Dom
RETTEN I VIBORG
Udskrift af dombogen
D O M
afsagt den 1. september 2021
Rettens nr. 1394/2021
Politiets nr. 4100-90270-00121-20
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte ApS
CVR nr.
Adresse 1
By
7800 Skive
Anklageskrift er modtaget den 18. marts 2021.
Tiltalte ApS er tiltalt for overtrædelse af
arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, stk. 4, nr. 1 og stk. 5, nr. 4, jf. stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde med senere ændringer § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 37, stk. 1, ved at den ansatte Vidne 1 på ar-bejdsstedet Adresse 2 i Viborg, den 29. januar 2020 udførte arbejde med elementmontage på et etagedæk, uden at arbejdet blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet den ansatte arbejdede på etage-dækket, tæt ved kanten i en højde på 6,4 meter til underliggende terræn, uden at der var etableret effektive sikkerhedsforanstaltninger mod nedstyrt-ning, hvorved der var fremkaldt fare for persontilskadekomst.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne, Vidne 1 og Vidne 2.
Person har forklaret, at han er direktør i selskabet. Selskabet er tidligere dømt for overtrædelser af arbejdsmiljølovningen. Det var i 2019. De fik en bøde på 75.000 kr. Vidne 1 var formand på pladsen. Han
Std 75271
side 2
styrede pladsen som sjakbejs. Han skulle fortælle de andre om sikkerhedsregler. Han kom selv til pladsen en halv times tid efter, at Arbejdstilsynet var kommet. Det skal nok passe, at der var 24 ansatte på det pågældende tidspunkt.
Forevist foto af Vidne 1 (forhold 1, bilag 14) har han forklaret, at man kan se, at Vidne 1 står tæt ude ved kanten. Det skal nok passe, at der er 6,4 meter ned. Vidne 1 havde faldhindrende udstyr på. Så han kunne ikke falde ud over kanten. Det er udstyr, som man må bruge, når man arbejder så tæt på kanten. Det skal nok passe, at han stod under to meter fra kanten, men det var det rette udstyr, som han havde på. Han har en sele på, og han er spændt fast til etagedækket. Han er spændt fast midt på ryggen. Han kan ikke falde ud, når han har den på. Hvis han skal væk derfra, går han hen og tager den af og sætter sig fast et andet sted. Vidne 1 var ved at lægge etagedækket op. Han får dækelementer hejst op til sig. Til at starte med er man derfor nødt til at undvære sikkerhed i kanten. Der vil efterfølgende være rækværk eller afspærring. Det er dækelementet, som han står på. Det er nogle af de første dækelementer, der er lagt, da billedet bliver taget. Derfor er der endnu ikke sat afspærring op. Han kunne ikke komme til at falde ud over kanten. De klagede over forbudet. Han er uenig i, at selen ikke kunne anvendes i den pågældende situation.
Vidne 1 har forklaret, at det er ham, der er på billedet på bilag 1.14. Han var formand på pladsen. Det har han været i 2 år, så han var vant til det. Som formand skal man have pladsen til at køre både med sikkerhed og andet. Han stod på etageadskillelsen, og det skal nok passe, at der var 6,4 meter ned. Han var ved at lave etageadskillelse. Han står på etagedækket. Det her var det første dæk, der kom op. Han tror ikke, at han er et par meter fra kanten. Han har svært ved helt at huske det, da det er længe siden. Rettelig så har han en faldsikringssele på. Faldsikringen sidder på ryggen. Det sidder fast på det dæk, der er lagt på. Han tror, at han fortalte dette til tilsynsmanden. Man sætter det fast med en lås. Den gør, at han ikke kan ramme jorden. Han kunne ikke falde ud over med den sikring, som han havde på. Man kan ikke sætte rækværk op, før man har flere dæk på. Ellers er der ikke plads. Han var fastspændt til etagedækket.
Vidne 2 har forklaret, at han er ansat som tilsynsførende i Arbejdstilsynet. Det har han været i ca. 10 år. Det var et uvarslet tilsyn. De kom tilfældigt forbi byggepladsen. Det, der fik ham til at reagere, var, at de så en person stå ude ved kanten af bygningen uden at være sikret. Personen var Vidne 1. Han stod i et par etagers højde. Fotoet i forhold 1, bilag 6, er taget fra bilen, der var ca. 10 meter væk. Han havde en h-sele på, men selen var ikke sat fast til noget. Han stod med en faldblok i hånden. Han stod helt ude ved kanten. Han lagde den fra sig, inden de tog billedet. Han var meget tæt på kanten - han tror, at det var under en meter fra kanten. Han skulle være klikket ind i en faldsikring. Det var han ikke. Sikring mod fald er noget, som de har stor fokus på, fordi det kan gå grueligt galt. Vidne 1 sagde til ham, at han var nødt til at flytte faldblokken for at sikre
side 3
sig på ny. Her gik han uden sikring. Han er helt sikker på, at Vidne 1 ikke var spændt fast. De stoppede arbejdet og kaldte dem ned. De talte om, at man skulle sikre sig, og hvorfor han ikke gjorde det. Vidne 1 forklarede, at han ikke var spændt fast, fordi han skulle flytte den blokken, inden han kunne spænde sig fast igen.
Tiltalte er tidligere straffet ved udenretlig bødevedtagelse af 5. juli 2019 straffet for grov overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.
Rettens begrundelse og afgørelse
Det lægges efter vidnet tilsynsførende Vidne 2's sikre forklaring he-rom, der støttes af det fremlagte foto til grund, at Vidne 1's sele ikke var fastspændt til etagedækket, da Arbejdstilsynet kom forbi. Det læg-ges endvidere på baggrund af forklaringerne til grund, at Vidne 1 stod tæt på kanten i 6,4 meters højde. På den baggrund og da der ikke var etableret rækværk eller anden effektiv sikkerhedsforanstaltning mod ned-styrtning, hvorfor der blev fremkaldt fare for persontilskadekomst, finder ret-ten ikke, at arbejdet var udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt af tiltalte, der derfor er skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.
Straffen fastsættes til en bøde på 75.000 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, stk. 4, nr. 1 og stk. 5, nr. 4, jf. stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, samt be-kendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge-og anlægsarbejde med senere ændringer § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 37, stk. 1. Der er ved fastsættelsen af bødens størrelse lagt vægt på, at der ved overtrædelsen er fremkaldt fare for, at den ansatte kunne komme til skade, at virksomheden tidligere har vedtaget en bøde for grov overtrædelse af arbejdsmiljølovgivnin-gen, ligesom antallet af medarbejdere på gerningstidspunktet er tillagt betyd-ning.
Thi kendes for ret:
Tiltalte ApS skal betale en bøde på 75.000 kr.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Dommer