Dom
SØK-10281-00002-05
D O M
afsagt den 17. april 2008 i sag
SS: 1-792/2007 ( jf. SS 604/2006)
Anklagemyndigheden
mod
advokat Tiltalte
CPR nr. (Født 1957)
Adresse
Bydel
Denne sag er behandlet med domsmænd.
Anklagemyndighedens tilkendegivelse af 15. marts 2006 er modtaget den 16. marts 2006.
Tilkendegivelsen er sålydende:
Det tilkendegives herved
advokat Tiltalte,
der ved dom af 30. juni 2005 afsagt ved Southwark Crown Court i England er idømt fængsel i 2 år for medvirken til bedrageri, hvilken afgørelse i for-bindelse med, at domfældte er overført til afsoning i Danmark ved dom af 13. oktober 2005 afsagt ved Retten på Frederiksberg er omsat til 2 års fængsel, jf. straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, jf. lov om international fuldbyrdelse af straf,
at anklagemyndigheden i medfør af straffelovens § 11 nedlægger påstand om, at domfældte som følge af Southwark Crown Courts afsagte dom fra-kendes retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, jf.
retsplejelovens § 138, jf. straffelovens § 79.
Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse.
Forklaringer.
Der er afgivet forklaring af tiltalte.
Tiltalte har til retsbogen afgivet følgende forklaring:
"..... at han fik advokatbestalling i Danmark i midten af 1980érne, og fra be-
Side 2/10
gyndelse af 1986 blev han udstationeret i London for sit firma, hvor han si-den blev partner. Senere gik han over til selvstændig advokatvirksomhed sammen med nye partnere, og han drev denne virksomhed frem til ca. år 2000. Han havde også advokatforretning i Danmark. Han var i samarbejde under vekslende form med svenske, norske og engelske advokater. Han er ikke selv engelsk advokat. Han var tilknyttet Advokatfirma. Person 1 var barrrister, siden blev han solicitor. Barristers er specia-lister på et retsområde, og Person 1 var specialist i selskabsret og fi-nanciel ret.
I selskabet arbejdede endvidere en dansk jurist ved navn Person 2, som
senere blev advokat.
På et tidspunkt blev Person 3 og Person 4 klienter hos Person 1. Person 3 kom til England i 1993 og tiltalte kendte ham gennem en fælles revi-sor. Han havde dog kun kendt ham i 1 år forud for de her omhandlede begi-venheder. Han har således heller ikke haft Person 3's selskaber som klienter før disse begivenheder.
Person 1 udførte oprettelse af engelske selskaber, og Person 3 fik oprettet nogle selskaber hos Person 1, ligesom han også fik Person 1's advokatbistand til at købe en lejlighed i England. Før marts 1994 havde der således ikke været noget nævneværdigt samarbejde med Person 3.
Person 4 var en klient, der blev henvist fra den danske del af advokat-kontoret. Han var den person, der først begyndte at interesse sig for pensi-onsselskabet "Udenlandsk virksomhed 1".
I England skal pengeforvaltere have en offentlig autorisation, og brev af 18. januar 1994 fra Person 2, forsvarerens bilag F3, er et brev om en ansøg-ning til sådan autorisation, og dette er det første tiltalte bekendt, der havde noget som helst med de senere begivenheder at gøre. Et schweizisk Treu-handgesellschaft forvaltede en af Person 3 ejet fond. På et tidspunkt manglede Person 4 penge og han og Person 3 aftalte forskelligt herom, hvilket skulle godkendes af Person 3's Treuhandgesellschaft på fondens vegne.
I tiltaltes advokatfirma var det Person 1 og Person 2, der ekspe-derede sagen. De var imidlertid ikke særligt sagkyndige med hensyn til køb af pensionskasser og henvendte sig derfor til selskabet Udenlandsk virksomhed 2 om bistand. Tiltalte havde således ikke selv del i ekspeditionerne.
Person 5 driver revisionsfirma på Guernsey. Tiltalte havde mødt Person 5 flere år tidligere i København, og Person 5 mødte nu op på ad-vokatkontoret og talte med Person 2, idet tiltalte ikke var til stede. På Guernsey er der særlige skatteregler, som kan gøre det attraktivt at søge til-knytning til øen. Person 2 varetog sagen i hele den indledende fase. Person 6 var en tidligere bankmand, der nu var i London og var an-sat hos Person 3 for at varetage hans formueforvaltning.
Det i forskellige bilag nævnte "surplus" i pensionsselskabet fremkommer som et overskydende beløb, når de aktuelle og fremtidige forpligtelser samt passende kapital som sikkerhedsmargin, officielt fastsat til min. 5%, er fra-trukket den konstaterede tilstedeværende formue i pensionskassen.
Side 3/10
Person 7, som omtales i bilag F-40 af 10. maj 1994, træder vist for første gang ind i sagen på dette tidspunkt. Han var solicitor og kendt som pensionsekspert.
Omkring dette tidspunkt skete der en udskiftning af trustees i pensionssel-skabet. At hans eget navn nævnes på bilaget F-42 den 12. maj 1994 bevirke-de ikke, at han efter dette tidspunkt fik overladt opgaver. Trustee-funktio-nen er blot en funktion, der skal varetages overfor visse offentlige myndig-heder. Bilag F-55 viser at der i begyndelsen af juni skete en udskiftning af trustees igen, og han sætter det i forbindelse med, at Person 3 ønskede dette.
Han mener, at Person 7 startede sin egen virksomhed og ud-trådte af sit hidtidige firma, og han forsøgte at tage sagen om pensionskassen med sig ud som klient til sit eget advokatfirma.
Tiltalte bemærker, at indtil juli 1994 havde hans viden om ekspeditioner og forhold i forbindelse med handelen om pensionsselskabet været udetaljeret og perifer, idet han blot vidste, at sagen verserede. Imidlertid holdt Person 2 på kontoret ferie i juli og august og en del af september, og sagen landede som følge af feriefraværet på tiltaltes bord som noget, der skulle passes i mellemtiden. Han kendte på dette tidspunkt således ikke sagens de-taljer. Han kendte de agerende revisionsfirmaer og advokatfirmaer som vel-renommerede og havde iøvrigt ingen ekspertise vedrørende pensionsselska-ber. Det var Person 7, der blev anset som eksperten, og det blev der ikke sat spørgsmålstegn ved.
Person 8 blev den rent selsskabsretlige rådgiver, som overtog
Advokatfirmas aktivitet i så henseende.
Bilag F-66 er en intern instruks, som vedrører Person 8's åbning af en ny sag, til hvilket tiltalte nævnes, som én, der skal fremskaffe forskellige oplys-ninger. Det samme gælder bilag F-67. Han har ikke set bilag F-70, da det fremkom. Han kan se, at det deri antydes, at Person 7's for-slag måske er problematiske. Der blev fremført betænkeligheder ved de på-tænkte arrangementer overfor pensionsselskabets nye trustees, Person 6 og Person 9. Blandt andet fremkom sådan en henvendelse den 15. jul 1994 en direktør Person 10. Tiltalte mener ikke, at han er ble-vet orienteret herom.
Fra dette tidspunkt agerede Person 8 for pensionsselskabets nye ejere og Person 1 for tidligere, nu sælgende ejere, herunder Person 3. Person 8 og Person 1 var således forhandlingsadvokater på hver sin side.
Vedrørende bilag F-76 forklarer tiltalte, at "Udenlandsk virksomhed 3" arbejdede med stiftelse af selskaber, navnlig til skattemæssig brug. Han var ikke kendt med selskabet på det tidspunkt. Han selv havde noget ar-bejde med mulig overdragelse af et patent. Han blev således bedt om at fremsende "bibel" herom, men det viste sig, at der var problem på købersi-den.
Både Person 6 og Person 9 var tilknyttet Person 3's sel-skaber, og de var i Sydengland omkring midten af august 1994, da der jf. bilag F-98 igen viste sig nogle problemer. De overvejelser der pågik i den forbindelse, fik han ikke selv nogen information om. Der var diskussioner
Side 4/10
om, hvor meget af pensionsselskabets surplus, der kunne udlånes. Bilag F-99 viser at procentsatsen blev sat til 62.
Han mener, at han har modtaget bilag F-103 og også den tilhørende liste. Det anføres i denne under punkt 1-11, at han skulle åbne nogle schweiziske bankkonti, men dette blev aldrig udført. Ligeledes blev det anførte under punkterne 2.6 og 2.7 heller ikke til noget. Det samme gælder punkt 2.7-1 og 2.8 og punkt 3. Han var ikke i Schweiz for at foretage de nævnte ekspeditio-ner.
Af bilag F-101, side 2, fremgår, at man planlagde at få udbetalt lånet 3 dage før udpegning af ny administrator, hvilket nok vil sige, at det var i et admini-strativt tomrum. Bilag F-104 må læses som en advarsel om at passe på med, hvad man foretager sig. Tiltalte var ikke involveret heri. Det var Person 7, der var eksperten, og som dirigerede foretagendet. Bilag F-119 hentyder til selvfinansiering i forbindelsen med handelen. Til-talte mener først, han senere har fået kendskab til dette bilag.
Bilag F-121 viser, at den skotske bank ikke mere ville varetage engagemen-tet.
Person 3's arbejdsmetode indebar, at ingen fik kundskab om mere, end de havde brug for at vide for at kunne gøre det, som ønskedes af dem. Af sam-me grund har tiltalte aldrig haft en fuldt overblik over transaktionerne i sa-gen.
De købere, der skulle overtage pensionsselskabet, var fra Malaysia, og de ønskede at bruge den i bilag F-127 omtalte "Seas-option" som sikkerhed for et lån i pensionskassen. Person 3 og Person 7 fandt, at det krav, der var formuleret i stævningen, var anvendeligt som sikkerhedsstillelse for lån. Tiltalte fik så til opgave at beskrive dette aktiv, så Person 7 kunne forstå, hvad det i det hele taget drejede sig om. Derfor fremstillede tiltalte en notits, bilag F-128, så Person 3 og Person 7 kunne bedømme optio-nen, og så de kunne få et overblik over dens anvendelighed som sikkerheds-stillelse. Der skulle findes en statsautoriseret revisor, som kunne foretage vurdering af aktivets værdi, og han modtog i bilag F-132 en instruks om, hvad der skulle stå i opdraget til revisor, sagens bilag F-132. Vurderingen blev foretaget af en revisor tilknyttet Revisionsfirma, idet Person 3 havde bedt ham om at spørge dette firma i forbindelse med opgaven. Vurderingen blev videresendt til Person 3, som ikke var tilfreds med resultatet, idet det blev fastslået, at værdien ikke oversteg den indløsningskurs, som ak-tierne var sat til. Person 3 foreslog forskellige tiltag i den forbindelse. På Person 3's ordre har han selv udstreget tekstdele på et eksemplar af vurderingen, og det blev fastlagt, at når vurderingen skulle sendes til Person 7, skulle den fremstå som værende et udkast til vurdering, og de udstregede tekstdele skulle af samme grund ikke med i oversættelsen. Den blev heref-ter, som bilag F-142 og F- 143, sendt som udkast til Person 7, og tiltalte hørte herefter intet til sagen. Den revisor, der havde udfærdiget vur-deringen, havde ikke ønsket at foretage ændringer deri.
Midt i september kom Person 2 retur fra sin sommerferie, og tiltalte var på den tid en uge i Portugal, hvor han deltog i bestyrelsesmøde over 5 dage. Det er derfor Person 2, der påny overtog ekspeditionerne i sagen, og
Side 5/10
som det fremgår, advarede han Person 3 om mulighederne for at ifalde ansvar for de forskellige ting, man foretog i sagen, bilag F-145. Tiltalte hus-ker ikke, om han og Person 2 talte om dette.
På dette tidspunkt var handelen løftet ud af advokaternes hænder, og de af-sluttende ekspeditioner blev foretaget af handelsparterne selv. Alt dette blev afsluttet, mens tiltalte opholdt sig i Portugal, således at sagen var på det nær-meste helt afsluttet den 16. september 1994. Købesummen blev jf. bilag F-160 overført til Person 7 til viderefordeling.
Ved bilag F-173 har han selv meddelt Person 3's medarbejdere Person 6 og Person 9, at en klientkonto er anvendelig til indsætning af penge-midler, idet betaling til en klientkonto kan sidestilles med indsættelse på bankkonto.
Han kender intet til købers overvejelser i forbindelse hermed.
Sammenfattende vil han sige, at advokatkontoret var involveret i sagen, han selv kun fra juli til september 1994, navnlig vedrørende vurderingen af Seas-optionen, og så afslutningen med meddelelsen til Person 6 og Person 9 om klientkontoanbringelse.
Tiltalte forklarede supplerende med henvisning til bilag F-161, som er en meddelelse fra Person 7 med anvisning på fordeling af de indkom-ne penge fra afhændelse af pensionsselskabet, alt i overensstemmelse med de malaysiske køberes tilkendegivelser. Som fremgår af fordelingen blev pengene udbetalt over Person 3's selskab Udenlandsk virksomhed 4, og tiltalte fik ikke noget af beløbet, som det ses på listen. Ved den engelske domstolsafgørelse blev det ham pålagt at betale 100.000 pund i godtgørelse, alternativt med 1½ års fængsel i tilfælde af manglende betaling. Sidst på året 2004 modtog han 100.000 pund fra Udenlandsk virksomhed 4, men dette havde intet at gøre med fordeling af ge-vinsten ved at afhænde pensionsselskabet, det var hans salær for året 1994 for advokatbistand til det nævnte selskab. Udenlandsk virksomhed 4 havde mange aktiviteter i den periode, og han har hjulpet som advokat med at udfærdige lejekontrak-ter og andre kontrakter. Udenlandsk virksomhed 4 var involveret i ejendomsinvesteringer, så der har også været tale om køb af ejendomme og formueforvaltning, erhver-velse af containerskibe og andre afskrivningsprojekter. Alle disse ting blev dækket af det ved årets udgang betalte salær.
På det tidspunkt var Person 2 hans advokatpartner, og han og Person 2 var i kontorfællesskab med Advokatfirma. Person 3 var klient, men han var uden kendskab til, at de penge, som Udenlandsk virksomhed 4 udtalte ham i salær, var penge, som hidrørte fra gevinsten ved at afhænde pensionssels-kabet. Han indsatte pengene på sin fars konto i Schweiz. Det var sådan, at både hans og Person 2's forældre var formuende, og forældrene har fi-nansieret dem, og han har brugt sine forældre som en slags kassekredit. Hans far havde som ingeniør boet mange år i udlandet i hvert fald siden 1980, og han var gået ind på at være en slags bank eller kassekredit for tiltal-te, og tiltalte skyldte ham derfor beløb, som blev modsvaret af den nævnte indbetaling. Den kompensation eller bøde han skulle betale for at undgå de yderligere 1½ års fængsel i England er ikke taget ud af disse penge, men hidrørte fra tredjemand.
Side 6/10
Med hensyn til bilag F-137, revisorrapporten vedrørende Seas-aktierne, ef-terkom han opfordringen til at udstrege det essentielle, og han fremsendte med sin sekretærs bistand det oversatte redigerede bilag til Person 7.
Der henvises til retsbelæringen i den engelske straffesag, og tiltalte forklare-de, at han husker, at han talte med den revisor Person 11 fra Revisionsfirma, der havde udfærdiget erklæringen, og at Person 11 ikke umiddelbart var til sinds at lade sig overtale til at ændre sin fremstilling eller sin konklusion. Efter at Person 7 havde fået det nu som udkast benævnte dokument, har han aldrig bedt om at få det fulgt op med en endelig erklæring, og der er så-ledes ikke tilsendt ham noget den sag vedrørende senere. Tiltalte tror således ikke, at bilaget er blevet brugt til noget som helst.
Grunden til at han ikke i den engelske ret afgav forklaring men kun har ud-talt sig til politiet var, at han blev frarådet at afgive forklaring i retten af sin engelske advokat.
Efter september 1994 gik der et års tid, før han hørte om sagen igen......"
Oplysningerne i sagen.
Der er under sagen dokumenteret bilag fra den i England afgjorte straffesag til belysning af tiltaltes kendskab til og handlinger i forbindelse med de på-dømte aktiviteter.
Personlige oplysninger.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har drevet virksom-hed som tidligere forklaret indtil 1994 og siden har han også drevet advokat-virksomhed uden problemer. Han er gift. Han ægtefælle er sygeplejerske med deltidsansættelse og sammen har de to børn på 3 og 10 år, der bor hos dem. Hans indkomst er derfor væsentlig for at familien kan opretholde sin levefod..
Parternes procedure.
Anklagemyndigheden har til støtte for frakendelsespåstanden anført, at hjemmelen hertil er i straffelovens § 11 sammenholdt med retsplejelovens § 138. Det er oplagt, at tiltalte, såfremt han var blevet dømt i Danmark, i for-bindelse med straffesagens afgørelse, var blev frakendt retten til at drive ad-vokatvirksomhed, og at § 11 i straffeloven netop tager sigte på en situation som den her omhandlede, hvor en tiltalt i udlandet er straffet for en hand-ling, som kan medføre frakendelse. Det gøres gældende, at der som beskre-vet i retsplejelovens § 138 i nærværende sag er en nærliggende fare for mis-brug, og at tiltalte ved sin adfærd har vist sig uværdig til den agtelse og tillid som advokatvirksomhed forudsætter. I sin forklaring har tiltalte nedtonet sin rolle i forbindelse med aktiviteterne, der førte til straffesagen, men det er ik-ke denne rets opgave at se på tiltaltes rolle, idet straffesagen har fundet sin afgørelse. Det engelske nævningeting har forkastet tiltaltes forklaring om de
Side 7/10
100.000 pund, og han er kendt skyldig i overensstemmelse med den engels-ke tiltale. Det fremgår af retsformandens belæring under den engelske straf-fesag, at midlerne i en pensionskasse forsvandt, og at det er de fremtidige pensionisters tab, der herved blev en kendsgerning. Dommeren beskriver dette som en tragedie for de pågældende, og han beskriver udførligt tiltaltes rolle, som det er godtgjort ved bevisførelsen i England. Det er givet, at Person 3 og Person 7 har haft en indflydelse på de handlinger, som tiltalte foretog, men tiltalte har selv taget aktiv del i de forskellige tiltag, der førte til resultatet, hvilket blandt andet hans handlemåde i forbindelse med Revisionsfirmas vurdering af Seas-aktierne klart viser. Der har således ikke været tale om formildende omstændigheder. Det er ikke foreneligt med udø-velse af advokatgerning at have deltaget i sådanne ting, hvilket også er fast-slået i retspraksis i talrige tilfælde.
Anklagemyndighedens påstand skal derfor tages til følge.
Forsvareren har til støtte for frifindelsespåstanden indledningsvis anført, at den idømte strafs længde ikke er afgørende for, om der kan eller skal ske frakendelse af rettigheder. Det er en kendsgerning, at der ikke er sket fraken-delse af rettigheder i England, og dette kan ikke kobles sammen med, at til-talte er dansk statsborger. Der kunne være sket frakendelse af retten til at praktisere der. Det er rettens opgave at tage stilling til skyldsspørgsmålet og omfanget af mulig skyld. De udviste forhold skal vurderes af retten, ligesom retten skal vurdere, om der er en nærliggende misbrugsfare, og hvis ikke det er tilfældet, skal der ske frifindelse.
Herudover gøres det gældende, at straffelovens § 11 ikke kan finde anven-delse i sagen, henset til indholdet af straffelovens § 10a.
Endeligt gøres det gældende, at der er indtrådt forældelse.
Forsvareren har nærmere anført, at det i England, som det fremgår af retsbe-læringen, da de pådømte handlinger foregik, var tilladt og muligt at handle en pensionskasse med "surplus" i England. Tiltalte havde imidlertid reelt in-tet at gøre med handelen, før han kom ind i sagen i sommeren 1994. Det var Person 2 og Person 1, der behandlede sagen, og efter at Person 2 tog på ferie i sommeren 1994, blev sagen mest håndteret af Person 1. Person 7 var blevet introduceret til advokatfirmaet som tiltalte var partner i, gennem et anerkendt revisionsselskab, som Person 2 havde kendskab til. Person 7 opstillede en model og blev opfattet som ekspert i disse transaktioner, og hans plan skulle følges, hvilket også i store træk skete, selv om han blev advaret mod de mulige følger heraf dels af Person 3 og dels af de to indsatte trustees, Person 9 og Person 12, hvilke to sidstnævnte var ansat hos Person 3. De arbejdede i By, som ligger et stykke vej fra London, og har således ikke været i kontakt med tiltalte i hverdagen. Tiltalte var derimod omgivet af eksperter. Person 1 og Person 7 havde hver deres sagsområde, hvor de var særligt sag-kyndige. Det var Person 3 personligt, der gennemførte handelen med ma-laysierne. Person 8 var advokat for køberne og Person 1 for sælgerne, det hele under Person 7's ledelse. Detaljerne heri var tiltalte helt uden
Side 8/10
kendskab til. Han aktivitet bestod i at rekvirere Revisionsfirmas rapport, og -da han blev presset af Person 3 -at sende den som et udkast til Person 7. Tillige har han forsøgt at overtale revisor til at moderere sin er-klæring, men det må lægges til grund, at det, der slutteligt blev afsendt fra tiltaltes sekretær, ikke har fundet anvendelse i sagen overhovedet. Person 7 og Person 3 gik videre med deres transaktioner uden hensyn til erklæringen. Person 7's reelle rolle i sagen er ikke klarlagt under straffesagen på grund af den engelske retsplejes regler om, at en person, der er frifundet i en civil sag om temaet ikke kan strafforfølges og end ikke må omtales under sagen, således at juryen holdes aldeles i uvidenhed om den pågældendes aktivitet. Der imidlertid ingen tvivl om, at han har været en drivkraft bag ulovlighederne.
Af samme grund rettede Person 9 og Person 6 henvendelse til tiltalte om, hvorvidt det var betryggende at overfør midler til Person 7's klientkonto, og svaret herpå blev et ja fra tiltaltes side, og det må lægges til grund, at om han så også havde sagt nej, var der ikke sket nogen ændring i sagsforløbet, idet det da må antages, at deri så fald var blevet ind-sat nye trustees, som ville gøre det forlangte. Person 7 var jo på dette tidspunkt ihændehaver til aktierne, som han havde fået overdraget af Person 3.
De 100.000 pund, som tiltalte fik i salær for diverse advokatsager, han hav-de ført for Person 3, er der givet en plausibel forklaring på, også på hvor-for de blev indsat på tiltaltes fars konto i Schweiz.
Det første uheld, som tiltalte er blevet ramt af i denne sag, er således at han fik en uheldig klient i form af Person 3, og det andet uheld var, at denne kom i berøring med den lige så uheldige Person 7. Det må erind-res, at Person 3 i 1994 ikke havde noget renomme som selskabstømmer. Det tredje uheld var, at det kunne stadfæstes, at Person 3 havde betalt ham advokatsalær med penge direkte hidrørende fra pensionskassen. Dette var imidlertid ikke noget, som tiltalte på betalingstidspunktet kunne gen-nemskue. De kom jo fra Person 3's eget selskab Udenlandsk virksomhed 4's bank.
Med hensyn til forældelse gøres det gældende, at der må være tale om en 5-årig, muligvis 10-årig forældelse henset til strafferammen i straffelovens § 286. Det gøres gældende, at straffelovens § 95 også omfatter andre retsføl-ger end straf, således at også andre retsfølger kan forældes. Forældelsesfri-stens begyndelse skal regnes fra ophøret af den strafbare handling, hvilket i følge den engelske dom er sket den 30. september 1999. Forældelsesfristen er derfor senest den 30. september 2004, men anklagemyndighedens tilken-degivelse i nærværende sag er først dateret den 15. marts 2006, altså efter forældelsesfristens udløb. Det bør bemærkes, at selve udleveringssagen ved-rørende tiltaltes person er behandlet af den samme advokatur, SØK, og der har således ikke været ukendskab til sagens beståen. Der er end ikke taget et forbehold for senere at fremsætte påstand om frakendelse. Allerede af denne grund skal tiltalte frifindes.
Med hensyn til spørgsmålet om anvendeligheden af straffelovens § 11 gøres
Side 9/10
det gældende, at denne ikke kan finde anvendelse, idet situationen er omfat-tet af straffelovens § 10a, stk. 1, nr. 2, hvorfor der ikke kan tages strafpro-cessuelle skridt imod tiltalte. Tiltaltes straf på fængsel i 2 år er under fuld-byrdelse. Samfundets interesse i at frakende tiltalte retten til at drive advo-katvirksomhed er alene, at der skulle være en nærliggende fare for misbrug, idet agtelse og tillid ikke kan have betydning 14 år efter de påsigtede hand-linger. § 11 tager navnlig sigte på sager om spirituskørsel, hvor rettigheds-frakendelse er sket i udlandet. Ved den engelske dom er tiltalte ikke frakendt retten til at være advokat i England. Det må være en forudsætning for fra-kendelse af rettigheder, at der ved den engelske om der sket en rettighedsfra-kendelse, og det kunne være sket i England for så vidt angår virksomhed drevet i England. Dette fandt den engelske anklagemyndighed ikke påkræ-vet, og dette må derfor lægges til grund. til Dette har støtte i retspraksis. Det gøres videre gældende, at tiltalte forud for de påsigtede handlinger og i mange år herefter har drevet virksomhed uden nogen form for misbrug af stillingen eller andet forhold, der kunne betage ham agtelse og tillid i kon-sekvens af den afsagte dom.
Endeligt gøres det vedrørende sagsomkostninger gældende, at der ikke kan pålægges tiltalte sagsomkostninger selv i tilfælde, at anklagemyndighedens påstand tages til følge, og der henvises i denne forbindelse til Højesterets dom i tilpasningssagen.
Anklagemyndigheden har vedrørende forældelsesspørgsmålet bemærket, at forældelse må anses for afbrudt allerede i forbindelse med ekspeditionerne i udleveringssagen, som alle ligger inde for 10 års fristen, og det gøres tillige gældende, at der ikke kan være tage om nogen 5 års frist for forældelse, idet forholdet også ved tilpasningsdommen er henført til straffelovens § 286, hvorfor der er tale om en 10 årig forældelse.
Med hensyn til spørgsmålet om anvendeligheden af straffelovens § 11 anfø-rer anklagemyndigheden, at der ikke er tale om at pålægge tiltalte en dobbelt straf. § 11 er direkte anvendelig på denne sag, idet den afsagte straffedom nu ønskes suppleret med en frakendelse som anført. Straffelovens § 10a finder derimod ikke anvendelse på den her foreliggende situation.
Rettens begrundelse og afgørelse.
Vedrørende forældelse bemærkes, at forældelsesfristen, henset til at tilpas-ningsdommen henfører den i England afsagte dom under straffelovens § 286, må være 10 år, som anført i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 3, og at det lægges til grund, at forældelsesfristen begyndte at løbe som anført af forsva-reren den 30. september 1994, hvorfor forældelse vil være indtrådt efter den 30. september 2004. Da der skete udlevering til England den 3. juni 2004 må det lægges til grund, at forældelsefristen er afbrudt senest på denne da-to. Forældelse er således ikke indtrådt.
Side 10/10
Med hensyn til spørgsmålet om anvendeligheden af straffelovens § 10a eller § 11 bemærkes, at der efter rettens opfattelse ikke er tale om at idømme til-talte en dobbelt straf under denne sag, og at forholdet derfor må henføres un-der straffelovens § 11 og ikke som anført af forsvareren under § 10a, og fri-findelsespåstanden med henvisning straffelovens § 10a kan derfor ikke tages til følge.
Vedrørende frakendelsesbetingelserne bemærkes:
Tiltalte har i årerne op til de pådømte handlinger og ligeledes i årerne deref-ter drevet advokatvirksomhed uden at dette har givet anledning til misbrug af nogen art, og henset til disse lange perioder finder retten ikke, at der er nærliggende fare for misbrug. Derimod findes den tiltalte overgåede dom af fængsel i 2 år for forhold, der er omfattet af straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279, at gøre tiltalte uværdig til den agtelse og tillid, som må kræves til udø-velse af advokatvirksomhed.
Anklagemyndighedens påstand om frakendelse af retten til at drive advokat-virksomhed frakendes derfor tiltalte indtil videre.
Med hensyn til sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret:
Tiltalte frakendes indtil videre retten til at drive ad-vokatvirksomhed.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Dommer.