Dom for overtrædelse af straffelovens § 110 e, stk. 2 (”koranloven”), samt kendelser om straffesags behandling med nævninger, omberammelse og indhentelse af sagkyndig erklæring

RETTEN PÅ BORNHOLM

Udskrift af dombogen

D O M

afsagt den 16. maj 2025

Rettens nr. 1-40/2025

Politiets nr. 2200-70195-00001-24

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte 1

født Dato 1 1982 og

Tiltalte 2

født Dato 2 1988

Der har i medfør af retsplejelovens § 686, stk. 2, 1. pkt., in fine, medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 24. januar 2025.

Tiltalte 1 og Tiltalte 2 er tiltalt for

overtrædelse af straffelovens § 110 e, stk. 2,

ved den 15. juni 2024 ca. kl. 15.45 på adressen Strandgade ca. 100 meter syd for Kongekærskolen i et telt på stadeplads A60 under Folkemødet i Allinge, i forening efter forudgående aftale eller fælles indbyrdes forståelse, offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds at have gjort sig skyldige i u-tilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift, idet Tiltalte 1 under en debat med titlen "Skal vi brænde koranen?"med sin adfærd og udtalelser flere gange understøttede og opfordrede Tiltalte 2 til, at denne rev sider ud af en koran og tilsølede den ved at lade den falde ned i en vandpyt, ligesom Tiltalte 1 løbende kommenterede Tiltalte 2's handlinger over for det tilstedeværende publikum, alt hvorved kora-nen blev beskadiget, idet den blev våd/fugtig og manglede to sider, ligesom bogens omslag blev revet delvist af, alt imens episoden blev filmet og livest-reamet på Politisk partis åbne Facebook-profil.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af en koran hos de tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Tiltalte 1 har nægtet sig skyldig.

Tiltalte 2 har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af de tiltalte, Tiltalte 1 og Tiltalte 2, og af vidnerne Vidne 1, Vidne 2, Vidne 3, Vidne 4, Vidne 5 og Vidne 6.

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Der er fremlagt en videooptagelse optaget på gerningstidspunktet og en foto-mappe.

Tiltalte 1 er straffet af betydning for nærværende sag, senest

vedØstre Landsrets ankedom af 4. juli 2019 efter straffelovens § 266 b, stk. 1, jf. stk. 2, med en tillægsstraf af fængsel i 14 dage betinget af en prøvetid på 1 år,

vedRetten i Næstveds dom af 21. maj 2021 efter straffelovens § 121 med 10 dagbøder på hver 500 kr.,

vedØstre Landsrets ankedom af 2. september 2021 efter straffelovens § 266 b, stk. 1, jf. til dels stk. 2, og § 267, stk. 1, databeskyttelseslovens § 41, stk. 2, nr. 1, jf. § 8, stk. 4, jf. stk. 3, samt færdselslovens § 118, jf. § 15, stk. 3, og § 42, stk. 2, jf. straffelovens § 89 og til dels § 61, stk. 1, og stk. 2, med fængsel i 3 måneder betinget af en prøvetid på 2 år samt en bøde på 8.500 kr. Fælles- og tillægsstraf i forhold til Retten i Næstveds dom af 21. maj 2021 og Østre Landsrets ankedom af 4. juli 2019, og

vedKøbenhavns byrets dom af 22. november 2024 efter straffelovens § 266 b, stk. 2, jf. stk. 1, jf. straffelovens § 61, stk. 1, og § 89. Fælles- og tillægsstraf i forhold til Østre Landsrets ankedom af 2. september 2021. Der blev ikke fastsat yderligere straf.

Tiltalte 2 er ikke straffet af betydning for nærværende sag.

Retsgrundlag

Straffelovens § 110 e, stk. 2, der forbyder utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremgår som et sådant skrift, offentligt eller med forsæt til ud-bredelse i en videre kreds, blev indsat ved lov nr. 1554 af 12. december 2023

om ændring af straffeloven.

Af lovforslag nr. 65 af 27. oktober 2023 Forslag til lov om ændring af straf-feloven (Forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund) fremgår blandt andet:

"3. Justitsministeriets overvejelser

Det er som udgangspunkt ikke strafbart efter straffeloven offentligt ek-sempelvis at brænde Koranen eller et andet religiøst skrift, medmindre det sker under omstændigheder, hvor en gruppe af personer samtidig trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin tro, jf. straffelovens § 266 b.

Offentlig afbrænding vil efter omstændighederne kunne udgøre en over-trædelse af ordensbekendtgørelsen, hvis afbrændingen sker på en måde, hvor der tændes bål, som kan medføre fare eller ulempe for forbipasse-rende, men hvis ikke det er tilfældet, vil offentlig afbrænding ikke være i strid med ordensbekendtgørelsen.

Der lægges på ovenstående baggrund op til, at der indføres en bestem-melse i straffeloven, som gør sådanne forhånelser, som offentlig afbræn-ding af f.eks. Koranen i almindelighed er udtryk for, strafbare.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør den foreslåede bestemmelse gælde for skrifter med væsentlig religiøs betydning. Der lægges op til, at be-stemmelsen ikke blot skal omfatte afbrænding, men også andre tilfælde, hvor de pågældende skrifter behandles utilbørligt. Bestemmelsen bør ale-ne omfatte utilbørlig fysisk behandling af skrifterne.

Der lægges op til, at den foreslåede bestemmelse skal omfatte skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, idet en så-dan afgrænsning vil bidrage til en entydig afgrænsning af de trossamfund, hvis religiøse skrifter bestemmelsen beskytter mod utilbørlig behandling. Bestemmelsen vil omfatte trossamfund, der er registreret som anerkendt efter trossamfundsloven (lov nr. 1533 af 19. december 2017 om trossam-fund uden for folkekirken med senere ændringer). Folkekirken vil i denne sammenhæng også være at anse for omfattet af bestemmelsen, selv om der ikke er tale om et anerkendt trossamfund efter trossamfundsloven.

For at undgå omgåelse ved, at det skrift, der behandles utilbørligt, ikke er selve skriftet med væsentlig religiøs betydning, men en genstand, der fremstår som et skrift med væsentlig religiøs betydning, lægges der op til, at forbuddet også skal omfatte sådanne genstande. I forhold til de navnlig udenrigspolitiske og sikkerhedsmæssige hensyn, som ligger bag den fore-slåede bestemmelse, er det således Justitsministeriets vurdering, at den potentielle skadevirkning ved utilbørlig behandling af en genstand, der ik-ke er et skrift med væsentlig religiøs betydning, men som for omverdenen fremstår som et sådant skrift, vil kunne være lige så stor, som hvis der var

tale om selve skriftet. Endvidere vil en sådan afgrænsning medvirke til at sikre mulighederne for effektivt at håndhæve bestemmelsen i praksis.

Henset til, at den foreslåede bestemmelse navnlig varetager udenrigspoli-tiske og sikkerhedsmæssige hensyn, bør den efter Justitsministeriets op-fattelse placeres i straffelovens 12. kapitel om landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i straffelovens § 110 e, der er placeret i straffelovens 12. kapitel, at det er strafbart offentligt at forhåne en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nati-onalmærke eller De Forenede Nationers eller Det Europæiske Råds flag. Som nævnt har § 110 e til formål at beskytte Danmarks forhold til frem-mede magter og den danske stats interesser i forhold til udlandet. Da det foreslåede forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig reli-giøs betydning navnlig varetager lignende hensyn, lægges der op til at indsætte bestemmelsen som et nyt stykke i § 110 e.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er ikke at regulere, hvilken status religiøse skrifter har i anerkendte trossamfund, eller regulere inter-ne forhold i trossamfund i øvrigt, men at indføre en beskyttelse af de skrifter, der efter en retlig vurdering ud fra den foreslåede bestemmelse må anses for at have væsentlig religiøs betydning.

Den foreslåede bestemmelse bør efter Justitsministeriets opfattelse ikke være omfattet af straffelovens § 136, stk. 2, om billigelse af forbrydelser-ne omhandlet i straffelovens 12. og 13. kapitel. På grund af den nære sammenhæng med den gældende § 110 e om offentlig forhånelse af bl.a. fremmede staters flag, bør heller ikke denne bestemmelse være omfattet af § 136, stk. 2.

4. Den foreslåede ordning

Det foreslås på denne baggrund at indsætte et nyt stykke i straffelovens § 110 e (§ 110 e, stk. 2), hvorefter den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift, straffes med bøde el-ler fængsel indtil 2 år.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde for skrifter med væsentlig religiøs betydning. Herved forstås fysiske skrifter, som inden for den pågældende trostradition anses for særligt centrale for troens bekendelsesgrundlag og/ eller lære. At et skrift anvendes af religiøse grunde eller som led i religi-onsudøvelse, f.eks. en salmebog, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at skriftet omfattes, ligesom skrifter, som af kulturelle eller politiske grunde er forbundet med religionen, men som ikke i sig selv er centrale for troens bekendelsesgrundlag og/eller lære, ikke vil være omfattet.

Om et givent skrift kan anses for at være af væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund vil bero på en nærmere konkret retlig vur-dering efter omstændighederne med inddragelse af religionsvidenskabelig sagkundskab. Det vil således ikke være det enkelte anerkendte trossam-fund, der vurderer, om et specifikt religiøst skrift skal anses for omfattet af bestemmelsen. Oplysninger fra et anerkendt trossamfund, om hvad trossamfundet måtte betragte – eller ikke måtte betragte – som skrifter med væsentlig religiøs betydning, vil dog naturligt kunne indgå i den vur-dering af skriftets religiøse betydning for trossamfundet, der skal foreta-ges.

Omfattet af den foreslåede bestemmelse vil være centrale religiøse skrifter såsom Bibelen, Koranen, Torahen, Vedaerne og Tripitaka (Pali-kanon). Der er ikke tale om en udtømmende opregning, og bestemmelsen vil også kunne omfatte andre centrale religiøse skrifter.

Uden for bestemmelsen vil falde bl.a. sangbøger og -hæfter, kommentar-værker eller andre typer af eksegeseværker, religiøs skønlitteratur, lære-bøger og videnskabelige artikler med gengivelse af udvalgte tekster samt medlemsblade for trossamfund.

Det vil ikke have betydning for bestemmelsens anvendelse, om der er tale om hele skriftet eller dele heraf, herunder et beskadiget skrift. Eksempel-vis en tidligere forsøgt afbrændt bibel eller dele af Torahen vil således og-så være at anse som et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund.

Bestemmelsen vil ikke omfatte afbildninger, gengivelser eller imitationer af skrifter med væsentlig religiøs betydning i form af eksempelvis tegnin-ger, malerier, billeder, modeller eller lignende, medmindre der er tale om en imitation eller lignende, som ikke umiddelbart kan skelnes fra selve skriftet med væsentlig religiøs betydning.

Ved vurderingen af, om en genstand fremstår som et skrift med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, vil der skulle lægges vægt på, om genstanden er egnet til at blive forvekslet med det religiøse skrift af dem, der overværer den utilbørlige behandling, eller omverdenen i øvrigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet med en vellignende ef-terligning af omslaget til en koran, hvor siderne inde i bogen stammer fra en anden bog eller viser sig at være blanke. Det samme vil kunne være til-fældet, hvis behandlingen ud fra den kontekst, hvori den foretages, giver beskuerne eller omverdenen i øvrigt det indtryk, at der er tale om utilbør-lig behandling af et skrift med væsentlig religiøs betydning.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde for utilbørlig behandling af de på-gældende skrifter med væsentlig religiøs betydning. Herved forstås fysis-

ke handlinger, hvorved disse skrifter ødelægges eller beskadiges på en nedsættende eller forhånende måde eller i øvrigt fysisk behandles forhå-nende eller nedsættende.

Den foreslåede bestemmelse vil efter omstændighederne omfatte enhver utilbørlig fysisk behandling, herunder afbrænding, tilsøling, at der f.eks. trampes på eller sparkes til skriftet, at skriftet overhældes med en væske eller svøbes i fødevarer, eller at skriftet ødelægges ved, at det f.eks. rives eller klippes i stykker eller lignende. Den vil også omfatte tilfælde, hvor skriftet stikkes i f.eks. med en kniv.

Det afgørende vil være, om den pågældende behandling ud fra en almin-delig samfundsmæssig betragtning kan anses for at være utilbørlig. Vur-deringen vil således være objektiv og uafhængig af, hvilket trossamfund skriftet knytter sig til, og om eventuelle religiøse følelser i et trossamfund måtte være krænket. At svøbe et religiøst skrift i bacon vil således eksem-pelvis – uanset skriftets religiøse tilhørsforhold – være at anse som util-børligt. Omvendt vil eksempelvis indpakning af et religiøst skrift i et regn-bueflag ikke være en utilbørlig behandling.

Det vil ikke være i strid med bestemmelsen at skille sig af med eksempel-vis en bibel i en offentlig skraldespand, medmindre det sker på en måde, der i sig selv må anses for nedsættende eller forhånende.

En behandling, der i almindelighed ville være utilbørlig, vil herudover ef-ter omstændighederne kunne falde uden for det strafbare område som føl-ge af særlige skikke om behandling af det religiøse skrift i det pågældende trossamfund. Den, der påberåber sig sådanne særlige skikke, forudsættes at have en sådan tilknytning til det anerkendte trossamfund, som skikken vedrører, at det gør det naturligt at følge skikken, ligesom handlingen i øvrigt skal udføres på en måde, som indikerer, at den er udtryk for en ef-terlevelse af den pågældende skik og ikke foretages af andre grunde.

Bestemmelsen vil alene omfatte fysisk utilbørlig behandling af fysiske skrifter. Bestemmelsen vil ikke omfatte verbale eller skriftlige tilkendegi-velser, herunder tegninger, om religiøse skrifter og emner. Det samme gælder øvrige udtryksformer, som ikke indebærer, at skriftet fysisk be-handles utilbørligt. Bestemmelsen vil således ikke omfatte religionskritik, der udtrykkes på anden måde end ved fysisk at behandle et skrift omfattet af bestemmelsen utilbørligt.

Den foreslåede bestemmelse vil kriminalisere selve den utilbørlige fysiske behandling af skriftet. Det strafbare område vil således være denne hand-ling og ikke en eventuel udbredelse af eksempelvis en videooptagelse af handlingen.

Bestemmelsen vil heller ikke omfatte viderebringelse af andre personers

utilbørlige behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning. Be-stemmelsen vil således eksempelvis ikke omfatte mediers og journalisters viderebringelse af andres utilbørlige behandling, f.eks. i forbindelse med et nyhedsindslag i tv, der viser en anden persons afbrænding af en koran. Bestemmelsen vil på tilsvarende vis f.eks. heller ikke omfatte et museums udstilling af optagelser eller fotografier af en utilbørlig behandling foreta-get af en anden person.

Det gælder dog ikke, hvis der er tale om medvirken til overtrædelse af bestemmelsen. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis to personer har aftalt, at den ene foretager den utilbørlige behandling, og at den anden herefter viderebringer en optagelse af den utilbørlige behandling i en vide-re kreds. Det skyldes, at den person, der viderebringer optagelsen, i givet fald i kraft af aftalen har medvirket til selve den utilbørlige fysiske be-handling af skriftet.

Kunstneriske fremstillinger vil, hvis den ellers utilbørlige behandling ud-gør en mindre del af et kunstnerisk værk, falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Et kunstnerisk værk, som har den utilbørlige behand-ling som den eneste eller centrale bestanddel, vil derimod være omfattet af bestemmelsen.

Det vil således i almindelighed ikke være strafbart eksempelvis at afbræn-de et skrift med væsentlig religiøs betydning i forbindelse med optagelsen af en scene i en spillefilm. Tilsvarende vil iturivning af Bibelen under en koncert, en opera eller lignende som udgangspunkt heller ikke være at anse som utilbørlig.

Må den kunstneriske ramme for behandlingen af det religiøse skrift anses for at være etableret med det formål at foretage en ellers utilbørlig be-handling, vil en sådan rammesætning ikke bringe behandlingen uden for det strafbare område.

Ved vurderingen af, om behandling af et religiøst skrift i kunstnerisk sam-menhæng i en given situation må anses for at være omfattet af forbuddet, vil der ved den ovennævnte vurdering kunne lægges vægt på en række yderligere momenter. Det vil således kunne indgå, om behandlingen fore-går et sted, hvor der sædvanligvis fremføres eller vises kunst, om behand-lingen foretages af personer eller grupper af personer, som også i øvrigt beskæftiger sig med den pågældende udtryksform i en kunstnerisk sam-menhæng, og om værket fremtræder i en form og under omstændigheder, hvor der sædvanligvis er et publikum, som ud fra en kunstnerisk interesse og eventuelt mod betaling opsøger værker af den pågældende art.

Bestemmelsen vil skulle anvendes inden for rammerne af ytringsfriheds-beskyttelsen efter EMRK artikel 10, og bestemmelsen vil således ikke fin-de anvendelse, hvis det vil være i strid med EMRK artikel 10. Dette gæl-

der i relation til alle handlinger omfattet af den foreslåede bestemmelse, herunder også handlinger foretaget i kunstnerisk sammenhæng. Som det fremgår af pkt. 5.2, vil der efter Domstolens praksis imidlertid i alminde-lighed kunne straffes for ytringer, der kan karakteriseres som blasfemiske eller unødigt krænkende over for andres religiøse overbevisning.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det være en betingelse, at den util-børlige behandling foregår offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds. Afgrænsningen af, hvornår en utilbørlig behandling er fore-taget offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, vil skulle foretages med udgangspunkt i de tilsvarende afgrænsninger i straffelo-vens § 119, stk. 1, om vold eller trusler om vold mod offentligt ansatte og § 266 b og retspraksis om bestemmelserne.

Det foreslås, at overtrædelse af den foreslåede bestemmelse skal kunne straffes på samme måde som overtrædelser af straffelovens § 110 e, stk. 1, det vil sige med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Hvis man fra politiets side bliver opmærksom på en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse – enten som en fuldbyrdet forbrydelse eller et strafbart forsøg – vil politiet kunne gribe ind og bringe det strafbare for-hold til ophør, jf. de almindelige regler herom i politiloven og retspleje-loven. Det gælder også, selv om overtrædelsen måtte finde sted i forbin-delse med en demonstration. Bliver man fra politiets side således f.eks. i forbindelse med en demonstration opmærksom på, at en person skal til at brænde et skrift med væsentlig religiøs betydning (eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift), vil politiet kunne gribe ind og forhindre dette. Hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt, vil politiet kunne anholde og sigte den mistænkte samt beslaglægge skriftet (eller gen-standen) og udstyret, der skulle bruges til at antænde det. Der vil dog kunne opstå situationer, hvor det på stedet ikke er klart for politiet, om der er tale om en strafbar overtrædelse, og hvor det derfor vil være nød-vendigt at afvente en efterfølgende efterforskning og retlig vurdering.

...

5. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser

5.1. Grundloven

Det fremgår af grundlovens § 77, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for dom-stolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Det er den overvejende opfattelse i den statsretlige litteratur, at grundlo-vens § 77 ikke beskytter mod strafansvar for ytringer (den materielle yt-ringsfrihed), jf. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side

670, Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen (1980), side 716 og 724, Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter Germer (1973), side 374, og Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer (2015), side 503 f.

Forslaget rejser på den baggrund ikke spørgsmål i forhold til grundlovens § 77.

5.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

5.2.1. Efter EMRK artikel 10, stk. 1, har enhver ret til ytringsfrihed. Artikel 10 omfatter udtrykkeligt såvel ytringer i form af oplysninger om faktiske forhold som tilkendegivelser af personlige meninger. Be-skyttelsen omfatter dog ifølge praksis fra Domstolen ikke ytringer, der truer med eller tilskynder til vold, eller ytringer, der er udtryk for ekstremt had eller forhånelse af andre persongrupper.

Nogle handlinger vil i sig selv som udgangspunkt være udtryk for en yt-ring på grund af handlingens symbolværdi, f.eks. afbrænding af flag eller ødelæggelse af statuer af personer, jf. Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæis-ke Menneskerettighedskonvention for praktikere, 6. udgave (2023), side 1082. Ytringsfrihedsbeskyttelsen omfatter ikke alene indholdet af de ud-trykte ideer og meninger, men også den form, i hvilken de formidles, jf. Domstolens dom af 24. februar 1997 i sagen De Haes og Gijsels mod Belgien, pr. 48.

Artikel 10 omfatter også frihed til at fremkomme med kunstneriske ud-tryk, navnlig når det drejer sig om retten til at modtage og videregive in-formationer og ideer, der giver mulighed for at tage del i en offentlig ud-veksling af kulturelle, politiske og sociale informationer og ideer af en-hver art, jf. Jon Fridrik Kjølbro, a.st., side 1189. Beskyttelsen af den kunstneriske ytringsfrihed omfatter også informationer og ideer, der for-nærmer, provokerer eller forstyrrer staten eller en hvilken som helst del af befolkningen, jf. Domstolens dom af 24. maj 1988 i Müller m.fl. mod Schweiz, pr. 33, og dom af 2. februar 2021 i Dickinson mod Tyrkiet, pr. 54.

Beskyttelsen af ytringsfriheden efter artikel 10 er ikke absolut. Der kan foretages indgreb i ytringsfriheden, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sik-kerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uor-den eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre ud-spredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autori-tet og upartiskhed, jf. artikel 10, stk. 2.

Det centrale spørgsmål vil typisk være, om indgrebet kan anses for nød-vendigt i et demokratisk samfund. Domstolen har i sin praksis slået fast, at der – i lyset af, at ytringsfriheden udgør en helt grundlæggende rettig-

hed i et demokratisk samfund – skal være et presserende samfundsmæs-sigt behov for at anse betingelsen for opfyldt. Domstolen anlægger i den forbindelse en konkret helhedsvurdering af den pågældende sag, hvor ik-ke blot indholdet af de omhandlede ytringer, men også den kontekst, som de er fremsat i, og hvem de er fremsat overfor, tillægges betydning.

5.2.2. Det følger udtrykkeligt af EMRK artikel 10, stk. 2, at udnyt-telse af retten til ytringsfrihed kan medføre pligter og ansvar. I for-hold til ytringer om religiøse overbevisninger omfatter dette pligt til i videst muligt omfang at undgå ytringer, der er anstødelige og be-spottende i forhold til objekter, der af andre omgås med ærbødig-hed, jf. dom af 25. november 1996 i sagen Wingrove mod Storbri-tannien, pr. 52.

Domstolen anerkender dog samtidig, at ytringsfriheden beskytter kritik, herunder stærk kritik, af religion, når der er tale om et emne af offentlig interesse, og ytringerne ikke kan karakteriseres som blasfemiske eller u-nødigt krænkende eller sårende, jf. Jon Fridrik Kjølbro, a.st., side 1203, med henvisning til Domstolens dom af 5. december 2019 i sagen Tagiyev og Huseynov mod Aserbajdsjan, pr. 42-50, og dom af 7. december 2021 i sagen Yefimov og Youth Human Rights Group mod Rusland, pr. 40-48.

Domstolen har i sin praksis slået fast, at staten har en bredere skønsmar-gin, hvis ytringer kan karakteriseres som blasfemiske og unødigt kræn-kende over for andres religiøse overbevisning. Medlemsstater kan således efter Domstolens praksis foretage indgreb i retten til ytringsfrihed, hvis religiøse emner behandles på en måde, der kan karakteriseres som blasfe-misk.

5.2.3. Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 110 e, stk. 2, straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af et skrift med væsent-lig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en gen-stand, der fremstår som et sådant skrift, med bøde eller fængsel ind-til 2 år.

Justitsministeriet har ved vurderingen af, om den foreslåede bestemmelse varetager et anerkendelsesværdigt formål og er nødvendig i et demokra-tisk samfund, lagt vægt på, at de handlinger, som vil være strafbare, vil have en forhånende karakter, som er unødigt krænkende eller sårende. Det bemærkes i den forbindelse, at det i lyset af Domstolens praksis som gengivet ovenfor ligger inden for staternes skønsmargin ved lov at fast-sætte regler, som har til formål at foretage indgreb i retten til ytringsfri-hed, hvis religiøse emner behandles på en måde, der kan karakteriseres som blasfemiske. Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at forbud-det ikke omfatter bl.a. skrift og tale.

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den fore-slåede ordning kan gennemføres inden for rammerne af Danmarks for-

pligtelser efter EMRK."

Rettens begrundelse og afgørelse

Indledningsvist bemærkes, at anklageskriftet opfylder betingelserne i retsple-jelovens § 834, da det indeholder såvel en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, som en angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er nødvendig for en tilstrækkelig og ty-delig beskrivelse af tiltalen. Det forhold, at anklageskriftet for så vidt angår Tiltalte 1 ikke indeholder en nærmere angivelse af, hvilke konkrete handlinger eller udsagn, der rejses tiltale for, kan ikke føre til et andet resul-tat, idet anklageskriftet beskriver tiltalen tilstrækkeligt detaljeret til, at begge de tiltalte kan tilrettelægge deres forsvar forsvarligt.

Af den på gerningstidspunktet optagne video, der efter det oplyste blev live-streamet på Politisk partis åbne Facebook-profil, fremgår, at de tiltalte på Folkemødet afholdt et ca. 47 minutter langt debatoplæg med titlen "Skal vi brænde koranen?". Det fremgår, at Tiltalte 2 under oplægget fra en bog med titlen "The Holy Qur'an" ad to omgange rev sider ud af bogen og senere lod bogen falde ned i en vandpyt. Oplægget havde karakter af en sam-tale alene mellem de tiltalte, i løbet af hvilken de begge flere gange bekendt-gjorde, at det ikke ville være ulovligt at brænde, ødelægge eller tilsøle bogen, idet begge de tiltalte gentagne gange tilkendegav, at der var tale om en en-gelsksproget udgave af Koranen.

Det følger af forarbejderne til straffelovens § 110 e, stk. 2, at bestemmelsen gælder for utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning, hvorved forstås fysiske skrifter, som inden for den pågældende trostradition anses for særligt centrale for troens bekendelsesgrundlag og/eller lære. Om-fattet af bestemmelsen vil være centrale religiøse skrifter såsom Bibelen, Ko-ranen, Torahen, Vedaerne og Tripitaka (Pali-kanon). Uden for bestemmelsen vil falde bl.a. sangbøger og -hæfter, kommentarværker eller andre typer af eksegeseværker, religiøs skønlitteratur, lærebøger og videnskabelige artikler med gengivelse af udvalgte tekster samt medlemsblade for trossamfund. Det vil ikke have betydning for bestemmelsens anvendelse, om der er tale om hele skriftet eller dele heraf.

Retten finder herefter, at der ikke kan indfortolkes en betingelse om, at det utilbørligt behandlede konkrete skrift betragtes som helligt i den pågældende trostradition. Det forhold, at mange af de muslimske ritualer, herunder ek-sempelvis de fem bønner, omfatter recitation af koranen på arabisk, og at oversættelser af Koranen muligvis kun har betydning udenfor den rituelle og ceremonielle anvendelse, skal derfor ikke tillægges betydning ved afgørelsen af, om et skrift er omfattet af bestemmelsen. Retten finder derfor, at den en-gelsksprogede udgave af Koranen, som de tiltalte var i besiddelse af, er et skrift af væsentlig religiøs betydning i lovbestemmelsens forstand.

Det følger af forarbejderne til lovbestemmelsen, at der ved utilbørlig behand-ling forstås fysiske handlinger, hvorved de omfattede skrifter ødelægges eller beskadiges på en nedsættende eller forhånende måde eller i øvrigt fysisk be-handles forhånende eller nedsættende. Bestemmelsen vil efter omstændighe-derne omfatte enhver utilbørlig fysisk behandling, herunder afbrænding, tilsø-ling, at der f.eks. trampes på eller sparkes til skriftet, at skriftet overhældes med en væske eller svøbes i fødevarer, eller at skriftet ødelægges ved, at det f.eks. rives eller klippes i stykker eller lignende.

Tiltalte 2's behandling af den engelsksprogede koran, hvorved han rev sider ud af koranen og lod den falde i en vandpyt, er herefter omfattet af be-stemmelsen.

Efter indholdet af den på gerningstidspunktet optagne video finder retten, at Tiltalte 1 ved sin adfærd og sine udtalelser har medvirket til Tiltalte 2's utilbørlige behandling af koranen. Retten finder således ikke at kun-ne lægge vægt på det af Tiltalte 1 anførte om, at han ikke på noget tidspunkt opfordrede Tiltalte 2 til at rive koranen itu eller til at tilsøle den, idet han derimod gentagne gange frarådede dette, hvorved retten be-mærker, at Tiltalte 1 under hele forløbet fortsatte sin dialog med Tiltalte 2 om den nævnte koran og om, hvad man efter deres opfattelse lovligt kunne foretage sig med en engelsksproget koran, og at Tiltalte 1 også efter, at Tiltalte 2 havde revet den første side ud af koranen, fortsatte med at opildne Tiltalte 2, og ikke på noget tidspunkt tilkendegav, at Tiltalte 2 skulle stoppe, eller at han ikke længere ønskede at medvirke. Retten finder derved, at de tiltalte kan straffes for at have handlet i forening. Det tillægges herved ingen betydning, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at op-læggets indhold og nærmere afvikling ikke havde været genstand for forud-gående planlægning mellem de tiltalte.

De tiltalte har gjort gældende, at forholdet ikke er omfattet af bestemmelsen, da det blev udøvet som led i en kunstnerisk fremstilling.

Det følger af bestemmelsens forarbejder, at kunstneriske fremstillinger, hvis den ellers utilbørlige behandling udgør en mindre del af et kunstnerisk værk, vil falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde, idet et kunstnerisk værk, som har den utilbørlige behandling som den eneste eller centrale be-standdel, derimod vil være omfattet af bestemmelsen. Må den kunstneriske ramme for behandlingen af det religiøse skrift anses for at være etableret med det formål at foretage en ellers utilbørlig behandling, vil en sådan rammesæt-ning ikke bringe behandlingen uden for det strafbare område.

Den utilbørlige behandling blev forøvet i forbindelse med et debatoplæg på en stadeplads tilknyttet Politisk parti under Folkemødet. De tiltalte var til stede i kraft af deres nuværende eller tidligere tilknytning til partiet. Retten finder, at oplægget efter dets karakter og indhold ikke kan anses at være en kunstnerisk fremstilling i sin helhed. I det omfang begrænsede dele af oplæg-

get må betragtes som havende et kunstnerisk tilsnit, findes et sådant alene at være etableret med det formål at foretage en ellers utilbørlig behandling. Det forhold, at de tiltalte flere gange under oplægget tilkendegav, at der var tale om en kunstnerisk fremstilling, kan ikke tillægges betydning ved vurderingen heraf.

Bestemmelsen i straffelovens § 110 e, stk. 2, skal anvendes inden for ram-merne af ytringsfrihedsbeskyttelsen i Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikel 10. Bestemmelsen vil derfor ikke kunne finde anvendelse, hvis dette vil stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Det følger af Domstolens praksis, at der kan straffes for ytringer, der kan karakteriseres som blasfemiske eller unødigt krænkende over for an-dres religiøse overbevisning.

Retten finder, at det ikke vil stride mod de tiltaltes ytringsfrihedsbeskyttelse i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, at straffe de tiltaltes utilbørlige behandling i medfør af straffelovens § 110 e, stk. 2. Det af de tiltalte anførte om, at handlingerne blev foretaget på et poli-tisk folkemøde, hvor den ene tiltalte var til stede som formand for et politisk parti, kan ikke føre til et andet resultat.

Som følge af det anførte findes de tiltalte skyldige i den rejste tiltale for over-trædelse af straffelovens § 110 e, stk. 2, ved i forening efter fælles indbyrdes forståelse offentligt og med forsæt til udbredelse i en videre kreds at have fo-retaget utilbørlig behandling af en engelsksproget udgave af Koranen, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund.

Straffen for Tiltalte 1 fastsættes til 10 dagbøder á 1.000 kr., jf. straffe-lovens § 110 e, stk. 2, jf. stk. 1.

Tiltalte 1 er ved dom af 22. november 2024 fundet skyldig i overtræ-delse af straffelovens § 266 b ved et forhold begået den 17. august 2019, og der er ved dommen truffet afgørelse om, at der ikke skulle fastsættes yderli-gere straf, idet straffen skulle udmåles som en tillægs- og fællesstraf i forhold til en dom af 2. september 2021. Da samtidig påkendelse af det nu pådømte forhold med de tidligere forhold således ikke havde kunnet finde sted, fast-sættes den nu udmålte straf ikke som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89.

Straffen for Tiltalte 2 fastsættes til 10 dagbøder á 1.000 kr., jf. straffelo-vens § 110 e, stk. 2, jf. stk. 1.

Efter Vidne 2's forklaring må det lægges til grund, at den beslaglagte koran tilhører ham. En påstand om konfiskation kan derfor ikke rettes mod de tiltalte, hvorfor konfiskationspåstanden ikke tages til følge.

Thi kendes for ret:

Tiltalte 1 straffes med 10 dagbøder á 1.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 10 dage.

Tiltalte 2 straffes med 10 dagbøder á 1.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 10 dage.

De tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Dommer

RETTEN PÅ BORNHOLM

Den 19. februar 2025 kl. 14.00 blev retten sat af Dommer.

Retsmødet var offentligt.

Rettens nr. 1-40/2025

Politiets nr. SAK-2024-1300224-60

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte 1

CPR nr. (Født 1982) og

Tiltalte 2

CPR nr. (Født 1988)

Ingen var mødt.

Den for de tiltalte beskikkede forsvarer, advokat Jens Hedegaard, har ved mail af 19. februar 2025 anmodet om, at sagen omberammes, idet hans kli-ent oplyser, at han har en hovedforhandling ved Københavns Byret den 4. april 2025 kl. 9.30.

Der blev afsagt

Kendelse

Retten har modtaget anklageskrift den 24. januar 2025.

Den 3. februar 2025 har retten efter aftale med den for Tiltalte 1 be-skikkede forsvarer, advokat Jens Hedegaard, forhåndberammet hovedfor-handlingen til foretagelse den 14. marts 2025.

Den 4. februar 2025 har advokat Jens Hedegaard uden yderligere begrun-delse meddelt retten, at Tiltalte 1ikke vil kunne give møde den 14. marts 2025.

Den 7. februar 2025 er advokat Jens Hedegaard efter anmodning tillige be-skikket som forsvarer for Tiltalte 2.

Retten har den 11. februar 2025 ved kendelse afvist blandt andet en anmod-ning fra forsvareren om at få sagen henvist til behandling ved København Byret.

Retten har den 13. februar 2025 kontaktet den beskikkede forsvarer på ny med henblik på berammelse af sagen. Forsvareren oplyste, at forsvareren se-nest den 17. februar 2025 ville meddele retten, hvilke datoer i marts og april, forsvareren kunne give møde.

Retten har den 17. februar 2025 kontaktet den besikkede forsvarer, der oply-ste, at han kan give møde den 4. april 2025 eller den 20. juni 2025, og at han ville kontakte de tiltalte vedrørende datoerne. Forsvareren har oplyst, at han om muligt af hensyn til rejsetiden ønsker hovedforhandling berammet på en fredag.

Retten har ikke modtaget yderligere oplysninger fra den beskikkede forsva-rer.

Den 19. februar 2025 har retten berammet hovedforhandling til foretagelse fredag den 4. april 2025, kl. 10.00.

Efter det fremkomne finder retten herefter ikke grundlag for at omberamme sagen, hvorved retten bemærker, at det forhold, at den ene af de tiltalte oply-ser at skulle give møde som advokat i Københavns Byret ikke kan betragtes som lovligt forfald.

Derfor bestemmes:

Den beskikkede forsvarers anmodning om omberammelse tages ikke til føl-ge.

Sagen udsat.

Retten hævet.

Dommer

RETTEN PÅ BORNHOLM

Den 11. februar 2025 kl. 13.00 blev retten sat af Dommer.

Retsmødet var offentligt.

Rettens nr. 1-40/2025

Politiets nr. SAK-2024-1300224-60

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte 1

CPR nr. (Født 1982) og

Tiltalte 2

CPR nr. (Født 1988)

Ingen var mødt eller tilsagt.

Den beskikkede forsvarer, advokat Jens Hedegaard, har anmodet om, at ret-ten tager stilling til, om der skal foretages yderligere efterforskning af sagen ved indhentelse af en sagkyndig erklæring fra en sagkyndig person med reli-gionsvidenskabelig sagkundskab. Forsvareren har endvidere anmodet om, at sagen henvises til Københavns Byret, samt at sagen føres for et nævninge-ting.

Anklageren har anført, at der ikke er grundlag for at indhente en sagkyndig erklæring, og at der ikke er grundlag for at henvise sagen til behandling ved Københavns Byret.

Anklagemyndigheden har i en skrivelse af 5. februar 2025 anført blandt an-det:

"Vedrørende yderligere efterforskning (Indhentelse af sagkyndig erklæring).

Advokat Jens Hedegaard har udtrykt ønske om at indhente en sagkyn-dig erklæring fra professor Sagkyndig ved Københavns Uni-versitet i medfør af retsplejelovens § 210, til brug for sagen.

Han har bedt om, at få stillet følgende to spørgsmål:

1. Er koranen på engelsk generelt af særlig religiøs betydning in

den for islam,

2. Er koranen på engelsk af særlig religiøs betydning for et aner-

kendt trossamfund i Danmark, efter trossamfundsloven.

Advokaten har bedt om, såfremt anklagemyndigheden ikke erklærer sig indforstået med anmodningen, at retten træffer afgørelse om, hvor-vidt den sagkyndige erklæring skal indhentes eller ej.

Anklagemyndigheden finder ikke, at der er grundlag for at indhente en erklæring fra professor Sagkyndig. Der er i sagen rejst tiltale efter straffelovens § 110, stk. 2, som har følgende ordlyd: Stk. 2. På samme måde straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt tros-samfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift.

Det fremgår af bestemmelsens ordlyd, at det ikke alene er skrifter der rent faktisk har en væsentlig religiøs betydning for et anerkendt tros-samfund, men også et skrift eller genstand der fremstår som et sådant skrift er omfattet. Det følger af forarbejderne til loven (LFF 2023-10-27 nr. 65) afsnit 4, at eksempelvis en genstand (en bog) som udadtil optræder som et skrift af væsentlig religiøs betydning, men som indeni enten har blanke sider eller en anden tekst som ikke er den religiøse tekst, også er omfattet af bestemmelsen.

Det er anklagemyndighedens påstand, at skriftet (Koranen) som der er tale om i den rejste tiltale, er et skrift af væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund i Danmark uagtet at den er på engelsk. Men selv hvis retten under en hovedforhandling skulle komme frem til at det ikke er tilfældet, vil den stadig efter anklagemyndighedens op-fattelse være omfattet af bestemmelsens ordlyd idet den fremtræder som et sådant skrift.

Det er derfor ikke nødvendigt for vurderingen af, hvorvidt gernings-indholdet i straffelovens § 110 e, stk. 2., er realiseret, at indhente den sagkyndige erklæring, og jeg skal derfor anmode retten om i medfør af retsplejelovens § 746, at træffe afgørelse om at der ikke skal indhentes en erklæring.

Vedrørende skift af værneting

Advokat Jens Hedegaard har bedt om, at sagen flyttes fra Retten på Bornholm til Tiltalte 1's hjemting. Udgangspunktet i retspleje-loven er, at hovedforhandling skal foretages ved den ret i hvis kreds handlingen er foretaget, i dette tilfælde ved Retten på Bornholm jf. retsplejelovens § 696.

Der ses at være hjemmel til at visse sager kan sendes til den tiltaltes hjemting med henblik på afgørelse, og i bødesager ses der at være lagt vægt på den tiltaltes personlige forhold herunder eksempelvis om ved-kommende skal rejse langt for at få sagen behandlet.

Det følger dog af retsplejelovens § 698, stk. 1, nr. 2 modsætningsvist, at sager der behandles under medvirken af domsmænd ikke kan sendes til afgørelse hos tiltaltes hjemting. Der er i nærværende sag rejst tiltale under medvirken af domsmænd. Det bemærkes afslutningsvist, at der i sagen er en medtiltalt som ses ikke at have samme hjemting som Tiltalte 1, og som heller ikke på nuværende tidspunkt ses at være re-præsenteret af den samme forsvarer.

På baggrund af ovenstående er det anklagemyndighedens opfattelse, at sagen ikke kan henvises til afgørelse ved Tiltalte 1's hjemting."

Forsvareren har i skrivelse af 11. februar 2025 anført blandt andet:

"For at vurdere gerningsindholdet i straffelovens § 110 e stk. 2, vil det ikke være uden betydning, at der indhentes en sagkyndig erklæring om, hvorvidt det omhandlede skrift er af væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, og hvis dette bekræftes, bliver det jo ba-re et spørgsmål om, hvorvidt der offentligt eller med forsæt til udbre-delse i en videre kreds er sket utilbørlig behandling af skriftet - dette naturligvis under hensyn til Grundloven og Den Europæiske Mennes-kerettighedskonvention.

Afkræftes det, at der er tale om et skrift, der har væsentlig religiøs be-tydning for et anerkendt trossamfund, må det derefter være en retlig vurdering, hvorvidt skriftet alligevel fremstod som et sådant skrift.

De anklagede bestrider, at en engelsk udgave af koranen har væsentlig religiøs betydning.

Det afgørende for denne vurdering må være, hvorvidt skriftet på en-gelsk har væsentlig religiøs betydning - hvis koranen aldrig anvendes på engelsk, idet indholdet eksempelvis alene anerkendes på andre sprog og det alene er budskaberne på andre sprog, som har betydning for anerkendte trossamfund i Danmark, så er det uden betydning, at det vækker vrede ved utilbørlig behandling af skriftet, sålænge skriftet netop ikke fremstår, som et skrift af særlig religiøs betydning - hvilket det eksempelvis ikke vil gøre, såfremt det tydeligt fremgår, at der er tale om en engelsk udgave, som netop ikke anvendes i trossamfundet.

Ad skift af værneting:

Undertegnede er nu beskikket for begge de tiltalte, som begge ønsker sagen henvist til Københavns Byret, for ikke at gøre sagen mere om-kostningstung end nødvendigt.

Anmodning om nævningeting:

De tiltale anmoder hermed om at sagen føres for et nævningeting, jf. herved retsplejelovens § 686 stk. 4 nr. 4.

Det bemærkes, at der er rejst tiltale for en kap-12 forbrydelse, hvilket netop er forbrydelser omfattet af bestemmelsen i retsplejelovens § 686 stk. 4 nr. 4, jf. herved bl.a. UfR2024.304HK.".

Retten afsagde

Kendelse

Ad indhentning af sagkyndig erklæring

Der er ved anklageskrift af 24. januar 2025 rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 110 e, stk. 2, ved offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds utilbørligt at have behandlet et skrift, der har væsentligt reli-giøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift.

Under disse omstændigheder finder retten, at der ikke er grundlag for forud for hovedforhandling at pålægge anklagemyndigheden at indhente en sag-kyndig erklæring om, hvorvidt en engelsk udgave af koranen har væsentlig religiøs betydning. Forsvarerens anmodning om, at det pålægges anklage-myndigheden at indhente en sådan erklæring, tages derfor ikke til følge.

Det bemærkes at der ikke herved er taget stilling til, om det under hovedfor-handlingen kan vise sig nødvendigt at udsætte hovedforhandlingen på yder-ligere bevisførelse, forinden der træffes dom i sagen.

Ad henvisning til København Byret

Det fremgår af retsplejelovens § 696, 1. pkt., at hovedforhandling med hen-syn til alle i kongeriget begåede forbrydelser i reglen skal foregå ved den ret, i hvis kreds handlingen er fortaget.

Efter retsplejelovens § 698, stk. 1, kan sager dog forfølges ved den ret, i hvis kreds sigtede bor. Dette gælder dog ikke lovovertrædelser, der pådømmes under medvirken af nævninger eller domsmænd.

Da nærværende sag er rejst under medvirken af domsmænd, finder retten ik-ke grundlag for at henvise sagen til Københavns Byret, der efter det oplyste er hjemting for den ene af de to tiltalte.

Forsvareren anmodning om henvisning til Københavns byret tages derfor ik-ke til følge.

Ad nævningetingsbehandling

Det fremgår af retsplejelovens § 685, stk. 4, nr. 4, at nævninger skal medvir-ke i straffesager vedrørende politiske lovovertrædelser.

Højesteret har ved kendelse af 27. oktober 2023 (optrykt i U.2024.304) fast-slået, at bestemmelsen vedrørende politiske lovovertrædelser som udgangs-punkt kun omfatter overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13, men at den om-stændighed, at der er rejst tiltale for overtrædelse af en bestemmelse i kapitel 12 eller 13 ikke i sig selv medfører, at straffesagen angår en politisk lovovertrædelse, idet der må foretages en konkret vurdering af tiltalen og omstændighederne i øvrigt. Ved den konkrete vurdering må der især lægges vægt på, at formålet med nævningers medvirken i sager om politiske lovo-

vertrædelser må antages at være navnlig at begrænse muligheden for, at rets-systemet misbruges i politiske formåls interesse, og at sikre den politi-ske ytringsfrihed.

Efter sagens karakter finder retten, at sagen ikke angår en lovovertrædelse, der kræver nævningers medvirken ved sagens behandling.

Forsvarerens anmodning om, at sagen behandles for et nævningeting, tages derfor ikke til følge.

Derfor bestemmes

Det pålægges ikke anklagemyndigheden at indhente en sagkyndig erklæring.

Anmodningen om henvisning til København Byret tages ikke til følge.

Der skal ikke medvirke nævninger ved sagens behandling.

Sagen udsat.

Retten hævet.

Dommer

16. maj 2025

Dom om straffelovens § 110 e, stk. 2

To personer dømt for overtrædelse af straffelovens § 110 e, stk. 2 (”koranloven”).

Sagsnummer: SS 40/2025

Sagen kort fortalt

To personer var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 110 e, stk. 2, (”koranloven”) ved i forening under et debatoplæg med titlen ”Skal vi brænde koranen?” på Folkemødet i 2024 at have blandt andet revet sider ud af en engelsksproget koran og ladet den tilsøle ved at lade den falde ned i en vandpyt, alt imens episoden blev filmet og livestreamet på en offentlig Facebook-profil.

Begge tiltalte nægtede sig skyldig.

Dommens resultat

Retten fandt det bevist, at de tiltalte i forening havde behandlet en engelsksproget koran som beskrevet i anklageskriftet.

Endvidere fandt retten, at den engelsksprogede koran var ” et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund” , som det beskrives i straffelovens § 110 e, stk. 2, og at den konkrete koran derfor var omfattet af bestemmelsen.

Retten fandt samtidig, at anvendelse af straffelovens § 110 e, stk. 2, hverken var i strid med grundlovens eller den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om ytringsfrihed.

På den baggrund nåede retten frem til, at begge tiltalte var skyldige i overtrædelse af straffelovens § 110 e, stk. 2.

2

Anklagemyndigheden havde påstået de tiltalte idømt bødestraf.

Retten fastsatte straffen for hver af de tiltalte til 10 dagbøder á 1.000 kr.

Selvom der i sagen kun var nedlagt påstand om bødestraf, blev sagen behandlet med både en juridisk dommer og to lægdommere (domsmandssag), da sagen skønnedes at have særlig offentlig interesse.

Domsmandsretten var enig om dommens resultat.

Eventuel anke af dommen kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, da bødestraffen for hver af de tiltalte ikke overstiger 20.000 kr.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten på Bornholm den 16. maj 2025.

Dommen findes i Domsdatabasen