Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt fredag den 17. januar 2025
Sag BS-50214/2023-HJR
(2. afdeling)
FOA – Fag og Arbejde som mandatar for Appellant
(advokat Anders Bang Mønster Hansen)
mod
Ankestyrelsen
og
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
(advokat Jacob Pinborg for begge)
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Hillerød den 23. maj 2022 (BS-15121/2021-HIL) og af Østre Landsrets 22. afdeling den 10. marts 2023 (BS-23290/2022-OLR).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Jan Schans Christensen, Kurt Rasmussen, Rikke Foersom og Mohammad Ahsan.
Påstande
FOA – Fag og Arbejde som mandatar for Appellant, har ned-
lagt påstand om, at indstævnteAnkestyrelsen skal anerkende, at Appellant
den 28. februar 2019 var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne sva-
rende til 15 %, og at indstævnte Arbejdsmarkedets Erhvervssikringskal aner-
kende, at Appellant er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne sva-rende til 15 % i perioden fra den 1. marts til den 31. maj 2019.
Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har påstået stadfæstelse.
2
Supplerende sagsfremstilling
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring genoptog sin afgørelse af 22. februar 2021, hvor Appellants erhvervsevnetab var fastsat til mindre end 15 %, og traf den 18. marts 2024 afgørelse om, dels at hendes erhvervsevnetab fra den 1. juni 2019 og frem svarede til 15 % med henvisning til, at hendes indtægtsnedgang var på 13,4 %, dels at hendes erhvervsevnetab i perioden fra den 1. marts 2019 til den 31. maj 2019 var mindre end 15 % med henvisning til, at hendes indtægtsned-gang i denne periode var på 8,8 %. Af afgørelsen fremgår bl.a.:
”Begrundelse for afgørelsen
I dette afsnit kan du læse en begrundelse for, hvorfor vi har vurderet dit tab af erhvervsevne til 15 %. I bilagene finder du en detaljeret beregning af din lønnedgang og en forklaring af, hvordan vi har beregnet det beløb, du får udbetalt.
Vi er blevet opmærksomme på en væsentlig sagsbehandlingsfejl i vores af-gørelse af 22. februar 2021. Vi fastsatte dit tab af erhvervsevne til mindre end 15 %. Fejlen er, at vi ikke har lavet en faktisk beregning af din lønned-gang i perioden efter den 1. juni 2019. Vi skulle have foretaget denne be-regning, fordi dit indtægtsgrundlag ændrede sig, da dine ansættelses- og lønvilkår ændrede sig den 1. juni 2019.
Vi har derfor genoptaget vores afgørelse fra den 22. februar 2021. Det be-tyder, at vi har truffet en ny afgørelse om tab af erhvervsevne, der træder i stedet for den tidligere afgørelse.
Vores seneste afgørelse om dit tab af erhvervsevne før afgørelsen af 22. fe-bruar 2021 er derfor vores afgørelse den 28. februar 2019. Du var ansat i et fleksjob. Dit tab af erhvervsevne blev fastsat ud fra forskellen mellem løn-nen i fleksjobbet og det kommunale tilskud og hvad du kunne have tjent på afgørelsens tidspunkt, hvis arbejdsskaden ikke var sket. Du havde ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne da AES traf afgørelse 28. februar 2019.
Vi har nu truffet en ny afgørelse om dit tab af erhvervsevne. Denne afgø-relse erstatter afgørelsen fra 22. februar 2021.
Sådan har vi vurderet dit tab af erhvervsevne
Vi har vurderet dit tab af erhvervsevne i forskellige perioder.
Perioden fra den 1. juni 2019 og frem – fleksjob 7,20 timer om ugen
Du er fra den 1. juni 2019 ansat i fleksjob hos By 2 Kommune med en ugentlig arbejdstid på 7,20 timer om ugen. Bevillingen af dit fleksjob var
3
midlertidig på tidspunktet for afgørelse den 22. februar 2021. Vi har derfor truffet en midlertidig afgørelse om dit tab af erhvervsevne.
Dit tab af erhvervsevne er fastsat ud fra forskellen mellem lønnen i fleks-jobbet og det kommunale tilskud, og hvad du kunne have tjent uden ar-bejdsskaden.
Ankestyrelsen har tidligere fastsat dit varige mén til 15 %. Godtgørelsen for varigt mén blev tilkendt for gener i form af middelsvære lændesmerter med middelsvær bevægeindskrænkning og smerter i venstre balle og ten-dens til krampe i foden. Du har et skånebehov inden for rygbelastende ar-bejde.
Ud over arbejdsskaden har du konkurrerende gener i form af fire diskus-prolapser i nakken.
Før skaden kunne du tjene 239.223 kr. årligt i 2008-niveau (se beregning i vores afgørelse om årsløn af 15. november 2010). Det svarer til 314.58,81 kr. i 2020 - niveau.
Din løn i 2020-niveau inklusiv det kommunale tilskud er 272.542,57 kr. år-ligt (se beregning i bilag). Du havde i 2020 dermed en lønnedgang på 42.044,24 kr. Det svarer til en lønnedgang på 13,4 %.
Din løn i perioden fra den 1. juni 2019 til den 31. december 2019 svarer også til en lønnedgang på 13,4 % (se beregning i bilag).
Det betyder, at dit samlede tab af erhvervsevne er 15 %.
Nedsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne
Vi kan kun give erstatning for den del af dit tab af erhvervsevne, der skyl-des arbejdsskaden. Du har konkurrerende gener i form af fire diskuspro-lapser i nakken.
Dine konkurrerende gener var årsag til ændringen af din ugentlige ar-bejdstid fra 9 timer til 7,20 timer om ugen.
Dine konkurrerende gener har dermed medført en yderligere forringelse af din erhvervsevne. Vi vurderer, at der er tale om en mindre forværring af din erhvervsmæssige situation, og at dine konkurrerende gener er en mindre medvirkende årsag til dit samlede tab af erhvervsevne.
I denne vurdering er det indgået, at din funktionsevne før de konkurre-rende gener var væsentligt nedsat. Du var tilkendt fleksjob og arbejdede i
4
dette 9 timer om ugen. Dine konkurrerende gener har alene medført en nedsættelse af din resterende erhvervsevne.
Erstatningen efter § 17 a kan fastsættes til 15 %, selv om lønnedgangen er mindre end 15 %. Dette gælder uafhængigt af, om AES’ afgørelse er mid-lertidig eller endelig. Se Ankestyrelsens principmeddelelser PM 15-14, 14-20 og 19-04. Beregningen af det samlede tab af erhvervsevne er meget præcis, når afgørelse træffes efter § 17 a. Vurderingen af størrelsen af ned-sættelsen af erstatningen pga. konkurrerende forhold (§ 12) er imidlertid en udpræget skønsmæssig vurdering. AES kan derfor tilkende erstatning for tab af erhvervsevne på 15 %, selvom lønnedgangen efter nedsættelse (§ 12) fx er mindre end 12,5 %. Se for eksempel Østre Landsrets dom af 15. marts 2021.
Vi vurderer, at det henset til kommunens afgørelse om tilkendelse af fleks-job grundet en væsentlig og varig reduktion af din arbejdsevne samt de øvrige oplysninger om dine helbredsmæssige forhold, herunder at den konkurrerende skade kun har medført en mindre ændring i timetallet i fleksjob, er godtgjort, at dine erhvervsmæssige forhold er så afklarede, at der som følge af den anerkendte arbejdsskade er dokumenteret et bli-vende indtægtstab af nogen betydning.
Det betyder, at vi har fastsat dit tab af erhvervsevne som følge af arbejds-skaden til 15 %.
Tilkendelsestidspunkt
Du har ret til erstatning fra den 1. juni 2019, hvor din ugentlige arbejdstid blev ændret og du havde en lønnedgang. Vi vurderer, at der fra dette tids-punkt er påvist et tab af erhvervsevne svarende til 15 %.
Perioden frem til den 31. maj 2019 – fleksjob 9 timer om ugen
Du var frem til den 31. maj 2019 ansat i fleksjob hos By 2 Kommune med en ugentlig arbejdstid på 9 timer om ugen.
Dit tab af erhvervsevne er fastsat ud fra forskellen mellem lønnen i fleks-jobbet og det kommunale tilskud, og hvad du kunne have tjent uden ar-bejdsskaden.
Før skaden kunne du tjene 239.223 kr. årligt i 2008-niveau (se beregning i vores afgørelse om årsløn af 15. november 2010). Det svarer til 300.884,30 kr. årligt i 2018-niveau.
5
Din løn i perioden inklusiv det kommunale tilskud var 274.509,57 kr. årligt (se beregning i bilag). Du havde dermed en lønnedgang på 26.374,73 kr. Det svarer til en lønnedgang på 8,8 %.
Det betyder, at vi har fastsat dit tab af erhvervsevne som følge af arbejds-skaden til mindre end 15 % i perioden, hvor du var i fleksjob hos med en ugentlig arbejdstid på 9 timer om ugen.
Det betyder, at du i perioden frem til den 31. maj 2019 fortsat ikke har ret til erstatning for tab af erhvervsevne.
Da du i perioden frem til den 31. maj 2019 ikke har et tab af erhvervsevne på 15 % har vi ikke taget stilling til en eventuel nedsættelse af din erstat-ning for konkurrerende gener.”
Det pågældende forsikringsselskab påklagede Arbejdsmarkedets Erhvervssik-rings afgørelse af 18. marts 2024 til Ankestyrelsen for så vidt angår den del af afgørelsen, der angik perioden den 1. juni 2019 og frem, og hvor Arbejdsmarke-dets Erhvervssikring havde truffet afgørelse om, at Appellants erhvervsev-netab var på 15 %. Ankestyrelsen stadfæstede den 27. juni 2024 den påklagede del af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse. Af Ankestyrelsens afgø-relse fremgår bl.a.:
”Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at du som følge af arbejdsskaden har et midlerti-digt erhvervsevnetab på 15 procent, mens du er i fleksjob som køkken-medhjælper på ”Plejehjem” i By 2 Kommune.
Da du er tilkendt fleksjob i en tidsbegrænset periode, træffer vi en midler-tidig afgørelse om din ret til erstatning for tab af erhvervsevne.
Hvad er afgørende for resultatet
Du er ved By 4 Kommunes afgørelse af 6. juli 2010 tilkendt fleksjob og blev den 1. august 2016 ansat ved ”Plejehjem” i By 2 Kommune. Den 1. juni 2019 skete der en mindre ændring i dit ugentlige timetal, idet det blev nedsat fra (effektive) 9 timer til 7,2 timer.
By 4 Kommunes afgørelse vedrører perioden fra den 1. juni 2019 og fremefter. Du var på daværende tidspunkt ansat i et midlertidigt fleksjob.
6
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i afgørelsen af 18. marts 2024 be-regnet, at du har en indtægtsnedgang på 13,4 procent. Vi er enige i denne beregning, som vi derfor i det hele henviser til.
Vi bemærker i den forbindelse, at hverken forsikringsselskabet eller du har haft bemærkninger til beregningen.
Vi lægger således til grund, at du fra 1. juni 2019 har haft en indtægtsned-gang på 13,4 procent, sammenlignet med det, du ville have tjent uden ar-bejdsskaden.
Vi vurderer, at det ikke kan godtgøres med overvejende sandsynlighed, at nogen del af din indtægtsnedgang skyldes andre forhold end arbejdsska-den.
…
Tilskadekomne får ikke erstatning for tab af erhvervsevne, hvis tabet af er-hvervsevne er mindre end 15 procent. Det gælder også, hvis tilskade-komne er ansat i et midlertidigt fleksjob. For personer, der er ansat i fleks-job, fastsættes tabet af erhvervsevne på grundlag af forskellen mellem ind-tjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleks-jobbet. Efter praksis kan tilskadekomne dog få erstatning for tab af er-hvervsevne hvis der er et klart og varigt indtægtstab af nogen betydning. Vi henviser i den forbindelse til Ankestyrelsens principmeddelelser U-19-04, 15-14 og 14-20, som du kan læse på Ankestyrelsens hjemmeside (www.ast.dk). Vi henviser endvidere til Højesterets dom af 9. april 2024, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2024, side 2853.
Vi vurderer, at du har ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 pro-cent, selvom din indtægtsnedgang er beregnet til 13,4 procent. Vi lægger ved denne vurdering vægt på, at du har pådraget dig en alvorlig arbejds-skade, hvor der tidligere er fastsat en méngrad på 15 procent. Du blev til-kendt fleksjob i 2010. Du modtog ledighedsydelse frem til din ansættelse i fleksjob den 1. august 2016. Du har siden dengang været ansat i det samme fleksjob, men med en nedgang i timetal den 1. juni 2019. Der er så-ledes ikke udsigt til, at der vil ske nogen bedring af din erhvervsmæssige situation. Der er derfor tale om en klar og varig indtægtsnedgang, som også er af nogen betydning.”
Retsgrundlag
Arbejdsskadesikringslovens § 17
Den dagældende § 17, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven, som blev indsat ved lov nr. 422 af 10. juni 2003, lyder:
7
”§ 17. Har arbejdsskaden nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig ind-tægt ved arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervs-evne. Der ydes ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 pct.”
Bestemmelsen videreførte i uændret affattelse § 32, stk. 1, i lov nr. 390 af 20. maj 1992 om sikring mod følger af arbejdsskade, der i uændret affattelse videreførte § 27, stk. 1, i lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring.
Af lovforslag nr. L 47 om arbejdsskadeforsikring af 14. oktober 1977 fremgår, at lovforslaget var udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 792/1977 om arbejds-skadeforsikring (Folketingstidende 1977-78, tillæg A, lovforslag nr. L 47, sp. 913).
Af betænkning nr. 792/1977, s. 17 f. og s. 46 f., fremgår bl.a.:
” 3° Erstatning for tab af erhvervsevne.
Erstatning for tab af erhvervsevne bør efter udvalgets opfattelse være en erstatning for den af skaden forvoldte forringelse af skadelidtes indtje-ningsevne eller erhvervsmuligheder. En korrekt erstatningsudmåling for-udsætter herefter en vurdering af skadelidtes erhvervsmæssige mulighe-der, såfremt skaden ikke var sket, sammenholdt med en vurdering af hans erhvervsmuligheder den skete skade taget i betragtning.
Efter udvalgets opfattelse bør den medicinske følge af arbejdsskaden, som efter gældende lov har afgørende betydning for erhvervsevnetabsprocen-tens fastsættelse, ikke have nogen selvstændig indflydelse på denne fast-sættelse, men alene tillægges betydning for fastsættelsen af den ovenfor omtalte ménerstatning. Kan skadelidte, uanset store medicinske varige føl-ger af arbejdsskaden, genoptage sit sædvanlige arbejde eller andet arbejde til samme løn, tilkommer der ham ikke erstatning for tab af erhvervsevne.
Det er administrationens erfaring, at et arbejdsulykkestilfælde har til følge, enten at skadelidtes erhvervsevne slet ikke - eller så godt som ikke - for-ringes, eller at erhvervsevnen forringes så meget, at skadelidte må ophøre helt eller delvis med erhvervsarbejde, eventuelt søge lettere og dårligere lønnet arbejde. Efter udvalgets opfattelse vil der derfor kun meget sjæl-dent forekomme tilfælde, hvor erhvervsevnetabet, når et sådant foreligger, ikke måtte fastsættes til mindst 15-20 pct. Udvalget har draget konsekven-sen heraf og foreslår 15 pct. som den nedre grænse for erstatning for tab af erhvervsevne. Med denne nedre grænse er der således ikke fra udvalgets side forbundet noget ønske om at udelukke i øvrigt berettigede skadelidte
8
fra erstatning, men alene sikret administrationen adgang til at afvise dybe-regående behandling af udokumenterbare bagatelkrav.
…
1° Erstatning for tab af erhvervsevne og ménerstatning
…
Ménerstatningen tænkes i øvrigt fastsat uafhængigt af skadelidtes indtægt, idet erstatningen alene skal erstatte de medicinske ulemper ved den opstå-ede beskadigelse, og disse må anses for uden relation til indtægten.
Er der samtidig opstået en forringelse af skadelidtes indtjeningsevne eller erhvervsmuligheder, erstattes denne gennem erhvervsevnetabserstatnin-gen. Denne erstatning skal efter forslaget fastsættes efter et helt individu-elt skøn over skadens betydning i det enkelte tilfælde.
Typisk vil en arbejdsskade medføre enten en betragtelig nedgang i ind-tægten eller ingen eller kun uvæsentlig nedgang. Det foreslås derfor, at der ikke ydes erstatning for erhvervsevnetab, der ikke kan vurderes til mindst 15 pct. Heri ligger således ikke noget ønske om at udelukke en i øvrigt berettiget gruppe fra erstatning. Bestemmelsen tilstræber alene at sikre administrationen mulighed for at afvise dyberegående behandling af et stort antal udokumenterbare krav om erstatning for tab af bagatelbeløb som følge af mindre arbejdsskader.
Forslaget betyder, at der for mindre skader uden erhvervsmæssig betyd-ning fremtidig generelt ydes en noget mindre erstatning end hidtil, men at der til gengæld bliver mulighed for i tilfælde, hvor skaden har virkelige konsekvenser for skadelidtes erhvervsmuligheder, at tage fuldt hensyn hertil ved den individuelle vurdering af erhvervsevnens forringelse kom-bineret med erstatning for ménet.”
Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår bl.a. (Folketingstidende 1977-78, tillæg A, lovforslag nr. L 47, sp. 915 f.):
” Erstatningerne.
3. Erstatning for tab af erhvervsevne og ménerstatning.
Efter den gældende lovs § 32, jfr. § 1, ydes der erstatning for tab eller for-ringelse af skadelidtes erhvervsevne. Vurderes forringelsen af erhvervsev-nen til mindre end 5 pct., ydes der ikke erstatning.
I praksis har sikringsstyrelsen ved vurderingen af, hvor meget erhvervs-evnen må anses for forringet i det enkelte tilfælde, lagt afgørende vægt på
9
skadens medicinske art og omfang og i mindre grad taget hensyn til, hvil-ken faktisk betydning skaden har haft for skadelidtes erhvervsmulighe-der, og der er udarbejdet tabeller med angivelse af procentsatser for en række typiske skader.
I mange tilfælde er der således ydet erstatning, uden at der har været no-get til skaden svarende tab af erhvervsevnen. Dette har navnlig været til-fældet ved de små invaliditeter, hvor tabellen fastsætter procenter på 5-15 pct., men hvor skaden kun i undtagelsestilfælde har forringet erhvervsev-nen i egentlig forstand.
Skaden vil dog i almindelighed være til gene for den skadelidte i hans al-mindelige livsførelse, og erstatningen kommer til at virke som en erstat-ning herfor, dvs. som en ménerstatning.
I forslagets §§ 27 og 28 foreslås derfor, i stedet for den hidtidige invalidi-tetserstatning, en todelt erstatning bestående af:
En erstatning for varige ulemper i den daglige livsførelse, som skaden har medført – ménerstatning – (forslagets § 28), og
En erstatning for forringelse af skadelidtes indtjeningsevne eller erhvervs-muligheder – erhvervsevnetabserstatning – (forslagets § 27).
Ménerstatningen fastsættes ud fra skadens medicinske art og omfang på grundlag af tabelsatser på lignende måde som den nuværende invalidi-tetserstatning. Erstatningen foreslås ydet for méngrader på 5 pct. eller der-over. Den nedre grænse svarer til den nugældende grænse for ydelse af in-validitetserstatning.
…
Er der samtidig opstået en forringelse af skadelidtes indtjeningsevne eller erhvervsmuligheder, vil skadelidte yderligere være berettiget til en er-hvervsevnetabserstatning.
Denne erstatning skal efter forslaget fastsættes efter et skøn over skadens betydning i det enkelte tilfælde.
Typisk vil en arbejdsskade medføre enten en betragtelig indtægtsnedgang eller ingen eller kun en uvæsentlig nedgang. Det foreslås derfor, at der ikke ydes erstatning for erhvervsevnetab fastsat til under 15 pct. Bestem-melsen tilsigter at sikre administrationen mulighed for at afvise dyberegå-ende behandling af et stort antal udokumenterbare krav om erstatning for bagatelagtige beløb som følge af mindre arbejdsskader.
10
Forslaget om den todelte erstatning medfører, at der for mindre skader uden erhvervsmæssig betydning samlet vil blive ydet en noget mindre er-statning end efter gældende lov. Til gengæld bliver der mulighed for i de tilfælde, hvor skaden har alvorligere konsekvenser for skadelidtes er-hvervsmuligheder, at tage hensyn hertil ved den individuelle vurdering af erhvervsevnens forringelse.”
Af lovforslagets bemærkninger til § 27 fremgår bl.a. (Folketingstidende 1977-78, tillæg A, lovforslag nr. L 47, sp. 932 f.):
”Bestemmelsen, der afløser gældende lovs § 32 og § 33 omhandler erstat-ning for tab af erhvervsevne.
Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.
Stk. 1 giver en almindelig regel om ret til erstatning under forudsætning af, at de skadelidte lider et indtægtstab. Efter forslaget kræves der mindst 15 pct. erhvervsevnetab for, at der kan udbetales erstatning. Efter ulykkes-forsikringsloven ydes der invaliditetserstatning, når blot erhvervsevnen er nedsat med 5 pct. Om baggrunden for denne ændring henvises til de al-mindelige bemærkninger i pkt. 3 om forholdet mellem forslagets regler om erstatning for tab af erhvervsevne og ménerstatning.”
Af Folketingets Socialudvalgs betænkning af 9. februar 1978 over bl.a. lov-forslag nr. L 47 om arbejdsskadeforsikring fremgår bl.a. (Folketingstidende 1977-78, tillæg B, sp. 315 ff.):
”Ad I. forslag til lov om arbejdsskadeforsikring.
Udvalgets drøftelser har navnlig vedrørt de nedenfor anførte forhold.
Erstatningen for tab af erhvervsevnen, jfr. den foreslåede § 27, hvorunder udvalget har drøftet forslaget om, at der ikke ydes erstatning for tab af er-hvervsevnen, hvis tabet er mindre end 15 pct.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Danmarks kommunistiske partis medlem af dette) ønsker i denne forbindelse at fremhæve, at omlægningen af erstatningen fra en invaliditetserstatning til en erhvervsevnetabserstat-ning betyder, at erstatning ikke længere skal udmåles som erstatning efter en medicinsk invaliditetstabel, men derimod efter en konkret vurdering af den skadelidtes tab af erhvervsevne. … Det fremgår […] af betænkningen [792/1977] og af socialministerens besvarelse af flere spørgsmål fra udval-get, at det ikke med fastsættelsen af den nedre grænse for erhvervsevne-
11
tabserstatning har været meningen at udelukke i øvrigt berettigede fra er-statning. Det betyder således, at hvis der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen, vil der efter forslaget blive ydet erstatning for dette er-hvervsevnetab med mindst 15 pct. En sådan erstatning for tab af erhvervs-evnen vil blive ydet også i tilfælde, hvor der efter den medicinske invalidi-tetsbedømmelse efter den gældende lov ikke ville være blevet fastsat en invaliditetsgrad på 15 pct. eller derover. Følgende eksempel kan anføres:
En person kommer til skade ved arbejdet. Der er tale om en fingerskade, som efter den gældende lov medfører en invaliditetsgrad på 5 pct. Efter lovforslaget skal der derimod foretages en vurdering af, om skadelidte har lidt et tab af erhvervsevne. Hvis skadelidte efter arbejdsskaden kan gen-placeres i samme arbejde til samme løn, vil der ikke blive ydet erstatning for erhvervsevnetab. Hvis den skadelidte derimod på grund af skaden ikke kan vende tilbage til sit tidligere arbejde og lider et tab, som er klart og varigt, vil der blive ydet erstatning for tab af erhvervsevnen med mindst 15 pct.
Det samme vil være tilfældet, hvis der hos skadelidte på grund af den i sig selv ringe fingerskade udvikler sig en neurose, der ”slår skadelidte ud” , således at hans eller hendes erhvervsevne er forringet langt mere end 5 pct. Også i et sådant tilfælde vil der blive ydet erstatning for tab af er-hvervsevnen med mindst 15 pct. Der vil i et sådant tilfælde principielt hel-ler ikke være noget til hinder for at yde erstatning for tab af erhvervsev-nen på 100 pct., hvis neurosen medfører, at den pågældende helt mister evnen til at skaffe sig et udkomme ved arbejde.
Et mindretal (Danmarks kommunistiske partis medlem af udvalget) ønsker at udtale følgende:
…
Selv om mindretallet således er enig i, at erstatning ikke kun skal udmåles som erstatning efter en medicinsk invaliditetstabel, men efter en konkret vurdering af den skadelidtes tab af erhvervsevne, mener mindretallet ikke, at det berettiger til at undlade at betale erstatning for tab af erhvervsevne mellem 5–15 pct.s erhvervsevnetab, som er erstatningsberettigende ifølge gældende lov. …
Ændringsforslag
til
I. forslag til lov om arbejdsskadeforsikring
…
Til § 9
12
Af et mindretal (Person 1 (SF) og Person 2 (DKP)):
3) Nr. 1 og 2 affattes således:
…
Til § 27
Af mindretallet under nr. 3:
19) I stk. 1 ændres ”15 pct.” til: ”5 pct.” .
Som bilag til Folketingets Socialudvalgs betænkning over lovforslaget er op-trykt socialministerens besvarelse af bl.a. spørgsmål 11, 11 a, 27 og 32 til lov-forslaget. Af disse besvarelser fremgår bl.a. (Folketingstidende 1977-78, tillæg B, sp. 405 ff.):
”Spørgsmål 11:
Ad § 27 bedes oplyst antallet af erstatningssager, der vil glide ud som følge af, at erhvervsevnetabet nu minimalt skal være 15 pct. mod tidligere 5 pct.
Svar: Gældende lovs invaliditetsprocent fastsættes for så vidt angår de mindre invaliditeter så godt som udelukkende på grundlag af den medi-cinske skadefølge (hvad er der sket med skadelidte rent legemligt). Efter lovforslaget opdeles gældende lovs invaliditetserstatning i ménerstatning og erhvervsevnetabserstatning. …
I 1976 traf sikringsstyrelsen afgørelse om invaliditetserstatning i 3038 til-fælde, hvoraf de 2177 tilfælde blev afgjort med erstatninger svarende til under 15 pct. (medicinsk invaliditet). I langt det overvejende antal af disse sager havde den medicinske skadefølge ingen indflydelse på skadelidtes erhvervsmæssige forhold, idet skadelidte efter raskmelding genoptog sit sædvanlige arbejde til normal løn. De nævnte 2177 tilfælde ville efter lov-forslaget formentlig alle resultere i ménerstatninger svarende til mellem 5 pct. og 15 pct. varigt mén. Herudover ville en del af tilfældene formentlig yderligere resultere i erhvervsevnetabserstatning, svarende til 15 pct. er-hvervsevnetab og derover.
Spørgsmål 11 a:
Sidste punktum i svaret på spørgsmål 11 bedes om muligt uddybet.
Svar: Det har vist sig, at små medicinske invaliditeter på op til 15 pct. nor-malt ikke medfører nogen målelig nedsættelse af erhvervsevnen. I de få
13
tilfælde indenfor denne gruppe, hvor der imidlertid er tale om indtægts-tab, vil der efter sikringsstyrelsens erfaring derimod ofte være tale om en betragtelig indtægtsnedgang.
Imellem disse yderpoler er der en del tilfælde, hvor der kan konstateres en mindre indtægtsnedgang, som dog ikke klart kan henføres til følgerne ef-ter en arbejdsskade, men som f. eks. lige så godt kan skyldes sæsonledig-hed eller lignende.
Det forekommer imidlertid utvivlsomt, at der i de tilfælde, hvor der er tale om en klar og varig indtægtsnedgang som følge af en arbejdsskade, vil blive ydet en erhvervsevnetabserstatning på mindst 15 pct. Dette vil også være tilfældet, selv om en medicinsk vurdering efter de nugældende reg-ler ikke ville føre til fastsættelse af en (tabellarisk) invaliditetsgrad på 15 pct. eller derover, men strengt taget kun til en invaliditetsgrad på mindre end 15 pct.
Det er således ikke hensigten med den foreslåede nedre grænse på 15 pct. at udelukke skadestilfælde, hvor det forekom klart, at der har været tale om et indtægtstab af nogen betydning, der skyldes arbejdsskaden.
Det er alene hensigten med den foreslåede nedre grænse at fritage sik-ringsstyrelsen for at realitetsbehandle en række tilfælde med udokumenter-bare og normalt bagatelagtige tab.
…
Spørgsmål 27:
Hvor stor en merudgift vil der ligge i fastholdelse af 5 pct.'s grænsen for erhvervsevneerstatningen?
Spørgsmål 32:
Hvor stor var den gennemsnitlige udgiftsramme pr. år for erstatninger på mellem 5–15 pct. i henhold til lov om forsikring mod følger af ulykkestil-fælde i de seneste 3 år, og hvor stor skønnes den gennemsnitlige årlige ud-giftsramme at blive efter forslaget henholdsvis for ménskader på under 15 pct. og for supplerende erhvervsskadeerstatning for skader, der i ménska-der ikke overstiger 15 pct.?
Hvor stor en procent er det af den samlede udgiftsramme i henholdsvis den gamle lov og efter forslaget?
Svar:
…
14
En nedsættelse af den nedre grænse for erhvervsevnetab fra 15 pct. til 5 pct. vil derfor næppe bevirke en væsentlig forøgelse af de samlede erstat-ningsudgifter. Nedsættelsen vil imidlertid medføre en betydelig belast-ning af sikringsstyrelsens administration, idet der vil forekomme en række tilfælde med bagatelagtige og ofte udokumenterbare tab, der må undersø-ges af sikringsstyrelsen. Det vil ofte også i disse tilfælde være nødvendigt, at styrelsen retter henvendelse til lokale myndigheder, såsom skattevæsen, social- og sundhedsforvaltning m.m., forinden der kan tages stilling til er-statningsspørgsmålet.
Det bemærkes, at i de tilfælde, hvor der på grund af skadelidtes usikre fremtidsforhold, dårligere avancementsmuligheder m.v. vil blive ydet er-statning for klare og varige indtægtstab, selv om en medicinsk vurdering efter de nugældende regler ikke ville føre til fastsættelse af en (tabellarisk) invaliditetsgrad på 15 pct. eller derover, kan der udmåles højere erstatning til de skadelidte efter forslagets 15 pct.-grænse end ved at nedsætte græn-sen til 5 pct. Der henvises herom også til socialministeriets svar på spørgs-mål 11 a.”
Arbejdsskadesikringslovens § 17 a
Den dagældende § 17 a, stk. 1-3, i arbejdsskadesikringsloven lyder:
”§ 17 a. Tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob, fastsættes på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtje-ningen i fleksjobbet.
Stk. 2. Indtjeningen før arbejdsskaden udgør det beløb, som tilskade-komne kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt.
Stk. 3. Indtjeningen i fleksjobbet, jf. stk. 1, udgør summen af lønnen fra ar-bejdsgiveren og tilskuddet fra kommunen.”
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 blev indsat ved lov nr. 1388 af 21. december 2005, og stk. 3 blev indsat ved lov nr. 1380 af 23. december 2012. Af bemærkningerne til forslaget til lov nr. 1388 af 21. december 2005 fremgår bl.a. (Folketingstidende 2005-06, tillæg A, lovforslag nr. L 73, s. 2123):
”Til nr. 2.
Det foreslås at indføre en særlig regel for erstatning for tab af erhvervs-evne til personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller i fleksjob. Det foreslås, at erstatningen i disse sager fastsættes på grundlag af forskellen mellem lønnen før arbejdsskaden og lønnen i fleksjobbet.
15
Tabet gradueres mellem 0 pct. og 100 pct. efter hidtidig praksis.
Det indebærer, at tabet normalt skal udgøre mindst 15 pct. for at berettige til erstatning, og at tabet gradueres i spring på 5 procentpoint.
Ved forslaget genindføres Arbejdsskadestyrelsens og Ankestyrelsens praksis før højesteretsdommen af 22. december 2003. Der henvises til Uge-skrift for Retsvæsen 2004, side 867.
Den erhvervsmæssige situation anses ifølge praksis for afklaret, når tilska-dekomne er visiteret til fleksjob.”
Anbringender
FOA – Fag og Arbejde som mandatar for Appellant har anført navnlig, at
der ikke kan stilles krav om, at et klart og varigt indtægtstab som følge af en ar-bejdsskade skal udgøre mindst 10 %, før det berettiger til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 %.
Højesteret har i dommen optrykt i UfR 2024.2853 fastslået, at det afgørende kri-terium for tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 % ef-ter forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17 er, om der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen som følge af arbejdsskaden. Det fremgår også, at der ikke er holdepunkter for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15 %, før dette kriterium er opfyldt.
I lyset af UfR 2024.2853 H har Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssik-ring anerkendt, at Appellants indtægtsnedgang i perioden fra den 28. fe-bruar til den 31. maj 2019 er varig, og myndighederne bestrider ikke, at ind-tægtsnedgangen udelukkende skyldes arbejdsskaden.
Spørgsmålet er herefter alene, om Appellants indtægtsnedgang på hen-holdsvis 9,6 % og 8,8 % skal anses for ”klar” med den følge, at hun er berettiget til erhvervsevnetabserstatning på 15 %.
Da lovforslaget om indførelsen af 15 %-grænsen blev behandlet i Folketingets Socialudvalg, fremsatte et mindretal et ændringsforslag om, at forslagets 15 %-grænse skulle nedsættes til 5 %. Ifølge socialministerens samlede svar på spørgsmål 27 og 32 vedrørende ændringsforslaget ville indførelsen af en nedre grænse på 5 % medføre en betydelig belastning af administrationen og øge risi-koen for, at myndighederne skulle behandle en række sager med bagatelagtige og ofte udokumenterbare tab.
I Socialudvalgets betænkning af 9. februar 1978 er flertallets forståelse af lov-forslaget opsummeret på den måde, at det ikke er meningen med fastsættelsen
16
af den nedre grænse på 15 % at udelukke i øvrigt berettigede skadelidte fra er-hvervsevnetabserstatning, og at hvis der foreligger et klart og varigt tab af er-hvervsevnen, vil der efter forslaget blive ydet erstatning for dette erhvervsevne-tab med mindst 15 %.
Formålet med at indføre en nedre grænse på 15 % for erstatning af erhvervsev-netab var således at sikre administrationen mulighed for at afvise dyberegå-ende behandling af et stort antal udokumenterbare krav om erstatning for baga-telagtige beløb som følge af mindre arbejdsskader. Lovgiver indførte ordningen velvidende, at en lille gruppe skadelidte med erhvervsevnetab i spændet mel-lem 5 og 15 % ville opnå en minimal overkompensation.
Kravet om, at indtægtstabet skal være klart, skal på baggrund af arbejdsskade-sikringslovens forarbejder forstås sådan, at det afgørende er, om der er klarhed om årsagen til indtægtsnedgangen. Dette er tilfældet i den foreliggende sag, idet de godt tre måneder, som sagen nu angår, falder midt i et forløb på adskil-lige år, hvor Appellant ubestridt er påført et erstatningsberettigende er-hvervsevnetab som følge af arbejdsskaden. Det skal også indgå i vurderingen, at Appellant er blevet påført en så alvorlig arbejdsskade, at hun er blevet til-kendt fleksjob og dermed endeligt har forladt det almindelige arbejdsmarked.
Appellants indtægtsnedgang på henholdsvis 9,6 % og 8,8 % på årsbasis ud-gør mere end en månedsløn, hvilket ikke er bagatelagtigt.
Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har anført navnlig, at det i
lyset af Højesterets dom i UfR 2024.2853 anerkendes, at Appellants ind-tægtsnedgang må anses for varig. Spørgsmålet for Højesteret er herefter alene, om hendes indtægtsnedgang på henholdsvis 9,6 % og 8,8 % skal anses for en klar indtægtsnedgang (dvs. af nogen betydning), som berettiger til en erhvervs-evnetabserstatning på 15 %.
Dette kan ikke anses for at være tilfældet, da det væsentlige retlige kriterium i en sag som den foreliggende er, at indtægtsnedgangen er nær ved 15 %. Det gælder uanset, at Højesteret i UfR 2024.2853 har fundet, at det ikke er afgø-rende, om indtægtsnedgangen er tæt på 15 %.
Vurderingen af, om indtægtsnedgangen er klar , skal foretages under hensynta-gen til, at lovens klare udgangspunkt er, at der alene tilkendes erstatning for et tab af erhvervsevne, som udgør mindst 15 %. Dette må særligt gælde i en sag som den foreliggende, hvor arbejdsskademyndighederne skal træffe afgørelse i en partstvist, hvor en parts fordel opnås på bekostning af den anden part.
Hertil kommer, at der ikke foreligger administrativ praksis, hvor der tilkendes erhvervsevnetabserstatning for indtægtstab, der er opgjort til henholdsvis 9,6 %
17
og 8,8 %, ligesom erhvervsevnetab fastsættes i procentpoint med intervaller på 5, og at indtægtsnedgangene end ikke udgør 10 %, hvilket relativt set ligger be-tydeligt under den i loven fastsatte grænse på 15 %.
Det anførte skal også ses i lyset af, at det fremgår af Folketingets Socialudvalgs betænkning af 9. februar 1978, at udvalgets mindretal var enig i, at erhvervsev-netabserstatning ikke alene skal udmåles efter en medicinsk invaliditetstabel, men efter en konkret vurdering af skadelidtes tab af erhvervsevne, og at dette ikke berettiger til at undlade at betale erstatning for tab af erhvervsevne mellem 5 og 15 %. Mindretallets ændringsforslag om, at 15 %-grænsen blev nedsat til 5 %, blev ikke vedtaget.
Parterne i UfR 2024.2853 H var ikke enige om, at en tilskadekommen kan have ret til erstatning, selv om erhvervsevnetabet er mindre end 15 %. Parterne var alene enige om, at der i visse tilfælde kan tilkendes erstatning for tab af er-hvervsevne på 15 % efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, selv om indtægts-nedgangen er mindre end 15 %. I tilfælde, hvor erhvervsevnetabet er mindre end 15 %, vil der derimod ikke være ret til erstatning, jf. udtrykkeligt den da-gældende arbejdsskadesikringslovs § 17, stk. 1, 2. pkt. Der kan imidlertid – selv om indtægtsnedgangen opgøres til mindre end 15 % – tilkendes erhvervsevne-tabserstatning svarende til 15 %, hvis indtægtsnedgangen må anses for klar og varig.
Arbejdsskademyndighedernes hidtidige forståelse af arbejdsskadesikringslo-ven, der i relation til sager omfattet af lovens § 17 går helt tilbage til lovens op-rindelse i 1978, bør tillægges særlig betydning, herunder navnlig i en sag som denne, hvor der er tale om en arbejdsgiverfinansieret forsikringsordning med præmieberegning under hensyn til en gennem lang tid fulgt praksis for erstat-ningsudbetaling, jf. UfR 2007.1039 H.
Selv hvis der ikke kan stilles krav om en nær sammenhæng mellem indtægts-nedgangen i procent og ordlyden af den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 17, stk. 1, har myndighederne med rette afvist at tilkende Appellant er-hvervsevnetabserstatning, da det vil være i strid med lovens system, såfremt et indtægtstab på mindre end 10 % medfører tilkendelse af erhvervsevnetabser-statning på 15 %.
Det kan ikke have været lovgivers hensigt med reglerne, at indtægtstab, der er tættere på 5 % end 15 %, skal kompenseres med en erhvervsevnetabserstatning på 15 %. Hvis lovgiver havde ønsket det modsatte, havde lovgiver fastsat græn-sen til 5 %, hvilket som nævnt blev foreslået af Socialudvalgets mindretal, men blev afvist.
18
Hvis Højesteret måtte finde, at der i denne sag skal tilkendes erhvervsevnetabs-erstatning på 15 %, vil arbejdsskademyndighederne skulle gennemgå og even-tuelt genoptage et meget betydeligt antal sager efter bestemmelsen i den dagæl-dende arbejdsskadesikringslovs § 17 a tilbage til bestemmelsens indførelse den 1. januar 2006. Hvis Højesteret måtte mene, at fortolkningen af § 17 a i denne sag også måtte få afsmittende effekt på sager, der alene er omfattet af den da-gældende arbejdsskadesikringslovs § 17, vil det desuden medføre, at myndig-hederne skal gennemgå og eventuelt genoptage et endnu større antal sager 30 år tilbage, da det i så fald som udgangspunkt alene vil være den absolutte for-ældelsesfrist, som finder anvendelse.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
Appellant pådrog sig i 2008 en diskusprolaps i forbindelse med sit arbejde som hjemmehjælper. Skaden blev i 2009 anerkendt som en arbejdsskade.
Ved afgørelse af 15. november 2010 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen (nu Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikring) Appellants midlertidige erhvervsevnetab til 60 %, hvilket styrelsen fastholdt i efterfølgende afgørelser.
Den 1. august 2016 blev Appellant ansat i et fleksjob, og den 5. maj 2017 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – med henvisning til, at hendes indtægts-nedgang var på 13,5 % – afgørelse om, at hendes midlertidige erhvervsevnetab nu var på 15 %.
Den 28. februar 2019 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at Appellants midlertidige erhvervsevnetab nu var på under 15 % med henvis-ning til, at hendes indtægtsnedgang var på 9,6 %. Ankestyrelsen stadfæstede denne afgørelse den 25. juli 2019.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastholdt ved afgørelse af 22. februar 2021, at Appellants midlertidige erhvervsevnetab var under 15 %. Denne afgørelse blev genoptaget, og den 18. marts 2024 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henvisning til, at Appellants indtægtsnedgang var på 13,4 %, afgørelse om, at hendes erhvervsevnetab fra den 1. juni 2019 og frem var på 15 %. Endvi-dere traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henvisning til, at hendes ind-tægtsnedgang var på 8,8 %, afgørelse om, at erhvervsevnetabet i perioden fra den 1. marts til den 31. maj 2019 var mindre end 15 %.
Ankestyrelsen stadfæstede den 27. juni 2024 Arbejdsmarkedets Erhvervssik-rings afgørelse af 18. marts 2024 for så vidt angår den påklagede del af afgørel-sen, der angik perioden den 1. juni 2019 og frem, hvor Arbejdsmarkedets Er-hvervssikring havde fastsat Appellants erhvervsevnetab til 15 %.
19
Sagen for Højesteret angår, om Appellant var berettiget til erhvervsevne-tabserstatning svarende til 15 % den 28. februar 2019 og i perioden fra den 1. marts til den 31. maj 2019, hvor hendes indtægtsnedgang var på henholdsvis 9,6 % og 8,8 %.
Fire dommere – Jan Schans Christensen, Kurt Rasmussen, Rikke Foersom og Mohammad Ahsan – udtaler:
Arbejdsskadesikringslovens § 17 og § 17 a
Højesteret har i dom af 9. april 2024 (UfR 2024.2853) – med henvisning navnlig til Folketingets Socialudvalgs betænkning i Folketingstidende 1977-78, tillæg B, betænkning over bl.a. lovforslag nr. L 47, sp. 315 ff. – udtalt, at det afgørende kriterium efter forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17 er, om der fore-ligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen som følge af arbejdsskaden, men at der ikke er holdepunkter for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15 %, for at dette kriterium er opfyldt.
Parterne er enige om, at den nedre grænse på 15 % i arbejdsskadesikringslovens § 17 ikke er absolut, og at en tilskadekommen kan tilkendes erhvervsevnetabs-erstatning svarende til 15 %, selv om indtægtsnedgangen opgøres til mindre end 15 %, hvis indtægtsnedgangen må anses for klar og varig. De er endvidere enige om, at dette også gælder i tilfælde, hvor den tilskadekomne er i fleksjob, og erhvervsevnetabet derfor skal opgøres efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a. Derimod er parterne uenige om, hvor stor indtægtsnedgangen skal være for, at der kan tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 %.
Vi bemærker, at det fremgår af forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17, at formålet med den nedre grænse på 15 % for erstatning for erhvervsevne-tab bl.a. er at ”sikre administrationen mulighed for at afvise dyberegående be-handling af et stort antal udokumenterbare krav om erstatning for bagatelag-tige beløb som følge af mindre arbejdsskader” , jf. Folketingstidende 1977-78, til-læg A, lovforslag nr. L 47, sp. 916.
Det følger af det anførte, at en tilskadekommen kan tilkendes erhvervsevne-tabserstatning svarende til 15 %, selv om indtægtsnedgangen opgøres til min-dre end 15 %, hvis der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen som følge af arbejdsskaden, og at der ikke gælder et krav om, at indtægtsnedgangen skal være tæt på 15 %.
I tilfælde, hvor den tilskadekomne er i fleksjob, og erhvervsevnetabet skal op-gøres efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, vil der typisk foreligge et klart og varigt tab af erhvervsevnen. Det skyldes, at det er en betingelse for tilkendelse af fleksjob, at der foreligger varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen.
20
I sådanne tilfælde er spørgsmålet, om der er grundlag for at afvise krav om er-statning for tab af erhvervsevne med henvisning til, at der er tale om ”udoku-menterbare krav om erstatning for bagatelagtige beløb som følge af mindre ar-bejdsskader” .
Om udtrykket ”bagatelagtige beløb” bemærker vi, at det i forarbejderne til ar-bejdsskadesikringslovens § 17 ikke nærmere er beskrevet, hvornår et beløb må anses for bagatelagtigt. Det er efter vores opfattelse forudsat under behandlin-gen af forslaget til lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring, at der vil være tale om bagatelagtige beløb, hvis indtægtsnedgangen er mindre end 5 %.
Den konkrete sag
Appellants indtægtstab på henholdsvis 9,6 % og 8,8 % er uomtvistet, og der er tale om en arbejdsskade, som klart og varigt har medført et erhvervsevnetab, hvilket Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om, at hun har lidt et erhvervsevne-tab på 60 % også er udtryk for.
Vi finder herefter, at Ankestyrelsen skal anerkende, at Appellant den 28. fe-bruar 2019 var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 %, og at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal anerkende, at hun er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 % i perioden fra den 1. marts til den 31. maj 2019.
Vi stemmer derfor for at tage Appellants påstande til følge.
Dommer Poul Dahl Jensen udtaler:
Efter arbejdsskadesikringslovens dagældende § 17, stk. 1, 2. pkt., ydes der ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 %. Bestemmelsen gæl-der både i tilfælde, hvor erhvervsevnetabet fastsættes efter § 17, og i tilfælde, hvor erhvervsevnetabet fastsættes for personer, der efter en arbejdsskade er vi-siteret til fleksjob eller er i fleksjob. I disse tilfælde med fleksjob fastsættes tabet efter lovens § 17 a på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejds-skaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet, hvorved forstås summen af lønnen fra arbejdsgiveren og tilskuddet fra kommunen.
Bestemmelsen i § 17 a indebærer, at erhvervsevnetabet svarer til indtægtsned-gangen, således at en indtægtsnedgang på f.eks. 20 % udløser et erhvervsevne-tab på 20 %. Er indtægtsnedgangen mindre end 15 %, fører bestemmelsen til, at erhvervsevnetabet også er mindre end 15 %, og tabet giver dermed som ud-gangspunkt ikke ret til erstatning, jf. lovens § 17, stk. 1, 2. pkt.
21
I forarbejderne til lovens § 17 er det bl.a. anført, at der i de tilfælde, hvor der er tale om en klar og varig indtægtsnedgang som følge af en arbejdsskade, vil blive ydet en erhvervsevnetabserstatning på mindst 15 %, og at det ikke er hen-sigten med den nedre grænse på 15 % at udelukke skadestilfælde, hvor det fo-rekommer klart, at der har været tale om et indtægtstab af nogen betydning, der skyldes arbejdsskaden.
Parterne er – i lyset af det, der er anført i forarbejderne til arbejdsskadesikrings-lovens § 17 – enige om, at den nedre grænse på 15 % i § 17 ikke er absolut, og at en tilskadekommen efter omstændighederne kan tilkendes erhvervsevnetabser-statning svarende til 15 %, selv om indtægtsnedgangen efter § 17 a opgøres til mindre end 15 %. Som anført af flertallet er parterne imidlertid uenige om, hvor stor indtægtsnedgangen skal være for, at der kan tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 %.
I dommen i UfR 2024.2853 har Højesteret udtalt, at der ikke er holdepunkter for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15 %, og i dommen fastslog Højeste-ret, at den tilskadekomne var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 %, selv om hendes erhvervsevnetab opgjort efter lovens § 17 a udgjorde 10,3 %.
For den periode, som den foreliggende sag angår, udgør Appellants er-hvervsevnetab 9,6 % og 8,8 % opgjort efter lovens § 17 a.
Efter arbejdsskadesikringsloven ydes der som nævnt ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne opgjort efter lovens regler er mindre end 15 %. Lovens ordlyd indeholder ingen undtagelser fra denne nedre grænse. Rækkevidden af den undtagelsesmulighed, der følger af forarbejderne, må fastlægges på en sådan måde, at den ikke underminerer den ordning, der følger af lovens ordlyd. Efter min opfattelse må det derfor kræve sikre holdepunkter i forarbejderne, hvis undtagelsesmuligheden skal kunne finde anvendelse ved erhvervsevnetabspro-center, der er betydeligt lavere end 15. Sådanne holdepunkter foreligger ikke.
På den baggrund finder jeg, at det er med rette, at arbejdsskademyndighederne ikke har fundet grundlag for at fravige den ordning, der følger af lovens ordlyd, og tilkende Appellant erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 % i en situation, hvor tabet opgjort efter lovens § 17 a var under 10 %.
Jeg stemmer derfor for at stadfæste landsrettens dom.
Konklusion og sagsomkostninger
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
22
Højesteret tager herefter Appellants påstande til følge som nedenfor be-stemt.
I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal Ankestyrelsen og Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikring hver betale 86.250 kr. til FOA – Fag og Arbejde som mandatar for Appellant. Heraf er 75.000 kr. til dækning af udgift til ad-vokat og 11.250 kr. til dækning af retsafgifter.
THI KENDES FOR RET:
Ankestyrelsen skal anerkende, at Appellant den 28. februar 2019 var beretti-get til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 %.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal anerkende, at Appellant er beretti-get til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 % i perioden fra den 1. marts til den 31. maj 2019.
I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal Ankestyrelsen og Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikring hver betale 86.250 kr. til FOA – Fag og Arbejde som mandatar for Appellant.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 17-01-2025 kl. 12:00
Modtagere: (H) Anders Bang Mønster Hansen, Indstævnte Ankestyrelsen, (H) Jacob Pinborg, Indstævnte S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Appellant FOA - Fag og Arbejde som mandatar for Appellant