Dom
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
D O M
Afsagt den 13. marts 2025 af Østre Landsrets 19. afdeling
(landsdommerne Tine Egelund Thomsen, Lone Kerrn-Jespersen og Ulrik Birk Gotfredsen (kst.)).
19. afd. nr. S-3460-23:
Anklagemyndigheden
mod
Domfældte
(CPR nr. (Født 1971))
(advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen, beskikket)
Dom afsagt af Retten i Nykøbing Falster den 30. juni 2023 (1-2126/2023) er med Proces-bevillingsnævnets tilladelse anket af Domfældte med påstand om frifindelse.
Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om skærpelse.
Den del af anklageskriftet, der angår tiltaltes brevveksling med Vidne, og som han blev frifundet for i byretten, er således ikke en del af anken.
Supplerende oplysninger
Efter ikrafttrædelsen den 1. februar 2022 af lov nr. 157 af 31. januar 2022 om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (indskrænkning af livstidsdømtes og visse forvarings-dømtes rettigheder) skrev Kriminalforsorgen Sjælland, Fængsel 1, ved brev af 8. februar 2022 således til tiltalte:
- 2 -
”Du har fået inddraget dine tilladelser til besøg, brevveksling og telefon-samtaler:
Du har den 2. februar 2022 fået at vide, at alle din tilladelser til at modtage be-søg, til at modtage og sende brev og til at føre telefonssamtaler er bortfaldet.
Dette er sket på grund af den lov, der trådte i kraft den 1. februar 2022, lov nr. 157 af 31. januar 2022. Denne lov indebærer, at der er indsat en række nye be-stemmelser i straffuldbyrdelsesloven, som indskrænker livstidsdømtes og visse forvaringsdømte rettigheder, blandt andet de rettigheder, som er nævnt ovenfor.
Det følger således af de nye regler i straffuldbyrdelseslovens § 51 a, § 55 a og § 57 a, at en indsat der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, i de første 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, …, ikke uden tilladelse kan:
•få besøg
•få lov til at brevveksle
•få lov til at føre telefonsamtaler
Du kan ikke klage over beslutningen om inddragelse af dine besøgstilladelser og tilladelser til brevveksling og til at føre telefonsamtaler.
Du kan dog søge om at få tilladelse til besøg, til at brevveksle og til at føre tele-fonsamtaler. I henhold til de nye regler, vil du efter ansøgning kunne få tilla-delse til besøg, til at brevveksle og til at føre telefonsamtaler med dine nærtstå-ende eller personer som du havde kontakt til før varetægtsfængslingen.
Du skal være opmærksom på, at det er dig, der skal kunne påvise, at du har haft kontakt med personer, der ikke er nærtstående, før varetægtsfængslingen.”
Ved brev af 18. februar 2022 besvarede Fængsel 1 en henvendelse af 9. februar 2022 fra tiltaltes advokat, hvori advokaten anmodede om at få oplyst, hvilke specifikke tilladelser til besøg, brevveksling og telefoni, der var bortfaldet i forbindelse med ikraft-trædelsen af den nævnte lov. Fængsel 1 oplistede i sit svar de tilladelser til telefoni og besøg, som var bortfaldet. Vedrørende brevveksling skrev Fængsel 1:
”Da der før lovens ikrafttræden ikke var krav om tilladelse til brevveksling, er der ikke bortfaldet tilladelser herom.
…
Vi kan oplyse, at vi i forbindelse med lovens ikrafttræden gennemgik din kli-ents bortfaldne tilladelser for at se, om der var personer, som vi umiddelbart kunne konstatere var omfattet af den persongruppe, som din klient efter de gældende regler kan få tilladelse til at have kontakt med. Din klient har i den forbindelse fået tilladelse til at telefonere med sin ægtefælle Person 9, da hun er nærtstående, og således er omfattet af den angivne persongruppe.
- 3 -
For så vidt angår de øvrige personer kan din klient på ny søge om tilladelse til besøg, brevveksling og telefoni med disse. For at få tilladelse til kontakt med andre personer end nærtstående personer, skal din klient kunne dokumentere, at din klient har haft kontakt med vedkommende forud for varetægtsfængslingen.
Vi kan afslutningsvist oplyse, at vi har modtaget din anmodning af 11. februar 2022, hvor du på vegne af din klient har anmodet om, at din klient får tilladelse til at modtage besøg, brevveksle og telefonere med Vidne, og vi er i gang med at behandle anmodningen.”
Ved brev af 25. marts 2022 skrev Fængsel 1 til tiltaltes advokat, at man agtede at meddele afslag på ansøgningen om tilladelse vedrørende Vidne til besøg, brevveksling og telefoni. Fængslet sendte endvidere sagens akter og gav en frist til be-mærkninger.
Af et notat af 23. november 2022 fra Kriminalforsorgen stilet til Fængsel 1, hvor tiltalte da var indsat, vedrørende fortolkning af straffuldbyrdelseslovens § 51 a, stk. 2, 55 a, stk. 2 og § 57 a, stk. 2, fremgår bl.a.:
”1. Baggrunden for notatet
På baggrund af lov nr. 157 af 31. januar 2022 om ændring af straffuldbyrdel-sesloven (Indskrænkning af livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes rettighe-der) og de nye administrative regler hertil, er der tilgået direktoratet et spørgs-mål fra Område Sjælland om, hvordan reglerne konkret skal administreres i praksis.
Henvendelsen fra Område Sjælland vedrører en livstidsdømt, som endnu ikke har afsonet 10 år.
Indsatte har søgt om tilladelse til besøg, brevveksling og telefoni med en per-son, der ikke er nærtstående, men som han har haft kontakt med forud for vare-tægtsfængslingen. Konkret er der tale om en tidligere fængselsbetjent, som den indsatte havde kontakt med i forbindelse med transporten fra arresten til frem-stillingen i grundlovsforhør i retten, hvor kendelse om varetægtsfængsling blev afsagt. Det bemærkes i den forbindelse, at indsattes kontakt med den tidligere fængselsbetjent var af professionel karakter, da pågældende alene havde kon-takt med indsatte som led i sit daværende arbejde.
I forlængelse af ovenstående bemærkes det, at den tidligere fængselsbetjent lø-bende har afviklet besøg mv. med indsatte frem til 1. februar 2022, hvor alle tilladelser blev tilbagekaldt som følge af de nye regler.
Indsatte har siden juli 2022 haft besøg af en besøgsven fra Røde Kors, idet han ikke har familie eller øvrige kontakter omfattet af § 51 a, stk. 2, 1. pkt., § 55 a, stk. 2, 1. pkt. og § 57 a, stk. 2, 1. pkt. …
3. Direktoratets fortolkning af reglerne og den konkrete sag
- 4 -
…
Herefter kan det overvejes, om den indsatte bør tilbydes kontakt med den tidli-gere fængselsbetjent i medfør af bestemmelsernes 2. pkt., idet han efter det op-lyste ikke har familie eller andre kontakter, der ønsker at være i kontakt med ham.
Det fremgår ikke af bemærkningerne til bestemmelsen, om den indsatte i den situation selv kan vælge, hvem vedkommende ønsker at få besøg af, men det fremgår af bemærkningerne, at det er kriminalforsorgen, der efter en konkret vurdering tilbyder en kontakt – eksempelvis en besøgsven.
De hensyn, som medfører, at der ikke skal meddeles tilladelse til besøg mv. med den tidligere fængselsbetjent efter 1. pkt., må efter direktoratets vurdering også gøre sig gældende i forhold til bestemmelsernes 2. pkt., herunder at det ikke bør være muligt for livstidsdømte under de første 10 år af afsoningen at indgå og opretholde nye relationer som andre, der lever et liv uden for krimi-nalforsorgens institutioner.
Det bemærkes, at det er kriminalforsorgsområdet, skal foretage en konkret vur-dering af, om særlige omstændigheder gør sig gældende i den konkrete sag, og hvem der i givet fald kan tilbydes besøg med efter bestemmelsen 2. pkt., men det er direktoratets vurdering, at der bør lægges vægt på ovenstående hensyn. ”
Ved brev af 2. december 2022 meddelte Fængsel 1 tiltalte afslag i henhold til straffuldbyrdelseslovens §§ 51 a, 55 a og 57 a, på ansøgningen af 11. februar 2022 om til-ladelse til besøg, brevveksling og telefoni med Vidne.
Den 26. maj 2023 skrev Fængsel 1 således til tiltaltes advokat:
”Vedrørende ansøgning om tilladelser til besøg og telefoni
…
Fængsel 1 har modtaget din henvendelse af 5. september 2023, hvor du har anmodet om at en række besøgs- og ringetilladelser genoprettes.
Ved en fejl er sagen ikke blevet oprettet og behandlet i institutionen. Dette skal vi meget beklage.
Du har anmodet om, at din klient meddeles tilladelse til besøg af følgende per-soner:
- Person 10
- Person 6
- Person 2
- Person 5
- Vidne
- Person 11.
- 5 -
Du har endvidere anmodet om, at din klient meddeles ringetilladelse til følgen-de personer:
- - Person 1
- - Person 10
- - Person 11
- - Person 2
- - Person 5.
For så vidt angår Person 6, har din klient i december 2022 fået tilladelse til at brevveksle med pågældende. Vi har endvidere vejledt din klient om, at han via brevvekslingen må aftale med Person 6, om der endvidere skal søges om tilladelse til besøg og telefoni.
Derudover er din klient i december 2022 meddelt afslag på besøg, brevveksling og telefoni med Vidne.
For så vidt angår ansøgning om besøg og telefoni med de øvrige personer, kan vi henvise til vores skrivelse af 18. februar 2022, hvor vi oplyste, at din klient skal dokumentere, at han har haft kontakt med de pågældende personer forud for varetægtsfængslingen, for at der kan meddeles tilladelse til kontakt.
I forbindelse med din henvendelse af 5. september 2022, har du ikke fremsendt nye oplysninger eller dokumentation, der påviser, at din klient har haft kontakt med de pågældende personer forud for varetægtsfængslingen, hvorfor han ikke kan få tilladelse til besøg af eller telefoni med de pågældende personer.
Der henvises til reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 51 a og § 57 a.
Vi foretager herefter ikke yderligere i forbindelse med din henvendelse.”
Ved dom afsagt den 30. november 2023 af Retten i Nykøbing Falster blev Fængsel 1 under en civil sag anlagt af tiltalte tilpligtet at anerkende, at Vidne skal meddeles tilladelse til besøg, brevveksling og telefonsamtaler med tiltalte i medfør af straffuldbyrdelseslovens §§ 51 a, stk. 2, 1. pkt., 55 a, stk. 2, 1. pkt., og 57 a, stk. 2, 1. pkt. Tiltalte fik ikke medhold i sine øvrige påstande, herunder en påstand om, at ”Fængsel 1's afgørelse af 2. februar 2022 om bortfald af samtlige hans besøgs- og ringetilla-delser samt afslag på at brevveksle er ugyldig ”. Dommen er efter det oplyste ikke anket.
Der er endvidere fremlagt besøgshistorik for tiltalte for perioden fra den 1. februar 2022 til den 26. februar 2025. Det fremgår heraf, at tiltalte i februar 2022 modtog fire besøg. Der var ikke besøg i marts, april, maj eller juni 2022. Fra juli 2022 og resten af året og i 2023 havde han besøg fra Røde Kors en til to gange månedligt, idet han dog modtog tre besøg i august og i november 2023. I 2024 har han haft i alt ca. 40 besøg, herunder fra
- 6 -
Vidne, Person 5 og Person 11. I januar og februar 2025 har han haft i alt fem besøg.
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. Den i byretten af Vidne afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Tiltalte har forklaret bl.a., at han kom i kontakt med Person 1, mens han var varetægts-fængslet i Fængsel 3. Hun skrev til ham, og han besvarede hendes brev. Hun skrev, at han måtte være meget ensom og have brug for nogen at tale med. Han tænkte, at det var meget betænksomt, men at han skulle være meget forsigtig, fordi han havde at gøre med et ungt menneske. Han erfarede, at hun var tæt på at fylde 18 år, og derfor var han meget for-sigtig i sin tilgang. Han tror, at det, der fik Person 1 til at tage kontakt, var en interesse for ham, da han var kendt i offentligheden for bl.a. sit raketbyggeri og bygning af en under-vandsbåd. Han kom fra et liv som foredragsholder og har holdt foredrag for bl.a. folk i samme aldersgruppe som Person 1. Ret hurtigt efter den første kontakt var hun blevet en kvinde på 18 år med ret til at træffe egne valg, herunder valg der kan rumme fare. Efter de havde lært hinanden at kende, ville hun gerne giftes med ham. Fra Person 1 fyldte 18 år, har hun haft et ønske om at blive gift med ham. Han sagde, at hun var nødt til at gøre sig nogle erfaringer, før det kunne ske.
Han opfatter Person 1 som et menneske i rivende udvikling. Det første brev, han modtog, var håndskrevet og ikke prangende litteratur, mens hendes senere breve var skrevet på pc og var velformulerede. De talte om uddannelse og skole. På spørgsmål, om Person 1 er psykisk skrøbelig, har han forklaret, at der intet er i kommunikationen, som man ikke kun-ne være stødt på hos andre. Han skrev ikke ting til hende, som kunne bringe hende et sted hen, hvor hun ikke havde lyst til at være. Han fornemmede ikke dengang, at hun var forel-sket i ham. Han havde haft 4 års kontakt med Person 1 fra 2018, før den blev afbrudt i 2022. Når han vil giftes med Person 1, handler det om, at et menneske ikke kan være en ø. Hvis han skal overleve afsoningen, er han nødt til at være i kontakt med andre, og han er også nødt til at have en romantisk relation med et andet menneske. Han håber – og det samme gør Person 1 – at de vil kunne få en romantisk relation. Person 1 har været i et andet ægteskab, der ikke holdt. Man kan sige, at de er forlovet. De har begge et symbol om håndleddet, der symboliserer, at de hører sammen.
- 7 -
Han blev gift med Person 9 i slutningen af 2019, og de blev skilt i 2022, da hun forlangte, at han skulle ophøre med kontakten med Vidne. Det tog lang tid at blive skilt, idet Person 9 ikke ville skilles.
Person 5, der fremgår af hans besøgshistorik i marts, maj, juli, september og oktober 2024, kan ikke beskrives på få linjer. Hun er en fantastisk god ven. Det gælder også Person 11, der også fremgår af besøgshistorikken i bl.a. juli 2024. Hende har han kendt i mange år, og han er meget glad for hende.
Han kan ikke gå på nettet eller finde gamle breve frem. Derfor er det ikke muligt for ham at finde materiale frem som grundlag for at søge brevvekslingstilladelse. Det lykkedes ham at få fat i en udskrift af dommen fra 2018, så han kunne dokumentere kontakt med Person 6. Efter dommen af 30. november 2023 har han fået kontakt med Vidne, der også har kunnet formidle kontakt med andre. Han har et antal brevvekslingstilladelser. Han brevveksler ikke med sin bror. Han skrev senest til sin bror under sin varetægtsfængsling, men broren svarede ikke.
Fra ophøret af besøgstilladelser og forbuddet mod brevveksling havde han reelt ikke kon-takt med nogen i sit netværk, før han vandt den civile sag i Nykøbing Falster. Siden den 5. juli 2022 har han fået besøg af Røde Kors, der har en besøgsordning til folk uden netværk. Den ordning er ikke lavet til ham – for han har jo et netværk. Ugen efter at Vidne fik be-søgstilladelse i begyndelsen af januar 2024, blev han flyttet til Fængsel 4, der ligger længst muligt væk fra Vidnes bopæl. Han blev flyttet mellem hendes besøg den 13. januar og den 5. februar 2024.
Han kæmper for kontakten med dem, han kender, og kæmper for at bevare sit moralske kompas. I det daglige har han kun kontakt med terrordømte og nærmest ikke kontakt med betjente. De breve, han har sendt, er sendt til offentlige myndigheder, der selv har valgt at videresende brevene. Han finder det vigtigt, at han kan bevare sit moralkodeks og mulig-hed for rehabilitering. Når han bliver prøveløsladt, vil der være mennesker, der er klar til at tage imod ham.
- 8 -
Supplerende om retsgrundlaget
Samtidig med indsættelsen ved lov nr. 157 af 31. januar 2022 af § 55 a i straffuldbyrdelses-lov blev der indsat bl.a. to bestemmelser om muligheden for overflytning til åbent fængsel og for udgang:
”§ 24 a. En indsat, der udstår en straf af fængsel på livstid eller forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, kan uanset § 24, stk. 1, nr. 2, ikke overføres fra lukket til åbent fængsel, før den på-gældende har udstået 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid eller har været anbragt i forvaring i 10 år.
Stk. 2. Når den indsatte har udstået 10 år af den idømte straf af fængsel på livs-tid eller har været anbragt i forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, i 10 år, finder § 24, stk. 1, nr. 2, anvendelse.
Stk. 3. Kriminalforsorgen kan dog undtagelsesvis bestemme, at stk. 1 ikke skal finde anvendelse, hvis hensyn til den indsattes helbred taler herfor.”
”§ 49 a. En indsat, der er idømt fængselsstraf på livstid eller forvaring for over-trædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, kan ikke opnå tilladelse til udgang, før der er udstået 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil vedkommende har været anbragt i forvaring i 10 år, medmindre udgang sker til bestemte særlige formål eller med henblik på at vurdere den forvaringsdømtes farlighed.”
Udover det, der fremgår af byrettens dom om forarbejderne til ændringerne af straffuld-byrdelsesloven, fremgår det af de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.3. om den foreslåe-de ordning:
”Når der er forløbet 10 år, gælder de almindelige regler om besøg, brevveks-ling og telefoni.
Den foreslåede tidsramme på 10 år skal ses i lyset af de foreslåede bestemmel-ser i lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, om begrænsning af livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes muligheder for at blive overført fra lukket til åbent fængsel samt begrænsning i mulighederne for udgang.
Tidsrammen skal desuden ses i lyset af, at livstidsdømte efter straffelovens § 41 har ret til at få afgjort, om der skal ske prøveløsladelse, når 12 år af straf-fen er udstået. Det bemærkes i den forbindelse, at en løsladelse på prøve bl.a. forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig, og at den indsattes administrering af en udgangstilladelse kan indgå i tilrådelighedsvur-deringen. Den foreslåede regel om, at bl.a. sådanne indsatte som udgangspunkt ikke kan komme på udgang i de første 10 år afsoningstiden, kan således påvir-ke den indsattes mulighed for at opnå ret til prøveløsladelse, da det herefter alene er muligt at lade et eventuelt udgangsforløb på to år indgå i vurderingen, som foretages efter 12 år. Det kan som følge heraf ikke udelukkes, at den fore-
- 9 -
slåede regel med tiden vil medføre, at gennemsnitstiden for livstidsdømtes af-soning vil stige fra de 16-17 år, som gennemsnittet er i dag.”
Nærmere om de foreslåede regler fremgår det af afsnit 2.3.3. afslutningsvis:
”Den indsatte vil skulle orienteres om, at personer uden for fængslet har for-søgt at kontakte den pågældende og om afsenderens identitet. Der kan eksem-pelvis være tale om, at en person sender et brev til den indsatte. Den indsatte vil da skulle orienteres om modtagelsen af et brev og afsenders identitet, såle-des at den indsatte kan bede om tilladelse til brevveksling. Hvis den indsatte ikke får tilladelse til brevveksling, vil brevet skulle sendes tilbage til afsender. ”
Af de specielle bemærkninger til forslaget til 55 a fremgår bl.a.:
”Den foreslåede bestemmelse i § 55 a, stk. 2, 1. pkt., vil indebære, at kriminal-forsorgen skal meddele tilladelse til brevveksling med nærtstående eller perso-ner, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen.
…
Såfremt der er tale om enten en nærtstående eller en person, som den indsatte havde kontakt med før varetægtsfængslingen, vil kriminalforsorgsområdet væ-re forpligtet til at meddele tilladelse efter bestemmelsen. Brevveksling kan dog, som det fremgår nedenfor ved omtalen af den foreslåede § 55 a, stk. 4, fortsat gøres til genstand for de vilkår og begrænsninger, som fremgår af § 55, hvilket betyder, at brevveksling alligevel kan gennemlæses og tilbageholdes.
Den foreslåede bestemmelse i § 55 a, stk. 2, 2. pkt., vil indebære, at kriminal-forsorgsområdet kan tillade, at den indsatte brevveksler med andre end de i 1. pkt. nævnte personer, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Det indebærer, at der kan gives tilladelse til brevveksling med andre end nærtstående, eller an-dre personer end dem som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængs-lingen.
Det beror på en konkret vurdering, om der skal meddeles tilladelse efter be-stemmelsen. Der skal ved denne vurdering tages hensyn til den indsattes mu-ligheder for at have social omgang med andre mennesker samt den indsattes muligheder for eksempelvis at få kontakt til organisationer mv., som bistår den indsatte i en verserende sag hos en offentlig myndighed.
Bestemmelsen er herefter bl.a. tiltænkt anvendt i de situationer, hvor det af kriminalforsorgsområdet kan konstateres, at den indsatte ikke har familie eller andre kontakter, eller hvis disse ikke ønsker at være i kontakt med den indsatte. Hvis kriminalforsorgen konstaterer, at dette er tilfældet, skal kriminalforsorgs-området af egen drift overveje, om den indsatte bør tilbydes kontakt med andre, eksempelvis en besøgsven.
Bestemmelsen er derudover bl.a. tiltænkt anvendt i situationer, hvor eksempel-vis en retshjælpsorganisation ønsker at komme i kontakt med en indsat om en sag, og hvor det findes formålstjenligt, at kontakten sker ved brevveksling.
- 10 -
Bestemmelsen er endelig tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor den indsatte i øv-rigt ønsker at opnå kontakt til medierne, f.eks. for at gøre opmærksom på fæng-selsforholdene eller andre relevante forhold.”
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en dom af 4. december 2007 i sag 44362/04 (Dickson mod Storbritannien), der angik en livstidsdømt og dennes ægtefælle, som ønskede kunstig befrugtning, udtalt bl.a.:
”D. The Court ’ s assessment of the complaint under Article 8 of the Con-vention
…
2. Relevant general principles
67. The Court notes the above-mentioned Hirst judgment, which concerned a legislative restriction on prisoners ’ right to vote:
“6 9. In this case, the Court would begin by underlining that prisoners in general continue to enjoy all the fundamental rights and freedoms guaranteed under the Convention save for the right to liberty, where lawfully imposed detention expressly falls within the scope of Article 5 of the Convention. … Any restrictions on these other rights require to be justified, although such justification may well be found in the con-siderations of security, in particular the prevention of crime and disor-der, which inevitably flow from the circumstances of imprisonment (see, for example, Silver, cited above, §§ 99-105, where broad re-strictions on the right of prisoners to correspond fell foul of Article 8 but stopping of specific letters, containing threats or other objectionable references were justifiable in the interests of the prevention of disorder or crime).
…
68. Accordingly, a person retains his or her Convention rights on imprison-ment, so that any restriction on those rights must be justified in each individual case. This justification can flow, inter alia, from the necessary and inevitable consequences of imprisonment (§ 27 of the Chamber judgment) or (as accepted by the applicants before the Grand Chamber) from an adequate link between the restriction and the circumstances of the prisoner in question. However, it cannot be based solely on what would offend public opinion.
…
4. The conflicting individual and public interests
72. As to the appli cants’ interests, it was accepted domestically that artificial insemination remained the only realistic hope of the applicants, a couple since 1999 and married since 2001, of having a child together given the second ap-plicant’s age and the first appli can t’ s release date. The Court considers it evi-dent that the matter was of vital importance to the applicants.
…
- 11 -
75. Secondly, before the Grand Chamber the Government appeared to main-tain, although did not emphasise, another justification for the Policy, namely that public confidence in the prison system would be undermined if the puni-tive and deterrent elements of a sentence would be circumvented by allowing prisoners guilty of certain serious offences to conceive children.
The Court, as the Chamber, reiterates that there is no place under the Conven-tion system, where tolerance and broadmindedness are the acknowledged hall-marks of democratic society, for automatic forfeiture of rights by prisoners based purely on what might offend public opinion (see Hirst, cited above, § 70). However, the Court could accept, as did the Chamber, that the maintain-ing of public confidence in the penal system has a role to play in the develop-ment of penal policy. The Government also appeared to maintain that the re-striction, in itself, contributed to the overall punitive objective of imprison-ment. However, and while accepting that punishment remains one of the aims of imprisonment, the Court would also underline the evolution in European pe-nal policy towards the increasing relative importance of the rehabilitative aim of imprisonment, particularly towards the end of a long prison sentence (see paragraphs 28-36 above).
…
5. Balancing the conflicting interests and the margin of appreciation
…
84. The Policy may not amount to a blanket ban such as was in issue in the Hirst case since in principle any prisoner could apply and, as demonstrated by the statistics submitted by the Government, three couples did so successfully. Whatever the precise reason for the dearth of applications for such facilities and the refusal of the majority of the few requests maintained, the Court does not consider that the statistics provided by the Government undermine the above finding that the Policy did not permit the required proportionality as-sessment in an individual case. Neither was it persuasive to argue, as the Gov-ernment did, that the starting-point of exceptionality was reasonable since only a few persons would be affected, implying as it did the possibility of justifying the restriction of the applicant s’ Convention rights by the minimal number of persons adversely affected.
85. The Court therefore finds that the absence of such an assessment as regards a matter of significant importance for the applicants (see paragraph 72 above) must be seen as falling outside any acceptable margin of appreciation so that a fair balance was not struck between the competing public and private interests involved. There has, accordingly, been a violation of Article 8 of the Conven-tion.”
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en dom af 30. juni 2015 i sag 41418/04 (Khoroshenko mod Rusland) taget stilling til en sag om afsoningsvilkårene for en person, der afsonede fængsel på livstid. Af Menneskerettighedsdomstolens resume af dommen fremgår bl.a.:
- 12 -
”Facts – The applicant is currently serving a sentence of life imprisonment.
During the first ten years of detention in a special-regime correctional colony, he was placed under the strict regime, implying, inter alia, restrictions on the frequency and length of visits and a limitation on the number of visitors, and various surveillance measures in respect of those meetings. The applicant could correspond in writing with the outside world, but there was a complete ban on telephone calls except in an emergency.
Law …
For ten years, the applicant had been able to maintain contact with the outside world through written correspondence, but all other forms of contact had been subject to restrictions. He had been unable to make any telephone calls other than in an emergency, and could receive only one visit from two adult visitors every six months, and then for four hours. He was separated from his relatives by a glass partition and a prison guard had been present and within hearing di-stance at all times.
The restrictions, imposed directly by law, had been applied to the applicant solely on account of his life sentence, irrespective of any other factors. The re-gime had been applicable for a fixed period of ten years, which could be exten-ded in the event of bad behaviour, but could not be shortened. The restrictions had been combined within the same regime for a fixed period and could not be altered.
Af dommen fremgår bl.a.:
”B. Merits
1. Th e parties’ submissions
…
(b) The Government
…
99. The Government referred to the case-law of the Constitutional Court and argued that the measure in question pursued the aim of rectification of an inju-stice, reform of a convicted person and prevention of new crimes. They also stated that, according to the Code of Execution of Criminal Sentences, the main purpose of the penitentiary legislation was reforming a convicted person and preventing the commission of further crimes, both by the convicted person and by others. In their oral submissions at the hearing before the Court, the Gover-nment submitted that the aim of social reintegration was not expected to be achieved in respect of life-sentence prisoners, including the applicant, and ar-gued that isolating persons such as the applicant was the only aim of the rele-vant prison regime.
…
2. The Cour t’s assessment
(a) Whether there was an interference with the app licant’s ri ghts under Article 8
- 13 -
…
(b) Whether the interference was justified
i. ”In accord ance with the law ”
…
ii. Legitimate aim
113. The Government justified the limitations on the applicant’s ability to re-ceive prison visits from his relatives with reference to the case-law of the Con-stitutional Court, which stated in its Ruling no. 257-O dated 24 May 2005 (see paragraph 29 above) that the law pursued the aims of the restoration of justice, reform of the offender and the prevention of new crimes” . In their oral submis-sions before the Grand Chamber, the Government specified that the relevant law did not pursue the aim of social reintegration of the applicant and other life-sentence prisoners at all, but, rather, was aimed at isolating such people from society (see paragraph 99 above).
114. Regard b eing had to the parties’ sub missions and, in particular, the Governmen t’s e xplanations at the hearing, it may be arguable whether the limi-tat ions of the applicant’s right to r eceive visits in prison pursued a legitimate aim within the meaning of Article 8 § 2 of the Convention.
115. The Court considers, however, that it is not necessary to decide this point in view of its findings below (see paragraphs 127-149 below).
(c) Necessary in a democratic society
i. General principles
116. As is well establishe d in the Court’s case -law, during their imprisonment prisoners continue to enjoy all fundamental rights and freedoms, save for the right to liberty (see, for instance, Dickson v. the United Kingdom [GC], no.
44362/04, § 67, ECHR 2007-V, quoting Hirst v. the United Kingdom (no. 2) [GC], no. 74025/01, § 69, ECHR 2005-IX; and Boulois v. Luxembourg [GC], no. 37575/04, § 82, ECHR 2012).
117. Accordingly, on imprisonment a person does not forfeit his or her Con-vention rights, including the right to respect for family life (Płoski v. Poland, no. 26761/95, §§ 32 and 35, 12 November 2002), so that any restriction on those rights must be justified in each individual case (see Dickson [GC], cited above, § 68).
118. With regard to the requir ement of being “necessary in a democrat ic socie-ty” , the Court has specified that the notion of “necessity” implies th at the inter-ference corresponds to a pressing social need and, in particular, that it is pro-portionate to the legitimate aims pursued. In determining whether an interfer-ence was “necessary in a democratic society” , the Court will take into account that a margin of appreciation is left to the Contracting States, but it remains in-cumbent on the respondent State to demonstrate the existence of the pressing social need behind the interference (see Ku čera v. Slovakia, no. 48666/99, § 127, 17 July 2007, and Klamecki v. Poland (no. 2), no. 31583/96, § 144, 3
- 14 -
April 2003). Furthermore, the Court cannot confine itself to considering the impugned facts in isolation, but must apply an objective standard and look at them in the light of the case as a whole (see Nowicka v. Poland, no. 30218/96, §§ 69-70, 3 December 2002).
…
120. Accordingly, where a particularly imp ortant facet of an individual’s exist-ence or identity is at stake, the margin of appreciation accorded to a State will in general be restricted. Where, however, there is no consensus within the member States of the Council of Europe either as to the relative importance of the interest at stake or as to how best to protect it, the margin is likely to be wider. This is particularly so where the case raises complex issues and choices of social strategy: the authori ties’ direct knowledge of their society and it s needs means that they are in principle better placed than the international judge to appreciate what is in the public interest. In such a case, the Court would generally respect the legislatur e’s pol icy choic e unless it is “manifestly without reasonable foundation” . There will also usually be a wide margin accorded if the State is required to strike a balance between competing private and public interests or Convention rights (see Dickson [GC], (cited above), § 78).
121. Furthermore, the approach to assessment of proportionality of State measures ta ken with reference to “punitive aims” h as evolved over recent years, with a heavier emphasis now having to be placed on the need to strike a proper balance between the punishment and rehabilitation of prisoners (see Mastromatteo v. Italy [GC], no. 37703/97, § 72, ECHR 2002-VIII; Schem-kamper v. France, no. 75833/01, § 31, 18 October 2005; and Maiorano and Others v. Italy, no. 28634/06, § 108, 15 December 2009), In this connection, the Court recalls its observations, firstly, in the Dickson [GC] judgment (cited above, § 75), where it noted the general evolution in European penal policy towards the increasing relative importance of the rehabilitative aim of impris-onment, particularly towards the end of a long prison sentence, and, secondly, in Vinter and Others v. the United Kingdom [GC], nos. 66069/09, 130/10 and 3896/10, § 111-116, ECHR 2013 (extracts) and Harakchiev and Tolumov v.
Bulgaria (nos. 15018/11 and 61199/12, §§ 243-246, ECHR 2014 (extracts)), where it insisted that the emphasis on rehabilitation and reintegration has be-come a mandatory factor that the member States need to take into account in designing their penal policies.
122. The regime and conditions of a life prisoner’s incarceration cannot be re-garded as a matter of indifference in that context. They need to be such as to make it possible for the life prisoner to endeavour to reform himself, with a view to being able one day to seek an adjustment of his or her sentence (see Harakchiev and Tolumov, cited above, § 265).
…
126. In other words, the State does not have a free hand in introducing restric-tions in a general manner without affording any degree of flexibility for deter-mining whether limitations in specific cases are appropriate or indeed necessa-ry (see, mutatis mutandis, Moiseyev v. Russia, no. 62936/00, §§ 254-255, 9 Oc-tober 2008), especially regarding post-conviction prisoners (see Harakchiev and Tolumov, cited above, § 204). The Court would recallin this respect its judgment in the case of Trosin, cited above, §§ 42-44), in which the domestic
- 15 -
law introduced automatic restrictions on the frequency, duration and various modalities of family visits for all life-sentence prisoners for a fixed period of ten years:
“42. The Court notes that no issue arose under the Convention where a detainee was restricted to not more than two family visits per month by the provisional application of a special regime. However, in that case the domestic authorities and the Court paid regard to particular and specific considerations underpinning such restrictions (see Messina v.
Italy (no. 2), no. 25498/94, §§ 62-74, ECHR 2000-X). ... in the present case the relevant provisions of domestic law introduced automatic re-strictions on frequency and length of visits for all life prisoners and did not offer any degree of flexibility for determining whether such severe limitations were appropriate or indeed necessary in each individual case even though they were applied to prisoners sentenced to the highest pe-nalty under the criminal law. The Court considers that regulation of such issues may not amount to inflexible restrictions and the States are expected to develop their proportionality assessment technique enab-ling the authorities to balance the competing individual and public inte-rests and to take into account peculiarities of each individual case (see, mutatis mutandis, Dickson v. the United Kingdom [GC], no. 44362/04, §§ 82-85, ECHR 2007-V).
…
…
129. The impugned restrictions were imposed directly by law and concerned the applicant solely on account of his life sentence and irrespective of any other factors (see paragraph 50 and 52 above). The regime was imposed for a fixed period of ten years, which could be extended in the event of poor conduct whi-le serving the sentence, but could not be shortened (see paragraph 52 above).
…
139. The Government argued that t he restrictions were aimed at the “restora-tion of justice, reform and the prevention of new crime s” . Even assuming that the restrictions serve a legitimate aim within the meaning of Article 8 § 2, it remains to be examined whether the regime is proportionate and strikes a fair balance between the competing private and public interests.
…
141. As recalled above (paragraph 116), the Cou rt’s case -law has consistently taken the position that prisoners in general continue to enjoy all the fundamen-tal rights and freedoms guaranteed under the Convention save for the right to liberty, where lawfully imposed detention expressly falls within the scope of Article 5 of the Convention, and that a prisoner does not forfeit his Convention rights merely because of his status as a person detained following conviction (see Hirst, cited above, §§ 69-70). It follows, in general terms, that severe measures limiting Convention rights must not be resorted to lightly; more par-ticularly, the principle of proportionality requires a discernible and sufficient link between the application of such measures and the conduct and circum-stances of the individual concerned (see Trosin, cited above, §§ 41-44).
…
- 16 -
148. Having regard to the combination of various long-lasting and severe re-stricti ons on the applicant’s ability to receive prison visits and the failure of the impugned regime on prison visits to give due consideration to the principle of proportionality and to the need for rehabilitation and reintegration of life-sentence prisoners, the Court concludes that the measure in question did not strike a fair balance between the applica nt’s rig ht to the protection of private and family life, on the one hand, and the aims referred to by the respondent Government on the other, and that the respondent State has overstepped its margin of appreciation in this regard.”
Endvidere har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en dom af 19. oktober 2021 i sag 31469/08 (Danilevich mod Rusland) taget stilling til foreneligheden med konventio-nens artikel 8 af begrænsning af muligheden for kommunikation med omverdenen for en indsat, der var idømt fængsel på livstid. Af domstolens resume af dommen fremgår bl.a.:
”Facts – The applicant is currently serving a sentence of life imprisonment. During the first ten years of his detention in special-regime correctional colo-nies, he was placed under the strict regime which involved among other things, a general ban on telephone calls. Save for telephone calls made in “exceptional personal circumst ances” o r emergency situations, the applicant could only cor-respond in writing with his family.”
Af dommen fremgår bl.a.:
”2 . The Court’s assessment
(a) General principles
45. It is well established in the Court’s case -law that during their imprisonment individuals continue to enjoy all fundamental rights and freedoms, save for the right to liberty (see Khoroshenko, cited above, §§ 116-17, with references to Dickson v. the United Kingdom [GC], no. 44362/04, § 67, ECHR 2007-V and other cases). Accordingly, on imprisonment a person does not forfeit his or her Convention rights, including the right to respect for family life (ibid.).
46. Detention, like any other measure depriving a person of his liberty, entails inherent limitations on his private and family life. However, it is an essential part of a prisoner’s right to respect fo r family life that the prison authorities as-sist him in maintaining contact with his close family (ibid., § 106).
47. Any restriction on a prisoner’s rights under A rticle 8 must be justified in each individual case, although such justification may well be found in the con-siderations of security, in particular the prevention of crime and disorder, which inevitably flow from the circumstances of imprisonment (see Hirst v. the United Kingdom (no. 2) [GC], no. 74025/01, § 69, ECHR 2005-IX). Further-more, the approach to assessment of proportionality of State measures taken with reference to “punitive aims” ha s evolved over recent years, with a heavier
- 17 -
emphasis now having to be placed on the need to strike a proper balance be-tween the punishment and rehabilitation of prisoners (see Khoroshenko, cited above, § 121, with further references). Rehabilitation, that is, the reintegration into society of a convicted person, is required in any community that estab-lished human dignity as its centrepiece. Article 8 of the Convention requires the State to assist prisoners as far as possible to create and sustain ties with people outside prison in order to promote prisoners’ social rehab ilitation (see Polyakova and Others v. Russia, nos. 35090/09 and 3 others, § 88, 7 March 2017, with further references).
…
(c) Application to the present case
(i) Whether there was an interference with the applic ant’s righ ts under Article 8
…
(ii) Whether the interference was justified
…
53. As regards the question whether the restrictions pursued a “legitimate aim” , in view of the Gover nment’s submissions and the Constitutional Court’s find-ings (see paragraphs 25 and 44 above) in respect of such aim s as “the restora-tion of justice, reform of the offender and the prevention of new crime s” , the Court considers that it is not necessary to decide this point in view of its find-ings below (see Khoroshenko, cited above, §§ 113-15, which left that question open).
54. The Court notes that the justification relied on by the Government in the present case (see paragraphs 25 and 44 above) appears to imply that the re-strictions were part of the consequences of the very serious crimes committed by the applicant, for which he had not only been deprived of his liberty but also restricted in the exercise of his other rights related to his private and family life. However, as noted at paragraph 45 above, it is well established in the Court’s case-law that, during their imprisonment, individuals continue to enjoy all fundamental rights and freedoms, save for the right to liberty.
55. Having had the opportunity to examine the compatibility with Article 8 of such restrictions on pris oners’ telep hone communications with their families (including under high-security prison regimes) as monitoring, frequency, dura-tion, language that can be used and cost (see paragraph 49 above), the Court is struck by the severity of the total ban on life-sentenced priso ners’ telephone communications with their relatives, except in an emergency, under the condi-tions of the strict regime, at issue in the present case.
…
57. As in Khoroshenko, the ban on telephone calls was imposed directly by law and concerned the applicant solely on account of his life sentence and irrespec-tive of any other factors. The regime was imposed for a fixed period of ten years, which could be extended in the event of poor behaviour while serving the sentence but could not be shortened (ibid., § 129).
…
- 18 -
60. The Court notes that the relevant instruments of the Council of Europe highlight the importance of preventing the breakdown of priso ners’ family ties by maintaining all forms of contact, in particular by written correspondence, telephone and visits (see paragraphs 29, 32 and 33 above). They stress, in re-spect of prisoners in general and life-sentenced prisoners in particular, that communication by telephone, along with written correspondence and visits, should be “as oft en as po ssible” (see par agraph 28 above), “with the maximum possible frequency and privacy” (see paragraph 29 above), “on as regular a ba-sis as possible” (see paragraph 34 above) and that opportunities to make tele-phone calls should be made widely available (see paragraph 32 above). They may be accompanied by reasonable security measures where necessary (see paragraph 29 above). An emphasis is placed on the flexible application of rules for making and receiving telephone calls in order to maximise communication between imprisoned parents and their children (see paragraph 30 above). The CPT further emphasises the need for flexibility in respect of prisoners whose families live far away (thereby rendering regular visits impracticable) and who should therefore be offere d “improved possibilities for telephone contacts with their families” . Any limitations upon prisoners’ contact with the outside world should be based exclusively on security concerns of an appreciable nature or resource considerations (see paragraph 33 above). A total ban on telephone calls is deemed unacceptable and it is recommended to lay down a minimum number of telephone calls that must always be allowed (see paragraphs 31 and 35 above). No additional restrictions should be imposed on life-sentenced pris-oners as compared to other sentenced prisoners when it concerns the possibili-ties for them to maintain meaningful contact with their families and other close persons (see paragraph 34 above).
61. The cases examined by the Court indicate the availability of regular tele-phone calls for prisoners in a number of Contracting States, including in high-security prisons (see paragraph 49 above), if need be, accompanied by the ap-propriate security arrangements.
62. The Court notes that the position of the Constitutional Court, relied on by the Government to justify the restrictions in the present case, has since evolved in the light of the Court’s judgment in the case of Khoroshenko, and that the relevant legislation has been amended accordingly, to abolish the ban on long-term visits (see paragraph 26 above). The Court also notes that the Concept for the Development of the Russian Penal System for the period up to 2030 identi-fies as one of the challenges prisoners’ loss of social ties leading, along with other factors, to recidivism on release. The need for additional measures aimed at the resocialisation and social adaptation of convicted persons is acknowl-edged, and it is proposed, inter alia, that the number of telephone conversa-tions of convicted persons with their relatives be increased. One of the tasks set is ensuring that conditions of detention take into account, inter alia, the CPT standards, the Court’s case -law and the European Prison Rules (see paragraph 27 above).
63. Lastly, as noted above, the Government pointed out that convicted prison-ers, as a rule, were allowed telephone calls (see paragraphs 23 and 44 above). This shows not only that the restrictions at issue in the p resent case did not “in-evitably flow from the circumstances of impri sonment” (see paragraph 47
- 19 -
above; see also Khoroshenko, cited above, § 138), but also that the necessary technical means were presumably available. In any event, the Government did not suggest that access to telephone calls would impose any significant admin-istrative or financial demands on the State (see, with necessary changes made, Dickson, cited above, § 74, and Kalda v. Estonia, no. 17429/10, § 53, 19 Janu-ary 2016).
64. In view of the foregoing, the Court concludes that the restrictions on tele-phone calls for the applicant as a life prisoner under the strict regime were not “necessary in a democratic society” and amounted to a dispro portionate inter-ference with his right to respect for his private and family life.
65. There has accordingly been a violation of Article 8 of the Convention.”
Landsrettens begrundelse og resultat
Skyldsspørgsmålet
Efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 1, har en indsat ret til brevveksling. Det følger dog af § 55 a, stk. 1 – der trådte i kraft den 1. februar 2022 – at en indsat, der udstår fængsels-straf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, uanset § 55, stk. 1, ikke uden tilladelse må brevveksle i de første 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil den pågældende har været an-bragt i forvaring i de første 10 år. Kriminalforsorgen meddeler efter § 55 a, stk. 2, 1. pkt., tilladelse til brevveksling med nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen. Der kan efter stk. 2, 2. pkt. endvidere meddeles tilladelse til brevveksling med andre end de i 1. pkt. nævnte personer, hvis særlige omstændigheder taler herfor.
Tiltalte har også for landsretten erkendt, at han efter den 1. februar 2022 benyttede sin ad-gang til at sende ukontrolleret post til offentlige myndigheder til at sende flere breve til Person 1. Også efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at Person 1 i september 2022 modtog et brev dateret den 7. september 2022 og i november modtog to breve dateret henholdsvis den 18. oktober 2022 og den 2. november 2022.
På denne baggrund finder landsretten, at det er bevist, at tiltalte forsætligt har overtrådt straffuldbyrdelseslovens § 55 a, stk. 1.
- 20 -
Spørgsmålet er herefter, om tiltalte skal straffes for overtrædelse af straffuldbyrdelseslo-vens § 55 a, stk. 1, jf. § 123 b, eller om dette vil være i strid med artikel 8 i Den Europæi-ske Menneskerettighedskonvention om retten til privatliv. Det er ubestridt, at der ikke be-står et familieliv mellem tiltalte og Person 1 beskyttet af artikel 8.
Efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for bl.a. sit privatliv, familieliv og sin korrespondance. Ifølge bestemmelsens stk. 2 må ingen of-fentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overens-stemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationa-le sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Det fremgår af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at personer, der er idømt fængselsstraf – herunder fængsel på livstid – under afsoningen ”continue to enjoy all fundamental rights and freedoms, save for the right to liberty ”, jf. f.eks. Menneskeret-tighedsdomstolens dom af 9. juli 2013 i sag 41418/04 (Khoroshenko mod Rusland), præ-mis 116, og dom af 19. oktober 2021 i sag 31469/08 (Danilevich mod Rusland), præmis 45.
Begrænsninger i tiltaltes brevveksling udgør et indgreb i hans ret til korrespondance og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Begrænsninger i tiltaltes brevveksling har som anført hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 55 a, stk. 1. I bemærkningerne til bestemmelsen er anført bl.a., at indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser, og at Justitsministeriet finder, at der af hensyn til retsfølelsen hos ofre og pårørende samt hensy-net til de personer, som den dømte i fremtiden måtte indgå i en relation med, bør ske en begrænsning i sådanne indsattes muligheder for bl.a. at brevveksle. Det er endvidere an-ført, at der er set eksempler på, at livstidsdømte indgår i nye tætte relationer med unge mennesker, som ikke på tidspunktet for indgåelse af relationen kan overskue de konse-kvenser for eget liv, som det har at indgå i en tæt relation med en person, som har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser, og at der således er et beskyttelseshensyn at vare-tage over for sådanne personer. Endelig er det anført, at begrænsningen af livtidsdømtes og
- 21 -
visse forvaringsdømtes ret til bl.a. brevveksling skal balanceres over for hensynet til den indsattes mulighed for resocialisering og senere udslusning i samfundet og den indsattes ret til at have et familieliv og til at etablere og udvikle relationer til andre mennesker og om-verdenen, og at Justitsministeriet finder, at en tidsgrænse på 10 år udgør den rigtige balan-cering (lovforslag nr. L 76 af 10. november 2021, afsnit 2.3.2.). Sidstnævnte må ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte – og vedtagne – forslag om, at de samme indsat-te ikke kan overføres til åbent fængsel eller opnå tilladelse til udgang, før den pågældende har udstået 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil vedkommende har været anbragt i forvaring i 10 år, dog for så vidt angår tilladelse til udgang med visse nær-mere anførte undtagelser.
I Justitsministeriets kommenterede høringsoversigt af 10. november 2021 er om forholdet til internationale forpligtelser og regler mv. anført bl.a., at den foreslåede ordning findes at kunne begrundes af hensyn til at beskytte andres rettigheder og friheder.
Landsretten finder, at der efter det anførte om hensynet til de personer, som den dømte i fremtiden måtte indgå i relation med, er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at begræns-ninger i de omhandlede indsattes brevveksling har til formål at beskytte andres rettigheder og friheder og må anses for at være egnet hertil. Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis er det herefter ikke uforeneligt med artikel 8, at indgrebet tillige er indført af hen-syn til retsfølelsen.
Det afgørende er herefter, om begrænsningen i tiltaltes brevveksling må anses for nødven-dig under hensyn til dette formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
Landsretten finder, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at tiltalte forud for Person 1's modtagelse af de tre breve ikke havde søgt om tilladelse til brevveks-ling med hende, og at han således heller ikke var meddelt afslag herpå. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at Fængsel 1 den 8. februar 2022 skrev til tiltaltes forsva-rer, at tiltaltes tilladelse til bl.a. at modtage og sende breve var bortfaldet, da dette må anses for at bero på en misforståelse, idet brevveksling efter de hidtidig gældende regler ikke krævede tilladelse, og da det i brevet samtidig er oplyst, at tiltalte kunne søge om tilladelse til bl.a. at brevveksle. Heller ikke den omstændighed, at Fængsel 1 i dette brev kun beskrev muligheden for at søge tilladelse til bl.a. brevveksling med nærtstående eller andre personer, som tiltalte havde haft kontakt med forud for varetægtsfængslingen, kan føre til
- 22 -
en anden vurdering. Endelig kan Fængsel 1's brev af 25. marts 2022 til tiltaltes forsvarer om, at fængslet agtede at meddele tiltalte afslag på hans ansøgning om tilladelse til bl.a. brevveksling med Vidne, eller den fremkomne korrespondance i øv-rigt heller ikke føre til en anden vurdering.
Som anført følger det af straffuldbyrdelseslovens § 55 a, stk. 1, at bl.a. en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid, ikke uden tilladelse må brevveksle i de første 10 år af den idømte straf. Kriminalforsorgen meddeler efter § 55 a, stk. 2, 1. pkt., tilladelse til brevveksling med nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslin-gen. Der kan efter stk. 2, 2. pkt. endvidere meddeles tilladelse til brevveksling med andre end de i 1. pkt. nævnte personer, hvis særlige omstændigheder taler herfor.
Person 1 er ikke nærtstående til tiltalte, og tiltalte havde ikke kontakt til hende forud for, at han blev varetægtsfængslet i den sag, som han senere blev idømt fængsel på livstid i. Han havde derfor ikke krav på tilladelse til brevveksling med hende.
Om straffuldbyrdelseslovens § 55 a, stk. 2, 2. pkt., fremgår det af de specielle bemærknin-ger bl.a., at det beror på en konkret vurdering, om der skal meddeles tilladelse efter be-stemmelsen, at der ved denne vurdering skal tages hensyn til den indsattes muligheder for at have social omgang med andre mennesker og den indsattes muligheder for eksempelvis at få kontakt til organisationer mv., som bistår den indsatte i en verserende sag hos en of-fentlig myndighed, og at bestemmelsen herefter bl.a. er tiltænkt anvendt i de situationer, hvor det af kriminalforsorgsområdet kan konstateres, at den indsatte ikke har familie eller andre kontakter, eller hvis disse ikke ønsker at være i kontakt med den indsatte (lovforslag nr. L 76 af 10. november 2021, de specielle bemærkninger til forslaget til § 55 a).
Herefter finder landsretten, at der ikke er grundlag for at fastslå, at der med straffuldbyr-delseslovens § 55 a er indført et generelt forbud for de omhandlede indsatte mod brevveks-ling med andre end nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før vare-tægtsfængslingen, i de første 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil den pågældende har været anbragt i forvaring i de første 10 år. Efter ansøgning kan der således meddeles tilladelse til brevveksling, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Ved den konkrete vurdering af, om sådan tilladelse skal gives, må også inddrages, om et afslag vil være nødvendigt i forhold til varetagelse af beskyttelseshensynet over for de i forarbejder-
- 23 -
ne omtalte unge mennesker, og om det i øvrigt vil være proportionalt, jf. Menneskerettig-hedskonventionens artikel 8, stk. 2.
På denne baggrund, og da det som anført må lægges til grund, at tiltalte forud for Person 1's modtagelse af de tre breve omfattet af anklageskriftet ikke havde søgt om tilla-delse til brevveksling med hende, finder landsretten, at tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffuldbyrdelseslovens § 55 a i det af byretten fastslåede omfang.
Strafudmåling
Som det er anført af byretten, er der i forarbejderne til straffuldbyrdelseslovens § 55 a eller § 123 b ikke anført et udgangspunkt for bødeniveauet.
Af Rigsadvokatmeddelelse nr. 9784 af 1. juli 2022, afsnittet Straffuldbyrdelseslovens § 123 b, fremgår bl.a., at ved overtrædelser af straffuldbyrdelseslovens §§ 51 a, 55 a eller 57 a, jf. § 123 b, finder Rigsadvokaten, at anklagemyndigheden i førstegangstilfælde i al-mindelighed skal nedlægge påstand om en bøde på 5.000 kr. Det er ikke angivet, hvilken bødepåstand, Rigsadvokaten mener, at der skal nedlægges, hvis der er tale om flere over-trædelser til samtidig pådømmelse.
Herefter og under henvisning til, at der er tale om tre breve sendt i to brevforsendelser i et førstegangstilfælde, findes bøden passende.
Konklusion
Landsretten stadfæster dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Byrettens dom i sagen mod Domfældte stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
- 24 -