Gå til indhold
Tilbage til søgning

Kendelse om, hvorvidt anke skulle afvises efter retsplejeloven § 261 som følge af, at ankestævning var indgivet af advokat uden møderet for landsretten

Østre LandsretCivilsag2. instans25. marts 2024
Sagsnr.: 284/25Retssagsnr.: BS-51637/2023-OLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Civilsag
Ret
Østre Landsret
Rettens sagsnummer
BS-51637/2023-OLR
Sagstype
Almindelig civil sag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
284/25
Sagsdeltagere
Rettens personaleBenedikte Holberg; PartsrepræsentantClaus Moldt; Rettens personaleMichael Kistrup; Rettens personaleMette Brændgaard Kolby; PartBANE 16 ApS; PartVæxthuset 2 ApS; PartsrepræsentantRené Wøhler

Kendelse

ØSTRE LANDSRET

*)KENDELSE

Afsagt den 25. marts 2024

Sag BS-51637/2023-OLR

(14. afdeling)

Væxthuset 2 ApS

(advokat René Wøhler)

mod

Bane 16 ApS

(advokat Claus Moldt)

Landsdommerne Benedikte Holberg, Michael Kistrup og Mette Brændgaard Kolby (kst.) behandlede sagen.

Retten i Glostrup har den 2. oktober 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS-41996/2022-GLO), hvorved Væxhuset 2 ApS blev dømt til at anerkende, at aftaleforholdet mellem parterne om ejendommen Matrikel nr., beliggende Adresse 1, Århus er ophørt med virkning fra den 1. marts 2023.   

Væxhuset 2 ApS har anket sagen med påstand om frifrindelse.   

Bane 16 ApS har påstået anken afvist.

Sagens oplysninger

Advokat indgav den 16. oktober 2023 på vegne af Væxthuset 2 ApS ankestævning. Ved kvalitetssikring af sagen konstaterede landsrettens journal, at Advokat ikke har møderet for

landsret. Idet ankefristen ikke var udløbet, rettede landsrettens journalved

mail af 24. oktober henvendelse til Advokat. Af mailen fremgår følgende bl.a.:

2

”Jeg henvender mig til Dem angående BS-51637/2023-OLR / BS-41996/2022-GLO. Jeg skal anmode om, at De finder en advokat med møderet som kan tiltræde anken inden fristens udløb d. 30 oktober 2023.

Vi skal have en skriftlig bekræftelse fra advokaten med møderet om at han/hun påtager sig sagen og tiltræder anken. Sagen kan ikke behandles yderligere førend der er en advokat med møderet på den.”

Ved mail af 27. oktober 2023 rettede advokat René Wøhler henvendelse til landsrettens journal. Af mailen framgår følgende bl.a.:   

Væxthuset 2 ApS har anmodet om min bistand i denne sag, hvilket jeg har accepteret.

Jeg skal derfor i fortsættelse af nedenstående meddele, at jeg tiltræder anken og påtager mig sagens førelse for landsretten.

Modtagelse af denne mail bedes venligst bekræftet, herunder at ovenstående er tilstrækkeligt til, at anken registreres/behandles.”

Landrettens journal besvarede advokat René Wøhlers henvendelse med mail af samme dato, hvoraf det fremgår:   

”Att. René Wøhler,

Jeg bekræfter hermed at mailen er modtaget.   

Jeg sørger for, at du bliver registreret som advokat for Væxthuset 2 ApS

Samme dato, den 27. oktober 2023, foretog landsrettens journal advokatskifte for appellanten fra Advokat til advokat René Wøhler.   

Den 1. november 2023 indlæste landsrettens journal kopi af mailkorrespondan-cen med Advokat og advokat René Wøhler på sagen.   

Parternes anbringender

Væxthus 2 ApS har i processkrift af 7. februar 2024 over for Bane 16 ApS’s afvisningspåstandtil anført følgende:   

”Til støtte for den nedlagte påstand vedrørende afvisning gøres det principalt gældende, at ankesagen er indgivet og tiltrådt af mødeberet-tiget advokat inden udløbet af ankefristen, hvorfor ankesagen skal fremmes. Supplerende gøres det gældende,   

at anken er skriftligt tiltrådt af mødeberettiget advokat inden udløb af ankefristen ved meddelelse til Østre Landsret pr. e-mail af den 27. oktober 2023,

3

at indholdet i ankestævningen er godkendt af mødeberettiget advokat ved dennes tiltrædelse af anken,

at ankestævningen skal anses for at hidrøre fra den mødeberettigede advokat, når indholdet er godkendt og tiltrådt af denne – uanset at den mødeberettigede advokat ikke selv har udført skrive- eller tastearbejdet i forbindelse med oprettelse af ankestævningen,

at tiltrædelse af ankesagen er sket i henhold til instruks fra Østre Landsret jf. mail af den 24. oktober 2023,

at Østre Landsret herefter har oprettet mødeberettiget advokat som partsrepræsentant på sagen inden ankefristens udløb.”

Bane 16 ApS har i duplik af 8. februar 2024 til støtte for påstanden om afvisning gjort gældende:

”Følgende fremgår af Karnovs noter til retsplejelovens § 148a:

” Når en sag er anlagt – se om stævningens indlevering § 348 – er en henvendelse til retten på anden måde end på domstolenes sagsportal således uden retsvirkning.

En sådan henvendelse, uanset om der måtte være tale om et svarskrift, andet processkrift, dokumenter eller anden henvendelse, vil således som udgangspunkt ikke have fristafbrydende virkning, men et kæreskrift var "helt undtagelsesvis" gyldigt indgivet ved mail i U 2020 1336 H (det var godtgjort, at det var særlige tekniske problemer, der forhindrede, at kæreskriftet - som modparten samtidig blev orienteret om - kunne indgives på sagsportalen, og at det ikke var muligt inden kærefristens udløb samme dag at søge retten om tilladelse til at indgive kæreskriftet ved mail).”

E-mailen af den 27. oktober 2023 er dermed uden retsvirkning.

Bilag N er lagt på portalen den 1. november 2023, hvilket ubestridt er efter ankefristens udløb.

Det er ubestridt, at ankestævningen ikke er indleveret på sagsportalen af advokat med møderet for Landsretterne.

Det er ubestridt, at der ikke inden ankefristens udløb (eller senere) er indgivet en ankestævning fra en advokat med møderet for Landsretter-ne.

Da der således ikke inden ankefristens udløb blev indgivet en anke-stævning fra en advokat med møderet for Landsretterne på vegne af appellanten, skal anken afvises og appellantens påstand om frifindelse kan ikke kan tages under påkendelse.”

Væxthus 2 ApS har i processkrift af 12. februar 2024 yderligere gjort gældende:

4

”Det fremgår af Karnov note 808 til retsplejelovens § 148a at,

” Hvis retten modtager et svarskrift, andet processkrift, dokumenter eller anden henvendelse om en konkret sag uden om sagsportalen, skal retten returnere dette og vejlede den pågældende om at anvende sagsportalen og om muligheden for at søge om at blive fritaget fra at anvende sagsportalen. Bestemmelsen finder også anvendelse for så vidt angår ankestævning, kæreskrift, anmodning om genoptagelse, ansøgning om oprejsningsbevilling og ekstraordinær genoptagelse og anke. Modtager retten uden om sagsportalen inden udløbet af en frist for svarskrift eller andet processkrift en henvendelse fra en part, kan retten samtidig med vejledningen om at tilgå sagen på sagsportalen efter omstændighederne meddele parten en kortere udsættelse af fristen for processkriftet efter de almindelige regler i retsplejeloven, således at parten reelt har mulighed for at indlevere sit svarskrift eller processkrift på sagsportalen. Hvad angår ankestævning og kæreskrift mv. har den ret, hvis afgørelse appelleres, dog ingen kompetence til at meddele udsættelse af fristen.”

Undertegnede har ikke haft anden mulighed for skriftlig tiltrædelse af anken, idet undertegnede ikke havde adgang til sagsportalen før Østre Landsrets godkendelse og oprettelse af ankesagen på sagsportalen med registrering af partsrepræsentanter.

Østre Landsret har pr. e-mail anmodet om, at undertegnede skriftligt tiltræder anken. Efter modtagelse af undertegnedes tiltrædelse pr. e-mail vejleder Østre Landsret – trods opfordring hertil – ikke om, at det anførte, ikke skulle være tilstrækkeligt til en tiltrædelse af anken, eller i øvrigt returnerer meddelelsen. I stedet anføres, at mailen er modtaget, samt at der sker registrering af advokatskiftet. Derfor betragter undertegnede den fremsendte e-mail som tilstrækkelig til, at anken er tiltrådt, herunder at der er givet tilladelse til at meddelelse om tiltræden af anken ikke skal fremsendes via sagsportalen, jf. retsplejelovens § 148a, stk. 5.

Østre Landsret tilskriver af samme årsag (uden om sagsportalen) den 24. oktober Advokat pr. e-mail.

Ankestævningen er ubestridt uploadet på sagsportalen inden udløbet af ankefristen og senere tiltrådt af mødeberettiget advokat i henhold til landsrettens instruks. Ankestævningen er derfor rettidigt indleveret i overensstemmelse retsplejelovens regler.

Østre Landsret har registreret advokatskiftet og ankens tiltrædelse ved meddelelse af den 27. oktober 2023 på sagsportalen. At Østre Landsret først ekspederer, herunder uploader undertegnedes meddelelse (udklip af e-mail) efter udløbet af ankefristen kan ikke føre til et andet resultat, da dette er uden for appellantens kontrolsfære. Østre landsret kunne have uploadet skrivelsen sammen med registreringen af sagen, herun-der samtidig med fremsendelse af velkomstbreve, men dette kan ikke være det relevante kriterium. Det afgørende må være, at anken ved undertegnedes skrivelse er tiltrådt inden fristens udløb som også det fremgår af Østre Landsrets e-mail af 24. oktober 2023.

5

Det bestrides, at undertegnedes e-mail af den 27. oktober 2023 til Østre Landsret er uden retsvirkning.

Det gøres subsidiært gældende, at anken er rettidigt indgivet og tiltrådt ved e-mail af 27. oktober 2023 jf. principperne i U 2020.1336 H, herunder sket undtagelsesvis via e-mail, da undertegnede ikke før rettens registrering af sagen og advokatskiftet har haft adgang til sagsportalen samt at fremgangsmåden er anvendt efter instruks fra Østre Landsret, jf. retsplejelovens § 148a, stk. 5.”

Landsrettens begrundelse og resultat

Ankestævningen af 16. oktober 2023 blev indgivet af Advokat på vegne af Væxthuset 2 ApS. Advokat har ikke møderet for landsret, hvorfor ankesagen som udgangspunkt ville være at afvise, jf. retsplejeloven § 261, stk. 2, med mindre ankestævningen inden ankefristens udløb blev tiltrådt af en advokat med møderet for landsret.   

Landsrettens journal kontaktede derfor Advokat og meddelte, at landsretten skulle have en skriftlig bekræftelse fra en advokat med møderet om, at han/hun kunne påtage sig sagen og tiltræde anken. Advokat René Wøhler, der har møderet for landsret, kontaktede herefter landsrettens journal pr. mail den 27. oktober 2023 med henblik på at tiltræde anken, idet han samtidig anmodede om bekræftelse på landsrettens modtagelse af mailen, ”herunder at ovenstående er tilstrækkeligt til, at anken registreres/behandles” .

Landsrettens journal bekræftede samme dag modtagelsen og meddelte advokat René Wohler, at man ville sørge for, at han blev registreret på sagen. I overens-stemmelse hermed foretog journalen samme dag ændring af advokat på sagen. René Wøhler havde således fra den 27. oktober 2023 adgang til at behandle sagen via domstolenes sagsportal.   

Det følger af retsplejelovens § 148 a, stk. 1, 2. pkt., at enhver skriftlig meddelelse om sagen skal ske via domstolenes sagsportal. Advokat René Wøhler burde således i perioden fra den 27. oktober 2023 og inden udløbet af ankefristen have tiltrådt ankestævningen via domstolenes sagsportal.   

Under hensyn til indholdet af mailkorespondancen mellem landsrettens journal og advokat René Wøhler finder landsretten imidlertid, at advokat René Wøhler havde en berettiget forventning om, at ankesstævningen var at anse som behø-rigt tiltrådt, og landsretten finder derfor under disse helt særlige omstændig-heder, og idet modparten var underrettet om anken, at ankesagen ikke bør afvises.

THI BESTEMMES:

Ankesagen afvises ikke.

6

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller statskassen.   

*) Berigtiget i medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1, således at ”dom” udgår og erstattes af ”kendelse” i overskriften.

Publiceret til portalen d. 04-04-2024 kl. 11:44

Modtagere: Indstævnte Bane 16 ApS, Appellant Væxthuset 2 ApS, Advokat (H) René Wøhler, Advokat (H) Claus Moldt

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 285/25
Rettens sags nr.: BS-41193/2024-HJR
Afsluttet
2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 284/25
Rettens sags nr.: BS-51637/2023-OLR
Kæret
1. instansRetten i GlostrupGLO
DDB sags nr.: 283/25
Rettens sags nr.: BS-41996/2022-GLO
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Ja
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb