Rettens nr. 1-2126/2023
Politiets nr. 1900-84990-00002-23
Anklagemyndigheden
mod
Domfældte
CPR nr. (Født 1971)
Anklageskrift er modtaget den 21. april 2023.
Domfældte er tiltalt for overtrædelse af
straffuldbyrdelseslovens § 55 a, stk. 1, jf. § 123 b, stk. 1,
ved i perioden fra omkring den 7. september 2022 til omkring den 7. december 2022, i Fængsel 1, Adresse i By, som afsoner af en fængselsstraf på livstid, inden for de første 10 år af afsoningen og uden forudgående tilladelse til brevveksling, forsætligt at have pakket og afsendt ikke under 4 breve til Person 1 og Vidne, idet tiltalte til offentlige myndigheder, herunder Ankestyrelsen, sendte brevpost, hvori der lå mindre breve, adresseret til modtagerne Vidne og Person 1, som herefter modtog flere breve.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på 20.000 kr.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af tiltalte og af Vidne.
Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Dokumentation
Anklageren har under sagen foretaget dokumentation af uddrag fra
- et brev dateret den 7. september 2022 (fil 1, side 42-46) til Person 1 fra Domfældte,
- en kuvert frankeret den 16. november 2022, indeholdende et brev dateret den 12. oktober 2022 og et brev dateret den 2. november 2022 (fil 1, side 50-64) til Person 1 fra Domfældte,
- et brev dateret den 6. december 2022 (fil 1, side 73-81) fra Domfældte til Person 1,
- to breve dateret den 5. og 7. december 2022 (fil 1, side 91-98), sendt i samme kuvert fra Domfældte til Vidne.
Derudover er der fremlagt Instagram-korrespondance af 22. september 2022 mellem Person 1 og Person 2 (fil 1, side 37 m.fl.), hvoraf fremgår, at Person 1 havde modtaget brev af 7. september 2022. Billeder af hele brevet samt kuvert fremgår af korrespondancen.
Det er videre dokumenteret, at Person 2 den 24. november 2022 telefonisk til politiet havde oplyst, at Person 1 havde modtaget nyt brev. Person 2 fremsendte den 30. november 2022 billeder af et brev dateret den 18. oktober 2022 og et brev dateret den 2. november 2022 samt kuvert frankeret den 16. november 2022 til politiet (fil 1, side 48-50)
Derer endvidere fremlagt billeder af kuverter vedrørende breve, som
Ankestyrelsen havde modtaget indeholdende yderligere breve, som blev videregivet til politiet (fil 1, side 83-89 og fil 1, side 99-102).
Forsvareren har dokumenteret uddrag fra Kriminalforsorgen, Fængsel 1's afslag af 2. december 2022 vedrørende Vidne samt inddragelse af tilladelser af 8. februar 2022 (underbilag til bilag A) samt fra bilag B:
-Agterskrivelse af 25. marts 2022.
-Advokatens svar af 25. marts 2022.
-Mail af 16. maj 2022 fra Fængsel 1 til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
-Mail af 13. juni 2022 til Fængsel 1 fra Direktoratet.
-Notat af 7. juni 2022 omkring lovfortolkning.
-Telefonnotat – samtale med Justitsministeriet af 15. juni 2022.
-Referat fra møde mellem direktoratet og Justitsministeriet af 22. juni 2022.
-Udateret notat omkring lovfortolkning.
-Orienteringscover.
-Oversigt over bilag, akt. 9.
Forsvareren har oplyst, at der har været søgt om tilladelse til blandt andet brevveksling med Person 1, hvor der er givet afslag. Det er ubestridt,
atder ikke har været kontakt med Person 1 forud for
varetægtsfængslingen i den sag, hvor der blev idømt fængsel på livstid.
Personlige forhold
Tiltalte er straffet ved
-Østre Landsrets dom af 26. september 2018, som var en stadfæstelse af Københavns Byrets dom af 25. april 2018, med fængsel på livstid for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 139, stk. 1, § 225, jf. § 216, stk. 3, og § 237.
-Retten i Glostrups dom af 9. februar 2021 med fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, § 119, stk. 1, § 124, stk. 1, og § 266.
Dommene er under afsoning.
Anklagemyndigheden har gjort gældende, at der er sket brevveksling uden
tilladelse,hvorfor der er tale om en klar overtrædelse af
straffuldbyrdelseslovens § 55 a. Der er fremlagt kopi af de faktiske breve, og tiltalte har endvidere selv forklaret om yderliger breve, der er fremsendt uden tilladelse.
Der er ikke belæg for, at der foreligger en strid med EMRK artikel 8. Afslag på brevveksling har hjemmel i national lov. Det forfølger et lovligt formål, nemlig retsfølelsen, og der er ikke problemer med proportionaliteten.
Hvis retten finder, at Kriminalforsorgen ikke burde have truffet afgørelse om afslag på tilladelse i forhold til Vidne, må der ske hjemvisning til fornyet behandling ved Kriminalforsorgen. Retten kan ikke træffe afgørelse om at give tilladelse. Endvidere gør dette sig kun gældende i forhold til breve sendt til Vidne.
I forhold til Person 1 må der lægges vægt på, at hun begyndte at skrive til tiltalte, da hun var under 18 år. Hun må anses for psykisk udfordret og beskyttelsen af hende er netop helt central i forhold til bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 55 a.
Der foreligger ikke sammenlignelige sager, men der bør idømmes en bøde på 20.000 kr. henset til, at der er tale om fire breve sendt uden tilladelse.
Domfældte har i processkrift af 15. juni 2023 gjort gældende blandt andet:
Tiltalte har siden sin varetægtsfængsling haft regelmæssig kontakt til Vidne og Person 1, som han i en årrække har haft besøgs- og ringetilladelse til. Han har gennem hele sin fængsling også skrevet korresponderet med disse pr. brev.
Umiddelbart efter vedtagelse af lov nr. 157 af 31. januar 2022 med
ikrafttræden den 1. februar 2022 "bortfaldt" samtlige af tiltaltes besøgs-og ringetilladelser imidlertid, og tiltalte er nægtet enhver kontakt til ovennævnte personer med henvisning til, at tiltalte ikke kendte disse før sin indsættelse.
Med loven indførtes et generelt forbud mod kontakt med personer,
somden livstidsdømte ikke havde kontakt til før han blev
varetægtsfængslet. Det generelle forbud gælder de første 10 år af den indsattes afsoning (hverken besøgs-, ringe- eller kontakttilladelse). Med loven blev straffuldbyrdelseslovens første strafbestemmelse indsat (§ 123 b), hvorefter den indsatte kan straffes med bøde, såfremt han
overtræder bestemmelsen i bl.a. §55 a. Ingen indsatte i danske
fængsler skulle før vedtagelsen af den omhandlede lov have tilladelse til at brevveksle med andre personer, medens ringe- og besøgstilladelse
førvar et krav. Førhen kunne livstidsdømte nægtes ringe-og
besøgstilladelse under henvisning til ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Tiltalte har ikke nogen familie (hans mor og far er døde, og broderen ønsker ikke kontakt), og langt størstedelen af tiltaltes tidligere bekendtskaber ønsker ikke længere at have kontakt til tiltalte. Tiltalte har siden juni 2021 haft besøg af en besøgsven fra Røde Kors.
2. Tiltaltes stilling til den rejste tiltale:
Tiltalte erkender de faktiske omstændigheder beskrevet i tiltalen, men nægter sig skyldig.
Det vil udgøre et alvorligt indgreb i tiltaltes rettigheder efter EMRK artikel 8 at straffe ham i overensstemmelse med den rejste tiltale. Det gøres gældende, at det 10-årige generelle kontaktforbud, som er hjemlet blandt andet i strfbl. § 55 a, hvorefter tiltalte er afskåret fra at kontakte andre end nære pårørende, herunder Person 1 og Vidne, udgør en krænkelse af EMRK artikel 8. Af samme årsag vil tiltalte være at frifinde for den rejste tiltale.
3. Nærmere vedrørende den menneskeretlige problemstilling:
Retten til privat- og familieliv er beskyttet i EMRK artikel 8, stk. 1. Af bestemmelsens stk. 2 følger tre overordnede betingelser for lovligt at gøre indgreb i denne ret: (1) indgrebet skal have hjemmel i national ret, (2) indgrebet skal forfølge et lovligt formål, hvilke udtømmende er opgjort i bestemmelsens stk. 2, og (3) indgrebet skal være "nødvendigt
iet demokratisk samfund", hvilket overordnet set udgør en
proportionalitetsafvejning af de modstående interesser.
Tiltalte gør principalt gældende, at indgrebet ikke forfølger et anerkendelsesværdigt formål, subsidiært at indgrebet ikke er
proportionalt, og at der derved foreligger en krænkelse af EMRK artikel 8. Såfremt der måtte være hensyn af tage til den eller de personer, som tiltalte måtte ønske at kontakte, må dette ske efter en konkret og individuel vurdering, hvilket det generelle forbud i § 55 a mv. ikke muliggør.
Det kan lægges til grund, at det generelle forbud i § 55 a mv., som tiltalte er ramt af ikke søger at imødegå sikkerhedshensyn eller søger at forebygge kriminalitet. Ifølge forarbejderne er det generelle forbud derimod tiltænkt at imødegå følgende hensyn (lovforslag nr. L 76 af 10. november 2021, afsnit 2.3.2):
"Indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser, og Justitsministeriet finder, at der af hensyn til retsfølelsen hos ofre og pårørende samt hensynet til de personer, som den dømte i fremtiden måtte indgå i en relation med, bør ske en begrænsning i sådanne indsattes muligheder for at modtage besøg, brevveksle og telefonere.
...
Set i lyset af karakteren og alvorligheden af de forbrydelser, som de indsatte i sådanne situationer er dømt for, er der et særlig hensyn at tage til retsfølelsen hos ofre og pårørende, herunder et hensyn at tage til, at det ikke over for disse skal fremstå sådan, at livstidsdømte og visse forvaringsdømte kan leve et tilnærmelsesvist normalt liv med kontakt til omverdenen mv. Varetagelsen af et sådant hensyn indebærer efter Justitsministeriets opfattelse bl.a., at sådanne dømte i et tidsrum under afsoningen ikke bør kunne indgå nye relationer.
Hvad angår nye relationer, er der set eksempler på, at livstidsdømte indgår i tætte relationer med unge mennesker, som ikke på tidspunktet for indgåelse af relationen kan overskue de konsekvenser for eget liv, som det har at indgå i en tæt relation med en person, som har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser. Der er således et beskyttelseshensyn at varetage over for sådanne personer.
...
...Ministeriet finder, at en tidsgrænse på 10 år udgør den rigtige balancering mellem på den ene side hensynet til retsfølelsen og hensynet til at beskytte andres rettigheder og friheder og på den anden side den indsattes muligheder for resocialisering og senere udslusning."
Den tidligere justitsminister Person 3 henviste udelukkende til "retsfølelsen" i forbindelse med lovforslagets 2. behandling, idet han blandt andet udtalte:
"Sagen er den, at der, uanset om de personer, der er tale om, er idømt livstid eller en forvaringsdom, vil være tale om folk, der har begået nogle af de værste forbrydelser, man kan forestille sig, noget af det,
som samfundet tager allermest afstand fra, f.eks. drab. Der er i de situationer et særligt hensyn at tage til retsfølelsen, og der er et hensyn at tage til ofrene og de pårørende.."
Lovbemærkningerne og ministerens tale i forbindelse med lovforslagets behandling må forstås således, at det generelle forbud er tiltænkt at tilfredsstille retsfølelsen og dermed er et indgreb med pønalt sigte. Der henvises også til Justitsministerens besvarelse af 13. december 2021 af spørgsmål 1 i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Det er således efter tiltaltes opfattelse svært ikke at få det indtryk, at lovgiver med L
76søger at varetage hensyn af ren punitiv karakter, fordi
livstidsdømtes kontakt til andre mennesker angiveligt virker stødende.
EMRK artikel 8 garanterer overordnet set retten til at indgå i og udvikle nye bekendtskaber med andre mennesker, jf. fx Barbulescu v. Romania, app. 61496/08, præmis. Det følger af storkammerets afgørelse i Hirst v. United Kingdom (no. 2), app. 74025/01, præmis 69, at indsatte fortsætter med at nyde samtlige fundamentale rettigheder og friheder garanteret i EMRK, fraset de indskrænkninger, der uundgåeligt følger af det at være fængslet. Af samme præmis fremgår det, at disse uundgåelige indskrænkninger i indsattes rettigheder skal
søges i sikkerhedshensyn. Der henvises blandt andet tilSilver and
others v. United Kingdom, app. 5947/72, hvor EMD ligesom den tidligere kommission fandt, at regler af generel karakter, der begrænsede en indsat i at skrive breve til omverdenen udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8 i 57 af 63 tilfælde, hvor den indsattes breve var blevet tilbageholdt. I de seks tilfælde, der blev godkendt, skete dette alene med henvisning til sikkerhedshensyn.
I Dickson v. United Kingdom, app. 44362/04, præmis 68, opsummerede storkammeret indsattes overordnede retsstilling således (min fremhævning):
"Accordingly, a person retains his or her Convention rights on imprisonment, so that any restriction on those rights must be justified in each individual case. This justification can flow, inter alia, from the necessary and inevitable consequences of imprisonment (...) or (...) from an adequate link between the restriction and the circumstances of the prisoner in question. However, it cannot be based solely on what would offend public opinion. "
At det alene er sikkerhedshensyn, som efter en konkret og individuel vurdering kan føre til begrænsninger i indsattes kontakt til omverdenen, følger også af nyere retspraksis fra EMD. I Danilevich v. Russia, app. 31469/08, dom af 19. oktober 2021, fastslog Domstolen følgende som generelt princip i sager om livstidsdømtes kontakt til omverdenen, jf. præmis 47 (min fremhævning):
"47.Any restriction on a prisoner’s rights under Article 8 must be justified in each individual case, although such justification may well be found in the considerations of security, in particular the prevention of crime and disorder, which inevitably flow from the circumstances of imprisonment (...). Furthermore, the approach to assessment of proportionality of State measures taken with reference to “punitive aims” has evolved over recent years, with a heavier emphasis now having to be placed on the need to strike a proper balance between the punishment and rehabilitation of prisoners (...). Rehabilitation, that is, the reintegration into society of a convicted person, is required in any community that established human dignity as its centrepiece. Article 8 of the Convention requires the State to assist prisoners as far as possible to create and sustain ties with people
outside prison in order to promote prisoners’ social
rehabilitation."
Endvidere noterede Domstolen i samme sag blandt andet følgende europæiske standarder udstukket af Europarådets Torturkomité, jf. præmis 60:
"Any limitations upon prisoners’ contact with the outside world should be based exclusively on security concerns of an appreciable nature or resource considerations (see paragraph 33 above). A total ban on telephone calls is deemed unacceptable and it is recommended to lay down a minimum number of telephone calls that must always be allowed (see paragraphs 31 and 35 above). No additional restrictions should be imposed on life-sentenced prisoners as compared to other sentenced prisoners when it concerns the possibilities for them to maintain meaningful contact with their families and other close persons (see paragraph 34 above)."
Det gøres derfor gældende, at bestemmelsen i § 55 a mv. ikke forfølger noget egentligt anerkendelsesværdigt og dermed lovligt formål, og at indgrebet som absolut minimum udgør et uproportionalt indgreb i tiltaltes artikel 8-rettigheder, idet indgrebet hviler på et generelt og fuldstændigt kontaktforbud uden konkret og individuel vurdering.
Sagsøger bemærker i øvrigt, at samtlige indgående høringsforslag (fra Kriminalforsorgsforeningen til Institut for Menneskerettigheder) ses at
udtalekritik af de påtænkte begrænsninger. Institut for
Menneskerettigheder anfører blandt andet følgende:
"Det fremgår af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at 'hvis et lovforslag er udformet på en sådan måde, at retsanvendende myndigheder skal træffe skønsprægede afgørelser, der ofte rejser spørgsmål i forhold til konventionerne, bør lovforslagets bemærkninger indeholde en rimelig vejledning om indholdet af de menneskeretlige forpligtelser, herunder om de kriterier og forhold, der som følge af
disseforpligtelser har betydning for myndighedernes afgørelser.
Instituttet bemærker, at lovudkastet ikke indeholder en vurdering af Danmarks menneskeretlige forpligtelser."
Videre anfører instituttet i sit høringssvar, at statens skønsmargin på dette område (dvs. mulighed for at begrænse denne rettighed) må anses for snæver, og at L 76 slet ikke tager højde for dette.
Om praksis ved EMD bemærkes, at Domstolen isamtlige sager
vedrørende generelle restriktioner på indsattes kontakt til omverdenen har fundet en krænkelse af EMRK artikel 8. I Khoroshenko v. Russia, app. 41418/04 var russiske livstidsindsatte afskåret fra at telefonere og måtte alene modtage besøg hver 6. måned i de første 10 år af deres afsoning. I førnævnte Danilevich v. Russia, app. 31469/08, fandt samme 10-årige periode anvendelse i relation til en indsats mulighed for at telefonere. I begge tilfælde fandtes en krænkelse af EMRK artikel 8.
Det er svært ikke at få det indtryk, at lovgiver med bestemmelsen i § 55 a mv. har søgt inspiration i ovennævnte russiske retstilstand, som i alle dens varianter er fundet uforenelig med EMRK artikel 8, der som alterovervejende hovedregel kræver en individuel og konkret vurdering, når der gøres indgreb i konventionsrettigheder. Det generelle forbud mod at brevveksle med andre end nærtstående må endvidere siges at udgøre et nybrud, selv i et russisk perspektiv. At overtrædelse af det generelle forbud tillige strafferetligt sanktioneres ses også at være uden europæisk fortilfælde og taler efter tiltaltes opfattelse for, at bødestraf vil udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i tiltaltes artikel 8-rettigheder.
4. Konkret vedr. kontakt til Vidne:
Det gøres gældende, at Vidne opfylder betingelserne for meddelelse af kontakttilladelse i § 55 a mv. Tiltalte havde således kontakt til Vidne før han blev varetægtsfængslet. Ved afgørelse af 2. december 2022 (vedlagt) har Fængsel 1 afvist at meddele tiltalte kontakttilladelse til Vidne.
Detgøres gældende, at retten i herværende sag, hvor
anklagemyndigheden søger strafferetligt at sanktionere tiltalte i medfør af strfbl. § 123, jf. § 55 a, skal prøve, hvorvidt Fængsel 1 med rette har afvist at meddele ham kontakttilladelse efter selv samme bestemmelse i § 55 a.
5. Konkret vedr. frafald af kontakttilladelse:
Fængsel 1 traf afgørelse den 2. februar 2022, hvilket blev meddelt tiltalte skriftligt den 8. februar 2022 (vedlagt) afgørelse om
bortfald af alle tiltaltes tilladelser til kontakt mv.
Det gøres gældende, at afgørelsen herom er ugyldig allerede fordi tiltalte ikke blev partshørt, inden afgørelsen om bortfald af kontakttilladelser blev truffet.
Det gøres endvidere gældende, at afgørelsen er ugyldig, idet det udgør en krænkelse af EMRK artikel 8. Til støtte herfor henvises til det anførte om EMRK artikel 8 ovenfor.
…”
Bestemmelserne i § 55 a og § 123 blev indsat i straffuldbyrdelsesloven ved lov nr. 157 af 31. januar 2022, der trådte i kraft den 1. februar 2022. Efter § 55 a, stk. 1, må en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, ikke uden tilladelse brevveksle i de første 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil den pågældende har været anbragt i forvaring i de første 10 år.
Efter stk. 2, 1. pkt., meddeler Kriminalforsorgen tilladelse til brevveksling med nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen.
Efter stk. 2, 2. pkt., kan der meddeles tilladelse til brevveksling med andre end de i 1. pkt. nævnte personer, hvis særlige omstændigheder taler herfor.
Efter stk. 3 gælder bestemmelsen ikke korrespondance omfattet af § 56, som omhandler retten til ukontrolleret brevveksling med en række offentlige myndigheder samt advokater.
Efterstk. 4 kan brevvekslingen i øvrigt underkastes de vilkår og
begrænsninger, som følger af § 55.
Efter stk. 5 påhviler det den indsatte at påvise, at en person er nærtstående, eller at der er etableret kontakt før varetægtsfængslingen.
Efter § 123 b straffes den, der forsætligt overtræder blandt andet § 55 a, stk. 1, med bøde.
I bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 76, Folketinget 2021-22) fremgår blandt andet:
” …
Indledning
Regeringen (Socialdemokratiet) ønsker at sætte hårdt ind over for de personer, som har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser. Livstidsdømte og visse forvaringsdømte har i
særlig grad vendt samfundet ryggen og har som konsekvens fået den hårdest mulige straf. Dette skal også kunne mærkes ved fuldbyrdelsen af straffen. Det er derfor regeringens opfattelse, at reglerne for livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes afsoning skal strammes, og at sådanne dømte derfor i fremtiden bl.a. skal have begrænset mulighed for kontakt med omverdenen under afsoningen.
I de særligt grove sager, for hvilke livstidsdømte og visse forvaringsdømte afsoner, er der et helt særligt hensyn at tage til retsfølelsen. Det gælder for ofre og pårørende, for hvem det er krænkende at se, hvordan sådanne dømte kan leve et liv, hvor vedkommende i fængslet tilegner sig nye relationer som andre, der lever et liv uden for kriminalforsorgens institutioner. Foruden hensynet til ofre og pårørende er der også et hensyn at tage til de mennesker, som den livstids- eller forvaringsdømte indgår i en relation med. Der er således set eksempler på, at sådanne indsatte har indgået i relationer med unge og letpåvirkelige mennesker, som ikke kan overskue de konsekvenser, som det har for eget liv at indgå i en tæt relation med en person, som har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser.
Enbegrænsning af livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes kontakt til omverdenen
tilgodeser også et hensyn til retsfølelsen. En livstids- eller forvaringsdømt skal ikke profilere eller iscenesætte sig selv og sine ugerninger på internettet, eksempelvis på sociale medier, ved udgivelse af podcasts eller på anden måde.
Som led i varetagelsen af et hensyn til retsfølelsen bør reglerne om hvornår sådanne indsatte kan komme på udgang, samt reglerne om, hvornår sådanne indsatte kan overføres fra lukket til åbent fængsel, også skærpes. Derudover bør det gælde som et krav, at sådanne indsatte starter deres afsoning i lukket fængsel.
Lovforslaget indeholder regler om indskrænkning af livstidsdømtes rettigheder.…
…
Lovforslaget indeholder for det første regler om, at indsatte, der udstår fængselsstraf på
livstid,samt visse forvaringsdømte, får begrænset mulighed for at modtage besøg,
brevveksle og telefonere.
…
For det fjerde indeholder lovforslaget regler om håndhævelse af de ovenfor nævnte regler. Det skal således sikres, at der er en konsekvens for dem, som ikke overholder de skærpede regler. Der skal derfor ikendes disciplinærstraf over for de indsatte, som uberettiget kommunikerer med omverdenen i strid med de skærpede regler, som foreslås indført med dette lovforslag, og det skal i nogle tilfælde være muligt helt at afskære den indsattes kontakt med omverdenen i et nærmere bestemt tidsrum. Hvis den indsatte får hjælp af en medindsat til at overtræde reglerne, skal denne også ikendes disciplinærstraf. Derudover skal der være mulighed for at ifalde en almindelig bødestraf, også for den person uden for fængslet som hjælper den indsatte med at overtræde reglerne.
…
2.3. Indskrænkning af livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes ret til besøg, brevveksling og telefoni
2.3.1. Gældende ret
…
2.3.1.2. Brevveksling
Straffuldbyrdelseslovens §§ 55 og 56 indeholder regler om indsattes ret til at brevveksle.
Det følger af § 55, stk. 1, at en indsat har ret til brevveksling. Kriminalforsorgsområdet kan efter stk. 2 uden retskendelse åbne og lukke breve til og fra den indsatte. Det skal som udgangspunkt ske i den indsattes påsyn.
Gennemlæsning af breve til og fra den indsatte kan alene ske, hvis dette af kriminalforsorgsområdet skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. § 55, stk. 3.
Lovens § 55, stk. 4 og 5, indeholder særlige regler om gennemlæsning af breve til og fra henholdsvis indsatte, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende 9 rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og indsatte, som er dømt for forbrydelser, der er nævnt i straffelovens kapitel 12 og 13, eller som af kriminalforsorgen skønnes at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det.
Itilfælde, hvor gennemlæsning har fundet sted, kan et brev efter bestemmelse af
kriminalforsorgsområdet tilbageholdes, hvis det ikke bør afsendes af ordens-eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. § 55, stk. 6. Et tilsendt brev kan også nægtes udleveret af de årsager, som er nævnt i stk. 6. Brevet skal i disse tilfælde tilbagesendes, medmindre en tilbageholdelse anses for påkrævet af sikkerhedsmæssige hensyn, jf. stk. 7. Afsenderen skal gøres bekendt med tilbageholdelsen. Orientering kan dog undlades i indtil 4 uger, i det omfang formålet med tilbageholdelsen ellers ville forspildes, jf. stk. 8.
Efter § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukontrolleret brevveksling med en række nærmere angivne danske og internationale myndigheder, institutioner og personer mv. Det gælder bl.a. den advokat, der har været beskikket for eller valgt af den indsatte som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen eller i en verserende straffesag. Reglerne om brevveksling suppleres af reglerne i bekendtgørelse nr. 110 af 30. januar 2019 om adgangen til brevveksling for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (brevbekendtgørelsen).
…
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser, og Justitsministeriet finder, at der af hensyn til retsfølelsen hos ofre og pårørende samt hensynet til de personer, som den dømte i fremtiden måtte indgå i en relation med, bør ske en begrænsning i sådanne indsattes muligheder for at modtage besøg, brevveksle og telefonere.
Justitsministeriet finder, at en sådan begrænsning dels bør gælde for livstidsdømte, dels for forvaringsdømte, som er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af
Set i lyset af karakteren og alvorligheden af de forbrydelser, som de indsatte i sådanne situationer er dømt for, er der et særlig hensyn at tage til retsfølelsen hos ofre og pårørende, herunder et hensyn at tage til, at det ikke over for disse skal fremstå sådan, at livstidsdømte
ogvisse forvaringsdømte kan leve et tilnærmelsesvist normalt liv med kontakt til
omverdenen mv. Varetagelsen af et sådant hensyn indebærer efter Justitsministeriets opfattelse bl.a., at sådanne dømte i et tidsrum under afsoningen ikke bør kunne indgå nye relationer.
Hvad angår nye relationer, er der set eksempler på, at livstidsdømte indgår i tætte relationer med unge mennesker, som ikke på tidspunktet for indgåelse af relationen kan overskue de konsekvenser for eget liv, som det har at indgå i en tæt relation med en person, som har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser. Der er således et beskyttelseshensyn at varetage over for sådanne personer.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at den indsatte fortsat bør kunne have kontakt med nærtstående og andre personer, som den pågældende har været i kontakt med, før vedkommende blev varetægtsfængslet.
Da den indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen primært reguleres af reglerne om ret til besøg, brevveksling og telefonering, finder Justitsministeriet, at disse adgange bør begrænses for at varetage de ovennævnte hensyn.
En begrænsning af livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes ret til brevveksling, besøg og telefoni, skal balanceres over for hensynet til den indsattes mulighed for resocialisering og senere udslusning i samfundet samt den indsattes ret til at have et familieliv og til at etablere og udvikle relationer til andre mennesker og omverdenen. Uanset at den indsatte er idømt fængsel på livstid eller forvaring, løslades denne efter praksis ofte efter nogen tid. Justitsministeriet finder derfor, at reglerne om begrænsning af besøg, brevveksling og telefoni alene bør gælde, indtil der er udstået 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil vedkommende har været i anbragt i forvaring i 10 år. Ministeriet finder, at en tidsgrænse på 10 år udgør den rigtige balancering mellem på den ene side hensynet til retsfølelsen og hensynet til at beskytte andres rettigheder og friheder og på den anden side den indsattes muligheder for resocialisering og senere udslusning.
Justitsministeriet finder desuden, at der af hensyn til varetagelsen af de nævnte hensyn til resocialisering og senere udslusning bør indføres en mulighed for, at kriminalforsorgen konkret kan give tilladelse til besøg, brevveksling og telefoni med andre end nærtstående og personer, som den indsatte tidligere har haft kontakt med. Det kan være relevant, hvis den pågældende indsatte ikke har familie eller andre kontakter.
Justitsministeriet finder desuden, at reglerne om begrænsning af sådanne indsattes ret til besøg, brevveksling og telefoni bør udformes som en tilladelsesordning, således at det i alle tilfælde vil være et krav for sådanne indsatte at indhente tilladelse fra kriminalforsorgen til at modtage besøg, brevveksle og telefonere.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, skal have tilladelse, før den indsatte kan modtage besøg, brevveksle eller telefonere. Det foreslås, at det enkelte kriminalforsorgsområde er kompetent til at meddele tilladelse efter bestemmelsen, og at afgørelsen træffes så hurtigt, som det er muligt. Det forudsættes desuden, at området dokumenterer, at der er meddelt tilladelse, eksempelvis ved at føre en liste over de personer, som den indsatte har mulighed for at have kontakt med.
Det foreslås, at kriminalforsorgen meddeler tilladelse til besøg, brevveksling og telefoni, hvis der er tale om kontakt til nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen. Omvendt vil der som udgangspunkt ikke blive meddelt tilladelse, hvis der er tale om kontakt med personer, som den pågældende ikke havde kontakt til før varetægtsfængslingen, det vil sige nye relationer.
Ved»nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn, børnebørn, forældre,
søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd.
Hvis der ikke er tale om nærtstående, vil det efter bestemmelserne være afgørende for, om der skal meddeles tilladelse, at den indsatte har haft kontakt til den pågældende før varetægtsfængslingen.
Begrebet »kontakt« indebærer, at der skal have været en forbindelse mellem den indsatte og den pågældende person, som den indsatte enten ønsker at modtage besøg fra, brevveksle med eller telefonere med. Det er ikke afgørende, hvor lang tid siden der sidst har været kontakt, og at der f.eks. ikke har været kontakt mellem de pågældende i en årrække. Det forudsættes dog, at der har været en indbyrdes dialog mellem den indsatte og den pågældende….
….
Det foreslås, at reglerne om begrænsning af livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes adgang til besøg, brevveksling og telefoni skal gælde, indtil der er udstået 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil vedkommende har været anbragt i forvaring i 10 år.
Når der er forløbet 10 år, gælder de almindelige regler om besøg, brevveksling og telefoni.
…
Tidsrammen skal desuden ses i lyset af, at livstidsdømte efter straffelovens § 41 har ret til at få afgjort, om der skal ske prøveløsladelse, når 12 år af straffen er udstået. …
Det foreslås, at reglerne om begrænsning af livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes muligheder for at få besøg, brevveksle og telefonere ikke skal influere på de muligheder, der i dag er for at begrænse sådanne kommunikationsformer.
Hvad angår reglerne om brevveksling, foreslås det, at bestemmelsen ikke skal finde anvendelse på den ret, som indsatte har efter straffuldbyrdelseslovens § 56, hvorefter en indsat har ret til ukontrolleret brevveksling med en række myndigheder og organisationer
mv. For kontakt med disse myndigheder og organisationer mv. gælder der således ikke et krav om tilladelse. Samtidig foreslås det, at brevveksling, som sker i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse, i øvrigt kan gøres til genstand for de vilkår og begrænsninger, som følger af lovens § 55. …
Det foreslås, at kriminalforsorgsområdet kan give tilladelse til besøg, brevveksling og telefoni i relation til andre end nærtstående og de personer, som den livstids- eller forvaringsdømte havde kontakt til før varetægtsfængslingen, hvis særlige omstændigheder taler herfor.
Bestemmelsen er bl.a. tiltænkt anvendt i de situationer, hvor det kan konstateres, at den indsatte ikke har familie eller i øvrigt kontakt med andre, eller hvis den indsattes familie eller sådanne kontakter ikke ønsker at være i kontakt med den indsatte.
Hvis kriminalforsorgen konstaterer, at dette er tilfældet, skal det overvejes, om den indsatte skal tilbydes kontakt til eksempelvis en besøgsven. Det er således ikke en forudsætning, at den indsatte selv spørger om lov til at kommunikere med andre end nærtstående eller tidligere kontakter, før bestemmelsen finder anvendelse. Kriminalforsorgen skal af egen drift være opmærksom på, om den indsatte bør tilbydes kontakt, hvis de ovenstående omstændigheder gør sig gældende.
Bestemmelsen er desuden tiltænkt anvendt i de situationer, hvor en retshjælpsorganisation eller lignende ønsker at komme i kontakt med den pågældende indsatte for at bistå denne. Bestemmelsen er endelig tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor den indsatte i øvrigt ønsker at opnå kontakt til medierne, f.eks. igennem brevveksling, for eksempelvis at gøre opmærksom på fængselsforholdene eller andre relevante forhold.
…
2.6. Straf for livstidsdømtes eller visse forvaringsdømtes overtrædelse af reglerne om kontakt til samfundet uden for institutionen
2.6.1. Gældende ret
Det er efter gældende ret ikke muligt at idømme straf for overtrædelse af reglerne om besøg, brevveksling og telefoni i straffuldbyrdelsesloven. For indsatte vil der dog generelt være mulighed for at ikende disciplinærstraf efter de gældende regler i straffuldbyrdelsesloven. Der henvises til afsnit 2.5.1 for en nærmere beskrivelse af disse regler.
2.6.2. Justitsministeriets overvejelser
Med lovforslaget foreslås der indført bestemmelser om begrænsning af livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes muligheder for kontakt til samfundet uden for institutionen, jf. de foreslåede bestemmelser i § 51 a, § 55 a og § 57 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, 6 og 7. …
Med lovforslaget foreslås det endvidere, at den indsattes overtrædelser af de nævnte bestemmelser skal straffes med disciplinærstraf, jf. de foreslåede bestemmelser i straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 10, 11 og 12, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, og at denne straf kan suppleres af forbud mod kontakt med samfundet uden for institutionen i et nærmere bestemt tidsrum, jf. den foreslåede bestemmelse i § 59 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Justitsministeriet finder, at der af hensyn til en effektiv håndhævelse af reglerne bør indføres mulighed for, at en overtrædelse af reglerne kan straffes med bøde.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indføres et nyt kapitel 22 b i staffuldbyrdelsesloven indeholdende én strafbestemmelse, hvorefter den, der forsætligt overtræder § 51 a, stk. 1, § 55 a, stk. 1, § 57 a, stk. 1, eller 59 a straffes med bøde.
Det foreslås, at kun forsætlige overtrædelser skal kunne straffes.
Bestemmelsen finder for det første anvendelse, hvor en livstidsdømt eller forvaringsdømt, der er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, der hjemler straf af fængsel på livstid, i strid med de foreslåede bestemmelser om krav om tilladelse (§ 51 a, stk. 1, § 55 a, stk. 1 og § 57 a, stk. 1) får kontakt igennem besøg, brevveksling eller telefoni uden forudgående tilladelse.
Strafbestemmelsen vil ikke finde anvendelse i de tilfælde, hvor der ikke efter de foreslåede bestemmelser i § 51 a, § 55 a eller § 57 a er krav om tilladelse, eksempelvis hvis der er tale om brevveksling med offentlige myndigheder eller organisationer mv., hvormed den indsatte har ret til ukontrolleret brevveksling, jf. straffuldbyrdelseslovens § 56, eller hvis der er tale om et besøg eller en samtale efter lovens § 51, stk. 2 eller 3.
Bestemmelsen finder ikke kun anvendelse over for den indsatte. Også personer inden for eller uden for institutionen, der medvirker til overtrædelse af § 51 a, § 55 a eller § 57 a, vil kunne straffes efter bestemmelsen. Dette vil eksempelvis kunne blive aktuelt, hvis en nærtstående til en livstids- eller forvaringsdømt forsætligt faciliterer telefonisk kontakt til en person, som den indsatte ikke må have kontakt til uden forudgående tilladelse, og den indsatte ikke har fået en sådan tilladelse.”
Forinden lovforslagets fremsættelse i Folketinget havde det været i høring. Det fremgår af den kommenterede høringsoversigt af den 10. november 2021 blandt andet:
”
…
4. Forholdet til internationale forpligtelser og regler mv.
Institut for Menneskerettigheder bemærker, at lovudkastet ikke indeholder en vurdering af Danmarks menneskeretlige forpligtelser. Instituttet anbefaler, at Justitsministeriet i udkastet redegør for forholdet til menneskeretten, herunder særligt i forhold til de foreslåede indskrænkninger i de indsattes ret til besøg, brevveksling og telefoni. Instituttet anbefaler desuden, at Justitsministeriet forud for fremsættelsen af lovforslaget undersøger praksis for begrænsning af adgang til besøg, brevveksling og telefoni for livstids og forvaringsdømte i andre lande i Europarådet.
DIGNITY opfordrer til, at Justitsministeriet tager stilling til internationale menneskeretlige normer i lovforslaget, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og 14.
DIGNITY mener desuden, at der er risiko for, at lovforslaget i konkrete tilfælde kan føre til en krænkelse af retten til privat- og familieliv.
Landsforeningen af Forsvarsadvokater bemærker, at en indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes rettigheder til at indgå nye relationer ikke er foreneligt med princippet om resocialisering, og at det strider mod ytringsfriheden samt retten til respekt for privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Advokatfirma bemærker, at de foreslåede begrænsninger om begrænsninger i de omfattede indsattes muligheder for at have kontakt med omverdenen er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Syddansk Universitet bemærker generelt, at lovforslaget ikke inddrager overvejelser om forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det anføres, at spørgsmålet om forhold til konventionen og kravet om indgrebenes nødvendighed må adresseres.
Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for bl.a. privatliv, familieliv og sin korrespondance. Ifølge bestemmelsens stk. 2 må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Kernen i begrebet »privatliv« er retten til en sfære, inden for hvilken den enkelte uforstyrret kan udfolde og udvikle sin personlighed. Det beskyttede privatliv omfatter i et vist omfang retten til at etablere og udvikle relationer til andre mennesker. Artikel 8 beskytter endvidere retten til respekt for en persons »familieliv«. Udgangspunktet for afgrænsningen af familiebegrebet i artikel 8 er den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie, således som denne er udviklet i moderne familiepraksis. Uden for kernefamilien vil det bero på en konkret vurdering, om der mellem de pågældende personer består et familieliv beskyttet af EMRK artikel 8.
Der lægges med lovforslaget op til, at livstidsdømte og forvaringsdømte, der er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, i de første 10 år af afsoningstiden skal ansøge om tilladelse til besøg, brevveksling og telefoni, og at kriminalforsorgen kan træffe afgørelse om at nægte adgang hertil. En sådan ordning vil udgøre et indgreb i de pågældendes rettigheder efter EMRK artikel 8, stk. 1. Justitsministeriet vurderer imidlertid, at den foreslåede ordning kan begrundes af hensyn til at beskytte andres rettigheder og friheder, og at ordningen udgør et egnet og nødvendigt middel hertil.
Som det fremgår af lovforslagets pkt. 2.3.2, finder Justitsministeriet, at der af hensyn til retsfølelsen hos ofre og pårørende samt hensynet til de personer, som den dømte i fremtiden måtte indgå i en relation med, bør ske en begrænsning i de pågældende indsattes muligheder for at modtage besøg, brevveksle og telefonere. Det skal ses i lyset af, at de indsatte, der er omfattet af lovforslaget, har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser.
For så vidt angår ordningens proportionalitet er der ved vurderingen lagt vægt på, at kriminalforsorgen ifølge lovforslaget vil skulle meddele tilladelse til besøg af samt
brevveksling og telefoni med nærtstående personer og personer, som den indsatte har etableret kontakt til før varetægtsfængslingen. Desuden kan kriminalforsorgen efter en konkret vurdering meddele tilladelse til besøg af samt brevveksling og telefoni med andre personer, hvis særlige omstændigheder taler herfor.
De foreslåede regler om begrænsning af besøg, brevveksling og telefoni er afgrænset tidsmæssigt til at gælde, indtil der er udstået 10 år af straffetiden, eller indtil den pågældende har været anbragt i forvaring i 10 år. Det bemærkes i den forbindelse, at hensynet til ofre og deres pårørende vurderes at veje tungere i de første 10 år af afsoningstiden. Desuden vurderes nyhedsværdien om den pågældende indsatte eller person anbragt i forvaring – og dermed eventuelle nye bekendtskabers motivation til at tage kontakt på baggrund af forbrydelsen og medieomtalen heraf – at aftage over tid.
For så vidt angår EMRK artikel 14 bemærkes, at bestemmelsen indeholder et diskriminationsforbud, hvorefter nydelsen af de i konventionen anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.
Anvendelsesområdet for EMRK artikel 14 er begrænset derved, at bestemmelsen er accessorisk til konventionens øvrige bestemmelser. Hvis den foreliggende situation ligger inden for en anden bestemmelses anvendelsesområde (f.eks. artikel 8 om ret til respekt for bl.a. privat- og familieliv), indebærer artikel 14 et forbud mod usaglig forskelsbehandling. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis indebærer bestemmelsen, at personer i sammenlignelige situationer som udgangspunkt skal behandles ens, og at forskelsbehandling kun er berettiget, hvis den har et legitimt formål og samtidig står i et rimeligt forhold til dette formål.
Den foreslåede ordning vil finde anvendelse på livstidsdømte og de forvaringsdømte, som er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, der hjemler straf på livstid. Efter Justitsministeriets opfattelse må denne gruppe anses for usammenlignelig med øvrige strafafsonere, hvorfor den foreslåede ordning ikke udgør forskelsbehandling af personer i sammenlignelige situationer.
Selv hvis den persongruppe, som omfattes af lovforslaget, måtte være sammenlignelige med øvrige strafafsonere, er det vurderingen, at den forskelsbehandling, som den foreslåede ordning er udtryk for, kan begrundes. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af pkt. 2.3.2 i bemærkningerne til lovforslaget, at der – set i lyset af karakteren og alvorligheden af de forbrydelser, som de af lovforslaget omfattede livstids- og forvaringsdømte er dømt for – er et særligt hensyn at tage til retsfølelsen hos ofre og pårørende. Desuden er der et særligt hensyn at tage til de personer, som den indsatte i fremtiden måtte indgå i en ny relation med.
Som anført i bl.a. pkt. 2.3.2. i lovforslagets bemærkninger vurderes lovforslaget således at være udtryk for en rigtig balancering mellem på den ene side hensynet til retsfølelsen – samt for så vidt angår begrænsninger i muligheden for at modtage besøg, brevveksle og telefonere hensynet til at beskytte andres rettigheder og friheder – og på den anden side den
indsattes muligheder for resocialisering og senere udslusning.
…”
Iforbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget stillede
Retsudvalget en række spørgsmål til justitsministeren, hvoraf fremgår blandt andet:
”…
Spørgsmål nr. 1
”Vil ministeren, idet der i den kommenterede høringsoversigt henvises til, at indgrebene i de indsattes ret til privatliv er fremsat ”af hensyn til at beskytte andres rettigheder og friheder” , og at indgrebene dermed er legitime efter EMRK art. 8, stk. 2, uddybe, hvilke ”andre” der tænkes på, og hvilke ”rettigheder og friheder” som kan kræves beskyttet?”
Svar:
Detbemærkes indledningsvis, at det følger af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, stk. 1, at enhver har ret til respekt for bl.a. privatliv, familieliv og sin korrespondance. Ifølge bestemmelsens stk. 2 må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til en række opregnede årsager, herunder for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Som det fremgår af pkt. 4 i den kommenterede høringsoversigt til lovforslaget (REU 2021-22 – L 76, bilag 1), er det Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede ordning kan begrundes af hensyn til at beskytte andres rettigheder og friheder. I den forbindelse bemærkes det, at det fremgår af pkt. 4 i høringsoversigten, at Justitsministeriet finder, at der af hensyn til retsfølelsen hos ofre og pårørende samt hensynet til de personer, som den dømte i fremtiden måtte indgå i en relation med, bør ske en begrænsning i de pågældende indsattes muligheder for at modtage besøg, brevveksle og telefonere. Det skal ses i lyset af, at de indsatte, der er omfattet af lovforslaget, har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser. Det følger endvidere af høringsoversigtens pkt. 4, at ordningen vurderes at udgøre et egnet og nødvendigt middel hertil.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 i bemærkningerne til lovforslaget.
Spørgsmål nr. 2
”Vil ministeren forklare, hvilke af de i EMRK art. 8, stk. 2, nævnte hensyn, som vil kunne legitimere indgreb i den enkelte frie borgers ret til respekt for hans/hendes privatliv og korrespondance i form af nægtelse af kontakt med en livstids- og forvaringsdømt i fængslet efter reglerne herom i det fremsatte lovforslag?”
Svar:
Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 1 vedrørende lovforslaget.
”Kan ministeren bekræfte, at pligten til at vurdere konkret, om et indgreb i retten til
privatliv og korrespondance efter EMRK art. 8, stk. 2, ikke kan tilsidesættes ved lov, og at
fængselsmyndighederne derfor-uanset de foreslåede formuleringer i
straffuldbyrdelseslovens §§ 51 a, 55 a og 57 a - vil have pligt til fra sag til sag at vurdere, om nægtelse af besøg, brevveksling eller telefonering er ”nødvendig i et demokratisk samfund” ud fra et eller flere af de i art. 8, stk. 2, nævnte hensyn?”
Svar:
Det følger af de foreslåede nye § 51 a, stk. 1, § 55 a, stk. 1, og § 57 a, stk. 1, i straffuldbyrdelsesloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, 6 og 7, at en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, ikke uden tilladelse kan henholdsvis få besøg, brevveksle eller føre telefonsamtaler i de første 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil den pågældende har været anbragt i forvaring de første 10 år.
I medfør af de foreslåede § 51 a, stk. 2, 1. pkt., § 55 a, stk. 2, 1. pkt., og § 57 a, stk. 2, 1. pkt., i straffuldbyrdelsesloven meddeler kriminalforsorgen tilladelse til henholdsvis besøg fra, brevveksling med eller at føre telefonsamtaler med nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen.
Der kan endvidere efter de foreslåede § 51 a, stk. 2, 2. pkt., § 55 a, stk. 2, 2. pkt., og § 57 a, stk. 2, 2. pkt., i straffuldbyrdelsesloven meddeles tilladelse til henholdsvis besøg af, brevveksling med eller at føre telefonsamtaler med andre end de i 1. pkt. nævnte personer, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Det følger således heraf, at kriminalforsorgen efter en konkret vurdering kan meddele tilladelse til besøg af samt brevveksling og telefoni med andre personer, hvis særlige omstændigheder taler herfor, jf. pkt. 4 i den kommenterede høringsoversigt til lovforslaget (REU 2021-22 – L 76, bilag 1).
Justitsministeriet kan i øvrigt henvise til pkt. 2.3.3 i bemærkningerne til lovforslaget og til pkt. 4 om forholdet til internationale forpligtelser og regler mv. i den kommenterede høringsoversigt til lovforslaget.
…”
Rettens begrundelse og afgørelse
De faktiske forhold
Domfældte har forklaret blandt andet, at han har benyttet sin adgang til at sende ukontrolleret post til offentlige myndigheder til at vedlægge yderligere frankerede breve til blandt andet Person 1 og Vidne i håbet om, at de pågældende myndigheder ville videresende brevene til de anførte modtagere. Tiltalte har forklaret, at han har fremsendt flere breve på denne måde. Han
gjordedet, da han mener, at den nye lovbestemmelse krænker hans
menneskerettigheder.
Vidne har som vidne forklaret blandt andet, at hun ikke har
modtagetbreve fra tiltalte afsendt efter, at den nye bestemmelse i
straffuldbyrdelseslovens § 55 a trådte i kraft den 1. februar 2022. Person 1 har ikke afgivet forklaring for retten, men det er dokumenteret via
korrespondance på Instragram mellem Person 1 og Person 2 samt Person 2's korrespondance med politiet, at Person 1 i september 2022 modtog brev dateret den 7. september 2022 og i november 2022 i én kuvert modtog breve dateret den 18. oktober 2022 og 2. november 2022.
Efter bevisførelsen lægger retten derfor til grund, at Person 1 har modtaget brevene af 7. september 2022 og 18. oktober 2022/ 2. november 2022, mens det må lægges til grund, at brevet af 6. december 2022 til Person 1 og brevene af 5. og 7. december 2022 til Vidne ikke nåede frem til de tiltænkte modtagere, da Ankestyrelsen i stedet afleverede brevene til politiet.
Fuldbyrdelsestidspunktet
Efter ordlyden af straffuldbyrdelseslovens § 55 a, stk. 1, består det strafbare
forholdi at brevveksle uden fornøden tilladelse. Det fremgår af
bemærkningerne i lovforslag nr. 76 af 10. november 2021 under punkt 2.6.3 blandt andet, at bestemmelsen i bl.a. § 55 a finder anvendelse, hvor en livstidsdømt i strid med de foreslåede bestemmelser får kontakt (rettens understregning) igennem besøg, brevveksling og telefoni uden forudgående tilladelse.
Efteren almindelig sproglig forståelse af udtrykket ”brevveksling”
sammenholdt med lovbemærkningernes ordlyd finder retten, at det til en fuldbyrdet overtrædelse af straffuldbyrdelseslovens § 55 a må kræves, at et afsendt brev når frem til den tiltænkte modtager. Dette findes efter bevisførelsen alene at være tilfældet for det til Person 1 fremsendte brev af 7. september 2022 og de to breve af 18. oktober 2022 og 2.
november 2022, der blev fremsendt samlet.
I forhold til brevet af 6. december 2022 til Person 1 og brevene af 5 og 7. december 2022 til Vidne samt eventuelle yderligere af tiltalte afsendte breve finder retten derfor, at der alene kan være tale om et forsøg på overtrædelse af bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 55 a, jf. straffelovens § 21.
Herefter og under henvisning til straffelovens § 21, stk. 3, hvorefter forsøg kun straffes - for så vidt andet ikke er bestemt - når der for lovovertrædelsen kan idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder, finder retten, at
dermå ske frifindelse for disse breve, idet overtrædelse af
straffuldbyrdelseslovens § 55 a efter bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 123 b, stk. 1, alene kan straffes med bøde.
Forsæt
Efter straffuldbyrdelseslovens § 123 b, stk. 1, straffes aleneforsætlige
overtrædelser. Efter tiltaltes forklaring finder retten, at tiltalte forsætligt har overtrådt bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 55 a.
Forholdet til EMRK
Retten skal tage stilling til, hvorvidt Domfældte kan straffes for overtrædelse af straffuldbyrdelseslovens § 55 a, jf. § 123 b. Der skal i den forbindelse forudsætningsvis tages stilling til, om Kriminalforsorgens afslag på tilladelse til brevveksling med Person 1 er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Domfældte har gjort gældende, at der skal ske frifindelse, idet bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 55 a er i strid med EMRK artikel 8, idet bestemmelsen ikke forfølger noget anerkendelsesværdigt formål og udgør et generelt og fuldstændigt kontaktforbud uden mulighed for en
konkretog individuel vurdering. Subsidiært at indgrebet udgør et
uproportionalt indgreb i tiltaltes artikel 8-rettigheder. Der er i processkrift og
underproceduren henvist til en række domme fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol (EMD).
Konkret i forhold til Person 1 har han gjort gældende, at der er tale om et indgreb i hans ret til privatliv. Tiltalte har om sit forhold til Person 1 forklaret blandt andet, at han modtog et brev fra Person 1 omkring sin fødselsdag i 2018, hvor han var varetægtsfængslet, som han besvarede. De skrev herefter sammen i lang tid. De fik senere tilladelse til telefonisk kontakt, hvor de talte sammen nærmest dagligt. De talte blandt andet om hendes uddannelse. Han har lært hende matematik, men de har også talt om andre emner. De ringede sammen, indtil al kontakt blev stoppet i februar 2022. Han var tæt på hende. Han har skrevet om giftermål i brevene, idet han ønsker at genetablere kontakten. På baggrund af den juridiske definition af ”nærtstående” er de nødt til at blive gift, hvis de skal have kontakt igen. Han har aldrig mødt hende. Hun fik ikke tilladelse til at besøge ham i fængslet, da hun dengang var under 18 år.
Efter EMRK art. 8, stk. 1, har enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Efter art. 8, stk. 2, kan ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så
vidtdet sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et
demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.
Retten finder, at begrænsninger i tiltaltes brevveksling med Person 1
udgøret indgreb i tiltaltes ret til korrespondance, som kræver, at
betingelserne i EMRK art. 8, stk. 2, er opfyldt. Det bemærkes, at de af forsvareren anførte domme fra EMD ikke findes ganske sammenlignelige med problemstillingen i nærværende sag.
Retten skal herefter vurdere, om betingelserne for undtagelsesbestemmelsen i
art. 8, stk. 2, er opfyldt.
Legalitetskravet
Det er ubestridt, at afslag på brevveksling med Person 1 er sket med hjemmel i lov, hvorfor legalitetskravet er opfyldt.
Indgrebet skal forfølge et legitimt/anerkendelsesværdigt formål
Ved vedtagelsen af straffuldbyrdelseslovens § 55 a, stk. 1, blev indført en tilladelsesordning for blandt andet brevveksling for livstidsdømte, hvorefter brevveksling kræver en forudgående tilladelse. Efter stk. 2, 1. pkt. meddeler Kriminalforsorgen tilladelse til brevveksling med nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen, ligesom der efter stk. 2, 2. pkt. kan meddeles tilladelse til brevveksling med andre, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Der er i bemærkningerne til lovforslaget angivet eksempler - der ikke kan anses for udtømmende - på sådanne særlige
omstændigheder, herunder situationer hvor det kankonstateres, at den
indsatte ikke har familie eller i øvrigt kontakt med andre, eller hvis den indsattes familie eller sådanne kontakter ikke ønsker at være kontakt i med den indsatte.
Det er på denne baggrund rettens vurdering, at der med lovbestemmelsen ikke kan anses at være indført et generelt forbud mod kommunikation med andre uden mulighed for en konkret og individuel vurdering, som anført af forsvareren, idet bestemmelsen i § 55 a, stk. 2, 2. pkt. nødvendigvis må bero på en konkret og individuel vurdering.
Justitsministeriet anførte i forbindelse med forarbejdet til loven, herunder i lovudkastet, det kommenterede høringssvar samt i forbindelse med de spørgsmål, der blev stillet af Retsudvalget, at indgrebene er nødvendige for at beskytte andres ret og frihed, hvilket er et lovligt hensyn at tage efter EMRK
art.8, stk. 2, hvorfor retten ikke finder grundlag for at fastslå, at
bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 55 a ikke forfølger et anerkendelsesværdigt formål.
Indgrebet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund (proportionalitetskravet)
I forhold til vurderingen af proportionaliteten af indgrebet lægger retten vægt på, at Østre Landsret i dom af 26. september 2018, hvor Domfældte blev idømt fængsel på livstid, ved strafudmålingen lagde vægt på, at han ved byrettens dom var fundet skyldig i blandt andet et seksuelt overgreb
afsærlig farlig karakter eller under i øvrigt særligt skærpende
omstændigheder, drab og efterfølgende usømmelig behandling af liget, og at det efter byrettens bevisvurdering måtte lægges til grund, at der var tale om
ensag af usædvanlig grovhed, og at der i ganske særlig grad forelå
skærpende omstændigheder, idet kriminaliteten var særlig planlagt i detaljer,
ligesomtiltalte havde udvist særlig hensynsløshed i lemlæstelsen af
forurettede og også har udnyttet forurettedes værgeløse stilling. Endvidere
lagde landsretten som byretten vægt på, at der var tale om et kynisk og planlagt seksuelt overgreb og drab af særdeles brutal karakter på en tilfældig kvinde, der i forbindelse med sit journalistiske arbejde havde taget imod et tilbud om en sejltur i tiltaltes ubåd. Det fremgår videre af byrettens dom, at der alene havde været begrænset mailkorrespondance mellem tiltalte og den forurettede kvinde forud for gerningen, og at tiltalte i perioden op til drabet havde forsøgt at inviteret yderligere tre kvinder, som han alene havde et begrænset kendskab til, på sejltur i ubåden.
På baggrund af den pådømte kriminalitets karakter finder retten, at det ikke udgør et uproportionalt indgreb at afskære tiltaltes brevkontakt til en kvinde, som han i realiteten aldrig har mødt, og som han alene har opnået brev- og telefonkontakt med efter sin varetægtsfængsling. Retten finder, at der, ud over hensynet til beskyttelse af andres rettigheder og friheder, også er et hensyn at tage til forebyggelse af uro og forbrydelse. Det bemærkes i den forbindelse, at Domfældte under sin afsoning ved Retten i Glostrups dom af 9. februar 2021 er dømt for en fangeflugt, hvor han under anvendelse af en attrappistol og attrapbombebælte blandt andet tog en kvindelig fængselspsykolog som gidsel under sin flugt.
Tiltalte findes derfor skyldig i overtrædelse af straffuldbyrdelseslovens § 55 a for så vidt angår brevene af 7. september 2022 og 18. oktober 2022/ 2. november 2022 til Person 1 og skal straffes herfor.
Sanktion
Der er ikke i lovforarbejderne angivet noget udgangspunkt for bødeniveauet,
ligesomder ikke findes tidligere afgørelser om overtrædelse af
straffuldbyrdelseslovens § 123 b.
Under henvisning til at der er tale om kontakt via to brevforsendelser uden tilladelse i et førstegangstilfælde, finder retten, at straffen passende kan fastsættes til en bøde på 5.000 kr., jf. straffuldbyrdelseslovens § 55 a, stk. 1, jf. § 123 b, stk. 1.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Domfældte skal betale en bøde på 5.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 8 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
