Dom
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
D O M
Afsagt den 20. maj 2009 af Østre Landsrets 6. afdeling
(landsdommerne Rosenløv, Mogens Kroman og Kirsten Thomassen (kst.) med doms-mænd)
6. afd. a.s. nr. S-1279-08:
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(CPR nr. (Født 1957))
(advokat Søren Bech, besk.)
Frederiksberg Rets dom af 17. april 2008 (SS 1-792/2007) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, alternativt at sagen hjemvises som følge af retter-gangsfejl. Den alternative påstand er begrundet med det forhold, at byretten ikke tillod Tiltalte at føre fire nærmere angivne vidner.
Tiltalte har for landsretten yderligere om forældelsesspørgsmålet henvist til straffelovens § 94, stk. 6. Han har endvidere gjort gældende, at Frederiksberg Rets dom af 13. oktober 2005 i tilpasningssagen har retskraft, og at dette og proportionalitetshensyn bør føre til frifindelse. Tiltalte har endelig gjort gældende, at der ikke er hjemmel til at pålægge ham sagsomkostninger og har herved henvist til ordlyden af rets-plejelovens § 1008, stk. 1, og Højesterets kendelse af 23. maj 2007 i sagen vedrørende om-kostningerne i tilpasningssagen.
- 2 -
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse og har i forbindelse hermed præciseret, at det alene gøres gældende, at Tiltalte som følge af den engelske dom af 30. juni 2005, der ved Frederiksberg Rets dom af 13. oktober 2005 blev tilpasset den dan-ske straffelovs § 279, jf. § 286, stk. 2, jf. § 23, således at Tiltalte blev idømt fængsel i 2 år, er uværdig til den agtelse og tillid, der må kræves til udøvelse af ad-vokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 138, sidste led, jf. straffelovens § 79.
Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af Tiltalte, der har forklaret i det væsentlige som for byretten.
Endvidere er der afgivet vidneforklaring af Vidne 1, Vidne 2, tidligere Person 2 og Vidne 3, tidligere Person 3.
Tiltalte har forklaret bl.a., at han, mens han opholdt sig i Portugal, tele-fonisk blev kontaktet af Vidne 3, tidligere Person 3, der ville tale med ham om statsautoriseret revisor Person 11's brev af 9. september 1994 vedrørende værdiansættelse af aktier i SEAS. Vidne 3, tidligere Person 3 ønskede ændringer i revisorens vurderinger, og derfor foretog han de over-stregninger, der fremgår af bilag F 138, idet Vidne 3, tidligere Person 3 bad ham foretage ændringerne og få brevet oversat til engelsk. Han skulle også forelægge ændringsforslagene for Person 11, hvilket han gjorde. Person 11 svarede, at han ville overveje ændringsforsla-gene, men der kom ikke noget svar fra Person 11. Derfor sagde han til Vidne 1, at fremsendelsen af den engelske oversættelse til Person 7, jf. bilag F 143, skulle ske i form af et udkast. Et halvt til et helt år efter september 1994 hørte han om sagen igen, idet han modtog nogle spørgsmål fra en ny administrator af Virksomhedsgruppe, der først var blevet sendt til Person 7 og Vidne 3, tidligere Person 3. Senere fik han også direkte henvendelser fra administratoren. Så vidt han ved, er der også andre involverede, der har fået henvendelser fra administratoren og besvaret disse direkte. Han var blandt de sagsøgte i erstatningssagen i England og blev som udebleven dømt til at betale erstatning. Han gav ikke møde i sagen, fordi han ikke da havde råd til at være repræsenteret af en advokat.
Vidne 1 har forklaret bl.a., at hun er uddannet tolk og translatør. Hun arbejdede fra 1990 som sekretær for Tiltalte og ligeledes for advokat Vidne 2, tidligere Person 2. I 1994 havde hun arbejdsopgaver vedrørende Virksomhedsgruppe-sagen både for Tiltalte og Vidne 2, tidligere Person 2, men hun husker ikke, hvem af dem der først kom med disse op-
- 3 -
gaver. Hun har renskrevet brevet af 2. september 1994 til statsautoriseret revisor Person 11, jf. bilag F 133. Tiltalte bad hende oversætte Person 11's brev af 9. september 1994 med rettelser, jf. bilag F 138. Tiltalte var da i Portu-gal. Hun husker ikke, om det var Tiltalte, der bad hende betegne over-sættelsen som et ”draft” (udkast), jf. bilag F 143. Hun havde indimellem også kontakt til Vidne 3, tidligere Person 3, der kunne være meget ubehagelig. Hun ved ikke, om Vidne 3, tidligere Person 3 har udsat Tiltalte for pres.
Vidne 2, tidligere Person 2 har forklaret bl.a., at hans advokatbestalling for tiden er deponeret, idet han bor i Portugal. I 1994 arbejdede han som advokat i England sammen med Tiltalte. De var partnere, men på den måde at de hver især havde deres egen virksomhed. Han var involveret i Virksomhedsgruppe-sagen, idet han repræsenterede Udenlandsk virksomhed 5, der var interesseret i at købe aktier i Virksomhedsgruppe. Det endte med, at Udenlandsk virksomhed 5 ikke overtog Virksomhedsgruppe, og Udenlandsk virksomhed 4's efterfølgende overtagelse af Virksomhedsgruppe var han stort set ikke indblandet i. Tiltalte og han var i England registreret som udenlandske advokater. De betjente mest udenlandske klienter, og hvis sagen helt eller delvist drejede sig om egentlig engelsk jura, henvendte de sig altid til engelske advokater eller andre engelske eksperter. I forbindelse med Virksomhedsgruppe-sagen kontaktede de således Udenlandsk virksomhed 2.
Vidne 3, tidligere Person 3 har forklaret bl.a., at Tiltalte og Person 4 engang i 1994 bad ham komme til et møde om køb af Virksomhedsgruppe. Person 4 ville gerne låne penge hertil af et af hans selskaber, men det blev ikke til noget. I marts 1994 henvendte Tiltalte sig til ham igen og spurgte, om et af hans selskaber var interesse-ret i at erhverve Virksomhedsgruppe. Efter et møde blev der opnået enighed om, at selskabet Udenlandsk virksomhed 4 skulle købe Virksomhedsgruppe. Det skete i slutningen af marts 1994. Han drøftede senere med Vidne 2, tidligere Person 2, hvordan de økonomiske fordele ved købet kunne effektueres. Vidne 2, tidligere Person 2 fandt frem til advokat Person 5, der skulle tage sig af det, og Person 5 introduce-rede Person 7. De holdt et møde, hvori Tiltalte ikke del-tog. På mødet var der enighed om, at Person 7 skulle udarbejde en rapport med løsningsmodeller. Tiltalte blev involveret i sagen senere, da Person 7 havde oplyst, at han havde forbindelse til nogle fra Malaysia, der var interesseret i Virksomhedsgruppe. Han bad Tiltalte tage med til et møde i Kuala Lumpur for at for-handle med de potentielle købere. Der blev i slutningen af september 1994 indgået en af-tale baseret på en af Person 7's modeller. Pågældende repræsenterede ikke da Udenlandsk virksomhed 4. Det var vistnok Person 7 eller Vidne 2, tidligere Person 2, der lavede afslutningsdo-
- 4 -
kumentet, jf. bilag F 168. Han mener ikke, at det var Tiltalte, der gjorde det. Han benyttede Tiltalte som advokat i mange forskellige sager og talte også med ham om malaysierne. Person 7 ønskede en vurdering af SEAS, og han anmodede derfor Tiltalte om at skaffe en rapport fra revisor Person 11. Da rapporten kom, mente han selv, at den var fejlagtig, og han bad derfor om, at den blev forelagt Person 11 igen med nogle rettelser. Der kom imidlertid aldrig nogen ju-stering ud af det, og revisorrapporten fik ingen betydning for Udenlandsk virksomhed 4's videresalg af Virksomhedsgruppe. De 100.000 engelske pund, som Tiltalte modtog på et tidspunkt, var honorar for en lang række sager og muligt også for sagen vedrørende Virksomhedsgruppe. I no-vember 2000 blev han anholdt i England. De engelske myndigheder havde uden held for-søgt at få malaysierne udleveret til England. Han blev selv idømt 4½ års fængsel. Det er helt urimeligt, at Tiltalte blev dømt, navnlig i betragtning af at Person 7 ikke er dømt for noget i sagen.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Vedrørende Tiltaltes påstand om hjemvisning af sagen bemærkes, at by-retten ved kendelse af 11. december 2007 under sagens forberedelse ikke tog anmodningen om afhøring af fire vidner til følge. Det fremgår af kendelsens begrundelse, at skyldspørgs-målet i sagen var endeligt afgjort, ligesom der blev henvist til den planlagte omfattende dokumentation af sagens bilag, hvorfor vidneafhøringen måtte anses for overflødig, jf. retsplejelovens § 841. Kendelsen blev ikke kæret af Tiltalte. Efter bevis-førelsen for landsretten, der efter anmodning fra Tiltalte har omfattet tre af de fire vidner, som han ønskede afhørt i byretten, finder landsretten, at der ikke er grundlag for at anse byrettens afgørelse angående bevisførelsen for en tilsidesættelse eller forkert anvendelse af regler for sagens behandling. Tiltaltes påstand om hjemvisning af sagen tages derfor ikke til følge.
Det tiltrædes af de grunde, byretten har anført, at der ikke er indtrådt forældelse. Tiltaltes henvisning til straffelovens § 94, stk. 6, kan efter forløbet ikke føre til andet resultat. Det tiltrædes endvidere, at frifindelsespåstanden med henvisning til straffe-lovens § 10 a ikke kan tages til følge, idet forholdet - da der ikke er tale om straf, men om rettighedsfrakendelse - er omfattet af straffelovens § 11.
Vedrørende anbringendet om retskraft bemærkes, at landsretten den 16. februar 2007 ved kendelse (S-3746-06) tog stilling til bl.a. en påstand om afvisning af sagen om rettigheds-
- 5 -
frakendelse. Det anføres i kendelsen, at spørgsmålet om frakendelse ikke var omfattet af den engelske straffesag mod Tiltalte, og at der efter lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. ikke under den danske tilpasningssag kunne tages stilling til spørgsmålet. Det anføres videre, at den omstændighed, at anklagemyndigheden ikke i for-bindelse med tilpasningssagen tog forbehold for senere at rejse frakendelsessag, ikke ses at begrænse den adgang hertil, der følger af straffelovens § 11. På den baggrund finder lands-retten ikke grundlag for at antage, at Frederiksberg Rets dom af 13. oktober 2005 udeluk-ker en stillingtagen til spørgsmålet om rettighedsfrakendelse i denne sag.
Tiltalte er idømt 2 års ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, jf. § 23, ved sammen med andre som advokat at have begået ”conspiracy to defraud” (sammensværgelse om bedrageri) for 2.135.000 engelske pund. Under hensyn til karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet tiltræder landsretten, at Tiltalte er uværdig til den agtelse og tillid, der må kræves til udøvelse af advokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 138. Det tiltrædes derfor, at Tiltalte - uanset den tid, der er forløbet siden det strafbare forholds ophør - er frakendt ret-ten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre som sket ved byrettens dom.
Efter retsplejelovens § 1007, stk. 1, udredes omkostningerne ved behandlingen af straffe-sager af det offentlige, medmindre andet er bestemt. Landsretten finder, at hverken rets-plejelovens § 1008, stk. 1, eller andre bestemmelser indeholder fornøden hjemmel til at pålægge Tiltalte at betale omkostningerne ved denne sag om rettigheds-frakendelse, hvorfor statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Tiltalte frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.