Dom
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
D O M
Afsagt den 4. juli 2024 af Østre Landsrets 11. afdeling
(landsdommerne Ole Dybdahl, Ane Røddik Christensen og Rasmus Linding (kst.) med nævninger).
11. afd. N nr. S-3628-23:
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(CPR nr. (Født 2002))
(advokat Birgitte Skjødt, besk.)
Dom afsagt af Retten i Lyngby den 18. december 2023 (1-3692/2023) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang og i øvrigt formildelse.
Tiltalte har for landsretten i forhold 1 erkendt sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved det i anklageskriftet beskrevne, i forhold 2-5 erkendt sig skyldig i de anfør-te overtrædelser af straffelovens § 245, stk. 1, og § 260, stk. 1, nr. 1, og nægtet sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 123, stk. 1, og § 264, stk. 1, nr. 1, i forhold 6-7 erkendt sig skyldig og i forhold 8-10 og 11 nægtet sig skyldig.
Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med den for byretten rejste tiltale samt skærpelse.
Anklagemyndigheden har med forsvarerens og rettens indforståelse berigtiget anklage-skriftet således, at der i angivelsen af gerningstidspunktet i forhold 2-5 tilføjes ”2023 ”.
- 2 -
Spørgsmålet om konfiskation og førerretsfrakendelse er ikke omfattet af anken.
Forurettede 1 har nedlagt påstand om erstatning og godtgørelse på i alt 449.577,35 kr., heraf tortgodtgørelse på 100.000 kr. med forrentning efter erstatningsansvarslovens § 16.
Tiltalte har bestridt erstatningskravet, subsidiært påstået kravet henskudt til behandling ved Erstatningsnævnet.
Forklaringer
Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne Forurettede 1, Forurettede 4, Forurettede 3 og Forurettede 2. De for byretten af vidnerne Vidne 2, Vidne 3 og Vidne 4 af-givne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Tiltalte har om sagens forhold 1 supplerende forklaret blandt andet, at han var rigtigt gode venner med Forurettede 4. De havde kendt hinanden i tre til fire år forud for sommeren 2023. Han havde mødt Forurettede 1 gennem Forurettede 4. Forud for den pågældende aften havde der ikke være nogen konflikt mellem ham og Forurettede 1.
Han lagde kniven i midterkonsollen, da han blev hentet på Hillerød Station, fordi han ikke ville have den med i byen. Han havde kniven på sig, fordi han kom direkte fra camping i By 4 med sin familie. Han skulle ikke overnatte på campingpladsen, så derfor havde han ikke andet udstyr med. Han tænkte ikke over, om han ville få kniven tilbage, hvis han ikke kom tilbage til bilen. Bladet på kniven var seks til otte centimeter langt og kunne klappes sammen i skæftet. Der var ikke takker på bladet. Bladet var ikke så bredt som på de eksempler på knive, som der er billeder af i sagen. Man kunne slynge bladet ud. Det var en spejderkniv med et skæfte af mørkt træ. Kniven kunne ikke fastgøres med en clips. Det var ikke en springkniv.
Cocks and Cows var det første sted, de tog hen. Han mener, at de drak en kande Aperol Spritz. Han husker ikke, hvornår de hentede Forurettede 1. Han var inde i Forurettede 1's lejlighed, da de hentede ham. Han havde ikke kniven med ind i lejligheden. De tog herefter på Farfars Bodega i København. Han var da beruset svarende til fire på en skala fra ét til ti. Han ind-tog ikke euforiserende stoffer den pågældende aften. På Den Glade Gris delte de en flaske vodka på én eller halvanden liter ligeligt. De tømte flasken. Han husker ikke, hvordan
- 3 -
Forurettede 1 reagerede på at skulle lægge ud for byturen. Forurettede 4 overførte penge til Forurettede 1. Forurettede 4 havde inviteret tiltalte, så han tænkte, at Forurettede 4 ville betale for ham. Der var ingen konflikter mellem dem på Den Glade Gris. De tog herefter på Burger King på Strøget. Der var ikke diskussion om, at Forurettede 1 skulle lægge ud på Burger King. Stemningen var fin på vej fra Burger King til bilen. Forurettede 4 og Forurettede 1 snakkede sammen.
Forurettede 4 førte bilen hjem, og Forurettede 1 sad på forreste passagersæde. Han bredte sig selv over det meste af bagsædet, fordi han er for høj til at sidde ret op. Hans bagdel var placeret midt på bagsædet. Stemningen ændrede sig, da de ramte motorvejen. Han stillede nogle spørgs-mål, som Forurettede 4 og Forurettede 1 ikke besvarede. Han ved ikke, hvorfor stemningen ændrede sig. Det kan godt være, at han var lidt sensitiv på grund af sin beruselse. Han blev ikke ked af det, men han syntes, at det var underligt. Han spurgte ikke, hvorfor de ignorerede ham. Han lænede sig bare tilbage og så på sin telefon. Det var både Forurettede 4 og Forurettede 1, der igno-rerede ham. Han skulle på tanken efter cigaretter, inden han skulle hjem, men Forurettede 4 og Forurettede 1 afviste dette og sagde, at de ville køre ham hele vejen hjem. De talte ikke sammen herudover. Forurettede 4 og Forurettede 1 talte en lille smule sammen, men det var ikke meget.
Da de standsede, rykkede han til højre for at komme ud af bilen. Da han ikke kunne åbne døren, rykkede han tilbage midt på bagsædet. Han ved ikke, hvornår dørene blev låst. Forurettede 4 sagde, at tiltalte skyldte dem penge. Han sagde, at han ikke mente at skylde dem noget, fordi Forurettede 4 havde inviteret. Han lænede sig frem mellem forsæderne for at spørge, hvad der skete. Han registrerede ikke, hvem der tog fat i hans krave og trak ham frem. Det kan godt være, at de begge to havde fat i ham. Han havde ikke sele på. Han hang sidelæns ind over midterkonsollen med ryggen mod Forurettede 4 og front mod Forurettede 1. Han prøvede at hive sig selv tilbage. Han husker ikke, hvem der slog ham på venstre side. Han husker ikke, hvor på kroppen han blev ramt. Han fik med sin venstre hånd fat på sin kniv, som lå ved hånd-bremsen. Han famlede bare efter noget, og så fik han fat i kniven. Han havde glemt, at han havde lagt kniven på midterkonsollen. Han fik foldet kniven ud ved en slyngebevægelse. Han var bange. Han stak på må og få med kniven for at få Forurettede 4 og Forurettede 1 til at give slip på ham. Han blev stadig fastholdt på dette tidspunkt. Han vidste ikke, hvad han ramte. Han ved ikke, om han ramte armene, der holdt ham. Han svingede sin arm tre gange. Han ved ikke, hvor han ramte Forurettede 1. Han kunne bagefter se, at han havde blod på hånden. Han ved ikke, hvor lang tid der gik mellem stikkene. Han husker ikke, om Forurettede 1 sagde noget. Han registrerede ikke, hvordan Forurettede 4 havde fat i ham. Han ved ikke, om Forurettede 4 blev ramt af kniven. De gav slip på ham, og pludselig kunne han få døren op. Han var vred og ked af
- 4 -
det. Han råbte ”hvad fuck er det, I laver? ” eller lignende. Han smed kniven, da han kom ud af bilen.
Han registrerede ikke, om Forurettede 1 var ved at foretage et telefonopkald i bilen. Han kan ikke genkende Forurettede 1's forklaring herom. Han ved ikke, om optagelsen er foretaget, mens han stak Forurettede 1. Der var næsten helt mørkt i bilen.
Han sagde på videoopkaldet til sin kæreste næste morgen, at Forurettede 4 og Forurettede 1 hver skyldte ham 5.000 kr., fordi han følte sig til grin over at være blevet overfaldet. Det havde ikke noget med kniven at gøre. Han var fuld og i chok under videoopkaldet. Han tænkte ikke på at kontakte politiet. Det var fuldemandssnak, da han på videoopkaldet sagde, at ”de var stukket ned ”. Han sagde ”de ”, fordi han ikke vidste, om både Forurettede 4 og Forurettede 1 var blevet ramt. Han ville gerne virke ”macho ” over for sin kæreste. Han var chokeret over at være blive overfaldet, men han ville ikke gøre hende nervøs.
Tiltalte har om forhold 2-5 forklaret supplerende, at han ringede til Forurettede 3 for at få sit pas. Han blev sur på Forurettede 3, fordi hun ikke havde passet med, da de mødtes i Frederiksværk. Han bankede på havedøren, og Forurettede 2 lukkede op. Det var den indgang, som Forurettede 3 og Forurettede 2 normalt benyttede. Døren plejer at være låst. Han sagde til Forurettede 2, at han skulle have sit pas. Forurettede 2 sagde, at han ikke havde det. Han havde attrappi-stolen i lommen. Han ville bruge den som slagvåben til at forsvare sig, hvis Forurettede 2 blev aggressiv. Han havde ikke planer om at true Forurettede 2. Han ved ikke, hvorfor Forurettede 2 ikke ville give ham passet. Han fortalte ikke Forurettede 2, at det ikke var en rigtig pistol. Han pegede ikke med den som en pistol. Han kan erkende at have slået Forurettede 2 fem gange i alt. Han mener, at alle slagene ramte Forurettede 2 i hovedet. Et af slagene var med hånden. Han ved ikke, om dette slag påførte Forurettede 2 sår.
Han ved ikke, hvordan der kom blod på Forurettede 2's pude og dyne. Forurettede 2 lå ikke og sov, da han kom. Han ved ikke, om Forurettede 2 på et tidspunkt faldt ned i sengen. Han var utryg ved, at Forurettede 3 og Forurettede 2 havde passet. Han truede ikke Forurettede 2. Han sagde ikke noget med reference til attrappistolen. Han omtalte ikke politiet i samtalen med Forurettede 2. Han stod hele tiden i stuen. Han ledte ikke efter passet. Han væltede ikke sofabordet. Han var påvirket af koka-in, da han var hjemme hos Forurettede 2. Kokainen påvirkede hans dømmekraft, men ikke hans hukommelse. Han drak alkohol efterfølgende. Han havde et misbrug af kokain og alkohol i den periode. Efter denne periode lagde han sit liv om. Han flyttede til Lyngby og skiftede omgangskreds. Det var lidt sværere for ham at stoppe med at drikke alkohol.
- 5 -
Tiltalte har om forhold 8-11 forklaret supplerende, at han mødtes med Vidne 1 den pågældende aften ved Aldi for at ryge en smøg. Han havde forinden skrevet med Vidne 1 fra Person 4's telefon. Han tænkte, at han skulle til havnefest, men kom fra det, og efter mødet med Vidne 1 kørte han til Person 4's lejlighed. Vidne 1 tog ikke med. Aldi ligger tæt på havnefesten. Han ved ikke, hvorfor Vidne 1 i en tilståelsessag har erkendt at have indfundet sig i Forurettede 2's lejlighed den pågældende aften. Han havde fortalte Vidne 1, at han var blevet anmeldt af Forurettede 2. Han har nok sagt til Vidne 1, at det var irriterende, og om Vidne 1 kunne gøre noget ved det. Han ved ikke, hvorfor Forurettede 3 har forklaret for byretten som anført i retsbogen. Han er ikke længere gode venner med Forurettede 3.
Forurettede 1 har supplerende forklaret blandt andet, at han og Forurettede 4 er rigtigt gode venner. Han havde gennem Forurettede 4 mødt tiltalte to gange før den pågældende aften. Han havde ikke haft nogen konflikter med tiltalte.
De fik en øl i hans lejlighed, inden de tog videre. Stemningen var god. De hyggede sig i bilen på vej til København. Han talte fint med tiltalte. Stemningen var fortsat god på Far-fars Bodega og Den Glade Gris. Forurettede 4 kastede op på Farfars Bodega, fordi han ikke kan lide lakridsshots. Da besøget på Den Glade Gris nærmede sig sin afslutning, var han beru-set, men stadig ved sine fulde fem. Han hukommelse er ikke påvirket af hans alkoholind-tag. Ingen af dem var meget fulde. Det var stille og roligt. Han lagde ud for alkoholen. De købte blandt andet en flaske vodka på 75 cl. Forurettede 4 og tiltalte hældte det over i nogle dåser med energidrik, som de drak lidt af. Tiltalte sagde, at han gerne ville give, hvis han kunne låne penge, men vidnet ville hellere give end låne penge ud. Han havde sagt, at han ikke ville betale det hele, men at han gerne ville give nogle øl. Der var derfor ingen aftale om, at det, som vidnet lagde ud, skulle tilbagebetales. Forurettede 4 overførte ikke penge til ham den af-ten. På Burger King sagde han, at han ”jo måtte give igen ”. Det var henvendt til både Forurettede 4 og tiltalte. Tiltalte sagde ikke noget til det. Det var ikke hans indtryk, at tiltalte blev sur. På vej hen til bilen gik tiltalte lidt for sig selv og sagde ikke så meget. Han undrede sig ikke over det i situationen. I bilen var stemningen fortsat god, men tiltalte sagde lidt eller ingen-ting. Tiltalte sad med sin telefon. Tiltalte sad på bagsædet i højre side. De talte ikke om penge i bilen.
Han husker ikke, at de talte, da de standsede for at sætte tiltalte af. Han tabte sin telefon, da bilen standsede, og bøjede sig forover for at samle den op. Han bemærkede ikke, om der
- 6 -
foregik noget mellem Forurettede 4 og tiltalte imens. Han så, at han havde et ubesvaret opkald fra Person 1. Han havde lige trykket ”ring op ” til Person 1, da tiltalte angreb. Hans blik var rettet mod telefonen, som han havde foran sig. Opkaldet var ikke gået på telefon-svareren endnu. De to stik i brystet kom først og stikket i maven til sidst. Der gik kort tid, måske to sekunder, mellem stikkene. Han mærkede, at stikkene kom fra venstre side i skulderhøjde. Knivsbladet stak ud fra bunden af tiltaltes hånd. Tiltaltes overkrop var mel-lem forsæderne. Tiltalte råbte noget, men han kan ikke huske hvad. Sekunder efter det tredje stik fik han og Forurettede 4 fat i tiltaltes hånd, men han husker ikke hvordan. Tiltalte prøve-de at stikke igen, men Forurettede 4 afværgede og blev stukket i armen. Det er hans opfattelse, at tiltalte ville have stukket ham igen, hvis ikke han var blevet forhindret. Efter at de havde fået fat i tiltaltes arm, forsøgte tiltalte at trække sig tilbage. De spurgte, hvad tiltalte havde gang i, hvortil tiltalte svarede, at de fik ham til at føle sig lille. Han tænker nu, at tiltalte hermed henviste til, at han ikke havde fået lov at låne penge. Han var bange for, at tiltalte ville stikke igen, så han åbnede sin dør, selv om han havde sele på og ikke kunne komme ud. Han er sikker på, at tiltalte havde kniven i sin højre lomme hele aftenen. Tiltalte fortal-te, at han altid havde kniven på sig. Det var ikke en spejderkniv, men en foldekniv. Han husker ikke farven eller designet.
Det er ikke rigtigt, at han og Forurettede 4 trak tiltalte frem mellem sæderne. Det er heller ikke rigtigt, at kniven lå ved håndbremsen. Han ville have set den, hvis den havde ligget der.
Han var sygemeldt indtil slutningen af oktober 2023. Han blev sygemeldt på ny efter by-retssagen, fordi han ikke var i stand til at arbejde. Han har genoptaget sit arbejde fuldt ud og er i stand til at Arbejde. Hans psykiske tilstand har ikke ændret sig så meget siden byrets-sagen.
Forurettede 4 har supplerende forklaret blandt andet, at han og tiltalte sad hjemme hos tiltalte og drak øl. Herefter tog de en kebab og gik på Cocks and Cows, hvor de drak en kande med cocktails. Stemningen var god, og de havde det sjovt. Der var ikke nogen plan, men efter at de havde fået noget at drikke, aftalte de at tage i byen. De havde ikke aftalt, at han skulle køre tiltalte hjem bagefter.
De fik en øl hjemme hos Forurettede 1. Herefter kørte de til Farfars Bodega og fik to øl og nogle shots. Forurettede 1 betalte for dette. Det talte de ikke om. På Den Glade Gris drak han en øl, og de købte en flaske vodka, som de alle drak af. Han og tiltalte var begge fulde. Det var dem, der havde drukket mest. Forurettede 1 havde også betalt på Den Glade Gris. De talte
- 7 -
lidt om, hvordan de skulle ordne det, og de fik det hurtigt løst. De aftalte, at han skulle overføre penge til Forurettede 1 dagen efter. Der var ingen konflikt mellem tiltalte og Forurettede 1. Forurettede 1 betalte også på Burger King. Han mindes ikke, at de talte om det. På gåturen hen til bilen var stemningen god, og de talte sammen alle tre. Tiltalte var måske lidt mere stille.
Tiltalte satte sig ind i bilen på bagsædet i højre side. Han og Forurettede 1 grinte og snakkede almindeligt sammen. Tiltalte sagde ikke noget. Der var ikke tale om, at nogen skyldte pen-ge. Tiltalte sagde, at han gerne ville af på tanken, men han sagde, at han nok skulle køre tiltalte helt hjem. Det var for at være flink. Det kan godt være, at tiltalte opfattede det nega-tivt. Forurettede 1 sagde ikke noget. De parkerede tæt på tiltaltes bopæl. Forurettede 1 sad med sin telefon, fordi han skulle ringe til en pige. Han var på vej ud af bilen for at sige farvel til tiltalte og give ham et kram. Pludselig så han tiltaltes arm, der blev svunget fra midterkon-sollen. Det gik hurtigt, og han nåede ikke at reagere. Han så ikke de tre stik. Han fik per refleks fat i tiltaltes arm, og Forurettede 1 havde også fat. Forurettede 1 fik først fat i tiltaltes arm. Han husker ikke, hvordan kniven vendte i tiltaltes hånd. Han fik fat i knivbladet med sin venstre hånd. Med sin højre hånd fik han fat i tiltaltes arm over albuen. Han slog tiltalte. Han ved ikke, hvor han ramte. Tiltalte råbte, men han ved ikke hvad. Forurettede 1 sagde ”hvad har du gang i? ”. Tiltalte sagde, at han ville ud, og vidnet så på Forurettede 1 og sagde ”vi slip-per ”, og så slap de deres tag i tiltaltes arm. Han vil tro, at tiltalte under alle omstændighe-der ville være hoppet ud af bilen efter de tre stik. Det er ikke rigtigt, at han og Forurettede 1 trak tiltalte frem mellem sæderne. Der var ikke fysisk kontakt mellem ham og tiltalte, før han greb fat i tiltaltes arm.
Der havde ikke været optakt til nogen konflikt mellem tiltalte og Forurettede 1 i løbet af afte-nen. Han har ikke et bud på, hvorfor tiltalte stak Forurettede 1. Da han kom ud af bilen, var hans fokus på at komme hurtigt afsted. Han sagde i bilen til Forurettede 1, at han ville slå tiltalte ihjel. Det var hans fars bil. Han vidste ikke på daværende tidspunkt, at man fra forsædet kan låse dørene på bagsædet.
Tiltaltes kniv var sort kniv med fine takker i bunden. Bladet er ca. ni centimeter langt. Det er en arbejdskniv, som kan købes i byggemarkeder. Hans fætter har en magen til. Kniven er tæt på identisk med kniven på det andet billede af de to, som han sendte til politiet. Til-talte viste ham kniven i bilen på vej fra Hillerød Station. Tiltalte lagde kniven fra sig på konsollen to gange. Han mener, at tiltalte lagde kniven i midterkonsollen på vej fra Forurettede 1's lejlighed til byen. Han lagde ikke mærke til kniven, da de kørte hjem fra byen.
- 8 -
Forurettede 3 har supplerende forklaret blandt andet, at hun ikke havde haft konflikter med tiltalte forud for den 30. juni 2023. Tiltalte havde flere gange været i hendes lejlighed. Hun husker ikke, hvilken dør tiltalte benyttede i disse tilfælde. Hun talte med tiltalte om passet om aftenen den 30. juni 2023. Det var tiltalte, der tog kontakt til hende. Tiltalte vidste, at hans pas lå i hendes lejlighed. De mødtes i Frederiksværk, fordi hun befandt sig der på dette tidspunkt. Hun husker ikke, om de havde talt om, at han skulle komme til Frederiksværk efter passet. Hun husker ikke, om tiltalte blev sur, da hun sagde, at hun ikke havde passet med. Det var hendes indtryk, at det var vigtigt for tiltalte at få fat i passet den aften.
Sofabordet lå ikke på hovedet, da hun forlod lejligheden tidligere den dag. Hun husker ikke, om der lå en knust tallerken. Forurettede 2 mødte hende i entreen, da hun kom hjem. Han var dækket af blod og havde flænger i det meste af hovedet. Han fortalte, at han var blevet vækket af et slag i hovedet. Han fortalte, at han havde ligget og sovet, da tiltalte kom ind i lejligheden. Forurettede 2 lagde sig ikke i sengen, mens hun var hjemme. Han sad i so-faen. Han havde det meget dårligt og var konfus. Forurettede 2 havde selv ringet til alarmcentra-len, som ikke tog det seriøst. Hun ved ikke, om Forurettede 2 havde været bange for at kontakte politiet. Hun var selv bange for at kontakte politiet, men hun ringede til alarmcentralen. Forurettede 2 kan have påhørt samtalen. Hun husker ikke, om der blev talt om politi. Hun ved ikke, om Forurettede 2 fortalte hende, at han var blevet truet.
Hun ved ikke, om tiltalte nåede at se hende og Forurettede 2 den 7. juli 2023. Hun ved ikke, hvor længe hun havde været hjemme, da hun hørte braget. Hun sad i sin seng, da hun hørte bra-get. Tiltalte og Vidne 1 kom ind gennem hoveddøren. De kunne have benyttet have-døren, som indtil episoden den 30. juni 2023 normalt var ulåst. Tiltalte var ikke maskeret. Hun er sikker på, at det var tiltalte. Tiltalte råbte efter Forurettede 2. Hun husker ikke, hvad hun svarede. Tiltalte smadrede hendes to fjernsyn, da han konstaterede, at Forurettede 2 ikke var der. Tiltalte var vred. Tiltalte markerede med skraldenøglen på hendes pande. Det var ikke et slag. Hun sagde ”av ”, fordi det gjorde ondt. Herefter sagde tiltalte, om hun ville se, ”hvordan det kunne gøre rigtigt ondt ” eller lignende, hvilket hun svarede ”nej ” til. Tiltalte ville have, at anmeldelsen vedrørende episoden den 30. juni 2023 blev trukket tilbage. Hun husker ikke, om han nævnte det, men det var meget klart for hende, at det var den episode, som han henviste til. Hun husker ikke, om tiltalte sagde, at hun ikke skulle melde episoden den 7. juli 2023 til politiet, men det var hendes indtryk. Vidne 1 hverken sagde eller gjorde noget under forløbet. Han stod bare i entréen. Hun ved ikke, om tiltalte var påvirket af noget. Hun husker også i dag, at tiltalte truede med at tæske hen-
- 9 -
de og Forurettede 2 og slå deres familier ihjel, hvis ikke anmeldelsen blev trukket til-bage.
Efter den aften var hun ikke i sin lejlighed i tre uger, og hun var påpasselig med sin færden i det offentlige rum. Hun havde dengang et forbrug af euforiserende stoffer, som påvirker hendes erindring. Det, som hun har forklaret, står klart i hendes erindring.
Forurettede 2 har supplerende forklaret blandt andet, at han den 30. juni 2023 havde sovet et par timer, da han blev vækket. Han husker ikke, hvilken dør der blev banket på. De plejede selv at benytte terrassedøren. Han lukkede ikke tiltalte ind i lejlighe-den. Han vågnede ved ondt i panden, og der var blod på hovedpuden. Tiltalte stod ved fod-enden og pegede på ham med mundingen af en pistol. Tiltalte mumlede noget om passet. Tiltalte lugtede af spiritus. Han vidste ikke, at passet var der. Han tog en dyne om sig, fordi han sov nøgen. Han fik det andet slag, lige da han havde rejst sig. Tiltalte fulgte med rundt, da han ledte efter passet. Tiltalte sigtede hele tiden mod ham, mens han ledte. Tiltalte sag-de ”find det lortepas ”, og at han skulle skynde sig. Han fik flere slag, mens han ledte. Pi-stolen var grå med noget sort på skæftet. Det var den pistol, der ses på foto nr. 2 i politiets fotomappe vedrørende undersøgelse af attrappistol. Han husker i dag ikke tiltaltes præcise ordvalg. Det var først til sidst i forløbet, at tiltalte truede ham til ikke at anmelde episoden. Pistolmundingen rørte ved hans pande, da tiltalte truede ham. Pistolen føltes kold mod panden. Truslen blev fremsat i et meget aggressivt toneleje, nærmest råb. Tiltalte sagde ikke, at pistolen var en attrap. Tiltalte væltede sofabordet i vrede, fordi han var langsom til at finde passet. Han tænker stadig tit på hændelsen. Han har ikke fået professionel hjælp.
Da han ankom til lejligheden den 7. juli 2023, var Forurettede 3 meget bange. Hun fortalte, at tiltal-te og Forurettede 2 havde været der. Forurettede 3 sagde, at tiltalte havde sagt noget med, at det ville ende rigtigt galt, hvis de gik videre med sagen. Det var ikke de præcise ord, men han er sikker på, at hun sagde noget i den retning. Forurettede 3 sagde, at tiltalte havde sagt, at vidnet ville blive handicappet, hvis de ikke trak anmeldelsen tilbage. Han husker ikke, at Forurettede 3 sagde noget om, at hun ikke skulle anmelde episoden den 7. juli 2023.
Personlige oplysninger
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er opvokset i By 5. Han er under uddannelse til anlægskonstruktør. Han vil gerne færdiggøre uddannelsen under sin afsoning. Han havde et misbrug i et til to år forud for sommeren 2023, hvilket til sidst be-
- 10 -
virkede, at han ikke kunne bevare sin læreplads. Han arbejdede fuld tid som brolægger sidste sommer.
Tiltalte har været frihedsberøvet under anken.
Landsrettens begrundelse og resultat
Af landsrettens kendelse vedrørende skyldspørgsmålet fremgår:
”Forhold 1
Det lægges efter tiltaltes og vidnerne Forurettede 1's og Forurettede 4's for-klaringer til grund, at Forurettede 4 på gerningstidspunktet sad på førersædet i bilen, mens Forurettede 1 sad på forreste passagersæde, og tiltalte sad på bagsædet. Det lægges videre til grund, at stemningen generelt havde været god i løbet af aftenen, idet tiltalte dog var stille under bilturen mod tiltaltes bopæl.
Tiltalte har forklaret, at Forurettede 4 pludselig sagde, at tiltalte skyldte dem penge, at Forurettede 4 og/eller Forurettede 1 derpå tog fat i tiltaltes krave og trak ham frem mellem forsæderne, og at han blev slået, hvorefter han lidt til-fældigt fik fat i kniven, der var placeret i midterkonsollen, og stak Forurettede 1 tre gange. Forurettede 4 og Forurettede 1 har forklaret, at der ikke blev talt om penge i bilen, og at tiltalte uden anledning lænede sig frem mellem forsæderne og stak Forurettede 1 med kniven, hvilket Forurettede 4 og Forurettede 1 forsøgte at afværge ved at tage fat i tiltaltes arm. Forurettede 1 har endvidere forklaret, at han sad fastspændt med opmærksomheden rettet mod sin telefon, da tiltalte stak ham.
Landsretten finder, at Forurettede 4's og Forurettede 1's samstemmende for-klaringer om forløbet er troværdige og i øvrigt understøttes af det forhold, at Forurettede 1 på det tidspunkt, hvor tiltalte stak, var i færd med at foretage et telefonopkald. Landsretten tilsidesætter herefter tiltaltes forklaring om, at Forurettede 4 og Forurettede 1 gav anledning til knivstikkene, og lægger Forurettede 4's og Forurettede 1's forklaringer om det passerede til grund.
Efter den retsmedicinske erklæring lægges det endvidere til grund, at Forurettede 1 blev ramt af tre knivstik, hvoraf det ene stik ramte ham på brystet på overgangen til bugen og gik gennem hud, underhud, bugmuskulaturen og mu-ligt gennem brusken ved tilhæftningen af venstre 7. ribben, mellemgulvsmusk-len, venstre leverlap og endte med en minimal læsion i bugspytkirtlen, ligesom der fandtes læsion af den bagerste bughinde. Det lægges efter den supplerende erklæring fra Retsmedicinsk Institut til grund, at stikkene blev påført med no-gen kraft, og at Forurettede 1 som følge af stikket nedadtil midt på brystet kan have været i livsfare, idet han uden den foretagne behandling kunne være bragt i en tilstand, som han muligvis ikke havde overlevet.
Syv nævninge og tre dommere udtaler:
Vi finder navnlig henset til stikkenes placering og karakter samt den kraft, hvormed de blev påført, sammenholdt med omstændighederne omkring stikke-ne, herunder at Forurettede 1 på angrebstidspunktet sad fastspændt på pas-sagersædet med opmærksomheden rettet mod sin telefon, at tiltalte i hvert fald
- 11 -
må have indset muligheden for, at Forurettede 1 ville dø som følge af stik-kene, og at tiltalte psykologisk forholdt sig accepterende hertil og dermed hav-de drabsforsæt. Dette understøttes i øvrigt af Vidne 2's forklaring om, at tiltalte efterfølgende råbte ”jeg får dig næste gang” eller lig-nende. Vi stemmer herefter for at finde tiltalte skyldig i den rejste tiltale i sa-gens forhold 1.
To nævninge udtaler:
Tiltalte har erkendt sig skyldig i at have begået vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved at have stukket Forurettede 1 med kniven tre gange. Efter bevis-førelsen finder vi det ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at tiltaltes forsæt rakte videre end til voldsudøvelsen, og stemmer derfor for at frifinde ham for den rejste tiltalte for drabsforsøg og for at domfælde for vold efter straffelovens § 245, stk. 1.
Der træffes afgørelse efter stemmeafgivelsen, således at tiltalte findes skyldig i den rejste tiltale.
Forhold 2-5
Samtlige nævninge og dommere udtaler:
Det kan efter tiltaltes og Forurettede 2's forklaringer lægges til grund, at til-talte indfandt sig i lejligheden den pågældende aften, og at han havde medbragt en attrappistol, hvormed han påførte Forurettede 2 adskillige slag i hovedet. Det kan efter Forurettede 2's troværdige forklaring lægges til grund, at tiltal-te selv skaffede sig adgang til lejligheden, og at Forurettede 2 lå og sov i sin seng, da han blev vækket af et slag mod panden, hvorefter tiltalte tvang Forurettede 2 til at lede efter og udlevere sit pas, imens han truede Forurettede 2 med attrappistolen og slog ham med denne, ligesom tiltalte truede Forurettede 2 til ikke at anmelde forholdet som anført i anklageskriftet.
Forurettede 2's forklaring understøttes af de i politiattesten beskrevne fund af skader, Forurettede 3's forklaring om det passerede samt de for landsretten afspillede lydoptagelser af opkaldene til alarmcentralen. Tiltalte findes derfor skyldig i den rejste tiltale i dette forhold.
Forhold 8-10
Samtlige nævninge og dommere udtaler:
Det er oplyst, at Vidne 1 i en tilståelsessag den 22. januar 2024 blev dømt for ulovlig indtrængen og forsøg på vidnetrusler i forening med tiltalte ved den 7. juli 2023 kl. ca. 23.45 uberettiget at have skaffet sig adgang til lejligheden beliggende Adresse 2 i By 5 med henblik på ved trussel om vold at få Forurettede 2 til at trække en voldsanmeldelse mod tiltalte tilbage, hvilke vidnetrusler imidlertid mislykkedes, idet Forurettede 2 ikke var til stede på adressen.
Forurettede 3 har forklaret, at hun er sikker på, at tiltalte var til stede i hendes lejlighed, idet hun kendte ham, og han ikke var maskeret. Landsretten finder det derfor bevist, at tiltalte var til stede i Forurettede 3's lejlig-hed den pågældende aften.
Efter Forurettede 3's troværdige forklaring lægges det til grund, at til-talte og Vidne 1 tiltvang sig adgang til hendes lejlighed, hvilket under-støttes af billederne af den ødelagte dørkarm.
- 12 -
Landsretten finder det ligeledes bevist, at tiltalte ødelagde to fjernsynsskærme. Der er imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at hærværket blev udøvet i for-ening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med Vidne 1, mod hvem anklagemyndigheden den 22. januar 2024 opgav påtale herfor.
Det findes efter Forurettede 3's forklaring endelig bevist, at tiltalte truede hende som beskrevet i anklageskriftet til at trække anmeldelsen om vold begået den 30. juni 2023 indgivet af Forurettede 2 tilbage.
Fire nævninge og tre dommere udtaler:
Vi finder det ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte truede Forurettede 3 til ikke at anmelde det den 7. juli 2023 passere-de til politiet, og stemmer derfor for at frifinde tiltalte for denne del af tiltalen.
Fem nævninge udtaler:
Vi finder efter det en samlet vurdering bevist, at der i situationen lå en implicit trussel mod Forurettede 3 om ikke at anmelde det den 7. juli 2023 passerede til politiet, og vi stemmer derfor for at dømme tiltalte også for denne del af tiltalen.
Efter stemmeafgivelserne findes tiltalte med de anførte modifikationer skyldig i den rejste tiltale.
Forhold 11
Syv nævninge og tre dommere udtaler:
Anklagemyndigheden opgav den 22. januar 2024 påtale mod Vidne 1 for dette forhold. Der er således ikke grundlag for at dømme tiltalte for at have be-gået forholdet i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med Vidne 1. Med denne modifikation finder vi tiltalte af de i øvrigt af byret-ten anførte grunde skyldig i den rejste tiltale.
To nævninge udtaler:
Vi finder det ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte ville have forøvet vold mod Forurettede 2, hvis han havde været til stede. Vi stemmer derfor for at frifinde tiltalte for dette forhold.
Der træffes afgørelse efter stemmeafgivelsen, således at tiltalte findes skyldig i dette forhold, dog således at tiltalte frifindes for at have begået forholdet i for-ening med og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med Vidne 1.
Efter udfaldet af afstemningen, jf. retsplejelovens § 931, stk. 2, findes tiltalte herefter skyldig i forhold 1, 2-5, 8-10 og 11.
T h i b e s t e m m e s :
Tiltalte, findes skyldig i forhold 1, 2-5, 8-10 og 11.”
Der er afgivet 18 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 6 år og 6 måneder. Der er ved straffastsættelsen lagt vægt på de samme hensyn, som byrettens flertal har anført.
- 13 -
Landsrettens juridiske dommere tiltræder byrettens bestemmelse om tortgodtgørelse til Forurettede 1, idet erstatningskravet i øvrigt henskydes til behandling ved Erstatnings-nævnet.
Byrettens dom stadfæstes herefter i det omfang, den er anket.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes i det omfang, den er anket.
Tiltalte betaler sagens omkostninger for landsretten.
(Sign.)