Gå til indhold
Tilbage til søgning

Byrettens dom stadfæstes med de ændringer, at straffen nedsættes til fængsel i 9 år og 10 måneder, og at varigheden af opholdsforbuddet nedsættes til 8 år fra denne dom, i en sag om tiltale for blandt andet besiddelse af skydevåben. Våbenbesiddelsen var sket under sådanne omstændigheder, at bestemmelsen i straffelovens § 81 a (bandekonflikt) fandt anvendelse

Vestre LandsretStraffesag2. instans12. september 2024
Sagsnr.: 1132/24Retssagsnr.: SS-152/2024-VLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Straffesag
Ret
Vestre Landsret
Rettens sagsnummer
SS-152/2024-VLR
Sagstype
Nævningesag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
1132/24
Sagsdeltagere
Rettens personaleThomas Raaberg-Møller; Rettens personaleHenrik Twilhøj; PartsrepræsentantBerit Ernst; PartAnklagemyndigheden; Rettens personaleThomas Elholm

Dom

D O M

afsagt den 12. september 2024 af Vestre Landsrets 2. afdeling (dommerne Henrik Twilhøj, Thomas Raaberg-Møller og Thomas Elholm (kst.)) i nævningesag

V.L.  S – 0152 – 24

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

født Dato 1991

(advokat Berit Ernst, Aarhus)

Retten i Randers har den 12. januar 2024 under medvirken af nævninger afsagt dom i 1. instans (6-2370/2023).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisre-sultat, idet besiddelsen af den pistol, der i anklageskriftets forhold 2 er betegnet som en ”gas- og signalpistol ”, dog ikke påstås henført under straffelovens § 192 a. Herudover har anklagemyndigheden påstået skærpelse, herunder således at opholdsforbuddet udvides til at omfatte hele Aarhus Kommune.

Tiltalte har påstået frifindelse i forhold 2, 5, og 6, ligesom han har nedlagt påstand om, at straffelovens § 81 a, stk. 1, ikke bringes i anvendelse. Herudover har tiltalte påstået frifin-delse for påstanden om opholdsforbud og i øvrigt formildelse.   

Anklagemyndigheden har berigtiget tiltalen, således at henvisningen til straffelovens § 192 a, stk. 3, i forhold 1-6 ændres til en henvisning til straffelovens § 192 a, stk. 4 (tidligere stk. 3), og at ”særdeles skærpende omstændigheder ” i forhold 1-6 ændres til ”særligt skærpen-de omstændigheder ”.   

- 2 -

Forklaringer

Tiltalte og vidnerne Vidne 6, Vidne 5, Vidne 9 og Vidne 3 har for landsretten afgivet supplerende forklaring.   

Tiltalte har supplerende forklaret, at han og nogle andre delte SKY-telefonen og profilerne med navnet ”Profilnavn 2 ”.   

Han kan ikke udelukke, at der var bandemedlemmer i det kriminelle miljø, som han on/off var en del af. Våbnene skulle bruges til at beskytte deres narkoimperium. En af hans kam-merater var hovedpersonen i et narkonetværk. Under covid 19-epidemien var det svært at lave penge, og de havde hørt rygter om, at der var nogle, der ville begå røveri imod dem.   

Det splattervåben, som han havde, kunne skyde med løse skud.

Når han på videoen i sagens forhold 2 ses tage et magasin ud af våbnet, skyldtes det, at han ville have, at våbnet så ægte ud. Dette har også virket efter hensigten, idet man ikke på videoen kan se, at våbnet i virkeligheden ikke er ægte. Håndpistolen, der ses på videoen, var funktionel, idet den kunne sige ”bang ”. Han husker det således, at det er den samme pistol som den, han havde på videoen ved Institution, men han er ikke sikker. Han slog våbnene mod hinanden, fordi det er normalt at gøre dette på videoer. De fleste attrap-våben er ikke lavet af plastik, men af metal. Han var maskeret, da videoen blev optaget, idet han ville have det til at se ud, som om våbnene var ægte. I det kriminelle miljø holder man ikke en ægte pistol med de bare hænder, idet der i så fald vil kunne blive afsat finger-aftryk.   

Han har enten købt en ”Skorpion ” hos Virksomhed i Aarhus eller i en butik i Hamborg.   

På videoen i sagens forhold 5 befandt han sig ved Institution, der ligger i Område 1. Han tror, at han sendte videoklippet i en snapchatgruppe. Pistolen var hans kammerats pistol. Han vil ikke fortælle navnet på denne kammerat.   

Han har røget hash i 15 år og husker ikke så godt. Politiet har beslaglagt mange signalpi-stoler og løskrudtpistoler hos ham. Når politiet har beslaglagt disse pistoler hos ham, har han smidt ”bønnerne ” til pistolerne væk.   

- 3 -

Han husker ikke, hvorfra han fik de patroner, som politiet fandt i en vest hos ham.   

På videoen i sagens forhold 6 ses han åbne tromlen. Han åbnede formentlig tromlen for at vise, at der var patroner i. Han havde handsker på, så det så ud, som om revolveren var ægte. Han ved ikke, hvorfor han ikke havde maskering på. Hvis han havde haft en maske-ring med sig, ville han have iført sig den. Man kunne ikke skyde med revolveren. Uden for bilen stod der bl.a. en person med en Canadian Goose-jakke, hvilket man kan se på video-en. En af de drenge, som stod uden for bilen, sagde, at revolveren ikke kunne skyde.   

Den video, hvor han foretager skuldertræning (bilag F-51-5), er optaget af ham. Han havde fundet øvelserne på internettet. Hvis man søger ”shooting skills ” på internettet, fremkom-mer der mange af den slags øvelser. Han gjorde det for sjov, fordi han ikke altid kan moti-vere sig til at træne 100 % i et træningscenter. Han sendte videoen til sin kæreste. Fore-holdt korrespondancen med Vidne 4, jf. fil 2, side 835, har han forklaret, at sætningen ”Hjælper mig med at tømme og sigte ” skal forstås i lyset af, at øvelserne bare var en trend ligesom andre former for militæragtige træningsøvelser. Når han skrev ”Nu er jeg ikk lige-frem rutineret længere ”, skyldtes det, at han ikke var så veltrænet som tidligere.   

Foreholdt afhøringen gengivet i fil 2, side 724 (fra ”Jo så sagde han ” til ”har kun været god mod ham, forstår du ”), har han forklaret, at han ikke kender noget til, at der er blevet plaf-fet igennem en bil. Man kan høre på aflytningen, at han var frustreret over, at der ikke kunne blive betalt. Han ved ikke, hvad han mente, da han sagde ”jeg tager hans liv ”. Han var frustreret, idet han skulle have indkrævet nogle penge. Man kan nogle gange sige no-get, som man ikke mener.  

Foreholdt videoen, hvor der står ”OK PLUS Område 1 ” (fil 2, side 758 f.), har han for-klaret, at der var blevet lavet graffiti på Område 1, og dagen efter florerede videoen på de sociale medier. Han fik også tilsendt videoen og gemte den på sin telefon. OK Plus var et af opholdsstederne i Område 1. Han opholdt sig også nogle gange der. Hvis man på Snap-chat skriver ”Område 1 ”, kommer denne tankstation frem. ”Initialer 2 ” står for Område 2. Nogle fra Område 2 havde en intern konflikt med nogle fra Område 1. Måske var videoen en skræmmekampagne.  

- 4 -

Han var i en periode i 2022 en del af Gruppe 1. Han havde nogle barndomsvenner, der blev ved med at skrive ”Gruppe 1 ” på de sociale medier. Mange bander brugte farver som logo, men ingen havde anvendt to sorte farver som logo. Gruppe 1 er med tiden blevet til en bande, men da han var en del af gruppen, var den ikke en bande.

Foreholdt fotoet på fil 2, side 762, har han forklaret, at det er rigtigt, at der er et foto fra december 2021, men han blev først en del af gruppen senere. Han ses på fotoet, men han blev først medlem fra marts-juni 2022. Logoet står for Område 1. Foreholdt foto 4 har han forklaret, at han ikke husker dette foto. Han ses heller ikke på fotoet. Fotoet af 11. februar 2022 viser ham, men han husker ikke, at han var medlem på dette tidspunkt. Han var ikke i Danmark, da fotoet af 21. februar 2022 blev optaget. Han var i Danmark den 8. marts 2022. Han var også i Danmark, da han blev tagget med ”NYT Område 1 ”, jf. fil 2, side 763. Det var ikke ham, der skrev tagget. Fotoet med teksten ”Kill them all ”er ikke taget af ham. Han tror, at han fik fotoet tilsendt. Videoen med teksten ”De kalder sig Område 2 gruppen med de hvide flag – ik andet end små ludere ” er optaget af ham, men han skrev ikke teksten. Han husker ikke, om man i Område 2 brugte to hvide farver som logo. Fotoet, hvor han står i midten, og hvor de øvrige personers ansigter ikke kan ses, blev taget i forbindelse med et bryllup. Måske er nogle på fotoet fra Område 1.  

Foreholdt fotoene på fil 2, side 764, har han forklaret, at han ses på fotoet fra den 23. juni. De øvrige personer er fra Aarhus. To af dem er fra Område 1. Han tror, at den person, der på fotoet bærer en kniv, altid går med kniv. Han kender ikke noget til fotoet med nummer-pladen på en Touran og teksten ”Det er nogen fra Område 2 gruppen ”. Han er medlem af en gruppe på Snapchat med 50 personer. Der var nogle, der havde problemer med personer fra Område 2. En af personerne i gruppen var på et tidspunkt blevet kidnappet, og denne person hader alle fra Område 2, men dette er ikke ensbetydende med, at alle i snapchatgruppen havde det på samme måde. Han tog det foto, der er dateret den 4. august. Han ved ikke, om han indsatte de to prikker, der på fotoet ses på hans hals, eller om hans kammerat gjorde det.

Foreholdt fotoet på fil 2, side 768, med teksten ”En video af Tiltalte blive jagtet af Område 2 gruppen kommer lige om hjørnet ” har han forklaret, at dette ikke siger ham noget. Der findes ikke en sådan video. Det er langt fra alt det, der skrives på de sociale medier, som passer.   

- 5 -

Foreholdt videooptagelsen omtalt i fil 2, side 773, har han forklaret, at udtrykket ”have en Kalashnikov og spraye alle sammen ” ikke var alvorlig t ment. Gadesprog kan nogle gange være hårdt, men han havde det sjovt og mente ikke, at han ville skyde nogen.   

Foreholdt videooptagelsen omtalt i fil 2, side 794, har han forklaret, at han ikke ved, om det er ham, der høres på videoen. Optagelsen er taget ved Circle K i Område 2. Det ser ud, som om der en pistol i bilen, men der var sikkert ikke tale om en ægte pistol. Han husker, at de var på vej hjem fra byen. Man kan høre, at den anden person i bilen taler om, at stedet er ”uhyggeligt ”, og at den pågældende er lidt af en bange skoledreng.  

Foreholdt korrespondancen i fil 2, side 765, har han forklaret, at han ikke kan afvise, at han deltog i korrespondancen, men han husker den ikke. Han husker ikke, hvorfor der blev skrevet ”nok til jeg skal åbne ild mod dem ”.   

Han var i miljøet kendt for at kunne håndtere eksplosive stoffer, fordi han tidligere havde været i Syrien. Rygterne var overdrevne, og han har aldrig kastet med en granat. Han bi-drog selv til disse rygter.   

Han har kun boet i Område 1 i to år. Fra han var 4-17 år, boede han i Område 11, der ligger lige ved Område 1. I 2016 var der konflikt mellem Område 1 og Område 12, men efterfølgen-de blev konflikten lukket, hvorefter bandegrupperingerne blev opløst. Senere genopstod Område 1 gruppen. Enkelte personer i gruppen havde personlige konflikter med personer fra Område 2.   

Foreholdt korrespondancen i fil 2, side 303-304, har han forklaret, at han ikke husker, om han skrev beskeden sendt den 2. februar kl. 19.50. Foreholdt beskeden på side 305, der blev sendt samme dag kl. 19.53, har han forklaret, at han ikke husker, om han skrev denne besked. Beskeden siger ham ikke noget. Han skriver ikke på denne måde, så det kan ikke være ham, der har skrevet beskeden. Beskeden kl. 19.55 siger ham heller ikke noget.   

Foreholdt beskederne i fil 2, side 320, sendt den 5. februar 2021, har han forklaret, at han ikke husker disse beskeder. Han kan ikke udelukke, at han skrev beskederne. Han stillede sit hjem og sin bil til rådighed for våben, men som han husker det, skrev han meget korte beskeder.   

- 6 -

Foreholdt korrespondancen i fil 2, side 354, sendt den 9. februar 2021 kl. 22.30 og 22.33 om bl.a., at ”Profilnavn 2 blev jagtet af to biler ”, har han forklaret, at han ikke husker at være blevet jagtet af to biler. Profilen ”Profilnavn 2 ” blev brugt af flere personer.   

Foreholdt telefonaflytningen i fil 2, side 494, om ”Person 8 ” og ”3 stykker fra Område 2 ”har han forklaret, at Person 8 var flyttet fra Område 2 til Område 1. Person 8 var ikke bandemedlem. Der var to andre, som også var flyttet fra Område 2 til Område 1. Samtalen drejede sig ikke om, at de pågældende havde skiftet bandegruppering.

Foreholdt fil 2, side 898 nederst, side 899 og side 900, med fotos og teksten ”OK PLUS Område 1 ” og ”Adresse 16 ” har han forklaret, at han ikke optog videoen. Våbnene er ægte og lovlige og tilhører en kammerat, hvis navn han har nævnt til politiet. Kammeraten havde optaget videoen og sendt den til ham.   

Foreholdt korrespondancen i fil 2, side 1170, den 16. december 2020 kl. 20.53, hvoraf bl.a. fremgår ”jeg/Område 1 har intet med din brors død at gøre ” og ”gider hverken reagere på det eller forsvar mig selv når jeg er i åben konflikt med dem ”, har han forklaret, at hans kammerat skrev beskeden.   

Forevist videoen omtalt i fil 2, side 997, hvor en person går med et skydevåben, har han forklaret, at videoen er fundet på hans telefon. Han har optaget videoen. Der er enighed mellem ham og politiet om, at våbnet ikke er ægte. Videoen er optaget ved et center i Område 1. Han ville for sjov skræmme sine kammerater. Han skød plastikkugler efter dem. Han havde købt våbnet i Virksomhed i Aarhus.   

Forevist videoen omtalt i fil 2, side 889, hvor en person holder et skydevåben ud af en bils forrude, har han forklaret, at videoen viser det samme våben. Man kan se, at de andre på videoen tager det stille og roligt og nøjes med at gå bag stolperne for ikke at blive ramt af plastikkuglerne.   

Forevist tillægsekstrakt 2, side 52, har han forklaret, at det er rigtigt, at han i 2020 blev standset på Esbjerg Motorvej, og at han blev fundet i besiddelse af en sort gaspistol med brunt skæfte og med et isat magasin, hvor der var plastikkugler i kammeret.   

- 7 -

Forevist tillægsekstrakt 2, side 53 og 55, har han forklaret, at det er rigtigt, at han i 2015 blev standset af politiet og fundet i besiddelse af en gasdrevet pistol.  

Herudover blev han i juli 2019 dømt for at have været i besiddelse af en gas- og signalpi-stol. Gerningstidspunktet var 2019.   

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han fortsat er gift. Når han bliver løs-ladt, skal han og hans hustru igen bo sammen. Han og hans hustru har en datter, der er 3 år. Herudover har de en datter, der snart fylder 12 år.   

Vidne 6 har forklaret, at han overordnet ikke kan udtale sig om et våbens ægthed uden at have våbnet i hånden.   

Med hensyn til videoen i sagens forhold 2 er maskingeværet umiddelbart ikke kendt i Danmark. Han vurderer, at der er tale om et våben fra det tidligere Jugoslavien eller et an-det østeuropæisk land. Han kan ikke med sikkerhed udtale sig om, hvorvidt det er et ægte våben, men han vurderer, at der er tale om et skarpt våben pga. den metalliske lyd. Der er patroner i våbnet, men han kan ikke udelukke, at der er tale om eksercerpatroner. Det er dog ikke ofte, at man ser eksercerpatroner. Eksercerpatroner har ikke en fænghætte bagpå. Gaspatroner og løse patroner er klemt ude i spidsen. Den metalliske lyd på videoen virker meget ægte. Pistolen virker også ægte, men man kan også få sådanne pistoler som gaspi-stoler eller som en anden type, der virker ægte uden at være det. Ammunitionen ligner æg-te ammunition. Den måde, der bliver taget ladegreb på pistolen, fører til, at han vurderer, at der er tale om et ægte våben. Piben ligner også en skarp pibe. Han er ret sikker på, at vide-oen viser to ægte våben.   

Foreholdt videoen i sagens forhold 5 har han forklaret, at han vurderer, at der er tale om en ægte pistol. Der er ingen form for løsskydningsforstærker på våbnet. Hvis der ikke er løs-skydningsforstærker på en uægte pistol, vil våbnet ikke kunne genlade.   

Foreholdt videoen i sagens forhold 6 har han forklaret, at han er helt overbevist om, at der er tale om en skarp revolver. Man kan tydeligt se, at der er en fænghætte, ligesom man kan se projektilspidserne. Man kommer galt afsted, hvis man skyder skarpe patroner med en uægte revolver.   

- 8 -

Formålet med, at løsskudspatroner bliver klemt i spidsen, er, at krudtet ikke løber ud. Hvis der er tale om en skarp patron, fungerer projektilet som en form for låg.   

Hans kendskab til uægte våben er meget begrænset. På eksercerpatroner er der en fæng-hætte, men de er ikke klemt i spidsen. Han kan ikke afvise, at der findes uægte patroner, som ser ægte ud, men det er ikke noget, han kender til.   

Uægte våben kan være softguns eller luftgeværer, og de er normalt lavet af plastik, men der kan også forekomme metal i uægte våben. Det kan være svært at se forskel på ægte og uægte våben. Man kan godt forestille sig, at løsskudsvåben er lavet af metal. Hardball-våben kan også være lavet af metal.   

En uægte pistol kan ikke genlade. Han ved ikke, hvorfor man på film kan få det til at se ud, som om pistolen genlader.   

Et plomberet våben er et våben, der er blevet skåret op og svejset til i piben, således at det ikke kan skyde. Man kan ikke se på et våben, om det er plomberet. Man vil ikke umiddel-bart kunne sætte ægte patroner ind i et plomberet våben, men det vil efter omstændighe-derne kunne lade sig gøre.   

Vidne 5 har forklaret, at han både har erfaring med ægte og uægte våben. Han har ikke behov for at have et våben i hånden for at udtale sig om våbnets ægthed.   

Med hensyn til videoen i sagens forhold 2 kan man høre en metallisk lyd. Der findes ikke en uægte ”Skorpion ”, der vil kunne lave en sådan lyd. I Kina er der fire virksomheder, der har licens til fremstilling af et sådant våben i metal, men disse våben er anderledes end det våben, der ses på videoen. Våbnet kan heller ikke købes i Hamborg. Pistolen på videoen er efter hans opfattelse ægte. Den lyd, der fremkommer, når der bliver taget ladegreb, adskil-ler sig fra den lyd, der fremkommer, når der bliver taget ladegreb på en uægte pistol. På en uægte pistol sidder der noget, som minder om en slagpind, men farven er lilla, blå eller rød. Pistolen er af mærket Glock og er i øvrigt hans yndlingspistol.   

Foreholdt videoen i sagens forhold 5 har han forklaret, at pistolen efter hans opfattelse er ægte. Hvis der havde været tale om en uægte pistol, havde man kunnet se det i bunden.

- 9 -

Skuddene ligner løsskud. Man kan ikke affyre løse skud med en uægte pistol. En hardball-pistol kan ikke genlade.   

Foreholdt videoen i sagens forhold 6 har han forklaret, at dette våben ikke kan være købt hos ham, og våbnet er efter hans opfattelse ægte. Man kan se en endekappe i bunden af patronen.   

Han har skudt meget med skarpe våben og har et godt kendskab til de lyde, der fremkom-mer, når man håndterer våben. Han har skudt med løsskudsvåben til filmproduktioner og atletikstævner. Han har deltaget i 200-300 filmproduktioner. På filmproduktioner kan man vinkle kameraet på en speciel måde eller benytte sig af computerteknik, således at et våben ser ægte ud på film. Der findes våben, som ligner ægte våben, men som ikke er ægte. Så-danne våben findes også i metalliske udgaver. Der findes ikke i Danmark uægte patroner, som ligner ægte patroner. Falske patroner er lavet af plastik og er underdimensionerede. På amerikanske film har han set patroner, der ser ægte ud, men han har ikke set sådanne pa-troner i Danmark.   

Det er svært at se, om maskingeværet i sagens forhold 2 er et løsskudsvåben. Det kan være et våben, der er blevet lukket i mundingen, dvs. plomberet. Han kan ikke udelukke, at der findes en ”Skorpion ” et eller andet sted, som er lavet af metal på samme måde som en ægte ”Skorpion ”. Han har dog aldrig set et sådant våben. Han rejser rundt til de største våben-messer i verden, hvor alle våbenproducenter af både ægte og uægte våben deltager.   

Vidne 9 har supplerende forklaret, at vurderingerne bygger på mo-nitoreringen af bandemiljøet i Aarhus. Der indhentes efterretninger fra politiets systemer, som bl.a. indeholder oplysninger fra gadepatruljer og oplysninger om indberettede hændel-ser, ligesom der indhentes oplysninger fra straffesager.   

Det beror på en konkret vurdering, om en person er medlem af en bande. Rockergrupperne er hierarkisk organiseret, hvorimod gadebanderne normalt er mere diffust organiseret. Hvis man er medlem af en bandegruppering, har man en større og tungere rolle, end hvis man blot er tilknyttet grupperingen.   

Bandegrupperingerne i Område 2 og Område 1 foretager vagtvirksomhed, hvor man er op-mærksom på, hvem der ankommer til og forlader området. Tidligere blev OK-tanken i

- 10 -

Område 1 brugt som et sted, hvor der blev holdt vagt. Der har været eksempler på, at der er blevet anvendt walkie-talkies som led i vagtvirksomheden, ligesom folk er blevet passet op og er blevet visiteret.   

I den konflikt, som nærværende sag omhandler, har der været episoder andre steder i Aar-hus end i de postnumre, som de forskellige grupperinger hører til. Baggrunden herfor kan være, at personer fra de forskellige grupperinger tilfældigt har antruffet hinanden andre steder i Aarhus, eller at der har været en biljagt, som måske er begyndt inden for et af de postnumre, som en af grupperingerne hører til. I 2023 var der f.eks. en episode ved Prismet i Aarhus, hvor der fandt et voldeligt overfald sted.   

Foreholdt tillægsekstrakt 2, side 10, har han forklaret, at kasketten med postnummeret ”8000 ” kan være et udtryk for, at Gruppe 1 vil tilkendegive, at gruppen har hele Aarhus som sit territorium. Foreholdt fil 2, side 55, har han forklaret, at kasketten med postnummeret ”By 1 ” og kasketten med postnummeret ”8000 ” kan være udtryk for, at Gruppe 1 opfatter flere postnumre som sit territorium.   

EAE vurderer, at Gruppe 1 er en mere aktiv del af Område 3 gruppen og Område 1 gruppen. Man kan efter hans vurdering godt være medlem af flere af disse grupper på samme tid.   

Konflikten med Område 2 gruppen foregik over meget lang tid. Konflikten var dynamisk, således at den i nogle perioder døde ud. En konflikt kan nogle gange begynde med person-lige modsætninger, som udvikler sig til at blive en konflikt mellem forskellige grupperin-ger.   

Det forekommer jævnligt, at EAE retter henvendelse til en politikollega for at få uddybet, hvordan den pågældende har oplevet en episode, som han eller hun har beskrevet. EAE retter ikke henvendelse til de øvrige personer, der er beskrevet i de forskellige rapporter.   

Man kan sagtens blive antruffet flere gange sammen med bandemedlemmer, uden at EAE registrerer den pågældende som tilknyttet den pågældende bande. Hos EAE er de opmærk-somme på, at mange af personerne er opvokset sammen og kender hinanden og derfor kan færdes sammen uden at være tilknyttet en bande sammen.   

- 11 -

EAE monitorerer løbende, og hvis en tidligere vurdering skal ændres, gør EAE opmærk-som på det.   

I rapporterne medtages der ikke oplysninger om voldelige episoder, der ikke skyldes ban-dekonflikter, men ”personfnidder ”. Det sker jævnligt i miljøet, at der er voldelige episoder, som ikke skyldes bandekonflikter.   

Han ved, at det nogle gange sker, at der er forretningsmæssigt begrundede relationer på tværs af bandegrupperingerne. Han forestiller sig, at der også kan være venskaber på tværs af bandegrupperingerne. Hans indtryk er dog, at bandemedlemmerne er meget opmærk-somme på, hvem de færdes sammen med, i de perioder, hvor der er konflikt mellem ban-degrupperingerne.   

Han har ikke noget specifikt kendskab til tiltalte. Episoden beskrevet i tillægsekstrakt 2, side 19, er en del af det samlede billede, der tegnes. Isoleret kan episoden bare være udtryk for, at tiltalte har været sammen med nogle venner.   

Der findes signalvåben, våben med løse skud og hardballvåben i bandemiljøet. Sådanne våben har også en vis effekt, idet de kan bruges til at skræmme og true med. EAE ’ s indtryk er, at disse våben jævnligt bliver brugt til at true med. Hans erfaring er, at det, når en sag med våbentrusler bliver rullet op, ofte viser sig, at der ikke har været tale om skarpe våben.   

Vidne 3 har supplerende forklaret, at patronerne i magasinet på ”Skorpion ”har udseende som ægte patroner. De ligner ikke løsskudspatroner eller attrappatroner, men det kan være patroner, hvor krudtet er blevet fjernet. Gas- og signalvåben bruger løsskuds-patroner, og der kommer ikke et projektil ud af våbnet. De har set mange gas- og signalvå-ben, der er blevet ombygget. En ombygning foregår ved, at det originale løb er blevet spærret, således at der ikke kan komme et projektil igennem, hvorefter der monteres et andet løb. Man skal have en vis indsigt, når en sådan ombygning foretages, idet man risike-rer, at våbnet sprænger, når det affyres. Han vurderer, at pistolen enten er et gas- og signal-våben eller et skarpt våben. En gas- og signalpistol bruger patroner. Der er ikke tilstrække-lige detaljer til, at det kan vurderes, hvilken type der er tale om.   

- 12 -

Med hensyn til forhold 6 ligner patronerne helt klart skarpe patroner. Man kan se, at der i midten er en fænghætte. Man kan nok altid finde patroner, der kan sættes i et ikke-funktionsdygtigt våben.   

Med hensyn til forhold 2 er Glock et østrigsk firma, der laver pistoler. Zoraki er et tyrkisk firma, der laver gas- og signalpistoler, som umiddelbart kan ligne en Glock. Pistolen ligner bestemt ikke en Glock.   

Han er langt hen ad vejen enig i erklæringerne fra Nationalt Kriminalteknisk Center. Fotoet af revolveren i sagens forhold 6 er meget bedre end de andre fotos, og her er han ikke helt enig i erklæringen, idet han vurderer, at der er tale om en ægte revolver. Revolveren ligner ikke en attraprevolver, der normalt har en anden overflade. Signalrevolvere vil typisk også være mere indsnævret, således at der ikke kan komme patroner i. En hardballrevolver har et mindre løb og er typisk lavet med 6 mm plastikkugler.   

I forhold 5 er der enten tale om et gas- eller signalvåben eller et rigtigt skydevåben. Man kan ikke se fra videoen, om våbnet er det ene eller det andet.

Med hensyn til forhold 2 er han enig i vurderingen af maskinpistolen. Det kan være svært at vurdere, om den er ægte eller ej. Man kan ikke se, om der er tale om en gas- og signalpi-stol eller en attrappistol.   

En almindelig signal- og gaspistol kan affyre patroner, der skyder med gas og peber, og hvis pistolen holdes tæt hen mod hovedet på en person, kan den være ret farlig. Der kom-mer dog ikke projektiler ud, og pistolen kan derfor ikke på afstand skyde nogen.   

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldsspørgsmålet

Der er om skyldsspørgsmålet afsagt

” K e n d e l s e:

Forhold 2

Samtlige dommere og nævninger udtaler:   

- 13 -

Tiltalte har forklaret, at han er identisk med den person, der på videoen ses håndtere to skydevåben.   

Ifølge den kriminaltekniske erklæring af 21. februar 2023 om det våben, der i tiltalen er betegnet som en ”maskinpistol model 61 ”Skorpion” ”, kan det ikke afgøres, om maskinpi-stolen er en skarp maskinpistol, en gas- og signalpistol, en hardballmaskinpistol eller en attrapmaskinpistol. Våbentekniker hos Nationalt Kriminalteknisk Center Vidne 3 har i sin forklaring for byretten og landsretten tilsluttet sig denne vurdering.   

På denne baggrund kan det ikke ud fra videooptagelsen anses for bevist, at tiltalte var i besiddelse af en maskinpistol omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1. Den vurdering, som Vidne 6 og Vidne 5 har givet udtryk for i deres forklaring, kan ikke ændre herpå.   

Spørgsmålet er herefter, om det på baggrund af sagens øvrige oplysninger kan anses for bevist, at der er tale om en maskinpistol omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1.   

Tiltalte er ved byrettens dom i forhold 1, 3 og 4 fundet endeligt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, og tiltalte har dermed besiddet funktionsdygtige skydevåben i sam-me tidsrum som forhold 2. Det fremgår imidlertid af sagens oplysninger, herunder to vi-deooptagelser af tiltalte og de fremlagte anmeldelsesrapporter, at tiltalte ud over at besidde ægte våben ligeledes har været i besiddelse af et hardballvåben og gas- og signalpistoler. Vidne 8 fra Efterretnings- og Analyseenheden ved Østjyllands Politi har for byretten forklaret, at personer, der er tilknyttet bandemiljøet, ofte anvender attrapvåben i stedet for at medbringe skarpe skydevåben. Vidne 9 fra Efterretnings- og Analyseenheden ved Østjyllands Politi har for landsretten forklaret, at der i bandemiljøet også findes signalvåben, våben med løse skud og hardballvåben, og at hans erfaring er, at det, når en sag med våbentrusler bliver rullet op, ofte viser sig, at der ikke har været tale om skarpe våben. Under sagen er der fremlagt en korrespondance fra februar 2021 mellem den profil, der ifølge byrettens dom er identisk med Vidne 1, og en an-den profil, der bl.a. skriver ”Bror den der glock den er falsk” .

Der er ikke øvrige oplysninger, herunder korrespondance i umiddelbar tilknytning til vide-oen, som støtter, at maskinpistolen er en ægte maskinpistol.   

- 14 -

På denne baggrund kan det heller ikke ud fra de oplysninger, der foreligger ud over selve videooptagelsen, anses for bevist, at maskinpistolen er omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1.   

Det ændrer ikke herpå, at politiet ved en gennemgang af tiltaltes kontoudskrifter fra 2019 ikke har fundet betalinger til den våbenbutik i Hamborg, hvor tiltalte ifølge sin forklaring kan have købt våbnet.

Tiltalte er derfor ikke skyldig for så vidt angår maskinpistolen.   

For så vidt angår den pistol, der i tiltalen er betegnet som en ”gas - og signalpistol” , fremgår det af den kriminaltekniske erklæring af 21. februar 2023, at det ikke kan afgøres, om pi-stolen er en gas- og signalpistol, en hardballpistol eller en attrappistol. Herefter og efter sagens oplysninger i øvrigt, herunder vidneforklaringerne, er det ikke bevist, at pistolen er omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 8.   

Tiltalte er derfor ikke skyldig i dette forhold.   

Forhold 5  

Samtlige dommere og nævninger udtaler:   

Tiltalte har forklaret, at han er identisk med den person, der på videoen ses affyre en pistol.   

Ifølge den kriminaltekniske erklæring af 22. februar 2023 er det på grund af videoens kva-litet ikke muligt at udtale noget om våbnet, herunder fabrikat, model eller kaliber. Herud-over fremgår det af erklæringen, at det ikke kan afgøres, om knaldet fra våbnets affyring hidrører fra en gas- og signalpistol elle et skarpt våben. Våbentekniker hos National Kri-minalteknisk Center Vidne 3 har i sin forklaring for byretten og landsretten tilsluttet sig denne vurdering.   

På denne baggrund kan det ikke ud fra videooptagelsen anses for bevist, at tiltalte var i besiddelse af en pistol omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1. Den vurdering, som Vidne 6 og Vidne 5 har givet udtryk for i deres forklaring, kan ikke ændre herpå.   

- 15 -

Der er ikke øvrige oplysninger, herunder korrespondance i umiddelbar tilknytning til vide-oen, som støtter, at der er tale om en pistol omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som er anført ovenfor om besiddelsen af maskinpistolen i forhold 2, er det ikke bevist, at tiltalte var i besiddelse af et våben omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Tiltalte er derfor ikke skyldig i dette forhold.   

Forhold 6

Samtlige dommere og 8 nævninger udtaler:   

Tiltalte har forklaret, at han er identisk med den person, der på videoen ses håndtere en revolver.   

Ifølge den kriminaltekniske erklæring af 22. februar 2023 fremstilles revolveren muligvis også som en hardballrevolver, attraprevolver og en gas- og signalrevolver. Herudover fremgår det af erklæringen, at det ikke kan afgøres, om revolveren er en variant som før-nævnte revolvere.

Våbentekniker hos Nationalt Kriminalteknisk Center Vidne 3 har for lands-retten forklaret, at han ikke er helt enig i denne vurdering, idet han vurderer, at der er tale om en ægte revolver. Den medarbejder hos Nationalt Kriminalteknisk Center, som har ud-arbejdet erklæringen af 22. februar 2023, har ikke afgivet forklaring under sagen, og der er ikke udarbejdet nogen supplerende erklæring fra Nationalt Kriminalteknisk Center med en anden vurdering end den, der fremgår af erklæringen af 22. februar 2023.   

På baggrund af denne usikkerhed i vurderingen fra Nationalt Kriminalteknisk Center kan det ikke ud fra videooptagelsen anses for bevist, at tiltalte var i besiddelse af en revolver omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1. Den vurdering, som Vidne 6 og Vidne 5 har givet udtryk for i deres forklaring, kan ikke ændre herpå.   

Der er ikke øvrige oplysninger, herunder korrespondance i umiddelbar tilknytning til vide-oen, som støtter, at der er tale om en revolver omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1.

- 16 -

Herefter og i øvrigt af de grunde, som er anført ovenfor om besiddelsen af maskinpistolen i forhold 2, finder vi det ikke bevist, at tiltalte var i besiddelse af et våben omfattet af våben-lovens § 1, stk. 1, nr. 1.   

Vi stemmer derfor for at finde tiltalte ikke skyldig i dette forhold.   

1 nævning udtaler:   

Efter de forklaringer, som Vidne 6, Vidne 5 og Vidne 3 har afgivet for landsretten, og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, finder jeg det be-vist, at tiltalte er skyldig i dette forhold. Jeg stemmer derfor for at stadfæste byrettens afgø-relse af skyldsspørgsmålet.   

Efter stemmeafgivningen er tiltalte ikke skyldig i dette forhold.   

Spørgsmålet om anvendelsen af straffelovens § 81 a, stk. 1  

Samtlige dommere og nævninger udtaler:   

Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det af de grunde, som byretten har anført, at besiddelsen af skydevåben i sagens forhold 1, 3 og 4 er henført under straffelovens § 81 a, stk. 1. Det, der er kommet frem for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.   

T h i b e s t e m m e s:

Byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet stadfæstes med den ændring, at tiltalte ikke er skyldig i forhold 2, 5 og 6.”

Sanktionsfastsættelsen

Straffen fastsættes efter de bestemmelser, som byretten har anført, med de ændringer, at henvisningen til våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 8, udgår, og at der nu henvises til straffelovens § 192 a, stk. 4, i stedet for stk. 3.   

Samtlige voterende har efter karakteren af de forhold, som tiltalte er fundet skyldig i, stemt for at fastsætte straffen til fængsel i 9 år og 10 måneder. Der er ved straffastsættelsen bl.a.

- 17 -

lagt vægt på, at straffen efter straffelovens § 89 skal fastsættes som en tillægsstraf til en straf på i alt 14 måneders fængsel.   

Samtlige voterende har stemt for, at tiltalte skal idømmes et opholdsforbud, og at dette opholdsforbud skal afgrænses geografisk som sket ved byrettens dom. Der er herved lagt vægt på de samme forhold, som byretten har anført. Samtlige voterende har endvidere stemt for, at varigheden af opholdsforbuddet skal fastsættes til 8 år. Der er herved taget hensyn til varigheden af den idømte straf, som kan henføres til de overtrædelser, der er omfattet af bestemmelsen om opholdsforbud i straffelovens § 79 a.   

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.   

Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes med de ændringer, at straffen nedsættes til fængsel i 9 år og 10 måneder, og at varigheden af opholdsforbuddet nedsættes til 8 år fra denne dom.   

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.   

Henrik Twilhøj Thomas Raaberg-Møller Thomas Elholm

(kst.)

Domsresume

Frifindelse for tre tilfælde af våbenbesiddelse

V.L. S-152-24

Sagen omhandlede en 32-årig mand, der i byretten var fundet skyldig i seks tilfælde af våbenbesiddelse i bandemiljøet. Den tiltalte påstod sig for landsretten frifundet i tre af disse forhold. Spørgsmålet for landsretten var bl.a., om det på baggrund af videooptagelser af våbnene fundet på tiltaltes telefon kunne anses for bevist, at disse våben var ægte. Landsretten fandt i alle tre forhold, at dette ikke kunne anses for bevist, og frifandt derfor den tiltalte i disse forhold.

Straffen for de øvrige forhold, som byretten havde fundet den tiltalte skyldig i, blev fastsat til fængsel i 9 år og 10 måneder. Straffen var en tillægsstraf til to domme på i alt 14 måneders fængsel. Herudover blev den tiltalte idømt et opholdsforbud.

Byretten havde fastsat straffen til 14 års fængsel og havde ligeledes idømt den tiltalte et opholdsforbud.

Oplysning om appel

2. instansVestre LandsretVLR
DDB sags nr.: 1132/24
Rettens sags nr.: SS-152/2024-VLR
Afsluttet
1. instansRetten i RandersRAN
DDB sags nr.: 46/24
Rettens sags nr.: SS-2370/2023-RAN
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
4200-71289-0016-22
Påstandsbeløb