bagefter. Hun havde morgenkåbe på. Spyttet ramte hendes tøj i venstre side ved låret. Tiltalte sagde på dansk til hendes søn: "Jeg vil slå dig". Vidnet har haft det psykisk dårligt særligt de sidste 3-4 måneder. Hun husker ikke så meget.
side 9
Om forhold 6 har vidnet forklaret, at hun kan huske, at hun var sammen med sin datter Forurettede 3 og mødte tiltalte foran Adresse 4. Tiltalte bandede og spillede sej. Tiltalte truer dem hele tiden. Han holder om sine nosser og siger: "vent, hvad jeg skal gøre ved jer bagefter", som han også har gjort i rettens venteværelse i dag. Tiltalte har truet med at han enten vil slå hendes søn Forurettede 6 ihjel eller hendes datter Forurettede 3. Hun er ikke 100% sikker på, om det var den 5. oktober 2015, tiltalte truede hendes børn.
Om forhold 7 har vidnet først forklaret, at hun ikke var på Vej den 18. december 2015. Hun bor i Nyborg. Hendes familie ringede til hende og sagde, at der kom mange personer, og de fyldte rigtig meget foran deres hjem. Hun tog til Vej. Personerne var væk, da hun kom.
Foreholdt at det fremgår af en afhøringsrapport (bilag 10.4), at hun skulle have talt med politiet den 18. december 2015 fra kl. 16.45-16.50 på Adresse 4 og blandt have andet forklaret, at hun var sammen med sin datter, at de var ude at gå tur med familiens hund, og at tiltalte kom kørende, da de næsten var hjemme, og at tiltalte så i deres retning og gav dem fuck-fingeren, har vidnet forklaret, at det er rigtigt, at politiet har afhørt hende en gang på Adresse 2. Hun kan ikke huske, om det var den 18. december 2015, men det er rigtigt, at da politiet kom hjem til dem, sagde hun, det til politiet hun lige har fået læst op.
Foreholdt at hun under samme afhøring skulle have sagt til politiet, at hun hørte sin datter udtale: "hvorfor rækker du fuck til os", og at tiltalte derefter gik hen mod hende og hendes datter og udtalte en masse skældsord herunder "luder" rettet imod både hende og hendes datter, og at han også sagde: "jeg dræber jer", har vidnet forklaret, at sådan har hun fortalt til politiet. De har fortalt alt til politiet. Der er noget forkert i papirerne. Da hun var i Nyborg, truede tiltalte hendes søn og mand. Det med hende og datteren var på et andet tidspunkt. Hun er analfabet og ikke god til datoer.
Vidnet Forurettede 3 har om forhold 3 forklaret, at datoen ikke siger hende noget, men hun husker en episode med tiltalte, hvor hun var sammen med sin søster. Hendes søster havde en tid på sygehuset, men følte sig ikke tryg ved at gå alene på grund af tiltalte. Vidnet gik med. Ved krydset Elmelundsvej/Roesskovsvej kom tiltalte kørende med en pige foran og to fyre bag i bilen. Tiltalte bremsede lidt op og rullede vinduet i pigens side ned og råbte til hende og hendes søster: "vent jer ludere, jeg dræber jer". Der var en græsrabat imellem dem. Det skete lige der, hvor han skulle dreje op til Vej. Der var ikke blevet gestikuleret af nogen af parterne inden. Hun kendte ikke de andre, der var i bilen. Tiltalte kører i mange forskellige biler. Hun tror, at det var en mørkegrøn bil, han kørte i den dag. Hun husker ikke mærket.
Foreholdt at hun ifølge en afhøringsrapport fra en afhøring hos politiet den 16. september 2015 (bilag 4.2) , som hun ikke har gennemlæst eller underskrevet, skulle have sagt, at der var tale om en bordeaux Peugeot, har vidnet forklaret, at hun ikke mere husker, om bilen var grøn eller rød.
Om forhold 6 har vidnet forklaret, at hendes familie har en hund, som de går tur med, de går ikke mere alene. Datoen siger hende ikke noget.
side 10
Foreholdt at hun ifølge en afhøringsrapport (bilag 8.2) den 7. oktober 2015 under en telefonsamtale med politiet skulle have forklaret, at hun mandag den 5. oktober 2015 havde været ude at handle med sin mor og stod på trappen til Adresse 4, har vidnet forklaret, at hun ikke husker det konkret.
Foreholdt at hun overfor politiet under den telefoniske afhøring skulle have forklaret, at tiltalte den 5. oktober 2015 var ved hoveddøren ind til naboen, har vidnet forklaret, at hun stadig ikke husker det konkret. Hun ved bare, at han har truet dem hver gang. På det sidste er han begyndt at true med at dræbe dem, han har sagt luder, jeg knepper dig, jeg knepper din mor, jeg knepper din far og den slags. Han er muslim, det er de ikke. Det er sket 2-3 gange om ugen, og politiet har været der. Hun har svært ved at huske episoderne
fra hinanden.
Foreholdt at der under nævnte afhøringsrapport er anført, at hun til politiet fortalte, at tiltalte med hævet stemme sagde: "jeg dræber jer alle samme I ludere" har vidnet forklaret, at det har hun sagt til politiet, de valgte at gå inden for. Hun husker fortsat ikke datoen.
Hun og hendes familie står ikke og råber mod tiltaltes familie, dog har de råbt ad naboerne nogen gange, men politiet har sagt, at de skal ignorere dem.
Om forhold 7 har vidnet forklaret, at datoen ikke siger hende noget. Hun husker, at hun en dag har været ude at gå tur med hunden sammen med sin mor og var ved at ringe til politiet. De var på vej hjem, så kom tiltalte kørende. Han skulle ud fra Vej og rakte fuck-finger til dem. De gik videre. Tiltalte rullede vinduet ned, og han truede dem og kørte videre. Det var de samme trusler som tidligere om at han ville dræbe dem. Tiltalte har sagt, at hun eller hendes bror skal dø.
Foreholdt at hun under en afhøring på Adresse 2 den 18. december 2015 fra kl. 15.55-16.17 ifølge afhøringsrapporten (bilag 10.3) skulle have forklaret, at hun spurgte tiltalte, hvorfor han ikke bare kunne lade dem være, og at hendes far kom ud og åbnede sin hoveddør, og at døren til Adresse 5 også blev åbnet, har vidnet forklaret, at nu husker hun denne episode, der er forskellig fra den, hun lige har forklaret om. Dette var en dag, hvor tiltalte var på vej hjem til sin mor. Han gav dem fingeren, og hun spurgte, hvorfor han ikke bare kunne stoppe. Han truede hende og hendes mor, hun husker ikke, hvor de havde været henne. Tiltalte blev højrøstet, og hendes far kom ud, så kom tiltaltes mor eller stedfar ud og gav ham et bat i hånden. Tiltalte prøvede at slå ud efter hendes far. De fik hendes far inden for og fik ringet til politiet. Tiltalte holdt battet med højre hånd og holdt det op ved siden af sit hoved og var klar til at slå med det. Tiltalte sagde noget på dansk og noget på tyrkisk. Det han altid siger til dem er, at han vil dræbe dem, og at de skal vente sig. Vidnet eller eller hendes bror ringede til politiet.
Foreholdt at hun ifølge samme rapport skulle have været ude at lufte sin fars hund sammen med sin mor, har vidnet forklaret, at det godt kan passe. Hendes mor var ikke i Nyborg den dag.
side 11
Vidnet Forurettede 4 har om forhold 3 forklaret, at hun skulle til samtale med en psykolog og gik sammen med sin søster. Lige ved hjørnet af Vej kom tiltalte kørende sammen med nogle venner. Tiltalte råbte, at han ville slå dem ihjel, og at de kunne vente sig. Han kaldte dem for ludere. Det var ikke første gang, han truede dem. Hun kan ikke huske detaljer, hun er gået psykisk ned. Der er sket så mange ting.
Vidne 6Vidne 6 har vedrørende forhold 1 forklaret, at hun bor Adresse 6. Hun kender ikke familierne, der bor Adresse 2 eller deres navne. Hun kalder dem for tyrkerne og kurderne. Tiltalte er tyrker. Den dag kunne hun høre tumult. Hun gik ud og kiggede, fordi hendes børn var ude at lege. Moderen fra den kurdiske familie kom ud med et baseball-bat og løb hen imod en bil og smaskede den ned i bilen. Moderen så meget vild ud. Vidnet så ikke, hvem hun løb efter, kun at det var en bil. Hun kan ikke sige i dag, hvilken farve bilen var, men den kan have været gul.
Foreholdt at hun ifølge en afhøringsrapport fra en afhøring af hende den 22. september 2015 (bilag 1.15) til politiet skulle have forklaret, at hun så en kvinde løbe efter en gul bil med et bat i hånden og hørte lyden af et bat blive slået imod en bil, bekræftede vidnet, at det han hun forklaret. Der er blevet skrevet om sagen inde på deres vejs Facebook-side, før hun talte med politiet. Det kan være der, hun har set, at bilen skulle være gul.
Hun havde uhindret udsyn til den ene families hoveddør. Hun ved ikke, hvad tumulten skyldtes.
Vidne 1Vidne 1 har vedrørende forhold 1 forklaret, at han var med tiltalte på Vej. Tiltalte gik ind til sin familie, vidnet blev siddende i bilen med sin Ipad, hvor han sad 5-10 minutter.
Forevist oversigtsfoto over Vej (bilag 1.4) har vidnet forklaret, at den bil han sad i, holdt et par meter længere tilbage end den bil, man kan se. Vidnet så tiltalte gå ind, men han så ham ikke komme ud igen, da sad vidnet og kiggede på sin Ipad. Tiltalte kom løbende og flåede bildøren op, der var 8-10 mennesker efter ham. Det var nabofamilien. Der var råben og skrigen. Vidnet mener, at den ene søster havde noget i hånden, som hun slog på bilen med. Der blev slået både på bilen og på tiltalte. Tiltalte tog noget inde i bilen, vidnet kan ikke huske hvad, for at forsvare sig, tiltalte og prøvede at få dem væk, men lykkedes ikke. De trådte bare et par skridt tilbage, og så løb de frem igen. Tiltalte satte bilen i gang, og de kørte op af vejen, mens faderen, broderen og en søster løb efter bilen. Vidnet kan ikke huske, om de havde noget i hænderne, da de løb efter bilen. Der var tre, der havde noget i hænderne, da de kom efter tiltalte. Vidnet kan ikke huske, om tiltalte slog ud efter nogen.
Vidne 2Vidne 2 har forklaret om forhold 5, at han var ude at køre med tiltalte, de er venner. Tiltaltes ekskæreste kom kørende i en anden bil sammen med sin veninde. Idet de kørte forbi hinanden, blev der kastet en plastik colaflaske efter dem. Tiltalte vendte bilen om og prøvede at få dem til at standse. De stoppede op, og tiltalte kørte op på siden af deres bil, og så var der lidt råben og skrigen frem og tilbage. Tiltalte spurgte dem hvad
side 12
fanden de havde gang i. Det svarede de ikke på, de begyndte at diskutere. Vidnets telefon ringede, og det eneste han hørte var, at de råbte højt. Pigerne talte ikke i telefon. Han har aldrig hørt de trusler, som er gengivet i anklageskriftet. Hvis tiltalte havde truet med at ville voldtage en pige, så havde han sagt noget til ham.
Han har været på Vej for 3-4 måneder siden. Tiltalte kørte bilen, og vidnet sad ved siden af. Tiltalte gik ind til sin familie, men vidnet blev siddende i bilen og spiste noget mad. Så fornemmede han, at nogen kom gående og så nabokonen komme helt hen til bilen med en kameratelefon. Vidnet åbnede døren, og hans pastaret faldt ud over ham. Han råbte, og kvinden løb skrigende ind ad døren til tiltaltes families nabo.
Vidne 7Vidne 7 har forklaret, at hun bor Adresse 7. Hun er ven med tiltaltes forældre. Hun har hørt kurderne råbe trusler til tyrkerne. Kurderne vil have tyrkerne smidt ud. Hendes mand er med i afdelingsbestyrelsen. En dag, hvor der havde været problemer mellem de to familier, kom sønnen i kurderfamilien og ville tale med hendes mand.
Tiltalte er tidligere straffet herunder ved
- Odense rets dom af 20. august 2008 med fængsel i 3 måneder for
blandt andet overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og 3.
- Odense rets dom udeblivelsesdom af 25. juni 2010 med dagbøder for
overtrædelse af straffelovens § 121.
- ..........
- Odense rets dom af 22. september 2011 med fængsel i 20 dage og
bøde for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119, stk. 1, og færdselsloven.
- ..........
- Odense rets dom af 28. august 2012 med fængsel i 60 dage og bøde
for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, til dels jf. straffelovens § 89.
- Esbjerg rets udeblivelsesdom af 6. september 2012 med dagbøder for
overtrædelse af straffelovens § 121.
- Odense rets dom af 29. januar 2014 med fængsel i 4 måneder og bøde
blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 279, og § 293a. Løsladt den 12. februar 2015 med en prøvetid på 2 år og en reststraf på 39 dage.
- Odense rets dom uden retsmøde den 5. november 2015 med dagbøder
for overtrædelse af straffelovens § 121.
side 13
Rettens begrundelse og afgørelse
Forhold 1
Tiltalte har selv forklaret, at han tog et dækjern fra sin bil og slog ud imod Forurettede 1. Efter Vidne 5's forklaring lægger retten til grund, at Forurettede 1 ikke havde noget i hånden, da tiltalte svingede med jernet. Vidnerne Forurettede 1 og Forurettede 6's forklaringer om, at tiltalte slog ud mod Forurettede 1, og at han blev ramt på en finger er støttet af den forklaring, der er afgivet af vidnet politibetjent Vidne 3, der kom til stede kort tid efter episoden og konstaterede, at Forurettede 1 havde en skade på venstre hånds pegefinger.
Det er herefter bevist, at tiltalte slog ud mod Forurettede 1 med et dækjern af metal og ramte ham på pegefingeren, hvilket retten finder omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, og i dette omfang er tiltalte skyldig.
Det findes ikke bevist, at tiltalte slog ud efter Forurettede 6's hoved, og tiltalte frifindes for denne del af tiltalen.
Forhold 2
Det lægges til grund, at Forurettede 2 anmeldte hærværk på sin bil til politiet og oplyste, at det var hendes ekskæreste, der havde begået det samme dag.
Efter den forklaring, der er afgivet af vidnet Forurettede 7, som er understøttet af fotos af skader på Forurettede 2's bil, taget af politiet på gerningsstedet samme dag, er det bevist, at tiltalte udøvede hærværk som anført i tiltalen.
Tiltalte er herefter skyldig i forholdet.
Det forhold, at Forurettede 2 under hovedforhandlingen har oplyst, at hun ønsker at trække anmeldelsen tilbage, kan ikke føre til et andet resultat.
Forhold 3
Vidnet Forurettede 3 har afgivet en sikker forklaring om en episode, hvor hun og hendes søster blev truet som anført i tiltalen. Forklaringen er støttet af den forklaring, der er afgivet af vidnet Forurettede 4, og det er bevist, at tiltalte er skyldig.
Forhold 4
Efter de afgivne forklaringer, findes der at være usikkerhed om, hvad der tiltalte sagde på det pågældende tidspunkt, og retten finder ikke, at det med den sikkerhed, der må kræves til domfældelse i en straffesag, er bevist, at tiltalte den dag har truet som anført i tiltalen, og han frifindes.
side 14
Forhold 5
Vidnet Forurettede 7 har afgivet en sikker forklaring om, at tiltalte truede hende som anført i tiltalen. Hendes forklaring er støttet af, at Forurettede 2, der befandt sig sammen med hende, straks kontaktede politiet telefonisk, og det er bevist, at tiltalte er skyldig.
Forhold 6
Det fremgår af en anmeldelsesrapport, at vidnet Forurettede 3 den 7. oktober 2015 kl. 10.20 telefonisk anmeldte, at tiltalte havde truet hende og hendes mor mandag den 5. oktober 2015 kl. 17.30.
Forurettede 3 har afgivet en sikker forklaring om fremsatte trusler, og, uanset at vidnet ikke har været sikker på datoen, lægger retten forklaringen til grund samt lægger til grund, at truslerne blev afgivet den 5. oktober 2015 som anført i tiltalen, og det er bevist, at tiltalte er skyldig.
Forhold 7
Vidnet Forurettede 3 har, selv om hun også i dette tilfælde har været usikker på datoen, afgivet en troværdig forklaring om, at tiltalte truede hende og hendes far den pågældende dag. Forklaringen er støttet af vidnet Forurettede 6's forklaring. Det er herefter bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, § 291, stk. 1, og § 266, jf. straffelovens § 89.
Der er ikke taget stilling til reststraffen efter prøveløsladelsen den 12. februar 2015 jf. straffelovens § 61, stk. 2, nr. 1, jf. § 40, stk. 1.
Retten tager konfiskationspåstanden til følge jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Retten har lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for lignende kriminalitet og på grovheden af truslerne. I formildende retning har retten lagt vægt på, at der skete begrænset skade i forhold 1, at det må lægges til grund, at familien i Adresse 4 har råbt mindre pæne ting imod tiltaltes familie, samt at det efter Vidne 6's forklaring må lægges til grund, at i hvert tilfælde et medlem af familien i Adresse 4 i forbindelse med forhold 1 løb efter tiltaltes bil og slog på den med et bat.
Thi kendes for ret:
TiltalteTiltalte straffes med fængsel i 4 måneder.
Hos tiltalte konfiskeres et dækjern.
side 15
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Dommer