Gå til indhold
Tilbage til søgning

Landsretten stadfæster Sø- og Handelsrettens kendelse om, at Indkæredes skodesign nyder beskyttelse efter ophavsretsloven og markedsføringsloven, og om nedlæggelse af forbud mod Kærendes skodesign

Østre LandsretCivilsag2. instans17. marts 2025
Sagsnr.: 1239/24Retssagsnr.: BS-43774/2024-OLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Civilsag
Ret
Østre Landsret
Rettens sagsnummer
BS-43774/2024-OLR
Sagstype
Forbud og påbud
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
1239/24
Sagsdeltagere
PartsrepræsentantClaus Barrett Christiansen; PartsrepræsentantJeppe Brogaard Clausen; Rettens personaleMalou Kragh Halling; Rettens personaleUffe Sørensen; Andre sagsdeltagereSvend Sigurd Onø; PartSteve Madden LTD.; PartGANNI A/S; PartSteve Madden Europe B.V.; Rettens personaleKatja Høegh

Dom

ØSTRE LANDSRET

KENDELSE

afsagt den 17. marts 2025

Sag BS-43774/2024-OLR

(10. afdeling)

Steve Madden Ltd.

og

Steve Madden Europe B.V.

(advokat Jeppe Brogaard Clausen for begge)

mod

Ganni A/S

(advokat Claus Barrett Christiansen)

Sø- og Handelsretten har den 9. august 2024 afsagt kendelse i 1. instans (sag BS-25562/2024-SHR), hvorved det blev bestemt:

Steve Madden Europe B.V. forbydes at udbyde, markedsføre, sælge, eksportere og importere skoen afbilledet i bilag 2 og bilag 14 – uanset farve – i, fra og til Danmark.

Steve Madden Ltd. forbydes at udbyde, markedsføre, sælge, eksportere og importere skoen afbilledet i bilag 2 og bilag 14 – uanset farve – i, fra og til Danmark.

Steve Madden Europe B.V. og Steve Madden Ltd. skal inden 14 dage in solidum til Ganni A/S betale sagsomkostninger med 375.750 kr.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.”

Kendelsen er kæret af Steve Madden Ltd og Steve Madden Europe B.V. (herefter samlet ”Steve Madden”).

2

Landsdommerne Katja Høegh, Malou Kragh Halling og Uffe Sørensen, tillige med sagkyndig dommer Svend Onø, har deltaget i sagens afgørelse.

Kæremålet har været behandlet mundtligt.

Påstande

Steve Madden har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Ganni A/S (herefter ”Ganni”) har påstået kendelsen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Sagens parter

Steve Madden Ltd. er et amerikansk selskab, etableret i 1990, der producerer, markedsfører og sælger sko, tasker og accessories til forbrugere i store dele af verden. Steve Madden Ltd. ejer desuden Steve Maddens IP-rettigheder og do-mænet stevemadden.dk.

Steve Madden Europe B.V. er et hollandsk datterselskab til Steve Madden Ltd., etableret i 2016. Selskabet markedsfører og sælger sko og tasker af Steve Mad-den design til forbrugere i EU, herunder Grand Ave-skoen (vist i bilag 2 og 14).   

Ganni er en dansk modevirksomhed, etableret i 1999, som designer, producerer, markedsfører og sælger sko, tøj og accessories til forbrugere i store dele af ver-den, herunder skoen, Buckle Ballerina. Det er oplyst, at der i dag er ca. 20 ansat-te i Gannis designteam.

Gannis designproces og adkomst til Buckle Ballerina

Vidne 2 har ved erklæringer af 17. juli 2024 og 28. august 2024 op-lyst at have designet Buckle Ballerina under sin ansættelse ved Ganni og at ha-ve overdraget alle sine rettigheder til designet, herunder retten til at retsforfølge eventuelle krænkelser, til Ganni. Ved erklæring af 10. september 2024 har hun oplyst, at hun ved designet af Buckle Ballerina alene har benyttet sig af intern assistance til rent tekniske forhold i form af opdatering af tekniske filer og over-sigter og ikke assistance relateret til den kreative proces.

Af Vidne 2's ansættelsesaftale af 27. juli 2020 med Ganni SAS (Gan-nis franske selskab) fremgår bl.a.:

”5. Forfatterens rettigheder   

MEDARBEJDEREN forpligter sig til straks, fuldt ud og skriftligt at vi-deregive altarbejde, som MEDARBEJDEREN alene eller i fællesskab kan skabe i forbindelse med udførelsen af kontrakten, og især (men uden begrænsning) tegninger, skitser, logoer, websteder, artikler, un-dersøgelser, rapporter, betjeningsvejledninger, datablade, dokumenta-tioner, brochurer, databaser, modeller, design, prototyper, produkter i

3

forbindelse med MEDARBEJDERENS opgaver og funktion (i det føl-gende benævnt "værker") til VIRKSOMHEDEN.”

I en mail af 6. februar 2024 fra Vidne 2 til Vidne 1, som er juridisk chef i Ganni, er der bl.a. indsat fotos af Buckle Ballerina og en Ganni loafer-sko (i mailen omtalt som ”the simili/rhinestone loafer”), og om design-processen for Buckle Ballerina fremgår der af mailen bl.a.:

”This style was designed because I was working on a creeper family with very chunky buckles and eyelets straps, 2021. The buckle ballerina was drawn because I wanted a chunky style that was feminine but cool that would be a good style to balance the creeper family.

I used the sole structure from one of our then biggest selling styles, the simili/rhinestone loafer. I reworked the sole to be pointy, however I kept the shape of the heel, which is very squared and recognisable for the loafer, on the new ballerina, see pictures below:

…”

Vidne 2 har desuden i en udateret erklæring redegjort for sine de-signmæssige overvejelser ved designet af Buckle Ballerina og herunder henvist til fotos af designlinjen ”Creeper Line” , som ovennævnte loafer er del af.   

Herudover er der af Ganni fremlagt tekniske tegninger til brug for produktio-nen af Buckle Ballerina, herunder med 3 forskellige farveangivelser af skoen.

I en række skærmprints fra Gannis Instagram-konto vises fotos af andre sko og sandaler designet af Ganni i perioden frem til november 2021.

Lancering af Buckle Ballerina og omsætningstal

Det, efter det af parterne oplyste, tidligste offentliggjorte foto af Buckle Balleri-na er i et opslag på Gannis Instagram-konto dateret den 20. december 2021.

Af en oversigt fra Ganni over Buckle Ballerinas salg og omsætning pr. den 30. juni 2024 fremgår, at der er solgt i alt 8.479 eksemplarer af skoen i Danmark med en samlet omsætning på 13.157.921 kr. Oversigten viser ikke salgs- og om-sætningstal fordelt på år.

Steve Maddens skodesigns, herunder Grand Ave skoen

Der er fremlagt fotos af 56 forskellige skodesigns fra Steve Madden i perioden fra 2011 og frem.

Det er oplyst af Steve Madden, at Grand Ave-skoen i januar 2024 blev lanceret i Danmark til en pris på 999 kr. Til sammenligning sælges Buckle Ballerina i Danmark for 2.198 kr. Der er efter det oplyste solgt mellem 500 - 1.000 par Grand Ave-sko i Danmark i perioden januar til juni måned i 2024. I alt er der i

4

Europa og England solgt 9.128 par Grand Ave via Ecom og 7.662 par i fysiske butikker.

Af en erklæring af 8. januar 2025 fra Person 2, Senior Vice President of International Merchandising and Product Development, Steven Madden, Ltd., om designet af Grand Ave-skoen i september 2023 fremgår bl.a., at han var chefdesigner af Grand Ave-skoen og ikke kendte til Buckle Ballerina i somme-ren 2023.   

Der er for landsretten fremlagt nye erklæringer afgivet af henholdsvis Vidne 4, President of International Sales, Steven Madden, Ltd., og designer Person 3, Steve Madden, Ltd., der begge vedstår det af dem forklarede i denne henholdsvis andre sager om krænkelse af Gannis Buckle Ballerina i Sø- og Handelsretten, herunder at Grand Ave er designet uden kendskab til Buckle Ballerina.

Steve Madden har desuden til brug for sagen udarbejdet et såkaldt ”moodbo-ard” til illustration af, hvad der kan have inspireret Steve Madden ved designet af Grand Ave-skoen, og et tilsvarende moodboard for så vidt angår Steve Mad-dens opfattelse af, hvad der kan have inspireret Ganni ved designet af Buckle Ballerina.   

Endelig har Ganni henvist til en række eksempler på fotos af Steve Maddens sko og sandaler sammenholdt med andre varemærkeindehaveres skodesign, der efter Gannis opfattelse viser, at Steve Maddens sko designmæssigt ligger meget tæt på andre designersko.

Andre skodesign

Der er for landsretten fremlagt fotos af mere end 60 forskellige skomodeller fra perioden 1960 til 2020, fotos af yderligere 46 skomodeller fra den internationale catwalkscene fra perioden 2015-2021 samt fotos af følgende 7 skomodeller fra kendte designere fra perioden 2016-2018:

5

6

I en artikel fra modemagasinet Marie Claire af 27. november 2019 omtales 15 sko-trends i 2019, hvoraf ”buckles” (spænder) udgør én trend.

Sagkyndige erklæringer

Til brug for sagen er der – udover de erklæringer, der indgik i sagen for Sø- og Handelsretten – fremlagt følgende yderligere sagkyndige erklæringer:

Erklæring af 18. april 2024 afgivet af industriel designer, Sagkyndig 3 (til brug for bevissikringssagen Ganni mod Pier One A/S).

Erklæring af 2. september 2024 afgivet af Sagkyndig 2.  

Erklæring af 3. september 2024 afgivet af Sagkyndig 4.

Erklæring af 4. september 2024 afgivet af Sagkyndig 5, tidligere Vidne 3, Footwear De-signer, Developer & Productline Manager, Hummel.

Erklæring af 30. oktober 2024 afgivet af Sagkyndig 6, Professor i De-sign (til brug for forbudssagen Ganni mod Bianco Footwear A/S)

7

Gannis Designregistreringer

Gannis EU-designregistrering nr. 015030614-0001 af Buckle Ballerina er ansøgt den 8. august 2023 og opgivet igen den 8. november 2024. Af Gannis EU-designregistreringer nr. 015034937-0001 og nr. 015034937-0002 af et spænde, der umiddelbart ser ud til at svare til spændet på Buckle Ballerina, fremgår, at de er ansøgt den 22. september 2023 og opgivet den 13. januar 2025. Ganni har i sa-gen ikke gjort designrettigheder gældende og har oplyst, at årsagen til, at de nævnte designregistreringer er opgivet, er, at Ganni blev opmærksom på, at nyhedskravet i artikel 5, stk. 1, i Rådets forordning nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (designforordningen) ikke var opfyldt, idet ansøgningerne var indleveret efter 1-årsfristen, jf. artikel 7, stk. 2, litra b.

Efter Sø- og Handelsrettens kendelse

Ganni har fremlagt en mailkorrespondance fra september 2024 mellem parter-nes advokater angående Steve Maddens fortsatte salg af Grand Ave efter Sø- og Handelsrettens kendelse bilagt bl.a. en mail af 6. september 2024 fra ”Steve Madden Denmark” indeholdende en ordrebekræftelse på bestilling af en Grand Ave i farvekombinationen sort/leopard til en ukendt adresse i Danmark.

Forklaringer

Vidne 1 har afgivet supplerende forklaring. Vidne 5, Sagkyndig 7 og Sagkyndig 1 har endvidere afgivet forklaring.

Vidne 5 har forklaret bl.a.t, at han har været ansat som Managing Di-

rector for Steve Madden Europe B.V. siden 2016. Steve Madden er en mode-virksomhed, der laver sko, tasker og accessories. Virksomheden tager afsæt i tidens trends og er ofte inspireret af rock’n’roll og popmusik. Steve Madden er en global virksomhed med en årlig omsætning på mere end 2 milliarder US dol-lars. Virksomheden henvender sig til modebevidste, men også prisbevidste, kunder. Steve Madden Ltd. ejer virksomhedens IP-rettigheder, og Steve Mad-den Europe B.V. er ansvarlig for virksomhedens markedsføring og salg i Euro-pa. Det amerikanske selskab kan hverken markedsføre eller sælge produkter i Danmark, og kan ham bekendt heller ikke eksportere produkter til Danmark eller importere fra Europa. Steven Madden sælger kun skomodellen Grand Ave internationalt. Modellen Graya Ballerina sælges ikke i Europa. Han ved ikke hvorfor og har ikke undersøgt spørgsmålet nærmere. Han har aldrig set Graya Ballerina før denne sag. Grand Ave-skoen er designet af deres amerikanske de-signteam. Han har ikke drøftet designprocessen nærmere med Steve Madden Ltd., da det europæiske selskab som nævnt kun står for marketing og salg i Eu-ropa. Man kan se alle Steve Maddens produkter på selskabets amerikanske hjemmeside, men man kan ikke i Europa købe sko fra den hjemmeside. Man vil i givet fald blive videreført til den europæiske hjemmeside. Sådan har proces-sen været al den tid, han har været ansat i Steve Madden. Hvis man kan bestille

8

et par sko via den amerikanske hjemmeside, vil skoene i så fald stadig blive sendt fra Europa. Den i sagen afbildede badesandal, Knox Sandal Navy Multi, har været solgt i Europa og har ham bekendt ikke været genstand for nogen krænkelsessager. Det hører ikke under hans ansvarsområde at vurdere, om Ste-ven Madden krænker andre designs. Det er en vurdering, der henhører under det amerikanske designteam. Den afbildede sandal, Heist Tan Leather Sandals, sælges ikke i Europa. Sandalen, Missile Sandal Cog Acton Leather, sælges i Eu-ropa, men han er ikke klar over, om den har været genstand for nogle krænkel-sessøgsmål.   

Vidne 1 har supplerende forklaret bl.a.t, at hun sidst har set mailen af

6. februar 2024 fra Vidne 2 til hende, da hun videresendte den til Gannis advokat. Vidne 2 er ikke længere ansat i Ganni og hun har ikke længe-re kontakt med Vidne 2. Hun kontaktede i sin tid Vidne 2, fordi hun havde brug for nærmere information om designprocessen for Buckle Ballerina. Vidne 2 sendte hende nævnte mail som svar herpå. Hun har videresendt alt, hun har modtaget fra Vidne 2, til Gannis advokater. De blyantskitser, hun har forklaret om i Sø- og Handelsretten, er de, designtegninger, som er fremlagt i sagen, og som var vedhæftet mailen. Hun er både i denne og andre sager tidligere blevet spurgt til tegninger af Buckle Ballerina og har hver gang svaret, at hun har sendt alt videre til Gannis advokater. Hun har ikke talt med Vidne 2 i meget lang tid. Ganni er som designvirksomhed vanskelig at sammenligne med andre danske modevirksomheder, da det er det eneste danske modevirksomhed, der har et egentligt internationalt brand inden for mode. Bestseller er ikke design-drevet på samme måde som Ganni. Ganni har en stor designafdeling, der de-signer alle virksomhedens produkter. Det kan godt passe, at Ganni har ca. 10 designere ansat i alt i Paris og Danmark. Designafdelingen består af designere, der tegner og udvikler, og den kreative direktør Person 4, som er med til at vælge de endelige designs ud. Det gør hun for at sikre, at stilen er konsistent og afspejler Gannis DNA. Person 4 er ikke involveret i alle designforløb. Hun ved ikke, hvor mange design, der lanceres hvert år, men det er nærmere 300 end 30. Designerne starter processen med at tegne og lade sig inspirere ca. 1 år, før designet lanceres. Afslutningsvis afholdes et stort møde, hvor de endeli-ge design fremlægges. Ganni deltager i modeugen i Paris. Designeren Person 5 deltager, så vidt hun ved, også i modeugen i Paris, men der er hende bekendt ikke andre danske designere, som deltager. Hun ved ikke, om Buckle Ballerina har været præsenteret til modeugen. Ganni producerer stadig Buckle Ballerina og Buckle Sandal, som begge er bestsellers. Ganni har ikke haft andre skomodeller, der har været lige så populære. Hun prøvede at kontakte Steve Madden, da de i Ganni blev opmærksomme på krænkelserne, men Steve Mad-den svarede hende aldrig. Hun hørte fra andre, der har ført sager mod Steve Madden, at det samme har gjort sig gældende, og at hun derfor lige så godt med det samme kunne lade advokater overtage håndteringen af sagen. Ganni er af Steve Madden blevet stævnet i Sverige og USA som følge af, at Ganni har

9

kontaktet nogle af Steve Maddens kunder i Danmark og Sverige og oplyst, at Steve Madden krænker Gannis rettigheder. Hun har aldrig oplevet en tilsva-rende adfærd. Der har på intet tidspunkt været oplæg til dialog fra Steve Mad-dens side. Ganni har valgt at forfølge denne sag, da Steve Maddens krænkelse er meget grov. Grand Ave-skoen er lagt alt for tæt på Buckle Ballerina, også selvom man tager i betragtning, at man i modeverdenen normalt lader sig in-spirere af hinanden. Ganni er i nogle tilfælde selv blevet kontaktet af andre mo-devirksomheder, som har påtalt, at Gannis design har lignet deres for meget. Ganni har i nogle tilfælde stoppet markedsføringen af et produkt, og har i an-dre tilfælde afvist at være gået for tæt på. Ganni er aldrig blevet dømt for at krænke andres design. Efter hvad hun ved, er der ikke andre, som har hjulpet Vidne 2 med at designe Buckle Ballerina. Hun er helt sikker på, at ingen før Steve Madden i denne sag har gjort gældende, at Ganni ikke kan påtale kræn-kelser af Gannis eget design. Hun er juridisk chef, og det er HR-afdelingen, der er ansvarlig for at udarbejde ansættelseskontrakter. HR-afdelingen vil typisk benytte sig af juridisk bistand i det relevante land. Hun har ikke, siden hun af-gav forklaring i Sø- og Handelsretten, undersøgt, om der findes et skriftligt de-signforlæg for Buckle Ballerina, udover hvad der allerede fremgår i sagen. De røde sling-back sko fra 2020, der fremgår af Gannis Instagram-konto, kender hun godt, men hun ved ikke, hvem der har designet dem, da hun ikke husker, hvem der var ansat i designafdelingen på daværende tidspunkt. Hun kender ikke den tidligere praktikant i Ganni, Person 6. Hun har ikke undersøgt, om Person 7 arbejdede sammen med Vidne 2. Hun kender ikke omsæt-ningen på Buckle Ballerina i perioden januar 2023 til januar 2024. Salget har formentlig været faldende i 2024, da Ganni oplevede, at flere kunder ikke læn-gere ville købe Buckle Ballerina som følge af Steve Maddens kopi.

Sagkyndig 7 har vedstået sin erklæring af 3. september 2024 og

har forklaret bl.a., at hun er uddannet skodesigner for Royal College of Art, London, og har arbejdet med skodesign lige siden. Hun har været chefdesigner for Angulus, ATC Footwear A/S, og for H&M’s børneskoafdeling. Nu arbejder hun som freelancer. Hun har bl.a. været sagkyndig i sagen om Person 1 gummistøvlen. Til brug for udarbejdelsen af sin erklæring i denne sag har hun sat sig ind i sagens bilag og foretaget en del visuel research af de sko, der indgår i sagen. Hun fastholder sit svar på spørgsmål 34, hvorefter Buckle Ballerina ikke er en designmæssig nyskabelse. De designelementer, der indgår i ballerinaen, var at finde på markedet som populære designelementer i en ny trend. Der ses ikke mange designmæssige nyskabelser mere, da der stort set ikke findes nogen delelementer, som ikke er set før og dermed helt nye. Buckle Ballerina er udtryk for en kreativ proces, men er ikke en nyskabelse, da der ikke er noget element i skoen, der er skabt udelukkende til denne sko. Skoen er desuden en videreud-vikling af en tidligere kollektion. Ofte vil man som designer bruge et element fra en tidligere kollektion og videreudvikle på den i senere designs. Buckle Bal-lerina er derfor resultatet af en helt sædvanlig designproces. Det vil ofte være

10

tøjdesignet, der indikerer retningen på en kollektion og dermed også sætter ret-ningen for skodesignet. Hun har ikke før set det moodboard, som Steven Mad-den har udarbejdet til sagen. Hun genkender dog flere af de deri angivne sko-designs. Moodboards anvendes typisk som inspiration og opstart af en kollek-tion for at sikre, at hele designgruppen er med på samme ide. Man vil typisk medtage flere inspirationsbilleder, herunder af eksempelvis kunst. Grand Ave-skoen er efter hendes opfattelse ikke en slavisk kopi af Buckle Ballerina. Der er heller ikke nogen forvekslingsrisiko mellem de to sko. Ved en slavisk kopi for-står hun, at man ikke skal kunne se forskel på skoene. I tilfældet med Grand Ave-skoen og Buckle Ballerina er det spændet, der gør forskellen. Ser man sko-en fra den modsatte side af, hvor spændet sidder, er skoene ens. Angivelsen af de to forskellige varemærker inde i skoenes såler er en yderligere forskel. Bian-cos sko ligger efter hendes vurdering tættere på Buckle Ballerinas udtryk end Grand Ave-skoen. Graya Ballerina ligger også tættere på. Når man køber en Ganni-model, køber man sig ind i et varemærkes historie og vil derfor også gerne genkendes med det pågældende varemærke. Der er desuden et vide-resalgsperspektiv ved købet af en Ganni-model, forstået på den måde, at en del kunder i dag efter en tid videresælger deres mærkevarer, hvilket også indgår i købsovervejelserne.   

Sagkyndig 1 har vedstået sin erklæring af 17. juli 2024 og har forklaret bl.a.,

at når man designer en sko som Buckle Ballerina er det sædvanligt, at man fin-der inspiration i eksisterende produkter. Man vil typisk starte med at researche og herved få inspiration fra tidligere produkter, som man vil tage udgangs-punkt i. Det er sædvanligt, at både skodesign og tøjdesign får en renæssance og bliver nyfortolket. En sådan fremgangsmåde er udtryk for en kreativ proces, uanset at designeren kombinerer sit design af allerede kendte elementer. Det er ganske enkelt måden, man som designer arbejder på. Det gælder også for de store modehuse, hvor Yves Saint Laurent eksempelvis lader sig inspirere af punk-traditionen. Ingen designer i et vakuum. Der er kreativitet i Buckle Balle-rina-designet, selv om der er velkendte elementer i skoen. Designeren har kom-bineret de forskellige elementer på en ny måde. Hun har ikke fundet nogen skomodel, der i tid lå før Buckle Ballerina, som ligner lige så meget som Grand Ave-skoen. Designeren af Buckle Ballerina har nok ladet sig inspirere af Bottega Veneto-skoen eller Miu Miu-skoen, men der er ikke tale om kopier. Steven Madden kunne sagtens have ladet sig inspirere af Buckle Ballerina, uden at lade Grand Ave-skoen ligne så meget. Indenfor beklædningsmode, som hun arbej-der med, ville det være helt usædvanligt ikke at lave en skitse, når man desig-ner et nyt produkt, så hun vil tro, at det samme gør sig gældende for forbere-delserne til Grand Ave-skoen. Det er usandsynligt, at designeren af Grand Ave-skoen er nået frem til et stort identisk udtryk uden at have kopieret Buckle Bal-lerina. Hun har lavet ”desk research” for at undersøge, hvilke sko der fandtes online, før Buckle Ballerina blev designet. Hun har ikke før set den i sagen af-bildede Ganni-model, ”slippers/sandal” , fra 2016. Der er flere af de øvrige Gan-

11

ni sko i sagen, hun, så vidt hun husker, heller ikke har set før. Det ville ikke ha-ve ændret på hendes vurdering, hvorefter Buckle Ballerina er resultatet af en kreativ proces, selv hvis hun havde set disse sko forud for sin vurdering. Fore-vist det af Steven Madden til sagen udarbejdede moodboard for Buckle Balleri-na, har vidnet forklaret, at hun ikke kender til designeren af Buckle Ballerinas research, men at det som nævnt er helt sædvanligt at se på tidligere designs, og at hun derfor stadig kan stå ved sin vurdering, hvorefter Buckle Ballerina er udtryk for en kreativ proces. Forevist en artikel fra magasinet Marie Claire fra 2019, hvori der står, at ”buckles” var en trend, forklarer vidnet, at det ikke er usandsynligt, at spænder var en trend i 2019. Som det fremgår af hendes erklæ-ring, er det især dobbeltserien af nitter, der falder mest i øjnene, når man ser på Buckle Ballerinas design. Det er dog kombinationen af alle designdetaljerne, der gør designet karakteristisk. Hælens udformning har ikke forekommet hende at være lige så markant som de øvrige detaljer. Grand Ave-skoen bruger den samme type spænde, som Buckle Ballerina, men det er rundere og dermed ikke identisk. Spændet er dog placeret samme sted på skoen og fungerer på samme måde. Forskellen på de to spænder er efter hendes opfattelse ikke markant. Det til sagen udarbejdede moodboard for Grand Ave-skoen kunne have været an-vendt af Steve Madden, hvis Grand Ave-skoen var designet før Buckle Balleri-na. Efter hendes opfattelse er det Steve Maddens sko, Grand Ave, der ligger tættest på ballerinaen, hvis man sammenligner dem og med Biancos sko. Hul-lerne på de to remme på henholdsvis Buckle Ballerina og Grand Ave-skoen er helt ens placeret. Syningen i midten af remmen har kun en dekorativ funktion, men er også stort set identiske på de to sko. Ganni har været dygtige til at inter-agere med sine købere på nettet, og mange forbrugere vil vide, hvem Ganni er, og hvor de kan købe Ganni-modeller. Steve Madden er også et forholdsvist ud-bredt mærke, så nogle forbrugere vil vide, hvor de kan købe Steve Madden-modeller, men ikke alle. Hun har ikke kendskab til, at der i modemagasiner mv. skulle være skrevet om Buckle Ballerina før august 2022.   

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for Sø- og Handels-retten.

Steve Madden har i sit sammenfattende processkrift af 10. februar 2024 yderli-gere anført (overskriftsnummerering og henvisninger til bilag, ekstrakt og ma-terialesamling udeladt) følgende som nye anbringender for landsretten:

Ganni’s design team – flere designere

Efter Sø – og Handelsrettens kendelse må det efter forklaringer i flere retssager og de kærendes egne undersøgelser af Gannis designteam lægges til grund at det ikke er dokumenteret, at Vidne 2 er ophavsmand til skodesignet Buckle Ballerina, men at Ganni’s Buckle Ballerina er designet af et designteam af flere designere.

12

Overdragelse efter fransk ansættelsesret og ophavsret

Efter Sø – og Handelsrettens kendelse er der indhentet vurdering af fransk ret, hvorefter Ganni A/S ikke har godtgjort, at Ganni A/S har er-hvervet ophavsrettigheder, herunder påtaleret og af den grund må sa-gen afvises. En svensk domstol har i forbindelse forbudsstævnings ind-givelse i Sverige mod Steve Maddens markedsføring af GRAND AVE i december 2024 fundet uklarhed om Ganni’s ophavsrettigheder herun-der ophavsrettighedernes selskabsretlige tilhørsforhold, hvilke også er til stede i denne sag, hvorefter sagen må afvises fra landsretten.

Til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse gøres det for landsret-ten under påberåbelse af nye beviser kort gældende:

Ganni's skodesign nyder ikke ophavsretlig beskyttelse

Ligesom for Sø – og Handelsretten henvises der til EU-Domstolens principielle dom af 12.9.2019, Cofemel (C-683/17) og særligt til genera-ladvokat Szpunars forslag til afgørelse i sagen, ligesom der henvises til Højesterets afgørelse i Person 1 sagen. Yderligere er der for lands-retten fremlagt domme om ophavsret for beklædning og sko fra flere medlemsstater, herunder Sverige, Portugal og Frankrig efter Cofemel-afgørelsen, der alle bekræfter en tilbageholdenhed med at lade mode-produkter som tøj og sko få beskyttelse efter ophavsretloven, en praksis som Steve Madden gør gældende at landsretten må følge.

Sagkyndige erklæringer om originalitet

Efter Sø – og Handelsrettens kendelse er der for landsretten fremlagt nye sagkyndige erklæringer indhentet af Steve Madden, hvor de sag-kyndige ikke fandt, at Ganni’s Buckle Ballerina adskilte sig væsentligt fra eksisterende skodesigns på tidspunktet for lanceringen i november 2021. Steve Madden gør gældende, at de sagkyndiges konklusion om at Buckle Ballerina ikke er en designmæssig nyskabelse må lægges til grund og at landsretten ligesom Sø – og Handelsretten i afgørelserne må nå til, at det ikke er sandsynliggjort, at Ganni’s Buckle Ballerina skodesign opfylder kravet om originalitet, som er en betingelse for, at skoen kan kvalificeres som et værk af brugskunst efter ophavsretsloven.

Sammensætning af kendte designelementer og valg i designprocessen

Efter Sø – og Handelsrettens kendelse er der for landsretten fremlagt et rigt udvalg af kombination af Ganni Buckle Ballerina designelementer på tidligere sko fra bl.a. kendte luksusbrands, hvorefter de sagkyndige ikke finder, at Buckle Ballerina ikke er en nyskabelse, og Steve Madden gør gældende, at dette omfattende bevis støtter at GRAND AVE var og er designet efter en trend, hvilket også ses dokumenteret for landsretten med artikel ’15 shoetrends for 2019’ fra modemagasinet Marie Claire. Med … dokumenteres det, at Ganni ofte lader sig inspirere af førende modehuses trends, hvilket er sædvanligt for mode- og fashion oriente-rede producenter af beklædning og sko, herunder Steve Madden, hvil-ket også støttes af Vidne 1's forklaring i BIANCO-sagen.

13

Inspirational pictures fra Vidne 2

Efter Sø – og Handelsrettens kendelse er det for landsretten dokumen-teret, at Vidne 2 sendte ”inspirational pictures” , og i mangel af fremlæggelse af dette bevis, må det af Steve Madden udarbejdede Ganni mood board lægges til grund, hvorefter Ganni’s skodesign og kombinationen af kendte designelementer ikke kan antages at være en selvstændig nyskabelse.

Ganni’s opgivelse af designbeskyttelse

Efter Sø – og Handelsrettens kendelse har Ganni opgivet beskyttelse af sit design for Buckle Ballerina, og Steve Madden gør gældende, at Gan-ni herved har erkendt at design og designelementer ikke var eller er nye, hvilket har betydning for vurderingen af også af ophavsretloven og markedsføringsloven. Herefter er nyhedskravet ikke er opfyldt.

Kommerciel adskillelsesevne efter markedsføringsloven

De kærende gør gældende, at de sagkyndiges konklusion må lægges til grund, hvorefter de to kundegrupper ikke vil forveksle Ganni’s Buckle Ballerina skodesign med GRAND AVE.

Nærgående eller slavisk efterligning

Efter Sø – og Handelsrettens kendelse har ingen sagkyndige udtalt, at GRAND AVE er en slavisk efterligning af Ganni’s design, hvorfor Steve Madden gør gældende, at der hverken er tale om en ophavsretlig eller markedsføringsretlig krænkelse. De sagkyndige er enige om at ligheden mellem Ganni Buckle Ballerina og GRAYA er større end, ligheden mel-lem Ganni Buckle Ballerina og GRAND AVE. Steve Madden gør gæl-dende, at GRAND AVE særligt med eget design af Buckle anvendt for flere skomodeller må findes at have et sådan særpræg både design og funktionsmæssigt, at der ikke er tale om en nærgående efterligning i ophavsretlig eller markedsføringsretlig forstand.

De subjektive forhold hos Steve Madden

Efter Sø – og Handelsrettens kendelse har Steve Madden indhentet yderligere vidneerklæring fra chefdesigner Person 2 af GRAND, der bekræfter at ikke han var bekendt med Ganni’s Buckle Ballerina forud for designet af GRAND AVE i september 2023. Der er for landsretten fremlagt bevis for Steve Maddens tidligere designs, lige-som, der er udarbejdet et moodboard, der illustrerer at alle de i sagen omhandlede designelementer tidligere har været anvendt af Steve Madden, hvorfor GRAND AVE bygger på en designtradition hos Steve Madden inspireret af tidens trend og tendenser.

Overtrædelse af forbuddet

Steve Madden bestrider, at markedsføringen af skodesignet GRAND AVE-L SANDALS BLACK LEOPARD udgør en overtrædelse af Sø- og

14

Handelsrettens forbudskendelse af 9. august 2024, idet kendelsen ude-lukkende angår [den røde udgave af Grand Ave].”

Steve Madden har i en indleveret omkostningsopgørelse oplyst at have anvendt 460 advoka ti mer til den skri ft lige forberedelse og gennemførelse af hoved-forhandlingen og 5.873 kr. til testkøb. Timeprisen til advokat er ikke oplyst.   

Ganni har i sammenfattende processkrift af 10. februar 2024 yderligere anført (henvisninger til materialesamling udeladt) følgende nye anbringender for landsretten:

GANNI har for landsretten supplerende anført og præciseret, at både EU-Domstolen og Højesteret med afgørelserne C-683/17 (Cofemel) og U.2023.2688 H (Virksomhed) har fastslået, at originalitetskravet er op-fyldt, selv om det måtte blive lagt til grund, at et værk består af kendte elementer, når elementerne sammensættes på en ny og original måde.

Der er for landsretten også fremlagt yderligere sagkyndige erklæringer, som støtter GANNIs synspunkt om originalitet. I alt har seks sagkyndi-ge eksperter herefter udtalt sig. Disse eksperter har bl.a. udtalt, at skoen er udtryk for designerens frie og kreative valg (Sagkyndig 2), at den adskiller sig fra de øvrige sko på markedet (Sagkyndig 1), at den er resultatet af en selvstændigt skabende designproces, hvor der er truffet frie og kreative valg (Sagkyndig 7), at den er ud-tryk for fri, kreativ og metodisk designproces, der understøtter kunst-nerisk ejerskab af idéen (Sagkyndig 3), at i hvert fald så-len, hæle, spænder og remme isoleret set fremstår med frie og kreative valg (Sagkyndig 6), og at der er truffet frie valg ved sammensæt-ningen af kendte elementer (Sagkyndig 5, tidligere Vidne 3). Det bemærkes, at det ikke kun er de af GANNI indhentede erklæringer, som utvetydigt støtter GANNIs anbringender om ophavsretlig beskyttelse af GANNI Buckle Ballerina, dette gælder også Steve Maddens sagkyndige erklæringer (re-levante uddrag af erklæringerne er indsat nedenfor).

GANNI har overfor landsretten præciseret, at der overfor Steven Mad-den Ltd. er dansk værneting efter retsplejelovens § 243, subsidiært rets-plejelovens § 246, stk. 3, at der er værneting efter Domsforordningen i forhold til Steve Madden Europe, og at de relevante lovvalgsregler også i enhver henseende anviser anvendelse af dansk ret.”

Ganni har i en indleveret omkostningsopgørelse oplyst at have haft udgifter til advokat på 464.188 kr. ekskl. moms.   

Landsrettens begrundelse og resultat

Gannis påtaleret  

Landsretten tiltræder af de af Sø- og Handelsretten anførte grunde, at Ganni er påtaleberettiget for så vidt angår krænkelse af eventuelle rettigheder efter op-havsretsloven og/eller markedsføringsloven til skoen Buckle Ballerina, og at et eventuelt forbud kan nedlægges både over for Steve Madden Ltd. og Steve

15

Madden B.V. Det af Steven Madden for landsretten yderligere anførte herom kan ikke føre til et andet resultat.

Ophavsret og beskyttelse efter markedsføringsloven af Buckle Ballerina

Spørgsmålet for landsretten er navnlig, om Gannis sko, Buckle Ballerina, er be-skyttet i medfør af ophavsretsloven og/eller markedsføringsloven.   

Landsretten lægger til grund, at Buckle Ballerina, som påpeget af Steven Mad-den og til dels støttet af Ganni, indeholder flere delelementer fra tidligere de-sign, herunder Vidne 2's egne tidligere Ganni-skodesign. Denne om-stændighed kan imidlertid ikke i sig selv føre til, at Buckle Ballerina ikke kan anses for at være udtryk for Vidne 2's egen intellektuelle frembrin-gelse og dermed nyde beskyttelse som brugskunst i medfør af ophavsretslovens § 1, stk. 1, jf. artikel 2, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (infosoc-direktivet) som for-tolket af EU-Domstolen i navnlig dom af 12. september 2019 i sag C-683/17 (Co-femel).

Af de sagkyndige erklæringer, der er indhentet til og/eller fremlagt i denne sag, herunder ikke blot de af Ganni indhentede erklæringer afgivet af Sagkyndig 1, Sagkyndig 2 og Sagkyndig 3, men også erklæringerne afgivet af Sagkyndig 6 og Sagkyndig 7 (Steve Maddens sagkyndige vidne), fremgår det med varierende formuleringer, at de sagkyndige er enige om, at designet af Buckle Ballerina eller dele heraf udtrykker designerens frie og kreative valg.   

Landsretten finder på den baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt, herunder det betydelige fotomateriale af tidligere skomodeller, at de genkendelige desig-nelementer i Buckle Ballerina er sammensat på en sådan ny og kreativ måde, at skoen må anses for at være udtryk for designerens egen intellektuelle frembrin-gelse og dermed genstand for beskyttelse som et værk i medfør af ophavsrets-loven. Landsretten har ved sin vurdering heraf lagt vægt på de samme forhold, som er anført af Sø- og Handelsretten.

Af de samme grunde og henset til skoens fremtrædende markedsposition fin-der landsretten det godtgjort, at Buckle Ballerina tillige er beskyttet i medfør af markedsføringslovens § 3.

Krænkelse

Landsretten tiltræder af de grunde, Sø- og Handelsretten har anført, at Steve Maddens salg, markedsføring mv. af Grand Ave-skoen krænker Gannis rettig-heder til Buckle Ballerina efter såvel ophavsretslovens § 2 som markedsførings-lovens § 3. Det af Steve Madden for landsretten yderligere anførte om, at Grand

16

Ave-skoen er designet uden kendskab til Buckle Ballerina, og at der i øvrigt ik-ke er forvekslelighed mellem de to sko, kan ikke føre til et andet resultat.

Forbudsbetingelserne

Henset til landsrettens vurdering ovenfor og til de grunde, Sø- og Handelsret-ten i øvrigt har anført, tiltræder landsretten, at forbudsbetingelserne i retspleje-lovens § 413 er opfyldt, og at hensyn som nævnt i retsplejelovens § 414 ikke ta-ler imod, at forbud nedlægges. Landsretten bemærker herudover, at Steve Madden også efter Sø- og Handelsrettens kendelse har markedsført Grand Ave skoen på hjemmesiden, www.stevemadden.dk. Eftersom det er godtgjort, at Gannis ophavsret og rettigheder efter markedsføringsloven til Buckle Ballerina er krænket, er der ikke grundlag for at betinge forbuddet af en sikkerhedsstil-lelse, jf. retsplejelovens § 415.

Landsretten stadfæster derfor i det hele Sø- og Handelsrettens kendelse.

Sagsomkostninger

Efter sagens udfald skal Steve Madden i sagsomkostninger for landsretten beta-le 250.000 kr. til Ganni til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens forløb og betydning samt til at sikre, at en væsentlig og passende del af de rimelige udgifter, som den part, der har vundet sagen, har afholdt, bæres af den tabende part, jf. arti-kel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (retshåndhævelsesdirekti-vet), som fortolket af EU-Domstolen i dom af 28. juli 2016 i sag C-57/15 (United Video Properties). Det er også indgået, at sagen har været sambehandlet med sag BS-59217/2024-OLR, Ganni mod Lulu’s Fashion Lounge, LLC, og at parter-ne i den pågældende sag har været repræsenteret af samme advokater, som har repræsenteret Steve Madden og Ganni i denne sag.

THI BESTEMMES:

Sø- og Handelsrettens kendelse stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal Steve Madden Ltd. og Steve Madden Europe B.V. in solidum inden 14 dage betale 250.000 kr. til Ganni A/S. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 17-03-2025 kl. 10:00

Modtagere: Indkærede GANNI A/S, Advokat (H) Jeppe Brogaard Clausen, Advokat (H) Claus Barrett Christiansen

Domsresume

Midlertidigt forbud vedr. krænkelse af Ganni A/S’ Buckle Ballerina

Østre Landsret har den 17. marts 2025 afsagt kendelse i en kæresag indbragt af Steve Madden Ltd. og Steve Madden Europe B.V. (”Steve Madden”) med påstand om ophævelse af forbud meddelt af Sø- og Handelsretten efter anmodning fra Ganni A/S (”Ganni”) mod Steve Maddens salg, markedsføring mv. af Steve Maddens sko Grand Ave.

Landsretten afsagde samtidig kendelse i en anden kæresag indbragt af Ganni mod Steve Maddens forhandler, Lulu’s Fashion Lounge, LLC (”Lulu’s Fashion Lounge”). I den sag havde Ganni nedlagt påstand om, at der skulle meddeles forbud mod  Lulu’s Fashion Lounges markedsføring mv. af Steve Maddens Sandria Sandal.

I kæresagen indbragt af Steve Madden fandt landsretten det godtgjort, at Ganniss Buckle Ballerina var ophavsretligt beskyttet, og var derudover enig med Sø- og Handelsretten i, at Steve Maddens Grand Ave-sko var en så nærgående efterligning, at Gannis rettigheder efter både ophavsretsloven og markedsføringsloven var krænket. Landsretten stadfæstede derfor det forbud vedrørende Grand Ave-skoen, som Sø- og Handelsretten havde nedlagt.

I kæresagen indbragt af Ganni var landsretten var enig med Sø- og Handelsretten i, at Steve Maddens Sandria Sandal adskilte sig så væsentligt fra både Gannis Buckle Ballerina og Gannis Buckle Sandal, at der ikke var sandsynliggjort en krænkelse efter markedsføringsloven, ophavsretsloven eller designlovgivningen. Landsretten stadfæstede derfor Sø-og Handelsrettens kendelse om ikke at meddele forbud vedrørende Sandria Sandal. Ganni havde i Sø- og Handelsretten opnået forbud mod Lulu’s Fashion Lounges markedsføring mv. af Steve Maddens Graya Ballerina, men var utilfreds med Sø- og Handelsrettens begrundelse. Ganni forsøgte derfor ved at gentage forbudspåstanden i kæresagen at få landsretten til at ændre begrundelsen. Det blev afvist af landsretten.

Oplysning om appel

2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 1239/24
Rettens sags nr.: BS-43774/2024-OLR
Afsluttet
1. instansSø- og HandelsrettenSHR
DDB sags nr.: 950/24
Rettens sags nr.: BS-25562/2024-SHR
Kæret

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb
0 kr.