Dom
KØBENHAVNS BYRET
DOM
afsagt den 20. juni 2023
Sag BS-37422/2020-KBH
Sagsøger
(advokat Lars Sandager)
mod
Ankenævnet for Patienterstatningen
(advokat Mette Ramm-Larsen)
Denne afgørelse er truffet af Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 25. september 2020.
Sagen angår prøvelse af Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 20. april 2020, hvor Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede Patienterstatningens afgørelse af 19. november 2019, hvorved Sagsøger fik afslag på erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet vedrørende den behandling, som hun modtog på grund af et kattebid i højre hånd.
Sagsøger har nedlagt følgende påstand:
Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 20. april 2020, j.nr. 2019-11505, ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved Ankenævnet for Patienterstatningen.
Ankenævnet for Patienterstatningen har nedlagt påstand om frifindelse.
2
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
Patienterstatningen meddelte den 19. november 2019 afslag på Sagsøgers anmodning om erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Af afgørelsen fremgår blandt andet følgende:
” Afgørelse
Du er ikke berettiget til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang in-den for sundhedsvæsenet.
Betingelserne for at yde erstatning efter lovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, er ikke opfyldt.
Sagsfremstilling
Du har søgt erstatning, fordi du mener, at du fik forsinket og utilstrækkelig be-handling hos Lægeklinik og på Amager og Hvidovre Hospital efter at være blevet bidt af en kat i højre hånd. Du har oplyst, at du ikke blev behandlet med den korrekte form for antibiotika, og at du som følge af kattebiddet blev indlagt og gennemgik 3 operationer.
Du har oplyst, at du som følge heraf har udviklet refleksdystrofi, og at din højre tommelfinger er blevet stiv.
Nedenfor er en beskrivelse af behandlingsforløbet. Det er ikke meningen at give en fuldstændig gennemgang af alt, der er sket i sagen. Vi beskriver kun de dele af behandlingsforløbet, som er af betydning, når vi skal vurdere, om der er grundlag for at tilkende erstatning efter KEL.
Vi har på baggrund af din anmeldelse, journalmaterialet og sagens øvrige oplys-ninger lagt følgende hændelsesforløb til grund for afgørelsen:
Du henvendte dig hos Lægeklinik 29. maj 2017, da du var blevet bidt af en kat i højre hånd. Du blev henvist til at rense såret, og man gav dig en stivkrampevaccine.
Du tog på skadestuen på Amager Hospital senere samme dag, da du havde for-værrede smerter. Ved undersøgelse havde du ømhed af højre håndled og en 3 punktformet læsion nederst på højre håndryg. Man henviste dig til behandling med penicillin gennem 6 dage og til at søge læge ved tegn på infektion.
Du henvendte dig igen 30. maj 2017, da du havde udsivende pus fra såret. Man podede såret. Ifølge journalen var du sat i behandling med antibiotika, men du havde haft tiltagende smerter, rødme og hævelse. Du var byldeøm og havde smerter ved roden af højre tommelfinger. Man overvejede evt. henvisning til or-topædkirurg, og om du kunne have blodforgiftning.
Du blev set på skadestuen på Hvidovre Hospital 30. maj 2017. Ved undersøgelse havde du rødme på håndryggen, men ingen øvrig almen påvirkning. Du blev
3
henvist til behandling med Pancillin og til at søge egen læge i tilfælde af forvær-ring.
Ifølge journalen fra Lægeklinik blev du set igen 31. maj 2017. Du havde fået supplerende behandling med penicillin.
Du blev indlagt på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital (KKHH) 2. juni 2017, da du var tiltagende utilpas med smerter i hele højre hånd med hæ-velse af tommelfingeren og håndleddet. Du oplevede følelsesløshed af højre tom-melfinger og smerteudløst nedsat bevægelighed. Ved undersøgelse havde du et 3 x 5 cm stort blegt område (erytem) på højre hånd ved tommelfingeren. Du havde pusdannelse ved sårene.
Du blev indlagt til behandling med antibiotika i blodbanen, til bloddyrkning (ve-nyler) samt røntgen af højre tommelfinger og grundled. Ifølge journalen havde du pasteurella multocida.
Du blev henvist til ortopædkirurgisk vurdering, hvor man ikke fandt tegn på skader på senerne (tendinøst panaritium) og dermed ikke grundlag for akut ope-ration. Den 4. juni 2017 havde du oplevet god effekt af behandlingen med antibi-otika gennem 2 døgn med faldende infektionstal. Du havde dog fortsat ganske mange smerter samt nedsat aktiv og passiv bevægelighed af højre tommelfinger. Man vurderede, at der ikke var tegn på spredning af infektion langs seneskeder-ne eller i form af fokal ansamling. Man vurderede, at du skulle ses til kontrol ef-ter 2 dage på grund af den kraftige ømhed, og du blev udskrevet med antibiotika (pancillin) til yderligere 5 dage.
Ved kontrol 6. juni 2017 havde du fortsat ganske mange smerter og et uændret blegt område ved højre tommelfinger (erytem). Du havde smerter både ved pas-siv og aktiv bevægelse af højre tommelfinger. Man henviste dig til akut ultra-lydsskanning af højre tommelfinger og ved strækkesenen. Man vurderede, at der kunne være en ansamling med evt. behov for operation (spaltning). Skanningen viste bløddelsforandringer, og man havde mistanke om pus langs strækkesenen, da du desuden havde ømhed ved bøjesenen. Man fandt grundlag for operation med spaltning af strækkesenen og skylning af bøjesenen.
Operationen blev foretaget 7. juni 2017, hvor man rensede ud ved strækkesenen. Da man åbnede, var der let pus ved senen, men ingen pus ved seneskederne. Man fandt lidt flæsket underhud, som man fjernede. Der var normale forhold ved bøjesenen.
Du blev opereret igen 10. juni 2017. Ved gennemgang af tidligere operationssår, var der ingen pus, og vævet var fint og vitalt. Man tog tre vævsprøver, og lod sårene stå åbne til ny kontrol 12. juni 2017.
Ved sårkontrol 12. juni 2017 åbnede man det gamle sår. Der var ingen pus hver-ken ved strækkesenen eller ved tommelfingerens grundled. Man skyllede med saltvand og lagde absorberende bandage.
Du blev udskrevet 14. juni 2017 med henvisning til fortsat behandling med anti-biotika og til sårskift via hjemmeplejen. Man planlagde kontrol efter 1 uge.
4
Den 22. juni 2017 blev du set igen. Du havde ikke bevæget højre tommelfinger i 4 uger, og fingeren var let hævet med nedsat bevægelighed. Ved undersøgelse var såret rent og med begyndende heling. Du blev henvist til forebyggende antibio-tika gennem 2 uger (Dicillin) og til at tage paraghurt. Man instruerede dig i at be-væge/bøje fingeren til smertegrænsen. Den 17. juli 2017 henviste man dig til genoptræning ved ergoterapeut.
Ved ny kontakt/kontrol på Hvidovre Hospital 24. juli 2017 havde du ingen tegn til infektion, men begyndende tegn til refleksdystrofi. Røntgen havde vist afkalk-ning af 1. stråle.
Du var til ekstra kontrol 3. august 2017 på grund af refleksdystrofi og nedsat be-vægelighed i højre tommelfinger. Ved undersøgelsen kunne du ikke bøje i tom-melfingeren, og du havde begyndende hudsvind af fingeren. Man vurderede, at du skulle henvises til specialiseret ergoterapi og til ultralydsskanning.
Ergoterapien vurderede 11. september 2017, at du havde udviklet regionalt smertesyndrom (CRPS), og du havde fortsat smertebetinget nedsat bevægelig-hed i højre hånd og stivhed i tommelfingeren. Man informerede dig om vigtighe-den af fortsat genoptræning og mulig udsigt til spontan bedring.
Den 1. november 2017 var du fortsat i genoptræning, og du var henvist til CRPS enheden.
Du var efterfølgende til udredning for refleksdystrofi (CRPS), herunder nervel-edningsundersøgelse og i et udredningsforløb på smerteklinikken på Rigshospi-talet, Glostrup, samt i udredning som følge af nakkesmerter.
Du blev set på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital 30. januar 2019 til udredning som følge af regionalt smertesyndrom (refleksdystrofi). Man vurderede, at du havde regionalt smertesyndrom med muskelsvind, og at der ikke var yderligere behandlingsmuligheder.
Begrundelse
Efter KEL § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, ydes der erstatning, hvis patienten er blevet påført en skade.
Det er også en betingelse, at skaden med overvejende sandsynlighed er en følge af den behandling eller undersøgelse, som patienten har fået, og ikke en følge af den sygdom, patienten blev behandlet for.
Vi vurderer indledningsvis, at man ved et optimalt forløb ville have henvist dig til forebyggende behandling med antibiotika i høj dosis 29. maj 2017 efter dit kat-tebid i højre hånd.
Der er derfor en forsinket behandling på ca. 1 døgn, da du ved behandling på skadestuen på Hvidovre Hospital 30. maj 2017 blev henvist til relevant behand-ling med antibiotika og efterfølgende behandlet efter gældende retningslinjer.
Vi vurderer også, at du ikke er blevet påført en skade som følge heraf.
Dine aktuelle gener, herunder udvikling af operationskrævende infektion ved
5
strækkesenerne, skyldes med overvejende sandsynlighed ikke behandlingsforlø-bet, men mere sandsynligt følger efter dit kattebid (grundsygdommen), der var årsagen til, at du søgte behandling.
Vi bemærker, at det er velkendt og forekommer hyppigt - selv ved rettidig og re-levant forebyggende antibiotikabehandling - at der som følge af et kattebid i hån-den kan opstå infektion ved strækkesenerne med behov for efterfølgende opera-tion med oprensning og spaltning, som tilfældet aktuelt var for dig. Dette skyl-des overvejende sandsynligt grundsygdommen og ikke den forsinkede antibioti-kabehandling.
Din udvikling af refleksdystrofi og nuværende gener i højre tommelfinger har med overvejende sandsynlighed ikke årsagsmæssig sammenhæng med forsin-kelsen af relevant antibiotikabehandling med ca. 1 døgn, men skyldes grundsyg-dommen og andre forhold end behandlingsforløbet.
Da betingelserne efter KEL § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, ikke er opfyldt, er du ikke berettiget til erstatning.
…”
Ankenævnet for patienterstatningen stadfæstede den 20. april 2020 Patienter-statningens afgørelse. Af begrundelsen for Ankenævnets afgørelse fremgår føl-gende:
”…
Begrundelse for afgørelsen
Ankenævnet for Patienterstatningen er enig i, at Sagsøger ikke har ret til erstatning efter § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, i klage- og erstatningsloven.
Sagsøger er ikke påført en skade ved behandlingen hos Lægeklinik, Amager og Hvidovre Hospital fra 29. maj 2017 og frem.
Ankenævnet bemærker følgende til afgørelsen:
Det er ankenævnets vurdering, at Sagsøgers sygdomsforløb og nuvæ-rende gener ikke med overvejende sandsynlighed skyldes den behandling, hun har gennemgået, men derimod mere sandsynligt følger efter kattebiddet.
Ankenævnet vurderer, at behandlingen på Hvidovre Hospital blev udført, som en erfaren specialist på det pågældende område ville have gjort under de givne forhold.
Der er lagt vægt på, at Sagsøger blev sat i antibiotisk behandling med penicillin i korrekt dosering, og at der grundet bløddelsforandringer og mistanke om pus var indikation for operationer med spaltning og oprensning.
Efter ankenævnets vurdering blev behandlingen hos egen læge i Lægeklinik dog ikke udført, som en erfaren specialist ville have gjort under de givne forhold.
Herved har ankenævnet lagt vægt på, at Sagsøger efter kattebid i hån-den burde have været sat i antibiotisk behandling straks.
6
Ankenævnet vurderer endvidere, at behandlingen på Amager Sygehus heller ikke blev udført, som en erfaren specialist ville have handlet.
Det skyldes, at Sagsøger blev sat i antibiotisk behandling med præpa-ratet cifin, som ikke er det naturlige alternativ til det foretrukne præparat, peni-cillin.
Ankenævnet vurderer imidlertid, at manglende korrekt behandling hos egen læge og på Amager Sygehus ikke med overvejende sandsynlighed har haft be-tydning for Sagsøgers nuværende gener.
Herved har ankenævnet lagt vægt på, at Sagsøger, på trods af at hun ikke blev behandlet med det foretrukne præparat, fik udskrevet virksom og fore-byggende antibiotisk behandling i korrekt dosering.
Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at Sagsøger modtog relevant medicinsk og kirurgisk behandling, da infektionen havde udviklet sig.
Ankenævnet bemærker, at det ikke er usædvanligt, at der efter et kattebid udvik-les infektion trods effektiv behandling.
På denne baggrund vurderer ankenævnet, at Sagsøger ikke har ret til erstatning efter reglerne i klage- og erstatningsloven.
Ankenævnet stadfæster derfor Patienterstatningens afgørelse af 19. november 2019.
…”
Efter sagens anlæg, har sagen været forelagt Retslægerådet. Af Retslægerådets udtalelse af 13. juli 2022 fremgår:
”…
Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet besvare de stillede spørgsmål så-ledes:
Spørgsmål 1:
Er det muligt at udvikle CRPS uden nogen form for indvirkning på legemet? Hvis nej, har skadens omfang da en betydning eller kan også mindre skader medføre udviklingen af CRPS?
Retslægerådet bedes ligeledes besvare, om den eksakte årsag til CRPS kendes. Kan dette ikke besvares entydigt, bedes Retslægerådet oplyse hvad den gængse konsensus er til spørgsmålet.
Spørgsmålet har generel karakter og lader sig på den baggrund vanskelig be-svare uddybende. Retslægerådet kan dog oplyse, at årsagen til udvikling af CRPS er ukendt, men forudsætter et udløsende traume og således ikke opstår spontant. Der er ingen kendt sammenhæng mellem traumets størrelse og udvik-lingen af CRPS.
Spørgsmål 2:
7
Er det muligt for Retslægerådet, med overvejende sandsynlighed (mere end 50%), at pege på, hvorvidt sagsøgers CRPS er et resultat af kattebiddene den 29. maj 2017, behandlin-gen hos egen læge eller på Amager Hospital eller Hvidovre Hospital (og da hvilke dele af behandlingsforløbet), andre forhold ved behandlingen eller behandlingsuafhængige for-hold?
Retslægerådet bedes angive, hvorvidt det er kattebiddene eller operationerne som må an-ses som den overvejende sandsynlige årsag (mere end 50%), alternativt om der består en ligevægtig sandsynlighed (50%), til sagsøgers CRPS.
Sagsøgers CRPS er sandsynligt (sandsynlighed mere end 50%) udløst af en kom-bination af kattebid og den efterfølgende nødvendige behandling. Det kan ikke med sikkerhed afgøres, hvornår i forløbet CRPS er udløst og de enkelte delele-menters bidrag.
Spørgsmål 3:
Såfremt Retslægerådet finder, at operationerne i højre hånd, med overvejende sandsynlig (mere end 50%) er årsag til sagsøgers CRPS, er det så muligt for retslægerådet at pege på én af de foretagne operationer som den udløsende begivenhed?
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 2.
Spørgsmål 4:
Er der medicinsk grundlag for at fastslå, at sagsøger forud for den 29. maj 2017 led af CRPS – eller sygdomme/tilstande med lignende symptombillede – som kan have betyd-ning for sagsøgers nuværende sygdomsbillede?
Nej.
Spørgsmål 5:
Retslægerådet bedes angive, i hvor mange procent af tilfældene hvor patienter er tilført et kattebid – alternativt andre skader, der kan sidestilles med et katte- eller dyrebid og som behandles på samme vis som sagsøgers skade og med et resultat, der svarer til hendes – at disse udvikler CRPS. Er dette i mere end 2% af tilfældene?
Retslægerådet bedes angive, i hvor mange procent af tilfældene hvor patienter får udført operationer, tilsvarende de udført på Hvidovre Hospital, jf. BILAG 7, at disse udvikler CRPS? Er det i mere end 2% af tilfældene?
Besvarelsen bedes begrundet.
CRPS er en sjælden tilstand og der foreligger ikke specifikke opgørelser over hyppigheden efter kattebid.
Retslægerådet skønner, at i den aktuelle sag har sandsynligheden for udvikling af CRPS været mindre end 2 %.
Spørgsmål 6:
8
Finder Retslægerådet det overvejende sandsynligt (mere end 50%), at sagsøger havde ud-viklet CRPS, hvis denne ikke var blevet opereret i højre hånd, jf. BILAG 7?
Spørgsmålet er af hypotetisk karakter og lader sig ikke konkret besvare.
Spørgsmål 7:
Retslægerådet bedes oplyse, hvorvidt det kan anses overvejende sandsynligt (mere end 50%), at sagsøger kunne have undgået behandlings- og sygeforløbet på Hvidovre Hospi-tal, såfremt sagsøger ved den indledende behandling hos Lægeklinik og/eller Amager Hospital den 29. maj 2017 var blevet behandlet med pancillin.
Hvis Retslægerådet ikke finder, at årsagsforbindelse foreligger med overvejende sandsyn-lighed, bedes det oplyst, om der skønnes at være tale og årsagsforbindelse med lavere sandsynlighedsgrader.
I så fald bedes denne lavere sandsynlighedsgrad nærmere beskrevet og – om muligt – ud-trykt i procent.
Retslægerådet bedes endvidere oplyse, hvilke faktorer der taler for henholdsvis imod år-sagsforbindelse, og hvilken betydning de enkelte faktorer har for vurderingen af årsagsfor-bindelsen.
Spørgsmålet er af hypotetisk karakter og lader sig ikke konkret besvare.
Spørgsmål 8:
Vurderer Retslægerådet, at det er overvejende sandsynligt (mere end 50%), at sagsøgers udvikling af CRPS kan tilskrives andre forhold end operationerne i sagsøgers højre hånd på Hvidovre Hospital?
I bekræftende fald bedes Retslægerådet pege på hvilke årsager.
Retslægerådet bedes begrunde besvarelsen.
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 2.
Spørgsmål 9:
På hvilket tidspunkt er det Retslægerådet vurdering, at sagsøger oplevede symptomdebut for den udviklede CRPS.
Mistanken er først beskrevet den 24. juli 2017 i journalen fra Hvidovre Hospital.
Spørgsmål 10:
Er der helbredelsesmuligheder for sagsøgers CRPS eller må sygdommen anses som aktu-elt stationær/kronisk/varig?
CRPS er en varig lidelse, der ofte aftager i intensitet i løbet af år.
Spørgsmål 11:
9
Giver sagen i øvrigt anledninger til bemærkninger fra Retslægerådet?
Nej.
Spørgsmål A:
Retslægerådet bedes oplyse, hvilke aktuelle varige symptomer/gener, der kan konstateres hos sagsøger i relation til højre hånd.
Retslægerådet anmodes herefter om at oplyse, om disse med overvejende sandsynlighed (mere end 50%) er en følge af:
a) Sagsøgers grundsygdom,
b) behandlingen hos egen læge eller på Amager Hospital eller Hvidovre Hospital i perio-den 29. maj 2017 og frem,
c) andre behandlingsuafhængige forhold hos sagsøger selv, d) andre behandlingsuafhængige forhold, eller
e) en kombination af a – d.
Hvis Retslægerådet peger på svarmulighed e, bedes elementerne i kombinationen angivet i deres indbyrdes forhold, gerne i procent.
Retslægerådet kan ikke udtale sig om, hvilke symptomer sagsøger har aktuelt, men i de seneste notater i de lægelige akter angives kroniske smerter i højre hånd som forværres ved brug eller kulde. I forhold til årsagssammenhæng henvises til besvarelsen af spørgsmål 2.
Spørgsmål B:
Retslægerådet bedes oplyse, hvorledes sagsøgers grundsygdom (kattebid) erfaringsmæs-sigt udvikler sig ubehandlet, herunder om grundsygdommen ubehandlet potentielt kunne give anledning til vedvarende smertegener eller svær invaliditet.
Retslægerådet bedes begrunde sit svar.
Spørgsmålet er af hypotetisk karakter og lader sig på den baggrund vanskeligt besvare. Retslægerådet kan dog oplyse, at kattebid kan være en alvorlig skade, der medfører svære infektioner og vævsskader med efterfølgende funktionstab samt i værste fald generel infektion i kroppen med blodforgiftning (sepsis).
…”
Forklaringer
Sagsøger har forklaret, at hun den 29. maj 2017 om formiddagen fik et kraftigt bid af naboens kat lige ved knoglen ved hendes tommelfinger på højre hånd. Hun slap straks katten og skyndte sig indenfor. På opfordring fra
10
sin datter tog hun samme dag til læge for at få en stivkrampevaccination. Den sygeplejerske, der vaccinerede hende, meddelte, at såret så dybt ud, og hun mente, at det krævede penicillin, og at lægen derfor skulle kigge på det. Lægen, der var under uddannelse, så på hendes hånd og bestemte, at de lige skulle se tiden an. Da hun senere samme dag skulle hente sin datter, kunne hun næsten ikke skifte gear. Da hendes egen læge havde lukket, blev hun henvist til Sundby Hospital, hvor hun fik hånden renset i sæbevand. På hospitalet spurgte de, om hun kunne tåle penicillin. Hun oplyste, at det kunne hun godt, men at hun skulle have det som stikpiller. Hun fik imidlertid recept på et andet præparat, uden at det blev drøftet med hende. Hun hentede selv med det samme pillerne på apoteket. Generne blev imidlertid værre. Næste dag ringede hun til lægen og fik tid til nyt lægebesøg, hvor lægen vurderede, at der var tale om et dybt sår, og at hun skulle henvises til Hvidovre Hospital. På Hvidovre Hospital ven-tede hun i flere timer, før kun kom ind til en læge. Lægen bad hende selv tage den forbinding af, som Sundby Hospital havde givet hende. Lægen kom ikke tættere på hende end 1½ meter og undersøgte ikke som sådan hånden. Lægen bestemte, at hun skulle have penicillin. Næste morgen ringede hun til egen læge og fik en ny tid. Lægen gav udtryk for, at han ikke vidste, hvad han kunne gøre, idet hun jo var blevet undersøgt på Hvidovre Hospital dagen før. Hun forklarede, at hun reelt ikke var blevet undersøgt, og at hendes hånd var hævet. På dette tidspunkt kunne hun mærke infektionen, og hun følte sig utilpas, som om hun skulle besvime. Hun blev indlagt på Hvidovre Hospital og fik penicil-lin intravenøst, men om søndagen ville hospitalslægen udskrive hende, og op-lyste, at hun kunne få penicillinen i pilleform. Kirurgen mente dog, at hun skulle forblive indlagt. Hun gav selv udtryk for, at hun ikke følte sig tryg ved at blive udskrevet, men det blev resultatet. Senere samme dag, efter hun var ble-vet udskrevet, væltede det ud med pus fra såret. Hun havde fået tid til en opføl-gende undersøgelse 2 dage efter, og hospitalskirurgen havde sagt, at han gerne vil se hende ved denne kontrol. Den medicinske læge sagde imidlertid, at det skulle hun vurdere behovet for. Sagsøger ankom til aftalt tid på am-bulatoriet, hvor der var lang kø. Da det blev hendes tur, fik hun oplyst, at lægen havde glemt at booke hende til kontrol. Hun spurgte da selv efter kirurgen og opsøgte ham ved venteværelset til hans ambulatoriekontor. Kirurgen kiggede på hende og undersøgte hendes hånd igen. Han sagde, at penicillinen burde hjælpe mere, og han ville have skannet hånden, hvilket hun også selv havde ef-terspurgt. Efter skanningen blev det besluttet, at hun skulle opereres i hånden. Operationssåret blev syet sammen. Der kom dog stadig pus ud. Hun blev ope-reret igen på samme måde. Hun kunne ikke huske, om hun blev syet igen an-den gang, eller om såret skulle stå åbent. Hver gang, hun blev opereret, var hun i fuld narkose, hendes sår blev skåret op, og der blev foretaget oprensning.
Hun begyndte at få ondt i selve armen i perioden efter sidste udskrivning og in-den den 24. juli 2017. Det var en anden smerte end den smerte, som infektionen havde givet. Hun kontaktede hospitalet og gav udtryk for, at såret måske ikke
11
var tilstrækkeligt renset, og at det trak op i hendes arm. Hun ville meget gerne have armen skannet. Da lægen afviste det, bad hun om, at det blev noteret, at lægen havde nægtet hende at blive undersøgt igen. Lægen var lidt irriteret over hendes henvendelse, men det endte med, at hun fik en tid og blev undersøgt og fik at vide, at hun havde udviklet refleksdystrofi. Hun beskrev smerten som til-svarende den smerte, man kan føle, hvis man er blevet slået over fingeren med en hammer. Indimellem har hun svære symptomer, andre gange går det lidt bedre.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i sit påstandsdokument af 8. maj 2023 anført:
”…
TVISTEN
Sagen angår, om sagsøgers CRPS er påført hende i forbindelse med behandlingen for kattebid den 29. maj 2017 og de følgende dage, herunder med behov for operationer på grund af infektion, samt årsagssammenhængen mellem infektionen og forsinket antibiotisk behandling ved egen læge, henholdsvis Amager Hospital, og om denne forsinkelse har spillet en rolle for skaden (CRPS). Endelig an-går sagen subsidiært, om CRPS kan anerkendes som en komplika-tion, sagsøger ikke skal tåle, herunder spørgsmålet om årsagssam-menhæng, det vil sige spørgsmålet om, hvorvidt CRPS-lidelsen er påført alene på grund af grundlidelsen eller også på grund af be-handlingerne.
SAGSFREMSTILLING
Ankenævnet har afvist anerkendelse af skaden, selvom der forelig-ger en behandling under gældende specialiststandard ved egen læge og Amager Hospital under angivelse af, at der ikke er årsags-sammenhæng – at CRPS-lidelsen er udviklet og ville have udviklet sig uafhængig af behandlingen på grund af kattebiddet (grundska-den). Af samme årsag er sagen ikke anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4 som en komplikation der ikke skal tåles, idet skaden (CRPS) ikke vurderes at være udviklet som følge af behandlingen efter kat-tebiddet.
Retslægerådets behandling af sagen:
Sagen har været forelagt for Retslægerådet. Retslægerådet udtaler ved svar på spørgsmål 2, at udviklingen af CRPS-lidelsen skyldes dels grundlidelsen, dels den efterfølgende lægelige behandling.
12
Retslægerådet kan ikke nærmere vægte eller fordele årsagerne eller deres indbyrdes bidrag, men vurderingen er at begge årsager bi-drager, så det ikke er en uklarhed med hensyn til at den lægelige behandling bidrager/er delvis årsag, kun om årsagsbidraget.
Ankenævnets afgørelse lyder på, at ingen dele af CRPS-lidelsen er forvoldt eller forværret eller på anden måde med bidrag fra den læ-gelige behandling efter kattebiddet. Retssagen drejer sig ikke om udmåling eller fordeling, men alene om dette spørgsmål – om no-gen dele af CRP-lidelsen skyldes den lægelige behandling og der-med ikke kun grundlidelsen.
Med Retslægerådets svar på spørgsmål 2 kan Ankenævnets afgø-relse, hvorefter ingen dele af CRPS-lidelsen kan tilskrives den læge-lige behandling, ikke opretholdes. Allerede derfor skal sagsøger have medhold i, at sagen skal anerkendes, subsidiært hjemvises. Det bemærkes, at sagen kan anerkendes, selvom der ikke skal ske fuld udmåling, fordi der er tale om en skade, der delvis skyldes grundlidelsen, delvis skyldes en patientskade/behandlingen. Der er ikke i loven krav om ”enten/eller” – der skal også ske anerkendelse, selvom der er tale om ”både/og” , hvor både grundlidelsen og den skete lægelige behandling bidrager til/medfører skaden.
Idet sagen drejer sig om anerkendelse og ikke som nævnt om ud-måling og fordeling, skal Retten ikke beskæftige sig med forde-ling/udmåling – det er et spørgsmål som Ankenævnet må se på nu, hvor sagen skal tilbage til fornyet behandling med henblik på for-deling- og udmålingsskøn. Hvis sagsøger ikke er enig i fordelings-og udmålingsskønnet, er det i så fald en ny retssag.
NÆRMERE BEMÆRKNINGER VEDRØRENDE ANERKEN-DELSESGRUNDLAGET
Vedrørende anerkendelse efter § 20, stk. 1, nr. 1
Der er med Retslægerådets svar fastslået, at der er årsagssammen-hæng – at den lægelige behandling i hvert fald delvis har medført eller forværret CRPS-lidelsen. Spørgsmålet er herefter, om der fore-ligger et anerkendelsesgrundlag efter KEL.
Sagsøger gør gældende, at sagen skal anerkendes efter KEL 20, stk. 1, nr. 1, idet der er foretaget en behandling under specialiststandar-den og, at den suboptimale behandling må antages at have bidraget til skadens udvikling – derved at infektionen grundet forsinket be-handling udviklede sig med behov for kirurgisk indgreb i hånden. Det er ikke mindst kirurgiske indgreb, der udløser eller udvirker
13
CRPS-lidelsen. Havde sagsøger alene modtaget antibiotisk behand-ling af skaden, uden kirurgisk indgreb, ville CRPS-lidelsen ikke være opstået eller i lettere grad, eller sandsynligheden herfor have været meget betydeligt mindsket.
Der er ikke med Retslægerådets udtalelse fastslået, at en tidligere antibiotisk behandling ville have været uden betydning. Det følger af de lægelige udtalelser i sagen, jfr. navnlig bilag 10-13, at det er foreskrevet at iværksætte antibiotisk behandling af kattebid i hån-den og, at det skal iværksættes indenfor 8 timer. Sagsøger antager, at det skyldes en empirisk viden om, at en senere iværksat antibio-tisk behandling betydeligt øger risikoen for, at infektion løber løbsk. Af lægekonsulentudtalelserne i sagen fremgår således også, at infektionen udviklede sig hastigt over kort tid. En tidlig behand-ling er derfor omvendt af afgørende betydning for at dæmpe risi-koen for, at infektionen vokser med deraf følgende behov for kirur-gisk indgreb.
Sagsøgte anfører i sit påstandsdokument, at der blev iværksat anti-biotisk behandling indenfor de foreskrevne 8 timer og, at der derfor ikke er begået fejl, men på den anden side anfører at der er enighed om, at der blev begået fejl. Sagsøger forstår ikke fuldstændigt dette synspunkt. Sagsøger fik ikke antibiotisk behandling ved kontakt til egen læge samme dag som kattebiddet. Da hun senere, på grund af at hun var dårlig, kontakter Amager Hospital, får hun behandling, men ikke den korrekte behandling, jfr. også bilag 13. Det får hun først dagen efter på Hvidovre Hospital, hvor der er forløbet mere end 1 døgns forsinkelse. Der er derfor en væsentlig forsinkelse i forhold til det tidsvindue, som den korrekte antibiotiske behand-ling bør falde i.
I hvert fald når der er tale om en infektion, hvor tiden er væsentlig, må bevisbyrden for at forsinkelsen har været uden betydning på-hvile patientskademyndighederne – sagsøgte. Sagsøgte har ikke med Retslægerådets udtalelse løftet sin bevisbyrde for, at en kor-rekt og tidlig antibiotisk behandling ville have været uden nytte og også selv da have medført behov for kirurgisk indgreb.
Der er derfor begået en fejl efter § 20, stk. 1, nr. 1, og den har betyd-ning for skadens udvikling i form af infektionens udvikling, der medførte behov for indgreb, der har bidraget til udviklingen af CRPS-lidelsen eller lidelsens sværhedsgrad.
ANERKENDELSE EFTER KEL § 20, STK. 1, NR. 4
14
Subsidiært gøres det gældende, at skaden skal anerkendes efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4.
Der foreligger efter Retslægerådets udtalelse en sjælden forekom-mende udvikling af CRPS med under 2 % forekomst. Lovens sjæl-denhedskrav er derfor opfyldt.
I forhold til sagens alvor så kan der ikke af Retslægerådets udta-lelse udledes, hvorledes det rent faktisk ville have været tilfældet ubehandlet. Retslægerådet udtaler sig om, hvad en infektion gene-relt ”kan” udvikle sig til, ikke en konkret stillingtagen og svaret er derfor ikke anvendeligt.
Endvidere er netop fejlen og problemet i sagen, at der ikke blev iværksat korrekt antibiotisk behandling tidligt nok, selvom det skulle blive lagt til grund, at en korrekt og tidlig antibiotisk be-handling ville have været uden effekt for udviklingen af infektio-nen og dermed ikke ændret forløbet med behov for kirurgisk ind-greb. Nr. 4 er ikke betinget af en lægelige fejl og dermed heller ikke, at der er sammenhæng mellem en lægelig fejl og udviklingen af til-standen. Der er alene den betingelse, at det er behandlingen, der har medført eller bidraget til udviklingen af tilstanden, hvilket er bekræftet ved Retslægerådets besvarelser, jfr. ovenfor.
For så vidt angår alvoren af tilstanden er refleksdystrofi en meget invaliderende tilstand. Efter den vejledende méntabel D.1.9.7. fast-sættes følgerne for refleksdystrofi på baggrund af konkret vurde-ring af smerter og de fysiske forhold i form af nedsat bevægelighed, muskelsvind mv. Sammenholdt i øvrigt med den vejledende mén-tabel D.1.8. og det følgende, så er der grund til at antage, at en re-fleksdystrofi (CRPS) udmåles i høj méngrad omkring 40-60 %. Sagsøger er endvidere som følge af lidelsen gået på førtidspension og har dermed også et ikke-uvæsentligt erhvervsevnetab.
Følgerne ved lidelsen har derfor været meget invaliderende og al-vorlige for sagsøgers arbejdsmæssige forhold. Sammenholdt med grundlidelsen i form af et kattebid og infektion heraf, der burde være en simpel tilstand at behandle, hvis den sker korrekt og retti-digt, er komplikationerne sjældne og uproportionelle og skal der-for, hvis ikke efter nr. 1, anerkendes efter nr. 4.
DEN SUBSIDIÆRE PÅSTAND:
Hvis Retten finder, at der er begået fejl i Ankenævnets behandling af sagen, herunder at der ikke er medtaget de relevante konklusio-
15
ner blandt andet fra Retslægerådet, men at Retten alligevel afstår fra at dømme Ankenævnet til anerkendelse, skal der subsidiært ske hjemvisning til fornyet behandling af anerkendelsesspørgsmålet på baggrund af de korrekte forhold.
…”
Ankenævnet for Patienterstatningen har i sit påstandsdokument anført:
”…
2. ARGUMENTATION OG ANBRINGENDER
2.1 Prøvelse af ankenævnets afgørelse – bevisbyrde
Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse af 20. april 2020 (bilag 2).
Ankenævnet er et kollegialt organ med en særlig sagkundskab og erfa-ring i at bedømme sager efter KEL, da ankenævnet består af medlem-mer med juridisk og lægevidenskabelig baggrund, og da ankenævnet behandler et stort antal sager. Ankenævnet har derved opbygget en be-tydelig erfaring med at udøve det nødvendige skøn i sager som denne, der involverer både retlige og lægevidenskabelige vurderinger.
Dette må tages i betragtning ved bevisbedømmelsen, og der skal derfor foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse.
Det er Sagsøger, der har bevisbyrden. Der er ikke under sagen fremlagt sådanne oplysninger, som kan danne grundlag for en tilside-sættelse af ankenævnets afgørelse. Sagsøger har derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at der er et sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse.
2.2 Retsgrundlag
En patient er berettiget til erstatning, hvis patienten ved behandling, undersøgelse eller lignende med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade, jf. § KEL 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, og skaden med over-vejende sandsynlighed er forvoldt på en af de i § 20, stk. 1, nr. 1-4, an-førte måder.
Følger af selve grundlidelsen og dens forløb berettiger ikke til erstat-ning efter KEL, og det er således alene skade som følge af en (mang-lende) behandling, undersøgelse eller lignende, som kan danne grund-
16
lag for erstatning. Lovens krav er således mere end 50 % sandsynlighed, førend patienten har løftet sin bevisbyrde for årsagssammenhæng mel-lem en behandling omfattet af loven og patientens skader/gener.
Det er desuden udtrykkeligt forudsat i forarbejderne til klage- og erstat-ningsloven, at netop den situation kan opstå, at der ikke kan siges noget om den relative sandsynlighed af de mulige skadesårsager, jf. bemærk-ningerne til patientforsikringslovens § 2 i lovforslag nr. 144 af 8. februar 1991, hvor det bl.a. anføres:
” Hvis intet sikkert om skadesårsagen kan fastslås, må den relative sand-synlighed af de mulige skadesårsager vurderes og afvejes over for hinan-den. Må det herefter antages, at det er lige så sandsynligt, at skaden kan have udviklet sig uafhængigt af behandlingen, eller kan intet siges om den
relative sandsynlighed af de mulige skadesårsager, foreligger der ikke en
(erstatningsberettigende) patientskade.”
Ifølge bemærkningerne til patientforsikringsloven (Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg A, spalte 3286) kan bevisbyrden for årsags-sammenhæng lempes i tvivlsomme tilfælde, hvis der klart er begået fejl ved behandlingen. Højesteret har fastslået, at en klar fejl er ensbety-dende med, at der skal være handlet ansvarspådragende efter alminde-lige erstatningsretlige regler, altså culpøst. Højesteret har endvidere fastslået, at der ikke er grundlag for at lempe bevisbyrden for årsags-sammenhæng, hvis det ikke er dokumenteret, at der klart er begået en lægefaglig fejl.
Det forhold, at der er begået en klar fejl, medfører ikke i sig selv, at be-visbyrden for årsagssammenhæng kan anses for løftet. Højesteret har i dommen U.2019.3916H fortolket betingelserne for bevislempelse i forar-bejderne sådan, at skadelidte skal bevise, at der er "en vis større, men ikke overvejende, sandsynlighed for", at der er årsagssammenhæng mellem fejlen og skaden.
Hvis det er mindre sandsynligt, at behandlingen var årsag til skaden, kan bevisbyrden ikke lempes. Eventuelle fejl i forbindelse med behand-lingen får dermed ikke betydning. Bevislempelse er således ikke ensbe-tydende med præsumptionsansvar/omvendt bevisbyrde. Ankenævnet henviser til retspraksis, herunder bl.a. til U.2011.1019 H og U.2020.118 H.
Det er efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1, en betingelse for erstatning, at skaden med overvejende sandsynlighed skyldes, at behandlingen ikke er ud-
17
ført i overensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist på det på-gældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet.
Subsidiært kan en eventuel skade være erstatningsberettigende efter reglerne i KEL § 20, stk. 1, nr. 4, hvis der som følge af undersøgelse eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre komplika-tioner, der er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må tåle. Der skal herved dels tages hensyn til skadens alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragt-ning. Erstatning for skaden efter denne bestemmelse [nr. 4] forudsætter således, at behandlingen har været udført i overensstemmelse med be-tingelserne i nr. 1.
Efter fast praksis er det en betingelse for erstatningsberettigelse efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4, at de i ordlyden udtrykte kriterier om sjældenhed og alvorlighed begge er opfyldt.
Ved vurdering af om alvorlighedskriteriet er opfyldt, er det afgørende grundlidelsens relative alvorlighed og sagsøgerens helbredstilstand i øvrigt set i forhold til den indtrufne skade. Ved behandling af en alvor-lig sygdom må patienten acceptere mere omfattende skader end ved be-handling af en mindre alvorlig sygdom. Hvis sygdommen uden be-handling indebærer nærliggende risiko for alvorlig invaliditet eller for patientens død, må der også accepteres en betydelig risiko for alvorlige komplikationer i forbindelse med behandlingen. Det er således ikke til-strækkeligt, at komplikationen i sig selv har alvorlige følger for patien-ten.
For så vidt angår kriteriet om sjældenhed fremgår det af forarbejderne og praksis, at betingelsen kun er opfyldt, hvis hyppigheden er mindre end 2 %.
Bevisbyrden for ovenstående påhviler Sagsøger.
2.3 Den konkrete sag
2.3.1 Betingelserne i KEL § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, er ikke opfyldt
Ankenævnet gør gældende, at Sagsøger ikke har tilvejebragt et sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse (bilag 2) om, at Sagsøgers gener, herunder udvikling af CRPS, ikke med overvejende sandsynlighed skyldes behandlingen hos
18
Lægeklinik, Amager eller Hvidovre Hospital den 29. maj 2017 og frem. Betingelserne i KEL §19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, er derfor ikke opfyldt.
Det indgik på relevant måde i ankenævnets vurdering, at egen læge den 29. maj 2017 skulle have sat Sagsøger i antibiotisk be-handling straks, og at det af Amager Hospital den 29. maj 2017 ordine-rede præparat, cifin, ikke var det naturlige alternativ til det foretrukne præparat, penicillin. Den manglende korrekte behandling hos egen læge og på Amager Hospital har imidlertid ikke med overvejende sand-synlighed haft betydning for Sagsøgers sygdomsforløb og ge-ner, herunder udviklingen af CRPS.
Desuden indgik det i vurderingen, at Sagsøger den 29. maj 2017 fik udskrevet virksom og forebyggende antibiotisk behandling i korrekt dosering, og at det dermed er uden betydning, at hun ikke op-rindeligt blev behandlet med det foretrukne præparat.
Ankenævnet har derudover lagt vægt på, at Sagsøger modtog relevant medicinsk og kirurgisk behandling, da infektionen som følge af kattebiddet havde udviklet sig. Behandlingen hos egen læge og på Amager Hospital har således ikke afstedkommet skader eller gener hos Sagsøger, herunder udviklingen af CRPS. Sådanne skader og gener må derfor henføres til Sagsøgers grundsygdom hidrø-rende fra kattebiddet.
Til støtte herfor henvises til oplysningerne i de vejledende lægelige vur-deringer (bilag 11-12) om, at behandlingen ikke med overvejende sand-synlighed har forårsaget Sagsøgers skader og gener. Af den vejledende udtalelse fra speciallæge i infektionsmedicin, Person, (bilag 12) fremgår bl.a., at Sagsøger indenfor de anbefalede ca. 8 timer efter kattebiddet fik virksom forebyggende antibiotisk medi-cin i en korrekt dosering. At infektionen udviklede sig de følgende dage på trods af, at effektiv behandling blev indledt mindre end ½ døgn efter biddet, er ikke usædvanligt, da bakterierne vokser hurtigt, og fordi det tager nogen tid, før behandlingen begynder at virke.
Retslægerådets udtalelse af 13. juli 2022
Ovenstående støttes af Retslægerådets udtalelse. Der henvises til Retslægerådets svar på spørgsmål 2 om, at Sagsøgers CRPS sandsynligt (mere end 50 %) er udløst af en kombination af kattebid og den efterfølgende nødvendige behandling, uden at det med sikkerhed kan afgøres, hvornår CRPS er udløst og de enkelte delelementers bi-drag.
19
Dermed er Retslægerådet ikke med sikkerhed (sandsynlighed på mere end 50 %) i stand til at angive, hvilken af de mulige årsager (kattebiddet eller den nødvendige behandling) eller kombinationer af årsager, der har medført udviklingen af CRPS.
Ankenævnet gør således gældende, at Retslægerådet er enig med anke-nævnet i, at udvikling af CRPS kan skyldes mange årsager, og at det læ-gefagligt ikke er muligt i overvejende grad at kvantificere de enkelte år-sager/delelementers betydning i Sagsøgers tilfælde.
Retslægerådets svar på spørgsmål B må også mest nærliggende forstås sådan, at kattebid må karakteriseres som en alvorlig skade, der medfø-rer svære infektioner og vævsskade med heraf følgende funktionstab samt i værste fald generel infektion i kroppen med blodforgiftning (sepsis), hvis kattebiddet ikke var blevet behandlet, hvilket det blev (in-denfor tidsrammen på 8 timer) med virksom og forebyggende antibio-tisk behandling i korrekt dosering.
Ankenævnet bestrider også, at der er en sådan tidsmæssig sammen-hæng mellem behandlingen og Sagsøgers udvikling af CRPS, at der er grundlag for at yde erstatning, når Retslægerådet ikke er i stand til at angive med sikkerhed (mere end 50 %), hvad de enkelte del-elementer har bidraget med.
Desuden er en tidsmæssig sammenhæng mellem udviklingen af CRPS og behandlingsforløbet ikke i sig selv nok til, at udviklingen af CRPS med overvejende sandsynlighed kan anses som en følge af behandlin-gen, jf. fx FED.2002.2335 og FED 2002.654.
Ankenævnet gør derfor gældende, at Sagsøger ikke har be-vist, at hendes gener, herunder udviklingen af CRPS, i overvejende grad skyldes behandlingen hos Lægeklinik, Amager eller Hvidovre Hospital den 29. maj 2017 og frem.
Ikke grundlag for bevislempelse
Det gøres gældende, at Sagsøger ikke har bevist, at der er be-gået ansvarspådragende fejl af en sådan beskaffenhed, at bevislempelse kan komme på tale.
Det kan heller ikke udledes af Retslægerådets udtalelse.
Sagens øvrige omstændigheder giver heller ikke grundlag for at fastslå, at der er begået ansvarspådragende fejl.
20
Desuden har Sagsøger ikke anført noget til støtte for, at betin-gelserne for at lempe beviskravet er opfyldt, udover at henvise til Pa-tienterstatningens afgørelse (bilag 1), den indbragte afgørelse (bilag 2) og lægekonsulenternes vejledende vurderinger (bilag 11-13). Det gøres gældende, at de nævnte bilag ikke dokumenterer, at der er begået fejl af en sådan beskaffenhed ("klar fejl"), at bevislempelse kan komme på tale, eller at der er "tvivl om årsagssammenhængen".
Derimod følger det af Patienterstatningens og ankenævnets afgørelser, at man var enige om, at betingelserne for bevislempelse ikke var op-fyldt, idet dette forhold ikke er inddraget i afgørelsesgrundlaget. Der er derfor en formodning for, at selvom behandlingen ikke helt var i over-ensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist på området ville have handlet, kan behandlingen ikke karakteriseres som culpøs og dermed "klar".
Til støtte for dette henviser ankenævnet til, at Sagsøger inden-for de anbefalede ca. 8 timer efter kattebiddet fik virksom, forebyg-gende, antibiotisk medicin i en korrekt dosering, jf. bl.a. bilag 12. Heraf fremgår også, at det rekommanderede præparat ikke blev givet pga. tvivl om overfølsomhed/bivirkninger ved penicillin, at det anvendte præparat udøver faktisk effekt overfor den konkrete bakterie, og at do-seringen var korrekt. Effektiv behandling blev således indledt mindre end et halvt døgn efter kattebidet. Derudover fremgår, at tidsgrænsen for forebyggende behandling er vejledende, og at der ingen kendskab er til sikre opgørelser over, om endnu tidligere behandling skulle være yderligere virksom.
På denne baggrund gør ankenævnet samlet gældende, at Sagsøger ikke har bevist, at hendes sygdomsforløb og gener, herunder ud-vikling af CRPS, med den nødvendige overvejende sandsynlighed skyl-des behandlingen hos Lægeklinik, Amager eller Hvidovre Hospital 29. maj 2017 og frem.
2.3.2 Betingelserne i KEL § 20, stk. 1, nr. 4, er ikke opfyldt Hvis retten på det foreliggende grundlag vil tage stilling til, om erstat-ningsbetingelserne (sjældenheds- og alvorlighedskriteriet) i KEL § 20, stk. 1, nr. 4, er opfyldt i relation til Sagsøgers udvikling af CRPS, gør ankenævnet gældende, at Sagsøger ikke har bevist, at betingelserne i KEL § 20, stk. 1, nr. 4, er opfyldt.
Det gøres gældende, at bestemmelsen kun kan komme til anvendelse, hvis behandlingen er udført i overensstemmelse med behandlingsstan-darden i KEL § 20, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af den indbragte afgørelse,
21
at ankenævnet har vurderet, at behandlingen hos egen læge og på Amager Hospital ikke var i overensstemmelse med denne standard, hvorfor der ikke kan ydes erstatning efter denne bestemmelse for så vidt angår behandlingen hos Lægeklinik og Amager Hospi-tal.
Det gøres endvidere gældende, at Sagsøger ikke har bevist, at den grundlæggende betingelse, om at der skal være indtrådt en skade som følge af behandlingen, er opfyldt. Allerede af den grund er erstat-ningsbetingelserne i KEL § 20, stk. 1, nr. 4, ikke opfyldt.
Det påhviler også Sagsøger at bevise, at betingelserne i nr. 4 om relativ alvor og sjældenhed i KELs forstand er opfyldt.
Tværtimod fremgår det af Retslægerådets svar (spørgsmål B), at Sagsøgers grundlidelse (kattebid) har karakter af at være en al-vorlig skade, der uden behandling medfører svære infektioner og vævs-skader med efterfølgende funktionstab samt i værste fald generel infek-tion i kroppen med blodforgiftning (sepsis). Sagsøger havde allerede som følge af kattebiddet smerter, som hun oplevede som svære.
Uden behandling ville Sagsøger derfor også have haft ulide-lige smerter som følge af kattebiddet, som ifølge Retslægerådet medfø-rer svære infektioner, vævsskader og funktionstab samt i værste fald generel infektion i kroppen med blodforgiftning, hvorfor behandlingen med antibiotika og operative indgreb var velindiceret.
Ankenævnet gør derfor gældende, at Sagsøger ikke har be-vist, at den del af hendes gener, herunder CRPS, som i overvejende grad måtte være behandlingspåført, står i misforhold til de gener, hun ville have haft, hvis hun ikke var blevet behandlet. Sagsøger har derfor ikke løftet bevisbyrden for, at lovens alvorlighedsbetingelse er opfyldt.
Da den relative alvor og sjældenheden må vurderes samlet ved bedøm-melse af, om en given skade ligger ud over, hvad Sagsøger med rimelig må tåle, er det ikke tilstrækkeligt, at en eventuel skade er sjældent forekommende.
På den baggrund gør ankenævnet gældende, at Sagsøger ikke har bevist, at hendes gener, herunder udvikling af CRPS, er en erstat-ningsberettigende behandlingsskade, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 4.
22
På denne baggrund gør ankenævnet samlet gældende, at Sagsøger ikke har løftet bevisbyrden for, at der er et sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse (bilag 2), som er truffet under med-virken af særlig sagkundskab.
Ankenævnet bør derfor frifindes.
…”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Retten lægger til grund som ubestridt, at den indledende behandling den 29. maj 2017 fra den praktiserende læges side ikke var i overensstemmelse med den behandling, som en erfaren specialist på det pågældende område og under de i øvrigt givne forhold ville have foretaget, idet Sagsøger efter kattebid i hånden burde have været sat i antibiotisk behandling straks.
Det er ligeledes ikke bestridt, at behandlingen senere den 29. maj 2017 på Ama-ger Hospital ikke var i overensstemmelse med den behandling, som en erfaren specialist på det pågældende område og under de i øvrigt givne forhold ville have foretaget, idet det foretrukne præparat var penicillin, men Sagsøger blev sat i behandling med præparatet Cifin.
Det fremgår af professor dr. med. Persons udtalelse i sagkyndig vurdering af 12. februar 2020, at det præparat, som Sagsøger fik ordineret på Amager Hospital, ikke var ”rekommanderet til formålet” , men udøvede faktisk effekt over for den bakterie, som forvoldte infektionen, og doseringen var kor-rekt.
Retslægerådet har ved besvarelsen af spørgsmål 2 udtalt, at Sagsøgers CRPS sandsynligvis, med en sandsynlighed på mere end 50 %, er udløst af en kombination af kattebid og den efterfølgende nødvendige behandling, og at det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvornår i forløbet CRPS er udløst og de en-kelte delelementers bidrag.
Efter en samlet vurdering finder retten det ikke godtgjort, at udviklingen af CRPS med overvejende sandsynlighed skyldes, at den indledende lægelige be-handling af kattebiddet den 29. maj 2017 ikke blev udført, som en erfaren speci-alist ville have gjort under de givne forhold. Det findes ligeledes ikke godtgjort, at den samlede behandling med overvejende sandsynlighed er årsag til Sagsøgers udvikling af CRPS.
23
Det forhold, at den praktiserende læge ikke ved lægebesøg den 29. maj 2017 or-dinerede relevant penicillin, og at Sagsøger først ved 19-tiden samme dag fik ordineret virksom medicin, findes ikke at udgøre en fejlbehandling, der kan føre til en anden vurdering af kravet til beviset for årsagssammenhæng.
Betingelserne for erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og 4, findes derfor ikke op-fyldt.
Af de anførte grunde frifindes Ankenævnet for Patienterstatningen.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning
af advokatudgift med 70.000 kr. Ankenævnet for Patienterstatningener ikke
momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Ankenævnet for Patienterstatningen frifindes.
Sagsøger skal til Ankenævnet for Patienterstatningen betale sagsom-kostninger med 70.000 kr.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 20-06-2023 kl. 13:00
Modtagere: Sagsøger, Advokat (H) Lars Sandager, Advokat (L) Mette Ramm-Larsen, Sagsøgte Ankenævnet for
Patienterstatningen