Dom
RETTEN I HJØRRING
Udskrift af dombogen
D O M
afsagt den 5. oktober 2020
Rettens nr. KATO-4903/2018
Politiets nr. 5100-90270-00132-16
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte A/S
CVR nr. 1 og
Tiltalte (Virksomhed)
CVR nr. 2
Anklageskrift er modtaget den 7. november 2018.
Tiltalte A/S og Tiltalte (Virksomhed) er tiltalt for
1.
Tiltalte A/S
CVR nr. 1
arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jfr. stk. 4, nr. 1 og nr. 2, stk. 5, nr. 3 og stk. 6, jf. §86, jf. § 38, stk. l og bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbjde med senere ændringer § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 41, ved den 20. april 2016 på byggepladsen ”Område” , Adresse i Hjørring som arbejdsgiver at have haft de to ansatte, Vidne 1 og Vidne 2 til at montere et stålskelet på facaden, selv om arbejdet ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet de ansatte opholdt sig i en mandskabskurv i 4 meters højde, selv om en ansat fra Tiltalte (Virksomhed) førte en kran i 7 meters højde i nærhed af og over mandskabskurven, hvorved der var fremkaldt fare for, at materialer kunne falde ned eller kranarmen kunne ramme de to ansatte i kurven, og under den skærpende omstændighed, at Arbejdstilsynet ved strakspåbud af 18. april 2016 havde afgivet påbud til virksomheden om samme eller tilsvarende forhold.
2.
Tiltalte (Virksomhed)
CVR nr. 2
Std 75271
side 2
arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 1 og nr. 2, stk. 5, nr. 3 og nr. 4, samt stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 - om bygge- og anlægsarbejde med senere ændringer § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 41, ved som arbejdsgiver at være ansvarlig for at arbejdet den 20. april 2016 på byggepladsen ”Område” Adresse i Hjørring ikke blev udført på en sikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig måde, idet den hos virksomheden ansatte kranfører, Vidne 3 førte en kran i farlig nærhed af og over en mandskabskurv, hvor to ansatte fra Tiltalte A/S opholdt sig i 4 meters højde, hvorved der var fremkaldt fare for at materialer kunne falde ned eller kranarmen kunne ramme disse to ansatte, og under den skærpende omstændighed, at Arbejdstilsynet ved strakspåbud af 18. april 2016 havde afgivet påbud til virksomheden om samme eller tilsvarende forhold, ligesom virksomheden er tidligere straffet for grov overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
De tiltalte har nægtet sig skyldige.
Forklaringer
Vidne 4 har forklaret, at Tiltalte A/S havde be-klædningsentreprisen på byggeriet, dvs. de skulle montere beklædningen, herunder lave et stålskelet og på det skelet montere selve beklædningen. Der var mange andre entreprenører på byggepladsen.
Han havde ikke den daglige gang på arbejdspladsen. De var underentrepre-nører til hovedentreprenøren, Virksomhed A/S. Han kender ikke til medtiltaltes entreprise. De var påbegyndt arbejdet i starten af 2016. De var ikke på byg-gepladesen hele tiden, men kom og gik alt efter, hvornår de skulle udføre ar-bejde.
Der var 60 ansatte i firmaet dengang, hvoraf 2-4 arbejdede på pladsen. Det var hele tiden de samme ansatte.
Der bliver altid givet instrukser, når de har et arbejde, der skal udføres, her-under om selve det tekniske og og sikkerheden. De har nogle generelle APV'er for hvert enkelt produkt, og de tilpasses hver enkelt arbejdsplads og bliver gennemgået med de ansatte inden arbejdets opstart og løbende tilpas-set arbejdet, f.eks. hvis der ændres montagemetode fra eksempelvis stillads til kran. Der bliver lavet løbende risikovurderinger. Sikkerhedsinstrukserne bli-ver givet af byggelederen, der ikke er til stede hele dagen hver dag, men er der stort set hver dag i nogle timer, fordi det krævede denne byggeplads. An-dre byggepladser kræver ikke den samme tilstedeværelse.
side 3
Byggelederen deltog også i de sikkerhedsmøder på byggepladsen, der blev afholdt hovedentreprenøren på vegne af bygherren. Han husker ikke, hvor mange sikkerhedsmøder der blev afholdt i den konkrete byggesag, men det er typisk hver eller hver anden uge.
Hvis der er behov for det, afholder byggelederen såkaldte "toolbox"-møder med de ansatte, hvis der er behov for det af hensyn til ændringer i byggeop-gaven eller sikkerhedsvurderingen. Han kender ikke til de konkrete møder i den omhandlede byggesag.
Han ved, at der var spærret af til firmaets del af byggepladsen, og de ansatte havde så mange års erfaring, at de var bekendt hermed. Uanset dette blev PAV'erne altid gennemgået med de ansatte. Han kender ikke til de konkrete insrukser og møder i byggesagen, men han går som en selvfølge ud fra, at byggelederen har givet de relevante instrukser, idet byggelederne var givet instruks herom.
Han hørte om, at Arbejdstilsynet var på arbejdspladsen den 12. april 2016. Der var en person, der var gået inde på det afspærrede område. Han blev vist nok samme dag orienteret herom af sin byggeleder. Han spurgte byggelede-ren, om der ikke var givet instruks herom, og byggelederen sagde, at det var et uheld, hvor en medarbejder var gået omkring et hjørne og var gået ind i et afspærret område. Byggelederen tog en snak med den pågældende medarbej-der, men han ved ikke, om de øvrige medarbejdere på arbejdspladsen blev orienteret af byggelederen. Det er han dog sikker på, at byggelederen gjorde, for det var sædvane.
Alle deres montører er orienteret om, at der ikke må kranes henover hove-derne på dem. Det er en generel instruks. Hvis det er i nærheden, men ikke direkte over dem, skal de være agtpågivende og sikre sig, at der ikke kan ske en ulykke. Der kranes på næsten alle byggepladser, og alle entreprenører er bekendt med, at der ikke må kranes over hovederne på andre. Det er hans ansatte også klar over.
Når der arbejdes i en mandskabskurv, skal der laves en afspærring rundt om, og hvis andre, f.eks efter at dagens arbejde er færdigt, bevæger sig ind i det afspærrede område og i den forbindelse fjerner afspærringen, er instruksen, at den dagen efter skal retableres af medarbejderne.
Der er udarbejdet en APV (Arbejdsprocesvurdering) for arbejdet på bygge-pladsen, der er dateret den 6. november 2015 (bilag A).
Der blev holdt et opstartssikkerhedsmøde den 2. november 2015 (bilag B).
Der blev også holdt et sikkerhedsmøde den 12. april 2016 (bilag C), der er samme dag som påbuddet fra Arbejdstilsynet, ligesom der blev afholdt et sik-
side 4
kerhedsmøde den 26. april 2016. Af det første referats pkt. 1-3.6 og det an-det referats pkt. 1-3.5 kan man se eksempler på det med, at der skulle ske af-spærring.
Han mener ikke, at der er foregået noget uforsvarligt på arbejdspladsen. De har aldrig haft uheld med kraner.
Ejer af virksomheden har forklaret, at han dengang havde 150 ansatte. De havde ikke en decideret underentreprise som medtiltalte, men de blev tilkaldt af de enkelte entreprenører, når der skulle køres jord væk, og senere, når der skulle bruges en kran til at løfte byggematerialer. Han havde kun en enkelt kranfører på arbejdspladsen ad gangen, men det var ikke de samme hver gang. Der har været i alt 4 kranførere på arbejdspladsen. Der blev af både ham og kørselslederen givet instrukser om de enkelte kranopgaver.
Den 12. og den 20. april 2016 kranede de nogle spån- eller stålplader, der skulle op på taget. Der er også givet sikkerhedsinstrukser i forbindelse med disse opgaver, herunder at man ikke måtte krane henover nogen eller i nær-heden af nogen, ligesom der skulle opsættes afpærringer op svarende til kra-narmens svingradius i det omhandlede arbejdsområde. Det var en kran på en lastbil, der blev brugt de pågældende dage, og denne kran kan ikke dreje 360 grader. De bruger altid deres egen afspærring, der skal bruges, inden de på-begynder kranopgaven. Han gav selv medarbejderne instruksen herom om morgenen, inden de startede op på opgaven. Kranførerne er til møde hver morgen, hvor der bliver givet sikkerhedsinstrukser, hvis det er nødvendigt. Han blev orienteret om strakspåbuddet og tog en snak med sin kranfører. De mente ikke, at der var en fare, og derfor gav påbuddet ikke anledning til yderligere sikkerhedsinstrukser til kranføreren. Der havde ikke været nogen, der var kommet gående inden under kranens arbejdsområde, så den tilsynsfø-rende fra Arbejdstilsynet havde taget fejl.
Der blev ikke fra virksomheden foretaget tilsyn efter strakspåbuddeet fra Ar-bejdstilsynet, fordi de kun havde været tilkaldt som underentreprenør, og det var Virksomhed A/S, der havde det overordnede ansvar for sikkerheden.
Vidne 3 havde været ansat som kranfører siden 2011, og opgaverne på den omhandlede arbejdsplads var helt sædvanlige arbejdsopga-ver, og han havde været på arbejdspladsen flere gange forud for den 20. april 2016 og var bekendt med byggepladsen.
Tilsynsførende Vidne 5 har som vidne forklaret, at hun i april 2016 var ansat og havde været ansat i omkring 9 år i Arbejdstilsynet. Hun arbejder der ikke længere. Hun er uddannet bygningskonstruktør og havde arbejdet i 7 år som entreprenør, før hun blev ansat i Arbejdstilsynet. I de 9 år i Arbejdstilsynet kørte hun som tilsynsførende primært på byggeplad-ser inden for bygge- og anlæg.
side 5
Hun havde været på byggepladsen flere gange, fordi der havde været et byg-herredialogmøde med Hjørring Kommune, så hun kendte også til sagen før selve arbejdet på byggepladsen, og hun kendte byggesagen godt.
Den 12. april 2016 var hun på uanmeldt tilsyn på byggepladsen. Da hun kom, var råhuset opført, og tæt på adgangsvejen til huset var Tiltalte (Virksomhed) i færd med at krane fra en lastbilkran. Den skulle løfte materialer op på taget af bygnin-gen, kunne hun konstatere. Hun observerede, at kranen løftede materialer helt op på taget. Kranens arbejdsområde var ikke afspærret, og der befandt sig personer indenfor arbejdsområdet. Der skal ske afspærring, så man sikrer, at der ikke er nogen, der bliver ramt af kranen eller af nedfaldne materialer, der tabes under kranløftet. Der befandt sig som sagt personer indenfor kra-nens arbejdsområde, men hun husker ikke nærmere hvor de befandt sig. Hun kan se af sin rapport, at hun så en af Tiltalte A/S' medarbejdere inde i kranens arbejdsområde, og hun vurderede, at der var risiko for per-sonskade, så hun stoppede arbejdet og gav et strakspåbud. Hun var sammen med en kollega, og de henvendte sig kranføreren og medarbejderen fra Tiltalte A/S, ligesom hun kontaktede arbejdslederne fra de to virksom-heder. Hun plejer at spørge, om der var givet sikkerhedsinstrukser, men hun husker ikke svaret.
Den 20. april 2016 var hun i bil på vej forbi byggepladsen, da hun fra vejen kunne se, at der blev kranet ind over nogle medarbejdere, der stod i en kurv og arbejdede på facaden. Hun tog et billede ude fra vejen (bilag 1-4). Kranen løftede nogle plader op på stilladset højere oppe end medarbejderne i mands-kabskurven, og hun så, at kranen løftede materialerne ind over mand-skabs-kurven. Det er hun 100 procent sikker på. Hun kom kørende på vejen og så det ud ad bilruden, da hun var lige ud for kranen, så hun er sikker på, at de materialer, som kranen løftede, var inde over mandskabskurven. Uanset om kranen ikke havde løftet direkte ind over mandskabskurven, ville medarbej-derne kunne rammes af kranarmen eller materialer, fordi kranarmen kunne ramme mandskabskurven i forbindelse med løftet. Hun blev overrasket, fordi de lige havde givet strakspåbud nogle dage før. På billedet, som hun tog, er kranarmen under 3 meter fra mandskabskurven. Der var afspærring omkring kranens arbejdsområde, men personerne i mandskabskurven befandt sig in-den for kranens afspærrede arbejdsområde inde på byggepladsen. Kranføre-ren burde have stoppet med at krane, når han kunne konstatere, at der var personer indenfor kranens arbejdsområde.
Da hun kom ind på byggepladsen, så hun personer inde i kranens arbejdsom-råde. Hun henvender sig til kranføreren, men fik ikke mulighed for at tale med medarbejderne i mandskabskurven, idet de løb/gik hurtigt væk fra ste-det, da hun kom. Af kranføreren fik hun at vide, at der var en udgravning, så han havde været nødt til at placere kranen, hvor han gjorde. Han havde set, at medarbejderne i mandskabskurven var inde i kranens arbejdsområde, da han brugte kranen.
side 6
Manitouen, som løftede mandskabskurven, stod inden for en afspærring. Hun ved ikke, om det var afspærringen for kranens arbejdsområde eller for mandskabskurvens arbejdsområde, men der var ikke særskilt afspærret om-kring mandskabskurvens faktiske arbejdsområde. Da hun talte med kranføre-ren, fik hun den opfattelse, at det var kranens arbejdsområde, der var afspær-ret på byggepladsen.
Det er en fejl, at hun i besøgsrapporten af 20. april 2016 (bilag 1-7) skrev, at Tiltalte A/S ikke skulle foretage sig yderligere. Det er det, hun gi-ver udtryk for i brevet af den 21. april 2016 (bilag 1-8). Hun drøftede sagen med juristerne, inden hun sendte brevet af 21. april 2016. Det var ikke, fordi hun var ikke i tvivl om, at virksomheden havde overtrådt stakspåbuddet, men det er noget, de meget sjældent ser, så derfor ville hun drøfte sagen, inden hun sendte et brev med et bødevarsel.
Vidnet har under et senere retsmøde under hovedforhandlingen forklaret, at hun ikke kan sige, hvor langt ude på vejen lastbilen med kranen holdt. Hun foretog ingen opmålinger. Hun er sikker på, at kranarmen var inde over mandskabskurven.
Vidne 1 har som vidne forklaret, at han på daværende tidspunkt var an-sat i Tiltalte A/S. Han var ansat fra juni 2015 til foråret 2016. Han havde været på den pågældende byggeplads i ca. 4 måneder forud for hæn-delsen den 20. april 2016. De havde generelt fået at vide, at der skulle spær-res af, når der skulle løftes både mandskabskurve eller andet, at sikkerheden skulle overholdes, og at personlige værnemidler skulle bæres, når sikkerhe-den krævede det. De fik ikke konkret nogle sikkerhedsinstrukser vedrørende den omhandlede arbejdsplads, men de var bekendt med det. De havde dog af Virksomhed A/S' folk fået at vide, at sikkerheden skulle overholdes.
De overholdt selv sikkerhedsinstrukserne med afspærring, men det var der andre, der ikke gjorde, idet det ofte foregik, at der blev kranet, uden at der var afspærret. Deres byggeleder sagde ofte, at de ikke skulle gå ind i områ-der, hvor der blev kranet, uanset om der var afspærret eller ej.
Efter episoden den 12. april 2016, hvor han kom til at gå ind i et område, hvor der blev kranet, fordi der ikke var afspærret, talte han med byggelede-ren. Byggelederen spurgte, hvorfor han var gået ind i et område, hvor der blev kranet, og han svarede, at der ikke var afspærret, og at han ikke havde set, at der blev kranet. Han mener, at han fik en skideballe af byggelederen.
Den 20. april 2016 skulle han og en kollega, Vidne 2, lave stern på ejendommen. De arbejdede på et hjørne af bygningen. De startede med at afspærre deres arbejdsområde med minestrimmel. De startede omkring kl.7. Ved 9-tiden kom en vognmand med kran, som han stillede op på vejen uden for byggep-ladsen. Han skulle krane noget gips op til nogle medarbejdere. De stod i der-es mandskabskurv og råbte til ham, om han var klar over, at de var der. Det
side 7
svarede han ja til. Hans kran var ca. 20 meter fra dem. Han husker ikke, hvor de plader, som skulle kranes, var. Pladerne skulle løftes op på taget af den bygning, som de arbejdede på. De skulle løftes op til højre for dem, men hø-jere oppe.
Forevist billedet taget af den tilsynsførende fra Arbejdstilsynet (bilag 1-4), har vidnet forklaret, at afspærringen uden om ude ved vejen var kranførerens. Den befandt sig udenfor byggepladsen. Deres afspærring var inde på selve byggepladsen. Pladerne skulle løftes op på taget et sted uden for billedet. Grunden til, at det på billedet ser ud som om, at kranarmen er meget tæt på deres mandskabslift, er den vinkel, som billedet er taget fra. Kranarmen var slet ikke i nærheden af dem. Da den var tættest på, var den 5-6 meter fra dem. Han kranede ikke på noget tidspunkt hern over hovedet på dem. Det havde de talt med kranføreren om, inden han begyndte at krane.
Foreholdt sin forklaring til politiet den 3. januar 2017 har vidnet forklaret, at han ikke husker, hvad det var for noget afspærringsbånd, chaufføren fra last-bilen havde nedtaget, men han er sikker på, at det ikke var deres afspærrings-bånd. Det er muligt, at han til politiet har forklaret, at kranen kom meget tæt på deres kurv, hvorfor vidnet og kollegaen gik over i den modsatte ende af kurven. De var ikke helt trygge ved kranen, men de vurderede alligevel, at der ikke var grund til at stoppe med deres arbejde. Det var lige i starten, at de var lidt utrygge, indtil de så, hvor kranen løftede, og om det kom for tæt på deres kurv. Det vurderede de, at den ikke gjorde, selv om den godt nok kom tæt på. Politimanden, der afhørte ham, var meget fjendtlig over for ham og sagde direkte, at det var vidnets skyld.
Da den tilsynsførende fra Arbejdstilsynet kom, snakkede han og kollegaen om, at nu kom hun igen, ligesom hun tog et billede. De blev enige om at køre ned, for nu blev der nok ballade, så de kørte ned og gik væk for at undgå den tilsynsførende. Det gjorde han, fordi han var bange for at få en bøde, fordi han jo havde fået et påbud nogle dage tidligere.
Det skete tit, at der kom en kran og kranede hen over hovederne på folk, men ikke på ham og hans kollegaer.
Han husker ikke, om de på denne arbejdsplads havde fået instrukser om, hvad de skulle gøre, hvis der blev kranet hen over hoverdene på dem, men det var de klar over, da det var en selvfølgelighed, at det ikke måtte ske. Det blev også nævnt på de ugentlige sikkerhedsmøder, som der blev ophængt re-ferater af i deres skurvogn. Deres byggeleder var der stort set hver dag.
Han mener ikke, at han til politiet har forklaret, at der ikke var nogen, der greb ind over for overtrædelser. Han har nok forklaret, at kranen var tæt på deres kurv, men med det mener han 5-6 meter.
Han vil mene, at der var 15-20 meter mellem hegnet omkring byggepladsen
side 8
og selv bygningen. Placeringen af lastbilen med kranen og deres kurv er ikke korrekt indtegnet på tegningen i bilag E. Lastbilen holdt længere ude ved lyskrydset, og deres kurv var ved hjørnet af bygningen.
Vidne 2 har som vidne forklaret, at han på daværende tids-punkt var ansat i Tiltalte A/S. Han stoppede med at arbejde for dem i efteråret 2016. Han havde været ansat i 3 måneder den 20. april 2016. Han begyndte med at arbejde på arbejdspladsen i marts 2016. De var 6 mand, der arbejdede der. Projektlederen fra Tiltalte A/S fortalte dem for-ud for arbejdet, at de skulle afmærke og overholde sikkerheden. De blev og-så instrueret i, hvordan de skulle afspærre, og hvordan de skulle forholde sig, hvis andre kom inden for deres afspærring. I så fald skulle de andre ud fra deres afspærrede område. Det er han rimeligt sikker på, at projektlederen har sagt, for han var meget påpasselig, men han husker det ikke konkret. Der var også instrukser om, hvordan de skulle forholde sig, hvis andre kranede, men han husker dem ikke nærmere. Han har ikke set deres byggeleder være til stede, hvor der blev kranet ind over andre.
Vidne 1 fortalte om episoden den 12. april 2016, hvor han var kommet til at gå, hvor der blev kranet, fordi der ikke var afspærret. Han mener ikke, at deres byggeleder gav dem nogen instrukser i den anledning, men byggelederen sag-de tit til dem, at de selv skulle huske at afspærre, og at de skulle passe på, når andre kranede.
Den 20. april 2016 havde de spærret af omkring deres arbejdsområde. De skulle arbejde midt på bygningen og ikke i et af hjørnerne. De havde spærret af 4-5 meter ud fra, hvor de stod. Deres afspærring var inde på byggeplad-sen. På et tidspunkt så de, at der kom en og stillede en kran op og skulle kra-ne noget op på taget. De arbejdede videre, men råbte til kranføreren, om han skulle krane i nærheden af dem, men det skulle han ikke. Kranarmen var 6-7 meter fra deres mandskabskurv. Der var nok 20 meter hen til bilen med kra-nen. Kranbilen holdt bagved til højre for dem. Han lagde ikke mærke til, hvor det materiale var, som kranen skulle løfte op. Kranbilen holdt som sagt skråt bag dem og skulle løfte materialerne op på taget ca. vinkelret på bygningen ud fra, hvor kranbilen holdt.
Forevist billedet i bilag 1-4 forklarede vidnet, at han ikke kan genkende situa-tionen som den, der fremgår af billedet, så han må huske forkert om, hvor de arbejdede, idet han godt kan se, at de tilsyneladende arbejdede på hjørnet af bygningen. På den anden side så mener han, at billedet må være taget på et andet tidspunkt en anden dag, for han er 99 procent sikker på, at han arbejde nede ad gaden over for politistationen og ikke på hjørnet. Han husker, at de råbte ad chaufføren med kranen, om han havde set dem, og at han skulle pas-se på dem. Kranarmen var ikke tættere på end 5-6 meter fra dem, og det ma-teriale, kranen løftede, var ikke tættere på dem. De var ikke i fare på noget tidspunkt. Hvis der var nogen, der kranede ind over hovederne på dem, ville de være stoppet med det samme.
side 9
Det var en god arbejdplads, men lidt kaotisk som alle større byggepladser.
Foreholdt din forklaring til politiet den 12. januar 2017 har vidnet forklaret, at han nok har forklaret, at de ikke havde nogen instruks om, at de skulle stoppe arbejdet, hvis der skulle kranes op, men han husker ikke, om det var sådan, at det var. Selv om han har forklaret noget andet til politiet, er han sikker på, at de råbte/talte med kranføreren, inden han begyndte at krane. Han fik ikke læst op, hvad politimanden havde skrevet ned, eller fik tilbudt at læse det igennem. Politimanden var grov og ubehøvlet og gav vidnet og vid-nets kollega skylden for det, der var sket.
Der blev ikke kranet hen over hovederne på dem. Det er han helt sikker på. Det var ikke engang tæt på dem.
Vidne 3 har som vidne forklaret, at han på daværende tid-punkt var og også i dag er ansat i Tiltalte (Virksomhed). Han blev ansat i 2011. Han ar-bejder som kranfører og arbejdede også entreprisen på Område. Han havde været der flere gange under entreprisen. Han havde flere gange fået instrukser om, at de skulle afspærre deres arbejdsområde med kranen. De er også blevet instrueret om, at de skulle stoppe med at krane, hvis der kom nogen indenfor afspærringen. De er også instrueret om, at hvis der er personer inden for deres arbejdsområde, som de afspærrer, skal de få perso-nerne væk. Han husker ikke, om han var på byggepladsen den 12. april 2016, men han har været i kontakt med en tilsynsførende fra Arbejdstilsynet. Det var en kvindelig tilsynsførende, der kom og sagde, at de manglede afspær-ring, hvilket han rettede ind efter, selv om han havde vurdereet, at der ikke var behov for en afspærring.
Den 20. april 2016 var han på byggepladsen for at løfte nogle gipsplader op. Han holdt på et gadehjørne. Han afspærrede ude på vejen, og han afspærrede også kranens arbejdsområde inde på byggepladsen. Han skulle løfte noget op på bygningen på det nederste bygningsfremspring langs bygningens side nede ad Gade. Han kunne ikke holde på den gade, fordi der var for smalt. Han holdt nærmest midt i krydset, idet byggepladsafspærringen gik helt ud midt på Gade. Han holdt, så kranen var nogenlunde ud for byggepladsafspærringen ned langs Gade. Han havde inde på byggepladsen afspærret ca. fra hjørnet af bygningen ud mod Vej og en lavet afspærring et stykke nede på byggepladsen langs Gade.
Han var ikke på noget tidspunkt med kranarmen tættere på end ca. 5-10 me-ter fra mandskabskurven med medarbejderne fra Tiltalte A/S. Han løftede gipspladerne op langs byggepladsafspærringen langs Gade. Han løftede ikke noget hen over hovedet på dem i kurven. Han vil tro, at der var 8-10 meter mellem byggepladshegnet og Gade.
side 10
Billedet, der er taget af den tilsynsførende fra Arbejdstilsynet, giver ikke et korrekt billede af, hvor tæt tingene er på hinanden. Det er taget fra den for-kerte vinkel. Det skulle være taget fra Vej i stedet for.
Vidnet har under et senere retsmøde under hoveforhandlingen forklaret, at det er hans bil, der er på billedet i bilag 1-18. Hans bil holdt i venstre side af den modgående køreretning ude i krydset, idet der var et byggehegn, der var opsat ca. 3 meter ude fra bygningen. Hans lastbil kunne være mellem bygnin-gen og byggehegnet på indvendig side. Han skulle løfte nogle gipsplader op, der stod på hjørnet af Vej og Gade og skulle løfte dem op på bygningen nede ad Gade. Han skød derfor kranar-men ud efter at have taget gipspladerne parallelt med byggehegnet langs Gade. Manitouen med kurven holdt nede langs bygningen ved Vej med kurven løftet op langs Vej, men han husker ikke hvor langt den var fra hjørnet af bygningen. Han ville ikke kunne ramme eller komme over kurven med kranarmen. Kranarmen var mellem 5 og 10 meter fra kurven, da den var tættest på den. Kranarmen kunne nå ud på 33 meter.
Sagens øvrige oplysninger
Der har været fremlagt fotos og skitser.
Rettens begrundelse og afgørelse
Vidnet den da tilsynsførende i Arbejdstilsynet Vidne 5 harforklaret, at hun er 100 % sikker på, at hun så kranen løfte byggematerialer ind over mandskabskurven, hvilken forklaring hun har fastholdt under et senere retsmøde. Det er ved hendes forklaring sammenholdt med det af hende optagne foto bevist, at arbejdet ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt af de tiltalte firmaer.
De af de øvrige vidner afgivne forklaringer og de i øvrigt fremlagte fotos og skitser kan ikke føre til en anden vurdering. Retten har herved lagt vægt på, at Vidne 5 har afgivet en sikker og detaljeret forklaring, som der ikke er grundlag for at tilsidesætte.
Der er ikke grundlag for at fritage de tiltalte for ansvar efter arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3.
Straffen for Tiltalte A/S fastsættes til en bøde på 50.000 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jfr. stk. 4, nr. 1 og nr. 2, stk. 5, nr. 3 og stk. 6, jf. §86, jf. § 38, stk. l og bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbjde med senere ændringer § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 41.
Straffen for Tiltalte (Virksomhed) fastsættes til en bøde på 77.500 kr. jf. arbejdsmiljølovens § 82,
side 11
stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 1 og nr. 2, stk. 5, nr. 3 og nr. 4, samt stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 - om bygge- og anlægsarbejde med senere ændringer § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 41.
Der er ved bødernes fastsættelse taget udgangspunkt i en grundbøde på 20.000 kr., der er tillagt 10.000 kr., idet der har været fremkaldt fare for liv eller helbred, jf. § 82, stk. 4, nr. 1, yderligere 10.000 kr., idet der tidligere er givet påbud om tilsvarende forhold, jf. § 82, stk. 4, nr. 2, og 20.000 kr., idet der for flere personer er opstået fare for liv eller helbred, ligesom der er sket en differentiering efter virksomhedernes størrelse på gerningstidspunktet, jf. § 82, stk. 6. I overensstemmelse med Højesterets praksis er bøderne nedsat ved at fratrække 5.000 kr. og derefter halvere bøderne henset til den tid, der er forløbet, siden forholdene blev begået, uden at det kan tilregnes de tiltalte.
Thi kendes for ret:
Tiltalte A/S skal betale en bøde på 50.000 kr.
Tiltalte (Virksomhed) skal betale en bøde på 77.500 kr.
De tiltalte skal betale de dem vedrørende sagsomkostninger.
Dommer