Dom
RETTEN I VIBORG
DOM
afsagt den 30. juni 2021
standom betaling af et mindre beløb end det indstævnede beløb med tillæg af
procesrenter fra sagens anlæg.
Oplysningerne i sagen
2
Den 28. februar 2008 indgik sagsøgeren og Virksomhed ApS en kreditaftale – kasse-kredit med en kreditramme/trækningsret på 500.000 kr. Det fremgår af aftalen, at kreditten skal indfries den 1. august 2008, medmindre der træffes ny aftale om afvikling.
Af en kautionserklæring af den 28. februar 2008 fremgår det, at sagsøgte inde-står som selvskyldnerkautionist til sikkerhed for prompte og skadesløs betaling af, hvad Virksomhed ApS måtte blive sagsøgeren skyldig, herunder renter og om-kostninger.
Det fremgår af et kontoudtog af den 6. oktober 2014 vedrørende Virksomhed ApS i perioden fra den 13. november 2008 til den 4. juni 2010, at kassekreditten var overskredet den 13. november 2008, og at kassekreditten igen blev overskredet i december 2008, januar 2009 og fra den 31. marts 2009.
Af en udskrift fra Erhvervsstyrelsen af den 1. marts 2019 vedrørende Virksomhed ApS fremgår det, at selskabet blev opløst efter konkursbehandling den 8. januar 2010, og at der den 23. marts 2009 blev afsagt konkursdekret over selskabet. Sagsøgte indtrådte som formand i bestyrelsen fra den 27. april 2005.
Af et kontoudtog af den 21. april 2020 vedrørende Virksomhed ApS fremgår det, at der den 2. juli 2008 er indbetalt 120.000 kr. med bemærkningen ”Lån Udeladt” , at der den 18. juli 2008 er indbetalt 50.000 kr. med bemærkningen ”Fra Udeladt” , at der den 22. august 2008 er indbetalt 100.000 kr. med bemærkningen ”Lån fra Udeladt” , at der den 8. september 2008 er indbetalt 50.000 kr. med bemærkningen ”Lån fra Udeladt” , at der den 7. oktober 2008 er indbetalt 80.000 kr. med bemærk-ningen ”Lån Udeladt” , og at der den 5. november 2008 er betalt et genforhand-lingsgebyr på 1.200 kr.
Det fremgår af en bevillingsseddel af den 5. november 2008 vedrørende Virksomhed ApS, at sagsøgeren bevilger den samme kassekredit i en løbetid på 10 måneder, og at ny aftaledato er den 1. august 2009. Omkostningerne i den forbindelse er 1.200 kr., som tilfalder sagsøgeren.
Af en bevillingsseddel af den 5. november 2008 vedrørende Virksomhed ApS og sagsøgte som selvskyldnerkautionist fremgår det, at kautionen fra indehaveren Sagsøgte fortsat er afgørende.
Det fremgår af et brev af den 26. marts 2009 fra sagsøgeren til sagsøgte, at sagsøgeren på grund af Virksomhed ApS' konkurs opsiger sagsøgtes kautionsforplig-telse, som kan opgøres til 511.667,42 kr.
3
Af et brev af den 6. oktober 2009 fra sagsøgeren til sagsøgte fremgår det, at sagsøgeren opsiger sagsøgtes kautionsforpligtelse, som kan opgøres til 543.987,81 kr., og at brevet er sendt både som anbefalet og almindelig post.
Det fremgår af breve af den 14. maj 2012, 6. oktober 2014, 15. oktober 2015 og den 28. juni 2016 fra sagsøgeren til sagsøgte, at sagsøgeren rykker sagsøgte for en dialog vedrørende sagsøgtes gæld til sagsøgeren. I det seneste brev er sagsøgtes gæld opgjort til 543.987,81 kr. inkl. renter.
Forklaringer
Sagsøgte har forklaret, at han er uddannet ingeniør. Han trådte ind i en
lille tysk virksomhed Udenlandsk virksomhed. Det var i dag en stor virksomhed. Han åbnede afde-linger i Norden. Han var en god sælger, og han startede en international karrie-re. Han boede herefter i USA og Tyskland i forbindelse med sit arbejde. På et tidspunkt ønskede han at trappe lidt ned og have en mere støttende funktion ved opstart af virksomheder. Han mødte Person 1, og han ville gerne bygge Virksomhed ApS op. Han investerede i virksomheden og indtrådte i bestyrelsen. Person 1 var ikke en god CEO. Person 2 blev derfor bragt ind i bestyrelsen, for at gennemføre en handlingsplan med henblik på at få en bedre omsætning.
Han var sammen med Person 2, da de skrev dokumenterne under. Han havde ind-gået en aftale med Person 2 om en handlingsplan, som bl.a. vedrørte en kapitaltil-førsel. Sagsøgeren ønskede egentlig en afvikling af selskabet. Han underskrev en kautionserklæring, som var knyttet op til en indfrielse den 1. august 2008. Aftalen løb derfor kun til den 1. august 2008. Sagsøgeren var bekendt med den-ne forudsætning. Han blev ikke informeret om, at kreditaftalen blev forlænget. Han fik først besked herom i forbindelse med sagen. Han skød yderligere penge ind i Virksomhed ApS i efteråret 2008. Han havde ikke skudt penge ind i selskabet, hvis han havde vidst, at kreditten ikke var nedbragt. Person 2 fortalte ham ikke herom. Han var ikke inde over den daglige drift.
Han havde fået indtrykket ved den løbende gennemgang af handlingsplanen, at kreditten var indfriet. Han vidste ikke, om han havde spurgt Person 2 direkte herom. Handlingsplanen blev fulgt, og omsætningen blev forbedret. Han skød derfor flere penge ind i selskabet. Han stoppede med at tilføre penge, da han fandt ud af, at kreditten ikke var indfriet.
Foreholdt ekstraktens side 63 og 116, forklarede han, at han havde modtaget brevet med opsigelsen af kautionsforpligtelsen.
Foreholdt ekstraktens side 80-83, forklarede han, at han ikke havde modtaget brevene. Han kunne ikke forestille sig, at brevet ekstraktens side 83 var sendt fra sagsøgeren. Sagsøgeren havde alle hans oplysninger. Han forstod ikke,
4
hvorfor de ikke ringede ham op for at tale om gælden. Det var ikke en ordentlig måde at kommunikere på. Der gik lang tid, hvor han ikke hørte fra sagsøgeren.
Han flyttede fra Frankrig i 2017. Han boede i Kiev i 1½ år, hvorefter han flytte-de til München i juli 2019. Han flyttede til Kiev, da han var i gang med at bygge en virksomhed op, som også havde kontor i Kiev. Han var glad for medarbej-
dernei Kiev, og der var konkurrence om de gode medarbejdere. Han skulle
derfor være tæt på sine medarbejdere. Han indgik i den daglige ledelse i Kiev. Det gav en god kultur i selskabet, og han kunne slippe tøjlerne lidt efter 1½ år.
Det havdeværet en god beslutning. Han var en offentlig person, som stod for
tre selskaber. Selskaberne blev bl.a. støttet af Vækstfonden. Han var ikke på Facebook. Han havde haft samme telefonnummer i 25 år, og sagsøgeren havde haft telefonnummeret.
Han ejede Virksomhed ApS sammen med Person 1 til at starte med. 3 år senere kom Person 2 ind og fik 20% af selskabet. Han var hovedaktionær. Han havde ikke adgang til selskabets konti. Det var den administrerende direktør, som havde adgang hertil. Han var bestyrelsesformand. Han skulle ikke sikre, at selskabet havde en
sundøkonomisk tilstand. De holdt bestyrelsesmøder én gang om måneden. På
statusmøderne talte de om, om de fulgte handlingsplanen. Han kunne ikke hu-ske, at den administrerende direktør oplyste, at kassekreditten blev forlænget. De så bl.a. på antallet af kunder og udviklingen i omsætningen.
Han betalte penge ind på kassekreditten som lån i 2. halvår 2008. Det var den eneste konto i selskabet, og det var naturligt, at han indbetalte hertil. Han lånte
pengetil selskabet i august 2008. Væksten var vendt, og han lånte selskabet
penge, da det var attraktivt at hjælpe selskabet. Han ville skabe merværdi. Han var overbevist om, at selskabet alene havde én konto. Han indbetalte til den konto, da den var aktiv. Han spurgte ikke Person 2 om, hvorvidt kassekreditten var
indfriet.Han tænkte, at kreditten var blevet indfriet, da det gik bedre for sel-
skabet. Selskabet brugte færre penge, og han havde derfor fået indtrykket af, at kassekreditten var nedbragt.
Foreholdt ekstraktens side 80, forklarede han, at han ikke havde modtaget bre-vet. Det var nok alene sagsøgeren, som sendte breve. Han havde lavet en nøjag-tig fil med breve fra sagsøgeren. Hvis han havde modtaget brevet, så ville han have haft det. Han gik ud fra, at han ikke havde modtaget brevet.
Han kontrollerede ikke bankkonti i sit nuværende selskab, hvor han var admi-nistrerende direktør. I hans nuværende selskab blev der også indskudt penge, når selskabet opnåede målopfyldelse løbende.
5
Vidne har forklaret, at han er ansat i Jyske Bank. Det havde han været i
23 år. I 2008 sad han i afdelingen i By. Han sad som leder af erhvervsafde-lingen og behandlede bl.a. erhvervskreditter. Hvis erhvervskreditter skulle for-længes, så tog de en snak med kunden. De så på regnskabsmateriale. Hvis alt var ok, så blev kreditten forlænget. Hvis de ikke kunne få fat på kunden, så prøvede de på anden vis. De fik altid fat på deres erhvervskunder. Hvis de ikke
kunneopnå kontakt, så ville de forlange kassekreditten indfriet. De var typisk
fleksible for at få en dialog med kunden og for at få penge ind på kontoen. Det var en konkret vurdering på baggrund af dialogen med kunden, om engage-mentet skulle fortsætte.
Foreholdt ekstraktens side 76, forklarede han, at det var hans initialer på bevil-lingsseddelen. De havde en løbende dialog med selskabets direktør Person 2. Person 2 var et kendt ansigt i Afdeling. De forlængede aftalen i 10 måneder. Selskabets kapital blev genetableret. Person 2 tilførte penge, og der skete også andre ting. Person 2 så positivt på selskabets fremtid.
Foreholdt ekstraktens side 78, forklarede han, at Person 2 sagde, at inde-haverne af selskabet bakkede op og havde tro på selskabet. Bankens mislighol-delsesrente kunne godt være på omkring 19%. Det var sådan dengang og også ca. sådan i dag. Det fremgik af sagsøgerens prisblad.
Virksomhed ApS havde kun én konto, som var en kassekreditkonto. Han var usikker på, hvornår aftalen om kassekredit blev indgået.
Foreholdt ekstraktens side 76, forklarede han, at Person 2 var tegningsberettiget. De informerede ikke sagsøgte i dette tilfælde. Det ville de have gjort ved en 3. mandskautionist. Sagsøgte var en del af selskabet, og han blev derfor ikke ori-enteret.
Hanvidste ikke, hvorfor inddrivelsen var flyttet rundt mellem afdelinger hos
sagsøgeren. Han havde ikke kendskab til inkassoafdelingen. Dialogen med en
kundeforegik mest pr. telefon. De kiggede regnskabstal igennem. Sagsøgeren
havde ikke bedt Person 2 om at kautionere, da sagsøgte ejede 80% af sel-skabet.
Parternes synspunkter
Jyske Bank A/S har i sit påstandsdokument anført følgende:
” …
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende,
6
at sagsøger og sagsøgte indgik en gyldig og bindende kautionsaftale, og sagsøgte er forpligtet
til at betale i henhold til indløste kautionsforpligtelse,
at parterne indgik en gyldig og bindende værnetingsaftale, idet sagsøgte under-skrev som bestyrelsesformand, hvorved sagsøgte var erhvervsdrivende,
at ingen del af kravet var/er forældet, da sagsøger afbrød forældelsen ved sagsan-læg, hvorved kravet består, samt
at kautionskravet ikke kunne gøres gældende mod sagsøgte førend Virksomhed ApS' konkurs den 23.
marts 2009, da kravet ikke tidligere var forfaldent til betaling, hvorved kravet ikke er forældet,
da stævningen blev anlagt inden for 10 års fristen,
at det bestrides, at sagsøger har fortabt retten til at gøre kravet gældende, idet sagsøgte ikke med rette kunne antage, at sagsøger havde opgivet kravet,
at sagsøgers krav er opgjort i overensstemmelse med aftalen, og Forældelsesloven § 6 stk. 3, idet renter og gebyrer, som blev tilskrevet inden for det aftale maksi-mum, er omfattet af den 10 årige forældelsesfrist,
at Virksomhed ApS gik konkurs 23. marts 2009. Konkursen blev afsluttet uden divi-dende til sagsøger
hvorved sagsøgtes regreskrav mod det konkursramte selskab ikke blev forringet, og kravet skal derfor ikke nedsættes i medfør af Lov om Finansiel Virksomhed § 47,
at sagsøger i øvrigt indløste kautionen rettidigt overfor sagsøgte den 26. marts 2009, hvorved
sagsøger i iagttog Lov om Finansiel Virksomhed § 47, hvorved kravet ikke skal nedsættes,
at det bestrides, at Person 1, kautionerede for kassekreditaftalen, og det bestrides endvidere, at kravet skal nedsættes med henvisning hertil,
at det bestrides, at kravet skal nedsættes med sagsøgtes eventuelle indbetalinger til kassekreditkontoen,
at sagsøgte ikke indfriede kautionskravet trods flere breve herom, hvorved sagsø-ger er berettiget
til at forrente sig krav i overensstemmelse med Rente- og Forældelsesloven, hvilket sagsøger har gjort,
7
at sagsøger er berettiget til at forrente kravet som anført i påstanden jf., aftalerne,
at sagsøgte ikke indfriede kautionskravet trods flere breve herom, hvorved sagsø-ger er berettiget
til at forrente sit krav i som gjort,
at sagsøger i øvrigt er berettiget til den opkrævede rentesats, jf. rentelovens § 7, stk. 4, jf. § 3, og at rentekravet er opgjort i overensstemmelse med rentelovens § 3, stk. 1 og forældelseslovens
§ 3, stk. 1.
…”
Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført følgende:
” …
Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende,
at kautionskravet er forældet, idet forældelsesfristen skal regnes fra den 1. august 2008, hvor kreditten ifølge den aftale kautionen relaterer sig til udløb, subsidiært fra den 4. februar 2009, hvor den sidste postering, som ikke er en rente eller gebyr postering foretages på kontoen, jfr. lov om forældelse § 6, stk. 2,
at sagsøgte ikke har informeret sagsøgte om den manglende indfrielse af kreditaf-talen pr. 1. august 2008 eller den efterfølgende forlængelse af kreditaftalen, og at forlængelsen som følge heraf ikke har retskraft over sagsøgte,
at sagsøger fra 2009 ikke har foretaget sig tilstrækkeligt relevante skridt for at gø-re sit krav gældende overfor sagsøgte,
at sagsøger har tilsidesat sin informationspligt i henhold til lov om finansiel virk-somhed § 47 og § 48 stk. 6,
at sagsøgte ikke kan hæfte for et større beløb, inklusive renter, end kredittens mak-simum ved afgivelsen af kautionen, jfr. Lov om finansiel virksomhed § 48 stk. 3,
at sagsøgte ved sin passivitet har fortabt retten til at gøre kravet gældende,
at renter i henhold til forældelseslovens § 6 stk. 3 forældes efter 3 år,
…”
8
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Det er uomtvistet, at Sagsøgte den 28. februar 2008 kautionerede som selvskyldnerkautionist for den gæld, som selskabet Virksomhed ApS måtte have eller få til Jyske Bank A/S, som samtidig bevilgede Virksomhed ApS en kassekredit på 500.000 kr. Kassekreditten skulle indfries den 1. august 2008, med mindre der blev aftalt andet om afviklingen.
Det fremgår af oplysningerne i sagen, at Sagsøgte siden april 2005 var bestyrelsesformand i Virksomhed ApS, og Sagsøgte har forklaret, at han var hovedaktionær i selskabet. Virksomhed ApS havde alene én bankkonto, hvortil der var knyttet ovennævnte kassekredit. Det fremgår af et kontoudtog vedrørende bankkontoen, at Sagsøgte i perioden fra den 2. juli til den 7. oktober 2008 indbetalte 400.000 kr. til kontoen, herunder med angivelse af ”Lån…” .
Det fremgår af bevillingssedler af den 5. november 2008, at kassekreditten blev bevilget i en periode på 10 måneder, at en ny aftaledato var den 1. august 2009, og at Sagsøgtes kaution fortsat var afgørende. Omkostningerne i den forbindelse på 1.200 kr. blev trukket på Virksomhed ApS' konto.
Underhenvisning til det oven for anførte lægger retten til grund, at Sagsøgte
Sagsøgte var bekendt med forlængelsen af kassekreditten og kautionsforpligtel-sen, og at Sagsøgte var bekendt med selskabets økonomiske forhold herunder udnyttelsen af kassekreditten på selskabets eneste bankkonto.
Virksomhed ApS gik konkurs ved afsigelse af konkursdekret den 23. marts 2009. Un-der henvisning hertil løber forældelsesfristen for kautionsforpligtelsen først fra den 23. marts 2009. Jyske Bank A/S opsagde Sagsøgtes kautionsforplig-telse ved brev af den 26. marts 2009 til Sagsøgte.
Nærværende sag er anlagt den 1. marts 2019, og Jyske Banks krav er derfor ikke forældet, jf. forældelseslovens § 6.
Jyske Bank A/S har ikke i perioden fra opsigelsen af kautionsforpligtelsen og indtil sagsanlæg handlet på en måde, som kunne give Sagsøgte indtryk af, at Jyske Bank havde opgivet sit krav over for Sagsøgte. Sagsøgte har heroverfor ikke løftet bevisbyrden for, at Jyske Banks krav er bortfal-det som følge af passivitet.
Herefter, og da det, som Sagsøgte i øvrigt har gjort gældende, ikke kan føre til et andet resultat, tager retten sagsøgerens påstand til følge.
9
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 40.000 kr., af retsafgift med 12.300 kr. og af udgifter til vidneførsel med 2.915,20 kr., i alt 55.215,20 kr. Jyske Bank A/S er ikke momsre-gistreret.
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte, tilpligtes at betale sagsøgeren, Jyske Bank A/S, kr. 500.000,00 med tillæg af aftalt variabel misligholdelsesrente p.t. 19,00% p.a. som beregnes dagligt og tilskrives kvartalsvist fra den 2. marts 2016 til betaling sker.
Sagsøgte skal til Jyske Bank A/S betale sagsomkostninger med 55.215,20 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 30-06-2021 kl. 11:00
Modtagere: Sagsøgte, Anden partsrepræsentant, Sagsøger JYSKE BANK A/S, Advokat Christian H.
Schjerning