Gå til indhold
Tilbage til søgning

Landsretten stadfæster byrettens dom i tiltale for spirituskørsel efter færdselslovens § 117, jf. § 53, stk. 1

Østre LandsretStraffesag2. instans26. februar 2009
Sagsnr.: 2409/23Retssagsnr.: SS-3109/2008-OLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Straffesag
Ret
Østre Landsret
Rettens sagsnummer
SS-3109/2008-OLR
Sagstype
Bødesag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
2409/23
Sagsemner
Færdsel
Sagsdeltagere
PartAnklagemyndigheden; Rettens personaleTalevski; Rettens personaleLisbet Wandel; PartsrepræsentantJørn Haandbæk Jensen; Rettens personaleJacob Scherfig

Dom

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________

D O M

Afsagt den 26. februar 2009 af Østre Landsrets 21. afdeling

(landsdommerne Lisbet Wandel, Talevski og Jacob Scherfig (kst.)).

21. afd. a.s. nr. S-3109-08:

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

(CPR nr. (Født 1962))

(advokat Jørn Haandbæk Jensen, besk.)

Påstande

Hillerød Rets dom af 16. oktober 2008 (SS 8-1059/2008) er anket af Tiltalte med påstand om formildelse for så vidt angår frakendelsestiden.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Parternes synspunkter

Tiltalte har til støtte for påstanden om formildelse gentaget sine synspunkter for by-retten.

Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om stadfæstelse navnlig henvist til ordlyden af færdselslovens § 128, stk. 2, sammenholdt med § 53, stk. 1. Der er end-videre henvist til blandt andet dommene i U 2007.2021 Ø og TfK 2007.219 V.

- 2 -

Parterne er enige om, at førerretten alene skal frakendes i 1 år, hvis den praksis, der gjaldt før ændringen af færdselsloven ved lov nr. 363 af 24. maj 2005, skal følges.

De relevante regler

For spirituskørsel straffes blandt andet den, som fører eller forsøger at føre et motor-drevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentra-tionen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,50 promille, jf. færdselslovens § 53, stk. 1.

Hvis promillen har været over 1,20, skal førerretten frakendes ubetinget, jf. færdsels-lovens § 126, stk. 1, nr. 1. Hvis promillen har været over 0,50, men ikke over 1,20, frakendes førerretten betinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 8. Det gælder – som noget nyt i forhold til retstilstanden før lovændringen i 2005 – også, hvor pro-millen har været i intervallet mellem 0,51 og 0,80. Førerretten skal dog frakendes ubetinget, hvis føreren har gjort sig skyldig i flere spirituskørsler, hvor promillen ik-ke har været over 1,20, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 7.   

I færdselslovens § 128 er der fastsat regler om længden af ubetinget frakendelse af førerretten. Reglerne har følgende ordlyd:

” § 128. Ubetinget frakendelse sker for et tidsrum af mellem 6 måneder og 10 år, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Ubetinget frakendelse som følge af spirituskørsel … sker for et tids-rum af mindst 3 år.

Stk. 3. Førerretten kan frakendes for bestandig, hvis føreren under kørslen har begået grove kørselsfejl, kørslen har resulteret i alvorlig personskade og der foreligger sådanne oplysninger om førerens tidligere færdselslovsover-trædelser, at en frakendelse af førerretten for bestandig skønnes påkrævet af hensyn til færdsels sikkerheden og retshåndhævelsen.”

Lovforslaget

De ovennævnte regler er baseret på forslag nr. L 7, Folketinget 2004-2005 (2. sam-ling) til lov om ændring af færdselsloven. Det fremgår af lovforslagets pkt. 1.1.1, at reglerne har til formål at forenkle de gældende regler og praksis. Et andet hovedfor-

- 3 -

mål med lovforslaget er at skærpe straffen for spiritus- og promillekørsel og kørsel i frakendelsestiden.   

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1448/2004 om sanktioner for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden. Betænkningen er afgivet af Udvalget om sanktionsfast-sættelse i sager og spiritus- og promillekørsel. Der henvises til pkt. 1.1.1 i lovforsla-gets almindelige bemærkninger. Af pkt. 1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærk-ninger fremgår imidlertid, at Justitsministeriet ikke har medtaget den del af udvalgets forslag, som vedrører absolut kumulation af frihedsstraf og frakendelsestid. Justits-ministeriet har anmodet Straffelovrådet om en udtalelse om dette forslag, som i givet fald ”vil være en væsentlig strafferetlig nydannelse” .

I lovforslagets almindelige bemærkninger er der under pkt. 1.2, der vedrører lovfor-slagets hovedelementer, anført blandt andet følgende:

”Det foreslås endvidere, at der skal ske en betinget frakendelse af førerretten for kørsel med en promille i intervallet i intervallet 0,51-0,80, således at der kommer til at gælde det samme som, hvis der køres med en promille i inter-vallet 0,81-1,20. Der henvises herom til pkt. 6.3 nedenfor.

Herudover foreslås det, at frakendelsestiden, hvis der skal ske ubetinget fra-kendelse som følge af spiritus kørsel, i alle tilfælde skal være mindst 3 år…”

Under pkt. 6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, der angår spørgsmålet om frakendelse af førerretten, er der anført følgende:

”Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og overvejelser, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lov-forslagets § 1, nr. 18 (§§ 125-128) og bemærkningerne hertil.

Som nævnt i pkt. 1.1 har Justitsministeriet imidlertid ikke medtaget den del af betænkningen, som vedrører absolut kumulation af frihedsstraf og fraken-delsestid. Fastsættelsen af frakendelsestiden i de situationer, hvor den på-gældende findes skyldig i flere tilfælde af spirituskørsel, skal derfor foreta-ges efter en kon kret vurdering…”

Af bemærkningerne til § 126, stk. 1, nr. 4 (nu nr. 7) fremgår blandt andet, at der fo-retages en teknisk begrundet ændring, som skyldes, at bestemmelserne om betinget frakendelse efter forslaget fremgår af § 125, stk. 1, nr. 1-5. Af bemærkningerne til § 128 fremgår blandt andet:

- 4 -

”Med § 128 videreføres den gældende bestemmelse i færdselslovens § 127, stk. 1, 1. pkt. Dog foreslås det, at frakendelsestiden som altovervejende ho-vedregel ikke skal overstige 10 år.   

Er en person tidligere ubetinget blevet frakendt førerretten for spirituskørsel, og kører vedkommende på ny spirituskørsel inden frakendelsestidens udløb, skal den resterende frakendelsesperiode lægges til den frakendelsestid, som den nye spirituskørsel udløser, men den samlede frakendelsestid skal efter forslaget som altovervejende hovedregel højst kunne blive 10 år fra den se-neste dom.

Med § 128, stk. 2, foreslås det, at frakendelsestiden for førstegangs spiritus-kørsel med en promille på over 1,20 i alle tilfælde skal være mindst 3 år.   

Som det fremgår ovenfor af bemærkningerne til § 126, stk. 1, nr. 5, vil en førstegangs spirituskørsel med en promille i intervallet 0,51-1,20 skulle ud-løse en betinget frakendelse af førerretten.

…”

Betænkning nr. 1448/2004

I betænkning nr. 1448/2004 foreslog udvalget, at færdselslovens § 53, stk. 1, blev ændret, således at der ikke længere skelnedes mellem promillekørsel og spirituskør-sel. For spirituskørsel skulle således straffes den, som fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkon-centrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,50 promille.

Udvalget foreslog endvidere, at førerretten skulle frakendes ubetinget, hvis føreren havde gjort sig skyldig i spirituskørsel med en promille på over 1,20, jf. udvalgets lovudkasts forslag til § 126, stk. 1, nr. 1. Hvis promillen var over 0,50, men ikke over 1,20, skulle førerretten frakendes betinget, jf. lovudkastets forslag til § 125, stk. 1, nr. 5. Havde føreren gjort sig skyldig i flere forhold af spirituskørsel, hvor promillen ik-ke var over 1,20, skulle førerretten frakendes ubetinget, jf. lovudkastets forslag til § 126, stk. 1, nr. 4.   

Ubetinget frakendelse skulle ifølge udvalgets forslag ske for et tidsrum af mellem 6 måneder og (som udgangspunkt) 10 år, jf. lovudkastets forslag til § 128, stk. 1. ”U be-tinget fra kendelse som følge af spirituskørsel” skulle dog sk e for et tidsrum af mindst 3 år, jf. lovudkastets forslag til § 128, stk. 2.

- 5 -

Som begrundelse for, at frakendelsestiden for førstegangs spirituskørsel med en pro-mille på over 1,20 i alle tilfælde blev fastsat til 3 år, og for, at en førstegangs spiritus-kørsel med en promille i intervallet 0,51-1,20 skulle udløse en betinget frakendelse af førerretten, anførte udvalget (s. 99):

”Efter udvalgets opfattelse kan risikoen for frakende lse af førerretten have en væsentlig præventiv effekt. Det gælder også risikoen for at blive idømt en betinget frakendelse af førerretten, ikke mindst fordi det indebærer, at den pågældende skal bestå en kontrollerende prøve.

Udvalget foreslår derfor, at enhver spirituskørsel fremover skal indebære betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten. Udvalget foreslår herefter den forenkling og skærpelse i forhold til de gældende regler, at området for betinget frakendelse af førerretten, der i dag omfatter promilleområdet 0,81-1,20, udvides, således at det også kommer til at omfatte kørsel med en pro-mille i intervallet 0,51-0,80. Det samme gælder området for kørsels forbud…

Udvalget finder ud fra samme betragtninger, at frakendelsestidens længde ved promiller over 1,20 bør udvides, således at perioden for den ubetingede frakendelse fremover fastsættes til 3 år. Af hensyn til en forenkling af sank-tionssystemet finder udvalget, at denne frakendelsesperiode skal gælde i alle førstegangstilfælde, hvor promillen har oversteget 1,20…”

Bemærkningerne til udvalgets forslag til § 128, stk. 2, svarede næsten ordret til be-mærkningerne til lovforslagets § 128, stk. 2, således som disse er gengivet ovenfor (betænkningen, s. 204).

I betænkningen er der i kapitel 8 om kumulation anført blandt andet følgende (s. 122):

”Hvis der foreligger 2 promillekørsler i intervallet 0,81 -1,20 til samlet på-dømmelse, er straffen hidtil blevet fastsat til en bøde (en måneds nettoløn) og 1 års ubetinget frakendelse af førerretten, jf. f.eks. UfR 1977.1041 (Ø). Skærpelsen i forhold til sanktionen for en enkelt promillekørsel er således fremkommet ved, at der er sket ubetinget frakendelse i 1 år i stedet for be-tinget frakendelse, som ville være resultatet, såfremt der kun havde forelig-get én promillekørsel i intervallet 0,81-1,20 til pådømmelse.”

Udvalget foreslog sanktionssystemet forenklet ved, at princippet om absolut kumu-lation som udgangspunkt skulle anvendes konsekvent ved alle kombinationer af spi-rituskørsel i forbindelse med anden spirituskørsel eller andre overtrædelser af færd-

- 6 -

selsloven både for så vidt angår straf og frakendelsestider, jf. betænkningen s. 136 ff. Med hensyn til konvertering af betinget frakendelse til ubetinget frakendelse i sam-menlægningssituationer foreslog udvalget følgende (s. 141):

”Med henblik på at der kan ske absolut kumulation ved flere forseelser, hvor mindst én kørsel isoleret betragtet indebærer betinget frakendelse af fører-retten, foreslås det, at en betinget frakendelse konverteres til 6 måneders ubetinget frakendelse i en sammenlægningssituation, jf. lovudkastets forslag til § 129, jf. kapitel 12 nedenfor.

Udvalget foreslår, at en spirituskørsel, der udløser en betinget frakendelse, der skal sammenlægges med en ubetinget frakendelse for spirituskørsel, konverteres til 6 måneders ubetinget frakendelse, og at resultatet af en sam-menlægning af to betingede frakendelser for spirituskørsel som hidtil skal være ubetinget fra kendelse af førerretten i 1 år.”

I udvalgets lovudkast var der som § 129 foreslået følgende bestemmelser:

” § 129. Har nogen gjort sig skyldig i flere forhold, der hver især medfører ubetinget frakendelse af førerretten, sammenlægges frakendelsesperioderne for hvert forhold. Den samlede frakendelsestid kan ikke overstige 10 år, jf. dog § 128, stk. 3.

Stk. 2. Ubetinget frakendelse i medfør af § 126, stk. 1, nr. 4, sker for et tids-rum af 1 år, når der er tale om to overtrædelser af § 125, stk. 1, nr. 1-5. For hver yderligere overtrædelse af § 125, stk. 1, nr. 1-5, forlænges frakendel-sestiden med 6 måneder, jf. dog stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3. Har nogen gjort sig skyldig i flere forhold, hvoraf et eller flere med-fører betinget frakendelse af førerretten, og et eller flere medfører ubetinget frakendelse af førerretten, fastsættes en fælles ubetinget frakendelse for de begåede forhold, således at der for hvert forhold, der medfører betinget fra-kendelse, tillægges perioden for den ubetingede frakendelse 6 måneder, jf. dog stk. 1, 2. pkt.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 kan fraviges, når særlige grunde taler der for.”

Lovudkastets forslag til § 129 vedrørende absolut kumulation af frakendelsestid blev som nævnt ovenfor ikke gennemført.

Landsrettens begrundelse og resultat

Der er i det foreliggende tilfælde tale om to spirituskørsler med en promille på hen-holdsvis 1,11 og 0,64, der hver for sig fører til en betinget frakendelse af førerretten, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 8. Frakendelsen af førerretten skal derfor ske ube-tinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 7.   

- 7 -

Landsretten tiltræder, at frakendelsestiden er fastsat til 3 år, jf. færdselslovens § 128, stk. 2. Frakendelsestiden skal regnes fra den 20. januar 2008, hvor kørekortet blev administrativt inddraget.

Der er med hensyn til frakendelsestidens længde lagt vægt på, at den foreliggende sag - ud fra en naturlig sproglig forståelse af ordlyden § 128, stk. 2, sammenholdt med § 53, stk. 1 - er omfattet af § 128, stk. 2, således som det også er kommet til ud-tryk i landsretspraksis, jf. dommene i U 2007.2021 Ø og TfK 2007.219 V. Det gæl-der, selv om der i nærværende sag er tale om to spirituskørsler, der ikke hver for sig, men kun tilsammen udløser ubetinget frakendelse. Det bemærkes herved, at spiritus-kørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1, blandt andet omfatter kørsel, hvor alkohol-koncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,50 promille, og at det i færdselslovens § 128, stk. 2, er fastsat, at ubetinget frakendelse ” som følge af spir i-tus kørsel”  sker for et tidsrum af mindst 3 år.   

Der er endvidere lagt vægt på, at forarbejderne til § 128, stk. 2, ikke giver tilstrække-ligt grundlag for at fortolke bestemmelsens ordlyd indskrænkende, således at den fo-religgende situation falder uden for bestemmelsen. Lovforslaget til ændring af færd-selsloven (L 7, Folketinget 2004-2005) byggede på betænkning nr. 1448/2004, men betænkningens forslag om absolut kumulation af straf og frakendelsestid, herunder lovudkastets forslag til § 129, stk. 2, blev ikke gennemført. Efter denne bestemmelse skulle frakendelsestiden for blandt andet to spirituskørsler, der ikke hver for sig, men tilsammen udløste en ubetinget frakendelse, være 1 år svarende til daværende prak-sis. Det er ikke lovforslagets bemærkninger anført, at § 128, stk. 2, skal have samme – i forhold til ordlyden - begrænsede anvendelsesområde som den foreslåede bestem-melse i udvalgets forslag til § 128, stk. 2. Denne bestemmelse i udvalgets lovudkast var i lyset af lovudkastets forslag til § 129, stk. 2, tiltænkt alene at finde anvendelse på spirituskørsel med en promille på over 1,20, der i sig selv udløste en ubetinget frakendelse. Den omstændighed, at bemærkningerne til lovforslagets § 128, stk. 2, hvor efter ”frakendelsestiden for førstegangs spirituskørsel med en promille på over 1,20 i alle tilfælde skal være mindst 3 år ”, næsten ordret svarer til bemærkningerne til udvalgets forslag til § 128, stk. 2, indebærer ikke med tilstrækkelig sikkerhed, at anvendelsesområdet for § 128, stk. 2, er begrænset til spirituskørsel med en promille på over 1,20. Det skyldes, at udvalgets forslag om absolut kumulation af straf og fra-

- 8 -

kendelsestid, herunder lovudkastets forslag til § 129, stk. 2, som nævnt ikke blev gennemført. Det fremgår endvidere udtrykkeligt af pkt. 1.1.2 i de almindelige be-mærkninger i lovforslaget, at frakendelsestiden, ”hvis der skal ske ubetin get fraken-delse som følge af spirituskørsel, i alle tilfælde skal være mindst 3 år ”. I pkt. 6.3 i de almindelige bemærkninger er anført, at fastsættelsen af frakendelsestiden i de situati-oner, hvor den pågældende findes skyldig i flere tilfælde af spirituskørsel, skal fore-tages efter en konkret vurdering, da udvalgets forslag til absolut kumulation af straf og frakendelsestid ikke foreslås gennemført. Der er i den forbindelse ikke taget af-stand fra, at den konkrete vurdering skal foretages på grundlag af bestemmelsen i § 128, stk. 2, således at frakendelsen sker for et tidsrum af mindst 3 år. Selv om be-stemmelsen i § 128, stk. 2, indebærer, at frakendelsestiden i nærværende tilfælde bli-ver skærpet i betydeligt omfang (fra 1 til 3 år) i forhold til daværende praksis og ud-valgets forslag til § 129, stk. 2, må dette anses for at være i overensstemmelse med lovforslagets overordnede formål, som var at skabe forenkling og skærpe straffen for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden.

Herefter stadfæstes byrettens dom.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t :

Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes.   

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Oplysning om appel

2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 2409/23
Rettens sags nr.: SS-3109/2008-OLR
Afsluttet
1. instansRetten i HillerødHIL
DDB sags nr.: 2408/23
Rettens sags nr.: SS-1059/2008-HIL
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb
Landsretten stadfæster byrettens dom i tiltale for spirituskørsel efter færdselslovens § 117, jf. § 53, stk. 1 — domsdata.dk