Delafgørelse om, hvorvidt Sø- og Handelsrettens dom i hovedsagen BS-35839/2018-SHR har negativ retskraft for så vidt angår Molslinjen A/S' påstand 2, for så vidt angår misbrug af Rønne Havn A/S´ dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde

SØ-OG HANDELSRETTEN

DELDOM

afsagt den 24. juni 2024

Sag BS-35041/2021-SHR

Molslinjen A/S (”Molslinjen”)

(advokat Erik Kjær-Hansen)

mod

Rønne Havn A/S (”Rønne Havn”)

(advokat Mette Ravn Steenstrup)

Denne afgørelse er truffet af vicepræsident Jette-Marie Sonne, vicepræsident Ha-rald Micklander og retsassessor Ina Darby Iwersen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Dette er en delafgørelse, der drejer sig om, hvorvidt Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 i BS-35839/2018-SHR har negativ retskraft for så vidt angår Mols-linjens påstand 2 angående de konkurrenceretlige forhold.

Rønne Havn har fremsat påstand om, at Molslinjens påstand 2 i hovedsagen af-vises for så vidt angår misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Molslinjen harfremsat påstand om, at Rønne Havns afvisningspåstand ikke

tages til følge.

Oplysningerne i sagen til brug for rettens delafgørelse

Molslinjen er et dansk aktieselskab, der varetager besejlingen af Bornholm.

Rønne Havner dansk aktieselskab, der står for drift af havnen i Rønne. Born-

holmsRegionskommune er hovedaktionær med over 90 procent af aktierne i

Rønne Havn.

Hovedsagen drejer sig om berettigelsen af størrelsen af de skibsafgifter for anløb og anvendelse af havnen i Rønne, som Rønne Havn har opkrævet af Molslinjen, siden Molslinjen overtog besejlingen af Bornholm den 1. september 2018.

Molslinjen har i hovedsagen som påstand 1 fremsat en betalingspåstand over for

RønneHavn. Rønne Havn har overfor denne påstået principalt afvisning,

subsidiært frifindelse.

Molslinjen har desuden fremsat følgende påstand 2:

Rønne Havn A/S skal anerkende, at selskabets skibsafgifter opkræ-vet fra Molslinjen A/S siden 1. september 2018 er urimeligt høje og/ eller udtryk for urimelige forretningsbetingelser og udgør misbrug af Rønne Havn A/S' dominerende stilling i strid med konkurrence-lovens§ 11 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, og/eller at de opkrævede skibsafgifter er i strid med aftalelovens § 36, og at Rønne Havn A/S derfor ikke er berettiget til at opkræve sådanne høje skibsafgifter fra Molslinen A/S.

Omdrejningspunktet for delafgørelsen er Sø-og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 i BS-35839/2018-SHR. Denne sag var anlagt af Rønne Havn mod Danske Færger A/S.

Det fremgår af Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 (BS-35839/2018-SHR):

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der blev anlagt den 7. juni 2018, vedrører det aftaleretlige grund-lag for opkrævning af havneafgifter, herunder om Rønne Havn har mis-brugt sin dominerende stilling ved opkrævning af afgifterne.

Rønne Havn A/S har nedlagt påstand om, at Danske Færger A/S tilpligtes

at betale kr. 34.043.608,90 med tillæg af renter, diskontoen + 5 % pr. må-ned af nedenstående beløb [for perioden 8. februar 2018 – 8. september 2018]

…

Danske Færger A/S har nedlagt følgende påstande:

Påstand 1: Frifindelse.

Påstand 2: Rønne Havn A/S skal anerkende, at selskabets forhøjelser af havneafgifter over for Danske Færger A/S med virkning for perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018 indebærer misbrug af Rønne Havn A/S’

dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

…

Rettens begrundelse og resultat

DanskeFærger varetog den samfundsbegrundede færgebetjening af

Bornholm i perioden fra den 1. september 2011 og frem til den 31. august 2017 i henhold til Hovedkontrakten.

Molslinjen overtog den 1. september 2018 den samfundsbegrundede fær-gebetjening af Bornholm i henhold til en 10-årig kontrakt.

Sagens tvist vedrører hovedsagelig den mellemliggende periode fra den 31. august 2017 til den 31. august 2018.

Som en del af Hovedkontrakten fik Danske Færger tiltransporteret en af-tale indgået mellem Transportministeriet og Rønne Havn om fortrinsret til brugen af færgeleje 1 i Rønne Havn. I aftalen var det forudsat, at der blev indgået en nærmere aftale mellem Danske Færger og Rønne Havn om vilkår for benyttelsen af Rønne Havn.

Rønne Havns forretningsbetingelser fastsatte vilkårene for Danske Fær-gers benyttelse af Rønne Havn. Det fremgik af den for 2015 gældende udgave af forretningsbetingelserne, at Rønne Havn opkrævede skibsaf-gifter for anløb og anvendelse af havnen. Skibsafgifterne kunne enten be-tales som en månedlig afgift (månedsafgift) eller pr. anløb (dvs. listepri-ser for skibe, der ikke betalte månedsafgift).

I perioden fra 2011-2017 blev Rønne Havns takster pristalsreguleret efter en forudgående fastfrysningsperiode på 10 år.

Retten lægger til grund, at Transportministeriet i begyndelsen af 2015 henvendte sig til Danske Færger med henblik på at afklare, om Danske

Færgerønskede at forlænge kontrakten vedrørende den samfundsbe-

grundedefærgebetjening af Bornholm med et år fra den 1. september

2017 til den 31. august 2018.

På baggrund heraf sendte Danske Færger den 6. februar 2015 et brev til Rønne Havn, Køge Havn og Ystad Havn for at få bekræftet, at besejlin-gen af havnene kunne fortsætte uændret på de eksisterende aftalevilkår frem til den 31. august 2018. Danske Færger anmodede i den forbindelse

RønneHavn om at angive, om der var ekstraordinære forhold, som

Rønne Havn ønskede at tage forbehold for.

Efter ordlyden af brevet, herunder Danske Færgers udtrykkelige anmod-

ningom at få oplysninger om eventuelt ekstraordinære forhold, som

Rønne Havn ønskede at tage forbehold for, og bl.a. Person 1's forklaring herom, lægger retten til grund, at formålet med Danske Fær-gers henvendelse af 6. februar 2015 i det væsentligste var at klarlægge, om Danske Færger kunne fortsætte på de eksisterende prisvilkår, da Danske Færger alternativt skulle meddele Transportministeriet, at kon-traktvederlaget skulle reguleres i op- eller nedadgående retning.

Det kan således ikke lægges til grund, at brevet alene angik besejlings-mulighederne i forlængelsesperioden, således som det fremgår af Person 2 og Person 3's forklaringer.

Retten finder på baggrund af sagens oplysninger, at Rønne Havn i hvert fald burde have været bekendt med Danske Færgers ovennævnte hoved-formål med henvendelsen.

Ved brev af 9. februar 2015 anførte Rønne Havn som svar på henvendel-sen fra Danske Færger, at Rønne Havn kunne imødekomme anmodnin-gen fra Danske Færger og dermed tilbyde en forlængelse af de gældende aftalevilkår fra den 1. september 2017 til den 31. august 2018 som et led i en eventuel aftaleforlængelse mellem Transportministeriet og Danske Færger A/S. Rønne Havn tog ikke i den forbindelse forbehold for even-tuelle ekstraordinære forhold.

Retten finder, at Danske Færger på baggrund af svaret fra Rønne Havn måtte gå ud fra, at besejlingen af Bornholm kunne fortsætte i henhold til de gældende aftalevilkår, herunder den gældende prisstruktur.

Efter rettens vurdering påhvilede det således efter karakteren af parter-nes samarbejdsforhold Rønne Havn ved sit svar loyalt at afklare eventu-elle uklarheder om fremtidige prisvilkår. Rønne Havn burde derfor ved brevet af 9. februar 2015 eksplicit have fremhævet, hvis prisvilkårene i forlængelsesperioden ville kunne ændre sig så markant, således som det senere skete, idet de pålagte betydelige prisstigninger efter rettens opfat-telse må karakteriseres som et ekstraordinært forhold i forhold til de da-gældende aftalevilkår.

De eksisterende aftalevilkår på tidspunktet for Danske Færgers henven-

delsetil Rønne Havn var Hovedkontrakten med tilhørende bilag og

Rønne Havns forretningsbetingelser for 2015.

Mellem parterne er der enighed om, at Hovedkontrakten fastsatte Dan-ske Færgers kontraktvederlag for udførelsen af den samfundsbegrun-dede færgebetjening af Bornholm, og at Danske Færgers priser - herun-der billetpriser - var fastlåst for at sikre, at de ikke oversteg et vist niveau. Danske Færger havde således ikke mulighed for at vælte øgede omkost-ninger ved færgebetjeningen af Bornholm over på kunderne.

Retten lægger til grund, at Danske Færger i april 2015 bl.a. på baggrund af Rønne Havns ovennævnte svar underskrev et tillæg til Hovedkontrak-ten, hvorefter Danske Færger på uændrede vilkår varetog færgedriften frem til den 31. august 2018.

I januar 2016 varslede Rønne Havn en ændring af takststrukturen med virkning fra den 1. januar 2018, herunder en indførelse af en minimums-afgift pr. anløb i Rønne Havn på 0,65 kr. pr. BT. Ændringen ville gælde for skibe, der i henhold til Rønne Havns rabatordning betalte en fast må-nedlig skibsafgift for benyttelsen af Rønne Havn. Varslingen om en æn-dret takststruktur blev senere gentaget.

Danske Færger udbad sig ved brev af 20. juni 2017 en konkretisering af den ændrede takststruktur og de deraf følgende prisstigninger. I forlæn-gelse heraf fremhævede Danske Færger over for Rønne Havn, at den æn-drede takststruktur medførte, at omkostningerne forbundet med vareta-

gelsenaf den samfundsbegrundede færgebetjening for bl.a. ”Leonora

Christina” steg fra ca. 2,2 mio. kr. i 2017 til 8,9 mio. kr. i 2018.

Retten finder, at Rønne Havn på baggrund af parternes samlede aftale-grundlag ikke kunne lave de ændringer af takststrukturen over for Dan-ske Færger, som 122 Rønne Havn gennemførte i 2018, for så vidt angår indførelsen af en ny afgift i form af en skibsafgift kombineret med en minimumspris med de ekstraordinære og markante prisstigninger, som

dettekonkret førte til. Prisstigningerne var således direkte i strid med

Rønne Havns angivelse ved brev af 9. februar 2015 til Danske Færger om at kunne fortsætte besejlingen af Bornholm på uændrede vilkår.

I den forbindelse bemærker retten supplerende, at varslingen om en æn-dret takststruktur tidligst fremkom i januar 2016, hvilket således var ef-ter, at Danske Færger havde underskrevet aftaletillægget med Transport-

ministerieti april 2015. Oplysningerne fremkom derfor ikke på et tids-

punkt, hvor Danske Færger kunne indrette sig herefter, da Danske Fær-ger var bundet af den uopsigelige aftale med Transportministeriet, der ikke hjemlede mulighed for at regulere på omkostningssiden.

Den i Rønne Havns forretningsbetingelser indeholdte reguleringsret kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering.

Retten finder på baggrund af sagens oplysninger, at Danske Færger ikke ved passivitet har fortabt retten til at gøre indsigelse mod prisstignin-gerne.

DanskeFærger frifindes herefter for den af Rønne Havn nedlagte på-

stand.

For så vidt angår den af Danske Færger selvstændigt nedlagte påstand lægger retten til grund, at Danske Færger i den pågældende periode var Rønne Havns største kunde. Retten finder således, at Danske Færger har en retlig interesse i at få påkendt påstanden.

Det er ubestridt, at Rønne Havn har en dominerende stilling, da havnen som den eneste på Bornholm har kapacitet til at håndtere den samfunds-begrundede færgebetjening af Bornholm, som Danske Færger var for-pligtet til at besejle.

Efter Person 1's forklaring genererede Molslinjen

Retten finder det sandsynligt, at dette tal også omtrentligt kan lægges til grund for Danske Færgers andel af Rønne Havns omsætning i 2018.

Retten lægger til grund, at Danske Færger fik hævet sine priser med flere hundrede procent i den relevante periode i 2018, og at Rønne Havns net-

toomsætning ifølge årsrapporten for 2018 steg fra ca. 56,8 mio. kr. til ca. 116,2 mio. kr.

Markedsforholdene for Rønne Havn blev efter det oplyste undersøgt in-ternt af Rønne Havn, der med bistand fra Rambøll foretog beregninger af betydningen af prisstigningerne for de enkelte operatører. Rambøll udarbejdede rapporter herom, der efter sagens oplysninger i forbindelse med Molslinjens klage blev forelagt for Konkurrence- og Forbrugersty-relsen.

Retten bemærker, at forholdene for Rønne Havn er vanskeligt sammen-lignelige med andre havne særligt grundet geografiske og organisatori-ske forskelle.

Retten finder på den baggrund, at der på trods af indikationer på poten-tielle konkurrencestridige forhold ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere et misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 TEUF.

På det foreliggende grundlag frifindes Rønne Havn herefter for den af Danske Færger selvstændigt nedlagte påstand.

…

THI KENDES FOR RET:

Danske Færger A/S frifindes.

Rønne Havn A/S frifindes for den af Danske Færger A/S nedlagte selv-stændige påstand.

…

Parternes synspunkter

Molslinjen har i sit påstandsdokument anført:

INDLEDNING

Nærværende sag er anlagt af Molslinjen mod Rønne Havn med påstand om Rønne Havns tilbagebetaling til Molslinjen af beløb, som Molslinjen har betalt for meget til Rønne Havn, idet Rønne Havn i strid med det konkurrenceretlige forbud mod misbrug af dominerende stilling opkræ-ver urimeligt høje havneafgifter.

Molslinjens tilbagebetalingskrav vedrører perioden fra 1. september 2018 og frem. Rønne Havn opkræver fortsat de urimeligt høje priser, som Molslinjen er nødsaget til at betale indtil udgangen af august 2030, hvor hovedkontrakten med den danske stat om Molslinjens varetagelse af

dem samfundsbegrundedefærgebetjening af Bornholm udløber. Mols-

linjens krav for perioden 1. september 2018 til og med 31. august 2022 er

foreløbigtopgjort til 73.788.299,89 kr. med tillæg af procesrente. Hertil

kommer krav fra 1. september 2022.

Rønne Havn påstår sagen afvist med henvisning til, at Sø- og Handels-

rettensdom af 7. maj 2021 i sag BS-35839/2018-SHR (bilag A; herefter

dommeni ”2018-sagen” ; ekstraktens bind 2, s. 901; herefter ”E 2/901”)

anlagt af Rønne Havn mod Danske Færger A/S (”Danske Færger”) har negativ retskraft.

Sø- og Handelsretten har ved kendelse af 4. august 2023 besluttet at ud-skille afvisningsspørgsmålet til særskilt behandling og afgørelse efter an-modning af Rønne Havn.

2018-sagen omhandlede Rønne Havns påståede krav mod Danske Fær-ger på betaling af 34.043.608,90 kr. med tillæg af renter. Dette beløb ud-gjorde prisstigninger i perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018, hvor

DanskeFærger varetog den samfundsbegrundede færgebetjening af

Bornholm.

Danske Færger påstod frifindelse og gjorde gældende, at de havneafgif-ter og ISPS-afgifter, som Rønne Havn opkrævede i perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018, dels var i strid med parternes aftale, dels var urimeligt høje og derfor i strid med det konkurrenceretlige forbud mod misbrug af dominerende stilling.

DanskeFærger nedlagde under 2018-sagen også en påstand om, at

Rønne Havn skulle ”anerkende, at selskabets forhøjelser af havneafgifter over for Danske Færger A/S med virkning for perioden fra 1. januar 2018 til 31. au-gust 2018 indebærer misbrug af Rønne Havn A/S’ dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 Traktaten om Den Europæiske Unions

Funktionsmåde ”. Anerkendelsespåstandenvar udtrykkeligt be-

grænset til perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018.

Danske Færger blev i 2018-sagen frifundet, fordi Rønne Havn aftaleret-ligt ikke var berettiget til at opkræve de høje prisstigninger af Danske Færger.

Sø- og Handelsretten konkluderede følgende om Danske Færgers aner-kendelsespåstand, jf. dommen, side 124 (E 2/1024):

”Retten finder på den baggrund, at der på trods af indikationer på potentielle konkurrencestridige forhold ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere et misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 TEUF.

På det foreliggende grundlag frifindes Rønne Havn herefter for den af Danske Færger selvstændigt nedlagte påstand.”

Molslinjen gør gældende, at nærværende sag ikke bør afvises som følge af negativ retskraft af dommen i 2018-sagen.

ANBRINGENDER

Sagen bør ikke afvises som følge af Sø-og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 i sag BS-35839/2018-SHR

Rønne Havn gør gældende, at retten skal afvise Molslinjens påstande, idet Sø- og Handelsrettens dom i 2018-sagen skulle have retskraft i for-

holdtil det krav, som Molslinjen i nærværende sag har indtalt mod

Rønne Havn.

Til støtte for afvisningspåstandene har Rønne Havn nærmere anført, at denne sag angår samme parter og samme spørgsmål som 2018-sagen.

Det bestrides af Molslinjen:

•2018-sagen var anlagt af Rønne Havn mod Danske Færger og angik

Rønne Havns påståede krav om betaling af skibs- og ISPS-afgifter for pe-

rioden1. januar 2018 til 31. august 2018. Sø-og Handelsretten frifandt

Danske Færger og anerkendte således ikke Rønne Havns påståede krav for anløb af havnen i perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018.

•Denne sag er anlagt af Molslinjen og angår Molslinjens krav mod

Rønne Havn om tilbagebetaling af urimeligt høje skibsafgifter betalt af Molslinjen til Rønne Havn i perioden fra 1. september 2018.

I relation til spørgsmålet om retskraft angår denne sag således hverken samme parter (afsnit 2 nedenfor) eller samme spørgsmål (afsnit 3 neden-for) som 2018-sagen. Rønne Havns afvisningspåstande bør derfor ikke tages til følge.

Sagerne angår ikke samme parter

Til støtte for, at denne sag og 2018-sagen angår samme parter, anfører Rønne Havn navnlig, at Molslinjen overtog aktiekapitalen i Danske Fær-ger under den tidligere sags forløb (svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.1 og 3.1.59), at det fremgår af Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021, at Molslinjen var implicit part i sagen (bl.a. svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.20 ff.) – tilsyneladende fordi Molslinjen var omtalt i Danske Færgers

påstandsdokumentog i dommen (svarskriftet ad formaliteten, pkt.

3.1.34-3.1.36) – og at e-mailkorrespondance fra juni 2017 mellem Danske Færger og Molslinjen viser, at Molslinjen succederede i Danske Færgers rettigheder og forpligtelser forud for dommen i 2018-sagen (Rønne Havns processkrift ad formaliteten af 17. april 2023, pkt. 2.4).

Molslinjens overtagelse af Danske Færger medfører ikke, at sagerne angår samme parter

Ved stævning af 7. juni 2018 anlagde Rønne Havn 2018-sagen mod Dan-ske Færger. På det tidspunkt var Danske Færger ejet med 50 % af Born-holmstrafikken Holding A/S (ejet af Den Danske Stat) og med 50 % af Clipper Group A/S.

Molslinjen overtog den 23. oktober 2018 100 % af aktiekapitalen i Danske Færger. Den 17. december 2018 fusionerede selskaberne med Molslinjen som det fortsættende selskab.

Den omstændighed, at Molslinjen overtog Danske Færger, mens sagen verserede og efter udløbet af den periode, som Rønne Havns påståede krav i 2018-sagen angik, medfører ikke, at sagen må anses for at angå samme parter i relation til spørgsmål om retskraft. Dette spørgsmål må i første række vurderes ud fra parternes identitet, da sagen blev anlagt i juni 2018, idet sagens genstand herved blev fastlagt.

Allerede i svarskriftet af 2. juli 2018 (bilag 45, E 1/440) gjorde Danske Fær-ger gældende, at Rønne Havns priser over for Danske Færger i perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018 var urimeligt høje og indebar mis-brug af Rønne Havns dominerende stilling. Disse anbringender indgik fra sagens begyndelse i Danske Færgers argumentation og er således ikke foranlediget af, at Molslinjen senere overtog Danske Færger.

Omtalen af Molslinjen i skriftvekslingen og dommen medfører ikke, at sagerne angår samme parter

Rønne Havn har anført, at Molslinjen var ”implicit part” i 2018-sagen. Der findes ikke i dansk procesret et sådant begreb, og betydningen af Rønne Havns anvendelse af udtrykket er ikke klar. Molslinjen bemærker imidlertid, at hverken omtalen af Molslinjen i skriftvekslingen og i Sø- og Handelsrettens dom, det forhold at oplysninger om perioden, hvor Mols-linjen havde overtaget besejlingen af Rønne Havn, indgik i bevisførelsen og Sø-og Handelsrettens dom, eller øvrige forhold kan medføre, at denne sag angår samme parter som 2018-sagen.

Oplysninger om Molslinjens forhold til Rønne Havn indgik som en na-turlig del af beskrivelsen af de faktiske omstændigheder i 2018-sagen, idet Molslinjen med virkning fra 1. september 2018 overtog den sam-fundsbegrundede færgebetjening af Bornholm. Dette medfører imidler-tid ikke, at 2018-sagen angik Molslinjens forhold til Rønne Havn. Rønne Havns betalingskrav var rettet mod Danske Færger, der varetog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i hele den for 2018-sagen relevante periode, som lå før Molslinjens overtagelse af Danske Færger.

Rønne Havn henviser særligt til, at Danske Færger omtalte betydningen for Molslinjen af den havneudvidelse, som Rønne Havn har påbegyndt (svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.34). Hertil bemærkes, at da Rønne Havn begrundede stigningen i havne- og ISPS-afgifter med havneudvi-delsen, jf. bilag A (E 2/926 f.), var udvidelsens betydning for den til en-hver tid værende operatør af den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm relevant for at kunne bedømme prisstigningen. Arbejdet med havneudvidelsen var ikke afsluttet (og er fortsat ikke afsluttet), mens Danske Færger varetog den samfundsmæssigt begrundende fær-gebetjening, og det er derfor klart, at havneudvidelserne ikke kunne være til gavn for netop Danske Færger som operatør indtil 31. august 2018. Eftersom Molslinjen overtog færgebetjeningen, er det naturligt, at udvidelsens betydning for Molslinjen som ny operatør tillige indgik i

vurderingen. Dette ville også være tilfældet, hvis Molslinjen ikke havde købt Danske Færger. Dette forhold gør ikke Molslinjen til ”implicit” part i sagen.

Dertil kommer, at det var Rønne Havn, der med fremlæggelse af 2018-sagens bilag 38 – en sammenligning af afgifter for forskellige havne ba-seret på trafiktal for 2019 og takster for 2020 – inddrog visse anløb og betalinger for den efterfølgende periode i sagen. Dette gav sig dog ikke til udtryk i en ændret påstand fra Rønne Havns side. Sagen blev der-med ikke udvidet til også at angå den efterfølgende periode, hvor Mols-linjen varetog den samfundsbegrundede færgebetjening.

Endelig bemærkes, at oplysningerne fra den efterfølgende periode, hvor Danske Færger ikke var operatør, kun indgik i Sø- og Handelsrettens be-grundelse og resultat for at belyse omstændigheder fra den relevante pe-riode, jf. dommens side 122 (E 2/1022), hvor oplysninger om Molslinjens andel af Rønne Havns omsætning 2019, der fremkom på baggrund af for-klaringer relateret til Rønne Havns bilag 38, blev lagt til grund for vur-deringen af Danske Færgers andel af Rønne Havns omsætning i 2018.

Sø- og Handelsretten tog udtrykkeligt ikke stilling til, om priserne i peri-oden efter 1. september 2018 var urimeligt høje, hvilket de nedlagte på-stande i 2018-sagen heller ikke gav anledning til. Retten tog således ikke stilling til retsvirkninger eller retsfølger indtrådt på grund af oplysnin-gerne i sagen vedrørende den efterfølgende periode. Udtalelserne i dom-men om disse oplysninger har derfor ikke retskraft.

E-mailkorrespondance fra juni 2017 gør ikke, at Molslinjen succede-

rede i Danske Færgers rettigheder og forpligtelser på dette tidspunkt

Rønne Havn gør gældende, at e-mailkorrespondance fra juni 2017 mel-lem Molslinjen og Danske Færger viser, at Molslinjen succederede i Dan-ske Færgers rettigheder og forpligtelser forud for 2018-dommen. Anbrin-gendet må forstås sådan, at Rønne Havn gør gældende, at Molslinjen suc-cederede i Danske Færgers rettigheder og forpligtelser på tidspunktet for e-mailkorrespondancen i juni 2017. Det er ikke korrekt.

E-mailkorrespondancen fremgår af bilag Z. Her ses på side 2 (E 1/390), at Rønne Havn den 16. juni 2017 sendte Danske Færger en varsling af are-allejestigning for 2018. På dette tidspunkt varetog Danske Færger stadig

densamfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm. Molslinjen

havde dog i 2016 vundet udbuddet om varetagelse af den samfundsbe-grundede færgebetjening af Bornholm fra 1. september 2018, hvorfor in-formationen også havde betydning for Molslinjen. Af denne grund vide-

resendteDanske Færgers daværende administrerende direktør, Person 4

Person 4, e-mailen til Molslinjens økonomidirektør, Person 5, således at Molslinjen som den kommende operatør også fik kend-skab til informationen.

Person 5 fra Molslinjen besvarede mailen tre dage senere med in-

formationom Molslinjens forståelse af Rønne Havns varslede prisstig-

ning af skibsafgifterne pr. 1. januar 2018 i Rønne Havns Priser og Forret-ningsbetingelser 2018, pkt. 2.1 (bilag Z, side 1, E 1/389). Molslinjens hen-

vendelse om forståelsen af Rønne Havns Priser og Forretningsbetingel-ser var udtryk for, at forståelsen af Rønne Havns Priser og Forretnings-betingelser på dette punkt havde væsentlig betydning for både Danske Færger som den daværende operatør på ruterne til og fra Bornholm og for Molslinjen, som ville overtage besejlingen fra 1. september 2018.

Det var først ved modtagelsen af Person 5's mail af 19. juni 2017 om forståelsen af punktet om minimumspriser, som fremgik nederst i tabel-len i pkt. 2.1 i Rønne Havns Priser og Forretningsbetingelser 2017 (bilag A, side 21, E 2/921), at det blev klart for Danske Færger, at indførelsen af minimumsprisen måske kunne medføre en væsentlig ændring af den pris, Danske Færger hidtil havde betalt. Det skyldes blandt andet, at Dan-ske Færger og Rønne Havn forinden havde indgået aftale om Danske Færgers besejling af Rønne Havn indtil den 31. august 2018 på uændrede vilkår, jf. bilag A, side 121-123 (E 2/1021 ff.), og at det ikke fremgik klart af Rønne Havns Priser og Forretningsbetingelser for 2016 og 2017, hvil-

kenbetydning de varslede prisstigninger havde for en operatør som

Danske Færger. Dette blev først klart ved Rønne Havns Priser og Forret-ningsbetingelser 2018, som er dateret den 6. december 2017 (bilag A, side 24, E 2/924).

Dagen efter modtagelsen af Molslinjens henvendelse, den 20. juni 2017, skrev Danske Færger derfor til Rønne Havn og anmodede om, at Rønne Havn tydeliggjorde punkt 2.1 i Rønne Havns Priser og Forretningsbetin-gelser 2017, pkt. 2.1 (bilag Z, side 3-4, E 1/391 f.).

Rønne Havn besvarede dette brev den 22. juni 2017 og bekræftede, at introduktionen af en minimumsbetaling pr. skibsanløb ville indebære, at ”rabatten” i 2018 ville blive reduceret fra ca. 93-94 % til omkring 77,4 % (bilag Z, side 5-6, E 1/393 f.). Det protesterede Danske Færger over. Det skete bl.a. i breve fra Danske Færgers advokat til Rønne Havns advokat, første gang i brev af 15. august 2017 med angivelse af, at sådanne pris-stigninger var i strid med forbuddet mod misbrug af dominerende stil-ling i form af urimeligt høje priser og aftalelovens § 36, jf. bilag 46 (E 1/395 ff.) samt bilag A, side 23 (E 2/ 923). Parternes advokater udvekslede flere breve, og da parterne ikke kunne blive enige, anlagde Rønne Havn 2018-

sagenmod Danske Færger med krav om betaling af den andel af de

opkrævede skibsafgifter i perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018, som Danske Færger ikke havde betalt.

Rønne Havn gør gældende, at korrespondancen i bilag Z viser, at det var Molslinjen og ikke Danske Færger, der forud for Sø- og Handelsrettens dom i 2018-sagen gjorde indsigelse mod skibsafgifterne.

Det er forkert. Indsigelserne vedrørende skibsafgifterne i perioden 1. ja-nuar 2018 til 31. august 2018 kom fra Danske Færger. Korrespondancen er mellem Danske Færger og Rønne Havn samt disse selskabers advoka-ter – ikke Molslinjen. Korrespondancen angår også specifikt Danske Fær-gers færger – ikke Molslinjens færger.

Molslinjen gjorde selv indsigelse over for prisstigningerne over for Rønne Havn. Molslinjen og Rønne Havn forhandlede om vilkårene for Molslinjens brug af Rønne Havn i en længere periode, efter Molslinjen

havde vundet udbuddet om den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm. I den forbindelse gjorde Molslinjen indsigelse over for skibsafgifterne med henvisning til, at de ville være urimeligt høje, hvis Rønne Havn fastholdt modellen med en minimumsskibsafgift. Det var årsagen til, at det eksplicit blev fremført i rammeaftalerne fra marts 2018 mellem Molslinjen og Rønne Havn om Molslinjens brug af færgelejer, at Rønne Havn alene har ret til at opkræve afgifter inden for konkurrence-lovens rammer, jf. bilag 10 (E 1/407) og 11 (E 1/428) samt beskrivelsen i stævningens pkt. 19-23 (E 1/60 f.).

Molslinjen overtog den samfundsbegrundede færgebetjening af Born-holm pr. 1. september 2018 og betalte de urimeligt høje skibsafgifter til Rønne Havn for første gang den 17. september 2018. Molslinjen gjorde i forbindelse hermed – og løbende ved efterfølgende betalinger – indsi-gelse mod afgifternes størrelse og tog forbehold for tilbagesøgning af den ulovligt opkrævede del af skibsafgifterne med tillæg af renter fra beta-lingstidspunktet til tilbagebetaling sker, jf. bilag 6 (E 2/671 ff.) og 32 (E 2/827 ff.). Sådanne forbehold tages fortsat løbende ved Molslinjens beta-ling af skibsafgift til Rønne Havn. Desuden indgav Molslinjen klage over priserne til Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen den 19. juni 2018, da rammeaftalerne blev indgået, uden at spørgsmålet om skibsafgifternes størrelse var løst, jf. bilag A, side 26 (E 2/926). Klagen blev udarbejdet af Molslinjens daværende advokat hos Plesner. Danske Færger blev repræ-senteret af en anden advokat hos Gorrissen Federspiel, jf. eksempelvis bilag 46 (E 1/398).

Molslinjen succederede således ikke i Danske Færgers rettigheder og for-pligtelser på tidspunktet for e-mailkorrespondancen i juni 2017.

Sagerne angår ikke samme spørgsmål

Rønne Havn anfører til støtte for, at sagen angår samme spørgsmål som 2018-sagen, blandt andet, at Danske Færger nedlagde anerkendelsespå-stand om, at Rønne Havns afgiftsforhøjelser med virkning for perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018 indebar misbrug af Rønne Havns domi-nerende stilling, og at Sø- og Handelsrettens frifindelse omfattede samt-lige former for misbrug (svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.3, 3.1.12, 3.1.15 og 3.1.39), at Molslinjen havde mulighed for at anke dommen i 2018-sagen (svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.10), og at dommen i 2018-sagen ifølge Rønne Havn angik det samlede takstsystem (bl.a. svar-skriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.44ff, duplik ad formaliteten, pkt. 3.2, og processkrift ad retskraft, pkt. 3.3.4-3.3.11). Disse forhold medfører ikke, at sagerne angår samme spørgsmål, og at nærværende sag må afvises. Det uddybes nedenfor.

Indledningsvist bemærkes, at Rønne Havn siden indgåelse af havneafta-ler med Molslinjen i marts 2018 har været bekendt med, at Molslinjen anser havneafgifterne for urimeligt høje og vil kræve for meget betalt havneafgift tilbage. Begge rammeaftaler vedrørende brug af færgeleje 1 (bilag 10, E 1/407) henholdsvis færgeleje 3 (bilag 11, E 1/428) indeholder i pkt. 5 (om vederlag) en udtrykkelig henvisning til konkurrenceloven.

Siden september 2018, hvor Molslinjen indledte besejlingen af havnen i Rønne, har Molslinjen månedsvist betalt havneafgifter og løbende taget

forbeholdfor tilbagesøgning, jf. bilag 6 (E 2/671 ff.) og 32 (E 2/827 ff.).

Dette har således også været tilfældet, mens sagen mellem Rønne Havn og Danske Færger verserede for Sø- og Handelsretten. Det har været ty-deligt for Rønne Havn, at der ikke under 2018-sagen er nedlagt påstand om tilbagesøgning af beløb betalt fra 1. september 2018. Rønne Havn kan ikke have antaget, at 2018-sagen også omfattede disse krav – og det antog Rønne Havn faktisk heller ikke, jf. nedenfor.

Danske Færgers anerkendelsespåstand medfører ikke, at sagerne an-

går samme spørgsmål

En domsretskraft kan kun medføre afvisning af en ny sag om samme

krav, som allerede er pådømt. Dommen kan ikke medføre afvisning af en ny sag om andre krav.

2018-sagen angik Rønne Havns påståede krav mod Danske Færger for perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018 og var relateret til Danske Fær-

gers varetagelse af den samfundsbegrundedefærgebetjening af Born-

holm i henhold til en aftale med Transportministeriet. Aftalen ophørte den 31. august 2018. Det påståede krav angik yderligere betaling fra Dan-ske Færger til Rønne Havn som følge af prisstigninger, som havnen søgte at gennemføre.

Denne sag angår et andet aftaleforhold, hvoraf udspringer et andet krav

meden anden kreditor, Molslinjen, og omhandler Molslinjens tilbage-

søgningskrav mod Rønne Havn for urimeligt høje havneafgifter betalt

medtilbagesøgningsforbehold i perioden fra 1. september 2018, hvor

Molslinjen overtog den samfundsbegrundedefærgebetjening af Born-

holm i henhold til en aftale med Transport- og Bygningsministeriet (bilag 7, E 1/346 ff.). Molslinjen betaler fortsat de høje havneafgifter og tager fortsat forbehold for tilbagesøgning af den del, der er urimeligt høj.

Der er således tale om forskellige (påståede) krav, der udspringer af for-skellige retsstiftende kendsgerninger, hvilket udelukker, at 2018-sagen kan have retskraft i forhold til denne sag. De to forskellige krav har også forskellige kreditorer under forskellige aftaleforhold.

Det er således forkert, når Rønne Havn gør gældende, at nærværende sag om Molslinjens tilbagesøgningskrav hviler på samme grundlag som ”det krav, der allerede var indtalt og til prøvelse” under 2018-sagen, og som Sø- og Handelsretten allerede har taget stilling til.

At Danske Færger i 2018-sagen nedlagde en anerkendelsespåstand om,

at de forhøjelser af havneafgifterne, som Rønne Havn foretog med virk-ning for perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018, indebar en overtræ-delse af forbuddet mod misbrug af dominerende stilling, ændrer ikke

herved.Påstanden angik alene Rønne Havns afgiftsforhøjelser over for

DanskeFærger i den specifikt angivne periode, som den tidligere sag

omhandlede. Den nedlagte anerkendelsespåstand lød således (E 2/879):

”Rønne Havn A/S skal anerkende, at selskabets forhøjelser af havne-afgifter over for Danske Færger A/S med virkning for perioden fra 1.

januar 2018 til 31. august 2018 indebærer misbrug af Rønne Havn A/S’ dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/el-ler art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.” (vores understregning)

Rønne Havn protesterede i processkrift 8 af 12. januar 2021 (bilag 47, E 2/880) mod anerkendelsespåstanden. Havnen anførte bl.a.:

”Denne sag vedrører alene spørgsmålet om, hvorvidt Danske Fær-ger kan undslå sig fra at betale opkrævede havneafgifter for perio-den 1. januar 2018 til 31. august 2018. Parterne er enige om, jf. også Danske Færgers anerkendelse deraf anført lige ovenfor, at Mols-linjen A/S først startede den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm efter udløbet af denne periode. Retsforholdet mellem Rønne Havn og Molslinjen A/S er derfor allerede af denne grund uden relevans for sagen.

Hertil kommer den meget væsentlige omstændighed, at Molslinjen A/S ikke er part i denne sag. Danske Færger anerkender således også i processkrift D pkt. 16 og pkt. 18, at Molslinjen A/S ikke er part i sagen, og at sagen ikke omhandler havneafgifter opkrævet overfor Molslinjen A/S.

Molslinjen A/S var ikke affilieret med Danske Færger [på] tidspunk-

tetfor overtagelsen af den samfundsbegrundede færgebetjening,

hvorfor de konkrete omstændigheder i relation til aftalegrundlag, forudsætninger, ydelsens værdi ctr. pris for Molslinjen A/S adskiller sig fra denne sag, hvilket yderligere taler imod, at de to forskellige forhold kan eller burde vurderes under den samme sag.”

I hvert fald den 12. januar 2021 var Rønne Havn således klar over – og af den opfattelse – at 2018-sagen ikke vedrørte retsforholdet mellem Rønne

Havnog Molslinjen eller taksterne opkrævet over for Molslinjen fra 1.

september 2018. Danske Færger har hverken før eller efter det tidspunkt anført noget, der fører i modsat retning.

Sø- og Handelsrettens fandt, jf. dommen, side 124 (E 2/1024), at påstan-den kunne påkendes:

”For så vidt angår den af Danske Færger selvstændigt nedlagte på-

standlægger retten til grund, at Danske Færger i den pågældende

periode var Rønne Havns største kunde. Retten finder således, at Danske Færger har en retlig interesse i at få påkendt påstanden.” (vores understregning)

Sø- og Handelsretten tog således stilling til påstanden, fordi Danske Fær-

ger havderetlig interesse i at få påkendt påstanden som Rønne Havns

største kunde i perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018. Årsagen til,

at påstanden blev taget under påkendelse, varikke, at Molslinjen senere

overtog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm. Det ville

heller ikke være nærliggende, da efterfølgende forhold ikke var omfattet af anerkendelsespåstanden.

Det fremgår ligeledes udtrykkeligt af Sø-og Handelsrettens dom af 7. maj 2021, side 124 (E 2/1024), at rettens stillingtagen angår den ”relevante periode i 2018 ”, altså perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018, hvor Dan-ske Færger besejlede havnen i Rønne:

”Retten lægger til grund, at Danske Færger fik hævet sine priser med flere hundrede procent i den relevante periode i 2018, og at Rønne Havns nettoomsætning ifølge årsrapporten for 2018 steg fra ca. 56,8 mio. kr. til ca. 116,2 mio. kr.” (vores understregning)

De to sager omhandler dermed forskellige påstande, og Sø- og Handels-rettens dom i 2018-sagen angår eksplicit alene påstanden vedrørende pe-rioden 1. januar 2018 til 31. august 2018.

Både denne sag og 2018-sagen angår spørgsmål om, hvorvidt Rønne Havn har misbrugt sin dominerende stilling. Dette medfører imidlertid ikke, at den tidligere dom har retskraft i forhold til denne sag. En doms retskraft angår alene de proceskrav, som er gjort gældende under sagen, og som retten har taget stilling til. Der var i 2018-sagen ikke rejst krav fra Molslinjen vedrørende den periode og det aftaleforhold, som denne sag angår, og Sø- og Handelsretten tog i 2018-sagen eksplicit alene stilling til Rønne Havns påståede krav i den relevante periode i 2018. Det bemærkes her endvidere, at præmisserne i Sø-og Handelsrettens dom ikke klart afviser et misbrug, hvilket også taler imod den udstrækning af dommen, som Rønne Havn nu argumenterer for, jf. dommen, side 124 (bilag A, E 2/1024).

Dermed adskiller situationen i nærværende sag sig fra situationen i UfR 1949.804 H (MS 13), som Rønne Havn har henvist til. Den 75 år gamle højesteretsdom angår negativ retskraft i en situation, hvor der tidligere er taget stilling til præcis det spørgsmål, den senere sag angår, nemlig om visse ulemper fra en naboejendom var retsstridige. Det er ikke tilfæl-det i nærværende sag, hvor dommen i 2018-sagen ikke har taget stilling til rimeligheden af Rønne Havns opkrævninger over for Molslinjen i pe-rioden fra 1. september 2018 til udgangen af august 2030. Selv i en sådan

situationtillader højesteretsdommen, at nye spørgsmål, som ikke tidli-

gere er pådømt, kan realitetsbehandles.

RønneHavnharisvarskriftetspkt.3.1.11henvisttilkendelseniUfR1987.165H(MS31f.),derimidlertidimodsætningtildennesagangikafvisningafensagstøttetpånyeanbringendervedrørendesammeer-statningspåstande, som havde været nedlagt i en tidligere sag. Det frem-gårafkendelsen,atsagsøgerikkevarafskåretfraatfåprøvetdekrav,somsagsøgerikkehavdemedtagetidentidligereretssag,menkundekrav,dertidligerehavdeværetrejstmedenandenbegrundelse.Mols-linjens krav vedrørende perioden fra 1. september 2018 blev netop ikkeprøvet i 2018-sagen og indgik hverken i Rønne Havns betalingspåstandellerDanskeFærgersanerkendelsespåstand.Kravetkunnehellerikkegøres op og var (og er fortsat) i det væsentlige ikke forfaldent, da Mols-linjenfortsatbetalerdeforhøjeafgifterhvermånedmedtilbagesøg-

ningsforbehold og må forventes at ville gøre dette indtil udgangen af au-gust 2030.

Rønne Havn har henvist til, at følgende fremgår af dommen, side 121 (bilag A, E 2/1021), hvorved Rønne Havn hæfter sig ved ordet ”hovedsa-gelig” :

”Rettens begrundelse og resultat

Danske Færger varetog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i perioden fra den 1. september 2011 og frem til den 31. august 2017 i henhold til Hovedkontrakten.

Molslinjen overtog den 1. september 2018 den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i henhold til en 10-årig kontrakt.

Sagens tvist vedrører hovedsagelig den mellemliggende periode fra den 31. august 2017 til den 31. august 2018.”

Ordet ”hovedsagelig” ændrer ikke på, at dommen i 2018-sagen alene an-går påstanden vedrørende perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018.

Ordet” hovedsagelig” kan i denne sammenhæng ikke forstås sådan, at

2018-sagen også angik en tvist mellem Danske Færger og Rønne Havn om priserne opkrævet over for Molslinjen i perioden fra 1. september 2018 og frem. Rettens anvendelse af ordet ”hovedsagelig” må henvise til, at Danske Færger og Rønne Havn under 2018-sagen var uenige om for-

tolkningenaf parternes korrespondance i perioden forud for 1. januar

2018. Parterne var bl.a. uenige om, hvorvidt prisstigningerne i perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018 var i strid med en aftale indgået mellem parterne i 2015, og hvordan korrespondance/udmeldinger i 2015, 2016 og 2017 skulle fortolkes. Parternes aftale fra 2015 blev udslagsgivende for dommens resultat om, at prisstigningerne var i strid med parternes for-udgående aftale, jf. dommens side 121-123 (bilag A, E 2/1021 ff.).

Selv hvis retten måtte finde, at denne sag udspringer af samme retsfakta som 2018-sagen, fører dette ikke til afvisning af denne sag, idet kravet for perioden efter 1. september 2018 ikke er blevet prøvet. Sådanne krav kan rejses under en ny sag, også selv om kravet helt eller delvist følger af samme retsfakta, idet indholdet er kvalitativt forskelligt.

Der henvises i den forbindelse til UfR 1976.170 H (MS 19), hvor Højeste-ret fandt, at en dom i en tidligere sag mellem samme parter om samme

faktum,der havde afgjort spørgsmålet om erstatningsansvaret, ikke

fandtes uprøvet at kunne lægges til grund, da den nye sag angik et andet

krav.Der henvises også til UfR 1960.960 V (MS 15), hvor landsretten

fandt, at en tidligere doms fastsættelse af skyldfordeling mellem parterne i forbindelse med tilkendelse af erstatning ikke var til hinder for, at an-svarsspørgsmålet fuldt ud blev taget under påkendelse under en senere sag om yderligere erstatningskrav i anledning af samme ulykke. Der

henvisesbl.a. til disse domme i Bernhard Gomard og Michael Kistrup:

Civilprocessen, side 796 (MS 127), hvor forfatterne konkluderer, at en af-gørelse om culpabetingelsen i en erstatningsdom ikke har retskraft under

seneresager om væsentlige krav på yderligere erstatning. Forfatterne

skriver på side 797 (MS 128), at en afgørelse i en sag om en eller flere rater af en periodisk ydelse ikke er bindende under sager om senere forfaldne rater.

På samme måde har udtalelsen i dommen i 2018-sagen (der omhandlede Rønne Havns påståede krav) om, at Rønne Havn i perioden 1. januar til 31. august 2018 ikke havde misbrugt sin dominerende stilling, ikke rets-kraft under nærværende sag om Molslinjens krav som følge af Rønne Havns misbrug af dominerende stilling fra 1. september 2018.

Nærværende sag omhandler dog heller ikke samme retsfakta som 2018-sagen.

I den forbindelse bemærkes, at Rønne Havn også efter perioden 1. januar til 31. august 2018 har foretaget forhøjelser af havneafgifterne, idet hav-nens prisforhøjelser blev implementeret over flere år. De faktisk opkræ-vede priser for anløb i havnen i Rønne i 2019 og 2020 svarede desuden ikke til de priser, Rønne Havn varslede i forretningsbetingelserne for 2018, da de faktisk krævede priser var endnu højere end varslet og også

endnuhøjere end de varslede priser tillagt regulering i overensstem-

melse med nettoprisindekset.

Det ses ved at sammenholde tallene i de to nedenstående tabeller. Tabel 1 viser de varslede og faktiske priser i Rønne Havns brev fra 2016 (bilag A, E 2/911 f.) samt i Rønne Havns Priser & Betingelser fra 2017-2022. De varslede priser fremgår med kursiv og i parentes, mens de faktiske priser er anført med normal skrift:

Tabel 1 – Varslede og faktiske priser

Tabel 2 viser beregnede priser ud fra de varslede priser fra Rønne Havns brev af 18. januar 2016 (bilag A, side 12, E 2/912) fremskrevet med stig-

ningeni nettoprisindekset hvert foregående år per oktober i overens-

stemmelse med følgende angivelse i Rønne Havns brev af 18. januar 2016 (bilag A, side 12, E 2/912):

”Additionally, all mentioned prices will at least follow the increase of the price index (nettoprisindex) for the month of October each year at 1st of January.”

Eksempelvis er de nettoprisindekskorrigeredepriser for 2018, 2019 og

2020 angivet i 2017-forretningsbetingelserne beregnet som de varslede priser fra brevet i 2016 tillagt stigningen i nettoprisindekset fra oktober 2015 til oktober 2016. De anvendte nettoprisindekstal fra Danmarks Sta-tistik fremgår af bilag 51 (E 2/1071 f.).

Tabel 2 – Nettoprisindekskorrigerede priser

Når tabel 1 og 2 sammenholdes, ses det, at de priser, Rønne Havn faktisk har opkrævet fra Molslinjen, i alle år har været højere end de varslede priser tillagt en regulering (stigning) som følge af nettoprisindekset.

Molslinjens tilbagebetalingskrav svarer således ikke til de beløb, Rønne

Havnsøgte at afkræve Danske Færger, og der er ikke kun tale om en

forskel i relation til perioden.

Sø-ogHandelsrettenhavdeikkeunder2018-sagenoplysningeromdefaktiske priser, der blev opkrævet fra Molslinjen i årene efter 2018 (bilag3(E2/729ff.),4(E2/863ff.),5(E2/871ff.)og44(E2/1029ff.)).Sø-ogHandelsretten har dermed ikke taget stilling til lovligheden af disse pri-ser.

Person 6's udtalelse om retskraft fremlagt som bilag Y er angivet på grundlag af en forudsætning om, ” 5) At Rønne Havn A/S satte det nævnte prissystem i kraft den 1 januar 2018 og har anvendt dette uændret i henhold til det indmeldte” . Allerede fordi denne forudsætning er forkert, kan udtalelsen ikke lægges til grund. Dertil kommer, at Sø-og Handelsretten ikke i 2018-sagen tog stilling til Rønne Havns ”prissy-stem” men til de priser, som havnen anvendte over for Danske Færger i perioden fra 1. januar til 31. august 2018, jf. nærmere herom i afsnit 3.3 nedenfor.

2018-sagen adskiller sig endvidere fra denne sag, idet den tidligere sag også omfattede Rønne Havns yderligere forhøjede priser fra 1. maj 2018 til 31. august 2018. Rønne Havn krævede således i perioden 1. maj 2018 til 31. august 2018 havneafgifter af Danske Færger efter Rønne Havns Pri-ser og Forretningsbetingelser 2018, pkt. 2.1 (bilag A, E 2/924 f.) som følge af Danske Færgers manglende betaling af prisforhøjelserne opkrævet i januar-april 2018. Sagen angik således ikke blot de minimumsskibsafgif-ter, Rønne Havn kræver i henhold til Priser og Forretningsbetingelser, pkt. 2.1.1. Derudover angik 2018-sagen også de af Rønne Havn krævede ISPS-afgifter, som ikke indgår i denne sag. Rederiernes besejling af Rønne Havn i de to perioder, som kravene i de to forskellige sager angår, sker også i kraft af to forskellige kontrakter om den samfundsbegrun-dede færgebetjening af Bornholm gældende for to forskellige perioder, som hver især foreskriver rederiernes anvendelse af Rønne Havn.

Der gjaldtdesuden forskellige aftaleforhold, herunder om skibsafgif-

terne, mellem rederierne og Rønne Havn i de to perioder. I 2018-sagen fandt Sø- og Handelsretten, at Rønne Havn på baggrund af det samlede aftalegrundlag med Danske Færger, som bl.a. bestod i breve udvekslet mellem Danske Færger og Rønne Havn, ikke kunne opkræve en ny afgift i form af en skibsafgift kombineret med en minimumspris med de ekstra-ordinære og markante prisstigninger, som dette konkret førte til, da det ville være i strid med Rønne Havns angivelse ved brev af 9. februar 2015

til DanskeFærger. Aftaleforholdet mellem Rønne Havn og Molslinjen

består – ud over Rønne Havns Priser og Betingelser – af rammeaftaler om brug af færgeleje 1 og 3, jf. bilag 10 (E 1/401 ff.) og bilag 11 (E 1/423 ff.).

Der er således tale om forskellige retsfakta i de to sager.

Det forhold, at en afgørelse vedrørende overtrædelse af forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling kunne vise sig indirekte relevant for Molslinjen (som det også er fremhævet af Rønne Havn i svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.37, E 1/97), skyldes alene dommens mulige indi-rekte betydning for vurderingen af spørgsmålet om havneafgifterne for den efterfølgende periode – ikke at dommen ville være direkte anvende-lig i det eksisterende aftaleforhold mellem Molslinjen og Rønne Havn, jf. også det sidste citerede afsnit i Rønne Havns svarskrift ad formaliteten, pkt. 3.1.37 (E 1/97).

En vurdering af, om en pris er urimeligt høj, beror på en række konkrete oplysninger om bl.a. den pågældende pris, varigheden heraf, den domi-nerende virksomheds omkostninger/avance og priser opkrævet af andre aktører og/eller på andre markeder på det pågældende tidspunkt. Hvis disse konkrete forhold ændrer sig eller er anderledes, vil en senere vur-

deringaf, om den dominerende virksomheds priser er urimeligt høje,

ikke kunne foretages på baggrund af de tidligere oplysninger, men skulle

baserespå nye oplysninger om de nugældende priser og omkostnin-

ger/avance, og der vil således være tale om en anden vurdering – og et andet, nyt spørgsmål. Dette uddybes i det følgende.

Det følger af de specielle bemærkninger til § 11, stk. 2, nr. 1, i forslag nr. 172 til konkurrencelov af 20. februar 1997 (MS 7 f.), at der kræves detal-jeret bevis for, at der kan statueres urimeligt høje priser. Ved vurderingen

skal det afgøres, om prisen eller avancen klart overstiger, hvad der såvel med hensyn til størrelse som varighed ville kunne opnås på et marked

medvirksom konkurrence. Den nærmere fastlæggelse af prisen eller

avancenmå ske gennem en hypotetisk præget bedømmelse af forhol-

dene, som de ville være i et konkurrencepræget marked. Ved vurderin-gen af, hvad der er en rimelig indtjening, tages der udgangspunkt i mar-kedsforholdene. Hvis en virksomhed under fri prisdannelse og konkur-rence kan opretholde et givent prisniveau, kan prisen ikke være urimelig.

Af samme sted i forarbejderne følger også, at bevis for urimeligt høje pri-ser f.eks. kan bestå i en analyse af, om der består et urimeligt forhold mellem de faktisk afholdte omkostninger og den faktisk opkrævede pris. I bekræftende fald må det undersøges, om der er tale om påtvingelse af en pris, som enten i sig selv eller i forhold til prisen for konkurrerende varer er urimelig. Tilsvarende fremgår af EU-Domstolens dom i sag C-27/76, United Brands, præmis 249-252 (MS 26), og de to led i undersøgel-sen betegnes derfor ofte henholdsvis første og andet led i den såkaldte ”United Brandstest” .

Første led i United Brands-testen (om der består et urimeligt forhold mel-lem de faktisk afholdte omkostninger og den faktisk opkrævede pris) be-ror således på oplysninger om den dominerende virksomheds omkost-ninger.

Ved vurderingen af andet led i United Brands-testen (om prisen enten i sig selv eller i forhold til prisen for konkurrerende varer/tjenesteydelser er urimelig) kan man bl.a. sammenligne med priserne over tid. I den for-bindelse kan oplysninger om f.eks. råvarepriser og lønudgifter være re-levante. Der kan også sammenlignes med priserne på et andet, sammen-ligneligt produktmarked, eller med priser, som konkurrenter opkræver. Der kan også sammenlignes med priser på andre geografiske markeder. Der henvises til Jacob Pinborg m.fl.: Konkurrenceloven med kommenta-rer, 5. udgave, 2022, Jurist-og Økonomforbundets Forlag, side 673-690 (MS 162 ff.). Hvis der er påvist betydelige prisafvigelser i forhold til et

beslægtetmarked, er priserne urimeligt høje, medmindre den domine-

rende virksomhed kan bevise, at prisstigningerne er rimelige som følge

afobjektive forhold, jf. EU-Domstolens domme i sagerne C-177/16,

AKKA/LAA, præmis 38 og 53 (MS 77 ff.), sag C-395/87, Tournier, præmis 38, 43 og 46 (MS 35 og 37), og sag C-110/88, Lucazeau, præmis 25, 30 og 33 (MS 43 og 45).

Varigheden af opkrævningen af priserne kan også have betydning for vurderingen af, om priserne er urimeligt høje.

2018-sagen indeholdt ikke oplysninger om de faktisk opkrævede priser over for Molslinjen i perioden fra 1. september 2018. 2018-sagen inde-holdt heller ikke oplysninger om omkostninger eller priser på andre mar-keder eller opkrævet af andre aktører efter 2018, og Sø- og Handelsretten tog således heller ikke stilling til forholdet mellem disse og Rønne Havns priser opkrævet efter 31. august 2018. 2018-sagen angik også kun priser

opkræveti otte måneder. Nærværende sag angår priser, der opkræves

fra 1. september 2018 indtil – potentielt – 30. august 2030, dvs. i en peri-ode på 12 år.

For at vurdere, om en dominerende virksomhed har opkrævet urimeligt høje priser, er det således relevant at se på oplysninger om virksomhe-dens priser, varighed og omkostninger/avancer samt priser opkrævet af konkurrenter eller af virksomheder på et andet, sammenligneligt pro-duktmarked eller geografisk marked.

Sådanne oplysninger er ikke konstante. En vurdering af, at priser opkræ-vet i en given periode er eller ikke er urimeligt høje, har dermed alene relevans for den pågældende periode, idet de relevante faktiske omstæn-digheder til brug for vurderingen kan ændre sig.

Til illustration heraf kan henvises til Højesterets dom gengivet i UfR 2011.1646 H (MS 63 ff.), som angår TV2’s anvendelse af en årsrabat for tv-reklamer, som indebar misbrug af en dominerende stilling. Konkur-rencerådet havde undersøgt TV2’s årsrabatter for årene 2001-2005 og truffet afgørelse om, at disse indebar misbrug af dominerende stilling. Afgørelsen blev indbragt for Konkurrenceankenævnet, som ophævede afgørelsen. Herefter indbragte Viasat sagen for Østre Landsret med prin-cipal påstand om ophævelse af Konkurrenceankenævnets afgørelse, så-ledes at Konkurrencerådet (som normalt er part i retssager om dom-stolsprøvelse også af Konkurrenceankenævnets kendelser) skulle aner-kende, at rabatten indebar misbrug af dominerende stilling. Anerkendel-sespåstanden var formuleret generelt og ikke tidsbegrænset til årene 2001-2005, selvom Konkurrencerådets afgørelse i sagen udelukkende in-deholdt en stillingtagen til rabatterne i årsrabatterne i årene 2001-2005. Landsretten tog anerkendelsespåstanden til følge. Landsrettens dom blev indbragt for Højesteret, som også fandt, at de undersøgte årsrabatter indebar misbrug af dominerende stilling. Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom, dog således at Viasats anerkendelsespåstand alene blev taget til følge for så vidt angår årene 2001-2005, med henvisning til, at det kun var disse år, som Konkurrencerådets afgørelse angik.

Højesterets dom illustrerer, at et spørgsmål om misbrug af dominerende stilling ikke er et spørgsmål, der kan afgøres én gang for alle med virk-ning for fremtiden. Der er i stedet tale om et spørgsmål, som må afgøres på baggrund af konkrete oplysninger om de faktiske omstændigheder, som foreligger på et givent tidspunkt, og som ikke er konstante. Dette understøttes ligeledes af en række af de seneste afgørelser om misbrug af dominerende stilling fra Konkurrencerådet og Konkurrenceankenæv-net. Heraf fremgår, at afgørelserne er afgrænset til en bestemt tidsperi-ode, som der foreligger de nødvendige oplysninger om.

Person 6's argument i bilag AE om, at Højeste-rets tidsbegrænsning af dommen alene skyldtes det forhold, at Højesteret kun kunne træffe afgørelse om forholdene i den tidsperiode, som den indankede forvaltningsafgørelse angik, er ikke forenelig med Rønne Havns standpunkt under denne sag. Følger man Rønne Havns tilgang til udstrækningen af retskraft, ville Højesterets afgørelse om perioden 2001-2005 i alle tilfælde også gælde for tiden efter 2005, hvor TV2 fortsat an-vendte årsrabatten – der ville dermed ikke være nogen grund til at ind-skrænke perioden i dommen, og en sådan indskrænkning ville være virkningsløs.

Der er derfor ikke grundlag for at udstrække retskraften af dommen i 2018-sagen til at angå spørgsmålet om Molslinjens tilbagesøgningskrav i perioden fra 1. september 2018 til – potentielt – 31. august 2030.

På baggrund af ovenstående gjorde Molslinjen i processkrift af 3. oktober 2023 gældende, at det for at vurdere, om 2018-sagen angår samme spørgsmål som nærværende sag, ikke er tilstrækkeligt at sammenholde påstandene og præmisserne i dommen i 2018-sagen med de foreløbige påstande i nærværende sag (hvilket dog i sig selv peger på, at der ikke er tale om samme krav). Det er også nødvendigt at sammenholde oplys-ningerne om priser, omkostninger/avance osv., som lå til grund for vur-deringen af spørgsmålet om misbrug af dominerende stilling i 2018-sa-gen, med oplysninger om priser, omkostninger/avance osv., som er på-beråbt til støtte for påstandene og anbringenderne om misbrug af domi-

nerendestilling i nærværende sag. En sådan sammenligning viser, at

dommen i 2018-sagen alene var baseret på oplysninger om priser og om-kostninger/avance m.v. i perioden 1. januar til 31. august 2018. Sø-og Handelsretten var ikke i besiddelse af oplysninger om faktiske priser ef-ter 2018, omkostninger/avancer osv. og pådømte således heller ikke ri-meligheden af Rønne Havns priser i denne periode i dommen i 2018-sa-gen, hvad retten heller ikke ville kunne gøre uden de relevante oplysnin-

gerfor denne periode. Oplysningerne om Rønne Havns månedlige

opkrævninger over for Molslinjen, omkostninger/avancer m.v. og Rønne Havns priser sammenlignet med sammenlignelige havnes priser i perio-den fra 1. september 2018 er først fremlagt under nærværende sag.

RønneHavn misforstår tilsyneladende Molslinjens anbringender om

ovenstående. I Rønne Havns processkrift af 31. oktober 2023, afsnit 4.2, påstår Rønne Havn, at Danske Færger ikke førte bevis for Rønne Havns omkostninger og avancer til brug for 2018-sagen. Rønne Havn anfører også, at en parts manglende fremlæggelse af beviser i en tidligere sag afgjort ved dom ikke kan indskrænke dommens retskraft.

Det er forkert, at Danske Færger ikke førte bevis for Rønne Havns om-kostninger og avancer i 2018 til brug for 2018-sagen. Det ses eksempelvis af dommen, side 27-29 og side 91-99 (bilag A, E 2/927 ff. og 991 ff.). Her ses Danske Færgers argumentation for, at Rønne Havn ikke havde et krav mod Danske Færger, da et sådant krav ville indebære, at der var et

urimeligtforhold mellem Rønne Havns omkostninger og priser på det

pågældende tidspunkt, og at Rønne Havn opkrævede urimeligt høje pri-ser i strid med konkurrencelovens § 11 og artikel 102 TEUF.

Som det ses af dommen, side 96-98, pkt. 65-75 (bilag A, E 2/996 ff.), var Danske Færgers opgørelser baseret på offentligt tilgængeligt materiale, idet Danske Færger ikke havde adgang til lige så detaljerede oplysninger om Rønne Havns omkostninger og omsætning relateret (udelukkende) til levering af ydelser til Danske Færgers ruter som Rønne Havn havde i kraft af interne økonomiske oplysninger. Rønne Havn nægtede at imø-dekomme Danske Færgers opfordring om at fremlægge bl.a. sådanne be-

regningerog en rapport indhentet af Rønne Havn, som ifølge Rønne

Havn godtgjorde, at priserne ikke var urimeligt høje. Dette er baggrun-den for rettens præmisser i dommens side 124 (bilag A, E 2/1024) om, at

retten ikke havde været i besiddelse af dette materiale ved sagens afgø-relse.

Dette er også baggrunden for, at Molslinjen i stævningen i nærværende sag igen har opfordret Rønne Havn til at fremlægge en række oplysnin-ger, som er relevante for afgørelsen af rimeligheden af priserne opkrævet fra Molslinjen, herunder de af Rønne Havn omtalte rapporter og regn-skabsmateriale, der viser Rønne Havns omsætning og omkostninger for-delt isoleret til infrastruktur i årene efter 2018, da Rønne Havns offentligt tilgængelige årsrapporter efter 2018 ikke indeholder en sådan fordeling.

Da Rønne Havn igen har nægtet at fremlæggedette materiale, til trods

for at Rønne Havn påberåbte sig materialet under hovedforhandlingen i 2018-sagen, har Molslinjen i replikken ad substansen begæret edition for så vidt angår det pågældende materiale, som er relevant for vurderingen af rimeligheden af Rønne Havns priser i perioden fra 1. september 2018, således at materialet kan indgå i det ligeledes begærede syn og skøn, som efter Molslinjens vurdering vil illustrere, at der i perioden fra 1. septem-ber 2018 foreligger et urimeligt forhold mellem Rønne Havns omkostnin-ger og priser på det pågældende tidspunkt. Der er endnu ikke truffet be-slutning om begæringerne om edition og syn og skøn. Indtil videre har Molslinjen på baggrund af offentligt tilgængelige oplysninger foretaget

de bedstmulige analyser af forholdet mellem Rønne Havns relevante

omkostninger og den krævede pris i perioden fra 1. september 2018, der kan understøtte Molslinjens anbringender.

Rønne Havn gør gældende, at hvis Sø-og Handelsretten udelukkende skulle have taget stilling til, om skibsafgiften i perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018 var urimeligt høj, da ville dommen ”helt åbenlyst tilmed indebære en stillingtagen til skibsafgiften i 2019 og 2020, da skibsafgiften i disse år var højere ” (duplik ad formaliteten, pkt. 3.2.6). Molslinjen er enig i, at en dom om, at priserne i perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018 var urimeligt høje, kunne have betydning for vurderingen af prisernes rimelighed i en eventuel senere sag om endnu højere priser i de efterføl-gende år. Det skyldes imidlertid ikke, at den tidligere dom ville have rets-kraft i relation til denne sag. I en sådan senere sag beror spørgsmålet om prisernes rimelighed på de konkrete faktiske omstændigheder på det re-levante tidspunkt, og andre forhold, eksempelvis om prisniveauet i an-dre havne, værdien af Rønne Havns ydelse og Rønne Havns overskuds-

gradm.v., har også betydning for vurderingen. Sø-og Handelsretten

fandt ikke i 2018-sagen, at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at sta-

tueremisbrug af dominerende stilling i form af urimeligt høje priser i

perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018, på trods af indikationer på potentielle konkurrencestridige forhold. Det hindrer ikke, at retten under denne senere sag anlagt af Molslinjen på baggrund af oplysninger om de konkrete faktiske forhold i denne periode kan tage stilling til, om Rønne Havns priser i den senere periode, herunder de endnu højere priser i 2019 og 2020, var urimeligt høje.

Molslinjen betaler stadig hver måned de urimeligt høje skibsafgifter til Rønne Havn med løbende forbehold om tilbagesøgning af den andel, der er urimeligt høj. En dom om urimeligheden af priser opkrævet i 2018 ba-seret på oplysninger om priser og omkostninger m.v. i 2018 kan ikke af-

skæreen sag om urimeligheden af priser opkrævet efterfølgende, når

både prisniveau og omkostningsniveau kan ændre sig og faktisk har æn-dret sig. I den forbindelse bemærkes, at Molslinjen ifølge hovedkontrak-ten med Transport- og Bygningsministeriet (bilag 7, E 1/353 f. og 386) skal besejle Rønne Havn indtil udgangen af august 2030.

Molslinjens mulighed for at anke dommen i 2018-sagen medfører ikke, at sagerne angår samme spørgsmål

Danske Færger, der i oktober 2018 blev overtaget af Molslinjen og efter-følgende fusionerede med Molslinjen, var sagsøgt i 2018-sagen anlagt af Rønne Havn. Som følge af fusionen kunne Molslinjen anke spørgsmålet om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling i perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018. En ankesag ville imidlertid omfatte samme på-

standesom sagen for Sø-og Handelsretten og dermed ikke vedrøre

Molslinjens krav opstået i den efterfølgende periode fra 1. september 2018. Molslinjen ville ikke frit kunne udvide påstandene under ankesa-gen til også at omfatte Molslinjens krav mod Rønne Havn i den efterføl-gende periode, jf. retsplejelovens §§ 383 og 384 (MS 9 og 11). Det viser i sig selv, at 2018-sagen og denne sag ikke angår samme spørgsmål.

Sø- og Handelsrettens dom i 2018-sagen angik ikke det samlede takst-system

Endelig har Rønne Havn gjort gældende, at 2018-sagen angik det sam-lede takstsystem, med hvilket der menes, at de takster, Rønne Havn har krævet af Molslinjen for perioden fra 1. september 2018, også var omfat-tet af Sø- og Handelsretten dom i sagen.

Rønne Havn støtter denne opfattelse på, at der – efter havnens opfattelse – ikke i den tidligere sag var trukket en klar grænse for perioden før og efter 31. august 2018. Rønne Havn henviser i den forbindelse til oplys-ninger, der indgår i denne sag, og som også indgik i 2018-sagen (svar-skriftets pkt. 3.1.44 ff.).

Dette bestrides. 2018-sagen angik Rønne Havns påståede betalingskrav mod Danske Færger som følge af Rønne Havns forhøjelser af havneafgif-ter og ISPS-afgifter for perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018. Kravet, der blev behandlet i 2018-sagen, angik med Sø-og Handelsrettens ord kun ”den relevante periode i 2018 ”, jf. dommens side 124 (bilag A, E 2/1024). Der henvises til afsnit 3.1 ovenfor.

Det forhold, at der i 2018-sagen indgik dokumenter, der også indgår i

dennesag, kan ikke medføre, at den tidligere sag afskærer denne sag.

Eksempelvis medfører det forhold, at det fremgik af Rønne Havns for-retningsbetingelser for 2017 og 2018, at Rønne Havn ville hæve priserne også i 2019 og 2020, jf. bilag A, side 21 og 24 (E 2/921 og 924), og at disse bilag også indgik i 2018-sagen, ikke, som anført af Rønne Havn (bl.a. svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.22-3.1.24), at dommen kan udstræk-kes til at angå den efterfølgende periode, der ikke var omfattet af parter-nes påstande eller dommens ordlyd.

En part er ikke afskåret fra at fremsætte krav, som ikke var rejst under en tidligere sag, men som bl.a. støttes på faktum, der har været oplyst i den tidligere sag.

Sø- og Handelsretten tog udtrykkeligt ikke stilling til priser opkrævet ef-ter den 31. august 2018 og dermed heller ikke de yderligere prisstignin-ger i 2019 og 2020.

Desuden har de faktiske priser vist sig at være større end de forventede prisstigninger, der fremgik af bilagene i 2018-sagen, jf. afsnit 3.1 ovenfor. Der indgik ikke oplysninger i 2018-sagen om de højere faktiske priser, som Molslinjen efterfølgende er blevet opkrævet i 2019 og 2020.

Sø-og Handelsretten havde også kun oplysninger om månedlige

opkrævninger fra Rønne Havn i perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018, ligesom retten også kun for perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018 havde oplysninger om forholdet mellem Rønne Havns opkrævnin-ger på den ene side og henholdsvis priserne under det tidligere takstsy-stem og priserne i andre havne på den anden side. Uanset om Molslinjen og evt. også retten var bekendt med, at Rønne Havn planlagde at hæve priserne – et spørgsmål, der ikke blev behandlet eller afklaret i 2018-sa-gen – kan dette heller ikke udstrække rækkevidden af den afsagte dom.

Ligeledes er det uden betydning for spørgsmålet om retskraft, at Sø- og Handelsretten anvendte oplysninger fra Rønne Havns årsrapport for 2018. Årsrapporten for 2018 dækker netop den periode, 2018-sagen an-gik.

At en tidligere medarbejder i Danske Færger (og nuværende medarbej-der hos Molslinjen) Person 1 i retten udtalte sig bl.a. om trafik-tal for 2019 og satser for 2020, skyldtes Rønne Havns tilrettelæggelse af sagen, da det var Rønne Havn, der inddrog disse forhold i 2018-sagen med fremlæggelse af bilag 38 (på dagen for forberedelsens afslutning). Dette forhold medfører i alle tilfælde ikke en udvidelse af dommens rets-kraft, eller at Sø- og Handelsretten også har bedømt den senere udvikling i Rønne Havns priser fra 1. september 2018. Der er alene tale om over-ordnede tal for 2019, som desuden ligger tidsmæssigt tæt op ad perioden på otte måneder i 2018, som 2018-sagen angik. Molslinjen skal imidlertid

varetageden samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i 12 år

indtil udgangen af august 2030, og der er ikke taget stilling til priserne én gang for alle.

Rønne Havn synes ligeledes at gøre gældende, at oplysning om det for-hold, at Molslinjen, som beskrevet i stævningens pkt. 28, klagede til Kon-kurrence- og Forbrugerstyrelsen over stigningen i Rønne Havns takster, indgik i Sø- og Handelsrettens sagsfremstilling i den tidligere sag, med-fører, at sagen anlagt af Rønne Havn mod Danske Færger også skulle angå de takster, som Rønne Havn senere krævede af Molslinjen (svar-skriftets pkt. 3.1.30-3.1.31). Oplysning om Molslinjens klage til Konkur-rence- og Forbrugerstyrelsen, før Molslinjen overtog Danske Færger, kan imidlertid ikke have betydning for rækkevidden af den sag, Rønne Havn i 2018 anlagde mod Danske Færger.

Rønne Havn gør også gældende, at det forhold, at der på side 124 i dom-men i 2018-sagen (bilag A, E 2/1024) henvises til Rønne Havns forklaring om, at Rambøll havde udarbejdet rapporter om Rønne Havns prisstig-

ninger,som Rønne Havn forelagde for Konkurrence-og Forbrugersty-

relsen i forbindelse med Molslinjens klage over prisstigningerne, og til at retten ikke havde været i besiddelse af dette materiale, i sig selv ”doku-menterer” , at der er tale om ét samlet takstsystem. Det bestrides. Retten har ikke været i besiddelse af materialet, og ingen andre end Molslinjen ved, hvilke oplysninger, herunder om tidsperiode og opkrævede priser, der indgår i rapporterne, som Rønne Havn har nægtet at fremlægge.

Det af Rønne Havn anførte om, at ”Samtlige oplysninger, som indgår i Sø-og Handelsrettens dom, relaterer sig til perioden efter 31. august 2018 og knytter sig således til Molslinjens besejling af ruten til og fra Rønne Havn” (svarskrif-tets pkt. 3.1.29) kan afvises. Langt størstedelen af de faktuelle oplysnin-ger, der indgik i 2018-sagen og fremgår af dommen, relaterer sig til peri-oden før 1. september 2018 og de skibe, Danske Færger anvendte i denne periode. Oplysninger vedrørende 2019 indgår alene i Sø- og Handelsret-tens begrundelse som grundlag for opgørelsen af Danske Færgers andel af Rønne Havns omsætning i 2018, som sagen angik, hvilket ikke kan indebære en udvidelse af dommens retskraft.

Sammenligninger af ordlyden i uddrag af Danske Færgers processkrifter med Molslinjens stævning kan endelig ikke føre til, at dommen i 2018-sagen tillægges en udvidet retskraft. Eftersom begge sager angår Rønne Havns havneafgifter for to tilstødende perioder, og da skrifterne i øvrigt er udarbejdet af samme advokater, er det naturligt, at der vil være så-danne sammenfald. Det indebærer ikke, at nærværende sag må afvises.

Person 6's udtalelse i bilag Y om, at afgørelsen af retskraftspørgsmålet kan ske alene ved at sammenholde præmisserne

i dommenfra 2018-sagen med Molslinjens påstande og anbringender i

nærværende sag, og at dommen i 2018-sagen én gang for alle har afgjort spørgsmålet om Rønne Havns prisstigninger fra 2018, er forkert.

Udtalelsen er alene baseret på, at der i bilagsmateriale i 2018-sagen var henvist til de kommende yderligere forventede prisstigninger i 2019 og 2020 (men ikke senere år), som var udmeldt samtidig med prisstignin-gerne for 2018.

Sø- og Handelsretten tog for det første ikke stilling til andre prisstigninger end dem, der konkret var opkrævet over for Danske Færger i perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018.For det andet tager udtalelsen ikke højde for kravene til den konkurrenceretlige vurdering af, om priser er

urimeligthøje i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102

TEUF. Som angivet ovenfor må denne vurdering nødvendigvis baseres på yderligere oplysninger end blot oplysninger om priserne isoleret set, og vurderingen må foretages på baggrund af oplysninger på det rele-vante tidspunkt. Der er ikke tale om et spørgsmål, som kan afgøres én gang for alle. For det tredje var udtalelsen baseret på en forudsætning om ”5) At Rønne Havn A/S satte det nævnte prissystem i kraft den 1 januar 2018 og har anvendt dette uændret i henhold til det indmeldte.” Denne forudsæt-ning er forkert, da priserne er hævet siden ”det indmeldte” i januar 2016.

Som nævnt indeholdt bilagsmaterialet i 2018-sagen ikke oplysninger om de faktiske priser, som Molslinjen er blevet opkrævet i 2019 og 2020, og som var højere end de varslede priser i disse år tillagt en regulering efter nettoprisindekset. Det indebærer også, at udtalelsen ikke kan lægges til grund.

Foretager man – uanset disse forhold – den mere forenklede sammenlig-ning, som Person 6 argumenterer for, vil det endvidere ikke føre til det af Rønne Havn anførte resultat. Præmisserne i 2018-dommen angår udtrykkeligt alene perioden fra 1. januar til 31. au-gust 2018, mens påstande og anbringender i denne sag vedrører perioden fra 1. september 2018 og frem.

Rønne Havn henviser også til bilag AE, som er et yderligere responsum

indhentetaf Rønne Havn fra Person 6. Heraf

fremgår, at Person 6 mener, at Sø- og Handels-retten kan lægge til grund, at der var tale om ét samlet prissystem gæl-

dendefra 1. januar 2018 og fremefter på trods af ovenstående kritik af

udtalelsen fremlagt som bilag Y. Selv hvis det er korrekt, hvilket bestri-des, indebærer det ikke, at Sø- og Handelsretten har taget stilling til pri-serne opkrævet over for Molslinjen i perioden fra 1. september 2018.

Person 6's udtalelse er baseret på følgende, jf. bilag AE, side 2:

”Molslinjen A/S har i processkrift 2 af 1. februar 2024 (s. 11) bestridt denne forudsætning, og gjort gældende, at priserne var og er højere end varslet. Det fremgår imidlertid eksplicit af Rønne Havn A/S’ pri-ser og forretningsbetingelser 2018 (2021-sagens bilag 1, s. 5 og Dom-mens bilag 2, s. 5), at der ved disse betingelser er fastsat minimums-priser for perioden 2018 og fremefter, dvs. ikke alene for 2018. End-videre fremgår det af Rønne Havn A/S’ priser og forretningsbetin-gelser 2019 og 2020 (2021-sagens bilag 3 (s. 5) og bilag 4 (s. 5)), at Rønne Havn A/S i 2019 og 2020 rent faktisk anvendte de minimums-priser, som fremgik af 2018-forretningsbetingelserne, herunder med de udmeldte pristalsreguleringer, der som minimum følger nettop-risindekset, og som er fastsat under hensyntagen

til målet om, at rabatten fra 2020 skulle udgøre til 70 %.”

Det synes således at være afgørende for konklusionen om, at der er tale om ét samlet takstsystem, at Rønne Havns Priser & Betingelser henviser til, at der er tale om minimumspriser, der ifølge Rønne Havns brev af 18. januar 2016 (bilag A, side 12, E 2/912) som minimum vil følge nettoprisin-dekset hvert år. Denne formulering kan skyldes, at de faktisk opkrævede

priservar højere end de varslede priser tillagt regulering som følge af

nettoprisindekset, jf. afsnit 3.3 ovenfor.

Disse angivelser om ”minimumspriser” i Rønne Havns brev og forret-ningsbetingelser indebærer ikke, at Sø-og Handelsrettens dom i 2018-sagen har taget stilling til lovligheden af enhver pris opkrævet af Rønne Havn, når blot denne pris er højere end den angivne minimumspris. Det gælder særligt, når Molslinjen har betalt de urimeligt høje priser siden 1. september 2018 og potentielt vil være nødsaget til at gøre det indtil ud-

gangen af august 2030, og når oplysningerne om de højere faktiske priser opkrævet fra Molslinjen ikke indgik i 2018-sagen.

Henvisningen til, at prisstigningerne er fastsat under hensyntagen til Rønne Havns påståede mål om, at ”rabatten” fra 2020 skulle udgøre 70 %, ændrer ikke herpå.

For det første giver det ikke mening at omtale de månedspriser, der opkræves Molslinjen, for ”rabatter” i forhold til Rønne Havns standard-takster anvendt over for andre skibe, der besejler havnen i Rønne. Mols-linjen er klart den største kunde hos Rønne Havn og er i medfør af ho-vedkontrakten med staten forpligtet til at besejle havnen i Rønne flere gange dagligt som led i den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm. Molslinjens forhold er dermed usammenlignelige med hav-nens andre kunders forhold, og det er naturligt, at Molslinjen og Danske Færger, som varetog den samfundsbegrundede færgebetjening af Born-holm i en meget lang periode før Molslinjen, er blevet opkrævet en pris, der var markant lavere end havnens standardtakster anvendt over for havnens øvrige kunder.

For det andet har det ikke før Rønne Havns processkrift ad retskraft af 28. marts 2024 været kendt for hverken Molslinjen eller Sø- og Handelsret-ten, at Rønne Havn havde et mål om, at priserne opkrævet fra Molslinjen skulle svare til 70 % af standardpriserne opkrævet fra havnens øvrige kunder. Dette forhold indgik ikke i Sø-og Handelsrettens dom i 2018-sagen.

Rønne Havn har på side 8 i processkrift ad retskraft af 28. marts 2024 anført, at dette formål blev fremlagt under 2018-sagens behandling og derfor blev taget i betragtning og bedømt af Sø- og Handelsretten. Det er forkert.

Rønne Havn har for det første henvist til Person 3's vidneforklaring, som er refereret i dommens side 46, 6. afsnit (bilag A, E 2/946). Forklarin-gen lyder:

”De havde med bistand fra Rambøll regnet på, hvilken konsekvens takstændringen ville have for Danske Færger. Rambølls rapport fo-kuserede på cost drivers og ressourcetræk på forskellige områder. Konklusionen var, at havnen godt kunne tillade sig at sætte Danske Færgers rabat yderligere ned til en procentsats under 70 %. Det havde således ikke været urimeligt, hvis de allerede nu havde sat rabatten endnu længere ned.”

Forklaringen vedrører udtrykkeligt alene prisen opkrævet fra Danske Færger og dermed kun prisen opkrævet i perioden 1. januar til 31. august 2018. Det fremgår ikke, at formålet med prisændringen i 2018 generelt var at nedsætte prisen opkrævet fra Danske Færger og Molslinjen til 70 % af standardpriserne. Den Rambøll-rapport, der omtales, har Rønne Havn nægtet at fremlægge i sagen til trods for Molslinjens opfordring herom. Forklaringen understøtter således ikke, at Sø-og Handelsretten allerede har forholdt sig til Rønne Havns priser over for Molslinjen.

Rønne Havn har for det andet henvist til, at formålet om at nedsætte prisen opkrævet fra Danske Færger blev refereret i Rønne Havns påstandsdo-

kument,jf. følgende udtalelse på dommens side 74, afsnit 6 (bilag A, E

2/974), som blev gentaget i Danske Færgers påstandsdokument:

“Det gøres gældende at det er af central betydning for urimeligheds-vurderingen, at Rønne Havn alene har reduceret Danske Færgers ra-bat fra ca. 90 % til ca. 70 % og ikke sat priserne op.“

Dette anbringende vedrører også alene priserne opkrævet fra Danske Færger og dermed kun priserne i perioden 1. januar til 31. august 2018. Det fremgår heller ikke her, at formålet med prisændringen i 2018 gene-relt var at nedsætte prisen opkrævet fra Danske Færger og Molslinjen til 70 % af standardpriserne. Der er alene tale om interne beregninger til brug for Rønne Havns prissætning over for Danske Færger.

De takster, Rønne Havn har krævet fra Molslinjen for perioden fra 1. sep-

tember2018, var således ikke omfattet af Sø-og Handelsrettens dom i

sagen, og Sø-og Handelsretten har ikke tidligere pådømt spørgsmålet om disse taksters berettigelse.

Rønne Havn henviser til en revisorerklæring, der angiveligt understøt-ter, at Rønne Havns beregninger af ”rabatten” for Molslinjen i forhold til Rønne Havns standardtakster er korrekt. Denne sagkyndige erklæring er imidlertid indhentet ensidigt af Rønne Havn efter sagens anlæg uden ret-tens tilladelse og kan dermed ikke lægges til grund eller indgå i sagen, jf. retsplejelovens § 209 a og § 341 a, stk. 1, modsætningsvis. Selv hvis er-

klæringenlægges til grund, indebærer dette imidlertid ikke, at Sø-og

Handelsretten tidligere har pådømt spørgsmålet om taksternes beretti-gelse.

Molslinjen har i nærværende sag også nedlagt påstand og fremført an-bringender om aftalelovens § 36, og dette spørgsmål har dommen i 2018-sagen heller ikke taget stilling til

Rønne Havns påstande om afvisning i nærværende sag synes alene at

værebegrundet i, at Sø-og Handelsrettens dom i 2018-sagen – efter

Rønne Havns opfattelse – har taget endelig stilling til, at Rønne Havns priser ikke er i strid med forbuddet mod misbrug af dominerende stil-ling. Selv hvis det var tilfældet, hvilket anfægtes, ville sagen imidlertid ikke kunne afvises. Det skyldes, at nærværende sag også angår, om pri-serne opkræves i strid med aftalelovens § 36, hvilket spørgsmål dommen i 2018-sagen ikke har taget stilling til, selvom anbringender herom var gjort gældende.

Molslinjens betalingspåstand (påstand 1) i nærværende sag er ikke kun støttet på anbringender om Rønne Havns misbrug af dominerende stil-ling. Molslinjen har også fremført anbringender om, at Rønne Havns prisstigninger er i strid med aftalelovens § 36. Der henvises til stævnin-gens afsnit C2 (E 1/81).

Tilsvarende angår Molslinjens anerkendelsespåstand i nærværende sag (påstand 2) også prisstigninger i strid med aftalelovens § 36. Påstanden lyder:

”Rønne Havn A/S skal anerkende, at selskabets skibsafgifter opkræ-

vetfra Molslinjen A/S siden 1. september 2018 er urimeligt høje

og/eller udtryk for urimelige forretningsbetingelser og udgør mis-brug af Rønne Havn A/S’ dominerende stilling i strid med konkur-rencelovens § 11 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, og/eller at de opkrævede skibsafgifter er i strid med aftalelovens § 36, og at Rønne Havn A/S derfor ikke er be-

rettiget til at opkræve sådanne høje skibsafgifter fra Molslinen A/S.” (vores understregning)

Under2018-sagen gjorde Danske Færger også gældende, at Rønne

Havnspåståede krav ikke bestod, da prisstigningerne i perioden 1. ja-

nuar til 31. august 2018 var i strid med aftalelovens § 36.

Dommen i 2018-sagen tog ikke stilling til disse anbringender, da retten fandt, at prisstigningerne var i strid med en aftale mellem Danske Færger og Rønne Havn om priserne i perioden indtil 31. august 2018. Der var således ikke behov for at tage stilling til spørgsmålet om prisernes over-ensstemmelse med aftalelovens § 36, da Danske Færger allerede havde fået medhold i frifindelsespåstanden over for Rønne Havns betalingspå-stand, og da spørgsmålet om aftalelovens § 36 ikke var relevant for aner-

kendelsespåstandeni 2018-sagen, som udelukkende omhandlede for-

buddet mod misbrug af dominerende stilling.

Dette indebærer også, at nærværende sag ikke skal afvises med henvis-ning til negativ retskraft af dommen i 2018-sagen.

Subsidiært gøres det gældende, at selv hvis nærværende sag angår samme krav som 2018-sagen, er der sket berettiget udstykning, hvorfor Molslinjens krav ikke kan afvises

Som anført ovenfor angik 2018-sagen et andet (påstået) krav end nærvæ-

rende sag med en anden kreditor.Molslinjen gør dermed gældende, at

dommen i 2018-sagen ikke bør medføre afvisning af nærværende sag om Molslinjens særskilte krav på tilbagesøgning, idet der alene foreligger retskraft i forhold til allerede pådømte krav.

Molslinjen gør subsidiært gældende, at i det omfang Molslinjens krav i nærværende sag måtte være en del af ét og samme krav som Rønne

Havnspåståede krav i 2018-sagen (til trods for de ovenfor anførte for-

hold), er der sket berettiget udstykning af den del af kravet, som angår Molslinjens tilbagesøgning af for meget betalt havneafgift i perioden fra 1. september 2018.

Det var berettiget at udstykke den del af kravet, der angik det senere ud-

budaf den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm, som

Molslinjen fortsat varetager og skal varetage indtil i hvert fald 31. august 2030. Hele kravet var ikke forfaldent og kunne ikke gøres op, da dommen i 2018-sagen blev afsagt. Molslinjen fusionerede også først med Danske

Færger den 17. december 2018. Som angivet ovenfor adskiller de faktiske omstændigheder i de to sager sig desuden, og 2018-sagen var anlagt af Rønne Havn og i det hele tilrettelagt i lyset af havnens betalingspåstand over for Danske Færger.

Det vil være mere nærliggende at behandle Molslinjens krav for alle må-neder fra september 2018 og til (potentielt) udgangen af august 2030 un-der én sag, end det ville have været at udvide 2018-sagen til også at angå Molslinjens tilbagesøgningskrav i perioden op til forberedelsens afslut-ning i 2018-sagen og anlægge en ny sag om Molslinjens krav i den (store) resterende del af perioden indtil udgangen af august 2030.

Under alle omstændigheder kunne Molslinjen udstykke den del af kra-vet, der endnu ikke var forfalden og ikke kunne gøres op på tidspunktet for forberedelsens afslutning i 2018-sagen den 1. februar 2021. Der kan således i hvert fald ikke ske afvisning for så vidt angår denne del af Mols-linjens krav. Der henvises til Gomard & Kistrup: Civilprocessen, 2020, side 794 (MS 125), hvorefter en fornyet prøvelse på et nyt retligt grundlag efter omstændighederne bør tillades, hvis retten i en tidligere sag har undladt at tage visse regler af betydning for parternes mellemværende i betragtning i dommen, og denne undladelse ikke kan lægges parterne til last f.eks. på grund af en begrænsende formulering af deres påstande og anbringender.

Der henvises i den forbindelse til UfR 2021.1275 V (MS 101 ff.), hvor en skadelidt ikke var afskåret fra at gøre et krav om erstatning for erhverv-sevnetab gældende efter afslutningen af en ankesag om ansvarsgrundlag og svie og smerte, selv om han ikke havde forsøgt at inddrage kravet under ankesagens behandling. Kravet var forfaldent efter forberedelsens afslutning, men inden hovedforhandlingen.

Der foreligger i nærværende sag en anden situation end i eksempelvis UfR 2016.3106 V (MS 67 f.), hvor udstykning af en del af et krav ikke var berettiget, da kravet kunne være gjort endeligt op og have været inddra-get i en betalingspåstand i den tidligere sag. Smh. ligeledes Højesterets udtalelse i UfR 2010.1431 H (MS 62), hvorefter generelle hensyn til pro-cesøkonomi og effektivitet af retskraftreglerne tilsiger, at en sagsøger som udgangspunkt medtager alle sine forfaldne krav i anledning af en misligholdelse under samme sag. Krav, der endnu ikke er forfaldne, kan

såledesgodt udstykkes, jf. ligeledes Bernhard Gomard og Michael Ki-

strup: Civilprocessen, side 798 (MS 129).

Som angivet ovenfor har Rønne Havn før dommen i 2018-sagen været

bekendtmed Molslinjens forbehold for at kræve tilbagesøgning af den

del af havneafgiftsbetalingerne, der er urimeligt høje. Rønne Havn har således ikke haft anledning til at tro, at Molslinjen ikke har foretaget ud-stykning af den del af kravet, der angik Molslinjens tilbagesøgningskrav for perioden fra 1. september 2018.

Hverken Rønne Havn eller Person 6 argumen-terer imod, at betingelserne for udstykning er opfyldt - hvilket betingel-serne også er.

Person 6 har i sit supplerende responsum be-stilt af Rønne Havn og fremlagt som bilag AE erklæret sig enig i, at ”[s]elv om betingelserne for udstykning skulle have været opfyldt” , så skal der ikke ske afvisning af krav, der med rette kunne ske udstykning for. Det følger også af Gomard & Kistrup: Civilprocessen, side 801 (MS 132).

Person 6 anfører dog på side 5 i bilag AE, at dommen om det første delkrav (som ikke er udstykket) vil have positiv retskraft i sagen om det andet delkrav (som er udstykket) og således har ”præjudicerede virkning” .

I den forbindelse bemærkes for god ordens skyld (selvom dette spørgs-mål ikke har betydning for afvisningsspørgsmålet), at retskraftens præju-dicielle virkning alene gælder for spørgsmål, som er afgjort under den tidligere sag, jf. ligeledes Gomard & Kistrup: Civilprocessen, side 794 ff. (MS 125 ff.). Sø-og Handelsretten har ikke allerede prøvet og afgjort spørgsmålet om lovligheden af Rønne Havns priser opkrævet fra Mols-linjen i perioden fra 1. september 2018, jf. ovenfor. Det kunne Sø- og Han-delsretten heller ikke, da retten ikke havde oplysninger om bl.a. de pri-ser, Rønne Havn har opkrævet fra Molslinjen.

En afgørelse i en sag om en eller flere rater af en periodisk ydelse (som i nærværende sag) er desuden ikke bindende under sager om senere for-faldne rater, jf. Gomard & Kistrup: Civilprocessen, side 797 (MS 128), og

UlrikRammeskow Bang-Pedersen: Den civile retspleje, side 668 (MS

150).

I dommen i 2018-sagen var Sø- og Handelsretten ikke afvisende over for, at Rønne Havns priser opkrævet fra Danske Færger i perioden fra 1. ja-

nuar2018 til 31. august 2018 kunne indebære misbrug af dominerende

stilling, jf. dommens side 124 (bilag A, E 2/1024), hvor retten bl.a. udtalte følgende:

”Retten finder på den baggrund, at der på trods af indikationer på

potentiellekonkurrencestridigeforholdikkeerfuldttilstrækkeligtgrundlagforatstatuereetmisbrugafRønneHavnsdominerendestilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 TEUF. På det foreliggende grundlag frifindes Rønne Havn herefter for denafDanskeFærgerselvstændigtnedlagtepåstand.”(voresunder-stregning)

Molslinjen har i nærværende sag begæret edition og syn og skøn med henblik på at få mulighed for at fremlægge yderligere beviser om bl.a. Rønne Havns omkostninger og omsætning relevant for den samfunds-begrundede færgebetjening af Bornholm. Sådanne oplysninger er rele-vante for spørgsmålet om lovligheden af Rønne Havns priser efter kon-kurrencereglerne. Der er endnu ikke truffet afgørelse om disse begærin-ger.

Der er dermed ikke grundlag for at afskære en prøvelse af lovligheden af Rønne Havns priser opkrævet fra Molslinjen i perioden fra 1. septem-ber 2018.

Rønne Havn har i sit påstandsdokument anført:

Indledning

Rønne Havn A/S (herefter Rønne Havn) har nedlagt påstand om afvis-ning, allerede fordi Sø- og Handelsrettens tidligere afsagte dom af 7. maj 2021 i sag BS-35839/2018 SHR (herefter 2021-dommen eller 2021-sagen) i en sag mellem oprindeligt Danske Færger A/S (herefter Danske Færger),

senereMolslinjen og Rønne Havn - hvor Danske Færger/Molslinjen

havde nedlagt påstand om, at Rønne Havn misbrugte sin dominerende stilling til fastsættelse af urimeligt høje priser - har retskraft overfor Mols-linjens nedlagte påstand om Rønne Havns misbrug af dominerende stil-ling til fastsættelse af urimeligt høje priser .

I denne sag anlagt den 16 . september 2021 udskilte Sø- og Handelsretten den 4. august 2023 spørgsmålet om afvisning grundet retskraft til sær-skilt behandling og afgørelse.

Rønne Havn fastholder, at denne sag, som er indbragt for Sø- og Han-delsretten af Molslinjen – efter udløbet af ankefristen af 2021-dommen -vedrører samme spørgsmål og omhandler samme parter, som var om -fattet af 2021-dommen for så vidt angår den konkurrenceretlige bedøm-melse af, hvorvidt Rønne Havn opkræver urimeligt høje priser.

I 2021-dommen blev Danske Færger frifundet for Rønne Havns krav om betaling efter Rønne Havns nye takstsystem for skibsafgift, der var blevet sat i kraft og indfaset fra og med den 1. januar 2018. Frifindelsen var ba-seret på et aftaleretligt grundlag, da Sø- og Handelsretten fandt, "at Rønne Havn p§ baggrund af parternes samlede aftalegrund/ag ikke kunne lave de æn-dringer af takststrukturen overfor Danske Færger, som Rønne Havn gennem-førte . .. " jf. 2021-dommen, bilag A, side 123. Den aftaleretlige del af 2021-dommen er uden betydning for vurderingen af 2021-dommens retskraft overfor Molslinjen i relation til den konkurrenceretlige bedømmelse.

Afgørende for vurderingen af retskraft er Sø- og Handelsrettens stilling-tagen til påstanden om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling i 2021-dommen. Sø-og Handelsretten traf således afgørelse derom efter, at Danske Færger/Molslinjen havde nedlagt en selvstændig påstand om, at Rønne Havn havde misbrugt sin dominerende stilling ved at opkræve

urimeligthøje priser i strid med Konkurrencelovens § 11 og Traktaten

om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 102. Sø- og Handels-retten frifandt Rønne Havn for denne påstand.

Dette påstandsdokumenter opbygget som følger: Afsnit 3 indeholder

sagsfremstillingen. Afsnit 4 omhandler de grundlæggende principper for retskraft. Afsnit 4.2 og 4.3 uddyber disse, idet afsnit 4.2 behandler spørgs-

måletom, hvorvidt sagen angår samme parter. Afsnit 4.3 omhandler

spørgsmålet om, hvorvidt sagen angår samme spørgsmål som 2021-

dommen - herunder afsnit 4.3.3 der behandler en sammenligning af de nedlagte påstande, afsnit 4.3.4 som behandler skibsafgiften og de anførte omkostninger/avancer, der ikke har ændret sig, og afsnit 4.3.5 som rede-gør for sammenhængen mellem de opkrævede skibsafgifter og perioder. Afsnit 5 og 6 behandler Molslinjens synspunkter vedrørende Molslinjens forbehold og Rønne Havns protest mod Danske Færgers/Molslinjens på-stand 2 i 2021-sagen. Afsnit 7 indeholder et sammendrag af Rønne Havns anbringender. Afsnit 8, 9 og 10 omhandler henholdsvis bevisførelsen, momsregistrering og processuelle meddelelser.

SAGSFREMSTILLING

Rønne Havn var oprindeligt gennem årtier en del af Rønne Kommune

og har aldrig været en statshavn. Som led i samfundsudviklingenblev

havnenførst udskilt som kommunal selvstyrehavn og efterfølgende i

2004 omdannet til selvstændigt aktieselskab med Bornholms Regions-

kommunesom den altovervejende majoritetsaktionær og med navnet

Rønne Havn A/S. Selskabet ejer således havnen og driver denne som kommerciel havn omfattet af Havneloven og øvrig relevant lovgivning.

Færgedriften i Østersøen mellem København/Køge og Rønne/Ystad er

længeblevet udført som en samfundsbegrundet betjening baseret på

gennemførte offentlige udbud og blev i en årrække varetaget af rederiet Bornholmstrafikken A/S (herefter Bornholmstrafikken). Bornholmstra-fikken ophørte med at eksistere den 18. november 2010 efter fusion med Danske Færger m.fl., med Danske Færger som det fortsættende selskab efter fusionen.

Danske Færger forestod også den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm for det daværende Transportministerium efter gennemført udbud derom i kontraktperioden 1. september 2011 til 31. august 2017. Perioden blev forlænget af ministeriet til og med den 31. august 2018. I 2016 tabte Danske Færger imidlertid det seneste statsudbud om den sam-fundsbegrundede færgebetjening af det Bornholmske samfund for den kommende besejlingsperiode. I forbindelse dermed indmeldte Rønne

Havndet nye takstsystem, jf. afsnit 3.1.5 og 3.1.6 nedenfor. Molslinjen

blev den vindende tilbudsgiver. Danske Færger anløb fortsat frem til 31. august 2018 flere gange dagligt Rønne Havn, men pr. 1. september 2018 overtog Molslinjen besejlingen, ligeledes med adskillige daglige anløb.

Den 7. juni 2018 stævnede Rønne Havn Danske Færger ved Sø- og Han-delsretten (2021-sagen). Danske Færger var på tidspunktet for sagens an-læg fortsat ejet af Bornholmstrafikken Holding A/S med 50% og af Clip-per Group A/S med 50%. Bornholmstrafikken Holding A/S er ejet 100% af Staten (det daværende Transport- og Boligministerium).

Tvisten mellem Rønne Havn og Danske Færger angik oprindeligt Rønne Havns Priser og Forretningsvilkår 2017 og 2018 og den pr. 1.1.2018 gen-nemførte ændring af priser for anløb (skibsafgifter) til Rønne Havn, der fulgte et nærmere angivet takstsystem, som implementerede minimums-priser i tre tempi over en 3-årig periode 2018, 2019 og 2020, jf. bilag 8 og bilag 1. Det overordnede formål med introduktionen af det nye takstsy-stem og dets implementering var oprindeligt og har siden vedvarende

været at nedbringe den - efter Rønne Havns opfattelse endog meget store

- rabat på mellem 90 % og 96 %, som blev givet til det rederi, der til en-hver tid forestod den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm, til 70 %.

Rønne Havn havde orienteret Danske Færger skriftligt om ændringen al-lerede i januar 2016, jf. bilag 9 og bilag A, side 12, og indmeldte de for ministeriets udbud relevante priser for 2018, 2019 og 2020 til ministeriet i foråret 2016, på hvilket grundlag de bydende afgav tilbud. Molslinjen modtog således som byder også disse oplysninger og havde i den forbin-delse ingen bemærkninger til Rønne Havn, heller ikke før medio juni 2018.

Den 19. juni 2018 indgav Molslinjen klage til Konkurrence-og Forbru-gerstyrelsen over de skibsafgifter, der i overensstemmelse med Rønne Havns Priser og Forretningsbetingelser 2017 og 2018 var trådt i kraft pr. 1. januar 2018, jf. bilag 8, 1 og 12. Klagen angik præcis det takstsystem, som Danske Færger/Molslinjen senere nedlagde selvstændig påstand om i 2021-sagen.

Til brug for undersøgelsen af om Molslinjens klage kunne og skulle an-tages som en konkurrenceretlig klagesag, indhentede Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen en betydelig mængde oplysninger og materiale fra Rønne Havn og afholdt flere møder med henholdsvis Rønne Havn og Molslinjen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddelte den 24. okto-ber 2019, jf. bilag A, side 28, med henvisning dertil, at det var styrelsens vurdering på baggrund af de foreliggende oplysninger og de indledende undersøgelser, at styrelsen skulle afsætte betydelige ressourcer til yder-ligere undersøgelser af de forhold klagen vedrørte. Konkurrence- og For-brugerstyrelsen indstillede derefter sagen. Klagens afvisning medførte ikke, at Molslinjen anlagde sag ved domstolene før dette sagsanlæg, ca. 3 år efter afvisningen.

Kort tid efter det første sagsanlægved Sø- og Handelsretten og indgivel-

sen af klage til Konkurrence-og Forbrugerstyrelsens vedrørende takst-systemet, overtog Molslinjen rederiet Danske Færger. I oktober 2018 er-hvervede Molslinjen således 100 % af aktiekapitalen i Danske Færger. Er-hvervelsen gennemførtes efter en fusionsgodkendelse fra Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen af 10. oktober 2018. Den 17. december 2018 fusio-

neredeDanske Færger og Molslinjen derefter med Molslinjen som det

fortsættende selskab. Navnet Danske Færger bibeholdtes som binavn for det fortsættende selskab.

Med undtagelse af få måneder har Molslinjen således været involveret i sagsanlægget oprindeligt mellem Rønne Havn og Danske Færger. Nav-net Danske Færger blev anvendt under sagens behandling - idet Danske Færger efter overtagelsen beholdtes som et binavn til Molslinjen jf. lige ovenfor.

Først ca. 2 år efter at sagen mellem Rønne Havn og oprindeligt Danske Færger var anlagt ved Sø- og Handelsretten og efter, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde afvist klagen om Rønne Havns takstsystem,

nedlagdeDanske Færger/Molslinjen i processkrift D af 28. september

2020, enyderligere påstand, hvilket tidligere er fremhævet i Rønne

Havns Duplik ad formaliteten af 17. februar 2022 uden protest fra Mols-linjen:

"Rønne Havn A/S skal anerkende, at selskabets forhøjelser af havneafgiften over for Danske Færger A/S med virkning for perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018 indebærer misbrug af Rønne Havn A/ S' dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 6 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

(. . .)

Baggrunden herfor er, at Molslinjen A/S, der har overtaget samtlige aktier i Danske Færger pr. 23. oktober 2018 og senere er fusioneret med selskabet, overtog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm pr. 1. sep-tember 2018. Mellem Molslinjen A/S og Rønne Havn består derfor et aktu-elt kontraktforhold, der er baseret på samme takstsystem som det, der gjaldt for Danske Færgers besejling af Rønne Havn, og som denne sag vedrører.

Molslinjen har en selvstændig interesse i at få påkendt spørgsmålet om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling i form af opkrævning af uri-meligt høje priser. Den subsidiære påstand vil særligt være relevant i til-fælde af, at denne sag måtte blive afgjort på grundlag af Danske Færgers aftaleretlige anbringender."

Baggrunden for Danske Færgers påstand 2 er gentaget i 2021-dommen, jf. bilag A, side 120.

Sø-og Handelsretten afsagde dom den 7. maj 2021 og frifandt Rønne Havn for misbrug af dominans på det foreliggende grundlag, jf. bilag A. Danske Færger/Molslinjen ankede som nævnt ikke dommen.

ANBRINGENDER

Retskraft

En domsbindende virkning kaldes dommens retskraft. Retskraften af-

skærer en ny sag mellem samme parter om de spørgsmål, som en dom har taget stilling til, hvorfor en sådan sag skal afvises. Dette kaldes afvis-ningsvirkningen eller den negative retskraft.

For at vurdere om 2021-dommen har retskraft i relation til denne sag, skal Sø-og Handelsretten tage stilling til, om 2021-sagen og denne sag vedrører samme parter, jf. afsnit 4.2, og samme spørgsmål, jf. afsnit 4.3. Af afsnit 4.2 og 4.3 fremgår, at denne sag, anlagt af Molslinjen, angår samme parter og hviler på det samme retlige grundlag som det krav, der allerede var indtalt og var til prøvelse under 2021-dommen, og som Sø-og Handelsretten dermed allerede en gang har taget stilling til.

Det følger af fast retspraksis, at dommens retskraft ikke kan anses for indskrænket til dommens konklusion. Dommen har også retskraft i rela-tion til de påstande, der er fremsat. Dette gælder uanset om sagsøgeren

tilvejebringer nye beviser og fremsætter nye anbringender,jf. U

1987.165H, hvor retten afviste krav og påstande, da disse var blevet på-dømt under en tidligere sag, uanset at sagsøgeren under den nye sag støt-tede kravene på nye anbringender.

Det faktum, at en doms retskraft ikke er begrænset til dommens konklu-sion, betyder ligeledes, at en dom også har retskraft i relation til rettens præmisser for sin afgørelse om de nedlagte påstande. Mere generelt kan

detteudtrykkes således, at en doms retskraft afskærer en ny sag om

sammespørgsmål. En doms retskraft har endvidere præjudicerende

virkning, dvs. at de spørgsmål, der er taget stilling til ved dommen, skal lægges uprøvet til grund i en senere sag mellem parterne. Denne præju-dicerende virkning gælder, uanset at den nye sag angår et nyt spørgsmå, dvs. afgørelsen af den nye sag skal foretages ud fra den forudsætning, at den tidligere dom er bindende og dermed kan præjudicere udfaldet af den nye sag.

Både dispositionsmaksimen og hensynet til den vindende part taler for, at en dom har retskraft, uanset om den tabende part på grund af fejl, vild-farelse eller uvidenhed ikke gør alle relevante anbringender og beviser gældende. Det forhold, at Sø- og Handelsretten har vurderet, at der ikke

varfuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere et misbrug af Rønne

Havns dominerende stilling i strid med Konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 TEUF i relation til dommen af 7. maj 2021, ændrer ikke på, at en i øvrigt enstemmig dom og dermed med fuld prædikatsværdi, har

retskrafti relation til det takstsystem, som har været vurderet i forbin-

delse med sagen. Det takstsystem, som blev vurderet i 2021-dommen, er identisk med det nuværende, som således ikke adskiller sig fra det i 2021-sagen fremlagte og bedømte.

Der er ikke en udløbsdato for en doms retskraft. Det er således uden be-

tydning,om en dom tager stilling til en nærmere angivet tidsperiode.

Indtræder en begivenhed efter, at retten har optaget sagen til dom, kan denne begivenhed i særlige tilfælde prøves under en ny sag, dersom par-ten ikke kunne have forudset begivenhedens indtræden eller dog ikke

havde rimelig grund til at afvente dette tidspunkt. Dette erikke tilfældet

her.

Når ankefristen udløber, er dommen endelig.En dom har retskraft fra

det tidspunkt, hvor den ikke længere uden tilladelse kan appelleres eller

genoptages. En dom afsagt i første instans har dermed retskraftfra det

tidspunkt, hvor den ordinære ankefrist udløber, jf. Retsplejelovens § 372, stk. 1.

DanskeFærger/Molslinjen ankede som nævnt ikke Sø-og Handelsret-

tens dom af 7. maj 2021, hvorfor denne dom står ved magt. De spørgsmål, der var rejst under 2021-sagen, kan derfor ikke genbesøges i en senere sag - allerede på grund af den negative retskraft. I selve begrebet retskraft ligger således en indbygget forudsætning om, at der er en tidsmæssig forskydning mellem første sags afslutning og anden sags opstart.

Effekten af retskraft er dermed ikke afhængig af, hvor lang tid der er for-løbet mellem første og anden sag. Retspraksis om retskraft tager da heller ikke det tidsmæssige perspektiv med i vurderingen, men forholder sig

til, om et nyt søgsmål med samme indhold mellem samme parter skal afvises.

Kun i det sjældne tilfælde hvor selve varigheden af en tilstand har væ-sentlig betydning for afgørelsen af en tvist, kan en ny sag anlægges efter forløbet af et passende tidsrum, jf. Vestre Landsrets dom gengivet i UfR 2017.1407V, omhandlende en række træers højde. I den pågældende sag forholdt Vestre Landsret sig i 2017 til en dom afsagt i 1981, hvor træernes højde var til bedømmelse. Om dommen afsagt i 1981 og dennes retskraft, tiltrådte Vestre Landsret følgende vurdering afsagt af byretten i Viborg (min understregning):

”... efter det betydelige omfang, som trækronerne har, og som til dels stræk-ker sig ind over skellet til sagsøgeren, finder retten, at der foreligger en si - tuation, der er så anderledes end den, der blev bedømt i 1981, at den tidligere

dom ikke har retskraft i forhold til den nu anlagte sag." Vestre Landsret tilføjede i sin begrundelse og resultat (min understreg-ning): "Landsretten tiltræder, at situationen som følge af træernes vækst har æn-dret sigsåmeget i forhold til 1981, at dommen fra 1981 ikke kan begrundeafvisning." Vestre Landsret lagde således vægt på, at forholdene var såanderledesog havdeændret sigsåmegeti forhold til de forhold, der forelå ved dom-men fra 1981. I det (teoretiske) tilfælde, hvor træerne ikke var vokset be-tydeligt i løbet af de 36 år, da ville en ny sag omvendt ikke kunne anlæg-ges på trods af den tidsmæssige forskydning. Afgørende for vurderingen af retskraft er såledesikkeperioden mellemden afsagte dom og den senere indledte sag, men et spørgsmål om, hvor-vidt de "ulemper", der har været bedømt, har ændret sig i væsentlig grad.Det erikketilfældet her. Vestre Landsrets dom gengivet i UfR 2017 .1407V er i overensstemmelsemedHøjesteretspraksis,hvorefterensagmellemsammeparteromsammespørgsmålkuniganskesærligetilfælde,kananlæggespåny(min understregning): "Dommens retskraft afskærer i almindelighed ikke parterne fra under en nysag af få prøvet den retlige betydning af senere indtrufne omstændigheder.En grundejer, der ikke har fået medhold i sin påstandom,at visse ulemperfra en naboejendom er retsstridige, kan f.eks., dersom ulemperne i væsentliggrad har skiftet karakter, under en ny sag få prøvet, om ulemperne nu over-stiger den naboretlige tolerancegrænse. Betydningen af en senere udviklingforparternesmellemværendekandogikkeprøvesunderennysag,hvisdenne udvikling kunne forventes og faktisk er taget i betragtning i den førstedom ved udøvelse af et mere eller mindre sikkert skøn, sml. UfR 1949.804H."

Sådanneganske særlige omstændigheder foreligger ikke i denne sag,

idet Rønne Havns opkrævning af skibsafgift overfor Danske Færger og

Molslinjen ikke og dermed heller ikkei væsentlig grad har skiftet karakter.

Selv i det tilfælde at reguleringen af skibsafgiften mod forventning skulle kunne anses for en ændring og/eller udvikling af skibsafgiftens karakter i væsentlig grad, hvilket bestrides, da bør Sø- og Handelsretten tage stil-ling til, om denne udvikling af det samlede takstsystem i relation til oven-stående citat var forventet og dermed faktisk taget i betragtning i den første dom (2021-dommen), jf. afsnit 4.3.5.16-4.3.5.32. Dette er Rønne Havns klare opfattelse, jf. allerede beskrivelsen af 2021-sagens faktum og be-vistema i afsnit 3.

Rønne Havn har indhentet to responsa (bilag Y og AE) fra professor,

dr.jur.Person 6 vedrørende spørgsmålet om,

hvilken virkning retskraften af 2021-dommen har for denne sag. Dr.jur. Person 6 konkluderer i bilag AE, side 4, efter grundig gennemgang af Molslinjens anbringender og argumentation for det modsatte resultat, følgende (min understregning), idet Dr.jur. Person 6 anvender terminologien "2021-sagen"om denne sag og ikke den første sag Rønne Havn mod Danske Færger.

"Konklusionen er dermed, at det under 2021-sagen skal lægges uprøvet til grund, at det af Rønne Havn A/S indførte prissystem gældende pr. 1. januar 2018 og fremefter ikke er udtryk for ulovlig udnyttelse af Rønne Havn A/S' dominerede stilling, dvs. at prissystemet ikke er i strid med konkurrence-lovens § 11 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funk-tionsområde.”

Det fastslås i de to responsa, at 2021-dommen har retskraft mellem Rønne Havn og Molslinjen. 2021-dommen afskærer dermed en ny sag mellem Rønne Havn og Molslinjen om samme spørgsmål. Retskraften af 2021-dommen betyder således, at der ikke kan ske en ny prøvelse af samme

spørgsmålom eventuel overtrædelse af Konkurrencelovens§ 11. Det er

ensbetydende med, at det under en ny sag skal lægges uprøvet til grund, at det nye takstsystem ikke er udtryk for, at Rønne Havn ulovligt har udnyttet sin dominerende stilling. Denne præjudicerede virkning af rets-kraften gælder, uanset at denne sag angår en anden tidsperiode.

Molslinjen anfører i processkrift af 3. oktober 2023, at Højesteret i dom-men, UfR 2011.1646H, angav, i hvilken konkret periode Højesteret havde vurderet konkurrenceforholdene. Molslinjen forsøger dermed at under-bygge et synspunkt om, at domme afsagt i konkurrencesager ikke har

retskrafti tiden efter domsafsigelsen. Synspunktet er forkert, allerede

fordi Højesterets angivelse af en konkret periode for bedømmelsen ikke betyder, at dommen dermed er afskåret fra at have retskraft i en periode, der ligger i forlængelse heraf.

Professor,dr.jur. Person 6 har i relation til

Molslinjens anbringende derom udtalt følgende, jf. bilag AE, side 3 (min understregning):

"Molslinjen A/S har endvidere i sit processkrift 2 af 1. februar 2024 (s. 14) anført, at som følge af, at der er tale om en konkurrenceretlig sag, har en afgørelse vedrørende en tidsperiode (her 1. januar 2018-31. august 2018) ikke retskraft i relation til en anden tidsperiode (her fra 1. september 2018

og fremefter). Til støtte herfor henvises til U 2011.1646 H, hvor Højesteret i en sag om misbrug af dominerende stilling alene tog stilling til perioden 2001-2005. Højesterets afgørelse kan imidlertid ikke tages til indtægt for, at

retskraften af domme i konkurrenceretlige sager kun kan angå den tidsperi-ode,somderernedlagtpåstandom.Årsagentil,atHøjesteretalenetogstilling til perioden 2001-2005, var således, at Højesterets dom i sidste endevar en prøvelse af en afgørelse fra Konkurrencerådet, der alene havde tagetstilling til perioden 2001-2005. Højesteret kunne derfor ikke træffe afgørelseom perioden efter 2005, da Højesteret ved prøvelse af en forvaltningsretligafgørelse i sagens natur alene kan tage stilling til de forhold, dvs. den tids-periode, som den forvaltningsafgørelse angik. Molslinjen A/S henviser end-videre i sit processkrift 2 af 1. februar 2024 (s. 14, n 10) til Gomard&Ki-strup: Civilprocessen (8. udg.),s. 795.Gomard&Kistrup: Civilprocessen(8. udg.),s. 795,anfører: "En dom, der fastslår lovligheden eller ulovligheden af en vishandlemåde eller tilstand, er i almindelighed bindende for par-terne ud i fremtiden, så længe lovgivningen ikke ændres. Enfornyetprøvelsemådogefteromstændighedernetilladesihvert fald i offentligretlige forhold, dersom dommen er åben-bart urigtig, og en part ville få begrænset sin handlefrihed væ-sentligt eller udvidet, hvis dommen stod ved magt. En tilsva-rende begrænsning af anerkendelsesdomme er vistnok påkræ-vet også i visse private forhold, f.eks. af domme om naboretligeforhold og konkurrenceretlige forhold, sml. U 1935.1078 H, U2017.1407 V og ovenfor i kapitel 47.3.5 in fine." Som det fremgår, er den klare hovedregel, at en dom vedrørende lovlighedenafenhandlemådeellertilstandogsåerbindendeudifremtiden,hvilketinærværendesagindebærer,atDommensafgørelseom,atdetafRønneHavn A/S indførte prissystem gældende pr. 1 januar 2018 og fremefter ikkeer udtryk for ulovlig udnyttelse af Rønne Havn A/S' dominerede stilling,har retskraft under 2021-sagen. Dommen kan ikke antages at være åbenbartforkert.Alleredederforhardentilsvarendebegrænsning,somGomard&Kistrupanf.st.anførerirelationtilkonkurrenceretligesager,såledesikkerelevans i nærværende sag. Gomard&Kistrup anf.st. henviser til deres ka-pitel47.3.5,hvordetvedrørendedommeiløbenderetsforholdantages,atder på trods af dommens retskraft kan ske en prøvelse under en ny sag medvirkning for fremtiden, hvis der efter dommens afsigelse er indtrådt væsent-lige ændringer i de faktiske forhold eller i retstilstanden, jf. Gomard&Ki-strup: Civilprocessen (8. udg.), s. 794, og Ulrik Rammeskow Bang-Peder-sen m.fl.: Den Civile Retspleje (5. udg.), s. 668. Dette eksemplificeres af V2017.1407V,hvorretskraftenafendomfra1981,hvorvedennaboblevpålagtatbeskæretræer,ikkevartilhinderfor,atder34årsenerekunneanlægges ny sag om beskæring af træerne, da de i løbet af den ca. 30-årigeperiode var vokset betydeligt. Der er i nærværende sag hverken sket ændrin-ger i de faktiske forhold, idet det indførte prissystem, der blev indført medvirkning fra den 1. januar 2018, er uændret, eller sket væsentlige ændringeraf konkurrenceretten af relevans for nærværende sag siden Dommens afsi-gelse, hvilket blandet andet understøttes af, at Molslinjen A/S under 2021-sagenhenvisertilsammekonkurrenceretligeretspraksissombenyttetiDommen. Som anført i min tidligere udtalelse, har det ikke nogen betydningfor Dommens retskraft, om Molslinjen A/S under 2021-sagen agter at be-

gære syn og skøn eller i øvrigt fremkomme med beviser, der ikke var fremlagt i sagen, der førte til Dommen, da nye sagkyndige erklæringer eller beviser ikke giver adgang til at f§ prøvet spørgsmål, som der er taget stilling til ved

en retskraftig dom, jf. Gomard & Kistrup: Civilprocessen (8. udg.), s. 793,

og Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen m.fl.: Den Civile Retspleje (5. udg.), s. 665."

Det fremgår således, at retskraften af 2021-dommen ikke kan omgås ved, at Molslinjen nedlægger en påstand vedrørende en anden tidsperiode. Det fastslås desuden, at Molslinjen ikke kan omgå 2021-dommens rets-kraft ved under en ny sag at nedlægge en betalingspåstand, der er baseret på et anbringende om en konkurrenceretlig overtrædelse, som allerede er afgjort og afvist ved 2021-dommen.

Som det fremgår ovenfor antages vedrørende domme i løbende retsfor-hold, at der på trods af dommens retskraft kan ske en prøvelse under en ny sag med virkning for fremtiden, hvis der efter dommens afsigelse er indtrådt væsentlige ændringer i de faktiske forhold eller i retstilstanden. Dette er ikke tilfældet her, idet der hverken er indtrådt væsentlige æn-

dringeri de faktiske forhold eller i retstilstanden siden 2021-dommens

afsigelse.

Vurderingen af 2021-dommens retskraft kræver ikke, at der under denne

sagforetages en materiel prøvelse af hele sagen. Afgørelsen af rets-

kraftspørgsmålet kan og bør alene ske ved at sammenholde 2021-dom-mens præmisser med Molslinjens påstande og anbringender i denne sag.

Afgørende for vurderingen af 2021-dommens retskraft er således, om sa-gerne vedrører samme parter, jf. afsnit 4.2, og samme spørgsmål, jf. af -snit 4.3. Deri ligger en indbygget forudsætning om, (i) at sagernes forhold ikke er så anderledes eller ikke i væsentlig grad har skiftet karakter (jf. dom -stolscitaterne ovenfor afsnit 4.1.13), jf. afsnit 4.3 eller (ii) at den afsagte dom allerede har forholdt sig til de under en ny sag foreliggende om-stændigheder, der er relevante for bedømmelsen.

Sagen angår samme parter

Som beskrevet indledningsvist erhvervede Molslinjen 100 % af aktieka-pitalen i Danske Færger i oktober 2018 og fusionerede derefter med sel-skabet. Fusionen gennemførtes således få måneder efter anlæggelsen af sagsanlægget mellem Rønne Havn og Danske Færger.

Det fremgår eksplicit af 2021-dommen, at Molslinjen var part i sagen. Un-der overskriften "Sagens parter", anfører Sø- og Handelsretten således di-rekte, jf. bilag A, side 4:

"I oktober 2018 erhvervede Molslinjen 100 % af aktiekapitalen i Danske Færger. Den 17. december 2018 fusionerede Danske Færger og Molslinjen med Molslinjen A/S som det fortsættende selskab.

Under denne sag anvendes navnet Danske Færger (som nu er et binavn til Molslinjen) om rederiets aktiviteter af betydning for sagen."

Tillige fremgår det af forsiden fra 2021-dommens ekstrakt, at sagsøgtes CVR-nummer var 17881248, jf. bilag AA. Dette CVR-nummer tilhørte Molslinjen før og efter overtagelsen af Danske Færger, jf. udskrift fra Er-hvervsstyrelsen, bilag AB. Danske Færger var inden Molslinjens overta-gelse registreret med CVR-nummer 30501950, jf. udskrift fra Erhvervs-styrelsen, bilag AC. Danske Færger anvendte i sagens natur det hidtidige CVR-nummer frem til fusionen med Molslinjen, hvilket blandt andet il-lustreres ved bilag 45. Danske Færger/Molslinjen ændrede første gang sagsøgtes CVR-nummer til Molslinjens i forbindelse med 2021-dommens forberedelse den 7. maj 2019 ved indlevering af Processkrift A, jf. bilag AD. Molslinjen var dermed i maj 2019 fuldt ud vidende om, at rederiet var indtrådt i retssagen i forbindelse med fusionen - herunder i et even-tuelt ansvar og eventuelle forpligtelser. Rederiet var i overensstemmelse med de almindelige selskabsretlige regler succederet i det fusionerede ophørende selskabets rettigheder og forpligtelser, herunder den da ver-serende retssag.

Molslinjen har således allerede en gang været part i en sag mod netop Rønne Havn, hvor Sø- og Handelsretten har bedømt og afvist, at Rønne

Havn skulle have misbrugt selskabets dominerende stilling ved opkræv-ning af urimeligt høje priser.

Molslinjen gør gældende, at Molslinjens overtagelse af aktiekapitalen i Danske Færger den 23. oktober 2018 ikke medfører, at Molslinjen og Dan-ske Færger kan anses som samme part, idet Molslinjen desuden gør gæl-dende, at spørgsmålet om retskraft skal vurderes ud fra parternes iden-titet, på det tidspunkt hvor sagen blev anlagt, jf. Processkrift 2, afsnit 9. Molslinjen henviser i den forbindelse til, at Danske Færger allerede i svarskrift af 2. juli 2018 - inden Molslinjens overtagelse - gjorde gæl -dende, at Rønne Havns priser var urimeligt høje. Synspunktet er uden betydning for Sø-og Handelsrettens stillingtagen, jf. for så vidt angår førstnævnte del af synspunktet lige ovenfor, og for så vidt angår anden del af synspunktet lige nedenfor.

Molslinjens anbringende om, at Sø- og Handelsretten skal tage udgangs-punkt i tidspunktet for sagens anlæggelse, når Retten vurderer spørgs-målet om retskraft, bestrides og afvises således. Af betydning for vurde-ringen af 2021-dommens retskraft er den kendsgerning, at Molslinjen un-der sagens behandling overtog og lidt senere fusionerede med Danske Færger, hvilket tilmed skete inden Danske Færger/Molslinjen nedlagde en selvstændig anerkendelsespåstand om Rønne Havns misbrug af do-minerende stilling, og at der blev afsagt dom overfor Molslinjen.

Professor, dr.jur. Person 6 har i forlængelse heraf udtalt følgende, jf. Retskraft - supplerende udtalelse, bilag AE (min understregning):

"I Molslinjen A/S' processkrift 2 af 1. februar 2024 fremføres en række anbrin-gender til støtte for, at Dommen ikke skulle have retskraft over for Molslinjen A/S, herunder anføres det (s. 3):

"Den omstændighed, at Molslinjen overtog Danske Færger, mens sagen verserede og efter udløbet af den periode, som Rønne Havns påståede krav i

2018-sagen angik, medfører ikke, at sagen må anses for at angå samme par-ter i relation til spørgsmålet om retskraft. Dette spørgsmål må vurderes ud fra parternes identitet, da sagen blev anlagt i juni 2018."

Dette synspunkt kan ikke tiltrædes. En dom har retskraft mellem dem, der

var parter på tidspunktet for dommens afsigelse. I modsat fald kunne dom-men ikke fuldbyrdes over for et selskab, som ikke var part ved sagens anlæg-gelse, selv om selskabet var blevet part i sagen inden dommens afsigelse. Dette kan i sagens natur ikke antages. Det bemærkes, at Dommen er afsagt over for Molslinjen A/S med dette selskabs CVR-nr.

Fusionen mellem Danske Færger A/S og Molslinjen A/S med sidstnævnte som det fortsættende selskab blev gennemført inden Dommens afsigelse. Ved fusionen succederede Molslinjen A/S i Danske Færger A/S' rettigheder og forpligtelser. Dette gælder også forpligtelser i form af verserende retssa-ger. Da fusionen blev gennemført inden Dommens afsigelse, har Dommen retskraft mellem Rønne Havn A/S og Molslinjen A/S. Som anført i min tidligere udtalelse bemærkes det, at selv om fusionen først var blevet gen-nemført efter Dommens afsigelse, ville dommen alligevel have retskraft over for Molslinjen A/S, da en dom mellem to parter har retskraft over for et selskab, der senere fusioneres med den ene part, jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen m.fl.: Den Civile Retspleje (5. udg.), s. 682."

Molslinjen gør tillige gældende, at 2021-dommen ikke har retskraft, fordi Rønne Havn ikke ændrede påstand, således at sagen mod Danske Færger blev udvidet til også at angå den efterfølgende periode, hvor Molslinjen

varetog den samfundsbegrundede færgebetjening. Synspunktetafvises

og er forkert. Først og fremmest er dette forhold ikke afgørende for, om 2021-dommen har retskraft overfor Molslinjen. Som beskrevet af profes-

sor,dr.jur. Person 6 udgør Danske Fær-

ger/Molslinjen en og samme part fra det tidspunkt Molslinjen fusione-rede med Danske Færger. Sø-og Handelsretten deler tydeligvis denne vurdering, eftersom Molslinjen står angivet under "Sagens parter" i 2021-dommen, jf. bilag A, side 4.

I 2021-sagen krævede Rønne Havn en efterbetaling fra Danske Færger, da rederiet ikke betalte efter det nyindførte takstsystem i modsætning til Molslinjen, som betalte efter takstsystemet. Der var således intet beta-lingskrav at rette mod Molslinjen for manglende betaling af skibsafgift, og dermed intet belæg for, at Rønne Havn skulle ændre sin påstand om efterbetaling således, at sagen blev udvidet til også at angå Molslinjens varetagelse af den samfundsbegrundede færgebetjening.

At Molslinjen muligvis måtte anse Danske Færger og Molslinjen for to forskellige kreditorer, som påstået i Processkrift 2 af 1. februar 2024, af-snit 31, fordi rederiets besejling af Rønne Havn udspringer af to forskel-

lige kontrakter om den samfundsbegrundedefærgebetjening af Born-

holm, jf. Processkrift 2, afsnit 50, er således uden betydning for vurderin-gen af 2021-dommens retskraft. Derudover er anbringendet derom et ek-sempel på, at Molslinjen misvisende forsøger at sammenkoble den afta-

leretligepåstand og vurdering med den konkurrenceretlige prøvelse.

Forsøget afvises.

Tilsvarende præciseres, at når Molslinjen gør gældende, at 2021-dom-men ikke angik Molslinjens forhold til Rønne Havn, jf. Processkrift 2, afsnit 11, så indikerer Molslinjen fejlagtigt, at vurderingen af det konkurrence-retlige spørgsmål omkring opkrævning af urimeligt høje priser kræver en inddragelse af den specifikke kunderelation. Det er ikke tilfældet. Den konkurrenceretlige vurdering indebærer i korte træk en vurdering af Rønne Havns forhold - herunder priser (skibsafgiften) og omkostninger

- uden konkret stillingtagen til den enkelte kunde. Der er således ikke tale om, at Sø- og Handelsretten i Rettens vurdering, afgørelse og frifin-delse af Rønne Havn, har vurderet takstsystemet under nærmere hen-syntagen til hverken Danske Færger eller Molslinjen.

Molslinjen anfører tillige, at det forhold, at Molslinjen var nævnt i skrift-vekslingen mellem parterne og i Sø-og Handelsrettens dom, og at det

forhold,at oplysninger om perioden, hvor Molslinjen havde overtaget

besejlingen af Rønne Havn indgik i bevisførelsen og i Sø- og Handelsret-tens dom, ikke kan medføre, at denne sag angår samme parter som 2021-dommen. Også dette synspunkt er forkert og afvises, idet det præciseres, at Molslinjens deltagelse i forberedelsen af den tidligere sag og det ma-terielle indhold af 2021-dommen ikke blot understreger Molslinjens in-volvering i 2021-dommen, men i særdeleshed dokumenterer, at det takst-system for skibsafgiften, som Rønne Havn indførte den 1. januar 2018, havde ens anvendelse og betydning for henholdsvis Danske Færger og Molslinjen - hvilket faktum uddybes nedenfor.

Henset til ovenstående gør Rønne Havn gældende, at Molslinjen var part i 2021-dommen, og at dette må anses for dokumenteret ved ovennævnte.

Sagen angår samme spørgsmål som 2021-dommen

Rønne Havn gør gældende, at 2021-dommens stillingtagen og frifindelse af Rønne Havn for den af Danske Færger/Molslinjen selvstændigt ned-lagte påstand om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling angår samme spørgsmål som Molslinjens nedlagte påstand om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling i denne sag.

I det følgende redegøres nærmere for, at denne sag angår samme spørgs-mål som 2021-dommen - afsnit 4.3.3 indeholder således en sammenlig -ning af de nedlagte påstande, afsnit 4.3.4 behandler det faktum, at Rønne Havns skibsafgift og omkostning/avancer ikke har ændret sig, mens af-snit 4.3.5 omhandler sammenhængen mellem de opkrævede skibsafgif-ter og perioder.

Sammenligning af de nedlagte påstande

Det afgørende sammenfald af spørgsmål, som Sø- og Handelsretten tog stilling til i 2021-dommen, og som Molslinjen rejser igen ved 2021-stæv-ningen, angår den af Danske Færger/Molslinjen og af Molslinjen genta-

gedenedlagte påstand om Rønne Havns misbrug af dominans ved

opkrævning af urimeligt høje priser.

2021-dommen behandlede Danske Færgers/Molslinjens påstand 2 (min

understregning):

"Rønne Havn A/S skal anerkende, at selskabets forhøjelser af havneafgifter

over for Danske Færger A/S med virkning for perioden fra 1. januar 2018til 31. august 2018 indebærer misbrug af Rønne Havn A/S' dominerendestilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 Traktaten omDen Europæiske Unions Funktionsmåde." Sø- og Handelsretten anmodes med 2021-stævningen om at behandle ogtagestillingtilpræcistilsvarendespørgsmål,jf.Molslinjenspåstand2(1. del)(min understregning): "RønneHavnA/Sskalanerkende,atselskabetsskibsafgifteropkrævetfraMolslinjenA/Ssiden1.september2018erurimeligthøjeog/ellerudtrykfor urimelige forretningsbetinge/ser og udgør misbrug af Rønne Havn A/S'dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 iTraktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde ... "

Det forhold, at ordlyden i de to påstande er en anelse forskellig, er uden betydning for vurderingen af retskraft, da substansen er ens, og den lidt forskellige formulering ingen selvstændig betydning har i forhold til det spørgsmål, som påstanden vedrører.

Det forhold, at Molslinjens påstand 2 (1. del) vedrører en tidsmæssig pe-riode, der ligger i direkte forlængelse af den periode, som Danske Fær-gers påstand 2, vedrørte, er også uden betydning for vurderingen af for-malitetsindsigelsen, da nøjagtigt samme takstsystem var og er gældende for den periode, hvor Danske Færger var kontraktspart og den periode, hvor Molslinjen er kontraktspart. Sø- og Handelsretten henviser netop til det samlede takstsystem gældende fra 2018 og frem i 2021-dommen på side 123, hvilket retten betegner som en "takststruktur".

Takstsystemet blev hovedsageligt introduceret og gennemført for at be-grænse den rabat på mellem 90 % og 96 %, som blev givet til det rederi,

der til enhver tid forestod den samfundsbegrundedefærgebetjening af

Bornholm, til 70 %. Begrænsningen skulle, som indmeldt til ministeriet i foråret 2016, implementeres og blev implementeret over tre tempi ved forhøjelse af skibsafgiften i 2018, 2019 og 2020. Det er netop denne "takst-struktur", som Sø- og Handelsretten allerede har taget samlet stilling til, og som Molslinjen nu forsøger at få prøvet på ny.

Det er i denne forbindelse væsentligt atunderstrege, at Sø- og Handels-

retten i 2021-dommen direkte forholdt sig til stigningen i takster, da ret-ten lægger til grund, at Danske Færger fik hævet sine priser med flere hundrede procent i den relevante periode i 2018. Retten finder på denne baggrund, at der er indikationer på potentielle konkurrencestridige for-hold. Det er og var således ikke mangelfulde oplysninger omkring takst-systemet, der er årsag til, at Sø- og Handelsretten vurderer, at der ikke er et fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere et misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med Konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 TEUF.

Sø- og Handelsretten fremhæver i stedet, at retten ikke har været i besid-delse af en rapport udarbejdet af Rambøll på vegne af Rønne Havn, lige-

som det understreges, at der ikke under sagen af Danske Færger/Mols-linjen var begæret syn og skøn bl.a. til belysning af omkostningsfordelin-gen vedrørende benyttelsen af Rønne Havn m.v.

Danske Færger/Molslinjen valgte helt bevidst at løbe en procesrisiko ved ikke at begære syn og skøn og ved at undlade at anke 2021-dommen, hvor Rønne Havn frifandtes. At Molslinjen ikke benyttede de mulighe-der, der var til rådighed for at få spørgsmålet tilstrækkeligt belyst og be-dømt, er Molslinjens risiko og bør ikke komme Rønne Havn til skade. At Molslinjen valgte ikke at anke 2021-dommen skal heller ikke komme Rønne Havn til skade. Ligeledes taler dispositionsmaksimen og hensynet til den vindende part som tidligere nævnt også for, at en dom har rets-kraft, uanset om den tabende part på grund af fejl, vildfarelse eller uvi-

denhedikke gør alle relevante anbringender og beviser gældende, idet

det i øvrigt er Rønne Havns opfattelse, at Molslinjen som professionel aktør i markedet ikke har været hverken i vildfarelse eller uvidenhed etc.

Skibsafgiften og omkostninger/avancer har ikke ændret sig

Molslinjen postulerer i Processkrift 2, afsnit 3.4, at tilbagebetalingskrav under 2021-dommens forberedelse ikke kunne gøres op, da det i det væ-sentlige ikke var (og fortsat ikke er) forfaldent i og med, at Molslinjen fortsat betaler de af Molslinjen påståede for høje skibsafgifter hver må-ned. Synspunktet bestrides og afvises. Det er uden relevans og betyd -ning for Sø- og Handelsrettens vurdering af spørgsmålet om retskraft af den konkurrenceretlige prøvelse, om Molslinjens påståede krav var for-faldent ved 2021-dommens afsigelse. Måtte denne sags konkurrenceret-lige spørgsmål mod forventning ikke blive afvist på grund af den nega-tive retskraft, og frifindes Rønne Havn igen for påstanden om opkræv-ning af urimeligt høje priser, da vil Molslinjen - såfremt vurderingen af

endoms retskraft var betinget af forfaldne krav - umiddelbart efter

domsafsigelsen kunne anlægge endnu en retssag mod Rønne Havn, da nye tilbagesøgningskrav i så fald ville udspringe, så længe Molslinjen udfører den samfundsbegrundede støttede besejling af Bornholm. Syns-

punktet er uden støtte, hverken i praksis eller i litteraturen, ogbestrides

og afvises.

En sådan opfattelse af begrebet retskraft kolliderer med de fundamentale bagvedliggende hensyn til retssikkerhed, hvorefter en vindende part ikke skal risikere at skulle benytte uforholdsmæssige ressourcer på at

garderesig mod og føre en ny sag mod samme modpart om samme

spørgsmål.

Kun i ganske særlige tilfælde, kan en sag anlægges mellem samme parter om samme spørgsmål:

"Dommens retskraft afskærer i almindelighed ikke parterne fra under en ny sag af få prøvet den retlige betydning af senere indtrufne omstændigheder. En grundejer, der ikke har fået medhold i sin påstand om, at visse ulemper fra en naboejendom er retsstridige, kan f.eks., dersom ulemperne i væsentlig

grad har skiftet karakter, under en ny sag få prøvet, om ulemperne nu over-stiger den naboretlige tolerancegrænse. Betydningen af en senere udvikling

for parternes mellemværende kan dog ikke prøves under en ny sag, hvis

denne udvikling kunne forventes og faktisk er taget i betragtning i den første

dom ved udøvelse af et mere eller mindre sikkert skøn, sml. UfR 1949.804

H.”

2021-dommen har retskraft i forholdet mellem Molslinjen og Rønne Havn for så vidt angår påstanden om Rønne Havns opkrævning af uri-meligt høje priser, også under hensyntagen til disse betragtninger, alle-

rede fordi det samlede takstsystem (ulemperne)ikke har skiftet karakter

og derfor i sagens natur i relation til ovenstående citat hellerikke i væsent-

lig grad har skiftet karakter, jf. gennemgangen i dette afsnit. I denne sag er

betingelsen for, at en dom undtagelsesvist ikke har retskraft, såledesikke

opfyldt.

Molslinjen hævder, at 2021-dommen ikke kan afskære en sag om urime-

lighedenaf priser opkrævet efterfølgende, når både prisniveau og om-

kostningsniveau kan ændre sig og faktisk har ændret sig, jf. Processkrift 2, afsnit 69.

Selv i det tilfælde hvor en regulering af skibsafgiften mod forventning skulle anses for en udvikling af skibsafgiftens karakter i væsentlig grad, hvilket bestrides, da er denne udvikling af det samlede takstsystem i re-lation til ovenstående citat forventet og de facto (og dermed faktisk) taget i betragtning i den første dom (2021-dommen), jf. afsnit 4.3.4.3 ovenfor.

Molslinjen gør gældende, at det ikke er tilstrækkeligt at sammenholde påstandene og 2021-dommens præmisser med påstandene i denne sag, da det også er nødvendigt at sammenholde oplysningerne om priser, omkostninger/avancer osv., som lå til grund for vurderingen af spørgs-målet om misbrug af dominerende stilling i 2021-dommen, med de op-

lysningerom priser, omkostninger/avancer osv., som er påberåbt til

støttefor påstandene og anbringenderne om misbrug af dominerende

stilling i denne sag, jf. Processkrift 2, afsnit 62. Molslinjen henviser til 2021-dommens side 27-29, der – for så vidt angår Rønne Havns økonomi

- gengiver et udklip fra Rønne Havns årsrapport 2018 og 2019, og en op-gørelse udarbejdet af Rønne Havn over forfaldne skibsafgifter fordelt på de respektive fire skibe, der da forestod besejlingen. Molslinjen har også i denne sag fremlagt Rønne Havns årsrapporter for 2018 og 2019, jf. bilag 16 og bilag 21.

Molslinjen henviser i øvrigt til 2021-dommen side 91-99, hvoraf blandt andet fremgår 3 tabeller (side 92, 98 og 99), der afdækker årene 2013 til 2018. Molslinjen har i denne sag igen fremlagt samme tabeller for samme periode, jf. bilag 20.

Det understreges, at det netop er på baggrund af det fremlagte materiale, at Sø- og Handelsretten i 2021-dommen frifandt Rønne Havn for opkræv-ning af urimeligt høje priser, idet der - på trods af det fremlagte - ikke fandtes at være fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere et misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med Konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 TEUF.

Molslinjen har under sagens behandling af delspørgsmålet om retskraft ikke henvist til følgende tabel, som imidlertid fremgår af Molslinjens "Stævning" af 16. september 2021, side 13:

Og af Molslinjens "Replik ad substansen"af 3. november 2022, side 11, fremgår følgende:

Molslinjen henviser i ovenstående tabels sidste kolonne til "Stigning i takster". Overskriften er imidlertid ikke retvisende, da indfasningen af takstsystemet i perioden 2018-2020 ikke medførte den procentvise stig-ning, som er anført. Den sidste kolonne viser derimod den procentvise

stigningi faktiske betalinger, når Molslinjen sammenligner med det

takstsystem, der var gældende for besejling af Rønne Havn før 2018 - et

takstsystem som Molslinjen vel at mærke ikke afgav sit tilbud til staten på baggrund af, endsige betalte efter, hvorfor sammenligningen allerede derfor er fiktiv og irrelevant.

Molslinjen gør gældende, at vurderingen af 2021-dommens retskraft skal

inddrageen sammenligning mellem de økonomiske oplysninger, som

Sø- og Handelsrettens har lagt til grund for 2021-dommen og de oplys-

ninger,Molslinjen har fremlagt i denne sag. Molslinjen har imidlertid

ikke under sagens forberedelse foretaget en sådan sammenligning af de økonomiske oplysninger og det heller ikke i processkrift 2. Synspunktet må allerede derfor afvises.

Foretagesalligevel en sammenligning af ovenstående tabeller vedrø-

rendeMolslinjens påståede fiktive procentvise stigning i skibsafgiften

medde tilsvarende oplysninger om Danske Færgers prisstigninger, jf.

2021-dommen side 100 øverst, fremgår, at Danske Færger i perioden ja-nuar til juni 2018 blev opkrævet en samlet prisstigning for skibsafgiften på 452 %. Til sammenligning blev Molslinjen opkrævet en gennemsnitlig (fiktiv) prisstigning fra 2018-2022 på 266 %, jf. tabellen ovenfor, mens den højeste årlige (fiktive) stigning udgør 282 % i 2022. Molslinjen er således ikke blevet opkrævet en (fiktiv) prisstigning, der tilnærmelsesvis har samme størrelse som den stigning, Danske Færger oplevede i 2018. Det følger desuden mere specifikt af 2021-dommen, side 100, øverst, at Dan-ske Færger blev opkrævet en prisstigning for færgerne Hammerodde og Leonora Christina, som sejlede mest, på over 1.100 % i maj og juni 2018, mens den samlede prisstigning i maj og juni 2018 var henholdsvis 1.941 % og 2.158 % for Leonora Christina. Disse oplysninger genfindes i Mols-linjens bilag 49, hvor samme satser fremgår for Danske Færgers skibe i 2018. Det præciseres, at de angivne satser for skibsafgiften for Danske Færgers skibe var inklusive ISPS-afgift, jf. bilag 48. Den procentvise stig-ning i skibsafgiften eksklusive ISPS-afgiften for Leonora Christina i maj og juni 2018 var således henholdsvis 1.893 % og 2.106 %, jf. bilag 48.

Sammenholdes disse oplysninger med tilsvarende månedsspecifikke data for Molslinjens skibe, jf. bilag 31, ses den højeste (fiktive) prisstig-ning i skibsafgiften for Molslinjen at udgøre 535 % i juli 2020 for Express 1. Dette svarer til ca. en fjerdedel af den højeste prisstigning i skibsafgif-ten, som Danske Færger oplevede for Leonora Christina i juni 2018.

Sø- og Handelsretten fandt i 2021-dommen - uanset de angivne procen-

tuelt høje prisstigninger for Danske Færgers skibe -ikke, at Rønne Havn

havde opkrævet urimeligt høje priser, allerede fordi prisen i sig selv ikke er tilstrækkelig til at bedømme om en pris er urimelig høj.

De angivne fiktive prisstigninger, som Molslinjen gør gældende, kan til-lige ved sammenligning med Danske Færgers prisstigninger ikke anses for at udgøre "ulemper der i væsentlig grad har skiftet karakter" (jf. afsnit 4.1.13 ovenfor med domscitatet derom), da den procentvise stigning i for-hold til det tidligere takstsystem er markant lavere, end hvad tilfældet var for Danske Færger.

Molslinjen henviser tilmed i stævningen side 20 til udviklingen i Rønne Havns nettoomsætning og primære resultat før afskrivninger (EBITDA) i årene 2016-2020. På baggrund deraf kan Rønne Havns EBITDA-grad opgøres (EBITDA i forhold til omsætning):

Til sammenligning ses i 2021-dommen, jf. bilag A, side 98, tabel 5, en sammenfatning af den faktiske generelle udvikling i Rønne Havns års-rapporter i perioden 2013-2018. Heraf følger, at Sø- og Handelsretten til brug for bedømmelsen i 2021-dommen inddrog nøjagtigt samme oplys-

ningerom Rønne Havns nettoomsætning og EBITDA for årene 2016-

2018. Sø- og Handelsretten fandt det heller ikke på denne baggrund for påvist, at Rønne Havn havde misbrugt sin dominerende stilling.

Som det fremgår af Molslinjens tabel, er der et fald i EBITDA-graden i

periodenefter 2018. Den procentvise ændring, der ses ved sammenlig-

ning af årene 2019-2020 med årene 2016-2017, kan således ikke anses for at udgøre "ulemper der i væsentlig grad har skiftet karakter" (jf. afsnit 4.1.13 ovenfor med dom-citatet derom) - tværtimod, da EBITDA-graden er fal-det i forhold til det niveau i 2018, som Sø- og Handelsretten har bedømt i 2021-dommen.

Molslinjen gengiver desuden følgende tabel, jf. stævningen, side 19, og bilag 20, side 3:

Tabellener fuldstændig identisk med den tabel, som Danske Færger

fremlagde under 2021-dommen, og som fremgår af 2021-dommen, jf. bi-lag A, side 92, tabel 6.

Det fremgår således direkte af ovenstående, at Sø-og Handelsretten til brug for 2021-dommen også inddrog oplysninger om Rønne Havns in-

frastrukturomsætning/omkostninger,personaleudgifter mm. Sø-og

Handelsretten fandt det heller ikke på denne baggrund for påvist, at Rønne Havn skulle have misbrugt sin dominerende stilling.

Den af Molslinjen fremlagte tabel ses således ikke at bidrage med yderli-gere eller nye oplysninger til sagen i sammenligning med 2021-dommen. Oplysningerne kan således ikke anses for at dokumentere, at Molslinjens "ulemper i væsentlig grad har skiftet karakter" (jf. afsnit 4.3.4.3 ovenfor med domscitatet derom).

Molslinjen har udover de angivne oplysninger og tabeller, som er særligt

fremhæveti Molslinjens stævning og replik, fremlagt bilag 20, som

blandt andet indeholder følgende tabeller:

Tabellerne er fuldstændig identiske med de tabeller, som Danske Færger fremlagde under 2021-dommen og som fremgår af 2021-dommen, jf. bi-lag A, side 98 og 99.

Det understreges i fortsættelse heraf, at Molslinjen ikke har opdateret ta-bellerne på trods af, at Molslinjen har fremlagt Rønne Havns årsrappor-ter for 2019, 2020 og 2021 jf. bilag 21, 22 og 34, der danner datagrundlag for tabellernes opbygning.

RønneHavn har opdateret tabellen på baggrund af de af Molslinjen

fremlagte årsrapporter jf. bilag AG.

Det følger direkte af den opdaterede tabel (udspringende af Molslinjens fremlæggelse af Rønne Havns årsrapporter), at overskudsgrad og egen-kapitalforretning i 2019, 2020 og 2021 er faldet betragteligt sammenlignet med 2018.

Som understreget i afsnit 4.3.4.24 ses de af Molslinjen fremlagte tabeller således ikke at bidrage med yderligere eller nye oplysninger til sagen i sammenligning med 2021-dommen. Selv ved opdateringen af tabellen over hovedtal ses der ikke en stigning i Rønne Havns overskudsgrad el-ler egenkapitalforrentning. Oplysningerne kan således ikke anses for at dokumentere, at Molslinjens "ulemper i væsentlig grad har skiftet karakter" (jf. afsnit 4.3.4.3 ovenfor med domscitatet derom), tværtimod da de sene-ste års nøgletal er markant lavere i forhold til det niveau i 2018, som Sø-og Handelsretten har bedømt i 2021-dommen.

Af betydning for vurderingen af 2021-dommens retskraft ses, (i) at 2021-dommen frifandt Rønne Havn for Danske Færgers/Molslinjens påstand om opkrævning af urimeligt høje priser som følge af indførelsen af det nye takstsystem, (ii) at skibsafgiften fortsat opkræves overfor Molslinjen

efter detnærmere fastsatte takstsystem, hvorfor skibsafgiften først og

fremmest ikke i væsentlig grad har skiftet karakter og (iii) at de økonomiske

forholdvedrørende Rønne Havns omkostninger/avancer, der var med-

taget i 2021-dommen, heller ikke har skiftet karakter i væsentlig grad - og slet ikke i negativ retning (tværtimod) .

Selv i det tilfælde hvor en regulering af skibsafgiften mod forventning skulle anses for en udvikling af skibsafgiftens karakter i væsentlig grad, hvilket bestrides, er denne udvikling af det samlede takstsystem forventet og de facto (faktisk) taget i betragtning i den første dom (2021-dommen), jf. ovenfor.

På baggrund heraf gør Rønne Havn gældende, at Molslinjen ikke har løf-tet bevisbyrden for, at der i perioden efter 31. august 2018 skulle foreligge

ændredeforhold - endsige så ændrede forhold – at disse skulle kunne

medføre,at Molslinjen er berettiget til at indbringe spørgsmålet om

Rønne Havns opkrævning af urimeligt høje priser for Sø- og Handelsret-ten en gang til. Det understreges, at Molslinjen ikke har fremlagt doku-

mentationfor, at hverken prisniveauet, jf. bilag P, eller omkostningsni-

veauet har ændret sig, jf. ligeledes ovenfor.

Molslinjen henviser i øvrigt til en sammenligning mellem Rønne Havns

ogandre havnes skibsafgift. Helt tilsvarende gjorde Danske Fær-

ger/Molslinjen i 2021-sagen. Sammenligningen afvises, hvilket syns -punkt tillige er tiltrådt af Sø- og Handelsretten, der tydeligt i 2021-dom-men tilkendegav følgende, jf. bilag A, side 124:

"Retten bemærker, at forholdene for Rønne Havn er vanskeligt sammenlig-nelige med andre havne særligt grundet geografiske og organisatoriske for-skelle."

Det understreges i denne sammenhæng, at Danske Færger/Molslinjen i dets fremlagte påstandsdokument, gengivet i 2021-dommen, forsøgte at underbygge en argumentation og dokumentation om sammenligningen med andre havne, jf. 2021-dommen, side 104-109, og den deri henviste dokumentation, hvilket således - efter Rønne Havns opfattelse med rette

- blev afvist af Sø- og Handelsretten.

Sø- og Handelsrettens afvisning af Danske Færger/Molslinjens argumen-

tationog tilhørende dokumentation er helt i tråd med EU-retspraksis.

EU-Kommissionen forsøgte således i en sag om urimelige priser fra 2004 mellem Scandlines og Helsingborg Havn at sammenligne Helsingborg Havn med Helsingør Havn, da Kommissionen vurderede, at havnen ud-gjorde det bedste sammenligningsgrundlag, idet Scandlines anløb Hels-ingør Havn præcist lige så mange gange som Helsingborg Havn (idet de sejlede ruten Helsingør-Helsingborg), hvortil mængden af passagerer og transportmidler var identisk i de to havne. Kommissionen fandt, at Hels-ingborg Havn var ca. 3,6 gange dyrere end Helsingør Havn, at omkost-

ningsstrukturenfor de to havne var vidt forskellig, og at Helsingør

Havns omkostninger var langt lavere end Helsingborg Havns. Samtidig var infrastrukturen i Helsingør Havn langt mindre udviklet, hvilket be-tød, at Helsingør Havn havde færre vedligeholdelsesomkostninger. Der-

udoverhavde det stor betydning, at Helsingør Havn ikke afskrev hav-

nens aktiver, fordi havnen er statsejet, hvilket i sig selv medfører, at de omkostninger, som Helsingør Havn skal dække ved hjælp af indtægter fra skibsafgifter, er langt lavere end Helsingborg Havns. Helsingborg

Havnforklarede ydermere til Kommissionen, at Helsingør Havn var

langt bedre beskyttet mod vind og vandstrømme, hvorfor Helsingborg Havn har foretaget flere investeringer i sikring af havnen end Helsingør Havn.

Rønne Havn gør på denne baggrund gældende, at Sø- og Handelsretten i sagens natur ikke skal inddrage et bevisgrundlag, der i sin substans an-går en sammenligning mellem Rønne Havn og andre havne, da Sø-og Handelsretten allerede afviste samme argumentation med tilhørende do-kumentation i 2021-dommen i overensstemmelse med gældende EU-ret-lig praksis.

Rønne Havn gør på denne baggrund gældende, at bevismængden netop

bør skæres til på baggrund af, hvad Sø- og Handelsrettenhar konstateret

og lagt til grund for den tidligere afsagte dom, og ikke hvad Sø- og Han-delsretten kunnet have konstateret og lagt til grund for den tidligere af-sagte dom. Ved vurdering af spørgsmålet om retskraft gør Rønne Havn

gældende,at Sø-og Handelsretten ikke skal foretage en materiel prø-

velse af 2021-dommen - herunder genbesøge bevisbedømmelsen – da denne sag netop ikke er en ankesag.

Udvikling i takstsystemet var forventet og taget i betragtning i 2021-dommen

En doms retskraft er nært beslægtet med domstolens bevisbedømmelse efter Retsplejelovens § 344, stk. 1 med ordlyden:

"På grundlag af det, der er passeret under forhandlingerne og bevisførelsen, afgør retten, hvilke faktiske omstændigheder der skal lægges til grund for sagens bedømmelse."

Det er dommen og de faktiske omstændigheder, som Retten har afgjort, der skal lægges til grund for sagens bedømmelse, som har betydning for retskraftens udstrækning.

Efter denfri bevisbedømmelse er det domstolens overbevisning, som

skal lægges til grund for domstolens opfattelse af faktum og den afsagte

dom.Overbevisningen bygges på sagens bevisdata og er således kon-

kret. Retten afgør på grundlag af parternes fremstillinger og bevisførel-ser, hvordan sagens faktiske sammenhæng skal antages at være, idet no-toriske kendsgerninger og ubestridte oplysninger i almindelighed uden videre lægges til grund, jfr. Retsplejelovens § 344.

Molslinjen påstår, at 2021-dommen ikke omhandler det samlede takstsy-stem, hvorefter Rønne Havn opkrævede skibsafgift overfor Danske Fær-ger og Molslinjen. Synspunktet afvises og er forkert. Sø- og Handelsret-

ten benyttede ikke terminologien"takstsystem" men i stedet "takststruk -

tur" for det samlede takstsystem, hvilket ses adskillige gange i 2021-dom-men, jf. blandt andet bilag A, side 123. Denne anvendelse af terminologi er imidlertid underordnet, idet Sø- og Handelsretten netop tog stilling til

detsamlede takstsystem, som Rønne Havn opkrævede efter, og som

Rønne Havn fortsat opkræver efter. Der var og er kun et system.

Også til støtte for at 2021-dommen omhandlede det samlede takstsystem,

udtalerprofessor, dr.jur. Person 6's tillægsud-

talelse vedrørende 2021-dommens retskraft, jf. bilag AE (min understreg-ning):

"Min udtalelse herom er baseret p§ den forudsætning, at Rønne Havn A/S satte det i 2016 varslede prissystem i kraft den 1. januar 2018 og har an-vendt dette uændret i henhold til det indmeldte, dvs. at der er tale om et prissystem, der blot blev løbende indfaset i perioden 2018-2020, herunder med de udmeldte pristalsreguleringer, der som minimum følger nettopri-sindekset, som varslet i Rønne Havn A/S' brev af 18. januar 2016 (2021-sagens bilag 9 og Dommens bilag 10). Molslinjen A/S har i processkrift 2

af 1. februar 2024 (s. 11) bestridt denne forudsætning, og gjort gældende, at priserne var og er højere end varslet. Det fremgår imidlertid eksplicit af Rønne Havn A/S' priser og forretningsbetinge/ser 2018 (2021-sagens bilag 1, s. 5 og Dommens bilag 2, s. 5), at der ved disse betingelser er fastsat minimumspriser for perioden 2018 og fremefter, dvs. ikke alene for 2018. Endvidere fremgår det af Rønne Havn A/S' priser og forretningsbetingelser 2019 og 2020 (2021-sagens bilag 3 (s. 5) og bilag 4 (s. 5)), at Rønne Havn A/S i 2019 og 2020 rent faktisk anvendte de minimumspriser, som fremgik af 2018-forretningsbetingelserne, herunder med de udmeldte pristalsregu-leringer, der som minimum følger nettoprisindekset, og som er fastsat under hensyntagen til målet om, at rabatten fra 2020 skulle udgøre til 70 %. Det bemærkes ad sidstnævnte, at Revisionsfirma A/S ved erklæring af den 24. marts 2024 har konstateret, at den ydede rabatprocent i perioden 2018-2022 som minimum svarede til den rabatprocent, man ville opnå med de i 2016 varslede priser, herunder at der fra 2020 er blevet givet 70 % rabat. På denne baggrund finder jeg fortsat, at Sø- og Handelsretten kan lægge til grund, at der var tale om et samlet prissystem gældende pr. 1. januar 2018 og fremefter."

RønneHavn har vedvarende opkrævet skibsafgift efter det indførte

takstsystem, som introduceret første gang i brev af 18. januar 2016, jf. bi-lag 9 og 2021-dommen jf. bilag A, side 12, hvoraf fremgår (min under-stregning):

"Additionally, all mentioned prices will at least follow the increase of the price index (nettoprisindex) for the month of October each year at pt of Jan-uary."

RønneHavn varslede således allerede ved annonceringen af det nye

takstsystem, at der ville forekomme en regulering af skibsafgiften, der som minimum svarede til nettoprisindekset. Det overordnede formål med takstsystemet og dets implementering var, som tidligere nævnt, op-rindeligt og har siden vedvarende været at nedbringe den rabat på mel-lem 90 % og 96 %, som blev givet til det rederi, der til enhver tid forestod

den samfundsbegrundedefærgebetjening af Bornholm, til 70 %. Dette

bl.a. begrundet i at Rønne Havn anså en så høj rabat på mere end 90 % for værende i strid med de konkurrenceretlige regler.

Sø-og Handelsretten bedømte i 2021-dommen takstsystemet, og under

sagensbehandling blev formålet med reduceringen af rabatten også

fremhævet. Sø-og Handelsretten traf afgørelse på baggrund deraf. At takstsystemets overordnede formål var en nedbringelse af rabatten til 70 % fremgik således af Rønne Havns økonomidirektør Person 3's vid-neforklaring, refereret i 2021-dommen, jf. bilag A, side 46, 6. afsnit. Der-udover blev formålet refereret i Rønne Havns påstandsdokument, hvil-ket Rønne Havn, jf. Sø- og Handelsretten udtalelse derom, procederede i overensstemmelse med jf. bilag A, s. 74, 6. afsnit:

"Det gøres gældende at det er af central betydning for urimelighedsvurde-ringen, at Rønne Havn alene har reduceret Danske Færgers rabat fra ca. 90

% til ca. 70 % og ikke sat priserne op."

Rønne Havns anbringende - som citeret ovenfor - blev desuden gentaget i Danske Færgers/Molslinjens påstandsdokument, refereret i 2021-dom-men, jf. bilag A, side 112, 2. afsnit. Formålet og den gradvise nedtrapning af rabatten, som implementeres ved takstsystemet, er således allerede ta-get i betragtning og blev således bedømt af Sø- og Handelsretten i 2021-dommen.

At rabatten gradvis blev nedtrappet til et tilsigtet mål på 70 % i stedet for på en gang, skyldtes alene hensynet til det besejlende rederi og kan og skal ikke komme Rønne Havn til skade. Det bemærkes, at Molslinjen i stævning af 16. september 2021 anførte følgende:

"Molslinjen er blevet opkrævet skibs- og havneafgifter i overensstemmelse med denne nye struktur med en minimumsskibsafgift, siden Molslinjen overtog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm den 1. sep-tember 2018."

Takstsystemet er ikke blevet forhøjet og/eller ændret som senere påstået af Molslinjen, men har vedvarende fulgt det overordnede formål: Takst-systemets overordnede formål har været at nedbringe den rabat, som de facto blev givet til det rederi, der til enhver tid forestod den samfunds-begrundede færgebetjening af Bornholm, til 70 %. Takstsystemet er som varslet årligt blevet reguleret efter nettoprisindekset under hensyntagen til det overordnede formål om at ramme en rabatstørrelse på 70 %. Rønne

Havnsopkrævning af skibsafgift er sket i overensstemmelse hermed i

perioden fra og med 2018 og fremefter, jf. revisorerklæring bilag AF (re-visorerklæring).

Ved gennemgang af de af Molslinjen fremlagte bilag 1 (gengivet i 2021-dommen jf. bilag A, side 24), 3, 4, 5, 9 (gengivet i 2021-dommen jf. bilag A, side 12) og bilag 44, ses at Rønne Havn har nedbragt rabatten som planlagt og varslet. På baggrund af de fremlagte bilag kan følgende op-gørelser A og B udarbejdes:

Som beskrevet ovenfor er bilag 9 gengivet i 2021-dommen, jf. bilag A, side 12, hvoraf fremgår, at standardtaksten før pristalsreguleringen be-tegnes "tarif 2.1.a", som angivet i opgørelse A.

At den gradvise nedtrapning har fulgt et planlagt niveau på 77/78 % i 2018, 74 % i 2019 og slutteligt 70 % fra 2020 og fremefter, understøttes af Rønne Havns tilkendegivelse i brev af 22. juni 2017 til Danske Færger jf. bilag Z, side 6 (min understregning):

"Som følge af den varslede begrænsning i ovennævnte rabat gennem intro-duktionen af en minimumsbetaling per skibsanløb vil rabatten i 2018 blive

reduceret til omkring 77,4 %. "

Molslinjen har da heller ikke fremlagt dokumentation for, at takstsyste-met skulle være blevet ændret eller forhøjet. Tværtimod viser en gen-nemgang af de fremlagte fakturaer, jf. bilag P, at Rønne Havn har opkræ-vet skibsafgifter i medfør af det indførte takstsystem overfor Molslinjen, hvor Rønne Havn i perioden 2018 til 2020 gik fra 77 /78 % til 74 % til 70 % i rabat. Indsat nedenfor ses et uddrag af bilag P til illustration for fær-gen Hammershus, idet der henvises til bilag P i sin helhed.

Også på baggrund af bilag P kan det konstateres, at Rønne Havn har

opkrævetMolslinjen skibsafgifter i overensstemmelse med de anførte

takster i de årlige forretningsbetingelser, og at rabatten i forhold til stan-dardtaksten følger den procentvise regulering, som blev varslet overfor Danske Færger og Molslinjen, jf. ovenstående opgørelse B, side 23. Rønne

Havn følger således den rabatstruktur, som første gang er varslet i Rønne Havns brev af 18. januar 2016, jf. ovenstående opgørelse A, ligeledes side 23.

Det er tillige ikke korrekt, når Molslinjen påstår, at Sø- og Handelsretten i 2021-dommen udtrykkeligt ikke tog stilling til, om priserne i perioden efter 1. september 2018 var urimeligt høje. Professor dr.jur., Person 6 udtaler i denne forbindelse følgende jf. bilag Y, side 3:

"Det nye prissystem må således anses for en helhed. Det gør ingen forskel heri, at minimumspriserne ifølge det nye prissystem stiger fra år til år, dvs. indfases over en 3-årig periode, da det samlede prissystem blev varslet p§ en gang. Det forhold, at Danske Færger A/S havde begrænset sin påstand til en bestemt tidsperiode, ændrer således ikke ved, at Dommen m§ anses for at have retskraft vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det nye prissystem er udtryk for, at Rønne Havn A/S ulovligt har udnyttet sin dominerende stilling."

Sø-og Handelsretten udtalte tillige udtrykkeligt indledningsvist i Ret-tens begrundelse og resultat, jf. bilag A, side 121 (min understregning og fremhævning):

"Rettens begrundelse og resultat

Danske Færger varetog den samfundsbegrundede færgebetjening af Born-holm i perioden fra den 1. september 2011 og frem til den 31. august 2017 i henhold til Hovedkontrakten.

Molslinjen overtog den 1. september 2018 den samfundsbegrundede færge-betjening af Bornholm i henhold til en 10-årig kontrakt.

Sagens tvist vedrører hovedsagelig den mellemliggende periode fra den 31. august 2017 til den 31. august 2018."

Sø- og Handelsretten har såledesikke afgrænset rettens stillingtagen til

perioden fra den 31. august 2017 til den 31. august 2018, men sagens tvist vedrørte hovedsageligt denne periode. Derved er det netop markeret, at

rettensstillingtagen ikke var begrænset til den nævnte periode. Det er

således decideret misvisende og forkert, når Molslinjen gør gældende, at Sø-og Handelsretten udtrykkeligt har afvist, at bedømmelsen angik skibsafgiften opkrævet i perioden efter 1. september 2018.

Tværtimod understreger flere eksempler i dommen, at Sø- og Handels-retten som anført netop har forholdt sig til det samlede takstsystem, som blev implementeret den 1. januar 2018 og indfaset over en 3-årig periode, ved at inddrage og fremhæve takstsystemets anvendelse efter 31. august 2018 og dermed efter Danske Færgers overdragelse af færgebetjeningen til Molslinjen.

Til illustration følger det af 2021-dommen, jf. bilag A, side 124 (min un-derstregning):

"Markedsforholdene for Rønne Havn blev efter det oplyste undersøgt in-ternt af Rønne Havn, der med bistand fra Rambøll foretog beregninger af betydningen af prisstigningerne for de enkelte operatører. Rambøll udarbej -dede rapporter herom, der efter sagens oplysninger i forbindelse med Mols-

linjens klage blev forelagt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Rettenharikkeværetibesiddelseafdettematerialevedsagensafgørelse,ligesomderikkeundersagenafDanskeFærgererblevetbegæretsynogskønbl.a.tilbelysningafomkostningsfordelingenvedrørendebenyttelsenaf Rønne Havn mv." 2021-dommen henviser Sø- og Handelsretten i "Rettens begrundelse ogresultat" således til, at Retten ved behandling af sagens afgørelse ikke harværet i besiddelse af de rapporter, som Rambøll havde udarbejdet på fo-respørgselafRønneHavn.RapporterneblevforelagtKonkurrence-ogForbrugerstyrelsenirelationtilstyrelsensbehandlingafMolslinjensklage over Rønne Havns opkrævning af priser overfor Molslinjen i peri-oden fra den 1. september 2018. Det materiale, der blev benyttet til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsensbedømmelse af Molslinjens klage over Rønne Havns opkrævning af uri-meligt høje priser overfor Molslinjen, var ifølge Sø- og Handelsretten til-svarenderelevantogafbetydningforbedømmelseafDanskeFærgerspåstand om Rønne Havns opkrævning af urimeligt høje priser. Det do-kumenterer i sig selv, at der er tale om et samlet takstsystem, efter hvilketRønneHavnopkrævedeskibsafgiftoverforbådeDanskeFærgerogMolslinjen. Hvis ikke det var tilfældet, ville materialet fra Rambøll ikkekunne benyttes i begge sager. Et andet eksempel på, at Sø- og Handelsretten under 2021-dommen for-holdt sig og tog stilling til et samlet takstsystem ses ved gengivelsen afvidneafhøringen af Person 1. Person 1, tidligere ansat i Danske Færgers økonomiafdeling ogved afgivelsen af vidneforklaringen i 2021 ansat som business controllerhosMolslinjen,afgavfølgendeforklaring(2021-dommen,side61(minunderstregning)): "Han kan ikke udtale sigom,hvad Molslinjen betaler andre havne for øv-rige ydelser, da dette er en del af Molslinjens forretningshemmeligheder. I2019 betalte Molslinjen samlet set ... [udeladt] mio. kr. til Rønne Havn og... [udeladt] mio. kr. til de tre andre have tilsammen. ResultatopgørelsenforRønneHavnviserennettoomsætningfor2019på77 mio. kr. Molslinjen har i 2019 betalt mindst ... [udeladt] mio. kr. Der harogså været en infrastrukturafgift, som han ikke har regnet med. Næsten ...[udeladt]%af Rønne Havns omsætning kommer således fra Molslinjen ogden samfundsbegrundede færgebetjening."

Person 1 henviste under vidneafhøringen til Molslinjens sam-lede betalinger til Rønne Havn i 2019 og Molslinjens procentvise andel af Rønne Havns omsætning i 2019. Sø- og Handelsretten referer direkte til

Person 1 udtalelse i Rettens begrundelse og resultat jf. 2021-dommen, bilag A, side 124):

"Efter Person 1's forklaring genererede Molslinjen... [udeladt] % af Rønne Havns omsætning i 2019.

Retten finder det sandsynligt, at dette tal også omtrentligt kan lægges til grund for Danske Færgers andel af Rønne Havns omsætning i 2018."

Når Sø-og Handelsretten henviser til Person 1's vidneforkla-ring angående Molslinjens andel af Rønne Havns omsætning, skyldes det, at Danske Færger og Molslinjen netop pr. 1. januar 2018 skulle betale efter samme takstsystem for skibsafgiften. Hvis ikke det var tilfældet, og Molslinjen - som et tænkt eksempel - i stedet havde betalt efter den gamle prisordning før 1. januar 2018, ville enhver inddragelse af Molslinjens be-taling af skibsafgiften i 2019 være uden betydning og relevans for Sø- og Handelsretten vurdering af Rønne Havns prissætning.

Det er således direkte forkert og bestrides, når Molslinjen hævder, at Sø-og Handelsretten kun havde oplysninger om opkrævninger fra Rønne Havn i perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018, ligesom Retten også kun for perioden fra 1. januar 2018 til 31. august 2018 havde oplysninger om forholdet mellem Rønne Havns opkrævninger på den ene side og henholdsvis priserne under det tidligere takstsystem og priserne i andre havne på den anden side. Sø- og Handelsretten lagde også oplysninger fra perioden efter 31. august 2018 til grund for sin frifindelse af Rønne Havn.

Danske Færger henviste tilmed i sit påstandsdokument - refereret i 2021-dommen - til sammenfaldet mellem Danske Færger og Molslinjen (min understregning):

"Der vil efter havneudvide/sen fortsat være "direkte åbent" til de kajanlæg, der benyttes af færgerne. De nye moleanlæg vil ikke mindske risikoen ved

beseilingenafRønneHavn,ogMolslinjen(somnvoperatør)fårsåledesheller ikke en bedre og sikrere adgang til Rønne Havn i fremtiden" (s. 95) "Rønne Havn har endvidere anført, at udviklingen af havnen vil gøre detmuligtatlæggetilmedstørreskibeifremtiden.Detteerudenbetydningfor Danske Færger, hvis færger uden problemer kunne anløbe Rønne Havni kontraktperioden. Det samme gælder i dag for Molslinjen." (s. 95) "Hverken Danske Færger (eller Molslinjen som efterfølgende operatør) skalimidlertid bidrage til at sikre Rønne Havns muligheder for at øge sin om-sætning." (s. 96) "Omkostninger til udvidelse af Rønne Havn med aktiviteter, der ikke kom-mer Danske Færger (eller Molslinjen) til gode, kan således ikke indgå vedbedømmelsenaf,omdeafRønneHavnopkrævedepriseroverforDanskeFærger var rimelige." (s. 96)

"Det indebærer, at Danske Færger ikke har haft mulighed for at øge omsæt-ningen, endsige vælte de forhøjede skibsafgifter over på færgernes brugere

på ruterne mellem Rønne og Køge samt Rønne og Ystad. Tilsvarende gælder

for Molslinjen A/S, der siden 1. september 2018 har varetaget færgedriften.Det er derfor ikke relevant, når Rønne Havn anfører, at omsætningspoten-tialet på efterspørgselssiden skal indgå i vurderingen af, om prisen er uri-meligt høj." (s. 103) "Det er ikke relevant for vurderingen af, om Rønne Havn har opkrævet uri-meligthøjepriser-somRønneHavnellerssynesatgøregældende-omDanske Færger eller Molslinjen på forhånd havde kendskab til eller var vil-lige til at betale den urimeligt høje havneafgift" (s. 103) "Detteunderstreger,atdetikkeerafgørende,hvadDanskeFærger(ellerMolslinjen) er eller har været villig til at betale, da formålet med forbuddetmod misbrug af dominerende stilling er ... " (s. 104) "SammenlignermanistedetRønneHavnsaftalteprisermeddefaktiske,aftaltepriser,MolslinjenbetalertilKøgeHavn,YstadHamnogMukranPort(Sassnitz),vildetfremgå,atRønneHavnsprisererurimeligthøjesammenlignet med de andre havnes priser. FordetreruterbetalerMolslinjenialt... [udeladt]kr.iskibsafgifterogISPS-afgifter til Rønne Havn og i alt...[udeladt] kr. i skibsafgifter og ISPS-afgifter til de andre havne. Molslinjen betaler således næsten dobbelt s§ me-get til Rønne Havn som til de andre havne." (s. 106) "Det var først, da Danske Færger den 19. juni 2017 modtog en henvendelsefra Molslinjen (bilag AB, E 615) om forståelsen af punktet om minimums-priser,somfremgiknederstitabellenipkt.2.1iRønneHavnsPriserogForretningsbetingelser2017(bilag8,E676),atdetblevklartforDanskeFærger, at indførelsen af minimumsprisen måske ville medføre en væsentligændring af den pris, Danske Færger hidtil havde betalt." (s. 111)

Der refereredes tillige til Molslinjen 101 gange i 2021-dommen.

Som det fremgår af ovenstående, blev Molslinjen og Danske Færger ind-

dragetpå lige fod i sagens fremstilling af den påståede konkurrence-

lovsovertrædelse - og det selv om at Molslinjen ikke var involveret i fær-gedriften i perioden frem til 31. august 2018. Selv ikke fra Danske Fær-gers eller fra Molslinjens side forsøgtes at trække en klar opdeling mel-lem perioderne før og efter Molslinjens overtagelse. De mange henvis-ninger, som sagsøgte (Danske Færger/Molslinjen) gjorde til Molslinjen i 2021-sagen, understreger derimod, at perioden efter 31. august 2018 ind-går i og var en væsentlig del af den afsluttede sags behandling.

Dette faktum understreges og understøttes yderligere af Danske Færgers begrundelse for, hvorfor Danske Færger/Molslinjen havde en retlig in-teresse i påstanden om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling jf. 2021-dommen, bilag A, side 120 (min understregning):

"Baggrunden for Danske Færgers påstand 2 er, at Molslinjen, der har over-taget samtlige aktier i Danske Færger pr. 23. oktober 2018 og senere er fu-sioneret med selskabet, overtog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm pr. 1. september 2018. Mellem Molslinjen og Rønne Havn består

derfor et aktuelt kontraktforhold, der er baseret på samme takstsystem som det, der gjaldt for Danske Færgers besejling af Rønne Havn, og som denne

sag vedrører.

Molslinjen har en selvstændig interesse i at få påkendt spørgsmålet om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling i form af opkrævning af uri-meligt høje priser. Påstand 2 vil særligt være relevant i tilfælde af, at denne sag måtte blive afgjort på grundlag af Danske Færgers aftaleretlige anbrin-

gender.

Rønne Havn har gjort gældende, at Danske Færgers påstand 2 skal afvises. Rønne Havns standpunkt synes baseret på den misforståelse, at påstanden angår det kontraktuelle forhold mellem Rønne Havn og Molslinjen. Det er ikke tilfældet, ligesom det heller ikke er tilfældet, som anført af Rønne Havn, at Danske Færger forsøger at omdanne sagen til et gruppesøgsmål.

Påkendelse af spørgsmålet om Rønne Havns misbrug af sin dominerende stilling i form af opkrævning af urimeligt høje priser kan vise sig indirekte

at være relevant for Molslinjen, men dette medfører ikke, at påstanden an-går det kontraktuelle forhold mellem Rønne Havn og Molslinjen. Påstanden angår, som sagen i øvrigt, alene Rønne Havns forhøjelser af havneafgifter over for Danske Færger med virkning fra 1. januar 2018."

En domsretskraft indebærer en vurdering af dommens udstrækning,

herunderdet faktum, som domstolen har valgt at lægge til grund for

domsafsigelsen. Da Sø-og Handelsretten eksplicit og udtrykkeligt har valgt at inddrage forhold, som angår perioden efter 31. august 2018, er dommen udtryk for, at det samlede takstsystem er blevet bedømt, hvor-efter den senere udvikling faktisk er taget i betragtning i 2021-dommen.

MOLSLINJENS FORBEHOLD

Rønne Havn anfægter, at et påstået forbehold for tilbagesøgning skulle kunne have betydning for Sø- og Handelsrettens vurdering af 2021-dom-mens retskraft, som påstået af Molslinjen. En part kan selvsagt ikke ved at tage et forbehold skrive sig ud af en doms bindende virkning. Rønne Havn afviser derudover, at Molslinjen i det hele har taget et forbehold, som kunne berettige til indbringelsen af det konkurrenceretlige spørgs-mål på ny for Sø- og Handelsretten. Synspunktet har da heller ikke støtte hverken i retspraksis eller litteraturen.

Molslinjen påstår, at rederiet siden indgåelse af rammeaftalerne med Rønne Havn i marts 2018 har tilkendegivet, at skibsafgifterne anses for at være urimeligt høje med henvisning til rammeaftalerne, bilag 10 og 11. Rønne Havn bestrider og afviser, at Molslinjen i rammeaftalerne skulle have taget forbehold for, at Rønne Havns takstsystem udgør urimeligt høje priser. Derimod fremgår direkte af rammeaftalerne, jf. bilag 10, punkt 5.2 og bilag 11, punkt 5.1:

"Havnen har ret til over for Operatøren at opkræve afgifter inden for lov-givningens rammer, herunder havne/oven og konkurrencelovens rammer, og Havnen har ret til regulering af havneafgifterne."

Rammeaftalerne indeholder såledesikke et forbehold for tilbagesøgning

som påstået af Molslinjen. I stedet oplistes alment gældende regulering, som både Rønne Havn og andre havne skal overholde - hvilket Rønne Havn har og fortsat lever op til. I forbindelse med rammeaftalerne er der

indgået særaftaler mellem Rønne Havn og Molslinjen. Detunderstreges,

at særaftalerne skal fortolkes under rammeaftalernes bestemmelser og derfor ikke tillægges selvstændig betydning.

Molslinjen påstår desuden, at Molslinjen løbende har taget et forbehold for tilbagesøgning, og at Rønne Havn kun har protesteret imod Mols-

linjens krav om morarenter. Synspunktetafvises og er forkert, idet be -

mærkes, at denne udlægning af parternes e-mailkorrespondance i øvrigt er stærkt kritisabel og illoyal. Rønne Havn pointerer i øvrigt, at Rønne Havns svar konsekvent ikke er medtaget i Molslinjens bilag 6, hvis ikke svaret udspringer af den pågældende mailstreng.

Bilag 6 gengiver således alene en del af e-mailkorrespondancen mellem Person 5, økonomidirektør/ CFO hos Molslinjen og Person 3, økonomidirektør/CFO hos Rønne Havn. Korrespondancen strækker sig over perioden fra 17. september 2018 til 2. juli 2021.

Person 5 sendte følgende meddelelse til Person 3 den 17. sep-tember 2018 i forbindelse med Molslinjens første betaling af skibsafgift, jf. bilag 6, side 4 (min understregning):

” Vi har modtaget faktura for skibsafgifter for september 2018, som d.d. er betalt.

De opkrævede skibsafgifter er efter Molslinjens A/S' opfattelse delvist opkrævet uberettiget, idet Rønne Havn A/S har beregnet skibsafgifterne for

højt.

Der henvises til den klage, Molslinjen A/S har indgivet til Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen den 19. juni 2018.

Betalingen af de fremsendte fakturaer er sket under udtrykkeligt forbehold om ret til tilbagesøgning af et for meget opkrævet beløb, som senere - når der foreligger afgørelse i sagen - vil blive beregnet og opkrævet.

Der vil endvidere blive forlangt morarenter i overensstemmelse med rente/oven fra tidspunktet for indbetaling af de for høje afgifter til Rønne Havn A/S til tidspunktet for tilbagebetaling af for høje opkrævede skibsaf-gifter."

Person 3 besvarede e-mailen den 26. september 2018, jf. bilag 6, side 4 (min understregning) med følgende:

” Tak for mail af den 17. ds om konstateret betaling af de af Rønne Havn A/S fremsendte fakturaer.

Det tagne tilbagesøgningsforbehold noteres.

Til gengæld accepteres det ikke, at der indføres morarenter. Jeg beder derfor om at modtage hjemmelsgrundlaget for, hvorfor rederiet mener sig beretti-get dertil.

I øvrigt vil jeg henvise til selskabets almindelige forretningsbetinge/ser, og der tages for god ordens skyld forbehold for, at der i besejlingsperioden sker yderligere reguleringer af afgifterne fra havnens side."

Molslinjens tilbagesøgningsforbehold blev gentaget ved næsten hver be-taling til Rønne Havn frem til november 2019 jf. bilag 6, side 15, og der

blev uden undtagelse henvist til, at Molslinjen afventede Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsens afgørelse.

Den 24. oktober 2019 meddelte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at Molslinjens klage over Rønne Havns opkrævning af skibsafgifter blev indstillet, idet Styrelsen som ovenfor nævnt ikke fandt belæg for at fort-sætte sagsbehandlingen.

Den 18. november 2019 gentog Person 5 tilbagesøgningsforbehol-det, og Person 3 svarede dertil følgende, jf. bilag 6, side 16 (min un-derstregning):

"Din mail af den 18 ds vedr. opkrævning af havneafgifter giver, idet jeg henviser til mine tidligere svarskrivelser til dig derom som i det hele fast-holdes, alene anledning til en yderligere bemærkning.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ikke optaget Molslinjen A/S' klage fra sommeren 2018, men derimod efter undersøge/ser med indhentelse af materiale mv, her tidligere i efteråret 2019 truffet afgørelse om, at sagen henlægges efter konkurrencelovens § 15. Der foreligger således en afgørelse

i sagen, som ikke giver Molslinjen A/S medhold.

Vi fastholder også p§ baggrund af denne afgørelse berettigelsen af vores af-

gifter. "

Den 27. november 2019 fremsendte Person 5 følgende svar til Person 3, jf. bilag 6, side 16 (min understregning):

"Under henvisning til din mail af 18. november 2019 kl. 13:24 skal jeg i relation til din bemærkning om berettigelsen af opkrævning af afgifter be-mærke, at berettigelsen af størrelsen af afgifter, der opkræves af Rønne Havn A/S, fortsat bestrides. Det bemærkes i den forbindelse, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse af 24. oktober 2019 alene er begrundet i en ressourcebetragtning, og at det udtrykkeligt i afgørelsen står anført, at Kon-kurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke har taget stilling til, hvorvidt Rønne Havn A/S konkret har overtrådt konkurrence/oven. Dette spørgsmål be-handles under den verserende retssag, Rønne Havn NS har anlagt mod Danske Færger A/S.

Indbetaling af de månedlige skibs- og havneafgifter vil derfor fortsat ske med forbehold for tilbagesøgning af den ulovligt opkrævede del af skibs- og hav-neafgifterne, og med forbehold for betaling af morarenter af de for meget opkrævede skibs- og havneafgifter. "

Fra og med den 27. november 2019 til den 1. juli 2021 henviste Molslinjen

vednæsten hver betaling til Rønne Havn til ovenstående tilbagesøg-

ningsforbehold, der afventede Sø- og Handelsrettens stillingtagen i 2021-sagen.

Den 7. maj 2021 afsagde Sø- og Handelsretten dom i 2021-sagen . Rønne Havn blev som anført frifundet for Danske Færgers påstand om opkræv-ning af urimeligt høje priser.

Den 1. juli 2021 meddelte Person 5 derefter følgende til Person 3, jf. bilag 6, side 44 (min understregning):

"Molslinjen har d.d. overført betaling til Rønne Havn.

Det bemærkes, at berettigelsen af størrelsen af afgifter, der opkræves af Rønne Havn A/S, fortsat bestrides.

Indbetalingen af de månedlige skibs- og havneafgifter vil derfor fortsat skemed forbehold for tilbagesøgning af den ulovligt opkrævede del af skibs- oghavneafgifterne, og med forbehold for betaling af morarente af de for megetopkrævede skibs- og havneafgifter." Person 3 kvitterede med følgende, jf. bilag 6, side 50 (min understreg-ning): "Hermed kvitteres for modtagelsen af din nedenstående mail. RH noterer betalingen samt de gentagede forbehold. RH henviser i den for-bindelse til vores tidligere skrivelser som i det hele gentages. RHs tidligeremeddelte standpunkt fastholdes dermed fortsat. Det bemærkes i fortsættelsederaf, at RH som bekendt i retssagen derom, endeligt afsluttet i sommeren2021,blevfrifundetforenpåstandom,atRHskulleopkræveafgifterafulovlig størrelse. Denne dom har retskraft. Postulatet vedrørende moraren-ter afvises derfor også."

Som det fremgår af den fremlagte e-mailkorrespondance, skiftede Mols-

linjenstilbagesøgningsforbehold undervejs karakter. Først tog Mols-

linjen forbehold for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens stillingtagen til

RønneHavns prissætning - Rønne Havn blev frifundet. Dernæst tog

Molslinjen forbehold for Sø-og Handelsrettensafgørelse angående

Rønne Havns opkrævning af urimeligt høje priser - Rønne Havn blev fri-

fundet.Endelig tog Molslinjen et mere generelt forbehold for Rønne

Havns prissætning.

Som indledningsvist understreget i dette afsnit er Molslinjens forbehold uden betydning for Sø- og Handelsrettens vurdering af 2021-dommens retskraft. Molslinjen kan således ikke ved at tage et tilbagesøgningsfor-behold efter Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021, skrive sig ud af dommens bindende virkning.

Det understreges igen, at Rønne Havn har og havde en berettiget for-ventning om, at Molslinjens tilbagesøgningsforbehold var knyttet til Sø-

og Handelsretten afgørelse i sagen mellem Danske Færger/ Molslinjen og Rønne Havn, da dette netop var den af Molslinjen anførte begrundelse i de fremsendte e-mails til Person 3.

Endelig understreges, at Molslinjens tilbagesøgningsforbehold i øvrigt tydeligt viser, at Molslinjen - i hvert fald i perioden fra og med den 27. november 2019 til den 1. juli 2021 - var klar over, at 2021-dommen havde retskraft overfor Molslinjen. Først da 2021-dommen frifandt Rønne Havn for misbrug af dominerende stilling ved opkrævning af urimeligt høje priser, ændrede Molslinjen strategi og tog i stedet et generelt tilbagesøg-ningsforbehold, som ikke er bundet op på verserende sager mod Rønne Havn. Ændringen medfører desuagtet ikke, at Molslinjen derved kan til-sidesætte 2021-dommens retskraft.

RØNNE HAVNS PROTEST MOD DANSKE FÆRGERS/MOLS-LINJENS PÅSTAND 2

Rønne Havn protesterede under 2021-sagen mod den af Danske Fær-

ger/Molslinjen nedlagte anerkendelsespåstand,anført i afsnit 4.3.3.2.

Molslinjen anser nu protesten under 2021-sagen som en tilkendegivelse af, at Rønne Havn dengang skulle have været klar over, at den konkur-renceretlige stillingtagen kun vedrørte Danske Færger og dermed ikke angik de skibsafgifter, der blev opkrævet over for Molslinjen. Synspunk-tet bestrides og er tillige ikke korrekt og svarer ikke til Danske Færgers/ Molslinjens anskuelse af Rønne Havns protest under 2021-sagen.

Det følger direkte af 2021-dommen, jf. bilag A, side 120, at Danske Fær-

ger/Molslinjen i sit påstandsdokumentanførte følgende (min under-

stregning):

"Molslinjen har en selvstændig interesse i at få påkendt spørgsmålet om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling i form af opkrævning af uri-meligt høje priser. Påstand 2 vil særligt være relevant i tilfælde af, at denne sag måtte blive afgjort på grundlag af Danske Færgers aftaleretlige anbrin-gender.

Rønne Havn har gjort gældende, at Danske Færgers påstand 2 skal afvises. Rønne Havns standpunkt synes baseret p§ den misforståelse, at påstanden

angår det kontraktuelle forhold mellem Rønne Havn og Molslinjen. Det er

ikke tilfældet, ligesom det heller ikke er tilfældet, som anført af Rønne Havn, at Danske Færger forsøger at omdanne sagen til et gruppesøgsmål."

Under forberedelsen af 2021-dommen var Danske Færger/Molslinjen så-ledes af den opfattelse, at den kontraktuelle og aftaleretlige del af tvisten, som åbenlyst angik to forskellige perioder for henholdsvis Danske Fær-ger og Molslinjen, var adskilt og dermed uafhængig fra det konkurren-ceretlige spørgsmål, som angik det samlede takstsystem for opkrævning af skibsafgift, der angik såvel Danske Færger som Molslinjen.

Afbetydningfordennehovedforhandlingogdermedspørgsmåletomretskrafteralenedetfaktum,atSø-ogHandelsretten,såledessomdetogså udtrykkeligt fremgår af dommen, tog Danske Færgers/Molslinjenspåstand 2 under påkendelse trods Rønne Havns protest, hvor begrundel-

sen derfor var Molslinjens selvstændige interesse i at få påkendt spørgsmålet om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling, og på trods af Rønne Havns protest.

SAMMENDRAG

Af betydning for vurderingen af 2021-dommens retskraft ses følgende afgørende forhold:

• at 2021-dommen blev afsagt overfor Molslinjen som part,

• at 2021-dommen frifandt Rønne Havn for Danske Færgers/Mols -linjens påstand om opkrævning af urimeligt høje priser som følge af indførelsen af det nye takstsystem,

• at skibsafgiften blev opkrævet ensartet overfor Danske Færger og Molslinjen efter det nærmere fastsatte takstsystem, hvorfor skibsaf-giften først og fremmest ikke er ændret og dermed heller ikke i væ- sentlig grad har skiftet karakter og

• at selv - såfremt der måtte have været en udvikling i skibsafgiften og de økonomiske oplysninger, og disse måtte anses for ulemper, der i væsentlig grad har skiftet karakter - da er denne udvikling af det sam-lede takstsystem forventet og faktisk taget i betragtning i 2021-dom-men.

Ovenstående forhold er i sig selv tilstrækkelige til, at Sø- og Handelsret-

ten med rette kan og børafvise, at Molslinjen tillades at anlægge en til-

svarende sag som 2021-sagen mod Rønne Havn.

Grundlæggende bør det heller ikke komme Rønne Havn til skade, at Molslinjen valgte ikke at anke, ligesom en part ikke skal kunne skrive sig ud af retskraftens bindende virkning ved forsøg på reformulering af al-lerede prøvede synspunkter og påstande.

Parternehar under delhovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfat-

telse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Indledning

Spørgsmåleter, hvorvidt Sø-og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 i BS-

35839/2018-SHR (”2018-sagen”) har negativ materiel retskraft, som skal medføre, at Molslinjens påstand 2 i nærværende sag må afvises for så vidt angår den kon-kurrenceretlige del af påstanden.

En dom har formel retskraft, når ankefristen er udløbet. Dette udelukker i almin-delighed en ny selvstændig prøvelse af de samme spørgsmål, der allerede er af-gjort i den retskraftige dom. Dommen har dermed materiel retskraft og skal i

forhold til de spørgsmål, der allerede er afgjort mellem de samme parter, lægges uprøvet til grund.

Spørgsmålet om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling blev rejst i 2018-sagen, hvor Danske Færger påstod, at Rønne Havn skulle anerkende, at selska-bets forhøjelser af havneafgifter over for Danske Færger med virkning for perio-den fra 1. januar 2018 til 31. august 2018 indebar misbrug af Rønne Havns domi-nerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller TEUF art. 102.

Sø- og Handelsretten kom i sin dom af 7. maj 2021 frem til, at der ikke til trods for indikationer på potentielle konkurrencestridige forhold var fuldt tilstrække-ligt grundlag for at statuere misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 i TEUF.

Spørgsmåletom Rønne Havns misbrug af dominerende stilling er også blevet

rejst i nærværendesag, hvor Molslinjen har påstået, at Rønne Havn skal aner-

kende, at selskabets forhøjelser af havneafgifter med virkning fra den 1. septem-ber 2018 og frem udgør misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller TEUF art. 102.

Retskraften er knyttet til, hvad retten har taget stilling til og afgjort ved dommen af 7. maj 2021. Retskraftens rækkevidde beror på, hvorvidt dommen bindende har gjort op med spørgsmålet om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling

fra den 1. september 2018 og frem, og ikke blot for perioden fra1. januar 2018 –

31. august 2018. Ved denne afgørelse skal både dommens konklusion og præmis-ser samt parternes påstande og anbringender tages i betragtning.

Er Danske Færger A/S og Molslinjen A/S samme parter?

En dom har materiel retskraft over for parterne og deres successorer. Spørgsmå-let er, om Danske Færger A/S, som var sagsøgt i BS-35839/2018-SHR, er identisk med Molslinjen A/S, der er sagsøger i nærværende sag.

2018-sagen blev anlagt den 7. juni 2018. I december 2018 fandt succession sted efter Molslinjens overtagelse af 100 % af aktierne i Danske Færger A/S samt fu-sion mellem Danske Færger A/S og Molslinjen med Molslinjen som det fortsæt-tende selskab. Molslinjen anvendte fortsat Danske Færger A/S (som er et binavn til Molslinjen) om rederiets aktiviteter af betydning for sagen. Danske Færger A/S’ cvr-nummer blev under sagens forberedelse i maj 2019 ved processkrift A ændret til Molslinjens cvr-nr., hvilket skete efter at Danske Færger A/S var blevet opløst ved fusion.

Under disse omstændigheder er Molslinjen utvivlsomt succederet i Danske Fær-

ger A/S’ pligterog rettigheder i forbindelse med fusionen, jf. selskabslovens §

250, stk. 1.

Sagerne vedrører derfor samme parter.

Vedrører sagerne samme spørgsmål?

Spørgsmålet er herefter, om det er samme faktum, som er til påkendelse i denne sag som i 2018-sagen.

Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at prissystemet pr. 1. januar 2018, som først blev fuldt indfaset i 2020, finder anvendelse på både kontraktforholdet mel-lem Danske Færger A/S og Rønne Havn for perioden 1. januar 2018 – 31. august 2018 og kontraktforholdet mellem Molslinjen og Rønne Havn for perioden fra den 1. september 2018. Det er imidlertid ikke efter bevisførelsen godtgjort, at de to aftaleforhold hviler på nøjagtig samme kontraktgrundlag. Retten bemærker i forlængelse heraf, at parternes synspunkter i deres processkrifter og påstandsdo-

kumenteri 2018-sagen vedrørende rækkevidden af anerkendelsespåstanden i

2018-sagen ikke er konsistente med deres synspunkter i den foreliggende sag.

Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 tager ikke eksplicit stilling til, om Dan-ske Færgers anerkendelsespåstand skulle have betydning for perioden efter den

31. august2018. Dette støttes af, at dommens præmisser udtrykkeligt opererer

med perioden 1. januar til 31. august 2018 og henviser til perioden som ”den på-gældende periode” og ”den relevante periode” .

Dertil kommer, at selvom Molslinjen utvivlsomt er succederet i Danske Færger A/S’ pligter og rettigheder i forbindelse med fusionen og dermed i parternes kon-

traktforhold,foreligger der en særlig situation, idet Molslinjen som følge af, at

virksomheden havde vundet udbuddet om besejlingen af Bornholm påbegyndte et nyt kontraktforhold med Rønne Havn den 1. september 2018. Set i det lys fo-

rekommerdet naturligt at anse perioden 1. januar 2018 til den 31. august 2018

med DanskerFærger som kontraktspart som en afgrænset periode, som ligger

forud for parternes aftaleforhold gældende fra den 1. september 2018 og frem.

Underdisse omstændigheder er Molslinjens fremsættelse af anerkendelsespå-

standen for perioden fra den 1. september 2018 og frem under en ny sag naturlig og velbegrundet og kan ikke ses som et illoyalt forsøg på at få prøvet et tidligere påkendt spørgsmål. Hertil kommer, at der bør udvises tilbageholdenhed med at

statuereretskraft i tilfælde, hvor der kan være en berettiget tvivl om, hvorvidt

der er taget stilling til et spørgsmål, og hvor dette kan medføre et betydeligt ret-

stab som i dennesag ved, at Molslinjen afskæres fra at få foretaget en egentlig

konkurrenceretlig analyse af, om Rønne Havn har misbrugt sin ubestridte domi-nerende stilling.

Henset hertil har Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 ikke negativ materiel

retskrafti forhold til den omtvistede anerkendelsespåstand. Der er derfor ikke

grundlag for at afvise anerkendelsespåstanden som påstået af Rønne Havn.

Sagsomkostninger

Idet sagen herefter fortsætter ved Sø- og Handelsretten – og idet der ikke forelig-ger omstændigheder, som giver grundlag for at træffe afgørelse om sagsomkost-

ningeruafhængigt af sagens endelige udfald - henskydes spørgsmålet om

sagsomkostninger til rettens endelige afgørelse i sagen, jf. retsplejelovens § 322.

THI KENDES FOR RET:

RønneHavnA/S’afvisningspåstandoverforMolslinjenA/S’påstand2forsåvidtangårmisbrugafRønneHavnsdominerendestillingistridmed

konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde tages ikke til følge.

Afgørelse om sagsomkostninger henskydes til rettens endelige afgørelse.

Publiceret til portalen d. 24-06-2024 kl. 10:00

Modtagere: Sagsøgte Rønne Havn A/S, Advokat (H) Erik Kjær-Hansen, Advokat (H) Mette Ravn Steenstrup, Sagsøger Molslinjen A/S

2. instans	Østre LandsretOLR	DDB sags nr.: 1045/25 Rettens sags nr.: BS-34843/2024-OLR	Afsluttet
2. instans	Østre LandsretOLR	DDB sags nr.: 1044/25 Rettens sags nr.: BS-1439/2025-OLR	Afsluttet
1. instans	Sø- og HandelsrettenSHR	DDB sags nr.: 792/24 Rettens sags nr.: BS-35041/2021-SHR	Anket
1. instans	Sø- og HandelsrettenSHR	DDB sags nr.: 792/24 Rettens sags nr.: BS-35041/2021-SHR	Anket

Sagens oplysninger

Dom

Domsresume

Oplysning om appel

Øvrige sagsoplysninger