Kendelse
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
K E N D E L S E
Afsagt den 2. juli 2009 af Østre Landsrets 20. afdeling
(landsdommerne Michael Dorn, Ulla Staal og Hans J. Christensen (kst.)).
20. afd. kære nr. S-2442-08:
Anklagemyndigheden
mod
Sigtede
(CPR nr. (Født 1967))
(advokat Michael Juul Eriksen, besk.)
Ved Lyngby Rets kendelse af 25. august 2008 (SS 3295/2007) blev det bestemt, at Justits-ministeriets beslutning af 28. maj 2008 om udlevering af Sigtede til strafforfølgning i USA skulle ophæves.
Anklagemyndigheden har kæret kendelsen med påstand om, at Justitsministeriets beslut-ning kendes lovlig.
Sigtede har påstået stadfæstelse.
Kæremålet har været mundtligt forhandlet.
Supplerende sagsfremstilling
Ved Lyngby Rets kendelse af 25. august 2008 blev det bestemt, at Sigtede, der havde været frihedsberøvet fra den 5. december 2007, skulle løslades.
- 2 -
I brev af 26. november 2008 har det amerikanske justitsministerium til Justitsministeriet afgivet en supplerende udtalelse om forældelse efter amerikansk ret vedrørende de forhold, som Sigtede er tiltalt for. I udtalelsen hedder det i dansk oversættelse blandt andet:
”3. Den amerikanske forældelsesfrist på fem år suspenderes medens en person er flygtet fra retsforfølgelse.
…
Det er i § 3290 i Afsnit 18 i Den Forbundsstatslige Lovsamling (USC) bestemt, at: ”Der gælder ingen forældelse for en person, der undviger strafforføl g ning” . Denne bestemmelse er beregnet på at hindre, at en person slipper fri for straf ved at skjule sig, indtil den korte forældelsesfrist i amerikansk ret udløber. Ef-ter gældende retsprincipper er én, der undviger retsforfølgning, en person, der ”… bringer sig uden for retsområdet med den hensigt at undgå at blive bragt for retten for en konkret lovovertrædelse … uanset om retsforfølgningen rent faktisk er begyndt eller ej.” …
I denne sag er Sigtede flygtet for at undgå retsforfølgning. De omstæn-digheder, der godtgør dette, er følgende: Den 24. januar 2001 meddelte speci-alagent Person 2 fra DEA (narkotikapolitiet) Sigtede, at hun var genstand for efterforskning i en narkotikasag. Hun tog en advokat, og Vicestatsadvokat 2 sendte hende et brev via hendes advokat. Den 25. januar 2001 blev der aftalt et møde mellem specialagent Person 2, Vicestatsadvokat 2, Sigtede og hendes advokat, og hun fik at vide, at hun på grund af sin medvirken efter al sandsynlighed ville få en fængselsstraf, og straffens længde ville i høj grad afhænge af, hvor meget hun samarbejdede. Ifølge hendes egen indrømmelse i den danske udleveringssag forlod Sigtede nogle måneder senere USA og rejste til Danmark og flyttede ind i sine bedsteforældres sommerhus og anmeldte den adresse til folkeregisteret den 20. juli 2001. Den 5. november 2001 mødtes Vicestatsadvokat 2 igen med Sigtedes advokat for at drøfte de vilkår, hvorpå Sigtede måske ville samarbejde ved efterforskningen af hendes medskyldige. Sigtede var ikke til stede ved dette møde, men de amerikanske myndigheder var endnu ikke klar over, at hun allerede havde forladt landet. Den 13. november, 3. december og 6. december 2001 havde Vicestatsadvokat 2 en brevveksling med Sigtede gennem hendes advokat. Det var først i 2002, at de amerikanske myndigheder blev klar over, at Sigtede ikke længere var bosiddende i De Forenede Stater. Hun er aldrig vendt tilbage.
På grund af sine møder med amerikansk politi og den omfattende korrespon-dance med anklageren var Sigtede udmærket klar over, at hun var under efterforskning.
Den omstændighed, at hun [da hun] i nær forbindelse med, at hun blev gjort opmærksom på, at hun ville blive tiltalt og idømt fængsel, forlod USA perma-nent – selvom hun havde boet der i omtrent 16 år og officielt havde fået per-manent opholdstilladelse – er et klart indicium på, at hun forsætligt er flygtet fra retsforfølgning. Efter amerikansk ret blev forældelsen suspenderet fra det tidspunkt og frem til den dag, hvor hun blev tiltalt. Som følge heraf er straffe-
- 3 -
sagen ikke forældet, selvom man måtte beregne forældelsesfristen på fem år som gældende for de lovovertrædelser, der opfyldte kravet om dobbelt straf-barhed (der, som vi har anført ovenfor, ikke er det afgørende kriterium efter Artikel 7 stk. 3 i Udleveringsaftalen), idet Sigtede flygtede fra retsfor-følgning i sommeren 2001 omkring fire år efter juni 1997, hvor den første af de pågældende lovovertrædelser blev begået. Hun forblev flygtet, [indtil] efter at tiltalen var rejst, og i denne tid var forældelsesfristen på fem år løbende su-spenderet.
4.Konklusion
Vi håber, dette brev er et fyldestgørende svar på Deres spørgsmål. Som De kan se af redegørelsen ovenfor, mener vi, at den af Byretten i Lyngby trufne afgø-relse er ukorrekt i sin anvendelse af forældelsesbestemmelserne i Udleverings-aftalen og i amerikansk ret. ...”
Vedrørende dansk anmodning om oplysning om ”plea agreements” indgået med medge r-ningsmænd, der skal afgive vidneforklaringer i sagen mod Sigtede, har det amerikan-ske justitsministerium i brev ligeledes dateret 26. november 2008 til Justitsministeriet i dansk oversættelse blandt andet udtalt:
”… Umiddelbart er vi yderst bekymrede for, om anmodninger om bestemte beviser såsom disse tilståelsesaftaler vil kunne skabe væsentlige vanskelighe-der for den internationale udleveringsproces. Hvis den danske ret søger at få adgang til tilståelsesaftalerne for at undersøge, hvilke motiver vidnerne mod Sigtede måtte have haft, vil det udgøre en undersøgelse af et enkelt bevis isoleret uden at lægge vægt på andre af de beviser, der er indsamlet under efter-forskningen, og som kunne anvendes til at vurdere vidnernes troværdighed. Den eneste måde at sikre en nøjagtig undersøgelse på ville være en gennem-gang af hele den anmodende stats efterforskning. Dette vil imidlertid ændre udleveringssagen til i det væsentlige at være en domsforhandling efter [om] hele sagens indhold. Efter vor opfattelse er dette ikke, hvad man forestillede sig ved forhandlingerne om Udleveringsaftalen mellem De Forenede Stater og Danmark, og det er heller ikke en praktisk fremgangsmåde, der vil fungere, eftersom den internationale udleveringsproces ikke er vel rustet til at gå i gang med et så betydeligt oversættelsesarbejde og en så omfattende analyse af et an-det lands strafferetlige efterforskning og retsforfølgning. Vi føler stærkt, at for-hold af denne art bedst undersøges inden for en domsforhandling i den anmo-dende stat efter udlevering.
…
Vi er stadig bekymrede for, at hun [Sigtede] i sidste ende kunne få oplys-ninger fra sin advokat, der kunne afsløre identiteten af de personer, der har indgået tilståelsesaftaler, og med disse oplysninger kunne søge at forhindre de-res fortsatte samarbejde i forbindelse med den amerikanske efterforskning og retssag. Dette er en risiko, vi er tøvende over for at løbe. Det forholder sig så-dan, at tilståelsesaftalerne i denne sag, som vi skrev i vort brev af 17. juli 2008, ikke er til rådighed for forsvaret på dette trin under en forbundsstatslig straffe-
- 4 -
sag i USA. Samtidig vil de aftaler med anklagemyndigheden, som er indgået af vidner, der aflægger vidnesbyrd under domsforhandlingen mod Sigtede, blive oplyst for hende ved hendes tilbagevenden til De Forenede Stater som led i forberedelserne til retssagen. Tidspunktet for oplysningen om aftalerne vil være samtidig med anklagemyndighedens foranstaltninger for at beskytte vid-nernes sikkerhed. Forsvaret vil fuldt ud kunne udnytte aftalerne til brug under forsvaret mod tiltalen, herunder ved at kunne krydsforhøre vidnerne særligt indgående om disse aftaler for fuldt ud at afprøve deres troværdighed.”
Kommunes familiekonsulent Person 11 har i en udateret statusrapport vedrø-rende Sigtede og datteren Barn blandt andet anført:
”Samlet vurdering:
Det jeg har set, både i mine samtaler med Sigtede alene og i samspillet mellem Sigtede og Barn, er, at der her er tale om en velfungerende familie, som, trods mange måneders fravær fra et almindeligt hverdagsliv som familie, har formået at vende tilbage til en hverdag præget af nærhed.
Sigtede er en omsorgsfuld mor, som ved sit nærvær og tilstedeværelse giver Barn de optimale opvækstbetingelser.
Barn er en glad, kvik og levende pige på snart 10 år. Hendes store fritidsin-teresse er heste, og hun går til rideundervisning en gang om ugen. Sigtede bakker på bedste vis op om Barns store interesse.
Barn og Sigtede er tæt knyttet til hinanden, og deres tætte relation er gen-optaget fuldt ud, efter at Sigtede er blevet løsladt.
Sigtede og Barns familienetværk er spinkelt: Barns far bor ikke i Dan-mark, så der er kun sparsom kontakt, ligesom bedsteforældre heller ikke er en del af familiens netværk. Sigtede har således bedt om, at der etableres en af-lastningsfamilie til Barn med det sigte, at familienetværket på den måde ud-vides.”
Af en udtalelse af 8. juni 2009 fra Virksomhed A/S fremgår blandt andet, at Sigtede siden 26. januar 2009 har været ansat som regnskabsansvarlig i virksomheden, og at hun er en fagligt og socialt velanset medarbejder.
Forklaringer
Sigtede har om sine personlige forhold supplerende forklaret blandt andet, at kom-munen har ydet hjælp til hende og Barn til at bearbejde de problemer, som sagen og varetægtsfængslingen har medført, og at de nu har fået retableret en god og tryg hverdag med henholdsvis arbejde og skole.
- 5 -
Anbringender
Anklagemyndigheden og Sigtede har gentaget deres anbringender for byretten.
Lovgrundlaget
Lov om udlevering af lovovertrædere (lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005 med senere ændringer) indeholder blandt andet følgende bestemmelser:
” § 2. Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst med en stat uden
for Den Europæiske Union fastsætte, at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat,
1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, eller
2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.
Stk. 2. Gælder der i forhold til en stat uden for Den Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i øvrigt er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor.
…
§ 3. Udlevering til strafforfølgning kan kun ske, hvis der i den fremmede
stat er truffet beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling.
…
Stk. 4. Må det på grund af særlige omstændigheder antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering, savner til-strækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering for handlingen ikke finde sted.
…
§ 7. Hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes
alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn, må udlevering ikke finde sted.
…
§ 9. Udlevering kan ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuld-
byrde straf for den pågældende handling ville være forældet ef ter dansk ret.”
- 6 -
Af forarbejderne til lov om udlevering af lovovertrædere fremgår blandt andet (Folke-tingstidende 1966-67, Tillæg A, spalte 2539 ff.):
” Almindelige bemærkninger.
Som anført i bemærkningerne til forslaget til lov om udlevering af lovover-
trædere til Finland, Island, Norge og Sverige … havde man her i landet før gennemførelsen af dette lovforslag (lov nr. 27 af 3. februar 1960) ingen lov-regler om udlevering af lovovertrædere.
Det var imidlertid almindeligt anerkendt, at justitsministeriet med hjemmel i
retssædvane kunne træffe bestemmelse om udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, og at begæringer om udlevering kunne imødekommes, uan-set om der var indgået udleveringstraktat med det land, der havde fremsat be-gæringen.
Siden den 1. september 1960, da den nævnte lov af 3. februar 1960 trådte i
kraft, jfr. bekendtgørelse nr. 322 af 27. august 1960, er udleveringer til de an-dre nordiske lande sket efter denne lov, der er et led i et system af ensartede love i de nordiske lande.
Derimod er udleveringer til andre lande fortsat sket alene med sædvaneretlig
hjemmel. Udleveringer til visse lande sker på grundlag af traktatmæssige be-stemmelser, jfr. nedenfor, men der foreligger ikke traktat med alle de lande, i forhold til hvilke spørgsmålet om udlevering har praktisk betydning.
…
Den nuværende ordning vedrørende udlevering til ikke-nordiske lande er ud
fra principielle synspunkter utilfredsstillende; udlevering er et alvorligt indgreb i den personlige frihed, som alene bør ske med lovhjemmel. Ordningen fore-kommer desuden inkonsekvent, efter at spørgsmålet om udlevering til de nor-diske lande er blevet lovreguleret.
De overvejelser af problemerne vedrørende udlevering, som har fundet sted
i forbindelse med forberedelsen af den ovennævnte lov af 1960 og den euro-pæiske udleveringskonvention af 1957 samt ved udformningen af de forbehold, der af de skandinaviske lande, herunder Danmark, blev taget over for denne konvention ved dens ratifikation, har bragt nye synspunkter på udleverings-spørgsmålet frem. Efter disse synspunkter bør spørgsmålet om udlevering ikke afgøres alene på grundlag af faste regler i lovbestemmelser og traktater, men der bør åbnes mulighed for en friere afgørelse i hvert enkelt tilfælde på grund-lag af en vurdering af på den ene side hensynet til retshåndhævelsens effekti-vitet og på den anden side hensynet til en rimelig beskyttelse af den person, om hvis udlevering der er spørgsmål.
På denne baggrund er det fundet rigtigst at søge gennemført en almindelig
lov om udlevering (til ikke-nordiske lande).
…
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.
…
Til § 3.
…
- 7 -
Til stk. 5 [nu stk. 4]. Efter artikel 12 i den europæiske udleveringskonven-
tion skal en anmodning om udlevering være ledsaget af bl. a. udskrift af “en umiddelbart eksegibel dom til straf eller beslutning om sikkerhedsforanstalt-ning eller af en arrestordre eller anden beslutning med samme virkning og ud-stedt i overensstemmelse med den i den begærende stats lovgivning foreskrev-ne fremgangs måde.”
Ved ratifikationen af konventionen har Danmark til denne bestemmelse af-
givet erklæring om, at danske myndigheder, når særlige omstændigheder skøn-nes at gøre det påkrævet, kan anmode det land, der fremsætter en udleverings-begæring, om at tilvejebringe bevismateriale, der sandsynliggør, at den pågæl-dende er skyldig, og afslå begæringen, hvis materialet findes utilstrækkeligt.
Som det fremgår heraf, er danske myndigheder efter konventionen forpligtet
til som hovedregel uden nærmere bevismæssig prøvelse at lægge den uden-landske dom eller beslutning om anholdelse eller fængsling til grund ved udle-veringssagens afgørelse.
Den omstændighed, at den, som søges udleveret, over for danske myndig-
heder nægter sig skyldig, vil således isoleret betragtet ikke berettige danske myndigheder til at stille krav om tilvejebringelse af (yderligere) bevismateriale. Hvis den pågældende derimod til støtte for sin påstand kan henvise til særlige omstændigheder, hvorefter der foreligger rimelig tvivl om hans skyld, vil der kunne fremsættes begæring om tilvejebringelse af bevismateriale til sandsyn-liggørelse af skylden, og hvis dette materiale ikke tilvejebringes, eller hvis det findes utilstrækkeligt, vil anmodningen om udlevering kunne afslås.
På denne baggrund er det i stk. 5 [nu stk. 4] foreslået, at udlevering for en
handling ikke må finde sted, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende handlingen savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag.
I overensstemmelse med det ovenfor anførte må det imidlertid påpeges, at
udlevering efter denne bestemmelse kun udelukkes, hvis det på grund af særli-ge omstændigheder må antages, at den sigtelse eller dom, der ligger til grund for udleveringsanmodningen, savner det bevismæssige grundlag, som en sigtel-se eller dom bør bygge på. Bestemmelsen medfører således ikke, at der som led i undersøgelsen af, om betingelserne for udlevering er opfyldt, jfr. forslagets § 12, skal foretages nogen almindelig prøvelse af skyldspørgsmålet, men alene, at myndighederne, navnlig i forbindelse med afhøring af den pågældende, skal have opmærksomheden henledt på, om der foreligger sådanne særlige omstæn-digheder, at det må anses for betænkeligt uden videre at lægge de afgørelser (fængslingskendelse, dom), der er modtaget sammen med anmodningen om udlevering, til grund.
…
Til § 7.
Udlevering sker kun af lovovertrædere, der er sigtet, tiltalt eller dømt for
lovovertrædelser af en vis grovere karakter. Udleveringsspørgsmålet opstår som regel, efter at den pågældende forgæves har forsøgt at unddrage sig straf-ansvaret ved flugt. Det vil på denne baggrund være typisk, at den pågældende søger at undgå en udlevering, fordi han frygter de alvorlige følger heraf: fjer-nelsen fra det land, hvor han har taget ophold og måske i nogen grad etableret sig, strafforfølgningen og straffuldbyrdelsen og de menneskelige og sociale problemer, der er knyttet hertil. Det er imidlertid klart, at disse hensyn ikke i almindelighed kan føre til, at udlevering nægtes, heller ikke i de tilfælde, hvor
- 8 -
den strafferetlige retshåndhævelse er strengere i det land, der anmoder om ud-levering, end her i landet.
Det kan imidlertid ikke på forhånd udelukkes, at der vil kunne forekomme
tilfælde, hvor de følger, som en udlevering ville medføre for den pågældende, ville stå i et sådant misforhold til lovovertrædelsens beskaffenhed og den fremmede stats rimelige interesse i udleveringen, at det måtte anses for ufore-neligt med humanitære hensyn at tillade udlevering.
Ud fra denne betragtning er der ved Danmarks ratifikation af den europæi-
ske udleveringskonvention taget forbehold om, at en udleveringsbegæring vil kunne afslås, når udlevering, navnlig under hensyn til vedkommendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages at ville medføre uforholdsmæssigt alvorlige følger for den pågældende. Tilsvarende forbehold er taget ved Norges og Sveriges ratifikation af konventionen.
På linie med de synspunkter, der ligger til grund for dette forbehold, foreslås
i § 7 en bestemmelse, hvorefter udlevering ikke må finde sted, hvis det i særli-ge tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn.
Når bestemmelsen udover den pågældendes alder og helbredstilstand særligt
fremhæver “andre personlige forhold” , sigtes hermed navnlig til vedkomme n-des sociale situation. Det vil således kunne være af betydning, om den pågæl-dende har familie her i landet, hvor længe han har opholdt sig her, og om han har egen virksomhed eller fast arbejde her.
Ved afgørelsen af, om udlevering ville være uforenelig med humanitære
hensyn, må de særlige forhold, der taler imod udlevering, afvejes imod den in-teresse, som den fremmede stat, navnlig under hensyn til lovovertrædelsens be-skaffenhed og den tid, der er forløbet siden handlingens foretagelse, har i udle-veringen.
…
Til § 9.
Efter de udleveringstraktater, der er indgået af Danmark, kan udlevering
ikke kræves, hvis der efter dansk ret er indtrådt forældelse af strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende lovovertrædelse.
Efter bestemmelsen i § 9 kan udlevering i sådanne tilfælde ikke finde sted. Det er klart, at udlevering heller ikke kan ske, hvis strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse er udelukket på grund af forældelse efter lovgivningen i det land, som har fremsat anmodning om udlevering. Om dette er tilfældet, har danske myndigheder imidlertid som regel ikke mulighed for at foretage nogen nærmere prøvelse af. Hvis den, som ønskes udleveret, gør gældende, at der ef-ter reglerne i det pågældende land er indtrådt forældelse, vil der kunne være anledning til at tilvejebringe en erklæring herom fra myndighederne i den fremmede stat. Går denne erklæring ud på, at forældelse ikke er indtrådt, må erklæringen normalt lægges til grund.”
Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af blandt andet udleveringsloven fik udleve-ringslovens § 2 sin nuværende formulering, således at der herefter - i modsætning til tidli-gere - kan ske udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet. Lovændrin-gen trådte i kraft den 8. juni 2002 og finder anvendelse på anmodninger om udlevering, der
- 9 -
fremsættes efter lovens ikrafttræden. Af forarbejderne til ændringsloven fremgår blandt andet (Folketingstidende 2001-02, Tillæg A, side 868 ff.):
”4.4. Justitsministeriets overvejelser
…
Som disse begivenheder [terrorangrebene mod USA den 11. september
2001] til fulde har illustreret, bliver samfundets problemer i øget omfang inter-nationale og globale, og kriminaliteten bliver i stigende grad grænseoverskri-dende og organiseret. Dette gælder også andre former for kriminalitet end ter-rorvirksomhed. Kriminalitetsbekæmpelsen og retsforfølgningen må derfor også være grænseoverskridende.
Når man hidtil har nægtet at udlevere danske statsborgere til strafforfølg-
ning i udlandet bortset fra de nordiske lande har det været ud fra en betragtning om, at danske statsborgere, som mistænkes for strafbare handlinger, og som pågribes her i landet, bør have krav på at blive stillet for en dansk domstol med de retssikkerhedsgarantier, der er knyttet hertil. Der er således efter straffelo-ven vide muligheder for at strafforfølge danske statsborgere for lovovertrædel-ser begået i udlandet, forudsat forholdet er strafbart både efter dansk ret og ef-ter lovgivningen i det land, hvor overtrædelsen er begået (kravet om dobbelt strafbarhed).
Det må imidlertid erkendes, at der vil kunne forekomme sager - ikke mindst
om terrorvirksomhed eller anden grov international kriminalitet - hvor det kan være forbundet med store - og eventuelt uoverstigelige - vanskeligheder under en straffesag i Danmark at føre bevis for lovovertrædelser begået i udlandet, når vidnerne eller beviserne ikke befinder sig i Danmark.
Dette taler for, at straffesagen som udgangspunkt gennemføres i det land,
hvor lovovertrædelsen er begået, eller hvor det i øvrigt af hensyn til bevisførel-sen er mest hensigtsmæssigt. Det må også indgå i overvejelserne, at det ikke kan udelukkes, at en opretholdelse af forbuddet mod at udlevere danske stats-borgere til strafforfølgning i udlandet vil kunne indebære, at en mistænkt dansk statsborger ikke kan straffes - eventuelt for meget alvorlig kriminalitet - fordi det i praksis ikke er muligt at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark.
Justitsministeriet vurderer på denne baggrund, at den eksisterende ordning,
hvor danske statsborgere kan udleveres til de øvrige nordiske lande, … bør ud-vides til i en revideret form at omfatte udlevering også til andre stater, særligt andre EU-medlemsstater, i de tilfælde, hvor hensynet til at beskytte danske statsborgere mod udlevering bør vige for den almindelige interesse i, at lov-overtrædelser pådøm mes. …
…
Justitsministeriet foreslår derfor, at udlevering af danske statsborgere bør
kunne ske til strafforfølgning i andre EU-lande, hvor der er tale om grove lov-overtrædelser, der kan medføre højere straf end fængsel i 4 år, eller hvor der er
- 10 -
tale om, at den danske statsborger, der ønskes udleveret, har en tilknytning til den anmodende stat i form af bopæl i de sidste 2 år forud for den strafbare handling. Dette svarer til kravene for udlevering af danske statsborgere til de øvrige nordiske lande, jf. § 2 i den nordiske udleveringslov. I sager om udleve-ring af en dansk statsborger, der har haft bopæl i den EU-medlemsstat, der an-moder om udlevering, bør det dog efter Justitsministeriets opfattelse desuden være en betingelse, at handlingen efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det svarer til det krav, der er opstillet i den nugældende be-stemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, 1. pkt., om udlevering til et andet EU-land af personer, der ikke har dansk statsborgerskab.
…
Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at der også bør skabes hjem-
mel til at udlevere danske statsborgere til lande uden for EU (og Norden).
Det foreslås derfor, at justitsministeren på grundlag af en gensidig overens-
komst med et andet land om udlevering af egne statsborgere kan fastsætte, at udlevering af danske statsborgere kan ske til den anden stat. Det foreslås dog, at handlingen, der anmodes om udlevering for, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, og at betingelserne for udlevering til andre EU-lande, jf. ovenfor, i øvrigt er opfyldt. …
…
Hjemlen til at fastsætte disse regler indebærer, at gennemførelse af sådanne
gensidige overenskomster i dansk ret ikke kræver ændringer af udleveringslo-ven, og hjemlen giver forudsætningsvis regeringen bemyndigelse til at godken-de og ratificere sådanne ændringer. Det forudsættes imidlertid, at Justitsmini-steriet orienterer Folketingets Retsudvalg, inden Danmark indgår en aftale med et land uden for EU (og Norden) om gensidig udlevering af egne statsborgere til strafforfølgning.
Endvidere foreslås det, at justitsministeren i en konkret sag, hvor anmod-
ning om udlevering af en dansk statsborger kommer fra en stat, der ikke er medlem af EU, og som Danmark ikke har indgået en gensidig overenskomst med om udlevering af egne statsborgere, kan beslutte, at den pågældende skal udleveres, hvis betingelserne for udlevering til andre EU-lande er opfyldt samt kravet om, at handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, jf. ovenfor, og særlige hensyn til retshåndhævelsen i øvrigt taler derfor. Ved vurderingen af, om en dansk statsborger skal udleveres i denne situation, bør der således i modsætning til, hvad der efter forslaget kommer til at gælde for udlevering til andre EU-lande eller lande, som der er indgået gensidig overens-komst med, foretages en konkret vurdering af mulighederne for og det hen-sigtsmæssige i at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark frem for at udlevere den pågældende til strafforfølgning i udlandet.
Det skal fremhæves, at der vil være adgang til at nægte udlevering af danske
statsborgere, hvis der er fare for forfølgelse f.eks. på grund af den pågældendes politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold, eller hvis udle-veringen er uforenelig med humanitære hensyn. …”
- 11 -
Landsrettens begrundelse og resultat
I midten af 1980-erne flyttede Sigtede med sin familie til USA og fik senere perma-nent opholdstilladelse i landet. I januar 2001 fik Sigtede af de amerikanske myndig-heder orientering om, at hun var genstand for efterforskning i en narkotikasag, og i juli 2001 flyttede hun tilbage til Danmark, hvor hun tilmeldte sig folkeregisteret og siden har boet med sin nu 10-årige datter. I marts 2003 rejste de amerikanske myndigheder tiltale mod Sigtede for omfattende narkotikakriminalitet og traf samtidig beslutning om hendes anholdelse.
Efter anmodning i august 2007 fra de amerikanske myndigheder har Justitsministeriet den 28. maj 2008 i medfør af udleveringsloven truffet beslutning om, at Sigtede kan ud-leveres til strafforfølgning i USA for så vidt angår 13 konkrete forhold opregnet i bilag A til ministeriets afgørelse. Disse forhold er alle begået i perioden medio 1997 til medio 1998 og vedrører for 9 forholds vedkommende indsmugling af i alt 106.000 stk. ecstacy-tabletter fra Holland til USA, 2 forhold angår indsmugling henholdsvis forsøg herpå af et ukendt antal ecstacy-tabletter fra Holland til USA, og 2 forhold angår videreoverdragelse af i alt 4.000 ecstacy-tabletter i USA. Som vilkår for udleveringen har Justitsministeriet udover de i udleveringslovens § 10 nævnte vilkår blandt andet fastsat, at Sigtede hurtigst muligt og senest 6 måneder efter endelig dom skal overføres til Danmark med henblik på fuldbyr-delse af eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, og at fuldbyr-delsen i Danmark skal ske efter princippet om omsætning af retsfølgen, jf. artikel 11 i Den Europæiske Konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte.
Spørgsmålet om, hvorvidt der efter dansk ret kan ske udlevering af Sigtede til straf-forfølgning i USA afgøres efter udleveringsloven og ikke Traktaten af 22. juni 1972 om udlevering mellem Danmark og USA.
Sigtede er tiltalt for særdeles grov narkotikakriminalitet, og det må anses for forbun-det med overordentlige store vanskeligheder at gennemføre en straffesag mod Sigtede i Danmark. På denne baggrund finder landsretten, at særlige hensyn til retshåndhæ-velsen taler for udlevering af Sigtede til strafforfølgning i USA, jf. udleveringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1.
- 12 -
Der ses ikke at foreligge særlige omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at der ikke er bevismæssigt grundlag for sigtelserne i de 13 nævnte forhold, og den omstændig-hed, at de amerikanske myndigheder ikke efter anmodnin g har fremsendt ”plea agre e-ments” vedrø rende vidner i sagen, kan ikke føre til andet resultat.
De 13 forhold findes at have en sådan ensartethed, kontinuitet og indre sammenhæng, at de kan betragtes som en fortsat forbrydelse, for hvilken forældelsesfristen først regnes fra for-brydelsens ophør, jf. straffelovens § 94, stk. 1. Da samtlige 13 forhold efter en samlet vur-dering endvidere må anses for omfattet af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., der har en strafferamme på 16 år, er forældelsesfristen 15 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 4, hvor-for forholdene ikke er forældet efter dansk ret. Ifølge det amerikanske justitsministerium er forholdene heller ikke forældet efter amerikansk ret.
Sigtedes personlige forhold og den omstændighed, at de påsigtede forhold er begået for mere end 11 år siden, findes ikke at stå i et sådant misforhold til lovovertrædelsernes beskaffenhed og de amerikanske myndigheders rimelige interesse i udleveringen, at det må anses for uforeneligt med humanitære hensyn eller i strid med Den Europæiske Menneske-rettighedskonventions artikel 8 at tillade udlevering.
Landsretten finder herefter, at Justitsministeriets beslutning om udlevering af Sigtede til strafforfølgning i USA er lovlig, og det forhold, at Justitsministeriet ikke afventede de amerikanske myndigheders svar på forespørgslen om ”plea agreements” , ændrer ikke her-ved.
Landsretten ændrer derfor byrettens kendelse, således at Justitsministeriets beslutning om udlevering til strafforfølgning i USA kendes lovlig.
T h i b e s t e m m e s :
Byrettens kendelse ændres, således at Justitsministeriets beslutning af 28. maj 2008 om udlevering af Sigtede til strafforfølgning i USA kendes lovlig.
Statskassen betaler sagens omkostninger.
- 13 -
(Sign.)