Dom
RETTEN I ESBJERG
DOM
afsagt den 14. september 2022
2
Sagen drejer sig om hvilken kommune, der skal betale for en borgers ophold på en institution efter borgerens fraflytning og tilbagevenden til institutionen, herunder hvilken kommune, der må anses som borgerens opholdskommune.
Esbjerg Kommune har overfor Vejen Kommune (BS-16728/2019) fremsat på-
stand om, at Vejen Kommune skal betale 2.757.019 kr. med tillæg af procesrente fra udtagelse af stævning.
Esbjerg Kommune har videre nedlagt påstand om, at Vejen Kommune skal betale ethvert beløb, inklusive sagsomkostninger, som Esbjerg Kommune måtte blive pålagt at betale Nordfyns Kommune i adcitationssagen BS 19801/2020.
Esbjerg Kommune har overfor Nordfyns Kommune (BS-19801/2020) nedlagt på-stand om, at Nordfyns Kommune skal anerkende at være opholds- og handle-kommune for borgeren Person 1 fra den 21. juli 2017, og at Nordfyns Kommune skal betale 2.757.019 kr. med tillæg af procesrente fra udtagelse af stævning.
Esbjerg Kommune har videre over for Nordfyns Kommune påstået, at Nordfyns Kommune skal friholde Esbjerg Kommune for ethvert beløb, inklusive sagsomkostninger, som Esbjerg Kommune måtte blive pålagt at betale i hovedsagen BS 166729/2019.
Vejen Kommune har fremsat påstand om frifindelse.
Nordfyns Kommune har fremsat påstand om frifindelse.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
Vejen Kommune udarbejdede den 18. august 2016 en voksenudredning af bor-geren Person 1, der blev beskrevet og vurderet på bl.a. hans psy-kiske funktionsniveau, sociale færdigheder, praktiske evner til opgaver i hjem-met, kommunikation og samfundsliv. På alle parametre blev det vurderet, at Person 1 havde betydelige udfordringer og samlet set et omfat-tende støttebehov.
I forbindelse med en straffesag mod Person 1 blev der den 13. november 2017 udarbejdet en psykologisk undersøgelse af 13. november 2017 og en retspsykiatrisk erklæring af 22. november 2017. Det blev her konkluderet bl.a., at han var mentalt retarderet af lettere grad og hørte til den i § 16, stk. 2-beskrevne personkreds.
3
Der er fremlagt to betalingsaftaler af 1. marts 2017 mellem Region Syddanmark og Vejen Kommune om Person 1's ophold på en institution, et specialcenter for Unge og Voksne kaldet ”Institution” , beliggende i Nordfyns Kommune. Den ene betalingsaftale angår en basis ydelsestakst med henvisning til servicelovens § 104, og den anden aftale angår en ”basistakst, døgn” og ”ydelsespakke 17, døgn” med henvisning til servicelovens § 108 og ”længereva-rende botilbud” .
Det fremgår af en beskrivelse af opholdsstedet ”Institution” bl.a., at målgrup-pen er et bo- og beskæftigelsestilbud til voksne personer med udviklingshæm-ning, som har en dom eller særlige behov i forhold til adfærd herunder perso-ner med dobbelt diagnoser og udtalt problemadfærd. Målgruppen er blandt an-det kendetegnet ved manglende evne til social omgang med andre mennesker, fravær af empati og manglende selvindsigt.
Ved mail af 16. juni 2017 skrev en medarbejder fra Institution, Person 2, til Vejen Kommune ved Vidne 1 følgende:
”
Hej Vidne 1.
Person 1 er taget afsted herfra til Esbjerg i nat for at bo hos en kæreste. Han har efterladt et afskedsbrev til os, hvori han skriver tak for alt og at han bedre kan være sig selv derovre- derfor også andre venner fra tidligere. Han har jo ikke nogen dom endnu, så er der nogen lovhjem-mel til at lade politiet hente ham? Han har ikke haft udadreagerende adfærd her i den tid han har været her.
…”
Samme medarbejder, Person 2, skrev den 18. juni 2017 en opfølgende mail til socialafdelingen i Vejen Kommune med bl.a. følgende indhold:
”…
Vi oplever, at han har været inde i et godt forløb her hos os - der er byg-get gode relationer op, og han har været meget samarbejdsvillig om-kring forskellige tiltag i forhold til økonomien, så pengene de sidste par måneder har strukket et stykke hen på måneden. Fra i starten, hvor han sad i sin seng med sin computer, er han langsomt kommet længere og længere ud - først i sin stue, i køkkenet, en kort tur på afdelingen, deref-ter længere og længere tid på fællesarealerne, senest er han begyndt at gå med i kantinen til fælles frokost for alle beboere og personaler.
Han er begyndt at deltage i en aktivitet i beskæftigelsen og der er pla-ner om at komme i gang med at være med til at passe dyrene.
4
Han har ikke udvist udadreagerende adfærd her - vi har set lidt tirsdag d. 13.6., da han fik oplæst et brev fra retspsykiatrisk med indkaldelse til mentalundersøgelse - det ville han ikke, heller ikke, da de tilbød at komme ud til ham. De kunne bare sende politiet, sagde han —det star-tede vistnok ligesåsnart, han hørte ordet "politi".
Kærester, mobil og pc fylder meget - han er konstant i kontakt på mobi-len med venner og bekendte på disse medier - og det er det der trækker rigtigt meget i ham. Han har i flere week-ender været på besøg hos først én kæreste - nu er det så nr. 2, han angiveligt er hos - på hans udsagn efter aftale med hendes forældre.
…”
Den 26. juni 2017 skrev socialrådgiver Vidne 1 ved Vejen Kommune en mail til Person 2 med emnefeltet: ”Opsigelse for Person 1” med følgende indhold:
”Til Institution
Vedr. Person 1, cpr.: ….
Hermed opsiges kontrakt for Person 1 pr. dags dato, ef-ter gældende regler med løbende måned + en måned.
Såfremt Person 1 kommer tilbage til Institution inden 31.7. vil vi gerne om kontrakten kan genoptages på nuværende vilkår.”
Den 6. juli 2017 traf Vejen Kommune ved Vidne 1 en afgø-relse om ophør af bevilling til opholdet på Institution. Det fremgår afgørelsen således:
”Afgørelse vedr. ophør af bevilling til ophold i ansøgning om midlerti-digt botilbud jf. SEL § 107
Du har valgt at fraflytte botilbuddet Institution uden grund. Du er kontaktet pr. telefon hvor du har oplyst at du ønsker at blive boende sammen med din kæreste hos hendes forældre i Esbjerg
Afgørelse
Din bevilling til ophold i botilbud ophører pr. 30.7.2017.
Begrundelse
Der er i begrundelsen lagt vægt på at du har valgt at fraflytte tilbuddet og ønsker at bo hos din kæreste.
5
Såfremt der er ændringer i din situation der kan have betydning til af-gørelsen, har du pligt til at oplyse dette for kommunen.
Lovgrundlag
Afgørelsen om midlertidig botilbud er truffet jf. Lov om Social Service § 107 om midlertidig botilbud
Klagevejledning
Såfremt du ikke er enig i afgørelsen har du mulighed for at klage.
Du kan klage både telefonisk og via brev, ønsker du at klage skal kla-gen være indgivet til Vejen Kommune, Handicap- og Psykiatrirådgiv-ningen, senest 3 uger efter du har modtaget afgørelsen.”
Person 1 flyttede tilbage på opholdsstedet Institution den 10. juli 2017.
En medarbejder hos Esbjerg Kommune, Person 3, og en medarbejder hos Institution, Person 4, havde i den forbindelse en mailkorre-spondance den 11. til 12. juli 2017. Person 4 skrev i den forbin-delse bl.a. følgende:
”Hej Person 3.
Du får hermed det materiale, jeg har mulighed for at sende.
Vi aftalte at kontrakten vedr. Person 1 forlænges indtil videre, og at han kan blive boende på Institution, indtil Esbjerg har afklaret den videre opfølgning.
Pavillonløsningen som han pt. bor i, er ikke en mulighed efter 1. august, men vi finder en anden bolig til ham i mellemtiden
Vejen kommune har accepteret at følge op på sagen, så vi sender fortsat opkrævning til Vejen, som sørger for at videresende til Esbjerg.
Jeg kan forstå på personalet, at Person 1 ikke har fået udbetalt sin må-nedlige ydelse for juli, så jeg vil høre, hvem vi skal kontakte for at få det på plads.
…”
Ved brev af 15. august 2017 traf Esbjerg Kommune afgørelse om ikke at være refusionspligtig i relation til udgifter forbundet med Person 1. Af afgørelsen fremgår bl.a.:
”Afgørelse
6
Esbjerg Kommune afviser i henhold til Retssikkerhedslovens § 9c stk. 2 at være refusionspligtig i forhold til udgifter forbundet med Person 1.
…
Resumé
botilbuddet Institution har d. 11.07.2017 rettet henvendelse til Esbjerg Kommune begrundet i, at de har en borger visiteret til ophold jf. Servi-celovens §107 fra Vejen Kommune. Borger er Person 1, CPR nr..
Person 1 har d. 26.06.2017 forladt sit værelse på Institution og efterladt de fleste af sine ejendele på stedet. Han har samme dag fået c/o-adresse hos en 17 årig kærestes forældre i Esbjerg Kommune.
D. 26.06.2017 har Vejen Kommune indgivet betinget opsigelse til Institution af Person 1's ophold.
D. 06.07.2017 har Vejen Kommune sendt brev til Person 1 med afgørelse på ophør af bevilling til opholdet pr. 31.07.2017.
D. 10.07.2017 ringer Person 1 til Institution og beder om at blive hentet hjem til botilbuddet igen.
Institution har samme dag kontaktet Vejen Kommune for at under-rette om Person 1's tilbagekomst.
Vejen Kommune nægter i den forbindelse af være betalingskommune for Person 1 og henviser Institution til at kontakte til Esbjerg Kommune.
Esbjerg Kommune har modtaget sagsakter fra Vejen Kommune d. 17.07.2017. Af disse fremgår bl.a., at Person 1 ikke er i stand til at konse-kvensberegne ud fra sine handlinger, og at han er impuls og behovssty-ret.
…”
Den 6. september 2017 skrev Person 3 fra Esbjerg Kommune til en med-arbejder i Vejen Kommune følgende mail:
”Kære Person 5, jeg har forsøgt at træffe dig flere gange pr. tlf. - begge dine telefonnumre - og har indtalt anmodning på din telefonsvarer om at blive ringet op.
7
Det vedrører Person 1 og vores mundtlige aftale fra midt juli, hvor du gik ind på min anmodning om, at Vejen kommune fortsat agerer i sagen, til retmæssig betalingskommune er afklaret.
Jeg ser frem til at høre fra dig.”
Ankestyrelsen traf den 13. december 2018 afgørelse om, at Esbjerg Kommune er opholdskommune for Person 1 og skal yde hjælp. Af afgørelsens begrundelse fremgår følgende:
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at Esbjerg Kommune er opholdskommune for Person 1. Esbjerg Kommune skal yde hjælp til Person 1.
Vejen Kommune kan ikke pålægges refusion for udvist passivitet i for-hold til at iværksætte foranstaltninger overfor Person 1, som nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2-4.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi har lagt til grund, at Person 1 har været anbragt uden-for hjemmet, fra han var ca. 3 år. Han er lettere mentalt retarderet og har udviklingsforstyrrelse af motoriske færdigheder.
Efter at han blev 18 år, blev der af kommuner iværksat flere mislykkede forsøg på efterværn.
Han blev herefter af Vejen Kommune anbragt i et botilbud på Fyn.
Den 26. juni 2017 forlod han imidlertid botilbuddet, og flyttede ind hos en kæreste i Esbjerg Kommune. Det fremgår af folkeregistret, at han fra samme dato blev registreret i Esbjerg Kommune.
Vejen kommune indgav herefter en betinget opsigelse til botilbuddet, og meddelte ved afgørelse af 6. juli 2017 Person 1, at be-villingen til botilbuddet ophørte den 31. juli 2017.
Den 10. juli 2017 henvendte Person 1 sig til botilbuddet med henblik på muligheden for at vende tilbage der til.
Begge kommuner har anerkendt, at Person 1 har brug for støtte.
8
I oktober 2015 blev han politianmeldt for sex med mindreårig, og i som-meren 2016 blev han afhørt af politiet om forholdet, og da nærværende sag blev indgivet til Ankestyrelsen, afventede han efter det oplyste fort-sat dom i sagen.
…
Vi har lagt vægt på, at
o Person 1 på eget initiativ flyttede fra botilbuddet o at han flyttede ind hos en kæreste og blev registreret på en c/o-
adresse hos kærestens forældre i Esbjerg Kommune
o at der var tale om en brudt forløb
Person 1 flyttede på eget initiativ uden medvirken fra kommunen eller anden offentlig myndighed sammen med en kæreste hos kærestens forældre, og han meldte adresseflytning til Esbjerg Kom-mune.
Vi er opmærksomme på, at Person 1 kun boede kort tid hos kæresten, og at han selv ønskede at vende tilbage til botilbuddet.
Vi vurderer ikke, at Vejen Kommune har forholdt sig passivt i forbin-delse med, at Person 1 forlod botilbuddet og flyttede ind hos en kæreste i Esbjerg Kommune.
Person 1 er ikke umyndiggjort, ligesom han ikke på det tidspunkt var pålagt restriktioner, som kunne medføre, at han ikke måtte forlade bostedet.
Vi vurderer herefter ikke, at det er åbenbart, at Vejen Kommune har undladt at iværksætte nødvendige foranstaltninger overfor Person 1. Vi finder det ikke dokumenteret, at Vejen Kommune har udvist passivitet i en sådan grad, at det kan medføre refusionspligt for Vejen Kommune.
Esbjerg Kommune er såedes opholdskommune og skal yde hjælp over-for Person 1.
…”
Parterne har oplyst, at der ikke er tvist om hverken opgørelsen af det fremsatte betalingskrav, at Esbjerg Kommune agerede som fungerende kommune, mens der var uenighed om rette opholdskommune, og at Vejen Kommune ikke med-virkede til Person 1's fraflytning til Esbjerg Kommune.
9
Forklaringer
Vidne 2, Vidne 1 og Vidne 3 har afgivet forklaring.
Vidne 2 har som partsrepræsentant for Esbjerg Kommune forklaret, at hun
ikke var ansat i Esbjerg Kommune i 2017 og derfor ikke konkret har behandlet sagen om den pågældende borger Person 1.
Hun kender opholdsstedet Institution, men det er ikke et sted, som Esbjerg Kommune ofte samarbejder med, da det er et sted for særlige borgere, der er udviklingshæmmede og derudover har en dom eller anden problematisk ad-færd som f.eks. psykiske problemer eller misbrugsproblemer. Dvs. det er de ”tungeste” borgere med komplekse problemstillinger, der anbringes på Institution.
Hvis man visiterer en borger til Institution, vil der derfor være behov for et længerevarende tilbud efter servicelovens § 108, og ikke blot et midlertidigt til-bud efter servicelovens § 107. I et § 107-tilbud vil man kunne forvente, at borge-ren med den rette støtte kan udvikle og forbedre sig og komme i egen bolig, hvorimod man med et § 108-tilbud går ud fra, at borgeren har brug for perma-nent hjælp over lang tid. Et § 108-tilbud er derfor dyrere end et § 107-tilbud.
Det er hendes opfattelse, at borgeren i dette tilfælde var visiteret til et § 108-til-bud, da det er det, der fremgår af betalingsaftalen.
Esbjerg Kommune havde kendskab til den familie, som Person 1 flyttede til fra Institution. Det var en familie, der selv havde sociale udfordrin-ger, og det var derfor tvivlsomt, om familien kunne tage vare på en borger som Person 1.
Når en borger som Person 1 flytter fra en kommune til en anden kommune, er det normalt, at kommunerne udveksler oplysninger om borgeren, men Esbjerg Kommune fik ikke noget at vide om flytningen fra Vejen Kom-mune, før han igen var flyttet tilbage til Institution.
I et tilfælde med en borger som Person 1 med hans støttebehov, ville man som kommune typisk have en dialog med borgeren om, hvorvidt han nu var sikker på, at det ville være det rigtige at flytte i forhold til de udfordrin-ger, som han havde. Hun har undret sig over, at Vejen Kommune tilsynela-dende alene har haft en telefonsamtale med ham om det, idet man burde tage ud og tale med ham og gerne med deltagelse af hans tryghedspersoner og hans plejeforældre. De ville kunne tale med ham om, hvad han ville, og hvordan man kunne hjælpe ham.
10
I den periode, hvor Person 1 ikke befandt sig på Institution, men hvor Vejen Kommune fortsat betalte 210.000 kr. om måneden for hans op-hold på stedet, kunne man have besøgt ham i Esbjerg Kommune hver eller hver anden dag, hvorved man kunne udnytte de midler, der var bevilliget til ham. Men det gjorde Vejen Kommune ikke.
Det er muligt rent geografisk at flytte den bevilligede støtte, idet borgeren har et frit valg, dvs. har ret til at vælge et andet tilbud i en anden kommune under for-udsætning af, at den pågældende kommune vurderer, at det er i orden, og at der er midler til det. Kommunen har således en forpligtelse til at vejlede om denne ret til at vælge et § 108-tilbud i en anden kommune, her f.eks. i Esbjerg Kommune, hvis det var der, borgeren ønskede at bosætte sig. Men det ændrer dog ikke på, at det fortsat er den samme kommune, der skal betale for det. Beta-lingskommunen skiftes således ikke, hvis borgeren benytter sig af fritvalgsord-ningen.
Men først og fremmest bør det afklares med den visiterende kommune og den pågældende borger, om borgeren skal flytte botilbud og forsøge at støtte borge-ren i det ophold, han befinder sig. Hvis det ikke lykkes, og borgeren fastholder sit ønske om et andet tilbud, kan man som sidste udvej kontakte den anden kommune. Det er altså sædvanligt med en såkaldt mellemkommunal underret-ning om forløbet og flytningen af borgeren sådan, at man ikke ”taber” borge-ren.
I de ca. to uger, som Person 1 var i Esbjerg Kommune, blev Esb-jerg Kommune ikke kontaktet af Vejen Kommune. Det skete først, da han var flyttet tilbage til Institution, som kontaktede Esbjerg Kommune herom. Den sociale afdeling i Esbjerg Kommune var altså ikke klar over, at Person 1 befandt sig i Esbjerg Kommune.
Det var Person 3 fra Institution, der fortalte om tilbageflytningen til Institution, fordi Person 1 havde bedt om at blive hentet. Hvad hun ved af, havde Person 3 oplyst Esbjerg Kommune, at Institution havde forsøgt at kontakte Vejen Kommune om tilbageflytningen, men da Vejen Kommune havde ”meldt hus forbi” , tog Institution i stedet fat i Esbjerg Kommune.
Mens uenigheden om hvilken kommune, der skulle handle og havde forpligtel-sen i forhold til Person 1, var det således Esbjerg Kommune, der agerede i stedet for Vejen Kommune.
Da Person 1 vendte tilbage til Institution, genvisiterede de ham ikke til Institution. Anbringelsen på stedet i efteråret 2017 skete således på det samme visitationsgrundlag, hvilket heller ikke gav anledning til bemærkninger fra Institution. Der har heller ikke været et behov for at visitere ham på ny.
11
Efter Person 1 i januar 2018 fik en dom med mulighed for an-bringelse, flyttede han i starten af 2019 væk fra Institution og ind hos en kære-ste og dennes familie. Esbjerg Kommune forsøgte forud herfor at fastholde ham på Institution med bl.a. samværstilbud, når han overnattede et andet sted. De forsøgte at motivere ham til at blive i tilbuddet. Nogle gange lykkedes de med det, og andre gange lykkedes de ikke med det. Det er ikke usædvanligt i lyset af de udfordringer, som den pågældende borger havde. Fra den 1. april 2019 blev han helt udskrevet af tilbuddet, men forud herfor havde de hele tiden arbejdet med at fastholde ham.
Det er korrekt, at Esbjerg Kommune ifølge den dom, han fik, havde mulighed for at tvangsanbringe Person 1 på institutionen. Men dommen angik kriminalitet, og det var derfor alene en bekymring om, hvorvidt han ville begå kriminalitet, der kunne begrunde en anbringelse. Det beroede i øvrigt på en faglig vurdering mellem den tilsynsførende og personalet på institutionen om, hvorvidt der var grundlag for at tvangsanbringe ham, og det vurderede man ikke, at der var behov for.
Hun har fået oplyst, at Person 1 den 26. juni 2017 mødte op på borgerservice i Esbjerg og søgte om forsørgelse i jobcenteret, ligesom han an-meldte tilflytning til kommunen i Folkeregisteret. Kommunen traf i den forbin-delse to rutineprægede afgørelser herom i løbet af sommerferien og har derfor ikke reageret yderligere på hans ophold i kommunen. Han oplyste ikke noget om hans særlige behov, men det ville man jo have opdaget, når man skulle visi-tere ham på jobcenteret. Men de opdagede det ikke på selve ansøgningstids-punktet.
Vidne 1 har forklaret, at han er jobvejleder i Vejen Kom-
mune. I 2017 var han myndighedsrådgiver, dvs. socialrådgiver i Handicap og Psykiatri i Vejen Kommune. Han var socialrådgiver for Person 1. Han fik første gang kendskab til Person 1 i 2016 efter sommerfe-rien. Tilbuddet i Institution var et tilbud efter servicelovens § 107, uanset at der står SEL § 108 i betalingsaftalen. Der er en ret stor økonomisk forskel på et § 107 og et § 108-tilbud. Det er svært at udskrive folk fra et § 108-tilbud, især med hensyn til unge mennesker. Et § 107-tilbud var mere fleksibelt. Han kan be-kræfte, at Person 1 var en borger, der havde behov for støtte. Han er klar over, at man på opholdsstedet Institution kan købe sig til forskel-lige ydelser, som har forskellige takster. I starten var der en afgrænset indslus-ningsperiode for Person 1 svarende til et § 108-tilbud, men det overgik til et § 107-tilbud. Han kan ikke svare på, hvorfor der i betalingsaftalen er anført SEL § 108, herunder om det skyldes, at man ikke opdagede det eller ikke rettede det til § 107.
12
Foreholdt mail af 16. juni 2017 fra Person 2 fra Institution til vidnet, ekstrak-ten side 115, har han forklaret, at han ikke forud herfor havde fået noget at vide om Person 1's flytning fra Institution, og at Person 1 heller ikke forud herfor havde kontaktet ham herom. Vidnet havde kontakt med personalet på Institution, formentlig en gang ved Person 1's opstart på stedet, hvor han hørte om, hvordan det gik. Han besøgte også Person 1 på stedet, men han talte mest med støttepersona-let, der bedst kunne oplyse og beskrive, hvordan det gik. Om det afskedsbrev, som Person 2 nævner i mailen, tænker han, at det lyder som noget definitivt og målrettet. Vidnet har ikke selv set afskedsbrevet.
Han talte med Person 2 nogle dage efter. Person 2 sagde til ham, at de ville gøre alt for at få Person 1 tilbage. Han hørte ikke noget fra Institution om, hvordan det gik. Han modtog en mail fra Person 2 nogle dage senere med oplysninger om Person 1, som svarer til det, han hørte om fra Institution, nemlig at det gik godt, og at der ikke var nogen konflikter med Person 1. Han havde ikke anmodet om at få yderligere oplysninger om Person 1.
Den 26. juni 2017 sendte han en mail til Person 2, hvor han opsagde kontakten mellem Vejen Kommune og Institution. Baggrunden var, at Person 1 kostede en pris pr. måned, og alle kommuner var presset på økono-mien. Da Person 1 ikke var på stedet, gav det ikke nogen mening at betale for en tom plads. Det var heller ikke hans opfattelse, at Person 1 var interesseret i det. Opsigelsen er sendt 10 dage efter flytningen og hænger sammen med, at man nærmede sig den 1. i måneden, hvorved man så kunne overholde formalia. Forud for opsigelsen havde han en telefonisk sam-tale med Institution om at opsige aftalen, så det trods alt ikke virkede så for-melt med en skriftlig opsigelse. Personalet på Institution sagde ikke noget til det, og de havde altså fuld forståelse for det. Han husker ikke, hvem han talte med. Da han traf afgørelse om opsigelse af kontrakten, troede han, at Person 1 fortsat var en Vejen Kommune-borger.
Baggrunden for at han skrev, at hvis Person 1 kom tilbage til Institution inden den 31. juli, så ville de gerne genoptage kontakten, var, at Institution sagde, at de kæmpede for at få Person 1 tilbage, og fordi Person 1 var glad for tilbuddet, samt fordi Person 1 var en Vejen Kommune-borger.
Såvel vidnet som Institution mente, at det ville være godt for Person 1, at han kom tilbage på Institution. Det var dog ikke vidnets håb, at Person 1 flyttede tilbage, da han sendte opsigelsen til Institution.
13
Person 1 havde taget nogle få personlige ejendele med, da han flyttede. Vidnet ved ikke, om møblerne på Institution tilhørte Person 1 eller Institution. De havde vist sammen været ude at købe møbler til Person 1, idet hans værelse var tomt, da han flyttede ind. De købte derfor en seng og et bord. Værelset var spartansk indrettet med en seng, et bord, en stol og en pc. Vidnet undrede sig ikke over, at Person 1 ikke tog andre ting med, da han flyttede, idet han ikke havde nogen relation til tingene. Person 1 tog de ting med, som betød noget for ham, dvs. hans pung, nøgler og mobiltelefon.
Den 6. juli 2017 sendte han en afgørelse til Person 1 om ophør af bevilling til opholdet på Institution. Det gjorde han dels fordi, det er et rets-krav for borgeren, og dels som en indirekte motivation for Person 1 til at komme tilbage.
I samme periode arbejdede vidnet også med borgere på forsorgshjem og fore-tog i den forbindelse folkeregistrering, og her opdagede han, at Person 1 havde skiftet adresse. Det var således også baggrunden for, at han traf afgørelse om ophør af bevillingen. Han er i tvivl om, han selv har kontaktet Person 1 telefonisk, som anført i afgørelsen, men Institution havde været kontakt med Person 1. Der blev ikke klaget over af-gørelsen.
Det er muligt, at det ikke var den rigtige rækkefølge først at opsige kontrakten overfor Institution og derefter træffe afgørelse om ophør af bevilling over for Person 1. Han husker ikke hvorfor, han gjorde det i den række-følge.
Afgørelsen om ophør af bevillingen til Institution er sendt til Person 1 på hans adresse på Institution, da det er den adresse, som deres sy-stem var sat op til. Afgørelsen er sendt digitalt med sikker post, som man skulle. Person 1 ønskede ikke at deltage i forbindelse med, at der skulle foretages partshøring forud for, afgørelsen blev truffet.
Da Person 1 senere kom tilbage til Institution, blev han kontak-tet af Institution, der oplyste ham, at Person 1 var kommet til-bage. Vidnet kontaktede ikke selv Person 1. Vidnet sagde, at det kunne Vejen Kommune ikke være en del af, da Person 1 var en Esbjerg Kommune-borger, fordi han på det tidspunkt havde adresse til Esbjerg Kommune. Derfor måtte Institution rette henvendelse til Esbjerg Kommune.
Vidnet betragtede ikke Person 1's tilbageflytning som en klage over afgørelsen om ophør af bevillingen. Person 1 var på det tidspunkt en Esbjerg Kommune-borger.
14
Efter vidnets opfattelse fik Person 1 ny opholdskommune i Esb-jerg Kommune, da han registrerede ny adresse i Esbjerg. Det afgørende er altså borgerens folkeregisteradresse. Så længe man ikke er umyndiggjort, er det bor-geren selv, der skal registrere sin folkeregisteradresse, alternativt overgive sit Nem-ID til andre, da det sker digitalt. Han husker ikke, hvornår han tjekkede og opdagede Person 1's nye adresse.
Han har ikke været involveret i det, der er oplyst i mailen af 12. juli 2017 fra Person 4 fra Institution til Person 3 fra Esbjerg Kommune. Han har ikke set nogen aftale om, at kontakten vedrørende Person 1 skulle forlænges indtil videre, sådan at Person 1 kunne blive boende på Institution efter, han var flyttet tilbage.
Vidnet mindes ikke at have sendt en mellemkommunal underretning til Esbjerg Kommune, og det mener han heller ikke at have gjort.
Vidne 3 har forklaret, at han er direktør for social og arbejdsmarke-
det i Nordfyns Kommune, hvor han har været ansat siden maj 2019.
Det har ingen betydning for Nordfyns Kommune, at botilbuddet i Institution ligger i deres kommune. Det er et center med specialtilbud, som alle kommuner kan benytte sig af. Det er en tilfældighed, at det ligger i Nordfyns Kommune, som ikke har nogen tilsynsforpligtelse overfor institutionen. Det har kun betyd-ning for Nordfyns Kommune, når tilbuddets beboere flytter ind på stedet og re-gistrerer deres adresse på Institution og dermed i kommunen. Beboerne kan desuden søge andre ydelser hos Nordfyns Kommune, når de opholder sig på Institution. De har således udbetalt uddannelsesstøtte i denne sag fra 2017 til 2019. I starten fik de først refusion fra Vejen Kommune og dernæst fra Esbjerg Kommune, og det har der ikke været nogen tvist om. Både Vejen og Esbjerg Kommune har således betalt det, som Nordfyns Kommune har anmodet om.
En borger kan ikke visitere sig selv til et tilbud på Institution, da det skal ske via en kommune. De har ikke haft noget med visitationen at gøre og har derfor ikke nogen bevilling på den pågældende borger i denne sag.
Man hører normalt ikke om tvister af den karakter, som denne sag omhandler, da det det ofte kører helt automatisk. Det er en opgave mellem Institution og den kommune, der har bevilliget borgeren, hvilket kan være en stor og omfat-tende dialog, men det er ikke noget, som Nordfyns Kommune er involveret i. Nordfyns Kommune har således slet ikke været involveret i den konkrete sag.
Parternes synspunkter
Esbjerg Kommune har i sit påstandsdokument anført:
15
”
De sambehandlede sager vedrører spørgsmålet om betaling for tiltag over for en borger i en situation, hvor en borger med sociale problemer, der på grund af disse er anbragt efter serviceloven, tager kortva-rigt/midlertidigt ophold væk fra anbringelsesstedet for derefter at vende tilbage til samme.
Sagens forløb har betydning for begge sager og gengives i det følgende ganske kort:
Borgeren Person 1 (herefter ”Borgeren) havde efter aftale mellem Vejen Kommune og Region Syddanmark ophold på Institution, et specialcenter for unge og voksne i By i Nordfyns Kom-mune (Bilag 1 og 2). Om Borgerens forhold henvises til psykologisk un-dersøgelse af 13. november 2017; retspsykiatrisk erklæring af 22. november 2018 samt Region Syddanmarks udtalelse af 26. marts 2019 (Bilag 3, 4 og 21).
Esbjerg Kommune har under skriftvekslingen opfordret Vejen Kom-mune til at redegøre for og dokumentere borgerens rømningshistorik på baggrund af det i udtalelsen af 26. marts 2019 beskrevne. Denne op-fordring er ikke besvaret, og det må på denne baggrund lægges til grund, at hændelsen i juni 2017 var en del af et generelt handlemønster for den pågældende borger.
Den 16. juni 2017 forlod borgeren pludseligt og uden forudgående var-sel opholdsstedet for at ”bo hos en kæreste” , der havde bopæl i Esbjerg Kommune. Adresseskiftet blev registreret i folkeregisteret med virk-ning fra 10 dage senere, den 26. juni 2017
Borgeren medtog ikke i forbindelse med den pludselige rømning sine ejendele (Bilag 9), og Vejen Kommune besluttede da også på tidspunk-tet i dialog med Region Syddanmark at opretholde kontrakten – i hvert fald for en tid (Bilag 7).
Få uger senere – omkring den 10. juli 2017 – vendte Borgeren tilbage til opholdsstedet (bilag 10), der først rettede henvendelse til Vejen Kom-mune som Borgerens kendte opholdskommune men, da Vejen Kom-mune nægtede at agere i sagen, rettedes efterfølgende henvendelse til Esbjerg Kommune.
På baggrund af det beskrevne forløb opstod der mellem Esbjerg og Vejen Kommune uenighed om, hvorvidt Esbjerg Kommune ved borge-rens kortvarige ophold i kommunen var blevet handle- og betalings-
16
kommune for Borgeren. Der henvises til skriftvekslingen, herunder for Ankestyrelsen, fremlagt som Bilag 11 til 16.
De i perioden afholdte udgifter, der danner grundlag for påstanden, er opgjort i bilag 17. Opgørelsen er ikke bestridt.
Udgifterne er foreløbigt afholdt af Esbjerg Kommune efter aftale mellem de to kommuner om håndteringen af borgerens sag, mens uenigheden bestod – men det gøres altså under denne sag gældende, at udgifterne rettelig påhvilede Vejen Kommune, og at Esbjerg Kommune derfor har krav på betaling af de afholdte udgifter.
***
Efter sin smuttur til Esbjerg Kommune vendte borgeren som beskrevet tilbage til Institution (beliggende i Nordfyns Kommune), uden Esb-jerg Kommune i denne forbindelse med virkede.
Borgeren genoptog her sit ophold og afgav i den forbindelse selv til-sagn om valg af bolig (Bilag 10) uden kommunal medvirken af nogen art.
Der blev ikke i forbindelse med genoptagelsen foretaget (fornyet) visita-tion, idet Borgeren netop vendte tilbage inden opsigelsen af opholdsste-det blev effektueret, og det er på bag grund af de skriftlige akter Esbjerg Kommunes opfattelse, at opholdet skete ved genoptagelse af den oprin-delige kontrakt mellem Vejen Kommune og Region Syddanmark.
***
Det gøres over for Vejen kommune sammenfattende gældende, at Bor-gerens tilknytning til Vejen Kommune ikke er ophørt ved dennes kortvarige og impulsive ophold i Esbjerg Kommune.
En rømning som den beskrevne kan ikke, og navnlig ikke i lyset af bor-gerens dokumenterede impulsive adfærdsmønster, ses som et udtryk for et ønske om varigt at vælge ny opholdskommune.
Vejen Kommunes afgørelse om ophør af bevillingen til ophold i botil-bud var på det tids punkt, hvor borgeren flyttede tilbage, ikke effektue-ret, og tilbageflytningen skete kort ef ter, han må formodes at have modtaget afgørelsen og således inden for klagefristen.
Flytningen fremstår uden egentlig realitet eller dog som det mindste som udslag af netop det impulsive handlemønster, der begrunder Vejen
17
Kommunes oprindelige visitation af borgeren. Den fortrydes da også efter ganske kort tid, hvor borgeren flytter tilbage til sit opholdssted, og på den baggrund kan opholdet på den regionale institution ikke anta-ges reelt at have været ophørt.
Der er således ikke grundlag for at antage, at borgeren varigt har opgi-vet sin tilknytning til institutionen og taget varigt ophold i Esbjerg Kommune.
Det forhold, at borgeren – efter det oplyste på opfordring fra kærestens forældre, hvor han midlertidigt boede – har fundet det mest korrekt at foretage tilmelding til folkeregisteret, kan i en sådan situation ikke til-lægges selvstændig betydning. Det bemærkes i denne sammenhæng, at den ”kæreste” , borgeren tog ophold ved, på tidspunktet var under 18 år og hjemmeboende.
Socialretligt er der heller ikke, som antaget af Ankestyrelsen, tale om et "brudt forløb".
Efter de foreliggende oplysninger om borgerens psykiske tilstand og udadreagerende ad færd er der i det mindste ikke grundlag for at an-tage, at støttebehovet skulle være ændret pludseligt i forbindelse med hans flytning til eller fra Esbjerg Kommune.
Hertil kommer, at borgerens tilstand var af sådan en karakter, at Vejen Kommune burde have grebet ind, efter det blev afklaret, at borgeren havde rømmet institutionen, hvorfor Vejen Kommune også efter passi-vitetsreglen i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 6, kan på- lægges refusions-pligt.
Det bestrides, at det kan tillægges selvstændig betydning, at Esbjerg Kommune faktisk agerer i borgerens sag i tiden efter borgeren vender tilbage til Institution og Esbjerg Kommune herfra orienteres om borge-ren. Esbjerg Kommune var ikke før dette tidspunkt, og altså ikke under borgerens kortvarige ophold ved en familie i kommunen, bekendt med borgeren.
De foretagne handlinger – der ubestridt var socialfagligt relevante og nødvendige – er alene taget for at undgå, at borgeren skulle blive ”tabt” mens de to kommuner afklarede den indbyrdes uenighed. Dette er sket i henhold til en samtidig dialog om den praktiske håndtering og uden præjudice for spørgsmålet om den retlige betalingspligt.
***
18
Det gøres over for Nordfyns Kommune – for det tilfælde, at Esbjerg Kommune i det ind byrdes forhold mellem Esbjerg og Vejen Kommu-ner måtte findes betalingspligtig – gældende, at borgeren den 10. juli 2017 frivilligt og uden kommunal medvirken tog ophold i Nordfyns Kommune.
Borgeren fraflyttede således Esbjerg Kommune uden på noget tids-punkt at involvere kommunen i beslutningen (Esbjerg Kommune blev først orienteret herom efter flytningen), og uden Esbjerg Kommune i den forbindelse visiterede borgeren eller i øvrigt agerede som myndig-hed i sagen.
Hvis retten finder, at flytningen til Esbjerg Kommune var frivillig (uden kommunal medvirken og med den konsekvens, at det af Vejen Kom-mune etablerede forløb blev bragt til ophør) må retten også lægge til
grund, at den tilsvarende flytningfra Esbjerg Kommune var frivillig
med den konsekvens, at en eventuel handle- og betalingspligt for Esb-jerg Kommune ophørte denne dato.
Det gøres subsidiært gældende, at eneventuel kommunal medvirken i
forbindelse med borgerens fornyede ophold ved Institution alene kan være den af Vejen foretagne oprindelige visitation.
Hvis Nordfyns Kommune på baggrund heraf mener at have krav på re-fusion, må kravet rettes mod Vejen Kommune.
I en situation hvor retten har konkluderet, at borgerens oprindelige op-hold i Vejen Kommune var bragt til ophør ved flytningen til Esbjerg Kommune (en forudsætning for, at tvi sten mellem Esbjerg og Nordfyns Kommuner opstår), er det for forholdet mellem Esbjerg og Nordfyns Kommune uden betydning, hvilke handlinger Vejen Kommune måtte have foretaget tidligere i forløbet.
…”
Vejen Kommune har i sit påstandsdokument anført:
”…
Til støtte for den nedlagte påstand gør sagsøgte gældende at,
Esbjerg Kommune alene har ret til refusion fra Vejen Kommune, så-fremt Vejen Kommune eller anden offentlig myndighed medvirkede til borgerens flytning til Esbjerg Kommune med den virkning, at Esbjerg Kommune har ret til refusion i medfør af retssikkerhedslovens §9C, stk. 2.
19
Efter forarbejderne til refusionsbestemmelsen i §9C, stk.2 og Højesterets praksis frigøres den tidligere opholdskommune – i overensstemmelse med lovens hovedregel – for betalingsforpligtelsen, når den pågæld-ende borger selv vælger at tage ophold i anden Kommune. Det er belyst med sagens dokumenter, at borgeren selv ønskede at flytte til Esbjerg Kommune, og også flyttede uden at drøfte dette med nogen i Vejen Kommune. Vejen Kommune eller en institution i Vejen Kommune har dermed ikke påvirket borgerens beslutning om flytning, og Vejen Kom-mune har dermed heller ikke ydet vejledning, støttet økonomisk eller praktisk i forbindelse med flytningen
Det er Esbjerg Kommunes bevisbyrde, at Vejen Kommune eller en insti-tution i Vejen Kommune, har påvirket borgerens beslutning, og det er netop ikke godtgjort af Esbjerg Kommune, at Vejen Kommune eller en institution i Vejen Kommune, har påvirket borgerens beslutning.
Det er dokumenteret, at der er tale om en fysisk flytning og dokumente-ret, at borgeren har meldt flytning til Folkeregisteret, så flytningen har været en realitet. Det er dokumenteret, at kontrakten mellem Vejen Kommune og med det tidligere opholdssted er opsagt og at der er truf-fet afgørelse om, at foranstaltningen er ophørt overfor borgeren. Denne afgørelse er ikke påklaget af borgeren.
Disse forhold kan Retten lægge til grund ved sagens afgørelse.
Det er derfor efter Vejens Kommune åbenbart, at der er tale om en flyt-ning til Esbjerg Kommune uden at Vejen Kommune på nogen måde har påvirket beslutningen om flytning, jfr Højesterets afgørelse i U2018.16.
Der er endvidere tale om et brudt forløb, idet foranstaltningen på op-holdsstedet Institution rent faktisk er ophørt, - kontrakten med op-holdsstedet er opsagt og der er truffet afgørelse overfor borgeren om at bevillingen ophører. Der må være tale om, at Esbjerg Kommune efter-følgende har truffet en afgørelse om foranstaltningen overfor borgeren og har lavet kontrakt med opholdsstedet.
Sagen er tidligere på foranledning af Esbjerg Kommune afgjort af Anke-styrelsen, jfr bilag XX Ankestyrelsens lagde vægt på følgende, jfr bilag 16:
• Person 1 på eget initiativ flyttede fra botilbuddet
• at han flyttede ind hos en kæreste og blev registreret på en do-adresse hos
kærestens for- ældre i Esbjerg Kommune
20
• at der var tale om en brudt forløb
Ankestyrelsen vurderede på den baggrund :
Person 1 flyttede på eget initiativ uden medvirken fra kommu-nen eller anden offentlig myndighed sammen med en kæreste hos kærestens for-ældre, og han meldte adresseflytning til Esbjerg Kommune
Og videre:
Vi vurderer ikke, at Vejen Kommune har forholdt sig passivt i forbindelse med, at Person 1 forlod botilbuddet og flyttede ind hos en kæreste i Esbjerg Kommune
Ankestyrelsens konklusion er derfor :
Esbjerg Kommune er således opholdskommune og skal yde hjælp overfor Person 1.
Ankestyrelsen har stor faglig viden om disse sager og stor erfaring med vurdering af disse. Esbjerg kommune har derfor en tung bevisbyrde for, at Ankestyrelsens afgørelse ikke er korrekt.
…”
Nordfyns Kommune har i sit påstandsdokument anført:
”…
Visitering til længerevarende botilbud, jf. servicelovens § 108
Ophold i et længerevarende botilbud omfattet af servicelovens § 108 sker efter visitering fra borgerens opholdskommune ved en forvalt-ningsretlig afgørelse.
Kommunerne har myndighedsansvaret og ansvaret for finansieringen på socialområdet, og Kommunerne har derved ansvaret for, at der er det nødvendige antal tilbud til stede, enten i form af kommunens egne tilbud eller ved køb af pladser i private tilbud, regionale tilbud eller til-bud i andre kommuner.
Borgere visiteres til det tilbud, der ud fra individuel og konkret vurde-ring findes bedst egnet til at kunne imødekomme behovet for støtte, hjælp og udvikling til den enkelte. Borgeren sikres en kontinuitet i sit forløb ved at den visiterende kommune også er betalings- og handle-kommune i det videre forløb.
21
I den konkrete sag skete visitationen af Borgeren til Institution, jf. ser-vicelovens § 108, af Vejen Kommune.
Borgerens faktiske ophold i Nordfyns Kommune var således alene mu-liggjort som følge af, at Vejen Kommune havde visiteret Borgeren til Institution.
Dette gælder både Borgerens initiale indflytning på botilbuddet den 1. marts 2017, men det gælder også for Borgerens tilbagevenden til sin bo-lig på bostedet den 10. juli 2017 efter han midlertidigt havde opholdt sig en kort periode i Esbjerg Kommune.
Det havde ikke været muligt for Borgeren at vende tilbage til sin bolig på Institution, hvis ikke Borgeren havde ”en plads” på stedet, som Borgeren var visiteret til af Vejen Kommune, en plads som stod åben i den periode, hvor Borgeren midlertidigt forlod bostedet.
Mellemkommunal refusion - medvirken
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr, 1, at opholdskom-munen har ret til refusion, når den tidligere kommune eller anden of-fentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service.
Dette betyder i den konkrete sag, at Vejen Kommune blev refusions-pligtig overfor Nordfyns Kommune fra den 1. marts 2017, da Borgeren blev visiteret til Institution af Vejen Kommune.
Såfremt retten, mod forventning, måtte finde, at refusionspligten senere overgik til Esbjerg Kommune, ændrer det ikke ved, at Nordfyns Kom-mune fortsat var den refusionsberettigede kommune, jf. retssikkerheds-lovens § 9c, stk. 2, nr, 1.
Det følger pr. definition af reglerne om mellemkommunal refusion, at en institutionskommune som Nordfyns Kommune ikke kan blive beta-lings- eller refusions-kommune for ydelser efter serviceloven for en bor-ger, som har ophold i kommunen i et botilbud, hvortil borgeren er visi-teret af en anden kommune.
Refusionspligtens ophør
Det afgørende for refusionspligtens ophør i den konkrete sag er en for-tolkning af retssikkerhedslovens § 9c, stk. 10, 1. pkt., hvoraf det frem-
22
går, at retten til refusion efter stk. 2, består, så længe Borgeren har op-hold i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud.
Der ses ikke at foreligge retspraksis fra hverken landsretterne eller Hø-jesteret, der tager stilling til spørgsmålet om, hvad der skal til, før en borger anses for at have opgivet sit ophold i et længerevarende botil-bud efter servicelovens § 108, med den virkning, at borgerens tidligere opholdskommunes refusionspligt ophører i medfør af retssikkerhedslo-vens § 9c, stk. 10, 1. pkt.
Sagens principielle spørgsmål er således, om et midlertidigt ophold hos en kæreste af nogle ugers varighed indebærer refusionspligtens ophør, når Borgerens bolig på botilbuddet fortsat står til rådighed og fortsat in-deholder Borgerens ejendele, og når Borgerens omfattende støttebehov, der begrundende visiteringen, er uforandret, og Borgeren de facto ven-der tilbage til samme botilbud.
Hele systemet bag reglerne om mellem kommunal refusion og deres baggrund i Bistandslovens institutionsbeskyttelsesregel taler for, at sva-ret er nej – refusionspligten ophører ikke i denne situation.
Refusionspligtens ophør i relation til Borgeren, der var i et længereva-rende botilbud, jf. servicelovens § 108, må forudsætte en reel afbrydelse af det refusionsbærende forløb, dvs. en afbrydelse af opholdet på botil-buddet med den virkning, at Borgeren ikke ville have mulighed for at vende tilbage til botilbuddet uden en ny kommunal visitering.
Handle-, betalings- og refusionsforpligtelsen for Borgeren påhviler der-for, som udgangspunkt, Vejen Kommune, der qua visitering af Borge-ren til Institution ”medvirkede” til, at Borgeren fik ophold i botilbud-det, og som bad Institution at holde ”pladsen åben” , hvis Borgeren vendte tilbage inden den 31. juli 2017 – hvilket Borgeren gjorde.
Nordfyns Kommune er således enig med Esbjerg Kommune i, at Vejen er refusionspligtig handlekommune for Borgeren, og at Borgerens mid-lertidige ophold i Esbjerg Kommune ikke bragte Vejens Kommunes re-fusionspligt til ophør.
Nordfyns Kommune tiltræder Esbjerg Kommunes anbringender over-for Vejen i sagen BS 16728-2019-ESB.
Det gøres desuden gældende, at det afgørende for refusionspligten, og for dennes eventuelle ophør, i den konkrete sag er,
23
at Vejen Kommune som handlekommune medvirkede til, at Borgeren
fik ophold på Institution efter en visitering i henhold til servicelovens § 108, dvs. et længerevarende botilbud, som følge af Borgerens omfat-tende behov for støtte,
at dette støttebehov var uforandret i hele perioden,
at Borgeren fortsat havde sin bolig på Institution, da han midlertidigt tog ophold hos en kæreste i Esbjerg,
at kontrakten mellem Vejen Kommune og Institution ikke var ophørt, da Borgeren vendte tilbage til sin bolig på Institution, og
at der ikke i realiteten var tale om et brudt forløb.
Det bestrides, at Højesterets dom offentliggjort i U.2018.16 H har nogen betydning for bedømmelsen af nærværende sag. I den pågældende Hø-jesteretssag var borgeren en mentalt 100 % velfungerende mand, der var blevet lam efter en trafikulykke. Han købte for egne midler og uden offentlig medvirken en ejerbolig i en anden kommune, som han derefter ønskede at flytte ind i. Han havde som følge af sin lammelse brug for støtte i eget hjem.
Det var en grundlæggende forudsætning for Højesterets afgørelse, at borgeren i den pågældende sag dels erhvervede boligen for egne mid-ler, men også at borgeren efterfølgende flyttede ind i boligen sammen med sin familie, at borgeren opgav sin hidtidige bolig, og at borgeren faktisk blev boede i den nye bolig i Kommune.
Denne Højesteretsdom tåler ingen sammenligning med en situation som den foreliggende, hvor Borgeren er mentalt retarderet i lettere grad, er impulsstyret og ikke reelt er i stand til at tage vare på sig selv uden omfattede støtte, hvorfor han er visiteret til et længerevarende bo-tilbud efter servicelovens § 108, som han midlertidigt forlader, men se-nere vender tilbage til.
Hvis Borgeren opnåede ny opholdskommune i Esbjerg i relation til mel-
lemkommunal refusion
Hvis retten, mod forventning, måtte finde, at Vejen Kommunes refu-sionspligt ophørte som følge af Borgerens midlertidige ophold i Esb-jerg, gøres det gældende, at Esbjerg blev ny refusionskommune for Bor-geren, og at Esbjerg Kommune dermed blev refusionspligtig overfor Nordfyns Kommune, jr. retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2.
24
Det gøres gældende, at en borger ikke kan opnå ny opholdskommune i relation til mellemkommunal refusion ved at have ophold i en institu-tion omfattet af servicelovens § 108.
Dette ville stride mod de helt grundlæggende hensyn bag retssikker-hedslovens § 9c, stk. 2, og bestemmelsens baggrund i den tidligere regel i bistandslovens § 11.
Borgerens fortsatte ophold på Institution var kun muliggjort af offent-lig medvirken, initialt fra Vejen Kommune og efter 10. juli 2017 af Esb-jerg Kommunes, Vejens Kommunes og Regions Syddanmarks ageren i forhold til Borgeren, idet disse offentlige myndigheder medvirkede til, at Borgeren fortsat kunne opholde sit på Institution helt frem til 2019.
Der forelå således fortsat offentlig medvirken til Borgerens ophold på Institution, også efter 10. juli 2017.
Det følger herefter udtrykkeligt af retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, og hensynet bag denne bestemmelse, at Nordfyns Kommune under ingen omstændigheder, som borgerens faktiske opholdskommune, kunne blive refusionspligtig for Borgeren, idet Nordfyns Kommune, med hjemmel direkte i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, kan kræve sine ud-gifter dækket af Borgerens tidligere opholdskommune.
Så uanset om retten måtte følge Esbjerg Kommunes og Nordfyns Kom-munes synspunkt om, at Vejen Kommune fortsat var refusionspligtig for Borgeren, også efter den 10. juli 2017, eller retten følger Vejen Kom-munes synspunkt om, at Esbjerg Kommune blev ny opholdskommune for Borgeren i relation til mellemkommunal refusion i juli 2017, så skal Nordfyns Kommune frifindes for Esbjerg Kommunes påstande under nærværende sag, da Nordfyns Kommune under ingen omstændigheder er blevet refusionspligtig for Borgeren, der alene opholdt sig på Institution som følge af offentlig medvirken fra andre offentlige myndighe-der.
Forældelse og fradrag af statsrefusion
Den af Esbjerg Kommune nedlagte betalingspåstand vedrører et refu-sionskrav omfattet af retssikkerhedslovens § 9c.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9c, stk. 13, at refusionskrav vedr. ydelser efter lov om social service skal rejses senest 12 måneder efter at hjælpen er ydet.
25
Esbjerg Kommune tog ved e-mail af 14. marts 2019 til Nordfyns Kom-mune (Bilag 20) forbehold for at rette et krav mod Nordfyns Kommune på kr. 2.757.019,00, dvs. de krav der er genstand for stævningen i nær-værende sag.
Hvis Esbjerg Kommune, mod forventning, måtte få medhold i, at Nord-fyns Kommune skal betale et beløb til Esbjerg Kommune, så er den del af kravet, der vedrører hjælp ydet inden den 14. marts 2018 forældet, jf. retssikkerhedslovens § 9c, stk. 13. Desuden fremgår det ikke af Esbjerg Kommunes opgørelse, om der er fratrukket statsrefusion efter service-lovens § 176.
Det gøres gældende, at Nordfyns Kommune under alle omstændighe-der skal frifindes for Esbjerg Kommunes betalingspåstand for så vidt angår den del af kravet, der vedrører perioden inden 14. marts 2018 og for den del af kravet vedrørende perioden efter 14. marts 2018 i det om-fang, der kunne opnås statsrefusion.
…”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.
Rettens begrundelse og resultat
Der er enighed om, at Vejen Kommune oprindelig havde betalingsforpligtelsen over for Person 1, da han af Vejen Kommune blev visiteret til op-holdet på Institution, beliggende i Nordfyns Kommune. Vejen Kommune medvirkede således i form af bl.a., og i særdeleshed den indgåede betalingsaf-tale, til, at Person 1 fik ophold på Institution, hvorved Vejen Kommune påtog sig betalingsforpligtelsen, jf. lov om retssikkerhed og admini-stration på det sociale område § 9, stk. 1, jf. stk. 7.
Efter § 9, stk. 8, i samme lov består denne pligt, så længe personen har ophold i det pågældende botilbud, dog indtil den pågældende har erhvervet ny op-holdskommune.
Spørgsmålet er herefter, om Person 1 fik ny opholdskommune ved sin flytning til Esbjerg Kommune den 16. juni 2017.
Det fremgår af vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, at der ved afgørelse af hvilken kommune, der er opholdskommune, kan lægges vægt på flere momenter, herunder bopælsregistrering i CPR-regi-
26
streret, der er et vigtigt moment, men at de faktiske forhold vejere tungere, her-under borgerens egne oplysninger, og hvor borgeren senest har været i kontakt med de offentlige myndigheder for at få hjælp eller udbetalt ydelser. Herefter og efter Ankestyrelsens praksis herom skal der således lægges vægt på, hvor borgeren rent faktisk har opholdt sig og hans formål og ønske med opholdet.
Retten lægger som ubestridt til grund, at Person 1 egenhændigt fraflyttede botilbuddet på Institution og tog ophold i Esbjerg Kommune hos en kæreste og dennes familie, hvor han boede, indtil han 25 dage senere den 10. juli 2017 efter eget ønske vendte tilbage til Institution. Her forblev han frem til, han endeligt forlod Institution den 1. april 2019. Det kan videre lægges til grund som et faktum, at Person 1's adresse blev ændret i CPR-re-gistreret fra Institution til en adresse i Esbjerg Kommune den 26. juni 2017 og igen blev ændret tilbage til Institution den 10. juli 2017.
Efter bevisførelsen lægger retten videre til grund, at Person 1 ved sin fraflytning fra Institution efterlod møbler og andre større effekter, men tog få personlige ejendele med sig i form af bl.a. en telefon, og at han under sit ophold i Esbjerg Kommune ansøgte om offentlig forsørgelse hos kommunen.
På den ene side indikerer disse faktiske oplysninger, at Person 1 ved sin fraflytning tog ophold i Esbjerg Kommune, og på den anden side peger oplysningerne på, at han alene opholdt sig midlertidigt i Esbjerg Kommune. Der foreligger ikke tilstrækkelige sikre oplysninger om Person 1's egne bevæggrunde for fraflytningen og opholdet i Esbjerg Kommune, bortset fra oplysningerne om et afskedsbrev til personalet på Institution. Da Person 1 imidlertid 25 dage senere vendte tilbage til Institution, hvor han forblev, tillægger retten ikke afskedsbrevet væsentlig betydning.
Retten lægger herefter og efter den øvrige bevisførelse til grund, at Person 1's ophold i Esbjerg Kommune alene havde karakter af et midlerti-digt ophold, og at hans plads og faste bolig på Institution fortsat stod åben og var bevaret med henblik på hans tilbagevenden. Vejen Kommune havde såle-des tilkendegivet og accepteret, at Person 1 kunne genoptage sin plads på Institution, hvis han kom tilbage inden den 31. juli 2017, hvilket han gjorde, og som både Vejen Kommune og Institution efter Vidne 1's forklaring mente var til gavn Person 1.
Efter disse omstændigheder sammenholdt med varigheden af opholdet i Esb-jerg Kommune, og da anbringelsesgrundlaget for Person 1 fort-sat var uændret, idet der ikke blev foretaget ny visitering eller bevilling af Person 1, hvis kontrakt for opholdet således blev genoptaget, kan hans midlertidige ophold i Esbjerg Kommune ikke føre til, at betalingsforplig-telsen anses for overgået til Esbjerg Kommune.
27
Det forhold, at Esbjerg Kommune fungerede som handlekommune over for Person 1 og havde kontakt med personalet på Institution om det videre forløb efter tilbageflytningen til Institution, kan ikke føre til et andet re-sultat. Dels fordi Vejen Kommune efter Vidne 1's forklaring afviste at påtage sig ansvaret og betalingsforpligtelsen for Person 1 ved Institutions henvendelse i forbindelse med Person 1's tilbageflytning, og dels fordi Esbjerg Kommune i en sådan situa-tion var forpligtet til at agere som fungerende opholdskommune efter retssik-kerhedslovens § 9, stk. 13.
På denne baggrund var Vejen Kommune således fortsat forpligtet til at afholde udgifter til Person 1's ophold på Institution, jf. lov om retssik-kerhed og administration på det sociale område § 9, stk. 1, jf. stk. 7, nr. 1.
Herefter, og da opgørelsen af den nedlagte betalingspåstand over for Vejen Kommune ikke er bestridt, tager retten Esbjerg Kommunes påstand til følge.
Som følge heraf frifindes Nordfyns Kommune overfor de af Esbjerg Kommune nedlagte påstande.
Vejen Kommune skal herefter betale sagsomkostninger til Esbjerg Kommune som den vindende part i hovedsagen BS 16728/2019. Sagsomkostningerne er ef-ter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 240.000 kr. inklusive moms og retsafgift med 4.000 kr., i alt 244.000kr.
I adcitationssagen BS 19801/2020 skal Esbjerg Kommuene betale sagsomkostninger til Nordfyns Kommune som den vindende part.
Sagsomkostningerne fastsættes på samme måde efter sagens værdi og forløb, herunder dog under hensyn, at der mellem disse parter er udvekslet færre processkrifter end i hovedsagen, til dækning af advokatudgifter med 200.000 kr. inklusive moms.
THI KENDES FOR RET:
Vejen Kommune skal betale 2.757.019 kr. med tillæg af procesrente fra den 9. april 2019.
Vejen Kommune skal til Esbjerg Kommune betale sagsomkostninger med 244.000 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
28
Nordfyns Kommune frifindes.
Esbjerg Kommune skal til Nordfyns Kommune betale sagsomkostninger med 200.000 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
2
Publiceret til portalen d. 14-09-2022 kl. 13:00
Modtagere: Sagsøgte Vejen Kommune, Sagsøger Esbjerg Kommune, Advokat (H) Birgitte Pedersen, Advokat (L) Kristian Torp Jensen