Gå til indhold
Tilbage til søgning

Kendelse om afhøring af vidne, jf. retsplejelovens § 747, og om at mistænkte ikke underrettes om retsmødets afholdelse, jf. retsplejelovens § 748, stk. 5, samt at forsvareren pålægges ikke efterfølgende at underrette mistænkte om, hvad der er passeret i retsmødet, jf. retsplejelovens § 748, stk. 6

Retten i GlostrupStraffesag1. instans9. september 2009
Sagsnr.: 1764/23Retssagsnr.: SS-7167/2009-GLO
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Straffesag
Ret
Retten i Glostrup
Rettens sagsnummer
SS-7167/2009-GLO
Sagstype
Grundlovssag
Instans
1. instans
Domsdatabasens sagsnummer
1764/23
Sagsdeltagere
PartAnklagemyndigheden; PartsrepræsentantPeter Ølholm

Kendelse

Retten i Glostrup

Udskrift af retsbogen

Den 9. september 2009 kl. 13.30 blev retten sat af Dommer.

Retsmødet var offentligt.

Rettens nr. 15-7167/2009

Politiets nr. 0700-70681-00019-09

Anklagemyndigheden

mod

Mistænkte

CPR nr. (Født 1986)

Anklager var mødt for anklagemyndigheden og fremlagde anmodning af 9. september 2009 med bilag.

Advokat Peter Ølholm var mødt som beskikket forsvarer for Mistænkte.

Som tolk mødte Tolk, der oplyste at tolke rumænsk.

Anklageren anmodede om, at der i medfør af retsplejelovens § 747, stk. 2, nr. 1, afholdes retsmøde med henblik på indenretlig afhøring af Vidne for at sikre bevis i sagen mod Mistænkte, der mistænkes for falsk anmeldelse, tyveri, overtrædelse af våbenloven, forsætlig brandstiftelse samt vold.

Vidne ønskes afhørt omkring et voldsforhold forøvet mod ham af Mistænkte den 27. januar 2009. Vidnet blev den 27. januar 2009 sigtet for butikstyveri, men dette forhold er opgivet. Vidnet er p.t. varetægtsfængslet og vil blive sendt ud af Danmark i morgen tidlig den 10. september 2009, idet han har overtrådt et tidligere meddelt indrejsefor-bud. Han har været i Danmark i ca. 1 måned.

Anklageren anmodede endvidere om rettens kendelse om, at mistænkte ikke underrettes om retsmødets afholdelse, da det er påkrævet af hensyn til sagens opklaring, jf. retsplejelovens § 748, stk. 5, samt at forsvareren pålægges ikke efterfølgende at underrette mistænkte om, hvad der er passeret i retsmødet, ligeledes af hensyn til sagens opklaring jf. retsplejelovens § 748, stk. 6.

Der foregår i øjeblikket en større efterforskning mod mistænkte, hvilket han

Std 75286

Side 2/5

ikke er bekendt med. Han vil blive sigtet på et senere tidspunkt. Sagskom-plekset indeholder bl.a. yderligere to voldsforhold begået mod butikstyve. Forsvareren protesterede imod, at anmodningerne imødekommes og anførte, at retsplejelovens § 747 er en undtagelsesbestemmelse. Den konkrete vidne-forklaring drejer sig om noget, der er foregået tilbage i januar 2009, og der er intet til hinder for, at mistænkte får kendskab til det konkrete forhold, der isoleret set, må betragtes som en mindre ting. Hvis retsmødet gennemføres, er der ikke mulighed for at rette op på det igen.

Som forsvarer er det meget vanskeligt at varetage mistænktes interesser uden at kende hans stillingtagen til sagen.

Retten afsagde

kendelse:

Efter de foreliggende oplysninger, herunder særligt, at Vidne vil blive sendt ud af Danmark i morgen tidlig, og at den begærede afhøring må anses at være af betydning for sagen, finder retten, at der er grundlag for i medfør af retsplejelovens § 747, at afhøre vidnet med henblik på sikring af bevis i sagen.

Da voldsforholdet begået mod vidnet er en del af et større sagskompleks, der stadig er under efterforskning, hvilket mistænkte ikke er bekendt med, og da der efter det oplyste er lignende forhold i sagskomplekset, finder retten end-videre, at der er grundlag for ikke at give mistænkte underretning om ret-smødets afholdelse samt at pålægge forsvareren ikke efterfølgende at under-rette mistænkte om, hvad der er passeret i retsmødet, jf. retsplejelovens § 748, stk. 5, og stk. 6.

Derfor bestemmes:

Anklagemyndighedens begæring om afhøring af Vidne med henblik på sikring af bevis i sagen samt begæringerne om, at mistænkte ikke underrettes om retsmødets afholdelse, og at forsvareren pålægges ikke efter-følgende at underrette mistænkte om, hvad der er passeret i retsmødet, tages til følge.

Forsvareren kærede rettens afgørelse og anmodede om, at kæren blev tillagt opsættende virkning.

Retten besluttede ikke at tillægge kæren opsættende virkning.

Vidne blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansva-ret.

Vidnet og tolken bekræftede, at de forstod hinanden.

Side 3/5

Forklaringen blev lydoptaget ved rumoptagelse, hvilket afhørte var gjort be-kendt med.

Vidnet forklarede, at han den 27. januar 2009 var inde i butikken "Supermarked" i By. Inde i butikken tog han 3 pakker Nescafe og puttede dem i en kurv. Da han opdagede, at han manglede penge, satte han de 3 pakker Nescafe tilbage på hylden. Han ville gå ud af butikken, men en mand kom og sagde, at han skulle komme med ud i baglokalet. Han kan ikke huske, hvor-dan manden så ud. Manden sagde, at han var fra Rusland.

Da de kom ud i baglokalet, tog manden et rør og slog ham i hovedet med rø-ret. Han faldt ned på gulvet. Manden tog noget tape og bandt hans hænder, fødder og mund. Manden stak hænderne i hans lomme og tog hans pung. Manden kiggede på hans id-kort og så, at han var rumæner. Manden satte en pistol ved hans hoved og sagde noget på engelsk i retning af, at det ikke var ham, som var rumænsk mafi men manden, der var russisk mafia. Han forstod gennem tegnsprog, at manden ville skyde ham og efterfølgende smide ham ud i en affaldscontainer. Han mener, at han var bundet i omkring ½ time. Der kom en dame ud i lokalet sammen med en pige på 7-8 år. Damen så, at han var bundet på gulvet, og hun så tapen.

Manden tog ham med hen på et kontor. Der var et bord. Manden åbnede en flaske vin. Efter noget tid kom politiet. Da politiet kom, blev han kørt på po-litistationen for at afgive forklaring. Han mener, at hvis episoden havde varet 2 minutter mere, ville han være død. Han forstod ikke så meget af, hvad manden sagde. Han forstår hverken dansk eller engelsk. Efter at manden åb-nede vinflasken, sagde manden til ham, at han var fra Rusland. Efterfølgende sagde han, at han var fra Tyrkiet. Han ved ikke, hvad der er rigtigt.

Adspurgt af anklageren vedrørende forklaring afgivet til politirapport, bilag 29, forklarede vidnet, at det er rigtigt, at manden pegede direkte på ham og sagde noget i retning af "nu skyder jeg dig". Han sagde det mere på tegn-sprog. Det er rigtigt, at manden sagde til ham på engelsk "not rumania mafia. But russian". Det er rigtigt, at der kom en kvinde ind i lokalet sammen med et barn, mens han lå på gulvet. Han så ikke andre i lokalet. Det er rigtigt, at han lå på gulvet ca. ½ time, mens han var bundet med tape.

Mens han lå på gulvet, gik manden rundt i lokalet eller butikken. Han kunne ikke så godt se, hvor manden gik hen. Han var alene i lokalet. Da han blev slået i baghovedet, så han, at han blev slået med et rør på ca. 1 meter. Røret var lavet af metal. Han begyndte ikke at bløde, men han fik en stor knude i baghovedet. Derefter rejste han tilbage til Rumænien og var på hospitalet i 2 uger, indtil hævelsen forsvandt.

Det var første gang, at han var i butikken. Det er muligt, at manden var ansat i butikken. Han ved det ikke. Manden var ca. så høj som ham. Manden var

Side 4/5

kraftigere af bygning end ham. Han ved ikke, hvilken hårfarve manden hav-de.

Adspurgt af forsvareren, forklarede vidnet, at han var i Danmark på det på-gældende tidspunkt for at tigge. Han kan ikke huske præcis hvor længe, han havde været i Danmark på det tidspunkt, men han mener, at det var 1-2 må-neder. Han gik rundt forskellige steder for at tigge, blandt andet i Metroen og i butikker.

Han kom hen til butikken den pågældende aften med en bus. Han ville købe 3 pakker Nescafe til sin kone og sig selv. Han havde ikke penge med. Han op-dagede først, at han ikke havde penge med, da han havde taget de 3 pakker Nescafe. Da han opdagede, at han ikke havde penge på sig, satte han kaffen tilbage på hylden og gik ud af butikken. Der må være videoovervågning i bu-tikken, der viser, om han har stjålet eller ej. Han havde drukket den flaske vin, som manden åbnede. Han havde ikke drukket noget, inden han kom hen til butikken. Manden sagde, at han ikke skulle sige noget til politiet.

Forsvareren foreholdt vidnet bilag 22.3 - en politiafhøring, hvor vidnet er sig-tet for butikstyveri, og hvor han blev afhørt af politiet med samme tolk.

Vidnet forklarede, at han ikke kan huske, hvad han sagde til politiet den gang. Han kan ikke huske, hvad der skete efter, at han fik det slag i hovedet og drak den flaske vin. Han kan ikke huske, om han til politiet skulle have forklaret, at han var beruset, da han kom til butikken. Det kan godt være.

Han kan heller ikke i dag huske, om han var beruset, da han kom til butikken. Han kan huske, at han ikke var beruset, da han kom til butikken.

På det tidspunkt boede han på et hotel i København. Han kender ikke adres-sen, men han betalte 105 kr. pr. nat. Han boede sammen med sin kone. Hun arbejdede ikke. Han havde penge på hotellet.

Forsvareren foreholdt vidnet samme rapport, side 2, 3. afsnit. Rapporten er ikke underskrevet.

Han kan ikke huske, om han til politiet forklarede, at hans kone Person arbejdede i Norge, og at han selv gerne ville til Norge. Hans kone er i Oslo nu og arbejder. På det pågældende tidspunkt var hans kone i Danmark. Det er rigtigt, at han boede på et herberg, da han var i Danmark. Han havde ikke nogle penge der. Han havde lidt penge på hotellet, men ikke på herber-get. Der skulle man ikke betale for at bo. Man gik ind på herberget kl. 20.00-21.00 om aftenen, og man skulle ud om morgenen kl. 09.00. Man kunne ikke have penge på herberget. Han har både sovet på herberg og hotel, mens han var i Danmark. Han kunne ikke betale hver aften for hotellet. Han havde pen-ge på hotellet. Den pågældende nat sov han på hotellet, og hans kone var på hotellet.

Side 5/5

Adspurgt af forsvareren, forklarede vidnet, at han blev slået én gang. Han så metalrøret første gang, da manden tog røret i hånden for at slå. Han ville løbe derfra, men han blev bange. Han blev bundet, efter at han var blevet slået.

Forsvareren foreholdt vidnet bilag 22-3, side 2, 3. sidste afsnit.

Det er rigtigt, at han blev tilbageholdt af butiksindehaveren i forretningen, og at han gik frivilligt med til baglokalet.

Han vidste ikke, hvem det var, der bad ham følge med. Han mener ikke, at det var butiksindehaveren, men en ansat i butikken. Manden havde et skilt på brystet.

Han kan ikke huske, om han til politiet skulle have forklaret, at det var butik-sindehaveren, der havde bundet ham på hænder og fødder og slået ham med en ukendt genstand. Han kunne ikke sige til politiet, at det var en ukendt genstand, når han så, at manden tog et rør og slog ham med røret. Han kan ikke forklare, hvorfor politimanden har skrevet ukendt genstand.

Der blev tillagt advokat Peter Ølholm 2.000 kr. med tillæg af moms i salær. Salæret betales foreløbig af statskassen.

Sagen sluttet.

Retten hævet kl. 14.20.

Dommer

Oplysning om appel

2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 1765/23
Rettens sags nr.: SS-2632/2009-OLR
Afsluttet
1. instansRetten i GlostrupGLO
DDB sags nr.: 1764/23
Rettens sags nr.: SS-7167/2009-GLO
Kæret

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
0700-70681-00019-09
Påstandsbeløb