Gå til indhold
Tilbage til søgning

Kendelse om, hvorvidt deldom om berettigelsen af størrelsen af skibsafgifter afsagt af Sø- og Handelsretten kan ankes

Østre LandsretCivilsag2. instans20. september 2024
Sagsnr.: 1045/25Retssagsnr.: BS-34843/2024-OLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Civilsag
Ret
Østre Landsret
Rettens sagsnummer
BS-34843/2024-OLR
Sagstype
Almindelig civil sag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
1045/25
Sagsdeltagere
Rettens personaleMette Hansen Hølledig; PartRønne Havn A/S; Rettens personaleMichael Kistrup; Rettens personaleBenedikte Holberg; PartsrepræsentantMette Ravn Steenstrup; PartsrepræsentantErik Kjær-Hansen; PartMolslinjen A/S

Dom

ØSTRE LANDSRET

KENDELSE

afsagt den 20. september 2024

Sag BS-34843/2024-OLR

(14. afdeling)

Rønne Havn A/S

(advokat Mette Ravn Steenstrup)

mod

Molslinjen A/S

(advokat Erik Kjær-Hansen)

Landsdommerne Benedikte Holberg, Michael Kistrup og Mette Hansen Høl-ledig (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.

Sø- og Handelsretten har den 24. juni 2024 afsagt deldom i 1. instans (sag BS-35041/2021-SHR), hvorved Sø- og Handelsretten ikke tog Rønne Havn A/S’ af-visningspåstand over for Molslinjen A/S’ påstand 2 til følge.

Appellanten, Rønne Havn A/S, har ved ankestævning indleveret den 8. juli 2024 anket Sø- og Handelsrettens deldom af 24. juni 2024 med påstand om afvisning over for Molslinjen A/S’ påstand 2.   

Sagsfremstilling

Den 16. september 2021 anlagde Molslinjen A/S en sag mod Rønne Havn A/S ved Sø- og Handelsretten, der drejer sig om berettigelsen af størrelsen af de skibsafgifter for anløb og anvendelse af havnen i Rønne, som Rønne Havn A/S har opkrævet Molslinjen A/S, siden Molslinjen A/S overtog besejlingen af Born-holm den 1. september 2018.   

2

Molslinjen A/S nedlagde en betalingspåstand, hvorefter Rønne Havn A/S skal tilbagebetale ulovligt opkrævede og betalte skibsafgifter (påstand 1) og en an-erkendelsespåstand, hvorefter Rønne Havn A/S skal anerkende, at Rønne Havn A/S’ skibsafgifter, der er opkrævet Molslinjen A/S siden 1. september 2018, er urimeligt høje og/eller udtryk for urimelige forretningsbetingelser og udgør misbrug af Rønne Havn A/S’ dominerende stilling i strid med konkurrencelov-ens § 11 og/eller art. 102 i TEUF, og/eller at de opkrævede skibsafgifter er i strid med aftalelovens § 36 (påstand 2).   

Rønne Havn A/S nedlagde principal påstand om afvisning og subsidiær på-stand om frifindelse over for Molslinjen A/S’ påstand 1 og 2. Rønne Havn A/S’ afvisningspåstande var begrundet i, at Sø- og Handelsretten i dom af 7. maj 2021 i sag BS-35839/2018-SHR allerede havde taget stilling hertil, og at dommen har negativ retskraft.

Ved kendelse af 4. august 2023 besluttede Sø- og Handelsretten at udskille Rønne Havn A/S’ afvisningspåstande til særskilt behandling og afgørelse i med-før af retsplejelovens § 253.   

Ved kendelse af 5. september 2023 besluttede Sø- og Handelsretten, at der skul-le deltage tre juridiske dommere i delhovedforhandlingen med henvisning til retsplejelovens § 12, stk. 3, nr. 3, da det udskilte spørgsmål vedrørte en problemstilling om eventuel negativ retskraft af Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021.

Under delhovedforhandlingen den 6. juni 2024 præciserede Rønne Havn A/S sin påstand således, at Molslinjen A/S’ påstand 2 skulle afvises for så vidt angår påstanden om, at Rønne Havn A/S skal anerkende, at Rønne Havn A/S’ skibs-afgifter, der er opkrævet Molslinjen A/S siden 1. september 2018, er urimeligt høje og/eller udtryk for urimelige forretningsbetingelser og udgør misbrug af Rønne Havn A/S’ dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 i TEUF.

Sø- og Handelsretten afsagde den 24. juni 2024 deldom i sagen. Sø- og Handels-retten tog ikke den af Rønne Havn A/S nedlagte afvisningspåstand til følge.

Ved ankestævning indleveret den 8. juli 2024 har Rønne Havn A/S anket Sø- og Handelsrettens deldom af 24. juni 2024 med påstand om afvisning over for Molslinjen A/S’ påstand 2.   

I ankestævningen af 8. juli 2024 har Rønne Havn A/S anført bl.a. følgende:

”Indledningsvis bemærkes, at deldommen efter sagsøgtes opfattel-se burde have været afsagt som en kendelse og ikke som en dom.

3

Sø- og Handelsretten har på baggrund af en telefonisk henvendelse fra Rønne Havn overvejet afgørelsesformen, men fastholdt, at afgø-relsesformen er korrekt. Rønne Havn har på baggrund af den usik-kerhed, der er forbundet med afgørelsesformen valgt at anke del-dommen til Østre Landsret inden for de 2 uger, der er appelfristen for kendelser jf. Retsplejeloven 394, stk. 1. Endvidere har Rønne Havn samtidig hermed indgivet ansøgning til Procesbevil-lingsnævnet med anmodning om appeltilladelse indenfor 2 ugers fristen for kendelser jf. Retsplejelovens § 392 a, stk. 3.”

Ved meddelelse af 15. juli 2024 har Molslinjen A/S anført følgende:

Molslinjen A/S har noteret sig, at Rønne Havn A/S både har anket Sø- og Handelsrettens deldom af 24. juni 2024 direkte til Østre Landsret og indgivet anmodning til Procesbevillingsnævnet om til-ladelse til særskilt appel af deldommen til Østre Landsret.   

Molslinjen A/S foreslår, at den (eventuelle) videre sagsbehandling ved landsretten afventer Procesbevillingsnævnets stillingtagen til ansøgningen om anketilladelse, jf. retsplejelovens § 253, stk. 4.”

Ved meddelelse af 16. juli 2024 har Rønne Havn A/S anført følgende:

”…

Den fremgangsmåde, der foreslås af Molslinjen A/S, stemmer ikke overens med den procedure, som Procesbevillingsnævnet lægger til grund for nævnets sagsbehandling, hvorefter det lægges til grund, at Østre Landsret først træffer afgørelse om, hvorvidt anken skal fortsætte uden forudgående appeltilladelse fra Procesbevil-lingsnævnets, eller alternativt afvises.

Rønne Havn A/S anmoder derfor om denne stillingtagen.”

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten bemærker, at Sø- og Handelsrettens afgørelse af 24. juni 2024 burde være truffet ved kendelse. Da afgørelsen er truffet ved dom, og idet retspleje-loven ikke foreskriver appel ved kære, har Rønne Havn A/S imidlertid været berettiget til at anvende appelformen anke, jf. herved U 2017.1265 H. Dette er dog uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt der kræves appeltilladelse, jf. samme afgørelse og nærmere nedenfor.

Sø- og Handelsrettens afgørelse af 24. juni 2024 er en delafgørelse, jf. retspleje-lovens § 253, stk. 1.

4

Det fremgår af retsplejelovens § 253, stk. 3, at særskilte afgørelser om modkrav eller krav, over for hvilket der er fremsat modkrav, kun kan fuldbyrdes, hvis retten i afgørelsen har truffet bestemmelse om, at afgørelsen mod eller uden sikkerhedsstillelse skal kunne fuldbyrdes for en del eller i sin helhed. Det sam-me gælder særskilte afgørelser om et enkelt af sagens spørgsmål, der ikke af-slutter rettens behandling af sagen eller et af kravene i sagen.

Af § 253, stk. 4, fremgår endvidere, at de i stk. 3 nævnte afgørelser, herunder særskilte afgørelser om et enkelt af sagens spørgsmål, der ikke afslutter rettens behandling af sagen eller et af kravene, jf. stk. 3, 2. pkt., først kan indbringes for højere ret i forbindelse med den endelige afgørelse i sagen, medmindre afgø-relsen kan fuldbyrdes, eller Procesbevillingsnævnet har tilladt, at afgørelsen indbringes særskilt.   

Sø- og Handelsrettens afgørelse, hvorved Rønne Havn A/S’s påstand om afvis-ning af en del af Molslinjen A/S’ påstand 2 ikke blev taget til følge, afslutter ikke rettens behandling af sagen, hvorfor appel af dommen, jf. retsplejelovens § 253, stk. 4, jf. stk. 3, kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse.   

Da en sådan ikke foreligger, afviser landsretten herefter anken.   

THI BESTEMMES:

Anken afvises.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.

Publiceret til portalen d. 20-09-2024 kl. 11:11

Modtagere: Advokat (H) Erik Kjær-Hansen, Indstævnte Molslinjen A/S, Advokat (H) Mette Ravn Steenstrup, Appellant Rønne Havn A/S

Oplysning om appel

2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 1045/25
Rettens sags nr.: BS-34843/2024-OLR
Afsluttet
1. instansSø- og HandelsrettenSHR
DDB sags nr.: 792/24
Rettens sags nr.: BS-35041/2021-SHR
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb
NaN kr.