Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 14. august 2024
Sag BS-17001/2023-VLR
(11. afdeling)
Appellant (Kommune), tidligere Sagsøger (Kommune)
(advokat Anne Mette Myrup Opstrup)
og
biintervenient til støtte for Appellant (Kommune), tidligere Sagsøger (Kommune)
Kommunernes Landsforening
(advokat Anne Mette Myrup Opstrup)
mod
Ankestyrelsen
(advokat Jens Balle Reeder)
Retten i Herning har den 1. marts 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS-47882/2021-HER).
Landsdommerne Peter Buhl, Cecilie Kabel Revsbech og Linda Hebo Lange (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellant (Kommune), tidligere Sagsøger (Kommune), har gentaget sin påstand for byretten om, at indstævnte, Ankestyrelsen, tilpligtes at anerkende, at Vidne 1 ikke ved færdselsuheldet den 23. februar 2015 var omfattet af arbejdsskadesik-ringsloven, jf. §§ 5 og 4, stk. 3.
Ankestyrelsen har påstået dommen stadfæstet, subsidiært hjemvisning.
2
Supplerende sagsfremstilling
For landsretten er fremlagt akter fra Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøger (Kommune) sag vedrørende barnet, som Vidne 1 skulle observere den 23. februar 2015, herun-der log fra sagen samt specialpædagogisk vurdering af 11. februar 2015 udar-bejdet af Vidne 1.
Endvidere er fremlagt Ankestyrelsens afgørelse af 28. august 2023 vedrørende fastsættelse af Vidne 1's erhvervsevnetab.
Forklaringer
Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 8 har afgivet supplerende forklaring. Endvidere har Vidne 9, tidligere Person afgivet forklaring.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at hun nu er ansat som pædago-
gisk konsulent 15 timer om ugen i fleksjob.
Umiddelbart efter ulykken var hun meget skidt tilpas. Hun havde voldsomme hovedpiner og ingen energi, hvilket er en af grundene til, at hun ikke ved sin første beskrivelse af sine arbejdsopgaver den pågældende morgen beskrev for-beredelsen til observationen i Institution. Hun havde ej heller forstået, hvilken betydning det havde, hvorfor hun indledningsvis blot havde beskrevet sine ar-bejdsopgaver ganske kortfattet. Hun blev efterfølgende spurgt mere detaljeret ind til beskrivelsen, og hun fik forståelsen af, at hun skulle være mere specifik.
Den pågældende morgen forberedte hun sig på den observation, hun skulle foretage senere på dagen. Arbejdet skulle munde ud i en rapport, som skulle bruges til det videre arbejde med barnet i institutionen. Forældrene skulle ind-drages. Hun forberedte sig hjemmefra, for så var hun klar til at starte observa-tionen, straks hun trådte ind i børnehaven. Og hun havde brug for at genopfri-ske, hvad hun skulle fokusere på i observationen.
Foreholdt specialpædagogisk vurdering af 11. februar 2015 bekræftede hun, at det var den rapport, som hun gennemlæste om morgenen, inden hun tog af-sted. Det er rigtigt, som det er anført, at hun havde foretaget to forudgående observationer henholdsvis den 2. og 3. februar 2015. Hun hilste på Vidne 8 den første gang, hun var der. Det var meget kort, da Vidne 8 hav-de meget travlt.
Rapporten er ikke færdig. Hun manglede at tilføje beskrivelse af den foreståen-de observation samt et efterfølgende møde med forældrene. Herefter skulle konklusionen også udbygges. Det er sædvanligt, at hun påbegynder konklusio-nen, inden den sidste observation er foretaget. Hun vil gerne være i god tid, og
3
hun skrev løbende på den. Der var ingen, som havde set udkastet til rapporten, men hun havde kort drøftet den med personalet.
Den pågældende dag ville hendes fokus være på at observere, hvorledes perso-nalet håndterede overgange mellem forskellige aktiviteter. Hun husker ikke, om Vidne 8 skulle deltage i det efterfølgende møde med forældrene.
Andre har været logget ind på sagen og arbejdet med familien, førend hun blev tilknyttet. Hun havde tidligere logget ind på sagen og orienteret sig om, hvad der tidligere var sket. Det er ikke hende, der har journaliseret rapporten på sa-gen den 2. november 2015. Hun var sygemeldt på det pågældende tidspunkt.
Foreholdt Vidne 2's forklaringer om, at man ikke måtte ar-bejde hjemme uden udtrykkelig forudgående aftale, fastholder hun, at de havde frihed til selv at planlægge deres arbejde, herunder hjemmearbejde om formid-dagen eller om eftermiddagen. Hun ville aldrig have taget en hel hjemmear-bejdsdag uden at informere Vidne 2.
Der kunne godt have været nogen at sparre med på kontoret fra morgenstun-den den pågældende dag, men hendes kollegaer var også ofte ude i institutio-ner, da Vidne 2 gerne ville have, at de var i institutionerne om formiddagen. Hun havde ikke brug for at sparre med kollegaer i den pågældende sag.
Hun skulle ikke holde møde med forældrene samme dag, selvom hun tidligere har forklaret sådan. Mødet skulle være dagen efter eller senere på ugen. Hun skulle observere det konkrete barn, men også de andre børn og personalet, når de interagerede med barnet.
Hun var ikke i sidste øjeblik med sin forberedelse lige forud for observationen. Det tog 5-10 minutter, og hun tog noter samtidig. Forberedelsen kunne godt have været lavet om fredagen, hvis der havde været tid til det, men det er at foretrække, at man ”får stillet skarpt” på de relevante problemstillinger umid-delbart inden observationen – altså samme dag. Hun forberedte sig også på, hvordan hun fik formuleret sig bedst muligt over for pædagogerne, som hun jo skulle anvise ændrede arbejdsformer.
Hun husker ikke, om hun havde anført barnets fornavn eller navn i den forelø-bige rapport, men hun havde sørget for, at man ikke kunne identificere barnet. Hun havde fra starten besluttet, at der skulle foretages tre observationer, og den tredje observation var aftalt med personalet og måske Vidne 8. Barnet var lige startet ved de første to observationer, så også af den grund var den tredje observation planlagt fra starten.
4
Hun drøftede ikke sine observationer med den kollega, som overtog sagen. Hun ved ikke, hvordan rapporten er kommet ind i systemet.
Foreholdt rutebeskrivelse fra Krak vedrørende kørsel fra hendes hjemmeadres-se til Institution ad Vej bekræftede hun, at det var den rute, hun kørte. Det er muligt at vælge en anden rute til By 3 forbi kontoret i By 1. Den rute valgte hun sædvanligvis, men hun tænkte, at den anden vej var bedre i glat føre. Det kan godt passe, at den rute hun valgte den pågældende dag, er to kilometer længere end den sædvanlige.
Det var begyndt at sne, da hun forberedte sig. Da hun kørte, var hun hverken i god eller dårlig tid, men hun ville være kommet for sent.
Efter ulykken talte hun med sin fællestillidsmand, som satte hende i kontakt med BUPL. De oplysninger, som BUPL har anført i anmeldelsen af 12. august 2015, fik de fra hende. De havde haft en telefonsamtale, hvor hun fortalte, hvad der var sket, og hvor BUPL stillede hende spørgsmål.
Hun havde udtrykkeligt fortalt Vidne 2, at erklæringen af 10. marts 2017 skul-le bruges i arbejdsskadesagen. Det sagde hun til ham i telefonen. Hun havde fået overskrifterne af BUPL, og dem gav hun videre til Vidne 2.
Vidne 2 har supplerende forklaret, at han har udarbejdet
udtalelsen af 10. marts 2016. Han tilbød altid at lave en udtalelse, når en medar-bejder stoppede. Den er lavet for at hjælpe Vidne 1 med at få et nyt job. I den udta-lelse skrev han ikke noget om hjemmearbejdsplads.
Han har også skrevet erklæringen af 10. marts 2017. Han fik en henvendelse fra Vidne 1 ca. to år efter, at hun var stoppet i afdelingen, og hun bad ham om at lave beskrivelsen. Han var sikker på, at den var til brug for Vidne 1's jobsøgning.
Havde han vidst, at beskrivelsen var til brug for arbejdsskadesagen, havde den set helt anderledes ud, bl.a. for så vidt angår eksempler på arbejdsopgaver, som han i givet fald ikke ville have medtaget. Sproget er også rettet mod daginstitu-tionsområdet. Han skrev det med hjemmearbejdet for at hjælpe Vidne 1 i jobsøg-ningssituationen, da hun ikke kunne køre bil efter ulykken. Hun skulle derfor have muligheden for at arbejde hjemme. Foreholdt, at beskrivelsen ifølge hans egen forklaring ikke svarer til virkeligheden, fastholder han, at det var for at hjælpe Vidne 1. Han beklager, at han ikke var ”skarp” på, hvorfor han havde skre-vet dette, da han blev spurgt herom i byretten i januar 2021. Han fastholder, at Vidne 1 ikke selv kunne bestemme, om hun kunne arbejde hjemme. Der skulle lig-ge en klar aftale med ham. Det havde han sagt mange gange til alle medarbej-dere.
5
Det var vigtigt, at Vidne 1 mødte ind på kontoret om morgenen. Dels var de meget pressede i afdelingen, og tilstedeværelse var derfor vigtig med henblik på spar-ring, dels havde afdelingen været gennem en turbulent tid, så der skulle skabes sammenhængskraft.
Det var ikke ønsket eller forventet, at Vidne 1 skulle forberede sig den pågældende morgen. Det er ikke i arbejdsgiverens interesse, at man forbereder sig i sidste øjeblik. Han var interesseret i, at hun overholdt sine aftaler og kom til tiden. Han synes, at det var en uheldig vej, hun valgte denne morgen. Vejen forbi kon-toret ville have været bedre.
Vidne 1 stod ikke til rådighed for tilkaldevagter, akut arbejde eller lignende. Alle møder i afdelingen var planlagte i forvejen og fremgik af ugeplanen.
Vidne 5's arbejdsforhold kan ikke sammenlignes med Vidne 1's. Vidne 5 var psy-kolog, ansat i en anden afdeling og havde andre arbejdsopgaver. Han var ikke leder for Vidne 5. Vidne 6, Vidne 7 og Vidne 4 havde alle særvilkår, da de var sårbare personer. Han havde derfor lavet særaftaler med de tre medarbejdere, herunder at de kunne arbejde hjemme i videre omfang end øvrige medarbejde-re. Der var otte medarbejdere i afdelingen, og ingen havde den opfattelse, at de kunne arbejde hjemme, når de ville. Det var udgangspunktet, at medarbejderne skulle være på kontoret mest muligt. De havde fællesmøde én gang om ugen.
Han er overrasket over, at hans medarbejdere kan have en så anderledes forstå-else af arbejdstilrettelæggelsen end ham selv.
Han er bekendt med, at Vidne 1 har taget kontakt til andre kollegaer, som har valgt ikke at afgive forklaring i sagen.
Han har ikke set den specialpædagogiske vurdering af 11. februar 2015 førend i forbindelse med landsrettens behandling af sagen.
Vidne 8 har supplerede forklaret, at hun er sikker på, at den 23. februar
2015 var første gang, at Vidne 1 skulle komme i institutionen. De trængte til, at der kom hjælp, så hun husker fornemmelsen af, at nu kom hjælpen ikke alligevel. Barnet havde flyttet stue i slutningen af januar, og derfor tænker hun også, at der ikke havde været observationer før den 23. februar. Der havde været et mø-de med forældrene. Det skulle aftales med hende eller pædagogerne på stuen, hvis der skulle foretages observationer. Hun ville helt sikkert have vidst det, hvis Vidne 1 havde været der før.
Hun har ikke set den specialpædagogiske vurdering af 11. februar 2015 førend i forbindelse med landsrettens behandling af sagen. Barnets forældre har heller ikke set den. Hun undrer sig over rapportens indhold, da opgaven først var be-
6
vilget den 1. februar 2015, så der kunne ikke være planlagt observationer alle-rede henholdsvis den 2. og 3. februar 2015.
Vidne 9, tidligere Person skulle være på stuen sammen med barnet under observatio-nen. Der var ikke andre, der skulle deltage.
Vidne 9, tidligere Person har forklaret, at hun ikke set den specialpædagogiske vurde-
ring af 11. februar 2015 førend i forbindelse med landsrettens behandling af sa-gen.
Den 23. februar 2015 var første gang, at Vidne 1 skulle observere barnet. Hun hu-sker mødet med forældrene, og det blev på dette møde aftalt, at Vidne 1 skulle komme. På dagen husker hun, at barnet blev afleveret. Efter noget tid fik hun besked om, at Vidne 1 ikke kom alligevel. De så frem til, at Vidne 1 skulle komme, da de havde brug for pædagogiske redskaber. Vidne 1 kunne ikke observere barnet uden aftale. De ville sædvanligvis have drøftet, hvad der skulle ske ved en tred-je observation, hvis der havde været to forudgående.
Retsgrundlag
I betænkning nr. 792 fra 1977 vedrørende arbejdsskadeforsikring hedder det i kapitel IV, afsnit D:
”…
2. Ulykkestilfælde indtrådt på vej til og fra arbejde. Spørgsmålet om dækning af ulykkestilfælde indtrådt på vej til og fra arbejde blev drøftet allerede af det i 1929 til revision af ulykkes-forsikringsloven nedsatte udvalg. Udvalgets flertal gik ind for et forslag om en sådan udvidelse af loven ud fra følgende betragtnin-ger:
Arbejdstagernes færden til og fra arbejdsstedet er en absolut nød-vendighed for arbejdets udførelse for arbejdsgiveren. For en stor gruppe arbejdstageres vedkommende er færden til og fra arbejdet langt den største med arbejdet forbundne risiko (f. eks. for så vidt angår kontorfolk), hvorfor det forekom rimeligt at medtage deres færden til og fra arbejdet som forsikringsgenstand, såfremt man overhovedet ville opretholde forsikringen for sådanne personer. Endelig henviste man til, at en sådan ordning var gennemført flere steder i udlandet, bl.a. i Sverige og Tyskland. Mindretallet gik imod udvidelsen ud fra den betragtning, at forud-sætningen for, at forsikringsbyrden lægges på arbejdsgiveren, må være beskæftigelsesforholdet, tjenesteforholdet. Denne forudsæt-ning er efter mindretallets mening ikke til stede, så længe arbejds-tageren er på vej til og fra arbejdet. Forsikringen bør kun være i
7
kraft, så længe arbejdsgiveren har dispositionsret over arbejdstage-rens arbejdskraft og kan forlange, at han følger de af arbejdsgiveren fastsatte anvisninger for arbejdets udførelse. Endvidere henviste mindretallet til, at det ikke ville være rimeligt at pålægge arbejds-giveren erstatningspligt for ulykkestilfælde, der skyldes risici, som han er uden indflydelse på og intet ansvar har for, samt til de mis-brug, der ville kunne fremkomme, idet arbejdsgiveren ikke kan kontrollere rigtigheden af det af de skadelidte anførte angående omstændighederne ved ulykkestilfældets indtræden. Socialministeren fulgte flertallet og foreslog en ny bestemmelse om områdets dækning indført i loven. Bestemmelsen kunne dog ikke opnå flertal i rigsdagen og udgik ved forslagets 2. behandling i fol-ketinget uden nærmere motivering i udvalgsbetænkningen. Soci-alministeren udtalte ved denne lejlighed, at han ikke mente at kun-ne lægge pres på det parti, der havde modsat sig bestemmelsen, »fordi man principielt må sige, at det i og for sig ligger uden for ar-bejdsgiverens risiko, hvad der passerer på vej til og fra arbejdsste-det«.
Udvalgets drøftelser om spørgsmålet har haft til resultat, at man i udvalget er enige om, at der – alt taget i betragtning – ikke synes grundlag for udvidelse af lovens dækningsområde til ulykkestil-fælde indtrådt under færden til og fra arbejdet. Der er i denne for-bindelse lagt særlig vægt på det allerede i 1929 anførte argument om det urimelige i at pålægge arbejdsgiveren erstatningspligten for et risikoområde, som han ingen indflydelse har på. Endvidere har udvalget taget i betragtning, at en udvidelse som den drøftede vil medføre en betydelig stigning i antallet af regressager. Endelig har udvalget lagt vægt på det forhold, at det pågældende risikoområde for tiden behandles i et særligt udvalg, hvor der bl.a. overvejes sådanne udvidelser i den lovpligtige motorforsikring, at en særdækning gennem den lovpligtige ulykkesforsikring ikke længere kan tillægges større selvstændig betydning.
…”
I bemærkningerne til arbejdsskadessikringslovens § 4 (lovforslag nr. 216 af 9. april 2003) hedder det:
” …
Det foreslås i stk. 3, der er nyt, at indføre en hjemmel for beskæfti-gelsesministeren til at fastsætte regler om, i hvilket omfang skader, der indtræder under befordring til og fra arbejde, er omfattet af loven.
Skader opstået under befordring til og fra arbejde er efter gældende regler som udgangspunkt ikke omfattet af loven. Baggrunden er, at
8
arbejdsgiveren ikke har nogen indflydelse på forholdene under de ansattes færden til og fra arbejde. I visse situationer har befordring mellem hjem og arbejdssted imidlertid karakter af egentligt arbejde i arbejdsgivers interesse, og de ansatte vil dermed være omfattet af loven under denne befordring.
Det drejer sig eksempelvis om skader, der indtræder under befor-dring organiseret af arbejdsgiveren.
Ligeledes er skader opstået under befordring til og fra arbejde i forbindelse med tilkaldevagt omfattet af loven. Et tredje eksempel er den situation, at en arbejdstager under befor-dring til og fra arbejde skal udføre et ærinde for arbejdsgiver. Her gælder efter praksis, at såfremt ærindet for arbejdsgiver medfører en afvigelse fra den pågældendes sædvanlige rute fra hjem til ar-bejdsplads, vil vedkommende være berettiget efter loven under be-fordringen. Omvendt vil vedkommende sædvanligvis ikke være berettiget efter loven, hvis ærindet ikke medfører afvigelse fra den normale rute mellem hjem og arbejdssted.
Afgrænsningen af, i hvilke tilfælde og under hvilke forudsætninger arbejdstager undtagelsesvis er omfattet af loven under befordring til og fra arbejde, er hidtil fastlagt gennem administrativ praksis og retspraksis.
Med forslaget ønskes denne praksis præciseret i en bekendtgørelse. Forslaget tilsigter ikke ændringer i den nugældende praksis, hvor-efter skader opstået under befordring mellem hjem og arbejdssted kun undtagelsesvis vil være omfattet af loven. Der ønskes alene en kodificering af praksis.
…”
Af dagældende bekendtgørelse nr. 939 af 26. november 2003 om arbejdsska-desikring under befordring til og fra arbejde fremgår:
§ 1. Befordring til og fra fast eller midlertidig arbejdsplads er sikret under loven, og skade, der opstår under sådan befordring, kan an-erkendes som arbejdsskade, hvis tjenesteforholdet til arbejdsgive-ren eller hensynet til virksomhedens interesser har indflydelse på befordringen. I denne vurdering indgår tidspunktet eller måden, befordringen foregår på, og nødvendige forberedelser forud for be-fordringen. I vurderingen indgår ligeledes, om arbejdet efter sin art udelukker en klar sondring mellem fritid og arbejde, såsom red-nings- eller forsvarsberedskab og deltagelse i fredsskabende eller fredsbevarende arbejde.
…
9
§ 3. Befordring til og fra fast eller midlertidig arbejdsplads betragtes i medfør af § 1 som sikret arbejde blandt andet når:
1) Pågældende udfører ærinder for arbejdsgiveren eller virk-
somheden undervejs til eller fra arbejdet. Sikringen omfatter selve ærindet og den afvigelse fra sædvanlig rute til eller fra arbejdet, som ærindet medfører, og ophører når ærindet er udført eller sædvanlig rute er genoptaget.
2) Pågældende medbringer arbejdsredskaber, arbejdsmateria-
ler eller andet udstyr. Sikringen omfatter skader, som forår-sages af redskaberne m.v., herunder skader, som på grund af redskaberne m.v. får et større omfang end tilfældet ellers vil-le have været.
3) Pågældende tilkaldes af arbejdsgiveren eller nødsages til i
virksomhedens interesse at møde på arbejdet i sin fritid eller forlader arbejdspladsen med rådighedsvagt. Sikringen om-fatter også de nødvendige forberedelser i hjemmet umiddel-bart forud for befordringen.
4) Pågældende som led i arbejdet eller virksomhedens drift
skal på kursus, på tjenesterejse eller udstationeres. Sikringen under tjenesterejse omfatter tillige befordring mellem logi og midlertidig arbejdsplads.
5) Pågældende udfører arbejde, der udgår fra dennes hjem, og
som indebærer befordring mellem kunder, klienter eller for-retningsforbindelser m.v. efter en plan, som denne selv læg-ger.
6) Virksomheden arrangerer befordringen til eller fra arbejds-
pladsen, herunder når befordringen foregår i firmabil eller andet transportmiddel, som virksomheden råder over, med henblik på kundebesøg uden forudgående fremmøde i virk-somheden eller med henblik på parkering udenfor virksom-hedens område.
7) Pågældende udfører arbejde på flere arbejdspladser for
samme arbejdsgiver, herunder ærinde på den faste arbejds-plads i forbindelse med igangværende hjemme- eller distan-cearbejde.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
10
Vidne 1 kom til skade i et trafikuheld den 23. februar 2015, da hun var på vej fra hjemmet i By 8 til en daginstitution i By 3, hvor hun skulle arbejde den pågældende dag.
Det fremgår af bemærkningerne til arbejdsskadessikringslovens § 4, at skader opstået under befordring mellem hjem og arbejdsplads som udgangspunkt ikke er omfattet af arbejdsskadessikringsloven. Det fremgår videre, at baggrunden herfor er, at arbejdsgiveren ikke har nogen indflydelse på forholdene under de ansattes færden til og fra arbejde. Befordring mellem hjem og arbejdssted har imidlertid i visse situationer karakter af egentligt arbejde i arbejdsgivers inter-esse, og de ansatte vil dermed være omfattet af loven under denne befordring.
Tilsvarende fremgår det af § 1 i den dagældende bekendtgørelse nr. 939 af 26. november 2003 om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde, at skader opstået under befordringen kan anerkendes, hvis tjenesteforholdet til arbejdsgiveren eller hensynet til virksomhedens interesser har indflydelse på befordringen. I denne vurdering indgår tidspunktet eller måden, befordringen foregår på, og nødvendige forberedelser forud for befordringen. Bekendtgørel-sen angiver i § 3 en række eksempler, hvor befordring til eller fra arbejdsplad-sen blandt andet kan anses som sikret arbejde.
Vidne 1 havde en fast arbejdsplads i administrationsbygningen i By 1, men hendes arbejde foregik i øvrigt i vidt omfang i daginstitutio-ner i kommunen. Hun tilrettelagde selv sit arbejde og transporten til de forskel-lige institutioner. Den pågældende dag kørte hun fra hjemmet direkte mod in-stitutionen i By 3. Det er oplyst, at den vej, hun ville have fulgt, hvis ulykken ikke var sket, er ca. 2 km længere end vejen, hvis hun først var mødt på den faste arbejdsplads i By 1 og derfra var kørt videre til By 3. Hendes for-ventede program resten af dagen er ikke oplyst.
Der er enighed om, at befordringen til institutionen som udgangspunkt ikke er sikret under arbejdsskadesikringsloven. Sagen angår, om det arbejde, som Vidne 1 måtte have udført i hjemmet i By 8, før hun kørte mod institutionen i By 3, medfører, at skaden opstået under kørslen er sikret efter loven.
Vidne 1 har forklaret, at hun om morgenen tjekkede mails, telefon og kalender, og at hun tillige læste i sit udkast til rapport om tidligere observa-tioner for at forberede sig til dagens observationsopgave. Det tog ca. 15-20 mi-nutter at forberede sig. Landsretten finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke grundlag for at tilsidesætte denne forklaring. Det lægges såle-des til grund, at hun forberedte dagens arbejde som beskrevet.
11
Vidne 1 havde ikke aftalt med sin arbejdsgiver, at hun forberedte sig hjemme den pågældende morgen. Der foreligger modstridende oplysninger om, hvorvidt hun kunne gøre dette uden tilladelse. Det er ubestridt, at Vidne 1 i vidt omfang selv måtte tilrettelægge sit arbejde, og efter bevis-førelsen tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for at fastslå, at hjemme-arbejde i form af 15-20 minutters forberedelse af dagens opgaver var i strid med vilkårene for hendes ansættelse.
Landsdommerne Peter Buhl og Cecilie Kabel Revsbech udtaler:
Vi finder, at forholdet ikke er omfattet af eksemplerne i bekendtgørelsens § 3. Spørgsmålet er efter vores opfattelse derfor, om udførelsen af hjemmearbejdet indebærer, at tjenesteforholdet til kommunen eller hensynet til kommunens interesser på anden vis har haft en sådan indflydelse på befordringen fra hjemmet til arbejdspladsen, at skaden opstået herunder er omfattet af arbejds-skadessikringsloven.
Vidne 1 tilrettelagde selv, hvordan hun skulle komme til institutio-nen i By 3, og kommunen havde ikke indflydelse herpå. Vi lægger til grund, at hun også selv tilrettelagde, hvor og hvornår hun ville forberede sig til arbejds-opgaven, og at det således var hende selv, der besluttede, at dette skulle ske i hjemmet, umiddelbart før hun kørte mod institutionen. Der ses ikke at have været noget til hinder for, at hun kunne have forberedt observationen på et tid-ligere tidspunkt, eller at hun kunne have forberedt sig på arbejdspladsen, og kommunen ses ikke konkret at have haft nogen fordel af, at Vidne 1 valgte at forberede sig som sket.
Vi finder derfor, at tjenesteforholdet til kommunen eller hensynet til kommu-nens interesser ikke har haft en sådan indflydelse på befordringen, at der er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at befordring fra hjemmet til ar-bejdspladsen ikke er omfattet af arbejdsskadessikringsloven. Vi stemmer derfor for at tage Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøger (Kommune) påstand til følge.
Landsdommer Linda Hebo Lange udtaler:
12
desikringsloven, også jf. U2010.963/2V. Jeg stemmer herefter for at stadfæste byrettens dom.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøger (Kommune) påstand tages til følge.
Efter sagens udfald skal Ankestyrelsen i sagsomkostninger for begge retter be-tale 179.500 kr. til Appellant (Kommune), tidligere Sagsøger (Kommune). 170.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand og 9.500 kr. til retsafgift. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens værdi og om-fang og hovedforhandlingens varighed samt at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøger (Kommune) ikke er momsregistreret.
Landsretten har ikke fundet grundlag for at tillægge Kommunernes Landsfore-ning sagsomkostninger.
THI KENDES FOR RET:
Ankestyrelsen tilpligtes at anerkende, at Vidne 1 ikke ved færds-elsuheldet den 23. februar 2015 var omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
I sagsomkostninger for begge retter skal Ankestyrelsen inden 14 dage betale 179.500 kr. til Appellant (Kommune), tidligere Sagsøger (Kommune). Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 14-08-2024 kl. 10:00
Modtagere: Indstævnte Ankestyrelsen, Biintervenient KL, Appellant (Kommune), tidligere Sagsøger (Kommune)