Dom
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 5. november 2024
Sag BS-35638/2021-OLR
(24. afdeling)
Topdanmark Forsikring A/S
(advokat Christina Neugebauer)
mod
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
og
Ankestyrelsen
(begge ved advokat Inge Houe)
Landsdommerne Thomas Lohse, Anne Thalbitzer og Kaare Linde (kst.) har del-taget i sagens afgørelse.
Sagen er anlagt ved Retten i Glostrup den 29. maj 2019. Ved byrettens kendelse af 21. september 2021 blev sagen henvist til behandling ved Østre Landsret efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Sagen drejer sig for det første, om Topdanmark Forsikring A/S (herefter Top-danmark A/S) som arbejdsskadeforsikringsselskab som følge af passivitet er afskåret fra at anfægte Ankestyrelsens afgørelse af 27. april 2011 om at aner-kende skadelidtes arbejdsskade. For det andet drejer sagen sig, om Topdan-mark A/S har den fornødne retlige interesse i at få prøvet Ankestyrelsens afgø-relse om varigt mén og en række af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgø-relser om erhvervsevnetab, og i givet fald, om der også i forhold til disse afgø-
2
relser i det hele eller delvist er udvist retsfortabende passivitet.
Påstande
Topdanmark A/S har over for Ankestyrelsen nedlagt endelig påstand om prin-cipalt, at Ankestyrelsen tilpligtes at anerkende, at Persons tilskadekomst den 15. oktober 2009 ikke skal anerkendes som en arbejdsskade (påstand 1.1.), subsidiært at Ankestyrelsen tilpligtes at anerkende, at Persons varige mén er mindre end 5% (påstand 1.2.).
Endvidere har Topdanmark A/S over for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring nedlagt endelig påstand om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tilpligtes at anerkende, at Person ikke har pådraget sig et midlertidigt erhvervsevnetab på 15 % eller derover som følge af tilskadekomsten den 15. oktober 2009 (på-stand 1.3.).
Ankestyrelsen har i forhold til Topdanmark A/S´ principale påstand 1.1. om
anerkendelse af arbejdsskaden påstået frifindelse og i forhold til den subsidiære påstand 1.2. om varigt mén nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overfor Topdanmark A/S´ påstand 1.3. om erhvervsevnetab nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifin-delse.
Sagsfremstilling
Det fremgår, at Person (i det følgende skadelidte) den 15. oktober 2009 un-der sit arbejde i forbindelse med et løft fik et smæld i ryggen med efterfølgende lændesmerter og indbringelse på hospital.
Den 16. november 2010 traf den daværende Arbejdsskadestyrelse (herefter Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikring) afgørelse om, at den hændelse, som skadelid-te havde været udsat for den 15. oktober 2009, anerkendtes som en arbejdsska-de, og at han var berettiget til 75.200 kr. i godtgørelse for varigt mén, svarende til 10 %. Afgørelsen blev påklaget til Ankestyrelsen af såvel skadelidte som Topdanmark A/S.
Den 27. april 2011 traf Ankestyrelsen afgørelse om, at ulykken den 15. oktober 2009 var en arbejdsskade. Ankestyrelsen nedsatte ved samme afgørelse mén-graden til 8 %.
Ved afgørelse af 7. februar 2012 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring midler-tidig afgørelse om, at skadelidtes aktuelle erhvervsevnetab var 45 %. Efterføl-gende traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring henholdsvis den 11. september 2012, den 11. januar 2013, den 5. marts 2013, den 7. marts 2013, den 5. april 2013,
3
den 10. september 2013, den 23. juni 2014, den 30. september 2015 og den 12. juni 2017 en række yderligere midlertidige afgørelser om skadelidtes aktuelle erhvervsevnetab.
Den 31. oktober 2017 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring en afgørelse, hvor-efter skadelidtes erhvervsevnetab blev fastsat til 30 %, således at det varige tab blev fastsat til 20 %, og skulle udbetales som engangsbeløb, mens de resterende 10 % skulle udbetales som et månedligt beløb, da den del af afgørelsen var mid-lertidig.
Denne afgørelse blev af Danske Forsikring A/S (herefter Topdanmark A/S) på-klaget til Ankestyrelsen, der den 3. januar 2019 stadfæstede afgørelsen. Af afgø-relsen fremgår, at Topdanmark A/S i klagen til styrelsen blandt andet havde anført, at der var tvivl om flere forhold vedrørende spørgsmålet om anerken-delse, og at selskabet i den forbindelse blandt andet havde henvist til, at hæn-delsen efter selskabets opfattelse ikke kunne forårsage en diskusprolaps, men at skadelidtes gener måtte tilskrives degenerative forandringer eller eventuelt et forudgående trafikuheld i Tyrkiet.
Den 25. januar 2019 rettede Topdanmark A/S fornyet henvendelse til Ankesty-relsen, hvori anførtes bl.a.:
”Vi klager over jeres afgørelse om tab af erhvervsevne.
Vi har modtaget jeres afgørelse af 3. januar 2019 omkring Person, og denne er vi ikke enige i, og kommer derfor med en klage til jer.
Vi kan ikke se i jeres afgørelse, at I har forholdt jer til vores punkter i vores klage, og det stiller vi os undrende over for.
• I skriver i jeres afgørelse, at I lægger vægt på, at der ikke er oplysnin-ger om, at skadelidte har andre gener end følgerne fra arbejdsskaden, som aktuelt påvirker skadelidtes funktionsevne. Hvilken funktionsevne taler I om, når skadelidte ikke har været i nogen egentlig afklaring af funktionsevne/arbejdsevnen?
• Vi er i tvivl om skadelidte løfter emnet alene, eller om han løf-ter/skubber, mens emnet hænger i kranen. Vægten af emnet er i sagens forløb ændret sig fra 200 kg til 500 kg, og der er angivet anden forkla-ring i ansvarssagen, hvor det fremgår, at han hopper ned fra en læg-te/spær, som ligger på gulvet. Kan I svare på, hvorfor I ikke tager stil-ling til dette i jeres afgørelse, og således ikke finder dette relevant?
• Det fremgår af akterne, at skadelidte ved forløbet i kommunen pri-mært har haft sygedage på grund af barnets sygdom og ikke egen syg-dom. Hvordan kan man træffe afgørelse om tab af erhvervsevne efter sygedage på grund af barnets sygdom i forbindelse med en arbejdsska-desag?
4
• Det fremgår af sagens oplysninger, at skadelidte har mange forskelli-ge lidelser foruden arbejdsskaden. I skriver i sagen, at oplysninger ikke har nogen betydning for afgørelsen, da I vurderer, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at foretage fradrag i erstatning for tab af erhvervsevne. Hvorfor har de ikke det, og kan man foretage fradrag se-nere hen i sagens forløb?
• Af de lægelige oplysninger fremgår det, at der er diskrepans mellem de subjektive klager og objektive fund. Hvad er årsagen til, at I ikke har taget højde for dette i jeres afgørelse?
Vi venter nu på at høre nærmere fra jer omkring vores klage over jeres afgørelse. Vi forventer, at I ser på sagen igen og tager stilling til de an-bringender, som vi tidligere har skrevet i vores klage til Arbejdsmarke-dets Erhvervssikring. Hvis dette ikke bliver imødekommet, vil vi over-veje stævning.”
Den 19. marts 2019 traf Ankestyrelsen afgørelse om ikke at genoptage sagen, og at afgørelsen af 25. januar 2019 derfor stadig gjaldt.
Den 1. april 2019 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring midlertidig afgørelse om, at erhvervsevnetabet udgjorde 30 %.
Retslægerådet har under nærværende sag besvaret en række spørgsmål. I be-svarelsen af 6. maj 2021 er anført blandt andet:
”Spørgsmål 1:
Retslægerådet anmodes om at oplyse og redegøre for, om skadelidte forud for hændelsen den 15. oktober 2009 havde ryggener, herunder lænderyggener, og om disse var bestående på tidspunktet for hændelsen den 15. oktober 2009.
Retslægerådet anmodes om at begrunde sit svar samt henvise til, hvilke bilag Retslægerådet støtter sin besvarelse på.
Der henvises til de lægelige akter, særligt egen læges journal, hvoraf det fremgår at sagsøger efter et biluheld i sommeren 2009 havde smerter fra nakke, lænderyg og venstre knæ, der medfører ordination af røntgen undersøgelse af lænd. Ud over dette påhviler det ikke Retslægerådet at resumere fund, der klart fremgår af sagens akter.
Spørgsmål 2:
Retslægerådet anmodes om at oplyse og redegøre for, hvilke oplysninger, her-under hvilke lægelige oplysninger, der lægefagligt understøtter, at skadelidte ved hændelsen den 15. oktober 2009 pådrog sig en påvirkning af, skade i eller traume mod ryggen i ryggen, herunder hvilke objektive fund initialt, herunder hvilke lægelige initiale oplysninger, der lægefagligt understøtter dette.
Retslægerådet anmodes om at begrunde sit svar samt henvise til, hvilke bilag Retslægerådet støtter sin besvarelse på.
5
Sagsøger indbringes til Horsens Regionshospital med Falck den 15. ok-tober 2009, Anamnestisk oplyses forudbestående høje lændesmerter behandlet med Panodil efter alvorlig trafikulykke i august 2009, og at der på indlæggelsesdagen er akut opståede smerter i lænd efter forsøg på løft/skub af tung genstand på arbejde. Der beskrives rygsmerter – som ikke er til stede i liggende stilling, ingen nervepåvirkning i ben el-ler lukkemuskel samt muskulære smerter i balderegioner. Sagsøger be-handles med smertestillende medicin og hjemsendes. Sagsøger ses af lægevagten samme dag og den 18. oktober 2009 og derefter af kiroprak-tor den 21. oktober ses han af egen læge, der beskrives bedring efter kiropraktor, men fortsat rygsmerter uden udstråling, primært ømhed i højre side af lænd, ingen tegn på nervepåvirkning, og der anbefales fortsat brug af smertestillende. Sagsøger er særdeles velundersøgt i pe-rioden, med fortsat beskrivelse af lænderygssmerter uden radikulært præg (nervepåvirkning) Det er Retslægerådet opfattelse, at der er akut opstået lændehold den 15. oktober 2009 og umiddelbart herefter.
Retslægerådet vurderer samtlige sagens bilag.
…
Spørgsmål 5:
Retslægerådet anmodes om at redegøre for, om Retslægerådet finder, at hæn-delsen den 15. oktober 2009 er egnet til at medføre selvstændige varige rygge-ner.
Retslægerådet anmodes om at begrunde sit svar samt henvise til, hvilke bilag Retslægerådet støtter sin besvarelse på.
Retslægerådet finder ikke dokumentation for, at hændelsen den 15. ok-tober 2009 har medført varig rygsygdom, men midlertidigt lændehold. Denne vurdering er baseret på de i besvarelsen af spørgsmål 2 beskrev-ne symptomer og objektive fund, og igen kan oplyses at Retslægerådet medtager samtlige lægelige akter i den medicinske vurdering.
Spørgsmål 6:
Retslægerådet anmodes om at redegøre for og uddybe, om hændelsen den 15. oktober 2009 i givet fald medførte en selvstændig og varig forværring af skade-lidtes forudbestående og konkurrerende ryggener, og i givet fald, hvilke lægeli-ge oplysninger og objektive fund, der dokumenterer en sådan selvstændig og varig forværring.
Retslægerådet anmodes om at begrunde sit svar samt henvise til, hvilke bilag Retslægerådet støtter sin besvarelse på.
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1 til 5. Såfremt det lægges til grund, at der er udført en uhensigtsmæssig forløftning på den pågæl-dende dato, kan dette resultere i en midlertidig forværring af forudbe-stående rygsmerter, ligesom rygsmerter kan opstå de novo.
Spørgsmål 7:
Retslægerådet anmodes herefter om at redegøre for og uddybe, om skadelidtes nuværende ryggener er forårsaget af hændelsen af 15. oktober 2009 og i benæg-
6
tende fald, hvilke andre forhold, der med mere end overvejende sandsynlighed (mere end 50%) så er årsag til skadelidtes nuværende ryggener.
Retslægerådet anmodes om at begrunde sit svar samt henvise til, hvilke bilag Retslægerådet støtter sin besvarelse på.
Sagsøger har forudbestående multi traume august 2009 samt en MR påvist degenerativ ryglidelse af diskus L5, som kausalt kan forklare den efterfølgende rygsmerte tilstand. Det findes ikke sandsynligt (mere end 50 %), at den enkeltstående hændelse, som beskrevet på den pågælden-de dato den 15. oktober 2009 kan føre til en langvarig følgetilstand med rygsmerter.
…
Spørgsmål B:
Retslægerådet bedes oplyse, om hændelsen den 15. oktober 2009 (som beskrevet i bilag 7) og afledte følger heraf med overvejende sandsynlighed (<50 %) vurde-res at være uden betydning for skadelidtes aktuelle helbredstilstand, herunder skadelidtes symptomer/smerter fra lænden.
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 7.”
Den 22. juni 2021 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på ny midlertidig af-gørelse om, at erhvervsevnetabet blev fastsat til 35 %.
På baggrund af Retslægerådets udtalelse af 6. maj 2021 besluttede Ankestyrel-sen at genoptage sin afgørelse af 3. januar 2019, og den 30. juni 2022 traf Anke-styrelsen afgørelse om, at skadelidte ikke havde ret til erstatning for tab af er-hvervsevne, og at erstatningen derfor bortfaldt. Ankestyrelsen ændrede herved Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 31. oktober 2017. Endvidere anførtes i afgørelsen:
”Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil nu tage stilling til spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling af for meget udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne.
…
Denne afgørelse træder i stedet for vores afgørelse af den 3. januar 2019, der ikke længere gælder.”
Den 15. og 16. august 2022 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at skadelidte ikke skulle tilbagebetale den for meget udbetalte erstatning for tab af erhvervsevne.
Forklaringer
Der er ikke afgivet forklaringer under sagen.
7
Anbringender
Topdanmark A/S har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit
påstandsdokument af 9. september 2024, hvoraf fremgår blandet andet:anført:
”…
4.
DET RETLIGE GRUNDLAG - ASL, RETLIG INTERESSE OG PAS-SIVITET
4.1 Arbejdsskade
En arbejdsskade – nærmere bestemt en ulykke – er i henhold til arbejds-skadesikringsloven af 10. juni 2003 (i.e. de på skadetidspunktet gæl-dende regler), se § 6, jf. § 5, defineret således:
”Ved en ulykke forstås efter denne lov en personskade forårsaget af en hændelse eller påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.”
Højesteret fastslog i U.2014.452H, at ulykkesbegrebet skal ses i sam-menhæng med de erstatningsformer, som tilskadekomne har ret til efter
arbejdsskadesikringsloven. Det betyder, atforbigående smerter, der ikke
kræver behandling, men går over af sig selv, normalt ikke vil kunne anses for en personskade, og det gælder også selvom skadelidte vælger at lade sig behand-le. I dommene U.2017.516H samt U.2017.531H fortolkedes ulykkesbe-grebet på ny. Højesteret fandt U.2017.531H, at tilskadekomne var blevet påført rygsmerter ved den anmeldte ulykke. Højesteret fandt på bag-grund af de lægelige oplysninger ikke, at ulykken var årsag til tilskade-komnes vedvarende rygsmerter, og at de akutte rygsmerter, der var en følge af ulykken, ville gå over af sig selv uden behandling. Der var dermed ikke tale om en arbejdsulykke, uanset tilskadekomne blandt andet havde modtaget medicinsk behandling, og at en del af denne be-handling kunne have vedrørt de akutte rygsmerter, idet disse måtte forventes at gå over af sig selv uanset behandlingen.
Det er skadelidte, der har bevisbyrden (bevisbyrden er ligefrem) for (1), at der er en skade, og (2) at skaden kan årsagsforklare et varigt mén og/eller et erhvervsevnetab, se f.eks. U.2017.481H sammenholdt med U.2004.2935H. Det er skadelidte, der har bevisbyrden (bevisbyrden er ligefrem) for (1), at der er en skade, og (2) at skaden kan årsagsforklare et varigt mén og/eller et erhvervsevnetab. Først derpå skal sagen hånd-teres efter arbejdsskadesikringslovens § 12. Forinden § 12, stk. 2 finder anvendelse, skal skadelidte således have dokumenteret et varigt mén på mindst 5 procent og/eller et erhvervsevnetab på mindst 15 procent, dvs. at det skal være dokumenteret, at der er sket en skade der skal an-erkendes, jf. U.2004.2935H.
Denne bevisbyrderegel smitter af ved bedømmelsen af denne sag, idet (1) anerkendelse og (2) fastsættelsen af et varigt mén svarende til 5 % kræver, at det kan anses for bevist af skadelidte, at hændelsen på ar-bejdspladsen har forårsaget (1) behandlingskrævende forbigående og/eller (2) vedvarende symptomer af en sådan karakter, at de kan be-tinge et selvstændig mén på 5 % eller derover.
8
Ved bedømmelsen af om der er det i sagen fornødne grundlag for at til-sidesætte Ankestyrelsens afgørelse af 16. juli 2014 vedrørende mén-gradsfastsættelsen … spiller det derfor en rolle hvem der initialt skal bevise, at der overhovedet er sket skade der skal anerkendes, og om skaden i givet fald svarer til et varigt mén på 5 % eller derover, jf.
U.2014.452H, U.2017.516H samt U.2017.531H. Sagsøgers bevisbyrde for, at der er det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte sagsøgtes afgø-relser om varigt mén og tab af erhvervsevne spejler sig så at sige i det forhold, at det er skadelidte der skal bevise, at hændelsen på arbejds-pladsen har forårsaget dækningsberettigende skadefølger, jf.
U.2014.452H m.fl.
4.2 Sagsøgers og skadelidtes retsstilling
[Ankestyrelsens afgørelse af 27. april 2011] fastslår den dag i dag, at skadelidte er kommet til skade ved en arbejdsulykke, og at hans varige mén som følge heraf udgør 8 %. Det til trods for, at Ankestyrelsen aner-kender, at afgørelsen om anerkendelse af hændelsen som en arbejds-skade og udmåling af et varigt mén på 8 % må anses som ugyldig efter forvaltningsrettens almindelige regler fordi arbejdsskadesikringslovens betingelse om årsagsforbindelse ikke er opfyldt. Ankestyrelsens afgø-relse fra 2011 om anerkendelse af arbejdsskade og udmåling af godtgø-relse derfor er uhjemlet og ugyldig.
En afgørelse der ikke er ophævet som led i ulovbestemt genoptagelse gælder fortsat inter partes (mellem sagsøger og skadelidte). En afgørel-se om anerkendelse der består, kan skadelidte støtte ret på, herunder kan skadelidte i medfør af dagældende ASL § 42 begære genoptagelse.
Skadelidte kan således, når afgørelsen om anerkendelse og udmåling ikke er ophævet anmode om genoptagelse, jf. i ASL § 42, hvoraf frem-går:
”Efter anmodning fra tilskadekomne eller på Arbejdsmarkedets Er-hvervssikrings foranledning kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmå-lene, jf. §§ 15 og 17-18, genoptages inden for en frist af 5 år fra første af-gørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen. Fristen for genoptagelse kan forlænges in-den udløbet af 5-års- fristen. Når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne” .
4.2 Retlig interesse
Retten kan imødekomme en processuel begæring, dersom begæringen forfølger et fornuftigt og rimeligt formål.
Et anerkendelsessøgsmål har som formål at fjerne en bestående retsu-vished. Hvis sagsøgte bestrider rigtigheden af sagsøgerens påstand, el-ler en stillingtagen til sagsøgerens påstand har betydning for retsfor-holdet mellem sagsøgeren og 3. mand, idet denne kan støtte ret på en afgørelse truffet af sagsøgte, er søgsmålet ikke overflødigt. Anerkendel-sessøgsmål tillades, hvis påkendelse af sagen ikke møder konkrete, væ-
9
sentlige betænkeligheder. Retlig interesse i sagsanlæg består, hvis der foreligger en umiddelbart økonomisk eller anden rimelig interesse i
domstolsprøvelse. Hvis sagsøger kan påvise en konkret økonomiskeller
anden interesse i at få sagsøgtes afgørelser prøvet, består der den for-nøden retlige interesse.
4.3 Passivitet
Spørgsmålet om retsfortabende passivitet skal overordnet afgøres i overensstemmelse med principperne i U.2024.2840H, der vedrører pas-sivitet i ASL-regi. Det hedder i præmisserne bl.a.:
”På den anførte baggrund, og da der som anført af landsretten ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan begrunde, at afgørelsen af 26.
januar 2010 om fastsættelsen af As méngrad blev truffet på et fejlagtigt grundlag, tiltræder Højesteret, at Kommune har udvist en pas-sivitet, der medfører, at kommunen er afskåret fra nu at gøre indsigelse mod afgørelsen om varigt mén.”
Landsretten anførte i præmisserne bl.a.:
”X Kommune har i løbet af perioden på 10 år gentagne gange modtaget påmindelser om skadelidtes sag, herunder afgørelsen om anerkendelse af ulykken som arbejdsskade samt godtgørelse for varigt mén og den heri liggende årsagsvurdering, uden at dette har givet anledning til, at kommunen har anfægtet afgørelsen. X Kommunes partsrepræsentanter har endvidere den 16. marts 2018 og den 13. september 2019 rettet hen-vendelse til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vedrørende sagen, uden i den forbindelse at have fundet anledning til at anfægte ménfast-sættelsen. Endelig har X Kommune månedligt foretaget udbetalinger til skadelidte i anledning af arbejdsskaden, bortset fra den periode, hvor en partsrepræsentant på vegne af X Kommune på et fejlagtigt grundlag valgte at suspendere udbetalingerne.
I hvert fald i dette tilfælde, hvor der ikke er fremkommet nye oplysnin-ger eller belyst omstændigheder, som kan begrunde, at den oprindelige afgørelse om mén blev truffet på et fejlagtigt grundlag, finder landsret-ten, at skadelidte har haft en berettiget forventning om, at afgørelsen om mén var endelig.”
Højesteret anførte i præmisserne bl.a.:
”Ved vurderingen af, om X Kommune har udvist retsfortabende passi-vitet i forhold til at gøre indsigelse mod den nævnte afgørelse om varigt mén som følge af ulykken, må der lægges vægt på, at kommunen i overensstemmelse med afgørelsen udbetalte méngodtgørelse til A, at kommunen ikke påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen, og at kommu-nen først den 31. marts 2020 - dvs. ca. 10 år efter den omtvistede afgø-relse - anlagde sag vedrørende spørgsmålet om hendes méngrad.
Endvidere må der lægges vægt på, at arbejdsskademyndighederne i fle-re af afgørelserne om erhvervsevnetabet udtrykkeligt har omtalt den nærmere baggrund for fastsættelsen af det varige mén til 20 %. X
10
Kommune er således i løbet af de ca. 10 år blevet påmindet om afgørel-sen af 26. januar 2010 om fastsættelsen af det varige mén, uden at kommunen har reageret på det.
Hertil kommer, at X Kommunes partsrepræsentant den 16. marts 2018 anmodede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om på ulovbestemt grundlag at genoptage afgørelsen af 26. januar 2010 for så vidt angår spørgsmålet om anerkendelsen af ulykken som en arbejdsskade, men uden særskilt at anfægte fastsættelsen af A's méngrad.”
Passivitetsgrundsætningen udgør den retlige ramme for statueringen af retstab på ulovfæstet grundlag. Denne ramme udfyldes af en række momenter, der inddrages i vurderingen af, hvorvidt der i en konkret si-tuation kan statueres retsfortabende passivitet.
Højesterets præmisser er udtryk herfor, idet Højesteret fastslår, at spørgsmålet om passivitet skal afgøres konkret. Hvorvidt der er udvist passivitet, afhænger derfor bl.a. af det faktiske forløb af den administra-tive sag det tidsmæssige forløb og dermed den tid der er medgået uden at sagsøger har anfægtet, andre omstændigheder, herunder om sagen skal afgøres på det oprindelige grundlag, eller om der er fremkommet nye oplysninger, og om der er grundlag for at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig efter de almindelige forvaltningsretlige regler. Dom-stolsprøvelse tager sigte på en konkret afgørelse, og hvad der kan hen-regnes til at være indeholdt i denne afgørelse, jf. f.eks. U.2006.3370H og U.2015.3233H.
Indsigelsen om retsfortabende passivitet tager sigte på at afskære dom-stolsprøvelse, hvis der ikke består et andet grundlag for domstolsprø-velsen end det oprindelige grundlag, jf. U.2024.2840H.
Spørgsmålet om retsfortabende passivitet kan derfor først afgøres, når det står klart, om der er grundlag for at tilsidesætte afgørelserne, og hvad der i givet fald udgør dette grundlag.
Det fejlagtige grundlag, som Højesteret betoner, kan være et hvilket som helst grundlag der ville kunne indgå i domstolsprøvelsen af, om
der er grundlag for at tilsidesætte afgørelsen, og det er netopikke be-
grænset til nye faktiske oplysninger. Det fejlagtige grundlag kan også
være fraværet af relevante oplysninger, dvs.en forvaltningsretlig ind-
sigelse om utilstrækkelig sagsoplysning. Det fejlagtige grundlag kan
også bero på, at myndigheden har begåeten væsentlige sagsbehand-
lingsfejl, og at der foreligger ugyldighed som følge af denne væsentlige sagsbehandlingsfejl .
Kan sagsøger påvise, at der er grundlag for at tilsidesætte afgørelsen om anerkendelse er der udgangspunktet ikke grundlag for at statuere passivitet, idet afgørelsen, jf. U.2017.1H, om anerkendelse af arbejds-skaden er uhjemlet. Det betyder, at afgørelsen som udgangspunkt er ugyldig efter forvaltningsrettens almindelige regler.
Der skal foreligge særlige (tungtvejende grunde) omstændigheder, som gør at en fravigelse af det udgangspunkt er påkrævet. Det bemærkes, at
11
det ikke er en nødvendig konsekvens af afgørelsens ugyldighed, at der skal ske tilbagebetaling af den méngodtgørelse m.m., som er udbetalt til skadelidte, men alene at skadelidte er afskåret fra fremover at modtage yderligere erstatning eller godtgørelse efter ASL efter en genoptagelse, og deri består sagsøgers retlige interesse i at få taget anerkendelses-søgsmålet under påkendelse.
5. SAMMENFATNING OG ANBRINGENDER
Landsretten skal forholde sig til, om der er grundlag for at opretholde uhjemlede og dermed ugyldige afgørelser. Hvilken legitim interesse har Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i at opretholde uhjemlede og dermed ugyldige afgørelser?
Der består for begge de sagsøgte en forpligtelse til at træffe materielt korrekte afgørelser.
Højesteret har i dommene U.2005.641H, U.2006.3370H, U.2014.452H, U.2015.3233H, U.2017.516H, U.2017.481H og U.2017.531H, anvist, hvornår og hvordan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrel-sen af egen drift skal anvende de forvaltningsretlige regler til at se ud over, hvad der er påklaget og truffet afgørelse om, for at nå til det mate-rielt korrekte resultat. Højesteret har cementeret dette med U.2017.1H.
Sagsøger kan påvise, at der foreligger en uhjemlet afgørelse om aner-kendelse, der derfor er ugyldig efter forvaltningsrettens almindelige regler. Sagsøger henviser til Retslægerådets svar, sagens bilag 37, og begrundelsen indeholdt deri for reformatio og i øvrigt processkrift A af 9. marts 2023, hvor det medgives, at Retslægerådets udtalelse har et indhold, der henset til Retslægerådets forrang, jf. bl.a. U.2011.1985H, medfører, at afgørelsen om anerkendelse og varigt mén ville skulle til-sidesættes (hvis der ikke foreligger retsfortabende passivitet).
Landsretten kan som ubestridt lægge til grund, at Ankestyrelsens afgø-relse om anerkendelse af skadelidtes personskade og fastsættelse af va-rigt mén, sagens bilag 20, rent faktisk ville skulle tilsidesættes medmin-dre der er udvist retsfortabende passivitet. I og med anerkendelsen er uhjemlet og ugyldig, er alle afgørelserne om udmåling af godtgørelse for varigt mén og tab af erhvervsevne, der hviler på anerkendelsen, uhjemlede og ugyldige.
Indsigelsen om, at der er udvist retsfortabende passivitet er kun legitim i.e. bør kun nyde fremme, hvis der foreligger sådanne særlige omstæn-digheder, at det er påkrævet at opretholde afgørelsen om anerkendelse og senere afgørelser der er hjemlede deri.
I og med indsigelsen om at passivitet præjudicerer (vel dybest set ud-tryk for et indrettelsessynspunkt) er frafaldet, henstår det for sagsøger ganske uklart, hvad der er formålet med at Ankestyrelsen og Arbejds-markedets Erhvervssikring insisterer på at opretholde uhjemlede og dermed ugyldige afgørelser.
12
Det bemærkes i den forbindelse, at ASL § 40 a regulerer spørgsmålet om tilbagebetaling, og at der er taget hånd om skadelidtes økonomiske situation. At hindre at skadelidte mødes med krav om tilbagebetaling udgør qua eksistensen og anvendelsesområdet for ASL § 40 a ikke en særlig omstændighed. Indrettelse og økonomi for skadelidte i øvrigt udgør heller ikke særlige omstændigheder, i og med de sagsøgte har
truffet afgørelser der medfører, at skadelidte ikke fremadrettet vil mod-tage ydelser for tab af erhvervsevne.
Der foreligger med andre ord ikke særlige omstændigheder der gør det påkrævet at opretholde afgørelsen om anerkendelse og de senere afgø-relser.
Der er til brug for Retslægerådets svar af spørgsmålet om årsagssam-menhæng indhentet oplysninger om skadelidtes helbredsmæssige for-hold, der ikke forelå da Ankestyrelse traf afgørelse, men kunne have fo-religget, herunder hvis sagen var blevet hjemvist med henblik på at få den belyst i tilstrækkelig grad.
For at kunne vurdere, om der er tale om en ”anerkendelsesværdig” ulykke, har myndighederne brug for en række oplysninger særligt når der er oplysninger om forudgående helbredsmæssige problematikker relateret til samme ”legemsdel” .
Det er efter almindelige forvaltningsretlige principper ("officialmaksi-men") myndighederne (Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankesty-relsen), der har pligt til at indhente de nødvendige oplysninger. Det er altså myndigheden der skal oplyse sagen, ikke sagsøger, jf. bl.a. ASL § 37.
Den bestemmelse giver som et udslag af officialmaksimen de sagsøgte adgang til at indhente alle oplysninger, der kan være af betydning for sagens vurdering.
Se også om officialprincippet FOB 2007 57, hvor det bl.a. anføres:
9. Officialprincippet
Det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i sam-arbejde med andre myndigheder, at fremskaffe de fornødne oplysnin-ger om de foreliggende sager eller dog sørge for at private, navnlig par-terne, medvirker til sagens oplysning.
Det følger endvidere af princippet at der skalforeligge juridisk bevis
for en oplysning for at den kan lægges til grund, og at myndigheden
skal påse at der foreligger et forsvarligt oplysningsgrundlag.
Af journalnotat af 7. december 2010 fremgår, at skadelidte havde kon-stante funktionsbegrænsende symptomer for lænderygregionen i form af lave funktionsudløste lændesmerter samt smerter og paræstesier til venstre L5- og S1-området. Videre fremgår at almindelig daglig mobili-
sering udløste smerter samt løft og uhensigtsmæssige stillinger.Tilstan-
den var ikke stationær. Det blev angivet, at der var diskrepans mellem symp-tomer og den tidligere MR-scanning, idet skadelidte klagede over symp-
13
tomer til både venstre L5- og SI-området- og der var diskrepans mellem tidligere MR-fund og skadelidtes manglende symptomer, hvorfor der blev anbefalet ny MR-scanning på columna lumbalis.
Ankestyrelsen supplerede disse oplysninger til trods ikke sagen med oplysninger der kunne forbedre bedømmelsesgrundlaget når det gæl-der spørgsmålet om årsagssammenhæng herunder ved f.eks. at indhen-te supplerende billeddiagnostiske data til belysning af skadelidtes læn-derygstatus, og om der var sket ny skade/forværring af eksisterende til-stand.
Sagsøger havde ret til at stole på at den lægefaglige bedømmelse som Ankestyrelsens anerkendelse og udmåling af varigt mén hvilede på var materielt korrekt, jf. U.1999.1565H samt U.2000.645H, og burde derfor ikke, særligt ikke under hensyntagen til indholdet af bilag A, have rea-geret tidligere.
Der er et rimeligt formål med at få tilsidesat anerkendelsesafgørelsen, idet skadelidte kan støtte ret derpå også fremadrettet, jf. dagældende ASL § 42, og de sagsøgtes genoptagelsespraksis. Sagsøgers ønske om prøvelse af de afgørelser der opretholdes ”mod bedre vidende” bør der-for ikke afvises, da prøvelsen tjener et rimeligt formål og har betydning for sagsøgers retsstilling.
Retten bør ikke nægte at give sagsøger dom, fordi sagsøger ikke kan an-tages at ville opnå nogen aktuel økonomisk fordel ved at vinde sagen, når der utvivlsomt for sagsøger består en fremadrettet økonomisk risi-ko.
Sagsøger har en rimelig interesse der er nødvendig og tilstrækkelig for at få anerkendelsesdom, idet dommens virkninger de facto berører sagsøgeres retsstilling i forholdet til skadelidte fremadrettet. Anerken-delsessøgsmål har til formål at ”fjerne” i.e. omgøre den bestående rets-stilling som afgørelsen om anerkendelse skaber i relationen mellem sagsøger og skadelidte, og det formål er helt legitimt. Anerkendelses-søgsmålet bør tillades, idet påkendelse af sagen ikke i øvrigt giver an-ledning til konkrete, væsentlige betænkeligheder fordi sagsøger har en interesse i sagen, der rækker ud over løsning af den konkrete tvist, se ovenfor om ASL § 42. At der ikke foreligge en umiddelbar økonomisk interesse er således uden betydning, idet der foreligger anden rimelig interesse i domstolsprøvelse.
Der henvises til BS-12754/2023-OLR, hvor Kammeradvokaten på vegne AES i en sag om passivitet (sagsøger har fået medhold i byretten) om ikke andet implicit anerkender, at der består en retlig interesse allerede fordi sagen kan genoptages når anerkendelsen ikke ”omgøres” , og at der kan fastsættes en skønnet værdi heraf. At det her og nu ikke ville have økonomiske konsekvenser, hvis Topdanmark Forsikring A/S fik medhold, er derfor uden betydning. Det centrale er, at det forhold at prøvelse af myndighedsudøvelsen afskæres, bringer sagsøger i risiko fremadrettet, og at sagsøger derfor har en klar interesse i at få prøvet, hvorvidt afgørelserne er uhjemlede og ugyldige.
14
Topdanmark Forsikring A/S har ikke udvist retsfortabende passivitet i forhold til spørgsmålet om anerkendelse samt fastsættelse af det varige mén eller de trufne midlertidige afgørelser om tab af erhvervsevne. De indsigelser der er rejst mod afgørelsen om anerkendelse og mén i nær-værende sag er af en anden karakter end kommunens indsigelse i U.2024.2840H. Der er derfor efter principperne i U.2024.2840H ikke grundlag for at afskære sagsøger fra domstolsprøvelse af afgørelsen om anerkendelse og mén på grund af retsfortabende passivitet. Sagen afgø-res ikke på det oprindelige grundlag. Sagen afgøres på et nyt grundlag og en ny lægefaglig vurdering, der notorisk har forrang og som er ud-tryk for, at Ankestyrelsens oprindeligt ikke traf en materielt korrekt af-gørelse, i.e. at begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl.
5.1 Sammenfatning
Sagsøger kan påvise, at der foreligger en uhjemlet afgørelse om aner-kendelse og varigt mén, der derfor er ugyldig efter forvaltningsrettens almindelige regler. I og med anerkendelsen er uhjemlet og ugyldig, er alle afgørelserne om udmåling af godtgørelse for varigt mén og tab af erhvervsevne, der hviler på anerkendelsen, uhjemlede og ugyldige.
Sagsøger henviser til Retslægerådets svar, sagens bilag 37 og begrun-
delsen indeholdt deri for reformatio og i øvrigt processkrift A af 9.
marts 2023.
Landsretten kan som ubestridt lægge til grund,
at Ankestyrelsens afgørelse om anerkendelse af skadelidtes per-
sonskade og fastsættelse af varigt mén sagens bilag 20, rent faktisk ville skulle tilsidesættes, medmindre der er udvist retsfortabende passivitet,
at de afgørelser, der hviler på anerkendelsen, og at der skulle været et
varigt mén, også ville skulle tilsidesættes,
at dette udgangspunkt kun kan fraviges, når særlige omstændigheder
gør det påkrævet og
at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder i det forelig-
gende tilfælde.
Det gøres gældende,
at sagsøger har retlig interesse i at få dom for at de afgørelser, der op-
retholdes af de sagsøgte, er ugyldige og uhjemlede.
Så længe afgørelsen om anerkendelse og varigt mén opretholdes, kan skadelidte uden videre anmode om genoptagelse af arbejdsskadesagen. Dette vil i sig selv være forbundet med, at sagsøger skal betale gebyrer for de sagsøgtes behandling af anmodningen, og der består risiko for, at der udmåles erstatning.
Det gøres gældende,
at der ikke er udvist passivitet.
15
Afgørelsen om anerkendelse og fastsættelse af det varige mén blev truf-fet på et fejlagtigt grundlag.
Afgørelsen er – og der er erkendt - behæftet med en væsentlig sagsbe-handlingsfejl i form af et betydeligt fejlskøn, og afgørelsen hvilede des-uden på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Det faktiske forløb af den administrative sag er kritisabelt, men sagsøger havde ikke anled-ning til, særligt i lyset af bilag A, at anfægte da Ankestyrelsen traf afgø-relse om anerkendelse og nedsatte det varige mén. Sagen afgøres ikke på det oprindelige grundlag. Der er fremkommet nye oplysninger, og der er grundlag for at tilsidesætte afgørelserne som ugyldig efter de al-mindelige forvaltningsretlige regler.
Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i det væsentlige pro-
cederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 10. september 2024, hvoraf fremgår blandt andet:
”4. 1. Overordnet om passivitet
Som anført indledningsvis har Højesteret i U.2024.2840H fastslået, at passivitetsgrundsætningen kan finde anvendelse også i arbejdsskades-ger. Om bedømmelsen anførte Højesteret nærmere … :
” Ved vurderingen af, om X Kommune har udvist retsfortabende passivitet i forhold til at gøre indsigelse mod den nævnte afgørelse om varigt mén som føl-ge af ulykken, må der lægges vægt på, at kommunen i overensstemmelse med afgørelsen udbetalte méngodtgørelse til A, at kommunen ikke påklagede afgø-relsen til Ankestyrelsen, og at kommunen først den 31. marts 2020 - dvs. ca. 10 år efter den omtvistede afgørelse - anlagde sag vedrørende spørgsmålet om hendes méngrad.
Endvidere må der lægges vægt på, at arbejdsskademyndighederne i flere af af-gørelserne om erhvervsevnetabet udtrykkeligt har omtalt den nærmere bag-grund for fastsættelsen af det varige mén til 20 %. X Kommune er således i lø-bet af de ca. 10 år blevet påmindet om afgørelsen af 26. januar 2010 om fastsæt-telsen af det varige mén, uden at kommunen har reageret på det.
Hertil kommer, at X Kommunes partsrepræsentant den 16. marts 2018 anmo-dede Arbejds- markedets Erhvervssikring om på ulovbestemt grundlag at gen-optage afgørelsen af 26. januar 2010 for så vidt angår spørgsmålet om aner-kendelsen af ulykken som en arbejdsskade, men uden særskilt at anfægte fast-sættelsen af A's méngrad. På den anførte baggrund, og da der som anført af landsretten ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan begrunde, at afgørel-sen af 26. januar 2010 om fastsættelsen af A's méngrad blev truffet på et fejl-agtigt grundlag, tiltræder Højesteret, at X Kommune har udvist en passivitet, der medfører, at kommunen er afskåret fra nu at gøre indsigelse mod afgørelsen om varigt mén.”
4.4 Ankestyrelsens afgørelse om anerkendelse
• Topdanmark har udvist retsfortabende passivitet
16
Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at Topdanmark som følge af passivitet har fortabt muligheden for at anfægte Ankesty-relsens afgørelse af 27. april 2011 … .
Topdanmark lod under den administrative behandling af sagen og frem til anmodningen om genoptagelse den 25. januar 2019 …, dvs. i ca. 8 år, sikrede være i den tro, at selskabet accepterede afgørelsen om anerken-delse, dvs. den tilgrundliggende erstatningspligt.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf således afgørelse om anerken-delse af Persons personskade som en arbejdsskade den 16. novem-ber 2010. På baggrund af klager fra både Topdanmark og Person … blev spørgsmålet om anerkendelse afgjort af Ankestyrelsen den 27.
april 2011 …, hvor skadelidtes forværrede lænderyggener blev aner-kendt som en arbejdsskade.
Den omstændighed, at Topdanmark faktisk klagede over Arbejdsmar-kedets Erhvervssikrings afgørelse 16. november 2010, men herefter i ca. 8 år ikke gjorde yderligere, kunne ikke tages som udtryk for andet, end at man akkviescerede ved at have fået spørgsmålet prøvet i rekursin-stansen.
Der er efterfølgende truffet 10 afgørelser om tilkendelse af en betydelig erstatning for erhvervsevnetab på mellem 30 og 45 %. Det drejer sig om Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 7. februar 2012, afgørelse af 11. sep-tember 2012, afgørelse 7. marts 2013, afgørelse af 5. april 2013, afgørelse 10. september 2013, afgørelse af 23. juni 2014, afgørelse af 30. september 2015, afgørelse af 12. juni 2017 og afgørelse af 31. oktober 2017 samt Ankestyrelsens afgørelse af 3. januar 2019 … .
Trods de heriliggende påmindelser om den anerkendte arbejdsskade, der medførte udbetaling måned efter måned, blev Ankestyrelsens afgø-relse af 27. april 2011 ikke anfægtet.
Først efter afgørelsen af 31. oktober 2017 …, hvor 20% af Persons er-hvervsevnetab blev fundet varigt, klagede Topdanmark over afgørelsen om erhvervsevnetab og fremkom med enkelte bemærkninger i relation til afgørelsen om anerkendelse, jf. nærmere selskabets brev af 25. januar 2019 … .
Til støtte for, at selskabet ikke har udvist rettighedsfortabende passivi-tet, har dette henvist til, at der er kommet nye oplysninger.
Vedrørende disse nye oplysninger (nye dokumenter) bemærkes for det første, at oplysningerne er fremkommet som følge af forelæggelsen for Retslægerådet, en forelæggelse, der også kunne have fundet sted langt kortere tid efter Ankestyrelsens afgørelse af 27. april 2011, hvis afgørel-sen var blevet indbragt.
Det bemærkes videre, at oplysningen om ulykken i Tyrkiet den 31. juli 2009 fremgik af egen læges journal …, som indgik i grundlaget for afgø-relsen om anerkendelse.
17
Topdanmark Forsikring A/S har tidligere fremhævet bilag B, E, F og sa-gens billedmateriale som særligt nyt og relevant.
Bilag F … indeholder lægebrev vedr. beskrivelse af MR-scanning 25. november 2009. MR-scanningen fremgår imidlertid også af egen læges notat af 2. december 2009 …, af statusattest af 3. juni 2010 … og i den supplerende speciallægeerklæring modtaget 13. oktober 2010 ….
Oplysningen om den ved MR-scanning 8. december 2010 påviste di-scusdegeneration … er endvidere indgået i sagens behandling, idet den er gengivet i tillæg til speciallægeerklæring af 8. marts 2011 ….
Det forhold, at myndighederne ikke har været i besiddelse af selve det underliggende billedmateriale, er ikke en sagsoplysningsmangel.
For så vidt angår bilag B … indeholder dette egen læges journal fra 1. oktober 2014 og frem. Bilaget er derfor i hvert fald ikke relevant som begrundelse for meget sen indbringelse af afgørelser truffet inden da.
Hvornår der må anses for at foreligge retsfortabende passivitet beror selvsagt på en konkret vurdering. Den medgåede tid spiller en væsent-lig rolle, men det gør styrken af anledningen til at reagere også, jf. f.eks. U.1995.53H.
Topdanmark har i nærværende sag haft flere oplagte anledninger til at reagere, man har været bekendt med den forudgående ulykke i Tyrkiet i sommeren 2009, ligesom selskabet allerede 14. oktober 2011 … blev bekendt med uenigheden om hændelsesforløbet den 15. oktober 2009.
4.2.2 Passiviteten er retsfortabende trods Retslægerådets udtalelse
Den ret til at anfægte afgørelsen, som er fortabt som følge af passivitet, vækkes ikke til live af Retslægerådets udtalelse.
Retsfortabende passivitet afskærer Topdanmarks indsigelse fra et be-stemt tidspunkt – på samme måde som f.eks. forældelse. Det afgørende i denne sag er, om dette tidspunkt ligger før sagens anlæg eller ej.
Topdanmark var som følge af retsfortabende passivitet afskåret fra at gøre indsigelse mod afgørelsen allerede på tidspunktet for sagens an-læg den 29. maj 2019, jf. det under afsnit 4.2.1 anførte.
Topdanmark kan ikke ved at anlægge sagen og ved efterfølgende fore-læggelse for Retslægerådet, der har foretaget en anden lægefaglig vur-dering af de samme oplysninger som arbejdsskademyndighederne, få vakt den ret til at gøre indsigelse, der allerede er fortabt ved retsforta-bende passivitet, til live på ny.
I modsat fald ville passivitetsgrundsætningen i arbejdsskadesager blive indholdsløs, idet vurderingen af, om en indsigelse er afskåret eller ej, alene afhænger af, om Retslægerådet er enig med arbejdsskademyn-dighederne eller ej.
18
En sådan forståelse af passivitetsgrundsætningens indhold har ikke støtte i retspraksis eller noget andet sted. Højesterets anførte i U.2024.2840H:
” […]På den anførte baggrund, og da der som anført af landsretten ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan begrunde, at afgørelsen af 26. januar
2010 om fastsættelsen af A’s mén-grad blev truffet på et fejlagtigt grundlag, tiltræder Højesteret, at X Kommune har udvist en passivitet, der medfører, at kommunen er afskåret fra nu at gøre indsigelse mod afgørelsen om varigt mén.” (min understregning)
Retslægerådets udtalelse af 6. maj 2021 er for det første ikke en ny op-lysning, men en ny vurdering af de allerede foreliggende oplysninger. Retslægerådets udtalelse er videre ikke ny i den forstand, at man ikke tidligere kendte eller kunne have kendt erklæringen. Erklæringen er derimod et produkt af retssagen. Havde man anlagt sag tidligere, ville Retslægerådets udtalelse være fremkommet tilsvarende tidligere.
I anden række gøres det gældende, at en tilsidesættelse bedømt rent forvaltningsretligt heller ikke er påkrævet.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige regler og principper og fast retspraksis, at tre grundbetingelser skal være opfyldt, for at en forvalt-ningsafgørelse kan tilsidesættes som ugyldig.
For det første skal der foreligge en retlig mangel, for andet skal mang-len kunne anses for væsentlig, og for det tredje må der ikke foreligge særlige omstændigheder, der taler for at opretholde afgørelsen, jf. f.eks. U.2017.1H …
Prøvelsen af Ankestyrelsens afgørelse om anerkendelse rejser ikke spørgsmål om de første to betingelser, idet Ankestyrelsen anerkender, at Retslægerådets udtalelse har et indhold, der henset til Retslægerådets forrang, jf. bl.a. U.2011.1985H og U.2012.2637H, medfører, at disse må anses for at være til stede, jf. således også Ankestyrelsens afgørelse af 30. juni 2022 (ekstrakten s. 264), hvorved Ankestyrelsen genoptog sin afgørelse af 3. januar 2019, der ikke var udvist passivitet i relation til.
Ankestyrelsen gør gældende, at der foreligger særlige omstændigheder, der gør det påkrævet at opret- holde afgørelsen af 27. april 2011, som derfor ikke kan tilsidesættes. Ankestyrelsen har da netop heller ikke er-klæret, at afgørelsen var ugyldig.
Ved vurderingen af, om særlige omstændigheder indebærer, at afgørel-sen uanset en retlig mangel (in casu et fejlskøn) skal opretholdes, skal karakteren af de pågældende særlige omstændigheder afvejes over for karakteren og vægten af den foreliggende mangel.
Der kan henvises til Revsbech m.fl., Forvaltningsret – almindelige em-ner, 7. udg., side 332 …:
” Hvilken gennemslagskraft særlige omstændigheder har over for retlige mang-ler, afhænger ikke kun af vægten af de konkrete særlige omstændigheder i sa-
19
gen, men også af vægten af den eller de mangler, der foreligger. De forskellige mangelstyper har nemlig forskellig vægt. Det skal haves for øje, at der altid skal foretages en konkret afvejning […].”
Tilsvarende anføres det i Søren H. Mørup, Berettigede forventninger i forvaltningsretten, 2005, side 267- 268 …:
” Det er efter min opfattelse yderst tvivlsomt om man kan sidestille alle materi-elle mangler. Det gør efter min opfattelse en væsentlig forskel, om forvaltnin-gen har truffet en afgørelse, som strider mod loven, eller om den har undladt at udøve et konkret skøn eller har handlet i strid med en lovlig intern regel og herved måske blot har tilsidesat et lighedshensyn. Her taler meget for, at beret-tigede forventninger har prioritet. Det må være særligt klart, hvis forvalt-ningsakten ikke har bebyrdende virkninger for andre. Nok kan der være grund
til at vurdere indrettelseshensynet konkret, men udgangspunktet for hensynets vægt må være grundlæggende forskelligt, alt efter om der savnes hjemmel, eller skønnet er udøvet mangelfuldt. Det hænger sammen med, at det kan være van-skeligt for borgeren overhovedet at indse, at der foreligger en mangel, endsige en væsentlig mangel, hvorfor hans forventninger normalt vil være subjektivt berettigede.”
At det er tilfældet, kan også udledes af praksis, jf. fra andre områder f.eks. U.1991.973H og U.1959.748/1Ø:
I U.1991.973H … var en sognepræst blevet afskediget efter tjeneste-mandslovens § 24 som disciplinær straf for tjenstlige forseelser. Det var ubestridt, at der ikke var grundlag for at afskedige sognepræsten i med-før af denne bestemmelse, men Højesterets flertal fandt, at sognepræ-sten lovligt kunne have været afskediget efter andre bestemmelser i tje-nestemandsloven. Sognepræsten havde protesteret mod afskedigelsen straks, men først 6 år senere tilkendegav han, at han fortsat betragtede sig som ansat. Højesterets flertal fandt, at afskedigelsen under disse omstændigheder måtte stå ved magt.
I U.1959.748/1Ø … var der ikke afholdt tjenestemandsforhør forud for afskedigelse af en portør. Den afskedigede portør påstod afskedigelsen kendt ugyldig, og at der tilkendtes ham løn fra afskedigelsen. Østre Landsret fandt, at det var en fejl, at der ikke i overensstemmelse den tjene- stemandsretlige lovgivning var foretaget tjenestemandsforhør, men fandt, at portøren på grund af passivitet ikke fandtes at kunne gø-re gældende, at afskedigelsen var ugyldig, og at hans påstand om beta-ling af løn og pension derfor heller ikke kunne tages til følge.
U.1887.640H … har ifølge den forvaltningsretlige litteratur fortsat præjudikatværdi. Sagen drejede sig om en person, der fik næringsbrev til at drive købmandshandel fra en ejendom uden for Hillerød. Det blev på baggrund af en opmåling foretaget af myndighederne lagt til grund, at ejendommen lå godt 1½ mil fra centrum i købstaden Hillerød og dermed lå uden for den konkurrencebeskyttelseszone (læbælte) på 1½ mil, der efter næringsloven var gældende omkring købstæder. Nogle år senere viste en ny opmåling, at ejendommen lå 149 alen (ca. 100 meter) fra centrum. En amtmand forlangte herefter næringsbrevet tilbageleve-ret som ugyldigt. Da adressaten for næringsbrevet nægtede til- bagele-
20
vering, anlagdes retssag mod ham. Højesteret erklærede ikke nærings-brevet ugyldigt.
Højesteret udtalte, at ”det ikke kan anses beføjet på grund af den nu frem-komne attestion om en ubetydelig mangel i den lovbestemte afstand at frakjen-de […] den af ham i god tro erhvervede og gennem en længere årrække upaatalt udøvede næringsret i den ham nu tilhørende Kro. ”
Nærværende sag angår ikke tilbagekaldelse, men henset til karakteren af den retlige mangel – et fejl- skøn, fordi Retslægerådets lægefaglige skøn var et andet – kan retspraksis og litteratur vedr. tilbagekaldelse i nogen grad også tjene som vejledning.
Forvaltningsmyndigheders tilbagekaldelse af afgørelser, der er baseret på en ændret vurdering – et skøn – over samme faktiske oplysninger, som forelå, da myndigheden traf afgørelse, er i almindelighed for myndig-hedens vedkommende udelukket, hvis der eksisterer en berettiget for-ventning eller er forløbet noget tid efter den første afgørelse:
Søren H. Mørup, Berettigede forventninger i forvaltningsretten, 2005, side 352 …:
” Tilbage står den tredje situation, at forvaltningen ændrer opfattelse, uden at der foreligger nye faktiske oplysninger, uden at retsfaktum er ændret, og uden at den oprindelige opfattelse kan anses for åbenbart urigtig
Det er min opfattelse, at der af hensyn til adressatens berettigede forventninger og indrettelses-
hensyn ikke i denne situation bør være adgang til at foretage en ren omvurde-ring. […]
Det ville være uholdbart, om forvaltningen ved skøn over et givet faktum på et givet tidspunkt kunne ændre opfattelse fra dag til dag, uden at der foreligger en egentlig mangel ved skønnet. Dertil kommer, at i modsætning til omvurdering af retsfaktum gælder det om afgørelser, der beror på et skøn over faktum, at jo længere tid, der forløber, des sværere er det at skønne rigtigt over faktum. Mu-ligheden for at modbevise forvaltningens påstande bliver endvidere ringere med tiden, da bevismidler kan gå tabt. Hvis ikke skønnet er decideret mangelfuldt eller åben- bart urigtigt, taler meget for, at det må stå ved magt, i hvert fald ef-ter en vis kortere periode. Det gælder såvel indrettelses- som systemhensyn
[…]
Det kan således konkluderes, at der ikke bør kunne foretages tilbagekaldelse af et skøn over faktum, når det drejer sig om lovbundne afgørelser, og at tilsva-rende formentlig bør antages om skønsmæssige afgørelser.”
Tilsvarende fandt Vestre Landsret i U.2019.979V …, at Ankestyrelsen ikke var beføjet til i 2016 på ulovbestemt grundlag at tilbagekalde sty-relsens afgørelse fra 2002 om et erhvervsevnetab på 75 %, og udtalte:
21
” Tilbagekaldelsen af afgørelsen er ikke begrundet i nye oplysninger, men i en ændret skønsmæssig vurdering af de faktiske oplysninger, der forelå på tids-punktet for afgørelsen den 1. februar 2002.
Det er ubestridt, at A ikke har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for behandlingen af sagen, og at han således i hele perioden i god tro har fået udbetalt den løbende ydelse.
På den baggrund og da hverken det forhold, at der er tale om en partstvist med løbende måned- lige udbetalinger, eller hensynet til lighed og administrativ konsekvens kan føre til et andet resultat, har Ankestyrelsen i august 2016 ikke været berettiget til 14 år senere på grund af en klage fra A at tilbagekalde den gyldige afgørelse af 1. februar 2002 på ulovbestemt grundlag.”
Henset til de knap 8 år, der gik fra Ankestyrelsens afgørelse om aner-kendelse af 27. april 2011 til anfægtelsen af denne, har skadelidte haft en berettiget forventning om, at afgørelsen står ved magt.
En afgørelse om, at han ikke blev påført en arbejdsskade, indebærer ganske vist ikke, at skadelidte skal tilbagebetale allerede udbetalt godt-gørelse og erstatning. Men vejen til erstatning via genoptagelse, jf. gæl-dende lovs § 41, er kortere, hvis arbejdsskaden forbliver anerkendt. Det-te er også baggrunden for, at Ankestyrelsen ikke har påstået afvisning over for påstanden angående anerkendelse af arbejdsskaden. Topdan-mark har retlig interesse i påstanden – og skadelidte har tilsvarende in-teresse i opretholdelse af afgørelsen.
I lyset af selskabets passivitet - og når der samtidig henses til karakteren af den retlige mangel, kan der ikke stilles store krav til de forhold, der skal begrunde, at afgørelsen opretholdes. Afgørelsen lider ikke af en hjemmelsmangel eller en graverende sagsbehandlingsfejl. Ankestyrel-sen afgjorde sagen på et til- strækkeligt oplyst grundlag og under an-vendelse af lægekonsulenter (ekstrakten s. 454) og vurderede, ligesom Arbejdsskadestyrelsen havde gjort det, at skadelidte var påført en ar-bejdsskade. Men afgørelsen lider af den mangel, at Retslægerådets læ-gefaglige skøn har forrang, hvorfor der i relation til Ankestyrelsens af-gørelse må siges at være udøvet et fejlskøn.
4.5 Ankestyrelsen afgørelse om varigt mén og Arbejdsmarkedets Er-hvervssikrings afgørelser vedrørende erhvervsevnetab
• Påstandene om afvisning
Som anført indledningsvis genoptog Arbejdsmarkedets Erhvervssik-ring og Ankestyrelsen sine seneste afgørelser angående skadelidtes er-hvervsevnetab og nåede med henvisning til Retslægerådets erklæring frem til, at skadelidtes erhvervsevnetab var mindre end 15 %, jf. hen-holdsvis Ankestyrelsens afgørelse af 30. juni 2022 … og Arbejdsmarke-dets Erhvervssikrings afgørelse af 16. august 2022
…
Den 15. og 16 august 2022 … traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af-gørelser om, at skadelidte ikke skulle tilbagebetale den erstatning, som
22
han havde modtaget. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lagde vægt på, at skadelidte havde modtaget erstatningen i god tro, og at skadelidte modtog erstatning på baggrund af en afgørelse, der på det tidspunkt var gyldig, og at skadelidte ikke havde fortiet eller tilbageholdt oplys-ninger, der havde betydning for sagen. Topdanmark accepterede afgø-relsen og påklagede den ikke. Ingen af afgørelserne er påklaget af Top-danmark.
Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opfordrede i dup-likken Topdanmark til at redegøre for sin retlige interesse i pådømmel-se af påstandene vedrørende varigt mén og erhvervsevnetab, henset til denne afgørelse om, at skadelidte ikke skulle betale for meget udbetalt erstatning tilbage.
Topdanmark har ikke besvaret den konkrete opfordring, men derimod
anført, at selskabet har retlig interesse i at få prøvet påstanden omaner-
kendelse henset til skadelidtes mulighed for genoptagelse efter dagæl-dende arbejdsskadesikringslovs § 42.
Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring gør gældende, at Topdanmark ikke har retlig interesse i at få påstanden vedrørende va-rigt mén prøvet, da den ikke har betydning for sagsøgerens retsstilling. En eventuel afgørelse om tilbagebetaling, såfremt de indbragte ikke-ophævede afgørelser vedrørende varigt mén og erhvervsevnetab tilsi-desættes, vil få samme udfald som Arbejdsmarkedets Erhvervs- sikring afgørelser af 15. og 16. august 2022, og Topdanmark vil dermed ikke få nogen af de udbetalte godtgørelses- og erstatningsbeløb tilbagebetalt. Afgørelserne repræsenterer heller ikke nogen retlig interesse fremadret-tet.
4.3.2 Topdanmark har udvist retsfortabende passivitet
Der henvises overordnet til det oven anførte under afsnit 4.1. og 4.2.1.
De afgørelser, der behandles i nærværende afsnit, er Ankestyrelsen af-gørelse af 27. april 2011 vedrørende varigt men samt Arbejdsskadesty-relsens afgørelse af 7. februar 2012, afgørelse af 11. september 2012, af-gørelse af 7. marts 2013, afgørelse af 5. april 2013, afgørelse af 10. sep-tember 2013, afgørelse 23. juni 2014, afgørelse af 30. september 2015 samt Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 12. juni 2017 …
For så vidt angår afgørelsen af 27. april 2011 vedrørende varigt mén henvises i det hele til det under afsnit 4.1. og 4.2.1 anførte.
Vedrørende afgørelserne angående erhvervsevnetab bemærkes, at pas-siviteten i sagens natur er alvorligere, jo ældre afgørelsen er.
Topdanmark har ikke nærmere redegjort for, hvorfor de ikke tidligere end Skat havde anledning til at anfægte afgørelserne. Arbejdsmarke-dets Erhvervssikring må derfor begrænse sig til på nuværende tids-punkt overordnet at anføre, at man var bekendt med de forhold, man på beråber sig til støtte for afgørelsernes tilsidesættelse på et meget tid-ligt tidspunkt.
23
Det gælder i særlig grad for så vidt angår de 5 afgørelser truffet i 2012 og 2013.
Også afgørelserne fra 2014-2017 må dog rammes af passivitet, i det om-fang der ikke er nye omstændig- heder, der giver anledning til anfæg-telsen.
Det gøres i den forbindelse gældende, at passivitet kan indtræde efter en forholdsmæssigt kortere periode, da de senere afgørelser ikke står alene, men indgår i en kæde af forudgående påmindelser om sagen.
4.3.3 Afgørelserne kan ikke tilsidesættes trods Retslægerådets ud-
talelse
Der henvises til det ovenfor under afsnit 4.2.2 anførte.
Tilsidesættelse af afgørelserne om varigt mén og erhvervsevnetab har ikke selvstændig betydning for genoptagelsesadgangen, og indebærer heller ikke, at der vil skulle ske tilbagebetaling. Men hvis Topdanmark trods den manglende faktiske betydning af en tilsidesættelse har til-strækkelig interesse til at have retlig interesse, jf. afsnit 4.3.1, da må in-teressen modsvares af en tilsvarende interesse for skadelidte i afgørel-sernes opretholdelse. Henset hertil, henset til selskabets passivitet og henset til karakteren af manglen, kan afgørelserne opretholdes.”
Landsrettens begrundelse og resultat
Sagen angår for det første, om Topdanmark A/S som følge af passivitet er afskå-ret fra at anfægte Ankestyrelsens afgørelse af 27. april 2011 vedrørende aner-kendelse af Persons arbejdsskade den 15. oktober 2009.
Sagen angår dernæst, om Topdanmark A/S har retlig interesse i at få prøvet på-standene angående skadelidtes varige mén og erhvervsevnetab.
Som fastslået i Højesterets dom af 3. april 2024, gengivet i U.2024.2480 H, finder passivitetsgrundsætningen også anvendelse i arbejdsskadesager.
Ankestyrelsen traf den 27. april 2011 afgørelse om at anerkende hændelsen den 15. oktober 2009 som en arbejdsskade. Efterfølgende traf Arbejdsmarkedets Er-hvervssikring en række midlertidige afgørelser om skadelidtes erhvervsevne-tab, der medførte, at skadelidte modtog månedlige udbetalinger af erstatning for erhvervsevnetab fra Topdanmark A/S. Topdanmark A/S blev derved løben-de påmindet om afgørelsen om anerkendelse af hændelsen som en arbejdsska-de. Først efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 31. oktober 2017, hvor 20 % af skadelidtes erhvervsevnetab blev fundet varigt, klagede Topdan-mark A/S på ny til Ankestyrelsen. Topdanmark A/S fremkom i den forbindelse
24
samtidig med enkelte bemærkninger i relation til afgørelsen om anerkendelsen af arbejdsskaden.
Første gang, hvor Topdanmark A/S gjorde indsigelse mod Ankestyrelsens afgø-relse om anerkendelse af arbejdsskaden, var, da Topdanmark A/S den 25. janu-ar 2019 anmodede Ankestyrelsen om genoptagelse, hvilket blev fulgt op af et sagsanlæg mod Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring den 28.
maj 2019.
På baggrund af de ovennævnte omstændigheder finder landsretten, at Top-danmark A/S ved passivitet har fortabt sine muligheder for at gøre indsigelse mod Ankestyrelsens afgørelse af 27. april 2011, medmindre det kan lægges til grund, at der er fremkommet nye oplysninger, som kan begrunde, at afgørelsen af 27. april 2011 om anerkendelse af arbejdsskaden blev truffet på et fejlagtigt
grundlag .
Der er mellem parterne enighed om, at Retslægerådets udtalelse af 6. maj 2021 om årsagssammenhængen mellem hændelsen, som skadelidte var udsat for den 15. oktober 2009, og hans ryggener, indebærer, at afgørelsen af 27. april 2011 ville blive tilsidesat, hvis det ikke var for passivitet, jf. Højesterets dom af 6.
april 2011, gengivet i U.2011.1985 H, hvorefter en udtalelse fra Retslægerådet har forrang i arbejdsskadesager.
Der er ikke fremkommet oplysninger, der giver grundlag for at antage, at Retslægerådets udtalelse er baseret på nye og væsentlige oplysninger, der ikke indgik i Ankestyrelsens afgørelse. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at Ankestyrelsens afgørelse af 27. april 2011 blev truffet på et fejlagtigt grundlag. På denne baggrund frifindes Ankestyrelsen for Topdanmark A/S´ påstand 1.1.
Idet der ikke foreligger spørgsmål om tilbagebetaling af udbetalinger vedrø-rende varigt mén og henset til frifindelsen for påstand 1.1., findes Topdanmark A/S ikke at have en retlig interesse i at få prøvet sin påstand 1.2.
Af samme årsag samt også henset til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgø-relser om, at skadelidte fremadrettet ikke er berettiget til erhvervsevnetab, fin-des Topdanmark A/S heller ikke at have en retlig interesse i at få prøvet sin på-stand 1.3.
Landsretten tager derfor Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings påstande om afvisning til følge.
Efter sagens behandling og udfald for landsretten er sagsøgte at betragte som den vindende part. Topdanmark A/S må imidlertid betragtes som vindende part i forhold til de afgørelser, der stod ved magt på tidspunktet for udtagelsen
25
af stævning, men som på baggrund af Retslægerådets udtalelse blev omgjort af arbejdsskademyndighederne. Under disse omstændigheder hæves sagens om-kostninger.
THI KENDES FOR RET:
Ankestyrelsen frifindes over for den af Topdanmark Forsikring A/S nedlagte principale påstand 1.1.
Den af Topdanmark Forsikring A/S over for Ankestyrelsen nedlagte subsidiære påstand 1.2 og den af Topdanmark Forsikring A/S over for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring nedlagte påstand 1.3 afvises.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.
Publiceret til portalen d. 05-11-2024 kl. 10:00
Modtagere: Sagsøgte S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Advokat (H) Christina Neugebauer, Sagsøger Topdanmark Forsikring A/S, Advokat (H) Inge Houe, Sagsøgte Ankestyrelsen